Den gamle Sydlænding, som skræmmede Fjenderne med sit Ansigt (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

79. Den gamle Sydlænding,
som skræmmede Fjenderne med sit Ansigt

(Fortælling fra Agdluitsok (Lichtenau) i Grønland.)

I fordums Dage boede der engang sydpaa, i Egnen af Agdluitsok, en gammel Mand, som havde en dygtig Erhverver til Søn. Da denne Søn besørgede Fangsten, holdt den Gamle op med selv at jage, lagde sig efter Vellevnet og levede bare for at spise. Engang var Sønnen gaaet paa Sælhundefangst, og vendte ikke mere tilbage. Det var dengang netop Klapmydsernes Tid, og Faderen antog at han var forulykket. — Ligeoverfor ham stod der en Mængde Telte, og blandt disses Beboere var der en Mængde Brødre, af hvilke den mellemste var en stolt Karl. Paa samme Plads som disse boede en Fætter til den Gamle, og medens denne sørgede, kom han engang over til ham paa Besøg og fortalte, at hans Søn var bleven myrdet; det var den mellemste af hine Brødre, som havde dræbt ham. Da den Gamle hørte dette, oprørtes hans lndre. Endnu det samme Foraar kløvede han et Stykke Drivtømmer og lavede sig Redskaber, nemlig en meget stor Harpun og et Kastespyd, og ligeledes fik han paany en Fange-blære. Efterat han i lang Tid havde været uden Redskaber gik han nu atter ud at jage, og for at hævne Sønnen. Han havde nemlig tabt Lysten til Erhverv, medens han endnu var en kraftfuld Mand, blot fordi Sønnen udførte det for ham. Men nu tænkte han paa at hævne sig, naar han engang skulde træffe Fjenderne.

En Morgen tidligt gik han ud tilsøes paa Sælhundejagt, kom forbi Yderøerne til de udhavs Jagepladse, men vendte saa mod Land igjen, og da han saa nærmede sig de indenskjærs Jagepladse, saae han foran sig en Kajak, som roede mod Land med Sælhund paa Slæb. Han havde her netop truffet Sønnens Morder. Idet han holdt sig i lige Linie med Solen, saae han sig om til alle Sider, og da han ingen andre bemærkede i Nærheden, roede han ind paa ham, tænkende, hvo det vel kunde være, thi han agtede nu at hævne sig. Da han nu kom nærmere, gjenkjendte han Morderen. Denne saae sig om, men bemærkede ham ikke, da han blændedes af Solen; derpaa roede den Gamle til, kastede Harpunen, hvorpaa der hørtes et Knald, og han var død med det samme. Han slæbte den Dræbte ind imod Landet, og da han kom til et lisfjeld, som var strandet paa et Skjær, bandt han ham fast der, efterat have befæstet Fangeblæren ved ham, og forlod ham saa, for at fortælle det til hans Brødre. Disse vare alle hjemme, og den Gamles Fætter var hos dem. De sadde forsamlede foran deres Telte, da den Gamle kom roende i en rask Fart, saaledes som han ellers ikke pleiede, foer lige hen foran Teltene, og raabte op til dem paa Landet: »siden eders Broder selv syntes at ønske det saa, har jeg gjort det af med ham!« Med disse Ord vendte han sig om og roede hurtigt til sit Hjem. Medens de stode og stirrede, stod Vandet som i Røg omkring ham og han forsvandt for deres Blikke. Derpaa brast de i Graad, og de droge ud for at hente ham, og fandt ham svært saaret og førte ham med sig. Men den Gamle, som havde hævnet sig og begaaet Drab, holdt atter ganske op med at gaae i Kajak.

Endnu medens den Gamle stod i Telt ved Siden af sit Vinter-huus, kom hans Fætter atter til ham og fortalte, at hans Fjender nu tænkte paa at samle flere Slægtninge for at angribe ham. Da han hørte dette, lavede han en Mængde Buepile, men blev paa Stedet og drog slet ikke bort derfra. Engang fik han Øie paa en Mængde Kajakker, som satte over Fjorden for at angribe ham, skjøndt Stakkelen var ganske ene og hjælpeløs. Han greb strax sin Bue og Pilene; nedenfor ham var der tre smaa Pynter, paa hver af disse opplantede han lige mange Pile, og derpaa stod han og ventede paa de mange Kajakker, uden andre Vaaben, end netop Buen. Da de kom hen foran ham, standsede de, og en af dem roede lidt til Siden for at stige paa Land i Nærheden, men strax løb den Gamle overland hen til Pynten, greb en af de der opstillede Pile og spændte Buen imod ham, hvorpaa han trak sig tilbage. Atter roede en anden hen til et andet Næs, men ogsaa der var der Pile, og den Gamle kom springende og havde allerede grebet en Piil og spændt Buen imod ham, ligesaa gik det ved et tredie Næs, og omsider, da de saae hans store Behændighed, vendte de om og droge hjem igjen.

Senere hørte den Gamle, at de nu paany vide angribe ham, og denne Gang i større Antal. Han sagde: »lad dem kun komme til mig! nu vil jeg ikke mere bruge Vaaben, men bare vise dem mit Ansigt.« — Da man nu saae dem komme i stort Antal, gik den Gamle slet ikke ud. Hans Telt, siges der, laa tæt ovenfor Vandkanten, og det var tilmed Høivande, og medens han sad derinde sang han en Tryllevise for at forstørre sit Ansigt. Altsom han sang udvidedes det, og tilsidst, da det var som Fuldmaanen at see paa, gik han ud og skjulte sig i Forteltet. Imidlertid var allerede en af Kajakmændene stødt til Landet og netop ifærd med at tage Kajakpelsen op fra Ringen, da han seer op og pludselig tæt ovenfor sig faaer Øie paa den Gamle, som imidlertid har stukket sit Ansigt frem af Indgangen. — »Ah; Ansigt!« — var alt hvad han kunde skrige i sin Forfærdelse; nær ved at kæntre vendte han sig om og roede hurtigt bort. Derpaa kom en Anden, men ham gik det ligesaa, da den Gamle viste sit Ansigt frem, og saaledes fremdeles; alene ved sit Ansigt gjorde han dem afmægtige, og de droge hjem og angreb ham ikke mere. Da de vare borte sang han en anden Tryllevise, ved hvilken hans Ansigt fik sin Skikkelse igjen.

Aaret efter om Foraaret hørte han, at hans Fjender i Selskab med Andre forfulgte spraglede Sælhunde. Han lavede sig da et Par vældige Blærepile, og engang da Veiret var stille, satte han sig atter i Kajak og roede hen for at see til. Snart kunde han høre dem raabe, og da han fik Øie paa dem roede han lige løs paa dem. Imidlertid havde den forreste af dem kastet sin Piil i Sælhunden, men i det samme seet den Gamle, og da han gjenkjendte ham og saae hans frygtelige Pile, studsede baade han og de andre. Medens de saaledes frygtsomt betragtede ham, kom den saarede Sælhund, der var dukket under, op tæt foran den Gamles Kajak, med Pilen i sig. Strax roede han til, satte begge sine Pile i den og dræbte den, hvorpaa han trak den første Piil ud og tilkastede Eiermanden den, løftede Sælhunden med den ene Haand op bag paa sin Kajak, vendte sig om og roede afsted. Men Fjenderne stirrede forbausede efter ham og vovede ikke at angribe En, der trods sin Alderdom endnu var saa stærk. Der siges at den Gamle omsider døde, uden at dræbes eller være saaret.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 227-229.