De to Angekokers Besøg hos Drabsmændene (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
32. De to Angekokers Besøg
hos Drabsmændene
fortalt af Adlagdlak
Der var engang to Brødre, som vare Angekoker. Naar deres Naboer gik ud i Kajak, kom de aldrig hjem igjen. Da de to Brødre engang rejste ind i Fjorden, hørte de nogen kalde: «mata! mata!» og fik saa Øje paa et stort, højt Hus. Da de kom hen i Nærheden af Huset, saae de, at der var en hel Mængde Kajaker hjemme. Fem Mænd kom ned for at tage imod dem, og opfordrede dem til at stige iland og gaa op. Paa Vejen op mod Huset, saae de en stor Klipperevne, som var fuld af Kajaker og Kajakredskaber, nemlig Blærer, Harpuner, Aarer m. m. Dette var de ihjelslagne Naboers Kajaker og Redskaber. De kom ind i Huset og saae, at næsten alle Væggene vare betrukne med Huden af Menneskeansigter, nogle med fuldt Skjæg, andre kun med Haar paa Hagen. De to Angekoker gjenkjendte i disse Ansigter deres Naboer og tillige deres Fader, der var bleven borte i Kajak.Den ældste af Husets Fangere havde sin Husplads længst tilvenstre paa Brixen, dernæst den næstældste og saaledes videre, saa at den yngste boede længst tilhøjre. Mellem den yngste og næstyngste boede Bedstemoderen, der sad og snoede Senetraad. I Mørkningen raabte den ældste: «Vor Bedstemoder skulde holde Trommedands med de Fremmede!» Den yngste sagde: «Ja, hun maa holde Trommedands!» og alle de andre istemmede. Bedstemoderen redte sit Haar og bandt det op i en Top. Hun lagde et Sortsideskind paa Gulvet og tog under Brixen en hvid Tromme. Denne stak hun ind igjen og tog en anden, som var sort, samt en pana (stor Kniv), der skulde bruges til Trommestok. Den gamle Kone kom nu frem og begyndte at synge. Da hun var færdig, sagde en af Mændene, at en af de Fremmede maatte gaa frem og holde Trommedands med hende. Den ene Angekok gik hen i den ene Ende af Huset, medens Bedstemoderen gik hen i den anden og begyndte at synge. Da hun var færdig med Sangen, sigtede hun med panaen paa Angekoken; denne gjorde sig lille, hun sigtede lavere og kastede; idetsamme sprang han tilvejrs, saa at hun ramte ham mellem Benene, og Kniven satte sig fast i Væggen. Han bukkede sig for at tage den; men hun løb hen og tog den. Efter igjen at have sunget, sigtede hun atter; han gjorde sig stor; hun kastede den igjen, idet han gjorde sig lille, saa at Kniven gik ind i Væggen over hans Hoved. Han greb den, og skjøndt han aldrig havde havt fat paa en Tromme og aldrig havde sunget, begyndte han at synge. Da han var færdig med den første Sang, begyndte han paa en anden, som han havde lært som Lille af sin Moder, og da han havde sluttet den, sigtede han paa den gamle Kone, som pustede sin Hals op, saa at man ikke kunde se hende. Han kastede Kniven, som med et Knald borede sig igjennem hendes Hals og satte hende fast til Væggen. Alle Børnebørnene løb hen og flensede hende, fordi de troede, at det var den Fremmede. Da de opdagede Fejltagelsen, sagde de: «Vi have jo taget fejl, det er jo vor Bedstemoder, vi have skaaret istykker».
Beboerne gik nu ud og toge deres Redskaber; nogle spændte Spidserne paa deres Harpuner udenfor Husgangen. De to Angekoker bleve alene inde i Huset. De toge et Sortsideskind og lagde det ovenpaa Siddepladsen. Den ældste Broder bandt Arme og Ben paa den yngre, hvorefter denne bandt dem paa den ældre. Den Ældre prøvede paa at springe tværsover Husgangen hen til Sortsideskindet, og gjorde det saa let, at Haarene paa dette ikke kom i Uorden. Den Yngre gjorde det samme. De Andre stod udenfor og passede paa for at dræbe dem, naar de gik ud. Angekokerne gik ganske smaat udefter, den Ældste først, bukkede sig ned og sprang ud, saa at de ikke bleve sete. Derefter fløj de ned til deres Kajaker, løste Hænder og Fødder og gik i Kajakerne. Først nu opdagede Folkene oppe ved Huset dem og raabte: «Der ere de jo nede!» Angekokerne kom nu hjem og fortalte, at alle de Borteblevne vare derude.
