Den grønlandske »Tornarsuk« og andre kultiske ånder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Maske, anvendt ved konebytning, Thule

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer

I.
Den grønlandske »Tornarsuk«
og andre kultiske ånder

Den av de danske missionærer fra det 18. århundrede, der trængte dybest ind i Grønlændernes nationale åndsliv, var Henrik Christopher Glahn. Hans dagbøger fra år 1763 til 1768, ført i Grønland ved kolonien Holstensborg, er for nylig blevet udgivne av pastor H. Ostermann (Grønl. Selskabs skrifter, no. 4, 1921). Desværre er, som det synes, kun halvdelen av dagbøgerne bevarede. Men allerede i 1771 var en del av deres indhold blevet offentliggjort anonymt av Glahn selv i hans kritiske anmærkninger til D. Cranz’s »Historie von Grönland« (2. udgave i 3 bind 1770). Glahn var, som hans biograf Ostermann med rette sier om ham, en ualmindelig fordomsfri missionær og stræbte ærligt efter at trænge til bunds i tingene. Han havde et åbent, et dengang sjældent frisindet blik for det exotiske folks særegne åndsform og fremhævede med forstående sympati selv de sider av dets nationale kultur, som missionærerne ellers måtte forkætre eller forbigå med tavshed. — Forresten kan noget lignende siges om Poul Egede, hvis journal (»Efterretninger«) også er besjælet av sympati og forståelse i skildringen av de mennesker, han var vokset op sammen med i Grønland og hvis sprog han talte som sit eget. Poul Egede havde en dybere humor, stundom næsten mindende om Holbergs, i bedømmelsen av »indvånerne«.

Glahn hævder i sine skrifter, at Grønlændernes hovedguddom var Tornarsuk. Således i dagbogen november 1767 (1. c. s. 186-187).

»Tornarsuk bør især, som jeg skiønner, ansees for Grønlændernes fornemste Guddom og for den, de meest elske, saasom de troe sig ved ham at nyde meest got. Sandt. De tillegge ham ikke Skabelsen af deres Tilværelse; men for Opholdelsen maa de dog, efter deres Meening, for en Deel takke ham; idet han formedelst Angekkut som meenes at staa i nøye Forbund med ham, og formedelst disses Tornak giver dem de bedste Raad til at formilde Luften, at faae gode Amuleta, at afvende Landeplager og helbrede Sygdomme. Med et Ord; til at blive lykkelig. Det er og ham, som aabenbarer dem alle hemmelige Ting, saasom: Hvi hiin blev bortrykket af en Sygdom midt i sine Dage? Hvorfore denne druknede i sin Kajak? Af hvad Aarsag Sælene [sic] ikke ere endnu komne? Hvi det har i en saa lang Tid været ont Veyr? o: s: f: Det er ham, som enten selv eller ved Tornak geleyder Angekokken paa sine Reyser igiennem Luften, Vandet og Afgrunden, giver ham Tilstanden i Himmelen, paa Jorden og under Jorden tilkiende, og hielpe [sic] ham især at overvinde den Helvedes Gudinde som holder Sælene ligesom fængslede hos sig.«

Glahn skildrer herefter flere sider av Tornarsuks væsen og virke; det er ham øjensynligt om at gøre at bevise, at Tornarsuk er Grønlændernes egentlige og højeste guddom, og han sammenfatter sit indtryk i følgende ord: »Saa uformelig og usammenhængende Grønlændernes Meening end er om Tornarsuk, saa sees dog saa meget deraf, at han holdes for et mægtigt, viist og godgiørende Væsen, af aller største Betydenhed for Grønlænderne.«

Glahn synes heri ganske at følge sine forgængere, Hans og Poul Egede og D. Cranz. Men medens han ellers plejer at kritisere Cranz, stiller han sig for en gangs skyld snarest på dennes side i den moralske karakteriseren av dette »højeste væsen«, i hvem Egede så en slags hedensk minde om kristenhedens djævel, Cranz derimod et efter hedningernes egen opfattelse stort og godt væsen. Glahns fremstilling har næsten karaktér av et forsvar for Tornarsuks grønlandske guddommelighed.

I det av Poul Egede udgivne Dictionarium Groenlandico- Danico-Latinum (1750) er der knyttet følgende kommentar til navnet Tornársuk, ([toornaarsuk] med n i den nord- og midtgrønlandske dialektform):

»dette Navn bruges af os til at betyde Dievelen med, efterdi han af Grønlænderne holdes for Autor til meget Ont, og er heslig og styg, ellers kan hand i visse Maader kaldes deres GUD, endog ham ingen Dyrkelse bevises, fordi de tillegger ham adskillige guddommelige Egenskaber, som Almægtighed, Alvidenhed o. s. v.« 

David Cranz (Historie von Grönland, 2. udg. 1770, I, 3. s. 263-265), der ligesom Hans Egede skriver Torngarsuk (ng = ŋ) på sydgrønlandsk, sidestiller ham som den »gode ånd« med havkvinden som den onde, »diese höllische Proserpina« og tilføjer (her i oversættelse fra tysk):

»Av Torngarsuk gør de et stort væsen: selvom de ikke anser ham for ophavet til alle ting i verden, ønsker de dog at de må komme til ham efter døden og nyde godt av hans overflod. Hvorfor også mange, når de hører tale om Gud og hans almagt, let falder på den tanke, om ikke deres Torngarsuk er ment dermed. De anser ham altså for det, som andre hedninger ser i deres Jupiter, Pluto og lignende guder.« — Cranz har forøvrigt også det udtryk, at Torngarsuk er angakkokkens »orakel, til hvem han (angakkokken) foretar mange underjordiske rejser for at rådføre sig med ham om sygdomme og deres helbredelse, om været og fangsten osv.« 

Der er et par fejltagelser heri. Angakkokken rejser (som regel) ikke til Tornarsuk, men denne kommer til ham og lader sig udspørge. Glahn tilføjer »han geleyder Angekkokken« på hans rejser igennem luften, vandet og avgrunden. Heller ikke kommer grønlænderne til Tornarsuk efter døden; han har intet at gøre i dødsriget.

Det kunde efter Cranz’s udtryk at dømme se ud til, at forestillingen om Tornarsuk som svarende til de kristnes »Gud« stammer fra grønlændernes eget svar til missionærerne, når disse udspurte dem, om de kendte Gud. Av samme årsag, fortæller Poul Egede os, blev han spurt »om Tornarsuk var den jeg kaldte Gud?« og han fortsætter: »Da jeg spurgte om de troede Tornarsuk havde skabt Verden og opholdt den? svarede de, Nej.« — Om dette væsen »viide alle at tale«, sier Glahn (s. 189), »deres største Religions Øvelse gaar ud paa at vinde ham, skiønt de dog ikke skiøtte meget om at have selv noget at bestille med ham, hvilket de overlade til deres Angekkut som de, hvis Ven han holdes for at være.«

Det fremgår herav, i hvor høj grad missionærerne modtog deres opfattelse fra folket, meget ofte fra velmeriterede angakkut, hvis svar tildels blev lagt dem i munden ved missionærens spørsmål. Tornarsuk fik i denne opfattelse en noget overdreven betydning. De indfødte hedningers svar kom som udslag av en viss selvfølelse ligeoverfor missionærernes tvivlende eller hånske spørsmål, om den kristne gud var kendt i landet. Angakkokken kunde henvise til sin tornarsuk, sin særlige hjælpeånd, for hvem intet syntes at være umuligt. Han måtte da være alle hjælpeåndernes herre. Det blev den tids specielle vestgrønlandske opfattelse fra Diskobugten i nord (Poul Egede) til Kap Farvel sydligst (Brødremenighedens missionærer; Cranz). Når missionærerne spurte om Gud, svarede den hedenske præst med Tornarsuk, der på denne måde blev idealiseret som udtryk for angakkokdømmet i Vestgrønland.

_____________

Vi får et mindre lokalt præget billede av Tornarsuks betydning ved at gå hele Grønland rundt. Med kendskabet til Østgrønlænderne i 1880-erne, en stamme, der var det 18de århundredes missionærer ganske ukendt, får vi et nyt billede, som udentvivl indeholder et korrektiv til det, de første vestkyst-missionærer gav os. Og kaster vi blikket længere ud i Eskimoverdenen, forstår vi, at den østgrønlandske opfattelse av Tornarsuk vistnok har mindst ligeså stor betydning for vor undersøgelse som den vestgrønlandske: han er et forholdsvis underordnet gudevæsen ligeoverfor tilværelsens højere guddomme. Vi møder en helt anden kres av magter under Eskimoernes verdenshimmel, vi finder et omfattende verdensbillede med en hel lille gudestat rådende over Inuitfolket, — en mytologi fælles for dem alle fra Østgrønland til Alaska. En stor del av denne mytologis elementer kan vi i virkeligheden allerede udlæse i Egedes dagbøger av de mange spredte oplysninger, der herom findes, såvelsom hos David Cranz.

Ideen om Tornarsuk som Grønlændernes øverste guddom beror, med andre ord, på en misforståelse. Han kan kaldes en slags guddommelig spørgeånd eller orakel, men bør ikke betegnes som folkets højeste guddom. Navnet synes at ha været kendt over hele Grønland: fra Smiths-sund (Kap York) har Kroeber skildret os den nordligste Torngaxssung; udenfor Grønland hidtil kun fundet i Sydalaska (jvf. s. 28). Poul Egede henfører med rette (i sit Dictionarium s. 189) ordet Tornarsuk til stammen nordgrl. tornak, sydgrl. torngak (stemmende med Labrador torngak [toorŋaq]), der betegner en »hjælpeånd«. Av dem havde enhver angakkoq gærne en 8—10 stykker. Endelsen -arssuk (der lagt til stammen [toorna] gir [toornaarssuk]) betyder blot ‘en særegen, speciel’; dens betydning i forbindelsen med toorna- vil vi forstå ved en betragtning av Østgrønlændernes tro (jvf. nedenfor).

Ser vi imidlertid bort fra denne fejltagelse, kan vi allerede i Hans og Poul Egedes skrifter finde mange rigtige oplysninger både om Tornarsuk og de naturånder, der hører til samme klasse som den, og om de højere guddomsmagter. Jeg vil såvidt muligt holde mig til den eskimoiske tankegang, der (som det synes) skelner mellem tornat, shamanens hjælpeånder (ent. tornaq), og inuat, naturens iboende ånder (ent. inua). For at et væsen kan være frit, selvejende og magtfyldt som en guddom må det være av inuk-rod, beslægtet med det menneskelige: tornat er ikke inuat; men naturens ånder er inuat (luftens, havets og himlens inuat er de mægtigste) — det er iblandt dem, vi skal finde de eskimoiske guddomme. — Dette er ganske vist kun en tydning. Det er ikke direkte udtalt på eskimosproget, som savner et adækvat udtryk for deus og divinitas.

Det 18de århundredes missionærer kendte meget godt disse Grønlændernes højeste magter, men fandt dem måske ikke værdige til at kaldes »guddomme« eller til at jævnstilles med de kristnes højeste væsen. I rationalismens tidsalder lå det sagtens nærmere at se et guddommeligt væsen eller forsyn i Tornarsuk, orakeldyret. Cranz vilde rentud benægte, at Grønlænderne havde nogen religion eller gudsdyrkelse, men Glahn protesterede ivrigt imod denne opfattelse (Anmærkninger til Cranz, s. 340 f.): »det er langt fra at de kan siges at være foruden Gud, en Art Religion og Gudsdyrkelse. Vi fåe siden Leylighed at tale om Grønlændernes Guddomme«. Glahn kom ikke nærmere ind på emnet. Måske er ytringen om den »lejlighed siden« gået over i »Anmærkningerne« fra dagbøgerne: de første »anmærkninger« opholder sig kun ved begyndelseskapitlerne hos Cranz; og Glahns sidste års dagbøger er tabte, vi veed ikke, hvad han dær kan have skrevet om »guddommene«.

Missionærerne interesserede sig måske især for Tornarsuk, fordi deres særlige modstandere, hedningernes nationale præster angakkut havde et mere direkte forhold til denne ånd end til de højere men fjærnere magter. Angakkokkerne kunde fremholde ham som »et mægtigt, viist og godgiørende Væsen«, der »haver sin Roulle at spille« i enhver »hellig Forrætning« (Glahn, Anm. s. 344.) Hans opgave angives især som angakkokkens rådgiver, »som aabenbarer dem alle hemmelige Ting« (Glahn, ed. Bobé s. 186). »Han veed Aarsagen til deres Sygdomme og hvad Middel de skal bruge derimod« (P. Egede, 1740, s. 197).

Opfattelsen av Tornarsuk er ingenlunde avklaret hverken hos Glahn eller Poul Egede. Den sidstnævnte gir i virkeligheden rundt om i sin journal et mindre storstilet billede av Tornarsuk end på de steder, hvor han betegner dette væsen som en gud. Sammenholder man de steder, hvor Poul Egede omtaler det (især journalen for 1736, s. 65, optegnelser fra Diskobugten, hvor Egede dengang bode), får man at vide, at enhver angakkok havde en tornarsuk som en slags særegen hjælpeånd og at han kunde gi den et særligt navn (omtrent som man gir sin hund et navn) fx. »den stortalende«; at drikkevand kunde være befængt med en tornarsuk-rest eller -stump, en slags urenhed, som det galdt om at befri det for (ibid. 1737, s. 114-115);; og at angakkut var uenige om, hvorvidt deres tornarsuk var udødelig eller ikke): »nogle sige at han er udødelig, andre at han kan dræbes af en Vind, som er liig en Piil med en sort og en hvid Fier, som styrer den; derfor befaler de, at enhver, medens Hexeriet varer, vogter sig ikke at berøve Hexemesteren eller Tornarsuk deres Liv; andre meene, at dersom han rører ved en Hund, da døer han.«

Disse hensyn er naturligvis kun udtryk for denne ånds højhed og hellighed.

Hos P. Egede (Journal f. 1740, s. 197) læser vi fx.: »Ligesom denne [een] sagde, at han var meget liden, sige andre at han er overmaade stor... andre sige, at han ligner et Menneske, men har kun een Arm, som er stor og seer fæl ud, andre igien sige, at han ligner en Biørn, men giør intet Ondt«. En angakkok beskrev hans ydre således (id. ibid. s. 197): »at han var ei længere end hans lille Finger, og Munden var ikke som andres Munde, men lodret op og ned; derfor maatte han hælde med Hovedet, naar han aad; han pleiede at see ham i Mørke, det kunde andre ikke.« H. C. Glahns senere optegnelser om Tornarsuks ydre er mere ubestemte (Anm. s. 344), billedet ligesom noget avbleget: »... mange, som ey viide, hvad Skikkelse han haver og om han bør henregnes til Aandernes eller Dyrenes Klasse. Det synes dog, som de fleeste tillægge ham et aandeligt Legeme, det er, et Legeme fiinere end det dyriske. Men hvorledes dette Legeme seer ud, hvad Skikkelse og Størrelse det haver, deri ere de meget uovereenstemmende; thi nogle giør ham større, andre mindre end Menneskene. Nogle tillegge ham omtrent samme Størrelse og Skikkelse. Nogle lade ham see grim ud af Ansigtet og give ham et brændende eller ligt brændende Bryst. Nogle vil igien ikke viide af dette at sige. Det er just ikke urimeligt heraf at slutte, at de ældre Grønlændere have troet, at Tornarsuk kan forandre sin Skikkelse. . .« 

I det nordligste Vestgrønland ved Smiths sund opsøger angakkoklærlingen for første gang Torngarsung (Torngaxssung) ved randen av indlandsisen, hvor han (den) siges at bo i en hule (i sandet?). Torngarsung er den ældste av angakkokkens ånder, han gir angakkoklærlingen undervisning, spør ham om hvilke hjælpeånder (tornguang) han ønsker, gir ham dem og sier ham, hvordan han skal bruge dem.

Kroeber fremhæver, at en enkelt Smithssund-Eskimo talte om adskillige Torngarsut, men at han også blev omtalt som den ældste av torngat eller som en gammel angakkok, der har magten over torngat.

Blandt de nordlige Centraleskimoer synes Tornarsuk at være ukendt, både navnet og idéen. Boas har nogle exempler på angakkok-ånder, men ingen av disse minder om den grønlandske tornarsuk. Derimod synes denne ånd at ha været de sydligere Labradoreskimoer bekendt, at dømme efter Cranz’s beretning om de første mähriske brødres møde med dem i 1765.

Da vi imidlertid savner enhver nærmere beskrivelse av Tornarsuk udenfor Grønland, er det umuligt at avgøre, om den her påviste usikkerhed i opfattelsen av hans væsen blot skyldes, at dette ikke er fast udformet i folketroen, eller om det skiftende er en integrerende del av personen ligesom i vor hjemlige Loke.

Tornarsuk er avgjort et ikke-menneske, en overmenneskelig naturånd, et åndevæsen, der måske repræsenterer den magiske magt i naturen og fremtræder under skiftende former. Eskimoerne manglede ikke en viss evne til at uddrage det almene av tingene, til at forflygtige et konkret billede i en abstraktion. Derfor tror jeg at der ligger en rigtig iagttagelse til grund for det av Paul Egede fortalte træk (jvf. her s. 12) om drikkevandet, der kan være befængt med en stump tornarsuk. Denne ånds element var netop vandet og underjorden: dens tilstedeværelse eller svømmen igennem efterlader en farlig egenskab i vandet, ialtfald på visse steder i visse søer eller floder, hvor drikkevandet derfor må omgås med forsigtighed. Vi vilde tale om en magisk kraft, en farlig naturmagt (et første kim måske til et begreb som Melanesiernes upersonlige mana?) Men denne opfattelse av tornarsuk anså Egede for yderst sjælden, måske en ganske lokal eller individuel opfattelse, som han ikke tillægger nogen stor betydning. Ligeledes anfører han dette, at »Tornarsuk kaldes alle Angekkokers Fader«, men også kun i en enkelt anledning uden at det ellers ses, hvilken betydning der kan tillægges denne udtalelse.

Et særlig karakteristisk træk i Tornarsuks væsen meddeles kun av Glahn (Dagb., ed. Bobé s. 187; Anm. til Cranz s. 343):

»Denne Tornarsuk, skiønt han i Følge det foregaaende, er holdt for et høystmægtigt, viist og godgiørende Væsen, saa er han dog iblant temmelig spøgefuld og saa kaad, som en ung Kalv; thi han fixerer Grønlænderne undertiden, i det han uformærket sniger [lister] sig ind i Huusene hvor han velter deies Vandkar omkring [kaster Vandspandene over Ende] og giør dem en Hob andre Pudserier. Sommetider er han meget tver, saa han ikke, førend efter lang Ombeden og mange igientagne Ophævelser, vil føye Menneskene i deres Begiæring til ham.«.

Som Tornarsuk her er skildret av Glahn, snart spøgefuld, ja kåd, snart lunefuld og tvær, ser vi ham i det særlig kultiske øjeblik, i hans stilling som angakkokkens orakelånd, der skal påkaldes og påhøres av åndemaneren i funktion. Åndemaneren sidder i mørke, efterat lamperne er slukkede i hytten; hans plads er på gulvet foran husgangens indre åbning, hvor et raslende skind er hængt op. Han har sunget og trommet sig ind i trancens henrykkelsestilstand og hidkaldt ånden, der skal tale med Tornarsuk for at rådspørge denne om en sygdoms eller ulykkes årsag. Men Tornarsuk kommer ikke altid lige villigt; han kan gøre åndemaneren adskillige knuder og spille ham adskillige puds, inden han blir føjelig og begynder at svare fra sin plads i strandkanten nedenfor husgangen. Det er disse luner og bryderier, Glahn i den ovenstående skildring sigter til.

Hundrede år senere end Glahn har Rink kunnet supplere denne skildring med en ny beskrivelse fra Grønlands sydlige vestkyst, der sikkert kommer sandheden nær. Jeg skal derav blot citere slutningen (Rink, Ev. og Sagn, II, 1871, s. 202—203):

»Derpaa istemmede Tilhørerne en Sang, og naar denne var forbi, begyndte Angakokken sin Paakaldelse, ledsagende sin Stemme med Trommen og Rasleskindet. Ankomsten af en Tornak bemærkedes af Tilhørerne deels ved en særegen Lyd, deels som en Lysning eller Ild. Hvis det nu kun var Oplysning eller Raad som forlangtes, hørte man Angakokken spørge, og derpaa en Stemme ligesom udenfra svare, og der siges at denne Stemme i enkelte Tilfælde kom fra Tornarsuk selv — men ellers fra en Tornak, samt at den i Reglen var uklar og da maatte tydes nærmere, deels af denne, deels af Angakokken.«

_____________

I en ny belysning finder vi ideen om Tornarsuk hos Østgrønlænderne, i den store bygd ved Ammassalik (65½° n. br. på østkysten, ligeoverfor Island), som første gang blev undersøgt af »Den østgrønlandske Expedition« i årene 1883-85. Denne fandt som bekendt sted under ledelse av Gustav Holm, med Johan Petersen og Hansêrak som tolke og medarbejdere iblandt de indfødte, der her første gang så »hvide mænd«. Gennem disse og senere undersøgelser sammesteds har eskimologien vundet et hidtil uanet indblik i det gammelgrønlandske åndsliv, som på mangfoldige punkter supplerer og korrigerer vor viden om forholdene på vestkysten i hedenskabets dage.

Enhver østgrønlandsk angakkoq, øgrl. [ayak˙e˙q] er-hverver sig sine personlige hjælpeånder (vgrl. tornaq, flt- -ät; øgrl. tabuord: taartoq med suffix for ‘hans’: taartaa, flt. taartaat) under sin opvæxt, regelmæssigt under udførelse av visse hemmeligholdte kultiske handlinger ude i naturen. Hans uddannelse begynder ofte i 8-10 års alderen og strækker sig gennem mange år av hans liv. Forskellige ældre angakkutter er hans lærere og får en gave eller betaling for undervisningen. Hjælpeånderne tilhører den side av tilværelsen, som kun er synlig for de indviede; de er naturånder, undertiden avdødes ånder, eller avdøde angakkokkers hjælpeånder eller dyresjæle, der er blevet forvandlede til »mennesker«, d. v. s. til et av de for almindelige mennesker usynlige åndefolk, som lever og færdes umærkeligt i bopladsens nærhed, under jorden, under strandklipperne eller i indlandet. Kun menneskenes angakkut kan se dem og tale med dem i »åndernes sprog«. For at kunne hidkalde en ånd, må angakkokken personligt have mødt den (i en hallucination) ude i fjældene, talt med den og lært dens navn at kende. Enhver angakkok har, når han er udlært, tilegnet sig en hel skare av hjælpeånder (5, 10, 15 eller flere); hver av dem har sine særegne evner og vaner, og tilhørerne kan strax, når angakkokken samtaler med en av dem og får den til at tale, kende den individuelle hjælpeånd på røsten og sproget. Ligeoverfor sine hjælpeånder forholder angakkokken sig som en herre overfor sine tjenere.

Dog er der indenfor de for hver angakkok varierende »hjælpeånder« en mindre kres, der i den forstand er konstante, at de er fælles eller ens for alle angakkut, og til denne kres av konstanter hører Tornarsuk, der på østgrønlandsk kaldes Tornartik (toornaartik). I kresens kærne er der tre (eller fire?) ånder, der er særlig fremtrædende og betydningsfulde som en art fast ansatte overhjælpeånder — ikke egentlig guddomme, men en slags repræsentanter for naturens guddommelige intelligens.

Østgrønlænderne gir dem følgende navne: 1) Toornaartik, 2) Aperqit = Aperqiteeq eller angakkokkens Aperqitaa, hans spørgeånd, orakel, (< aperqut spørsmål), og — 3) Erqingaleq eller »hans« Erqingaliva »hans skæve (eller skævmundede?) ånd«.

Disse tre konstante hoved-hjælpeånder er alle kendt fra Vestgrønland, men bortset fra Tornarsuk er de blot forbigående omtalt, og navnlig Aperqiteeq er så lidt bemærket i litteraturen, at den nærmest må siges at være undgået efterforskernes opmærksomhed. J. H. Rink omtaler fra Vestgrønland de forskellige slags tornat: de rådgivende, de hjælpende, de hævnende eller ødelæggende:

»det første Slags, siger han, kaldtes Erkungasut (Flertal af erkungassok) og skal, efter Nogles Forklaring, have boet i visse Havdyrs Skaller. Enhver Angakok havde sin Erkungasok. Han skildres som uundværlig på Grund af sin Kløgt, men forøvrigt uden Kraft. Alligevel vil han selv også gjerne gjælde for den stærke, han er ved Påkaldelse den første til at indfinde sig, og vil være med ved enhver Lejlighed, selv hvor det gjælder om Kamp med Fjender. Han kommer da gjerne galt af sted, så at Angakokken selv maa hjælpe ham, men alligevel roser han sig til Slutningen af hvad han har udrettet.« (Esk. Ev. og Sagn, II, s. 201.)

Disse interessante oplysninger om en av angakkokkens første-ånder har Rink rimeligvis modtat gennem mundtlige meddelelser på den midterste eller sydlige del av Vestgrønlands kyst, som han gennemrejste som videnskabsmand og som embedsmand gennem 20 år (1848—1868). Der er noget i karakteriseringen av denne ånd, som minder om Glahns omtale av Tornarsuk (s. 16 her). Erqungassoq skildres som et sidestykke til denne, og skildringen gives med en ganske lignende ironi over hans menneskelige forfængelighed, hans lyst til at ville udmærke sig og hans kraftesløshed, man kommer næsten til at tænke på en klovn eller bajads. Vi kender fra adskillige Indianerfolk en lignende respektstridig betragtning av halvguden og kulturheroen, et udtryk for primitiv humor i det religiøse livsforhold. (Storravnen iblandt Eskimoerne i Vestalaska og de nærmeste Indianerstammer ved Stillehavskysten, Elkh eller Jelch hos Tlinkiterne, Coyote, Michabo, kæmpekaninen, Kuloskap o. s. v. hos forskellige Indlandsindianere.) —

Angakkokken har åbenbart ikke så sjældent haft grund til at finde sig i sin åndetjeners luner: hvad går der av ham, den skælm!

Fra Østgrønland har vi (G. Holm, 1888, no. 34) en mytologisk-beskrivende overlevering om Erqingaseq (mere korrekt øgr. Erqingaleq), det øgrl. navn for Vestgrønlændernes Erqungasoq. »På en stor ø langt ude på havet bor en enlig mand, som hedder Erqingaseq.« Beskrivelsen er knyttet til en av de mange fortællinger om månemanden, hvem angakkokkerne besøger, men som også engang imellem selv stiger ned på jorden for at straffe mennesker, der har overtrådt visse taburegler. Angakkokkerne må da træde til for at hjælpe de forskræmte mennesker og drive månemanden tilbage: de henvender sig enten til deres hjælpeånder eller i dette tilfælde særlig til ånden Erqingaseq. Om ham står der hos Holm: »Han ligger i kamp med manden i månen: Jajak. Når denne går ned til jorden for at ødelægge menneskenes huse, driver Erqingaseq ham tilbage til månen med sin blærepil«. Dette sidste våben er hans næststærkeste. Han bruger sit letteste våben fuglepilen imod de av menneskehænder fabrikerede trolddyr (tupilak), men sit stærkeste våben, harpunen imod angribende angakkokker. Erqingaseq er åbenbart ligesom i Vestgrønland opfattet som et åndevæsen i havet (et skaldyr, en ø i havet), der står i angakkokkernes tjeneste. I Østgrønland er han mere end en blot rådgivende ånd: han er menneskenes hjælper imod den mægtige himmelånd fra månen, en vældig magt i tilværelsen, hvem angakkokkerne undertiden besøger, ligesom de søger op til månen selv for at besværge ham og derved hjælpe deres med-mennesker i trængsler eller ulykker. På disse rejser udsætter angakkokken sig for store farer; det er ingen spøg at skulle besøge Erqingaseq, der kaster sin harpun med venstre hånd og som med sin blærepil fanger mennesker på meget lang avstand, såat »de kvases aldeles og dø« (Holm, s. 314).

Det synes klart, at Østgrønlændernes opfattelse av Erqungassoq som en stærk og voldsom ånd tildels strider mod den beskrivelse, vi citerede fra Vestgrønland efter Rink. Men bagom de personlige kilder (de danske forfattere, tolkene, de pågældende indfødte, der er udspurt) ligger der måske — det er meget sandsynligt — en mere homogen opfattelse i Øst- og Vestgrønland. »Kløgtmomentet« i den vestgrønlandske opfattelse av Erqungassoq minder om det følgende åndevæsen, som ikke omtales fra Vestgrønland, øgrl. Aperqiteeq, og turde muligt i Rinks skildring være hentet og indsmeltet fra forestillingen om det andet væsen.

Apérqit (Aperqiteeq, med suffix -taa), synes at betyde »hans spørge-redskab«, frit oversat »orakel-ånd«. Ammassalikerne beskrev ham (den) som en art kæmpekrebs, en sort skikkelse på et par alens længde med store kløer eller knibetænger i hodet. Mens angakkokken sidder og maner (toornivoq) med trommen ved sin side, nærmer Aperqit sig ude fra havet og anbringer sig, hidkaldt av åndemaneren, i havranden nedenfor huset. Angakkokken omtaler ham som »min strandboer«. De spørsmål, han retter til ham, drejer sig fortrinsvis om den patient, for hvis skyld angakkokken er tilkaldt eller opfordret til at åndemane. Aperqit besvarer spørsmålene om sygdommens art, i de gængse udtryk om, hvilken sjæl eller hvilke sjæle, der har forladt den syge, om den bortrøvede sjæl nu opholder sig i havet eller på landjorden og nøjagtigt hvor.

Mindre angakkokker (i Østgrld.) kan ikke hidkalde Aperqit, men bruger istedenfor en Angeen (vgr. Agiut), en mindre mægtig ånd av skikkelse som en almindelig fjordsæl (?).

Toornaartik (= vgr. Toornaarsuk) synes ifølge øst-grønlandsk opfattelse at ha den opgave at være angakkokkens vejviser (lods) gennem havdybet, når angakkokken — eller hans sjæl, thi legemet ligger som dødt tilbage i hytten — farer ned til dybets og sødyrenes herskerinde for at genoprette de svigtende fangstforhold ved menneskenes kyster. Han er en havånd og kommer ikke, således som angakkokkernes hjælpeånder (tornät), op på landjorden eller ind i hytten. Angakkokken møder ham først i fjæren, når han er på vej til dybet: dær svømmer Toornaartik stadig lidt foran og lidt lavere end angakkokken; han ligesom bærer ham fremad. Han beskrives av Ammassalik-angakkokkerne som et slags havdyr av størrelse som en kajak (3 alen lang, 1 alen bred over brystet), med et ansigt halvt som et menneskes, halvt som en hvidhvals, med uhyre lange arme og med en bagkrop som en sæls, endende med en lille hale. G. Holm udtalte i sin tid formodningen om, at det drejer sig om en stor blæksprutte.

Ifølge Holm skulde Aperqiteeq være Toornaartiks hjælper, begge underordnede angakkokken. Han skriver: »Begge disse Dyr stå i Angekok’ernes Tjeneste. De ere hverken gode eller onde Aander, men lystre deres Herre«. (1. c. s. 115) og videre: »Hver Angekok har sin Tornarsuk og Aperketek, der også fungere som hans Aander. Tornarsuk besvarer Spørgsmål, som henvendes til den. . . . Aperketek er Mellemmand mellem Angekok’en og hans Tornarsuk; han modtager Spørgsmål til og afgiver Svar fra Tornarsuk« (l. c. s. 122). Det er jo muligt, at denne forklaring av forholdet mellem dem er rigtig. Efter min erfaring vilde jeg tro, at Aperqiteeq gav angakkokken svarene på sine egne vegne, som den »altvidende«. Der sagdes kun at være een Aperqit i havet; derimod var der vistnok flere væsner Toornaartik; enkelte særlig store angakkokker havde to sådanne, andre kun een. — Jeg kan ganske slutte mig til Holm, når han tar avstand fra »den Betydning, som gamle Forfattere fra Vestkysten af Grønland have tillagt Tornarsuk, nemlig at han skulde være et Væsen, der stod som Herre over Tornak’erne«. (1. c. s. 122, anm, 1). –

Den fejlagtige opfattelse, det 18. århundredes missionærer havde dannet sig om Tornarsuk som øverste guddom, holdt sig længe. Vi træffer den i Ingemanns Kunuk og Naja. Selv J. H. Rink fastholdt endnu den gamle opfattelse i indledningen til første del av sine »Eskimoiske Eventyr og Sagn« (1866) såvelsom i »Tillæg om Eskimoerne« (ibid. 1871 s. 183), endskønt han på sidstnævnte sted udtaler sig noget forbeholdent.

En af de første, der fremsatte den korrigerede opfattelse, var Fridtjof Nansen på grundlag av G. Holms beskrivelse fra Østgrønland. Men så hårdnaakket er den gamle opfattelse, at den endnu tildels huserer i jubilæumsværket Grønland i Tohundredåret for Hans Egedes Landing (1921) og i introduktionen til Knud Rasmussens Myter og Sagn fra Grønland (Østgrønlændere, 1921, bd. I, s. 25), dog hos den sidste ikke længer bundet til ideen om en øverste guddom, men sammentrængt i udtrykket »Hjælpeåndernes Herre (târnat nâlagât)«.

Toornaartik bør ikke henregnes til angakkokkens al-mindelige hjælpeånder (tôrnat, øgrl. taartaat), men er, ialtfald iblandt Østgrønlændere, en dem sidestillet havånd, hvis forhold til angakkokken er av en anden art end »hjælpeåndernes« (et oversat ord, der ikke dækker virkelig-heden). Disse (tornat osv.) tilhører så at sige angakkokkens daglige tjenerskare og fungerer for ham i hytten, mens han selv (hans sjæl) er på rejse i luften eller i dybet. Deres stemme avløser hans, og de udfører, hvad han påbyder dem. De har hjemme iblandt visse åndefolk i det hinsidige (asiane) eller iblandt visse dyrearter. De udgør imidlertid kun en enkelt art av de ånder, der omgiver angakkok-mennesket, og de hører til hans intimeste omgangskres iblandt alle ånderne.

Ved siden av dem har angakkokken en anden kres av åndevæsner under sig, de såkaldte qimarhrat, »jagere«, dyriske uhyrer, som han under sin åndetjeneste i hytten bruger til at fremkalde den religiøse »frygt og bæven« i sin menighed, den gru- og rædselsfyldte højtidelighed, der er forudsætningen for alle de følgende rituelle handlinger (eller for tilhørernes tro på åndernes nærværelse). Til disse åndeuhyrer hører Amoo, Ongaa, Neemilaa osv.: enhver angakkok ved Ammassalik havde en række av sådanne uhyrer til rådighed, dog ikke så mange som av den førstnævnte art.

Endelig havde den østgrønlandske angakkok, hvis han var fuldtuddannet, en Nappalikitseq (falk) foruden en Aperqit, en Toornaartik og en Erqingaleq i sin tjeneste, de tre sidste repræsenterende havet, den første (falken) luften. Av disse naturånder har han kun een av hver art (undtagelsesvis to); hver angakkok har sin individuelle repræsentant, som han under sin læretid har erhvervet ude i naturen ved sin gnidesten, i løndom, i ensomhed. Læretiden foregår under faste, renselser og udholdenhedsprøver. Ved gnidning av stenen første gang eller en av de første fremkalder angakkoklærlingen den mytisk-kultiske »bjørn fra indsøen eller havet«, der æder alt kødet av ham, så at han dør, men efter en tid lever han op igen og ser sine klæder komme flyvende tilbage, stykke efter stykke. Hvad jeg fra Ammassalik har erfaret om »bjørnen fra søen«, fortæller Hans Egede fra vestkysten om Tornarsuk; muligvis er de to av og til blevet sammenblandede.

»Den som vil blive Angekkok, skal gaa et langt Støkke bort i Marken, hvor ingen Mennisker er, der skal han opsøge sig en stor Sten, og sætte sig ned ved den, og saa kalde paa Torngarsuk. Herpaa skal da Torngarsuk strax komme til ham, hvor han da i Begyndelsen vel bliver meget bange og forskrækket over hans Tilkomst, saa han faar ont, falder ned og døer og bliver liggendes død i 3de Dage, derefter bliver hand levende igien, og gaar hiem som Angekkok og en meget viis Mand.«

Skulde vi til slut finde en passende betegnelse for Tornarsuk og de med ham ligestillede ånder, især Aperqit og Erqungassoq, måtte det blive dæmoner efter græsk sprogbrug. Disse grønlandske ånder minder i ingen henseende om Eros eller Dionysos; men Diotimas og Sokrates’ samtale om Eros i Symposiet tegner et billede op av den store dæmon, der i alt væsentligt kunde passe også for de mindre ånder under det arktiske himmelstrøg:

»Hvad er han da, Diotima?

En stor dæmon, Sokrates; alt det dæmoniske står jo da også imellem guddommen og det dødelige.
Og hvilken rolle har det i denne sin stilling? spurgte jeg.

Det overbringer de budskaber og sendelser, der går fra menneskene til guderne og fra guderne til menneskene. . . Det er også det mellemled, hvorigjennem hele sandsagnskunsten går. . . Guddommen blander sig nemlig ikke umiddelbart med menneskeheden, men igennem det dæmoniske finder alt samkvem og al forhandling sted mellem guder og mennesker. . .«

Aperqit og Tornarsuk er klogskabens, den praktiske kundskabs dæmoner. De repræsenterer tilværelsens intelligensside, men ikke dens højeste magter. De er en art orakler eller alvidende åndedyr, der rådspørges av de hedenske præster, når disse eventuelt på deres bofællers vegne ønsker at kende årsagen til indtrufne sygdomme, trængsler, hungersnød og lignende ulykker. En viss styrke udviser Tornarsuken ved sin magiske kraft, der fremtræder i enkelte tilfælde, hvorved jeg mindre tænker på, at den kan udrydde tupilaker (trolddyr), nemlig ved at æde dem, ligesom den ofte æder et sygt menneskes sjæl. Men efter det sydgrønlandske sagn skyldes det Tornarsuks styrke, at Disko- øen kunde bugséres fra udhavet foran Godthåbsfjorden helt op til Diskobugten i det nordlige Grønland, hvor den nu ligger

Den østgrønlandske Tornarsuk (Tornartik) er særlig betegnet som angakkokkens vejleder gennem havdybet eller underjorden, altså som hans hjælper til at komme i forbindelse med den mægtige havkvinde.

Fra Sydvestalaska (Nunivagmut) skal jeg (efter Fr. Barnum) anføre det eneste kendte exempel udenfor Grønland på en åndemaners sang, der forestilles at komme fra Tornarsuk. Han messer den med Tornarsuks stemme under den hellige handling (i festhuset). En angakkoq kaldes herovre tungralik »en som har en tungra« (= grld.tornga).

Barnum’s esk. text (hans bog s. 311)

tŭngrăgnīyēm yūărūtē

tŭngrălīgūm ătŏq’lără

kīkă tămăr'mă ēgnūlrāă:

tănghăkēū! ăllēnūfkĕnăk

kāărăgnă, kāărăngă. Kāărăngă

Fonetisk omskrivning (forsøgt her)

toŋraŋa˙ḭem ḭu˙arute˙

toŋraligum atorhlara

qa˙ika tamarma e˙ŋulra˙˙

taŋhakiuk al˙inuf(q?)inak

qa˙˙ra˙(u?)ŋa (3 g.)

Oversættelse

The devil’s song

the sorcerer always sings it.

My whole body is covered with eyes:

Behold it! be without fear!

I see all around (ter).

Dansk omskrivning

Tornarsuks sang,

shamanen synger den altid.

Min hele krop (overflade) er lutter øjne:

Besku den! vær uden frygt!

Jeg ser ud til alle sider.

Ifølge Barnums ordfortegnelse er [toŋraŋajak] Jukon- eskimoernes betegnelse for det lidt sydligere Tununa’s (Cap Vancouver, jvf. 1. c. s. XV) toŋraŋ'zak ‘devil’: disse ord er utvivlsomt identiske med det grønl. tornarsuk. Nelson (1. c. s. 427) oplyser allerede tidligere end Barnum, at Eskimoerne ved Ikogmut ved nedre Jukon, under indflydelse av den russiske mission, kaldte Gud for Tun'rûñ-ai’-yuk fonet. [tonraŋáiuk?] »den øverste tun-ghâk« [toŋhâk].

Alle disse oplysninger gir os nu tilstrækkeligt bevis for den levende kultus i Sydalaska av denne »alvidende, altseende« dæmon, som vi ellers før kun har kendt fra Grønland.

Fodnoter