Den danske litteraturs historie fra dens Begyndelse til vore Dage

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


DEN DANSKE
LITTERATURS HISTORIE

FRA BEGYNDELSEN TIL VORE DAGE

(Uddrag)


af
Frederik Winkel Horn


Gyldendalske Boghandels Forlag - København 1881


Den oldnordiske Literatur

   Vort Fædrelands Literatur har nogle af sine bedste og
 livskraftigste Rødder i den rige og frodige Digtning,
 Sagafortælling og øvrige aandelige Produktion, der i den hedenske
 Oldtid trivedes over hele Norden. Denne kan ganske vist i
 og for sig kun uegentlig kaldes en Literatur, for saa vidt som
 den først antog de Former, hvortil dette Navn efter
 almindelig Sprogbrug plejer at knyttes, efter at de Forudsætninger,
 under hvilke den havde udviklet sig, vare blevne væsentlig
 forandrede, navnlig efter at Kristendommen var traadt i
 Hedenskabets Sted. I sin egentlige Blomstringstid bares den 
udelukkende af mundtlig Tradition, og en uundgaaelig Følge 
heraf maatte blive, at overmaade meget af dens 
Frembringelser gik tabt. Det er da ogsaa forholdsvis kun faa og
 sparsomme Rester, vi have tilbage af den Rigdom, der har
 været. Den ældre Eddas Kvad, de talrige Brudstykker af
 Kvad i de mythisk-romantiske Sagaer, selve disse Sagaer, der
i Virkeligheden kun ere Gjengivelser af tabte Digte, den 
yngre Eddas Gudefortællinger, Hentydninger til Gude- og
 Heltesagn i senere Skjaldes Digtning o. s. v. vise tilbage til
 en Sangrigdom, om hvilken vi vanskelig kunne danne os en 
tilstrækkelig omfattende Forestilling, til en Digtning og i det 
hele taget til en Aandsvirksomhed, i hvilken det ejendommelige
 Liv, der rørte sig blandt vore Fædre, har fundet et baade 
storartet og ejendommeligt Udtryk.

   Naar vi tale om den oldnordiske Literatur som et af de 
betydningsfuldeste Udgangspunkter for vort Fædrelands 
Aandsliv, saaledes som det har givet sig Udtryk i Sprogets Form,
 et Udgangspunkt, som vel aldrig ganske er bleven tabt af
 Syne, ad hvilke underlige Veje vor Literatur end har
 bevæget sig, men som dog først i dette Aarhundrede kom fuldt
 og klart frem og blev væsentlig bestemmende for den Bane,
 den maatte gjennemløbe for at naa frem til national
 Selvstændighed, tænke vi selvfølgelig ikke paa den rige 
Produktion, der foregik i Norge og paa Island i de første
 Aarhundreder efter Kristendommens Indførelse, hvilende paa særlig 
norske og islandske Forhold, men paa den, der ligger forud 
for denne og maa betegnes som de nordiske Folks Fælleseje,
 hvilken det blev Islændingernes Lod at bevare de forholdsvis faa
 Rester af, vi have tilbage. Den Fortsættelse, som denne over 
hele Norden udbredte Produktion, der efter hele sin
 Karakter i Ordets egentlige Betydning maa siges at være en 
Folkepoesi, fandt navnlig paa Island i den Sagaskrivning og
 Skjaldedigtning, der i vor Middelalders første Halvdel 
trivedes saa frisk og frodig der, har det danske Folk ingen Lod
 og Del i; den har kun direkte Betydning for os, for saa vidt
 som den Aand, hvoraf denne Produktion udsprang, maa siges 
at være den fælles nordiske Folkeaand, som der fik Lejlighed
 til at røre sig frit efter sin Ejendommelighed, medens den
 hos os lagdes i Lænker og faldt i Dvale. Naar vi gjøre
 Krav paa Medejendomsretten til de Skatte, Islændingerne
 have bevaret til vore Dage, da gjælder dette Krav
 udelukkende de Aandsfostre, hvis Oprindelse ligger langt forud for
 den Tid, da de fæstnedes paa Pergamentet, og i Forhold til
 hvilke Islændingerne kun kunne siges at have været de 
lykkelige Bevarere, af hvad der ellers i endnu langt højere Grad,
 end Tilfældet blev, vilde være gaaet tabt. I det enkelte at 
paapege, hvad der af den levnede “fællesnordiske” Arv maa
 antages at have været dansk Særeje, lader sig næppe gjennemføre uden for en ringe Dels Vedkommende, men at der i
 den heroisk-romantiske Digtning, som Islændingerne have 
bevaret, findes adskilligt, der hører oprindelig hjemme hos os,
 er uden for al Tvivl.



   De Forhold, hvorunder Literaturen begyndte i Danmark,
 og som betingede dens Væsen og Beskaffenhed for lange
 Tider, vare vidt forskjellige fra dem, under hvilke den
 norsk-islandske Skjaldedigtning og Sagaskrivning udviklede sig.
 Baade i Norge og paa Island, og navnlig paa det sidst
nævnte Sted, var der mange Betingelser til Stede, som maatte
 bidrage væsentlig til, at den literære Udvikling, da den
 blev sig bevidst, fremtraadte med et stærkt nationalt Præg
 og med stærk Tilknytning til Oldtidens Hedenskab, hvori den
 havde sin Rod, medens den hos os fik en langt mere 
kosmopolitisk Karakter og kom til at træde i et langt bestemtere
 Forhold til den kristelige Kultur. Kristendommen indførtes
 hos os fra Tyskland af, den bares længe frem af fremmede,
 dels tyske, dels angelsachsiske gejstlige, og selv efter at
 Landets egne Børn havde sluttet sig sammen om den nye Lære,
 og dens Forkyndere toges af deres Midte – hvilket 
imidlertid ikke udelukkede, at der endnu et godt Stykke ned i
 Middelalderen indvandrede og indkaldtes fremmede Munke, 
ja hele Munkekolonier –, vedblev Kirkemændene, de eneste,
 der sad inde med den aandelige Dannelse og forstod at føre
 Pennen, ligesom i de Lande, hvorfra Kristendommen var 
kommen, at staa som et i mange Henseender stærkt afsluttet
 Lav overfor de øvrige Stænder, ofte i heftig og bitter Strid
 med disse. Langt friere udviklede Forholdene sig derimod
 navnlig paa Island, hvor den nye Lære indførtes og strax fra
 første Færd af holdtes oppe af Landets egne Børn, idet det 
gamle Forhold, at den gejstlige og verdslige Myndighed
 inden for et mindre Omraade var forenet i én Person, i mange 
Tilfælde bevaredes. Kløften imellem det gejstlige og verdslige
 blev som Følge heraf af langt ringere Betydning, og den aandelige Udvikling fortsattes paa mange Punkter ganske i
 de samme Spor efter som før Trosforandringen. Medens de
 fremmede kristne Præster hos os ivrede imod de gamle
 Minder som djævelsk Overtro og søgte at udrydde dem med 
Rode, hvilket i det hele taget kun alt for godt lykkedes dem,
 førte Forholdene paa Island tvært imod naturlig med sig, at
 man ivrig søgte at bevare, hvad der var levnet af den Art,
 navnlig fordi Skjaldedigtningen her havde sit vigtigste
 Tilholdssted paa denne Tid. I denne ejendommelige Poesi, som
 aldeles overvejende dyrkedes og udøvedes af Islændinger, der 
rejste om fra Stormand til Stormand i de nordiske Lande og
 høstede Hæder og Ære for deres Kvad, spillede Billeder og
 Vendinger, der havde deres Rod i den gamle hedenske
 Mythe- og Heltedigtning, en fremragende Rolle, og den vilde ikke
 kunne have undværet dem uden at undergaa en
 gjennemgribende Forandring, eller rettere uden fuldstændig at skifte
 Skikkelse og Væsen. Herom kunde der imidlertid ikke være
Tale, og endnu mindre om at opgive den, dertil var den alt
for nøje knyttet til den hele Kultur og havde alt for dybe 
Rødder i en Fortid, Folket saa’ paa med ublandet Stolthed
 og Glæde. Og ligesom Modersmaalet vedblev at være
 Skjaldenes Sprog, blev det ogsaa naturlig det, hvori den islandske
 Saga, der hvilede paa mundtlig Tradition, fortsattes og
 omsider førtes i Pennen, medens hos os Romerkirkens Sprog,
 Latinen, blev den lærde Gejstligheds Meddelelsesmiddel, der
 benyttedes, selv hvor det var Æmner af almen national
 Interesse, der behandledes, og hvor det i endnu højere Grad, end
 Tilfældet var i Almindelighed, maatte virke hæmmende for
 en fri og naturlig aandelig Udvikling. Medens kort sagt det
 folkelige kom til sin Ret i den islandske Literatur, var 
Betingelserne hos os saadanne, at der kun kunde komme en
 lærd Literatur ud af dem, en Literatur af og for lærde, og
 de Strømninger, der havde deres Udspring i Folket og i den
 fra Hedenold givne Udvikling, der tilsyneladende afbrødes
 helt af Kristendommen, mundede først langt senere ud i 
Literaturen.




Gejstlig Lærdom og Dannelse

   Den gejstlige Dannelse, hvilket altsaa i Virkeligheden vil
 sige den aandelige Dannelse i Almindelighed i Danmark hele 
Middelalderen igjennem, var ikke blot oprindelig importeret,
 men vedblev at være stærkt knyttet til Udlandets Lærdomssæder,
 idet de Klerke, der attraaede en videre gaaende Uddannelse,
 søgte den først ved de tyske Universiteter i Köln, Hejdelberg
 o. s. v., noget senere ved de berømte Højskoler i Paris, 
Bologna, Padua o. s. v., indtil man i Slutningen af 
Middelalderen, da de aandelige Interesser vare gaaede betydelig tilbage,
 igjen nøjedes med at søge til de nærmere liggende tyske
 Universiteter. I Danmarks Glanstid, Valdemarernes 
Tidsalder, da Danmark ikke blot i Henseende til Magt, Anseelse 
og Velstand indtog en fremragende Plads, men ogsaa det 
aandelige Liv i Middelalderen stod paa sin største Højde her
hjemme, var det især Paris, der drog Ungdommen til sig. 
Universitetet her var ogsaa paa den Tid den mest omfattende
 og i alle Henseender ypperste Læreanstalt, der fandtes i 
Evropa; Ynglinge fra alle Lande samledes der i Mængde, og
 ogsaa fra Norden, særlig fra Danmark gjæstedes den berømte 
Højskole af mange, som efter der at have erhvervet den 
højeste lærde Dannelse, Tiden bød, og ofte vundet Hæder og
 Ære derved i det fremmede Land, vendte hjem for at naa
 op til de højeste Stillinger i Kirken; exempelvis kan saaledes
 nævnes Absalon og Anders Sunesøn, af hvilke den sidst
nævnte har været Lærer, muligvis endogsaa Rektor ved 
Universitetet i Paris, en Værdighed, der flere Gange beklædtes
 af Danske; i det fjortende Aarhundrede kjendes Navnene
 paa mindst 4 Pariserrektorer “de Dacia”. At Tilstrømningen
 af Danske virkelig har været forholdsvis anselig, kan bl. a.
 ses af, at der ved Midten af det 12te Aarhundrede dannedes
 et særligt dansk Kollegium “Collegium Danicum”, det første 
af denne Art, der bestod i over to Hundrede Aar.

   Theologien og hvad dermed stod i mer eller mindre umiddelbar 
Forbindelse, Filosofi og kanonisk Ret, var naturligvis saa
 godt som den eneste Gjenstand for Studium; det var 
Mystikens og navnlig Skolastikens Tidsalder, og ved Højskolerne
 var det naturligvis især de skolastiske Granskninger, hvortil
 Italieneren Anselmus og Franskmanden Abälard, 
Middelalderens berømteste Kirkelærere, havde givet Signalet, der 
spillede Hovedrollen. Det laa i Sagens Natur, at synderlig 
befrugtende for Aand og Hjærte kunde disse Studier ikke være;
 idet de, tagende Kirkelæren som den givne urokkelige 
Forudsætning, der ikke kunde underkastes nogen Tvivl, blot gik ud paa
 at tilvejebringe en udvortes Harmoni imellem den frie 
Tænkning med Aristoteles som Grundlag og det givne System af
 dogmatiske Formler, nærmest ved at følge disse ud i deres
 subtileste Konsekvenser, vare de væsentlig at betragte som
 rene Forstandsøvelser, hvor Definitioner og Distinktioner var 
Hovedsagen og Troens levende og væsentlige Indhold af
 underordnet Betydning. Ganske af samme Art og 
Beskaffenhed var naturligvis den Undervisning, der meddeltes i Kloster-
 og Domskolerne her hjemme, for saa vidt den ikke 
indskrænkede sig til Latin og de tarveligste Forudsætninger for
 Udførelsen af Kirketjenesten. Blandt saadanne Skoler 
nævnes den, der oprettedes af Biskop Gunner i Viborg (d. 1251),
 medens han var Abbed i Øm Kloster, som særlig udmærket,
 idet det hedder om den, at hans Lærlinge gjorde lige saa 
god Fremgang “saa vel i Sædelighed som i Videnskab, som
 om de havde studeret i Paris.” At Studiet af det latinske
 Sprog dyrkedes i samme Forhold, som aandeligt Liv 
overhovedet trivedes iblandt Gejstligheden, følger af sig selv.
 Romerske Forfatteres Skrifter afskreves i Klostrene, disse
 saavel som private gejstlige dannede Bogsamlinger, der synes
 undertiden at have været ret anselige, og Lærdommen holdtes
 i det hele højt i Ære i den bedste Klerketid. Først i Middelalderens senere Del indtraadte der heri som paa alle andre
 Omraader en sørgelig Nedgang.


Ælnoth

   Det er ganske betegnende for den Betydning, Kirken, og hvad der stod i forbindelse med den, havde for det aandelige Liv, hvorledes den dannede det Midtpunkt, hvorom dette samlede sig, at det første Skrift af nogen Betydning, der vides at være bleven til her i Danmark, nærmest maa siges at have til Formaal at forherlige den første danske Helgen, Knud den hellige, som under hele sin Regering var en ivrig Forkæmper for Kirkens Tarv og til sidst ofrede Livet for dens Sag. Skriftet hedder “Historia ortus, vitæ et passionis Scti. Canuti regis Daniæ” og er forfattet af Munken Ælnoth fra Kent, om hvem der for øvrigt kun vides, at han har levet i Danmark i Slutningen af det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, som Præst ved St. Albani Kirke eller maaske Forstander for St. Knuds Kloster. Skriftet, der er tilegnet Kong Niels, antages at være skrevet 1109, det kan i alt Fald ikke være synderligt ældre eller yngre og har derfor en ikke ringe Interesse som en næsten samtidig Fremstilling af Martyrkongen Liv og Død, der i det hele taget er skildret med historisk Troværdighed, om end Tonen i Forfatterens Lovtaler over hans Helt er stemt vel højt (1).

Skjønt Ælnoths Skrift saaledes ikke er uden historisk Værd, og saa meget mere vigtigt for os, som Kilderne for vor Kundskab om denne Tidsalder flyde yderst sparsomt, er det dog aabenbart kun paa Grund af hans Forhold til Kirken, at Kong Knud har interesseret Forfatteren og bragt ham til at skrive hans Biografi. Historieskrivning i og for sig for Historiens egen Skyld, laa endnu ikke for Tiden; der skulde hengaa næsten et helt Aarhundrede, før Trangen til at optegne Minderne om Fædrenes Liv og Bedrifter vaagnede, og med en enkelt Undtagelse var det hele Middelalderen igjennem kun ringe bevendt dermed. Foreløbig indskrænkede Klosterlitteraturen sig, som det da også var at vente, til at behandle religiøse Æmner af forskjellig Art, en Virksomhed, der naturligvis vedblev hele Middelalderen igjennem. Hvad der er levnet af Skrifter, der kunne give os en Forestilling om Tidens videnskabelige Standpunkt, er yderst lidt, i Forhold til hvad der vist nok maa antages at have været til, i Betragtning af den theologiske Dannelse og Lærdom, der vitterlig var her i Landet i Middelalderens bedste Tid; flere fremragende gejstelige omtales som theologiske Forfattere, saaledes den før nævnte Biskop Gunner, Ærkebisperne Jakob Erlandsen og Jens Grand o. fl.


Anders Sunesøn

   Ogsaa Helgendigte, Legender o. l. forfattedes naturligvis
 paa Latin, ligesom Kirkesangen saa vel som Gudstjenesten i
 det hele taget, ved hvilken Messen spillede Hovedrollen, i
 Reglen benyttede Kirkens Sprog, hvad der jo laa i Sagens
 Natur. Der mangler dog ikke ganske Spor til, at Modersmaalet
 nu og da har været benyttet ved Menigmands Deltagelse 
i Gudstjenesten, ikke blot til Prædiken, men ogsaa til
 Lovsang, skjønt der nu intet haves af aandelig Digtning paa
 Dansk yngre end Tiden hen imod Reformationen. Det betydeligste
 Produkt, Tidens skolastiske Lærdom har afsat, er
 Anders Sunesøns Digtning “Hexaëmeron”. Denne fremragende
 Mand, Absalons Efterfølger paa Lunds Ærkebispestol
 1201-1222, da han slagen af Spedalskhed maatte trække
 sig tilbage i Ensomhed til sin Død (1228), stod paa Højden 
af sin Tids lærde Dannelse, og vandt under sit fleraarige Ophold
 i Udlandet (i Paris, England og Italien) stor Anseelse,
 der, som alt berørt, fik sit Udtryk i den Stilling, han
 beklædte ved Højskolen i Paris, og som han siden
 yderligere befæstede ved sit af hans Samtid højt priste store 
Digt. Dette omfatter 8039 Hexametre, der i det hele taget
 just ikke ere mønsterværdige i metrisk Henseende, som Værket da overhovedet ikke vidner om nogen særlig digterisk 
Begavelse og ogsaa i Fortalen betegnes som nærmest
 bestemt til Ungdommens Undervisning, til at lære Latin af,
 uden at Lærlingene udsattes for den Fordærvelse, Læsningen
 af de hedenske Digtere, “disse Sirener”, let kunde medføre,
 men tvært imod lokkedes til at elske Læren. Som Navnet
 antyder, skildrer Digtet Verdens Skabelse i de sex Dage;
 det indskrænker sig imidlertid ikke hertil; til Behandlingen 
af dette Æmne medgaar kun de tre af Værkets Bøger. Resten
 optages af Allegorier og skolastiske Udviklinger af forskjellige 
Punkter i Kirkelæren, betydelige Partier af Forfatterens
 theologiske System, det hele vidnende om stor dialektisk 
Kløgt og stor Lærdom. Hexaëmeron er ikke den eneste
 Digtning, Anders Sunesøn har frembragt; et større skolastisk 
Digt “De septem sacramentis” er nu vist nok tabt, men omtales
 endnu af Huitfeldt som tilværende i Lunds Domkirke. Desuden 
kjendes et Par mindre latinske Sange af ham til Jomfru
 Marias Pris (“Mariaviser”), som vides at være blevne 
brugte ved Gudstjenesten, ikke blot i Danmark, men ogsaa
 i Tyskland, Frankrig og England (2).




Sans for Fædrelandets Historie

   Samtidig med, at Middelalderens skolastiske Lærdom
 fik sit betydeligste Udtryk i Anders Sunesøns Digt, og omtrent
 samtidig med at den norsk-islandske nationale Historieskrivning 
naaede sin højeste Blomstring i Snorre Sturlessøns 
udmærkede norske Kongekrønike fik ogsaa Danmark sin Historie
 skrevet. Skjønt den fremmede kirkelige Kultur, der,
 som antydet, efterhaanden blev godt hjemme hos os, tvært
imod at fremme snarere maatte hæmme enhver Bestræbelse
 efter at drage den “barbariske” og hedenske Fortid frem for

 Mindet, var den historiske Sans hos Folket og dets ledende
 Mænd dog heldigvis for stærk til helt at kunne kvæles, om 
end den latinske Dannelses Krav var stærke nok til at kunne
 paatrykke den Historieskrivning, der udviklede sig, sit Præg, 
saa den fremtraadte i fremmed Klædebon. Flere af 
Danmarks Konger i Middelalderen synes at have vidst forholdsvis
 god Besked om Fortidens Forhold og Fædrenes Bedrifter;
 det var saaledes f. Ex. Tilfældet med Svend Estridsøn, om 
hvem Adam af Bremen vidner, at han kjendte “Barbarernes
 Bedrifter udenad, som om de havde været opskrevne”, og
 som meddelte ham megen Oplysning til hans Værk om 
Menigheden i Norden. Og det var uden Tvivl ikke blot blandt
 Kongerne, man kunde finde Sans for Fædrelandets Historie;
 Adam nævner saaledes blandt sine andre Hjemmelsmænd en
 dansk Biskop, og det tør vist nok i det hele taget antages,
 at Interessen i denne Henseende ikke har været saa ganske 
ringe, hvorom det store Stof, der stod til Raadighed, da 
Tiden til at skrive Danmarks Historie var kommen, da ogsaa
 synes at vidne bestemt nok.

   

I de første Valdemarers Tid finde vi Spor til, at denne 
Interesse har taget et betydeligt Opsving. Valdemar den
 store havde megen Sans for de historiske Minder og viste
 den bl. a. ved at sende Folk til Bleking for at undersøge den 
bekjendte Trapgang “Runamo”, hvis naturlige Ridser og
 Sprækker man allerede den Gang holdt for Runetegn; de 
kunde imidlertid ingen Mening faa ud af de formentlige 
Skrifttegn, fordi disse, som de meldte Kongen, dels vare udslidte
 af Vandløb, dels af de Vejfarendes Skridt, saa Stregerne løb 
i hinanden. Kongen vilde selv gjærne kjende og fortælle 
historiske Begivenheder, og der er bevaret karakteristiske 
Vidnesbyrd om, hvor begjærlig han var efter at høre de islandske
 Sagamænd fortælle, som han lejlighedsvis kom i Berøring 
med. Til at vedligeholde og styrke denne historiske Sans
 bidrog vist nok den forholdsvis levende Forbindelse med Islændingerne, der fandt Sted under de første Valdemarer, ikke 
saa lidt. Danmark gjæstedes af flere islandske Skjalde, og
 vi have da ogsaa Vidnesbyrd om, at Islændingerne ikke blot
 vare ydende, men ogsaa bragte Fortællinger med sig hjem
herfra, navnlig de to Sagaer om Jomsvikingerne og 
Knytlingerne, der begge ere af Vigtighed for vor ældre Historie,
 og hvortil Stoffet utvivlsomt er hentet direkte fra Danmark.
 Den sidst nævnte, der handler om Danmarks Konger fra
 Harald Gormsen af indtil Knud den sjette, tillægges med stor
 Sandsynlighed den navnkundige islandske Skjald Olav 
Thordarson, kaldet Hvítaskáld, der opholdt sig en Tid lang ved
 Valdemar Sejrs Hof, og om hvem det i Sagaen hedder, at
 han fik mange historiske Efterretninger og Frasagn af Kongen.

 Stødet til en hjemlig Historieskrivning i Danmark udgik
 fra den i saa mange Henseender udmærket fortjente 
Ærkebisp Absalon, i hvem vi, naar alt kommer til alt, maaske
 turde have den alsidigste og mest storslaaede Repræsentant
 for det Liv, der rørte sig paa alle Omraader i den glimrende
 Tidsalder, han tilhørte. Selv stod han paa Højden af sin
 Tids lærde Dannelse, og ved Siden deraf havde han et klart
 Blik for Vigtigheden af, at de historiske Minder bevaredes.
 Han paalagde Munkene i Sorø at holde Bog over, hvad
 mærkeligt der skete i Landet. Exemplet fulgtes i andre
 Klostre, og herfra stamme de Annaler, hvoraf vi endnu have
 flere tilbage; da Sansen først én Gang var vakt, bar den
 ogsaa Frugt paa anden Maade, idet der nu og da forfattedes 
biografiske Skrifter over fortjente Mænd (f. Ex. den før
nævnte Biskop Gunners Levnedsbeskrivelse). Nogen større 
Betydning fik denne Virksomhed imidlertid ikke; Annalerne,
 der aldrig ere én Mands Værk, men optegnede af forskjellige 
efter hinanden gjennem flere Slægtled, indskrænkede sig
 for største Delen til tørre Aarsregistre, og om en egentlig 
Historieskrivning kan der her slet ikke være Tale, om det
 end utvivlsomt har været Absalons Mening, at en saadan skulde udvikle sig deraf. Han nøjedes imidlertid ikke med 
at lægge Spirer, der ikke udviklede sig til, hvad der stod for 
ham som Maalet, men fremkaldte direkte de to betydeligste
 historiske Værker, vor Middelalder frembragte, Saxos og
 Svend Aagesøns, som begge ere skrevne efter hans 
Opfordring


Svend Aagesøn

   Svend Aagesøn tilhørte en af Landets rigeste og
 fornemste Slægter, der stammede ned fra Palnatoke; 
Ærkebiskop Eskild i Lund (1137-1178) var hans Farbroder. Om 
hans Livsforhold vides for øvrigt intet, uden at han selv ogsaa
 var gejstlig, rimeligvis Kannik i Lund. Hans Bog “Compendiosa 
historia regum Daniæ” er det første Forsøg paa at
give en sammenhængende Fremstilling af Danmarks Historie
 og gaar fra Kong Skjold til Kong Knud den sjette, hans
 egen Tid, men er, som Titlen angiver, meget kortfattet, og
 dvæler kun lidt mere ved enkelte fremtrædende Punkter, som
 Vermund og Uffe, Thyra Danebod o. fl. Om Valdemar den
 store og Knud den sjette er hans Meddelelser paafaldende
 sparsomme; han vidste, at deres Historie vilde blive udførlig
 skrevet af en Mand, der var Arbejdet voxen. Som Grund
 til, at han ikke skriver vidtløftigere, anfører han, at Saxo
 samtidig er i Færd med at give en udførligere Fremstilling.
 Han nævner Islændingerne og deres Kvad, men har ogsaa,
 og uden Tvivl fortrinsvis, haft indenlandske Hjemmelsmænd,
 “gamle bedagede Folk, som han har udspurgt (3)”.




Saxo

   Saxo med Tilnavnet Langus, den lange eller af de Langers
 Slægt, for sin pyntelige Latins Skyld ogsaa kaldet Grammaticus, betegnes af Svend Aagesøn som hans “Kontubernal”, hvilket Udtryk man har forstaaet som betydende “Medbroder
 i Kapitlet”, saa at man har sluttet, at Saxo ligesom Svend har
 været knyttet til Domkapitlet i Lund. Det synes imidlertid

 rimeligere, at Ordet Kontubernal er at opfatte ligefrem som
 “Teltkammerat” og har Hensyn til de to Klerkes Samliv
 paa et eller flere af Tidens Krigstog, i hvilke det jo ikke
 hørte til Sjældenhederne, at gejstlige tog Del. Svend 
Aagesøn fortæller selv, at han har været med Absalon paa Tog 
i Venden, og Saxos Skildring af Begivenhederne i hans 
Samtid er saa levende og anskuelig, at man paa mange Steder
 næsten nødsages til at antage, at han skildrer som øjenvidne 
og ligesom sin Fader og Farfader, der havde været Krigere 
under Valdemar den store, har taget personlig Del i 
Krigsbegivenhederne. Ifølge et gammelt Sagn skal han have
 været Provst (præpositus) i Roskilde og være begravet i
 Domkirken der, og der er i Virkeligheden intet fremkommet,
 der væsentlig kan svække den Beretning, i Følge hvilken 
han maa antages at have været knyttet til Roskilde. Med
 Vished vides imidlertid kun, at han var Absalons Klerk (d. v. s. 
Sekretær, Kansler), og han har aabenbart staaet denne, paa hvis
 Opfordring han skrev sit Værk, meget nær. Han overlevede
 Absalon og tilegnede hans Eftermand Anders Sunesøn sit
 Arbejde. Han kan ikke være død før 1208.



   Saxos Danmarks Krønike, “Gesta Danorum” eller “Historia 
Danica”, er vor Middelalders aandelige Storværk, en
 Bog, som, lige fra det første den blev almindelig bekjendt,
 har været Gjenstand for Beundring paa Grund af de 
fortrinlige Egenskaber, der i formel Henseende udmærkede den,
 først den for den Tid usædvanlig elegante og smagfulde 
Behandling af Latinen, som skaffede Forfatteren hans Tilnavn
 “Grammaticus”, dernæst den helt igjennem livfulde og 
fængslende Fremstilling. Svend Aagesøn, hvis Værk da 
ogsaa i denne Henseende staar langt tilbage for Saxos, 
erkjender ham beredvillig for sin Overmand i Stilens Skjønhed,
 og den sjællandske Krønike, der er fra anden Halvdel af det
13de Aarhundrede, priser hans vidunderlige og smagfulde
 Veltalenhed. Efterhaanden som det gik tilbage med Videnskabeligheden og Dannelsen i Klostrene og Kapitlerne, kom
 man imidlertid naturligvis længere og længere bort fra hans
 Stil, som man mere og mere savnede Forudsætninger til at 
forstaa og skjønne paa, og hen ved Midten af det 15de 
Aarhundrede eller maaske endnu tidligere paatog Munken 
Thomas Gheysmer sig paa en tidssvarende og i det hele meget
 respektabel Maade at erstatte Saxos Værk, der faktisk saa 
godt som ikke mere læstes, ved et Compendium (med 
Fortsættelse deraf). Han motiverer sit Arbejde med den
 Bemærkning, at “Saxo paa mange Steder har været for 
vidtløftig og har sagt meget mere til Prydelse end for at fremme
 historisk Sandhed; hans Stil er dunkel og formedelst mange
 Ord og en Del Poesi usædvanlig i den nyere Tid”, Ord der
 noksom betegne den Tilbagegang, der var foregaaet i Løbet 
af et Par Hundrede Aar. Heldigvis gik Bogen dog ikke til
 Grunde, men det var med Nød og næppe, at Kristjern 
Pedersen fik opdrevet det Exemplar af den, hvorefter den første 
Udgave blev trykt (i Paris 1514). Mange Afskrifter har der
 næppe været af dette Værk, der stod saa højt over sin 
Samtids og de nærmest følgende Aarhundreders øvrige 
Frembringelser; nu haves der kun nogle faa Membranblade af det.
 Da Bogen blev tilgængelig for den lærde Verden, vakte den
 strax megen Beundring; Pariserudgaven blev forholdsvis 
hurtig efterfulgt af to Eftertryk, og det 17de Aarhundredes lærde
 Latinister vare enige om at berømme dens fortrinlige Stil.
 Videst i denne Henseende gaar Erasmus fra Rotterdam, som,
 ikke længe efter at Bogen var udkommen, siger om Saxo,
 at “han har bearbejdet sit Folks Historie med Glans og 
Højhed i Stilen. Jeg priser hans livfulde, fyrige Aand, hans 
aldrig slappe eller søvnige Foredrag; ikke mindre end hans 
ualmindelige Sprogfylde, hans Rigdom paa Leveregler og
 hans beundringsværdige Mangfoldighed i Billeder, saa at man 
ikke noksom kan undres over, hvorfra en dansk Mand paa 
hin Tid kunde faa saa stor en Kraft i sin Veltalenhed.” Og al den Ros, der er bleven ham til Del, er i Virkeligheden
 ogsaa vel fortjent; han staar i Henseende til Stilen og 
Foredragets Kunst ikke blot højere end vore øvrige Forfattere i
 Middelalderen, hvad der ikke vil sige stort, men saa højt 
over dem, at han maa siges at indtage en meget 
fremragende Plads blandt Evropas latinske Stilister (4), og
 ogsaa som latinsk Digter har han i de talrige Gjengivelser 
af gamle Kvad, der findes i hans Krønike, vist sig at være 
ualmindelig begavet og uddannet. - At han i sin brede, 
ordrige og pyntelige latinske Omdigtning af de gamle Sange
 har fjærnet sig saa langt fra deres oprindelige Tone, at denne
 maa siges at være bleven fuldstændig borte, er en anden Sag;
 anderledes kunde han ikke stille sig Opgaven, som han maa 
siges at have løst med sjælden Smag og Dygtighed. Havde 
han givet os de gamle Kvad i fuldstændig nøjagtig prosaisk
 Oversættelse, eller havde han givet os sit Værk paa 
Modersmaalet, vilde det være bleven et uskatterligt Klenodie, som 
næppe nogen Literatur skulde kunne opvise noget Sidestykke 
til, men allerede som det er, er det et Værk af første Rang.
 At det blev skrevet paa Latin, laa i de ovenfor antydede
 Forhold og kunde vanskelig være anderledes.



   Saxos Danmarks Historie falder i to Dele, der hente 
deres Stof fra Kilder af væsentlig forskjellig Art og derfor 
ogsaa ere væsentlig forskjellige i hele deres Karakter. Den
 første, rent sagnhistoriske, omfatter de ni første af Værkets
 sexten Bøger, den sidste, rent historiske, kan egentlig først
 siges at begynde i hele sin Renhed med den 12te Bog; i de

 to mellemliggende Bøger og navnlig da i den 10de brydes 
Historie og Sagn. Det hele Værk skyldes utvivlsomt 
mundtlig Tradition, som Saxo har samlet og gjengivet, væsentlig
 som den kom til ham, thi om nogen egentlig Kritik 
bærer hans Krønike ikke Vidne. For hans Samtids og den
 nærmeste Fortids, eller for de 5 sidste Bøgers Vedkommende,
 har denne Kilde flydt saa rigelig, at han har været i Stand 
til at skrive i høj Grad udførlig, des mere, jo nærmere 
Begivenhederne ligge hans egen Tid, og det er jo ogsaa let
forstaaeligt, at Absalon, efter hvis Ønske han paatog sig det
 store og vigtige Hverv, har gjort alt, hvad han kunde, for at 
sætte ham i Stand til at løse Opgaven saa godt og værdig
 som muligt. Saxo vidner selv, at Absalon har været hans
 Hjemmelsmand for Fortællingen om hans og andres Bedrifter,
 og paa et enkelt Punkt, for Svend Estridsens Sønners 
Historie, synes vi at have Svend Aagesøns Vidnesbyrd om, at
 Absalons Beretning har været Kilden for Saxos Fremstilling.
 Det mindst tilfredsstillende Parti er 11te og især 10de Bog, i
 hvilke Traditionen har været paafaldende fattig og unøjagtig.
 Derimod er de ni første Bøger af uskatterligt Værd ved de 
Billeder af Danmarks Sagntid, de oprulle for os. Hans 
Kilder ere her gamle danske Kvad, af hvilke der, at dømme
 efter hans latinske Vers, som utvivlsomt alle ere Gjengivelser 
af Kvad eller Brudstykker af Kvad paa Modersmaalet, paa
 hans Tid endnu maa have levet en stor Mængde i 
Folkemunde, deriblandt adskillige, som næppe kunne have været
 kjendte paa Island, da de ikke have afsat det ringeste Spor 
der, ligesom ogsaa den Forskjel der paa mange Punkter er 
imellem den islandske Tradition og Saxos Gjengivelse af
 danske Oldsagn, peger i samme Retning og vidner om, at
 Sang og Sagn har ført et selvstændigt Liv ogsaa hos os. En
 poetisk eller rhetorisk Overdrivelse er det naturligvis, naar
 han efter at have fortalt, at Forfædrene ikke blot digtede Kvad
 om de store Bedrifter, men ogsaa indristede dem paa Klipper og Stene, tilføjer, at han har gjennemgransket disse Oldtidsminder 
ligesom Oldskrifter og oversat dem nøjagtig Vers for Vers.
 At heller ikke dette sidste Udtryk om den poetiske 
Oversættelses Nøjagtighed maa forstaas efter Bogstaven, have
 vi ogsaa allerede antydet. Saxos sirlige, bredt udførte Vers
 ere vidt forskjellige i Aand og Tone fra de Originaler, han
 har haft for sig, og man behøver ikke i denne Henseende at
 nøjes med et almindeligt Indtryk, man kan paa enkelte 
Punkter ligefrem kontrollere ham under denne Del af hans 
Arbejde. Exempelvis kan saaledes nævnes hans paa sin Vis
 ypperlige Omskrivning i Hexameter af Bjarkemaalet, hvoraf
 der som bekjendt er bevaret nogle Brudstykker i den 
oldnordiske Text; i Sammenligning med Originalen er hans
 Oversættelse i høj Grad udtværet. Til Saxos Hjemmelsmænd
 for den sagnhistoriske Del af hans Værk har for øvrigt 
utvivlsomt hørt islandske Sagnfortællere; han beraaber sig selv i
 sin Fortale paa dem, og hans Værk vidner ogsaa, hvor 
forskjelligt det end i hele sin Stil er fra den islandske Saga,
 om, at han har været fortrolig med denne; at han skulde have
 haft skrevne Sagaer for sig, er der ikke det ringeste Spor 
til. Hans Fremgangsmaade ved Fortællingen af de Myther 
og Heltesagn, der udgjøre Indholdet af hans Værks 9 første
 Bøger, har aabenbart været den, at han har samlet, hvad han
 kunde overkomme af den Art, med sin livfulde, skabende
 Fantasi ordnet og sammenarbejdet det paa den Maade, der 
tyktes ham rimeligst og bedst, og fremstillet det saa episk-
anskuelig som muligt. Nogen Stræben efter paa dette 
Omraade kritisk at sondre Digtning fra Virkelighed finde vi ikke, 
tvært imod er der al Grund til at antage, at han under
 Sagnstoffets Omsætning i den latinske Form paa mange 
Punkter mer eller mindre bevidst har pyntet paa det, for at
 det kunde tage sig saa meget bedre ud i den fremmede
 Dragt. Medens der er den Forskjel mellem den første og
 den sidste Del af hans Værk, at vi i hin have med mer eller mindre æventyrlige Sagn og i denne med paalidelige historiske
 Kjendsgjerninger at gjøre, samles disse to vidt forskjellige
 Elementer i hans Fremstilling ved den ensartede Maade,
 hvorpaa han stiller sig til dem. Han er hverken Annalist 
eller Legendesamler som de fleste andre af Middelalderens
 historiske Forfattere. Han samler sig bestandig om en eller
 anden særlig fremtrædende Personlighed, hvis Levned og Bedrifter 
han skildrer fyldig og malende, med en høj Grad af
 Agtpaagivenhed for de større og mindre betegnede Træk i
 Karakter og Handling; han søger igjennem alle disse Billeder
 at give et samlet Billede af det danske Folks Levnedsløb 
fra Oldtiden til hans egen Tid, saaledes som det tegnede sig
 for hans poetiske Betragtning; derfor blev hans Danmarks 
Krønike, til Trods for de forskjellige Elementer, hvoraf den
 bestaar, i sin Helhed et saa sluttet Værk og i sine Enkeltheder 
en saa underholdende og til alle Tider tiltalende Bog (5).




Noter
1) Skriftet er trykt I Langebeks scriptores rerum Danicarum medii ævi III, oversat paa dansk af J. S. Jacobsen, 1874.
2) Om Anders Suneson se Fr. Hammerichs Skrift “En Skolastiker og en Bibeltheolog fra Norden”, hvor der gives en udførlig Redegjørelse for det I “Hexaëmeron” nedlagte theologiske System. De to omtalte latinske Hymner ere meddelte i Ny kirkehist. Saml. II., 785. o. ff. “Hexaëmeron” er endnu ikke udgivet. Haandskriftet findes paa Universitetsbibliotheket.
3) Svend Aagesøns Skrift er udgivet særskilt 1642, senere i Langebeks Scriptores 1.; oversat paa Dansk af R. Th. Fenger 1842.
4) Hans stilistiske Forbillede har især været Valerius Maximus, af hvem han hyppig har laant Udtryk og Talemaader. Iøvrigt er Saxo selv meget langt fra at gjøre sig til af Belæsthed i de gamle Klassikere; flere af hans samtidige blandt Nordens Forfattere som i Henseende til Færdighed i at behandle det latinske Sprog med Smag og Kunst staa langt under ham, have ladet det være sig ganske anderledes magtpaaliggende at lade Verden vide, at de kjendte baade den og den klassiske Skribent.
5) Saxos Danmarks Krønike udgaves første Gang af Kristjern Pedersen i Paris 1514; endnu i det 16de Aarhundrede kom der to Eftertryk (Basel 1534 og Frankfurt 1576). 1644 udkom Stephanius Udgave (i Sorø) med et rigt Apparat af lærde Noter. En Udgave udkom i Leipzig 1771, og endelig gav P. E. Müller en ypperlig kritisk Udgave med Kommentarer, der efter hans Død fuldførtes af J. M. Velschow, Kbh. 1839. Anders Sørensen Vedel udgav sin Oversættelse 1575 (paa ny udgivet af Samfundet for den danske Literaturs Fremme 1851). N. F. S. Grundtvigs Oversættelse udkom første Gang 1818-22.