Den forsvundne Brud
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den forsvundne Brud
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
I Torfestadshytte i Biskopstungerne boede der engang en ugift Mand ved Navn Jon; han var rig paa Kvæg. Paa denne Fortællings Tid vilde han just til at ægte en Pige, som var hos ham; det var om Høsten, kort efter at Kvæget var drevet sammen fra Sommergræsgangene. Der var lyst alle tre Gange, Bonden havde allerede fastsat Bryllupsdagen og havde begyndt at indbyde Gjæsterne. Nu kom den sidste Dag, paa hvilken han vilde byde Folk til Gildet. Om Dagen vilde Pigen vaske noget Tøi i en Bæk kort fra Gaarden, og de gjorde hinanden Følgeskab ned til Bækken. Hun gav sig ifærd med Tvætten, da han forlod hende. Det blev Kveld, og Bonden kom hjem igjen. Han gik langs Bækken og saae da, at der laa noget Tøi uvasket ved Bækken, noget halvfærdigt og noget endog nede i selve Bækken. Han tænkte sig, at Pigen var bleven syg og gaaet hjem. Han gik derfor hjem til Gaarden og spurgte efter hende, men hun havde ikke været der og Ingen vidste Noget om hende. Nu begyndte Bonden at tykkes ilde om Sagerne og han gav sig, tilligemed en stor Mængde Mennesker, til at lede efter sin Brud, længe og overalt, men hun fandtes intetsteds. Man holdt derfor op med at søge. Folk hørte lidt efter lidt op med at tale om denne Begivenhed, og alle Gisninger om Brudens Forsvinden taug efterhaanden Stille.
Vinteren og hele næste Sommer lige til Høsten gik nu rolig hen, uden at man hørte Noget om Pigen. Men da forsvandt engang alle de voxne Faar for Bonden i Torfestadshytte. Folk, undrede sig herover. Bonden søgte efter sine Faar, men fandt dem ikke, og han fik da en Mand til at gaae ud og lede med sig. De fik sig Reisekost og nye Sko og søgte nu op til Jøklerne. De gik vide om blandt Fjeldene og paa fjerne, øde Steder, men fandt dog ikke et eneste Faar. De gik da op paa Langejøklen og nordefter den, for at have den videste Udsigt. Men neppe ere de komne vel op paa Jøklen, førend en stærk Taage, fulgt af en Vindbyge, overfaldt dem, saa de fare vild og ikke vide hvorhen de gaae. Længe gaae de saaledes, uden at vide hvor de ere, indtil de endelig mærke, at det begynder at gaae nedad. De fremskynde deres Skridt og komme tilsidst til en Dal, i hvilken de gaae ned. Der var ingen Taage og de saae nu, at det var langt henne paa Dagen. I Dalen saae de en Gaard, som de gik hen til og bankede paa Døren. En Kvinde lukkede op. De hilste paa hende og spurgte, om de kunde faae Tilladelse til at blive der om Natten, hvortil hun svarede, at den kunde de nok faae. De spurgte om Gaardens Navn og hvor de vare, thi det vidste de ikke, sagde de, da de jo havde flakket forvildede omkring den hele Dag. Hun gjorde dem igjen det Spørgsmaal, hvor de vel selv meente, at de vare. De svarede, at de maatte vel være et eller andet Sted paa Nordlandet, om de end fandt det selsomt, at de vare komne saa langt paa saa kort Tid. Kvinden bød dem nu at komme ind i Huset, saa vilde de siden faae at vide hvorhen de vare komne. Hun fører dem ind i en Badstue og derfra ind i et ved en Skillevæg afdeelt Kammer, som var i den ene Ende. Her forlod hun dem, men øieblikkelig derpaa traadte en tyveaars, fager og muntert udseende Pige ind til dem, med et Lys i Haanden. De hilse og hun hilser venligt igjen. Siden trækker hun de vaade Klæder af dem, og samler tilsidst Klæderne, Strømper, Sko, kort sagt hvert Stykke, men idet de see, at hun vil bort med dem, bede de hende om at lade være dermed; thi de vare ikke saa ganske uden Frygt for at der jo kunde være beredt dem en eller anden Fare. Hun sagde, at dette var befalet hende, og Hun gik da ud af Kammeret med alle deres Klæder. Lyset lod hun blive tilbage, men Døren slog hun i Laas efter sig. Kvægsøgerne forholdt sig nu rolige inde i deres Kammer, skjøndt de vare bange nok. Efter en kort Tids Forløb hørte de en Banken paa Døren. Ved at kige igjennem et lille Hul paa Døren saae de, at den Kvinde, der før bød dem indenfor, gik ud for at lukke op, med et Lys i Haanden. Hun kom snart ind igjen, fulgt af et Mandfolk. De bleve staaende indenfor Stuedøren og han gav sig til at skrabe Sneen af sig. »Fandt Du alle Lammene?« spørger hun. Han bejaer det. »Det er godt«, siger hun og gaaer sin Vei. Kort derpaa hørtes en ny Banken. Den samme Kvinde gaaer, med et Lys i Haanden, til Døren og vender tilbage tilligemed et Mandfolk. De standse ved Døren ind til Stuen, og han begynder at skrabe sig. »Fandt Du alle Malkefaarene?« spørger hun. »Ja« , svarer han. »Det er godt« . siger hun og gaaer bort. Efter en liden Stunds Forløb bliver der igjen banket, og den samme Kvinde gaaer, med et Lys i Haanden, til Døren og vender tilbage, ligeledes fulgt af et Mandfolk. De blive staaende ved Døren, mens han, som de Andre, skraber Sneen af sig. »Fandt Du alle Faarene?« spørger hun. Han svarer Ja. »Det er godt« , siger hun og gaaer sin Vei. — Nu høres der atter efter en kort Tids Forløb en Banken. Kvinden gaaer, som tidligere, med et Lys i Haanden, ud for at lukke op og vender tilbage, atter fulgt af et Mandfolk. Han gav sig til at skrabe sig udenfor Døren. Konen gjør ham hviskende et Spørgsmaal, der forekom de lyttende Kammerater at være dette: »Fandt Du alt det fremmede Kvæg?« »Ja«, svarede han ligeledes hviskende. »Det er godt« , siger hun og gaaer bort. — Efter en kort Tids Forløb bankes der atter. Kvinden gaaer da atter, med et Lys i Haanden, til Døren, og denne Gang bliver hun fulgt ind af en kjoleklædt Mand, men ham giver hun sig selv til at skrabe Sneen af paa samme Sted, hvor de Andre havde staaet og skrabet sig. Han spørger hende, om der er kommen Nogen idag, hvortil hun svarer Ja. »Bleve alle Trællenes Klæder og deres Sko og Strømper tagne fra dem?« spørger han. »Ja« , svarer hun. »Det var Ret«, siger han. Derpaa gaae de bort. Men ved denne sidste Samtale imellem Kvinden og den Kjoleklædte begyndte det for Alvor at suse de Reisende om Ørene. De troede nu fuldt og fast, at dette Pak stod i Begreb med at lægge Raad op sammen, om hvorledes de skulde dræbe dem. Men da en liden Stund var gaaet, blev Døren aabnet, og Pigen, som havde hjulpet dem ved Afklædningen, traadte ind til dem med en varm og kraftig Faarekjødsuppe, hvorpaa hun atter forlod dem, smækkende Døren i Laas. De lode Frygt være Frygt og stillede deres Hunger, og saasom de vare trætte, faldt de kort efter Maaltidet i Søvn, men vaagnede op igjen ved at der blev læst Aftenbøn. Da de hørte det, blev deres Sind betydelig lettet; thi nu meente de, at de mindre havde nogen Fare at befrygte. Saa gik Natten hen, uden at der skete Noget.
Tidlig den næste Morgen kom Pigen ind til dem. Hun bragte dem tørre og rene Klæder, men ikke deres egne; hun bad dem om at iføre sig disse; thi her skulde de blive denne Dag over. Derpaa forlod hun dem. Men neppe vare de i Klæderne, før hun bragte dem en Ret koldt Faarekjød; saa gik hun ud igjen. Medens de spiste, kom Kvinden, som de havde seet om Kvelden, ind til dem igjen. Hun spurgte dem om hvorfra de vare, hvilket de fortalte hende. Hun spurgte da om adskillige Nyheder fra Tungerne, og de besvarede hendes Spørgsmaal saa godt de kunde. Da spørger hun, om de ikke kjende Bonden Jon i Torfestadshytte, om han har mistet sin Brud ifjor, hvad Folk har tænkt derom og hvorledes han har det. De besvarede alle disse Spørgsmaal, og Jon fortalte hvem han var. Da siger Kvinden til ham, at hun er den forsvundne Brud. »Da jeg hiin Dag stod ved Bækken og vaskede, kom en Rytter derhen, tog mig med sig og bragte mig hid. Han er Sysselmand her i Dalen; han havde kort før den Tid mistet sin Hustru, derfor hentede han mig og tog mig til Hustru. Han er ikke hjemme idag, da han er nede i Dalen for at holde Forhør i en vanskelig og indviklet Tyvssag, som har optaget ham ganske i de sidste to Dage. Men han vil tale med Dig«, siger hun til Jon, »derfor ønsker han, at Du skal slaae Dig til Ro her idag. Han vil nu baade give Dig Erstatning for Bruderanet og skjænke Dig sin Datter, Pigen, som hjalp Dig med Afklædningen igaar Kveld. For at faae Dig hid til Samtale med sig, hexede han dit Kvæg og siden Dig selv til sig, og nu vil Du faae alle dine Faar tilbage, naar Du drager afsted.«
Nu bleve da Jon og hans Ledsagere gladere; de opholdt sig der om Dagen, der blev gjort megen Stads af dem, og de morede sig saa godt de kunde. Om Kvelden kom Sysselmanden hjem igjen, men talte dog ikke med sine Gjæster før Morgenen derpaa. Men hvad enten de nu talte Meget eller Lidet, saa blev det dog afgjort imellem Sysselmanden og Jon ganske som Kvinden havde forudsagt denne. Sysselmanden indbød Jon til at komme til sig den næste Vaar; han kunde medbringe den Reisefælle, han nu havde med sig, hvis ikke, skulde han komme alene. Han kunde da tage saa mange Bæreheste med sig, som han vilde; her hos ham skulde de nok blive belæssede, men at faae Faarekvæg her, naar det led mod Sommer, vilde ikke tjene til noget; thi det vilde aldrig blive roligt hos ham og strax løbe bort igjen.
Da Jon og hans Ledsager droge bort, gav Sysselmanden ham alt hans Kvæg fuldtalligt tilbage og fulgte ham saa langt paa Vei, som han behøvede Ledsagelse.
Næste Vaar drog Jon og hans gamle Ledsager afsted med tolv kløvsadlede Heste. Han hentede sin Fæstemø, og Sysselmanden læssede paa Hestene, til de havde fuldt Kløv af alskens Fødevarer. Efter at være hjemkommen til Torfestadshytte ægtede Jon Sysselmandens Datter, og de boede der til deres Dødsdag. Fra dem nedstammer en talrig Æt, skjøndt deres Efterkommeres Navne ikke nævnes her.
Men saavidt man har kunnet erfare, var Udliggerbygden, hvor Jon hentede sin Hustru, Hvinverjadalene eller Tyvedalene nordpaa Langejøkel. Og saa er denne Fortælling ude.
