De gamle Mænds Hævn (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

74. De gamle Mænds Hævn

Der boede engang to gamle Mænd sammen i Huus. De havde hver en Søn, og da Sønnerne begyndte at erhverve for dem, holdt de selv op med at gaae i Kajak og lagde sig bare efter Vellevnet. Den ene, som holdt meest af Vellevnet, var snart ganske uden Redskaber, den anden havde endnu nogle Redskaber liggende ubrugte. Deres Sønner pleiede baade at gaae ud og komme hjem sammen, og de trodsede de værste Storme; tilsidst vare Forældrene aldrig mere bekymrede for dem. Engang da de vare gaaede ud sammen i stille Veir, kom de ikke tilbage igjen. Der boede nemlig en stærk Mand, som var en Morder; han havde dræbt dem, da de havde truffet paa ham. De Gamle, som nu intet mere selv kunde erhverve, levede alene af deres efterladte Forraad, men de kunde ikke nyde meget, fordi de tænkte paa dem. Under disse Omstændigheder øvede de sig igjen i Kajakroening, og da den ene ingen Vaaben havde, lavede han sig en Fuglepiil, paa hvilken han af Mangel paa Jern satte en Beenspids, og paa Pilen satte han, af Mangel paa passende Been, et Sælhunderibbeen. En Aften sagde de: »lader os nu kun drage hen og give os i Vold, vi due dog ikke mere til noget.« Den næste Morgen tidligt gik de ud tilsøes, og lidt udenfor de yderste Øer styrede de nordefter, idet de sagde: »siden han er saa stærk, gaaer han vist langt ud fra Land, lader os roe udad og see efter ham.« Derpaa roede de tilsøes og tabte snart Yderøerne næsten af Sigte, derpaa vendte de atter mod Nord, saa at de kunde skjules ved Solens blændende Skjær paa Vandet. Da de nu saae sig rigtig om, see der! — saa laa der en stor Kajak lidt længer nordefter paa Jagt. Derpaa roede de rask ind paa ham fra Solsiden af. Medens han sad bukket over sin Aare og lod sig drive, hexede de over ham, og da de kom ham nær, sagde den Vaabenløse til sin Ledsager: »naar du troer, at du kan naae ham, skal du strax kaste. Hvis han først opdager os, gjør han os begge til Bytte.« Derpaa roede denne til, og løftede Harpunen. Den anden ventede at han skulde kaste, men tilsidst blev han bange og hviskede: »hvor–hvor–naar?« Nu kastede han, men den Stærke havde imidlertid hørt noget og vendt sig om, derfor forfeilede han denne, og traf Kajakken lige bag ved Manden. Derpaa skreg hans Ledsager: »husker du ikke hvad jeg sagde, at du strax skulde kaste, ellers bleve vi begge til Bytte. Hold nu godt paa din Fangeblære!« Men den anden sagde: »kast du nu efter ham med din Piil!« Strax fløi Pilen i Luften, gik først forbi, men vendte sig saa og faldt ned paa den Stærkes Hoved med et vældigt Knald. Lidt efter blev han stiv og hældede til Siden, hvorefter den anden tog sit Kastespyd, og der atter hørtes et Pladsk. Da de havde dræbt ham, reiste de ham op og saae, at Pilen med det ene Beenstykke havde truffet ham lige midt paa Hovedet, og at Spidsen blot var trængt ind, uden at komme til Takken. De sagde nu til hinanden: »hvis vi efterlade ham her, ville hans Efterladte ikke faae det at vide, lader os slæbe ham derhen.« Derpaa snørede de den Døde fast til Kajakken og droge afsted med ham ind ad Landet til, hvorpaa de ogsaa saae Huset og et Menneske, som kom ud, skyggede for Øinene og saae ud over Havet, og gik ind igjen. Dette var nemlig den Stærkes Datter, som ikke ventede andre Kajakker, men saae ud efter Faderens Komme. Lidt efter kom hun atter ud, men studsede, da Kajakkerne nu allerede vare udenfor Pladsen. Disse raabte til hende: »saaledes kan man vente det. Da han havde dræbt vore Sønner, have vi gjort ligesaa ved ham!« I længere Tid stod Qvinden ganske taus, derpaa sagde hun med sagte Stemme: »lad saa være! I have handlet rigtigt, han har selv forvoldet det.« Derpaa tilføiede hun rask: »I skulde stige iland og besøge os.« Hun undredes nemlig meget ved at see disse gamle Stakler, og vilde ikke troe at de havde kunnet dræbe hendes vældige Fader. Da hun nu vedblev at nøde dem til at komme op, og gik ned for at tage imod dem, hviskede den ene af dem til sin Ledsager: »Siden Faderen har været saa stærk, kan du troe, at hun heller ikke er opdraget til Ingenting. Du skal ikke!« Da de nu fjernede sig fra Land kom hun atter heelt ned til Strandkanten, og vedblev at nøde og trygle dem om at komme op. Men de frygtede hende, og da de gik længer ud, saae de, hvorledes hun først tog sin Pels af, derpaa Støvlerne og endelig Been-klæderne, hvorefter hun ganske nøgen lagde sig paa Ryggen nede ved Vandet. Da den ene af de Gamle saae dette, begyndte han at smile og vilde op paa Land. Men hans Ledsager sagde hurtigt: »hvad er det, du vil? dersom du gaaer op, lader hun dig ikke leve!« — hvorpaa han atter standsede; og da de saa gik længer ud, sprang hun pludselig op og, uden at røre ved Klæderne, gik hun henimod Huset. Da sagde atter den ene Gamle: »siden hun er saa stærk, vil hun vist kunne forfølge os i sin Baad.« De flygtede derpaa videre, og da de saae sig om, var hun ganske rigtig krøben ind under den opstillede Baad, kom frem med et Strø (Træ til Underlag) i Haanden, og raabte til dem, idet hun skar Tænder: «bare man kunde hævne sig og gjøre saaledes ved dem derude!« — og med det samme knugede hun Strøet itu mellem Hænderne, og atter skar hun Tænder, krammede med Hænderne om Træstykket og sønderrev det i lutter Smaastykker. Saaledes tabte de hende af Syne. Da de kom hjem, fortalte de, at de havde dræbt den Stærke, som ikke havde ladet Folk leve; og skjøndt ikke ganske, blev deres Sind dog nogenlunde beroliget ved Hævnen.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 213-215.