Den store Bejlerfærd (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


"Ilmarinen den evindelige hamrer"
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Den store Bejlerfærd



Dækker lyseblaa han bredte,    XVIII. 9
røde Klæder over Snækken,
smykked saa med Guld dens Stavne,
dækked dem med Sølv, det hvide;
og en skønne Dag derefter,
ganske tidlig Morgentime
skød han Skuden ud i Søen,
hundredbræddet Baad i Bølgen
fra de runde Rullestokke,
fra de glatte Fyrreblokke.


Nu sit Mastetræ han rejste,
og i Masten Sejl han hejste,    20
rødt det ene, blaat det andet,    21-22
steg saa selv ombord i Baaden,
stak afsted at fure Havet,    25
foer fra Kyst at kløve Bølgen.


Dær ombord han tog til Orde,
selv han ytred sig og taled:
»Stig, o Gud, ombord i min Skude,
kom i Baaden, Gud, med din Naade,    30
læg i den svage Svend din Styrke,
læg i den Spæde Manddomskræfter,
over det vide Vand at bygge,
over de brede Bølgerygge!« 


Annikki, den velberømte,    41
Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,
som ved Kvælden sysler silde,
som ved Morgen vaagner aarle,
gik sit Tvættetøj at tvætte,
skylle sine Vaskeklæder
ude paa det røde Spange,
paa den brede Bro fra Stranden,
yderst ved en diset Odde,
taagehyllet Holm i Havet.    50


Ser sig om til alle Sider
gennem Luftens favre Vidder,
stirrer op mod Himmelbuen,
langs med Stranden, ud mod Søen;
over hende straaled Solen,
under hende blinked Bølgen.


Dunkel Plet paa Dybet øjnes,    61
blaaligt Punkt paa Havets Bølge;
taled hun det Ord og sagde,
selv hun ytred sig og mæled:
»Dunkle Plet i Sø, hvad er du,
mørke Punkt, hvad kan du være?
Er du en Vildgaaseskare
eller et vakkert Træk af Ænder,
da maa du svinge dig med Susen
højt i Luften, op imod Himlen.    70


Hvis du er en Laksestime
eller en anden Flok af Fiske,
saa maa du svømme bort med Plasken,
dukke ned under Vandets Flade.


Om du var et Skær af Stene
eller en svømmende Stamme,
skylled Bølgerne sikkert over,
skvulped Vandet over din Flade.« 


Længer fremad løber Baaden,
rask det nye Skib sig nærmer,    80
glider frem ved diset Odde,
taagehyllet Holm i Havet.
Annikki, den velberømte,
kendte nu, det var en Skude,
selve Väinämöinens Snække,    99
den evindelige Sangers;
og hun spørger ud til Snækken:    107
»Sig hvorhen, o Väinämöinen,
gaar din Fart, du Elsker fra Elven?
Landets Pryd, hvorhen paa Færden?«    110


Sagde gamle Väinämöinen:    133
»Ud paa Gaasejagt jeg mig agter,
lystig Leg med de favre Fugle,
ud i Øresundet, det dybe.«    137


Annikki, den velberømte,    139
taled da det Ord og sagde:
»Kende jeg kan hvem der lyver,
skønne jeg kan hvo Sandhed siger:
Anderledes øved min Fader
Gaasejagten i gamle Dage,    145
spændt var da den vældige Bue,    147
løb i Lænker hans sorte Jagthund,    149
sprang hans Rakke paa Strandens Stier,    151
Hvalpe stolpred om mellem Stene.
Sig nu med Sandhed, Väinämöinen,
hvorhen du virkelig farer!« 


Sagde gamle Väinämöinen:
»Hvad om da jeg var paa Færden
for i Kamp og Krig at fare,
ud i mægtig Mandejævning,
hvor man vader rød til Knæet,
gaar i Blod til op paa Benet?«    160


Atter Annikki ham svarer,
spændeprydet Pige skælder:
»Ogsaa til Krigerfærd jeg kender.
Naar min Fader sig fordum rusted,
jagted i Kamp og Krig at fare.
ud i en mægtig Mandejævning,
sad der hundrede Mand ved Aare,
tusende sad i Snækken ledig,
laa i Stavnen Buerne stuvet.
Sværdene stablet tæt paa Tofter.    170


Men jeg skal kæntre din Skude,    185
stikke Stavnen ned under Vandet,
om du ikke siger mig Sanding,
gæmmer dine Løgne til siden!«    190


Gamle Väinämöinen derpaa
taled selv det Ord og sagde:
»Vel nu vil jeg sige Sandhed,
skønt jeg nok har løjet lidet:
Ud paa Frierfærd jeg farer,
op at bejle til en Jomfru
fjærnt i Pohjola, det mørke,
fjærnt i skumle Sariola,
dette Sted hvor Mænd fortæres,
denne Plet hvor Helte druknes.«    200


Annikki, den velberømte,
Nattens Jomfru, Dæmringens Pige,
da hun nemmed sandfærdig Tale,
fik et oprigtigt Ord at høre —
lod hun sine Duge ligge,
hele Tøjet uden Tvætning
paa den brede Bro ved Stranden,
ude paa det røde Spange;
Haanden løfted op i Kjolen,
straks hun skyndte sig at springe,    212
kommer frem til Smedens Bolig,
stiger ind paa Stand i Smedjen.


Det var Smeden Ilmarinen,
den evindelige Hamrer,
Bænke han af Jærn sig hugged,
smedded dem af Sølv med Møje,
bar en Alen Aske paa Hoved,
Sodlag, favnetykt, paa sin Skulder.    220


Annikki gik frem til Døren,
taled dær det Ord og sagde:
»Ilmarinen, Smed, min Broder,
du evindelige Hamrer!
Stadig hamrer du her og hugger,    247
hele Dagen med Drøn du smælder.
Sommertide saa skor du Heste,
Vintertide smedder du Jærnsko,    250
bøder ved Nat din Kurvekælke,
laver om Dagen lange Slæder
for paa Frierfærd at fare,
for til Pohjas Land at drage;
alt nu ruster sig rappere,
farer flinkere Folk forbi dig:
Alt nu farer Väinämöinen    261
ude paa den dybblaa Havryg,
bag i Baadens Stavn, den gyldne,
trykket tæt mod Kobberaaren,
op til Pohjola, det mørke,
op til skumle Sariola.« 


Faldt der en Angst over Smeden,
Hjærtet blev tungt hos Jærnets Hamrer,
Tangen af Næven han tabte,
Hammeren faldt ham af Haanden.    270


Sagde Smeden Ilmarinen:
»Annikki, min egen Søster,
hed i Hast en Badstu til mig,    277
bring et Honningbad til rede,
at jeg faar mit Hoved tvættet,    283
faar mit hele Legem renset
for den Sod i Høst jeg samled,
Smeddesmudset fra sidste Vinter!« 


Annikki, den velberømte,
hemmelig heder hun ham en Badstu,
varmer med Kvas som Vinden brækked,
Grene som Ukkos Lynild knækked;    290
Stene hun sanked ved Fossen,
gød saa paa dem Vand til de damped.
Vandet drog hun af Offervældet,
øste det af den klare Kilde;
brød nu en Badekost i Krattet,
brød en yndig Løvkvist i Lunden,
pisked med Honningevaanden
over Honningestenene,
virked en Sæbe, saa skummende,    (299)301
skummende Sæbe, sydende Sæbe,
Bejlerens Hoved at tvætte.
Soden af Kroppen at slette.


Det var Smeden Ilmarinen    321
gik i Gang et Bad at tage,
tvætted sine Øjne klare,    325
strøg sin Tinding, til den straaled,
hvid som Hønens Æg blev Halsen,
skært og lyst hans hele Legem.
Steg han saa fra Bad i Stuen,
ikke længer til at kende: 330
Saare skønt hans Aasyn skinner.
Rødme straaler paa hans Kinder.


Annikki, den velberømte,    339
bragte nu hans Lærredsskjorte
paa den blotte Hud at bæres,    342
bragte ham de stramme Bukser,
dem hans Moder syed fordum,
paa de sodfri Ben at bæres,
bragte saa de bløde Strømper,    347
dem som Mø hans Moder væved,
frem de stærke Sko hun stilled,    331
allerbedste Købestøvler,
søgte frem hans kornblaa Kjortel    355
over Lærredssærk at drages,    357
søgte saa hans Vadmelskaftan,    359
bræmmet ved de fire Flige,
over Kjortlen blaa at bæres,
og hans Pels med tusend Knapper,    363
smykket skønt med hundred Smykker,
over bræmmet Vadmelskaftan;
tog hans gyldne Midjebælte,    368
tog de gyldenstukne Handsker,    372
hvilke Laplands Døtre sømmed,
til sin Broders skønne Hænder,
samt tilsidst den høje Hue
til hans gyldenlyse Lokker,
den hans Fader fordum købte,
da som Yngling bold han bejled.


Smeden Ilmarinen derpaa
klædte sig færdig, gjorde sig rede,    380
smykked sig skønt, trak i Tøjet;
og til Trællen sin han sagde:
»Spænd du nu den favre Fole,
spænd den for min Kurveslæde,
at jeg paa min Færd kan fare,
op til Pohjahjemmet drage!« 


Trællen tager da til Orde:
»Vi har Hingste, seks i Tallet,
Heste som æder vor Havre,
hvilken af dem skal jeg tage?«    390


Sagde Smeden Ilmarinen:
»Tag den bedste blandt Hingstene,
læg du saa Tøjet paa Folen,
spænd den brune for min Slæde;
tag mig saa seks Sommergøge,
blaa smaa Fugle, syv i Tallet,
de skal kukke højt paa min Kumte,
klingende synge paa Seletøjet,
alle kønne Piger skal kigge,
alle Møer skal undres derover!    400
Bring saa hid et Bjørneskindstæppe,
ovenpaa det vil jeg sidde,
bring mig en Hvalroshud tillige,
den skal dække min vakre Slæde!« 


Selve Smeden Ilmarinen,    417
den evindelige Hamrer,
vender sig nu med Bøn til Ukko
og til Tordneren saa han taler:    420
»Ukko, send til Jorden et Snefog,
nyfalden Sne du mig unde,
Sne, saa Slæden lettelig glider,
dækkende Lag saa den løber!« 


Ukko sendte til Jord et Snefog,
nyfalden Sne han ham undte,
den dækkede Lyngens Stilke,
dulgte alle Bærrenes Stilke.


Smeden Ilmarinen derpaa
ytred sig paa denne Maade:    432
»Læg dig, Lykke, ned paa min Tømme,
Herre, sænk dig ned i min Slæde!
Lykken bryder ej Tømmerne,
Herren ej søndrer min Slæde.« 


Hoppende haster hans Kælke    443
hen langs Havets sandede Banker,
hen over Honningsundets Bredder,
op over Elleaasens Skrænter,
knirkende løber den langs Stranden,
sprøjtende Stænk, frem over Sandet,
Gruset flyver i Øjnene,
Havet stænker ham op paa Brystet.    450


Aged han en Dag og tvende,
ud paa tredje Dag han aged;
men den tredje Dag paa Færden
naaer han Väinämöinens Fartøj,
taler saa det Ord og siger,
selv han ytrer sig og mæler:
»O du gamle Väinämöinen,
lad nu et smukt Forlig os slutte,
naar vi begge drager at bejle,
naar vi omkaps som Friere fare:    460
ikke med Magt at røve Møen,
mod hendes Hu til Mandehjemmet!« 


Sagde gamle Väinämöinen,
»Vel, jeg et smukt Forlig vil slutte.
Ham skal Pigen gives i Hænde,    467
hvem hendes egen Hu begærer;
intet Nag mellem os skal næres.
Vrede skal ikke længe bæres.«    470


Videre fremad de fore,
hver især over sine Veje:
Skibet sprang, saa Strandene rysted.
Hingsten hopped, saa Jorden drøned.


Og en liden Stund der svinder,
ringe Spand af Tid der rinder:
Hunden graa tog til at halse,
Borgens Vogter bjæffed bistert
hist i Pohjola, det mørke,
hist i stærke Sariola,    480
brummed først lidt mere roligt,
knurred af og til lidt arrigt.
Bagen tæt mod Agerfuren,
Halen liggende henad Jorden.


Sagde Pohjahjemmets Husbond:
»Gaa min Datter, gaa hen og se efter,
hvorfor Hunden, den graa, dog halser,
hvorfor Langøre snerrer saa længe!« 


Pigen svared ham med Liste:
»Jeg har ikke Tid Farlille,    490
renses skal vort Fjøs dernede,
røgtes skal vort Kvæg, det fede,
males skal paa Kværn, den brede,
Mel paa Sigten gøres rede;
mygt er Melet, bred er Kværnen,
Malersken har svage Kræfter.« 


Sagte den bidske Djævel bjæffed,
af og til endnu den knurred.
Sagde Pohjahjemmets Husbond:
»Gaa, Morlil, gaa hen og se efter!    500
Hunden, den graa, halser bestandig,
Gaardens Langøre snerrer jo stadig.« 


Konen tager da til Orde:
»Har ej Tid og gør det ikke,
kan ej lade Huset svælte.
Smør til Maden skal jeg smælte,
brede Brød i Ovnen vælte,
aller først dog Dejen ælte;
Melet mygt — de Brød saa brede.
Bagersken har svage Kræfter.«    510


Sagde Pohjahjemmets Husbond:
»Hastværk har de Kvinder dog altid,
fuldt op at skaffe har de Piger,
skal i Ovnen bage og brase,
skal i Sengen dvaske og dase.
Søn, gaa du da ud og se efter!« 


Sønnen tager da til Orde;
»Jeg har ikke Tid at springe,
sliber Øksen min, den sløve,
skal ved Huggeblok mig øve,    520
store Brændestabler kløve,
fine Splinter vi behøve;
store de Stabler — fine de Splinter,
Huggeren, han har svage Kræfter.« 


Stadig halsed Borgens Buldog,
Borgens Vogter bjæffed bistert,
Gaardens grumme Rakke rased.
Holmens Portvagt peb og hyled.
Bagen trykket tæt mod Marken,
Halen kroget i en Krumning.    530


Sagde Pohjahjemmets Husbond:
»Ikke gøer vel den graa for intet,
ej glammer den gamle for Gammen,
næppe ud i det blaa den bjæflfer.« 


Gaar han da selv og ser efter,
hen gennem Gaarden han skrider,
ud til aller fjærnest Fægaard,
ud til aller bagest Ager,
faar at se hvad der er hændet,    543
hvorfor Hunden, den graa, har halset:
Fremad sejled en rødlig Snække,    547
den stod ind gennem Vakkervigen;
hastede hid en broget Slæde
frem til Lands over Honningholmen.    550


Hastig Pohjahjemmets Husbond
stiger ind igen i Stuen:
»Gæster kommer nu til Gaarde    555
nede ved den dybblaa Havryg!« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:    561
»Lad os spørge Loddet i Skynding
alt om de kommende Gæster!
Hør, du lille travle Tærne,
læg en Rønnegren i Luen,
stik den ædle Vaand i Arnen!
Hvis der siver Blod af Vaanden,
vil der fødes Fejde for os;
hvis der siver Vand af Vaanden,
faar med Fred vi længe leve.«    570


Pohjas lille travle Tærne,
Tjenerinden som lystrer gærne,
lægger Rønnegrenen i Luen,
stikker den ædle Vaand i Arnen:
Ikke siver der Blod af Vaanden,
ikke Blod — og Vand ej heller.
Mjød af Rønnegrenen driver,
Honning af dens Sider siver.


Suovakko hæved Røsten i Hjørnet,
gammel Viv under Tæpper taled:    580
»Om der driver Mjød af Vaanden,
om der siver Saft af Træet,
er de Gæster der gaar ad Bølge,
de er et prægtigt Frierfølge.« 


Det var Pohjahjemmets Frue,
hastigt iler hun ud paa Gaarden,    588
vendte sit Blik imod Vandet,
drejed sit Hoved mod Solen,    590
ser hun den ny Snække sig nærme,    591-2
Skuden skinner saa hvid i Solen,    595
ser en lysløddet Mand i Stavnen    597
trykke sig tæt mod Kobberaaren,
ser en springende Hingst paa Stien,
rødlig Slæde, der ruller fremad, —    600
syv af Sommerens gyldne Gøge    605
synger med Klang paa Seletøjet —
samt en statelig Svend i Slæden,
hærdebred Helt, som holder ved Tømmen.


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Sig, med hvem af dem vil du fare,    611
vorde hans Ven for alle Dage,    613
blive den Fugl han bær i Favnen?
Den der sejler paa sin Skude,
det er gamle Väinämöinen,    618
bringer Skatte med i Skibet,
Tøj og Varer paa sit Fartøj.    620
Den der drager frem i Slæde,
det er Smeden Ilmarinen,    624
bringer bare tomme Løgne,
Slæden fuld af slemme Troldord.
Nu naar de stiger i Stuen,
frem et Stob med Mjød skal du stille,
ham skal du give Stobet i Hænde,    630
hvem din Hu staar helst til at følge;
giv den til Väinöläs Gubbe,
ham der fører Skatte paa Skuden!« 


Det var Pohjas skønne Pige,    635
saadan vidste hun at svare:
»O min Moder, du som mig fostred
ikke spør' jeg om Tøjets Godhed,    639
ikke heller om Heltens Klogskab,
men jeg spørger om Øjets Godhed
og om hans hele Legems Skønhed;
kvit og frit skal Jomfruen gives    645
ham som har smeddet Sampo færdig    647
ham som »broget Laag« har os hamret.« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Ak du lille Faar, vil du fare,    650
fare til Smeden Ilmarinen,
stryge hans svedige Pande,
skylle Smedens de grove Hynder,
vaske Smudset af Smedens Kinderl« 


Pigen gav til Gensvar paa dette:
»Ikke gaar jeg til Väinögubben.    657
Let blev jeg led ved den gamle,    659
ked af en skrøbelig Olding.« 


Gamle Väinämöinen derpaa
iler frem og kommer forud;
skød i Hast den røde Skude
op paa stærke Rullestokke;    665
steg saa selv paa Stand i Stuen,    667
under Taget ind han iled,
taled han saa dær ved Tærsklen,
over Gulvet, under Bjælken:    670


»Vil du følge mig, o Pige,    673
vorde min Ven for alle Dage
og for Livet min Ægtemage,
blive den Fugl jeg bær i Favnen?« 


Det var Pohjas skønne Pige,    695
taled hun det Ord og sagde:
»Ikke priser jeg en Sømand,
ej den Svend der sejler paa Bølge,
Vinden blæser jo Viddet fra ham,
Foraarsstormen røver Forstanden.    700
Ikke til dig vil jeg komme,
ikke med dig vil jeg følge
som din Ven i alle Dage,
som den Fugl du bær i Favnen.« 



______________________________________



Smeden Ilmarinen derpaa,    XIX. 1
den evindelige Hamrer,
steg nu selv paa Stand i Stuen,
ind under Taget selv han traadte.
Stob med Mjød i Stuen bares.
Honningbryg blev bragt i Hænde
Smeden Ilmari, at smage.


Smeden tager da til Orde:
»Aldrig saa længe jeg lever,
medens Maaneskinnet er gyldent,    10
drikker jeg af Drikken I bringer,
før jeg faar skue min Elskede;
er hun rede mod hvem jeg længes,
hun til hvem jeg længtes saa længe?« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Halvvejs er højre Sko paa Foden,    19
endnu ikke halvvejs den venstre.
Rede blir hun til hvem du længes,
først naar du skaffer skældækket Gedde,    155
Fisken, den flakkende, fede,
hid fra Dødningeflodens Vande,
Strømmen bag Manalafossen;
intet Vod i Vandet du lægge.
ej med Haandgarn i Elven trække.    160
Hundrede foer at fange den,
ej een eneste kom tilbage.« 


Visselig kom han i Vaande,
Smeden blev ængstelig til Mode,
gik til Pigen i Jomfruburet,
tog til Orde selv, og han sagde:
»Nattens Datter, Dæmringens Pige,    (36)
nys man gav mig et Værk at øve:
Skaffe jeg skal den skældækte Gede,
Fisken, den flakkende, fede,    170
hid fra Tiionis Flod, den sorte,
Manalas Elv, den evige!« 


Bruden bragte Hjælp i Nøden,    175
Møen stod med Raad til rede:
»O du Smeden Ilmarinen,
tag dig ikke det til Hjærte:
Smed en vældig Ørn paa Timen,
hugg en Høg med hvide Fjedre,    180
dermed fanges den store Gedde,
Fisken, den flakkende, fede!« 


Det var Smeden Ilmarinen,    185
vældig Ørn han paa Stand sig smedded.    187
Fuglens Fødder af Jærn han danned,    189
støbte dens Kløer af Staal, det stærke,
føjed et Fartøjs Borde til Vinger,
satte sig selv paa Fuglens Vinger.


Han formaned nu sin Flyver:    195
»Liden Ørn, min Fugl du favre,    197
flyv nu did hvorhen jeg byder,
bort til Tuonis Flod den sorte,
slaa den store, skældækte Gedde!«    201


Ørnen selv, den stolte Flyver,    203
flagrer frem paa sine Vinger,
venstre Vinge strejfed Vandet,    209
højre Vinge rørte Himlen,
Kløerne kradsed i Bølgen,
Næbbets Spids mod Klipperne klirred.


Smeden Ilmarinen derpaa
giver sig i Lag med at rive,
river hen gennem Dødningfloden,
Ørnen holder Vagt ved hans Side.


Frem da farer Tuonigedden,    223
Vandets Hund kommer plaskende,
ej er Gedden iblandt de mindste,
ikke heller iblandt de største:
Tungen som tvende Økseskafter,
og som et Riveskaft dens Tænder,
Svælget saa bredt som trende Fosser,
Ryggen saa bred som otte Baade;    230
den vilde tage Tag i Smeden,
æde Smeden Ilmarinen.


Ørnen, den kommer susende.
Luftens Fugl med Kløerne spændte,
griber fat i skældækte Gedde; —    241-3
Fisken, den flakkende, fede,    246
trækker da den fjedrede Flyver
nedad under de klare Vande;
Ørnen svinger sig dog i Vejret,
løfter sin Krop igen mod Lyset,    250
drager det sorte Dynd fra Bunden
op over de klare Vande.


Atter sejler den og svæver,
anden Gang et Greb forsøger,
slaar sin ene Klo i Gedden,
i den grumme Geddes Gæller,
slaar den anden fast i Bjærget,    258-9
klemmer den om Kobberklippen;
men dens Fod paa Fjeldet glipper,
Kloen glider ned fra Klippen,
fri sig Vanduhyret vrider,
Gedden dukker ned i Dybet —
Kloens Spor i dens Side sidder,    267
Rifter af Fodens Greb paa Ryggen.


Det var Ørnen med Kobberkløer,
endnu en Gang sin Kraft den spændte,    270
Vingen lyste som vilde Luer,
Øjet gløded som klare Flammer;
med sine Kløer da greb den Gedden,
Vandets Hund med Nap af sin Næve,
trak den store, skældækte Gedde,
rykked Vanduhyret med Vælde,
rev det bort fra de dybe Bølger,
rev det op paa de klare Vande:
Voven kendes ikke som Vove,    285
skjult af Skæl fra den store Gedde,
Luften føles ikke som Luftning,
tyk af vældige Flyvers Fjedre.


Det var Ørnen med Kobberkløer,
bar den store skældækte Gedde    290
op i en Gren af Abild-Egen,
op i bredeste Fyrrekrone,
smagte saa dær paa Fiskens Mave,
hugged Hovedet helt fra Kroppen.    296


Sagde Smeden Ilmarinen:
»Onde Ørn, hvad har du øvet!
Hvad er da du for en Flyver,
hvad er da du for en Flagrer:    300


Nu har du smagt paa Fiskens Mave,
hugget dens Hoved helt fra Kroppen!«    304


Ørnen, vældig, med Kobberkløer,
veg da Vejen i Harm og Vrede,
op mod Himmelhvælvingen fløj den,
langs ad Skyernes Strande strøg den,
Skyerne braged. Himlene klaged,
Luftens stærke Støtter, de luded;    310
brast da den himmelske Bue,
selve Nymaanens Horn gik sønder.


Smeden Ilmarinen derpaa
bærer Fiskens Hoved deden,
giver det til Pigens Moder,
taler saa det Ord og siger:
»Se jeg bringer et evigt Sæde
til den gode Pohjolastue!
Fældet er den skældækte Gedde,    325
Fisken, den flakkende fede,
hist i Dødningeflodens Vande,
Strømmen bag Manalafossen.
Bringer du mig da nu din Datter,
under du mig den unge Jomfru?«    330


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Ilde har du deri handlet
at du hugg dens Hoved over.« 


Sagde Smeden Ilmarinen:    337
»Uden Lyder intet Bytte    339
selv paa bedre Steder fanges,
mindre da fra Dødningfloden,
Strømmen bag Manalafossen.
Er hun rede mod hvem jeg længes,
hun til hvem jeg længtes saa længe?« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Gives skal min spæde Vildand    250
nu til Smeden Ilmarinen
som hans Ven i alle Dage,
som hans Viv og Ægtemage,
som den Fugl han bær i Favnen.« 


Sad der et Barn paa Stuegulvet,
Barnet synger fra Stuegulvet:


»Hid til Huset, hen til Borgen
fløj i Dag en tosset Flyver,
kom en Ørn fra Østens Egne,
kom en Høg i Himmelrummet;    360
længe vender den og drejer,    365
længe svæver den og svajer,
flyver frem til Mandehuset,
napper med Næbbet i Taget:
Tækket med Jærn er Mandehuset —
dær kan da Fuglen ikke komme.    370


Længe vender den og drejer,    377
længe svæver den og svajer,
flyver frem til Jomfruburet,
napper med Næbbet i Taget:    380
Lærredtækket er Jomfruburet —
dær kan den lettelig komme.
Hen til Borgens Røgpibe fløj den,
ned igennem Loftet den daled;
stod ved Væggen med grønne Fjedre,    387
hundredfjedret i Husets Hjørne.


Mønstrer nu de Møer saa væne,
lurer paa de lokkefavre,    390
tager saa et Tag med Næven,    395
hugger til med Høgekloen,
snapper fra Skaren den bedste,
favreste Fugl i Andeflokken,
den med de blødeste Fjedre,    405
den med de fineste Farver.« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Hvoraf vidste du, Lykkens Yndling,    409
sig, hvor hørte du, Gylden-Abild,
at en Jomfru fostredes hos os?
Straaled saa langt de Sølversmykker,    413
spurgtes saa fjærnt det Guld hun bærer,
skinned mon did vore Sole,
lyste did vore klare Maaner?« 


Barnet synger fra Stuegulvet:
»Deraf vidste det Lykkens Yndling:    429
Hændte sig just en Dag han vandred,    447
gik han en Gang ad Agerfure,
Pigen stod mellem Markens Snerrer,
vandred over de gule Heder,    450
rørte røde Farver i Gryde,
kogte gule Farver i Kedel.


Atter hændte sig han vanked,
vandred under Pigens Vindu,
hørte denne Jomfru spinde,
hørte Vævekammen klapre;
hendes Skyttel smøg sig smidig
som en Hermelin i Huller,
Vævekammens Tænder tikked
som naar Spætten slaar i Træet,    460
Vævebommen rap sig vendte
som et Egern mellem Grene.« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:
»Ser du, ser du det min Pige!    465
Har jeg ikke altid sagt det:
Ikke skal du i Lunden løbe,
ikke skal du i Dalen tralle,
ikke vise din Hals, den favre,
eller den hvide Arm, der lyser,    470
eller den unge Barm, der svulmer!


Hele Høstens Tid har jeg plaget,    473
tigget og bedt Jer sidste Sommer:
Lad os faa bygt en hemmelig Hytte,    477
dær kan den Jomfru dulgt slaa Væven,    479
at ej Finlands Friere hør' det,    481
Finlands Friere, Bejlersvende!« 


Barnet sang fra Stuegulvet,
ugegammel Unge pludred:
»Let nok er en Hest at hytte.
Fagermanke nem at fjæle —
ondt, en Jomfrulil at hytte,
yppiglokket Mø at dølge;
bygged du end en Borg af Stene
højt paa en Holm bag Havets Bølger,    490
selv ej dær de Skønne kan skjules,    493
eller i Fred de Piger fostres,
at ej franke Friere kommer,
Mænd med høje Huer paa Hoved,
raske Heste med haarde Hove.« 


Det var gamle Väinämöinen,
mod i Hu, med bøjet Hoved    500
drog han deden til sin Hjemstavn;
og han vared alle gamle    511
mod at hige til de unge,    513
mod at søge til de skønne
og paa Bejlerfærd at fare    517
sammen med en yngre Bejler.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.