Den forladte Qvinde med Pleiedatter, som fremtryllede Fødemidler (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Parti fra Grønland med figurer og huse
Emanuel A. Petersen, 1921-1948


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

25. Den forladte Qvinde med Pleiedatter
som fremtryllede Fødemidler


(Efter den mundtlige Fortælling)



En Qvinde uden Sødskende havde en lille Pleiedatter og boede hos en Storfanger. Hun pleiede altid at adlyde, saasnart denne blot sagde et Ord til hende. Engang om Foraaret droge Bygdens øvrige Beboere paa Loddefangst. Omsider vare de alle bortdragne, Storfangeren var alene tilbage og vilde endnu ikke afsted — han havde nemlig faaet noget Ondt i Sinde. Engang var han i den tidlige Morgenstund, ved ganske stille Veir, gaaet udenfor og da han atter traadte ind, sagde han: »gjører Eder færdige til Afreise«. Strax lavede de sig til og gjorde sig færdige og den eenlige Qvinde var den raskeste derved, aldrig havde hun rørt sig saaledes som dennegang. Da hun havde bragt al sin Smule Gods ned i Baaden paa et Brixeskind nær, ilede hun op for at hente det, men da hun havde taget det, og vilde bringe det ned, saae hun sin lille Pleiedatter endnu staae paa Land og betragte deres Huusherre, og da hun kom ned til dem, sprang denne ud i Baaden og stødte fra Land med de Ord: »I fortære blot Føden for os, vi ville ikke have eder med,« og derpaa vendte deres Huusfæller dem Ryggen og droge afsted. Men saasom de havde ladet alt deres Smule Bohave i Baaden og kun beholdt det stakkels Brixeskind tilbage og de nu saae Baaden drage bort, ja! saa stode de jo der vendte imod hinanden og udbrøde i Graad. Men da de Reisende vare tabte af Syne, standsede hun sine Taarer og sagde til Pleiedatteren: »det faaer ikke hjælpe, du skal ikke bryde dig mere om dem.« Men Datteren kunde ikke saa hurtigt standse sin Graad. Da hun endelig fattede sig, sagde Pleiemoderen: »lader os gaae op og udsøge os en Bolig.« Derpaa gik de op og rundt om i alle Husene, men de fandt overalt Betrækket taget af Væggene; endelig kom de dog ind i et Huus med to Vinduer, hvor Væggene endnu vare urørte og hun sagde til Pleiedatteren: »paa denne søndre Side ville vi indrette vor Bolig.« De lavede sig derpaa et Rum paa Brixen af passende Størrelse ved at omgive det med Skillevægge, og da de nu havde taget Ophold der og det lakkede ad Aften, uden at de havde faaet det ringeste at spise, sagde hun til Pleiedatteren : »lader os gaae ud at søge paa Flensepladsen,« og hun tog hende ved Haanden, og da de kom til Flensepladsen fandt de nogle Smaastumper af gammelt Spæk og Skind, som de toge med sig ind og aade, hvorpaa de lagde sig til Ro, men de kunde ikke sove hele Natten for Kulde, da de manglede Sengklæder. Den næste Morgen, Solen begyndte at varme, gik de udenfor paa Solsiden af Huset, men skjælvede dog af Kulde, fordi de ingen Næring havde faaet. Opad Dagen sagde hun atter til Pleiedatteren: »lader os eftersøge de Pletter paa Flensepladsene, hvor Sneen er borttøet,« og hun tog hende ved Haanden og gik med hende til den nærmeste Flenseplads, men de fandt slet intet. Derpaa gik de til den næste, og medens Moderen gravede op i den, gik Datteren omkring til de andre, og da hun kom til en af dem, opdagede hun noget Rødt, som netop ragede frem af Sneen. Hun tænkte ved sig selv: hvad det vel kunde være, og da hun gik hen og undersøgte det, saa var det lidt Indvolde, som vare optøede. Hun raabte til Pleiemoderen: »kom! jeg har fundet en Smule Indvolde.« Denne skyndte sig hen til hende, og da hun saae Indvoldene sagde hun: »naa! nu skal man da rigtig til at nyde Livet.« Og da hun gravede dem frem, kom Indvoldene af en heel Sælhund efterhaanden tilsyne, og da de havde trukket dem frem gave de sig strax til at spise. Moderen holdt snart op, og hun sagde til Datteren, der endnu spiste: »du er er altfor forslugen, lad det nu være nok.« Datteren adlød som sædvanligt, og saa havde de da nu disse Indvolde til Føde, men fandt derefter heller ikke mere. Det var nu netop paa den Tid af Foraaret, da Sælhundene komme trækkende, og de skulde nu til at fortære det sidste af Indvoldene. En Morgen havde de taget en Bid, og om Aftenen skulde de spise den sidste Mundfuld. Da sagde hun til sin Pleiedatter: »du er mere rørig end jeg, prøv paa at grave et Hul hist under Vinduesbrixen.« Aldrig havde Datteren været saa rask til at adlyde, og hun begyndte at grave op i den løse Jord. Ved at see dette sagde Pleiemoderen, at hun skulde udvide Hullet, og da det var blevet meget stort, gravede hun det ligeledes ud til det blev meget dybt. Da sagde Pleiemoderen atter: »du er mere rørig end jeg, lad mig see at. du fylder det med Vand.« Derpaa hentede Datteren Saltvand og fyldte i Hullet, og naar hun blev træt, sagde Pleiemoderen, at hun ikke maatte hvile, og saaledes fik hun omsider hele den store Huulning fyldt. Da hun blev færdig var det næsten Aften, og den samme Aften fortærede de den sidste Stump Indvolde og lagde sig til Ro. Men hvormeget de saa bestræbte sig for at sove, fik de dog kun ganske lidt Søvn. Ved Daggry sagde Pleiemoderen til sin Datter: »skjøndt det vel neppe vil lykkes mig, vil jeg dog forsøge at fremtrylle en Smule.« Datteren vilde slet ikke høre noget derom, da hun ikke havde Tro dertil. Da sagde Pleiemoderen: »naar jeg begynder, naar jeg begynder, naar jeg fremsiger den (Bønformularen), saa skal du bare lytte.« Derpaa istemmede hun, og da hun talte og talte og fremsagde den, og da hun formanede Datteren, og denne først nu gav sig til at lytte, hørtes der Pladsken i Vandet. Datteren sagde: »lille Pleiemoder, det pladsker alt hvad det kan dernede i Vandet.« Da Pleiemoderen bød hende at see efter, sprang hun op, gik hen og saae at det var en Ulk. Hun sagde: »lille Pleiemoder, en Ulk er kommen tilsyne.« Pleiemoderen sagde: »kast paa den med den gamle Slibesteen« (formodentlig en Amulet). Derpaa kastede hun og dræbte den. De skare Ulken midt over og kogte den, gjemmende den ene Halvdeel til Aftensmad. Da de nu havde spiist Hovedet af Fisken, begyndte de først at faae Varme i Kroppen. Om Aftenen kogte og spiste de Kroppen og da de saa lagde sig til Ro, følte de ingen Kulde mere. Den næste Morgen tidligt istemte hun atter, — da hun talte, da hun talte, da hun fremsagde den, blev Datteren først rigtig opmærksom, og da hun lyttede, gav det ligesom en smeldende Lyd (af noget Klæbende, som løsner sig). Hun sagde: »lille Pleiemoder, der høres noget smelde dernede.« Pleiemoderen sagde: gaae hen og see, og da hun kom derhen, saa var der en Steenbider. Pleiemoderen sagde: »kast paa den med den gamle Slibesteen.« Hun kastede, dræbte den og bragte den til Pleiemoderen, see! hvilken en Rigdom de havde af Rogn. Halvdelen af Rognene kogte de, Halvdelen af Huden spiste de raa. Nu bleve de først rigtig mætte, nu da de fik noget som ikke var Ulk. Den næste Morgen gav hun sig atter til at fremkalde ved Trylleord, og da hun fremsagde dem lyttede Datteren med Iver, thi nu havde hun indseet, hvad Moderen formaaede. Da hun nu lyttede, hørtes der Vingeslag og hun sagde: »lille Pleiemoder, der høres Vingeslag dernede.« — »Gaa hen og see efter.« — Da hun saae til, saa var det en Edderfugl. »Nu skulle vi leve i Overflødighed, sagde hun, her er en Edderfugl«. — »Kast paa den med den gamle Slibesteen« — Da de nu havde dræbt Edderfuglen, drak de Blodet af den medens det var varmt, opad Dagen kogte de endeel af den og om Aftenen fortærede de den og lagde sig atter, og nu bleve de endelig rigtig varme, da de havde faaet et Edderfugleskind til Sengedækken. Den næste Morgen fremkaldte hun atter, da hun fremsagde den, lyttede Datteren med Begjærlighed — hvad mon der nu vel vilde komme? Da hun lyttede, hørte hun Aandedræt. — »Lille Pleiemoder, det lyder af Aandedrag« — »Gaa hen og see efter.« — Datteren gik hen og opdagede en Fjordsæl. Uden at reise sig sagde Pleiemoderen: »kast paa den med den gamle Slibesteen.« Hun kastede og dræbte den. Da de havde trukket den op og flenset den, spiste de kun ganske lidt af den. Nu begyndte de virkelig at blive velhavende, om Aftenen toge de dens Skind til Sengedækken, thi Brixeskind havde de jo allerede. Den næste Morgen fremtryllede hun atter, da hun fremsagde den, lyttede Datteren. »Lille Pleiemoder, der høres stærke Aandepust.« — »Gaa hen og see efter.« — Da hun kom derhen, saa var det en sortsidet Sælhund. Hun vendte sig om og sagde: »vil man tænke sig! en Sortside, nu ville vi da ikke mere komme i Mangel paa Føde.« — »Kast paa den med den gamle Slibesteen.« Hun kastede og dræbte den. Da de havde skaaret den i Stykker, brugte de slet intet af den, men gjemte den som Forraad; opad Dagen skyndte de sig med at faae Skindet tørret, saa at de om Aftenen kunde bruge det til Brixeskind og det forrige Brixeskind til Sængedække. Saaledes begyndte de at leve rigtig godt. Da de vaagnede efter Nattesøvnen, gav hun sig atter til at fremtrylle. Da hun fremsagde den, var Datteren meget opmærksom, hun lyttede og hørte korte Aandepust. — »Lille Pleimoder, der høres korte Aandepust.« — »Gaa hen og see efter.« — Hun gik og saae, at det var en lille Nise (— Delfin —). — »Du har ikke spiist Mattak for ingenting, see her er en lille Nise.« — »Kast paa den med den gamle Slibesteen.« — Datteren kastede den paa Hovedet og dræbte den. Kun af Mattakken spiste de lidt, uden at røre Kjødet toge de blot Senerne ud, paa Grund af bare Overflødighed, endelig samlede de sig da Forraad. Den næste Morgen fremtryllede hun atter, da hun fremsagde den og Datteren først rigtig skulde til at lytte, foer hun sammen fordi det Hele kom i Bevægelse og det pustede ud af hele Vandhullet. »Lille Pleiemoder, det puster forskrækkeligt.« — »Gaa hen og see efter.« Da hun kom derhen, saa var det en stor Hvidfisk. Pleiemoderen sagde: »kast den med den gamle Slibesteen.« Da hun havde kastet var den død. Der var da en Velstand, hele Dagen flensede de, først om Aftenen bleve de færdige. Da de havde sovet, den næste Morgen syntes hun endnu ikke at det var nok, men gav sig atter til at fremtrylle. Atter fremsagde hun den, men da Datteren skulde til at lytte kom der et Aandepust, som fyldte hele Huset og hun var nær ved at flygte. »Lille Pleiemoder, det puster saa ganske forskrækkeligt.« — »Gaa hen og see efter.« — Hun opdagede da at det var en Narhval med et ganske vældigt Horn. Pleiemoderen sagde: »Kast den med den gamle Slibesteen i Hovedet.« — Hun kastede og den døde uden at røre sig — ja tilvisse, den lille Slibesteen viste sig at være et sikkert Dræbemiddel. Skjøndt de flensede den hele Dag, blev det dog Aften uden at de vare færdige. Først den næste Morgen bleve de færdige.


Da de nu saaledes havde fuldendt Flensningen, laa der da henad Aften hele Dynger af alt Slags Forraad ophobede foran Huset. Ved Aftenstid gik de op paa en Klippeflade paa den søndre Side og gave sig til at skjære Kjød i Strimler til Tørring. Da udbrød Datteren: »men hvad er det som kommer tilsyne hist, det er jo ligesom en Kajak.» Da de saae rigtig efter var det ganske rigtig en Kajak, og de ventede nu paa at den skulde komme. Der fortælles nemlig at den eenlige Qvinde havde til Slægtning en Olding, og da denne Stakkel nu først havde erfaret, at hun var bleven forladt af sin Huusherre i et tomt Huus, kom han for at see, om hun ikke skulde være død af Sult og han bragte en Ulk med i Foræring. Men da han nu kom nærmere og saae, at det var ganske rødt af Blod omkring Huset, kunde han ikke troe at det var rigtigt, men holdt det for Spøgeri. Da han nu kom og saae dem , som han havde anseet for ihjelsultede, staaende paa Klippefladen mod Syd og skjærende Kjød til Tørring, og da de standsede med Arbeidet og gik ned imod ham, sagde han til dem: »see her kommer jeg i den Tanke, at I vare døde af Sult, og vilde begrave eder.« Qvinden svarede: »din Tosse, hvad falder dig ind, kom du bare op og spiis Mattak, baade af Narhval og af Hvidfisk, spiis saameget som du lyster.« Den stakkels Slægtning steg iland, men han tog ikke en Bid førend han havde lagt sin Kajak tilrette. Da de saa kogte til ham, spiste han sig rigtig mæt, og da han vilde afsted igjen endnu den samme Dag, gav de ham en saadan Forsyning med, at hans stakkels Kajak var nær ved at synke. Da han stødte fra Land sagde han: »nu behøver man da ikke at være bekymret for eder, nu ville I ikke komme i Nød. Først naar I ere færdige med at tilberede eders store Forraad af tørret Kjød skal jeg komme og hente eder.« Da han var reist lagde de sig om Aftenen til at sove; den næste Morgen begyndte hun atter at fremtrylle, hun talte og talte og fremsagde den, og Datteren begyndte at lytte, men dennegang lyttede og lyttede hun rigtignok, der hørtes hverken Aandedrag eller Pladsken — Sagen var, at de (Dyrene, Gaverne) vare blevne fortørnede over at de skulde bortgives til andre Mennesker, og fra den Tid af hvormeget hun saa prøvede paa at fremtrylle, lykkedes det hende aldrig, og hun holdt ganske op dermed. Da hun var kommen ganske ud af sin Trang, da hendes Trylleord havde tabt deres Kraft, og da hun havde tilendebragt Tørringen af sit store Forraad, kom hendes stakkels Slægtning og hentede hende, og hos ham forblev hun til sin Død og blev ikke mere forladt.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 59-64