De nu rejste islandske krav

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission


DE NU REJSTE ISLANDSKE KRAV

I 1944 ophævede Island for sit vedkommende den i Dansk-islandsk Forbundslov af 30. november 1918 indeholdte overenskomst. Efter krigens ophør førtes i september 1945 i København mellem en dansk og en islandsk delegation forhandlinger om forskellige spørgsmål i forbindelse med bortfaldet og afviklingen af forbundsoverenskomsten, og i skrivelse af 17. december 1945 gjorde den danske delegation Undervisningsministeriet bekendt med, at »den tilsvarende islandske delegation under de påbegyndte forhandlinger (men uden for disses ramme) er kommet tilbage til det gentagne gange tidligere fra islandsk side fremførte, men hidtil afviste ønske om overlevering til Island af de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande udover den afgivelse af håndskrifter m. v. af arkivmæssig karakter samt af museumsgenstande, som fandt sted henholdsvis i årene 1927 og 1930.«

Delegationen anmodede om en udtalelse fra Undervisningsministeriet, der efter at have indhentet betænkninger fra rektor for Københavns Universitet, rigsbibliotekaren og direktøren for Nationalmuseet den 4. april 1946 svarede, at Undervisningsministeriet i overensstemmelse med det i disse betænkninger tilkendegivne standpunkt måtte stille sig afvisende til de nu påny fremsatte islandske ønsker.

Delegationerne genoptog forhandlingerne i Reykjavik i dagene 27. august–9. september 1946. Om forhandlingerne optoges en protokol, hvis afsnit IX er sålydende:


»Aflevering af islandske håndskrifter m. v.

Den islandske delegation har med stor vægt gentaget de tidligere fremsatte ønsker om afgivelse til Island af islandske håndskrifter. Den danske delegation har givet underretning om, hvorledes denne sag er blevet behandlet i Danmark, og har meddelt, at delegationen ikke er bemyndiget til at føre forhandling om dette spørgsmål, der falder udenfor forbundslovens rammer, men at den er rede til at modtage de islandske ønsker og argumenter og viderebringe dem til den danske regering til dennes videre overvejelse.

Den islandske delegation har ønsket hertil at føje følgende:

»Den islandske regerings standpunkt er, at forhandlinger om de islandske håndskrifter og museumsgenstande er en uadskillelig del af afviklingen af de to landes forbund. Det var derfor en stor skuffelse, at den danske delegation ikke var bemyndiget til at forhandle om dette spørgsmål. Den islandske regering fremsætter sit udtrykkelige ønske om, at der snarest muligt optages forhandlinger om dette vigtige problems løsning.««

Genpart af denne protokol oversendtes af Udenrigsministeriet til Undervisningsministeriet under 10. oktober 1946.

Genstanden for de islandske krav er således »de islandske håndskrifter og museumsgenstande«, og nogen nærmere specifikation (eller begrænsning) af disse krav er ikke kommissionen bekendt.

Man skal herefter på baggrund af foranstående fremstilling af samlingernes tilblivelse og betydning m. v. nærmere redegøre for de forskellige synspunkter, der efter kommissionens opfattelse bør tages i betragtning ved afgørelsen af udleverings- spørgsmålet.


Retlige synspunkter

I de efter krigen fremsatte officielle islandske udtalelser siges det ikke, at Island mener at have et egentligt retskrav på udlevering af håndskrifterne og museumsgenstandene. I den islandske forhandlingsdelegations memorandum af 7. september hedder det således:

»Vi vil ikke drøfte det juridiske spørgsmål om sådan tilbagelevering. Et i de tidligere forhandlinger ikke foreliggende moment må tages i betragtning, nemlig at manuskripterne i sin tid blev sendt som gave til eller taget til opbevaring af Danmarks og Islands fælles konge og derfor rettelig, da dette kongefællesskab er ophørt, ikke bør forblive i Danmark.«

I et udførligere islandsk memorandum hedder det ligeledes: »Dette er en sag, som i sin helhed ikke kan løses ud fra juridiske argumenter, en sag, som ikke må bedømmes ud fra museumsmænds almindelige tankegang, en sag, som kun kan løses på et grundlag af rimelighed og gensidig forståelse.« Under forhandlingerne udtalte Arup da også, at man fra dansk side var tilfreds med, at juridiske krav ikke var anført, thi hvis sådanne skulle have været lagt til grund, ville spørgsmålet ikke kunne rejses.

På den anden side er det ikke fra officiel islandsk side klart sagt, at Island intet retskrav har. Kommissionen er derfor på dette område henvist til at tage stilling til nogle udtalelser af mere uofficiel natur, navnlig i en betænkning afgivet 13. august til den islandske delegation af tre islandske medlemmer af Den Arnamagnæanske Kommission, Árni Pálsson, Einar Arnórsson og Sigurður Nordal. I betænkningen udtales:

Sigurður Nordal
»Nu da adskillelsen mellem landene er fuldbyrdet og den fælles kongeforbindelse for begge lande er ophørt, er det indlysende, at Danmark bør tilbagelevere Island alle de værdier, stammende her fra landet, og som i sin tid er gået ind i danske samlinger uden hensyn til adkomstens beskaffenhed. Det såkaldte jordegods, som ikke var realiseret året 1874, er også blevet tilbageleveret Island, endskønt det var underlagt kongemagten. En del af provenuet af det allerede dengang solgte jordegods blev da også tilbageleveret Island efterhånden, i henhold til bestemmelserne i loven om Islands stilling i riget. Det kan også anføres, at en del af renterne af provenuet og afgifterne af de såkaldte kongelige ejendomme er medgået til studieophold for islandske studenter på Regensen. Det samtlige urealiserede jordegods, hvilket kongemagten havde underkastet sig, og modværdien af det, der allerede var realiseret, og som havde indbragt store summer, tilkom naturligvis Island. Disse krav blev også delvis anerkendt i hvert fald i gerning. På aldeles samme måde tilkommer der Island nu en ret til at erholde tilbageleveret de Island tilhørende håndskrifter, dokumenter og genstande (oldsager), som endnu opbevares i offentlige danske samlinger. Dette krav er ikke blot retfærdiggjort ud fra moralske betragtninger, men er også direkte et retsligt krav. I overensstemmelse med de regler, som alle civiliserede nationer følger ved formueopgør mellem stater, hvor en fuldkommen adskillelse finder sted, burde Danmark nu tilbagelevere Island de genstande, som den fælles rigsmagt havde taget i sin varetægt, medens Island ikke kunne hjælpe sig selv og var uden nogen som helst: indflydelse på regeringsudøvelsen, udsuget af den danske monopolhandel, plaget af hungersnød, vulkanske udbrud og epidemier. Og selv om man fra dansk side har anset Island for en del af det danske kongerige, burde Danmark nu efter delingen i to stater tilbagelevere Island dets ejendom. Til sammenligning kan det erindres, at Danmark erholdt dansk ejendom fra Kielersamlingerne, da en del af det tyske rige atter tilfaldt Danmark i året 1920. Danmark var naturligvis i sin fulde ret til at gøre krav på disse genstandes tilbagelevering. Men på ganske samme måde er Island i sin fulde ret til at kræve sin ejendom tilbageleveret fra danske samlinger.«

Særlig om Den Arnamagnæanske Samling hedder det — efter at det er omtalt, at Arne Magnusson testamenterede sin samling til Københavns Universitet:

»Dette kunne Árni Magnússon ikke undlade at gøre. Han kunne ikke testamentere samlingen til sit fædreland eller nogen institutioner der. Fra regeringsmagtens side var der ikke blevet sørget for oprettelse af noget passende opbevaringssted i Island til samlingen. Árni Magnússons testamentariske disposition over samlingen må belyses af de da herskende forhold. Árni Magnússon var både national sindet og en større ven af sit fædreland end de fleste af hans samtidige, overmåde skarpsindig og en større lærd i sit lands historie og i nordiske sprog og litteratur end nogen af hans samtidige. Det er derfor uden tvivl ikke for meget sagt, at han ville have testamenteret sin samling til en islandsk institution, hvis en sådan havde eksisteret, hvor den kunne opbevares.

Alle testamenter er udfærdiget rebus sic stantibus, om man så må sige. Arveladeren er underkastet de herskende forhold ved testamentets oprettelse. Hvis forholdene havde været anderledes, eller de bliver væsentlig ændrede, kan man i det mindste ofte forudsætte, at dispositionen var blevet en helt anden.

Testamentariske dispositioner er ligesom dødelige menneskers andre dispositioner ufuldkomne og ofte tegn på en kortsynethed, som naturligvis fuldtud kan retfærdiggøres, når dispositionen foretages. Árni Magnússons testamente er affattet under de forudsætninger, som dengang i hvert fald fra hans synspunkt var aldeles sikre, nemlig at der i Island ikke fandtes og ikke var større udsigt til, at der ville forefindes et opbevaringssted for samlingen og måske heller ikke folk, som kunne drage omsorg for eller gøre praktisk brug af den. Disse forudsætninger er nu bristet. Her findes nu alle de nødvendige forudsætninger for at røgte samlingen. Det ville derfor være i fuldkommen overensstemmelse med Árni Magnússons hensigter, at i hvert fald hele den islandske del af samlingen blev tilbageført til hans fædreland.

Men selv om dette synspunkt ikke anlægges, bliver resultatet det samme. Árni Magnússon testamenterer sin samling til staten. Universitetet er en statsinstitution ligesåvel som f. eks. Det kongelige Bibliotek, selv om Universitetet nu nyder et betydeligt selvstyre. Universitetet kan derfor ikke være nogen selvstændig part i denne sag. Hvis Árni Magnússon f. eks. havde testamenteret sin samling til kongen eller dennes bibliotek, ville ingen være i tvivl om, at hans samling nu burde tilbageleveres, når de to landes adskillelse er fuldbyrdet. Ingen ville påstå, at der her var tale om en personlig gave til kongen, ligesom man ikke kunne hævde, at Flatøbogen ikke burde tilbageleveres, fordi den var en foræring fra biskop Brynjólfur til kong Frederik den tredje. Det, at samlingen af Árni Magnússon testamenteredes til staten, må medføre, at den tilbageleveres til hans fædreland efter dettes fuldstændige adskillelse fra den omhandlede stat, og der tilfalder hver af de to stater den ejendom, der er udgået fra det pågældende land.«

Som begrundelse for, at kravet om udlevering af håndskrifter og museumsgenstande kan rejses som et retskrav, henvises således først til, at det stemmer overens med de regler, som alle civiliserede nationer følger ved formueopgør i anledning af en fuld adskillelse af to tidligere forenede stater. Der må formentlig herved være ment, at der findes en folkeretlig regel, som hjemler kravet. Så vidt man forstår de i den islandske betænkning anvendte, lidet præcise udtryk, skal reglen gå ud på, at når to stater længe har været forenet under en fælles regering, men den ene nu af forbindelsen udskilte selvstændige stat i denne periode har været uden indflydelse på regeringen, og denne i samme periode har taget genstande fra den nævnte stat i sin varetægt eller på anden måde erhvervet dem, er den ved adskillelsen forpligtet til at udlevere dem. I betænkningens slutning får sætningen en endnu videre formulering, idet den simpelthen lyder på, at hvad der er kommet fra en af staterne, skal leveres tilbage til den ved adskillelsen.

En folkeretlig regel af dette indhold eksisterer imidlertid ikke, og den er heller ikke i betænkningen for alvor søgt dokumenteret. En sådan dokumentation måtte finde sted ved en henvisning til en række tilfælde, hvor sætningen var blevet anerkendt i praksis ved at lægges til grund for internationale aftaler eller internationale eller nationale retsafgørelser eller ved en påvisning af, at den i almindelighed godkendes af de folkeretlige forfattere. I førstnævnte henseende henvises der kun til to forhold. For det første siges det, at Danmark ved genforeningen i 1920 fik visse genstande fra Kielersamlingerne. Om dette skal blot anføres:

Forskellige kirker og kommuner i de sønderjyske landsdele havde deponeret museumsgenstande (væsentlig altertavler og lignende kirkelige inventariegenstande) i museerne i Kiel og Flensborg mod lånebevis og under forbehold af ejendomsretten. Fra tysk side anerkendtes naturligvis Danmarks ret til disse genstande, og efter at forhandlingerne mellem de danske og tyske befuldmægtigede var afsluttet med en protokol af 5. april 1922, blev genstandene udleveret og befinder sig nu for størstedelen i Sønderborg. Fra begge lande fremsattes under forhandlingerne yderligere ønsker om udlevering af oldsager (fra dansk side ønskede man navnlig Nydambåden), men disse forhandlinger førte ikke til noget resultat, og Danmark fik således kun udleveret genstande, der havde været udlånt til tyske museer.

Hvis der fra islandsk side tillige sigtes til den stedfundne udlevering af arkivalier (de to arkivoverenskomster mellem Danmark og Tyskland af 10. april 1922 og 15. december 1933), skal hertil bemærkes, at den første overenskomst alene omhandlede akter af betydning for den løbende forvaltning af de henholdsvis til Danmark afståede distrikter, henholdsvis ved Tyskland forblevne dele af større administrationsområder. Ifølge sidstnævnte arkivoverenskomst udleverede Tyskland historiske arkivalier vedrørende Nordslesvig. Desuden tilsigtedes ved gensidige udleveringer, ud fra gældende arkivprincipper og hensyn til den historiske forskning i de to lande, at opnå en rimeligere fordeling af historiske arkivalier vedrørende hertugdømmerne end den efter 1864 tilvejebragte.

Dernæst nævnes det, at det såkaldte jordegods i henhold til lov nr. 1 af 2. januar 1871 om Islands forfatningsmæssige stilling i riget blev tilbagegivet til Island, forsåvidt det ikke var solgt, og at også provenuet af det solgte jordegods efterhånden blev tilbageleveret Island. Dette skete imidlertid ikke i henhold til en folkeretlig regel, men i kraft af en dansk lov og som led i et formueopgør mellem Danmark og Island i anledning af, at der fra nu af indrømmedes Island et vist selvstyre med hensyn til landets særlige anliggender (retspleje, politivæsen, kirke- og undervisningsvæsen, læge- og sundhedsvæsen, kommunal- og fattigvæsen m. v.). Forinden var alle udgifter vedrørende Islands styrelse blevet afholdt af den danske stat, der derfor også havde disponeret over de islandske indtægtskilder, bl. a. også jordegodset, men fra nu af skulle Island selv bære udgifterne ved Altinget og den stedlige styrelse af dets særlige anliggender, og det var i denne anledning naturligt, at det nævnte jordegods blev tilbagegivet det, ligesom staten ydede et årligt tilskud på 30.000 rigsdaler (60.000 kr.) som godtgørelse for det bortsolgte jordegods. Island påtog sig altså særlige forpligtelser, der var modstykket til, at det nu fik jordegodset tilbage, og hvad der da skete, kan derfor ikke bruges som argument for en almindelig pligt til tilbagelevering ved bestandig adskillelse. Iøvrigt bortfaldt Danmarks pligt til udredelse af de 60.000 kr. i 1918, da Island blev skilt fra Danmark og blev en suveræn stat, altså netop på det tidspunkt, hvor den ovennævnte regel skulle være blevet aktuel.

Ej heller er den omtalte regel anerkendt af de folkeretlige forfattere. Den skulle efter påstanden gælde uden hensyn til, hvor lang tid der er hengået, siden de pågældende genstande kom i den stats besiddelse, som nu skal tilbagelevere dem. Hvad folkeretten beskæftiger sig med, er derimod en række praktiske spørgsmål, der opstår, når et territorium skifter herre, enten ved at udskilles fra en stat og blive til en selvstændig stat eller ved at overføres fra en stat til en anden. Det drejer sig om sådanne spørgsmål som: hvorledes det går med befolkningens statsborgerforhold, — om traktater afsluttede af forgængerstaten gælder videre for efterfølgerstaten, eller om dennes traktater udvides til at gælde for det erhvervede territorium, — om efterfølgerstaten skal svare til forgængerstatens gæld, — om efterfølgerstaten erhverver de forgængerstaten tilhørende ejendomme, der findes på dens territorium og lignende. Det er kun meget få almindelige folkeretlige regler, der kan opstilles til løsning af de nævnte spørgsmål, og blandt disse regler findes der ingen af det påståede indhold. Med hensyn til statsejendomme, der ligger på vedkommende territorium, anerkendes det, at de, forsåvidt de hører til forvaltningsformuen, altså f. eks. bygninger og andre indretninger, der tjener forvaltningen, erhverves af efterfølgerstaten; men om andre ejendomme, der ligger på territoriet, opstilles der ingen almindelig regel, og end mindre om ejendomme, som slet ikke befinder sig der, men er i forgængerstatens besiddelse.

Hvis den omspurgte regel eksisterede, måtte den iøvrigt ikke først have fundet anvendelse i 1944, da kongefællesskabet mellem Danmark og Island hørte op, men allerede i 1918, da Island blev en selvstændig stat, og forbundsloven af 1918 indeholder da også forskellige regler til besvarelse af de ovenfor omtalte spørgsmål. Hvis reglen eksisterede, var det ved den lejlighed, at kravet om tilbagelevering af håndskrifterne burde være rejst, men efter hvad der er oplyst af Arup, jfr. ovenfor side 63, indså man umuligheden af at rejse kravet.

Der er iøvrigt også en anden grund til, at ophævelsen af kongefællesskabet ikke har nogen retlig betydning som begrundelse af tilbageleveringskravet, nemlig at den personlige forbindelse mellem kongen og håndskrifterne i Det kongelige Bibliotek længe forinden var hørt op. På den tid, hvor de erhvervedes, kunne kongen retlig set ingen privat formue have. Al den formue, der stod til hans disposition, betragtedes som tilhørende kronen og gik ved kongens død udelt over til hans efterfølger, og således var forholdet også under enevælden, hvor man blot ikke nævnte kronen som subjekt for formuen, men derimod kongen, d. v. s. kongedømmet som institution. Kongen kunne frit disponere over den, før enevælden dog med visse begrænsninger, idet han til enkelte dispositioner skulle have samtykke af Rigsrådet, men disse indskrænkninger forsvandt efter 1660. En fuldstændig forandring indtrådte imidlertid ved den frie forfatnings indførelse i 1849. Fra nu af kan kongen have privat ejendom, og der fandt i anledning af forandringen et opgør sted mellem kongen og staten, hvorved staten overtog de samlinger og institutioner af kulturel natur, som kongerne under enevælden havde skabt (Det kongelige Bibliotek, Malerisamlingen, Det kongelige Teater og flere). Herved blev de i biblioteket indlemmede skatte statsejendom, og kongefællesskabets ophør i 1944 kunne derfor ikke have nogen indflydelse på deres skæbne.

Når det anføres, at håndskrifterne erhvervedes af Frederik III som Danmarks og Islands fælles konge og derfor nu bør føres tilbage til Island, hviler dette — ligesom en fra islandsk side opstillet lære om, at Island aldrig har været en del af det norske og det danske rige, men et selvstændigt rige i personalunion med de nævnte lande — på den betragtning, at Island og Danmark har været ligeberettigede lande. Dette er imidlertid ganske urigtigt. Hertil har der kun været tilløb i 1849, hvor Island var repræsenteret i den grundlovgivende forsamling. Men iøvrigt har Island altid været et skatteland eller biland. Den danske nationalformue har aldrig været i fælleseje mellem Danmark og Island, og fælleseje har således heller ikke foreligget med hensyn til Danmarks Nationalmuseum, Københavns Universitet og Det kongelige Bibliotek. Håndskrifterne var kun en gave til Frederik III, fordi Island hørte under ham, men vedblev ikke at være Islands ejendom.

Med hensyn til Den Arnamagnæanske Samling hviler ejendomsforholdene på Arne Magnussons og hans hustrus testamente samt på fundatsen af 1760, hvorom henvises til det ovenfor side 16 f. anførte. Som det fremgår af denne fremstilling, er ifølge fundatsen selve samlingen indbefattet under legatet, hvad ikke udtrykkelig siges i testamentet, men uden tvivl har været Arne Magnussons mening. Forskellen forklares mest naturligt ved, at samlingen ifølge testamentet skulle overgå til Universitetet straks ved Arne Magnussons død, medens pengene først skulle overgå til det, når begge ægtefællerne var døde, og det er først i forbindelse med omtalen heraf, at der tales om oprettelse af et legat.

Om betydningen af, at samlingen således var gjort til en del af legatet, bemærkes følgende:

Den danske lovgivning udstyrer som de fleste fremmede lovgivninger en givers eller testators vilje med magt til at bestemme om gavens eller den legerede genstands skæbne i fremtiden, om dens anvendelse, bestyrelse o. s. v., men for at viljen skal kunne få denne betydning, er det en forudsætning, at gaven ikke ligefrem indgår i gavemodtagerens formue, men at den konstitueres som et legat eller en stiftelse, hvorved den får et nyt fra gavemodtageren forskelligt kunstigt subjekt, der af retsordenen imidlertid betragtes og behandles som ejer af gaven og nyder beskyttelse af sin ejendomsret som andre ejere. Herved frigøres den for afhængigheden af den skæbne, som måtte ramme gavemodtagerens egen formue, og får en varig bestemmelse i overensstemmelse med giverens vilje.

Et legat vil ofte knyttes til en eller anden institution, privat eller offentlig. Dette kan ske enten ved, at giveren selv opretter et legat, i hvis fundats tilknytningen til vedkommende institution fastslås, eller således, at han skænker kapitalen til institutionen med pålæg til denne om at oprette et legat. I begge tilfælde må tilknytningen som indbefattet under giverens vilje have samme gyldighed som giverens vilje iøvrigt. Og selvom forholdet ordnes på den sidste af de ovennævnte måder, vil institutionen, skønt den efter oprettelsen af legatet ikke mere retslig er ejer af kapitalen, have en ret til legatet, i kraft af hvilken den kan forlange, at tilknytningen bevares, og at legatet anvendes som af giveren bestemt. Om den pågældende institution er en privat institution, f. eks. en forening, eller en statsinstitution, er i og for sig ligegyldigt. I den islandske betænkning, hvor det hævdes, at Arne Magnusson, selvom han skænkede sine samlinger til Universitetet, i virkeligheden gav dem til staten, fordi Universitetet er en statsinstitution, siges det vel, at hvis han i stedet for havde givet dem til kongens bogsamling, ville ingen have været i tvivl om, at staten var blevet ejer af dem. Men dette er ikke i al almindelighed rigtigt. Hvis Arne Magnusson havde truffet bestemmelser vedrørende samlingen i forhold til kongens bogsamling på samme måde, som det skete i forhold til Universitetet, ville retsstillingen være ganske den samme. Man må ikke forveksle den indflydelse, staten kan have på forvaltningen af et legat, hvis bestyrelse er lagt i hænderne på et statsorgan, med dens ret til at disponere over dets kapital. Staten er i lige så høj grad udelukket fra at disponere over Universitetets af private oprettede legaters kapitaler som f. eks. over Carlsbergfondet, der er knyttet til Videnskabernes Selskab. Den kan lige så lidt bortgive de første som det sidste og kan ikke give nogle af dem en anden anvendelse end af giveren bestemt. Af den omstændighed, at den oprindelige fundats var udstedt af kongen, og at som følge heraf alle senere forandringer af bestyrelsesforholdene har hvilet på kongelig resolution, kan ikke drages nogen slutning med hensyn til statens ret til at råde over samlingen. Der henvises herved særlig til, hvad der ovenfor side 18 f. er anført om § 6 i anordningen af 25. maj 1936.

Ved det her udviklede må dog bemærkes to ting. Når en institution modtager et legat, må den derved siges at påtage sig en pligt til at bevare det; men hvis den kreds af personer, i hvis interesse legatet er oprettet, er ubestemt og uorganiseret, vil den ikke selv kunne påtale mulige tilsidesættelser af pligten, og man har da kun et eventuelt tilsyn fra det offentlige at falde tilbage på. Ifølge dansk lovgivning fører staten ikke noget almindeligt tilsyn med legater, men hvis legatets fundats er forsynet med kgl. konfirmation, hvad i og for sig ikke er en betingelse for, at det gyldigt kan bestå, føres et sådant tilsyn af det ministerium, gennem hvilket konfirmationen er meddelt. Skulle det imidlertid ske, at legatets umiddelbare bestyrelse og tilsynsmyndigheden var enige om at tilsidesætte fundatsen, ville der ikke haves noget retsmiddel derimod.

Dernæst antages det, at administrationen i henhold til grundlovens § 27 om den kongen forbeholdte bevillingsmyndighed har en vis ret til at stadfæste ændringer i fundatser, hvorved legatopretterens vilje ændres og hans anordninger erstattes med andre. Hvor langt denne beføjelse rækker, er vanskeligt at sige. Undertiden har den udtrykkelig hjemmel i selve fundatsen, der da må være afgørende. Således er det i alle Universitetets nyere fundatser bestemt, at en ændring kan ske efter indstilling af Universitetets myndigheder, dog således at legatets navn og formål ikke ændres. Iøvrigt har administrationen altid udvist stor varsomhed med at stadfæste ændringer af fundatser. Det klareste tilfælde er det, at en bestemmelse i fundatsen ikke mere kan anvendes, idet f. eks. en der omtalt institution eller lignende ikke mere eksisterer. Det kan endog gå så vidt, at hele den institution, hvortil et legat er knyttet, forsvinder. Om dette tilfælde indeholder lovgivningen ingen regler, men regeringen vil vist nok anse sig for berettiget til i så fald at henlægge legatet til en anden beslægtet institution. Bortset fra det anførte tilfælde anses det ikke for tilstrækkeligt, at der er en mulighed for, at legatopretteren nu ville have givet sin disposition et andet indhold. Man vil navnlig være varsom med at foretage ændringer i, hvad der kan kaldes legatets hovedbestemmelser, især bestemmelser om formålet, hvorimod man kan vente fundatsens ændring stadfæstet, hvor den angår mindre væsentlige bestemmelser, når hensigtsmæssighedshensyn taler for en ændring, idet legatet derigennem bliver sat i stand til at gøre væsentlig større nytte end forinden. Fra Universitetets praksis kan nævnes, at man ikke har noget eksempel på, at et legat for teologer eller jurister er blevet ændret til et legat for studerende af andre fakulteter eller for alle studerende, eller at et legat, der er knyttet til Københavns Universitet, er blevet ændret således, at det også kan søges af studenter ved Aarhus Universitet. Derimod er der jævnlig ændringer af bestemmelser om legatets portioners størrelse eller bestyrelsesforholdene, ligesom også kvindelige studenter har fået adgang til at søge legater, der stammer fra tiden, før de overhovedet fik adgang til Universitetet. Det vil vel altid have nogen betydning, at legatets umiddelbare bestyrelse indstiller, at en ændring foretages, men selvom Konsistorium eenstemmigt eller med et flertal skulle indstille, at fundatsen for Den Arnamagnæanske Stiftelse blev ændret således, at hele samlingen flyttedes til Island, ville det formentlig ligge udenfor al hidtil fulgt praksis, om regeringen ville stadfæste en sådan ændring.

Endnu skal tilføjes et par bemærkninger om det ovennævnte sted i betænkningen, hvor det hævdes, at Arne Magnussons gave i virkeligheden var en gave til staten, da Universitetet var en statsinstitution. Det sidste er utvivlsomt rigtigt i vor tid, men passer næppe på Arne Magnussons tid. Universiteterne var i middelalderen nærmest kirkelige korporationer, der ligesom de mange andre kirkelige korporationer, som dengang fandtes, selv ejede deres formuer. Efter reformationen blev Universitetet genoprettet af Christian III, og han og hans efterfølger doterede det med det gods og de indtægter, som i de følgende århundreder dannede grundlaget for dets økonomiske eksistens. De aktstykker, ved hvilke doteringen fandt sted, viser på mange steder tydeligt, at man opfattede forholdet således, at de bortskænkede ejendomme og indtægter gik ud af kronens eje og i Universitetet fik et nyt retssubjekt. Der taltes f. eks. jævnligt om, at ejendommene og indtægterne til evig tid skal tilhøre Universitetet, og ved overdragelserne iagttoges de forfatningsmæssige former, som datiden krævede, når krongods definitivt afhændedes fra kronen (indhentelse af Rigsrådets samtykke). Kongen sluttede også mageskifte med Universitetet på samme måde som med adelige ejere af jordegods, og endnu i fundatsen af 7. maj 1788, kapitel VII § 7 finder man en udtalelse, der klart giver udtryk for, at forholdet er, at Universitetet selv ejede sit gods. Det siges, at kongen vil have Universitetet konserveret ved al dets ejendom, være sig i gods, tiender eller andet, og ved al den herlighed og rettighed, hvormed det var blevet benådet af hans forfædre, så at intet af, hvad det i henhold til loven og fundatsen er retmæssig ejer af, under noget som helst påskud kan fratages det eller gives en anden anvendelse end i sin tid bestemt. Det var først i det 19. århundrede, at opfattelsen skiftede, idet det da blev umuligt at fastholde den oprindelige tanke, at Universitetet skulle leve af sin egen formue. Der krævedes nu i stadig større omfang store tilskud fra staten, og dermed måtte opfattelsen af Universitetets stilling blive en anden.

I den islandske betænkning gøres der endnu med hensyn til Den Arnamagnæanske Samling et synspunkt gældende, som måske skal gælde som juridisk begrundelse af udleveringskravene, skønt det ikke umiddelbart siges, idet det blot hedder, at det ville stemme med Arne Magnussons hensigter, om Danmark udleverede samlingen. Det siges, at Arne Magnusson i 1730 ligefrem ikke kunne skænke sin samling til Island, fordi der på den tid deroppe ikke fandtes nogen institution, der havde et til opbevaring egnet lokale. Havde der været det, ville han utvivlsomt have skænket samlingen til denne institution, da han var en national sindet mand og en stor ven af Island. Det siges endvidere, at alle testamenter må betragtes som affattet rebus sic stantibus, d. v. s. under forudsætning af, at forholdene ikke væsentlig ændres. Hvis dette sker, vil man ofte kunne formode, at giverens disposition ville være blevet en anden. — Hvis dette skal gælde som en retlig begrundelse, må meningen være, at en relevant forudsætning for Arne Magnussons testamente er bortfaldet ved, at forholdene på Island nu er ganske anderledes end i 1730, og at dette må medføre, at hans disposition bliver ugyldig. At en relevant forudsætning for en viljeserklæring brister, har altid kun den følge, at viljeserklæringen bliver ugyldig, men berettiger aldrig til at sætte en anden erklæring i den ugyldiges sted, om hvilken man med større eller mindre grund formoder, at den erklærende under de forandrede forudsætninger ville have truffet den. Dette ræsonnement kan således aldrig give Island ret til samlingen, men, hvis det er rigtigt, i det højeste svække Universitetets ret, og det er da måske grunden til, at der i betænkningen ikke drages nogen juridisk konklusion af betragtningen.

Den sætning, at alle testamenter må anses oprettet rebus sic stantibus, er forsåvidt rigtig, som enhver testator træffer sin disposition med en bestemt konkret situation for øje. Men hvis meningen er, at enhver væsentlig forandring i denne situation medfører testamentets ugyldighed, er den ganske urigtig. Ikke enhver forudsætning, der har været bestemmelsesgrund for den, der afgiver en erklæring, gør, når den brister, erklæringen ugyldig. For at en forudsætning skal være relevant, må den opfylde visse nærmere betingelser, men dette spørgsmål bliver formentlig uden selvstændig betydning. Det må nemlig antages, at den omstændighed, at en forudsætning for et testamente som den her anførte brister, i hvert fald ikke kan gøre et testamente ugyldigt, når den først brister, efter at testamentet er fuldbyrdet, og testators formue er fordelt imellem hans arvinger i overensstemmelse med testamentet. Ganske særlig må det anførte gælde, når testamentets fuldbyrdelse som i nærværende tilfælde ligger et par århundreder tilbage i tiden og er sket ved, at der af den testerede kapital er oprettet et legat. Hvis et legat skulle blive ugyldigt, fordi der siden oprettelsen var foregået væsentlige ændringer i de forhold, der forelå ved oprettelsen, ville praktisk talt alle legater fra ældre tid kunne anfægtes. Der henvises herved til det ovenfor anførte om muligheden af under visse omstændigheder at opnå stadfæstelse på fundatsændringer, der afviger fra det af opretteren bestemte. Men hertil er det ikke nok, at der blot er en mulighed for, at opretteren nu ville have bestemt noget andet, men det må yderligere kræves, at legatet ikke mere gør nytte efter de af ham trufne bestemmelser, og dette kan ingenlunde siges om Den Arnamagnæanske Stiftelse. Endvidere er det ganske usikkert, hvad Arne Magnusson ville have bestemt, hvis forholdene på hans tid på Island havde været anderledes, end de var — hvis der på Island havde været en institution med et til opbevaring egnet lokale. Man må for det første erindre, at der på hans tid endnu ikke fandtes nogen særlig islandsk nationalfølelse, ligeså lidt som der fandtes en norsk nationalfølelse. Holberg havde den som bekendt ikke. En norsk nationalfølelse udviklede sig først i slutningen af det 18. århundrede og en islandsk vistnok endnu senere. Når Arne Magnusson i sit testamente taler om, at Bartholin og Gram bedst vidste, hvorledes han ønskede, at legatet skulle ordnes til fædrelandets nytte, er det fædreland, han her tænker på, ikke Island, men hvad der i fundatsens § 1 betegnes som Danmark og Norge med underliggende lande, d. v. s. alle de lande, som var underlagt den danske konges scepter. Datidens nationalfølelse, hvis man kan tale om en sådan, beroede ikke på henhøren til en bestemt folkegruppe, men på henhøren under en bestemt monark. Dernæst havde Arne Magnusson jo tilbragt størstedelen af sit liv i København og havde i en lang årrække været knyttet til Københavns Universitet, og ingen kan vide, om hans interesse for dette ikke havde været større end hans kærlighed til Island. Det var utvivlsomt hans ønske, at hans samling skulle bringe bud om Islands gamle kultur, men den skulle bringe dette bud ud i den store verden til de andre folk med en beslægtet kultur, og hertil egnede dens anbringelse i København sig på den tid langt bedre end dens placering på Island.

Som konklusion af foranstående udviklinger skal man udtale, at kommissionen enstemmigt er af den opfattelse, at Island ikke har noget som helst retskrav på udlevering af museumsgenstande, islandske håndskrifter i Det kongelige Bibliotek eller dele af Den Arnamagnæanske Samling.


Billighedshensyn

Kommissionen skal derefter gå nærmere ind på nogle af de billighedsbetragtninger, som kan anføres, når der rejses spørgsmål om udlevering af de islandske museumsgenstande eller håndskrifter, og som da også jævnlig har været fremme i den offentlige debat herom.

a. Først skal behandles det betydningsfulde spørgsmål, hvorvidt det ud fra historiske betragtninger må siges at stemme med billighed, at der — i større eller mindre omfang — sker en udlevering. Problemet opstår derved, at der i dansk offentlig eje findes en betydelig mængde håndskrifter og museumsgenstande, der er erhvervet under en politisk tilstand, som ikke eksisterer mere. Vil nu denne omstændighed motivere en udlevering?

Det skal her indledningsvis anføres, at Danmark, efter at forholdet til Island blev ordnet ved forbundsloven af 1918, har foretaget en udlevering af arkivalier i 1927 og af museumsgenstande i 1930. Der er i kommissionen enighed om, at forbundslovens ophævelse — der fremfor alt betyder kongefællesskabets ophør — ikke alment medfører en sådan forandring af forholdet mellem de to lande, at udleveringsspørgsmålet af den grund nødvendigvis må tages op påny.

Derimod kunne det tænkes, at specielle forhold ved Danmarks erhvervelse af genstandene kan motivere en udlevering. Man møder således den opfattelse, at der i et lands offentlige samlinger kan være genstande, der er erhvervet på en så angribelig måde, at den moralske ret til besiddelsen må siges at mangle, selvom den juridiske ret er uanfægtelig. Man har navnlig drøftet dette spørgsmål med hensyn til kunstgenstande o. lign., der er erhvervet som krigsbytte.

Når man betragter den danske besiddelse af de islandske håndskrifter ud fra synspunktet »erhvervelsesmåde«, må grundlaget være den ovenfor givne historiske redegørelse (s. 8 ff.). Det fremgår heraf, at Det kongelige Biblioteks mest værdifulde islandske håndskrifter frivilligt, omend delvis efter opfordring, er blevet skænket kong Frederik III af eller gennem biskop Brynjólfur Sveinsson eller købt til ham gennem hans udsending Torfæus. Det er ganske vist fuldstændig klart, at baggrunden for Frederik III’s store erhvervelser var de to landes statsfællesskab, men det ville være ganske uberettiget at fremsætte den påstand, at fredelig, lovformelig erhvervelse, der som baggrund har en fyrstes magtstilling, skulle blive anfægtelig, blot derved at fyrstehusets — eller dets arvtagers — magtstilling flere århundreder efter indskrænkes eller ophæves. Der er i denne sammenhæng grund til at fremhæve, at de islandske håndskriftejere, forsåvidt de overhovedet havde interesse for håndskrifterne, netop ønskede, at de skulle komme i kongens eje for derved at blive reddet fra fortabelse og for at blive befordret i trykken (se ovenfor s. 11).

Hvad Den Arnamagnæanske Samling angår, må det først erindres, at en del af dens håndskrifter tidligere havde været danske lærdes og bogsamleres i enhver henseende uanfægtelige ejendom (Ole Worm, Stephanius, Jens Rosenkrantz o. a.), og at Arne Magnusson har erhvervet dem på ganske normal måde. Størstedelen af hans samling udgøres dog naturligvis af de håndskrifter, han fik ved gave eller køb fra sine islandske forbindelser, navnlig under sit lange ophold på Island. Tilsvarende bestræbelser var forøvrigt allerede i det 17. århundrede blevet udfoldet fra svensk side, hvorved adskillige håndskrifter er kommet i svensk besiddelse. Det må fremhæves, at Arne Magnusson, skønt han opholdt sig på Island som embedsmand — beskæftiget med udarbejdelsen af en ny islandsk matrikel — har foretaget sin storstilede indsamling som videnskabsmand, på privat initiativ, uden kongeligt pålæg og uden kongelig økonomisk støtte af nogen art, omend naturligvis støttet ved den autoritet, som hans — iøvrigt ikke særlig høje — embedsstilling forlenede ham med. Hans rige resultater skyldes først og fremmest hans personlige egenskaber, brændende samlerlidenskab, omfattende kundskaber og udmærkede forbindelser. Særlige forhold gælder dog de islandske jordebøger og diplomer, som han indsamlede i sin egenskab af kongelig embedsmand. Konklusionen må være, at jordebøgerne og diplomerne kan siges at være erhvervet på en sådan måde, at den moralske ejendomsret kan anfægtes, men at der ved Arne Magnussons erhvervelse af alle de andre håndskrifter ikke har foreligget noget forhold, der kan svække Danmarks moralske ret til besiddelsen.

Det bør fastholdes som en væsentlig betragtning for alle islandske håndskrifter i dansk offentlig besiddelse, med den lige nævnte undtagelse af diplomerne og jordebøgerne, at erhvervelsen har fundet sted, uden at der har været tale om direkte regeringsforanstaltninger, end sige om anvendelse af tvang, hvorved naturligvis på ingen måde bør eller kan overses, at Danmarks besiddelse af så mange islandske håndskrifter er en følge af de to landes tidligere statsfællesskab.

Et andet forhold, der bør tages i betragtning ved overvejelser over de historiske billighedshensyn, er den kulturelle tilstand på Island og i Danmark i de århundreder, da den store mængde islandske håndskrifter skiftede plads. I Danmark gjorde humanismens tanker om det lærde studium af fortiden sig stærkt gældende både i det 17. og 18. århundrede, og København var centrum for det nye videnskabelige liv: Københavns Universitet, der var blevet genoprettet i 1537, virkede i reformationens og humanismens ånd, og i København grundlagde Frederik III Det kongelige Bibliotek, hvor der straks fra begyndelsen forefandtes middelalderlige håndskrifter såvel fra den klassiske kulturs lande som fra Norden. København var en velegnet plads for den nye form for videnskabeligt oldtidsstudium, som humanismen krævede, og hvis art i høj grad var bestemt af centralisering omkring universiteter, lærde selskaber og verdslige biblioteker, og af udnyttelse af bogtrykkerkunsten. Også på Island gjorde humanismens tanker sig gældende, men indre og ydre forhold bevirkede, at der på Island ikke var de samme muligheder for lærde studier og for udgivervirksomhed i den nye tids ånd som i København. På den tid, da Frederik III erhvervede sine islandske håndskrifter, og da Arne Magnusson foretog sin indsamling, var på Island interessen for de gamle pergamenter stærkt dalende, fordi den islandske interesse for fortiden var af en anden, mere hjemlig traditionsbunden art end i Danmark, og fordi islænderne gennem de nye papirhåndskrifter fik just det, de havde brug for: tekster, der var nemme at læse og gav underholdning og belæring. De gamle pergamenter, som man satte så stor pris på i København, interesserede derfor ikke så meget på Island. Der er en tydelig lighed mellem overførelsen i disse århundreder af islandske pergamenter til København og den bevægelse, der i renæssancen førte de fleste gamle pergamenter med den klassisk-græske litteratur til de nye store centrer i humanismens verden (først og fremmest Italien og Frankrig), hvor der var skabt de åndelige og materielle betingelser for kyndig og pietetsfuld behandling af håndskrifter, der, hvis de ikke blev flyttede fra de lande, hvor de var blevet til, truedes af undergang. Ud fra almindelig, overalt akcepteret tankegang må det derfor hævdes, at Danmark gennem disse århundreders indsamlingsarbejde har erhvervet en overordentlig stærk moralsk ret til at bevare sine islandske samlinger.

Med hensyn til museumsgenstandenes erhvervelsesmåde skal blot fremhæves, at nogle genstande på foranledning af den i 1807 nedsatte oldsagskommission (Nationalmuseets forgænger) er indsendt fra islandske kirker som kassable. Der blev ikke fremsat krav, men kun henstillinger fra kommissionens side, og der blev ydet passende erstatning i form af nye tilsvarende genstande, ligesom det var oplyst for kommissionen, at kassable kirkesager med biskoppens samtykke blev bortsolgt fra de islandske kirker, enten ved auktion eller underhånden. Ej heller for disse genstandes vedkommende foreligger der noget forhold, der ud fra moralske synspunkter kan anfægte Danmarks juridiske ret.

Det kan iøvrigt anføres, at ved den store aflevering fra Nationalmuseet i 1930 udvalgtes museumsgenstandene uden hensyn til erhvervelsesmåden.

I forbindelse med de historiske overvejelser fremdrages stærkt det synspunkt, at Danmark i sin besiddelse har håndskrifter og museumsgenstande, der er islandske nationalklenodier. Medens Danmark besidder mange historiske mindesmærker af forskellig art, har Island så godt som ingen genstande, der stammer fra landets storhedstid, idet næsten alt, hvad der er forblevet i landet, i tidens løb er gået til grunde, navnlig ved de talrige brande. Kommissionen er enig om, at man må tillægge dette synspunkt en meget betydelig vægt.

Hvad nu først museumsgenstandene angår, skal man imidlertid fremhæve, at der ved den store gave, som Island i 1930 modtog fra Danmark, blev taget særligt hensyn til nationalt betonede islandske ønsker, og den del af Nationalmuseets samlinger, som udleveredes til Island, svarede både kvalitativt og kvantitativt nogenlunde til den del, som Danmark beholdt, jfr. ovenfor side 77. Det blev dengang fra Islands side erkendt, at Danmark havde vist et sjældent storsind ved i så vid udstrækning at imødekomme de islandske krav, og det er kommissionens enstemmige opfattelse, at spørgsmålet om de islandske museumsgenstande bør betragtes som endelig afgjort ved udleveringen i 1930, der skete efter en meget omhyggelig afvejen af de fra begge sider fremsatte synspunkter, således at der ikke nu påny optages forhandlinger om denne sag.

fra Sturlunga Saga
Forsåvidt angår håndskrifterne, er de islandske ønsker om udlevering netop særlig baseret på den betragtning, at Danmark, som gennem den historiske udvikling er kommet i besiddelse af langt de fleste endnu eksisterende islandske håndskrifter, bør vise billighed mod Island ved at tilbagegive det disse. Der foreligger dog ikke fra islandsk officiel side nogen nærmere redegørelse for, hvilket omfang en sådan tilbagegivelse skulle have for at tilfredsstille de islandske ønsker. Man fremhæver fra islandsk side stærkt det for landet beklagelige forhold, at det praktisk talt ikke ejer gamle håndskrifter af sin egen gamle litteratur, men at disse findes i udenlandske, og ganske særlig danske, biblioteker.

De håndskrifter, der ud fra dette synspunkt har særlig betydning, er de gamle pergamenthåndskrifter fra det 12.–16. århundrede. Overførelse til Island af sådanne håndskrifter ville naturligvis ikke kunne få den samme folkelig-nationale betydning som gaven af museumsgenstande, da jo et håndskrift først har virkelig værd for den, der er i stand til at læse det, og da der, også på Island, kun er ganske få lærde personer, der er i stand til at tyde disse ofte meget vanskelige håndskrifter. Men kommissionen er klar over, at man på Island ville tillægge bevidstheden om, at man i landet selv har liggende sådanne nationalklenodier, en overordentlig betydning.

Hvis man forstår og akcepterer denne tankegang, må det dog bemærkes, at lignende betragtninger også kan anlægges fra dansk side, forsåvidt som mange danske utvivlsomt føler, at vi i disse håndskrifter har en national ejendom, der har en bred nordisk betydning, og som gennem århundreder har været en inspiration til beskæftigelse med den gamle nordiske kultur, som også vi føler som en del af vor fortid. Den fællesnordiske betydning er særlig fremtrædende for de håndskrifter, hvis stof ikke er specifikt islandsk, men vedrører Danmark, Norge, Sverige eller Norden i det hele taget; mange af dem repræsenterer levn af en fællesnordisk kulturkreds’ frembringelser, i visse tilfælde endda af fællesgermansk religion og sagnhistorie.

Ud fra det her fremstillede synspunkt måtte man ved spørgsmålet om afgivelse af håndskrifter til Island især have opmærksomheden henvendt på sådanne kategorier, der kan siges at være islandske i specifik forstand, forsåvidt som de ikke blot er skrevet på Island af islandske skrivere, men også omhandler islandske forhold og personer. Det drejer sig i første række om håndskrifter vedrørende Islands historie, topografi, kirkelige, administrative og retlige forhold, herunder lovene og kommentarerne til dem, endvidere islændingesagaerne, bispesagaerne og genealogierne. Også den del af den middelalderlige religiøse digtning, der har islandsk sprogform, såvel som den senmiddelalderlige digtning (fornaldarsagaerne, rímurdigtningen) ville kunne komme i betragtning, selvom der for disse kategoriers vedkommende er mange forbindelseslinier til og påvirkning fra litteratur i andre lande.

Hvis man fra dansk side vil lægge afgørende vægt på det synspunkt, at der er en vis — ganske vist historisk begrundet — uret i det forhold, at Island ikke besidder håndskrifter af sin gamle litteratur, medens Danmark har en rig samling af sådanne, og hvis man vil se bort fra de synspunkter, som taler for Danmarks moralske ret til at beholde sine samlinger, vil dette kunne føre til, at man — i analogi med museumsgaven i 1930 — overdrager Island en gave af håndskrifter indenfor de foran nævnte kategorier. Det må dog bemærkes, at selv en sådan udlevering af mange danske vil føles som et overfor Danmark og de andre nordiske lande ubilligt indgreb i en stor helhed, der er opbygget gennem århundreder, og hvoraf de islandske håndskrifter kun udgør en del, ligesom det fra et videnskabeligt synspunkt altid vil være en fordel, at hele det norrøne håndskriftmateriale står til forskningens rådighed i størst muligt omfang på eet sted.

Endelig skal i forbindelse med de historiske betragtninger kort berøres det spørgsmål, hvorvidt Danmark igennem de århundreder, hvor håndskrifterne har beroet i danske samlinger, har forsømt sine forpligtelser til en videnskabelig benyttelse af håndskrifterne på en sådan måde, at Danmarks moralske ret til fortsat at besidde disse derved er svækket — et synspunkt, der undertiden er hævdet fra islandsk side.

Idet man herom henviser til fremstillingen ovenfor side 43 ff., skal man blot udtale, at der fra dansk side i de sidste tre hundrede år er gjort en betydelig indsats for den videnskabelige udnyttelse af de oldislandske håndskrifter. På dansk initiativ er der fremstillet ordbøger og andre hjælpemidler for studiet, ligesom der er foranstaltet en lang række udgaver og oversættelser af de gamle tekster. København har således gennem århundreder været hovedsædet for de oldislandske studier.

For tiden arbejdes der bl. a. på en for de oldislandske studier verden over beregnet ordbog over det gamle islandske sprog, et arbejde der, med daglig benyttelse af de gamle håndskrifter, udføres af en række yngre danske filologer.

b. Man skal herefter redegøre for, hvad der ud fra hensynet til den arbejdsmæssige udnyttelse af håndskrifterne kan siges for og imod en udlevering.

Det skal her først fremhæves, at det arbejde, som på dansk initiativ og bekostning og med danske medarbejdere er i gang med udarbejdelsen af den førnævnte store oldislandske ordbog, kræver stadig adgang til alt det materiale af ældre islandske håndskrifter, som findes i København. I den årrække, i hvilken dette arbejde foregår, bør håndskrifterne derfor forblive her, selvom ejendomsretten til en større eller mindre del af dem skulle overgå til Island. Der måtte altså ved en eventuel afgørelse om aflevering til Island af en del af disse håndskrifter søges truffet en aftale om, at de må forblive i København som lån, indtil de ikke længere er nødvendige for ordbogsarbejdet.

På tilsvarende måde må det være en selvfølge, at der ligesom hidtil kan finde udlån sted til Island af håndskrifter, som er nødvendige for videnskabeligt arbejde dér, idet man iagttager de sædvanlige regler om hjemkaldelse af sådanne udlån, hvis det pågældende håndskrift skal benyttes af en forsker i København. I det hele måtte retten til at låne og forpligtelsen til at udlåne være gensidig for begge lande efter den almindelige internationale praksis.

Efter at der gennem mikrofotografier og facsimileudgaver har åbnet sig helt nye muligheder med hensyn til udgivelsen af håndskrifterne, er det en i vide kredse udbredt opfattelse, at originalerne selv — bortset fra deres historiske værdi — har fået mindre, ja måske slet ingen værdi for forskeren, da denne nu har adgang til en i bedste fald fremragende fotografisk gengivelse af håndskriftet. I diskussionen om udleveringen af de islandske håndskrifter er det da også jævnlig hævdet, at Danmark kan beholde fotografiske gengivelser af håndskrifterne og følgelig ikke har interesse i at bevare originalerne, som derfor bør udleveres til Island.

Kommissionen har om værdien af mikrofotografier og facsimileudgaver indhentet udtalelser fra særligt sagkyndige i Rigsarkivet og Det kongelige Bibliotek. Det hedder heri:

»Selvom det har den allerstørste betydning, at man nutildags kan fotografere håndskrifterne, er det dog en selvfølge, at fotografiske gengivelser ikke kan erstatte originalerne. Hvor teksten er god og læselig i originalen, vil den som regel også være god i gengivelsen. Mangen gang kan den endogså være mere letlæselig, idet bogstaverne kan stå kraftigere og hårdere end i originalen. Ved utydelige og vanskeligt læselige steder i originalen er man derimod som regel dårligt hjulpet med et fotografi. Mens det ofte ved originalen er muligt ved hjælp af belysning under forskellige vinkler eller gennembelysning at få skrifttrækkene frem, ser man på fotografiet kun det, man umiddelbart kan se. Hvor der findes rettelser i teksten, vil det hyppigt være muligt ved originalen at afgøre, hvad der er skrevet først, idet blækket i den oprindelige tekst og i det rettede hyppigt vil vise en nuancering i farven. I den fotografiske gengivelse får blækket som regel overalt samme tone, og det vil derfor være vanskeligere at afgøre, hvad der er oprindeligt, og hvad der er en senere rettelse. Også ved rasurer vil det hyppigt være muligt ved en undersøgelse af originalen at konstatere, hvad der oprindeligt har stået, mens man ved et fotografi er ganske hjælpeløs. Hvor der findes farvede initialer og billeder, er det en selvfølge, at den fotografiske gengivelse, selv om der anvendes ortho- eller panchromatiske plader, vil være meget mangelfuld.

Vil et fotografi være mangelfuldt, når det gælder den egentlige tekst, er det i langt højere grad tilfældet, hvis det drejer sig om en undersøgelse af selve håndskriftet, dets indbinding, lægfordeling, mærker af slid, som kan vise, om det på et eller andet tidspunkt har været delt i flere. Det samme gælder spor af tidligere indbinding o. l., altsammen forhold, som kan bidrage til at kaste lys over håndskriftets tilblivelse, datering o. l., men som kun i ringe grad eller slet ikke kan ses på et fotografi. Et eksempel på, hvor nødvendigt det er ved en håndskriftundersøgelse at have det originale håndskrift for sig, afgiver Kong Valdemars Jordebog-håndskriftet. Det blev beskrevet af en svensk forsker på et tidspunkt, da håndskriftet endnu fandtes i Stockholm. Han havde ved sin undersøgelse kun et fotografi til rådighed. På grundlag af dette mente han at kunne fastslå, at det oprindelig havde udgjort 8 selvstændige håndskrifter, som først på et senere tidspunkt var ført sammen. Det fremgår imidlertid tydeligt ved en undersøgelse af originalen, at håndskriftet har sit oprindelige bind fra den ældre middelalder, som højst sandsynligt er samtidigt med håndskriftet, som således fra begyndelsen har udgjort et samlet håndskrift. En side, som på fotografiet fremtrådte grumset, hvorfor den pågældende svenske forsker mente, at det var en gammel yderside, er ikke i originalen synderlig forskellig fra de andre sider.«

». . . . . I et fragment af Roskilde-Bispens Jordebog, nu i Sverige, er en del af teksten helt udvisket, da det har været benyttet til bogbind. Det kongelige Bibliotek forsøgte at lade det fotografere med infrarøde stråler. Da der var anvendt syre på stedet, mislykkedes — som i alle tilfælde af den slags — forsøget. Derefter forsøgtes en gennemlysning, der gav et noget bedre resultat. Det bedste resultat opnåedes dog, når man i klart lys holdt fragmentet i en bestemt vinkel; da var det muligt at skimte skriften, idet denne, skønt blækket er helt borte, stod som et svagt relief i pergamentet. Dr. Ellen Jørgensen nævner i sin udgave af de danske middelalderlige årbøger, at hun et sted måtte lade adskilligt henstå ulæst i 1916, som det først i foråret 1918 lykkedes hende at læse ved skarpt dagslys. Disse tilfælde er ikke undtagelser, men regelen for håndskriftforskeren . . . . .«

Som det fremgår af disse erklæringer, har de tekniske gengivelser af originalerne alene deres betydning i, at de giver videnskabsmænd over hele verden mulighed for uden at foretage besværlige og kostbare rejser at studere originalens tekst og skrift i almindelighed og danne sig et billede af selve håndskriftet. Men hvor værdifuld en hjælp de moderne fotografiske gengivelser således end er for forskningen, erstatter de dog på ingen måde originalerne og kan derfor heller ikke være af afgørende betydning for spørgsmålet om, hvor det, set fra forskningens synspunkt, er rigtigt at placere originalerne.

Kommissionen betragter det som en selvfølge, at der, for så vidt der bliver tale om afgivelse af håndskrifter til Island, foretages en mikrofotografering af disse forinden afgivelsen, men skal yderligere pege på det hensigtsmæssige i, at der af sikkerhedsmæssige og almen videnskabelige grunde snarest foretages en mikrofotografering af alle betydelige håndskrifter — ganske uanset hvordan originaler og fotografier til sin tid måtte blive fordelt mellem landene.

Med hensyn til den arbejdsmæssige udnyttelse af håndskrifterne skal det iøvrigt anføres, at det fra islandsk side er erkendt, at der rent videnskabeligt knytter sig stor interesse til de yngre håndskrifter fra det 17. og 18. århundrede, der vel ikke har så stor litterær værdi som oldskrifterne, men dog er vigtige kilder til det islandske folks liv og historie. Disse håndskrifter, der alle er skrevne på papir, er endnu kun lidet undersøgt og kun i ringe grad udgivet, og der er her et stort felt at opdyrke. Der er ikke fra dansk side nogen større interesse knyttet til disse håndskrifters forbliven her i landet, og de vil utvivlsomt også bedre kunne udnyttes i Island. Det må dog betones, at de overvejende findes i Den Arnamagnæanske Samling, og at spørgsmålet om deres eventuelle udlevering derfor hænger sammen med hele problemet om denne samlings bevarelse som en helhed.

Det samme gælder om de talrige islandske diplomer, kopibøger og andre lokale arkivalier, der findes i Den Arnamagnæanske Samling. Det drejer sig her om et rent arkivalsk materiale af lokal karakter, stammende fra islandske gårdes, klostres og bispestoles arkiver, og efter de almindeligt anerkendte principper hører sådanne lokale arkiver hjemme i det land, hvorfra de stammer. Der kan ikke siges at være nogen dansk eller almindelig nordisk interesse i at bevare dette materiale i København, og i videnskabelig henseende vil det være naturligt, at det opbevares og udnyttes på Island, idet det for forskningen andre steder kun kan få betydning i enkelte tilfælde som materiale for palæografiske specialundersøgelser.

c. Kommissionen har dernæst overvejet, hvilke betragtninger der i udleveringsspørgsmålet kan gøres gældende ud fra hensynet til det internationale videnskabelige samarbejdes og den mellemfolkelige forståelses tarv.

Den ivrige, aktive interesse for fremmede kulturer er et særkende for europæisk ånd. Dette er baggrunden for, at der i Europa — og senere i Amerika — er skabt store samlinger i biblioteker og museer til belysning ikke blot af det enkelte lands kultur, men også af andre europæiske kulturer — specielt den fælleseuropæiske oldtidskultur (den græsk-romerske) — og af andre verdensdeles kulturelle frembringelser. Anlæggelse af sådanne biblioteker og museer er betinget ikke blot af den specifikt europæiske opfattelse af kulturhistorie, men også af fremkomsten af nyt stof eller eksistensen af private samlinger, hvorfra erhvervelse er mulig. Hvad museumsgenstande angår, er der endnu — til en vis grad — mulighed for at skabe nye store samlinger ved udgravninger. Men da praktisk talt alle kendte, betydelige mindesmærker fra ældre europæiske kulturer nu er samlede i offentlige samlinger, der ikke kan forventes at ville afhænde deres ejendom uden ganske ekstraordinært, må det betragtes som en given sag, at nye håndskriftsamlinger kun ganske ekstraordinært vil kunne opstå. De store centrer for håndskrifter vil også i fremtiden være at finde i de lande og byer, der førte an i det kulturelle liv i den periode, da håndskriftsamlinger endnu kunne anlægges. Ved siden af de helt store centrer — som Vatikanet, Bibliothéque Nationale og British Museum — indtager København en fremskudt plads, specielt ved sine samlinger af oldislandske håndskrifter.

Denne koncentration har været — og er — en af årsagerne til den internationale ånd, der hersker også i de humanistiske videnskaber. Rent praktisk har koncentrationen også stor betydning, fordi der i de store, gamle centrer for opbevaring og studium af historiske mindesmærker er skabt det videnskabelige apparat, der er nødvendigt for udnyttelse af samlingerne. I København er der således i de offentlige institutioner igennem århundreder opbygget et sådant, i det store og hele tilfredsstillende videnskabeligt apparatur. Det må anses for noget nær umuligt i vore dage at opbygge et bibliotek, der kan stå på højde med de gamle biblioteker.

Der kan da i den videnskabelige verden ingen tvivl være om, at denne koncentration principielt må akcepteres, ikke blot som en historisk betinget kendsgerning, men også som en faktor, der er af afgørende vigtighed for fremme af det videnskabelige arbejde, både rent praktisk og med henblik på den gode internationale ånd. Hvad specielt museumsgenstande angår, må det betones, at det også for den almene folkeoplysning er af meget stor værdi, at museerne kan vise den bredere sammenhæng, hvori den nationale kultur er opstået. For Danmarks vedkommende må det med den voksende forståelse for, at den europæiske kultur udgør en helhed, være en naturlig opgave at klarlægge dette for de besøgende i Nationalmuseet gennem en udbygning af sammenligningsmaterialet fra andre europæiske lande — Frankrig, England, Tyskland, Holland — og på denne baggrund ville det være urimeligt yderligere at indskrænke eller helt fjerne de nordiske parallelsamlinger, som museet rummer.

Heroverfor kan det hævdes, at der er en vis urimelighed i, at der ikke findes samlinger af nationale kulturmindesmærker i de lande, der først i nyeste tid har fået de indre og ydre muligheder for at opbygge sådanne, og at det videnskabelige arbejde, såvel som det alment kulturelle, kan tænkes at blive fremmet, hvis der ved gaver eller på anden måde rådes bod på manglerne. Sådanne betragtninger kan anlægges for Islands vedkommende. Som parallel kan nævnes Grækenland. I Grækenland findes der praktisk talt ingen håndskrifter, der har betydning for studiet af landets egen store oldtidslitteratur, og også de fleste museumsgenstande findes i vesteuropæiske samlinger. For museumsgenstandenes vedkommende har landet fået en vis erstatning derved, at der i løbet af det sidste århundrede er fremdraget en stor rigdom af arkæologiske mindesmærker, der er blevet samlet i særdeles betydningsfulde museer i Athen og andre græske byer. Håndskriftsamlinger kan ikke skaffes til veje, og der har, så vidt vides, aldrig været fremført ønsker om, at de vesteuropæiske biblioteker skulle afgive blot et eneste manuskript til Grækenland. Og herved må det erindres, at det græske folk har en overordentlig levende fornemmelse af kontakt med oldtidens Grækenland, og at sysselsættelsen med den græske oldtidslitteratur står i allerforreste række i landets åndelige liv. På Island findes der ikke i så høj grad de muligheder, der eksisterer i Grækenland, for arkæologiske fund, og landet var derfor før den store museumsgave fra Danmark i 1930 dårligt stillet i det almene, nationale kulturarbejde. Hvad håndskrifterne angår, må det fra et videnskabeligt internationalt synspunkt siges, at de er at opfatte udelukkende som studieobjekter, og at en udlevering af islandske håndskrifter fra de danske offentlige samlinger må betragtes som en anerkendelse af en betragtningsmåde, der næppe vil være fremmende for international videnskabelig forståelse.


Konsekvenserne

Som sidste led i sine overvejelser har kommissionen behandlet spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en — mere eller mindre vidtgående — udlevering af de i Danmark beroende norrøne håndskrifter og islandske museumsgenstande til Island kan tænkes at ville medføre — et spørgsmål, som kommissionen tillægger megen betydning.

Som allerede tidligere fremhævet vil en udlevering af sådanne genstande, som i århundreder har været i et lands legitime besiddelse, betegne noget nyt i den på dette område gældende internationale praksis og må derfor siges at åbne vide perspektiver, ikke blot med hensyn til de krav, der kan stilles til Danmark eller af Danmark, men også internationalt set.

Kommissionen føler sig tillige forpligtet til at gøre opmærksom på, at en vidtgående udlevering af norrøne håndskrifter meget vel kan foranledige, at der også fra Norge vil blive rejst krav om dele af de pågældende samlinger, og at sådanne ønsker også vil kunne omfatte flere eller færre af de håndskrifter, som man fra Islands side gør krav på. Det er derfor en nærliggende mulighed, at vort lands bestemmende myndigheder i adskillige tilfælde vil kunne komme ud for meget vanskelige afgørelser af, hvad der i så fald bør tilkomme Island, og hvad der hører hjemme i Norge. Hvis en udlevering til Island bliver besluttet, vil der således kunne opstå en række problemer, ved hvis løsning Danmark får en meget vanskelig stilling som opmand mellem andre nordiske lande.

Det må heller ikke glemmes, at norske krav vil kunne motiveres med argumenter, der ikke adskiller sig væsentlig fra de islandske. Også Norge har kun få af sine middelalderlige pergamenthåndskrifter tilbage, og ligesom tilfældet er for Islands vedkommende, er mange af dem i det 16. og 17. århundrede kommet til Danmark, bl. a. til brug for de danske historiografer.

Kommissionen er på den anden side ikke blind for, at det overfor de anførte betragtninger vil kunne gøres gældende, at spørgsmålet om de islandske håndskrifter for så vidt har en særlig karakter, som det islandske folk i gammel tid har været langt mere litterært virksomt end noget andet folk indenfor den nordiske kulturkreds, og at så godt som hele denne islandske litteratur nu kun kendes gennem håndskrifter, som befinder sig udenfor landets grænser.

Kommissionen har endvidere behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en omfattende udlevering af de islandske håndskrifter kan tænkes at få konsekvenser, såfremt den dansk-norske arkivsag igen skulle komme til forhandling. Selvom Norges ønsker vistnok må anses for opfyldte fra det danske rigsarkivs side, for så vidt angår norske lokalarkivers sager, må man sikkert regne med, at en udlevering til Island af de islandske diplomer i Den Arnamagnæanske Samling utvivlsomt også må medføre, at de norske diplomer i denne samling afgives til Norge.

Imidlertid er det bekendt, at de norske arkivønsker også omfatter dele af centraladministrationens arkivalier. Hvis man fra norsk side skulle benytte en eventuel vidtgående udlevering af islandske håndskrifter som argument for norske arkivkrav, vil man fra dansk side kunne gøre opmærksom på den almindeligt anerkendte principielle forskel mellem håndskrifter og arkivalier og mellem lokale arkiver og centraladministrationens arkiver. På den anden side kan man også tænke sig, at vidtgående imødekommenhed overfor Islands ønsker i håndskriftsagen vil kunne medføre en styrkelse af den folkestemning, der gør sig gældende i Norge med hensyn til arkivsagen. Dette vil antagelig være tilfældet, i jo højere grad man opfylder de islandske ønsker.

Ved vurderingen af de islandske krav, som nu gøres gældende, er kommissionens medlemmer som ovenfor nævnt enige om, at med den i 1930 stedfundne udlevering af islandske museumsgenstande må denne del af spørgsmålet være endeligt afgjort. På lignende måde er det kommissionens opfattelse, at der ved den beslutning, som nu træffes med hensyn til håndskriftspørgsmålet, må tilstræbes en endelig afgørelse også af denne sag, uanset om der senere måtte fremkomme nye krav fra islandsk side.

Sluttelig skal det nævnes, at kommissionen også har drøftet de konsekvenser og følger, som en udlevering kan få for dansk videnskab. Der er i Danmark gennem århundreder opbygget meget værdifulde samlinger til belysning af andre landes kulturer, og det er en naturlig sag, at samlinger vedrørende lande, der har været i nær kulturel eller endog statslig forbindelse med Danmark, her indtager en fremtrædende plads. Dansk videnskab har altid følt eksistensen af disse samlinger som et privilegium og som en forpligtelse.

Der er ikke mindste tvivl om, at eksistensen af rige samlinger af islandske håndskrifter i København har været af overordentlig stor betydning for udviklingen af dansk humanistisk videnskab. Dette gælder ikke blot for fortidens store forskere, men også for vor egen tids unge filologer. Der er ovenfor gjort rede for det store og værdifulde arbejde, der er udført på foranledning af Den Arnamagnæanske Kommission. Og denne kommission eksisterer kun i kraft af, at Den Arnamagnæanske Samling findes i København. Hvis Den Arnamagnæanske Samling og Det kongelige Biblioteks islandske håndskriftsamling forsvinder fra Danmark eller bliver væsentlig forringet, svinder samtidig i tilsvarende grad denne særlige forpligtelse og dette særlige privilegium for Danmark, og dette vil betyde, at dansk videnskabs kulturelle perspektiver i det lange løb bliver snævrere.

Hvis dette skulle blive tilfældet, ville det være overordentlig beklageligt, og en sådan udvikling vil formentlig, hvis der skulle blive tale om en mere vidtgående udlevering, være uundgåelig, selvom det fra officiel islandsk side utvetydigt er tilkendegivet, at Island vil være rede til at påtage sig forpligtelser til ikke blot at sikre håndskrifternes opbevaring, men også til at lette udenlandske — og da især danske og andre nordiske — videnskabsmænds benyttelse af håndskrifterne.

De her fremførte betænkeligheder gælder derimod, som tidligere nævnt, ikke i samme omfang overfor diplomer og håndskrifter, der i særlig grad omhandler Island, idet disse utvivlsomt vil have mulighed for en bedre udnyttelse, når de findes på Island.