De sidste Angakut ved Kangerdlugsuatsiak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
109. De sidste Angakut ved Kangerdlugsuatsiak
(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)
Paa Ikardlungmiut ved Kangerdlugsuatsiak boede der to Angakut, den ene en Mand, ved Navn Kapiarsuak, den anden en Qvinde, ved Navn Avangnanersuak. Om Vinteren pleiede de at vandre sammen paa Rypejagt, men efterat have været borte hele Dagen, kom de hjem uden Ryper, og saa spiste de slet intet, men drak blot. En stor Deel af Vinteren saae man dem saaledes slet ikke spise, men hver Morgen gik de ud og kom igjen om Aftenen. Engang da de gik ud, fik et af Børnene Lyst til at følge med dem, og Kapiarsuak tillod det. De begave sig paa Veien, men uden at gaae efter Ryper kom de til en flad Klippe foran Nalagak-Fjeldet. Kapiarsuak stødte med en Stav paa Klippen og mumlede noget, hvorpaa han stak den ned i Klippen, og ved at dreie den udvidede Hullet. Derpaa tog han Stokken ud igjen, løsnede sin Støvlerem og lavede en Snare, som han satte paa Enden af Stokken, og stak den saa atter ned. Derpaa trak han i den og anstrængte sig som om der var noget levende ved den, og han halede op ganske frisk Mattak af Hvidfisk, saavel af en ung som af en gammel. Derpaa tog Avangnanersuak sit smalle Topbaand af, lavede det til en Snare, og nedsænkede den paa samme Sted, men ind imod Landet, og da hun halede op, var der et Stykke ganske frisk Rensdyrmave ved den. Derpaa bukkede de sig begge ned og spiste, med Ansigtet vendt mod hverandre, og da de havde spiist, gave de Barnet noget af hvert Slags at spise. Paa Hjemveien tænkte Barnet paa, hvad det skulde fortælle naar det kom hjem. Da de fik Huset i Sigte trak Kapiarsuak en Pose op, og fremtog en lille tørret Fisk, afskar et Stykke som han gav til Barnet og sagde: »spiis dette, for at du ikke skal faae Mavepine.« — Men i det samme som Drengen havde spiist det, glemte han alt hvad han havde seet, og han kunde fra den Tid af intet mere fortælle derom. Senere hen, da Drengen var voxet til og bleven til Erhverver, borteblev engang Angakokken Kapiarsuak i Kajak, og da han fandt ham død (blødgjort, fordi han ikke mere havde kunnet aabenbare sig som Angakok), og havde bragt ham iland, saa først erindrede han hvad han havde seet ved Nalagaks- (Herre-) Fjeldet og kunde fortælle det; men det var mange Aar derefter.
Ved Kangerdlugsuatsiak boede tre Brødre, ved Navn Kuvatsiak, Usuinak og Igpak, alle tre dygtige Erhververe, og den ældste, Kuvatsiak, tillige Angakok. De forlode hverandre aldrig. Engang reiste de med Baad til Kangiussak, og de havde en Fætter med, ved Navn Inusunguak, som var en maadelig Angakok, men en uforfærdet og driftig Fanger. Paa Tilbageveien lagde de op etsteds paa Yderkysten; om Natten, medens Kuvatsiak sov, kom der nogle Umiarigsat. Inusunguak vilde vække Kuvatsiak, men da han ikke kunde faae ham vaagen, sagde han til de andre, idet han gik ud af Teltet, at de ikke maatte følge efter ham. Henad Morgenen kom han ind igjen og fortalte, at han havde tilintetgjort disse Umiarigsat, idet han havde bortjaget dem da de vilde lande, og ovenpaa et lisfjeld, som laa lidt fra Land af kunde man see deres sønderbrudte Been. Efter Hjemkomsten gik Inusunguak engang i Kajak og jagede udenfor Karusuk; sammesteds dukkede en Havmand op, greb hans Kajak og sagde, at han skulde give ham et Stykke Rensskind. Inusunguak havde intet, men greb i sin Forlegenhed ned i Kajakken og fremtog en Rævehale, som han brugte til Optørringsklud; denne rakte han til Havmanden, som derover blev meget glad, og forblev en stor Deel af Dagen hos ham. Inusunguak maatte vise ham alle sine Redskaber og nævne deres Navne for ham, men idet han skulde nævne Bindselet paa Fuglepilens Spids, tog han Feil og sagde: »kilavaka,« istedetfor »nimika,« og da han havde sagt dette, strakte Havmanden sin Arm ud, faldt bagover, og idet han raabte: »kilavaka! kilavaka!« sank han ned i Havet og kom ikke mere tilsyne.
Engang vare Brødrene sammen i Kajak, og kom lidt fra hverandre. Derved blev Usuinak borte fra de to andre, og da de om Aftenen forgjæves ventede paa hans Hjemkomst, blev Kuvatsiak ængstelig for hans Skyld, og bad den yngre, Igpak, om at roe til Ikardlungmiut, for at forhøre sig om ham. Endnu førend Igpak kom tilbage foretog Kuvatsiak en Aandebesværgelse, for at udpege den Borteblevne: »see! histude ligeoverfor os have Ingnersuït taget ham!« Men førend han begyndte sin Besværgelse, havde han lagt den Borteblevnes Klæder sammen; nu begyndte de at røre sig og hans Kone udraabte: »see! hans Klæder tage mig!« Derpaa sagde Kuvatsiak fremdeles: »see nu kommer han!« — og atter: »men hvad gjør han nu? nu standser han, og kan ikke komme videre!« — Lidt efter kom Igpak tilbage, og Kuvatsiak skjændte paa ham og sagde, at det var ham som var kommen iveien for den Borteblevne og havde hindret ham i at komme til Landet. I fem Dage vedblev han at mane for den Borteblevne; men da de fem Dage vare forbi, og han ikke kunde bringe ham tilveie, lagde han sig heelt tilbage paa Brixen. Saaledes gjorde han hele Vinteren; naar han havde været i Kajak og kom hjem, spiste han blot lidt og lagde sig saa paa Brixen. Naar Mændene skulde spise i Forening, satte de Maden frem paa Gulvet foran ham, og vilde have ham til at deeltage i Maaltidet, men han svarede intet og blev liggende paa Brixen. Tilsidst bleve de kjede af ham og satte ikke mere Maden paa Gulvet, men samlede sig til Maaltid i den anden Ende af Huset. Da Kuvatsiak mærkede dette, kom han længer frem paa Brixen, greb en Kniv, og gik hen og satte sig til Maaltid hos de andre, og deeltog i Selskabet. Da hans Kone saae dette, sagde hun til de andre Qvinder: »see! vor Huusbonde kommer for første Gang igjen til Maaltid.« Med disse Ord tog hun Støvler paa, og skyndte sig ud for at hente tørret Renskjød, indsvøbt i Skind og Poser fyldte med Renstælg; disse aabnede hun, og satte dem frem for de Spisende, ogsaa de andre Qvinder gik ud og hentede Fødemidler, af Glæde over, at deres Huusherre atter deeltog i Selskabet.
Medens de saaledes atter holdt Selskab, blev Kuvatsiak munter, men reiste sig pludselig, kastede sin Kniv, sprang hen over de Spisende, løb omkring i Huset efter sit Overtøi, som han derpaa iførte sig, og løb hurtigt ud af Huset. Hans Kone sagde: »eders Huusherre er svag af at sidde inde hele Vinteren, I burde see efter ham.« Derpaa tog Igpak sit Overtøi paa og gik ud; han saae Kuvatsiak staae ude paa Pynten og tale med Nogen, men da han gik hen til ham, var den, som han talte med, ikke til at see. Igpak spurgte sin Broder: «hvem er det, du taler med?« — men denne vedblev at tale, uden at svare ham, idet han sagde: «jeg vil ikke, jeg har ingen Pels.« Da Igpak atter spurgte ham, hvem han talte med, svarede Kuvatsiak: »her ere to Kajakker, som ville hente mig.« Men da Igpak atter saae efter, og ingen Kajakker kunde opdage, tog Kuvatsiak fat i ham og sagde: »du er jo blind.« Med disse Ord blæste han paa Igpaks Øine, og da denne aabnede dem, saae han to Kajakker, som roede ganske langsomt, og tørnede ind imod Landet. Disse Kajakker vare Atliarusekker. Kuvatsiak havde nemlig for at hævne sin Broders Død, dræbt en af disse, som var hans Tornak, og de kom nu, for at bede Kuvatsiak komme og mane for den Borteblevne. Men Kuvatsiak kom ikke, fordi han frygtede, at de skulde udforske hans Drab. Hele Tiden indtil Foraaret kom de paa denne Maade for at hente ham. Skjøndt det var Nat, naar de kom, kunde Kuvatsiak dog see dem, og tilsidst kom de ganske nær og rørte ved selve Strandbredden. Senere paa Foraaret forsvandt de ganske; dengang havde Kuvatsiak engang følgende Drøm:
En Qvinde raabte ind ad Vinduet: »kom ud og følg mig.« Da han var gaaet ud og fulgte hende, sagde Qvinden, at hun vilde tage ham i sin Hætte, men da den var for snever, tog hun ham ved Haanden og førte ham opad Landet. Ovenfor Husene standsede hun og sagde: »bliv lidt, jeg vil hente noget.« Derpaa saae han hende gaae hen til en Grav, forsvinde i den, og komme tilbage, hvorpaa hun førte ham videre ind i Landet mellem høie Bjerge, til han tilsidst ikke kjendte Veien mere. De kom til et meget stort Huus, og indeni det saae de mange Mennesker, alle syslende med forskjelligt Arbeide. Nogle af dem kjendte han ikke, men i nogle gjenkjendte han Mennesker, som for mange Aar siden vare døde. Da de indbøde Kuvatsiak, og vilde give ham Mad, sagde hans Ledsagerinde: »giver ham ingen Mad, thi han er ikke død endnu, han er blot træt.« Da han havde været inde hos dem og adspurgt dem om sine afdøde Slægtninge, fulgte hans Ledsagerinde ham tilbage igjen og han kunde kjende Veien igjen, ad hvilke de gik ud. Da de kom til Graven, sagde Qvinden: »vent lidt, jeg vil lægge det ned igjen.« Derpaa gik hun, forsvandt i Graven og kom tilbage, men han kunde ikke see, hvad det var hun havde taget. Da hun havde ført ham hen foran Huset og forladt ham, gik han ind og saae sit Legeme, der lignede en ubetrukken Kajak, og da han kom i sit Legeme igjen, tabte han sin Bevidsthed. Da han vaagnede og fortalte sin Drøm, sagde de gamle Kjærlinger: »Du har vist været oppe ved Graven og besøgt din Moders Huusgang, som du ikke har kjendt.« Kuvatsiak havde nemlig aldrig kjendt sin Moder, der døde i Barselseng, dengang hun fødte ham.
Da Kuvatsiak begyndte at ældes, mødte han engang i Kajak sin afdøde Broder Usuinak. Han vilde have denne hjem med sig, men han sagde: »denne Slemme er Skyld i at jeg aldrig kan vende tilbage.« I det samme saae han en sort Gjenstand paa Usuinaks Kajak, og hvergang denne skubbede den ned, kom den strax op paa sin Plads igjen, og Usuinak gjentog, at han for dennes Skyld ikke kunde vende tilbage. Kuvatsiak bad ham om han maatte have den Sælhund, han havde paa Slæb. Usuinak svarede: »du maa have den, men pas paa at Børnene ikke spise af den, thi hvis de nyde den, kunne de aldrig blive raske, men giv den til de Gamle at spise. Den er ikke en af de Sælhunde, som komme til Havets Overflade, men af dem, som altid leve i Dybden.« Med disse Ord løsnede han Sælhunden, skubbede den hen til Kuvatsiak, og sagde: »imorgen skal du gaae til Taterat, der vil jeg møde dig og fange en Hvidfisk for dig.« Da han havde sagt dette, forsvandt han, men Kuvatsiak roede hjem med Sælhunden og passede paa, at Børnene ikke kom til at spise af den. Dagen efter drog han til Taterat; han hørte et Raab fra Gravene inde paa Landet, og hans Broder var hos ham og hjalp ham til at fange en Hvidfisk, der kom hoppende henad Havfladen. Efter den Tid mødte han altid sin Broder, naar han var ude paa Fangst, men han kunde ikke faae ham hjem med sig. De prøvede paa at skubbe den sorte Skikkelse ned af Kajakken, men forgjæves, den krøb bestandig op igjen, og derfor kunde han ikke vende tilbage til Menneskene.
Da der senere kom en Præst, som de kaldte Palasinguak, d. e. den lille Præst, til Kangamiut, og Indvaanerne lode sig døbe, vilde Kuvatsiak aldeles ikke komme dertil, da han ikke vilde døbes, skjøndt der vare mange Mennesker, som bleve døbte og alle vare glade. Kuvatsiak opholdt sig atter ved Kangiussak. Engang skreg han op i Søvne formedelst en ængstelig Drøm, der gjorde ham ubevægelig, og da de vækkede ham, sagde han: »hvad gjøre de ved min Datter? —jeg saae et stærkt Lys komme over hende.« — Efter den Tid var hans Væsen heelt forandret, og engang tog han alle sine Folk med sig i Baaden, og drog til Kangamiut. Ved Ankomsten dersteds løb han, uden at gjøre noget ved Baaden og uden at standse, lige op til Palasinguak, som bad ham sætte sig og spurgte, om han ønskede at døbes. Da han sagde, at han vilde, lod han sig strax undervise, og han opgav derpaa ganske sit Angakokvæsen, drog tilbage til Fjorden, blev Lærer (Kateket), og døde snart derefter.
