Den kolde Brud (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Den kolde Brud
(XXXVII).


Folkevisen om Bruden der blev smeddet af Guld og Sølv, hørte til de mest yndede Sange indenfor hele det estisk-finske Sangomraade; fra Øen Øsel til Nord for Kuittisøerne kan dens Udvikling følges Træk for Træk. I Kalevala udgør den vel kun en isoleret Episode, men bliver dog af særlig Betydning ved at Træk af den er nyttede rundt omkring paa forskellige Steder i Epos'et. Og for Folkets Udformning af Ilmarinens Skikkelse har denne Vise haft en afgørende Betydning. — I ny Kalevalas samlede Fremstilling af Visen er Hovedpunkterne disse (hvad der er udeladt i Oversættelsen, sættes i Parentes): Efter at Ilmarinen har grædt ud over Hustruens Død, henter han Guld og Sølv og sætter Trælle til at trække Bælgen; (de skøtter Hværvet slet, og Mesteren overtager det selv; nu springer et prægtigt Faar frem af Essen; Trællene glæder sig, Ilmarinen ikke. Arbejdet fortsættes, et Føl med Guldmanke og Kobberhove fremstaar; samme Virkning paa Tilskuerne. Fornyet Arbejde,) en Mø af Guld og Sølv hæver sig frem. Trællene ræddes. Smeden glæder sig. Han smedder hende færdig — kun Liv og Mæle mangler; han gaar til Hvile med hende og skuffes bittert; saa tilbyder Smeden Väinö sin Metalbrud, men faar Afslag.


Som ved Ainosangen foreligger ogsaa her en folkelig Sammensmæltning af to Sange der har et Hovedtræk tilfælles. Den estiske Vise fortæller om en Smed som ved egen Kunst vilde skaffe sig en Kone; men da den Side han vender imod Billedet, forbliver kold, viser han det frem for Bygden og spørger hvad der er i Vejen; man oplyser ham nu om at der fattes Tunge i Munden, Vid i Hjærnen, Hjærte i Barmen. Den estiske Digterindes Mening er klar nok: I Mænd kan nu engang ikke undvære os Piger af Kød og Blod. I Vestingermanland dukker en anden Sang op, som vel nok har taget Metaljomfruen fra hin, men ellers er helt selvstændig: Paa Kronstadt-Øen indretter en Smed sit Værksted, kommer Guld og Sølv i Ilden og sætter Trælle til at puste; en Hoppe fremstaar, dernæst en Ko; hele hans Slægt glæder sig, han ræddes; endelig dannes en skøn Mø, nu skifter Indtrykkene. Længer Øst paa smælter denne Vise sammen med den der kom fra Estland, og i Hovedtrækkene har vi fra da af Kalevalas Sang. — I Karelen træffer vi den ofte føjet til »Bejlerfærden« som dennes Afslutning; det blev omtalt S. 146. Men efter Bejlerfærden vilde Lönnrot jo stille til Bryllup; først nu, da »Ilmarinens Hustru« er falden for Hyrdens Hævn, blev der i Kalevalas Økonomi Plads for den kolde Brud, men uden folkelig Hjemmel. Alligevel er Lönnrots og Karelernes Motivering ensartet. Hos begge er det Modgang i Elskov, der lægger Ilmari Hammeren i Haand, medens det Syd paa er uerfaren Selvgodhed hos Pebersvenden.


I de nordlige Sangegne er Rækken Hoppe — Ko — Mø ændret til Hingst — Baad (eller Sværd) — Mø, hvilket falder mindre naturligt end de ingriske tre Hunvæsener. De tos Forkastelse trænger nu til Motivering, og det tilføjes da at de har »onde Vaner«, Sværdet kræver hver Dag et Hoved o. s. fr. Da Lönnrot dannede sin ny Kalevala, kendte og nyttede han i nærværende Sang de ingriske Former (blot med Faar for Ko), men fik paa flere andre Steder i Epos'et Brug for de øvrige Smeddeprodukter; navnlig har han — uden folkelig Hjemmel — nyttet en Del af dem som »Tilløb« til Sampo (X 307—405).


Tilbage staar Spørgsmaalet om Sangens Hovedpersoner. Väinämöinen modtager i en russisk-karelsk Opskrift Bruden af Ilmarinen straks den er smeddet, hviler hos den, men skuffes; denne sent udviklede Form har Lönnrot ændret og udnyttet (Vs 197 fl.). Desuden staar jo Väinö i nogle nordlige Opskrifter (S. 146) for hele Arbejdet. Langt videre udbredt og ældre er dog Ilmarinen som Smeden. I de estiske Varianter nævnes han ganske vist ikke; estisk Folkedigtning kender overhovedet ikke denne Skikkelse (Kreutzwald har importeret ham saavel som »Vanemuine« fra finsk Litteratur). Smeden er dernede blot »en Smed« eller hedder »min Broder« eller Johan, Jørgen o. s. fr. ; men i Ingermanliand begynder Ismaro, Ilmaro eller Ilmari at dukke op, og paa den karelske Tange kendes som Indledning til Visen de første Linier af en vestfinsk Tryllesang om Ilden med Ilmarinens Navn. Først Nord paa bliver dog Ilmarinen som Smed fast knyttet til Sangen om den kolde Brud. — Omend Navnet altsaa ikke oprindelig hører hjemme her, er denne Sang paa den anden Side det eneste episke Kvad, hvori han overhovedet forekommer saa sydligt; ingen anden ingrisk Ballade veed af ham at sige. Og da vi ovenfor har rørt ved Ilmaris rette Ophavsord, er her bedst egnet Sted til at opgøre Spørgsmaalet om hvem han var. De i Vestfinland digtede Tryllevers om Ildens Fødsel er det eneste Kvad paa hvis hele Omraade Navnet altid træffes, i Vestfinland som i Ingermanland, i finsk som i russsisk Karelen. Det hedder i Vestfinland som Indgang:


Lue tændte Ilmalainen,
Väinämöinen lod det glimte.


De to sidder paa en broget Snogs Ryg, »mellem Sten paa Havet« (sml. S. 122), men Talen er om den himmelske Lue, Lynet. De hidtil[1] fundne vestfinske Varianter stammer mærkeligt nok alle fra Ilmola (Ilmajoki) Sogn, Sydøst for Vasa. — I dette Kvad, det eneste som overhovedet er vidnedueligt i denne Sag, forekommer Ilmarinen aldeles ikke som Smed, blot som den der tænder Lynet; hans Samvirken med Väinö, og selve Tanken, viser at her er Tale om et Guddomsvæsen. Og det samme fremgaar af andre Vidnesbyrd. Reformatoren Agricola nævner ham blandt Tavasternes Guder og giver os Verset:


Ilmarinen rauhan ia ilman tei
ia matkamiehet edheswei.


(»Ilmarinen gav Luft og Fred — og førte rejsende Mænd af Sted«. Luft og Fred ɔ: Blæst og Vindstille). Navnets Udledning af Ordet ilma (Luft, Vejr) ligger lige for. I en Samling fra 18de Hundredaar findes en ellers ukendt Sang, hvori Sømændene bønfalder „Ilmarinen, ilo lintu" (den glade Fugl) om at blæse bliden Bør for dem. Fra samme Hundredaar stammer en Afbildning af en lappisk Troldtromme med tilhørende Forklaring, og her optræder »Ilmaris, som bringer Storm og haardt Vejr« [2] : Lydformen viser, at Navnet er laant fra Finsk; det ægte lappiske Ord, der svarer til ilma, lyder albme, Himmel. — Om ett er disse Udsagn enige: Ilmari var en Magt der raadede for Vejr og Vind.


Endda er ett Vidnesbyrd tilbage, der udvider vor Synskres mægtigt. De fjærne Votjaker i Østrusland har dyrket Inmar som Gud; Navnet svarer sprogligt nøje til Ilmar-i. Nu bruger de det under Paavirkning af Kristendom og Islam om den ene Gud. Men Navnet hjemler os Ret til at holde Ilmari for finsk-ugriske Stammers Luftgud fra fjærne Tider af.


Ett Udsagn er her forbigaaet, som maaske er faldet en opmærksom Læser af Kalevala ind: Siges der ikke udtrykkeligt af (og om) Ilmarinen at han har smeddet Luftens Laag i Tidernes Morgen (VII 333 fl., XLIX 339 fl.)? Men i disse Ord, der oprindelig udgør en lille Vise for sig selv, tør Ilmaris Navn ikke holdes for oprindeligt; Grundtanken viser vel følgende Opskrift[3]:


Den der veed at smedde Økser,
veed at hamre Kvistesakse —
ej er den Smed Vorherres Skabning.
Men den Smed er Herrens Skabning.
som har smeddet Himlens Hvælving,
som har hamret Luftens Bue
i en Smedje uden Døre,
uden Glugger, uden Vindver.


Den digterske Tanke er vel: Del var et gudbeaandet Stykke Arbejd at smedde Himlen, hvem der saa har gjort det. —


De paalidelige Vidnesbyrd viser os da Ilmarinen som Luftgud, men ikke som Smed — ikke heller som en himmelsk Smed. Naar hans Skikkelse nu i Kalevala alligevel staar uløselig sammenknyttet med Smeddehaandværket, hviler dette paa en Udvikling der er foregaaet hos Folket selv. »Ildens Fødsel« maa være den Kilde fra hvilken Navnet allerede i Sydingermanland, men paa en Tid da Troen paa hans Guddom ikke længer var levende, er kommen ind i Visen om Metalbruden — skønt ingen Varianter hernede har bevaret deres Forening saaledes som paa karelske Tange. Og ud fra denne Vise hamrer han sig siden fast i Folkets Opfattelse som den duelige Smed. Fra »den kolde Brud« er han oppe i finsk Karelen ved en ny Sammenkædning kommen ind i »Bejlerfærden« og har i det hele, stadig som »Smeden Ilmarinen«, bredt sig til en Del saadanne episke, lyriske og magiske Sange i hvilke der var Tale om Smeddegærning; men ejendommeligt nok forekommer han i »Ildens Fødsel« ogsaa i Karelen endnu som Lyntænderen, ikke som Smed[4].


Om Guden Väinämöinen lagdes, som vi har set, tidligt et episk Kvad »Sangerkampen«, der udprægede hans Skikkelse med saadant Liv, at Hovedtrækkene genfindes i det meste af den øvrige Digtning som har tilegnet sig Väinös Navn. Ikke saa med hans Fælle fra Ildgalderen, Luftguden Ilmarinen. Af Himmelherskeren blev ikke mindste Afglans tilbage hos den jordiske Smed — naar vi ser bort fra det helt isolerede og vist uoprindelige Træk: Skabelsen af Luftens Hvælving. Men til Igæld for hvad Skikkelsen mistede, klaredes den i Folkets Sang efterhaanden ud til en lyslevende Person med begge Ben paa Jorden : Kyndig og støt er Smeden i sit Arbejd, svært fingernem — han trænger sjælden til Trolddommens Hjælp, — ganske upoetisk og umusikalsk, ikke saa lidt træg og ubeslutsom hvor det gælder ny Handling — Väinö maa ligefrem narre ham op til Pohja at smedde Sampo, og da det gælder om at røve Vidunderet, møder han Gubbens Forslag med Betænkeligheder, — ellers en vakker Svend naar han faar gnedet Soden af sig, og mer heldig i Elskov end den gamle Väinö, men selv her maa Søsteren sætte Fart i ham; kun ved en enkelt Lejlighed bliver det træge Blod hedt, Pohjafruens Haan hidser Ilmari til at røve sig en Brud, hvem han saa, ond over hendes Falskhed, brat og vildt forstøder. — Vi har her, mener J. Krohn (Kalev. S. 65) »det Træk i det finske Lynne, der fremfor andre falder Udlændinge i Øjnene«. — Først længst oppe mod Nord i russisk Karelen er dog alle disse Træk tegnede; her var det fyldige Billed givet Lönnrot væsentlig som det former sig i Kalevala.


Ved Siden af Smeden Ilmari holdt sig saa, i Sangen om Ildens Fødsel, helt op i Dvina Len og endnu i gamle Kalevala Guden Ilmari, ærværdig ved sit Aartusender gamle Navn, men ogsaa svunden ind netop til et Navn, en blodløs Skygge ved Siden af sit levende, jordiske andet Jeg.


Fodnoter

  1. ɔ: 1903 (Kal. run. hist. S. 240).
  2. Friis: Lappisk Mytologi S. 37.
  3. Kal. tois II 331, fra finsk Karelen.
  4. I ny Kalevala (XLVII— XLVIII) er Forholdet af Lönnrot vendt om: »Smeden I.« er indføjet en Mængde Steder, men paa Hovedstedet (XLVII 67) ombyttet med nogle Opskrifters »Ilman ukko«.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.