Den første Harpe (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Väinämöinen med sin harpe
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Den første Harpe



Trygge gamle Väinämöinen    XL. 175
styred hen til en Holm sin Skude,
lod den løbe op imod Stranden,
vender sig nu og ser omkring sig,
tager til Orde selv og siger:    194
»Hvem er yngst af disse Piger?
Hun skal koge denne Gedde
til en dygtig Davre for os,
til en Fiskemiddag for os.« 


Kom da Piger frem at koge,
kom om Kaps, en halv Snes Stykker;    200
derpaa koges Geddekødet,
deles ud til lækker Davre.
Blev paa Skær dens Ben tilbage,
alle Fiskeben paa Holmen.


Trygge gamle Väinämöinen
taled nu det Ord og sagde:    208
»Hvad kunde laves ud af disse,
gøres af disse Geddetænder,    210
ud af Kæbens Ben, de brede,
om de kom ind i Smedens Smedje,
hos en højlig duelig Hamrer
og i en mægtig Mesters Hænder?« 


Sagde Smeden Ilmarinen:
»Intet kommer ud af intet,
intet faar man af Fiskeknogler,
selv om de kom i Smedens Smedje,
hos en højlig duelig Hamrer
og i en mægtig Mesters Hænder.«    220


Trygge gamle Väinämöinen
tog til Orde selv og sagde:
»Dog kunde vel af disse laves
liden Harpe, Fiskebensharpe,
om der fandtes den som det fatted,
den som evned at danne Harpen.« 


Da sig ingen anden meldte,
ingen fandtes dær som det fatted,
gik den gamle Väinämöinen    230
selv i Gang at gøre Harpen,
Geddens Ben til Klang han bøjed,    233
evig Fryd han sammenføjed.


Hvorfra tog han Skroget til Harpen?
Fra den store Geddes Kæbe.
Hvorfra tog han Skruer til Harpen?
Fra den store Geddes Tænder.
Hvorfra tog han Strænge til Harpen?
Det var Haar af Hiisihesten.    240


Trygge gamle Väinämöinen    258
byder unge, byder gamle,
byder Folk i Livets Midte,
byder dem nu at røre Harpen,
spille paa Fiskebenskassen,
Kantelen, bygt af Geddeknogler.


Unge spilled, gamle spilled.
Folk i Livets Midte spilled,    260
unge spilled. Fingre sig kroged,
gamle vrikked, Hovedet rokked:
Glæden blev dog ej til Glæde,
Spillet ej til Spil sig hæved.


Mæled muntre Lemminkäinen :
»Aa I Svende, svage paa Hjærne,
og I dumme Piger tillige,
ingen af Jer forstaar det rigtigt!    269
Lad saa mig faa Harpen i Hænde,
bringer Kantelen hid, I Svende!« 


Og den muntre Lemminkäinen    275
faar i Hænde givet Harpen,
slaar det Strængespil med Hænder,    279
Harpen helt han endevender,
ikke vil dog Spillet lyde,
ingen Klang vil Øret fryde.


Sagde gamle Väinämöinen:
»Ikke findes blandt de unge,
ikke heller blandt de gamle,    286
den som lader Spillet klinge.
Monstro Pohja skulde bedre    289
kunne lade Spillet lyde,
kunne lade Klangen fryde?
Skal jeg da skikke den til Pohja?« 


Harpen sendte han til Pohja,
skikked den til Sariola,
alle Pohjas Svende spilled,
Pohjas Svende, Pohjas Piger,
selve Pohjafruen spilled,    299
famled over den med Fingre,    301
krammed den med alle Negle:
Glæden lyder ej som Glæde,    305
Klangen ej som Klang vil kendes;
Harpens Strænge tvandt sig sammen,
skreg, forskrækkeligt at høre.
Lyden skingred, Tonen skurred.
Harpen vildt og hæsligt knurred.    310


Sov en Blind i Stuehjørnet,
gammel Gubbe over Ovnen;
Gubben over Ovnen vaagned,
skræmtes dær ved Arnestedet,
knurred fra sin Krog ved Ovnen,
snerred fra sin Plads og sagde:
»Lad det være, lad det fare,
lad det stoppe, lad det standse!
Ind i mit Øre det tuder,
skingrer, saa Hovedet værker,    320
rejser Haarene paa mit Hoved,
røver min Søvn for hele Ugen!


Om ej Finnefolkets Harpe
evner os til Fryd at vække
eller dysser mildt i Dvale,
skænker os vor Søvn, den søde:
kaster den da helst i Havet,
sænker den i Søens Bølger —
eller bringer den tilbage,
skikker Kantelen af Gaarde,    330
lægger den i Mestrens Hænder,
han hvis Fingre formed Harpen!« 


Harpen tager hastigt Ordet,
Kantelen til Gensvar toner:
»End er jeg for god til at druknes,
ned i Søens Bølger at sænkes!
Før vil jeg slaaes af ham som mig kender,
før vil jeg spilles af Mestrens Hænder.« 


Varsomt bragtes den tilbage,
bares vakkert bort fra Gaarden,    340
lagdes mellem Mestrens Fingre,
ned i Skødet paa sin Skaber.



____________________________



Trygge gamle Väinämöinen,    XLI. 1
den evindelige Sanger,
holder nu Hænderne rede,
tvætter sine Fingre til Spillet,
tager Sæde paa Glædestenen,
sætter sig op paa Sangerklippen,
hviler paa sølverhvide Højde,
sidder paa gylden Bakketinde.


Tog saa Harpen mellem Fingre,
stilled imod sit Knæ dens Kasse,    10
Kantelen tog han under Hænder,
taled saa selv det Ord og sagde:
»Kommer nu hid for at høre,
kom, hvo aldrig før har fornummet
Fryden i de evige Sange,
liden Kanteles Harpeklange!« 


Og den gamle Väinämöinen
tager til at spille fagert
paa den geddegjorte Harpe,
Kantelen bygt af Fiskebenet.    20


Gamle Väinämöinen spiller.    31
Ikke færdes dybt i Skove
noget Dyr paa fire Fødder,
ikke springer dær en Skabning
som ej kommer did at lytte,
over Spillet sig at fryde.


Lidet Egern til ham springer
og fra Gren til Gren sig svinger,
Væsler frem ad Vangen higer,
og paa Gærdet op de stiger,    40
Elge hopper glad paa Heder,
vilde Losser muntert leger.


Ulven vaagned i sin Mose,
Bjørnen fra sit Bo sig rejste,
fra sin Rede mellem Fyrre,
fra sit Hi bag grønne Graner:
Ulven iled vide Veje,
Bjørnen humped over Heden,
satte sig tilsidst paa Gærdet,
løfted sig paa Leddestolpen,    50
Gærdet brast og faldt paa Fjældet,
Stolpen styrted ned paa Svedjen:
Bamsen op i Granen stavred,
op i Fyrrens Top den klavred
for til Harpens Lyd at lytte,
over Spillet sig at fryde.


Tapio-gubben, vagtsom Gamling,
selve Skovhjems Drot og Herre,
hele Tapios Folk i Følge,
Piger smaa saa vel som Svende,    60
kommer frem til Klippekammen
for paa Spillets Klang at agte;
ogsaa selve Skovhjems Frue,
Tapios Hustru, vagtsom Kvinde,
Strømper blaa paa Ben hun trækker,
røde Baand om Legem lægger,
stiger op paa Birkegrene,
sætter sig blandt Ellekviste
for til Harpens Lyd at lytte,
for paa Spillets Klang at agte.    70


Saa var der alle Himlens Fugle,
alt hvad paa tvende Vinger svirrer,
frem i Flok og Sværm de flyver,
iled did paa ilsom Vinge
for til Herlighed at lytte,
over Spillet sig at fryde.


Dengang Ørnen hjemme hørte
Finlands favre Harpe klinge,
lod den sine Unger ligge,
selv saa fløj den ud af Reden,    80
nær til herlig Helt som spiller,
nær til Väinös vakre Triller.


Fra det høje hasted Ørnen,
gennem Skyer sig skyndte Høgen,
Ænder steg af dybe Bølger,
Svaner svam fra side Sumpe;
ogsaa bitte liden Bogfink,
Sangens Fugle smaa som kvidrer.
Siskener i hundred Hobe,
Tusendtal af lette Lærker    90
undres under Himlens Højder,
kvidrer over Heltens Hærder,
medens Gubben skaber Glæde,
medens Väinämöinen spiller.


Maanens Mø, den prude Pige,    103
Solens Datter, djærv og dejlig,
skøtted deres Vævekamme,
løjfted deres lette Søller;
gyldent Vævetøj de væved,
Sølvervæv med Gny de virked
paa de røde Skyers Rande,
paa den lange Himmelbue.    110
Da de nemmed, da de hørte
Lyden fra den favre Harpe,
faldt af Fingre Vævekammen,
liden Skyttel gled af Haanden,
sig det gyldne Garn forvirred,
Sølversøllen faldt og klirred.


Ikke flndes vel det Væsen,
ikke heller under Vandet,
aller favrest Fiskeyngel,    120
som ej kommer did at lytte,
over Spillet sig at fryde.


Gedden kommer, træg og tosset.
Vandets Hund, og plasker klodset,
frem bag Skæret Laksen skyder,
Hælten dukker op fra Dybet,
Aborrer smaa og glatte Skaller,
Lakesild og flere Fiske
søger ind mod Strand, i Sivet,
bryder sig en Vej til Bredden    130
for at høre Väinös Vise,
for paa Spillets Klang at agte.


Ahto, Dybets Drot og Konge,
Vandets Gubbe, gammel Sivskæg,
flytter sig til Vandets Flade,
glider op paa Nøkkeblade.
Ogsaa selve Vandets Frue,    155
Vandets Viv med Siv om Barmen,
hæver sig af Havets Vover,
dukker op af Bølgedybet,
svømmer hastigt ind i Sivet,
skynder sig til Skær i Søen,    160
da hun sælsom Klang fornemmer,    163
overvættes vakker Tone;
dybt i Slummer dær hun dysses,
synker sagte paa sit Ansigt,
over broget Sten at hvile,
ved den brede Klippes Side.


Og den gamle Väinämöinen
spilled een Dag, spilled tvende;    170
ikke fandtes den blandt Helte,
ingen Mand, selv nok saa mandig,
ingen Mand og ingen Kvinde,
ingen lokkefager Pige
som kan tvinge sine Taarer,
og hvis Hjærte ikke smælter.
Selv fra gamle Väinämöinen    185
randt der Taarer ned, som trilled
ned paa dybblaa Havbugts Strande,    213
og fra dybblaa Havbugts Strande
under klare, vide Vande,
ned paa Bundens mørke Mudder.


Gik en Vildand did at dykke,    255
hente Väinämöinens Taarer,
drog de Taarer op fra Havet,    259
bar dem hen i Väinös Hænder:
Men til andet var de ændret,
vakkert var de alt forvandlet,
thi til Perler var de blevne,
ændret om til ædle Stene,
Kongers Herlighed at pryde,
Jordens Fyrster evigt fryde.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.