Den røvede Brud (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ilmarinen
Skulptur af Robert Stigell

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Den røvede Brud

Det var Smeden Ilmarinen,    XXXVIII. 1

den evindelige Hamrer,

kasted nu sit Billed fra sig

og forskød den gyldne Jomfru;

nu var det hans Agt at age,     9

nu var det hans Hu at fare

op til Pohja for at bejle,

vinde Pohjas anden Datter.

Første Dag han ager fremad,

ruller frem endnu den næste,

og paa tredje Dag omsider

kom han ind i Pohjas Gaardsplads.

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

kommer netop ud paa sin Gaardsplads,

straks da tager hun til at tale,

vender sig til ham for at spørge    20

om hvordan det gaar hendes Datter

hist som Hustru i Mandehjemmet.

Sagde Smeden Ilmarinen    25

mod i Hu, med bøjet Hoved,

Hatten gleden ned paa Siden:

»Ak min kære Svigermoder,    29

derom maa du ikke spørge.

Jorden gæmmer mit Bær, det røde,    35

Lyngen dækker over den døde;

giv mig, du kære Svigermoder,    41

und mig endnu din anden Datter

i hendes Søsters Sted og Sæde!« 

Sagde Louhi, Pohjas Frue:    45-6

»Ilde handled jeg arme Moder;

bort jeg sendte min stakkels Pige,    49

at hun i Ungdomsaar skulde segne,    52

gav hende hen i Ulves Kæber,

Svælget paa de brølende Bjørne.

Ikke giver jeg den yngre,

ikke skikker jeg min Datter,

Soden af din Krop at gnide,

Smudset af din Hud at slide —

før vil jeg skikke min Datter,

sende mit Barn, min fromme Pige,    60

ned i Fossens skummende Fraade,

Vandets aller vildeste Hvirvel,

ned i Munden paa Manas Maddik,

ind mellem Tuonigeddens Tænder.« 

Det var Smeden Ilmarinen,

vred sin Mund og vendte sit Hoved,

rev og sled i sin sorte Haardusk,

rysted vildt sine tætte Lokker;

selv da stiger han ind i Stuen,

ind under Tag han selv sig trænger,    70

griber fat i den unge Jomfru,    115

med sin brede Lab hende kryster,

farer som et Fygevejr af Stuen,

styrter hen til sin lette Slæde,

slænger Pigen op i sin Slæde,

farer saa straks afsted paa Færden —    121

ene Haand ved Traverens Tømme,    123

anden Haand paa Jomfruens Bryster.

Jomfruen græder og jamrer,    125

knuger sine smidige Fingre,

og hun vrider de vakre Hænder,

taler saa selv det Ord og siger:     126

»Hør mig, du Smeden IImarinen,    131

om du ikke giver mig Frihed,

sparker jeg Kælken i Splinter,

søndrer jeg Slæden i Bidder,

sparker Hul i Siden med Knæet,

søndrer Slæden med disse Smalben.« 

Det var Smeden Ilmarinen,

tog til Orde selv og sagde:

»Derfor just har Smedens Slæde

Sider som af Jærn er tømret,    140

som kan staa sig mod et Fodspark,

mod en vakker Piges Sprællen.« 

Frem et Stykke Vej han ager,    179

færdes frem en ringe Strækning;

men da spidser Hesten Øren,

Langøre skræmmes under Løbet.

Jomfruen hæved sit Hoved,    231

skued forude Spor i Sneen,

og hun spurgte sig for og fritted:

»Hvad er vel det som her er løbet?« 

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Ulven er løbet over Stien.« 

Og den stakkels Pige sukked,

sukked dybt, og tungt hun aanded,

taled saa det Ord og sagde:

»Ve mig dog, jeg arme Stakkel!    240

Bedre havde det mig været,

havde visselig været bedre

med den hvæsende Ulv at vige,

med en Spejdersnude sig snige,

end i denne Bejlers Slæde,

dette Uglebilleds Tæppe;

Ulvens Skind er nok saa fagert,

Ulvens Gab er nok saa vakkert!« 

Del var Smeden Ilmarinen

bed i Læben, vendte sit Hoved,    250

fremad han aged, saa det knaged,

ned til den nye By for Natten.

Træt og mødig efter Færden

sover Smeden tungt og længe,

anden Mand hans Viv fornøjer,

medens hendes Husbond sover.

Da nu Smeden Ilmarinen,

vaagned op den næste Morgen,

vred han Mund og vendte sit Hoved,

rev og sled i sin sorte Haardusk,    260

og han skikked sig til at synge,    280

tog i sin Vrede til at kvæde,

sang sin Viv til en Fiskemaage,

hen over Havets Skær at skrige.    284

Smeden Ilmarinen derpaa    287

slængte sig igen i Slæden,

frem han aged, saa det knaged,

mod i Hu, med bøjet Hoved,

drog af Sted til egne Lande,

foer til kendte Bygder tilbage.

Trygge gamle Väinämöinen

mødte Smeden midt paa Vejen,

tog til Orde straks og sagde:

»Smed og Broder Ilmarinen,

hvordan lever man i Pohja?«    300

Sagde Smeden Ilmarinen:

»Hvordan de lever i Pohja!    310

Sampo har i Pohjola hjemme,

dær er Pløjning og dær er Saaning,

dær er der alskens Vækst og Grøde,

dær er evig Lykke til Huse.« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Hvor er din unge Brud dog henne,    317

siden du kommer tomhændet til os,     319

ager uden Hustru tilbage?« 

Det var Smeden Ilmarinen,

taled da det Ord og sagde:

»Slig en Hustru har jeg sunget

til en Maage paa Havets Klipper;

nu kan hun pibe som Maage,

nu kan hun skræppe som Skarven,

støje dær paa Stene ved Vandet,

skingre lydt paa Skær over Søen.«