Den stærke Mand paa K’erḱa (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

82. Den stærke Mand paa K’erḱa

Nordenfor Pamiut (Fredrikshaab), men lidt sønden for Siorak (Iisblinken) findes der en Ø, kaldet K’erḱa. Paa denne boede der fordum en Mand, som ikke havde sin Lige i Kajakroening. Hans Aare var saa tyk, at den maatte have Indskæringer, for at han kunde gribe om den med Hænderne. Denne Mand boede der alene. Engang om Vinteren blev han langt ude paa det aabne Hav overfalden af en Nordenstorm. Han vilde søge ind under Kysten, men Landet var ganske svundet af Syne. Omsider kunde han mærke paa de rullende Søer, at han befandt sig udenfor Tulugartalik; da han var forbi dem, saae han pludselig Land for sig og Lys fra et Vindue. Han landede, gik op til Huset og hørte Sang indenfor. Idet han lyttede, mærkede han, at han uforvarende var kommen til sin Modstander, som boede paa Ukevik, og at denne netop var ifærd med at indøve en Vise, som han havde isinde at bruge imod ham om Foraaret. Han hørte godt efter og indpræntede sig alle Ordene, hvorpaa han atter gik ned i sin Kajak, og i Bælmørke roede han atter sydefter, kom over de svære Søer ved Tulugartalik og naaede sin Boplads. Om Foraaret kom hans Modstander fra Ukevik for at føre Syngestrid med ham, men da han nu iforvejen kjendte alle sin Modstanders Ord, blev han øieblikkelig den Seirende.

Den samme Mand paa K’erḱa havde Fjender blandt Sydlændingene. Engang om Sommeren befandt han sig i stille Veir ude tilsøes, da han saae Kajakker komme sydfra, og paa Grund af deres Mængde sluttede sig til, at det maatte være hans Fjender, som kom for at angribe ham. Da de nærmede sig, flygtede han ind ad Landet til, hvorpaa de forfulgte ham, men da han kom til et stort Iisfjeld, smuttede han ind i en Hule, som det havde paa den modsatte Side. Her lagde han sig tilrette med Forstævnen udadvendt og opløftet Harpun. Denne var uden Kastetræ, blot forsynet med et Beenhaandtag. Imidlertid kom den forreste Forfølger til Iisfjeldet og fulgte langs Siden af samme, men idet han kom frem for Hulen, kastede hiin ham strax og trak Harpunen tilbage, hvorpaa det gik ligesaa med alle de øvrige, med Undtagelse af to, som han lod reise hjem, for at de kunde fortælle det til deres Landsmænd. Alle disse Sydlændinge havde havt isinde at dræbe deres Fjende, men maatte selv lade deres Liv.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 234-235.