De mytiske Sange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Mundsmag af den ældre Edda

Den ældre Edda — De mytiske Sange

ved R. J. Holm

Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense hos J. C. Dreyer

1874

---

I Aaret 1628 forærede Islænderen Arngrim Jonson en haandskreven islandsk Bog til den danske Oldgransker Ole Vorm, hvilken indeholdt dels nogle mytiske Fortællinger, dels en Fremstilling af den gamle Versekunst. Det var den yngre Edda, ogsaa kaldet den prosajske Edda eller Snorres Edda (da man mente, den var forfattet eller dog samlet af Snorre Sturleson). Nogle Aar derefter kom et endnu mærkeligere Haandskrift for Dagens Lys, idet Brynjulf Sveinson, der var Bisp i Skalholt, i Aaret 1643 kom i Besiddelse af en anden Edda, der indeholdt en Mængde gamle hedenske Sange om Nordens Guder og Helte. Rimeligvis forærede Bispen dette Haandskrift til Frederik den tredje; nu findes det paa det kongelige Bibliotek. At Sangene i denne Samling ere ældre end Fortællingerne i den anden, er aldeles tydeligt, blandt andet deraf, at Vers af dem undertiden anføres i Fortællingerne. Man kalder derfor Samlingen den gamle Edda, ligesom den ogsaa i Modsætning til den anden kaldes den poetiske Edda. Brynjulf Sveinson kalder den i Henhold til et Sagn Sæmunds Edda. At Sæmund Frode har samlet den, er imidlertid ikke rimeligt, naar man ser paa de prosajske Indskud og Tilsætninger, Samleren har gjort; de ere tit Sæmund Frode aldeles uværdige; og havde Sæmund gjort en saadan Samling, maatte Snorre have kjendt den, men det er ikke Tilfældet. Endnu urimeligere er den Tanke, at Sæmund skulde have digtet Sangene. De give ved deres Indhold Bevis nok for, at de ere ægte gamle Folkesange, Hedningenes levende Ord om det usynlige og det ideale.

Hvad enten vi nu se hen til den oprindelige og ublandede nordiske Livsanskuelse, eller til den mægtige Poesi, vi møde i den ældre Edda, maa vi ønske, at den ganske anderledes end hidtil maa blive kjendt og nyttet. Skal det blive ret til noget med en hjemlig Oplysning og Dannelse, da maa denne grundes paa det nordiske Aandslivs ypperste Frembringelser, og blandt disse have Eddasangene en meget høj Rang.

Bogen falder i to Dele: de mytiske Sange og Heltesangene. Det er den første Del, her skulde gives en Oversigt over og en Mundsmag af. (Bemærkningerne om og Oversættelsen af Vølvens Spaadom har været trykt i Nordisk Maanedsskrift, Marts 1873.)

1.

Vølvens Spaadom (Völuspá.) At dette Spaadomskvad lægges en Kvinde i Munden, stemmer med en almindelig Opfattelse. Man har til alle Tider været tilbøjelig til at tillægge Kvinden en vis Evne til at forudane Begivenhederne, tyde Drømme og i det hele afsløre Livets Løndom. Den profetiske Evne kommer vel først frem i sin Fylde, hvor Guds Aand giver den, men ogsaa Menneskeaanden har i mindre Maal sin profetiske Evne, og alle Vegne har man haft en Følelse af, at Kvinden er særlig anlagt for denne Side af Aandsvirksomheden. De græske Orakler er det klareste Udtryk herfor. Middelalderens Hexe og Spaakvinder ere et Vidnesbyrd om det samme. Hvor frygtede, forfulgte og foragtede disse have været, saa vise de dog hen paa den almindelige Følelse af Kvindens Anlæg for Aandsanelsen. De ere de sørgelige Rester, den stygge Forvrængelse af Oldtidens Vølver, de Kvinder, der her i Norden svare til Præstinderne ved de græske Orakler. Vølverne bleve i Oldtiden lige saa højt hædrede og ansete, som deres vanslægtede Afkom i Middelalderen blev foragtet og forfulgt. Af Saxes Fortælling om Fridlev Frodesøn se vi, at de spaaede i Helligdommene, men i de islandske Sagaer møde vi dem mest ved Gilderne, hvortil de indbydes, og hvor de ere Gjenstand for udsøgt Hæder og Opmærksomhed. I Erik den rødes Saga fortælles saaledes om, hvorledes Høvdingen Torkil søger Oplysning angaaende Ophøret af en herskende Dyrtid. Han indbyder Torbjørg, almindelig kaldet den lille Vølve, til sin Hal. Da hun ankommer om Aftenen, er hun iført blaa Kaabe, fra øverst til nederst prydet med Stene, om Halsen har hun Perlebaand, paa Hovedet Lammeskindshue indvendig foret med hvidt Katteskind, i Haanden holder hun Spaadomsstaven med Messingbeslag og Knap. Torkil modtager hende ærbødigt og fører hende frem imellem Gjæsterne til det for hende bestemte Sæde, der er indrettet paa en Forhøjning og med Hynde. Først næste Dag kommer det højtidelige Optrin. Det indledes med, at Vølven beder de tilstedeværende Kvinder synge Sangen Vardlokur, og efter nogen Nølen fører Gudride, en ung Pige, Sangen frem med saa stærk og klar en Stemme, at de nærværende tilstaa, at de aldrig før have hørt saa smuk en Sang. Vølven takker Pigen, og nu udtaler hun sine Spaadomme baade om den onde Tids snare Ophør og om meget andet, hvorom hun blev spurgt. — Ikke alle Vølver vare store Profeter; der var store Vølver og smaa Vølver; den, der her træder frem, maa tænkes som den største af alle. Naar hun rejser sig i sit Højsæde, da ser hun ikke ud over Forsamlingen i en Høvdings Hal, men »vidt og vidt om alle Verdener«; naar hun slaar til Lyd med Spaadomsstaven og beder Guder og Mennesker lytte til Talen, da er det ikke for at afsløre en enkelt Tids eller en Enkeltmands Skjæbne, men da maa hun drage alle Tider og alle Slægter ind under sit Syn, da maa hun prøve paa at sige Løsningsordet til Livets store Gaade.

Der er fire Vers i »Vølvens Spaadom«, som vi kunne kalde Digtets Ramme; de indeholde intet om Vølvens Syn, men kun om, hvorledes hun kom til at fremsætte det, og hvorledes det til Slutning overvældede hende. I den følgende Gjengivelse ere disse Vers udeladte, nærmest fordi det har sin Vanskeligked at anbringe dem uden at forstyrre Sammenhængen. Det ene findes i Haandskrifterne som Slutningsvers, og det passer godt nok, men de tre andre findes midt inde i Digtet, hvor de da ikke passe synderlig vel; derfor har S. Bugge og S. Grundtvig i de af dem besørgede Udgaver taget dem ud og anbragt dem som Digtets Begyndelse, hvorved ganske vist Forstaaelsen lettes, men til Gjengjæld gjøres der Uret mod den storslaaede Begyndelse: »Lytter nu alle!« Her er valgt at tage Rammen helt bort og kun antyde dens Indhold.

Hejd hed den kloge Vølve, der tæmmede Ulve, sejdede med Fryd og var en Lyst for onde Kvinder. Hun sad ene ude, da Odin kom og saa’ hende i øjet for at mane Verdenssynet frem. Hun vilde nødig dertil. »Hvorfor fritter du mig, hvorfor frister du mig? jeg véd godt Odin, hvor du mistede øjet!« Det er, som vilde hun sige: Vár dig! der kunde komme det frem, som er strængt for dig at høre! At Odin har mistet Øjet, hænger nemlig sammen med hans Syndefald. — Men hun slipper ikke; Odin overvælder hende med Ringe og Smykker. Da Løfter hun øjet og ser »vidt og vidt om alle Verdner« ligesom indsamlende sit mægtige Syn. Da ruller hun op de store Billeder. Naar Tænkeren og Grubleren skal begynde med Begyndelsen, da bliver denne svær; naar man skal filosofere Verden frem, da koster det umaadelig Anstrængelse, og Udbyttet bliver endda den sorte Armod, som det kan ses i Gylfaginning. Men Vølven grubler ikke, hun ser; hun tager det i Fantasien, og da gaar det helt anderledes: Let som et Eventyr løfter Verden sig i Tidens Morgen; den bader sig i Solskin, klæder sig i grønt og bygges af glade Børn, for hvem Arbejde og Leg løber sammen i ét. Men snart skifter Billedet om; Livet i barnlig Uskyld, Fred og Glæde skifter om til et Liv tynget af Brøde og viet til Kamp. Der er noget dunkelt og forvirret i Overgangen, men saa meget er klart, at den store Forandring bevirkes ved en Brøde: Odin farer uvarlig med sit Øje, Hejmdal med sit Horn, Aserne øve Selvtægt mod Guldveg. Det ser ud som et Fald fra Syn til Beregning, fra Hengivelse til Egenraadighed. Det lykkes ikke at faa’ Guldveg brændt, men det lykkes at faa’ to Viljer ind i Verden. Da er Freden forstyrret, Guldalderen til Ende. Odin slynger Spydet ud; det er Tegnet paa, at den store Kamp er begyndt. Fra nu af skiller Verden sig i tvende Lejre. Ikke saaledes, at der er lutter godt paa den ene, lutter ondt paa den anden Side, nej ogsaa Aserne bære Brødens Mærke paa sig; men de ere de bedste, og de ville det gode. De tage Kampen op mod Løgn og Usselhed, vel saaledes, at Hjærtet bløder, men Aanden haaber paa Sejr. Hjærtet bløder; thi der slaas det dybe Vunder, dybest naar Frig græder for Balder; saa maa Billederne vel blive mørke, som den kolde, sorte Ligstrand, hvor Mordulve, mensvorne Mænd og Forførere vade i Edder, og Ulv slider Lig; det er en af Udsigterne fra den store Kampplads. Men der er en anden og lysere. Naar det trækker sammen fra alle Kanter, og det onde i Verden rejser sig i sin fulde Højde til det sidste knusende Slag, da have Aserne hørt Hanegalet; de staa færdige til Kampen, og det har ingen Nød; om end de segne, og Verden synker, saa stiger bag Ragnarok det lyse Gimle frem, hvor Hjærtet skal finde det Guld, det har grædt for, hvor alle Kampens sviende Saar skulle læges, hvor det sidste skal række Haand til det første, og alt jævnes, hvad der ligger imellem. — Dette er det store Maleri, Vølven udfører af Verdenslivet. Slutningsverset gaar da ud paa, at nu ser hun den sorte Drage komme flyvende; nu maa hun synke! Hun har ført saa stærk en Tale, at hun synker under Vægten af sine Ord. — Digtet er ikke alene det ypperste, der er kommet til os fra Hedenold, men det er et af Menneskeaandens Storværker.

2.

Vejtams-Kvide (Vegtamskvida.) I den yngre Edda, hvor Fortællingen om Balders Død findes, hedder det, at da han sagde Aserne sine store og svare Drømme, da tog Frig alt i Ed, at de vilde skaane Balder. Derved bleve Aserne trygge, men efter denne Sang lader det til, at Odin, der saa’ videre end de andre, ikke kunde slaa sig til Ro. Han drager da under Navnet Vegtam ɔ: den vejvante til Helhjems Vølve, der naturligvis er død. Naar de gamle kom til at tale om Balder, blev Talen altid skjøn; denne Sang hører ogsaa til de skjønneste.

3.

Tryms-Kvide (Þrymskvida.) Da Tor vaagner og savner sin Hammer, er han frygtelig vred. Loke flyver i Frejas Fjederham til Jættehjem og kommer hjem med den Besked, at Trym Tursedrot har gjemt den og vil ikke udlevere den, før han faar Freja til Brud. Tor, der kun har Tanke for Hammeren, vil have Freja afsted strax, men hun bliver harmfuld over, at nogen kan tænke paa sligt. Saa staa Guderne og véd ikke deres levende Raad, før Hejmdal finder paa, at Tor selv kan lege Freja. Dette falder just ikke i Tors Smag; men da Loke bemærker, at hvis han ikke gjør det, da ville Jætterne snart bygge i Asgaard, saa giver han sig hen i Skjæbnen og lader sig pynte med Linet, Brysingsmykket, Nøgleknippet, ja med Sæt paa Hoved og Skjørter om Ben. Loke vil naturligvis med; det er netop noget for ham. Bukkene spændes for; Jorden luer, og Bjærge brage; Odins Søn ager til Jættehjem. Trym sidder i stor Forlængsel, og da Aserne komme, modtages de med god Anretning. Nu fortælles om Tors usædvanlige Appetit og hvasse øjne, Tryms Betænkelighed derved og Lokes beroligende Forklaring. Men da Hammeren blev hentet, og Tor følte den paa sit Knæ, da »lo hans Hjærte i Brystet«. Han rejste sig og knuste den hele Yngel. — Kvadet er senere gaaet over i en Kæmpevise og tager sig i Kæmpevisens sædvanlige Dragt og med dennes egne Vendinger og Udtryk helt besynderlig ud.

4.

Hymes-Kvide (Hymiskvida.) Havguden Æger skal gjøre Gilde for Guderne, men mangler en Kjedel til at brygge Gildesøl i. Den maa Tor skaffe. I denne Anledning drager han til Jætten Hymer, som har nok af store Kjedler. Han tager med Hymer paa Fiskeri og kommer derved i Kast med Midgaardsormen. Som bekjendt mislykkedes denne Fangst; men Kjedelen bragte han med til Æger.

5.

Loketrætten (Lokasenna.) I en lille Fortale meddeles, at Æger gjorde Gilde for Aserne. Mange Guder og Gudinder vare med, men Tor var i Østerfærd. Æger havde to flinke Tjenere, Fimafeng og Elde. Der havdes »Lyse-guld« i Stedet for Ild, øllet bar sig selv frem, og der var stort Fredsted. Man roste meget Ægers Tjenere, og da Loke ikke gad høre det, dræbte han Fimafeng. Da drev Aserne ham til Skovs. Men han kom tilbage og traf Elde uden for. Sangen begynder saa med en Samtale mellem Loke og Elde. Loke spør, hvad Aserne have for. Elde svarer, at de tale om deres Vaaben og Sejre, »men deres Ord ere ikke venlige om dig«. »Da vil jeg ind«, siger Loke, »og blande dem Mén i Mjøden«. — Da han kommer ind, tie alle Aser. »Jeg kommer tørstig til Hallen«, siger han, »og beder om Drikke. Hvorfor tie I? Vis mig til Sæde eller vis mig ud!« — Brage bemærker, at de nok véd, hvem de skulle bænke blandt sig. — Men da Loke minder Odin om, at de i Tidens Morgen have blandet Blod sammen, da byder denne Vidar rejse sig og give Plads for Ulvens Fader. — Bænket i Hallen drikker han Asers og Asynjers Skaal, og det maa siges, at han forstaar at blande »Men i Mjøden«. Først gaar det ud over Brage »Bænkepryder«, der i Begyndelsen svarer sagtmodig, men efterhaanden ægges op og faar da det glatte Lag. Idun tysser paa sin Mand, men faar ikke andet for det, end at Loke vender sig mod hende og beskylder hende for det værste, en Kvinde kan beskyldes for. Nu vil Gefjon mægle, men faar samme Behandling. Og det samme hændes efterhaanden Freja og Skade. Ingen gaar fri; Loke véd, hvad han kan krænke enhver dybest med, og han gjør det med en Frækhed uden Lige. Odin maa høre, at han har skjænket Sejr til Stakler og sejdet som en Hex. Over for Frigge praler den ondskabsfulde af, at han er Skyld i Balders Død. Njord er en Gang bleven holdt for et Bækken. Ja selv den gode Frej, som Faderen trøstig nævner som den, der intet kan siges paa, og om hvilken Ty siger: »han er bedst i Guders Gaarde, gjør ej Moder eller Mø Fortræd, men løser de fangne af Baand«, selv ham véd Loke at sværte. Det er Tys Hæder at han er enarmet, men nu spottes han derfor, som Hejmdal for sin vaade Ryg. Til sidst gaar Siv frem og skjænker Loke, bedende om at vorde uskæmmet. Han svarer: »Du er den, der har været mest varsom om din Mands Ære; kun en véd jeg, du har bolet med, og det er den snilde Loke.« Da skjalv det i Klipperne; det var Tor, Sivs Husbond, der kom og løftede sin Hammer. Saa er det næppe, Loke faar Tid til at minde ham om Skrymes Handske og Madsæk, saa maa han fortrække. — Digtet er just ikke egnet til at forherlige Guderne; det maa skrive sig fra en Tid, da man nok har kunnet finde sig i, at de besudledes. Derimod giver det et godt Bidrag til Skildringen af Loke. Saaledes ser Falskheden ud, naar den kaster Masken og bliver fræk.

6.

Haarbards Vise (Hárbardsljód.) Denne Sang er endnu mindre end den forrige fra Gudernes Velmagtsdage. Odin har under Navnet Haarbard taget Skikkelse som Færgekarl ved en Aa. Tor kommer fra den modsatte Side og vil over, men Haarbard vil ikke færge ham over. De to Aser staa hver paa sin Side af Aaen og prale af deres Bedrifter og skjælde hinanden ud.

7.

Skirnes Rejse (Skírnisför.) Fortællingen derom findes ogsaa i den yngre Edda. Digtet er mere end almindelig dramatisk, idet ikke mindre end sex Personer optræde deri (for ikke at sige syv; den syvende er da Skirnes Hest, som vel ikke siger noget, men Skirne taler til den som til en god Kammerat). Frej har dristet sig op i Lidskjalv for at se ud over alle Verdener, og straffes da med, at han faar Øje paa Møen Gerda i Jættehjem, hvis Arme lyse, saa det giver Gjenskin i Himmel og Hav. Han bliver syg af Elskov. Moderen, Skade, beder da hans Skosvend Skirne fritte ham ud. Denne vil helst være fri, da han venter onde Ord, men gaar dog til ham og spør, hvi han sidder saa ene i Salene. Frej svarer: Hvi skulde jeg sige min Sorg til dig, Dreng! Solen skinner alle Dage, men ikke mere for mig. — Alligevel faar Skirne det at vide, da han minder ham om, hvor fortrolige de hidtil have været. Saa byder Skirne sig til at drage i Bejlerfærd, hvis han maa faa Frejs Hest og Sværd. — Kommen til Jættehjem træffer han en Hyrde, som vil skrække ham, men det lykkes ikke. Saa følger en Samtale mellem Gerda og hendes Tærne, under hvilken Skirne kommer ind. I Førstningen gaar det kun maadelig med Frieriet; han lover hende elleve gyldne Æbler, han lover hende Odins Ring, men hun siger rent ud nej. Saa truer han hende med Sværdet, og kommer lige vidt med det. Da intet andet er for, saa lader han styrte ind over hende et Hav af Besværgelser. Han truer med at ville slaa hende med Tryllevaand og og tæmme hende efter sin Magt; til Vidunder skal hun vorde, Trolde skulde trænge hende, Sygdom og Sorg fortære hende o. s. v. Da giver hun efter, og Skirne vender hjem med godt Budskab. Om ni Dage vil hun møde Frej i Lune-Skoven. Og dog sukker han: lang er Nat, lange ere to; hvor skal jeg tre udholde!

8.

Vavtrudnes-Maal (Vafþrúdnismál.) Navnet Vavtrudne betyder den stærke Væver, og Vavtrudne hører ganske rigtig til de sprænglærde Folk, der ikke evne at bruge deres Visdom til andet end til at »væve«. Det er Digtets Ide, at vise Modsætningen mellem Aandsvidskaben og den aands- og hjærteforladte Kundskab. Man maatte forbavses over baade, at denne Ide har har været saa tidlig oppe her i det afsides Norden, og at den har fundet en saa fortrinlig Udførelse som Tilfældet er i Vavtrudnes-Maal, hvis man ikke i saa mange andre Retninger havde set de gamle Nordboers Styrke i Synet og Dygtighed i Tanken. Den oldnordiske Digtnings Hovedopgave er at skildre den store Verdenskamp. Men ikke altid skildres Kampen i sin Enhed (som i Ragnaroksmyten); undertiden føres Skildringen over paa det enkelte Omraade: Virkeligheden maa kæmpe med Skinnet (Tor og Udgaardsloke), Sandheden med Løgnen (Tor og Midgaardsormen), Dannelsen med Raadheden (Tor og Rungner) o. s. v. Her skildres Kampen paa Oplysningens Felt; det er Aandsoplysning og Madstræv, der mødes, men her som hist er det en Kamp paa Liv og Død.

Digtet aabnes med en Samtale mellem Odin og Frig. Odin begynder med at udtale den Lyst, vi saa godt kjende fra andre nordiske Kæmpenaturer, Lysten til at fare ud og øve Daad; han kan ikke sidde stille hjemme, saalænge der er noget, han endnu ikke har fristet. Frig gjør sig da til Tolk for noget, vi ogsaa godt kjende. Hun vil gjærne beholde Odin hjemme; hun ømmer sig ved Faren, han udsætter sig for. Saaledes er nu engang det menneskelige Hjærte. Men heldigvis kjende vi ogsaa dette, at naar Aanden er fast i sin Vilje, da ikke alene føjer Hjærtet sig, men da kan det rejse sig saaledes, at det skynder til, og da først er Aanden rustet til Kampen. Da først er Odin rustet, naar Frig gaar med paa Opgaven. Det er, som hun spænder ham Sværd om Lænd med disse Ord:

Saa drag med Held,

kom med Held tilbage!

Lykke paa Rejsen!

Aanden styrke dig,

Tidernes Fader,

naar Ord du skal skifte med Jætten!

Dette lille Forspil i Hjemmet er ikke det ringeste i Vavtrudnes-Maal. (Sml. Niels Ebbesens Vise.)

Odin kalder sig Gangraad ɔ: Vandreren. Man lægge nu mærke til, hvorledes Sangen deler sig i to Dele. Først er det Vavtrudne, der udspørger Gangraad, og da han ikke kan sætte ham med noget Spørgsmaal, faar han Respekt for Gjæsten og byder ham sidde ned, men begaar ogsaa i sit Hovmod den Dumhed at sætte Hovedet paa Spil: Nu skal i Hallen Hoved mod Hoved vi vædde. Derpaa begynder Odin at spørge, og herved aabenbares strax Forskjellen mellem de to. Jætten havde i sine Spørgsmaal aldeles ikke gaaet ind paa Tingenes Væsen, han havde holdt sig udelukkende til Navnene: hvad hedder den Hest? hvad hedder den Aa? hvad hedder den Mark? Det er næsten, som han examinerede efter en af de i vor Tid bekjendte Ledetraade eller Navneregistre. Odin derimod gaar i sine Spørgemaal ind paa Tingenes Oprindelse, paa deres Naturgrund: Hvorfra kom Jord og de høje Himle? Hvorfra kom Maane og Sol? Hvorfra kom Jætter? o. s. v. Jætten holdt sig med sine Spørgsmaal udelukkende til det nærværende, Odin skuer frem og tilbage i Tiden, til Tidens Morgen og til de sidste Tider. Ikke desmindre svarer Jætten som »en Karl, der kan sin Lexe«. Der synes ikke at være en Ting saa vanskelig, at han jo kan klare for sig. Men omsider kommer dog det Spørgsmaal, hvortil han maa tie:

Hvad mælte Odin

sin Søn i Øre,

før han bares paa Baal?

Det er der ingen Svar paa i Jættens Katekismus. Det Ord, der kan trøste over Døden, det er Aandens egen Hemmelighed.

9.

Grimnes-Maal (Grímnismál.) Under Navnet Grimne drager Odin til sin Fostersøn Gejrød for at undersøge om denne virkelig, som Frig siger, er en Madnidding. Da Odin ikke vil sige, hvem han er, sætter Gejrød ham mellem to Ilde. Saaledes sidder han i otte Dage, men da Kappen begynder at brænde, tager han til at synge. Sangen drejer sig mest om Gudernes Boliger, og navnlig beskrives Valhal omstændelig, saa man ikke alene faar at vide, hvad Porten hedder, hvormange Døre der er, men ogsaa, hvorfra Mjøden og Flæsket kommer, Navnene paa Gudernes Heste o. s. v.

10.

Alvís-Maal (Alvíssmál.) Er der en Asavisdom og en Jættevisdom, saa er der ogsaa en Dværgevisdom. Denne indbyder naturligvis ikke til Kamp, men mere til Smil. Med megen Vigtighed kommer Dværgen Alvis og forlanger Tors Datter til Brud. Tor lover ham Datteren, hvis han kan svare paa alt, hvad han spør ham om. Dværgen er synlig glad ved den gode Lejlighed til at udkramme sin Visdom, og besvarer en Mængde Spørgsmaal om, hvad forskjellige Ting som Jord, Himmel, Vind, Hav, Ild, Øl, o. s. v. hedde paa de forskellige Tungemaal (Mænds, Guders, Jætters, Alfers, Dværges). Saaledes staar Tor og leger med ham, indtil Solen staar op, og bryder da, ligesom med et Smil, af: Oppe, o Dværg er du daget; nu skinner Sol i Sale! Naar Solen skinner paa en Dværg, bliver han til Sten; det havde Alvis forglemt over den megen Lærdom.

11.

Hava-Maal (Hávamál.) Dette Digt er kun for saa vidt mytisk, som der i det findes indflettet nogle Hentydninger til det mytiske, og det tillægges Odin. Navnet betyder nemlig »den højes (ɔ: Odins) Sang«. Ellers er det et Læredigt. Der gjengives her kun et lille Uddrag. I Haandskrifterne findes 163 Vers, som dele sig i det egentlige Havamaal, Sangen til Lodfavne og Odins Runesang. I de Vers, her er taget til Prøve af det første, mødes vi med de gamles bekjendte Mistænksomhed overfor det ukjendte og uprøvede, men vi se ogsaa, at der var det, de turde stole paa: hvad de ejede selv i Brystet, deres gode Sværd, deres prøvede Venner. Digtet gaar dybest, naar Talen drejer sig om Vennen, Hjemmet, Blodets Baand og det gode Eftermæle.

---

Note: