Den Blinde, som fik sit Syn igjen (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
2. Den Blinde
som fik sit Syn igjen
En Enke, siges der, havde en Søn og en Datter. Da Sønnen var voxet til og begyndte at fange, havde hun Gavn af ham. Engang først paa Vinteren fangede han en ung Remsæl. Da han bragte den hjem, vilde Moderen have den til Brixeskind, men han havde udseet sig den til Fangerem. Derover blev Moderen vred, og da hun nu beredte Skindet og afhaarede det, hexede hun over det og sagde: »Naar han skjærer dig i Strimler, naar han kløver dig, skal du briste og træffe hans Ansigt.« Og hun tænkte ikke paa andet, end at det skulde træffe hans Ansigt. Da det nu var færdigt og han havde skaaret det til en Rem, spændte han den ud og strammede den, og da han derpaa skrabede den med en Muslingeskal, bristede en lille Blære paa den, og traf begge hans Øine og han blev blind. Da nu Vinteren kom, manglede de Føde og begyndte at leve af bare Muslinger, og den Blinde indtog sit Leie paa Brixen og gik ikke mere ud. Saaledes levede de til midt paa Vinteren. Da viste der sig en Aften en stor Bjørn, der gav sig til at gnave af Vinduesrammen, og derpaa stak Hovedet ind igjennem Vinduet. Moderen og Søsteren flygtede forfærdede hen paa Brixen, men den Blinde sagde til Søsteren: »hent mig min Bue!« Da hun havde bragt ham Buen, spændte han den og sagde, at hun skulde sigte for ham. Derpaa holdt hun den i Retningen af Bjørnen og gav ham Tegn, derpaa skjød han og Pilen ramte Dyret, som vendte Ryggen og styrtede til Jorden. Da sagde Moderen: »du traf Vinduet.« Men Søsteren hviskede: »du har skudt en Bjørn.« De havde den nu til Vinterforraad, men naar Moderen kogte Kjød, og det var færdigt, gav hun Sønnen blot lidt Muslinger, og lod ham ikke smage af sin Fangst, men holdt den hemmelig for at udsulte ham. Men naar Moderen var ude, gav Søsteren ham i Smug af Kjødet, som han derpaa i Hast nedslugte, førend Moderen kom ind. Hele Vinteren over gjorde Søsteren saaledes; endelig bleve Dagene lange, og henad Foraaret sagde hun engang til ham: »dengang du endnu kunde see og da du fangede, naar vi saa vandrede sammen langt omkring paa Landet, hvor var det dog fornøieligt!« Broderen sagde: »Velan da, lad os gaae, jeg følger efter dig og holder dig ved Ryggen.« Dagen efter, da det blev lyst, gik de paa Vandring sammen, idet han holdt Søsteren ved Ryggen; hele Dagen, siges der, bleve de ude, idet Søsteren samlede Brændsel. Engang da de saaledes gik og kom til en temmelig jævn Slette ved en Indsø, sagde han: »gaa du efter Brændsel, jeg vil lægge mig ned her og vente paa dig.« Søsteren forlod ham. Medens han nu laae henstrakt mærkede han Støi af Vildgjæs, og hørte, at de fløi hen over ham, og da de vare lige ovenover, hørte han een skrige: »see, den stakkels Yngling der, han er blind, blot man dog kunde gjøre ham seende!« Da den hørtes nærme sig, laa han paa Ryggen, uden at røre sig. Han havde blot en Fornemmelse af noget Varmt, da en af dem lod sit Skarn paa hans Øine, sigende: »du maa ikke aabne dine Øine; først naar Lyden af os er forsvunden, skal du aabne Øinene.» Derpaa laa han atter uden at røre sig og mærkede at Fuglen strøg med sine Vinger hen over hans Ansigt og gjentog: »du maa ikke aabne Øinene.« Derpaa tabte Lyden sig og han mærkede allerede en Lysning, men da Lyden ganske var forsvunden aabnede han Øinene og nu kunde han see; da raabte han: »Najagta!« (thi saaledes kaldte han sin Søster); men først da Solen dalede, saaes hun komme indefra Landet, sørgmodig, med den ene Arm trukken ud af Ærmet, og Hagen skjult ned i Pelskraven. Atter raabte han »Najagta, nu skal jeg atter skaffe Klæder til dig, nu skal du ikke savne Føde mere, thi nu kan jeg see.« Men hun modsagde ham og vilde ikke troe ham, først da hun saae ham ind i de aabnede Øine, bemærkede hun, at de vare sunde igjen. Da sagde han, at de ikke skulde lade Moderen mærke det, og da de nu gik ned, fik han Øie paa Skindet af sin Bjørn, der var udspilet til Tørring, og atter udenfor Indgangen saae han en Mængde Bjørneknogler, og da de vare komne ind, bemærkede han Bjørnens Labber. Da lukkede han Øinene og lagde sig paa sin Plads paa Brixen. Derpaa lod han som om han sov, og idet han vaagnede, sagde han: »jeg drømte af der var udspilet et Bjørneskind derude bag Huset.« Hans Gamle svarede blot: »du har vist tænkt paa den som skadede dig.« Sønnen lod atter som om han sov og derpaa vaagnede; da sagde han: »det forekom mig, som om jeg udenfor Huusgangen saae en Mængde Bjørneknogler.« Hans Gamle gjentog det samme. Da han tredie Gang havde ladet, som han sov og vaagnede, sagde han: »det forekommer mig som om der ligge Bjørnelabber under Brixen.« Hans Gamle sagde atter det samme. Men da aabnede han pludselig Øinene og sagde: »jeg mener dem der.« Da han talte saa, og den Gamle saae hans aabne Øine, udbrød hun: »Spiis dem, spiis dem!« — Da han nu saaledes havde faaet sit Syn igjen, levede han atter efter sin vante Skik, og tilsidst begyndte han ogsaa at fange Sælhunde igjen. Da begyndte han at faae Lyst til at hævne sig paa sin forhadte Gamle. Det var paa den Tid, at Hvidfiskene begyndte at trække langs Kanten af Isen, og han fangede dem paa den Maade, at han og Søsteren stode paa Iskanten, og han satte Harpunen i Hvidfiskene, medens Fangeremmen var bunden om Livet paa Søsteren, der saaledes blev brugt som Fangeblære; derpaa halede de begge i Forening Fisken ind til Isen og dræbte den. Engang da de gik hjem fra Fangsten, sagde han til Søsteren: »Holder du af vor Gamle?« Men hun vilde slet ikke svare. Da han anden Gang spurgte, sagde hun: »jeg holder mindre af hende end af dig, dig alene elsker jeg.« Da sagde han: »Imorgen skal vor fæle Moder være Fangeblæren, jeg vil betale hende fordi hun har gjort mig blind.« Da hun indvilligede, gik de hjem og efter Ankomsten sagde de: »Ah, hvor vi ere trætte af at slæbe!« og med et Blik til Moderen, som stod og tørrede Støvler, sagde han: »lad min Søster nu engang have Hvile, imidlertid kan du imorgen være Fangeblære, du kan vel nok staae fast, naar Hvidfisken trækker til?« Da Moderen indvilligede, gik de sammen, den næste Morgen langs Iiskanten. Da nu Hvidfiskene kom og han løftede Harpunen, sagde Moderen: »Udsøg en af de mindste, ikke de store;« og da der dukkede nogle smaa op, sagde hun: »den der, den der skal du tage.« Men han svarede: »den er for stor, og først da en af de allerstørste dukkede op, kastede han Harpunen. Derpaa slap han Remmen, og idet hun blev trukken hen til Kanten, sagde han: »Husker du dengang du gjorde mig blind?« Da hun stoppedes lidt, skubbede han til hende og sagde: »med den der vil jeg hævne mig:« men da hun var lige ved Kanten, vendte hun sig om til Sønnen og raabte: »min Ullo, min Ullo (Kniv), jeg er den som gav dig Die!« og saa styrtede hun i Vandet, som boblede op over hende. Atter dukkede hun op og raabte: »min Ullo, min Ullo, jeg gav dig Die!« og idet hun saaledes dukkede op og raabte paa sin Ullo, drev hun tilsøes og forsvandt. Der fortælles og, at hun blev forvandlet til en Hvidfisk og senere seet, men nogle sige, at hendes udspredte Haar bleve forvandlede til Tænder, og at Narhvalene deraf ere opstaaede. — Da Hvidfiskene vare af Sigte, gik begge Sødskende hjem, men nu gave de sig til at græde over Moderen, fordi de tænkte paa at hun havde opfostret dem, og de bleve forfærdede, og turde om Aftenen ikke være i deres lille Huus, og de flygtede ind ad paa det store Fastland, og i det Indre af Landet vankede de omkring. Først da de droge ud, vilde han ikke engang dræbe Fugle, fordi han havde Medynk med dem, der skaffede ham Synet, men siden fangede han dog en Svane, fordi Søsteren vilde have den, og dette, siges der, var hans eneste Fuglefangst i hele hans Liv. Langt inde i Landet opsloge de deres Bopæl, og bleve begge uhyre gamle og vare bestandig venneløse. Endelig vilde de atter vise sig for Mennesker, og de besluttede at opsøge Nogle, som havde en Angakok, og naar han manede Aander, vilde de give sig tilkjende. Engang fandt de saadanne Folk, hos hvilke der fandtes en Angakok, og de ventede til han vilde mane Aander; da gik de til Huset, men inden de endnu kom det nær, begyndte Angakokken at jamre sig, og han raabte: »Jeg lader en Aand komme over Eder, en stor Ild er nær udenfor os.« Da sagde han som stod udenfor: »vide I, hvem jeg er? have I her aldrig hørt om ham, der brugte sin Moder til Fangeblære?« Men da ingen svarede, gjentog han det samme. Da sagde en af de gamle Qvinder: »Jeg har hørt, at engang for mange Tider siden en Broder og Søster bandt deres stakkels Moder som en Blære til en Hvidfisk, det er alt hvad jeg har hørt derom.« Da sagde han, som stod udenfor: »ja jeg er denne Mand, som havde sin Moder til Fangeblære; for at angive mig er jeg kommen hertil, kommer I nu ud og betragter mig.« Da gik Angakokken ud med sine Tilhørere, og der saae de ham staaende opreist ved Siden af den opstillede Baad i det klare Maaneskin, hans Haar var kridhvidt, som om han havde en Hætte af Hareskind, men hans Ansigt var ganske sort og han havde Klæder af Rensskind, og han sagde, at Søsteren kunde af Alderdom ikke røre sig mere, og de havde deres Hytte langt inde i Landet og deres Huusfæller vare frygtelige, sagde han, og havde Hoveder som Sælhunde. Derpaa lagde han til: »herefter vil jeg ikke mere lade mig see af Mennesker, dem jeg vilde bekjende for, har jeg bekjendt for, at vi brugte vor stakkels Moder til Fangeblære.« Med disse Ord gik han og blev senere aldrig mere seet.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 51-54.
