Den eenlige Kajakmand (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

60. Den eenlige Kajakmand

En Kajakmand pleiede altid at søge den samme Fangeplads og at have denne ene for sig, saaledes at aldrig nogen anden ledsagede ham; tillige var han en stor Erhverver, og bragte altid mange Sælhunde hjem. Ganske i Nærheden af hans Plads, et Stykke mod Nord, boede der ligeledes en heel Deel Mennesker i et stort Huus med 3 Vinduer. Engang roede han som sædvanligt ud til sin eensomme Fangeplads, og traf ganske uventet en anden Kajak, som allerede var ankommen der. Da han kom nærmere, kunde han kjende, at det var en af de nordenfor Boende, og denne Fremmede begyndte at fortælle ham noget og var saa snaksom, at han kun tilnød kunde slippe fra ham for at passe sin Fangst. Da han kom hjem, sagde han: »Endelig har jeg da faaet Selskab paa min Fangeplads. Da jeg kom derud idag, var der allerede en Mand paa Pletten. Det var en af vore nordlige Naboer, men imorgen vil jeg være tidligt paafærde, og see at komme ham i Forkjøbet.« Dagen efter begav han sig rigtignok tidligt paa Veien, men da han kom til Stedet, var Kajakmanden fra igaar allerede ankommen. Dennegang var han endnu mere veltalende, og under bare Snakken begyndte det allerede at dages for dem, hvorpaa han forlod ham, og efter at have fanget, om Aftenen kom hjem og sagde: »det er da ganske umuligt at komme min nye Medfanger i Forkjøbet, det maa være en meget ivrig Morgenmand; men imorgen vil jeg dog forsøge det endnu engang.« Næste Morgen gik han ud, medens det endnu var ganske mørkt, men atter traf han ham paa Pletten. Efter Sædvane roede han hen til ham, da han pleiede at være saa snaksom og høflig, men denne Gang var han ganske taus, først henad Dagningen sagde han et Par Ord, og roede saa bort. Den paafølgende Dag gik det ligesaa, først ved Solens Opgang sagde han: »idag er hun bleven liggende, iforgaars blev hun syg og forværredes langsomt.« —Nemlig han talte om sin Hustru, og det var af den Grund, at han havde forandret sit Væsen. — Fremdeles sagde han: »dersom du imorgen ikke trætfer mig her, vil du kunne vide, at jeg ikke er gaaet ud, fordi det er blevet værre med min Kone. Hvis du derfor ikke træffer mig imorgen, saa kom og besøg mig iovermorgen.« Da han havde talt saaledes, erkyndigede den anden sig nærmere, forlod ham derpaa, og kom om Aftenen hjem med sin Fangst. Han fortalte: »idag fik jeg da endeligt atter noget at vide af min Medfanger; hans Kone er bleven syg, og det var derfor, at han igaar slet ikke vilde tale.« Den følgende Dag traf han ingen Kajak paa sin Fangeplads, derfor gik han den næstfølgende hen for at besøge sin Medfanger. Da han kom til Huset, vare alle Mændene hjemme og holdt sig inde. Ingen var i Kajak. Han gik ind til dem, og saae tillige en Mand sidde langt tilbage paa Brixen og stirre hen foran sig. I denne gjenkjendte han sin Medfanger, hans Kone var nemlig død, og de havde nylig begravet hende. Da han mærkede at Beboerne vare saa tause, satte han sig hen paa Sidebrixen, bag Enkemandens Lampe, og sagde: »under saadanne Omstændigheder er man i Forlegenhed for nogen, som kan snakke lidt, derfor er jeg kommen for at fortælle dig noget.« Ved at høre dette, begyndte Enkemanden at brumme og tale vredt; derpaa kom han frem ganske afklædt, gik hen imod Gjæsten, greb ham, og kastede ham gjennem Indgangen ned i Huusgangen. Gjæsten troede, at det var Spøg, og brød sig ikke derom, men saa greb den Anden ham igjen, og kastede ham atter mod Opgangen, saa at Rygraden knækkedes, og han døde paa Stedet. Drabsmanden satte sig atter paa Brixen, med Blikket nedadvendt, som før. Imidlertid var der i Huset et ungt Menneske, Søn af en Enke; denne tog en Kniv, satte sig roligt hen og sleb den længe, og da den var bleven rigtig skarp, gik han bagfra hen til Drabsmanden, og skar ham i hans nøgne Ryg et dybt Saar paa hver Side, saa at han strax formedelst Blodtab ikke kunde reise sig, og kort efter døde. Men nu grebe alle Huusbeboerne til deres Knive, stak og dræbte hverandre; paa denne Maade omkom de tilsidst alle, med Undtagelse af Enken og hendes Søn, den som dræbte med Kniven, samt Enkens Pleiedatter. Disse tre frelste sig ud igjennem Vinduet, og flygtede hen til Forraadshuset. Da alle de andre vare dræbte, indrettede de sig en Bolig i Forraadshuset; men derefter blev det streng Vinter, hele Havet frøs til, og Enkens Søn holdt op med at gaae paa Fangst. Omsider havde de opbrugt hele deres Forraad af Sælhundekjød, men Enken havde endnu nogle faa Angmaksat og en lille Pose med Spæk. De kunde derfor ikke hver Dag spise tilstrækkeligt; i tre Dage spiste de kun ganske lidt, nemlig om Aftenen uddeelte Enken Angmaksat saaledes, at Sønnen fik to og en halv, Datteren og hun selv hver een og en halv. Formedelst Enkens Sparsommelighed spiste de saaledes lidt ad Gangen, men de omkom ikke, da de fik ganske lidt Spæk dertil. Saaledes levede de i tre Dage, den fjerde Dag kunde de ikke finde deres eneste Mandfolk; han var nemlig gaaet op paa de høie Fjelde paa Udkig. Da han kom tilbage om Aftenen, gjorde han sine Vaaben istand, og den næste Dag kom han slæbende med en stor Hvidfisk paa Isen. I deres Glæde gave Moderen og den lille Datter sig strax til at flense, men alt som de flensede, sagde Datteren: »jeg fryser.« Hun havde nemlig faaet Hvidfiskeblod i Støvlerne, men Moderen sagde alligevel, at hun skulde vedblive at hjælpe hende. Lidt efter sagde Datteren, at Fjeldene viste sig dobbelt for hendes Blik. Da først bød Moderen hende at gaae op i Huset, men ligesom hun bukkede sig, for at gaae ind i Huusgangen, knækkede hun midt over, og døde paa Stedet. Om Aftenen manede Sønnen over den Døde. Moderen havde nemlig ikke vidst at han var Angakok. De slukkede Lampen, og han manede og skaffede hende Liv og Sundhed igjen. Medens de endnu boede her, tog han sin Pleiesøster til Hustru, og de døde der, uden at være saarede.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 182-184.