Den hellige Olaf - Olafs Dyrkelse udenfor Norge i den tidligere Middelalder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener



III.
Olafs Dyrkelse udenfor Norge i den tidligere Middelalder



Olafs Dyrkelse udenfor Norge i den tidligere Middelalder. Han bliver en fælles-nordisk Helgen. Særlig er hans Anseelse stor i Sverige. Beviser paa hans Dyrkelse der samt i Danmark, navnlig i Skaane. Esthland. Nordtydskland. De britiske Øer. Constantinopel. Novgorod.

Da Olaf blev erklæret for hellig i Norge, havde endnu intet af de to øvrige nordiske Riger faaet en national Helgen, allermindst en kongelig. Dette maatte allerede lette hans Dyrkelse Indgang hos Broderstammerne. Hertil kom endnu, at Olaf i Livet havde været vel kjendt af disse, Og at hans egen Søn snart blev Danmarks Konge. Olaf blev saaledes en fælles nordisk Helgen og overstraaler i denne Henseende afgjort Danmarks Knud Konge og Sveriges Erik, der væsentlig kun dyrkedes i sine egne Lande. Eriks Cultus blev først indført i Norge, efterat Folkungerne havde besteget dets Throne[1], og Knud er ikke engang anført i det throndhjemske Missale, uagtet Norge, da dette udkom (1519), havde været forenet med Danmark i henved halvandet Aarhundrede.

St. Olaf church i Balestrand ble bygget i stavkirkestil i 1897, og er under administrasjon av Bishop of Gibraltar som har ansvar for alle anglikanske kirker på det europeiske fastland. Kirken ble reist til minne om Margaret Sophie Green Kvikne, en prestedatter fra Yorkshire som kom til Norge som fotturist og giftet seg med Knut Kvikne. Hun fant seg aldri til rette med den norske lutherske kirken, og på hennes dødsleie ga ektemannen Knut henne det løftet at han skulle bygge en anglikansk kirke. Byggearbeidet tok tre år. Foto: Zairon, 2012. Commons.

Man skulde endog tro, at Olaf har været Sveriges egentlige Folkehelgen, indtil Kong Erik Jedvardssøn i tolvte Aarhundrede ved sin Død vandt denne Stilling. Dette bliver sandsynligt af flere Grunde, især fordi Olaf, efter at Eriks Hellighed var erkjendt, oftere optræder ved dennes Side paa en saadan Maade, at han oprindelig maa have været ene om Æren. Som vi senere skulle høre, anbragtes nemlig Olafs Billede ved Siden af Eriks paa det svenske Rigsbanner, Rigets Hovedkirke i Upsala var viet til disse to Kongehelgener, og de havde i denne et fælles Alter[2]. I Eriks Mirakler er ogsaa Olaf med. En Mand lover saaledes Pilegrimsfart til Erik og til Olaf, og i Olafsnatten faar han Aabenbaring om, at han er helbredet og derfor bør gaa til St. Erik med sit Offer, ligesom ogsaa Kong Birgers Hovmester paa en Gang anraaber disse to Konger om Hjelp for sin syge Herre[3]. Høist betegnende er det ogsaa, at den svenske Geistlighed ligefrem maatte optræde imod Olafsdyrkelsen i Ångermanland, Helsingland og andre nordlige Grændselande, for at den ikke skulde volde altfor stor Afgang i Eriks- eller den forenede Eriks- og Olafs-Dyrkelse i Upsala. I disse Landskaber havde der nemlig fra ældgammel Tid af været gjort Løfter og ofret Gaver til Olaf i Nidaros, saa at det endog havde lykkedes de nidarosiske Erkebiskopper at forvandle disse Gaver til en aarlig fast Olafsskat, paa hvilken der 1336 endog var givet pavelig Bekræftelse. Herom opstod der Strid mellem Erkebisperne Paal Baardssøn i Nidaros og Heming i Upsala, hvilken Strid især førtes i Aaret 1344. De nærmere Omstændigheder ere forøvrigt temmelig uklare, dog synes, som rimeligt kunde være, den upsalske Erkestol at have seiret, skjønt Pilegrimsfarterne til Nidaros fremdeles vedbleve hyppigen at finde Sted[4]. Vi have ogsaa under Beskrivelsen af disse havt rig Anledning til at paapege, at de lige til den senere Tid have efterladt sig Minder hos den svenske Almue.

Som nogle af de utallige Beviser paa Olafs Dyrkelse rundt om i Sverige ogsaa udenfor Rigets Moderkirke i Upsala kan anføres, at Norrköpings egentlige Stadskirke var St. Olaf helliget[5], i Tiundaland var der et St. Olafs Sogn[6], i Lødøse havde han en Kirke[7], i Åbo og Strengnes vare Dominikanerklostre og i Skara et Franciscanerkloster indviet til ham, ogsaa i Enköping havde han sit Kloster[8], og paa Åland maa han i særegen Grad have været dyrket, siden Øens Sigil var prydet med hans Billede og havde Omskriften: "S. Terre Alandie et S. Olavi regis"[9].

I særegen Grad blev St. Olafs Minde holdt i Ære paa Øen Gotland eller Gulland. Herhen var han selv kommen, dengang han fra Gardarike drog til Sverige, og her skal han virkelig have udrettet meget til Christendommens Udbredelse, var paa en Maade bleven Øens Apostel. Han skal have landet i Havnen Akrgarn paa den østlige Kyst af Øen. Her vises endnu St. Olafs Holme, nu en Halvø, og Levninger af en Kirke, forhen St. Olafs Kapel[10]. I Kirkeby skal Olaf have opført et stort Stenhus, hvor Sagnet siden paaviste hans Seng, Stol o. s. v.[11]. I Visby fandtes en herlig Kirke for Olaf, som det siges bygget paa Foranstaltning af Kong Erik Eiegod paa hans Tog til det hellige Land. Levninger af den findes endnu.

Medens Knud Konge i det store blev Norge uvedkommende, og man neppe kan finde andre Spor til hans Dyrkelse her, end at Brønø Kirke i Nordland var ham indviet, at der havdes Relikvier af ham i St. Svithuns Kirke i Stavanger[12], og at der 1497 stiftedes et Alter og en Præbende i Throndhjem for ham i Forening med Olaf og Erik (præbenda trium patronorum)[13], indtog, som antydet, Olaf en fremragende Helgenstilling i Danmark og det lige fra sin Død af og indtil Reformationen.

Dette fremtræder strax derved, at Legenderne betegne to af Danmarks mindre Helgener som Olafsdyrkere, ja den ene endog som en Tjener af Olaf. Om St. Tøger (Theocarus), der dyrkedes i Vestervig, heder det, at han fra sit Fødeland, Thüringen, skal være kommen over England til Norge og der have været Olafs Kapellan, men siden have begivet sig til Danmark[14]. Og om den hellige Anders i Slagelse berettes, at han efter Hjemkomsten fra sin vidunderlige Nattefærd fra Joppe til Slagelse drog afsted først til Compostella og derfra til St. Olaf i Norge[15].

Et Par af Olafs ældre Mirakellegender henføres ogsaa til Danmark. Der var, heder det, en Greve i Landet, en ond Mand, som hverken frygtede Gud eller Mennesker. Denne havde en Tjenestepige fra Thrøndelagen, der troede fast paa den hellige Kong Olaf, men Greven kaldte det hele Tant og Paafund. Saa kom den Dag, da den hellige Konge havde ladet sit Liv, men Greven vilde ikke høre om nogen Helg og bød sin Pige at ilde Ovnen for at bage Brød. Hun turde ikke andet gjøre, men græd og bad til Olaf, at han vilde hevne saadan Ugudelighed. Og se, strax blev Greven blind paa begge sine Øine, og Brødene bleve alle til Sten, og af disse Stene kom siden nogle til Domkirken i Throndhjem. "Og siden den Tid har man holdt Olafsmessen i Danmark."[16]. Flere andre Træk af Danskes Olafsdyrkelse kjende vi allerede fra Skildringen af Pilegrimsfarterne til Nidaros.

I Skaane, i Middelalderen Danmarks Hovedstift, synes Olafs Dyrkelse i særlig Grad at have været udbredt. Flere af Stæderne her havde Olafskirker, blandt andre Metropolitanstaden Lund, hvor han ved Siden af St. Knud var den eneste nordiske Helgen, som nød denne Ære, thi alle de øvrige af Erkesædets sytten Kirker vare indviede til Trefoldigheden, Vor Frue, Apostlerne eller fremmede Helgener. I Halmstad og Helsingborg havde ligeledes Olaf sine Kirker, i Halland dertil to Landskirker, Straavalla og Gallinge. Mærkeligst vare dog to Valfartskirker for den norske Kongehelgen. Den ene var Kirken i Lunkinde i det østlige Skaanes Skovegn, der endnu kaldes Olafs Kirke, og om hvilken vi senere skulle fortælle udførligere. Den anden var Hallerøds Kirke i Onsjø Herreds Skovegn i det mellemste Skaane, hvorhen Pilegrime valfartede ikke alene fra dette Landskab, men ogsaa fra andre Egne af Skandinavien. Et Document af 1573 giver gode Oplysninger om denne sidste Kirke. Det heder her: "I forrige Dage, under den vederstyggelige Pavens Religion, var der megen Vildfarelse i Hallerøds Kirke formedelst det Belials Alter, som man kalder St. Olafs i Hallerød, hvilken var begyndt og stadfæstet ved Bispernes beseglede Breve, som endnu til Vidnesbyrd ere tilstede, saa at der skulde uddeles Aflad blandt alle dem, som dette Afguderi med deres Skjenk, Offer og Gaver forfremraede, og to Dage i hver Uge skulde der synges Messe for dette Olafs Alter. Af denne udvortes Hellighed og Overtro er det kommet saavidt, at mange Pilegrime ere hidkomne fra Halland, Blekinge, Sverige og andre Lande med Oxne, Kjør og andre store Gaver for at bekomme denne Afguds Aflad og Helligdom. Og af disse Gaver og Ofre havde Præsten her i Sognet en aarlig vis Hjelp (en Oxe og en Ko) til sin Underholdning og Føde. Og naar Afladsdagene vare forhaanden, da kom der saa megen fremmed Almue hid ti! Hallerød, at Præsten maatte sige Messe for dem paa Kirkegaarden."[17]

Paa Bornholm og i Helsingør bære endnu Kirker St. Olafs Navn, i Hjørring havde han en Kirke[18], i Aarhus havde han 1426 et Sogn[19], ligesom vistnok i Roskilde, hvor en Gade bar hans Navn[20]. I Kjøbenhavn møde vi flere Vidnesbyrd om Olafs Dyrkelse, navnlig i Katholicismens senere Tider. Saaledes indviedes i 1509 af Oslobispen Anders Mus paa den roskildske Biskops Vegne St. Nicolai berømte Sognekirke i Kjøbenhavn til Nicolaus, det hellige Kors og St. Olaf[21], i Frue Kirke havde Raadmanden Laurens Nielsen Vinnere, en Mand, der med hele sin Familie viste Kirken stor Kjærlighed i Aaret 1423 stiftet et Alter for St. Olaf og St. Gjertrud, der fik sin Plads i Vor Frue Kapel[22], og St. Jørgens Hospitals Segl fremstiller Olaf, siddende paa Thronen med Øxen i høire Haand[23]. At der rundt omkring i fiere danske Kirker fandtes Billeder og Relikvier af Olaf, er bekjendt nok. Hellige Gjenstande forsynedes med hans Navn[24], og omkring i Landet fandtes ogsaa her Olafskilder.

I den fjerneste Del af det egentlige danske Rige, i Stiftsstaden Slesvig, havde Olaf i sin Tid en Kirke, der dog temmelig tidlig forsvinder og antages at være brændt 1287[25].

Ogsaa i Esthlands fornemste Stad, Reval, fik Olaf en Kirke. Den hidrører fra det danske Herredømme i Landet og antages at være bygget ikke af Stadens Borgere, men af en eller anden dansk Konge, maaske allerede af Valdemar Seier selv, hvilket sluttes deraf, at Dronning Margareta ("Sprenghest") og hendes Søn Erik Glipping i 1267 skjænkede denne Kirke med dens Parochial rettigheder til St. Michaelsklostret i samme By[26]. Kirken opførtes i gothisk Stil og er endnu til[27].

At Olafs Hellighed har været kjendt i Nordtydsk land, have vi allerede ovenfor (S. 24) omtalt efter Adam af Bremens Vidnesbyrd. Det var dog først i den senere Middelalder, at man i det egentlige Tydskland hører om egne Altre for ham. Som bekjendt blev Olafs eneste Datter Ulfhild gift med Hertug Ordulf af Sachsen og ved ham Stammoder for hele det berømte welfiske Hus[28]. Men ikkedestomindre kjendes intet Spor til, at Olaf har været dyrket af Welferne eller i deres Lande. Af megen historisk Betydning ere de Vidnesbyrd, der i talrig Mængde ere bevarede om Olafs Dyrkelse paa de britiske Øer. De godtgjøre paa det klareste, hvor stærkt det nordiske Element har været i Befolkningen i hine Lande.

I London havde eller har Olaf ikke en, men mange Kirker. En af disse ligger i Southwark, og i denne Bydel bærer ogsaa en Gade Navn dels af St. Olaves street, dels af Tooley street, hvilket sidste Navn er en Forvanskning af det første. Inde i Cityen, det egentlige gamle London, findes tre Olafskirker, en i Silverstreet, to i Cityens østlige Udkant[29]. En af disse Kirker i Cityen, uvist hvilken, omtales i vore Sagaer, og der knytter sig en Legende dertil, opstaaet rimeligvis allerede i det ellevte Aarhundrede. Alvald, fortælles der, hed en Krøbling, hvem St. Olaf helbredede. Han faldt en Dag i Søvn, og der kom da i Drømme til ham en anselig Mand og bad ham fare til St. Olafs Kirke i London, thi der skulde han blive frisk. Han reiste af sted og kom omsider til Bryggen i London. Da han her spurgte efter den betegnede Kirke, kom der en Mand og tilbød ham at ledsage ham derhen. Foran Døren var der en høi Tærskel, der skulde væltes indad. Den syge blev frisk, men da han saa sig om efter Ledsageren, var denne forsvunden[30]. Ogsaa Exeter havde sin Olafskirke, i Norfolk i Østangel findes endnu en "St. Olaves bridge", og i Chester paa Nordgrændsen af Wales har man endnu en Olafskirke og en Olafsgade. Ogsaa York har en saadan Kirke[31]. I samme Stad stiftede Allan, Greve af Bretagne, i Aaret 1078 et Abbedi, der indviedes Olaf, men 1089 blev helliget Maria[32].

Selvfølgelig overførtes Olafsdyrkelsen til Irland, hvor der endnu længe efter Olafs Død bestod norske Riger. Da Nordboerne, eller som man her kaldte dem Østmændene, henimod Midten af det ellevte Aarhundrede grundede en Kirke i Dublin for den hellige Trefoldighed, skjænkedes der til denne mellem andre Relikvier ogsaa Stykker af St. Olafs Klæder. Olaf fik ogsaa sin egen Kirke i Dublin, der var til endnu i den sidste Del af Middelalderen, dog rigtignok under det forvanskede Navn Tulloch[33]. Ogsaa i Skotland har der udentvivl været flere Olafskirker, og der er Spor af Olafsdyrkelse ogsaa i Normandiet og Frankrige[34].

Som bekjendt har Olaf nydt den for en occidentalsk Helgen sjeldne Ære at blive dyrket indenfor den græske Kirkes Enemærker. Have end hans Tilbedere kun været de i Constantinopel og i Rusland bosatte eller tjenende Jordboer, er hans Cultus dog bleven taalt af den byzantinske Geistlighed. Han har i disse Egne vistnok endnu mere end i Norden selv været en fælles Helgen for alle nordiske Mænd.

I Constantinopel fik Olaf sin Kirke, og flere Legender fortaltes angaaende denne og om hans Jertegn i den byzantinske Verden overhoved. Ifølge en Beretning skulde Kirken være bygget af Helgenens Halvbroder, Harald Haarderaade, der før et Slag havde anraabt ham om Bistand og lovet ham en Kirke. Keiseren skulde derpaa have lagt mange Hindringer i Veien for Indvielsen, og vel omsider have samtykket deri, men ladet Kolven udtage af dens Klokke. Olaf aabenbarede sig da for ham i Drømme og truede ham, men da det ikke hjalp, faldt Keiseren i en Sygdom, og efterat Keiserinde Zoe havde søgt Raad hos Harald, fik endelig Olaf Kolven tilbage, og Keiseren helbrededes[35]. Siden opkom et Sagn om en Kamp ved Petzinavoldene i Vallachiet under Keiser Kyrialax, hvorved maa forstaaes en af de comneniske Keisere, enten Alexius Coranenus (1081 1118) eller Sønnen Kalo-Joannes (1118—1143). Først vare her selve Grækerne, derefter Keiserens frankiske og flamske Leietropper blevne slagne, og han blev da heftig forbitret paa sine Mænd. Disse raadede ham da i sin Fortrydelse til at sende sine "Vinbælge", Væringerne, i Kampen, men Keiseren erklærede, at han ikke vilde opofre sine kjæreste Folk, Men Væringernes Høvding, Thor Helsing, vilde ikke destomindre friste en Dyst, Keiseren bad da Væringerne om at anraabe deres Konge, St. Olaf, om Bistand, og disse, fem Hundrede, lovede da at bygge en Kirke i Miklagaard for sin Helgen. Hedningernes Konge skal da have seet en prægtig Mand paa en hvid Hest ride foran Væringernes Fylking, og skjønt Fiendens Overmagt var som ni mod en, vandt de dog en fuldstændig Seir[36]. Senere lød det i en latinsk Hymne:


Graecus Caesar, constitutus
In arto certamine
Poscit opem Sancti tutus
Non tardo laudamine,
Barbarorum sic adjutus
Victor redit agmine[37].


Ogsaa et Sagn om Olafs Sværd, Hneitir, fortaltes blandt Væringerne. Dette Sværd skulde være bortført fra Stiklestad af en Svenske og siden være kommen i en Værings Hænder. Medens disse tjente "Kyrialax" og skiftevis holdt Vagt hos denne om Natten, hændte det, at en af dem faldt i Søvn og, da han vaagnede, savnede sit Sværd. Han troede, at Kammeraterne havde borttaget det for at drille ham, men disse negtede, og det samme gjentog sig tre Nætter efter hverandre. Han fortalte da sit Sværds Historie, og da dette kom for Kyrialax, lod han Væringen kalde for sig, betalte Sværdet med dets tredobbelte Værd og lod det bringe til St. Olafs Kirke i Constantinopel[38]. Disse sidste byzantinske Jertegn, der antages at være fortalte i Norge af ilen omtrent 1150 fra Constantinopel hjemvendte Lendermand Eindride Unge, besynges udforlig af Einar Sknlessøn i hans ovennævnte Digt Geisli.

Ogsaa i Holmgard eller Novgorod havde Olaf sin Kirke. Allerede i levende Live havde Olaf gjort Mirakler her, og til hans Kirke knyttede der sig nye Legender. Der opkom engang Ild i Staden, og det saa ud til at den hele Borg skulde brænde. Man henvendte sig da til Præsten veti Olafskirken, Stephanus, der strax greb Olafs Billede og satte det imod Ilden, hvorefter denne standsede. En anden Gang havde en Væring i Gardarike kjøbt sig en Træl, der var stum, men dog forstandig og flink i mange Stykker. Ingen vidste hans herkomst, men mange gjettede dog paa, at han var norsk. Denne Træl var bleven solgt fra den ene Herre til den anden, indtil endelig en Kjøbmand gav ham fri. I Novgorod fik han Herberge hos en Kone, der jevnlig søgte til St. Olafs Kirke, og for denne aabenbarede da Helgenen sig i Drømme og befalede hende at tage den unge Mand med til Ottesang. Det skede, og han faldt strax i Søvn under Gudstjenesten, og medens han sov, aabenbarede Olaf sig for ham og gav ham Mæle[39].

Fotnoter

  1. Dipl. Norv. I. S. 221 og 11. S, 298.
  2. Dipl. Norv. 111. s. 196.
  3. Handlingar rörande Skandinaviens Historia, VI. S, 34, 39.
  4. Dipl. Norv. I. S. 189 og 111. S. 192-196; cfr. Keyser, Den norske Kirkes Historie, 11. S. 295-296, og Suhms Historie af Danmark, XIII. S. Xl5.
  5. Styffe, Skandinavien under Unionstiden, S. 186.
  6. Sammesteds S. 268.
  7. Sammesteds S. 103 og Dipl. Norv. IV. S. 170 (Aar 1330.
  8. Styffe, 1. c., S. 310, 211, 103.
  9. Sammesteds S. 308.
  10. Lemke, Visby Stifts Herdaminne, S. 159.
  11. Strelow, Cronica Guthilandorum, Kbhvn. 1633, S. 129 flg. Se ogsaa P. A. Säve; Några ord om konung Olof Haraldssons uppträdande på Gotland, i Sv. Fornminnesfdreningens Tidskrift, 11. S. 247-265.
  12. Dipl. Norv. V. S. 703.
  13. Dipl. Norv. IV, S. 789. Den stiftedes af Fru Inger Erlandsdatter (af Losne-Ætten) for hendes anden, af de søndmørske Bønder dræbte Mands, Arald Kanes, Sjel, og inddroges efter Reformationen af hendes Arving Erik Rosenkrands. (Norske Rigs-Registranter, I. S. 291, 293).
  14. Pontoppidans Annales Eccl. Dan. I. p. 194.
  15. Dänische Bibliothek, Drittes Stück, Copenh. 1739, S. 151. E. Schebel har (i sit Skrift: De danske Helgene, Kbhvn. 1869, S. 163) misforstaaet Legenden, naar han fortæller, at Anders besøgte Compostella og Throndhjem i den samme Nat, som han flyttedes hjem fra Joppe.
  16. Denne Legende hører til de hyppigst forekommende og findes saaledes i Olafs Saga, udg. 1849 af Keyser og Unger, S. 78, i det Lybekske Passionale (Scr. R. Dan. 11. p. endvidere (i en noget forandret Skikkelse) i Einar Skulessøns Geisli (v. 3 2) endelig i den af Munch og Unger udgivne større Olafs Saga, Cap. 106, samt i Heilagra Manna Søgur, 11. S. 176. I Breviarium Slesvicense, hvor denne Legende er optagen, fortælles den noget anderledes, idet der istedenfor en Greve nævnes en "praepositus". I de to sidste Kildesteder er det, at dette Jertegn angives som Foranledning til Olafsmessens Indførelse i Danmark.
  17. M. Weibull i Samlingar till Skånes historia, fornkunskap och beskrifning, 1873, S. 75-77.
  18. D. H. Wulff, Statistiske Bidrag til Vendelbo Stifts Historie, Aalborg 1872-1874, S. 119.
  19. Scr. Rer. Dan. VI. p. 505.
  20. Regesta Dipl. Dan. I. S. 381 (26 Juni 1415).-
  21. Æ H. Rørdam, Kjøbenhavns Kirkers og Klostres Historie, Kbhvn. 1859-1863, S. 245.
  22. Sammesteds S. 178 fgg.
  23. H. Rørdam, Kjøbanhavns Kirkers og Klostres Historie, Kbhvn. 1859-1863, S. 335.
  24. Saaledes Klokker og Døbefonter. J. F. Fenger i Kirkehist. Samlinger, 11. S. 481-482.
  25. Sach, Geschichte der Stadt Schleswig, Schl. 1875, S. 65. Naar denne Forf. anfører, at Kirken ikke kan antages at være opført førend 1164, "da der heilige Olav um 1164 Schutzpatron Norwegens ward", da er dette naturligvis grundet paa en grov Misforstaaelse af, hvad der skede i hint Aar. Sandsynligere turde det være, at den allerede hidrørte fra Magnus den Godes Dage, da denne Konge, som bekjendt, færdedes meget i den sydlige Del af sit danske Rige.
  26. Fr. Ge. v. Bunge, Das Herzogthum Estland unter den Königen von Dänemark, Gotha 1877, S. 171.
  27. P. A. F. K. Possart, Die russischen Ostseeprovinzen, Stuttgart 1846, Th. 2, S. 197-198.
  28. Se Stamtavlen i Symbolae ad hist. antiqv. rer. Norveg., ed P. A. Munch, Chra, 1850.
  29. J. A. A. Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland, Kbhvn. 1851, S. 40-41. Thomas Carlyle (The early kings of Norway &c., London 1875, p. 152-153) omtaler ogsaa 4 Kirker for Olaf i London.
  30. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, S. 85
  31. Worsaae, 1. c. S. 64.
  32. William Dugdale, Monasticon Anglicanum, New Ed., Vol. 111 London 1821, p. 529.
  33. Worsaae, 1. c. S. 425.
  34. Acta Sanctorum, Mens. Jul., Tom. VII, p. 88, E
  35. Harald Haarderaades Saga, Cap. 7. Munch, N. F. Hist. 11. S. 87.
  36. 1 Olafs Saga, udg. af Munch og Unger, Chra. 1853, Kap. 267.
  37. Brev. Nidros. (Scr. Rer. Dan. 11. p. 544). Munch formoder, at Slaget har været en i 1122 under Kalo-Joannes stedfunden Kamp med Petschenegerne. (N. F. Hist. 11. S. 565).
  38. Heilagra Manna Søgur, II. S. 174.
  39. Olafs Saga, Haft -Saga. udg. at Keyser og Unger, Chra. 1849 Cap. 117 og 124.