Den store Bueskytte (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

85. Den store Bueskytte

Et Ægtepar fra Sydlandet drog nordpaa og reiste meget langt. Tilsidst traf de om Efteraaret en meget befolket Plads, paa hvilken de byggede deres Vinterbolig. Om Vinteren gik Mændene engang i Kajak ud paa Bjørnejagt. De, som vare tilflyttede, havde en lille Søn, der endnu var uden Kajak; denne stod og ventede, for at see Faderen komme hjem. Omsider kom alle Kajakkerne, efter en heldig Fangst, og bragte tre Bjørne med sig. Drengen saae efter Faderen, men kunde ikke opdage ham iblandt dem, og han undsaae sig for at spørge. Tilsidst tog en af Mændene en Kniv frem af sin Kajak, rakte den til ham og sagde: »du behøver ikke at staae og vente paa din Fader, ham gjorde vi til den fjerde efter Bjørnene, her har du hans Kniv.« Drengen gjenkjendte Faderens Kniv, tog den og gik op stiltiende, med den ene Arm trukken ud af Ærmet. Da han kom op til Moderen, sagde han heller intet og viste hende heller ikke Kniven. Hele Vinteren igjennem vare de uden Forsørger, omsider var der dog nogle, som forbarmedes over dem og reddede dem fra at lide Hunger.

Om Foraaret, da der indtraadte Mildning, reiste de atter sydpaa. Sønnen var nu deres eneste Mandfolk; han lagde sig efter Bueskydning, idet han indøvede sig selv. Idet han jagede efter Ryper, hjalp han til Moderens Underhold. Omsider fik han Kræfter, og han opnaaede saa stor Færdighed i Bueskydning, at han kunde træffe den samme Rype med to Pile efter hinanden.

Da han var bleven voxen og stærk, tænkte han paa forrige Tider, og fik isinde at see til dem, han tidligere havde boet sammen med. Engang om Foraaret drog han atter nordpaa, og efter en lang Reise naaede de om Efteraaret den samme Boplads, men nu traf de ikke mere end eet Huus der. Da han kom derop var det ganske rigtigt den samme Mand, som havde taget Kniven frem og rakt ham den. Denne Mand, som hed Serkuilisak, blev deres eneste Nabo; han pleiede altid at være meget tidligt oppe om Morgenen. Naar Bueskytten kom op, var hiin allerede udenfor Huset. Endelig lykkedes det ham engang at være den første ude, hvorpaa han listede sig hen til Serkuilisaks Huus, kiggede ind igjennem Vinduet og saae ham ligge imellem sine to Koner, idet hver af dem havde en af hans Arme til Hovedpude. Da han havde seet dette, løb han hurtigt tilbage og sprang ind til sin Moder; men denne, som aldrig havde seet ham saaledes, spurgte: »hvad har du for?« Han svarede: »nu agter jeg endelig at hævne mig paa Serkuilisak,« — og idet han tog Kniven frem, tilføiede han: »dette er min Faders Kniv, som jeg har gjemt siden hans Drab!« Med disse Ord tog han sin Bue og satte Strængen paa. Moderen vilde afholde ham derfra, og sagde, at det kunde være det samme, men Sveden dryppede ned af hans Hage af Vrede; han greb blot to Pile og ilede ud, idet Moderen fulgte efter, for at see til fra Huusgangen af. Derpaa gik han atter hen til Vinduet, og raabte ind igjennem det med hele sin Røst: »Serkuilisak, du ligger saaledes, som den, der har Fjender, ikke tør ligge!« — Serkuilisak foer pludselig op med begge sine Koner, gik derpaa ud igjennem Huusgangen, og saae sig om til alle Sider. Han greb sin Bue, traadte frem paa en jevn Plads foran Husene, og da han troede at være sin Modstander nær nok, spændte han Buen og skjød efter ham, men traf ikke. Saaledes vedblev Serkuilisak at skyde til han var blottet for Pile, hvorpaa han gik baglænds henimod sit Huus; men i det Øieblik, da han bukkede sig ned til lndgangen, skjød hans Modstander to Pile efter hinanden, og borte var han. Da Bueskytten kom nærmere fandt han ham liggende i Huusgangen med to Pile, der vare trængte ind paa hver Side af det samme Ribbeen.

Da han havde tilfredsstillet sin Hævn ved dette Drab, reiste han om Foraaret atter sydpaa. Paa Veien overvintrede de atter, og den næste Sommer reiste de op i Fjorden Isortuarsuk paa Rensdyrjagt. Her hændtes det, at han engang inde i Landet traf sine Fjender og søgte at undgaae dem; men disse havde iblandt sig en Tosse, som fra Fjeldtoppen løb ned til Kanten af Indsøen og raabte efter ham, at han skulde skyde ham med den Piil, han havde brugt mod Serkuilisak. Først vilde han lade, som om han slet ikke bemærkede ham, men Fjenderne, som troede, at han dog ikke kunde træffe, gjorde Nar af ham og raabte, at han bare skulde skyde. Han svarede, at han aldrig feilede, men de vedbleve, at han skulde skyde. Omsider greb han sin Bue. Han havde en Piil med tre Spidser, denne benyttede han, og skjød efter Tossen, som faldt omkuld med det samme. Da de kom hen til ham, fandt de, at Pilen var gaaet gjennem den Hals-hvirvel, som er nærmest Hovedet, og ud paa den anden Side. — Fjenderne sagde: »lad det blive ved denne enes Død, idet vi forglemme vort Fjendskab, og naar vi herefter mødes igjen, ville vi være venlige, uden at nære Mistanke mod hinanden.« — De frygtede nemlig hans Færdighed i Bueskydning og hans Styrke. En Qvinde iblandt dem, siges der, raadede dem til at dræbe ham, men de lode ham gaae, og da han var kommen til sit Telt, drog han atter ud af Fjorden, reiste tilbage til sin Hjemstavn, og døde i en høi Alderdom, uden at være bleven saaret.

Fra hiin Tid af, siges der, at det høie Fjeld paa Solsiden af Isortuarsuks-Indsøen, i Sydgrønland, har Navn af Pisigsarfik (d. e.: Bueskydested).

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 240-242.