De to Drenge, som kunde opholde sig under Vandet (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjørnesund – af Andreas Kornerup,, 1878

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

15. De to Drenge, som kunde
opholde sig under Vandet
fortalt af Utuak

Der var engang en Enkemand, der havde to Sønner. Naar Faderen gik ud paa Fangst, gik Drengene hen til en Dam, hvor de øvede sig i at svømme. En Dag sagde Faderen til Drengene: «Lad mig engang se paa Eder, om I kunne gaa ned under Vandet». De gik hen til en stejl Skrænt, hvorfra først den ældste sprang ud, og den anden bagefter. De dukkede ned i Vandet, og Faderen ventede paa, at de skulde komme op igjen; men da Tiden var omme, inden hvilken de maatte være komne op igjen, gik Faderen hjem, og her traf han Sønnerne, der sad foran Lampen og rystede af Kulde.

Hvergang Faderen gik ud i Kajak, sagde han, at Sønnerne kunde gaa ud i Vandet, og naar han saa kom hjem, sad de foran Lampen og rystede. En Dag da Faderen var ude paa Fangst, mødte han en Kajak, til hvem han sagde: «Jeg saae paa mine Sønner, som kunne opholde sig under Vandet». Den anden lod, som om han ikke forstod det og roede videre. Faderen mødte atter en Kajak. Til denne sagde han: «Da mine Sønner igaar svømmede under Vandet, saae jeg paa dem». Han roede udefter og fortalte til alle Kajakerne derude, at hans Sønner kunde opholde sig under Vandet.

Næste Morgen, da Sønnerne vaagnede, var der saa mange Kajaker uden for Enkemandens Hus, at Vandet var ganske rødt. De kom for at dræbe Drengene og sagde til Faderen: «Er det dine Sønner, som kunne gaa ned til Bunden af Havet?» Drengene gik hen til den bratte Klippe, hvorfra man ikke kunde se Havets Bund, og alle de Fremmede stode rundt omkring dem. Drengene sprang ud i Vandet; men medens de vare under Vandet, tog alle de Fremmede Sten i Hænderne for at slaa dem ihjel, naar de kom op. De ventede og ventede, men Drengene bleve borte, hvorfor Mændene gik hjem til Huset og saae der Drengene staa foran Lampen og ryste af Kulde.

Medens de vare inde i Huset, kom der En ind og sagde, at der var en stor Hvalros. Alle sprang i Kajakerne; men Hvalrossen gik udefter, dukkede ned og kom op igjen. En af de Fremmede satte Harpunen i den, og da den nu atter dukkede ned, sprang de to Drenge, hver med en Kniv i Haanden, ud i Vandet. De holdt fast i Fangeremmen under Vandet og dræbte Hvalrossen med deres Knive, medens Fangeren ovenfor ventede paa den. De toge Harpunspidsen ud og lod denne med Fangeremmen og Blæren gaa op til Overfladen. Derefter flænsede de Hvalrossen nede i Vandet, toge et Stykke med sig og lagde Sten ovenpaa Resten. De lagde Stykket inde ved Fjæren og gik saa ud for at hente mere.

Saaledes fik Drengene Hvalrossen, og de spiste den. Da de, der havde harpuneret den, hørte, at Drengene havde faaet den, toge de hen for at dræbe dem. Drengene sprang ud fra det Sted de plejede, og dukkede ned i Vandet. De Fremmede toge imidlertid Sten i Haanden; men Drengene kom op saa langt ude, at man ikke kunde naa dem med Stenene. De Fremmede steg rask i deres Kajaker, gik ud efter Drengene og gjorde sig klar til at harpunere dem. Disse dukkede ned og svømmede ud efter, og da de vare komne langt ud, begyndte de at fryse, stak Hovedet op over Vandet bagved nogle af Kajakerne; men saa var der andre Kajaker, der vilde harpunere dem, hvorfor de atter maatte dukke ned. Drengene toge nu Aarerne fra nogle af Kajakroerne nede fra Vandet, hvorved disse kæntrede og druknede.

Det blæste op med Nerrajak (N. O. Vind), og de andre Kajaker roede derfor ind mod Land; men Drengene forfulgte dem og trak Aarerne fra dem, saa at de druknede. Saaledes gjorde de Ende paa dem allesammen.