Den store saga om Olaf Tryggvesøn (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, AM 53, AM 54, AM 61, AM 62 .


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 1 - 3


Den store saga om Olaf Tryggvesøn


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826-1827


Bind 1 Kap. 1-150

(ss. 1-276)


Her begynder Kong Olaf Tryggvesøns Saga

1. Harald hin Haarfagre var Konge over hele Norge en lang Række af Aar. Før hans Tid vare der mange Konger, af hvilke nogle kun havde eet Fylke at raade over, andre dog noget mere; men alle disse berøvede Kong Harald deres Riger; nogle faldt, andre flygtede ud af Landet, og andre opgave Kongedømmet, saa at ingen nu bar Kongenavn uden han ene; i hvert Fylke satte han en Jarl til at styre Landet og holde over Loven. Kong Harald var en Søn af Oplændingernes Konge Halfdan Svarte; Halfdan Svartes Fader var Gudrød Jagtkonning, en Søn af den Kong Halfdan, der førte Tilnavnet hin Milde og hin Madilde, fordi han gav sine Mænd i Sold ligesaa mange Guldpenge som andre Konger Sølvpenge, men han gav dem ikke tilstrækkelig Mad. Halfdan Svartes Moder var Asa, en Datter af Harald Rødskæg, Konge paa Agde. Harald Haarfagers Moder var Ragnhild, en Datter af Sigurd Hjort; hans Moder igjen var Aslaug, en Datter af Sigurd Orm i Øje, Ragnar Lodbroks Søn; Sigurd Orm i Øjes Moder var Aslaug, en Datter af Sigurd Fofnersbane. Sigurd Hjort havde til ægte Thyrne, en Datter af Klak-Harald i Jylland og en Søster til Thyre Danmarks Bod, som var gift med de Danskes Konge Gorm hin Gamle. Thyrne var Moder til Ragnhild, Harald Haarfagers Moder. Harald var ti Vintre gammel, da han kom til Regjeringen efter sin Fader. Han var den største og stærkeste af Mænd, og derhos smuk, viis og driftig. Hans Morbroder Guttorm, Sigurd Hjorts Søn, var Befalingsmand over Huustroppen, forestod hele Rigets Styrelse, og var tillige Hertug eller Anfører for Hæren. I Begyndelsen vandt Kong Harald Oplandene, og tog alle de Høvdinge af Live, som vilde sættte sig i Besiddelse af dette Rige. Dernæst sendte han Bud efter en Mø, som hed Gyda, en Datter af Kong Erik paa Hørdeland; hende vilde han tage til sin Frille, eftersom hun var en dejlig og stormodig Kvinde. Hun blev opfostret hos en mægtig Mand paa Valders. Da nu Kongens Udsendinge kom did, og fremførte deres Ærende for Møen, svarede hun saalunde: “Ej vil jeg bryde min Jomfrustand for, var det endogsaa, at ægte saadan en Konning, som ikke har mere end nogle Fylker at raade over, og det tykkes mig underligt, at der ikke her findes en Konning, som saaledes vil underlægge sig Norrig og være Enevoldskonning derover, som Konning Gorm i Danmark eller Erik i Upsal.” Sendemændene syntes, at hun svarede temmelig stolt, og spurgte hende, hvor hun vilde hen med saadant et Svar; Kong Harald, meente de, var dog altid saa mægtig en Konge, at det for hende vilde være et anseeligt Giftermaal. Men skjønt hendes Svar paa deres Ærende ikke stemmede overeens med deres Ønske, saae de dog den Gang ingen Udvej til at føre hende bort imod hendes Villie, og lavede sig derfor til Hjemrejsen. Da de nu vare rejsefærdige, og man fulgte dem ud, talte Gyda saalunde til dem: “Bærer dette mit Svar til Konning Harald, at jeg allene under den Betingelse vil love at blive hans Ægtekone, om han forud vil gjøre det for min Skyld, at underlægge sig hele Norrig, og raade over dette Rige saa frit og frelst, som Konning Erik over Sverrige, eller Gorm hin Gamle over Danmark, thi da tykkes mig, at han med Rette kan kaldes en Folkekonning.” Sendemændene droge derpaa tilbage til Harald, og fortalte ham Møens Svar Ord til andet, og lagde til, at hun var overmaade dumdristig og uforstandig, og at hun havde vel fortjent, at Kongen sendte Mandskab efter hende, saa hun, til sin egen Vanære, maatte nødes til at følge med. “Nej,” svarede Kong Harald, “ej har denne Mø talt ilde, heller ikke gjort noget, som fortjener at hævnes; derimod bør jeg meget takke hende for hendes Ord, thi hun har mindet mig om en Ting, som det nu tykkes mig underligt, at jeg ikke før har betænkt; nu gjør jeg det Løfte, og det sværger jeg ved den Gud, som mig skabte og Alting raader, at aldrig skal jeg lade mit Haar klippe eller kæmme, førend jeg har underlagt mig al Norrig med Skat og Skyld og fuldkomment Vælde, og i modsat Fald vil jeg døe.” For dette Løfte takkede Hertug Guttorm ham, og lagde til, at det var kongeligt, at fuldkomme vel sine Ord. Fra den Tid af vandt Kong Harald og underlagde sig hele Norge, som det fortælles i hans Saga. Og da han nu var bleven Enevoldskonge over hele Landet, kom han i Hu de Ord, som den stormodige Mø tilforn havde talt, og han sendte nu sine Mænd efter hende, lod hende komme til sig og ligge ved sin Side.


Om Kong Haralds Sønner

2. Kong Harald havde mange Koner og mange Børn; han havde tyve Sønner eller flere, og de vare alle drabelige Mænd. De havde anseelige Mødre, og mange af dem opfødtes hos deres mødrene Frænder. Kong Harald fik en Kone, som hed Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland; hun kaldtes Ragnhild hin Mægtige; deres Søn var Erik Blodøxe, han opfødtes i Fjordene hos Hersen Thorer Roaldssøn: Guttorm, Rørik, Gunrød, som nogle kalde Gudrød; deres Moder var Gyda, en Datter af Kong Erik paa Hørdeland, som nylig er omtalt; de bleve opfødte der i deres Barndom: Halfdan Svarte og Halfdan Hvide vare Tvillingbørn af Asa, en Datter af Hakon Grjotgardssøn Hlade Jarl, hendes tredie Søn hed Sigrød; de opfødtes, alle i Throndhjem (1); Halfdan Svarte var den fortrinligste af disse Brødre: Olaf, Bjørn, Sigtryg, som nogle kalde Tryggve, Frode, Thorgils; deres Moder var Hilde eller Svanhild, en Datter af Eystejn Jarl af Hedemarken; Kong Harald satte Eystejn til Jarl over Vestfold, og overgav ham sine Sønner til Opfostring: Sigrød Rise, Halfdan Højlæg eller Højbeen, Gudrød Ljome eller Straale, Røgnvald Rettilbeen; de vare Sønner af Snefrid hin Finske: Dag, Ring, Ragnar Rykkil; deres Moder hed Alfhild, en Datter af Ring Dagssøn af Ringerige; de opdroges paa Oplandene; Ingegerd og Alof Aarbod hed Haralds Døttre: en anden Kong Haralds Datter hed Ingeborg, som Halfdan Jarl havde tilægte, deres Datter var Gunhild, som var gift med Find hin Skjalge eller Skjæve; deres Børn vare Eyvind Skaldespilder, Njal, Sigurd, Thora; Njals Datter var Astrid, Moder til de svenskes Konge Stenkel: Kong Harald havde endnu flere Døttre; Alof var gift med Jarlen Thorer hin Tiende, deres Datter var Bergljot, Hakon hin Mægtiges Moder; Kong Harald bortgiftede saaledes sine Døttre indenlands til sine Jarler. Ved sine Hærjetoge og Træfninger indtog Kong Harald hele Landet uden Undtagelse, og bemægtigede sig al Odel, baade Bøjgder og Sæter, Øer og alle Skove og ubeboede Steder, saa at alle Bønder vare hans Lejlændinger eller Fæstere. Harald Haarfager kom, som før blev sagt, til Regjeringen, da han var ti Vintre gammel, og raadede over Landet i tre og halvfjersindstyve Vintre. Da han var tresindstyve Aar gammel, vare mange af hans Sønner fuldvoxne, og nogle døde; mange af dem øvede da Voldsomheder i Landet, og vare selv indbyrdes uenige; de berøvede Kongens Jarler deres Ejendomme, og dræbte endogsaa nogle af dem. Utilfreds med disse Uroligheder i Landet, stævnede Kongen til et Hovedthing østerpaa, og bød Oplændingerne at møde; paa dette Thing gav han en Lov, hvorved han tildeelte alle sine Sønner Kongenavn, og bestemte, at hans Ætmænd skulde tage Kongedømme, enhver efter sin Fader, men Jarldømme skulde den have, som paa Kvindesiden stammede fra hans Æt. Kongen deelte derpaa Landet saaledes med sine Sønner: Vingulmark, Rommerige, Vestfold, Thellemarken gav han Olaf, Bjørn, Sigtryg, Frode, Thorgils; Hedemarken og Gudbrandsdalene gav han Dag og Ring og Ragnar; Snefrids Sønner gav han Ringerige, Hadeland, Thotn og hvad der laa til; sin Søn Guttorm satte han til Landværnsmand østerpaa ved Grændsen, og gav ham Herredømme over Ranrige fra Elven til Svinesund. Kong Harald var selv som oftest midt i Landet; Rørik og Gudrød vare for det meste i Huustroppen hos Kongen, og havde store frie Lehn omkring i Sogn og Hørdeland. Erik var mest hos sin Fader; ham elskede Kongen højest, og agtede ham fremfor alle sine Sønner paa Grund af, at han var den fornemste i Henseende til mødrene Æt, da han, som før blev sagt, var en Søn af Dronning Ragnhild fra Danmark. Man fortæller, at Kong Harald forskød ni af sine Koner, da han fik Ragnhild hin Mægtige; dette omtaler Thorbjørn Hornklove:

De Holmrygers Piger
Og Hørders Møer,
Hver fra Hedemarken
Og af Helges Æt (2)
Forlod højbaarne Konning,
Da han tog Kone fra Danmark.

Dronning Ragnhild hin Mægtige levede kun tre Vintre, efterat hun kom til Norge. Kong Harald gav sin Søn Erik Halogeland, Nordmøre og Romsdal. Oppe i Throndhjem gav han Halfdan Svarte, Halfdan Hvide og Sigrød Herredømme. Kongen deelte Indtægterne af alle disse Fylker med sine Sønner, og bestemte derhos, at de skulde sidde i Højsædet et Trin lavere end selve Kongen, men et Trin højere end Jarlerne. Det øverste Sæde efter hans Død tiltænkte enhver af hans Sønner sig selv; men Kongen tiltænkte Erik det, Thrønderne tiltænkte Halfdan Svarte det, og Vikverjerne og Oplændingerne undte dem helst Overherredømmet, som vare opdragne i deres Lande; herover opkom atter stor Uenighed mellem Brødrene. Men da de troede at have for lidet Rige at styre, droge de ud paa Krigstoge, saasom Sagaerne berette, at Guttorm faldt for Sølveklove i Elvarkvisler; da tog Kong Olaf det Rige, som han havde haft; Halfdan Hvide faldt i Estland og Halfdan Højlæg paa Ørkenøerne. Kong Harald gav Thorgils og Frode Krigsskibe, med hvilke de fore i Vesterviking, og hærjede paa Skotland, Bretland og Irland; de vare de første Nordmænd, der bemægtigede sig Dublin i Irland. Man fortæller, at Frode blev forgivet; Thorgils derimod var længe Konge over Dublin, men Irerne svege ham omsider, og dræbte ham.


Erik fik Gunhild

3. Erik agtede at være Overkonge over alle sine Brødre, og det havde ogsaa hans Fader, Kong Harald, bestemt. Han blev tidlig en stor Kriger, hvorfor han ogsaa fik Tilnavnet Blodøxe. Da han var tolv Vintre gammel, gav Kong Harald ham fem Krigsskibe, med hvilke han foer paa Krigstoge, først i Østerleden, og derfra Sønderpaa til Kysterne af Danmark, Frisland og Saxland; denne Færd varede fire Vintre. Dernæst foer han vesterpaa, og hærjede paa Skotland, Bretland, Irland og Valland, og dermed forløb andre fire Vintre. Siden foer han nordpaa op til Finmarken og lige til Bjarmeland, og holdt der en Træfning, hvori han sejrede. Da han kom tilbage til Finmarken, fandt hans Mænd i en Finn-Gamme eller Hytte en Kvinde saa dejlig, at de aldrig tilforn havde seet hendes Lige i Skjønhed. Da de spurgte hende om Navn, svarede hun: “Jeg hedder Gunhild, og min Fader boer i Halogeland; han hedder Ødsur Tote; jeg har været her for at lære Tryllekunst hos tvende Finner, som ere de klogeste her i hele Finmarken. De ere nu ude paa Jagt; de ere saa vise, at de forfølge Spor som Hunde baade paa optøet og frossen Jord; paa Skier løbe de saa godt, at hverken mennesker eller Dyr kunne undflye dem, og alt hvad de skyde til, ere de sikre paa at træffe; og saaledes have de ombragt hvert Menneske, som er kommet her i denne Egn. Blive de vrede, da vender Jorden sig om for deres Aasyn, og kommer der da noget Levende for deres Øjne, styrter det strax dødt til Jorden; derfor maae I for Alting ikke komme for deres Øjne; men jeg vil see til at skjule eder her i min Gamme, og saa ville vi forsøge paa at faae dem dræbte.” De bifaldt hendes Forslag, og saasnart hun nu havde skjult dem, tog hun en Lærredspose, hvori det forekom dem, at der var Aske, og strøede deraf baade uden omkring Gammen og inden i den. Kort efter kom Finnerne hjem, og spurgde, hvo der var kommen; hun svarede, at der var ingen kommen. Dette syntes Finnerne underligt, thi de havde forfulgt Sporene lige til Gammen, men fandt dog intet. Nu gjorde de Ild paa og lavede Mad, og da de havde spiist, redte Gunhild sin Sæng. Da de begge vare forelskede i hende, havde de i de tre foregaaende Nætter, medens hun laa og sov, af Skinsyge vaaget for at holde Øje med hinanden; og da nu Gunhild sagde til dem: “Kommer hid, og lægger eder paa hver sin Side af mig, toge de med Glæde imod hendes Tilbud. Saasnart de havde lagt sig, faldt de strax i Søvn, og det varede ikke længe, før de sov saa haardt, at hun næppe kunde vække dem; hun forsøgte gjentagne Gange derpaa, men den tredie Gang var det hende paa ingen Maade mueligt; hun rejste dem endogsaa op, men de sov lige trygt. Hun tog da to store Sælskindssække, og trak dem over deres Hoveder, og bandt dem fast til neden for Armene, og endnu sov de. Derpaa gav hun Kongens Mænd et Vink, og disse løb da strax til, anfaldt og dræbte Finnerne, og trak dem siden ud af Gammen. Det tordnede den Nat saa stærkt, at de ikke vovede at rejse; men saasnart det blev Dag, droge de til Skibene, og havde Gunhild med sig, og førte hende til Erik, som Dernæst rejste videre. Da han kom til Halogeland, stævnede han Ødsur Tote til sig, og sagde, at han vilde have hans Datter tilægte. Dertil sagde Ødsur ja, og Erik ægtede nu Gunhild, og førte hende med sig ned i Landet.


Erik Blodøxe indebrænder Røgnvald Rettilbeen

4. Røgnvald Rettilbeen raadede over Hadeland; han lod sig undervise i Trolddomskunster, og blev en Sejdmand. Kong Harald kunde ikke lide det Slags Folk, og da han fik Nys om, at der paa Hørdeland, var en Sejdmand, som hed Vitgejr, sendte han Bud til ham, og bød ham at holde op med sin Trolddom; men han kvad til Svar:

Det er liden Vaande,
At vi sejde (3),
Staaderes Børn
Og Kærlingers,
Da Trolddom Røgnvald
Rettilbeen øver,
Haralds hæderlige Søn
Paa Hadeland.

Da Kong Harald hørte dette, gav han sit Minde til, at Erik Blodøxe drog med en Hær til Oplandene, og indebrændte paa Hadeland Røgnvald tilligemed firsindstyve Sejdmænd, og blev denne Daad meget berømmet. Gudrød Ljome druknede ud for Jæderen.


Bjørn Kjøbmands Fald

5. Kong Haralds Søn Bjørn raadede over Vestfold, havde som oftest sit Sæde i Tønsberg, og befattede sig ikke meget med Kampfærd. Til Tønsberg søgte dengang mange Kjøbmænd, baade der fra Vigen og norden fra Landet og sønden fra Danmark og fra Saxland. Kong Bjørn havde ogsaa selv Skibe paa Handelsrejser til forskjellige Lande, og forhvervede sig paa den Maade saavel Kostbarheder som ogsaa alt andet, hvad han troede at behøve; derfor kaldte hans Brødre ham Kjøbmand eller Farmand. Bjørn var en viis og sindig Mand og særdeles vel skikket til Høvding. Han var godt gift, og havde en Søn, ved Navn Gudrød. Nu hændtes det, at Erik Blodøxe kom fra Østerleden med Krigsskibe og talrigt Mandskab; han forlangte da af sin Broder Bjørn, at han skulde afhænde til ham den Skat og Skyld, som Kong Harald skulde have af Vestfold, isteden for at Bjørn ellers plejede enten selv at bringe Kongen Skatten, eller at sende sine egne Mænd med den; dette vilde han ogsaa nu, og vilde ikke afhænde den, uagtet Erik troede at behøve Kost, Drikkevarer og Skibstelte; Brødrene trættedes da derom med Heftighed, men Erik fik alligevel intet, og maatte drage bort fra Byen med uforrettet Sag. Bjørn red ogsaa om Aftenen ud af Byen, og op til Sæhejm. Om Natten vendte Erik tilbage, og drog op til Sæhejm efter Bjørn. Da han kom der, sad Bjørn endnu med sine Mænd ved Drikkebordet. Erik omringede Gaarden, og da Bjørn mærkede Uraad, gik han ud for at see at slaae sig igjennem, men han faldt i Striden tilligemed mange af sine Mænd; Erik gjorde der et anseeligt Bytte, hvormed han siden drog nordefter op i Landet. Denne Gjerning harmede Vigverjerne sig inderlig over; Erik blev der meget forhadt, og Ordet gik, at Kong Olaf agtede at hævne sin Broder, naar Lejlighed gaves. Kong Bjørn ligger begravet i Farmandshøj ved Sæhejm. Vinteren efter drog Erik til Nordmøre til Gjæst paa Sølve indenfor Agdenæs. Da Halfdan Svarte spurgte dette, rykkede han med en stor Hær did, og omringede Huset, hvori de vare. Erik laa i en Udbygning, og undkom selv sjette til Skoven, men Halfdan brændte Gaarden og alle de Folk, der vare inde. Da Erik kom til Kong Harald med denne Tidende, blev Kongen meget vred derover, samlede strax en Hær, og drog op imod Thrønderne. Men da Halfdan Svarte spurgte det, udbød ogsaa han Leding og Skibe, og fik meget Mandskab. Han lagde ud til Stad indenfor Thorsbjerg. Kong Harald laa med sin Flaade ude ved Rejnsslette. Der droge nu Mænd imellem dem for at mægle Forlig. Der var da en anseelig og højbyrdig Mand, ved Navn Guttorm Sindre, som nu fulgte Halfdan Svarte, men forhen havde været hos Kong Harald, og var en fortrolig Ven af dem begge. Denne Guttorm var en ypperlig Skjald, og havde gjort et Kvad baade om Faderen og Sønnen, og de havde budet ham Løn derfor, men han havde undslaaet sig for at modtage den, men i det Sted forlangt, at de ved Lejlighed skulde opfylde ham en Bøn, og det havde de lovet. Han drog da til Kong Harald, og mæglede Forlig imellem Kongerne, og bad dem begge at opfylde ham den Bøn, at de skulde forliges; og saa højt agtede Kongerne ham, at for hans Bøns Skyld forligtes de. Ogsaa mange andre anseelige Mænd stode Guttorm bi i dette Andragende, og Forliget blev nu sluttet paa de Vilkaar, at Kong Halfdan skulde beholde hele sit Rige, men han skulde lade sin Broder Erik i Fred. Efter denne Fortælling gjorde Jorun Skjaldmø følgende Vise:

Haarfagre Konning Harald
Halfdans Krigsfærd spurgte,
Denne Gjerning tykkes
Drotten sort at være.


Hakon Jarls Endeligt

6. Hakon Grjotgardssøn Hlade-Jarl havde hele Herredømmet i Throndhjem, medens Kong Harald var andensteds i Landet, og af alle Mænd i Thrøndelaugen var han den, som Kongen gjorde mest af. Efter ham fik hans Søn Sigurd Jarldømmet i Throndhjem, og boede paa Hlade ligesom hans Fader. Hos ham vare nu Kong Haralds Sønner Halfdan Svarte og Sigrød, som vare blevne opdragne hos hans Fader; de vare næsten jævnaldrende med ham. Sigurd Jarl var en meget viis Mand. Han ægtede Bergljot, en Datter af Thorer Jarl hin Tiende. Bergljots Moder var Alof Aarbod, Kong Harald Haarfagers Datter.


Hakon Adelsteensfostres Fødsel

7. Da Kong Harald begyndte at blive gammel, opholdt han sig som oftest paa de store Gaarde, som han ejede i Hørdeland, saasom paa Alreksstad, Sæhejm eller Fidje, stundom ogsaa i Rogeland paa Utstejn eller paa Øgvaldsnæs paa Øen Kørmt. Da han var henved halvfjersindstyve Aar gammel, avlede han en Søn med en Kvinde, som kaldtes Thora Mosterstang, eftersom hun var fra Moster paa Sydhørdeland. Denne Kvinde var baade smuk, høj af Væxt og af god Slægt, og kunde udlede sin Herkomst fra Hørde-Kaare. Midlertid kaldtes hun dog Kongens Trælinde, thi paa den Tid vare mange Kongen undergivne, baade Karle og Kvinder, skjønt de vare af høj Herkomst. Det var i de Dage Skik med fornemme Mænds Børn, at vælge de fortrinligste Mænd til at øse Vand paa dem, og give dem Navn, og da nu Tiden kom, da Thora væntede sin Nedkomst, vilde hun drage fra Moster op til Kong Harald, som den Gang opholdt sig paa Sæhejm, og hun sejlede da nordefter paa Sigurd Jarls Skib. Men da de om Natten laae ved Land, gjorde Thora Barsel oppe paa Hellestenen ved Enden af Broen, og fødte et Drengebarn. Sigurd Jarl øste Vand paa Drengen, og kaldte ham Hakon efter sin egen Fader Hakon Hlade-Jarl. Denne Hakon blev snart en stor og skjøn Dreng, og lignede sin Fader meget. Kongen lod ham i hans første Barndom følge med Moderen omkring paa Kongens Gaarde. Kong Haralds andre Sønner gjorde Nar af Hakon, og kaldte ham Mosterstangs Søn.


Hauk Habrok førte Hakon til Kong Adelsteen

8. Paa den Tid havde Kong Adelsteen, med Tilnavnet hin Sejersælle og hin Trofaste, faaet Kongedømmet i England. Han sendte Bud til Norge med saadant Ærende, at Sendemanden gik ind for Kong Harald, og førte ham et Sværd med forgyldt Hjalte og Haandfang, og hvis hele Balg og Tilbehør var smykket med Guld og Sølv og besat med kostbare Ædelstene. Sendemanden vendte Sværdets Hjalte mod Kongen, og tiltalte ham saaledes: “Her er et Sværd, som Konning Adelsteen sagde at du skulde modtage.” Kongen tog om Haandfanget, og strax sagde Sendemanden: “Nu tog du saalunde ved dette Sværd, som vor Konning vilde; skal du nu være hans Thegn og Undermand, da du tog ved hans Sværd om Hjaltet.” Kong Harald mærkede da, at dette var gjort for at spotte ham, thi han vilde ikke være nogens Undermand: men dog glemte han ikke at iagttage, hvad der var hans Sædvane, naar Hidsighed eller Vrede kom over ham, at tvinge sig til Vreden var gaaet over, og siden overlægge Sagen med koldt Blod. Ogsaa denne Gang gjorde han saaledes, og raadførte sig om Sagen med sine Venner, som alle vare enige i, at man burde sætte Raad imod Raad, og Kongen lod da Kong Adelsteens Udsendinge rejse bort uskadte og med bedste Orlov. Hos Kong Harald var en Mand ved Navn Hauk Habrok, hvis Virksomhed og Held i vanskelige Ærender ofte var prøvet, og som tillige var Kongens kjæreste Ven. Sommeren efter dette, som nu er fortalt, overgav Kong Harald sin Søn Hakon til Hauk, og sendte ham over til England til Kong Adelsteen. Hauk traf Kongen i London, hvor der netop den Tid holdtes et anseeligt Gilde. Med tredive Mænd gik nu Hauk til Kongehallen, og underviste forud sit følge, hvorledes de skulde forholde sig deroppe: “Vi skulle passe paa,” sagde han, “at vi alle komme til at staae i en lige Række foran Kongens Bord, og skal da den, som sidst gaaer ind, gaae først ud; enhver skal have Sværd ved venstre Side, og fæste Kappen saa, at Sværdet ikke kommer til Syne.” Hauk tog nu Drengen Hakon paa Armen, og Dernæst gik de ind. Hauk hilste paa Kongen; denne bød ham velkommen; og nu satte Hauk Drengen paa Kong Adelsteens Knæ. Kongen saae paa Drengen, og spurgte, hvi han gjorde saa. Hauk svarede: Harald, Norrigs Konning, beder dig at opfostre ham dette Frillebarn.” Kong Adelsteen blev meget vred, og greb til et Sværd, som stod ved Siden af ham, og trak det ud, som om han vilde dræbe Drengen. “Knæsat har du nu Drengen, Konning!” sagde da Hauk, “og kan du nu myrde ham, om du vil, men ej vil du dermed forøde alle Konning Haralds Sønner.” Dernæst gik Hauk og alle hans Mænd ud af Hallen, droge ned til deres Skibe, og lagde ud, saasnart de vare færdige, og kom hjem til Norge til Kong Harald, som var vel tilfreds med Udførelsen af deres Ærende; thi det er et gammelt Ord, at den er mindre anseelig, som fostrer den andens Barn. Af saadanne Kongernes Handeler saaes det, at enhver vilde være den andens Overmand; men dog gav dette ingen Anledning til Forskjel paa deres Værdighed, thi enhver af dem vedblev at være Overkonge i sit Rige lige til sin Dødsdag.


Om Hakon

9. Kong Adelsteen lod Hakon døbe, og lod ham lære den sande Tro, gode Sæder og alskens Hofværk. Kongen elskede Hakon højere end enhver anden beslægtet eller ubeslægtet, og ikke mindre var han afholdt af alle andre, som kjendte ham. Han fik siden Tilnavnet Adelsteensfostre. Saavel i Størrelse og Styrke som i Skjønhed overgik Hakon alle andre, og han udmærkede sig meget i Legemsfærdigheder; han var viis, ordsnild og en god Kristen. Kong Adelsteen gav Hakon et Sværd, hvis Hjalte og Haandfang vare af Guld, men Klingen var dog bedre; thi med dette Sværd kløvede Hakon en Kværnsteen lige ind til Øjet, hvorfor det siden blev kaldt Kværnbider. Det var det bedste Sværd, som nogensinde er kommet til Norge.


Erik Blodøxe erholder Kongedømmet

10. Efter Bjørn Kjøbmands Fald tog hans Broder Olaf Herredømmet over Vestfold, og tog Bjørns Søn Gudrød til sig at opfostre. Olaf havde selv en Søn, ved Navn Tryggve; han og Gudrød vare Fostbrødre og næsten lige gamle, meget haabefulde og udmærkede i Legemsøvelser. Især overgik Tryggve de fleste i Størrelse og Styrke. Da Kong Harald var firsindstyve Aar gammel, blev han tung til at færdes, saa det faldt ham svært at rejse omkring i Landet og tage sig af Rigets Styrelse. Han førte da sin Søn Erik i sit Højsæde, og gav ham Vælde over hele Landet. Men da Kong Haralds andre Sønner spurgte dette, satte ogsaa Halfdan Svarte sig paa Kongesædet, og tog med alle Thrønders Samtykke hele Throndhjem under sit Herredømme. Og da Vikverjerne spurgte det, da toge de ligeledes Olaf til Overkonge over hele Vigen. Dette var Erik meget ilde tilfreds med. Halfdan Svarte døde pludselig to Vintre derefter, da han var til Gjæst inde i Throndhjem; og Ordet gik, at Gunhild Kongemoder havde kjøbt en Hex til at give ham Banedrik. Derefter toge Thrønderne Sigrød til Konge.


Kong Haralds Endeligt

11. Kong Harald levede tre Vintre, efterat han havde givet Erik Enevælde over sit Rige; han opholdt sig i den Tid paa sine store Gaarde i Hørdeland eller Rogeland. Kong Erik avlede en Søn med Gunhild, som Kong Harald selv øste Vand paa og gav sit eget Navn, og bestemte derhos, at han skulde være Konge efter sin Fader Erik. Kong Harald døde af Sygdom paa Rogeland een Vinter efter Halfdan Svartes før omtalte pludselige Død. Harald blev højlagt paa Haug ved Karmsund.


Træfning mellem Kong Erik og Hans Brødre

12. Næste Vinter efter Kong Haralds Endeligt, tog Kong Erik alle kongelige Indtægter og Landskyld i den midterste Deel af Landet, men Kong Olaf oppebar dem øster i Vigen, og deres Broder Sigrød ligeledes i hele Thrøndelaugen. Dette kunde Erik ikke finde sig i, og han lod sig forlyde med, at han vilde ved Magt formaae sine Brødre til at lade ham nyde den Enevoldsmagt over hele Riget, som hans Fader havde givet ham. Men da Kong Olaf og Sigrød spurgde dette, sendte de Bud imellem sig, og berammede en Sammenkomst; hvorefter Kong Sigrød om Vaaren drog landvejs over til Vigen, og traf sammen med Kong Olaf i Tønsberg, hvor de forbleve en Tid. Samme Vaar udbød Erik en stor Flaade, med hvilken han styrede øster paa til Vigen; han havde saa god og staaende Bør, at han kunde sejle uden Ophold Dag og Nat, saa at intet spurgdes til hans Færd. Da han kom til Tønsberg, gik Olaf og Sigrød ud, og stillede deres Folk i Orden paa Højden østen for Byen, men Erik, som havde en langt større Hær, erholdt Seier, Olaf og Sigrød faldt begge i Kampen, og paa de samme Steder, hvor de faldt, sees endnu deres Høje. Erik drog dernæst omkring i heleVigen, og underlagde sig Landet, og blev der det meste af Sommeren. Tryggve og Gudrød flyede til Oplandene. Erik var stor af Væxt, skjøn af Udseende, stærk af Kræfter, en mandig og seiersæl Kriger, men heftig i Sind, grum, haardhjærtet og faatalende. Hans Kone Gunhild var en dejlig Kvinde, og derhos viis, tryllekyndig og munter, men tillige underfundig og saare grusom. Eriks og Gunhilds Børn vare følgende: Gamle, som var den ældste, Guttorm, Harald, Ragnfred, Ragnhild, Erling, Sigurd Slefa, Gudrød; alle Eriks Børn vare smukke og haabefulde.


Hakon Adelsteensfostres Regjerings Begyndelse

13. Hakon Adelsteensfostre var ovre i England, da han spurgde sin Fader Kong Haralds Død. Han lavede sig strax til Bortrejse, og blev af Kong Adelsteen udstyret paa det anseeligste med Mandskab og gode Skibe, og hvad han behøvede til saadan en Færd. Ved sin Ankomst til Norge om Høsten spurgde han sine Brødres Fald, og tillige at Kong Erik opholdt sig i Vigen; han sejlede derfor op til Throndhjem, og begav sig til Sigurd Hlade-Jarl, som var den viseste Mand i Norge. Der blev Hakon vel modtagen, indgik Forbund med Jarlen, og lovede at forøge hans Magt og Anseelse, hvis han blev Konge. De lode da stævne til et Hovedthing, paa hvilket Jarlen talte Hakons Sag, og tilskyndede Bønderne at tage ham til Konge. Derefter stod Hakon selv op og talte, og saasnart Bønderne saae ham, hvidskede den ene til den anden, at det var Harald Haarfager, som var slaaet op igjen og bleven ung anden Gang. Hakon begyndte sin Tale med, at han bad Bønderne, at de skulde give ham Kongenavn, og tillige yde ham Hjælp og Styrke til at forsvare Kongedommen; men derimod tilbød han dem, at gjøre alle Bønder til Odelsmænd, og give dem Odel paa den Jord, som de beboede. Denne Tale blev optagen med lydeligt Bifald, saa at hele Bondehoben raabte og skreg, at de vilde tage ham til deres Konge, og saa skede, at Thrønderne toge Hakon til Konge over hele Throndhjem. Hakon, som den Gang kun var femten Vintre gammel, udvalgte sig nu strax Hofsinder, og drog omkring i Landet paa Gjæsteri. Denne Tidende spurgdes til Oplandene, at Thrønderne havde taget sig en Konge, som i alle Henseender lignede Harald Haarfager, blot med den Forskjel, at Harald havde underkuet alt Folk i Landet og gjort dem til Trælle, denne Hakon derimod vilde hver Mand vel, og tilbød at tilbagegive Bønderne deres Odel, som Kong Harald havde frataget dem. Alle bleve glade ved denne Tidende, og den ene fortalte den til den anden, og den løb fra Mund til Mund som Ild i vissent Græs mod Østen lige til Landets yderste Grændser. Der droge da mange Mænd fra Oplandene til Kong Hakon; nogle skikkede Sendebud til ham, andre sendte deres Ord og Forsikringstegn, men Alles Ærende gik ud paa, at de vilde blive hans Mænd. Han tog derimod med Takke.


Hakon tages til Konge

14. Kong Hakon drog tidlig om Vinteren til Oplandene; der stævnede han til Thinge, og alle de, som mægtede at komme, strømmede til ham; han blev da tagen til Konge paa alle Thing. Derefter drog han imod østen over til Vigen, hvor hans Brødresønner Tryggve og Gudrød og mange andre kom til ham, og beklagede sig for ham over al den Uret, der var tilføjet dem af hans Broder Erik. Erik blev alt mere og mere forhadt, jo mere alle fattede Yndest for Hakon, og uden Frygt torde sige deres Mening frit ud. Hakon gav Tryggve og Gudrød Kongenavn og det samme Rige, som Kong Harald havde givet deres Fædre; Tryggve gav han nemlig Ranrige og Vingulmark, men Gudrød Vestfold; men da de vare unge og endnu Børn, satte han anseelige og forstandige Mænd til at styre Landet med dem. Han gav dem Landene paa de samme Vilkaar, som før havde været, at de skulde have Hælften af Skyld og Skat med ham.


Kong Erik Blodøxe flyer af Landet

15. Tidlig den følgende Vaar drog Kong Hakon den øvre Vej gjennem Oplandene op til Throndhjem, og udbød en stor Hær over hele Trondhjem, og udrustede Skibe. Vikverjerne havde ogsaa en stor Hær ude, og agtede at forene sig med Kong Hakon. Erik udbød Folk midtvejs i Landet, men han fik kun faa, thi mange af Landets Stormænd svigtede ham, og gik over til Hakon; og da han ikke saae sig stærk nok til at modstaae Hakons Magt, sejlede han vester over Havet med det Mandskab, som vilde følge ham; han foer først til Ørkenøerne, hvor han fik betydeligt Mandskab; Dernæst sejlede han ned til England, og begyndte at hærje. Men da Kong Adelsteen fik Efterretning derom, sendte han Bud til Erik, tilbød ham et Land i Lehn, og lod tilføje, at han ved sin Mægling vilde virke til Forlig mellem ham og Hakon. Kong Erik modtog Tilbudet, og der gik nu Sendebud imellem Kongerne, saalænge til de med uryggelige Løfter paa begge Sider bleve enige om, at Erik skulde have Nordhumberland til Lehn af Kong Adelsteen med den Forpligtelse, at værge Landet mod de danske og andre Vikinger. Derhos skulde Erik med samt Kone og Børn og hele sit følge lade sig døbe. Erik blev da døbt, og antog den sande Tro, og blev nu Herre over Nordhumberland, som man regner for den femte Deel af hele England. Han opslog sit Herresæde i Jorvik, hvor Ragnar Lodbroks Sønner efter Sagnet før havde boet. Nordhumberland var meest bebygget af Nordmænd, thi efterat Lodbroks Sønner, som havde indtaget Landet, igjen havde tabt det, hærjede de danske og Nordmændene der ofte, og der findes endnu mange Steder der i Landet, som bære Navne, der ere tagne af det nordiske Tungemaal, saasom Grimsskjær og Hauksfljot og mangfoldige andre. Eftersom Kong Erik kun besad lidet Land, men havde ført en stor Mængde Nordmænd med sig, og der siden kom mange af hans Venner fra Norge, saa vilde Indtægterne ikke strække til, og han foer derfor idelig paa Krigstoge om Sommeren; han hærjede paa Skotland og Syderøerne, Irland og Bretland, og samlede sig saaledes Gods.


16. Da Kong Adelsteen var død af Sygdom, efterat han havde været Konge over England i fjorten Aar otte Uger og tre Dage, fulgde hans Broder Edmund ham i Regjeringen; han var ingen Ven af de Norske; Kong Erik var ikke yndet af ham, og han lod sig endogsaa forlyde med, at han vilde sætte en anden Høvding over Nordhumberland. Da Kong Erik spurgde det, foer han i Vesterviking; han kom først til Ørkenøerne, hvor Torf-Ejnars Sønner Arnkel og Erland stødte til ham; derfra foer han til Syderøerne, hvor mange Vikinger og Søkonger gave sig i Ledtog med ham. Med hele denne Flaade styrede han først til Irland, og tog der med sig det Folk, som vilde følge ham; siden foer han til Bretland, og hærjede der, som paa andre Steder, men hvorsomhelst han foer frem, tog alle Flugten; og eftersom Erik var en dristig Krigsmand, og stolede sikkert paa det meget Mandskab, han havde, gik han langt op i Landet og hærjede. Kong Edmund havde sat en Statholder der, ved Navn Kong Olaf; denne samlede en utallig Hob Folk, og rykkede imod Kong Erik. Da de mødtes, kom det til en haard Træfning, og i Begyndelsen faldt mange af de Engelske; men naar een faldt, kom der bestandig tre isteden oppe fra Landet, og hen paa Eftermiddagen vendte Mandfaldet sig paa Nordmændenes Side, og tilsidst faldt selve Kong Erik og fem Konger med ham; ogsaa Torf-Ejnar Jarls Sønner Arnkel og Erland faldt i denne Træfning, og Mandfaldet paa Nordmændenes Side var meget betydeligt; men de, som undkom, droge til Nordhumberland, og fortalte Gunhild og hendes Sønner denne Tidende. Da de hørte, at Kong Erik var falden, efterat at have hærjet paa Kong Edmunds Land, væntede de sig ikke længere Fred der i Landet. De lavede sig da strax til at drage bort fra Nordhumberland, førte med sig alle de Skibe, som Kong Erik havde ejet, og saa meget Folk, som vilde følge dem, og en betydelig Deel rørligt Gods og Penge, som de havde samlet deels i Skat der i England, deels i Bytte paa Krigstoge. De begave sig først til Ørkenøerne, hvorover Torf- Ejnars Søn Thorfin Hjærnekløver var Jarl. Disse Øer tilligemed Hjaltland lagde nu Eriks Sønner under sig. Der opholdt de sig om Vinteren, og oppebare Skat af Landene, men om Sommeren fore de i Vesterviking, og hærjede paa Skotland og Irland; derom taler Glum Gejresøn i Graafelds Drape:

Skibes kyndige Styrer
Lykken havde med sig
Da til Skaane deden
Meget ung han rejste;
Kæmped den tapre Kampens
Konning djærvt i Skotland,
Hær med Sværdet slagen
Sendte han til Odin.

Sværdet Heltes Yndling
Svang til Ulves Gammen,
Mangen Flok af Irer
Flugten maatte søge,
Og den vældige Høvding
Vaaben blodige farved,
Sejer da blev vunden,
Sværdet Kæmper fældte.


Om Hakon

17. Da Kong Erik var flygtet bort fra Norge, underlagde Hakon Adelsteensfostre sig hele Landet. Den første Vinter opholdt han sig oppe i Throndhjem. Men fordi han ikke torde troe Freden, eftersom Kong Erik, naar han var ude paa Vikingsfærd, let kunde faae i Sinde at gjæste Norge, opholdt han sig for det meste midt i Landet, i Fjordefylke, Sogn, Hørdeland eller Rogeland. Han satte Sigurd Hlade-Jarl over hele Thrøndelaugen med samme Rettighed, som han og hans Fader forhen havde haft dette Land af Harald Haarfager. Men da nu Kong Hakon spurgde sin Broder Kong Eriks Fald, og at hans Sønner ikke havde sikkert Tilhold i England, syntes han, at der ikke længer var noget at frygte for, og efterdi de danske i den Tid hærjede meget paa Vigen, og anrettede der store Ødelæggelser, drog han Sommeren efter med en Hær derover. Da de danske fik Nys om, at Hakon nærmede sig, toge de Flugten, somme ned til Halland, men de, som vare Faren nærmest, ud i rum Sø over ad Jylland til. Saa snart Kong Hakon mærkede det, satte han med hele sin Flaade efter de Flygtende, og da han naaede Jylland, begyndte han at hærje. Da Indbyggerne mærkede det, trak de en Hær sammen, for at forsvare deres land, og rykkede frem til Strid mod den Norske Konge. Det kom til en haard Træfning, hvori Kong Hakon udviste saadant et Heltemod, at han uden Hjælm og Brynje gik frem foran sit Banner. Han vandt Sejer, og forfulgde de Flygtende langt op i Landet. Herom taler Guttorm Sindre saaledes i Hakons Drape:

Aaren skummed, da Helten
Højen Bølge pløjed,
Og i Valmøens Uvejr (4)
Vældig Mænd han fældte;
Han, som Høge glæded.
Hurtig Fjenden fulgde,
Og med Vundevinen (5)
Vædede Ravnes Svælge.


18. Efter denne Færd styrede Kong Hakon sønden fra til Sjælland, for at lede efter Vikingerne. Med tvende Snekker roede han frem i Øresund, og traf der paa elleve Vikingesnekker. Han lagde strax til Strid imod dem, og det endte med, at han vandt Sejer, og gjorde klart Dæk paa alleVikingernes Skibe; derom siger Guttorm Sindre:

Siden med tvende Havets
Heste foer hin tapre
Kæmpers Høvding ad Skibes
Grønne Slette fra Sønden;
Elleve danske Skuder
Daadfulde Konning rydded,
Blev den vældige Kæmper
Vide navnkundig siden.

Hakon hærjede derefter vidt omkring paa Sjælland, plyndrede, hvor han kom frem, dræbte somme, tog andre til Fange, og inddrev svære Paalæg af Landet, og han fandt ingensteds Modstand. Dernæst lagde han over under Skaane, og hærjede vidt og bredt, tog Skat af landet, og dræbte alle de Vikinger, som han traf paa, saavel danske som vendiske. Saa siger Guttorm:

Siden den mandige Kriger
Sjælland sig underlagde,
Tog de Bønders Skibe
Under Skaanes Kyster.

Han foer lige til den østlige Kyst af Gotland, hvor han ogsaa hærjede og inddrev svære Skatter. Herom taler Guttorm fremdeles:

Brynjeklædte Høvding
Goterne Skat paalagde,
Gjæveste Gulduddeler
Gjorde Vaabenuvejr.

Om Høsten drog Hakon tilbage med sin Flaade til Vigen, og førte en umaadelig Mængde Bytte med sig. I Vigen forblev han den Vinter, for at være ved Haanden imod de danskes eller Gøternes Indfald. Samme Høst kom Tryggve Olafssøn fra Vesterviking, efterat have hærjet paa Irland og Skotland, og da nu Kong Hakon den følgende Vaar drog nord op i Landet, satte han sin Broder, Kong Tryggve, over Vigen, at han skulde værge Landet mod Ufred, og see til at beholde saa meget som mueligt af de Lande, Kong Hakon forrige Sommer havde gjort skatskyldige; saa siger Guttorm Sindre:

Han, som Sværde rødned,
Satte over Norges
Østre Fylker Folkets
Frækne Modopvækker,
Som ad Søfugles Veje
Var fra Irer kommen,
Dem hin djærve Høvding
Havde i Kampfærd gjæstet.


Gunhild drog til Danmark

19. Over Danmark regjerede paa den Tid Kong Harald Gormssøn, som var meget ilde tilfreds med, at Kong Hakon havde hærjet paa hans Land og Rige, og Ordet gik, at de Danskes Konge vilde hævne sig, men det skede dog ikke saa snart. Da den Tidende spurgdes til Ørkenøerne, at der var Ufred imellem Danmark og Norge, lavede Gunhild og hendes Sønner sig strax til Afrejse. Før de droge bort, indsatte de Thorfin Hjærnekløver igjen til Jarl over Ørkenøerne, og gav hans Søn Arnfin Eriks og Gunhilds Datter Ragnhild tilægte. Gamle Erikssøn var noget ældre end sine Brødre, dog var han den Gang endnu ikke fuldvoxen. Da Gunhild kom med sine Sønner til Danmark, droge de strax til Kong Harald, som modtog dem vel, og gav dem saa store Forleninger i sit Rige, at de deraf godt kunde holde baade sig selv og deres Folk. Kong Harald tog Harald Erikssøn til Opfostring, knæsatte ham, og lod ham opføde ved sit Hof. Eriks Sønner vare alle smukke Mænd, og gik i Styrke og Færdigheder forud for deres Alder. Saasnart de voxte til, droge de ud paa Krigstoge, fornemmelig i Østerleden, for at forhverve sig Bytte. Dette omtaler Glum Gejresøn i Graafelds Drape:

Vide i Østervegen (6)
Vældig Konningen fejded,
Held i Kampen havde
Han, som Skjalde beriged;
Sværde lod han svinge,
Svævede frem i Kampen,
Fældte ned for Fode,
Folk hin gjæve Høvding.

Efterat Eriks Sønner havde hærjet en Tid i Østerleden, vendte de sig med deres Flaade mod Vigen, og hærjede der. Men Tryggve havde Folk tilrede, og drog imod dem; de holdt mange Træfninger, og havde vexelviis Sejer; snart hærjede Eriks Sønner paa Vigen, snart igjen Kong Tryggve paa Halland og Sjælland.


Hakon Jarls Fødsel

20. Medens Hakon var Konge i Norge, var der god Fred imellem Bønder og Kjøbmænd, saa at ingen skadede hinanden eller den andens Gods. Den Tid vare der og gode Aaringer baade paa Sø og Land. Kong Hakon var en meget munter, veltalende og nedladen Mand. Han besad derhos stor Viisdom, og lagde Megen Hu paa at give Landet Love; han gav saaledes Gulethingsloven efter Thorlejf den Vises Raad, og ligeledes Frostethings Loven efter Sigurd Jarls og andre de Viseste Thrønders Raad; men Hejdsævis Lov havde Halfdan Svarte først givet. Medens Kong Hakon var tilstede ved et Julegilde i Throndhjem, som Sigurd Jarl havde beredt for ham paa Hlade, skede det første Julenat, at Jarlens Kone Bergljot fødte et Drengebarn, som Kongen selv Dagen efter øste Vand paa, og gav sit eget Navn. Denne Dreng voxte op, blev en mægtig og anseelig Mand, og fik Rige og Jarldømme efter sin Fader. Sigurd Jarl var Kong Hakons kjæreste Ven.


Om Kong Hakons Sæder

21. Kong Hakon var en god Kristen, da han kom til Norge. Men efterdi hele Landet var hedensk og meget hengivet til Afgudsdyrkelse, og der vare mange Stormænd i Riget, hvis Hjælp og Venskab, ligesaa vel som Almuens, han troede at behøve, besluttede han for det første at holde Kristendommen hemmelig hos sig selv; han helligholdt da Søndagen, og fastede om Fredagen, og holdt de store Højtider i helligt Minde. Han indførte i Loven, at man skulde begynde Julehøjtid paa samme Tid som de Kristne, og skulde da enhver under Straf af Bøder have tyve Kander Øl, og holde helligt, saalænge Julen varede; forhen begyndte Julen Høkenat, det er Midvinters Nat, og den Gang varede den i tre Dage. Det var imidlertid Kongens Forsæt, at naar han var bleven fast i Sædet, og havde faaet hele Riget under sit frie Herredømme, vilde han indføre Kristendommen, og han gjorde en Begyndelse dertil, ved efterhaanden at overtale sine kjæreste Venner til at antage den kristne Tro; og da han var saa afholdt, bevægede han mange til at lade sig døbe, somme til at holde op med Ofringer. Kong Hakon opholdt sig som oftest i Throndhjem, hvor Landets meste Styrke var. Da han troede at kunne regne paa Bistand af adskillige mægtige Mænd til at forkynde Kristendommen, sendte han Bud til England efter en Biskop og andre Lærere, og da de kom til Norge, kundgjorde Kongen, at han vilde indføre Kristendommen i hele sit Rige, og begyndte med at lade bygge nogle Kirker paa Møre, hvor Præsterne holdt Gudstjeneste; men Mørerne og Romsdølerne henskøde denne Sag til Thrønderne. Hakon rejste derpaa op til Throndhjem, stævnede Bønderne til et Thing, og bød dem at antage den kristne Tro. Hertil svarede de, at de henskøde Sagen til Frostething, og naar Folk der vare samlede fra alle Fylker i Thrønde-laugen, vilde de svare paa denne vanskelige Sag.


Kong Hakons og Bøndernes Forhandling

22. Kong Hakon kom til Frostething, hvor han traf en stor Mængde Bønder forsamlede. Da nu Thinget var sat, begyndte Kongen saalunde sin Tale: “Det er mit Bud og min Bøn til alle eder Bønder og bosiddende Mænd, høje og lave, og derhos til hele Almuen, unge og gamle, rige og fattige, Mænd og Kvinder, at I alle skulle lade eder kristne, og troe paa een Gud, Krist Marias Søn, og forsage alle Ofringer og hedenske Guder, helligholde hver syvende Dag med Afhold fra alt Arbejde, saa og faste hver syvende Dag.” Saasnart Kongen havde forkyndt dette for Almuen, blev der strax en stor Knurren blandt Bønderne, over at Kongen vilde tage dem Tiden fra deres Arbejde, og de sagde, at paa den Maade kunde Landet aldrig bestaae; men Arbejdsfolk og Trælle knurrede over, at de kunde ikke arbejde, naar de ingen Mad fik; de lagde og til, at det var en Arvesyge i Slægten, at Kong Hakon ligesom hans Fader Harald og deres Frænder dg Forfædre vare karrige paa Mad, uagtet de vare gavmilde paa Guld.


Kongens og Sigurd Jarls Samtale

23. Asbjørn af Medalhus i Guledal rejste sig derpaa op, og svarede paa Kongens Forslag saalunde: “Det troede vi Bønder, Konning Hakon! da du første Gang havde holdt Thing her i Throndhjem, og vi havde taget dig til Konning, og faaet vor Odel af dig, at vi havde faaet Himlen selv i vor Magt; men nu vide vi ikke længer, hvordan det staaer sig med os, om du vil unde os Friheden, eller du paa ny vil gjøre os til Trælle, og det paa en underlig Maade, i det du byder os at forsage den Tro, som vore Fædre og Forfædrene før dem fra Slægt til Slægt have holdt, først i Brændalderen og nu i Højalderen, og uagtet de vare meget fortrinligere end vi, har dog denne Tro hjulpet os herlig. Saa højt elskede vi dig, o Konning! at vi lode dig raade med os al Lov og Ret i Landet, og endnu ere vi Bønder enige om at antage og holde den Lov, som du gav her paa Frostething, og som vi have antaget; vi ville ogsaa alle følge dig og forsvare din Kongedom, saalænge der er Liv og Blod i nogen af os Bønder, som her ere samlede paa Thinget, naar kun du, o Konning! vil holde Maade, og allene forlange det af os, som vi kunne tilstaae dig, og som ikke er os umuligt. Men om du vil handle med Haardhed, og med Vold og Magt sætte denne Sag igjennem, da have vi Bønder taget den Beslutning, at forlade dig alle, og tage os en anden Høvding, under hvilken vi kunne have Frihed til at beholde den Tro, som vi ville; skal du nu, o Konning! vælge et af disse to Vilkaar, før Thinget sluttes.” Med megen Støj gave Bønderne tilkjende, at de bifaldt denne Tale, og de raabte med høj Røst, at de vilde lade det være, saasom Asbjørn havde talt. Da man igjen fik Lyd, tog Sigurd Jarl saaledes til Orde: “Det er Konning Hakons Villie, at samtykke alt med eder, Bønder! og aldrig at miste eders Venskab.” Bønderne sagde, at de vilde, at Kongen skulde ofre for dem til godt Aar og Fred, ligesom hans Fader havde gjort, og dermed stilledes Knurret, og Thinget blev opløst. Siden talte Sigurd Jarl med Kongen, og bad ham ikke aldeles at nægte at gjøre efter Bøndernes Villie; “thi der hjælper ikke andet,” sagde han, “og er dette, som I selv kan høre, Konning! Høvdingernes saavelsom hele Folkets ivrige Begjæring; siden finde vi vel nok paa et godt Raad.” Kongen gav efter, og de bleve enige herom. Næste Efteraar ved Vinterens Begyndelse var der et stort Offergilde paa Hlade, hvor Kongen indfandt sig. Naar han havde været tilstede, hvor der holdtes Ofringer, havde han bestandig plejet at spise i et afsides Huus med faa Mænd; men Bønderne ankede nu paa, at han ikke sad i sit Højsæde, naar der var den talrigste Forsamling og den største Glædskab, og Jarlen sagde, at han skulde ikke gjøre saa denne Gang, og Kongen lod sig ogsaa bevæge til at sætte sig i sit Højsæde. Da der nu var skjenket i det første Bæger, tog Sigurd Jarl Hornet, indviede det til Odin, og drak Kongen til. Kongen tog imod det, og gjorde Kors over det; da sagde Kaare af Gryting: “Hvi gjør Kongen nu saa; vil han endnu ikke ofre?” Sigurd Jarl tog Ordet: “Kongen gjør,” svarede han, “som alle andre, der troe paa deres egen Magt og Styrke, at hellige sit Bæger til Thor; han gjorde jo Hammertegnet over Hornet, før han drak.” Dermed lode Bønderne sig berolige for den Aften. Men da man næste Dag gik til Bords, stimlede Bønderne sammen om Kongen, og sagde, at han skulde spise hestekjød. Det vilde Kongen paa ingen Maade gjøre. De bade ham da kun at drikke Saaddet, men det nægtede han ogsaa ganske. Da bade de ham at spise Fedtet, men da han ikke heller vilde det, lavede Bønderne sig til at anfalde ham. Sigurd Jarl gik da til, og vilde mægle Forlig; han bad Bønderne være stille, og sagde, at Kongen vilde gabe over Kjedelgrebet, som var blevet fedtet af Angen, der slog op af Hestekjødet. Kongen gik til, slog et Linklæde over Grebet, og gabede derover, hvorpaa han atter gik til sit Højsæde, uden at man dog var tilfreds paa nogen af Siderne. Den næstfølgende Vinter anrettede man et Julegilde for Kongen inde paa Møre. Men da det led imod Juul, holdt de otte Høvdinger, som stode for Ofringerne i hele Thrøndelaugen, en Forsamling; disse vare fire Ud-Thrønder, nemlig: Kaare af Gryting, Asbjørn af Medalhuus, Thorberg af Varnæs, Orm af Ljoxa, men disse Ind-Tthrønder: Botholf af Ølvishoug, Narfe af Staf i Veradal, Thrand Hage af Egge, Thorer Skæg af Huseby paa Inderøen. Disse otte Mand forbandt sig saaledes, at de fire Ud-Thrønder skulde forøde Kristendommen i Norge, men de fire Indthrønder skulde nøde kongen til at ofre. Ud-Thrønderne fore da med fire Skibe ned til Møre, hvor de dræbte tre Præster og brændte tre Kirker, og droge derefter tilbage. Da Kong Hakon og Sigurd Jarl kom ind paa Møre med deres Huustroppe, vare Bønderne meget talrige forsamlede den første Gildesdag. De stormede nu ind paa Kongen, og sagde, at han skulde ofre, og truede med at overfalde ham, hvis han ikke vilde. Sigurd Jarl søgte at forlige dem, og bragde det saavidt, at Kongen aad nogle Mundfuld Hestelever, og drak alle de Bægere, som Bønderne skjenkede for ham, uden at gjøre Kors over dem. Saasnart Gildet var til Ende, drog Kongen og Jarlen strax ud paa Hlade. Kongen var meget utilfreds, og gjorde sig strax rede med hele sin Hær at drage bort fra Throndhjem, og sagde, at han agtede at komme der mandstærkere en anden Gang, og betale Thrønderne den Fjendskab, de havde udøvet imod ham. Sigurd Jarl bad Kongen ikke at regne Thrønderne det til onde, og sagde, at det var ikke raadeligt at vise sig fjendtlig eller stride mod Folk i Landet, og det allermindst, hvor Landets meste Styrke var, som Tilfældet var i Throndhjem; men Kongen var saa forbitret, at ingen kunde faae et Ord indført hos ham. Han drog da ud af Fjorden og ned til Møre, hvor han blev om Vinteren og Vaaren; men ved Sommerens Begyndelse trak han en Hær sammen, og lod sig forlyde med, at han nu vilde besøge Thrønderne.


Kong Hakons og Gunhilds Sønners Kamp

24. Da Kong Hakon var kommen om Bord paa sine Skibe med en stor og veludrustet Hær, fik han den Tidende sønden fra Landet, at Kong Eriks Sønner vare komne fra Danmark til Vigen, havde fordrevet Kong Tryggve Olafssøn fra sine Skibe østerpaa til Sotanæs, og havde dernæst hærjet vidt og bredt i Vigen, hvor mange havde underkastet sig dem. Da Kong Hakon hørte det, syntes han, at han kunde behøve Hjælp, og han sendte da Bud til Sigurd Jarl og andre Høvdinger, af hvem han kunde vænte sig Hjælp. Sigurd Jarl kom til Kong Hakon med temmelig meget Mandskab, og med ham fulgde alle de Thrønder, som om Vinteren havde gaaet Kongen stærkest paa Livet for at nøde ham til at ofre, og paa Sigurd Jarls Forbøn bleve de nu alle forligte med Kongen. Nu sejlede Kong Hakon sønder med Landet forbi Stat, og spurgde der, at Eriks Sønner vare komne til Nørreagder; begge Flaaderne droge nu imod hinanden, og mødtes ved Kørmt, hvor Hærene gik i Land, og sloges paa Øgvaldsnæs. De havde meget Folk paa begge Sider, saa det blev en haard Træfning. Kong Hakon gik vældig frem imod Kong Guttorm og hans Trop, og selve Kongerne skiftede Hug; der faldt Kong Guttorm, og hans Banner blev nedhugget, og meget Folk faldt omkring ham. Derefter flyede Eriks Sønners Hær til Skibene, og roede bort efterat have mistet meget Folk; dette omtaler Guttorm Sindre i Hakons Drape:

Lod hin frækne Kampens
Fører over de dræbte
Høvdingers Kroppe Skjolde
Skingrende sammenstøde;
Højen Kampgnys Vækker
Voldte Konningen Bane,
Sejrende ved det brede
Sund han gik fra Valen.

Kong Hakon drog til sine Skibe, og styrede mod Østen efter Gunhilds Sønner. De sejlede paa begge Sider saa stærkt de formaaede, men da de naaede Østeragder sejlede Eriks Sønner ud i rum Sø ned ad Jylland til, saa siger Guttorm Sindre:

Krigerfyrstens Brødres
Folk, det grandt jeg mindes,
Tit da Overmagten
Maatte af Helten prøve;
Havets djærve Kriger
Holdt med Skuden i Søen,
Alle sin Broder Eriks
Sønner drev paa Flugten.

Da foer Kong Hakon igjen op til Norge, men Eriks Sønner forbleve endnu lang Tid i Danmark.


Slaget med Gamle

25. Da Hakon havde i tyve Aar været Konge over Norge, opholdt han sig engang paa Søndmøre, paa sin Gaard Birkestrand paa Øen Frejda. Han havde ikke større Hær med sig end sin Huustrop og de Bønder, som han havde indbudet. Da bragde Spejderne det Budskab, at Gunhilds Sønner vare komne norden forbi Stat med en mægtig Flaade. Kong Hakon drog dem strax i Møde med det Folk, han i en Hast kunde faae samlet. Han havde ni Skibe, men Eriks Sønner over tyve. De mødtes i Frækø-Sund ved Frejderbjerg, og begge Hærene gik da i Land, og sloges paa Rasterkalv. Der faldt Kong Gamle Erikssøn, men Hakon vandt Sejer. I dette Slag viste Kong Hakon saadant et Heltemod, at han, uden at dække sig, gik frem, hvor Striden var haardest, og hug ned for Fode baade til Højre og Venstre; saasom Guttorm Sindre siger:

Fjendens Hære flyed,
Frygtende Kongens Vaaben,
Thi hin vise Høvding
Trængte sig frem for Banret,
Ej den Konning plejed,
Han som Guld i Mængde
Vandt, og gavmild deelte,
Sig i Kamp at skaane.

Med den Deel af Hæren, som undkom af Slaget, flyede Gunhilds Sønner nu igjen ned til Danmark.


Brødrenes Færd mod Kong Hakon

26. Da Hakon Adelsteensfostre, efter sin Broder Eriks Flugt fra Landet, havde været Konge over Norge i sex og tyve Vintre, hændte det sig, at han engang var paa Hørdeland til Gjæst paa Gaarden Fidje paa Øen Stord. Han havde sin Huustrop hos sig og desuden mange indbudne Bønder; ogsaa hans Frænde Eyvind, med Tilnavn Skaldespilder, en Søn af Find Skjalge, var tilstede. Da Hakon sad ved Davrebordet, saae Vagtmændene, som vare ude paa Post, en stor Deel Skibe komme seilende søndenfra og nærme sig Øen. Den ene sagde da til den anden, at det var rettest at underrette Kongen om, at der efter al Rimelighed vare Krigsskibe i Farvandet. Men ingen af dem fandt det raadeligt for sig, at forkynde Kongen Krigstidende, thi han havde sat en stor Straf for den, som gjorde det uden at være sikker i sin Sag. Paa den anden Side syntes det dem dog farligt, at Kongen ikke underrettedes derom, og een af dem gik da ind i Stuen, og sagde til Eyvind Findssøn: “Kom i en Hast ud, thi det er højst nødvendigt.” Eyvind gik ud, og saasnart han fik Øje paa Skibene, saae han, at det var Krigsskibe. Han skyndte sig da tilbage til Stuen, gik for Kongen og sagde: “Liden er den løbende Stund, men lang er Maaltids Stunden.” Kongen saae paa ham, og sagde: “Hvad er der?” Da kvad Eyvind:

Haarde Blodøxes Sønner
Bede om Sværdes Møde,
Nu er stakket Tiden
Til at sidde rolig;
Krigstidende Kongen
Vanskelig er at bringe,
Men jeg vil din Hæder,
Hurtig da griber til Vaaben!

“Saa god en Mand est du, Eyvind!” svarede Kongen, at ikke vil du forkynde Krigstidende, uden den er sand. Da bekræftede mange Tidenden; og Kongen lod nu strax tage af Bordet, gik ud og betragtede Skibene, og da han saae, at det var Krigsskibe, sagde han til sine Mænd: “Hvad Raad skulle vi nu tage, skulle vi slaaes med det Folk, vi have, eller skulle vi gaae om Bord og undsejle nord efter; aabenbart er det, at ville vi slaaes denne Gang, da have vi at stride mod langt større Overmagt end nogensinde før, og dog har det ofte syntes os, naar vi strede mod Gunhilds Sønner, at Forskjellen paa Mandskab har været temmelig stor.” Da ingen i en Hast vidste at svare herpaa, tog Eyvind Ordet:

Nej! imod Nord at sejle,
Nu da Fjenden vi øjne.
Sejlende fra Sønden,
Sømmer sig ikke den Tapre;
Kriglystne Harald kommer,
Kjende vi grandt dit Ønske,
Op da! lad os gribe de gode
Gamle Vaaben, o Konning!

“Det er mandelig talt, Eyvind!” svarede Kongen, “og nærmest efter mit Sind; men dog vil jeg høre flere Mænds Tanker i denne Sag.” Men da det var let at see, hvad Kongen vilde, da sagde mange, at heller vilde de falde med Manddom, end flye for de danske, uden at forsøge Strid; de sagde ogsaa, at de havde ofte sejret, naar de havde stredet med mindre Mandskab, end de nu havde. For disse Ord takkede Kongen dem meget, og han bød dem nu at væbne sig, og saa gjorde de. Kongen iførte sig ogsaa sine Vaaben, han havde en Ringebrynje, Sværdet Kværnbider ved sin Lænd, en forgyldt Hjælm paa Hovedet, et kort Spyd i Haanden og et Skjold ved Siden. Han fylkede derpaa sin Huustrop og Bønderne, og rejste sit Banner.


27. Efter Gamles Fald var Harald Erikssøn Høvding for Brødrenes Hær. De havde betydeligt Mandskab, og i deres Hær vare ogsaa deres tvende Morbrødre, Eyvind Skreya og Alf Askmand, Ildgjerningsmænd af sjælden Styrke. Eriks Sønner styrede med deres Skibe til Øen, gik i Land og fylkede; og saa stor skal Forskjellen paa Mandskab have været, at sex af deres Mænd vare imod een af Hakons.


Slaget paa Stord

28. Kong Hakon havde Nu fylket sin Hær, og man siger, at han kastede Brynjen af sig, før Kampen begyndte. Kong Hakon udsøgte sig med Flid de stærkeste og tapreste Mænd til sin Huustrop, ligesom hans Fader Kong Harald havde gjort; saaledes gik den Gang Thoralf Skalmssøn hin Stærke ved Kongens ene Side; han havde Hjælm og Skjold, Spyd og et Sværd, som kaldtes Fodbred; han skal omtrent have været ligesaa stærk som Kongen; Derom taler Thord Sjarekssøn i den Drape, som han gjorde om Thoralf:

Der hvor haarde Sømænd
Sloges paa Stord ved Fidje
Ginge de frejdige Helte
Fyrig til Sværdelegen;
Og i Vaabengnyet
Vældige Sværdslags Kæmpe
Frem til Strid gik nærmest
Nordmænds bolde Konning.

Da Fylkingerne mødtes, stode de først med Spyd, dernæst trak de Sværdene, og det blev en blodig og haardnakket Kamp. Kong Hakon og Thoralf gik frem foran Bannerne, og hug ned for Fode til begge Sider. Kong Hakon var let at kjende fremfor andre Mænd, og det lyste desuden stærkt fra hans Hjælm, naar Solen skinnede paa den, hvorfor mange vendte deres Vaaben imod Kongen. Eyvind Findssøn tog da og satte en Hat paa Kongens Hjælm. Da raabte Eyvind Skreya, højt: “Skjuler sig nu Nordmændenes Konning, eller er han flyet, thi forsvunden er nu Guldhjælmen?” og Eyvind og hans Broder Alf gik da saa haardt frem, som om de vare gale og rasende, og hug til begge Sider. “Hold du kun lige frem, som du stiler,”raabte da Hakon til Eyvind, “om du vil finde Nordmændenes Konning”; og det varede da ikke længe, inden Eyvind var der, hævede Sværdet i Vejret, og hug til Kongen, men Thoralf skød sit Skjold saa haardt imod ham, at han ravede derved. Kongen fattede da Sværdet Kværnbider i begge Hænder, og hug til Eyvind, og kløvede Hjælmen og Hovedet ned til Skuldrene. I det samme dræbte Thoralf Alf Askmand; saa siger Eyvind Skaldespilder:

Veed jeg, at Vunders skarpe
Baand (7) i Konningens baade
Hænder bed paa den lidet
Hulde Skibsbeboer;
Uforfærdet Daners
Uheldbringer kløved
Med guldfæsted Kaarde
Mangen Kæmpes Isse.

Efter disse Brødres Fald, gik Kong Hakon saa haardt frem, at alt veg for ham. Der kom saadan en Frygt over Eriks Sønners Hær, at den begyndte at flye, men Kong Hakon, som selv var fremmerst i sin Fylking, satte haardt efter de Flygtende, og hug ned for Fode. Da kom en Piil flyvende, af det Slags, som kaldes Fleen, og traf Kong Hakon i Armen oppe i Muskelen neden for Skulderen, og er det mange Mænds Sagn, at Gunhilds Skosvend, ved Navn Kisping, løb frem i Tummelen, og raabte: “Giver Rum for Kongens Banemand,” og skød saa Flenen mod Kongen; men somme paastaae derimod, at ingen vidste, hvo der skød Pilen, og det er ogsaa meget rimeligt, thi Pile og Spyd og andre Skudvaaben fløj saa tykt som Snefog. Eriks Sønner mistede der meget Folk, dog undkom alle Kongerne til Skibene, og roede strax bort, men Hakons Mænd satte efter dem; saa siger Thord Sjarekssøn:

Vide Drabsmænds Straffer
Værgede Fylkingens Spidse,
Saa bør Kamp at holdes.
Alder man Drotten ønsked;
Kampen voxte, da Gunhilds
Fejge Arving fra Sønden
Flyed, den Gang Fyrsten
Falden var i striden.

Mandig Daad sig viste,
Den Gang saarede Bønder
Sig ved det haarde Rorbræt
Satte, mange døde;
Manddom det viser, at Helten,
Han som Ulve gav Føde,
Nærmest gik sin Konning
Kjæk i den hidsige Træfning.


Hakon Adelsteensfostres Død

29. Kong Hakon gik om Bord paa sit Skib, og lod da forbinde sit Saar, men Blodet vilde ikke stilles, og blev ved at løbe saa voldsomt, at Kongen med Aftenen blev meget mat. Han sagde, at han vilde sejle op til Alreksstad til sin Gaard der; men da de naaede til Hakons Helle, lagde de der i Land, da de saae, at Kongen var nær ved Døden. Han kaldte da sine Venner til sig, og sagde dem sin sidste Villie om Riget. Han havde en Datter ved Navn Thora, som var hans eneste Barn, men ingen Søn. Han bad dem da sende Bud til Eriks Sønner, at de skulde være Konger over Norge, og bad om deres Skaansel for sine Venner og Frænder, “thi om et længere Liv skulde beskjæres mig,” sagde han, “da vil jeg rejse til kristne Folk, og bøde for det, hvormed jeg har fortørnet Gud; men om jeg døer her i Hedenskabet, da lader mig faae saadan Begravelse, som eder bedst synes.” Kort efter døde Kong Hakon der paa Hellen, paa det samme Sted, hvor han var født. Kong Hakon var saa begrædt, at baade hans Venner og Uvenner sørgede over hans Død, og sagde, at aldrig vilde saa god en Konge mere komme i Norge. Hans Venner førte hans Lig op til Sæhejm i Nordhørdeland. Der gjorde de en stor Høj, hvori de lagde Kongen, iført sine bedste Klæder, og sin fulde Rustning, men ikke andre Kostbarheder, og talte over Graven efter hedensk Viis.


Gunhilds Sønner komme til Regjeringen

30. Eriks Sønner fik da Regjeringen over Norge efter Hakons Død. Af dem var Harald i højest Anseelse, han var ogsaa den ældste af de Brødre, som da vare i Live. Deres Moder Gunhild, som blev kaldt Kongemoder, tog megen Deel med dem i Landets Styrelse. Imidlertid vare der den Tid flere Høvdinger i Norge: Kong Tryggve Olafssøn herskede i Vigen, Kong Gudrød Bjørns søn paa Vestfold, Sigurd Hlade-Jarl oppe i Throndhjem, saa at Gunhilds Sønner den første Vinter ikke havde uden Midtlandet. Ved Ordsendinger mellem Gunhilds Sønner og Tryggve og Olaf blev det saaledes afgjort, at disse skulde beholde en ligesaa stor Deel af Riget til Lehn af Gunhilds Sønner, som de før havde haft af Kong Hakon. Glum Gejresøn var Kong Harald Gunhildssøns Skjald; han gjorde denne Vise efter Kong Hakons Fald, hvori han tillagde Kong Harald den berømmelse at have hævnet sin Broder Gamle:

Haver Harald Gamle
Hævnet vel, men Livet
Misted de saarede Kæmper;
Konningen Stordaad øved,
Da paa hin Side Havet
Høge med Gudefjendens (8)
Røde Vunders Vædske
Vædede tørstige Halse.

Denne Vise var meget yndet blandt Kong Haralds Hofmænd; men da Eyvind Findssøn spurgde det, kvad han en anden Vise lige imod:

Fyrsten, som aldrig flyed,
Farvede Sværdet i Gamles
Blod, de bolde Kæmpers
Barm af Kjækhed svulmed,
Da hin frækne Kriger
Alle Eriks Sønner
Ud paa Havet jaged,
Herskerens Fald mig bedrøver.

Denne Vise kom ogsaa snart i Folkemunde. Da Kong Harald fik den at høre, gav han Eyvind Dødssag derfor, men begges Venner fik dog Forlig bragt i Stand paa det Vilkaar, at Eyvind skulde blive Kong Haralds Skjald, ligesom han før havde været Kong Hakons. Der var ogsaa nært Slægtskab imellem dem, thi Eyvind var, som før blev berettet, en Søn af Gunhild, Halfdan Jarls Datter, men Gunhilds Moder var Ingeborg, Harald Haarfagers Datter. Eyvind gjorde da følgende Vise om Kong Harald:

Den Gang Hørders Pile
Heftig stødte paa Brynjer,
Landevogter! man sagde,
Lod du ej Hjærtet bæve;
Da din dragne Kaarde
Dødende klang i Striden,
Og med skarpe Sværde
Skaffed du Ulve Føde.


Forlig mellem Gunhilds Sønner og Sigurd Jarl

31. Gunhilds Sønner holdt sig for det meste midtlands, thi de fandt det ikke raadeligt at gjæste Thrønderne eller Vigverjerne, som havde været Hakons bedste Venner, især da der vare saa mange Stormænd paa begge disse Steder. Der droge dog nu Mænd for at forsøge Forlig mellem Sigurd Jarl og Gunhilds Sønner, som endnu ingen Skat havde faaet af Throndhjem, og det kom endelig saa vidt, at der blev bragt Forlig i Stand mellem dem, som blev befæstet med Eder paa begge Sider: Sigurd Jarl skulde beholde det samme Rige til Lehn af dem, som han tilforn havde haft af Kong Hakon. Saaledes hed det nu, at de vare forligte. Gunhilds Sønner vare alle karrige Mænd, og Folk sagde, at de skjulte deres Penge i Jorden; derom taler ogsaa Eyvind Skaldespilder.

Blanke gyldne Ringe
Bare vi, o Kriger!
Medens hin gjæve Konning,
Gode Hakon, leved;
Melet, som Frodes Møer
Malede glædefulde,
Guldet, gjemmes i Jorden
Gavmildhed er nu svunden.

Skjønt paa Skjaldenes Hænder
Skinnede Fullas Smykke (9),
Medens hin gjæve Konning,
Gode Hakon, leved;
Gjemt er nu det gode
Guld i Jættefjendens
Moders Krop (10), og Magtens
Mænd nu Haardhed øve.

Da disse Viser kom Kong Harald for Øren, sendte han Bud til Eyvind, at han skulde komme til ham. Og da han kom, sagde Kongen: “Du vil være min Uven, Eyvind! og sømmer det dig ilde, at vise mig Utroskab, da du jo er traadt i min Tjeneste.” Da kvad Eyvind:

Een Drot har jeg ejet,
Inden dig jeg hylded,
Stærkt jeg ældes, o Fyrste!
Ønsker jeg ej den tredje;
Tro jeg var min Konning,
Kjendte jeg Falskhed aldrig,
Fylder jeg blot dit Følge,
Falder paa mig Aldren.

Kong Harald nødte Eyvind til at voldgive ham denne Sag. Eyvind havde en stor og god Guldring, som kaldtes Folde, og som for lang Tid siden var bleven funden i Jorden. Paa ingen anden Maade, sagde Kongen, skulde den Sag afgjøres, end at Eyvind skulde overgive ham denne Ring. Da kvad Hakon:

Skulde jeg naae din Yndest,
Skibes tapre Fører!
Naar jeg giver den gode
Guldring i dit Eje;
Men kun nødig jeg mister
(Magt du har at tage!)
Ormelejet (11), min Fader
Fordum længe aatte.

Derpaa drog Eyvind hjem, og det er ikke omtalt, at han oftere besøgte Kong Harald.


Om Gunhilds Sønner, da de kom til Norge

32. Gunhilds Sønner havde antaget Kristendommen i England; men da de kom til Regjeringen i Norge, havde de ingen Fremgang med at kristne Landsfolket; hvor de kunde komme afsted dermed, nedbrøde de dog Afgudshusene, og forhindrede Ofringerne, hvorved de paadroge sig Almuens Uvenskab. De gode Aaringer i Landet hørte nu ogsaa op; og da Kongerne vare mange, og enhver af dem havde sit eget Hofhold, behøvede de meget til deres Udgifter, og gjerrige vare de derhos alle, og holdt ikke meget over den Lov, som Kong Hakon havde givet. De vare for Resten smukke, store og stærke Mænd, og meget øvede i alstens Hofværk; saa siger Glum Gejresøn om Kong Harald:

Kunde fremfor andre
Konninger tolv Idrætter
Helten, som frem i Striden
Heftig foer med Sværdet.

Ofte fulgdes Brødrene ad, men stundom droge de hver sin Vej. De vare tapre, men grusomme, vældige Krigere og meget sejersælle. Gunhild Kongemoder holdt ofte Sammenkomster med sine Sønner, hvor de raadsloge om landets Styrelse. Engang spurgde Gunhild dem, hvad deres Bestemmelse var om Riget i Throndhjem: “I bære Konningenavn,” føjede hun til, “ligesom eders Fædre Tid efter anden have baaret, men I have kun lidet Rige, og ere dog mange til at dele det. Vigen besidde Tryggve og Gudrød, og de have da nogen Adkomst dertil formedelst deres Slægt; men Sigurd Jarl raader over hele Thrøndelaugen, og det kan jeg ikke indsee, hvad Forpligtelse der hviler paa eder, til at lade en Jarl raade ene over saa stort et Rige og besidde eders retmæssige Ejendom. Tykkes det mig ogsaa underligt, at I fare paa Vikingstoge, at hærje paa fremmede Lande, men lade en Jarl her indenlands berøve eder eders Fædrenearv. Ej vilde din Farfader Harald, efter hvem du er opkaldt, have taget det i Betænkning, at skille en Jarl ved Riget og Livet, da han underlagde sig hele Norrig og raadede derover lige til sin Alderdom.” “Det er ikke saa let en Sag,” svarede Harald, “at tage Sigurd Jarl af Live, som at dræbe et Kid eller en Kalv; Sigurd Jarl er af en stor Slægt og har mange Frænder, han er derhos vennesæl og viis; ogjeg er vis paa, at mærke Thrønderne, at han har Ufred at vente af os, da ville de alle være beredte til at vove det Yderste for ham, og da kunne vi være sikre paa et slet Udfald af vort Forehavende; desuden holder vist heller ikke nogen af os Brødre det for raadeligt, at boe blandt Thrønderne.” “Ja!” svarede Gunhild, “i den Sag ville vi bære os ganske anderledes ad; nu ville jeg, Kong Harald og Erland i Vinter opholde os paa Nordmøre, og see til, hvad vi kunne gjøre.” Hendes Raad fandt Bifald og blev fulgt.


Sigurd Jarl indebrændes

33. Sigurd Jarl havde en Broder, ved Navn Grjotgard, der var meget yngre end Jarlen og mindre anseet, da han ikke beklædte nogen Værdighed; dog holdt han en Trop Folk og drog om Sommeren ud paa Vikingstog. Kong Harald sendte Mænd ind i Throndhjem til Sigurd Jarl med Gaver og Venskabshilsener; Harald lod sige, at han vilde træde i samme venskabelige Forbindelse med Jarlen, hvori Hakon havde staaet, og bad derfor, at han skulde besøge ham, for at de kunde stadfæste deres Venskab. Sigurd Jarl tog vel imod Kongens Udsendinge og Venskabshilsener, men sagde, at han kunde ikke komme for sine mange Forretningers Skyld; imidlertid sendte han igjen Kongen Vennegaver og venskabelig Hilsen. Kongens Udsendinge droge dermed bort, og kom siden til Grjotgard, for hvem de fremførte det samme Ærende, Tilbud om Venskab og Indbydelse at besøge Kongen, som ledsagedes af kostbare Foræringer. Grjotgard lovede at komme, og med dette Budskab droge Sendemændene hjem. Paa den bestemte Dag kom ogsaa Grjotgard til Kong Harald og Gunhild, der med Venlighed toge imod ham. De viste ham al Kjærlighed, og lode ham være med i deres hemmelige Raadslagninger, og de forestillede ham nu, hvorledes Jarlen længe havde sat ham tilside og ladet ham være i ringe Anseelse; men dersom han vilde være dem behjælpelig imod Sigurd, føjede Kongen til, da skulde han blive hans Jarl, og erholde hele det Rige, som Sigurd tilforn havde haft. Det kom da saavidt, at de gjorde den hemmelige Aftale, at Grjotgard skulde have Spejdere ude, og sende Kongen Bud, naar der gaves bedst Lejlighed til at overfalde Jarlen. Dernæst drog Grjotgard hjem, efterat have faaet gode Foræringer af Kongen.


34. Sigurd Jarl drog om Høsten paa Gjæsteri, først ind i Stjøredal og siden ud til Øgla. Jarlen plejede stedse at have mange Folk om sig, da han ikke troede Kongerne godt; men den Venskabsforbindelse, som var kommen i Stand imellem ham og Kong Harald, havde nu gjort ham tryggere, saa at han ikke havde meget Mandskab om sig. Grjotgard gav da Kong Harald Efterretning om, at nu var der den bedste lejlighed, man kunde vænte at faae, til at anfalde Jarlen; og strax samme Nat sejlede Kongerne Harald og Erland, da det var stjernelyst, med fire vel bemandede Skibe op ad Throndhjemsfjorden; der kom Grjotgard dem i Møde, og henimod Morgenen naaede de ind til Øgla, hvor de satte Ild paa Gaarden, og indebrændte Sigurd Jarl med hele hans følge. Strax i Dagningen sejlede de tilbage ud af Fjorden igjen og ned til Møre, hvor de opholdt sig en Stund. Dette skede efter Præsten Are Thorgilssøn hin Lærdes Beretning 10 Aar efter Kong Hakon Adelsteensfostres Fald.


Hakon Jarls og Gunhilds Sønners Forlig

35. Sigurd Jarls Søn Hakon var inde i Throndhjem, da han spurgde, at hans Fader var indebrændt. Hakon var ikke blot af stor Slægt, og havde mange Frænder, men var ogsaa, ligesom hans Fader, vennesæl og elsket af hele Folket. Hakon havde let ved at samle sig Folk, thi alle Thrønderne flokkede sig om ham, og der skede strax en stor Opstand over hele Throndhjem, saa at hvert Skib, som var tjenligt til Krigsfærd, blev skudt paa Vandet. Og da Hæren var samlet, toge de den ikke fuldt tyve Vintre gamle Hakon Sigurdssøn til Jarl og Høvding over sig, og han styrede nu med Flaaden ud efter Fjorden. Da Gunhilds Sønner fik Nys herom, droge de ned til Romsdal og Søndmøre, og de havde nu Spejdere ude paa begge Sider. Med sine Venners Bistand besad saaledes Hakon Jarl Throndhjem i tre Vintre, saa at Gunhilds Sønner i al den Tid ingen Indkomster fik af dette Land, og ingen af dem vovede at komme indenfor Mundingen af Throndhjems Fjord. Hakon Jarl holdt mange Træfninger med Gunhilds Sønner, og der faldt mange Folk paa begge Sider. Derom taler Ejnar Skaaleglam i Vell-ekla, som han gjorde om Hakon Jarl:

Og den ordholdne Kriger
Ude havde en Flaade
Glad i Gønduls (12) Uvejr
Græmmende sig ved Ophold
Hejste han højt i Masten
Hedins vældige Stridsejl (13),
Og til Kamp mod Konger
Kjækt den Høvding ilte.

Og fremdeles kvad han:

Ej til Piles Uvejr
Egge man turde Helten,
Mødte Rovfugles Mætter
Munter og fro til Kampen;
Brat af Hlakas Sejl (13) han
Buehaglen rysted,
Føde den frækne Kriger
Fuldelig gav til Ulve.

Førtes mange Kampe,
Før efter Guders Villje
Orlogsmanden indtog
Østerlandenes Rige.

Fremdeles omtaler Ejnar, hvorledes Hakon Jarl tog Hævn for sin Fader:

Helten, som hævned sin Fader,
Hædersminde jeg kvæder,
Mægtige Valens Vogter
Vældig Krigere fældte.

Helten paa Hersers Kroppe
Hagl af Odde lod regne,
Modig i Strid, og mange
Mænd til Valhal sendte.
Han, som de stærke Havets
Heste ejed, lod Sværde,
Dødende, ofte i Odins
Uvejr paa Skjolde hamre.

Efter de tre Aars forløb lagde fælleds Venner sig derimellem og forsøgte at forlige Eriks Sønner og Hakon Jarl. Ved anseelige Mænds Overtalelser kom det nu endelig saavidt, at der blev bragt Forlig i Stand paa Vilkaar, at Hakon skulde beholde Throndhjem paa samme Maade, som hans Fader Sigurd Jarl havde besiddet Landet, men Kongerne vilde nøjes med den Magt, som Kong Hakon havde haft før dem; dette Forlig blev stadfæstet med fuldkommen Troskabsforsikring, og der blev nu stor Kjærlighed mellem Hakon Jarl og Gunhild, men stundom pønsede de dog paa Svig imod hinanden; saaledes forløb andre tre Vintre, i hvilke Jarlen sad i Fred i sit Rige.


Erik Hakonssons Fødsel

36. Hakon Jarl rejste en Vinter til Oplandene, og ved et Gilde der hændtes det, at han laa hos en Kvinde af ringe Stand. Men da Tiden løb frem, var denne Kvinde frugtsommelig, og hun fødte et Drengebarn, der fik Navnet Erik. Moderen førte Drengen til Hakon, og sagde, at han var Fader. Jarlen lod da Drengen opdrage hos en Mand, ved Navn Thorlejf hin Vise, der boede i Medaldal, og var en mægtig og rig Mand og tillige Jarlens gode Ven. Erik tegnede snart til at blive en anseelig Mand, og blev tidlig stor og stærk og smuk af Udseende, men Jarlen brød sig ikke meget om ham. Selve Hakon Jarl var en særdeles smuk Mand, ikke høj, men stærk bygget, fortrinlig i Hofværk, viis af Forstand og en stor Krigsmand. En Høst drog Jarlen ned til Oplandene, og han havde da paa Hedemarken en Sammenkomst med Kongerne Tryggve Olafssøn og Gudrød Bjørnssøn, hvor ogsaa Dale-Gudbrand var tilstede. De havde en lang Samtale i Eenrum, hvoraf der dog ikke kom andet ud blandt Folk, end at de havde sluttet Venskab med hinanden. Dermed skiltes de, og enhver drog hjem til sit Rige. Kong Tryggve Olafssøn var en Mægtig og anseelig Mand, og ham ansaae Vigverjerne bedst skikket til som Konge at raade over hele Landet. Kong Gudrød Bjørnssøn var Kong Tryggves fortroligste Ven. Rygtet om den hemmelige Samtale mellem disse Høvdinger kom imidlertid Gunhild og hendes Sønner for Øren, som strax fattede Mistanke om, at de havde opspundet Landsforræderi imod Kongerne, og de raadsloge derfor ofte indbyrdes om denne Sag. Saasnart Vaaren nærmede sig, gjorde Kong Harald og hans Broder Gudrød vitterligt, at de agtede sig at fare paa Vikingstog om Sommeren enten vesterpaa eller i Østerleden, som de plejede. De trak nu en Hær sammen, skøde Skibene paa Vandet og gjorde sig færdige. Men da de holdt deres Afskedsgilde, blev der drukket stærkt, og ved Drikkebordet talt mangehaande; blandt andet begyndte man at anstille Sammenligninger imellem hinanden indbyrdes, og endelig faldt Talen ogsaa paa Kongerne selv. En Mand sagde da, at Harald var i alle Henseender den fortrinligste af Brødrene; dette tog Kong Gudrød meget ilde op, og sagde, at han i alle Henseender holdt sig for ligesaa god som sin Broder, og tilføjede, at han var beredt til at prøve det; saavidt kom det omsider, at de begge syntes meget forbitrede, og trættedes om den Sag med saa mnegen Hidsighed, at de bøde hinanden ud til Kamp, og grebe til Vaaben. Men de Mænd, som vare mindre drukne og mere ved deres Samling, gik imellem, og skilte dem ad. Hver gik nu til sine Skibe, og det saae da ikke ud til, eftersom Folk syntes, at de kunde følges ad. Men i Tingen selv var dette ikke andet end disse Brødres List og deres Moder Gunhilds underfundige Anslag, som siden viste sig, for at de, naar de syntes indbyrdes uenige, desto mindre kunde vorde mistænkte for den Svig, de, som man siden fik at see, havde opspundet. Kong Gudrød sejlede østerpaa langs Kysten, men Harald satte Kaasen ud i run Sø, og sagde, at han agtede sig til Vesterleden, men saasnart han var kommen udenfor Øerne, sejlede han mod Østen, men holdt sig bestandig i rum Sø. Kong Gudrød derimod sejlede den almindelige Vej østerom til Vigen og saa øster over Folden. Han sendte da Bud til Kong Tryggve med det Ærende, at han skulde komme og gjøre Aftale med ham, saa vilde de følges ad paa Vikingstog i Østerleden den Sommer. Det fandt Kong Tryggve meget godt og rimeligt, og da han spurgde, at Gudrød kun havde lidet Mandskab, drog han til ham med een Skude. De mødte hinanden ved Væggene vesten for Sotenæs; men da de gik sammen for at tale med hinanden, løb Gudrøds Mænd til, og dræbte Kong Tryggve og tolv Mænd med ham, og ligger han begravet der som nu kaldes Tryggvedys.


Gudrød dræbes af Kong Harald

37. Kong Harald, som havde sejlet langt ude i rum Sø, styrede ligeledes ind til Vigen, og kom ved Nattetider til Tønsberg, og da han spurgde, at Gudrød Bjørnssøn var til Gildes oppe i Landet kort derfra, drog han strax samme Nat derop med sin Hær, og omringede Huset. Kong Gudrød gik ud, men faldt efter en kort Modstand med mange af sine Mænd, hvorpaa Kong Harald drog sin Broder Gudrød i Møde, og de underlagde sig nu hele Vigen.


Om Harald Grænske

38. Kong Gudrød Bjørnssøn havde gjort et godt og passende Giftermaal. Med sin Kone havde han en Søn, ved Navn Harald, som var bleven sendt op til Lehnsmanden Roe hin Hvide paa Grønland for at opfostres. Roe havde en Søn, ved Navn Rane hin Vidtfarne. Rane og Harald vare næsten lige gamle og Fosterbrødre. Efter Faderens, Kong Gudrød Bjørnssøns Fald, flyede Sønnen Harald, som bar Tilnavnet hin Grænske, ledsaget af sin Fosterbroder Rane og nogle faa andre Mænd, først til Oplandene, hvor de opholdt sig en Tid hos deres Frænder. Da imidlertid Eriks Sønner meget efterstræbte de Mænd, med hvem De havde noget at udstaae, og især dem, hvem de i Tiden kunde vænte Modstand af; raadede Haralds Frænder og Venner ham, at han skulde drage bort af Landet. Han drog da ind i Sverrig, og vilde see til at komme i Ledtog med nogen, der foer i Viking, for at samle sig Gods. Der var da en Mand i Sverrig, ved Navn Toste, som der i Landet var een af de mægtigste og anseeligste blandt dem, der ikke bare Værdighedsnavn; han var en vældig Kriger, havde længe været i Vikingsfærd, og bar derfor Navnet Skøglar-Toste (14). Harald Grænske kom der i følgeskab med Skøglar-Toste, og med ham drog han nu om Sommeren paa Vikingstog, og gjorde sig yndet og agtet af alle. Om Vinteren var han ogsaa hos Toste. Harald havde været to Vintre paa Oplandene, og nu var han fem Vintre hos Toste. Toste havde en Datter, ved Navn Sigrid, ung og smuk, men derhos stolt og myndig. Til hende bejlede Harald Grænske, men hun indebrændte ham og ligeledes flere Konger, der havde bejlet til hende, hvorfor hun blev kaldt Sigrid hin Storraade. Hun blev siden gift med den svenske Konge Erik hin Sejersælle; deres Søn var Olaf svenske, der siden blev Konge i Sverrig. Erik døde af Sygdom i Upsal ti Vintre, efterat Styrbjørn faldt.


Om Hakon Jarl

39. Gunhilds Sønner udbøde en stor Hær af Vigen, og som de sejlede nordefter langs Landet, droge de Folk og Skibe til sig af alle Fylker, og gjorde nu vitterligt, at de med denne Hær agtede sig op til Throndhjem mod Hakon Jarl. Denne Tidende kom snart Hakon Jarl for Øren, og han var ikke Seen med at samle Folk og forsyne sig med Skibe. Men da han fik at vide, hvor stor en Hær Gunhilds Sønner havde, styrede han med sin Flaade ned til Møre, og hærjede, hvor han kom frem, og dræbte for Fode baade Høje og Lave. Bondehæren lod han derpaa vende tilbage til Throndhjem, men selv foer han med Hærskjold over begge Mørerne og Romsdal. Han havde Spejdere ude om Gunhilds Sønner, og da han spurgde, at de vare komne i Fjordene, og væntede efter bør for at sejle nord om Stat, da sejlede han Sønder om Stat, saa langt ude i rum Sø, at man ikke kunde see hans Sejl fra landet, og dernæst fulgde han Kysterne østerom, til han naaede Danmark. Han sejlede siden til Østerleden, hvor han hærjede om Sommeren. Gunhilds Sønner sejlede da med deres Flaade op til Throndhjem, hvor de forbleve til langt ud paa Sommeren, og toge Skat og Skyld af Bønderne. Om Efteraaret bleve Sigurd Slefa og Kong Gudrød der tilbage, men Harald og de andre Brødre droge igjen til Østerlandet med den Ledingshær, som havde fulgt dem om Sommeren.


Kong Sigurd Slefas Drab

40. Hakon Jarl sejlede om Høsten til Helsingeland, og trak der sine Skibe i Land; hvorpaa han drog landvejs gjennem Helsingeland og Jæmteland vester over Kjølen ned i Throndhjem, hvor Folk strømmede til ham i Mængde, og han begyndte at samle sig en Flaade; men da Gunhilds Sønner spurgde dette, gik de om Bord paa deres Skibe, og styrede ud af Fjorden. Hakon Jarl drog da ud paa Hlade, og opholdt sig der om Vinteren. Gunhilds Sønner opholdt sig paa Møre, og naar de saae Lejlighed, overfaldt og dræbte de Hakons Folk, og han skaanede heller ikke deres. Hakon Jarl beholdt da endnu fremdeles Herredømmet i Throndhjem, og var der for det meste om Vinteren, men om Sommeren drog han paa Krigstoge i Østerleden; stundom blev han dog ogsaa hjemme i Throndhjem om Sommeren, og havde en Flaade i Søen, og da kunde Gunhilds Sønner aldrig holde sig norden for Stat. Harald Graafeld foer en Sommer med sin Hær til Bjarmeland og hærjede der, og holdt en stor Træfning mod Bjarmerne paa Vinas Bred. Der vandt Harald Sejer og dræbte mange Folk, og han hærjede nu vidt omkring i Landet, og fik umaadeligt Bytte. Derom taler Glum Gejresøn saaledes:

Frejdig i Østen Fyrsters
Frækne Bane rødned
Sværdet, de bjarmske Svende
Svandt, og Byen brændte;
Kamp holdt den unge Konning
Kjækt paa Vinas Bredder,
Landefreds Hævder herlig
Hæder vandt paa Toget

Paa Hørdeland boede en mægtig og velbyrdig Herse ved Navn Klyp; han var Thords Søn og Hørde -Kaares Sønnesøn. Hans Kone hed Oløf, og var en Datter af Asbjørn, og Søster til Jærnskægge paa Yrje. Asbjørns Broder var Rejdar, som var Fader til Styrkar, hvis Søn Ejndrid var Ejnar Tambeskjælvers Fader. Kong Sigurd Slefa kom til Klyp Herses Gaard, og traf ikke Manden selv hjemme; men hans Kone Oløf tog vel imod Kongen, og anrettede et prægtigt Gilde for ham, hvor der hverken manglede paa Mad eller Drikkevarer. Kong Sigurd gik om Natten til Oløfs Seng, og laa hos hende imod hendes Villie. Siden drog Kongen bort igjen. Den følgende Høst droge Kongerne Harald og Sigurd op til Vors, og stævnede der Bønderne til Things. Paa dette Thing anfaldt Bønderne Kongerne, og vilde have slaaet dem ihjel. De slap dog derfra ved en hurtig Flugt, og Kong Harald drog op til Hardanger og Sigurd til Alreksstad, hvor de forbleve. Men da Klyp Herse spurgde det, samlede han sine Frænder og Venner, for at anfalde Kong Sigurd. Med Vemund Valebryder i Spidsen droge de derpaa afsted, og da de naaede Gaarden, overfaldt de Kongen, hvem Klyp selv gjennemborede med et Spyd, som blev hans Bane, men Klyp blev ogsaa selv strax dræbt.


Hakon Jarls Kamp

41. Kong Harald Graafeld og hans Broder Gudrød droge en stor Flaade sammen, med hvilken de styrede nordefter ad Throndhjem til. Da Hakon Jarl spurgde det, samlede han sig ogsaa en Flaade, og sejlede ned til Møre, og begyndte at hærje. Der var hans Farbroder Grjotgard den Gang sat til Landeværn af Gunhilds Sønner, og var i Følge Kongernes Ordsending, just i Færd med at ruste sig. Hakon Jarl drog imod ham, og da de mødtes, kom det til en Træfning, hvori Grjotgard faldt, og med ham to Jarlesønner, foruden mange andre Mænd. Derom taler Ejnar Skaaleglam:

Fældte sine Fjender
Fyrsten hjælmbedækket,
Voxte Mængden af Valhals
Venner derved meget;
Faldt i denne Træfning
Trende Jarlesønner,
Derved den herlige Høvding
Hæder sig erhverved.

Siden sejlede Hakon Jarl uden om Øerne og dernæst i rum Sø sønder om Landet ned til Danmark. Der fandt han venlig Modtagelse hos Danekongen Harald Gormssøn, hvor han forblev om Vinteren. Hos Danekongen opholdt sig paa den Tid ogsaa en Mand, ved Navn Harald, der var en Søn af Knud Gormssøn, og altsaa Kong Haralds Brodersøn. Denne Harald havde længe hærjet, og var nu kommen fra Vikingsfærd med betydelige Rigdomme, hvorfor han blev kaldt Guldharald. Han syntes at have Adkomst til at være Konge over Danmark.


Om Gunhilds Sønners Regjering

42. Da nu Hakon var borte, sejlede Kong Harald Graafeld og hans Brødre med en Flaade op til Throndhjem, og fandt nu ingen Modstand, men toge Skat og Skyld og alle kongelige Indtægter, og lode desuden Bønderne svare store Bøder, fordi Thrønderne ikke havde ydet dem Skat af deres Land al den Tid, Hakon Jarl havde opholdt sig i Throndhjem, og haft Ufred med Kongerne. Om Høsten drog Kong Harald sønder ned i Landet med den største Deel af Hæren, som havde hjemme der, men Kong Erland blev tilbage med sine Folk, og han krævede paa ny store Skatter af Bønderne, og behandlede dem med Haardhed. Men Bønderne knurrede, og lagde Raad op imod ham, og ud paa Vinteren samlede de sig, og med en betydelig Hær droge de imod Kong Erland, som var etsteds til Gildes, og holdt en Træfning mod ham, hvori Kong Erland faldt og en stor Hob Folk med ham.


Olaf Tryggvesøns Fødsel

43. Kong Tryggve Olafssøns Kone hed Astrid; hun var en Datter af Erik Bjodeskalle, en mægtig Mand, som boede paa Ofrestad. Efter Kong Tryggves Fald flyede Astrid bort, og drog ad afsides Veje med det Løsere, hun kunde føre med sig. Hendes Fosterfader Thorolf Luseskæg fulgde hende, og forlod hende aldrig; men hendes andre fortrolige Mænd vare ude omkring at holde Øje med hendes Fjender, hvor de færdedes, og hvad de toge sig for. Astrid gik den Gang frugtsommelig med Kong Tryggves Barn; hun lod sig føre ud paa en Holm i Randsøen, hvor hun skjulte sig med faa Folk. Der fødte hun et Drengebarn, som Thorolf øste Vand paa, og kaldte Olaf efter sin Farfader. Det skede i det 1079de Aar efter vor Herres Fødsel, og i det 42de Aar af hin store Kejser Ottos Regjering, og i det første Aar af den engelske Konge Edvards Regjering. Astrid holdt sig skjult paa Holmen om Sommeren. Men da det blev koldt i Vejret, og man fik korte Dage og mørke Nætter, rejste hun videre, ledsaget af Thorolf og nogle faa andre. De droge ikke over Bøjgderne uden om Nattetider, naar de kunde være skjulte, og kom ikke til Folk, førend de en Aften naaede til Ofrestad til Astrids Fader Erik. De holdt sig skjulte, og Astrid sendte Bud til Gaarden, for at underrette Erik om sin Ankomst. Erik lod dem da føre ind i en Udbygning, og beværtede dem paa det bedste. Astrid lod kort derefter sit følge drage bort, men forblev selv paa Ofrestad Vinteren over, tilligemed sin Søn Olaf, to Tjenestekvinder og desuden Thorolf Luseskæg og hans Søn Thorgils, som da var sex Vintre gammel.


Om Gunhilds Anslag mod Astrid og Olaf

44. Efter Kong Tryggve Olafssøns Fald havde Harald Graafeld og hans Broder Gudrød strax begivet sig omkring til hans Gaarde. Astrid var da allerede borte derfra, og det var dem ikke mueligt at faae at vide, hvor hun var bleven af; dog ymtede man om, at hun gik frugtsommelig med Kong Tryggves Barn. Om Høsten droge de nord op i Landet, som ovenfor er fortalt; og da de kom til deres Moder, gave de hende Efterretning om alt, hvad der havde tildraget sig paa deres Færd. Hun spurgde dem nøje ud om Astrid, og de fortalte hende da det Rygte, der var kommen dem for Øren. “Ja! Sandt maa det være,” svarede Gunhild, “at hun vil opføde os en Søn af Tryggve, om man ikke finder paa noget Raad.” Dog eftersom Gunhilds Sønner det Efteraar, og ligeledes den følgende Vinter, som før blev omtalt, havde Ufred med Hakon Jarl, blev der ikke søgt efter Astrid og hendes Søn den Vinter. Men Vaaren derpaa sendte Gunhild Mænd til Oplandene og lige ind i Vigen, for at faae Oplysning om, hvor Astrid var bleven af. Spejderne kom tilbage til hende med den Efterretning, at Astrid ganske sikkert var hos sin Fader paa Ofrestad, og at det var meget troligt, at hun der opfødte Kong Tryggves Søn; imidlertid havde de ikke seet nogen af dem. Der var paa den Tid hos Gunhild en mægtig Mand, og tillige een af hendes kjæreste Venner, ved Navn Hakon; ham bød hun at drage til Ofrestad til Erik, og hente hende Tryggves Søn. Hun gav ham tredive Mand i følge, alle vel udrustede med Vaaben og Heste. De droge afsted den nærmeste Vej, indtil de kom nær til Ofrestad. Da fik Eriks Venner Nys om deres Færd og Ærende, og underrettede ham om, at han snart kunde vænte et Besøg af Gunhilds Udsendinge. Det var silde paa Dagen, Erik fik dette Budskab, men strax samme Nat gjorde han Anstalter til sin Datters Bortrejse, og gav hende gode Ledsagere med. Der var endnu meget tilbage af Natten, da de droge bort. Erik fulgde dem ud af Gaarden, og sagde da til Astrid: “Jeg kan ikke beholde eder her længer, og der er ikke andet for, end at I maa skynde eder bort det hurtigste I kunne, thi Gunhild søger efter din Søn, og vil tage ham af Live; men jeg vil sende eder øster ind i Sverrig til een af mine bedste Venner, Hakon, som nu bærer Tilnavnet hin Gamle. Denne Hakon og jeg droge længe sammen i Vikingsfærd, og vare de kjæreste Stalbrødre, og havde begge een Pung tilfælleds, og den Gang prøvede jeg ofte hans Troskab og Hengivenhed. Nu har han stort Herredømme og Magt i Sverrig, uagtet han ikke bærer noget Værdighedsnavn; og jeg vænter, at han for min Skyld vil tage sig fortrinlig af eder.” De droge nu afsted, og Erik gik tilbage til sin Gaard. Om Aftenen naaede de til Skøns Herred; der saae de en stor Gaard, Hvor de gik ind, og bade om Natteherberge; de gave sig ikke tilkjende, og havde ogsaa, for at være skjulte, iført sig slette Klæder. Bonden, som boede i Gaarden, hed Bjørn Ejtrkveisa, var en formuende Mand, men ond at komme til; han drev dem strax bort. De maatte da gaae videre, og naaede samme Aften et andet Torp, som kaldtes Vitslar; der boede en Bonde, ved Navn Thorstejn, som gav dem Herberge om Natten, og gjorde dem alt det Gode, han kunde. Gunhilds Udsending Hakon kom med sit følge til Ofrestad tidlig samme Morgen, som hine vare dragne bort om Natten; han spurgde efter Astrid og hendes Søn. Erik sagde, at hun var der ikke, men Hakon troede ikke hans Ord, og randsagede Gaarden paa det nøjeste baade ude og inde, og biede der saa længe om Dagen, indtil de endelig fik opsporet, hvad Vej Astrid havde taget. De rede da bort til samme Side, og naaede om Aftenen til Bjørn Ejtrkvejsa i Skøn, hos hvem de toge Herberge. Hakon spurgde Bjørn, om han kunde give ham nogen Oplysning om Astrid. “Her kom i Dag,” svarede han, “nogle Mennesker i usle Klæder, som jeg antog for Fattigfolk, og bade mig om Nattely, men jeg jog dem bort, thi jeg kan slet ikke lide Staadere, men nu falder det mig ind, at der i deres Flok var en Kone, som var særdeles smuk, uagtet hun var fattig klædt, hun havde et dejligt Drengebarn paa Armen, og desuden var der en aldrende Mand og en nogle Vintre gammel Dreng; de maa sikkert ligge i eet af Torpene her i Nabolauget.” Samme Aften hændte det sig, at Thorstejns Tjenestekarl kom fra Skoven, og da hans Vej just faldt forbi Bjørns Gaard, gik han indenfor, og mærkede da, at der vare mange Gjæster, og hvad deres Ærende var. Dette fortalte han sin Husbond, da han kom hjem. Og da den tredie Deel af Natten var tilbage, vakte Thorstejn sine Gjæster op, og talte haardt og uvenlig til dem, og bød dem at drage bort i Øjeblikket. Men da de kom af Gaarden ud paa Vejen, hilste Thorstejn Astrid mildt, og sagde derpaa: “Ej har jeg af Haardhed eller i nogen ond Mening jaget eder saa pludselig og haardt ud af min Gaard, men Aarsagen hertil er, at Gunhild Kongemoders Udsendinge ere komne til Bjørn Ejtrkvejsa i det Ærende, at bemægtige sig din og Kong Tryggves Søn og føre ham til hende. Men nu skulle I efter min Anvisning gaae frem i Skoven, indtil I komme til en Sø, hvori der er en Holm, tæt bevoxet med Rør; der kan man godt vade ud; skjuler eder der i Rørene, og bier der saalænge, indtil jeg kommer til eder! men jeg maa nu ufortøvet gaae hjem igjen, thi det aner mig, at Gunhilds Udsendinge ville snart komme her at lede efter eder, og naar jeg da gaaer med dem, kan jeg bedre sørge for, at de ikke finde eder.” Thorsiejn gik da tilbage til sin Gaard, men de gik frem i Skoven til Søen, og skjulte sig paa Holmen, eftersom han havde anviist dem. Tidlig om Morgenen red Hakon fra Bjørn og hvor han kom frem i Bøjgden, spurgde han efter Astrid. Og da han kom til Thorstejn, spurgde han ligeledes, om de ikke havde været der. “Her vare nogle Folk i Nat;” svarede Thorstejn, men de gik bort mod Dag østerpaa i Skoven. “Vil du gaae med os at lede efter dem,” sagde Hakon, “da du kjender alle Veje og Skjul i Skoven?” Thorstejn sagde ja, og gjorde sig strax færdig. Men da de kom ind i Skoven, sagde han: “Nu ville vi fordele os omkring, thi her er en vid Strækning at søge paa, passer nu kun vel paa, om I mærke noget Usædvanligt; thi det er at formode, at naar de høre Menneskestemmer, eller troe at staae i Fare, skjule de Barnet og undflye selv; derfor maa I nøje randsage alle de Smuthuller, som jeg viser eder til;” men han viste dem bestandig bort fra den Side, hvor hine vare. Han selv gik allene, og da de ikke kunde see ham, løb han ind i Torpet, hvor han tog en Trælkvindes Barn, bar det hen, hvor Skoven var tykkest, og skjulte det der i en Busk. Kort efter begyndte Barnet at græde, og da de af de Søgende, som vare der nærmest ved, hørte det, løb de alle til, og Thorstejn sidst. Men da de betragtede Barnet, sagde Thorstejn: “Ej er det et Kongebarn, men den, som har baaret det herhid, har ført os bag Lyset og holdt os for Nar, thi det er klart, at han har villet lede os paa gale Veje. “De bleve da ved at lede omkring i Skoven hele Dagen uden at finde Astrid, hvorefter de igjen droge tilbage til Gunhild, og fortalte hende deres Ærendes Udfald. Astrid og hendes følge laa ude paa Holmen hele Dagen, medens de ledte efter hende i Skoven. Men Natten derefter kom Thorstejn, ligesom han havde lovet, ud til dem, gav dem Fødevarer og andre Fornødenheder og en Mand med, som nøje kjendte hele Vejen øster ind i Sverrig. Thorstejn og Astrid skiltes med Venskab, og Astrid drog uafbrudt afsted med sit følge, indtil hun naaede til Hakon Gamle, hos hvem hun og hendes Søn i lang Tid nød god Behandling og Pleje.


Hakon hin Norske drager til Sverrig for at hente Olaf

45. Gunhild Kongemoder søgte fremdeles at indhente Efterretning om Astrid og hendes Søn. Men da hun spurgde, at de vare i Sverrig, afsendte hun igjen den samme Mand, sin Ven Hakon, til den svenske Konge Erik med Venskabshilsener og Foræringer. Den svenske Konge tog vel imod Gunhilds Udsendinge, og viste dem alt Godt. Hakon havde ikke været der længe, før han kom frem med sit Ærende til Kong Erik, nemlig, at Gunhild vilde bede Kongen at hjælpe Hakon til at faae Drengen Olaf Tryggvesøn hjem med sig til hende. “Ja,” svarede Kong Erik, “det kan jeg vel gjøre, at give dig saa meget Mandskab, som du troer at behøve, men det kan du være vis paa, at hos Hakon Gamle faaer du ikke nogen Sag sat igjennem, som er ham imod.” Hakon Gamle havde en Søn, ved Navn Røgnvald, som den Gang var hos Kong Erik, og Nød Kongens fulde Yndest. Denne Røgnvald var tilstede ved Kongens og Hakon den Norskes Samtale, og han gjorde sig nu i en Hast færdig, og red med nogle Mænd hjem til sin Fader, for at fortælle ham, at Gunhild Kongemoders Udsendinge snart vilde besøge ham med et talrigt Mandskab, og hvad deres Ærende var. Kort efterat Røgnvald var kommen hjem, kom ogsaa Hakon hin Norske med en stor Trop Folk, som Erik havde givet ham med. Hakon Gamle modtog dem med Venlighed; derpaa gave Navnerne sig i Tale, og Hakon hin Norske fremførte nu sit Ærende saalunde: “Gunhild Kongemoder sender mig hid i det Ærende, at hun af god Villie tilbyder Konning Tryggves Søn Olaf en hæderlig Opfostring; tykkes hun bedst at kunne give Drengen og hans Frænder Erstatning for hendes Sønners ubetænksomme Anslag med at dræbe deres Frænde Konning Tryggve, derved at hun nu opdrager Drengen i Hæder og Anseelse, og, naar han har Alder dertil, lader ham faae det Rige, hvortil han er født.” “Djærvt har du fremført dit Ærende,” svarede Hakon Gamle, “og det lader sig jo godt høre; men eftersom Gunhild er noksom bekjendt for at være fuld af Falskhed, Svig og Underfundighed, da troer Drengens Moder ikke hendes glatte og favre Ord, og derfor vil jeg strax paa Stand lade dig vide, at du faaer ikke Olaf med dig imod Astrids Villie, og aldrig kommer han i Gunhilds Vold, saalænge de ville opholde sig her under min Beskyttelse.” Dermed skiltes de, og Gunhilds Udsendinge droge bort, og kom igjen til Kong Erik, hvem Hakon nu maatte omstændelig fortælle, hvorledes det var gaaet ham hos hans Navne. “Ja! det væntede jeg,” svarede Kong Erik, “thi ej har Hakon givet efter for langt mægtigere Mænd her i Sverrig end du er.” Gunhilds Udsendinge gjorde sig dernæst færdige til at rejse hjem til Norge igjen, og bade Kongen at give dem en saadan Magt med, at de kunde føre Drengen bort med sig, hvad enten saa Hakon Gamle vilde eller ikke.” Kongen opfyldte deres Bøn, og gav dem endnu mere Mandskab med end første Gang; og da de nu kom til Hakon Gamle, krævede de, at Drengen skulde fare med dem. Herpaa vilde Hakon ikke indlade sig: “Sagde jeg dig ikke, min Navne!” svarede han, “da du før var her, hvorledes det skal gaae, at Astrid skal raade for, hvorhen baade hun og hendes Søn Olaf vil rejse, og da hun er kommen i min Vold, skal hun i ingen Henseende være tvungen til at følge din Villie.” Ved disse hans Ord blev Hakon hin Norske meget opbragt, og begyndte nu at skjelde, og truede at ville bruge Vold, om han ikke fik Ærendet opfyldt efter sin Villie. “Ej behøver du at bruge saa store Ord,” svarede Hakon Gamle: “thi jeg mangler ikke Magt til at holde Stand, og forsvare min retfærdige Sag, endogsaa imod mægtigere Mænd end du er, om du end nu har en stor Styrke med dig.” Hakon hin Gamle havde en Træl, ved Navn Buste; han var baade stor og stærk og derhos af et hidsigt Sind. Da nu begge Navnerne begyndte med denne Ordstrid, løb Buste frem med en stor Møggreb, som var meget skiden, mod Hakon, og sagde til ham meget opbragt: “Hvo est du, der er saa dumdristig og indbildsk, som ingen før, at du tør true vor Høvding? nu skal du vælge eet af to, og ere dog begge Vilkaarene altfor gode for dig, at du skal drage bort strax paa Stand med alle dine Mænd, og vil du ikke det, saa gjør jeg dig en evig Skam med denne samme Greb.” Gunhilds Udsendinge saae da ikke andet for sig, end at skynde sig bort saa hurtig som mueligt, men det var kun med Nød de undkom, uden at blive slagne af Trællene. De droge da først endnu engang til Kong Erik, og derpaa hjem til Norge igjen, og fortalte nu Gunhild, hvor uheldig deres Rejse var løben af, samt tillige, at de havde seet Olaf Tryggvesøn. Gunhild var ilde tilfreds med deres Færd.


Gardekongens Moders Spaadom

46. Ved den Tid, da Gunhilds Sønner kom til Herredømmet i Norge, herskede over Garderige en Konge, som hed Valdemar; hans Kone hed Allogia; hun var viis og velgjørende, dog var hun den Gang endnu hedensk. Kong Valdemar havde en Moder, som var meget gammel og udlevet, saa at hun bestandig laae til Sengs, men dog var hun fremsynet af Spaadomsaand, ligesom mange af de Hedninger, der sagdes at forudsige tilkommende og uvisse Ting. Der var bestandig den Skik, at naar Folk første Juleaften vare komne til Sæde i Kongens Hal, blev Kongens Moder indbaaren for hans Højsæde; hun sagde da, om nogen farlig Ufred truede Kongen eller hans Mænd, og ligeledes andre Ting, hvorom man spurgde hende. Det hændte sig nu en Vinter, at den gamle Kone, som sædvanlig, var ført ind i Hallen, og Kongen spurgde hende, om hun saae, at nogen udenlandsk Høvding eller Kriger vilde tragte efter hans Rige. “Ej veed jeg, min Søn!” svarede hun, “at der forestaaer dig eller dit Rige nogen uheldig Krig eller anden Ulykke, men dog seer jeg et stort og meget mærkeligt Syn: Nord i Norrig er for kort Tid siden født en Kongesøn, som skal opfødes her i Garderige, indtil han vorder en berømmelig Høvding; ej vil han tilføje dit Rige nogen Skade, derimod vil han det frede og frelse, og paa mange Maader forøge din Anseelse; han vil omsider komme tilbage til sit Fødeland, naar han er i sin blomstrende Alder, og erholde det Rige, hvortil han er født; han vil skinne med megen Glands og Anseelse, og vorde mange Folks Hjælper her i Verdens nordre Deel; men dog vil han kun en føje Tid beholde Riget i Norrig. Bærer mig nu bort!” sagde hun, “og har jeg nu talt altfor mange Sandheds Ord om denne Mand.” Man bar hende derpaa bort.

Mange unge Mænd og mægtige Mænds Sønner rømte bort fra Norge for Gunhilds Sønners Voldsomheds Skyld. Somme droge paa Krigstoge til Forskellige Lande, somme søgte sig Hæder hos udenlandske Høvdinger, ligesom forhen berettedes, at Harald Grænske var i Sverrig hos Skøglar-Toste. Erik paa Ofrestad havde en Søn, ved Navn Sigurd; han opholdt sig da ovre i Garderige hos Kong Valdemar, og havde der stor Anseelse og Magt. Denne sin Broder fik Astrid Lyst at besøge; hun havde den Gang været to Vintre i Sverrig hos Hakon Gamle, og hendes Søn Olaf var da tre Vintre gammel. Hakon Gamle udstyrede saavel hende som hendes Folk paa det bedste med Alt, hvad de behøvede, og fik hende i følge med nogle Kjøbmænd. Men da de kom østerpaa ud i Havet, bleve de overfaldte af nogle Vikinger fra Estland, som bemægtigede sig baade Gods og Folk, af hvilke de dræbte nogle og deelte de øvrige som Trælle imellem sig. Der skiltes Olaf fra sin Moder. Olaf og hans Fosterfader Thorolf og dennes Søn Thorgils tilfaldt en Mand, ved Navn Klerkon; denne Mand fandt, at Thorolf var for gammel til at gjøre Trælle-Arbejde, og holdt ham heller ikke duelig til at være Opsynsmand; han dræbte ham derfor, men førte Drengene med sig til Estland, og solgte dem til en Mand, ved Navn Klerk, og fik en god Gedebuk for dem. Af denne Kjøbte igjen en tredie Mand Olaf, og gav en god Kjole eller Kappe for ham; denne Mand hed Reas, og hans Kone hed Rekon og hans Søn Rekni. Hos dem var Olaf en lang Tid, og havde det godt, thi Reas elskede ham ligesaa meget som sin egen Søn. Olaf var sex Vintre i denne Udlændighed i Estland. Reas Bonde havde ogsaa Kjøbt Thorolf Luseskægs Søn Thorgils, men han blev tvungen til Arbejde ligesom andre Trælle. Nu hændte det sig, at Sigurd Erikssøn, Olafs Morbroder, kom engang til Estland, udsendt af Kong Valdemar i Holmgaard, for at kræve den Skat, Kongen tilkom der i Landet. Sigurd drog frem som en mægtig Mand med stort følge. Og som han nu en Dag kom ridende med sit følge hen til Reas’s Gaard, traf det sig just saa, at Olaf gik udenfor og legede med nogle andre Drenge, thi Reas gjorde saa meget af ham, at han ikke vilde tvinge ham til Trælle-Arbejde, men i det Sted vænne ham til Hofværk og Færdigheder, og holdt ham baade i Klæder og andre Ting ligesaa vel som sin egen Søn. Da Olaf saae Fremmede ride ind i Gaarden, gik ham imod dem, og hilste Høvdingen og dem alle med Anstand. Sigurd hilste ham igjen venlig, og talte til ham: “Det seer jeg, min Dreng!” sagde han, “at du er en Udlænding, thi i dit Maal og Udseende ligner du ikke dette Lands Folk. Sig mig dit Navn og Slægt, og i hvad Land du er født?” “Jeg hedder Olaf,” svarede han, “i Norrig har jeg min Slægt, og der er jeg født. Fader min var Tryggve Olafssøn, og Astrid, Moder min, er en Datter af Erik paa Ofrestad, en fornem Mand.” Da kjendtes Sigurd ved hans Slægt, at det var hans Søstersøn. “Hvorledes kom du her?” spurgde Sigurd videre, “og hvorledes forholder det sig nu med dig?” Olaf fortalte ham da alt om rejsen, og hvad han havde gaaet igjennem. “Vil du udløses af Reas’s Magt,” spurgde Sigurd, “og drage bort herfra med mig.” “Her har jeg det nu langt bedre, end jeg før har haft det,” svarede Drengen, “thi min Fosterfader Reas gjør mig alt det Gode, som jeg kan ønske, men dog vilde jeg gjerne drage bort herfra, om min Fosterbroder Thorgils blev udfriet fra Trældom og maatte drage med mig!” Sigurd bad ham følge sig til Reas, og saa gjorde han. Reas tog vel imod Sigurd og alle hans Mænd, og da de begyndte at tale med hinanden, sagde Sigurd: “De to udenlandske Drenge, som du ejer, har jeg i Sinde at Kjøbe.” “Ja,” svarede Reas, “den ældste af Drengene vil jeg sælge dig for en saadan Priis, som vi kunne komme overeens om; men den yngste er langt smukkere og forstandigere end hin, saa jeg tænker, at det vil tykkes dig for dyrt at Kjøbe ham, og derhos vil jeg reent ud sige dig, at saa højt elsker jeg denne Dreng, at han paa ingen Maade skal sælges bort i Trældom; men eftersom du er bekjendt for en brav Mand, saa skal det tilstædes dig at udløse ham, men jeg holder ham dyr, og kun under den udtrykkelige Betingelse vil jeg overlade dig ham, at du lover paa din Tro, at du ikke vil sælge ham igjen, men i enhver Henseende behandle ham ligesaa vel, som han er behandlet af mig.” “Gjør ham saa dyr, som du vil,” svarede Sigurd, “jeg skal Kjøbe ham under de Betingelser, som du fremsætter; og jeg har heller ikke i Sinde at sælge ham igjen, efter at han er kommen i min Magt, thi han er min Slægtning.” Men hvad enten de nu talte længere eller kortere om denne Sag, saa faldt det dog saa ud, at Sigurd Kjøbte Thorgils for een Mark Guld og Olaf for ni Mark Guld, og førte begge Drengene med sig til Holmgaard. Han underrettede ingen om Olafs Herkomst, men holdt ham i alle Henseender paa det bedste. Da var Olaf ni Vintre gammel.


Olaf Tryggvesøn dræber Klerkon

47. En Dag hændte det sig, at Olaf Tryggvesøn var ude paa Torvet, hvor der vare mange mennesker forsamlede; han fik da Øje paa Klerkon, som havde dræbt hans Fosterfader Thorolf Luseskæg. Olaf havde just en lille Øxe i Haanden, og han løb hen, og hug Klerkon i Hovedet, saa at Øxen gik ned i Hjærnen, hvorpaa han løb hjem, og fortalte sin Frænde Sigurd, hvad der var skeet. Sigurd fik ham strax ind i Dronning Allogias Gaard, fortalte hende, hvordan det var gaaet, og had hende endelig hjælpe Drengen. Hun betragtede Drengen, og sagde: “Saa dejlig en Dreng anstaaer det ikke at slaae ihjel;” og hun bød da alle sine Mænd at Møde strax i fuld Rustning. I Holmgaard holdtes der saa strængt over den almindelige Sikkerhed, at enhver, som ihjelslog anden Mand uden Lov og Dom, skulde igjen miste Livet. Alt Folket stormede derfor til efter deres Skik og Love at opsøge Olaf, hvor han var bleven af, for at dræbe ham, som Loven bød. Man hørte nu, at han var i Dronningens Gaard, og at der var en Trop bevæbnede Folk beredte til at forsvare ham. Dette kom snart Kongen for Øren, og han iilte til med sin Huustrop, og vilde forhindre, at det skulde komme til Strid. Der blev da sluttet Stilstand og Forlig. Kongen dømte Olaf til Bøder for Drabet, og Dronningen betalte dem for ham. Efter den Tid forblev Olaf hos Dronningen, og var meget elsket af hende, ligesom han ogsaa var afholdt af hele Folket. Det var Lov i Garderige, at ingen Kongesøn maatte opholde sig der uden med Kongens Tilladelse. Sigurd fortalte derfor Dronningen, hvad Slægt Olaf var af, og af hvad Aarsag han var kommen der, at han nemlig ikke kunde være i sit Fædreland for sine Fjenders Ufred og Efterstræbelser; dette bad Sigurd hende forestille Kongen. Det gjorde hun ogsaa, og bad Kongen hjælpe denne Kongesøn, som havde fristet saa haard en Skjæbne. Ved sin Forbøn udvirkede hun nu, at Kongen tog Olaf i sin Beskyttelse, og holdt ham i Hæder og Anseelse, som en Kongesøn egner og anstaaer. Olaf forblev ni Vintre i Garderige hos Kong Valdemar. Han tiltog Dag fra Dag i Skjønhed saavelsom i Størrelse og Styrke, og overgik i Krigs- og Legemsøvelser alle Nordmænd, om hvem Sagaerne vide at fortælle.


Kong Erlands Drab

48. Hakon Sigurdssøn Jarl var hos Kong Harald Gormssøn i Danmark Vinteren efterat han var flyet fra sit Rige i Norge for Gunhilds Sønner. Hakon gjorde ikke andet den Vinter end grublede, lagde sig til Sengs, og havde mange vaagne Nætter, og hverken spiste eller drak mere, end at han kunde opholde Livet. Høsten derefter sendte han hemmelig Mænd op til Throndhjem til sine Venner, og foreslog dem, at de skulde dræbe Kong Erland, om Lejlighed gaves, saa vilde han komme tilbage til sit Rige ved Sommerens Begyndelse; og samme Vinter dræbte Thrønderne Kong Erland, som før blev fortalt. Mellem Hakon og Guldharald var der godt Venskab, saa at Harald aabenbarede Hakon sine Raad og Anslag, at han nu vilde holde op at fare i Vikingsfærd og slaae sig til Rolighed. Han spurgde derfor Hakon, hvad han troede, om Kong Harald vilde skifte sit Rige med ham, naar han forlangte det. “Ja,” svarede Hakon, “min Mening herom er denne, at Danekongen ikke vil forholde dig din lovlige Ret, men dog faaer du det bedre at vide, naar du taler med Kongen selv derom; vist er det, at Rige faaer du ikke, om du ikke kræver det.”


Guldharald kræver Hælften af Danmark

49. Kort efter talte Guldharald med sin Frænde Kong Harald i Nærværelse af mange anseelige Mænd og fælleds Venner. Guldharald krævede af Kongen, at han skulde dele Riget med ham i Betragtning af hans Fødsel og Herkomst der i Danmark. Ved denne Fordring blev Kong Harald meget opbragt, og svarede saaledes: “Ingen Mand dristede sig til at kræve det af min Fader Konning Gorm, at han skulde være Halvkonning over Danmarks Rige, ej heller af hans Fader Haardeknud eller af Sigurd Orm i Øje eller af Ragnar Lodbrok.” Og han blev nu saa forbitret og rasende, at det ikke var mueligt at faae et Ord indført hos ham. Guldharald var nu meget værre tilfreds end tilforn, eftersom han ikke havde faaet mere Rige end før, men derimod Kongens Vrede; han kom da til sin Ven Hakon, og klagede sin Nød, og bad ham give et godt Raad, om han vidste noget, at han kunde faae Riget, men lagde til, at han var helst til Sinds, at vinde Riget med Magt og Vaaben.” “Saadanne Ord maa du ikke lade noget Menneske høre,” svarede Hakon, “thi kommer det for Kongens Øren, vil det koste dit Liv; men overtænk først vel hos dig selv, hvad du formaaer, thi til saa stort et Anslag er det nødvendigt, at man maa være dristig og urokkelig, og hverken spare Ondt eller Godt, for at drive det igjennem, som man har begyndt; men det duer ikke, at begynde paa store Planer og opgive dem med Vanære.” “Denne min Beslutning er saa fast og urokkelig,” svarede Guldharald, “at ej skal jeg spare mine egne Hænder, til at dræbe Kongen selv, om han vil nægte mig det Rige, som jeg er berettiget til.” Hermed endte de deres Samtale. Kort efter kom ogsaa Kong Harald til Hakon, og han fortalte nu denne, hvilket Krav Guld-Harald var kommen med til ham, og hvad Svar han havde givet. “Jeg vil paa ingen Maade formindske mit Rige,” lagde han til, “og om Guldharald ikke vil opgive denne Fordring, da bryder jeg mig kun lidt om, at lade ham dræbe, thi vil han ikke afstaae derfra, troer jeg ham ikke godt.” “Det troer jeg,” svarede Jarlen, “at Guldharald har med saa alvorligt Forsæt begyndt denne Sag, at han ingenlunde vil opgive den; og det frygter jeg for, at, begynder han Ufred her i Landet, da ville mange Folk strømme til ham, og mest fordi Hans Fader var saa almindelig elsket; men at dræbe eders Frænde, det vil vorde anseet for den største Ugjerning, thi alle ville holde ham for uskyldig, eftersom Sagerne staae. Dog er det derfor heller ikke mit Raad, at du gjør dig selv til ringere Konning end din Fader Konning Gorm, thi han forøgede sit Rige meget, men formindskede det i ingen Maade.” “Hvad er da dit Raad, Hakon!” spurgde Kongen, “naar du ikke vil, at jeg skal dele Riget, men dog vil, at jeg skal blive befriet fra min Frygt.” “Kom om nogle Dage,” svarede Jarlen, “saa vil jeg imidlertid overtænke denne vanskelige Sag, og finder vel da nok paa at give noget Raad.” Kongen gik da bort med sine Mænd.


Hakon Jarls Raadslagning

50. Hakon Jarl havde nu igjen nok at gruble og beraadslaae over, og han lod kun faa være i Huset hos sig. Nogle Dage efter kom Kong Harald til ham, og han spurgde ham, om han nu havde overlagt det, de talte om forleden Dag. “Ja,” svarede Jarlen, “for at tænke derpaa har jeg ikke haft Søvn i mine Øjne enten Nat eller Dag siden, og jeg vil nu helst raade til, at du beholder ubeskaaret hele det Rige, som din Fader ejede, og du arvede efter ham, men giver din Frænde Harald et andet Kongerige, saa at han kan naae den Værdighed, han attraaer.” “Hvad er det for et Rige,” spurgde Kongen videre, “som jeg kan sikre Harald besiddelsen af, naar jeg beholder Danmark ubeskaaret?” “Det er Norrig, Herre!” svarede Jarlen, “de Konninger, som der ere, ere forhadte af alle Landsens Folk, og enhver vil dem ondt, som de vel have forskyldt.” “Norrig er et stort Land,” svarede Kongen igjen, “og det er et haardt Folk, der ikke ere godt at hjemsøge med fremmed Hær; det fik vi at fornemme, da Hakon Adelsteensfostre værgede Landet imod os; da mistede vi meget Folk, men vandt dog ingen Sejer; Harald Erikssøn er desuden min Fostersøn og Knæsætning.” “Ja,” vedblev Jarlen, “det har jeg længe vidst, at I har ofte ydet Gunhilds Sønner eders Bistand, men de have ikke lønnet eder det uden med Ondt. Men nu skulle vi komme langt lettere til Norrig end at slaae os det til med hele den danske Hær. Send du blot Bud op til din Fostersøn Harald, og indbyd ham til at komme herned, at tage det Land i Lehn, som Brødrene havde før her i Danmark; sæt ham saa Stævne at komme til dig; da vil Guldharald i føje Stund kunne faae Riget i Norge fra Harald Graafeld.” “Det vil man kalde et Nidingsværk af mig,” sagde Kongen, “at svige min Fostersøn.” “Da ville dog de danske vist sige,” svarede Hakon, “at det var bedre gjort, at dræbe en norsk Viking end sin danske Brodersøn.” Herom talte de en lang Tid, og kom endelig overeens derom.


Harald Gormssøns Sendebud til Norge

51. Guldharald kom atter for at tale med Hakon Jarl. Jarlen sagde, at han nu saaledes havde talt og fremmet hans Sag, at der var god Forhaabning om, at han kunde blive Konge i Norge; “vi ville da,” føjede han til, holde vort Venskab vedlige, og jeg kan være dig til stor Hjælp i Norrig; lad dig nu for det første nøje med det Rige. Din Frænde Konning Harald er gammel, og har kun een Søn, som dog hverken er arveberettiget eller elsket af selve Kongen.” Saalænge talte Hakon for Guldharald herom, at han endelig fandt sig vel i Tingen; og derefter havde de alle tre, Kongen, Jarlen og Guldharald, flere Sammenkomster desangaaende. Det varede nu ikke længe, inden Danekongen skikkede sine Mænd op til Norge til Harald Graafeld. Denne Sendefærd var udstyret paa det anseeligste, og Harald Graafeld tog vel imod Kongens Udsendinge. De fortalte ham nu først, at Hakon Jarl var i Danmark, men laa dødsyg, og havde ganske tabt sin Samling; dernæst fremkom de med deres egentlige Ærende, at Danekongen Harald indbød sin Fostersøn Harald Graafeld til sig, at modtage de forleninger, som han og hans Brødre forhen havde haft i Danmark; han bad ham at komme til sig i Jylland. Harald Graafeld raadførte sig om denne Sag med Gunhild og sine andre Venner, men de vare af meget forskjellige Meninger; og nogle troede, at det var en farlig Rejse, naar man saae hen til, hvo der var i Danmark; men der vare dog flere, som tilskyndte Harald til Rejsen, thi der var da stor Hungersnød i Norge, saa at Kongerne næppe kunde føde deres Folk, hvoraf ogsaa den Fjord, hvor Kongerne mest opholdt sig, fik Navn af Hardanger. I Danmark vare derimod ganske gode Tider, og naar Harald Graafeld fik Lehn og Herredømme dernede, væntede man at faae nogen Hjælp derfra. Rejsen blev altsaa besluttet, og de danske Udsendinge droge tilbage med den Besked, at Harald vilde besøge deres Konge i Danmark næste Sommer, og tage imod det Tilbud, som Kongen gjorde ham.


Hakon Jarl bereder sig til Strid

52. Harald Graafeld drog om Sommeren til Danmark med sex Langskibe, af hvilke Arinbjørn Herse fra Fjordene førte det ene. Kong Harald sejlede ud fra Vigen over til Limfjorden, hvor han lagde til ved Hals. Der sagde man, at den danske Konge snart var i Vænte. Da nu Guldharald spurgde Harald Graafelds Ankomst, styrede han did med ni Skibe, hvilke han forud havde udrustet, for, som det hed, at drage i Vikingsfærd. Ogsaa Hakon Jarl laa færdig, som til Vikingstog, med tolv store Skibe. Men da nu Guldharald var sejlet bort, kom Hakon Jarl til Kong Harald, og talte saaledes til ham: “Nu frygter jeg for, at vi selv komme til at bøde for det Gode, vi have gjort Guldharald; nu vil han dræbe Harald Graafeld, dernæst vil han bemægtige sig Kongedømmet i Norrig; troer du, at han da er at stole paa, naar du lader ham faae saa stor en Magt, da han i Vinter sagde til mig, at han vilde slaae dig ihjel, om han kunde komme afsted dermed? Nu vil jeg vinde Norrig under dig, ved at dræbe Guldharald, om du vil love mig, at jeg ikke skal have vanskelighed ved at blive forsonet med dig for den Gjerning; og naar jeg dernæst med din Hjælp har lagt Norrig under dit Herredømme, da vil jeg blive din Jarl, sværge dig Huldskab og Troskab, styre Landet paa dine Vegne og betale dig Skat. Da bliver du en større Konning end din Fader, naar du raader over to Riger og Folkefærd. Herom bleve Kongen og Jarlen enige, og Hakon begav sig strax paa Vejen med sin Flaade at opsøge Guldharald.


Guldharalds Drab

53. Saasnart Guldharald kom til Hals i Limfjorden, udbød han strax Harald Graafeld til Kamp. Uagtet denne havde færre Folk end Guldharald, vilde han dog ikke undslaae sig, men gik strax i Land, gjorde sig færdig til Strid og fylkede sin Hær. Før Fylkingerne mødte hinanden, opmuntrede Harald Graafeld sine Folk, og bød dem strax gribe til Sværdet og gaae mandelig frem. Selv stillede han sig i Spidsen, og hug ned for Fode til begge Sider. Herom taler Glum Gejresøn i Graafelds Drape:

Fremmerst i Fylkingen ilte
Frækne Helt, som Skjolde
Malet, med Blod, og mælte
Mandige Ord til Folket;
Mægtige Konning Harald
(Mindes det Ord skal længe!)
Bød de Svende at svinge
Sværde djærvt i Striden.

Der faldt Harald Graafeld; saa siger Glum:

Flaadens tapre Høvding,
Han som Skibe elsked,
Falde maatte paa Lima-
Fjordens vide Strandbred;
Laa ved Hals i Sandet
Landedrotten hin gjæve;
Voldte det Mord den meget
Maalsnilde Konge-Yndling.

I denne Strid faldt ogsaa Arinbjørn Herse og største Delen af Haralds Hær. Dette skede ifølge Præsten Are Thorgilssons Beretning femten Vintre efter Hakon Adelsteensfostres Fald, og tretten Vintre efter Sigurd Hlade-Jarls Fald; den Gang var Olaf Tryggvesøn syv Vintre gammel, og havde da været i Udlændighed i Estland fire Vintre og to i Sverrig hos Hakon Gamle. Det er Are Præsts Beretning, at Hakon Sigurdssøn var i tretten Vintre Jarl over sit Fædrenerige i Throndhjem, før Harald Graafeld faldt; men de sex sidste Aar af Harald Graafelds Levetid, siger Are, at Hakon Jarl og Gunhilds Sønner strede om Norge, saa at snart de dreve ham, snart han igjen dem ud af Landet.


Om Norges Deling

54. Hakon Jarl og Guldharald mødtes kort efterat Harald Graafeld var falden. Hakon lagde da strax til Kamp, og vandt Sejer, men Guldharald blev fangen og hængt i en Galge efter Hakons Befaling. Derefter drog Hakon til Kong Harald, og forsonedes uden Vanskelighed med ham for hans Frænde Guldharalds Drab. Siden udbød Kong Harald en Hær af hele sit Rige, og havde i følge med sig baade Hakon Jarl og Harald Grænske, en Søn af Kong Gudrød Bjørnssøn, foruden mange andre mægtige Mænd, som havde rømt fra deres Odel i Norge for Gunhilds Sønner. Med en Flaade paa syv hundrede Skibe styrede den danske Konge først til Vigen, hvor alle Indbyggerne gik ham til Haande, og da han kom til Tønsberg, strømmede Folk til ham allevegne fra. Over hele den Hær, som var kommen til i Norge, satte han Hakon til Høvding, og gav ham Herredømmet over Rogeland, Hørdeland, Sogn, Fjordefylke, Søndmøre, Romsdal og Nordmøre. Over disse syv Fylker gav Kong Harald Hakon Herredømme med de selvsamme Rettigheder, som Kong Harald Haarfager gav sine Sønner, med den Forskjel, at Hakon skulde i disse Fylker, saavelsom i Throndhjem, have Raadighed over alle Kongens Gaarde, og oppebære hele Landskylden, og have Rettighed til, naar Fjenden anfaldt Landet, at bruge af Kongens Gods, saameget han behøvede. Kong Harald gav Harald Grænske, som den Gang var atten Vintre gammel, Vingulmark, Vestfold og Agder til Lindesnæs, tilligemed Kongenavn, paa samme Vilkaar, som hans Frænder før havde haft, og Harald Haarfager gav sine Sønner. Harald Gormssøn drog dernæst hjem igjen til Danmark med sin Hær.


Gunhild og hendes Sønner flygte bort fra Landet

55. Hakon Jarl drog nu med sine Folk nordpaa langs med Landet, men da Gunhild og hendes Sønner spurgde det, vilde de samle en Hær, men kun faa fulgde deres Udbud. De fattede da den samme Beslutning som før, og sejlede vesterpaa over Havet med de Folk, som vilde følge dem. De droge først til Ørkenøerne, hvor Thorfin Hjærnekløvers Sønner Lodver, Arnfin, Ljot og Skule den Gang vare Jarler; der forbleve de en lang Tid. Hakon Jarl underlagde sig nu hele Landet, og opholdt sig om Vinteren i Throndhjem; derom taler Ejnar Skaaleglam i Vell-ekla:

Fylker syv hin fromme
Frækne Guldets Vogter,
Vandt fra Kvinden, og Riget
Vendte sig da fra hende.

Da Hakon Jarl om Sommeren drog nordop langs Norges Kyst, og Landsfolket underkastede sig ham, gav han den Befaling over hele sit Rige, at man skulde holde Afgudshusene og Ofringerne vedlige; og det blev efterfulgt; saaledes taler Ejnar Skaaleglam herom:

Alle de ødelagte
Offerhuse hin kloge
Fyrste lod rejse atter
For Lorridas (15) Dyrker;
Thi den mægtige Guddom
Gav til Ravne de Jætters (16)
Kroppe paa hele Havet,
Held gav Guder i Striden.

Under Jarlen nu ligger
Alt norden for Vigen,
Vældige Hakons Rige
Vide sig udbreder.

Den første Vinter Hakon igjen raadede over Landet, gik Silden op paa alle Kanter af Landet, og Høsten tilforn var der voxet Korn alle Steder, hvor der var saaet, og om Vaaren skaffede Folk sig Sædekorn, saa at de fleste Bønder saaede deres Marker, og saaledes kom der snart igjen gode Tider i Landet, hvortil Freden der indenlands ikke bidrog lidet. Af Gunhilds og Kong Eriks Sønner vare der nu kun to tilbage, nemlig Ragnfred og Gudrød; saa siger Glum Gejresøn i Graafelds Drape:

Hælften af min Lykkes
Haab jeg tabte, da Kongens
liv paa Valen endtes,
Haralds Død mig ej baaded;
Men jeg veed, at hans Brødre
Begge have mig lovet
Godt, fra dem og Velstand
Vænter Folkets Mængde.

Kun een Vinter opkoldt Kong Ragnfred Gunhildssøn sig paa Ørkenøerne; thi næste Vaar sejlede han igjen over til Norge, og havde en anseelig Mængde Krigssolk og store Skibe. Da han kom til Norge, spurgde han, at Hakon Jarl var oppe i Throndhjem; han styrede da nordpaa Stat forbi, og hærjede paa Søndmøre, hvor nogle gik ham til Haande, saa som det oftest skeer, naar Krigsfolk komme i et Land, at de, hvem Faren nærmest truer, søge Redning, hvor det synes dem rimeligst. Saasnart Hakon Jarl spurgde, at der var Ufred nede paa Møre, lod han strax Budskikken løbe, skyndte sig det hurtigste mueligt at faae Skibe i Søen, og styrede dernæst ud af Fjorden med en anseelig Flaade. Han mødte Ragnfred ved den nordlige Kyst af Søndmøre, og lagde strax til Strid. Det kom der til et haardt Slag, Hakon havde vel talrigere Mandskab, men hans Skibe vare ikke saa store som Ragnfreds, og da man, som den Tid var Brug, stred fra Stavnene, var Fordelen paa Ragnfreds Side. Da der tillige gik en stærk Strøm i Sundet, som slog alle Skibene ind paa Land, lod Hakon Jarl sine roe baglænds i Land paa det Sted, som syntes ham bedst til Landing, og saasnart Skibene naaede Grund, gik han med hele sin Hær i Land, og trak Skibene op, saa at Fjenderne ikke kunde trække dem ud igjen. Dernæst stillede Jarlen sine Folk i Slagorden paa Sletten, og udbød Ragnfred til at komme i Land, Ragnfred lagde tæt ind under Land, og de stode nær paa hinanden en lang Tid, men i Land vilde Ragnfred ikke gaae. Dermed adskiltes de, og Ragnfred sejlede med sin Flaade sydpaa Stat forbi, da han frygtede for, at landsfolket fra alle Kanter skulde strømme til Hakon. Af Frygt for Ragnfreds høje Stavne lagde Hakon Jarl heller ikke oftere til Strid mod ham den Sommer, og om Høsten foer han igjen op til Throndhjem, hvor han opholdt sig Vinteren over. Ragnfred havde nu alt Landet Sønden for Stat, nemlig Fjordefylke, Sogn, Hørdeland, Rogeland, og sad der mandstærk om Vinteren. Og om Vaaren udbød han Leding, og fik en betydelig Hær samlet, med hvilken han drog igjennem alle førnævnte Fylker for at samle Tropper og Skibe, og hvad han ellers behøvede.


Hakon Jarls Strid og Sejer

56. Da Vaaren nærmede sig, udbød Hakon Jarl ogsaa en Hær af det nordlige Norge; han fik betydeligt Mandskab af Halogeland og Nummedalen og af alle Sølandene lige fra Byrda til Stat, foruden den Hær, som han havde af hele Trøndelaugen og Romsdalen. Han havde Folk, af fire Hovedlande, og syv Jarler fulgde ham, enhver med en utallig Hær; saa siger Ejnar:

Det var meer at berømme,
Da den kamplystne Høvding
Lod fra Norden stævne
Ned til Sogn sin Flaade;
Fyrsten af fire Lande
Førte Mænd til Kampen,
Derfor værned hin Tapre
Vældig hele Folket.

Og fremdeles kvad han:

Og med Rovdyrs Mætter
Paa de hurtige Skibe
Vovede frem at drage
Droster syv til Kampen;
Gjenlyd hele Norrig
Gav, da Rækkerne mødtes,
Døde Kroppe i Mængde
Foran Næssene svømmed.

Med denne Flaade sejlede Hakon Jarl Stat forbi; da spurgde han, at Kong Ragnfred var dragen med sin Hær ind i Sogn, og derhen styrede nu Jarlen, og traf rigtig Kong Ragnfred; Jarlen gjorde Landgang, og haslede, det vil sige, afstak, en Valplads for Ragnfred, og tog selv Kampplads; derom taler Ejnar Skaaleglam saaledes:

Morderes mægtige Straffer
Mødte siden Kongen,
Stort var Mandefaldet
I den anden Drabning;
Skibes Helt at vende
Skjoldene bød til Kysten,
Og paa det modvendte Fylke
Flaaden til Land at varpe.

Det blev et meget haardt Slag; men Hakon var langt mandstærkere, og vandt en afgjørende Sejer; dette Slag stod paa Thingenæs, der hvor Sogn og Hørdeland mødes. Med et Tab af tre hundrede Mand flyede Kong Ragnfred til sine Skibe, som Ejnar beretter i Vell-ekla.

Heftig var Kampen, før Helte
Havde under Gribbens
Skarpe Kløer tvunget
Tre Gange hundrede Kæmper;
Døden kunde den djærve
Daadfulde Fyrste gange,
Glad ved Byttet, til Flaaden,
Gavn det var for Kæmper.

Efter dette Slag flyede Kong Ragnfred bort fra Norge, og Hakon Jarl havde igjen Fred i Landet; han lod derpaa den store Hær, som havde fulgt ham, drage tilbage, men forblev selv Søndenfjelds om Høsten og den følgende Vinter, Den Sommer, medens disse her fortalte Begivenheder foregik i Norge, var det, at Olaf Tryggvesøn, den Gang ni Vintre gammel, kom til Garderige.


Spaadomme i Garderige om Olaf Tryggvesøn

57. I den Tid, da Olaf kom til Garderige, vare der i Holmgaard mange mennesker, som forudsagde tilkommende Ting. Deres Viisdom indskød dem alle det Udsagn, at der i Landet vare komne en udenlands ung Mands Fylgjer (17), der vare saa lykkelige, at de aldrig før havde seet saa herlige Fylgjer, men de vidste ikke, hvo eller hvorfra denne Mand var, men dog bekræftede de med mange Ord, at det klare Lys, som skinnede over ham, udbredte sig over hele Garderige og vidt og bredt omkring over Verdens østre Deel. Men eftersom Dronning Allogia var en meget viis Kvinde, indsaae hun af Olafs Udseende, strax da hun saae ham første Gang, at denne Dreng maatte være bestemt til den høje Lykke, som Spaadommene tilkjendegave, og at han vilde udbrede Garderiges Anseelse. Derfor blev han saa godt behandlet af Kongen og Dronningen og højagtet af vise og brave Mænd i Landet. Olaf voxte nu op i Garderige, og gik i Viisdom, Styrke og Mandighed langt forud for sin Alder, Kong Valdemar elskede Olaf, som han kunde være hans egen Søn, og lod ham lære Vaabenfærd, Ridderskab og alskens Idrætter og Hofværk, som kunde anstaae en Høvding, og han havde et udmærket Nemme fremfor andre til at fatte alt, hvad han lærte. Een Henseende var der dog, hvori Kongen ikke var fornøjet med ham, det var nemlig, at han aldrig vilde dyrke de hedenske Gudebilleder, og var meget imod alle Ofringer. Vel drog han ofte med Kongen til Gudehuset, men han gik aldrig ind, og, medens Kongen forrettede Ofringerne, blev han staaende ude ved Døren til Huset. Kongen formanede ham ofte, at han endelig ikke maatte handle saaledes, for ikke at udsætte sig for Gudernes Vrede, og derved forspilde sin Ungdoms Blomster. “Jeg beder dig,” sagde Kongen, “at du for al Ting ærer Guderne, og søger at formilde dem, ved at ydmyge dig for dem, thi ellers frygter jeg for, at de lade dig føle deres skrækkelige og grusomme Vredes Rædsel; og du maae vel betænke, hvormeget du har i Vove.” “Aldrig frygter jeg for de Guder, som du dyrker”, svarede Olaf, “thi de kunne ikke tale, og have hverken Syn eller Hørelse, heller ikke forstand paa nogen Ting; og hvad Natur de ere af, tykkes jeg bedst at kunne skjønne ved det, at din kongelige Hæder og Højhed, min Fosterfader! stedse forekommer mig af mild og skinnende Udseende, uden netop naar du gaaer i Gudehuset og ofrer til Guderne, da forekommer du mig at være af mørkt og uheldbringende Udseende; og deraf veed jeg, at de Guder, som du tjener, maa have Mørket at styre, og derfor skal jeg aldrig ære dem, men for ikke at gjøre dig imod, viser jeg dem dog ingen Forhaanelse.”


Kong Olafs første Krigstog

58. Da Olaf Tryggvesøn var tolv Vintre gammel, fortæller man, bad han sin Fosterfader om Krigsskibe og Mandskab . Dertil var Kongen strax beredvillig, og Olaf udrustede nu sine Skibe og Tropper. Før han drog bort, spurgde han Kongen, om der ingen Borge eller Herreder vare, som før havde været Gardernes Konge undergivne, men nu havde unddraget sig hans Herredømme. Kongen sagde, at der vare mange og store Riger, som længe havde ligget under Holmgaard, men som nu andre Høvdinger og Krigsmænd med væbnet Magt havde sat sig i Besiddelse af. Efterat Kongen havde givet ham nøjagtig Underretning herom, holdt Olaf for første Gang bort fra Garderige med sine Skibe, og havde et skjønt Mandskab, dog ikke betydelig talrigt. Det var i de Tider Skik blandt Vikinger, at, naar Kongesønner styrede en Krigsflaade, bleve de kaldte Konger, uagtet de ikke havde noget Land at raade over; saaledes gave nu ogsaa Olafs Folk ham Kongenavn, og det viiste sig snart, hvor gode Egenskaber han havde til at styre en Krigshær, skjønt han endnu var ung; thi af de Høvdinger, som med Uretfærdighed og Vold havde sat sig i Besiddelse af Kong Valdemars Skattelande, dræbte han somme, og andre fordrev han; han holdt mange Træfninger mod dem, og sejrede i dem alle, og tilbagevandt den første Sommer alle de Riger og Skattelande, som Kong Valdemar havde tabt. Om Høsten kom han til Holmgaard, og havde da mange og sjældne Kostbarheder i Guld og Ædelstene og prægtige Klæder at bringe Kongen og Dronningen, og saavel af disse, som af hele Folket, blev han modtagen med inderlig Glæde. Saa gik det nu en Tid, at Olaf var paa Krigstoge om Sommeren, og værnede om Garderige med Tapperhed og Haardførhed imod de Vikinger, som anfaldt Landet, og lagde mange Borge og Herreder i Østerleden under Kong Valdemar; om Vinteren derimod opholdt han sig som oftest i Holmgaard, og var hædret af Kongen og elsket af Dronningen; han holdt da selv en stor Trop Krigsfolk paa egen Bekostning med det, som Kongen tilstod ham. Olaf var gavmild mod sine Mænd, og var derfor elsket af dem. Men det skede her, som det saa ofte gaaer, naar Udlændinger ophøjes til Magt og Anseelse fremfor Indfødte, at mange misundte Olaf den Kjærlighed, han stod i hos Kongen og ikke mindre hos Dronningen. Der vare da de, som talte for Kongen, at det ikke var raadeligt at ophøje Olaf for meget; “thi saadan en Mand,” føjede de til, “som saaledes udmærker sig fremfor alle andre ved sine Færdigheder og Bedrifter, og som er saa almindelig elsket, er allerfarligst, om han skulde faae i Sinde at gjøre dig eller dit Rige noget Afbræk; vi vide heller ikke, hvad han og Dronningen altid kunne have saa meget at tale om.” Det var den Tid Skik hos mægtige Konger, at Dronningen skulde have Hælften af Huustroppen, og holde den paa sin egen Bekostning, hvortil hun da havde den fornødne Skat og Skyld. Saaledes var det ogsaa hos Kong Valdemar, at Dronningen havde ligesaa stor en Huustrop som Kongen, og de kappedes om at faae de ypperligste Mænd i deres Tjeneste, thi dem vilde de begge have.” Kongen fæstede nu virkelig Tro til de Folks Ord, som bagtalte Olaf; og han blev noget tavs og tilbageholden imod ham. Da Olaf mærkede det, underrettede han strax Dronningen derom, og sagde, at han længtes nu efter at drage til Norden, hvor hans Frænder før havde haft Kongedømme, og hvor han maaskee snart kunde gjøre sin Lykke. Dronningen bød ham Farvel, og lagde til, at han vilde ansees for en ypperlig Mand, hvor han saa var. Dette, at Olaf opfødtes i Garderige, omtales i Rekstefja, som er digtet om ham:

Store Landes stolte
Styrer opdroges blandt Garder (18),
Fyrstedaad han udførte,
Fremmerst af alle Helte;
Og den vældige Kriger
Vide om Lande hærjed,
Raaded en mægtig Flaade
Mandige Konning Olaf.

Saasnart Olaf nu havde udrustet sine Skibe og Folk, gik han om Bord, og styrede bort fra Garderige ud i Østersøen. Hans Skibe vare beklædte med Skjolde for begge Bord, og vare hurtige Sejlere. Da Olaf kom østenfra, laae Bornholm paa Hans Vej, og han gjorde der Landgang og hærjede. Indbyggerne samlede sig, kom ned til Stranden og holdt et Slag mod ham, men han sejrede og vandt meget Bytte. Saa siger Halfred Vanraadeskjald i den Drape, som han gjorde om Kong Olaf:

Øster mellem Garder
Og ved Borgundeholmen
Haarde Vaaben han væded,
Hvi skal hans Roes man dølge?

Da Kong Olaf efter dette Slag laae med sin Flaade under Bornholm, fik de saa stærk en Storm og svær Søgang, at de ikke kunde blive liggende der; de sejlede da ned under Vindland (19); der fandt de en god Havn, hvor de bleve liggende en Tid, uden at tilføje Landet Ufred. Burislaf hed den daværende Konge i Vinland; han havde tre Døtre, den ene hed Gejra, den anden Gunhild, den tredie Astrid. Gejra var en dejlig og mandig Kvinde; hun havde vært gift, men havde mistet sin Mand, og herskede efter ham under Navn af Dronning over det Land, som Olaf var kommen til. Hun havde en Raadgiver, ved Navn Dixin, der var en stor, viis og vennesæl Høvding. Den Hovedborg, hvori Gejra meest opholdt sig, laae ikke langt oppe i Landet fra det Sted, hvor Olafs Skibe havde taget Havn.


Kong Olafs Ophold hos Gejra om Vinteren

59. Raadgiveren Dixin kom en Dag ind til Dronningen, og da hun spurgde om Tidender, svarede han: “Ej veed jeg nogen Tidender at fortælle dig, uden dem, som du selv har spurgt, at fremmede Mænd ere komne her til Landet med mange Skibe; deres Høvding er en berømmelig Mand, højbyrdig og anseelig; han kalder sig Ole hin Gerdske, og giver sig ud for at være Kjøbmand; men efter hvad jeg kan skjønne, er han en mandig Søkonning; og saa dejlig en Mand af Aasyn og Udseende har jeg aldrig seet, han har favre og skarpe Øjne, han er stor af Væxt, og hele hans Legeme er saa skjønt og naturlig bygget, som nogen Mand af høj Værdighed kan ønske sig.” Dronningen optog vel alt, hvad Dixin sagde, og sendte ham siden til Skibene i sit Ærende. Da Dixin traf Kong Olaf, tiltalte han ham saaledes: “Det er kundbart, at her over det Rige, hvor I ere landede, Hersker en ypperlig Dronning, som hedder Gejra, en Datter af Konning Burislaf; eftersom I nu fare frem med Fred, som hun har spurgt, og ikke tilføje hendes Rige nogen Ufred eller Skade, da er det hendes Ordsending, at hun indbyder dig med hele din Hær til at opholde eder Vinteren over i den Hovedborg i dette Rige, hvori hun selv sidder med sine Høvdinger og Huustropper, thi nu er Sommeren næsten forløben, og Vejrliget er haardt og stormfuldt.” Kong Olaf tog med Glæde imod denne Indbydelse; de trak deres Skibe i Land og forvarede dem vel, men Takkelasjen og andre Skibsredskaber overgave de i Dixins Forvaring, og droge derpaa til Borgen. Dronningen modtog dem med Mildhed og Venlighed, og de opholdt sig der om Vinteren, og nøde megen Hæder og Anseelse. Kong Olaf og Dronningen talte ofte sammen, og syntes godt om hinanden, og samme Vinter bejlede Kong Olaf til Dronning Gejra. Hun fremførte Sagen for sin Raadgiver Dixin og andre sine Frænder og Venner, og alle vare enige i, at det var et anseeligt Giftermaal for hende. Dixin sagde, som sandt var, at det vilde være den største Styrke for hendes Rige og Herredømme, om en saa ypperlig Høvding som Olaf vilde tage fast Sæde og slaae sig til Ro der; det blev da besluttet, at Kong Olaf ægtede Dronning Gejra, og der blev holdt et anseeligt Bryllup. Da Olaf nu havde faaet Deel i Rigets Styrelse, og fik Underretning om, at der vare mange Borge og Herreder der i Vindland, som havde ligget under Dronning Gejras Rige, men nu havde unddraget sig hendes Herredømme, og ikke betalte hende den hende tilkommende Skat, saa drog han om Vinteren med en Hær omkring til disse Steder. Han lagde sig om en mægtig og folkerig Borg, og bød Indbyggerne Fred, om de redelig vilde betale den Skat, de vare skyldige. De raabte, at de vilde aldrig overgive sig til ham, eller betale ham Skat. Han bestormede da Borgen, og ved Anvendelse af mange snilde Krigspuds fik han den omsider indtagen, og det gik Borgerne saa, at de allene beholdt Livet, som med Ydmyghed bade om Fred, men Olaf vandt meget Bytte. Dernæst lagde Olaf sig om en anden meget stærk og folkerig Borg. Borgerne gik ud paa Murene, og talte saaledes til ham: “Vi have spurgt, hvor megen Styrke du har, og hvor jammerlig det er gaaet dem, der af Overmod og Trods have villet byde eder Spidsen; derfor ville vi tage et andet Raad, som synes os baade rettere og forstandigere, ot overgive os frivilligen i eders Vold og Miskundhed, istedenfor af Uforstand at stride mod eders høje Lykke, som hjælper og bestyrker eder allevegne; thi det kunne vi nu see, at skjønt Lykken ifølge Naturens Bud længe har været os gunstig, saa kan man dog paa ingen Maade stole paa dens omløbende Hjul, thi det kan ofte dreje sig bort, naar man mindst vænter det; og for nu ret at vise vort gode Sindelag, overgive vi vor Stad, lukke vore Porte op, og tilstaae eder fri Indgang.” Kong Olaf blev glad ved denne Tale, lovede at ville gjengjælde dem det storligen efter Fortjeneste, og var strax tilrede med sine Folk at rykke ind i Borgen. Men da han med faa Mænd var kommen ind, bleve der skudte store Jærndørre med stærke Slaaer for Porten, hvorefter Indbyggerne fra alle Kanter, baade fra Huse og Herberger, trængte fuldt bevæbnede ind paa dem, og opmuntrede hinanden til ikke at lade nogen af Kongens Mænd undslippe. Kongen og hans Mænd toge vel imod dem, og forsvarede sig med Mandighed. De stode allesammen et Sted ved Muren. Da nu Kongen saae, at de paa den Maade ikke vilde kunne holde sig, sagde han til sine Mænd: “Gjører nu alle, ligesom I see mig gjøre!” og derpaa sprang han op paa Borgmuren, hvor han let kom op, da der var lavt indenfra, men derfra sprang han igjen ned udenfor, og det var et forfærdelig højt Spring, men han fik dog ingen Skade, da der var blødt underneden; siden sprang hans Mænd ned, den ene efter den anden, og han tog imod dem, saa at de alle kom uskadte til Jorden. Dernæst gjorde de med hele Hæren saa haardt et Anfald paa Borgen, at de i en føje Stund brøde store Aabninger i Borgmurene, og trængte ind; men Borgerne gjorde Modstand, og det blev en meget haard Strid, hvis Udfald dog blev, at hver Moders Sjæl, som var i Borgen, blev dræbt; alt, hvad der havde PengesVærd, toge de til Bytte, og brændte selve Borgen til Aske. Kongen holdt ikke op, inden han havde lagt alle de Borge og Herreder under sig, som havde unddraget sig fra Dronning Gejras Magt og Rige. Og da det var udført, drog han tilbage til sin Borg, og sad der den øvrige Deel af Vinteren. Om dette Kong Olafs Krigstog tales i Rekstefja, hvor det hedder saaledes:

Olaf, af alle Konger
Ilsomst, lod de Venders
Byer brænde i Vesten,
Blodig Krigsfærd han øved;
Fremmerst han foer i Striden
Fylkingen snildt han styred,
Derfor i Odins Uvejr
Altid raaded han Sejren.

Her siges, at Olaf holdt flere Kampe i Vindland, end nogen Konge før ham, og havde Sejer i dem alle.


Kongers og Kejseres Slægtregistere

60. Det berettes, at der var en hellig Mand, ved Navn Arnulf, som først var Jarl i Saxland, men siden Erkebiskop i Metseborg; hans Søn var Angises, Hertug i Frankland, som havde Pippins Datter Bega tiltægte; deres Søn hed Pippin, hans Søn Karl, Fader til Frankernes Konge Pippin, Fader til Kejser Karl den Store. Karl den Store var Konge over Frankland 44 Aar, og derpaa var han Rommernes Kejser i 12 Aar. I hans Dage vare der disse Stolkonger i Myklegaard: Mikael, Niceforus og Leo. Kong Karl den Stores Dronning var Hildegarde; deres Søn var Lødver, som fulgde sin Fader i Regjeringen, og var Kejser 27 Aar; han legte eller lo aldrig. I den Tid, da Karl den Store var Konge, herskede over Jylland en Konge, ved Navn Godefred, som dræbte Frisernes Høvding Rørek, og paalagde Friserne Skat. Siden drog Karl den Store med en stor Hær imod Godefred; da blev Godefred dræbt af sine egne Folk, og hans Brodersøn Heming tagen til Konge. Heming rykkede med Hæren Kong Karl den Store i Møde, og de mødtes ved den Aa, som hedder Eyderen; der forligtes de, men Heming døde Vinteren efter; og da bleve disse to Konger i Jylland, nemlig Sigfred, Godefreds Frænde, og Ring Anulo; de stredes om Riget, og trak begge en Hær sammen; omsider holdt de en stor Træfning, hvori de begge mistede Livet, og der i alt faldt 10.940 Mand. Da kom en Mand, ved Navn Harald, til Regjeringen, og var fem Vintre Konge, inden han sloges med Rejnfred Godefredssøn; i dette Slag gjorde Harald det Løfte, at om han vandt Sejer i Striden, da vilde han lade sig døbe med hele sit Huus. Han sejrede i Slaget, og drog nu strax derefter med sin Kone, sin Brodersøn Harek og en stor Hær af Daner til Besøg hos Karl den Stores Søn Lødver, som da var Kejser. Harald og hans Mænd bleve nu døbte i Megintseborg i Pave Paschalis’s Dage, og han drog dernæst tilbage til Danmark, og med ham drog Biskop Ansgarius, som døbte mange Folk der (20). Harald døde af Sygdom, og hans Frænde Harek fik Kongedømmet, og herskede over Jylland, indtil hans Brodersøn Guttorm stred imod ham. Da vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 862 Aar. I det Slag, de holdt, faldt de begge, og hele Kongeslægten, som var med dem, undtagen en Dreng, ved Navn Harek, som siden blev Konge. Biskop Ansgarius drog da igjen til Danmark til Harek, og døbte ham. Harek lod bygge en Kirke i Ribe, men Harald havde forhen ladet bygge een i Hedeby. Biskop Ansgarius døde tre Vintre efter Slaget mellem Harek og Guttorm. Da skal Harek have forkastet Kristendommen, men døde kort efter. Derefter vare der igjen hedenske Konger, nemlig Sigfred og Halfdan. Næst efter Ansgarius var Rimbert Biskop; i hans Bispedømmes tolvte Aar døde Kejser Lødver, Karl den Stores Søn; han havde fire Sønner, hvis Navne vare: Lotharius, Lødver, Karl, Pippin; de skiftede Riget saaledes mellem sig, at Lotharius fik Borgundien, Lotharingien og Rommerrige; men Lødver fik Frankland og Kejsernavn; Karl Valland; Pippin Aqvitanien. Da Rimbert havde været Biskop i tolv Aar, hærjede de danske og Nordmændene paa det Land, som Nordmændene kalde Kærlingeland (21); men imod dem rykkede Lødver den Unge, Lødvers Søn; han fældte 14.000 Mand af deres Hær; men fem Vintre efter døde Lødver, og i det Aar søgte Danerne og Nordmændene at hævne sig. De fore med en stor Hær op ad Rin, og brændte alle Borge og Kirker, hvor de kom frem, og brugte Hovedkirken i Borgen Aqvisgranum til Hestestald. De brændte Køln og alle Borge langs op med Rin ligetil Meginza; da rykkede Lotharius’s Broder Karl med en Hær imod dem; de mødtes ved den Aa Mosa. I de danskes Hær vare disse Konger: Sigfred og Gudfred, og Ragnar Lodbroks Sønner; de forligte sig med Kejseren, og lode sig døbe; men kort efter brøde de aldeles Forliget, og hærjede vesterpaa Frankland lige til Paris, som de brændte. Arnald, som den Gang var Kejser, rykkede da imod dem med en Hær, og dræbte 900 Mand af dem, hvorefter de danskes Hær standsede sin Fremgang; da vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 900 Aar eller saa omtrent. Sytten Aar derefter blev Huno viet til Biskop i Bremen i Saxland. Det tolvte Aar derefter drog Henrik, som var den første Kejser af det Navn, til Danmark, og omvendte de danske til Kristendommen baade med Overtalelser, Trudsler og Kampe, og holdt ikke op, før de lovede at antage den sande Tro. Derefter drog Biskop Huno til Kong Frode, som da herskede over Jylland, og døbte ham og hele hans Folk; da opbyggedes igjen de Kirker, som vare blevne ødelagte, i Hedeby og Ribe, og en ny blev bygget i Aarhuus. Derefter sendte Frode nogle Mænd til Romeborg, og lod med Pave Agapitus’s Samtykke vie tre Biskopper i Jylland; Hered blev viet til Biskop i Hedeby, Livedag til Biskop i Ribe, og Rembrond til Biskop i Aarhuus. Det skede Aar 948 efter vor Herres Fødsel, og i det tolvte Aar af Otto hin Stores Regjering. I Kongefortegnelsen kom vi før fra, at Sigfred og Halfdan herskede over Danmark. Efter dem herskede over de danske en Konge, som hed Helge; han holdt et Slag med de svenskes Konge Olaf, i hvilket han faldt, hvor efter Olaf længe herskede over Danmark og Sverrig, og døde af Sygdom. Efter ham bleve Gyrd og Knud Konger i Danmark, og efter dem Siggejr.


Om Knud hin Fundne

61. Da Sigurd Ring, Ragnar Lodbroks Fader, var bleven Konge over Sverrig og Danmark, og havde tilvejebragt Fred i begge Riger, og sat Skattekonger og Jarler over dem, tænkte han paa det Rige, som hans Frænde Harald Hildetand, og før ham Ivar Vidfadme, havde besiddet i England. Dette Rige stod nu under engelske Konger, og den, som da regjerede, hed Ingjald, og skal have været Broder til Saxernes Konge Peter; Ingjald var en mægtig Konge. Kong Ring udbød en stor Leding af sit Rige, og drog over til England, og da han kom til Nordhumberland, forlangte han, at de skulde tage ham til Konge; der vare da mange, som underkastede sig ham. Men da Ingjald spurgde det, samlede han en stor Hær, og drog imod Kong Ring, og de holdt nogle Træfninger med hinanden, men Udfaldet af den sidste blev, at Kong Ingjald faldt, og med ham Hans Søn Ubbe og en stor Deel af deres Hær. Da tilegnede Kong Ring sig Nordhumberland og hele det Rige, som Kong Ingjald havde ejet. Før Kong Ring igjen drog med sin Hær bort fra England, satte han en Skattekonge over Nordhumberland; han hed Olaf, og var en Søn af den Kinrik, som skal have været en Brodersøn af Ivar Vidfadmes Moder Moald hin Digre eller Tykke. Derpaa drog Kong Ring igjen tilbage til sit Rige; Kong Olaf herskede længe over Nordhumberland, men da Kong Ubbes Søn Eava kom til Regjeringen, holdt han og Olaf mange Træfninger, og Udfaldet af den sidste blev, at Kong Olaf flyede, men Eava underlagde sig Riget. Kong Olaf drog da til Sverrig til Kong Ring, som satte ham til Høvding over Jylland, og der var Olaf længe efter Skattekonge, først under Kong Ring, siden under Ragnar Lodbrok, han blev kaldt Olaf hin Engelske; hans Søn var Grim hin Graa, som tog Kongedømme og Rige efter sin Fader. Grim var Fader til Andulf hin Stærke, som var Ragnar Lodbroks Skattekonge i Jylland; Andulfs Søn hed Gorm, som fremdeles var Skattekonge i Jylland, han blev kaldt Gorm Heimske eller hin Tossede. Kong Gorm havde mange Trælle. Nu hændte det sig, at nogle af hans Trælle engang vare sendte til Holdseteland at Kjøbe Viin, som de førte paa mange Heste. Da de droge Søndenfra tilbage over den Skov, som kaldes Myrkvid, toge de Natteleje i Skoven. Det var ganske stille Vejr. Som nu Trællene om Natten vare vaagne, hørte de et Barn græde henne i Skoven, og da det blev lyst om Morgenen, gik de ind i Skoven at lede efter Barnet, men Skoven var baade trang og mørk; de nærmede sig dog efterhaanden Skriget, og fandt omsider Barnet. Det var svøbt i et linned Klæde, som var knyttet sammen foran paa Brystet; da de løfter Knuden op, vare den tre Guldringe, og Barnet var indenfor svøbt i et Silkeklæde; det var den dejligste Dreng, man kunde see. De toge ham med sig, og da de kom til Kong Gorm, viste de ham Barnet i samme Klæder, som de havde fundet det. Kongen øste Vand paa Drengen, gav ham Navn, og kaldte ham Knud efter den Knude, som han førte paa sig. Denne Dreng blev nu opfødt ved Kong Gorms Hof, blev tidlig forstandig, og udmærkede sig i alskens Færdigheder fremfor de fleste, som vare der i Landet. Kong Gorm havde ingen Søn, og da han elskede sin Fostersøn Knud saa højt, tog han ham i Søns Sted, og ærede ham fremfor alle sine Frænder, saa at han bestemte, at Knud skulde være hans Eftermand i Regjeringen: han fik Navnet Knud hin Fundne. Kong Gorm raadede ikke længe over Landet, men døde af Sygdom, og før sin Død lod han Knud udraabe til Konge over hele det Rige, som han havde haft i Jylland. Kong Gorm blev da højlagt efter Oldtids Skik.


62. Kong Knud lod stævne til et Hovedthing, og paa dette Thing lyste han for Folket, at, om der fandtes noget Menneske, fremmed eller indfødt, der kunde give ham sikker Underretning om hans Slægt, da vilde han ophøje ham til Rigdom og Magt. Dette spurgdes vidt omkring. Og nu fortæller man, at en Aften kom to saxiske Mænd til Kong Knuds Hof, og da de fik Kongen i Tale, tog den fornemste af dem Ordet, og spurgde: “Er det sandt, Herre! at I har lovet den Mand stor Belønning, som kan underrette eder om eders Æt.” Kongen sagde, at det var sandt, og svor paa, at han skulde ogsaa vel opfylde dette sit Løfte. “Skulle ligesaavel Trælle som fri Mænd opnaae dette?” spurgde Gjæsten videre. “Ja derpaa skal ingen Forskel gjøres,” sagde Kongen. “Saa har jeg nu først at fortælle dig,” sagde den Fremmede, “at jeg og denne min Ledsager ere Trælle hos en Jarl i Saxland, men vi kunne give dig sikker Underretning om din Æt: Arnfin Jarl herskede over Holdseteland, vi vare da hans Trælle, men dog tillige hans Fortrolige; det hændtes nu, at Jarlen avlede et Barn med sin Søster, og det blev holdt hemmelig, og da hun fødte Barnet, blev det svøbt i Silkeklæder, uden om hvilke der blev knyttet et linned Klæde, og deri bleve knyttede tre Guldringe; derpaa overgav man denne Dreng til os, at vi skulde ombringe ham. Vi droge da hen i Skoven Myrkvid, og bare Barnet langt ind i Skoven, og lagde det ned ved Rødderne af et Træ, og ginge siden bort.” Og disse Mænd sagde nu nøjagtige Mærker om, hvor de havde baaret Barnet hen, saa at de Trælle, som havde fundet det, erkjendte, at det var paa samme Sted. Kong Knud gav da de saxiske Trælle Penge at udløse sig med af Trældommen, og bad dem dernæst komme til sig. De gjorde saa, og da de kom tilbage til Kong Knud, gav han ogsaa sine Trælle, som havde fundet ham, Frihed, og gav dernæst alle de Frigivne Jarldømme, og gjorde dem alle til mægtige Mænd, som han havde lovet. Deraf blev han kaldt Trælle-Knud. Han havde en Søn, som han lod kalde Gorm efter sin Fosterfader. Trælle-Knud raadede ikke længe over Riget, men blev dog en navnkundig Konge. Efter ham blev hans Søn Gorm tagen til Konge, og styrede Riget under Ragnar Lodbroks Sønner, og var mest i Gunst hos Sigurd Orm i Øje; han opfostrede den Søn, Sigurd havde med Kong Ellas Datter Blæja; Gorm øste Vand paa denne Dreng, gav ham Navn og opkaldte ham efter sin Fader Knud; han blev siden kaldt Haardeknud efter det Sted Hørd i Jylland, hvor han blev født.


Gorm Danekonnings Riges Begyndelse

63. Ragnar Lodbroks Sønner vare store Krigere, de hævnede deres Fader og dræbte Kong Ella i England. Da blev Ivar hin Beenløse Konge over den Deel af England, som hans Ætmænd og Slægtninge før havde ejet; han forøgede sit Rige paa mange Maader, og lod dræbe Kong Edmund hin Hellige, og underlagde sig hans Rige. Det fortælles, at Ragnar Lodbroks Sønner af alle Høvdinger i Oldtiden førte de fleste Krige; de hærjede paa alle disse Lande: England, Valland, Frankland, Saxland, og lige ud til Lombardiet; det længste de kom, var til den Borg, som hed Luna, hvilken de indtoge, og en Tid havde de ogsaa i Sinde at indtage Romeborg. Da de kom tilbage, skiftede de Riget imellem sig saaledes, at Bjørn Jærnside fik Upsalarige, hele Sverrig og begge Gotlande og alle de Lande, som der ligge til. Sigurd Orm i Øje fik Øgoteland og alle Øerne, Skaane og Halland; Hvitsærk fik Rejdgoteland tilligemed Vindland. Sigurd Orm i Øje havde Kong Ellas Datter Blæja tilægte, deres Søn var Haardeknud, som før berettedes. Haardeknud var Konge i Danmark over Sjælland og Skaane efter sin Fader, Da Haardeknud var fuldvoxen, giftede han sig, og avlede med sin Kone en Søn, som han lod kalde Gorm efter sin Fosterfader, Kong Knud hin Fundnes Søn. Trælle-Knuds Søn Gorm havde været en meget mægtig Konge, thi han styrede hele Danmark paa Ragnars Sønners Vegne, medens de droge i Krigsfærd. Da Haardeknuds Søn Gorm voxte op, var han den dejligste Mand, man kunde see for sine Øjne, han var derhos stor og stærk, og fortrinlig i alle Færdigheder; dog ansaaes han ikke for at besidde den Viisdom, som hans Frænder før ham vare i Orde for. Da Gorm var voxen, fik han en Kone, ved Navn Thyre, en Datter af den Harald Jarl i Jylland, som kaldtes Klakharald. Thyre var en dejlig og forstandig Kvinde, og hun skal efter Beretningerne have været den mægtigste af alle Kvinder her i de nordiske Lande; hun blev kaldt Thyre Danmarksbod. Klakharald ansaaes for den viseste af alle Mænd i Danmark paa de Tider, og da nu Gorm fik Kongedom og Rige efter sin Fader Haardeknud, fulgde han meget sin Svigerfader Harald Jarls og sin Kone Thyres Raad. Kong Gorm drog med sin Hær over til det Rige i Danmark, som den Gang kaldtes Rejdgoteland, men nu kaldes Jylland, imod en Konge, ved Navn Gnupa, som da herskede over dette Land; de holdt mange Træfninger med hinanden, men Udfaldet af Krigen blev, at Gorm fældte denne Konge og bemægtigede sig hele hans Rige. Dernæst drog Gorm imod en Konge, som hed Silfraskalle, paaførte ham Krig, og holdt Træfninger imod ham; Sejren fulgde Gorm bestandig, og ogsaa denne Konge blev nedlagt. Derefter rykkede han op i Jylland, og foer frem med Hærskjold, og dræbte eller afsatte alle Konger lige Sønder til Sles, og indtog ogsaa en stor Deel af Vindland. Gorm holdt mange Træfninger med Saxerne, og blev en meget mægtig Konge. Med sin Kone Thyre avlede han to Sønner, af hvilke den ældste hed Knud, den yngste Harald. Knud Gormssøn var den dejligste Mand, man nogensinde havde seet; han var ogsaa allerede i sin Opvæxt saa elskværdig, at Kongen elskede ham fremfor alle andre, og derhos var han afholdt af alt Folket, saa at enhver elskede ham inderlig; han blev ogsaa kaldt Knud Danaast, det er: de Danskes Kjærlighed. Harald slægtede sine mødrene Frænder paa, og Hans Moder Thyre elskede ham ligesaa højt som Knud.


Om Ivar Beenløs

64. Ivar hin Beenløse var Konge i England en lang Tid; han havde ingen Børn, thi til at gifte sig stod hverken hans Lyst eller Natur; men Forstand og Haardførhed havde han derimod ingen Mangel paa; han døde af Alderdom der i England, og blev der højlagt; da vare alle Lodbroks Sønner døde. Derefter fik Adelmund Edgerssøn, Edmund hin Helliges Brodersøn, Regjeringen i England, og han kristnede en stor Deel af England, og tog Skat af Nordhumberland, som var hedensk. Efter ham fulgde Adelbrikt; han var en god Konge, og blev gammel. I Slutningen af hans Dage kom der en Hær af Danske til England under Anføsel af Brødrene Knud og Harald, Gorm hin Gamles Sønner. De hærjede vidt omkring i Nordhumberland, og underlagde sig et stort Stykke af Landet, og paastode, at de vare arveberettigede til hele dette Land, som Lodbroks Sønner og mange andre af deres Forfædre havde besiddet. Kong Adelbrikt samlede en stor Hær, og tog imod dem, og mødte dem norden for Klifland, hvor han dræbte mange Danske. Kort efter gik Gorms Sønner op ved Skardeborg, og holdt Slag, og der sejrede de. Derefter fore de sønderpaa langs ned ved Kysten, og agtede sig til Jorvik; alt Folket underkastede sig dem, saa at de nu ingen Fare længer befrygtede. Nu hændte det sig, at det en Dag var varmt og Solskin, og Folkene sprang ud imellem Skibene og svømmede; og da nu ogsaa Kongerne vare ude at svømme, løb der Folk ned fra Landet, og skøde paa dem. Knud blev da truffen af en Piil og dræbt; og hans Mænd toge Liget, og bare det op paa Skibet. Men da Landets Indbyggere spurgde det, samledes der strax en stor Hær; og da nu ogsaa Kong Adelbrikt kom, vendte sig alt det Folk, som før havde underkastet sig de Danske, til ham; og de Danske magtede nu ikke at gjøre Landgang nogensteds, da Indbyggerne vare forsamlede, men droge tilbage hjem til Danmark. Kong Gorm opholdt sig den Gang i Jylland, Harald drog strax did, og fortalte sin Moder Tidenden. Kong Gorm havde gjort det Løfte, at han vilde døe, om han spurgde sin Søn Knuds Død, og ligesaa skulde den døe, som fortalte ham hans Død, Derfor lod Thyre Hallen indvendig betrække med graat Vadmel, og da Kongen kom til Bords, taug alle de Tilstedeværende. Da sagde Kongen: “Hvi tie alle; er der forefalder noget?” “Ja, Herre!” svarede Dronningen, “I havde to Høge, den ene var hvid, den anden graa ; den hvide Høg var fløjet langt Ud i en Ørken, og da den sad i et Træ, kom der mange Krager til, og plukkede den saa, at alle Fjedrene ere af den, og Fuglen er nu til ingen Nytte; men den graa Høg er kommen tilbage, og vil den fremdeles dræbe Fugle til eders Bord.” Da sagde Kongen: “Saa vist rinder nu Danmarks Taare, som min Søn Knud er død,” “Sand er denne Tidende, som I siger, Herre,” svarede Dronningen, og alle de, som vare inde, sandede den med hende. Samme Dag blev Kong Gorm syg, og døde Dagen efter ved samme Tid, efterat have været Konge i hundrede Vintre. En stor Høj blev opkastet. over Kong Gorm. Dernæst blev hans Søn Harald tagen til Konge over Danmark, og var Konge længe derefter.


Fortegnelse paa Kejsere i Tyskland

65. Kejser Lødver Lødverssøn, Karl den Stores Sønnesøn, regjerede tilligemed sine Brødre i 6 Aar, som før blev omtalt. Derefter regjerede hans Søn Karl 11 Aar med sine to Brødre, af hvilke den ene hed Karloman, den anden Lødver. I den Tid blev Island bebvgget; da regjerede Gorm hin Gamle over Danmark, og Harald hin Haarfagre over Norge. Efter Karl Lødverssøn regjerede Karlomans Søn Arnold 12 Aar, saa Arnolds Søn Lødver 12 Aar, saa Konrad Konradssøn 7 Aar; han var den første Kejser, som ikke nedstammede fra Karl den Store. Efter Konrad regjerede Henrik 18 Aar, saa Kejstr Otto hin Store 38 Aar, saa hans Søn Otto hin Røde 9 Aar, saa Otto hin Rødes Søn Otto hin Unge 18 Aar. I hans Tid var Harald Gormssøn Konge i Danmark og Norge, og Hakon Hlade-Jarl regjerede Norge under ham, som før fortaltes, da var der endnu godt Venskab mellem dem. Hakon Jarl sendte Kong Harald i een Sommer tredsindstyve Høge, men betalte ingen Skat, fordi den danske Konge eftergav ham alle Skatterne til de fornødne Omkostninger med at værge Landet for Ufred.


Om Kejser Otto og Kong Harald

66. Kejser Otto, med Tilnavnet hin Unge, gjorde det Løfte, at han, om det stod i hans Magt, vilde omvende de danske til den sande Tro, men hvis han ikke fik det drevet igjennem, at faae Landet kristnet, da vilde han med hele sin Magt og Styrke rykke ind i Landet, og hærje der tre Somre i Rad. Ifølge dette Løfte sendte han Bud til den danske Konge Harald Gormssøn, at han skulde lade sig døbe, og antage den sande Tro, tilligemed hele det Folk, som han regjerede; hvis han ikke vilde det, lod Kejseren ham vide, at han vilde komme med en væbnet Magt imod ham. Da den danske Konge fik dette Budskab, lod han strax sit Landeværn udruste, lod Danevirke istandsætte, og rustede sine Krigsskibe. Ogsaa sendte han Bud op til Norge, at Hakon Jarl skulde komme til ham tidlig om Vaaren med saa stor en Hær, som han kunde faae samlet. Hakon Jarl udbød da om Vaaren en Hær af hele sit Rige, og sejlede med den til Danmark til Kong Harald. Kongen tog med Taknemmelighed imod ham. Der vare da ogsaa mange andre Høvdinger hos den danske Konge, som vare komne ham til Undsætning. Kongen gjorde da vitterligt, at han agtede at rykke med denne Hær imod Kejser Otto.


Kejser Ottos Krig mod de danske

67. Kejser Otto trak en Hær sammen om Vaaren i Saxland; han fik en stor og skjøn Hær, og med den styrede han mod Danmark. Han mødte Kong Harald til Søes, og de lagde strax til Strid, og sloges den hele Dag ligetil Nat; der faldt mange Folk paa begge Sider, men dog flest af de Kejserlige. Da det blev Nat, fastsatte de en Vaabenhvile paa tre Nætter til Raadslagning og Tilberedelser, og da de tre Nætter vare forløbne, gik begge Parter i Land og beredte sig til Kamp. Fylkingerne mødte dernæst hinanden med et heftigt Anfald, men Kejseren havde ikke Lykken paa sin Side, og der faldt langt flere af hans Folk, og ud paa Eftermiddagen gave hans Folk sig paa Flugten, og flyede til Skibene. Kejser Otto skal den Dag, efter Sagnet, have siddet til Hest, og stredet paa det tapreste, men da den største Deel af Hæren begyndte at flye, red han ogsaa bort og undkom til Skibene. Han førte et stort guldbeslaaet Spyd, der var blodigt lige op til Haanden; dette holdt han frem foran sig, og skød det ud i Søen med de Ord: “Det kræver jeg den almægtige Gud til Vidne paa, at, naar jeg kommer anden Gang til Danmark, skal jeg faae dette Land kristnet, eller lade mit Liv, og ligge her død i Danmark!” Kejseren gik Dernæst om Bord paa sine Skibe med sin Hær, og foer hjem til Saxland, hvor han sad om Vinteren. Hakon Jarl derimod forblev hos den danske Konge, og de havde store Raadslagninger for, og lode paa ny Danevirke istandsætte.


Kongens og Hakon Jarls Forhandling

68. Vaaren efter trak Kejser Otto en betydelig Hær sammen, baade af Saxland og Frankland, Frisland og Vindland; Kong Burislaf fulgde ham med en stor Hær, og han havde og en stor Hær af Holdseteland. Med hele denne Hær rykkede Kejseren ind i Danmark. Og da han spurgde, at Hakon Jarl var i Danmark, og agtede at stride imod ham med Kong Harald, sendte han to af sine Jarler Urgethrjot og Brimiskjar til Norge med 30 Fartøjer, med Mænd og Vaaben om Bord, for at kristne Landet, medens Hakon var borte.


Kejserens og Hakon Jarls Kamp

69. Den Vinter var nu Hakon Jarl, som sagt, i Danmark hos Kong Harald, men da de spurgde, at Kejser Otto var kommen til Danmark med en stor Hær, sendte Kong Harald Hakon Jarl med hele den norske Hær, som Jarlen havde ført med sig, ned til Danevirke at værge Landet, men Kongen trak selv sin Hær sammen i Jylland. Det, at Hakon Jarl drog med sin Hær til Danmark til den danske Konge, og at denne sendte ham ned at forsvare Danevirke, omtales i Vell-ekla med disse Ord:

Hændtes det og, at Havets
Heste løb fra Norden,
Førende frækne Kriger,
Fore de Sønder til Danmark;
Men den vældige Hørders
Herre de danske Fyrster,
Hjælmbedækket, paa Havets
Jætter (22) da besøgte.

Og den gjæve Konning
Vilde i Kampen prøve
Skovlandets tapre Fyrste,
Som fra Norden ankom;
Thi bød Drotten den haarde
Høvding i Brynjeuvejr (23)
Værge sit Forsvarsværk (24) mod
Vældige Fjenders Anfald.

Keiser Otto rykkede nu med sin Hær nord op til Danevirke. Danevirkes Beskaffenhed er følgende: der gaae to Fjorde ind, hver paa sin Side af Landet; imellem disse havde de danske gjort en høj og stærk Borgmuur af Stene, Grønsvær og Træ, og gravet en dyb Grav uden for; paa hvert hundrede Favne var der en Borgport, og derover et Kastel til Værkets Forsvar, thi der var en Bro over Graven ved hver Port. Kejser Otto angreb Danevirke med sin Hær Søndenfra, men Hakon Jarl forsvarede Muren, og det blev en meget haard Kamp, som Ejnar Skaaleglam ogsaa mælder i Vell-ekla:

Let det var ej mod deres
Hær i sønden at gange,
Skjønt den store Høvding (25)
Styred det haarde Anfald.
Søens Hestes Fører
Fordrede Kamp, da fra Sønden
Krigeren foer med Frisers,
Frankers og Venders Hære.

Hakon Jarl opstillede Fylkinger over alle Borgporte, men en langt større Deel af sin Hær lod han dog rykke hen langs med Muren at forsvare den, hvor den blev heftigst stormet. Der faldt da mange af Kejserens Folk, men de fik ikke Fæstningen indtagen; Kejseren drog da bort for den Gang med sin Hær til sine Skibe; saa siger Ejnar:

Klirrede Kaarder, da Sværdlegs
Mænd stødte Skjolde sammen;
Han, som gav Ørnen Føde,
Fandtes stridbar i Kampen;
Søhestes tapre Kriger
Saxer vendte paa Flugten,
Saa mod væbnede Knægte
Værgede Fyrsten Gjerdet (26)

Efter dette Slag drog Jarlen til sine Skibe, og havde i Sinde at sejle op til Norge, men laae længe oppe i Limfjorden for Modvind.


Danevirke indtages efter Olafs Raad

70. Kong Olaf Tryggvesøn var, som forhen er berettet, een Vinter i Vindland. Tidlig om Vaaren rustede han sine Skibe, og sejlede ud i Søen; han styrede op under Skaane; der gjorde han Landgang, men Indbyggerne samlede sig, og leverede ham et Slag, i hvilket Olaf sejrede og gjorde stort Bytte. Derpaa sejlede han øster til Gulland, hvor han erobrede et Kjøbmandsskib fra nogle Jæmter; Besætningen værgede sig vel tappert, men Udfaldet blev dog, at Olaf vandt Skibet, dræbte største Delen af Mandskabet og tog alt Godset. En tredie Kamp holdt han paa selve Gulland; ogsaa i den sejrede han, og gjorde stort Bytte; saa siger Halfred Vanraadeskjald:

Jæmters og Venders Sønner
Siden Krigerdrotten
Fældte i Striden, han tidlig
Kampfærd var vant at øve;
Hersers frækne Fyrste
Farlig for Goters Liv var,
Gjorde i Skaane Guldets
Giver Landsetummel.

Derpaa styrede Kong Olaf med sine Skibe sønder langs Danmark og lige til Slees, thi han spurgde, at Kejser Otto var der, og hos ham Olafs Svoger Vendernes Konge Burislaf, samt at de trængte til Hjælpetropper. Da nu Olaf kom til Kejseren, tilbød han at yde ham Bistand med hele sit følge. Kejseren saae paa ham, og spurgde, hvo han var? Han svarede: “Usædvanligt er mit Navn, Herre! jeg hedder Ole.” “Du er en stor Mand,” sagde Kejseren, “og Seer ud til at have Lykken med dig, og alle dine Mænd synes mig tapre, og jeg tager med Takke mod eders Bistand.” Kejseren holdt nu Huusthing med sine Raadsherrer og andre Høvdinger. Han talte saalunde: “Overvejer, I gode Høvdinger! og afgiver eders Betænkning, hvorlunde vi skulle bære os ad; thi vi ere stædte i en farlig Stilling, eftersom hele denne store Hær, som her er kommen sammen, fattes Fødevarer, og de danske have ført deres Kvæg tilligemed alt deres andet Gods bort til saadanne Steder, hvor de troede det sikkert for at falde i vore Hænder; saa at man ikke kan vænte at faae noget af deres Eiendomme til Føde paa denne Side Danevirke. Vi have nu holdt adskillige Træfninger, og det falder os besværligt at vinde dette Land. Giver nu Raad, hvorlunde vi skulle bære os ad, og komme fra det med Ære!” Da Kejseren havde endt sin Tale, taug de fleste, men de, som svarede, sagde, at der vare to Ting at vælge imellem; den ene at vende om og drage hjem til deres Rige; den anden, at dræbe deres Heste til Føde for Folket. “Hvilket af disse Raad vi følge,” svarede Kejseren, “forbryde vi os storligen mod Gud, thi det er den største Synd mod sin Kristendom for døbte mennesker at æde Hestekjød, naar de paa anden Maade kunne opholde Livet; men opgive vi derimod nu denne Strid, og drage hjem til vort Rige, da indseer jeg, at aldrig mere faae vi saa stor og skjøn en Hær til at indtage Danmark; og mig selv er det derhos den største Vanære og Udaad at forhaane min Tro, thi jeg har lovet Gud paa min Tro, at jeg denne Gang enten skal faae Danmark kristnet eller i andet Fald døe her; derfor vil jeg ikke følge noget af disse tvende Raad, men høre vil jeg, hvad den fremmede Høvding Ole raader os.” “Det forener sig i min Beskaffenhed, Herre!” svarede Ole, “som ikke er det passeligste; jeg er en ringe Raadgiver, men jeg sætter dog saa stor Priis paa mine Raad, at jeg aldeles ikke vil give noget, uden at I, Herre! og alle eders Raadsherrer, love at følge og udføre det, som jeg giver.” Kejseren og de alle lovede nu at følge det Raad, Ole vilde give. Da sagde Ole: “Det er mit første Raad, at vi søge først Hjælp derfra, hvor den er tilstrækkelig, at hele Hæren faster i tre Døgn, for at den Gud, som har skabt alle Ting, skal forunde os Sejer over Danerne, og lade eder fuldføre sit Ærende, som I have paataget eder; dernæst vil jeg, at hele Hæren skal drage hen i den Skov, som ligger nærmest ved Danevirke, og skal hver Mand hugge sig en Dragt Grene, og bære dem hen under Værket, og saa finde vi nok siden paa Raad.” Alle istemmede Oles Tale, og hele Hæren berømte denne Plan. Om Morgenen tidlig gik de ind i Skoven, og silde om Aftenen bare de Veddet til Værket. Næste Dag derefter toge de efter Oles Raad alle de Vandkar, de kunde faae, og opfyldte dem med Spaaner og Tjære, derpaa byggede de Valslynger; og medens de vare i Færd med dette, lod Ole en Deel af Hæren bestorme Værket, hvor de kunde komme til, med Skud og Steenkast; men om Dagen skulde de ikke gjøre Angreb, fordi Hakon Jarl havde, før han drog bort, sat en svær Besætning i alle Kasteller, til at forsvare Befæstningen, om den skulde blive bestormet. Silde om Aftenen stak nu de Kejserlige, efter Oles Anvisning, Ild i Vandkarrene, og slyngede dem ind mod Værket, og Ilden fattede snart i de tjærede Spaaner, som vare i Karrene; og da Luen slog ud af Karrene, fik den snart fat i Grenene, som de havde baaret hen under Værket. Vejret havde om Dagen været roligt og stille, men om Aftenen rejste der sig en hvas og tør Søndenvind, og om Natten begyndte det at storme. Da nu Veddet stod i lys Lue, og Vinden blæste ind mod Befæstningen, gik der snart Ild i Kastellerne, som vare byggede af Træ, og da Muren paa mange Steder ogsaa var af Træ, greb Ilden snart saa vidt om sig, at alt stod i een Lue, saa at der den følgende Morgen ikke saaes noget af Danevirke uden Stenene. Da rykkede Kejseren med hele sin Hær til Slees til sine Skibe, paa hvilke de satte over Fjorden til Jylland. Da havde man ikke længere Mangel paa Levnetsmidler, thi der vare Kvæg i Mængde til Strandhug. Da Kong Harald spurgde, at Danevirke var brændt, og Kejser Otto rykket ind i Jylland med en stor Hær, drog han imod ham med sin Hær; og da de mødtes, kom det til en haard og langvarig Træfning, hvis Udfald blev, at Kejseren sejrede, men Kong Harald flyede bort til Limfjorden, hvor han fik sig et Skib, og foer ud paa Mors; da droge der Mænd imellem ham og Kejseren, og der blev bestemt Vaabenhvile og en Sammenkomst. Selve Kejseren og den danske Konge kom dernæst sammen paa Øen Mors. Med Kejseren var en Biskop, ved Navn Poppo; han forkyndte Troen for Kong Harald, og fortalte ham mange af den almægtige Guds Mirakler. Efterat Biskoppen saaledes længe og snildt havde talt Guds Sag, svarede Kong Harald saaledes: “Ej er jeg let til at forlade den Tro, som jeg og mine Frænder og Fædre i en lang Tid for mig have haft og holdt, saa at jeg ikke opgiver den for eders Ord allene, om du end taler skjønt og sagtmodig, uden at I derhos vise et aabenbart Tegn, saa at man ikke behøver at tvivle om, at eders Tro er bedre og rettere end vor.” Biskop Poppe lod da lægge en gloende Jærnskinne i sin højre Haand, og bar den ni Fod, saa at alle saae derpaa; siden viste han Kong Harald sin Haand, at den ikke var forbrændt. Ved at see dette bevægedes Kongen saa meget, at han strax antog Troen, og blev døbt tilligemed hele hans Hær. Kong Harald havde, medens han opholdt sig paa Mors, før ovenmældte Sammenkomst med Kejseren, sendt Bud til Hakon Jarl, at han skulde komme ham til Undsætning. Jarlen var da kommen til Øen, just som Kongen havde ladet sig døbe; Kongen sendte han, nu Bud, at han skulde komme til ham; og da han kom, nødte Kongen ham til at lade sig døbe. Hakon Jarl blev da døbt tilligemed alle de Mænd, som da vare med ham. Kongen gav derpaa Hakon Jarl Præster og andre lærde Mænd, og sagde, at Jarlen skulde lade alt Folket i Norge døbe. Derpaa skiltes de, og Jarlen drog ud til Hals i Limfjorden, og væntede paa Bør. Der siges, at Kejser Otto stod Fadder til Kong Haralds Søn Svend, og gav ham sit Navn; og han blev døbt med Navnet Otto Svend. Kejseren fandt, at Oles Plan havde været dem til fortrinlig Nytte, og han spurgde ham igjen om, i hvilket Land han var født, og om hans Slægt, “Ej vil jeg nu længere holde mig skjult for eder, Herre.”” svarede Ole, “jeg hedder Olaf, og er norsk af Æt, Konning Tryggve Olafssøn var Fader min,” “Din Fader har jeg hørt omtale,” svarede Kejseren, “men dog mere dig selv; nu vil jeg, at du drager med mig til Saxland, og skal jeg gjøre dig til en stor Høvding i mit Rige.” “Haver Tak for eders Tilbud!” svarede Olaf, “men jeg har et Rige i Vindland, og det maa jeg passe; men gjerne vil jeg være eders Ven.” Kejseren sagde, at saa skulde være. Derefter drog Otto tilbage til sit Rige i Saxland, og han og Kong Harald skiltes som gode Venner. Kong Harald holdt vel sin Kristendom lige til sin Død. Kong Burislaf drog til Vindland, og med ham hans Svigersøn Olaf Tryggvesøn. Denne Strid, som de holdt i Danmark, omtaler Halfred i Olafs Drape:

Skibes hurtige Styrer,
Sønden for Hedeby i
Danmark, af Brynjebirke (27)
Barken ganske hugged.


Hakon Jarl forkaster den kristne Tro og affalder fra Kristendommen

71. Vi kom før fra, at Hakon Jarl laae ved Hals i Limfjorden, og væntede efter Bør, men da han fik saadan Vind, at han væntede at kunne naae ud i rum Sø, satte han alle de viede Mænd i Land, og sejlede Dernæst ud i Havet. Og da Vinden drejede sig om til Sydvest og dernæst til vest, sejlede Jarlen igjennem Øresund, og hærjede paa begge Kyster; derpaa sejlede han øster under Skaane, og hærjede, hvor han kom frem. Men da han kom øster ind mellem Gøteskjær, lagde han til Land, og anrettede et stort Offer; da kom der to Ravne flyvende, og gole højt, hvoraf Jarlen tyktes vide, at Odin havde fundet Behag i hans Offer, og vilde skjenke ham Sejer i Kampen. Han stak da Ild i sine Skibe, og brændte dem alle, gik dernæst op paa Land med sine Folk, og foer frem med Hærskjold. Da kom Jarlen Ottar, som herskede over Gøtland, imod ham med en stor Hær, men Hakon Jarl sejrede, og Ottar Jarl faldt med største Delen af sit Folk. Hakon Jarl drog gjennem begge Gøtlande, og foer frem med Hærskjold, indtil han kom til Norge; dette omtaler Ejnar Skaaleglam:

Han, som de flyende Fjender
Fældte, gik paa Marken,
Guder om Skjæbnen at fritte,
Gaves ham Held til Striden;
Saae da Krigeres Høvding
Hidsige Aadselgribbe,
Goterne Offermanden (28)
Ødelægge vilde.
Sværdes Møde holdt Jarlen,

Der hvor forhen ingen
Under hvælvede Skjolde
Viste sig før at hærje;
Længere op fra Havet
Ingen bar gyldne Skjolde,
Gjennem hele Gøtland
Gik i Kampfærd Fyrsten.


Jarlen kommer hjem til Norge

72. Da Hakon Jarl drog med Hærskjold østenfra gjennem Gøtland, spurgde Kejserens Jarler Urgethrjot og Brimiskjar til hans Færd og hele Fremgangsmaade. De vare i Vigen, og havde kristnet hele Vigen lige til Lindesnæs; de fandt det nu ikke raadeligt, at oppebie Hakon Jarls Ankomst, da de frygtede for, at Indbyggerne skulde forene sig med ham imod dem. De flygtede derfor bort med alle de Skibe, som de havde haft med sig did, og desuden otte andre. Da Hakon Jarl kom til Vigen, erfarede han snart, hvad Jarlerne der havde foretaget sig, at de havde nedbrudt Gudehusene, og kristnet alt Folket, hvor de kunde komme afsted dermed. Hakon lod da igjen opbygge alle de Gudehuse, som vare nedbrudte, og sendte Bud over hele Vigen, at det skulde ikke være nogen til Baade, at holde den Tro, som Jarlerne havde paabudet. Siden drog han landvejs op til Throndhjem, hvor han først slog sig til Ro; da raadede han ene over hele Norge, og betalte aldrig siden Skat til den danske Konge, og han var efter den Tid i alle Henseender værre og mere hedensk, end før han blev døbt.


Olaf Tryggvesøns Hærfærd

73. Det fortælles om Olaf Tryggvesøn, at han aldrig skal have ofret til Afguderne, og Troen paa dem var ham meget modbydelig, men alt det, han hørte sige om Himlens Gud og hans store Tegn, syntes han meget vel om, men dog gjorde de Guds Jærtegn, som han havde seet i Danmark, mest Indtryk paa ham. Vinteren efter at han skiltes fra Kejser Otto, opholdt han sig i sit Rige i Vindland, men om Vaaren rustede han sine Skibe, og drog paa Krigstoge; han hærjede først paa Frisland, Dernæst paa Saxland og hele Flæmingeland (29); saa siger Halfred:

Tryggves Søn til Slutning
Saxers hæslige Aadsler
Hugge til Bytte for Hexens
Barske Hest lod ofte;
Vennesælle Konning
Vide Frisers sorte
Blod gav Aftenrytteres
Blakkede Heste (30) at drikke.

Urostifteres Tvinger
Trak af Balgen Sværdet,
Hærens Fører uddeelte,
Flæmingers Kjød til Ravne.


Olaf Tryggvesøn faaer et Skjold af Thangbrand

74. I den Tid var Albert Biskop i Bremen i Saxland; hans Lærling var Thangbrand, en Søn af Grev Vilbald af Bremeborg, Han yar voxen, da Biskop Hugbert af Kanterborg engang indbød Biskop Albert til sig, og gav ham og hele Hans Følge kostbare Foræringer. Paa denne Gjæstefærd var Thangbrand med Biskoppen, og da Foræringerne bleve frembaarne, sagde Biskop Hugbert til Thangbrand: “Du fører dig op som en Ridder, skjønt du er Klerk, derfor giver jeg dig et Skjold, hvorpaa er mærket det hellige Kors med vor Herres Billede, det hentyder til din Lærdom.” Thangbrand tog med Takke imod Gaven. Han drog siden med Albert bort fra Gildet, og kom igjen til Saxland, hvor Kong Olaf Tryggvesøn den Gang var tilstede. Thangbrand kom til at tale med ham, og bar da det Skjold, som Biskop Hugbert havde givet ham; men da Kong Olaf fik øje paa Skjoldet, saae han nøje efter, hvad det var, der stod mærket paa det, og beundrede det meget; han spurgde da Thangbrand: “Hvem er det, der er piint paa Korset, som I Kristne dyrke?” “Vor Herre Jesum Krist dyrke vi,” svarede Thangbrand. “Hvad Ondt gjorde han da?” spurgde Kongen, “siden han blev saaledes piint?” Nu fortalte Thangbrand ham udførlig om Herrens Pinsler og Korsets Tegn. Da spurgde Kong Olaf, om han vilde afhænde dette Skjold, men Thangbrand gav ham det. Kongen sagde: “Denne Gave behager mig særdeles vel, og dersom det nogen sinde skal hændes dig, at du tykkes at behøve Hjælp eller Understøttelse af nogen, kom da til mig, og skal jeg da lønne dig for Skjoldet, men dog vil jeg, at du nu skal modtage lidt Sølv af mig.” Thangbrand takkede, og Kongen lod da betale ham Skjoldets Værdi, hvorpaa de skiltes med Venskab. Siden sejlede Kong Olaf om Høsten hjem til Vindland, og opholdt sig der den tredie Vinter.


Kong Olaf mærker sig med Korset

75. Da Kong Olaf Tryggvesøn havde været tre Vintre i Vindland, hændtes en Begivenhed, som gjorde ham og mange andre der i Landet stor Sorg; det var nemlig, at hans Kone Dronning Gejra faldt i en Sygdom, og døde. Kong Olaf tog sig dette saa nær, at han ikke holdt mere af at blive i Vindland. Han rustede derfor sine Skibe, drog om Bord, og sejlede først til Danmark, hvorfra han agtede sig øster til Garderige; og det kan ogsaa synes rimeligt, at han i sin Sorg først vilde søge did, hvor han havde været længst og fundet sig mest tilfreds. Men medens de laae ved Danmark og væntede efter Bør, gik Kong Olaf en Dag op paa Land, og gjorde Strandhug efter Krigsfolks Skik. Da Indbyggerne bleve det vaer, samlede de sig, og rykkede imod dem med en talrig Hær. Kongen og hans Folk vidste af intet, før en stor Mængde Folk kom imod dem fra alle Kanter; de vilde da undflye, men kunde ikke i en Hast finde nogen Udvej til at undkomme, thi det var vel en tyk Kratstov, de vare i, men der vare dog ingen sikre Skjulesteder. Kong Olaf talte da til sine Mænd med megen Fortrøstning om Guds Miskundhed. “Jeg veed,” sagde han, “at den Gud, som raader over Himlen, og har skabt alle Ting, er mægtig; jeg har ogsaa hørt, at han har et Sejersmærke, hvormed der følger en stor Kraft, det er det Kors, hvorpaa han blev piint; nu ville vi alle ydmygt bede til denne Himlens Gud, at han for sit Korses Skyld vil skjule os, og dernæst lægge os ned paa Jorden, og tage to Grene og lægge over os i Lignelse af Korset.” De gjorde alle, som han bød. Nu kom Fjenderne ansættende med meget Gny og Vaabenbrag, og agtede strax at gribe dem, da de havde seet dem Øjeblikket tilforn kort fra sig; men da de tabte dem af Syne, løb de nu hid og did omkring i Skoven, thi de bleve dem ikke vaer, skjønt de laae lige for deres Fødder; saaledes skjulte det hellige Kors dem med Guds Bistand. Indbyggerne opgave da at søge længere, og droge bort, men Kong Olaf og hans følge stode op, og droge afsted til deres Skibe. Hine saae det, og satte haardt efter dem, men Kongen og hans Mænd reddede sig endnu ved blot at lægge sig ned paa Jorden, hvor de vare, stolende paa Guds Miskundhed. Og de Danske fandt dem ligesaa lidt nu, da de laae paa den frie Mark, som da de før laae inde i den tætte Skov.


Om Kong Olaf

76. Efter denne Begivenhed styrede Kong Olaf med sine Skibe efter til Garderige, hvor han fandt god Modtagelse hos Kong Valdemar og Dronning Allogia, og opholdt sig med sine Mænd Vinteren over i Holmgaard. En Nat saae han i Søvne et stort og mærkværdigt Syn: det forekom ham som der stod en stor Steenstøtte, der hævede sig saa højt op i Luften, som han kunde see; denne Støtte saae udenpaa ud, som om der vare huggede Trin eller Afsatser i den; det forekom ham, som han gik opad den saa langt, til han var kommen op over Skyerne; da mødte ham saa sød en Vellugt, at han aldrig før havde fornummet dens Lige; han saae sig da omkring, og saae paa alle Sider af sig skjønne Steder, blomstrende af alskens Yndighed; der saae han skinnende Mænd, iførte hvide Klæder og prydede med alskens Glands og Herlighed, og fulde af jublende Fryd, saa at det var umuligt at beskrive det med Ord; dernæst hørte han en Røst oppe over sig tale saalunde til ham: “Hør du, Olaf, haabefulde Mand! mangfoldiggjøres skulle dine Værker til det Gode og bære de herligste Frugter, Gud til Priis og dig til Hæder, baade i den nærværende og i kommende Tider, thi du dyrkede aldrig de forbandede Afguder, og viste dem ingen hedensk Tjeneste; derfor skal ogsaa dit Navn vorde berømt vidt omkring i Verden; men dog fattes dig endnu meget i, at du er Guds fulde Tjener, thi du har endnu ikke fuldkommen forstand eller Kundskab om de guddommelige Ting, og du er ikke renset i den hellige Daab.” Da blev Olaf bange, og sagde med stor Bekymring: “Hvo est du, Herre! at jeg kan troe paa dig?” Røsten svarede ham: “Far du til Grækeland! der vil Herren din Guds Navn vorde dig kundgjort, og om du troer paa ham retteligen, og opfylder hans Bud med Troskab, da vil du vejlede dig selv og mange andre fra den hedenske Troes mørke Vildstier ind paa den hellige Troes lyse Veje, thi Gud har udvalgt dig til at du skal vise mange Folk til hans Dyrkelse, og derfor vil du opnaae den evige Salighed, og langt større Herlighed, end du nu har seet her.” Da han havde seet og hørt disse Ting, og agtede at stige ned af Støtten, saae han neden for sig mange skrækkelige Steder, fulde af luende Kvaler, og hørte de der pinte Sjæles Hylen, Fortvivlelse og ynkelige Graad; der syntes han kjende mange af sine Venner og mange Høvdinger, som havde troet paa de hedenske Guder, og der saae han en skrækkelig Kval beredt for Kong Valdemar og Dronning Allogia. Ved hele dette Syn kom der en heftig Rædsel over ham, som gjorde saadant Indtryk paa ham, at hans Øjne vare fulde af Taarer, da han vaagnede. Saasnart han om Morgenen havde faaet sine Klæder paa, bød han sit Mandskab strax at gjøre sig færdig til Afrejse, og han styrede nu uopholdelig med sine Skibe til Grækeland. Der fandt han mange herlige Lærere, som forkyndte ham den Herres Jesu Kristi Navn, og der siges, at Olaf da blev primsignet. Han bad dernæst en Biskop, ved Navn Povel, om at rejse med til Garderige og forkynde Guds Kristendom for de hedenske Folk. Biskop Povel var Gud meget hengiven, og lovede, at han vilde drage til Garderige, hvis Olaf vilde rejse forud, og tolke hans Ærende, saa at Høvdingerne ikke skulde sætte sig derimod, men han kunde der grundfæste Guds Kristendom. Kong Olaf drog da tilbage til Garderige, og forkyndte der den heilige Tro først for Kongen og Dronningen allene. Kongen stod i førstningen fast imod, men Dronningen var mere eftergivende, og ved hendes Tilskyndelse kom det omsider saa vidt, at Kongen lod stævne til et Hovedthing. Da nu mange Stormænd og en Mængde Folk vare sammenkomne, og Thinget var sat, stod Olaf Tryggvesøn op, og talte saalunde: “Jeg vænter, Herre Konning! at I ved eders Viisdom vil indsee, hvad jeg har andraget for eder, at det er eder og alle andre, høje og lave, i mange Henseender bedre: at troe paa een sand Gud, sin Skaber, ham, som gjorde Himlen og Jorden og alle Ting, synlige og usynlige, og som giver alle, som retteligen tro paa ham og retteligen tjene ham, den evige Salighed uden Ende: hellere end at vildes i saa stort et Mørke, og troe paa de falske Afguder, som saa meget mindre kunne skaffe andre nogen Hjælp, som de ikke engang kunne røre sig selv af Stedet, uden de blive baarne eller trukne af andre; saasom jeg for lang Tid siden sagde til eder, den Gang jeg endnu ikke kjendte til Gud, at det syntes mig i alle Henseender uforstandigt at tjene dem; derfor skal jeg anvende al min Flid og Stræben, og aldrig holde op med at byde eder Guds Navn, førend jeg har vejledet eder, Konning! og hele dette Folk fra den mørke Vildsti, I altfor længe have betraadt, ind paa den klare Forhaabningens Vej til den evige Salighed.” Kong Valdemar svarede paa Hans Tale med disse Ord: “Af de smaae Straaler, som af dine favre Overtalelser lyse til min Sjæl, troer jeg at kunne antage, at de Kristnes Religion er bedre end vor; men den gamle Troes lange Vane holder mig tilbage, saa at den fremmede Tro ikke kan røre mit Hjærte, og desuden siger min Følelse mig, at det næppe passer sig for min Vankundighed, at forkaste den Tro, som mine Frænder og Forfædre have holdt bestandig alle deres Dage, den ene efter den anden; derfor vil jeg om denne vanskelige Sag høre andres Betænkning, først Dronningens, som er meget visere end jeg, siden alle andre Høvdingers og vore Raadsherrers!” Man roste nu lydelig Kongens Tale. Men da man igjen fik Lyd, og Dronningen saalunde til Orde: “Denne Mand Olaf kom til dig, o Konning! da han endnu var et Barn, han var den Gang nylig kommen fra Udlændighed og Trældom, men du tog ham, skjønt Udlænding og ukjendt, i din Naade, saa at du opfødte og fostrede ham saa kjærlig som din egen Søn. Denne din Godhed gjengjældte han med Taknemmelighed ved at styrke og forøge dit Rige, saasnart hans Alder og Kræfter tillode ham det; derfor blev han elsket af alle gode mennesker. Nu var han borte en Tid, og var en mild og god Raadgiver for Høvdinger, hvem han ikke skyldte saa meget Godt som dig; han synes og med stor Inderlighed og Alvor at andrage sit Ærende, som fortjener at høres, og som alle vise Mænd ville finde at være til Held; det er mig derfor nu klart, at det er denne Mand, som eders Moder, Konning! fordum forudsaae, og som mange andre af dette Riges Viismænd forudsagde, naar de ytrede, at en udenlandsk Mand skulde opfødes her, som ikke blot skulde pryde dette Rige med sin Forstands og Viisdoms skinnende Lys, men hvis Godhed ogsaa vilde faverlig blomstre vidt omkring paa andre Steder; det saae jeg stedse i hans Aasyn, og derfor syntes jeg strax og stedse siden mere om ham end om andre unge Mænd, og det er Sandheden, og ikke hvad onde mennesker ymtede om, at Udyd boede under Kjærlighedens Maske.” Dermed sluttede Dronningen sin Tale, og alle roste hendes Veltalenhed og Viisdom; og Thinget sluttedes nu med, at alle ved Guds Miskundhed og Dronningens Tilskyndelse lovede at antage den sande Tro. Nu kom Biskop Povel fra Grækeland under Kong Olafs Beskyttelse, og døbte Kong Valdemar og Dronning Allogia, og alle deres Folk, og bestyrkede dem i den hellige Troe. Dette er den første Frugt, som den himmelske Konges tro Tjener bragde sin Herre af sit Arbejde, da han endnu ikke var døbt, efter den hellige Basilius’s Exempel, der offentligen prædikede den hellige Tro, før han var døbt. Det er heller ikke underligt, at Gud indblæste sin Aand i denne Mand, som var primsignet under Bekjendelse af den hellige Tro, da han havde valgt ham til at prædike sit Ærende for hedenske Folk, eftersom det samme guddommelige Forsyn valgde Ambrosius, førend han endnu var døbt, til Erkebiskop for sin Menighed, og det aabenbarligen sendte sin Engel til at vise den hedenske Høvedsmand Cornelius Hjælpestien til den hellige Tro, for at han kunde derved nyde Godt for alle de gode Gjerninger, han saa længe havde øvet. Denne samme vor Herre Jesus Kristus aabenbarede sig for den hedenske Ridderhøvding Placidus, og kaldte ham til sin Miskundhed, eftersom han forhen ikke kjendte til det Guddommelige, skjønt han gjorde meget Godt. Hvad der her er berettet om Olaf Tryggvesøns Forkyndelse af Kristendommen i Garderige, er ikke utroligt, thi en berømt og troværdig Bog, som hedder Imago Mundi fortæller tydelig, at de Folk, som hedde Russer, Polakker, Ungarer kristnedes i den Ottos Dage, som var den tredie Kejser med det Navn. Somme Bøger berette Sagen saaledes, at Kejser Otto har, ledsaget af Olaf Tryggvesøn, draget med sin Hær til Østerleden og tvunget vidt og bredt disse Landes Indbyggere til at antage Krisiendommen.


Om Kong Olaf Tryggvesøns Krigstoge

77. Dernæst beredte Kong Olaf sine Skibe og Tropper, og drog bort fra Garderige; han sejlede først til Danmark og derfra vester over Havet; saa siger Hallarstejn:

Med den milde Fyrste
Mange Snekker, med Skjolde
Smykkede, siden løbe
Sammen bort fra Garder (31);
Og den trofaste Olaf,
Tryggves Arving, hærjed
Vesterlandene, fældte
Folkenes Børn med Sværde.

Kong Olaf styrede først til England, og hærjede der vidt og bredt; saa siger Hallarstejn:

Blodige Kongefolkets
Brande (32) lød i England,
Oddes Rødning (33) skilte
Engelske Mænd ved Livet.

Han sejlede ogsaa nord op til Nordhumberland, og holdt der en Træfning, og blev Dernæst ved at styre imod Norden, og kom til Skotland, hvor han hærjede vidt og bredt; derom taler Hallarstejn saaledes:

Herskeren ogsaa Skotland
Hærjed med blanke Sværde,
Skarpe Odde bed dødsens
Skotter til Fode for Ulve.

Fra Skotland sejlede Kong Olaf til Syderøerne, og holdt der nogle Træfninger; siden styrede han igjen imod Sønden til Man, og holdt der et Slag; han plyndrede ogsaa paa Kysterne af Irland, og brændte der Bøjgderne vidt og bredt; saa siger Hallarstejn:

Voldsomt Irers Bøjgder
Vide brændte Stridens
Uforsagte Fører;
Frygtløs Daad han øved.

Derpaa styrede han til Bretland, og hærjede der vide om Land; dernæst sejlede han vester til Valland, og hærjede der. Om hele denne Olafs Krigsfærd kvæder Halfred Vanraadeskjald saalunde:

Heftig den unge Konning
Hærjed paa Anglers Lande,
Vaabenregns Opvækker
Voldte Nordimbrer Bane;
Ulves Mætter vide
Ødelagde Skotter,
Sværdleg paa Man opførte
Mægtige Gulduddeler.

End lod Krigeren Irers,
Øboers Hære falde,
Hæder søgte ved Kampfærd
Heltes tapre Fører;
Fyrsten slog de bretske
Folk, og hug de valske
Ned for Fode; Glentens
Graadighed da blev standset.


Om Kong Olafs Samtale med en Viismand

78. Kong Olaf Tryggvesøn sejlede vesten fra Valland, og agtede sig til England; men Vinden var ham imod, og drev ham hen til de Øer, som kaldes Syllinger, der ligge ude i Havet vesten for England; der lagde han ind i en Havn, hvor han laa en Tid. Da vare der fire Vintre forløbne fra den Tid, han drog fra Vindland. Da Kong Olaf laa ved Syllingerne, spurgde han, at der paa Øerne var en Spaamand, som forudsagde tilkommende Ting, og mange havde fnndet, at det gik efter hans Ord. Kongen blev meget nysgjerrig efter at forsøge denne Mands Spaadom; han sendte da den af sine Mænd, som var den største af Væxt og skjønneste af Udseende, iført prægtige Klæder, og bad ham gaae til Eremitten, og sige, at han var Kongen; thi Olaf var da bleven berømt over alle Lande af, at han var større og skjønnere end andre Mænd; men af sit Navn beholdt han, siden han første Gang drog bort fra Garderige, ikke mere, end at han kaldte sig Ole, og udgav sig for en gerdsk (34) Mand. Sendemanden kom til Spaamanden, og sagde, at han var Kongen. “Ej est du Konning,” svarede Spaamanden, “men det er mit Raad, at du er tro imod din Konning.” Mere sagde han ikke til ham. Denne drog da tilbage til Kongen, og sagde, hvordan det var gaaet mellem ham og Spaamanden, og da troede Kong Olaf, at denne var en virkelig Spaamand, og længtes nu mere end før efter at besøge ham; han drog da til ham, og havde en Samtale med ham. Kongen spurgde, hvad Spaamandens Mening var om et Rige eller anden Lykke var ham beskaaret. Eremitten svarede med hellig Spaadomsaand: “Du skal blive en berømt Konning og udføre mange navnkundige Bedrifter, og du vil omvende mange mennesker til den sande Tro og hellige Daab, og i det vil du baade hjælpe dig selv og mange andre; men for at du ikke skal drage mit Udsagn i Tvivl, da skal du have det til et Mærke derpaa, at, naar du kommer til dine Skibe, da skal du der møde Svig og Fjender, med hvilke du skal holde Kamp og miste nogle af dine Folk, og selv faae et stort Saar, saa at du af dette Saar skal være nær ved Døden og blive baaren paa Skjoldet til Skibet, men dog skal du blive helbredet af dette Saar inden syv Nætter, og derefter snart lade dig døbe. Derpaa drog Kong Olaf tilbage til sine Skibe, hvor han mødte Fjender, som vilde dræbe ham og hans Folk, og det gik alt af, ligesom Eremitten havde forudsagt ham, at Kongen blev baaren saaret ud paa Skibet, og at han blev helbredet inden syv Nætter. Da troede han at kunne være overbeviisit om, at denne Mand havde sagt ham sande Ting, og at han var en sand Spaamand, hvorfra han end havde sin Spaadom, og Olaf drog da anden Gang til ham, og spurgde ham nøje ud, hvorfra han havde den Viisdom til at forudsige tilkommende Ting. Eremitten sagde, at selve de Kristnes Gud lod ham vide alt det, som han ønskede at vide. Han fortalte da Olaf om mange af Guds underlige Gjerninger, og efter hans Overtalelser lovede Olaf at lade sig døbe; hvorefter han igjen drog til sine Skibe.


Olaf Tryggvesøn døbes

79. En berømt Abbed raadte for et anseeligt Kloster der paa Øerne; til dette Kloster styrede Olaf dernæst med sine Skibe og hele sin Hær. Men den Guds Mand, som raadte derfor, vidste af sin Spaadomsaand forud Olafs Ankomst; han sammenkaldte derfor alle de Brødre, som stode under ham, og bad dem iføre sig deres kosteligste Dragt; “thi vi skulle,” sagde han, “gaae i Procession til Stranden, og paa det hæderligste tage imod den Skibshær, som snart vil komme til os.” Da nu Abbeden var færdig, og de alle vare klædte, gik han til Stranden med alle Brødrene og mange andre Klerke og den hellige Kirkes Tjenere, som stode under ham. Det var tidlig paa Dagen. Kong Olaf var nu kommen i Land med alle sine Mænd; de bleve da vaer langt foran sig saa stor en Glands, at de i Førstningen ikke ret vidste, hvad det kunde være, thi vidt og bredt gav det Gjenskin, da Morgensolen skinnede paa de kostelige Klæder, hvormed Abbeden og hans Klerkefolk vare prydede. Da de kom til dem, førte Abbeden ham til sit Kloster, og da de havde sunget, hilste de paa hinanden med megen Venlighed. Olaf knælede i al Ydmyghed for Abbeden; denne rejste ham op, kyste ham, og talte saaledes til ham: “For kort Tid siden blev mig viist og sagt, hvo du var, og hvo du skal vorde, thi den Herre Jesus Kristus sendte dig derfor hid til disse Øer, at vi skulle forkynde dig den hellige Lære, og yde dig og dit Folk Daabens hellige Embede, hvoraf du og alle de, der ville antage den sande Tro, skulle erholde evig Hjælp og Trøst.” Saadanne og mange andre skjønne Ord talte Abbeden med megen Veltalenhed, og forestillede dem Sagen udførlig; og dernæst døbte han med Guds Tilladelse Kong Olaf og hele hans følge. Der opholdt Olaf sig længe med sine Mænd, og blev underviist i den hellige Lære og gode Sæder af denne Guds Mand og hans Klosterbrødre. Abbeden sagde til Olaf, at han skulde vorde Konge over Norge, og at han var udvalgt af Gud til at vise mange Sjæle den rette Vej til deres Skaber. Olaf var 25 Aar, da han blev døbt. Da vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 993 Aar; det var i det 10de Aar af Kejser Otto hin Unges, og i det 2lde Aar af Englændernes Konge Adelraads Regjering.


Kong Olaf bejler til Gyda

80. Kong Olaf sejlede om Høsten fra Syllingerne til England, og førte med sig fra Øerne Præster og andre lærde Mænd. I England foer han da frem med Fred, thi Landet var kristent ligesom han selv. Som han nu laa der i en Havn, kom der et Thingbud, at alle Mænd skulde komme til Thinge. Da nu Thinget var sat, kom der en Dronning, ved Navn Gyda, en Søster til Olaf Kvaran, som var Konge i Dublin paa Irland. Hun havde været gift med en mægtig og højbyrdig Jarl i England, men han var død, og hun styrede nu Riget efter ham. I hendes Land var der en Mand, ved Navn Alfvine, en stor Kæmpe og Holmgangsmand; han havde bejlet til Dronning Gyda, men hun svarede ham saa, at hun vilde selv vælge, hvem hun vilde have af de Mænd, der vare i hendes Rige, og Grunden til at hun havde stævnet Thing var, at Gyda vilde kaare sig en Mand. Alfvine var nu kommen der, prydet med sine bedste Klæder, og alle Høvdinger og mægtige Mænd vare vel klædte. Olaf var ogsaa kommen til Thinget, men var iført sine Rejseklæder, og havde en lodden Kappe oven paa og en Rejsehat over Hovedet; han stod langt fra andre Folk med sin Trop. Gyda gik nu omkring, og bettagtede enhver, der forekom hende at have noget mandigt Udseende. Da hun nu kom hen, hvor Olaf stod, betragtede hun ham fra alle Sider; derpaa løftede hun hans Kappehætte, og saae ham op i Ansigtet, og sagde: “Hvo er denne Mand?” “Jeg hedder Ole,” svarede han, “og er her fremmed.” “Hvis du vil have mig,” sagde Gyda, “da kaarer jeg dig til min Mand.” “Det vil jeg ikke afslaae,” svarede han “hvad er dit Navn, og af hvad Æt og Byrd er du?” “Jeg er en Kongedatter fra Irland,” sagde hun; “jeg blev gift her til Landet med den Jarl, som styrede dette Landskab, som jeg nu har regjeret, siden han døde; adskillige have bejlet til mig, men jeg vilde ingen af dem have; men mit Navn er Gyda.” Hun var en ung og meget smuk Kvinde. De talte nu derom, og afgjorde Sagen saaledes imellem sig, at han trolovede sig med Gyda. Dette blev Alfvine meget opbragt over, og da det i den Tid var Skik i England, at, naar to Mænd stredes om een Ting, saa skulde de gaae i Holmgang, og skulde den saa have Tingen, hvem Lykken fulgde i Kampen; saa udbød Alfvine Olaf til Holmgang om denne Sag; de bestemte Tid og Sted til Kampen og derhos, at de skulde være tolv paa hver Side. Da de nu rustede sig til Holmgangen, gav Olaf sine Mænd store Øxer, og bød dem, naar de kom imod Bersærkerne, at gjøre, hvad de saae ham gjøre; han havde og selv en stor Øxe. Da de nu kom sammen paa den bestemte Holmgangsplads, vilde Alfvine hugge til Olaf med sit Sværd, men Olaf slog ham Sværdet ud af Haanden med Øxen, og i det næste Hug slog han ham, saa han daanede, tog ham derpaa og bandt ham fast. Saa gik det alle Alfvines Mænd, at de bleve slagne og bundne og bragte til Olafs Herberge. Siden lod Olaf Alfvine drage bort fra England, og forbød ham nogensinde at komme tilbage, men han tilegnede sig alle hans Jorder og Ejendomme. Dernæst holdt han Bryllup og fik Gyda tilægte. De avlede en Søn sammen, som fik Navnet Tryggve, og var meget haabefuld.


Thangbrands Enekamp med een af Hofsinderne

81. Før talte vi om, at Kong Olaf og Thangbrand skiltes med Venskab. For de Penge, Kong Olaf gav Thangbrand for Skjoldet, Kjøbte han en dejlig irlandsk Mø; Dernæst rejste han hjem til Bremeborg med Biskop Albert, og havde Møen med sig. Kort efter vilde een af Kejserens Gisler fratage Thangbrand den irlandske Mø, men Thangbrand stod imod, og vilde ikke lade sig hende fratage. Gislen var en stor Kæmpe og Holmgangsmand, og han bød nu Thangbrand ud til Enekamp; Thangbrand tog imod Udfordringen. De sloges, og Thangbrand fik Seier, og fældte Gislen. Derfor blev han landsforviist fra Saxen, og han drog da til England til Kong Olaf, som tog vel imod ham, og lod ham vie til sin Hofpræst.


Kong Olaf faaer Hunden Vige

82. Da Kong Olaf havde faaet Gyda hin Irlandske til ægte, opholdt han sig i England, stundom ogsaa i Irland. Medens han var i Irland, hændte det sig en gang, at han gjorde et Hærjetog med en stor Flaade, og da de behøvede Strandhug, gik Folkene op paa Land, og dreve en Deel Kreaturer ned til Strandbreden. Der kom da en Bonde efter dem, og bad dem at give sig de af hans Køer, der vare i Hjorden, som de dreve bort: “Tag dine Køer bort, om du kjender dem!” svarede Olaf, “og om du kan faae dem skilte fra den hele Flok, saa at du ikke opholder vor Færd; men jeg troer, at hverken du eller nogen anden vil komme af sted dermed blandt de mange Hundreder, som vi drive.” Bonden havde en stor Hyrdehund; den viiste han ind i den sammendrevne Kvægflok; den fraskilte snart og drev bort ligesaa mange Nød, som Bonden sagde, at han ejede der, og disse Nød vare ogsaa alle mærkede med eet og samme Mærke, hvoraf de kunde vide, at Hunden maatte have kjendt ret. “Meget klog er din Hund, Bonde!” sagde da Kongen, “vil du give mig Hunden?” “Gjerne vil jeg det,” svarede han. Kongen gav ham strax en stor Guldring for den, og lovede ham sit Venskab; denne Hund hed Vige, og var den klogeste og bedste af Hunde, og Olaf havde denne Hund længe derefter.


Kong Harald Gormssøns Krigstog

83. Da Danekongen Harald Gormssøn spurgde, at Hakon Jarl havde forkastet Kristendommen, og hærjet vidt og bredt paa hans Land, som før blev berettet, udbød Kongen en Hær over al Danmark, og drog dermed til Norge, og da han naaede til det Rige, som Hakon Jarl styrede, begyndte han at hærje, og dræbte alle de Folk, han traf paa, brændte Bøjgderne, og ødelagde hele Landet, hvor han foer frem, saa der stode allene fem Gaarde tilbage i Læredal i Sogn, som ikke vare brændte; men alle Folk, som kunde komme afsted dermed, flyede til Skovene med alt det Løsøre, som de kunde føre med sig. Kong Harald kom med sin Hær til Solunder-øerne, og laa der med hele sin Flaade, og man siger, at han havde fulde 1200 Skibe, og med hele den Flaade agtede han sig til Island, at hævne den Beskæmmelse, som alle Islænderne havde gjort ham, i det de udgave den lov over Island, at der skulde gjøres en Nidvise om Kong Harald for hvert Hoved, der var paa Landet; Grunden hertil var, at et Skib, som Islænderne ejede, strandede i Danmark, men de danske kaldte det Vrag og tog alt Godset. Kongens Foged, ved Navn Birger, anførte ved den Lejlighed de danske, men da Kongen ikke, da Sagen blev kæret for ham, vilde rette, hvad forbrudt var, bleve Nidviserne stilede mod dem begge, baade Kongen og Birger. Kong Haralds Raadgivere og Høvdinger raadede ham fra at sejle til Island, og sagde, som sandt var, at Vejen var saa lang til Island, at man ikke kunde holde saa stor en Flaade samlet; de Danske kjendte heller ikke Havnene, men Folket der i Landet var haardt at komme i Kast med. Kongen opgav da denne Rejse, og sejlede igjen sønderpaa med Flaaden, og drog siden til Danmark; men Hakon Jarl herskede over Norge, og lod bygge alle de Bøjgder, som Kong Harald havde brændt og ødelagt, og gav fra den Tid Danekongen ingen Skat.


Jomsvikingernes Ophav

84. Kong Haralds Søn Svend, som siden fik Tilnavnet Tveskæg, voxte i sin Ungdom op hos en mægtig Høvding, som hed Palnatoke, og herskede over Fyen. Da Svend var voxen, krævede han en Deel af Riget af sin Fader, men det skede den Gang som forhen, at Kong Harald ikke vilde dele Danmarks Rige, og Svend fik altsaa intet Rige af ham. Svend skaffede sig da Krigsskibe, og sagde, at han vilde drage paa Vikingetog; men da han havde faaet en Flaade samlet, styrede han med sine Skibe til Sjælland, og ind i Issefjord, hvor hans Fosterfader Palnatoke mødte ham med en stor Flaade. Kong Harald, Svends Fader, laa der forud i Fjorden med Mandskab og Skibe, og agtede at drage i Ledingsfærd. Svend lagde til Strid imod sin Fader, og det blev en haard Træfning. Da strømmede der saa meget Folk til Kong Harald, at Svend maatte give efter for Overmagten og flye; men Kong Harald fik der adskillige Saar, som voldte hans Død, og Palnatoke skal efter Sagnet have givet ham disse Saar. Palnatoke var en Søn af Palner Tokesøn og Ingeborg, en Datter af Ottar Jarl i Gøtland. Palnatokes Forfædre og Frænder havde i lang Tid raadt over Fyen, men da Palnatoke blev Landværnsmand for Kong Burislaf i Vindland og Høvding over Jomsvikingerne, da satte han en Jarl, ved Navn Aage, over Fyen; denne Aage var lige gammel med Kong Haralds Søn Svend, og de vare Fosterbrødre, medens de voxte begge op i Fyen hos Palnatoke. Aages Moder var Aaløf, en Datter af Stefner Jarl i Bretland. I den Tid herskede over Skaane i Danmark Harald Jarl, som blev kaldt Strutharald; Hans Sønner vare: Sigvald, Heming og Thorkel hin Høje. Sigvald var høj af Væxt, langagtig af Ansigt, havde en krum Næse, en bleg Ansigtsfarve og smukke Øjne; Thorkel var den højeste af Mænd, skjøn af Udseende og stærk af Kræfter. Desuden havde Harald Jarl en Datter, ved Navn Tofa. Den Gang herskede over Bornholm en Høvding, som hed Vesete, hans Kone hed Hildegun, deres Sønner vare: Bue hin Digre og Sigurd med Tilnavnet Kappe; Vesetes Datter hed Thorgunna, hun var gift med Aage i Fyen, deres Søn hed Vagn; han var tidlig baade stor og stærk og skjøn af Udseende, men meget ond at komme til Rette med og heftig i Sindet, da han voxte til. Hans Morbroder Bue var ikke smuk, men haard i Sind, han var baade høj og tyk og saa stærk, at man aldrig vidste Exempel paa, at noget var for stærkt for ham. Hans Broder Sigurd Kappe var en skjøn Mand, faatalende og meget beskeden, men af en fast Karakter; han var gift med Strutharald Jarls Datter Tofa. Alle disse unge Mænd, som nu ere opregnede, nemlig Strutharalds Sønner og Vesetes Sønner paa Bornholm og Vagn Aagesøn vare komne til Vindland til Jomsborg, inden Palnatoke døde, og havde underkastet sig de Love, som Palnatoke havde givet Jomsvikingerne. Palnatoke faldt ikke længe derefter i en Sygdom, hvoraf han døde; og nu blev Strutharalds Søn Sigvald sat til Høvding over Jomsvikingerne; men det varede nu ikke længe, inden man afveg meget fra de forrige Vedtægter; saaledes opholdt sig nu Kvinder i lang Tid i Borgen, og der forefaldt ogsaa ofte Slagsmaal og Drab inde i Borgen mellem selve Jomsvikingerne foruden mange andre Overtrædelser af Lovene. Sigvald Jarl rejste engang hjemme fra Jomsborg op i Vindland til Besøg hos Kong Burislaf. Kong Burislaf havde da to Døttre i Live, den ene hed Astrid, den anden Gunhild; hans tredie Datter Gejra, som havde været gift med Kong Olaf Tryggvesøn, var da Død. Astrid var en dejlig og forstandig Kvinde. Sigvald havde ikke opholdt sig længe hos Kongen, inden han fremførte sit Ærende med disse Ord: “Det er eder bekjendt, Herre! at vi have opholdt os en Tid her i Landet for at beskytte eder og eders Rige, thi vi Jomsvikinger og vor Borg har i lang Tid været ligesom en Laas for eders Rige, men vi have forladt vort eget Rige og vore Ejendomme i Danmark. Nu vil jeg reent ud erklære eder, at ej vil jeg gjøre det længere uden Gjengjæld, og derfor sætter jeg dig nu to Vilkaar, at du gifter mig din Datter Astrid, ellers ville alle vi Jomsvikinger drage bort af Borgen hjem til Danmark og passe vore egne Ejendomme der.” “Det vilde være mig og mit Rige meget skadeligt,” svarede Kongen, “at I forlade Jomsborg; men min Datter er en viis og raadsnild Kvinde, derfor vil jeg i denne Henseende meest følge hendes Mening, men dog havde jeg tænkt at gifte hende til en Mand med højere Værdighed, end du besidder.” Kongen talte da med Astrid, og fortalte hende sin og Sigvalds Samtale, og de to talte nu længe om den Sag. Hun sagde, at hun vilde ikke ægte Sigvald, hvad hun saa kunde vænte derfor, men formedelst den Forlegenhed, hendes Fader ellers vilde blive sat i, raadede hun til ikke ganske at afvise Sigvalds Begjering, men hellere tilstaae ham den paa de Vilkaar, som de overlagde, end at opgive Borgen og Landets Forsvar. Man lod da Sigvald kalde, og Kongen talte saaledes til ham: ”Det er min Beslutning, at gifte dig min Datter Astrid, hvis du med alle Jomsvikingerne vil forblive her som før og værge Landet, og derhos skal du, før du faaer hende, befrie os for den evindelige Skat, som vi have at yde den danske Konning, eller i andet Fald skal du skaffe Konning Svend i vor Vold.” Dette lovede Sigvald, og drog nu hjem igjen til Jomsborg.


Sigvalds og Kong Svend Haraldssøns Handeler

85. Svend Haraldssøn blev tagen til Konge i Danmark efter sin Fader, og han drog da strax paa Gjæsteri omkring i sit Rige. Sigvald gjorde sig nu færdig med tre Skibe og halvandet hundrede Mand, og drog fra Jomsborg til Danmark, og lagde sine Skibe for Anker nær ved et Sted, hvor han spurgde, at Kong Svend var til Gjæst med 600 Mand. Sigvald lod det ene Skib fast gjøre ved det andets Stavn; og lod fra det Skib, som laa nærmest Landet, skyde en Træbro paa Land, men kaste Anker for det yderste. Derpaa sendte han Mænd til Kongen med det Budskab: at Sigvald var saa syg, at han laa for Døden; “og I skulle sige,” føjede han til, “at jeg beder ham at komme til mig, fordi det gjælder hans Rige og Liv, at vi tale sammen, for jeg døer.” Sigvalds Udsendinge droge til Gaarden, og sagde til Kongen, hvad dem var budet; men imidlertid bød Sigvald de Mænd, som vare paa Skibene, hvorledes de skulde forholde sig, naar Kongen kom til dem, at, saasnart Kongen kom paa det Skib, som var nærmest Landet, med 30 Mænd, da skulde de trække Broen, som laa paa Land, ud, og naar han var kommen paa det midterste Skib med 20 Mand, da skulde de trække den Bro ind, som var imellem Skibene, “men jeg vil ligge her paa det yderste Skib,” sagde han, “og den Bro skal indtrækkes, naar han er kommen her med ti Mænd, og siden skulle I forholde eder, som jeg nok skal give eder Befaling om.” Saasnart Kong Svend spurgde, at Jarlen var saa heftig syg, og alt dette Budskab var ham berettet, gjorde han sig strax færdig, og drog til Stranden med hele sit Mandskab, og det gik alt, som Sigvald havde budet. Men da Kong Svend kom paa det yderste Skib, spurgde han, hvor Jarlen laa; man sagde ham, at han laa i Løftningen (35). Der var tjældet over Løftningen, og Kongen gik da til og løftede Tjældingen op, og spurgde, om han kunde tale. Han svarede ganske sagte, at han vel kunde tale, men var meget afmægtig. “Hvad er det for Tidender,” sagde Kongen, “hvorom du skikkede mig Bud, at det var mig af højeste Vigtighed at vide?” “Bøj dig ned til mig,” svarede han, “at du kan forstaae, hvad jeg siger, thi jeg kan kun tale sagte.” Kongen bøjede sig da lige ned til ham, men Jarlen greb ham fat med begge Hænder, og holdt ham fast, og da var han ikke saa ganske afmægtig. Derpaa raabte Sigvald til sine Mænd, og bød dem roe ud med alle Skibene saa hurtig muligt, og Hans Befaling blev opfyldt. De roede bort med Kong Svend og hans tredive Mænd, som vare gaaede ud paa Skibene med ham, men hele hans øvrige Mandskab stod tilbage ved Stranden, thi ingen Skibe vare i Nærheden. Da sagde Kongen: “Hvad vil det sige, Sigvald! vil du forraade mig?” “Nej,” svarede Sigvald, “jeg vil ikke forraade dig, dog maa du nu finde dig i at drage med mig til Jomsborg, men jeg skal vise dig og dine Mænd al den Agtelse, som jeg kan, og saa skal du faae at vide, hvad dette skal sige.” “Jeg faaer nu at finde mig i,” sagde Kongen, “at lade det for Tiden være, som du vil.” Og de droge nu Vejen fort, til de naaede Jomsborg. Da sagde Sigvald til Kongen: “Nu skal du være velkommen, og tage imod det Gjæstebud, som jeg har ladet anrette for dig, og skal jeg og alle mine Mænd tjene dig med al Velvillie.” “Det er det bedste,” svarede Kongen, “eftersom Sagerne nu staae, at modtage, hvad der er gjort til Hæder for mig.” “Nu skal jeg ogsaa sige dig,” vedblev Sigvald, “af hvad Aarsag jeg har ført dig hid; jeg har nemlig af Venskab imod dig paataget mig paa dine Vegne at bejle til Konning Burislafs Datter Gunhild, som er den væneste og i alle Henseender fortrinligste Mø, som jeg kjendte; thi jeg vilde ikke, at du skulde gaae glip af det bedste Giftermaal; men til mig er hans anden Datter, ved Navn Astrid, fæstet; hun er ikke saa smuk, og staaer i alle Henseender tilbage for hende, som tilbørligt er;” og saaledes havde Sigvald maget det, at Jomsvikingerne bejaede disse hans Udsagn. “Herre!” vedblev Jarlen, “nu maa I derfor overveje Sagen, thi under den Betingelse vil I erholde denne Kone, om I vil eftergive Bønderne den bestandige Skat, som de have at yde eder, men hvis du ikke vil det, da vil jeg overgive dig til Bønderne.” Nu indsaae Kong Svend hele Kong Burislafs og Sigvalds Plan, og vidste vel, at Bønderne vilde pine ham til Døde, om han kom i deres Vold; han overdrog derfor til Sigvald allene at mægle Forlig mellem ham og Kong Burislaf. Paa de Vilkaar stiftedes da Forlig, at Svend ægtede Kong Burislafs Datter Gunhild, men han skulde give Kong Burislaf sin Søster Thyre Haraldsdatter; begge Kongerne skulde eje deres Riger frit og uden Skatter, og Fred skulde være imellem Landene. Da fik Sigvald Jarl Astrid. Kong Svend foer dernæst hjem til Danmark med sin Kone Gunhild; deres Sønner vare Harald og Knud hin Mægtige. I den Tid truede de Danske meget med at ville drage med en Hær til Norge imod Hakon Jarl.


Kongens og Jomsvikingernes Løfter

86. Kong Svend gjorde et stort Gilde, og stævnede til sig alle de Høvdinger, som vare i hans Rige, han vilde nemlig gjøre Arveøl efter sin Fader Kong Harald. Strutharald Jarl i Skaane og Vesete paa Bornholm, Bue hin Digres og Sigurd Kappes Fader, vare ogsaa kort tilforn døde. Kongen sendte da Bud til Jomsvikingerne, at Sigvald Jarl og Bue og deres Brødre skulde komme der, og drikke Arveøl efter deres Fædre paa det Gilde, som Kongen gjorde. Jomsvikingerne droge til Gildet med alle deres ypperste Folk. Det, at de fore til Danmark, omtaler Biskop Bjarne i Jomsvikinge-Drape; her siges saa:

Styred paa Skibe Landsers
Stærke Rødnere (36) siden
Frem til Danmark, blandt Helte
Hæder og Magt de erhverved;
Drukke nu deres Fædres
Arveøl de Tapre,
Veed jeg, at dette Møde
Voldte dem mange Sorger.

Jomsvikingerne havde 40 Skibe med sig fra Vindland og 20 Skibe fra Skaane. Til dette Arveøl kom en stor Mængde mennesker. Paa Gildets første Dag drak Kong Svend, før han steg op i Faderens Højsæde, sin Faders Minne (37), og gjorde da det Løfte, at inden tre Vintre vare ledne, skulde han komme til England med sin Hær, og enten dræbe Kong Adelraad, eller drive ham ud af Landet. Dette Minne skulde alle de ved Gravøllet tilstedeværende drikke. Dernæst blev skjenket for Jomsvikingernes Høvdinger i de største Horn med den stærkeste Drik, der var for Haanden; men da det Minne var drukket, skulde alle drikke Kristi Minne, og dernæst som det tredie Michaels Minne, og det drak alle. For Jomsvikingerne frembares de fuldeste Horn og den stærkeste Drik. Der blev nu stor Munterhed i Hallen. Da talte Kong Svend saaledes: “Nu maa I, Jomsvikinger!” sagde han, “saa meget mere være eder om Berømmelse, som I ere navnkundige fremfor de fleste Mænd over hele Norden.” De sagde, at det ikke anstod sig at lade den Munterhed, som Kongen havde tilvejebragt, saa snart ophøre; saa siger Biskop Bjarne:

Vilde da Folk, at Helte
Hæder søge skulde,
(Herligt Stof til Digte
Sligt et Møde giver);
Og nu raskt de begyndte
Store Løfter at gjøre,
Drikkegammen ej liden
Var der da i Hallen.

Sigvald Jarl drak da sin Faders Minne, og gjorde det Løfte, at inden tre Vintre vare ledne, skulde han have besøgt Norge, og enten have dræbt Hakon Jarl eller drevet ham af Landet. Dernæst gjorde Thorkel hin Høje det Løfte, at han skulde følge sin Broder Sigvald til Norge, og ikke flye af Kampen, saalænge Sigvald vedblev at stride. Bue hin Digre gjorde dernæst det Løfte, at han skulde fare til Norge med dem, og ikke flye af Kampen for Hakon Jarl; saa siger Biskop Bjarne:

Let til Heftighed opbragt
Løfte Sigvald gjorde;
Bue var strax tilrede
Saadan Kamp at øge;
Højt de loved at jage
Hakon fra sit Rige,
Eller ham Livet at røve,
Bittert Had de næred.

Siden gjorde Sigurd Kappe Løfte, at han vilde drage til Norge, og ikke flye af Kampen, saalænge den største Deel af Jomsvikingerne endnu strede. Dernæst gjorde Vagn Aagesøn det Løfte, at han skulde fare med dem til Norge, og ikke komme tilbage, førend han havde dræbt Thorkel Lejra, som var Lehnsmand øster i Vigen, og gaaet i Sæng hos hans Datter Ingeborg. Ogsaa mange andre Høvdinger gjorde Løfter paa forskjellig Maade. Man drak nu Arveøllet den Dag; men da Jomsvikingerne Morgenen efter havde sovet Rusen ud, syntes de, at de havde ført for store Ord. De talte da sammen indbyrdes, og overlagde Sagen, hvorledes de skulde forholde sig med Toget; og de bleve da enige om at gjøre sig færdige saa hurtig det var mueligt. Strax efter Gildet rustede Jomsvikingerne ogsaa deres Skibe og Mandskab; saa siger Thorkel Gislasøn i Bues Drape:

Ud paa Viges Høge (38)
Vaabenrustning de bare,
Hørte jeg, disse Helte
Hurtighed meget ynded.

Det var nær Vinterens Begyndelse. Dette blev nu spurgt vidt omkring. Det skede to Vintre efter Kong Harald Gormssøns Fald, men fem Vintre efterat Kong Olaf Tryggvesøn foer bort fra Vindland. Den Gang var han i England, og havde faaet Gyda hin Engelske til ægte. Een Vinter før dette Arveøl blev drukket i Danmark, blev Kong Olaf døbt i Syllingerne, som før blev fortalt.


Jarlerne samle Mandskab

87. Erik Hakonssøn Jarl opholdt sig just i Rommerige, da han spurgde Jomsvikingernes Løfte og Tilberedelser; han trak da strax en Hær sammen, og drog til Oplandene, og derpaa nord over Fjældet til Throndhjem til sin Fader Hakon Jarl; herom taler Thord Kolbejnssøn i Eriks Drape:

Vide fore fra Sønden
Sande Rygter om Kampfærd,
Væntede ej de bolde
Bønder saa hurtig Striden;
Havdyrs Ødelægger (39)
Hørte, at Daners Skuder
Trukne var af de slidte
Ruller hist i Sønden.

Hakon Jarl og Erik Jarl lode da Budstikken udgaae over hele Trøndelaugen; de sendte ogsaa Bud sønderpaa til begge Mørerne og til Romsdalen, ligesaa nordpaa til Nummedalen og Halogeland, og bøde hele Almuen at Møde med Skibe og Folk; saa siges i Eriks Drape:

Krigeren ud paa Dybet
Dundre lod mange Snekker,
Skuder og Knørrer (40) (nu stiger
Skjaldens Hædersdrape);
Svømmede foran Landet
Lindes (41) Mængde, da Helten
Ved sit Fædrelands Kyster
Vældig Kampfærd øved.

Hakon Jarl holdt strax Sønderpaa til Møre for at indhente Efterretninger og samle Folk, men Erik Jarl trak Hæren sammen, og førte den nordenfra.


Om Jomsvikingernes Krigstog

88. Jomsvikingerne styrede med deres Hær til Limfjorden, og sejlede derfra ud i Havet. De havde en hvas Bør, og Skibene skøde en stærk Fart; herom siges:

Heftig i Sejl og Tovværk
Haarde Vindkast braged,
Højt løb paa Hummerens Fjælde (42)
Havets stolte Ganger;
Blaagraa Bølger toed
Bordene, styrted fra Sider
Iskold Vove, tumled
Oprørt Søgang kjølen.

Og fremdeles:

Førte frejdige Mænd til
Fyrstens Lande Havets
Dyr (43), og strax sig hæved
Heftig Skjoldetummel;
Modtog det mægtige Norrig
Mange Skudestavne,
Vaaben rased mod Skjolde,
Ravne fik herligt Bytte.

Jomsvikingerne nærmede sig først Agder, derfra styrede de nordefter til Rogeland; de begyndte strax at hærje, saasnart de kom i Hakon Jarls Rige. Man fortæller, at de løb op paa Jæderen Julenat. Der traf de paa en ung og højbyrdig Mand, ved Navn Gejrmund, med en Trop Folk. De sov oppe paa et Loftværelse. Jomsvikingerne angrebe Bygningen, og raabte Krigsraab. Gejrmund og hans Stalbrødre vaagnede ved Raabet og Vaabenbraget, og mærkede da, at der var Ufred for Haanden. Gejrmund klædte sig strax paa, og sprang ned fra Loftet, det var et meget højt Spring, men han kom dog staaende ned; nær derved stod Vagn Aagesøn, og hug til ham; Hugget traf ham i Armen, og tog den af ovenfor Haandledet; dermed slap han bort, thi det var bælmørkt; Gejrmund standsede dog, da han var kommen lidt fra Gaarden, thi han vilde vide, hvad det var for en Hær. Denne Togets Begyndelse omtales i Jomsvikinge-Drape:

Sige røde Skjoldes
Prøvere (44), at med en Flaade
Julenat paa Jædren
Jomsvikinger landed;
Altfor hidsige vare
Heltene efter Striden,
De, som Odde rødned,
Overfalde Gejrmund.

Gejrmund samlede sig nu nogle Mænd, og fik et lille Jagtskib, hvormed han foer afsted, og kom nord paa til Møre, hvor han traf Hakon Jarl, og fortalte ham den Tidende, at en Krigshær var kommen fra Danmark der i Landet. Jarlen spurgde, om han havde noget Bevis derpaa; Gejrmund rakde den ene Arm i Vejret, af hvilken Haanden var afhugget, og sagde, at det var Jærtegnet paa, at en Krigshær var i Landet. Derpaa spurgde Jarlen ham nøje ud om denne Hær. Gejrmund sagde, at det var Jomsvikingerne, og at de havde dræbt mange brave Mænd, og plyndret vidt og bredt, . “De fare dog,” sagde han, “hurtig og heftig frem,, og jeg vænter, at det ikke vil vare længe, inden de komme hertil.” “Hvoraf veed du?” spurgde Jarlen, “at det er Jomsvikingerne, og ikke ligesaa snart andre Mænd?” “At det var netop dem,” svarede Gejrmund, “veed jeg deraf, at da Haanden var hugget af mig, sagde en Mand; “Der er noget fortjent for dig, Vagn Aagesøn!” thi paa den afhuggede Haand sad en Guldring, og desuden hørte jeg nævne Bue og flere Jomsvikinger, da jeg blev staaende lidt derfra.” Derpaa roede Jarlen ind i alle Fjordene, indad med den ene Kyst, og udad med den anden, og var paa Færde baade Dag og Nat, og havde sine Spejdere baade ude ved Ejd og nede ved Fjordene, ligesom ogsaa nordpaa, hvorfra Erik skulde komme med Flaaden. Derom tales i Eriks Drape:

Satte Jarlen, som vilde
Sigvalds Angreb møde,
Heltemodig og kyndig
Høje Stavne paa Søen;
Mange Aareskafter
Skjalv; de Helte, som Søen
Kløved med Aareblade,
Dog ej Døden frygted.


89. Sigvald Jarl styrede med sin Flaade nordpaa omkring Stat, og lagde først til Herøerne, men skjønt de fandt Folk, kunde de dog aldrig faae sand Efterretning om, hvad Jarlerne toge sig for. Jomsvikingerne hærjede, hvor de kom frem i Bøjgderne; de lagde til ude ved Hød, gjorde der Landgang, og hærjede, førte baade Mad og Kvæg ned til Skibene, og dræbte alt Mandkjøn, som kunde føre Vaaben. Men da de igjen droge ned til Skibene, kom der en gammel Bonde til dem; han kom just til Bues Mandskab. Bonden sagde: “I fare ikke frem paa Krigeres Viis, i det I drive Køer og Kalve til Stranden; det vilde være eder en større Fangst at tage Bjørnen, som nu er kommen i Bjørnebaasen.” “Hvad siger du, Gubbe!” sagde de, “kan du sige os noget om Hakon Jarl?” “Hakon Jarl,” svarede han, “roede i gaar ind i Hjørungevaag, og havde eet eller to Skibe, flere end tre var der vist ikke, og han havde ikke spurgt noget til eder.” Bue og hans Folk løb strax til Skibene, og gave slip paa alt Byttet. “Lad os nu benytte os af den Efterretning,” raabte Bue, “thi nu ere vi Sejren nærmest.” De roede strax ud, saasnart de naaede Skibene. Sigvald Jarl raabte til dem, og spurgde, hvad Efterretninger de bragde. De sagde, at Hakon Jarl var der inde i Fjorden. Sigvald Jarl løste da Skibene, og roede nord om Øen Hød, og Dernæst ind i Fjorden.


Nordmændenes og Jomsvikingernes Fylkingeorden

90. Hakon Jarl og hans Søn Erik Jarl laa i Halkelsvig; der var hele deres Flaade kommen sammen; de havde halvandet hundrede Skibe, og havde da spurgt, at Jomsvikingerne havde lagt til ude ved Hød. Jarlerne roede da nordefter at søge efter dem; saa siger Biskop Bjarne:

Norrigs høje Jarler
Heltene, som fra Sønden
Komne vare, til Landsers
Møde offentlig bøde;
Samlet i føje Tid der
Fandt man en mægtig Landhær,
Mødte til Sværdelegen
Mangen tapper Kriger.

Men da de kom til Hjørungevaag, mødtes de, og paa begge Sider ordnede de deres Skibe til Træfning; midt i Flaaden vajede Sigvald Jarls Mærke, og med 20 Skibe skikkede han sig i Orden; Hakon havde derimod 60 Skibe; i Hakon Jarls Flaade vare disse Høvdinger: Thorer Hjort fra Halogeland og Skyrkar af Gimse; paa Fylkingens ene Fløj vare Bue hin Digre og hans Broder Sigurd Kappe med 20 Skibe, imod dem lagde Erik med 60 Skibe, og med ham vare disse Høvdinger: Gudbrand Hvide fra Oplandene, Thorkel Lejra, en Mand fra Vigen, og en stor Kæmpe ved Navn Armod; paa Fylkingens anden Fløj lagde Vagn Aagesøn frem med 20 Skibe, og imod ham Svend Hakonssøn og med ham Skegge fra Ophoug paa Yrje og Røgnvald fra Ærvig paa Stat med 60 Skibe. Saa siger Biskop Bjarne:

Man fortæller, at trende
Tapre Førere over
Hver en Flok vare satte,
Folk det har i Minde;
Der hvor Sværde-Uvejrs
Vækkere (45) mødte paa breden
Hjørungevaag, den Træfning
Tyktes heel navnkundig.

Siden lagde de Flaaderne sammen, som det berettes i Eriks Drape:

Men den blanke Boligs
Bolde Møer (46) til Kamp mod
Daners Skuder ilsomt
Skrede langs med Kysten;
Da paa Møre rydded
Jarlerne de fleste,
Førende døde Kroppe,
Dreve Søens Heste.

Dernæst rejste de paa begge Sider deres Bannere, og der begyndte den haardeste Kamp; i Førstningen kastede man Stene og skød med Pile; saa berettes i Bues Drape:

Høit bar Hæren Mærker (47),
Hamders Særke (48) blev sledne
I de haarde Egges
Uvejr, da Helte mødtes;
Kastespyd og Stene
Kæmperne røved Livet,
Blanke Odde klirred,
Brødes Dækningsvaaben.

Siden begyndte man at bruge Hugvaabnene; da var Mandefaldet stort paa begge Sider, dog faldt der flere Folk paa Hakons Side; mange Mænds Hoveder og andre afhugne Lemmer fløj over Borde, saa som der fortælles i Bues Drape:

Hoveder og Hænder
Tumlede over Borde,
Aadsler at undersøge
Ulven da begyndte.

Af de med Jomsvikingerne fra Danmark dragne Mænd nævner man især tvende, som baade i Haardførhed og Barskhed langt overgik andre Mænd: den ene af dem hed Havard Huggende, den anden Aslak Holmskalle, ham bed ej Jærn paa; de vare Bues Stavnboer; selve Bue var ogsaa en stor Hugger, som Biskop Bjarne siger:

Kløvede stærke Hjælme,
Bue med Odins Lue (49),
Ned lod han i Skuldre
Brynjers Slider (50) gange;
Haarde Hug uddeelte
Havard til Fjenders Skarer,
Og mod Aslak at stride
Ondt det var for Kæmper.

Vagn Aagesøn satte saa haardt ind paa Svend Hakonssøns Flaade, at Svend lod fire paa Skødene, og var ikke langt fra at flye; da lagde hans Broder Erik Jarl did og frem i Fylkingen mod Vagn, saa at Vagn igjen maatte trække sig tilbage, men dog stred saavel han selv som alle hans Mænd med megen Tapperhed, og mange faldt for dem. Da fældte Vagn ogsaa den mægtige Mand og store Kæmpe Armod, som fulgde Erik; derom taler Biskop Bjarne:

Vanskelig var for Kæmper
Vagn i den haarde Træfning,
Frem gik med den frækne
Fører Heltene modig,
Der hvor i Odins Uvejr
Akes Søn hin tapre
Banehug tildeelte
Raskt den modige Armod.

Da skede der et heftigt Anfald over hele Hæren, thi Jomsvikingerne hug baade haardt og tidt; saa siges i Bues Drape:

Hænderne brugte Hæren,
Haardt var Sværdenes Anfald,
Graadigen Skjoldes Splitter (51)
Søgte Mændenes Isser;
Fulde Heltes Mængde,
Fløj af Strengen Pile,
Højt de blodige Sværde
Sjunge mod Dækningsvaaben.

Jomsvikingerne skøde saa haardt, at hverken Skjolde eller Brynjer kunde holde sig, og saa mange Vaaben traf Hakon Jarl, at der ikke blev heelt af hans Brynje, hvorfor han ogsaa kastede den af sig, som Tind Halkeldssøn beretter:

Opløst blev den Syning,
Som til Armene havde
Kvinden gjort (52), da om Jarlen
Knitrede Odins Luer (53);
Brynjeringes Farver (54)
Maatte kaste Odins
Vide, klingrende Skjorte (55),
Vikingens Hest blev ryddet.

Sønder sprang af Jarlen
Særkens vævede Ringe
Ud i Søen; Heltes
Ven har deraf Mærke.

Jomsvikingerne havde større Skibe, men begge Parter anfaldt paa det djærveste; da faldt mange Folk paa Hakon Jarls Side baade for Skud og Stene, som det fortælles i Bues Drape:

Skrege Aadslers Høge,
Skarpe Vundestave (56)
Krigeres Lemmer flækked,
Knuste Stene Helte;
Lydt mod Kæmpers Isser
Klirrede blanke Sværde,
Søndersprunge Hjælme,
Hoveder Fred ej nøde.

Men da Hakon Jarl saae, at Besætningen paa hans Skibe formindskedes, og han syntes at maatte opgive Haabet om at sejre i denne Kamp, og hans Flaade paa alle Kanter begyndte at trække sig tilbage; fortæller man, at han drog i Land, og ofrede til Sejer sin syv Vintre gamle Søn Erling, som var en meget dejlig Dreng; derom tales i Jomsvikinge-Drape saalunde:

Spydgny øgede Hæren,
Hørte jeg, allevegne
Maatte for mægtige Helte
Mænd tilbagevige;
Indtil i Piles Uvejr,
Ond mod mennesker, Hakon
(Grufuld Gjerning skede!)
Grumt sin Søn fik ofret.

Erik Jarl havde rettet den Krumning, der var bleven paa hans Broder Svends Flaade, da han havde trukket sig tilbage for Vagn, saa at Skibene paa den Fløj igjen laa paa samme Plads, som i Førstningen, da de stødte sammen; og han vendte nu igjen tilbage til sin Flaade, hans Mænd havde da ført Skibene lidt tilbage, men Bue havde overhugget de Tov, hvormed Skibene vare fastgjorte til hinanden, og agtede at sætte efter de Flyende. Erik Jarl lagde da til Siden af Bues Skib, og der opstod den skarpeste Hugstrid; to eller tre af Eriks Skibe lagde imod Bues Skib allene, men Bue gik igjennem Fylkingerne; derom tales i Bues Drape:

Gjennem Fjenders Rækker
Frem gik Bue Vældig,
Glædede Odins Svaner (57)
Sværdes vakte Tummel.

Dernæst kom Hakon Jarl oppe fra Land, og gik ud paa sit Skib, og han eggede nu sine Folk paa det heftigste til Fremgang, og sagde dem, at nu var Sejren dem bestemt; da opstod der en stærk Byge og et heftigt Uvejr imod Jomsvikingerne; saa fortælles det i Jomsvikinge-Drape:

Hørte jeg da, at det haarde
Hølges Datters Uvejr
Rædsomt fra Norden rased,
Rasled paa Hjelmene Haglen;
Der hvor Skyers Stene (58)
Stormen førte i Heltes
Spillende Øjne; af Vunder
Sprudled hvislende Blodet.

Haglen var saa stor, at hvert Hagelkorn vejede en Øre; herom siges:

Vov hvert Hagl en Øre,
Ud af Mændenes Vunder
Væde strømmed i Søen,
Saaraarer (59) Blodet tvætted;
Der faldt Slagne vide;
Valmøer (60) saaes at ride.
Modig Folk i Striden
Stred paa Jarlers Snekker.

Derhos forekom det Jomsvikingerne, som de saae en Kone paa Hakon Jarls Skib, da det klarede op i Vejret, og syntes det dem, som den ene Piil efter den anden fløj af hver af hendes Fingre, og hver Pill blev en Mands Bane; herom er dette kvædet:

Mange skarpe Pile
Skød af Fingrene Hexen,
Faldt for den fule Trolddom
Frækne Krigeres Mængde;
Heftig Storm og Haglvejr
Helte maatte udstaae,
Vældig Tummel voldte
Vaabnenes Sammenstøden.

Sigvald Jarl hug Tovene over, drejede af med sine Skibe, og begyndte at flye; Vagn Aagesøn raabte da til ham, og bad ham ikke flye; men Sigvald gav ikke Agt paa, hvad han sagde; Vagn skød da et Spyd efter ham, og traf den, som sad ved Roret, thi han vidste ikke, at Sigvald var løben til Aarerne. Sigvald Jarl sejlede bort med 35 Skibe, men tilbage laa 25; saa siger Biskop Bjarne:

Mindskedes da for Jarlen
Modet, hørte jeg sige,
At sin Flaade den Fejge
Førte ud af Kampen;
Sigvald højt i Masten
Sejlene bød at hejse,
Bølgen plasked paa Borde,
Blæsten i Sejlskød pusted.

Hakon Jarl lagde da sit Skib paa den anden Side af Bues Skib, og da var der ikke langt imellem Huggene for Bues Mænd. Disse Mænd vare paa Erik Jarls Skib: Thorstejn Midlang, han var en stor Kriger, han havde været uenig med Hakon Jarl, og tilkjøbte sig nu Fred, ved at han ydede Jarlen Bistand med sit Mandskab; der var en islandsk Mand, som hed Thorlejf Skuma, en Søn af Thorkel hin Rige fra Alvidra; han havde før Slaget hugget sig en stor Rodkølle, og slog nu vældig omkring sig med den; der var og Vigfus Vigaglumssøn, en meget stærk Mand; da denne fik Øje paa Aslak Holmskalle, hvorlunde han hug med begge Hænder Folk ned for Fode, uden at have Skjold for sig, thi intet Vaaben bed paa ham; saa greb Vigfus en Ambolt med Horn, som laa paa Dækket, ved hvilken en Mand havde rettet Knappen paa sit Sværd. Vigfus slog med begge Hænder Aslak Ambolten i Hovedet, saa at Spidsen gik ned i Hjærnen, og deraf døde han. I det samme slog Thorlejf Skuma Havard Huggende med Køllen, saa han faldt med knuste Been; alt dette omtales i Jomsvikinge-Drape:

Der lod Vigfus Vejen
Vorde let for Aslak,
Dødsmaaden, der ham gaves,
Dvæler i Folkeminde;
Tapre Thorlejf brød de
Tykke Been i den stærke
Havard, haardt med Køllen
Hug han fra sig deelte.

I dette Anfald gik Erik Jarls Mænd op paa Bues Skib, og tilbage i Løftningen til Bue; da hug Thorstejn Midlang til Bue tvært over Panden, og hug Næseskjærmen Sønder; det var et meget stort Saar, men Bue hug til Thorstejn i Siden, og hug Manden Sønder i Midten. Derefter tog Bue tvende Kister, begge fulde af Guld, og raabte højt: “Over Bord, alle Bues Mænd!” Bue sprang derpaa over Bord med Kisterne; saa siges i Bues Drape:

Steg da over Bord hin
Stærke Ørnens Mætter,
Gav nu Vundemaagen (61)
Mad af egne Lemmer;
Ned kom Vindens Bølge, (62)
Bues Daad skal mindes,
Tappert tvende Kister
Tog han i baade Hænder.

Somme fortælle, at Sigmund Brestissøn ude fra Færøerne har været med i dette Slag paa Hakon Jarls Side, og at han har hugget begge Hænder af Bue, efterat han først havde dræbt Thorstejn Midlang; og de, som paastaae det, sige, at Bue stak begge Armstumperne i Ringene paa Kisterne, og sprang saaledes over Bord med dem begge. Da Bue var sprungen over Bord, fulgde mange af hans Mænd ham samme Vej, men somme faldt der paa Skibet, thi det nyttede ikke at bede om Fred; og saaledes gjordes det Skib ryddeligt imellem Stavnene, og siden det ene efter det andet. Dernæst lagde Erik Jarl til Vagns Skib; der mødte ham en meget haard Modstand, og det varede længe, inden de kom op paa Skibet; det omtales saaledes i Jomsvikinge-Drape:

Skuden, hørte jeg, værged
Vagn med sine Helte,
Ryddede vare ellers
Alle deres Skibe;
Den ej kunde nogen
Jarlens Mand bestige,
Ned de voldsomt styrted
Eriks Mænd af Skibet.

Vagn værgede sig paa det tapreste, hug til begge Sider, og dræbte mangen Mand, men dog blev han omsider overmandet; da ryddedes Skibet, da Vagn blev tagen fangen, og ført i Land med 30 Mænd; saa fortælles i Bues Drape:

Krigere Vagn nu fældte,
Valgde blandt de stive
Kroppe Ravnen Føde,
Faldt paa Dækket Blodet;
Da lod Erik rydde
Raskt den Kæmpers Skude,
Højt lød mellem Stavne
Staalenes Sammenklirren.

Saasnart Vagn og hans Folk vare komne i Land, bleve de alle bundne paa den Maade, at et Reb blev snæret om Fødderne paa dem alle, men deres Hænder vare løse. De sade alle sammen paa en Træbul. Da gik Thorkel Lejra til, og talte saaledes: “Det Løfte gjorde du, Vagn! at dræbe mig, men nu synes det Mig rimeligere, at jeg dræber dig.” Thorkel havde en stor Øxe; han nedhug først den, som sad yderst paa Bullen, og siden den ene efter den anden. Man fortæller, at alle Jomsvikingerne talte Manddomsord, før de bleve dræbte; saaledes sagde een af dem: “Jeg har en Dalk (63) i Haanden, og vil jeg stikke den ned i Jorden, hvis jeg veed noget til mig selv, efterat Hovedet er af mig.” Da blev Hovedet hugget af ham, og Dalken faldt ned paa Jorden af hans Haand, som man kunde vænte. Atten Jomsvikinger bleve der dræbte; saaledes hedder det:

Atten Mand lod Erik
Aanden strax opgive,
Mændenes Hær heel meget
Minkedes for Vagn nu;
Modige Helte mælte
Manddomsord blandt Fjender,
Længe de Ord skal leve
Lydt i Folkemunde.

Men da 18 vare dræbte, sad der en meget smuk Mand med et dejligt langt Haar. Han svøbte Haaret frem over sit Hoved, rakde Halsen ud, og sagde: “Gjører ikke mit Haar blodigt!” Een af Hakon Jarls Hofsinder tog da ved Haaret med begge Hænder, og holdt fast i det. Thorkel svang Øxen højt i Vejret, og hug haardt til. Vikingen rykkede da Hovedet saa hurtig til sig, at den, som holdt Haaret, fulgde med. Øxen traf da ham paa Armene og tog begge Hænderne af, saa at den stod fast i Jorden. Da gik Erik Jarl til, og sagde: “Hvo er du smukke Mand ?” “Sigurd kalder man mig,” sagde han, “jeg er Bues naturlige Søn, og ere endnu ikke alle Jomsvikingerne døde.” “Ja, det kan man see,” svarede Jarlen, “at du er Bues Søn; vil du tage imod Fred?” “Det kommer an paa, hvo der tilbyder den,” svarede han.” “Den byder, som har Magt dertil,” sagde Jarlen. “Saa vil jeg det,” sagde Sigurd, “og blev nu løst af Rebet. Da sagde Thorkel Lejra: “Om du end, Jarl! vil lade alle disse Mænd faae Fred, da skal Vagn Aagesøn dog ikke komme bort med Livet;” og han sprang i det samme frem, og hævede Øxen i Vejret; men Bjørn hin Bretske lavede sig til Fald i Rebet, og faldt fladt ned for Thorkel Lejras Fødder; Thorkel faldt da over ham, og slap i det samme Øxen af Haanden, hvilken Vagn greb, og hug dermed Thorkel Banehug; dette omtaler Biskop Bjarne:

Og med Øxen hævet,
Ilte Thorkel Lejra,
Da om Kvinden kvæded
Krigeren Elskovssange;
Agtede han den tapre
Aages Søn at hugge,
Men til Hævnen rede
Vagn ham før nedlagde.

Erik gik da til Vagn, og spurgde, om han vilde tage imod Fred. “Ja jeg vil,” sagde han, “saafremt jeg kan faae mit Løfte opfyldt; saa fortælles i Jomsvikinge-Drape:

“Vil du,” kvad til Vagn hin
Vise og bolde Fyrste,
“Modige, gjæve Kriger!
Gives af mig Livet?”
“Ej jeg det vil, om ikke
Udført faaer jeg Løftet,
Som jeg gjorde,” sagde
Sværdlegs Mand til Jarlen.

Erik Jarl lod da løse dem alle af Rebet; der vare da tolv tilbage af Jomsvikingerne, hvilke toge Fred med Vagn, som Biskop Bjarne beretter:

Gavmild Erik Helte
Gods og Livet skjenked,
Folk det med Roes omtalte,
Tolv med Vagn blev skaaned.

Hakon Jarl sad paa et Træ kort fra det Sted, hvor Jomsvikingerne bleve nedhuggede. Da smeldede en Buestreng paa det Skib, som Bue havde ejet, og den udskudte Piil traf Lehnsmanden Gissur fra Valders; han sad nærmest ved Jarlen, iført prægtige Klæder og Rustning; han faldt strax Død ned af Træet. Derpaa gik Folk ud paa Skibet, og fandt der Havard Huggende; han stod paa Knæerne ude ved Skibsbordet, thi begge Fødderne vare af ham; han havde en Bue i Hænde. Da de nu kom ud paa Skibet, sagde Havard: “Hvilken Mand faldt af Bullen?” De sagde, at han hed Gissur. “Da var mit Held mindre, end jeg havde villet,” svarede han, “Jarlen havde jeg tiltænkt Pilen.” “Stort nok var Uheldet,” sagde de, “og ikke skal du afstedkomme flere,”, hvorpaa de dræbte ham. Valen blev nu eftersøgt, og Godset baaret til Skifte. 25 af Jomsvikingernes Skibe vare ryddede, saasom Tind beretter:

Spor af Sværdeegge
Ørnehærens Mætter (64)
Lægge lod paa Vaagen, (65)
Liv da Vaaben røved,
Førend Krigeren mægled
(Farligt var det Møde)
Fem og tyve lange
Ledingsskuder at rydde.

Siden lode de deres Hær gaae fra hinanden, Hakon Jarl foer op til Throndhjem, og var meget ilde tilfreds med, at Erik Jarl havde givet Vagn Fred. Erik foer til Oplandene, og derfra øster til Vigen. Did drog Vagn Aagesøn med Erik Jarl; som derpaa giftede Thorkel Lejras Datter Ingeborg med ham: det omtaler Biskop Bjarne saaledes;

Da gik glad at ægte
Ingeborg hin prude
Skjoldegnyets Kæmpe,
Skyndte dertil mange.

Om Vaaren derefter gav Erik Jarl Vagn et godt Langskib med alt Tilbehør, og gav ham Mænd med, og de skiltes som de kjæreste Venner. Derpaa drog Vagn med sin Kone Ingeborg hjem til Danmark, og slog sin Bopæl op i Fyen, og blev en berømt Høvding, og fra ham nedstamme mange Stormænd. Bjørn hin Bretske drog over til Bretland, og opholdt sig der paa sine Ejendomme, og var der til Skibe gik mellem Landene.


Om Kong Olaf og Bjørn

91. Kong Olaf Tryggvesøn var der vesterpaa, og begyndte at længes efter at drage over til Norge at besøge sine Frænder og Fædrenearv. Han spurgde da nøje efter Høvdingernes Adfærd i Norge ligesom ogsaa i andre Lande østerpaa. Men da Bjørn hin Bretske kom derover, fik Kong Olaf sikre Efterretninger om, hvad der var skeet i Norge den Vinter, om Jomsvikinge-Slaget, ligesom ogsaa, at Hakon Jarl havde ofret sin Søn til Sejer. Det fik han ogsaa at vide, at Jarlerne Hakon og Erik vare meget vennesælle af Almuen formedelst den Sejer, som de havde vundet over Jomsvikingerne, og hvorved de havde frelst alt Folket fra denne skrækkkelige Krig. Kong Olaf berømte, ligesom andre, Jomsvikingernes Tapperhed, men var meget bedrøvet over, at saa megen Ondskab og Udaad skulde bedrives i hans Fædreland. Ved denne Tidende tiltog meget hans Lyst til at drage østerpaa, og han tænkte nu paa, at, om Gud vilde forunde ham Riget i Norge, da vilde han gjøre sig al Umage for at omvende dette Folk til den rette Tro, saameget mere som Fanden havde paa mangfoldig Viis sveget hele dette Folk ved denne sin Apostel og Gudniding Hakon Jarl. Paa den anden Side troede Kong Olaf ikke at kunne have meget Haab om at vinde Norge med en liden Hær, saalænge Jarlerne havde saa stor en Styrke, og vare saa afholdte af Almuen, saa vanskelig som det havde gaaet for Jomsvikingerne at bekrige de Frænder med saa stor en Magt; han havde heller ikke Haab om i Norge at træffe Mænd, der kunde eller vilde yde ham Bistand, thi de mange og anseelige Frænder, som han havde der, kunde ikke vide, om han endnu var i Live eller ej, eftersom han drog derfra, da han var een Vinter gammel, men de havde, siden han tre Vintre gammel drog fra Sverrig, ingen sikker Efterretning haft om ham, thi der vare kun faa, der vidste hans egentlige Navn, siden han drog fra Garderige, som før fortaltes. Efterat han saaledes havde overvejet alt dette tilsammen, kunde han vel indsee, at han ikke kunde vinde Riget i Norge, uden at Guds Miskundhed ydede ham endnu mere Bistand end før. Derfor henskød han nu hele sit Foretagende til den almægtige Guds Magt og Forsyn.


Lodin Kjøber Astrid

92. Nu skal der fortælles en Begivenhed, som gik for sig langt tilbage i Tiden: Der var en rig og højbyrdig Mand i Vigen, ved Navn Lodin, som ofte gjorde Handelsrejser, drog stundom ogsaa paa Krigstoge. Det hændte sig nu en Sommer, at Lodin gjorde en Kjøbmandsrejse til Østerleden; han ejede selv allene det Skib, hvorpaa han foer, og havde meget Handelsgods om Bord. Han styrede nu til Estland, og var der til Marked om Sommeren. Til Markedet kom mange Slags Varer, ogsaa mange Trælle bød man fal. Der saae Lodin en Kvinde, som havde været solgt som Trælkvinde, og da han betragtede hende nøjere, kjendte han, at det var Astrid Eriksdatter, som havde været gift med Kong Tryggve Olafssøn. Hun saae nu ganske anderledes ud, end da han sidst saae hende; thi nu var hun bleg og mager og slet klædt. Lodin gik til hende, og spurgde, hvorledes hun havde det. “Tungt er det, at fortælle derom,” svarede hun, “jeg har været solgt i Trældom, og end er jeg ført herhid for at sælges.” Hun kjendtes nu ogsaa ved ham og hans Æt, og hun bad ham da at Kjøbe hende og føre hende hjem til hendes Frænder. “Ja!” svarede Lodin, “jeg skal paa Vilkaar løse dig ud af Trældom, og føre dig hjem med mig, nemlig, om du vil giftes med mig.” Og eftersom Astrid var ilde stædt, og hun tilmed vidste, at Lodin var af fornem Slægt og en rask og formuende Mand, saa loved hun ham dette, for at erholde sin Frihed, hvorpaa Lodin købte hende, og førte hende hjem med sig til Norge. Der ægtede han hende med hendes Frænders Samtykke. Deres Børn vare Thorkel Nefja, Ingerid og Ingegerd. Kong Tryggve og Astrids Døttre vare Ingeborg og Astrid. Erik Bjodeskalles Sønner og Astrids Brødre vare: Sigurd, Jostein, Karlshøfud og Thorkel Dyrdil; de vare alle anseelige Mænd, og havde store Gaarde østerpaa i Landet.


Hakon Jarls Raadslagninger om Kong Olaf

93. Hakon Jarl herskede over Norges Kystlande; han havde Herredømme over 17 Fylker. Kong Harald Haarfager havde bestemt det saaledes, at der skulde være en Jarl i hvert Fylke, og det holdtes længe efter; saaledes havde Hakon Jarl 16 Jarler under sig, som berettes i Vell-ekla:

Hvor veed Folk saa under
Een Behersker, som Jarl er
Selv (det burde man tænke)
Sexten Jarler ligge.

Medens Hakon Jarl var i Norge, vare der gode Aaringer i Landet, og god Fred indenlands mellem Bønderne, og Jarlen var i lang Tid meget afholdt af Bønderne. Men da Hakon Jarl begyndte at blive gammel, da gik det meget vidt med hans Løsagtighed, ja det kom endogsaa tilsidst dertil, at han lod tage fornemme Mænds Koner og Døttre og føre hjem til sig, laa hos dem een Uge eller to, og sendte dem derpaa hjem igjen, og det voldte ham meget Uvenskab af disse Kvinders Frænder; Bønderne begyndte at knurre, som Thrønderne ere vante til, naar der er noget, som ikke er efter deres Sind. Hakon Jarl havde imidlertid faaet Nys om, at der i Vesterlandene paa hin Side Havet færdedes en Mand, ved Navn Ole, som der kaldtes Konge; men efter hvad Jarlen hørte fortælle om ham, gjorde han sig de Tanker, at han maatte være af norsk Kongeæt. Det blev ham nemlig fortalt, at samme Ole holdtes for at være gerdsk af Æt, men han havde spurgt, at Tryggve Olafssøn havde haft en Søn, som var faret over til Garderige, og var der bleven opfødt hos Kong Valdemar, og han hed Olaf. Jarlen havde stedse gjort sig Umage for at faae Efterretninger om denne Mand, og det faldt ham nu ind, at det mueligt var den samme, som nu var kommen over til Vesterlandene. Vaaren efter Jomsvikinge-Slaget stævnede Jarlen mange Høvdinger til sig østerpaa i Landet; efter denne Jarlens Ordsending indfandt sig ogsaa, blandt andre, Eriks Sønner paa Ofrestad Jostein og Karlshøfud. Der var ogsaa en Mand, som hed Thorer, med Tilnavn Klakka, Jarlens fortrolige Ven. Han plejede at drage i Viking om Sommeren, men stundom gjorde han Handelsrejser til forskjellige Lande, og han var derfor godt kjendt vidt omkring. Hakon Jarl holdt nu Huusthing med sine Høvdinger, som han havde sammenkaldt, og der tog han saaledes til Orde: “Det have vi spurgt, at der vesterpaa, hinsides Havet, er en Mand, som kaldes Ole hin Gerdske, men jeg troer, at det er Olaf Tryggvesøn, og hvis saa er, da kunne vi af ham snart vænte os megen Ufred, om han faaer nogen Styrke. Nu vil jeg med eders Samtykke lægge et Raad op, for at vi kunne beholde dette Rige i Ro; thi jeg bliver kjed af at være udsat for saadan Ufred, som vi for kort Tid siden maatte udholde mod Jomsvikingerne. Jeg synes bedst om, hvis I ere enige med mig, at see til ved nogensomhelst List at faae ham lokket med en liden Styrke herover i vor Vold.” Dette Raad bifaldt Høvdingerne, og de føjede til, at de vilde have Hakon Jarl over sig, saalænge han levede, og ingen udenlandsk Høvding. Da lod Jarlen sin Ven Thorer Klakka kalde til sig, og sagde til ham: “Du skal fare i Handelsfærd i Sommer, som nu saa mange gjøre, vester over til Dublin i Irland, og der søge at faae nøjagtig Efterretning om, hvem den Mand er, som der ovre kaldes Ole hin Gerdske, og om du faaer Sikkerhed om, at det virkelig er Olaf Tryggvesøn eller nogen anden af norsk Kongeæt, da skal du, Thorer! om du kan, søge ved een eller anden List at lokke ham herhid i min Vold, eller ogsaa selv dræbe ham.” Dette var Thorer villig til. Dernæst bleve Jostein og Karlshøfud kaldte for Jarlen, som tiltalte dem saaledes: “I skulle drage vester over Havet med denne Mand Thorer Klakka, og forud sværge den helligste Ed paa, at I skulle staae Thorer bi i alt, hvad han foretager sig, om I træffe Olaf Tryggvesøn, og I skulle sande alt, hvad Thorer siger, og paa ingen Maade lade Olaf vide, hvilken List Thorer oplægger imod ham, før I komme hid tilbage til Norrig med Olaf, og sætter eders Fødder paa norsk Grund, thi da skal jeg nok mage det saa, at det ikke skal Skade noget, at I underrette ham om vor Plan; men Aarsagen til, at jeg heller valgde eder end andre til dette Foretagende, er, at Olaf snarere vil fæste Tro til eders Udsagn, da I ere hans nære Frænder end til andres, som ere ham uvedkommende; men paa den anden Side have I Ord for at være saa brave Mænd, at I ikke ville bryde den Ed, som I sværge mig og alle disse Høvdinger, som nu ere her sammenkomne.” Begge Brødrene svarede paa een Gang: “Aldrig skal en saa uhørt Skændsel hændes os, at vi saa skammeligen skulle svige vor nære Frænde.” “Ja!”, sagde Jarlen, “saa er der et andet Vilkaar, om I ikke ville det, at I skulle her paa dette samme Møde med gruelige Pinsler kvæles til Døde; men, om I opfylde vort Bud, da love vi eder gode Gaver, og tilsige eder vort Venskab.” Men hvad enten de nu talte herom længere eller kortere, saa tilstode de dog omsider, for at undgaae den haarde Medfart, hvormed de truedes, at deeltage i denne Svig, og gjorde Hakon Jarl og alle de tilstedeværende Høvdinger Ed paa at udføre det, som Jarlen bød dem. Thorer og hans følge gjorde sig nu færdige saa hurtig det var mueligt, og sejlede vester over Havet. Kong Harald Grænske af Vestfold, Gudrød Bjørnssøns Søn, havde tilægte Asta, en Datter af den anseelige Mand Gudbrand Kula. Kong Harald var den Vaar dragen over til Sverrig, og blev der brændt inde, saasom fortælles i hans Levnetssaga. Denne Tidende havde Thorer og hans Folk spurgt, inden de droge bort fra Norge. Den Gang var Haralds Kone Asta frugtsommelig, og fødte Sommeren efter en Dreng, som efter Fortids Skik blev øst med Vand, og fik Navnet Olaf.


Thorer Klakkas Vesterrejse

94. Da Thorer Klakka kom til Irland til Dublin, spurgde han, at Ole hin Gerdske var der hos sin Svoger Olaf Kvaran, og da Thorer var en veltalende Mand, var det ham let at komme Ole i Tale. Da de nu ofte havde talt sammen, begyndte Ole at spørge om Norge, først om Oplands Kongerne, hvo af dem der vare i Live, og hvad Rige de besade. Thorer gav ham Efterretning herom, og fortalte ham ligeledes, at Kong Harald Grænske var omkommen i Sverrig. Omsider spurgde Ole til Hakon Jarl, hvordan det stod sig med hans Yndest hos Folket. “Hakon Jarl,” svarede Thorer, “er saa mægtig, at ingen tør tale eller gjøre andet, end hvad han vil, men Grunden hertil er dog mest, at de ikke see nogen Hjælp andensteds fra; men naar jeg skal sige dig Sandheden, saa kjender jeg mange fornemme Mænds, og derhos hele Almuens Sind, at, kom der nogen til Norge af Harald hin Haarfagres Slægt, saa tog de imod ham med aabne Arme. Imidlertid see vi nok, at der indenlands ikke vil kunne findes nogen saadan, og det især, fordi det ansees nu for afgjort, at ingen kan stride imod Jarlen, siden han overvandt Jomsvikingerne, saa stor Styrke som de havde.” Da de ofte havde talt herom, aabenbarede Olaf Thorer sit Navn og sin Æt, og spurgde ham derpaa: “Hvad troer du, Thorer.” hvis jeg kommer til Norge, mon da Bønderne ville tage mig til Konning over Landet?” Thorer raadte ham af al Magt til at rejse til Norge, og roste meget hans Snildhed og Legems Fuldkommenheder, og til Slutning sagde han: “Nu har du gjort vel i, Olaf! at du ej holdt dig længere skjult for mig, thi mange Sagn hørte jeg og mangen anden Mand i Norrig fortælle om dine navnkundige Bedrifter, og naar jeg skal sige dig Sandheden, saa var det mit egentlige Ærende herhid til Vesterlandene dennesinde, at jeg rejste herover efter Oplands Høvdingernes og andre dine anseelige Frænders Bøn, for at faae Vished om, hvad det var for en Mand denne Ole hin Gerdske, om hvem der i lang Tid har gaaet saa stort et Ry, og om jeg fik det sikkert at vide, som du nu har aabenbaret mig, at du var Olaf Tryggvesøn, da var det dine Frænders og hele Almuens Bøn i Norge, at du skulde komme did saa hurtig som mueligt, og blive Høvding over Landet. De sagde, som sandt er, at Jarlen har ingen Styrke til at holde Riget, naar Almuen rejser sig imod ham tilligemed Høvdingerne der indenlands, omendskjønt Jarlen værgede Landet kraftig mod udenlandske Vikinger, da Landsfolket stod ham bi, og hertil kommer hvad jeg i Forgaars talte om, at alt Folket vil have en Konning over sig af Harald Haarfagers Æt. Men for at du ikke skal have ringeste Mistanke til mit Udsagn i denne Sag, da ere her fulgte med mig, efter dine andre Frænders Raad, dine to Morbrødre Jostein og Karlshøfud.” Saasnart Olaf fik at vide, at hans Frænder vare komne der, sendte han Bud efter dem, og tog imod dem med den største Venlighed. Han samtalte og overlagde nu Sagen med dem og Thorer. Olaf spurgde dem om deres Ærende, men Thorer fortalte alt ligesom før, de andre talte kun lidet, men sandede det, som Thorer sagde. Eftersom Olaf troede deres Ord, og forud længtes efter at drage til Norge, rustede han fem Skibe, og sejlede, saasnart han var færdig, bort fra Irland først til Syderøerne og derfra til Ørkenøerne. Thorer og hans Folk fulgde ham.


Røgnvald Mørejarls Æt

95. Da Kong Harald Haarfager havde underlagt sig Nordmøre og Romsdal, og nedlagt de Konger, som regjerede der forhen, som der berettes i hans Saga, drog han nordop til Throndhjem om Høsten, og satte over begge disse Fylker en Jarl, ved Navn Røgnvald, en Søn af Eystejn Glumra; han blev kaldt Røgnvald hin Mægtige og hin Raadsnilde, og det sagde man, at begge disse Tilnavne passede godt til ham. Røgnvald var Kong Haralds fortrolige Ven, og deeltog i mange af hans Krigstoge og Kampe, og Kongen holdt ham i høj Anseelse. Røgnvald Jarl havde tilægte Hilde, en Datter af Rolf Nefja; deres Sønner vare disse: Rolf, som kaldtes Gangerolf, og Thorer Tiende. Desuden havde Røgnvald Frillesøner: En hed Hallad, en anden Ejnar, en tredie Rollaug, de vare voxne, da deres ægtebaarne Brødre bleve fødte. I den Ufred, da Kong Harald bemægtigede sig Riget i Norge, flyede mange landflygtiggjorte Mænd vesterpaa over Havet, og bleve Vikinger; om Vinteren opholdt de sig paa Ørkenøerne og Syderøerne, men om Sommeren hærjede de paa Norge og anrettede der megen Skade. Kong Harald havde da Leding ude hver Sommer til at værge Landet for Vikingerne; men naar disse bleve Kongens Flaade vaer, undflyede de, for det meste ud i rum Sø. Men endelig blev Kong Harald kjed af denne idelige Leding og Ufred, og han sejlede da en Sommer vesterpaa over Havet, og kom først til Hjaltland, og dræbte der alle Vikinger, som ikke undslap ved Flugten; siden sejlede han ned til Ørkenøerne og gjorde dem ganske ryddelige for Vikinger; Dernæst foer han til Syderøerne, og hærjede der, og dræbte mange Vikinger, som styrede hele Flaader, han holdt mange Træfninger, og Sejren fulgde ham næsten overalt. Siden hærjede han paa Skotland, og holdt der et Slag, men da han kom til Man, undflyede alt Folket over til Skotland, og tog alt det Gods, som de kunde føre, med sig; Kong Harald gik da i Land, men fik intet Bytte; derom taler Thorbjørn Hornklofe:

Frækn den gjæve Fyrste
Førte mange Skjolde,
Sejrende paa Sandet,
Søens Byer han gjæsted;
Skotternes Overvinder,
Vældig i Kampfærd, nødte
Hele Hæren fra Kysten
Hurtig bort at flygte.

Paa dette Tog vare Røgnvald Møre-Jarl og hans Broder, ved Navn Sigurd, med Kong Harald; ligeledes ogsaa Røgnvald Jarls Søn Ivar, som faldt i denne Kamp. Da gav Kong Harald Røgnvald Jarl i Bøder for hans Søn Hjaltland og Ørkenøerne, men Jarlen gav sin Broder Sigurd begge disse Lande, og Kong Harald gav ham Jarls Navn, og han blev der tilbage. Efterat Harald igjen var sejlet over til Norge, gav en Mand, ved Navn Raud, en Søn af Olaf hin Hvide og Aude hin Grundrige, sig i Forbund med Sigurd, og de hærjede nu paa Skotland, og bemægtigede sig Katanæs og Søderland lige til Ekkjal. Sigurd Jarl dræbte en skotsk Jarl, som hed Melbrigdatønn, og bandt hans Hoved ved sine Stigbøjleremmer; men en Tand, som stod ud af Hovedet, stødte Hul i hans Læg, og der kom Betændelse i, saa at han deraf døde, og han blev højlagt paa Ekkjals Bred. Sigurd Jarl havde en Søn, ved Navn Guttorm, som herskede een Vinter over Landene efter sin Fader, og døde barnløs. efter den Tid havde atter Vikinger, baade Danske og Nordmænd, deres Tilholdssted i disse Lande.


Røgnvalds og Hans Sønners Samtale

96. Da Røgnvald Jarl spurgde over til Norge, at hans Broder Sigurd var død, og at Vikinger opholdt sig i hans Lande, baade paa Hjaltland og Ørkenøeerne, saa sendte han sin Søn Hallad derover, og Kong Harald gav ham Jarls Navn; Hallad havde en stor Flaade med sig, og, da han kom til Ørkenøerne, tog han der sit Sæde, men baade om Høsten og Vaaren fore Vikinger omkring mellem Øerne, plyndrede paa Næssene, og gjorde Strandhug; da blev Hallad Jarl omsider kjed af at være der paa Øerne, frasagde sig Jarldømmet, og tog Odelsmands Ret, og drog derpaa tilbage til Norge. Hans Fader Røgnvald var ilde tilfreds med hans Færd, og sagde, at hans Sønner ikke slægtede deres Forældre paa. Ejnar svarede sin Fader: “Jeg er kun lidet elsket af dig, og kun opvoxet her med en saadan Anseelse, som jeg bryder mig ikke om at miste, thi hvor jeg saa kommer, kan jeg være sikker paa at blive ikke mindre anseet end her; nu vil jeg drage over til Øerne, hvis du vil give mig nogen Bistand, og skal jeg da love dig, hvad sikkert vil glæde dig overordentlig, at jeg skal aldrig komme tilbage til Norge.” “Det behager mig vel,” svarede Jarlen, “at du kommer ikke tilbage, thi jeg har kun lidet Haab om, at dine Frænder ville have Ære af dig, eftersom hele din Mødreneæt er trælbaaren.” Jarlen gav da Ejnar et temmelig vel udrustet og bemandet Langskib, med hvilket Ejnar om Høsten sejlede vester over Havet, og da han kom til Ørkenøerne, sloges han med de Vikinger, som havde deres Tilhold der, tilintetgjorde dem, og blev siden Jarl over Øerne. Han blev en stor og mægtig Høvding.


Ejnar Jarl hævner sin Fader

97. Kong Harald Haarfagers Sønner bleve voldsomme, da de voxte til, og dræbte Kongens Jarler og andre mægtige Mænd. En Vaar droge Halfdan Højlæg og Gudrød Ljome ned til Møre med et stort følge, kom uforvarendes over Røgnvald Jarl, omringede Huset, satte Ild paa det, og indebrændte Jarlen med 60 Mand. Derpaa tilegnede Gudrød sig det Rige, som Jarlen havde ejet, men kort efter søgte han at forlige sig med sin Fader, og overgav Sagen i hans Vold. Da gav Kong Harald Røgnvald Jarls Søn Thorer hele hans Fædrenearv og derhos Jarlsnavn, og gav ham sin Datter Oløf Aarbod tilægte. Halfdan Højlæg tog to Langskibe, besatte dem med fornødent Mandskab, og sejlede strax, efterat Røgnvald Jarl var indebrændt, vesterpaa over Havet. Han kom ganske uforvarendes til Ørkenøerne, Ejnar Jarl foer da strax bort fra Øerne, men kom dog samme Høst tilbage og overfaldt Halfdan uforvarendes, og deres Skifte endtes med, at Jarlen dræbte Halfdan Højlæg, saasom fortælles i Ørkenø-Jarlernes Saga. Kort derefter drog Kong Harald med sin Hær over til Ørkenøerne. Men da Ejnar Jarl spurgde Haralds Komme, drog han over paa Næsset; da kvad Jarlen denne Vise:

Fagerskæggede Mænd for
Faareran tit søges,
Men for Fyrstesønnens
Fald man mig anklager;
Vænte kan jeg en heftig
Hævn af den tapre Konning,
Thi jeg ham Skade gjorde,
Skal jeg dog ej frygte!

Derpaa droge der Mænd med Ordsendinger mellem Kongen og Jarlen, og de bleve forligte paa det Vilkaar, at Ørkenøboerne skulde betale Kongen 60 Mark Guld. Bønderne gruede for denne Sum, men Ejnar tilbød dem, at han vilde allene betale disse Penge, og derfor skulde han eje al Odel paa Ørkenøerne. Dette vare Bønderne villige til at tilstaae, efterdi alle de fattige kun havde faa Jorder, men de, som vare rige, sagde, at de kunde løse deres Odel, naar de vilde. Jarlen udbetalte nu Kongen hele Summen, hvorpaa Kongen om Høsten drog tilbage til Norge. Jarlen ejede i lang Tid al Odel paa Ørkenøerne, lige til Sigurd Lødverssøn Jarl tilbagegav Bønderne Odelen. Ejnar Jarl herskede i lang Tid over Ørkenøerne, og døde af Sygdom; han havde tre Sønner; den ene hed Arnkel, den anden Erland, den tredie Thorfin Hjærnekløver. De tvende af Brødrene Arnkel og Erland faldt i England med Kong Erik Blodøxe, som før er fortalt, men deres Broder Thorfin var længe Jarl over Ørkenøerne; han var en stor Høvding, maatte ofte modstaae fjendtligt Anfald, men døde af Sygdom. Han havde fem Sønner, Arnfin, Havard, Ljot, Skule og Lødver. Arnfin var gift med Ragnhild, en Datter af Erik og Gunhild, som før er omtalt. Ragnhild fik sin Mand Arnfin Jarl bragt af Dage, og ægtede hans Broder Havard. Havard var en god og aarsæl Høvding. Havard Jarl og Ragnhild vare ikkke længe sammen, inden Ragnhild eggede Jarlens Søstersøn Ejnar, med Tilnavn Klining, til at dræbe Havard Jarl. Hun lovede Ejnar, at naar han gjorde denne Gjerning, da skulde han blive Jarl over Øerne, og hun vilde gifte sig med Ham; men da Ejnar havde dræbt Jarlen, da vilde Ragnhild ikke ægte ham, og sagde, at det var den største Løgn, at hun havde haft nogen Deel i Jarlens Drab. Ragnhild sendte derpaa Bud efter en anden Søstersøn af Havard Jarl, som hed Ejnar Haardkjæft; ham bad Ragnhild at hævne Jarlen, og bød de samme Vilkaar, som hun havde budet hin; men da Ejnar Haardkjæft havde dræbt sin Frænde, vilde Ragnhild ikke ægte ham. Hun giftede sig da med Ljot, Havards og Arnfins Broder. Ljot blev da Jarl over Øerne, og blev en stor Høvding. Han lod efter Ragnhilds Tilskyndelse dræbe Ejnar Haardkjæft. Ljot Jarls Broder Skule drog over til Skotland, og Skotternes Konge gav ham Jarlsnavn. Skule Jarl drog da ned til Katanæs, og, da han der havde faaet en Deel Mandskab, drog han ud til Ørkenøerne, og sloges med sin Broder Ljot Jarl om Riget, men overvunden flyede han over til Næsset. Et andet Slag holdt de i Dalene paa Katanæs, der faldt Skule Jarl, og Ljot Jarl lagde da hele Katanæs under sig. Ljot Jarl var en stor Kriger; det sidste Slag, han holdt, var med en skotsk Jarl, ved Navn Margbjod, og Ljot havde ikke engang Hælften Mandskab imod ham, men Ljot gik saa fast frem, at Skotterne trak sig tilbage, og det varede ikke længe, inden de flyede, som kunde undkomme, men en Mængde faldt; saaledes sejrede Ljot Jarl i Slaget, men fik dog de Saar, som siden voldte hans død. Da tog hans Broder Lødver Jarldømme over Ørkenøerne, og var en stor Høvding; han var gift med Irernes Konge Kjarvals Datter Edna; deres Søn var Sigurd Digre. Lødver Jarl døde af Sygdom, og hans Søn Sigurd tog Jarldømme efter ham. Sigurd var en mægtig Jarl, og havde et vidtstrakt Herredømme. Han forsvarede med Magt Katanæs imod Skotterne, havde hver Sommer en Flaade ude, og hærjede paa Syderøerne, Skotland og Irland. Det hændte sig en Sommer, at en Jarl, ved Navn Finlejk, kom oppe fra Skotland med en utallig Hær. Finlejk haslede Sigurd Jarl en Valplads paa Skidamyre paa Katanæs, og bestemte en Dag til Slag. Sigurd Jarl drog en Hær sammen. Ørkenøboerne syntes ikke om at slaaes mod Overmagten, thi der skal efter Sagnet have været saa stor Forskel paa Troppetallet, at der vare syv Skotter mod een Sigurds Mand. Jarlen fik derfor den Gang ikke Mandskab fra Ørkenøerne, før han tilbagegav Bønderne al deres Odel der paa øerne, for at de skulde staae ham bi. Dernæst drog han til Slaget mod Finlejk, og sejrede, men Bønderne fik igjen deres Odel paa Ørkenøerne.


Kong Olaf træffer Sigurd Jarl

98. Kong Olaf Tryggvesøn sejlede med sin Flaade over til Ørkenøerne, som før omtaltes. Men efterdi man ikke kunde befare Petlandsfjord, lagde han sine Skibe i Havn ved Røgnvaldsø i Asmundsvaag. Der i Vigen laa just Sigurd Lødverssøn Jarl forud med et Langskib, og agtede sig over til Katanæs. Saasnart Kong Olaf fik at vide, at det var Sigurd Jarl der laa, lod han ham kalde til sig; men da Jarlen var kommen om Bord paa Kongens Skib, tiltalte Kongen ham saalunde: “Det er dig bekjendt, Sigurd Jarl! at Kong Harald hin Haarfagre, efterat han havde bemægtiget sig hele Norrig, drog med en Hær herover; den Gang underlagde han sig Ørkenøerne og Hjaltland, og flere andre Lande her ovre; Kongen gav Øerne og Hjaltland til sin Jarl Røgnvald hin Mægtige i Bøder for hans Søn, men Røgnvald gav disse Lande til sin Broder Sigurd, og da blev Sigurd Kong Haralds Jarl. En anden Gang drog Kong Harald herover med en meget stor Flaade imod Ejnar Jarl, og da ginge velvlllige Mænd imellem Kong Harald og Ejnar, og de bleve forligte paa det Vilkaar, at Kongen tilegnede sig alle Ørkenøerne og Hjaltland, og Jarlen betalte Kongen for hans Søn Halfdan Højlægs Drab 60 Mark Guld, og Ejnar Jarl styrede Landene paa Kong Haralds Vegne. Nogen Tid derefter kom Kong Erik Haraldssøn fra Norge; da vare Jarlerne, Thorf-Ejnars Sønner, Kong Erik lehnspligtige, som skjønnes af, at de forstrakde Kongen med betydelige Hjælpetropper til hans Krigstoge. Da Kong Erik en anden Gang kom til Øerne, førte han Jarlerne Arnkel og Erland bort med sig, og satte deres Broder Thorfin til Jarl over Øerne, men de andre to faldt i England med Kong Erik. Derefter kom Eriks Sønner fra England, og havde da Herredømme over Øerne, men da de droge bort derfra, overdroge de deres Svoger Arnfin Jarl Landene. Efter ham fulgde hans Brødre i Jarldømmet, først Havard, dernæst Ljot, og tilsidst din Fader Lødver. Du har altsaa, Sigurd! Jarldømme over dette Rige, som jeg kalder min Ejendom ligesom hele det øvrige Rige, Konning Harald har ejet, og den ene af hans Ætmænd har taget i Arv efter den anden. Men eftersom det nu har truffet sig saa, at du er kommen i min Vold, saa har du at vælge mellem to Vilkaar: det ene, at du skal antage den sande Tro og lade dig og alle dine Undersaatter døbe, saa vil jeg give dig Haab om, at du skal beholde det Rige, som du forhen ejede, og desuden, hvad der er mere værd, at regjere hos den almægtige Gud evindeligen i Himmeriges Herlighed, om du holder Hans Bud; det andet Vilkaar derimod er meget jammerfuldt og uligt hint, at nu strax skal du døe, men jeg vil fare med Ild og Ødelæggelse over Øerne, og lægge hele dette Rige øde, naar Folkene ikke ville troe paa den sande Gud; og hvis du vil vælge dette Vilkaar, da vil du, ligesom alle de, der troe paa Afguder, efter en hastig Død gyseligen blive kvalt hos Djævelen i Helvedes Lue uden Ende.” I denne Forlegenhed valgde Jarlen det Vilkaar, som var ham det bedste, at antage den sande Tro; og han blev nu døbt tilligemed alle hans Folk. Derpaa blev han Kong Olafs Mand, og svor ham Troskabs-Ed; Sigurd tog da Landene i Lehn af Kongen, og gav ham sin Søn, som hed Hvalp eller Hund, i Gidsel, og Olaf lod da døbe Drengen, og kaldte ham Lødver, og førte ham, med sig til Norge. Olaf sejlede siden bort fra Ørkenøerne, og lod nogle Lærere blive tilbage at oplyse Folket og undervise det i den hellige Lære. Kong Olaf og Jarlen skiltes da ad med Venskab.


Kong Olaf kommer til Norge

99. Kong Olaf sejlede nu ud i Havet, og de havde en meget mild Bør; Kongen var da meget munter, thi ham anede ingen Svig eller Fare, hverken af sine Frænder eller af andre, som vare med paa Rejsen; men han fandt det dog bestandig underligt, at hans Frænder Jostein og Karlshøfud vare tavse og aldrig glade, siden de kom til ham i Irland. Kong Olaf kom først til Moster, hvor han gik i Land, og lod synge Messe i et Landtelt, derpaa mærkede han Grundvolden til en Kirke paa samme Sted, hvor han lod Messen synge; og han satte Tømmerfolk til, og gav dem de fornødne Bygningsmaterialier. Det var den første Kirke, Kong Olaf lod bygge; Kongen lagde Gods til den, og overdrog den til Præsten Thangbrand. Thorer Klakka sagde til Kong Olaf, da de kom til Moster, at der var ikke andet for, end at holde skjult, hvo han var, og rejse saa ilsomt det var mueligt op til Throndhjem mod Hakon Jarl, saa at ingen skulde faae Nys om hans Ankomst. Dette fandt Kongen at være vel og viseligen raadet, og han fulgde dette Raad, og foer Dag og Nat uden om Øerne nordop mod Landet saa hurtig han kunde; han kom aldrig til Fastlandet, men laa ved Udøerne, naar Vinden var imod. Aarsagen, hvorfor Thorer Klakka gav dette Raad, var, at han vidste, at Folket var begjerligt efter alt Nyt, og paa den anden Side, hvor navnkundig Olaf Tryggvesøn allerede var bleven i Norge ved manges Fortællinger; han tænkte ogsaa, at, efter som Olaf havde saa mange anseelige Frænder og Besvogrede, allermest østerpaa i Landet, om de toge ham til Høvding over sig, som man sikkert kunde vænte, naar de fik at vide, at han var kommen til Landet, da vilde strax hele Landshæren strømme til ham, tage ham til Konge, og staae ham bi til at faae Riget; men Hakon Jarls største Styrke var i Thrøndelaugen, og det tænkte Thorer, vilde nok lade sig gjøre for Jarlen med hans Snildhed og den Styrke, han der kunde gjøre Regning paa, at tage Olaf af Dage, naar han kom derop, uden at have større Mandskab, end det, han havde, om Thorer ikke kunde komme afsted med at dræbe ham før, som han og Jarlen havde aftalt det, før han drog bort fra Norge. De fore nu saaledes afsted, saa at Landsfolket ikke blev dem vaer, før de en Aften kom op til Agdenæs, der lagde de til Land, og tjældede over Skibene. Saasnart de traf Folk, spurgde de, at Hakon Jarl var inde i Throndhjem, og tillige, at han var bleven uenig med Bønderne. Da Thorer Klakka hørte dette, blev han i høj Grad bestyrtet, thi det var ganske anderledes, end han havde væntet, thi efter Jomsvikinge-Slaget gjorde alle mennesker i Norge særdeles meget af Hakon formedelst den Sejervinding, hvorved han havde frelst hele Landet fra den truende Ufred; men nu, da Bønderne vare blevne uenige med Jarlen, saavel der i Landet, som hjemme i selve hans Fædrenearv, traf det sig, efter hans Memng, meget uheldig, at en saa stor og berømt Høvding var kommen i Landet. Thorer kaldte da Jostein og Karlshøfud til sig, og talte længe med dem i Eenrum. Men da det blev Nat og alle sov paa Skibene, stode Brødrene op, klædte sig paa saa sagte, at ingen mærkede det, toge dernæst deres Vaaben, og stege paa en Baad. De roede til Olafs Skib, gik hemmelig om Bord paa det og hen til Kongens Sæng, og sagde, at Nøden fordrede, at han maatte gaae i Land med dem. Han gjorde saa; men da Kongen havde sat sig ned, faldt de begge ned for hans Fødder, og sagde med megen Sorg og Bekymring: “Vi have begaaet en sørgelig Udaad, saa at vi have fortjent at døe som onde Forrædere, og derfor overgive vi os nu i din Vold, at du gjør ved os, hvad du vil, enten lader os leve eller døe.” Kongen spurgde, hvad det vilde sige. De, fortalte ham nu alt, hvorledes Hakon havde nødt dem til at deeltage med Thorer Klakka i hans svigefulde Anslags Udførelse; “og nu er,” sagde de, “Døden bestemt dig om en føje Stund, derfor have vi bestandig været sorrigfulde, og aldrig glade, siden vi fore fra Norrig.” Kongen sagde: “Stander op hurtig!, ej skal jeg regne eder det til Onde; thi jeg vænter, at dette, ligesom alt andet, hvad mig angaaer, skeer efter det guddommelige Forsyns Styrelse; I have efter Omstændighederne skikket eder vel, giver nu et godt Raad, hvorlunde jeg skal forholde mig.” Jostein svarede: “Da Thorer i Aftes havde spurgt Nyt oppe fra Land, førte han os begge i Eenrum, og takkede os, fordi vi saa vel havde holdt vort Løfte og de Eder, vi havde svoret Hakon Jarl; siden sagde han os, at han agtede i Morgen tidlig, at bede dig at gaae op i Land med ham ganske ene ligesom til Raadslagning. Han sagde, at han i Forvejen vilde sende to af sine Fortrolige i en Skov tæt herved, og de skulle, saasnart han giver dem et Tegn, løbe frem og dræbe dig. Saaledes havde han og Hakon Jarl overlagt det, før han drog bort fra ham. Vi Brødre skulle have Lov til at sige dig Anslaget, naar vi satte vore Fødder paa Fastlandet, fordi de troede, at du skulde være dræbt, førend vi kom i Land, men nu har det truffet sig saa heldig, at du lever, og vi ere løste fra alle Løfter og Eder, vi have svoret Hakon Jarl. Det er nu vort første Raad, at du lader nogen af dine Fortrolige skjule sig i Skoven, saa at du kommer ham i Forkjøbet, og lokker denne Niding Thorer i den samme Snare, som han har stillet for dig.” “Dette Raad,” svarede Kongen, “skal jeg følge; ville I udføre det, eller skal jeg faae andre dertil?” De svarede begge tillige, at fra den Tid vilde de gjøre alt, hvad han vilde have. Kongen sagde da, at de skulde gaae hen i Skoven, og løbe frem, saasnart han rakde sin Handske i Vejret. Kongen gik derpaa ud paa sit Skib, uden at noget Menneske mærkede det.


Thorer Klakkas Drab

100. Tidlig den følgende Morgen kom Thorer op paa Kong Olafs Skib, og bad, at de begge skulde gaae i Land til Raadslagning. Kongen sagde, at det kunde de vel gjøre, og da de kom i Land, og vilde til at sætte sig ned, da vilde Thorer sidde paa det højeste Sted; men Kongen vilde ikke tilstaae det, og han rakde nu sin Handske i Vejret med den højre Haand. Jostein og Karlshøfud løb da ud af Skoven og desuden tvende andre Mænd, men Brødrene vare hurtigere, og de hug begge paa een Gang til denne onde Forræder Thorer, saa han styrtede Død ned paa Stedet. Da Thorers Mænd, som han havde bestemt til at dræbe Kongen, saae dette, standsede de, men Jostein og Karlshøfud gik imod dem, og dræbte dem begge. Thorers andre Mænd, som vare paa Skibet, bade om Fred, og den tilstod Kongen dem; de bleve alle hans Mænd, og svore ham Troskabs Ed.


Hakon Jarls Kamp med Bønderne

101. Hakon Jarl overgav sig til et saa skammeligt Skjørlevnet, at han ansaae sig lige berettiget til alle Kvinder i Landet, saavel Moder og Datter som Søstre, saavel fornemme Møer som gifte Koner, og i mange andre Henseender viste han sig grusom mod sine Undersaatter; deraf fik han det Tilnavn, som han siden har beholdt, Hakon hin Onde. Der var en mægtig og vennesæl Mand, ved Navn Brynjulf, som boede i Guledal, han havde en smuk og i mange Henseender fortræffelig Kone. En Aften sendte Hakon Jarl sine Mænd til Brynjulf i det Ærende, at de skulde føre Brynjulfs Kone med sig hjem til ham. Brynjulf var just kommen i Sæng hos sin Hustru, da Jarlens Folk kom til Gaarden. De fremførte deres Ærende for Brynjulf, og sagde, at det var Jarlens Budskab, at Brynjulf skulde sende ham sin Kone. “Der ere kun faa onde Ting,” svarede Brynjulf, “som Jarlen lader umælte eller ugjorte, og saa tøjlesløs er han nu i sin Ondskab, at man behøver ikke at mistvivle om, at jo hans Regimente snart vil gaae til Grunde, og han selv vil jammerligen ende sit Liv, thi dette Folk, som maa være ham undergivet, er i megen Nød og beklagelig Forfatning. Gjører I nu snart eet af to, at I drage bort, eller ogsaa faae I snart saadan Skam, at I aldrig kunne toe den af eder.” Sendemændene troede sig det da bedst tjenligt at drage bort med saa forrettet Sag, og da de kom til Jarlen, fortalte de ham deres Ærendes Udfald. Jarlen svarede: “Ligemeget hvad Brynjulf siger, miste skal han Konen eller blive dræbt.” Jarlen sendte da en stor Trop Folk, og da de kom til Brynjulfs Gaard, fremførte de Jarlens Ord. “Det er nu saa,” sagde da Brynjulf, “at jeg ej har Styrke mod eder dennesinde; men det kan dog hændes, at Jarlen omsider faaer velfortjent Vanære og Skam for sit Overmod og sin Udaad.” Han sprang da op, tog sin Rustning og sine Vaaben, og gik derpaa bort med megen Vrede. Men Sendemændene toge Konen, og førte hende til Jarlen. Brynjulf gik omkring i Bøjgden, og kaldte Bønderne sammen, og kærede sin Sag for dem, hvilken Vanære Jarlen viste ham. “Nu er det min Begjering,” sagde han, “at vi stævne en Hær sammen, drage imod Jarlen, slaaes med ham eller brænde ham inde; det er og den største Skam, at vi ikke tør frie os fra saadan Ondskab. Og om nu end Beskæmmelsen er mig nærmest, da vil det ikke vare længe, før flere ville være i samme Forfatning, om man ikke raader Bod derpaa, og da vil der vel nok findes nogle saa raske, at de ikke ville taale enhver Vanære af Jarlen, skjønt I ikke nu ville tage eder af min Nød.” Alle de Bønder, som vare komne sammen, bifaldt lydelig Brynjulfs Tale, og sagde, at det var meget begribeligt, at en brav Mand tog sig sligt meget nær; og det var da paa det nærmeste, at de vilde til at gjøre Opstand.


102. Kort efter var Jarlen til Gjæst paa Medalhus i Guledal, og hans Skibe laa ude ved Viggja. Paa Gaarden Bynæs boede da en mægtig Bonde, ved Navn Orm Lyrgja, der var gift med Gudrun, en Datter af Bergthor paa Lunde, der for sin Dejligheds Skyld kaldtes Lunde-Sol. Hakon Jarl sendte sine Trælle til Orm Lyrgja med det Ærende at føre Jarlen Orms Kone. Trællene kom til Bynæs, og fremførte deres Ærende. Orm lod, som han ikke var uvillig dertil, og bad dem først at sidde ned og faae Nadver, men inden Trællene vare mætte, kom Gaarden fuld af Bøjgdens Folk, som Orm havde sendt Bud til. Orm sagde dem da reent ud, at paa ingen Maade fik de Gudrun med; og Gudrun lagde til: “I kunne hilse Jarlen, at jeg kommer ikke til ham, med mindre han sender Thora fra Rimul efter mig;” denne Thora var en fornem Frue og een af Jarlens Kjærester. Meget vrede og med svære Trudsler mod Manden og Konen gik da Trællene deres Vej, og sagde, at det skulde de inden kort Tid faae at fortryde, og de skulde komme saaledes anden Gang, at det skulde tykkes dem begge bedst at gjøre Jarlens Villie, og dermed droge de afsted. Orm skar Budstikken op, og sendte den til Haldor paa Skjerdingstedja, men Haldor sendte den videre, og de lode den strax løbe til alle fire Kanter ud i Bøjgden med den Besked, at alle vaabenføre Mænd skulde drage bevæbnede mod Hakon Jarl, og dræbe ham. Efter dette Opbud rejste Almuen sig, og strømmede flokkeviis til Medalhuus. Saasnart Hakon Jarl fik Nys om denne Opstand, drog han strax bort fra Gaarden med hele sit følge, og skjulte sig i en dyb Dal, som siden har faaet Navnet Jarlsdal. Den følgende Dag lod Jarlen holde Øje med Bondehæren, men Bønderne havde besat alle Veje; de troede, at Jarlen snarest var dragen ud til sine Skibe, som hans Søn Erland, en haabefuld Ungersvend, styrede. Da det blev Nat, lod Hakon Jarl sine Folk gaae fra hverandre, og bød dem drage skovvejs ud til Orkedalen: “Ingen vil gjøre eder noget,” sagde han, “naar jeg ikke er med. Siger til min Søn Erland, at han skal drage med vore Skibe ud efter Fjorden og ned til Møre, hvor jeg skal Møde ham, thi jeg vil drage derned, saasnart Bondehæren skilles noget ad; men jeg vil holde mig skjult paa et hemmeligt Sted her i Nærheden, imedens de heftigst lede efter mig, og holde Flokken samlet. Jarlens Mænd droge da bort, somme ud til Skibene til Erland, men de, som vare bosatte, hjem i Bøjgden. Jarlen blev ene tilbage med sin Træl Thormod Kark. Denne Træl havde været given Hakon til Tandgave, thi de vare begge lige gamle. Jarlen og han droge da bort at søge sig et Skjulested; Jarlen red, men Kark gik Da de kom til Gulaaen, var Isen paa Aaen fuld af Huller. Jarlen sprang da af sin Hest, og styrtede Hesten ud i et Hul paa Isen, og lod sin Kappe efter sig, og fæstede den ved Kanten af Isen, saa at den ikke kunde falde ganske ned i Vandet; der paa droge de til den Hule, som siden er kaldt Jarlshulen. Der laa de en Tid og sov, men da de vaagnede, sagde Trællen: “Jeg drømte nu, Herre!” Jarlen spurgde, hvad han drømte. “Mig syntes,” sagde han, “at vi vare her i Hulen, jeg saae, at en stor, sort og styg Mand kom op af Jorden, og vi bleve bange, at han skulde gaae ind i Hulen; mig tyktes, han standsede for Hulens Dør, og mælte: “Nu er Ulle død,” derpaa gik han bort og op paa Fjældet, men jeg vaagnede.” Saa er min Søn Erland vist dræbt,” sagde Jarlen. Kark sov ind anden Gang, og gav sig i Søvne ligesom før, og da han vaagnede, spurgde Jarlen: “Hvad drømte du nu?” Trællen svarede: “Mig tyktes, at den samme Mand kørte ned ad Fjældlien, og da han kom til Hulen, mælte han til mig: “Siig du Jarlen, at nu ere alle Sunde lukte.” Jarlen svarede: “Du siger os her, at vi kun have faa Levedage tilbage.”


Jarlens Søn Erlands Drab

103. Efter Thorer Klakkas Drab styrede Kong Olaf med fem Langskibe ind i Fjorden; der kom Erland roende imod ham med tre Skibe. Det var blikstille, og Skibene nærmede sig hinanden snart, da de roede imod hinanden; men da de vare komne hinanden ganske nær, fattede Erland Mistanke om, at det kunde være Fjender, og drejede da sine Skibe til Land. Da Kong Olaf saae disse Langskibe komme sejlende inde fra Fjorden imod sig, tænkte han, at det var Hakon Jarl; men da Erland undflyede, bad Kongen sine Mænd at roe efter dem paa det heftigste. Da nu Erland var kommen nær ind til Land, roede de paa Grund, og sprang strax over Bord, og forsøgte at svømme i Land. Kong Olafs Skib naaede dem, og da Kongen saae, hvor der svømmede en overmaade dejlig Mand, snappede han Roerpinden, og kastede den efter ham; det Hug traf Hakon Jarls Søn Erland i Hovedet, saa at Pandeskallen knustes ind i Hjærnen, og der lod Erland sit Liv. Olaf og hans Folk dræbte der mange Mænd, nogle undkom dog ved Flugten, nogle toge de fangne og skjenkede Fred, og spurgde dem om Tidender. Man sagde da Kongen, at den Mand, han havde dræbt med Roerpinden, var Hakon Jarls Søn Erland, og tillige, at Bønderne vare rykkede mod Hakon Jarl, og at han var flygtet for dem, og hele hans Hær adspredt. Hakon Jarl og Kark bleve kun en kort Tid i Hulen, men stode siden op, og gik til Gaarden Rimul. Jarlen sendte da Kark til Thora, og bad hende komme lønligen til ham. Hun kom strax, og tog kjærlig imod ham. Jarlen sagde da til hende: “Veed du noget forborgent Sted her paa din Gaard, hvor du kan skjule mig nogle Nætter, indtil Bønderne skilles ad.” “Det vil ikke være let,” svarede Thora, “at holde dig her skjult; thi dine Fjender ville komme og ransage Gaarden paa det nøjeste saavelsom alle Skjulesteder i Nærheden, og her vil blive søgt langt omhyggeligere end andre Steder, eftersom det er Folk vitterligt, at jeg gjerne vil hjælpe dig saa meget, det staaer i min Magt; men dog er her et Sted ved Gaarden, hvor jeg ikke vil falde paa at lede om saadan en Høvding, som du er, det er en Svinesti.” Da Thora førte dem derhen, sagde Jarlen: “Dette Skjulested kommer vel tilpas, her ville vi berede os et Herberge; Livet maa man først bjærge, meer end see paa, om Herberget er anseeligt.” Trællen gjorde da en stor Grav, og bar Jorden bort, men Jarlen og Thora sade imidlertid, og talte; hun fortalte da Jarlen de Tidender, hun nylig havde spurgt, at Olaf Tryggvesøn var kommen i Fjorden, og at han havde dræbt Jarlens Søn Erland. Siden gik Hakon Jarl ned i Graven og Trællen Kark med ham. Thora gav dem tilstrækkelig Mad og Drikke, Lys og hvad de ellers behøvede; dernæst lukkede hun Graven til med Bræder, skovlede Jord og Møg ovenpaa, og drev saa Svinene derind, som nedtraadte Meget saaledes, at ingen kunde see, at det nylig var lagt der. Derpaa gik Thora hjem til sin Gaard, og intet Menneske, uden hun allene, vidste, at Jarlen var der. Denne Svinesti laa tæt ved en stor Steen.


Hakon Jarl dræbes af Kark

104. De Bønder, som havde forsamlet sig imod Hakon Jarl, droge strax til Olaf Tryggvesøn, saasnart de spurgde, at han var kommen til Landet. De toge imod ham med aabne Arme, og sagde: “Det er os en stor Lykkes Dag, at vi fandt dig, og det vænte vi, at det ogsaa skal blive for dig; vi tænkte efter Jomsvikinge-Slaget, at der ikke var saadan en Høvding til som Hakon Jarl for hans Sejersælheds Skyld og for de mange andre Egenskaber, som han havde til at være Høvding. Da vilde Folket ikke andet end have Jarlen til Regjent; men nu da hans Ondskab og Udaad gaaer over alle Grændser, saa den paa ingen Maade er at udholde, ere alle blevne saa kjede af hans Usædelighed, at han langt fra at beholde Regjeringen i det Sted skal miste livet, saasnart vi faae ham fat; vi haabe, at det skal skee med din Bistand og Lykke, saa heldig du har været med at dræbe hans Søn Erland. Derfor ville vi bede dig at være Høvding over denne Flok, og oppebie saa et højere Værdighedsnavn, thi vi vide, at hele Landsfolket vil helst tjene under Harald hin Haarfagres Afkom, om der end ikke havde været en saa berømmelig Mand til, som du er.” Olaf blev glad ved deres Tale. De sluttede nu Forbund, og Bønderne toge Olaf til Konge over sig, og de forenede sig nu alle om at søge efter Hakon Jarl. De droge op til Guledal, thi de meente, at havde Jarlen søgt til beboede Steder, var det rimeligst, at han var paa Rimul, thi i den Dal havde Jarlen ingen kjærere Ven end Thora. Da de kom til Gulaaen, fandt de Jarlens Kappe i Vaagen, og Hesten, som var dreven i Land noget neden for paa en Landtunge. Da de fandt Kappen, sagde nogle, at Jarlen maatte være druknet i Aaen, hvorfor det ikke nyttede at lede efter ham længer. Da sagde en gammel Mand: “Ej kjende I Jarlens Underfundighed, om I troe, at han er omkommen i denne Aa, og ikke indsee, at dette er hans List for at bedrage eder?” Kongen bifaldt hans Ord, og de samtykte det alle, og bleve ved at fare fort, indtil de kom til Gaarden Rimul, hvor de brøde alle Husene op, og ledte efter Jarlen baade ude og inde, som Thora havde væntet, men fandt ham ikke. Da holdt Olaf Thing ude i Gaarden, og steg op paa den store Steen, som laa ved Svinestien, paabød Tavshed, og talte højt og gjennemtrængende, og sagde: “Det er eder kundbart, at vi have ledet efter Hakon Jarl, men eftersom vi ikke dennesinde kunne finde ham, skulle alle vide, at den, som bliver Jarlens Banemand, ham skal jeg belønne med Ære og Gods efter Fortjeneste.” Derefter drog Kong Olaf med hele sin Hær bort fra Gaarden Rimul og ind paa Hlade, og tog der sit Sæde. Hakon Jarl og Trællen vare i Graven, og hørte meget tydelig hvert Ord, Kong Olaf talte. Da Kongen var dragen bort med sine Mænd, sagde Jarlen til Kark: “Megen Kraft og Rædsel følger denne Mands Tale; jeg har været stædt i mange Farer og Manddoms Prøver, og man har sagt, at jeg ikke var ræd, men ved denne Olafs blotte Ord greb Frygten nu saaledes mit Hjærte, som aldrig før, at jeg blev betagen af Bekymring og Rædsel over hans skrækkelige Ord.” Jarlen saae da hen paa Trællen, og saae, at hans Mine og Aasyn blev mørkt og han skiftede Farve. “Hvad er det nu?” sagde da Jarlen til ham, “hvi er du saa bleg men stundom sort som Jord, er det ej saa, at du vil forraade mig?” “Ej er det saa,” svarede Kark, “men det maa ikke tykkes dig underligt, at jeg ræddes for denne Mands Ord lige saavel som du.” “Ja”, svarede Jarlen, “eftersom vi ere fødte paa een Dag, vil der heller ikke være længe imellem vor Død.” Men da det blev Nat, spiste de begge sammen, og drak af eet Kar. Jarlen vaagede om Natten, thi han troede ikke Trællen, men Kark sov baade haardt og længe, men dog vaagnede han omsider, og saae da Jarlen vaage. Kark sagde da: “Jeg drømte end, Herre! jeg tyktes at vi vare begge paa eet Skib, og jeg skulde styre.” “Da raader du nu for begge vores livstimer, og vær du mig tro, som du bør at være, derfor skal du faae god Belønning af mig, naar andre Tider komme.” Kark sov anden Gang, og gav sig i Søvne, men da han vaagnede, spurgde Jarlen, hvad han drømte. “Jeg var nu paa Hlade,” svarede han, “og Olaf Tryggvesøn lagde en Guldkjæde om min Hals, og desuden tyktes jeg, at han gav mig en stor Hest.” “Det betyder,” sagde Jarlen, “at Olaf vil lægge en blodrød Ring om din Hals, hvis du kommer til ham; vaer dig derfor, thi han vil lade dig halshugge, og det er sandsynligt, at han siden lader dig ophænge til Spot og Spee, og giver dig saaledes en Hest (66); men hos mig skal du altid have det godt, ligesom du før har haft, hvis du ikke forraader mig.” Siden vaagede de begge, som om ingen af dem troede den anden, men imod Dag faldt Jarlen i Søvn, han gav sig da strax i Søvne, raabte frygtelig, og skød Hælene og Nakken under sig, som om han vilde rejse sig op. Ved det blev Trællen betagen af Rædsel, han greb en stor og hvas Kniv af sit Bælte, og stak den igjennem Jarlens Strube, og skar den tværs over, det var Jarlens Bane; derpaa skar Kark Hovedet af Jarlen, og løb bort med det. Han kom Dagen efter ind paa Hlade, og bragde Kong Olaf Hakon Jarls Hoved, og fortalte hele Tildragelsen saaledes som vi nu have hørt berette. Da sagde Kong Olaf: “Af hvad Grund sveg du Jarlen ?” Kark svarede: “Jeg dræbte mest Jarlen for det fagre Løfte, som du gjorde den Mand, der blev hans Bane, og tillige fordi jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gjøre ved de gyselige Gebærder, som Jarlen gjorde i Søvne.” “Mit Løfte herom,” sagde Kongen, “skal jeg opfylde, og give dig en velfortjent Belønning for din Gjerning, og afskrække de Efterlevende fra at svige deres retmæssige Herre; thi skjønt du tjente en ond Mand, var han dog alligevel din Herre, og du havde ham kun Godt at lønne, og ikke mindre vilde du have sveget ham, om du end havde haft en god Herre.” Kongen lod ham da føre ud og halshugge. Siden lod Kongen tage Hakon Jarls og Karks Hoveder, og han drog derpaa med en Mængde Bønder ud til Nidarholm. Denne Holm blev da brugt til at henrette Tyve og andre Misdædere paa, der stod en Galge, hvori Kongen lod fæste begge Hovederne; da gik hele Hæren til, spottede og stenede Jarlens Hoved, og sagde, at der skulde Nidingen følge med andre Nidinger. Derefter bleve der sendte nogle Mænd op i Guledal, at tage Jarlens Krop af Graven; de førte den da bort, og brændte den, og saa tydelig viiste Thrøndernes Fjendskab sig imod Hakon Jarl, at intet Menneske maatte nævne ham anderledes, end Hakon hin Onde, og med det Navn benævnedes han over hele Throndhjem, og vidt omkring andre Steder baade indenlands og udenlands. Men det maa man dog sige om Hakon Jarl, at han havde mange Egenskaber til at være Høvding; han var af høj Byrd i alle sin Æts Grene, viis og forstandig, om han havde villet nytte det til det Gode, forfaren i alle Regjeringssager, tapper og haardfør i Strid, og havde ofte Lykke til at sejre over sine Fjender; saa siger Thorlejf Raudfeldssøn:

Taprere Jarl end dig vi
Ej under Maanens Bane
Kjende, Hæder kjæk i
Kamp paa Søen vandt du.

Hakon Jarl var gavmild mod sine Mænd, og i lang Tid vennesæl af Almuen indenlands, men den største Ulykke fulgde ham i hans Død, og var det paa den anden Side ikke underligt, thi Hakon Jarl var altid fuld af Underfundighed, utro og svigefuld baade mod Venner og Uvenner, den stærkeste Trosfornægter og Blotmand; da var ogsaa den Tid kommen, da den almægtige Gud havde besluttet, at Blotskab og Hedendom og denne hin onde Satans Apostel Hakon Jarl skulde fordømmes, og isteden derfor skulde den hellige Tro komme, og gode Sæder fagert blomstre i de nordiske Lande, for den velsignede Gud Herrens Sendebud Olaf Tryggvesøns velvillige Bestræbelser. Hakon Jarl havde, da han blev dræbt, været Jarl i 33 Vintre, fra den Tid hans Fader Sigurd Jarl faldt. Den Gang var Hakon 25 Aar, men nu manglede han 2 Vintre i 60, da han blev dræbt.


Olaf Tryggvesøn tages til Konge over Norge

105. Kong Olaf opholdt sig paa Hlade i førstningen efter Hakon Jarls Fald. Da den Tidende spurgdes, at Hakon Jarl var dræbt, og Olaf Tryggvesøn kommen i hans Sted, da søgte til ham alle Høvdinger og mægtige Mænd i Thrøndelaugen og mange andre Folk, og de vare alle enige i at bede ham at være deres Konge, og tilbyde ham deres Tjeneste og villige Lydighed; de forestillede ham, at de lkke kunde være længe uden Høvding, efter hvad der var skeet, sagde, som sandt var, at de kunde vænte den strængeste Medfart af Jarlerne Erik og Svend for den Opstand, de havde gjort mod deres Fader Hakon Jarl. Olaf fandt Behag i deres Tale. De bleve da alle enige om at stævne de 8 Fylker i Throndhjem til Thinge. Der kom da en stor Mængde mennesker sammen fra hele Thrøndelaugen, og da nu Thinget var sat, stod Olaf op, og paabød Tavshed, og tog derpaa saaledes til Orde: “Det er alle dem, som her ere komne sammen, kundbart, at Harald hin Haarfagre var i lang Tid Enevoldskonning over hele Norrig; en Deel af Riget fik han med det Gode, en Deel bemægtigede han sig med væbnet Magt; han gav den Lov, at enhver af hans Ætmænd, som paa Sværdsiden nedstammede fra ham, skulde være Konning og følge sin Fader i Regjeringen; men eftersom Kong Harald havde mange Sønner, skiftede han Riget imellem dem, som han fandt det passende, og bestemte derhos, at kun een skulde være Overkonning over Landet ad Gangen, om end flere vare lige arveberettigede. Da nu dette Folk er Høvdingløst, og har i lang Tid maattet udstaae uretfærdigt Herredømme og Regjering, da vil jeg tilbyde, eftersom mange Høvdinger og mægtige Mænd have forud begjeret, at være eders Konning, om I ville være mine Undersaatter. Og synes det mig i visse Henseender, som vort Forbund ikke vilde være upassende, og at den ene burde understøtte og styrke den anden til retfærdig Fremfærd. Formedelst Hakon Jarls Drab, ville I være udsatte for megen Fare af hans Sønners og andre hans Frænders og Venners Vrede. Af dem kunne I vænte den voldsomste Medfart, om I ikke have nogen Høvding at anføre eder imod dem, ligesom I tilforn have andraget det for mig. Men paa den anden Side har jeg en stor Vaande at oprette, saa længe jeg har maattet undvære den mig tilkommende Værdighed; thi i lang Tid har Regjeringen i dette Land været et Tvistens Æble for Avind og Uretfærdighed. Først dræbte Erik Blodøxe min Farfader Olaf og mange andre af sine Brødre, begjerlig efter ene at herske over deres Riger; Dernæst kom Hakon Adelsteensfostre til Regjeringen, og han viste dem af sine Frænder, som ikke gjorde Opstand imod ham, megen Hæder. Han tildeelte da min Fader Tryggve det Rige, som hans Fader havde haft før ham, og gav ham Kongenavn; det Rige beholdt han saalænge hans Farbroder Kong Hakon levede, og de vare de kjæreste Venner; men da Eriks Sønner havde faaet Regjeringen, svege de min Fader Kong Tryggve efter deres Moder Gunhilds Raad, og dræbte ham ved Forræderi; den Gang var jeg endnu i Moders Liv. Den samme Gunhild udsatte ved sin Underfundighed mange Snarer for at fange mig og tage mig af Dage, saasnart jeg var født. Min Moder Astrid og jeg vare den første Vinter hemmelig paa Ofrestad hos hendes Fader Erik, men formedelst Gunhilds listige Efterstræbelser trøstede han sig ikke til at beholde os længere her i Landet; da rejste min Moder med mig, forklædt og i Usselhed, for at ingen skulde kjende os, over til Sverrig; der opholdt vi os i to Aar hos Hakon Gamle; og da skulde Gunhild ved sine Udsendinge have fanget mig med Underfundighed, hvis den gode Mand Hakon Gamle ikke havde med Magt og Mandighed forsvaret mig imod hendes Efterstræbelser, af Venskab for min Morfader Erik. Dernæst, da jeg var tre Vintre gammel, fore min Moder og jeg med et Skib fra Sverrig, og agtede os over til Garderige til hendes Broder Sigurd; da mødte vi Vikinger, og bleve tagne fangne og solgte som Trælle, men noget af vort følge blev dræbt, der skiltes min Moder og jeg, saa at jeg saae hende aldrig mere. Jeg blev da solgt ligesom andre Trælle. Jeg var sex Vintre i Trældom i Estland, indtil min Morbroder Sigurd løste mig ud derfra, og førte mig med sig til Garderige, da var jeg ni Vintre gammel. Andre ni Vintre var jeg i Garderige fremdeles i Udlændighed, skjønt jeg ved gode Høvdingers Ædelsind blev der vel behandlet. Dernæst var jeg i Vindland tre Vintre, men fire tilbragde jeg paa Krigstoge i de vestlige Lande. Al den Tid har jeg, som man vel kan tænke, udstaaet Slud og Strabadse, og blot haft Sikkerhed, naar jeg var hos udenlandske og fremmede Folk, og næsten blot haft det til at føde mig selv og mine Folk af, hvorfor jeg har vovet mit og mine Mænds Liv, og sat det i Fare, som mere er værdt, om jeg end ikke regner det dennesinde, thi mangen uskyldig Mand have vi ranet hans Gods, og somme Livet med, som det er Krigeres Skik. Men saadanne have besiddet vore Ejendomme og Arvegods, som dertil vare lidt fortjente, da de efterstræbte vort og vore Frænders Liv med mangfoldig Snedighed, nemlig Gunhild Kongemoder og hendes Sønner; dog de vare arveberettigede til at være Konninger, naar de kun ikke havde attraaet mere, end dem tilkom med Rette. Men denne Høvding, som her var nu sidst, Hakon Jarl, havde Byrd til at besidde sin Fædrenearv og have Jarlsnavn og Lehn af Norrigs retmæssige Konning; men det var den største Uretfærdighed og Overtrædelse af Loven, at han herskede næsten ene over hele Norrig, og han dræbte de Konger, hvem han skyldte Lydighed, somme i aaben Kamp, andre ved listige Efterstræbelser, ligesom det ogsaa havde gaaet mig, hvis hans Ondskab havde faaet Fremgang, thi han sendte Thorer Klakka over til Vesterlandene, for at han skulde søge ved List at føre mig herover i hans Vold, eller ogsaa dræbe mig, som nogle af de Mænd, der ere her paa Thinget, vel vide. Nu vænter jeg, at der ikke er nogen Mand her i Landet, der efter den gjældende Lov er ved Slægtskab saa nær berettiget til Kongedømmet som jeg, om det er Høvdingernes Villie og Almuens Samtykke.” Olaf sluttede sin Tale saaledes, at alle beklagede ham for al den Nød, han i sin lange Landflygtighed havde udstaaet. Da stod op hver Mand, og vilde ikke høre andet, end at Olaf Tryggvesøn skulde være Konge. Olaf Tryggvesøn blev da paa det almindelige Folkething udraabt til Konge over hele Landet, saa vidt som Harald hin Haarfagre havde ejet det, og Riget blev ham tildømt efter de gamle Love. Bønderne lovede at give ham tilstrækkeligt Mandskab til at sætte sig i Besiddelse af Riget, og siden til at forsvare det, men Kongen lovede dem derimod Lov og Landsret, og at beskytte dem imod Anfald og Overlast af Hakons Sønner og alle andre, som vilde søge at hævne Jarlens Drab. Kong Olaf valgde sig da en Huustrop: derom taler Thord Kolbejnssøn i Eriks Drape:

Skadeulves Forjager! (67)
Skjæbnen leder til meget,
Lidet efter lod den
Livet Hakon røve;
Men da Krigere kjække
Kom med en Hær fra Vesten,
Tryggves Søn fik det Land, som
Værnet Kæmpen havde.


Om Albani og Sunnifas Død

106. I Hakon Jarls Dage døde ovre i Irland en Konge, som efterlod sig en Datter, ved Navn Sunnifa. Hun var tidlig forstandig og en god Kristen, thi Irland havde da længe været kristnet. Sunnifa var en meget dejlig Mø, og voxen, da disse Begivenheder foregik; hun styrede Riget efter sin Fader, med sine anseelige Frænders og Venners Raad. Eftersom Sunnifa havde et stort Rige, og derhos var saa dejlig, var der en hedensk Viking, der bejlede til hende. Sunnifa vilde saa meget mindre ægte en hedensk Mand, som hun havde fast besluttet at tjene den eneste Gud i Kydskhed, og ikke have nogen Mand paa Jorderige. Vikingen begyndte da at hærje paa Sunnifas Rige, og ængste hende paa mange Maader, og agtede saaledes at tvinge hende til at ægte sig. Sunnifa stævnede da sine Mænd til Thinge, og da hendes Frænder og Venner vare komne sammen, talte hun saaledes til dem: “Jeg har sammenkaldt eder, mine kjæreste Venner! til at raadslaae om dette Rige, som jeg har styret i nogen Tid med eder; nu begynde onde Mennesker at ængste mig med overmodige Anfald, ligesom alle dem, der tragte efter dette kortvarige Livs forgjængelige Glæder; derfor har jeg nu betænkt, at jeg vil ikke længer som en Trælkvinde taale Sorger og Bekymringer for dette usle Rige, som er intet værdt imod den evige Fryd; i det Sted vil jeg som en højbaaren Kvinde gjøre mig fri, og overgive mig i min Herre Jesu Kristi Magt og Forsyn, og saa maa de gjøre, som mig ville følge, men alle skulle efter deres egen fri Villie forblive i deres Fødeland, skjønt jeg begiver mig derfra.” Men saa elsket var Sunnifa af hele Folket, at en stor Mængde vilde drage bort med hende, baade Mænd og Kvinder, og forlade deres Odelsjord. Derefter skaffede Sunnifa dem Skibe, og mange beredte sig til at drage med hende. Saasnart de vare færdige, styrede de fra Land med deres Skibe paa den Maade, at de hverken havde Sejl eller Aarer, ej heller Roer eller Skibsredskaber, ej heller Vaaben eller Rustninger. Derved gav Sunnifa tilkjende, at hun stolede mere paa den alvældige Guds Almagt end paa verdslig Rejsehjælp og Bistand; hun overgav sig og hele sit følge i den levende Guds Haand, og bad ham vise dem Vej, og styre dem, hvorhen han vilde. De dreve siden ud i rum Sø, og førtes endelig med Guds Bistand til de Øer, som ligge ved Norge sønden for Stat; den ene af disse Øer hedder Selja, den anden Kinn. Disse Øer vare ikke beboede, men Folk havde Kvæg derude ligesom paa mange andre Udøer, thi der vare store Bøjgder inde paa Land ligefor Øerne. Sunnifa og hendes følge gik i Land paa Selja. Paa Øens vestlige Side laa der et stort Fjæld, hvori der vare store Klippehuler; disse gjorde de i Stand til deres Bolig. Der bleve de i lang Tid, og tjente Gud med Ydmyghed og alskens Afholdenhed, og nærede sig af de Fiske, som Sunnifas Folk fangede i Vandene. Men da Bøjgdemændene paa Fastlandet mærkede, at der opholdt sig Mennesker paa Øerne, troede de, at det vare Røvere, der vilde bemægtige sig deres Kvæg. Bønderne droge da til Hakon Jarl, og fortalte ham, at en Mængde Ildgjerningsmænd og Røvere vare ude paa Øerne Selja og Kinn, og gjorde megen Skade paa Folks Kvæg, og de bade ham at drage derud med betydeligt Mandskab, at dræbe de Vikinger, som opholdt sig paa disse Øer. Jarlen gjorde, som de bade, og drog ud til Øerne med meget Mandskab, væbnet som til Slag. Men da de Guds gode Venner, som vare derude, saae dem komme, tyktes de vide, at de vilde blive anfaldte; de gik da ind i deres Huler, og bade den almægtige Gud, at han vilde give deres Aander den evige Hvile i Paradises Salighed, i hvad død de end døde, og derhos bade de Gud, efter hans Mildhed og Miskundhed, at forunde dem en saadan Begravelse, at de onde Hedninger ikke skulde faae deres Legemer i deres Magt. Den almægtige Gud tilstod dem det, de bade om, saa at de Guds Helgene endte deres Liv paa den Maade, at store Klippestykker faldt ned for de Huler, hvori de vare, og de fik saa den evige Saligheds Belønning for deres gode Gjerninger i det Timelige. Men Hedningerne kom til Øerne, og ledte efter dem, og syntes det meget underligt, at de ikke fandt dem, da de havde seet dem kort før de kom til Øerne. De fore da tilbage med saa forrettet Sag.


Thorderne komme til Øen Selja

107. Noget derefter, da Hakon Jarl var Død og Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen i Norge, hændte det sig, at to mægtige Bønder, af hvilke den ene hed Thord Egilejfssøn, den anden Thord Jorundsøn, fore med et Skib med nogle Mænd sønden fra Fjordene, og agtede sig op til Throndhjem til Hakon Jarl, thi de havde den Gang endnu ikke spurgt Høvdingeskiftet. De kom nær til Øen Selja, thi den ligger paa den almindelige Vej. De saae da skinne fra Himlen et stort og dejligt Lys ned paa Søen nær ved Øen, saa at denne Glands naaede Landet paa Øen. Dette Syn forekom dem meget underligt; de lagde dog til Land for at efterforske, hvad der var under, hvor denne Glands skinnede ned. Men da de kom i Land paa Øen, fandt de tæt ved Stranden netop paa det Sted, hvor de havde seet Lyset, et Menneskehoved, som var blankt og smukt; derhos mødte dem saa sød en Vellugt, at de aldrig før havde mærket en saadan; men da de vare Hedninger, indsaae de ikke, hvad denne kostelige Vellugt havde at betyde, men syntes dog, at det var meget mærkværdigt. De toge da Hovedet op med Ærbødighed, svøbte det i et reent Klæde, og tog det med sig i den Agt at bringe det til Jarlen, thi de troede, at han ved sin Viisdom maatte kunne indsee, hvad det betydede; derpaa droge de igjen deres Vej. Da de kom norden om Stat, spurgde de, at Hakon Jarl var dræbt, og i hans Sted den berømmelige Konge Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen. Men de fortsatte ikke desto mindre Rejsen, og agtede nu at besøge den nye Konge, thi der var meget fortalt dem om hans Fromhed og Gjævhed. De vedbleve da at rejse, til de kom til Hlade til Kong Olaf, han tog med megen Mildhed imod dem, saasnart han fik at vide, hvo de vare. Han begyndte strax at forkynde dem den hellige Tro, og bad dem at lade sig døbe; “om I gjøre dette efter mit Bud,” lagde Kongen til, “da skulle I derfor nyde mit fuldkomne Venskab.” Dertil vare de ikke uvillige, og sagde, at de vare beredte til at vise ham deres Tjeneste; de talte sammen en Tid, og Kongen spurgde om Tidender fra Sønderlandet. De svarede ham paa, hvad han spurgde, og fortalte dernæst Kongen om deres Rejse, og Viste ham Hovedet, som de havde fundet paa Øen Selja. Kong Olafs Hofbiskop, som han havde ført med sig fra England, hed Sigurd, og kaldtes Sigurd hin Mægtige; han var baade viis og velvillig og en stor Klerk. Da nu Kongen og Biskoppen saae Hovedet, sagde de, at det var visselig en Helgens Hoved. Kongen vedblev da at forkynde Troen for disse Mænd, som havde fundet det, og talte saaledes til dem: “Megen Fryd og Glæde maa alle gode og rettroende mennesker føle ved Betragtningen af den almægtige Guds Miskundhed, om end intet Øje kan see, intet Øre høre og intet Menneskes Tanke fatte, hvor herlig en Belønning, vor Herre giver sine Tjenere for den timelige Møje. Men derfor har hans store Mildhed viist eder dette Tegn, at I desto snarere skulle frivilligen vende eder bort fra Afgudernes Vildfarelse til den sande Tro og hellige Daab, som det bliver alle og enhver øjensynligere, naar de tænke derpaa, at hin ophøjede Himlens Konning vil skjenke sine Venners Sjæle overordentlig Herlighed i Himmeriges Fryd, da han af deres Legemers døde og tørrede Lemmer, lader saa yndig en Vellugt udgaae, at der ikke udgaaer en saadan af nogen vellugtende Blomst.” Disse gode Mænd bleve saa indtagne af Kongens Tale, at de strax tilstode at ville troe paa den sande Gud; de bleve da døbte med hele deres følge. Derpaa indbød Kongen dem til sig, og gav dem den hæderligste Beværtning, medens de vare i de hvide Klæder, og lod dem undervise i den hellige lære. Siden droge de med gode Gaver og Kongens Venskab hjem igjen til deres Gaarde. Men Kongen og Biskoppen beholdt det hellige Hoved i deres Varetægt, indtil Kong Olaf holdt Thing nede ved Stat paa Dragshede, som siden skal omtales. Efter dette Thing spurgde Kongen de Mænd, som boede nærmest ved Øen Selja, om de havde bemærket noget Usædvanligt der; man sagde ham da, at man ofte saae et skjønt Lys derude. Siden droge Kong Olaf og Biskop Sigurd med meget Folk til Øen Selja, og da de kom ud til Klipperne paa Øen, bleve de vaer, at der havde været store Huler, som for ikke mange Vintre siden vare tillukkede. De fandt og allevegne der mellem Klipperne Menneskebeen med den sødeste Vellugt; omsider kom de et Sted, hvor Bjerget nylig var sprunget fra en Huleaabning; derfandt de hin hellige Mø Sunnifas Legeme heelt og uskadt med Hud og Haar, som om hun havde været ganske nylig Død. De toge da den hellige Relikvie op, og beredte hæderlig om den med megen Glæde og højtidelig Taksigelse til Gud. Siden blev Øen bebygget, og der bleve rejste Kirker, hvor den salige Sunnifas hellige Relikvie blev dyrket, indtil hendes velsignede Legeme blev ført ned til Bergen, hvor hun nu hviler i et stort og anseeligt Skrin over Højalteret i Kristkirken.


Om Sunnifas Broder Albanus

108. Kong Olaf takkede uafladelig den almægtige Gud, især fordi han af sin ophøjede Miskundhed hædrede hans Dage med at aabenbare sin Tjenerinde Sunnifas og hendes hellige følges Herlighed; thi alle forstandige Folk opmuntredes til Kjærlighed mod den almægtige Gud og til Lydighed mod Kongen derved, at de aabenbarligen saae af saadanne herlige Jærtegn, at det var en sand Tro, som Olaf forkyndte, og det allene kan kaldes at herske, at tjene den levende Gud. Det findes skrevet, at Sunnifas Broder, som hed Albanus har været i denne hellige Skare, og er faren over Havet med Sunnifa, men der er ikke talt om ham her, fordi denne Beretning er tvivlsom, thi det sige de, som have været paa Selja, og der ere bekjendte, at der er en stor Kirke, som er helliget til Guds Martyr Albanus, som var den første, der blev piint for Guds Navn, og disse Mænd sige, at der dyrkes Højtideligen Hovedet af den hellige Albanus, som blev dræbt i England. Ved Kirken, som er helliget denne Albanus, er et Sortebrødre Kloster; der i Kirken ere mange Skrin, baade store og smaae, som bleve gjorte for Relikvierne af de gode Mennesker, som vare med Sunnifa; men Sunnifas Kirke staaer oppe paa Fjældet ved Klosteret. Man siger, at der i den Hule, hvor den hellige Sunnifas Legeme fandtes, sprang Vand ud af Bjerget, og derfra løber en lille Bæk, og at mange syge Mennesker faae deres Helsen igjen ved at drikke deraf. Guds Mø Sunnifas og hendes salige følges Messedag holdes af Nordmændene den 8de Juli, som vi kalde Seljumanna Messe. I Selja viser vor Herre Jesus Krist evindeligen mange Jærtegn for disse hans Helgenes Fortjenester, som der dyrkes.


Brødrene Erik og Svend flygte ud af Landet

109. Kong Olaf drog Vinteren, efterat han var bleven udraabt til Konge i Throndhjem, over Landet, og lagde det under sig. Han blev udraabt til Konge paa hvert Thing, og alle Folk i Norge gave sig under ham, ligeledes de Høvdinger paa Oplandet og efter i Vigen som forhen havde haft Landet til Lehn af den danske Konge; nu bleve de Olafs Mænd, og toge deres Lande i Lehn af ham. Saaledes drog Kongen omkring den første Vinter og Sommeren efter. Erik Hakonssøn Jarl og hans Broder Svend og andre af Jarlens Frænder og Venner rømte Landet, og søgte over til Sverrig til de svenskes Kongo Olaf; der bleve de vel imodtagne; saa siger Thord Kolbejnssøn:

Meer i Tanker Erik
Havde, end han sagde
Da til Kongen, sligt man
Kunde af ham vænte;
Hjælp af den svenske Konning
Jarlen fra Throndhjem søgte;
Stævned dog ingen til ham,
Stivsind hos Thrønder findes.


Island opdages af Nordmænd

110. Saa siger den hellige Præst Beda i den Krønnike, som han skrev om Inddelingen af Landene paa Jorden, at den Ø, som i Bøgerne kaldes Thule, ligger saa langt i Verdens nordre Part, at der ikke kommer Dag om Vinteren, naar Natten er længst, og ikke Nat om Sommeren, naar Dagen er længst. Vise Mænd troe derfor, at det er Island, som er kaldt Thule, fordi der ere mange Steder paa dette Land, hvor Solen ikke gaaer ned om Natten, naar Dagen er længst, og ligeledes, hvor man ikke kan see Solen om Dagen, naar Natten er længst. Men den hellige Præst Beda døde 736 Aar efter vor Herres Jesu Kristi Fødsel, altsaa meer end hundrede Aar før Island byggedes af Nordmænd. Før Island blev bebygget fra Norge, havde der været nogle mennesker, som Nordmændene kaldte Papa, de havde været Kristne, thi efter dem fandtes irske Bøger, Klokker, Bispestave og endnu flere Ting, hvoraf man kunde see, at de vare Kristne, og komne fra Vesterlandene; engelske Bøger mælde ogsaa, at der i den Tid har været faret mellem Landene.


111. Da Island blev fundet og bebygget, var Adrianus Pave i Romeborg, og efter ham Johannes, som var den femte med det Navn i det apostoliske Sæde; men Lødver Lødverssøn var Kejser norden for Fjældet (68), og hans Sønner Leo og Alexander over Myklegaard (69); da var Harald hin Haarfagre Konge over Norge, og Erik Emundssøn og hans Søn Bjørn i Sverrig, Gorm hin Gamle i Danmark, Elfraad hin Mægtige og hans Søn Edvard i England, Kjarval i Dublin paa Irland; men Sigurd hin Mægtige, Røgnvald Møre-Jarls Broder, var Jarl paa Ørkenøerne.


112. Saa sige vise Mænd, at fra Stat i Norge er 7 Dages Sejlads i Vest over til Horn paa Østkysten af Island. Og fra Sneefjældsnæs, hvor der er kortest til Grønland, er der 4 Dages Sejlads i Vest. Men saa er sagt, at om man sejler fra Bergen til Hvarf i Grønland lige i Vest, da maa man sejle en Tylft sønden for Island; fra Reykenæs paa Sønderlandet af Island er 5 Dages Sejlads i Sønder til Jølduhlaup paa Irland; men fra Langenæs paa Nordlandet af Island er 4 Dages Sejlads i Nord til Svalbarde i Havbugten.


Om Landnamsmændene

113. Man fortæller, at der vare nogle Mænd, som vilde fare fra Norge til Færøerne, somme sige, at det var Vikingen Naddodd; men de dreve langt vester ud i Havet; der fandt de et stort Land; de landede paa Østkysten, og gik der op paa et højt Fjæld, og saae sig vidt omkring, om de kunde opdage Røg eller noget andet Tegn paa, at Landet var beboet; men de bleve intet vaer. De droge om Høsten tilbage til Færøerne, men før de sejlede bort, sneede det meget paa Fjældene, og derfor kaldte de Landet, som de meget berømte, Sneeland. Det Sted, hvor de kom til, hedder nu Rødefjord i Østfjordene efter Præsten Sæmund hin Lærdes Beretning.


114. Der var en Mand, ved Navn Gardar Svavarssøn, svensk af Æt; han foer at opsøge Sneeland efter sin fremsynede Moders og Odds Anviisning; han kom til Landets østlige Kyst til det østre Horn, der var da en god Havn. Gardar sejlede rundt omkring Landet, og fik saaledes at vide, at det var en Ø. Gardar styrede ind i den Fjord, som siden blev kaldt Skjalfande. Han lagde til Havn ved den østlige Side af Fjorden, og opholdt sig der Vinteren over, og byggede sig et Huus; derfor kaldes det Sted Husevig. Da Gardar om Vaaren var færdig til Afrejse, drev en Mand, ved Navn Natfare, fra ham paa en Baad, og tilligemed ham en Træl og en Trælkvinde, han kom i Land paa den vestlige Side af Fjorden, og de nedsatte sig der i den Vig, som siden blev kaldt Natfararvig. Men Gardar foer derpaa til Norge, og roste meget det Land, som han havde fundet; da blev Landet kaldt Gardarsholm. Den Gang var der Skov om hele Landet mellem Fjælde og Strand. Gardar havde en Søn, som hed Une, hans Søn igjen var Ivar Tunga-Gode (70).


115. Der var en stor Viking, ved Navn Floke Vigerdssøn, som drog ud at opsøge Gardarsholm, og sejlede ud fra det Sted, hvor Rogeland og Hørdeland mødes, som kaldes Flokavarde; han drog først til Hjaltland, og laa der i Flokavaag; der druknede hans Datter Gejrhild i Gejrhildssø. Med Floke var en norsk Bonde, som hed Herjolf, og en anden, ved Navn Thorolf; der var og en syderøisk Mand, som hed Faxe. Han førte tre Ravne med sig, da de begave sig paa denne Opdagelses-Rejse, men da han slap den første Ravn løs, fløj den tilbage over Stavnen, men den anden fløj op i Luften og tilbage til Skibet, den tredie fløj foran Stavnen ad den Kant, hvor de fandt Landet. De kom østen fra til Horn, og sejlede Sønden om Landet. Men da de sejlede vesten om Reykenæs, og Fjorden aabnede sig for dem saa, at de saae Sneefjældsnæs, da sagde Faxe: “Dette maa være et stort Land, som vi her have fundet, her ere store Floder.” De saae da en stor Elv-Os eller Munding falde ud i Søen; det blev siden kaldt Faxaos. De sejlede nu vester over Bredefjord, og landede i Vatsfjord ved Bardestrand: den Gang var Fjorden fuld af Fiske, og for Fiskefangstens Skyld forsømte de at bjærge Hø ind, hvorfor alle deres Kreaturer døde om Vinteren. Vaaren var meget kold. Da gik Floke op paa et højt Fjæld, og saae nord over Fjældene en Fjord, fuld af Drivis, derfor kaldte de Landet Island, hvilket Navn det siden har beholdt. De agtede sig bort om Sommeren, og vare færdige noget før Vinterens Begyndelse; men da de sejlede, gik det dem ikke vel forbi Reykenæs, thi Baaden, hvorpaa Herjolf var, sled sig fra dem, og drev i Land paa det Sted, som nu hedder Herjolfshavn. Floke var om Vinteren i Borgefjord. De traf hinanden igjen, og Sommeren efter sejlede de over til Norge, og da man nu spurgde om Landets Beskaffenhed, ytrede Floke sig ufordeelagtig om det, Herjolf sagde baade Fordele og Mangler ved Landet, men Thorolf berømte det saa meget, at han sagde, at der dryppede Smør af hvert Straa, hvorfor han blev kaldt Thorolf Smør.


116. Der var en Mand, ved Navn Bjørnolf, en anden, som hed Hroald, de vare Sønner af Hromund Gripssøn; de droge fra Thelemarken for Drabs Skyld, og nedsatte sig i Dalsfjord paa Fjaler i Sogn. Bjørnolfs Søn hed Ørn; Ørn havde to Børn, en Søn, som hed Ingolf og en Datter, ved Navn Helga, en dejlig Mø. Hroald havde en Søn, som hed Hrodmar; Hrodmars Søn hed Leif. Ingolf og Leif bleve Fostbrødre, I den Tid var Atle Jarl hin Smækre paa Gule; hans Sønner vare: Hastejn, Herstejn og Holmstejn. Fostbrødrene Ingolf og Leif sluttede Selskab med Atles Sønner, og de fore alle i Forening paa Vikingetoge; og om Høsten kom de hjem med meget Bytte; alle deres Forhandlinger gik vel, og de skiltes med Venskab, og overtalte, at de vilde fare sammen igjen Sommeren derefter, Om Vinteren gjorde Fostbrødrene et Gilde for Jarlens Sønner. Paa dette Gilde gjorde Holmstein det Løfte, at han skulde ægte Helga Ørnsdatter, og aldrig nogen anden Kvinde. Om dette Løfte bekymrede de andre sig kun lidt, men Leif blev rød derved, og han og Holmstein skiltes med Kulde fra hinanden. Om Vaaren efter beredte Fostbrødrene sig til at drage i Vikingsfærd, og agtede at forene sig med Atle Jarls Sønner, som det havde været aftalt om Høsten. Men da de mødte hinanden, lagde Holmstejn og hans Brødre strax til Strid mod Leif og Ingolf, men da de havde stredet en Tid, kom Ølmod den Gamle, Hørde-Kaares Søn, som var Leifs Frænde, til, og ydede Leif sin Hjælp. I dette Slag faldt Holmstejn, men Herstejn flyede. Leif og Ingolf droge da paa Krigstoge om Sommeren, og kom hjem om Høsten; men om Vinteren efter drog Herstejn imod Ingolf og Leif, og vilde dræbe dem; men disse havde Spejdere ude, og rykkede imod ham, saa det kom til et Slag, hvori Herstejn faldt. Derefter kom Fostbrødrenes Venner fra Fjordefylke til dem, og da bleve der sendte Mænd til Atle Jarl og Hrodmar, at tilbyde Forlig, som kom i Stand paa de Vilkaar, at Ingolf og Leif afstode Atle og Hrodmar deres Jorder, men Fostbrødrene udrustede et stort Skib, og fore at opsøge det Land, som Ravne-Floke havde fundet. De fandt Landet, og vare om Vinteren i Østfjordene i den Søndre Alptafjord; men da de undersøgte Landet, syntes de bedre om den Søndre end den nordre Kant. Næste Sommer droge de tilbage til Norge. Ingolf anvendte da sit Gods til Islandsrejsen, men Leif foer i Vesterviking; han hærjede paa Irland, der fandt han en stor underjordisk Bolig; Leif gik derind, der var ganske mørkt, indtil det lyste fra et Sværd, som en Mand holdt paa, der havde flyet for Leif. Denne Mand dræbte Leif, og tog Sværdet og meget andet Gods. Dette Sværd var en kostelig Skat, og han fik af det Navnet Hjørlejf, hærjede om Sommeren vidt omkring i Vesterlandene, og fik der meget Bytte, han fik ogsaa der 10 Trælle, af hvilke den fortrinligste hed Dufthak. Siden foer Hjørlejf til Norge, og traf der sin Fostbroder Ingolf, som forud havde ægtet Ingolfs Søster Helga Ørnsdatter. Den Vinter anrettede Ingolf et stort Offer, og forespurgde sig hos Guderne om sin Skjæbne; de viste ham til Island. Hjørlejf vilde aldrig ofre. Om Vaaren derefter rustede hver af Svogrene sit Skib til Islandsfærd; Hjørlejf havde sit Bytte paa sit Skib, men Ingolf deres fælleds Gods, og de begave sig paa Rejsen, saasnart de vare færdige. Det var i Kong Harald hin Haarfagres Regjerings sjette Aar, da man drog over at opsøge Island, men 7 Vintre derefter, droge Hjørlejf og Ingolf at bygge Landet, som nu berettedes; det var altsaa i Harald hin Haarfagres Kongedoms 13de Aar; da havde han været to Vintre Enevoldskonge over Norge efter Slaget i Hafursfjord; det var fire Vintre efter Kong Edmund hin Helliges Fald i England; da vare forløbne fra denne Verdens Begyndelse 6073 Vintre og fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 874 Aar. Ingolf og Leif sejlede sammen, indtil de saae Island, da skiltes de. Da Ingolf saae Landet, kastede han sine Øndveges Søjler (71) over Bord, og sagde, at han vilde bygge der, hvor Søjlerne dreve i Land. Ingolf landede da der, som nu kaldes Ingolfshøfde. Men Hjørlejf drev imod Vesten, og da han fik Mangel paa Vand, fandt de irske Trælle paa at ælte Meel og Smør sammen, og sagde, at man derefter ikke tørstede saa meget, det kaldte de Mindak. Men da Mindaket var lavet, kom der megen Regn, og de toge Vand paa Teltene; men da Mindaket begyndte at mugne, kastede de det over Bord, og det drev i Land paa det Sted, som siden hedder Mindaksøre. Hjørlejf tog Land ved Hjørlejfshøde; der var da en Fjord, hvis Spids vendte imod Høfden eller Forbjerget; han lod der bygge to Huse, den ene Tomt paa atten Favne, den anden paa nitten; der opholdt Hjørlejf sig om Vinteren. Om Vaaren vilde Hjørlejf saae, han havde kun een Okse, og lod derfor Trællene trække Ploven. Men da Hjørlejf var i Færd med at bygge paa Husene, og Trællene skulde pløje, fattede Dufthak det Raad, at dræbe Oxen og sige, at en Skovbjørn havde dræbt den, men siden skulde de ihjelslaae Hjørlejf og hans Folk, naar de ledte efter Bjørnen. Man fortalte nu Hjørlejf og hans Folk, at en Bjørn havde dræbt Oxen, men da de nu fordeelte sig omkring i Skoven at lede efter Bjørnen, anfaldt Trællene enhver af dem særskilt, og myrdede dem alle, som vare ligesaa mange som de selv. Siden droge de bort derfra med de Dræbtes Koner og Løsøre og Baaden fra Skibet. De droge ud til nogle Øer, som de saae i Sydvest ude i Havet, og opsloge der deres Bopæl. Vivil og Karle hed Ingolfs Trælle. Dem sendte Ingolf vesterpaa langs Kysten at lede efter hans Øndveges Søjler, men da de kom til Hjørlejfshøfde, fandt de Hjørlejf død; da droge de tilbage, og fortalte Ingolf denne Tidende. Han blev bedrøvet over Hjørleifs Drab, og drog da selv til Hjørlejfshøfde. Men da Ingolf saae Hjørlejfs Lig, sagde han; “Det var en uværdig Skjæbne, der her mødte en brav Mand, at Trælle skulde vorde din Bane, og seer jeg det saaledes gaae de fleste, som ikke ville ofre. Ingolf lod da Hjørlejf og hans Mænd begrave og eftersee deres Skib og Gods. Siden gik han op paa Forbjerget, og saae nogle Øer ude i Havet til Sydvest, da faldt det ham ind, at Trællene vel havde søgt didhen, eftersom Baaden var borte. De droge da ud til Øerne, og fandt dem paa det Sted, som hedder Trælle-Eid. Trællene sade og spiste, da de kom til dem, og de bleve da ganske betagne af Skræk, og løb alle, hver sin Vej. Ingolf dræbte dem alle, somme med Vaaben, andre sprang ned fra Klipperne, efter hvem de Steder siden have faaet Navn, disse Øer bleve siden den Tid kaldte Vestmannøerne, fordi disse Trælle vare fra Vesterlandene. Ingolf førte de Myrdedes Koner med sig, og drog tilbage til Hjørlejfshøfde, hvor de opholdt sig den anden Vinter. Men om Vaaren efter drog han længere mod Vest, og den tredie Vinter opholdt han sig under Ingolfsfeld vesten for Ølfusaa. Det Halvaar fandt Vivil og Karle Ingolfs Øndveges Søjler ved Arnarhol norden for Heden. Ingolf drog om Vaaren over Heden, og valgde til Bopæl det Sted, hvor hans Øndveges Søjler vare drevne i Land; han boede i Reykevig.


117. Ingolf var den anseeteste af alle Landnamsmændene, thi han byggede først Island. Det gjorde siden alle Landnamsmændene efter hans Exempel. Ingolf var gift med Halvejg Frodesdatter, en Søster til Lopt hin Gamle. Deres Søn var Thorstejn, som lod sætte Thing paa Kjalarnæs, før Althinget blev sat; Thorstejns Søn var Lovsigemanden (72) Thorkel Maane, som var den dydigste af alle de hedenske Mænd, man kjender til. Da han laa for Døden, lod han sig bære ud i Solens Straaler, og anbefalede sig i den Guds Haand, som havde skabt Solen, han havde ogsaa ført et ligesaa retfærdigt Levnet, som de Kristne, der have været allerdydigst. Thorkel Maanes Søn var Thormod, som var ypperste Offerpræst den Gang, da Kristendommen kom til Island, hans Søn var Hamal, hans Sønner igjen vare Mar og Thormod og Torfve.


118. Bjørn Buna hed en berømt Herse i Norge; han var en Søn af Vedr-Grim; Grims Moder var Hervør, hendes Moder igjen var Thorgerde, en Datter af Eylaug Herse i Sogn. Fra Bjørn Buna nedstamme næsten alle Stormænd paa Island. Bjørns Kone hed Velaug; de havde tre Sønner, den ene hed Ketil Fladnæse, den anden Hrapp, den tredie Helge, de vare berømte Mænd, og om dem og deres Afkom ere mange Sagaer. Hrapps Søn hed Thord Skegge, som var gift med Vilborga Osvaldsdatter, deres Datter hed Helga; hende ægtede Ketilbjørn hin Gamle. Thord Skegge foer til Island; og opslog med Ingolfs Tilladelse sin Bopæl i hans Landnam paa Skeggjastad. Fra Thord Skegge nedstamme mange Stormænd paa Island.


119. Hrapp Bjørnssøn havde en anden Søn, ved Navn Ørlyg, han blev opdragen hos Biskop Patrech i Syderøerne. Ørlyg ønskede at drage til Island, og bad Biskop Patrech, at være ham behjælpelig dermed. Biskoppen svarede: “Jeg skal give dig et godt Raad, om du vil det følge; nedsæt du dig der, hvor du fra Havet seer to Fjælde, og en Dal i hvert; opslaa din Bopæl ved Foden af det Søndre Fjæld, der skal du lade en Kirke gjøre til Ære for Gud og den hellige Columbus.” Biskoppen lod ham faae med sig Træ til Kirken, og en Jærnklokke, et Plenarium og viet Jord, som han skulde lægge under Kirkens Hjørnestolper. Biskoppen bad ham vel holde sin Tro, som han havde lært ham. Ørlyg begav sig siden paa Rejsen med sit følge; de havde et haardt Vejr, og vidste ikke, hvor de fore, da gjorde Ørlyg Løfte til Gud, om han vilde unde dem at naae Land, og tillige til Biskop Patrech, om han kunde yde dem nogen Hjælp, at han skulde opkalde det Sted, hvor de først kom i Land, efter hans Navn. Kort efter saae de Land, og vare komne vester om Landet; de kom til det Sted, som nu hedder Ørlygshavn, og Fjorden derindad kaldte de Patrechsfjord. Der opholdt de sig om Vinteren; men om Vaaren gjorde Ørlyg sit Skib i Stand, og sejlede Sønden om Sneefjældsjøkel, og da han kom ind paa Fjorden, saae han to Fjælde og en Dal i hvert, og vidste nu, at det var til det Sted, Biskop Patrech havde viist ham, han styrede til det Søndre Fjæld, det var Kjalarnæs. Der havde Helge Bjola Ørlygs Sødskendebarn, forud taget Land. Helge Bjola var en Søn af Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn. Ørlyg var den følgende Vinter hos sin Frænde Helge, men om Vaaren byggede han sig en Bopæl med Helges Tilladelse, paa Esjuberg, og lod der bygge en Kirke, som han havde lovet Biskop Patrech. Han holdt den sande Tro, som Biskoppen havde lært ham, og der siges ogsaa, at hans Søn aldrig ofrede til Afguderne. Der vare mange andre Mænd, som kom døbte herhid til Island, og toge her Land, men efterdi langt flere af Landnamsmændene vare hedenske og store Blotmænd, som af alle Kræfter modstode den sande Tro, og af Ondskab plagede og fordømte de Kristne, som siden skal fortælles, men hine selv vare unge i Troen: saa vendte somme af dem, som forhen kunde regnes for Kristne, igjen tilbage til Hedendommen; men uagtet nogle af Landnamsmændene ikke aldeles opgave Kristendommen, vare dog alle deres Børn Hedninger, thi der vare ingen Lærere paa Landet, heller ikke andre, som kunde undervise Folket.


120. Grunden til, at her er skrevet om nogle af Landnamsmændene, er, at det ikke synes upassende at omtale i denne Fortælling nogle af de Mænd, som her have troet paa den sande Gud, førend Kristendommen blev antagen bed Lov paa Island, og berette, af hvad Æt disse Mænd have været, saasom det var et Slags Forvarsel og Begyndelse til den lykkelige Forandring, som paafulgde, at hele Folket omvendte sig fra Djævelens Vildfarelse til den sande Herres Tjeneste, saa at Kristendommen stedse siden er vedligeholdt og befæstet, og aldrig gaaet til Grunde. Ørlyg hin Gamle paa Esjuberg havde mange Børn og meget Afkom.


Om Ketil Fladnæse og Hans Efterkommere

121. Kong Harald hin Haarfagre hærjede paa Vesterlandene, som før berettedes; han underlagde sig alle Syderøerne, saa langt i Vester, at ingen Konge siden har besiddet Ejendomme længere. Men saasnart Kongen igjen var sejlet over til Norge, overfaldt irske og skotske Vikinger Syderøerne, hærjede der, og plyndrede vidt og bredt. Da Kong Harald spurgde det, sendte han Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn, derover, at tilbagetage Syderøerne. Ketil Fladnæse var gift med Yngvild, en Datter af Ketil Vejr, Herse paa Ringerige; deres Sønner vare Bjørn Østmand og Helge Bjola, deres Døttre vare Aude hin Grundrige, og Thorun Hyrna. Ketil lod sin Søn Bjørn blive tilbage i Norge at passe hans Ejendomme; men han drog til Vesterlandene med sine andre Børn og sin Kone. Han underlagde sig alle Syderøerne, og blev Høvding over dem, men betalte ikke Kong Harald nogen Skat, som dog forud havde været bestemt at han skulde; derfor tilegnede Harald sig alle de Ejendomme, Ketil havde i Norge, og drev hans Søn Bjørn bort. Bjørn drog først vester over til Syderøerne, men vilde ikke forblive der, hvorfor man kaldte ham Bjørn Østmand; han drog til Island, og tog Land i Bredefjord, og boede i Bjørnshavn; han er højlagt ved Borgarbæk, thi han var den eneste af Ketil Fladnæses Børn, som ikke var døbt. Ketil og alle hans Slægtninge, som vare med ham, bleve døbte i Vesterlandene.


Aude hin Grundrige kommer tll Island

122. Der var en Hærkonge, som hed Olaf, og var kaldt Olaf Hvide; han var en Søn af Kong Ingjald, Helges Søn, Gudrøds Søn, en Søn af Oplændingernes Konge Halfdan Hvitbeen. Olaf Hvide hærjede i Vesterviking, og indtog Dublin og Dublinsskire i Irland, hvorover han blev Konge. Olaf ægtede Aude hin Grundrige, Ketil Fladnæses Datter; deres Søn hed Thorstejn Rød. Da Olaf var falden i et Slag i Irland, drog Aude med Thorstejn til Syderøerne, hvor Thorstejn ægtede Thuride, en Datter af Eyvind, med Tilnavn Østmand. Thuride var Søster til Helge hin Magre, som var gift med Ketils Datter Thorun Hyrna; Thorstejn og Thuride havde mange Børn: deres Søn hed Olejf Fejlan, men deres Døttre, Groa, Olof, Osk, Thorhild, Thorgerde, Vigdis. Thorstejn blev Hærkonge, og gav sig i Forbund med Sigurd Jarl hin Mægtige, Eystejn Glumras Søn. De indtoge Katanæs og Syderland, Ros og Mærhæse, og mere end Halvdelen af Skotland, over hvilket Thorstejn var Konge, indtil Skotterne svege ham, og han faldt i et Slag mod dem. Da Aude, som den Gang opholdt sig paa Katanæs, spurgde sin Søn Thorstejns Fald, lod hun hemmelig bygge et Fartøj i Skoven, og da hun fik det i Stand, styrede hun ud til Ørkenøerne, hvor hun bortgiftede Thorstejn Røds Datter Groa. Siden beredte Aude sig til at opsøge Island; hun havde 20 frie Karle paa Skibet med sig; den øverste og af Aude mest anseete af dem, hed Koll, og hans Raad fulgde hun fornemmelig. Koll var en Søn af Vedr-Grim, Ase Herses Søn. Koll ægtede Thorstejn Røds Datter Thorgerde. Aude drog først til Færøerne, og bortgiftede der Thorstejn Røds Datter Olof. Fra hende nedstammer Gøteskeggerne (73) paa Færøerne. Siden drog Aude ud at opsøge Island; hun kom til Sønderlandet, og led Skibbrud paa Vikarsskejd; da foer hun til Kjalarnæs til sin Broder Helge Bjola. Han indbød hende at blive der om Vinteren med Halvdelen af sit Mandskab; hun syntes, det var et ringe Tilbud, og sagde, at hun ikke vidste, hvorfra han havde faaet saadan Smaahedsaand; hun drog da derfra vesterpaa til Bredefjord til sin Broder Bjørn. Bjørn sagde, at han kjendte sin Søsters Stolthed og Højmod, og gik imod hende med sine Karle, og indbød hende til sig med alle hendes Mænd. Aude tog med Takke imod hans Tilbud, og hun var der om Vinteren med hele sit følge, og blev behandlet med den største Anseelse. Om Vaaren derefter drog hun bort at opsøge sig et Sted til Bopæl; hun drog ind i Bredefjord, og tog alle Bredefjordsdalene i Besiddelse, og boede i Hvam. Aude gav sin Svigersøn Koll hele Laxaadal; han var en meget anseelig Mand, og blev kaldt Dalekoll. Aude boede i Hvam til sin Alderdom. Efter hende ere Audes Tomter ved Ørrideaas Munding opkaldte. Hun var Kristen, og holdt vel sin Tro; hun lod oprejse Kors paa det Sted, som siden hedder Krosholar, og der holdt hun sin Bøn. Olaf Fejlan var den yngste af Thorstejn Røds Børn; han var en stor og stærk Mand, smuk og vel øvet i Legemsfærdigheder. Ham elskede Aude fremfor alle andre, og hun bekjendtgjorde for hver Mand, at hun tiltænkte ham alle sine Ejendomme efter sin død. Olaf giftede sig efter Audes Raad; han ægtede Aldis hin Barøiske, en Datter af Konal Stejnmodssøn, der var en Søn af Ølver Barnekarl. Hun havde den Gang bortgiftet alle Thorstejn Røds Døttre. Aude var en fornem Kvinde. Da hun var træt af Alderdom, bød hun sine Frænder og Venner til sig, og beredte et anseeligt Gilde for dem; og da dette Gilde havde varet tre Nætter, gav hun i alle de indbudne Gjæsters Paahør sin Frænde Olaf Landet paa Hvam og alle sine andre Ejendomme og Jorder, som hun ikke forud havde givet sine Skibsfolk og frigivne Trælle, og derhos alt det Gods, hun efterlod sig; siden gav hun alle sine Venner Gaver, og gav dem mange nyttige Raad. Derefter takkede hun alle de Indbudne for deres Nærværelse, og sagde, at det samme Gilde endnu skulde vare i tre Nætter, og at det skulde være hendes Arveøl. Natten derefter døde hun. Aude blev begraven paa Strandbreden i Sandet, som overskylles af Flodvandet, efter hendes egen Bestemmelse, thi hun vilde ikke ligge i uviet Jord, da hun var døbt. Men efter hendes Død forlode hendes Frænder den sande Tro, og der blev siden gjort et Gudehuus paa Krosholar, da Ofringerne toge til.


Om Laxdølerne

123. Dalekoll var gift med Thorstejn Røds Datter Thorgerde, som før blev omtalt; deres Børn vare Høskuld og Groa, som blev gift med Velejf hin Gamle og Thorkatla, som Thorgejr Offerpræst ægtede. Høskuld Kollssøn boede paa Laxaadal efter sin Fader; det Sted hvor han boede, blev siden kaldt Høskuldsstader; han var gift med Halfrid, en Datter af Thorbjørn fra Vatn i Haukedal; deres Søn var Thorlejk, som var gift med Thuride, en Datter af Arnbjørn Slejtubjørns Søn; deres Søn hed Bolle, som var gift med Gudrun Osvifrsdatter. Høskuld Kjøbte Melkorka, en Datter af Irernes Konge Myrkjartan; deres Søn var Olaf Paa. Denne ægtede Egil Skallagrimssøns Datter Thorgerde; deres Sønner vare Kjartan, Egil, Haider, Stejnthor og Thorberg. Kjartan ægtede Hrefna, en Datter af Asgejr Ædikoll; deres Sønner vare Asgejr og Skum. Olaf Paa havde en Datter, ved Navn Thuride, som blev gift med Gudmuud Sølmundssøn paa Asbjørnsnæs. Deres Sønner vare Hall og Vigabarde. Høskuld Kollssøns Datter var Halgerde Snuinbrok, som Gunnar paa Hlidarende ægtede. Thorstejn Røds Datter Thorgerde ægtede siden Herjolf, Eyvind Ilds Søn, og hans Søn var Hrut paa Kambsnæs.


Helge hin Magre ankommer til Island

124. I Gotland var der en berømt Mand, ved Navn Bjørn; han var en Søn af Rolf fra Am. Bjørns Kone hed Hlif, og var en Datter af Rolf, der var en Søn af Ingjald, Kong Frodes Søn; deres Søn hed Eyvind. Bjørn blev uenig med Sigfast, Goternes Konge, Sølvars Svoger, og Bjørn brændte ham inde med 30 Mand, og drog siden med tolv Mand til Norge, hvor Grim Herse, Kolbjørn Sneypers Søn tog imod ham. Hos ham opholdt Bjørn sig en Vinter, da vilde Grim dræbe ham, for at bemægtige sig hans Ejendomme, men Bjørn drog bort til Øndot Krake, som boede paa Agder i Hviversfjord, og blev af ham modtagen. Bjørn var om Somrene i Vesterviking, men om Vintrene hos Øndot, indtil Hans Kone Hlif døde i Gøtland; da kom hans Søn Eyvind derfra, modtog Faderens Krigsskibe, og drog i Vesterviking, og havde udrustet sig til Irland; han ægtede Raført, Kong Kjarvals Datter, og tog der sit Sæde; han blev kaldt Eyvind Østmand. Med Raført havde han en Søn, som hed Helge, som de lode opdrage paa Syderøerne. Men da de kom der to Aar efter, var han saaledes forsultet, at de ikke kunde kjende ham; de førte ham da hjem med sig, og kaldte ham Helge hin Magre, og han blev siden opfødt i Irland. Da han var voxen, blev han en meget anseelig Mand, og ægtede da Thorun Hyrna, Ketil Fladnæses Datter, med hvem han avlede mange Børn; deres Sønner hed Rolf og Ingjald. Helge hin Magre foer til Island med sin Kone og Børn. Helge var at regne for en Kristen, men dog meget blandet i Troen; han var døbt, og sagde, at han troede paa Krist, men han gjorde ikke desto mindre Løfter til Thor til Søfart og vanskelige Foretagender. Helge hin Magre tog hele Øfjord mellem Siglunæs og Reynenæs i Besiddelse, og bosatte sig paa Kristnæs. Helge gav sin Søn Ingjald Landstrækningen østen for Øfjordsaa, oppe fra Arnahol til den ydre Thveraa; Ingjald bosatte sig ved den Søndre Thveraa, og byggede der et stort Gudehuus. Han ægtede Salgerde Stejnolfs Datter. Deres Søn var Eyjolf Hruga; han ægtede Astrid, en Datter af Vigfus Herse paa Vors i Norge; deres Søn var Viga-glum. Disse vare Vikingekaares Brødresønner: Erik Bjodeskalle, som var Fader til Kong Olaf Tryggvesøns Moder Astrid, og Vigfus paa Vors, som var Fader til Vigaglums Moder Astrid.


125. Der var en Mand, ved Navn Ketil, en Søn af Ketil Fladnæses Datter Jorun Mannvitsbrekka. Ketil foer til Island fra Syderøerne; han var en god Kristen, hvorfor Hedningerne kaldte ham Ketil hin Fiflske eller Taabelige. Ketil tog Land i Besiddelse østerpaa i Vær, han bosatte sig i Kirkebø; der kunde ingen Hedninger boe. Ketils Søn var Asbjørn, hans Søn Thorstejn, hans Søn Surt, hans Søn Sighvat Lovsigemand.


126. En Mand, som hed Eystejn Digre, foer fra Norge til Island; han tog Land i Besiddelse østen for Gejrlandsaa, som grændsede til Ketil hin Taabeliges Landstrækning, og bosatte sig paa Gejrland. Eystejn, en Søn af Hrane Hilderssøn, foer fra Norge til Island. Eystejn Hranesøn Kjøbte af Eystejn hin Digre de Lande, som han havde taget i Besiddelse, og bosatte sig paa Skard; hans Søn hed Hildar; denne agtede at flytte sin Huusholdning til Kirkebø, da Ketil hin Taabelige var død, og troede ikke paa det Sagn, som gik, at Hedninger ikke kunde boe der, som paa andre Steder, men da han var kommen nær til Gaardens Indhegning, faldt han pludselig om og døde. Han ligger der i Hildershøj, og det skal have gaaet flere Hedninger, som vilde slaae deres Bopæl op der, paa samme Maade, thi Gud havde udvalgt dette Sted til sin Dyrkelse. Der er nu et Nonnekloster.


Om Asolf hin Kristne

127. Tvende Brødre toge hele Akranæs i Borgefjord i Besiddelse; den ene hed Thormod, den anden Ketil. Ketil tog hele Akranæs vesten og norden for Akrafeld; hans Søn var Jorund hin Kristne, der boede i Gardar. Der var en Mand, ved Navn Asolf, som var i Slægt med Jørund i Gardar, han kom ud til Osar. Asolf var en god Kristen, og vilde ikke have med Hedninger at gjøre, og ikke tage Føde af dem. Han gjorde sig en enlig Hytte under Øfjældene, paa det Sted, som nu kaldes Asolfsskale hin Østre. Han traf ikke paa mennesker, før Hedningerne, nysgjerrige efter at vide, hvad han havde til Føde, kom til Skalen, hvor de da fandt en stor Mængde Fiske; og da de gik til den Bæk, som laa ved Skalen, fandt de den saa fuld af Fiske, at de syntes aldrig at have seet saadant et Under før. Da Herredets Beboere mærkede det, dreve de Asolf bort, og vilde ikke, at han skulde være i Besiddelse af denne Herlighed; Asolf flyttede da sin Bopæl til Midskale, og var der en Tid; men alle Fiskene vare forsvundne af Bækken, da Hedningerne kom til for at fiske; men da man kom til Asolf, var den Flod, som rinder forbi Midskale, fuld af Fiske, og han blev da ogsaa dreven bort derfra. Han gjorde sig nu en tredie Skale, og det gik ganske paa samme Viis som før, at Fiskeriet strax gik til Grunde. Da Asolf ogsaa blev dreven bort derfra, drog han ud til Akranæs til sin Frænde Jørund. Jørund tog vel imod ham, og indbød ham at være hos sig; men da Asolf ikke vilde være hos andre mennesker, gjorde Jørund ham et Huus paa Indreholm, og lod Føde bringe ud til ham. Der var Asolf siden, saalænge han levede, og blev der begravet.


128. Der var en Mand, ved Navn Ulf, en Søn af Grim fra Halogeland, Thorers Søn, Gunlaugs Søn, Rolfs Søn, Ketil Kjølfares Søn. Ulfs Moder var Svanlaug, en Datter af Thormod paa Akranæs. Ulf boede paa Gejrland i Hvitaaside; hans Søn var Rolf hin Rige, Fader til Haldora, som Gissur hin Hvide havde tilægte, deres Datter var Vilborg, som Hjalte Skeggesøn ægtede; Ulf havde en anden Søn, ved Navn Roald, som var Fader til Rolf hin Yngre. Rolf hin Yngre ægtede Thuride, en Datter af Valthjof, Ørlyg hin Gamles Søn; deres Søn var Illuge hin Røde, som først boede i Hraunsaas, men siden i Hofstader i Reykedal, og allersidst paa Indreholm paa Akranæs; hans Søn hed Haldor, som boede der efter ham. Haldor var en god Kristen. En Vaar Drømte han, at der kom en skinnende og prægtig Mand til ham, og tiltalte ham saaledes: “Det vil jeg gjøre dig vitterligt, Haldor! at det mishager mig, at din Tjenestepige bestandig tørrer sine Fødder paa mit Gravsted, naar hun gaaer fra Malkepladsen, men jeg underretter dig herom, fordi du agter at lade gjøre en Kirke ved din Gaard, og vil jeg, at Kirken skal staae over min Grav.” Haldor syntes at spørge Manden, hvo han var. Han svarede: “Asolf hedder jeg, og jeg kom hid til dette Land i Landnamstiden; en god Kristen var jeg, som du vel maa have hørt fortælle. Den almægtige Gud har tilladt mig, at underrette dig om min Grav.” Dernæst vaagnede Haldor, og overtænkte sin Drøm; han troede nu at være sikker paa, at det var sandt, hvad hans Fader havde berettet, thi han kunde huske, at hans Fader Illuge havde fortalt, at denne Mand Asolf var begravet der. Siden lagde han Mærke til den Tue, hvorpaa Pigen tørrede sine Fødder, og forbød hende at gjøre det længer. Samme Sommer sejlede Haldor tidlig til Norge, og kom tilbage om Høsten med Tømmer til en Kirke, han lod da Kirken bygge lige over Asolfs Gravsted, som han havde befalet ham, og Asolf ansees for en Helgen.


129. Der var en syderøisk Mand, ved Navn Kalman, som havde taget Land i Besiddelse vesten for Hvitaa, hans Søn var Sturle Offerpræst; Sturles Søn hed Bjarne, som boede efter sin Fader paa sin Fædrenearv i Kalmanstunga. Bjarne trættedes med Rolf hin Vægre, Illuge hin Rødes Fader, om den lille Tunga, da lovede Bjarne at antage Kristendommen, om han vandt det, han gjorde Fordring paa. Derefter brød Hvitaaen sig en ny Flodsæng, hvor den nu løber i, Bjarne erholdt da den lille Tunga, og hvad der ligger ovenfor Grinder og Sølmundshøfde; Bjarne opfyldte vel sit Løfte; han antog den sande Tro, og holdt den til sin Dødsdag.


Om Thorvald Kodranssøn

130. Der var en Mand, ved Navn Eilif Ørn: efter ham er det højeste Fjæld i Rejkestrand i Skagefjord opkaldt. Ejlif Ørn var en Søn af Atle, der igjen var en Søn af Skide hin Gamle, Baard Jarls Søn. Ejlif Ørn var gift med Thorlaug, en Datter af Sæmund hin Syderøiske, som tog Sæmundsli i Besiddelse; de havde tre Sønner: den ene hed Sølmund, Fader til Gudmund, Fader til Vigabarde og hans Brødre; den anden var Atle hin Stærke, han ægtede Herdis, en Datter af Thord fra Høfde; deres Datter var Thorlaug, som Gudmund hin Mægtige paa Mødruvalle ægtede: Ejlif Ørns tredie Søn hed Kodran, han boede paa Giljaa i Vatsdal, han var en rig Mand, hans Kone hed Jarngerde, deres Sønner hed Orm og Thorvald. Kodran elskede sin Søn Orm højt, men Thorvald lidet eller intet; han blev holdt til Arbejde, saasnart han nogenlunde mægtede det, han blev slet klædt og i alle Henseender behandlet som et Slegfredbarn imod hans Broder; han udførte alt det Arbejde, som han i sin Faders Huus var sat til, med god Villie. Den Tid boede Thordis Spaakone ude paa Skagestrand paa det Sted, som siden kaldes Spaakonefeld. En Sommer blev hun indbuden til Kodran paa Giljaa, thi han var hendes Ven. Men da Thordis var kommen til Gildet, og saae, hvilken Forskjel der gjordes paa Brødrene, sagde hun til Kodran: “Det Raad vil jeg give dig, at du herefter viser din Søn Thorvald mere Godhed, end du hidtil har gjort, thi det seer jeg klart, at i mange Henseender vil han vorde berømtere end alle dine andre Frænder; men om du for nærværende Tid har liden Kjærlighed til ham, giv ham da Kjøbmandsvarer, og send ham bort, og lad nogen have Tilsyn med ham, saalænge han er ung.” Kodran saae, at hun talte dette af god Villie, og sagde, at han vilde give ham noget Sølv, og han tog da en Pung frem, og viste hende. Thordis betragtede Sølvet, og sagde: “Ej skal han have disse Penge; thi dem har du taget med Tvang og Voldsomhed fra Folk i Bøder.” Han tog da en anden Pung frem, og bad hende see paa den. Hun gjorde saa, og sagde derpaa: “Ej vælger jeg disse Penge til ham.” “Hvad har du da at udsætte paa dette Sølv?” spurgde Kodran. “Disse Penge,” svarede Thordis, “har du af Gjerrighed skrabet sammen i større Landskyld og Indtægter end Ret var, derfor passe saadanne Penge ikke til Rejsepenge for en Mand, der baade vil være retfærdig og mild.” Siden viste Kodran hin Digre hende en Pung, der var fuld af Sølv; deraf vejede Thordis tre Mark til Thorvald, og gav Kodran det øvrige tilbage. Da spurgde Kodran: “Hvorfor vilde du hellere tage af disse Penge for min Søn, end af hine, som jeg bragde dig før?” “Thi du er kommen vel til disse,” svarede hun, “da du har taget dem i Arv efter din Fader.” Derefter foer Thordis bort fra Gildet med hæderlige Gaver og Kodrans Venskab. Hun førte Thorvald hjem med sig til Spaakonefeld, og han blev hos hende en Tid, og blev holdt vel med Klæder og andre Fornødenheder, og voxte godt til; men da han var fuldvoxen, drog han ud af Landet efter Thordis’s Raad, og standsede ikke, før han kom til Danmark. Der traf han Kong Svend, med Tilnavn Tveskæg. Svend var kun af en ringe Mødreneæt, men han sagdes at være Danekongen Harald Gormssøns Søn. Svend var ikke i Landet den Tid i Danmark, thi Kong Harald vilde ikke erkjende ham for sin Søn; han laa da længe ude paa Krigstoge, og blev efter Vikingers Skik i de Tider kaldt Konge af sine Folk. Da Thorvald kom til Kong Svend, blev han vel imodtagen af ham, og blev hans Mand, og fulgde ham nogle Somre paa Krigstoge i Vesterlandene. Ej havde Thorvald været længe hos Kong Svend, inden Kongen agtede ham højere end sine andre Mænd og alle sine Venner, thi Thorvald var forsynlig med gode Raad, udmærket var han i Dyd og forstand, stærk af Kræfter, og uforsagt, en duelig Krigsmand og rask i Striden, mild og gjæv paa Penge og af prøvet Troskab, villig til Tjeneste, og derfor yndet og afholdt af alle sine Stalbrødre, som han fortjente, thi uagtet han endnu den Gang var Hedning, overgik han i Retfærdighed langt andre Hedninger, saa at han anvendte alt det Bytte, han fik i Kampen, til at hjælpe Trængende, og til at udløse fangne Mænd, og han understøttede mange, som vare komne i Trang; men naar fangne Mænd faldt i hans Lod, sendte han dem tilbage til deres Fædre eller Frænder, saavelsom dem, han havde udløst med Penge. Eftersom han nu var taprere end de andre i Kampen, toge de den Bestemmelse, at han maatte udvælge en Kostbarhed af hvert Bytte, men han benyttede denne Forrang til, at han udvalgde fornemme Mænds Sønner, eller andre Ting, som det gik dem mest nær at have mistet, og som hans Stalbrødre syntes mindst om at give slip paa, og sendte det siden tilbage til Ejerne. Derfor var han endogsaa elsket af dem, der vare udsatte for Plyndringer af Svends Mænd, og de berømte ham for hans Godhed; derfor udløste han let sine Mænd, naar de bleve fangne of Fjenderne, ja endogsaa Kongen selv. Det hændte sig saaledes engang, at Svend hærjede paa Bretland. I Førstningen sejrede han, og gjorde meget Bytte, men da han trængte langt op i Landet fra Skibene, kom der saa stor en Rytterhær imod ham, at han ikke kunde modstaae den. Kong Svend blev da fangen, bunden og kastet i Fængsel, og med ham Thorvald Kodranssøn og mange andre anseelige og ypperlige Mænd. Den næste Dag kom en rig Hertug med en stor Hær til Fængslet, for at tage Thorvald ud deraf; thi kort tilforn havde Thorvald udløst samme Hertugs Sønner, som vare blevne fangne, og sendt dem tilbage til deres Fader. Hertugen bød Thorvald at gaae ud og drage frit bort. Thorvald svor paa, at han paa ingen Maade vilde drage levende derfra, undtagen Kong Svend blev udløst og frelst med alle sine Mænd. Hertugen gjorde dette strax for hans Skyld, hvilket Kong Svend siden bevidnede, da han sad ved et anseeligt Gjæstebud med to andre Konger, thi da Retterne bleve indbragte, og en Drost sagde, at aldrig vilde herefter ved et Bord vorde saa anseelig en Forsamling, som nu, da tre saa vældige Konger spiste af een Disk; da svarede Kong Svend smilende: “Nævne kan jeg en udenlandsk Bondesøn, som ene tilkommer, naar man skal tale tilbørlig, ligesaa megen berømmelse og Hæder, som alle vi tre Konninger tilsammen.” Dette opvakde megen Munterhed i Hallen, og alle spurgde leende, hvo eller hvad for een denne Mand var, som han lagde saa megen berømmelse paa? “Den Mand,” svarede han, “om hvem jeg her taler, er saa viis som en forstandig Konning burde være, stærk og modig som den mest uforsagte Bersærk, saa from og sædelig som den dydigste Viismand; siden fortalte han om Thorvald den Begivenhed, som nylig blev omtalt, hvorledes han ved sin Vennesælhed og mange andre berømmelige Fortrin havde frelst Kongen.


131. Efterat Thorvald, havde faret vide om Land, antog han den sande Tro, og blev døbt af en saxisk Biskop, som hed Fredrik. Han lagde al hu paa at overtale Biskop Fredrik til at drage til Island med ham, og prædike Guds Sag, og søge at omvende hans Fader og Moder og hans andre nære Frænder til Gud. Biskoppen lovede det gjerne, og foer derpaa til Island med ham, og deres Rejse gik heldig af. Kodran tog vel imod sin Søn, og Thorvald og Biskoppen vare den første Vinter paa Giljaa hos Kodran med 13 Mænd. Thorvald begyndte strax at forkynde Guds Evangelium for sine Frænder og alle dem, som kom at besøge ham, thi Biskoppen forstod ikke Indbyggernes Tungemaal; nogle bleve da den Vinter ved Thorvalds Taler bevægede til at omvende sig til den sande Tro. Men nu skal her først fortælles, hvorledes han omvendte sin Fader og hans Huusfolk til den sande Tro: Da Biskop Fredrik med sine Klerke en Højtid holdt Gudstjeneste, var Kodran tilstede, mere af Nysgjerrighed, end fordi han agtede den Gang at samtykke i deres Sæder, men da han hørte Klokkernes Lyd og Klerkenes fagre Sang, og mærkede den søde Vellugt af Røgelsen, og saae Biskoppen prydet med en prægtig Dragt, og alle dem, som tjente ham, klædte i hvide skinnende Klæder, og derhos stor Glands over hele Huset af Voxkjerternes klare Lys, saa og andre Ting, som hørte til Højtidens Holdelse; da behagede alle disse Ting ham særdeles vel. Samme Dag kom han til Thorvald, og sagde: “Nu har jeg seet og temmelig overvejet, med hvilken Alvor I tjene eders Gud, men eftersom jeg skjønner, ere vore Sæder meget forskjellige, thi mig synes, at eders Gud glædes ved det Lys, for hvilket vore Guder ræddes; men om saa er, som jeg troer, da er denne Mand, som du kalder eders Biskop, din Spaamand, thi jeg veed, at du lærer af ham alle de Ting, som du paa din Guds Vegne forkynder os; men jeg har mig en anden Spaamand, som gjør mig megen Nytte; han forudsiger mig mange tilkommende Ting, han passer mit Kvæg, og minder mig om, hvad jeg skal foretage mig, eller hvad jeg skal vogte mig for; og derfor har jeg megen Tillid til ham, og har dyrket ham i lang Tid, men du mishager ham meget og ligesaa din Spaamand og eders Skikke, og han afholder mig fra at vise eder nogen Hæder, og allermest fra at antage eders Tro.” “Hvor boer din Spaamand?” spurgde Thorvald. “Han boer her tæt ved min Gaard,” svarede Kodran, “i en stor og prægtig Klippe.” “Hvorlænge har han boet der?” spurgde Thorvald videre. Kodran sagde, at han havde boet der i lang Tid. “Da vil jeg, Fader,” sagde Thorvald, “herom slutte en Overenskomst mellem os: du siger, at din Spaamand er meget stærk, og at du sætter stor Tillid til ham, men Biskoppen, som du kalder min Spaamand, er svag, og besidder ingen store Kræfter; men om han nu kan ved den Himlens Guds Kraft, paa hvem vi troe, fordrive din Spaamand af saa stærkt et Herberge, da er det tilbørligt, at du forlader ham og omvender dig til den almægtige Gud, din Skaber, som er i Sandhed Gud, over hvem ingen Magt formaaer at sejre, han, som boer i det evige Lys, hvorhen han fører alle, som troe paa ham, og tjene ham med Troskab, for der at leve med ham i ubeskrivelig Salighed evindeligen; og om du vil omvende dig til den ophøjede Himlens Konning, da vil du snart indsee, at denne, som afholder dig fra at troe paa ham, fuldkommen bedrager dig, og at han ønsker at drage dig med sig fra det evige Lys til uendeligt Mørke; men om det synes dig, som han gjør dig noget Godt, da gjør han det allene, for at han derved desto lettere kan bedrage dig, naar du anseer ham for god og nødvendig for dig.” Det er let at see,” svarede Kodran, “at din og Biskoppens Tænkemaade er ganske forskjellig fra hans, og det seer jeg, at begge Parter føre deres Sag med megen Iver, thi alle de Ting, som I sige mod ham, de samme Anfører han ogsaa mod eder; men hvad behøves der at tale meget herom! denne Overenskomst, som du har foreslaaet, vil vise det Sande.” Thorvald blev glad ved sin Faders Tale, og fortalte Biskoppen deres Samtale og Sagens Sammenhæng. Dagen derefter viede Biskoppen Vand, gik siden med Bønner og Salmesang, og stænkede Vandet rundt omkring Klippen, og han hældte det paa Spidsen af den, saa at hele Klippen blev vaad. Natten efter kom Kodrans Spaamand til ham i Søvne, og med et skummelt Aasyn, og skjælvende af Rædsel, sagde han til Kodran: “Ilde har du gjort, i det du bød saadanne Mænd hid, som ville svige dig, saa at de forsøge at drive mig bort fra min Bopæl, thi de hældte sydende Vand over mit Herberge, saa at mine Børn ikke lidet pintes af de brændende Draaber, som løb inden for Taget; og om sligt end ikke skader mig meget, er det alligevel tungt at høre de smaa Børns Graad, at de skrige, naar de brændes. Morgenen efter fortalte Kodran sin Søn alt dette. Thorvald glædede sig derved, og opmuntrede Biskoppen til at vedblive med det begyndte Foretagende. Biskoppen gik til Klippen med sine Mænd, og bar sig ad ligesom forrige Dag, og bad den almægtige Gud indstændigen, at han vilde fordrive Djævelen, og føre Manden til sin Frelse. Næste Nat viste den svigefulde Spaamand sig for Kodran ganske anderledes, end han før plejede, thi forhen forekom han ham af lyst og blidt Udseende, og med anseelig Paaklædning, men nu var han iført en afskyelig sort Skindpels, var af et stygt skummelt Udseende, og talte saaledes med en sorrigfuld og skjælvende Røst til Bonden: “Disse Mænd bestræbe sig af alle Kræfter for at rane os begge det Gode og den Nytte, vi have af hinanden, i det de ville drive mig bort fra min egen Arvelod, men berøve dig vor inderlige Omhu og vise Forudsigelser. Viis dig nu saa ædelmodig imod mig, at drive dem bort, at vi ikke for deres Ugjerning skulle miste alle gode Ting, thi aldrig skal jeg flye; men det er dog tungt at taale længer al deres Ondskab og Overlast.” Kodran fortalte sin Søn om Morgenen alt dette og meget andet, som denne Djævel havde talt til ham. Biskoppen drog til Klippen den tredie Dag paa samme Maade som før, men den onde Aand viste sig tredie Gang for Bonden Natten efter med et jammerfuldt Udseende, og fremførte med hulkende Stemme denne Veklage for ham: “Denne onde Bedrager, de Kristnes Biskop,” sagde han, “har berøvet mig al min Ejendom; mit Herberge har han ødelagt, han har hældt sydende Vand over mig, vædet mine Klæder, sønderrevet dem og gjort dem aldeles ubrugelige, men mig og min Familie har han tilføjet en uerstattelig Skade ved Forbrændelse, og derved tvunget mig til at flygte langt bort til øde Steder; nu nødes vi til at skille vor Forening og vort Venskab, og alt dette er forvoldt ved din Utroskab. Tænk du nu paa, hvo der herefter saa troeligen skal passe dit Gods, som jeg har gjort tilforn; du ansees for en retskaffen og tro Mand, men du har gjengjældt mig Ondt for Godt.” Da svarede Kodran: “Jeg har dyrket dig som en nyttig og stærk Gud, den Tid jeg ikke kjendte den sande, men eftersom jeg nu har forsøgt, at du er fuld af Svig og meget svag, saa er jeg nu berettiget til, uden derved at begaae nogen Synd, at forlade dig og henflye under den Guddoms Beskjærmelse, som er langt bedre og stærkere end du.” Dermed skiltes de, meget opbragte paa hinanden. Dernæst blev Kodran og hans Kone Jarngerde døbte, og ligeledes alle Folkene i Huset, undtagen hans Søn Orm, som ikke vilde lade sig døbe den Gang.


132. Vaaren derefter droge Biskoppen og Thorvald vesterpaa til Videdal med deres Mandskab, opsloge deres Bopæl paa Lækjamot, og boede der fire Vintre, og droge i de Aar vidt omkring paa Island at prædike Guds Ord. Det første Aar, de vare paa Lækjamot, bejlede Thorvald til en Kvinde, som hed Vigdis, en Datter af Olaf, der boede paa Haukagil i Vatsdal. Da Biskoppen og Thorvald kom til Gildet, var der som Gjæster en Mængde Hedninger. Der var en stor Skale eller enlig Bygning, som Skik var i de Tider, og en lille Bæk gik tværtigjennem Skalen, som var beredt paa det bedste; men eftersom hverken de Kristne vilde spise sammen med Hedningerne eller disse med hine, tog man det Raad, at hænge et Tæppe tværtigjennem Skalen imellem dem, der hvor Bækken var. Biskoppen skulde være foran i Skalen med de Kristne, men Hedningerne indenfor Tæppet. Ved dette Bryllup vare blandt de andre Hedninger tvende Brødre, der vare de stærkeste Bersærker og meget kyndige i Trolddom, de hed begge Hauk. Eftersom de med al Magt modstode den sande Tro, og gjorde sig al muelig Flid for at ødelægge Kristendommen, bøde de Biskoppen, at, hvis han havde Mod dertil eller nogen Fortrøstning paa sin Gud, da skulde han prøve med dem de Idrætter, de vare vante at udføre: at vade gjennem luende Ild med bare Fødder eller lade sig falde paa Vaaben, uden at faae nogen Skade deraf. Stolende paa Guds Bistand afslog Biskoppen det ikke. Der bleve da gjorte store Ildsteder langs igjennem Skalen, som i den Tid var Skik, at drikke Øl ved Ild. Biskoppen iførte sig hele sin Bispedragt, og viede Vand; han gik derpaa til Ilden saaledes klædt, havde en Bispehue paa Hovedet og en Bispestav i Haanden; han viede Ilden, og stænkede Vand over den. Dernæst gik de to Bersærker ind, gruelig hylende bede de i Skjoldrandene, og havde blottede Sværde i Hænderne, og de agtede nu at vade gjennem Ilden; men de kom hurtigere til den, end de tænkte, og stødte Fødderne mod Brændestykkerne, saa at de begge faldt frem, og Ilden slog op over dem, og brændte dem i et Øjeblik med saa megen Heftighed, at de bleve trukne døde ud deraf. De bleve førte op i en Gil eller Bjergkløft, og der begravede, hvoraf dette Sted siden fik Navnet Haukagil. Biskop Fredrik gjorde Kors for sig, og gik midt i Ilden langs igjennem Skalen, men Luen adskilte sig til begge Sider fra ham, som om en Vind blæste den, og saa aldeles ingen Skade tilføjede Ildens Hede ham, at ikke engang den mindste Trævl paa hans Klædning var sveden. Mange af dem, som saae dette ophøjede Jærtegn, omvendte sig da til Gud. Denne Begivenhed, siger Gunlaug Munk, at han hørte fortætle af en sandfærdig Mand, Glum Thorgilssøn, men Glum havde hørt den af en Mand, ved Navn Arnor Arndissøn. Olaf paa Haukagil byggede siden en Kirke paa sin Gaard, og Thorvald gav ham Træ dertil.


133. Biskoppen og Thorvald gjorde sig bestandig al Flid for at føre saa mange mennesker som mueligt til den sande Guds Dyrkelse, og det ikke blot i de nærmeste Bøjgder, men de droge vidt omkring i Island at forkynde Guds Ord. De kom saaledes vesterpaa til Hvam i Bredefjordsdalene ved Althingstiden. Thoraren var ikke hjemme, men hans Hustru Fridgerde, en Datter af Thord fra Høfde, tog i Førstningen vel imod dem. Thorvald underviste Folkene i Troen, men Fridgerde ofrede imidlertid indenfor, og den ene hørte alt, hvad den anden sagde. Fridgerde svarede lidt men dog ilde paa Thorvalds Ord, men hendes og Thorarens Søn Skegge spottede over Thorvalds Ord; derom gjorde Thorvald denne Vise:

Foer jeg med herlig Lære,
Høre dog vilde mig ingen,
Goden Hæder fra Guldets
Giver førte vi næppe;
Ej med Gjævhed den Gamle
Galed fra Hedningehjalet
Ligemod Skjalden, den Gydje (74)
Gud vil ødelægge!

Der fortælles intet om, at nogen i Vestfjerdingen skal ved deres Ord være gaaet over til Kristendommen, men da de droge nordpaa til Bøjgderne, antoge der nogle anseelige Mænd den sande Tro, nemlig: Ønund i Reykedal, Thorgils Grenjadssøns Søn, og Hlenne paa Saurbø i Øfjorden og Thorvard paa Aas ved Hjaltedal; Thorvards Brødre hed Arngejr og Thord: han var en Søn af Landnamsmanden Spakbødvar Øndotssøn, som boede i Vidvig; disse og endnu flere i Nordfjerdingen bleve fuldkomne Kristne; men der vare desuden mange, som, uagtet de ikke strax lode sig døbe, dog troede paa Krist, og afstode fra at ofre til Afguderne og fra alle hedenske Skikke, og vilde ikke betale Skat til Afgudshusene. Derfor bleve Hedningerne vrede paa Biskop Fredrik, og øvede Fjendskab mod alle dem, der gik over til ham. Thorvard Spakbødvarssøn lod bygge en Kirke paa sin Gaard paa Aas, og havde en Præst, som Biskoppen gav ham, hos sig til at synge Messer og forrette Gudstjeneste. Derover blev Klause, en Søn af Thorvald Refssøn fra Bard i Fljot, meget vred. Klause var en fornem Mand, han drog til Thorvalds Brødre Arngejr og Thord med det Andragende, at han bød dem at vælge, om de vilde dræbe Præsten eller brænde Kirken. “Det fraraader jeg dig,” svarede Arngejr, “og det vil jeg fraraade enhver min Ven at dræbe Præsten; thi min Broder Thorvard har førhen grusomt hævnet mindre Forurettelser, end jeg troer at han vil holde dette for, men det vil jeg tilskynde dig, at du brænder Kirken.” Thord vilde ikke samtykke med dem i denne Beslutning. Kort efter gik Klause selv tiende hen en Nat, for at brænde Kirken, men da de nærmede sig, og gik ind paa Kirkegaarden, mærkede de en frygtelig Hede, og saae, at store Gnister fløj ud af Vinduerne paa Kirken. De gik da deres Vej igjen, da de troede, at Kirken var fuld af Ild. En anden Gang gik Arngejr til med mange Mænd, og agtede at brænde denne samme Kirke, men da de havde brudt Døren op, og han agtede at tænde Ild i Gulvet med tørre Birkeriis, og det ikke vilde lue saa hurtig, som han vilde, lagde han sig ind over Dørtærskelen, og vilde til at blæse paa det, da der var Gløder nok, men de vilde ikke famge i Træet; da kom en Piil, og stod fast i Kirkegulvet lige ved hans Hoved, og strax kom en anden, som hæftede hans Kjole fast til Gulvet, saa at Pilen fløj imellem hans Side og Skjorten, han havde paa. Han sprang da hurtig op, og sagde: “Saa nær fløj denne Piil min Side, at jeg beslutter mig til ikke at oppebie den tredie her.” Saaledes beskjærmede Gud den Gang sit Huus. Arngejr drog bort med sine Mænd, og Hedningerne forsøegte ikke oftere at brænde denne Kirke. Denne Kirke var bygget 16 Aar, før Kristendommen blev offentlig antagen over hele Island, og den stod saaledes, at intet var gjort ved den.


134. En Sommer underviiste Thorvald Kodranssøn efter Biskoppens Bøn offentlig paa Althinget hele Folket i Troen, men da han havde med megen Veltalenhed fremført den almægtige Guds mange og store Undergjerninger, da tog først til Gjenmæle en fornem og anseelig Mand, skjønt Hedning og grum, Hedin fra Svalbard i Øfjordsstrand, en Søn af Thorbjørn, der igjen var en Søn af Skage Skoptesøn; denne Hedin var gift med Ragnhejd, Eyjolf Valgerdssøns Steddatter og Broderdatter. Hedin talte meget Ondt imod Thorvald, og han spottede meget den hellige Tro, og det udvirkede han ved sin Ondskabsfulde Tale for Folket, at ingen fæstede Tro til det, som Thorvald havde sagt, men tværtimod tiltog fra den Tid Hedningernes Forfølgelse og Had imod Biskoppen og Thorvald saa meget, at de gave Skjaldene Penge for at gjøre Nidviser om dem; i een af disse hedder det saaledes:

Ni Børn baaret
Biskoppen haver,
Til dem alle er
Thorvald Fader.

Derfor dræbte Thorvald de to, som havde gjort Kvadet, men Biskoppen udholdt alle Fornærmelser med den største Sagtmodighed. Da Thorvald havde dræbt Skjaldene, gik han til Biskoppen at fortælle ham, hvad han havde gjort. Biskoppen sad inde, og læste i en Bog, og før Thorvald gik ind, kom der to Bloddraaber paa Bogen for ham, Biskoppen indsaae strax, at det var et Varsel, og da Thorvald kom ind til ham, sagde han: “Enten har du udøvet Manddrab, eller har du det i Sinde.” Thorvald fortalte ham da, hvad han havde gjort. Biskoppen sagde: “Hvi gjorde du det?” “Jeg kunde ikke taale, at de forhaanede os,” svarede Thorvald. Biskoppen svarede: “Der hørte lidet til at taale, at de løj dig paa, at du havde Børn, men du har ført deres Ord til det Værre, thi vel kunde jeg bære dine Børn, om du havde nogle, men ej skulde en Kristen forsøge at hævne sig selv, om han end skammeligen forhaanedes, men heller for Guds Sag taale Beskæmmelse og Forurettelse.”


135. Om de end saaledes udstode megen Forfølgelse af onde mennesker, holdt de dog alligevel ikke op med at drage omkring i Bøjgderne og forkynde Guds Ord. De kom saaledes ud i Laxaadal, og opholdt sig en Tid hos Thorvalds Farbroder Atle hin Stærke, under Eriksfeld. Denne blev da døbt med hele sit Huus, og mange andre, som kom til; thi den hellige Aands Miskundhed nærmede sig ved deres Ord. Da fløj ved Guds Bistand Biskoppens Lære i en lille fem Vintre gammel Drengs Øre, som hed Ingemund, en Søn af Hafer i Goddale; han blev opfostret i Reykestrand. Ingemund kom en Dag til sin Fosterfaders Faarehyrde, og bad ham følge sig hemmelig til Ejlifsfeld, at see Biskoppen. Dette tilstod Faarehyrden ham, og de gik nu over Kjartansgjaa og vesterpaa over Fjældet til Laxaadal; men saasnart de kom til Atles Gaard ved Ejlifsfeld, begyndte Drengen at bede om, at han maatte blive døbt. Atle tog Drengen i Haanden, og førte ham for Biskoppen, saa sigende; “Denne Dreng er Søn af en anseelig Mand, dog en Hedning, men han beder om at vorde døbt uden sin Faders og Fosterfaders Raad og Vidende. Tænk nu over, hvad man skal gjøre, thi det kan man sikkert vænte, at det vil mishage dem begge, om han bliver døbt.” Biskoppen svarede leende: “Sandeligen,” sagde han, “maa man ikke nægte saa ungt et Barn den hellige Tjeneste, allerhelst om han har bedre forstand paa, hvad der er ham tjenligt, end hans voxne Frænder.” Siden døbte Biskoppen Ingemund, og lærte ham, før han gik bort, de vigtigste Pligter, han havde at iagttage som Kristen.


136. Der fortælles, at Biskop Fredrik døbte en Mand, som hed Maane, der, fordi han holdt den hellige Tro ved en udmærket dydig Vandel, blev kaldt Maane hin Kristne. Han boede i Holt paa Kolgumyre, hvor han byggede en Kirke, i hvilken han tjente Gud baade Nat og Dag med hellige Bønner og Almisser, som han uddeelte til mange fattige mennesker. Han havde et Fiskestade i en Aa, der laa i Nærheden, som endnu den Dag i Dag kaldes efter ham Maanefos; thi da engang Uaar og Hungersnød indtraf, havde han intet at give de Hungrige, han gik da til Aaen, og havde da tilstrækkelig Laxefangst i Dybet under Fossen. Denne Laxefangst lagde han under Kirken i Holt, og Gunlaug Munk siger, at denne Herlighed har siden bestandig ligget dertil. Ved Kirken sees endnu Mærke af, at han har boet der som en Eremit; thi ligesom han var ganske forskjellig fra de fleste mennesker i Tænkemaade, saa vilde han og i legemlig Henseende være afsondret fra Verdens Støj, thi ved Kirkegaarden sees endnu Levningerne af et Gjærde til det Indelukke, hvor han efter Sagnet skal have gjort Hø paa om Sommeren til at fodre en Ko ved, af hvis Mælk han nærede sig; thi han vilde heller forhverve sig sin Føde ved sine egne Hænders Gjerninger, end spise sammen med de Hedninger, som hadede ham; det Sted hedder siden Maanegerde.


Angreb paa Biskop Fredrik

137. For kun at tale om en enkelt af de mange Forfølgelser, som Biskop Fredrik og Thorvald udstode af Hedningerne for den sande Tros Forkyndelse, anføres Her blot følgende: Engang vilde de ride til Vaarthing paa Hegranæs, men da de nærmede sig Thingstedet, gjorde den forsamlede Mængde Hedninger Opløb, og løb imod dem med megen Raaben, somme kastede Stene paa dem, somme svingede deres Vaaben og Skjolde mod dem med Voldsomhed og Skrigen, og bade Guderne at ødelægge sine Fjender, saa at der ikke var noget Haab om, at de kunde komme paa Thinget. Da sagde Biskoppen: “Nu hændes det, som min Moder fordum Drømte, at det forekom hende, som hun fandt et Ulvehaar i mit Hoved; thi nu gjøres vi fredløse, og fordrives som farlige Ulve med skrækkeligt Raab og Opløb. Derefter droge Biskoppen og Thorvald hjem til Lækjamot, og opholdt sig der om Sommeren. Samme Sommer efter Alihinget samlede nogle hedenske Høvdinger en Hær, saa de havde 200 Mand (store Hundreder); de agtede sig til Lækjamot at indebrænde Biskoppen og hans følge. Da de vare komne nær til Gaarden Lækjamot, stege de af deres Heste, og agtede at bede, som de ogsaa gjorde, men da de vare komne op paa Hestene igjen, fløj der pludselig en Mængde Fugle forbi, hvorved deres Heste bleve sky, og saa gale, at alle de, som vare komne op, faldt af, og lemlæstedes; nogle faldt paa Stene, og brøde Arme eller Been eller fik anden Skade, nogle faldt paa deres egne Vaaben, og fik deraf store Saar, Hestene løb over andre og lemlæstede dem; de, som Hestene løb fra, kom mindst til Skade, men de kom nu til at gaae en lang Vej, inden de naaede deres Hjem. Efter denne Hændelse vendte de tilbage. Saaledes beskjærmede den almægtige Guds Miskundhed sine Mænd, at det var saa langt fra, at Biskoppen og Thorvald den Gang fik nogen Skade af Hedningernes Ondskab og Efterstræbelser, at de ikke engang fik det mindste Nys om dette Overfald og Anslag. De boede nu den fjerde Vinter paa Lækjamot, men Sommeren efter fore de bort, først til Norge, og laa der en Tid i en Havn. Da kom fra Island, og lagde til samme Havn den før omtalte Hedin fra Svalbard. Hedin gik op i Land i en Skov at hugge sig Huustømmer. Da Thorvald blev dette vaer, kaldte han sin Træl med sig, og de gik nu hen i Skoven, hvor Hedin var, og Thorvald lod Trællen dræbe ham. Men da Thorvald kom til Skibet, og fortalte Biskoppen, hvad der var skeet, sagde denne: “Formedelst dette Drab skulle vi skilles, thi du vil seent aflade fra Manddrab.” Derefter drog Biskop Fredrik til Saxland, og endte der sit Liv i høj Hellighed, tagende evig Belønning af den almægtige Gud for sin Dyd og timelige Møje.


Om Thorvald Vidfarne

138. Thorvald levede mange Aar derefter, men da han var en ypperlig Mand, stærk og modig, og altid opfyldte Guds Bud af inderlig Kjærlighed, da tænkte han, at, om han atter drog tilbage til sin Fødeø, var det ikke vist, at han altid kunde taale sine Landsmænds Overlast og Forurettelser, som han burde af kristelig Kjærlighed, og han fattede derfor den Beslutning, ikke oftere at besøge Island. Han begav sig da paa Rejser ud i Verden og lige til Jerusalem, at see de hellige Steder; han rejste omkring i hele Grækerige, og kom til Myklegaard, hvor selve Stolkongen med megen Æresbevisning tog imod ham, og gav ham mange hæderlige Gaver; saaledes hvilede Guds Miskundhed over ham, og hans Navnkundighed gik forud for ham, hvor han kom frem, saa at han agtedes og æredes af Store og Smaa som en Troens Støtte og Forsvarer, og hædredes som en ypperlig Bekjender af vor Herre Jesus Krist, af selve Myklegaards Kejser og alle hans Høvdinger og ikke mindre af alle Biskopper og Abbeder over hele Grækeland og Syrland; allermeest blev han anseet i Østerleden, da han af Kejseren var sendt did, som Befalingsmand over alle Konger i Rusland og i hele Garderige. Thorvald Kodranssøn lagde der Grundvolden til et berømt Munkekloster ved den Hovedkirke, som er helliget til Johannes Baptist, og lagde dertil tilstrækkelige Jorder; det hed bestandig siden Thorvalds Kloster. I dette Kloster endte han sit Liv, og er der begravet. Dette Kloster staaer ved Foden af det høje Bjerg, som hedder Drøfn. Da Biskop Fredrik og Thorvald kom til Island, vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 981 Aar, men 106 Aar fra den Tid, da Island begyndte at bebygges. Tre Vintre derefter byggede Thorvald Spakbødvarssøn en Kirke paa Aas.


Om Stefner Thorgilssøn

139. Der var en Mand, som hed Stefner, han var en Søn af Thorgils Ejlifssøn, Helge Bjolas Søn, Ketil Fladnæses Søn, Bjørn Bunas Søn. Stefner var født paa Kjalernæs, og voxte op der, medens han var Barn. I en temmelig ung Alder drog han udenlands, og antog Kristendommen i Danmark, og blev en berømt Mand. Han traf sammen med Torvald Kodranssøn, og rejste med ham vidt omkring i Verden, at lære at kjende de hellige Steder og fornemme Mænds Sæder. Omsider vendte han tilbage til Norden, hvor han traf Olaf Tryggvesøn ovre i Vesterlandene, blev hans Mand, og fulgde ham, da han drog til Norge.


Kong Olaf paabyder Kristendommen

140. Kong Olaf Tryggvesøn drog mod Slutningen af den samme Vinter, da han var tagen til Konge i Throndhjem østerpaa landvejs lige til Grændsen, og underlagde sig hele Landet, som forhen blev fortalt. Tidlig om Vaaren drog Kongen ud i Vigen, ledsaget af betydeligt Mandskab; der opholdt han sig længe om Vaaren, og der kom mange mægtige Mænd til ham, som dels vare hans Frænder, dels havde været hans Fader Kong Tryggves Venner, og han blev der imodtagen med megen Kjærlighed. I Vigen boede to rige og fornemme Brødre Thorgejr og Hyrning, som ogsaa kom til Kong Olaf. De havde talt om den Sag med Kongens Stedfader Lodin, at de vilde bejle til Lodins og Kong Olafs Moder Astrids Døttre. Lodin svarede dem vel paa deres Andragende, men henstod dog Sagen til Kong Olaf, eftersom Kvinderne vare hans Søstre. En Dag kaldte Kongen til sig sine Morbrødre Jostein og Karlshøfud, Thorkel Dydril og deres Stedfader Lodin, saa og Thorgejr og Hyrning, thi de vare de mægtigste Mænd der østerpaa i Vigen. Siden begyndte Kongen saaledes sin Tale med stor Alvorlighed og Iver: “Jeg vil her gjøre eder vitterligt”, sagde han, “at jeg vil paabyde Kristendommen her i Landet, og skal jeg enten faae det udført, at kristne hele Norrig, eller i modsat Fald døe; det er min Villie, at I staa mig bi i denne Sag, og udføre, med al Omhu, dette herlige Kald, saa at dette heldbringende Raad kan faae Fremgang. Jeg underretter eder om denne min Beslutning, førend jeg fremfører den for det øvrige Folk her i Landet, fordi det synes mig rimeligst, formedelst eders Magt og Rigdom, at dette Budskab vil blive antaget, om I Brødre Thorgejr og Hyrning ville fremme det, men jeg troer mine Frænder bedst til, at de ere mig hengivne, og ligeledes min Stedfader Lodin for Svogerskabs Skyld.” Da svarede Thorgejr: “Paa denne Sag har jeg Svar paa rede Haand: vil du, Konning! give os Brødre dine Søstre Ingerid og Ingegerd tilægte, med deres Fader Lodins og andre Frænders Samtykke, da skulle vi af al vor Magt staae dig bi, i hvad du vil gjøre, og bevæge alle vore Venner og Frænder til Lydighed imod dig, saavidt vi ved vort Raad og Indflydelse kunne formaae. Af sanddrue Mænds Beretninger kjender du vor Æt, og hvilke betydelige Ejendomme vi besidde, skjønt du ikke har været længe i dette Land.” “Ja”, svarede Kongen, “jeg veed, at I ere mægtige og højbyrdige Mænd, og af prøvet Troskab og Manddom, derfor vil jeg tilstaae eder eders Begjering, om det ikke er imod Møernes eller deres Frænders Villie; og jeg skal forøge eders, alle mine Svogres og Frænders, Magt og Anseelse, om I ville staae mig bi i at indføre Kristendommen, thi det er nu det allermest magtpaaliggende, som I kunne gjøre for mig.” Alle de, som vare tilstede ved Forsamlingen, sagde, at de skulde udføre alle Kongens Ønsker, og det samme skulde alle de gjøre, som vilde lyde deres Ord. Siden blev der talt om Brødrenes Frieri, og det blev afgjort, at de skulde have Lodins og Astrids Døttre, og Brylluppet skulde holdes tidlig om Sommeren i Vigen. Efterat denne Forsamling var holdt, gjorde Kong Olaf vitterligt for hele Folket, at han vilde byde alle mennesker i sit Rige at antage Kristendommen. De, der forhen, som nu blev fortalt, havde erklæret sig villige, tilstode nu først at opfylde Kongens Bud, og da de vare de mægtigste af alle de tilstedeværende, fulgde de andre deres Exempel, og derpaa bleve alle Folk østfjords i Vigen døbte. Kongen var siden tilstede ved Brødrenes Bryllup, hvor der holdtes et meget anseeligt Gilde. Efter dette Bryllup drog Kong Olaf nord op i Vigen, og bød Folket at antage Troen, og straffede dem haardt, som satte sig derimod, somme lod han dræbe, andre afhugge Hænder eller Fødder, andre drev han ud af Landet. Udfaldet blev, at i hele det Rige, som hans Fader Kong Tryggve, og ligeledes i det, som hans Frænde Kong Harald Grænske havde ejet, gik alt Folket paa Kong Olafs Bud over til Kristendommen, saa at hele Vigen blev kristnet.


Kong Olafs Prædiken for Bønderne

141. Kong Olaf lod udruste Skibe i Vigen, og foer derpaa nordop til Agder, han havde en stor og skjøn Hær, og hvor han holdt Thing med Bønderne, bød han alle Folk at lade sig døbe, og alle antoge da Kristendommen, thi ingen af Bønderne torde staae imod, og Folket blev saaledes døbt, hvor han foer frem. Kong Olaf stævnede et Thing i Morster paa Sydhørdeland; da Kongens Thingbud kom til Bønderne, samlede de sig sammen i en betydelig Mængde, og talte og raadsloge om den vanskelige Sag, at de havde spurgt, at Kong Olaf paa hvert Thing paabød den nye og fremmede Tro, og forpligtede dem alle til at antage og holde sig til den, men forkaste, ødelægge og tilintetgjøre den, som Indbyggerne forhen havde haft. De bleve nu enige om, at de af alle Kræfter vilde modsætte sig dette Bud. De udvalgde siden tre Mænd, som vare de Viseste og mest veltalende i deres Flok til at tale imod Kongen, om han vilde andrage den Sag; de skulde med djærve Ord sige ham, at de ikke vilde taale nogen Uretfærdighed, om Kongen vilde byde dem den. Natten før Thinget skulde holdes, viste den hellige Biskop Martinus sig for Kong Olaf i Søvne, saaledes talende: “Det har været Folks Skik her i Landet, som vide andensteds, hvor Hedendommen Hersker, at man giver Thor og Odin Øl og helliger Aserne fulde Bægere, naar Drikkelag eller Gilde ere holdte, men nu vil jeg, at du lader det indrette paa denne Maade ved Gilder eller Sammenkomster, hvor der tales for Skaaler, for at den Uskik, som tilforn har hersket, kan aflægges, at du lader Skaalen tilegnes mig eller Gud og hans Helgene, men jeg skal understøtte og hjælpe din Sag i Morgen, saa den skal faae Fremgang, thi mange agte at staae imod, og bestandig skal jeg yde dig Bistand til dine gode Foretagender.” Kongen syntes, at han tilstod dette, og dernæst vaagnede han, og tænkte over, hvad han havde Drømt, og det syntes ham bedre end udrømt. Om Dagen drog nu Kongen til Thinget, hvor en Mængde Bønder vare forsamlede, alle fuldt væbnede. Da Thinget var sat, stod Kongen op paa en Klippe, og hans Mænd, som ogsaa vare bevæbnede, rundt omkring ham, men Bondeflokken sad længere borte. Saa sige troværdige Mænd, at man endnu kan see i Klippen ligesom smaa Kopper, der hvor Kongens Mænd satte deres Spydskaftspidser, da de stode og støttede sig ved deres Spyd, og ligeledes Kong Olafs Fodspor, der see ud, som om han havde staaet i blød Snee. Kongen talte med Blidhed til Bønderne saalunde: “Her ere nu sammenkomne mange anseelige Høvdinger og en Mængde Folk; jeg vil nu takke eder alle, som ere komne til Thinget efter vort Bud, thi jeg vænter, at eders Tilstedeværelse her vil være os alle til Hæder baade i Tid og Evighed. Det er eder vitterligt, at dette Lands Folk har overdraget mig Høvdingskab over hele Norges Rige, og lovet at vise mig Lydighed og villig Tjeneste i alle Henseender efter min Villie; men eftersom jeg vænter, at I alle ville troligen opfylde eders Løfte herom, da bør jeg ikke kue eder i Trældom som Kjøbte Trælle, men anbetroe eder hæderlig Tjeneste, som høviske Riddere bør overdrages af deres Konning; derfor vil jeg ikke, at I skulle undvære nyttig Underretning om, hvad eder anstaaer at gjøre, og hvo det bør eder at tjene; hvis I ville lyde mig, da skal jeg gjøre eder til den øverste Konnings Riddere, han som elsker og beriger alle ham trolig tjenende, ikke i det timelige Rige allene, men han gjør sine Tjenere til sin søde Søns Brødre og Medarvinger i den evige Salighed; thi det jordiske Rige er ikke nyttigt til andet, end dermed at Kjøbe det evige Rige, som aldrig faaer Ende; derfor skulle I troe paa den almægtige Gud Fader, alle Tings Skaber, og paa hans velsignede Søn, som lod sig føde her i Verden af sin velsignede Moder og Mø Maria til alle Menneskers Frelse, og paa den hellige Aand, een Gud i Trefoldighed og trefoldig i Eenhed; og med denne Tro skulle I lade eder døbe i Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands, og saaledes gjøres til den almægtige Guds Børn og Arvinger til det evige Rige; men I skulle forsage Djævelen og hele Afgudernes Vildfarelse, som han har besnæret eder i, og hvormed han agter at lede eder, ligesom eders Fædre før eder, til evige Kvaler med sig selv, om I forblive i hans Tjeneste. Det vil jeg sige eder i Korthed, at alle, saavel Fattige som Rige, der af deres egen fri Villie adlyde dette mit Bud, kunne gjøre sikker Regning paa mit Venskab, og derhos paa evig Belønning af den almægtige Gud; men de, som tale derimod, og ikke ville adlyde dette frydefulde Andragende, som de ville selv have størst Gavn af at antage og holde, de skulle have min Vrede, og blive straffede, saa vidt jeg kan formaae det.” Kongen talte baade længe og snildt, og da han standsede sin Tale, stod den af Bønderne op, som var den mest veltalende, og som var bestemt af dem til først at svare Kongen og tale imod hans Bud om Kristendommens Antagelse; men da han vilde begynde at tale, kom der saa stor Hoste og Trangbrystighed over ham, at han ikke kunde faae et Ord frem, og han satte sig da ned igjen. Da stod en anden Bonde op, som ikke vilde lade Svaret falde, skjønt det var gaaet den første saa ilde; men da han begyndte sin Tale, blev han saa stam, at han ikke fik fremsagt et eneste Ord, som man kunde forstaae. Alle Tilstedeværende begyndte da at lee ad ham, og saa satte han sig ned igjen. En tredie stod da op med megen Vrede og Overmod, for at tale imod Kongen, og tænkte at ville hævne sine Stalbrødre med en smidig Tunge og megen Veltalenhed, men han blev saa hæs, at intet Menneske kunde høre, hvad han talte; og den samme Mand satte sig nu ned med Skam og Vanære, som rejste sig med Stolthed og Overmod. Derefter vovede sig ingen paa dette Thing til at tale imod Kongen; og Udfaldet blev da, at alle tilstode, hvad Kongen bød, og Kongen drog ikke bort, før alt Thingfolket var døbt. Kongen bød derpaa Præsten Thangbrand at døbe Kvinder og Børn, og alle dem, som vare deromkring, men ikke vare komne til Thinget. Alle Steder, hvor Kongen kom frem, og Folket antog Troen, lod han nedbryde og brænde Afgudshuse og Altere, og bygge Kirker isteden, og ansatte Præster, hvor han troede det meest fornødent. Han lod alle Afgudsbillederne enten brænde eller hugge i Stykker; herom taler Hallarstejn saaledes:

Mange Templer og Altre
Milde Konning vilde
Brænde lade, og Guder
Ødelægge bød han;
Kyndig Fyrsten, og nidkjær
Kristen, Folk i den gode
Tro da underviste;
Vældigst han er blandt Konger.


Stefner Thorgilssøns Hjemkomst til Island

142. Stefner hin Islandske var hos Kong Olaf, som før fortaltes. Kongen talte ofte med ham, thi Stefner var en viis Mand og havde faret vidt omkring. Kongen spurgde ham meget ud om mægtige Kongers Fremfærd og Sæder i andre Lande, ligeledes om Thorvald Kodranssøns og Biskop Fredriks Foretagender. Stefner besvarede Kongens Spørgsmaale. Kongen spurgde ham endelig, om han ikke kunde faae i Sinde at besøge sine Frænder paa Island, og forkynde dem den hellige Tro. Stefner svarede: “Saalunde blev der af de fleste taget imod Thorvald, da han drog i dette Ærende til Island med Biskop Fredrik, at det ikke lyster mig, thi han var i alle Henseender bedre skikket til at fremme denne Sag end jeg.” Kongen svarede: “Eftersom jeg har saaledes begyndt at forkynde Kristendommen her i Norrig, at jeg har fuldkommen foresat mig i mit Hjærte, ej at holde op med denne Id, før alt Folket her er rettroende, da skal jeg med ligesaa megen Flid bestræbe mig for at føre til Gud det Folk, som beboer Island og andre nordiske Lande, som ligge her under vort Rige i Henseende til Handel, i det de nemlig tilføre os saadanne Varer, som vi behøve, men hente igjen saadanne, som de endnu langt mindre kunne undvære; thi det er ikke sømmeligt, at Kristne vanære deres Tro ved at handle med Hedningerne, eller staae i andet Venskabs Forhold til dem som deres Brødre. Nu er det mit højeste Ønske, at sende dig til Island, at forkynde Guds Navn, og forsøge, hvad du kan udrette. Her blandt os finder jeg ingen, som er bedre skikket til dette Ærende, thi du er fra selve Landet, og har der en anseet Slægt, du er derhos fast i den hellige Tro og Religionen.” “Gjerne vil jeg,” svarede Stefner, “drage i eders Ærende, hvorhen I vil, til Island eller anden steds, men jeg har Frygt for, at min Rejse derhen vil kun lidet nytte, thi Islænderne, mine Frænder, ere haarde at have med at gjøre, og ikke lette til at faae fra deres engang fattede Beslutning.” Imidlertid gjorde Stefner sig færdig til at drage til Island, og begav sig siden paa Rejsen med nogle lærde Mænd og andet følge, som Olaf gav ham med; Rejsen løb heldig af, og var baade kort og behagelig; Stefner landede med sit Skib i Gufaa-Munding noget før Althinget, og han begyndte strax offentligen at prædike Guds Ord. Men da Folk mærkede, at han var Kristen, og hvilket Ærende han havde, da toge de meget uvenlig imod ham, men dog hans Frænder allerværst. Han drog med Djærvhed selv tiende omkring baade til Vest og Syd; men da han saae, at ingen i de Herreder vilde høre hans Taler, thi alt Folket paa Sønder- og Vester-Landet hang endnu ved hedenskabet, blev han vred, og begyndte med sit følges Bistand at nedbryde Afgudshusene og Alterne, og brænde Afgudsbillederne. Da samlede Hedningerne sig, og forhindrede dem at nedbryde Afgudshusene eller lemlæste Guderne. Samme Sommer blev det fastsat som Lov paa Althinget, at enhver skulde gjøres fredløs og landsforviist, som lastede Guderne eller gjorde dem nogen Skade eller Vanære; deres Frænder skulde sagsøge dem, som bleve anklagede, Næstsødskendebørn og Frænder i fjerde Led og derimellem; thi Hedningerne kaldte Kristendommen en Frændeskam. Derfor blev nu Stefner stævnet af sine Frænder, Sønnerne af Osvifr Helgesøn, hvis Fader Ottar var en Søn af Ketil Fladnæses Søn Bjørn; deres Navne vare: Thorolf og Askel, Torraad og Vanraad, men deres Broder Ospak vilde ikke være med at sagsøge ham. Stefner svarede dem, da de havde landsforviist ham, saaledes: “Denne Straf, som I have idømt mig, vil ikke Skade mig, men det vil ikke vare mange Vintre, inden der for denne Sags Skyld vil komme meget Uheld og megen Ulykke over eder.” Stefners Skib stod om Vinteren oppe i Gufaa-Munding, men da Sneen om Vaaren tøede paa Fjældene, og paa een Gang baade Vandet voxte i Aaen, og et Stormvejr opstod, drev Skibet ud paa Havet, og da troede Hedningerne, at det var tydeligt at see, at Guderne nu vare vrede paa Stefner, og at de derfor havde voldt denne Tildragelse; derom kvade de denne Vise:

Storm fra Fjældet Stefners
Stavnhøg har nu splittet,
Tumler den hule Knørre
Hid og did for Strømmen;
Vist mon Asers Vælde
Volde slig en Tummel,
Isen raser i Aaen,
Ere Guder i Landet!

Kort efter kom Stefners Skib til Land næsten aldeles ubeskadiget, og Stefner drog da paa det bort fra Landet.


Om Hørdekaares Slægt

143. Da Kong Olaf havde kristnet hele Folket i Vigen, drog han nordpaa langs med Landet samme Sommer, som Stefner foer til Island, som nu fortaltes. Kongen omvendte alle til Kristendommen, hvor han kom frem, og lærte dem gode Sæder. Paa Hørdeland vare da mange mægtige og fornemme Mænd, som nedstammede fra Hørdekaare. Denne havde fire Sønner: den ene hed Thorlejf den Vise, den anden Øgmund, Fader til Thorolf Skjalg, som var Fader til Erling paa Sole; den tredje Thord, Fader til Klypp Herse, som dræbte Gunhilds Søn Kong Sigurd Slefa; den fjerde var Ølmod hin Gamle, Fader til Askel, Fader til Aslak Fitjaskalle; denne Ætgreen var den største og mest anseete paa Hørdeland, som nedstammede fra Hørdekaare. Da disse Frænder spurgde, hvorledes Kongen nu ogsaa vesterpaa drog med meget Mandskab omkring, og afskaffede Folkets gamle Love og Skikke, og straffede med Pinsler alle dem, som talte imod det, han vilde have fremmet; da satte de hinanden Stævne, for at raadslaae om, hvad Forholdsregler de skulde tage, naar Kongen om kort Tid kom til dem. Da de nu alle vare komne sammen, tog den fornemste af dem Ordet: “Det vide alle de Mænd, som her ere sammenkomne,” sagde han, “at Kong Olaf Tryggvesøn vil snart komme at besøge os; han har vundet Berømmelse formedelst hans Færdigheder, Styrke og de store Bedrifter, han har udført vidt omkring i Verden; derfor er hans Navnkundighed og Rygte udbredt over hele Verdens nordre Deel; af den Aarsag er det godt og hæderligt at tjene slig en Konning, og at lyde ham i alle antagelige Befalinger og Fordringer, men denne fremmede Tro, som han paabyder, mishager os meget; det er derfor mit Raad, at vi Frænder ikke underkaste os dette Bud, uden Kongen vil føje os i noget saadant, som kan forøge vor Anseelse og Hæder. Dette Raad vandt alles Bifald, og Forsamlingen endtes med, at det var alles Samtykke og Raad, at de skulde alle komme meget mandstærke til Gulething, og træffe der Kong Olaf, om han havde i Sinde at komme did.


144. Denne Hørdekaares Afkom havde i lang Tid været de Mægtigste i Hørdeland. Thorolf Øgmundssøn Skjalg herskede over Jæderen, han var en mægtig Mand og en stor Kriger og Voldsmand; hans Søn hed Erling, som før omtaltes, han blev opfostret i sin Ungdom borte fra sin Fader; tidlig blev han stor og stærk, og ond at komme i Kast med.


Om Røgnvald og Raud

145. Der var en Mand, ved Navn Lodin, som boede paa Ærvig, sønden for Stat, en rig Mand, dog ikke overmodig af Sindelag, han havde en smuk og anseelig Kone, som hed Gyda, med hvilken han havde to Sønner, Røgnvald og Ulf. Lodin var en Ven af Thorolf Skjalg, men Thorolf gjorde dog mere af Konen. Thorolf var ofte til Gildes hos Lodin, og blev der længe, han talte stedse meget med Lodins Kone, og Ordet gik, at han ikke vel gjengjældte ham hans gode Beværtning og Vennegaver. Det hændtes nu, da Skjalg engang var til Gildes i Ærvig, at Folk kom ind i Skalen før Dag, og fortalte Thorolf, at den Loftsal, hvor Lodin sov, var opbrudt, og han selv dræbt, men der var ingen, der vidste, hvo der havde gjort det. Thorolf sagde, at de vare ilde behandlede, men man mærkede dog ikke, at han sørgede meget derover, og der vare mange, som havde Thorolf mistænkt for denne Gjerning, thi der var meget ved hans Ophold der, som kunde lede paa den Tanke, men ingen torde offentlig erklære det. Thorolf bød sig til at ville drage Omsorg for Gyda, hun takkede ham derfor, og han førte hende hjem med sig, men inddrog alle hans Jorder og Løsøre. Lodins Sønner vilde han tvinge til at trælle; Røgnvald lod sig ogsaa tvinge, men Ulf ikke, hvorfor han blev solgt som Træl til fremmede Lande, og omtales ikke mere i denne Saga. Røgnvald voxte snart til; han var stor og stærk og smuk af Udseende; han udførte snart meget Arbejde, og var meget duelig og behændig. Thorolf behandlede ham som Træl, men da han var voxen, satte han ham til at styre de andre Trælle og holde dem til Arbejde. Engang sagde Røgnvald til Thorolf: “Jeg vilde være tilfreds med at være hos dig, om du vilde give mig en Kone, som jeg syntes om.” “Det vil være en let Sag,” svarede han, “thi jeg har nok af Trælle-Herkomst. Der er en Pige, ved Navn Sigrid, som jeg vil lade dig faae, hun er en Datter af en ringe Bonde, som boer ikke langt herfra, det er et godt Parti for dig, og vil jeg have din Troskab til Gjengjæld.” Røgnvald sagde, at han ikke hidindtil havde tjent ham uden Troskab. Det blev da besluttet, at Røgnvald fik Sigrid, som baade var en smuk Pige, duelig og vel oplært; de fik snart en Søn, som de kaldte Gunnar, der voxte op til en stor og smuk Dreng. Thorolf Skjalg tog Drengen fra dem, og elskede ham, som han var hans egen Søn. Saaledes hengik tre Vintre. Thorolf Skjalg drog hver Sommer paa Krigstoge, og satte Røgnvald til imidlertid at bestyre Gaarden hjemme, men om Vinteren sad han rolig, og havde stedse mange Mænd om sig. Den Vaar, da Drengen Gunnar, Røgnvalds Søn, var tre Vintre, rustede Thorolf sig til at fare paa Vikingetoge, som han plejede, men før han drog hjemmefra, gik han til Røgnvald, og talte saaledes til ham: “Jeg agter at lade udføre mere Arbejde her i Sommer end sædvanligt; thi jeg vil lade gjøre en stor Drikkeskale, hvorpaa der skal anvendes al Flid. For dette Arbejde skal du staae, og være Tilsynsmand over de andre Trælle, og skaffe Bygningsmænd dertil, thi du er en meget duelig Arbejdsbestyrer og selv kunstsærdig, og da vilde jeg sige, at der var arbejdet godt, om jeg kunde beværte mine Venner i denne Skale til Høst, og deri Højtideligholde min Hjemkomst.” Røgnvald lovede det, og Thorolf drog i Vikingsfærd. Røgnvald begyndte nu med Skalens Bygning, han lejede to meget duelige vendiske Bygmestere paa gode Vilkaar for dem, thi han sparede ikke Thorolfs Penge; med dem sluttede Røgnvald et fortroligt Venskab. Det gik vel og hurtig med Skalens Bygning. Røgnvald lod vel gjemme baade Spaaner og afhuggede Stumper. Han bestyrede hele Arbejdet. Men da Skalen var heel færdig og indhegnet, lod han Trællene bringe en stor Mængde Brænde hjem og opstable det lige højt med Væggene paa alle Sider af Skalen; alt dette var gjort, før Thorolf kom hjem om Høsten. Da han kom hjem, betragtede han Bygningen, og sagde, at han var vel tilfreds med den; han spurgde Røgnvald, hvorfor han havde ladet føre en saa stor Vedkast hjem. “Grunden hertil,” svarede denne, “er deels, at jeg er kjed af den idelige Klagen over Mangel paa Brænde, her er om Vinteren, da der forbruges saa meget, deels ogsaa, fordi jeg vilde forhindre, at Solstraalerne skulde Skade Skalens nye Tømmervægge, der kun ere lidt tjærede.” Thorolf bekymrede sig ikke mere herom, men lod derpaa berede til et kosteligt Gilde i Skalen, og bød sine Venner til sig; der var sørget for meget stærk Drik, og blev skjenket rundeligen, og Røgnvald var ivrig sysselsat med at have Øl i Beredskab at bære ind. De vendiske Bygmestere skjenkede for Gjæsterne. Røgnvald skyndte dem til at ombære Drikken saa hyppig mueligt, thi der var Raad nok dertil, han sagde, at af store Gilder gik der aller størst Ry, naar Gjæsterne i førstningen bleve ganske drukne. Skjenkerne stode i Forstaaelse med ham, og vidste, hvad han agtede at gjøre. Thorolf Skjalg gjorde meget af Drengen Gunnar, og havde ladet ham give en rød Skarlagens Kjole, og lod ham sidde hos sig i Højsædet. Man drak nu saa heftig den første Aften, at enhver til sidst laae sovende paa sin Plads; men da det var kommet saa vidt, havde Røgnvald endnu nok at bestille, skjønt han ikke længer behøvede at indbære Øl; og nu saae man, hvad de Spaaner skulde til, som han havde gjemt om Sommeren. De vendiske Mænd stode ham da bi, og de bare en Mængde Brænde hen for Skale-Døren, og lagde Spaanerne til; siden stak de Ild i det altsammen og i den store Vedkast, saa Skalen stod snart i lys Lue. Røgnvald gik da ind, og greb sin Søn Gunnar fra Thorolf i Højsædet, og bar ham sovende ud til sin Moder, og sagde, at det var bedre, at han vaagnede seent, “thi nu have vi nok at bestille.” Hun sagde, at det var tilvisse nok. Alle de, som vare i Skalen, vare saa ganske drukne, at de ikke vaagnede, før Luen spillede om dem; Skalen brændte saaledes med alle dem, der vare i samme. Røgnvald stak og Ild i Trællehuset, og brændte de Folk, som vare der inde. Siden gik de til Stranden, og tog et Skib og roede ud af Fjorden; da først vaagnede Drengen, og saae Luen og Røgen oppe paa Land. Han sagde da: “Det er forunderligt, nu er jeg kommen her, men for kort Tid siden sov jeg hos min Fosterfader; den store Ild, som jeg seer hjemme i Gaarden, har du onde Røgnvald forvoldt, jeg vilde meget heller være der hos min Fosterfader end her hos dig, thi ej vil du gjøre vel ved mig, da du har gjort ilde ved ham.” Røgnvald bød den uforstandige Pog at tie. De droge nordefter, og havde meget Gods med sig, bestaaende af Bordtøj og brændt Sølv, som de vendiske Mænd havde baaret ud, medens Røgnvald forberedte Branden. De havde ikke Held paa Rejsen, thi Skibet forliste for dem sønden for Stat; de vendiske Mænd druknede, og alt det Gods, som var paa Skibet, forliste de; men Røgnvald fik sin Kone og Søn reddet, og førte dem til Gaarden i Ærvig. Thorolf Skjalg havde sat over de derværende Ejendomme nogle ubetydelige Mænd, dem drev Røgnvald bort, og bosatte sig der; hans Frænder glædede sig over, at han havde faaet sit Gods og sin Fædrearv. Røgnvald foregav nu, da han kom til Ærvig, at Thorolf Skjalg havde frigivet ham, og for hans lange og tro Tjeneste tilbagegivet ham hans Ejendomme, hvilket Folk fandt troligt. Det spurgdes vidt omkring, at Thorolf var indebrændt, men ingen vidste, hvo der havde gjort det; man søgte heller ikke at komme paa Spor derefter, thi hans Søn Erling var endnu et Barn, og Thorolf havde desuden været en overmodig og gjerrig Mand og derfor ikke elsket af Almuen, og hans fleste kjære Venner vare ogsaa indebrændte med ham. Da Røgnvald havde en kort Tid været hjemme i Ærvig, tog han sin Søn Gunnar, og gik til Søen med ham, og fik sig en lille Baad; siden tog han et andet større Skib, og førte Baaden langt ud paa Søen, Han tog da og bandt Drengen ved Indholterne i den lille Baad, og lod den drive, hvorhen den vilde, men Røgnvald roede til Land. Sigrid spurgde, hvor han havde været, og hvad han havde gjort ved Barnet. Han sagde, at han kunde ikke sige andet dertil, end at han vilde forhindre, at Drengen skulde sige, hvo der havde indebrændt Skjalg. Røgnvald boede siden paa sin Gaard Ærvig, og var meget anseet. Men om Drengen er at fortælle, at Baaden, han var paa, dreves af Vind og Strøm nordefter langs Landet, og kom omsider til en Ø. Røgnvald havde indrettet det saa, at, skjønt Drengen var bunden ved Baaden, saa at han ikke kunde løse sig selv, vare dog hans Hænder frie, saa han kunde tage den Føde, som Røgnvald havde lagt i Baaden til ham at leve af. Over den Ø, hvor Baaden drev op, herskede en Blotmand eller Afgudsdyrker, og der var et stort Gudehuus, som var helliget til Thor. Denne Mand fandt Baaden, og det Hele syntes ham underligt; imidlertid løte han Drengen, og talte til ham, men han tav. Bonden tog Drengen, og bar ham hjem til sin Kone. De syntes, at det var en smuk Dreng, og de havde selv ingen Børn. De forsøgte at faae ham til at tale, men kunde ikke faae et Ord af ham. Bonden fortalte sine Naboer herom, og spurgde efter, om nogen skulde vide, hvorfra dette Barn var kommet, men ingen vidste det. Da sagde Bonden: “Ja! eftersom ingen kjender sig ved denne Dreng, vil jeg opføde ham og antage ham i Søns Sted, men han skal tage Navn af sin Kjortels Farve og hedde Rand (Rød). Han voxte nu der op, og blev en stor og driftig Mand, og hans Fosterfader elskede ham meget, saa at han gav ham alle sine Ejendomme efter sin død. Denne Blotmand blev ikke gammel, men da han var død, tog Raud Bestyrelsen af alt hans Gods og alle Hans Ejendomme, og Raud blev nu ogsaa en stor Blotmand, og man beretter, at han manede med megen Ofren Thors Billede der i Gudehuset, saa at Djævelen talte med ham fra Billedet, og rørte det saaledes, at det syntes at gaae ude med ham om Dagen. Raud førte det ofte med sig omkring paa Øen.


Røgnvalds og Sigrids Skilsmisse

146. Om Sigrid, Røgnvalds Kone paa Ærvig, fortælles, at hun engang gik til sin Mand, og talte saaledes til ham: “Vi have længe været sammen med inderlig Kjærlighed, men nu agter jeg, at vi skulle skilles ad, thi jeg kan ikke finde mig i det længer, efter hvad der er skeet; jeg har været vidende om og samtykket med dig i de store Gjerninger, som du har udført, og hvorover hviler et saa uigjennemtrængeligt Slør; thi det veed man af Erfaring, at ingen, som har myrdet blot et eneste Menneske, bliver ved at være lykkkelig lige til sit Yderste; men disse store Ting, som vi ere indviklede i, ere af langt større Betydenhed end een Mands Mord; nu har jeg hørt, at vidt omkring i Verden Hersker en anden Tro, end den vi have, og de, som have denne Tro, kalde sig efter den Gud, paa hvem de troe, som hedder Hvidekrist, og derfor kaldes de Kristne. Mig er og sagt, at Hvidekrist er saa barmhjærtig, at om end et Menneske har gjort nok saa meget Ondt, tilgiver han det alt, naar det vil blive Kristen og holde hans Tro; jeg har og spurgt, at een af vore Landsmænd drager vide om Land at forkynde denne Tro, han hedder Olaf, og er en Søn af Konning Tryggve Olafssøn. Nu agter jeg at opsøge ham, og om jeg finder, at alt det er sandt, hvad mig er fortalt, da vil jeg antage den Tro, som han forkynder, og maaskee det da kan gaae an for os, men ikke saaledes, som det nu staaer med vor Sag.” Røgnvald svarede: “Du vil vel raade derfor, men jeg vil blive tilbage, og om jeg maatte raade, skulde der ingen Forandring skee i vor Tilstand.” Dernæst drog Sigrid bort fra Landet med nogle Kjøbmænd, som sejlede til England. Sigrid traf Kong Olaf i Vesterlandene, og da hun fik Kongen i Tale, tiltalte hun ham saaledes: “Jeg er kommen herover, fordi jeg spurgde, at du forkynder en anden Tro, end Nordmændene have; jeg vil nu lade mig døbe, og siden have og holde den Tro, som du forkynder.” “Du farer med et godt Ærende,” svarede Kongen, “og faa tage saaledes imod Kristendommen, og jeg vil gjerne tilstaae dig den hellige Daab”. Sigrid blev da døbt. Siden sagde hun til Kongen: “Hvis I synes, at jeg har gjort vel i dette, da gaaer det her, som man siger, at altid seer Gave efter Gjengjæld; du vil komme til Norge, og forkynde der den sande Tro, og jeg vænter, at og din store Lykke vil med Guds Miskundhed formaae mere end dine Landsmænds Ondskab og Modstand; jeg vil derfor underrette dig om, at der er en mægtig og rig Mand, ved Navn Røgnvald, som boer i Ærvig sønden for Stat i Norge; han er min Mand, og det er nu min Bøn, Herre, at I ville, naar I komme til Norrig, med Blidhed og venlige Ord bevæge denne Mand til at antage den sande Tro, thi han lader sig snarere bevæge ved Mildhed end ved Haardhed. Der er en anden Mand, som hedder Raud, og raader over en Ø nordpaa ved Halogeland; det er mig mindre tydeligt, hvad jeg har med ham at gjøre. Begge ere de store Mænd og i flere Henseender ikke ulige i Sindelag, og det vilde være dig godt, o Konning! at de hellere vare dig med end imod.” Siden fortalte hun ham nøjagtig alt, hvad der var gaaet for sig imellem Skjalg og Røgnvald, og ligeledes, hvorledes det stod til med andre mægtige Mænd i Norge. Sigrid gav Kong Olaf gode Gaver, førend de skiltes, thi hun havde ført meget Gods med sig fra Norge. Derefter drog hun ud i Verden, og endte der sit Liv med megen Fromhed. Men Kong Olaf Tryggvesøn foer kort efter over til Norge, som før fortaltes.


Erling Skjalgssøn giftes

147. Vi kom før fra, at Kong Olaf drog med sin Hær til Gulething, thi Bønderne havde sendt ham Bud, at de der vilde svare paa hans Begjering. Da begge Parter nu vare komne til Thinge, talte Kongen først med Landshøvdingerne, forestillede dem Sagen, og bød dem antage Kristendommen, ligesom andre. Den mægtigste af dem svarede: “Vi Frænder have talt om denne Sag, og ere komne overeens om, at hvis du vil tvinge os til noget, og tilintetgjøre vor Lov, og nøde os med nogensomhelst Tvang; da ville vi staae imod af alle Kræfter, og sejre saa de, hvem Skjæbnen bestemmer det; men om du, o Konning! vil tilstaae vor Slægt nogen lykkelig Forfremmelse, da vil du derved kunne bevæge os alle til at vise dig tro Tjeneste.” “Hvad ville I da have, at jeg skal tilstaae eder,” spurgde Kongen, “for at vort Forlig og Forbund kan blive fastest?” Høvdingen svarede da: “Det er det fornemste, at du skal gifte din Søster Astrid, Kong Tryggves Datter, til vor Frænde Erling Skjalgssøn, ham ansee vi nu for den vakreste af alle unge Mænd i Norrig.” “Det finder jeg at være et godt og hæderligt Giftermaal,” svarede Kongen, “thi Erling er rig og af fornem Slægt og en smuk Mand; men dog maa Astrid selv svare paa den Sag; nu vil jeg søge at faae at vide, hvad hun synes derom, thi alt, hvad der paa nogen Maade staaer i min egen Magt, vil jeg gjøre, for at Guds Kristendom kan faae Fremgang.” Siden talte Kongen med sin Søster om denne Sag, om hun vilde ægte Erling med hans Samtykke. “Lidt nytter det mig da,” svarede hun, “at jeg er en Konnings Datter og en Konnings Fuldsøster, om jeg skal ægte en Mand, som ikke beklæder nogen Værdighed, jeg vil hellere vente nogle Vintre paa et andet Giftermaal.” Astrid tavg derpaa, og gik sin Vej. Kongen lod tage en Høg, som Astrid ejede, og lod alle Fjedrene plukke af den, og sendte hende den derpaa. Da sagde Astrid: “Vred er Broder min nu,” og hun stod strax op og gik til Kongen, som tog vel imod hende. Hun sagde da, at Kongen maatte raade for hendes Giftermaal, ligesom han selv vilde. “Det tænkte jeg,” sagde han, at jeg vel havde Magt til at ophøje enhver her i Landet til Værdighed, som jeg finder for godt.” Kongen lod da Erling og alle hans Frænder kalde til sig, og man talte nu over om Frieriet, og Slutningen blev, at Astrid blev fæstet til Erling. Derpaa lod Kongen Thinget sætte, og bød Bønderne at antage Kristendommen, og da Erling og alle hans Frænder stode Kongen bi i at fremme Sagen, tilstod hele Almuen Kongens Begjering, thi der var ingen, som vovede at tale imod Høvdingerne. Alt dette Folk blev da døbt og kristnet. Kort efter holdt Erling Skjalgssøn sit Bryllup, og der var meget Folk forsamlet. Kong Olaf var der ogsaa, og tilbød at ville give Erling Jarls Navn og et stort Rige, men hertil svarede Erling: “Herser have mine Frænder været før mig, jeg vil ikke bære et højere Navn end de; men derom vil jeg bede, Konning! at I vil lade mig være den største Mand med det Navn i Norrig.” Dette tilstod Kongen ham, og ved Skilsmissen gav Kong Olaf sin Svoger Erling Herredømme over alt Landet lige fra Sognsø til Lindesnæs paa samme Vilkaar, som Kong Harald hin Haarfagre gav sine Sønner. Kongen drog fremdeles nordefter, og forkyndte Guds Navn, hvor han kom frem.


Kong Olaf kommer til Røgnvald

148. Da Kong Olaf var paa Gjæsteri i Nærheden af Ærvig, mindedes han, hvad Sigrid havde sagt i Vesterlandene om sin Mand Røgnvald, som før fortaltes. Kongen sendte da Mænd til Røgnvald, og bad ham komme til sig. Sendemændene kom til Røgnvald, og fremførte Kongens Ord for ham. Røgnvald svarede: “Velkomne skulle I være her; gaaer ind og drikker, og bliver her, saa længe I finde for godt, men jeg veed ikke, at jeg har noget Ærende til Kongen, om I ej vide det.” Kongens Mænd droge derpaa tilbage, og fortalte ham nøjagtig, hvad Røgnvald havde svaret. “Da har jeg et Ærende til ham,” sagde Kongen, “om han ikke har noget til mig, og jeg skal komme der med betydeligt Mandskab .” Da Røgnvald spurgde, at Kongen vilde komme der, sendte han alle sine Folk bort fra Gaarden. Da Kongen nærmede sig, saae de en Mand udenfor Gaarden, og da Kongen spurgde, hvo det var, sagde man ham, at det var Røgnvald. “En stor Mand er det, og af et godt Udvortes,” sagde Kongen. Røgnvald gik nu ene imod Kongen, og bød ham velkommen. Kongen optog det vel. Siden sagde Kongen: “Det er mit Ærende til dig, Røgnvald! som til alle andre her i Landet, at jeg vil, at du skal troe paa een almægtig Gud Fader og Søn og hellig Aand, Himlens og Jordens og alle synlige og usynlige Tings Skaber; med denne Tro skal du forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gjerninger og alle Afguder og Troen paa dem; siden skal du, som enhver anden, der vil frelse sin Sjæl og erhverve sig det evige Liv, lade dig døbe i den hellige Treenigheds Navn med sand Anger og Bekjendelse af alle dine Synder; men den Gud, paa hvem du skal troe, er saa mægtig, mild og barmhjærtig, at han i Daaben tvætter alle Synder af Mennesket, om det end har begaaet nok saa meget Ondt, naar det gaaer til Skriftes hos en Præst, og med sand Anger bekjender alle sine Misgjerninger.” Da Kongen havde fuldendt sin Tale, svarede Røgnvald: “Det har nu længe gaaet mig godt med min Tro, men jeg synes meget vel om dit Bud, Undtagen een Ting, som du siger, at man skal gaae til Skriftes og bekjende sine Gjerninger, thi meget mere er gaaet mig over, end jeg kan sige, og derfor vil jeg ikke antage din Tro, men paa ingen Maade skal jeg forhindre, at andre gaae over til Kristendommen.” Kongen lod da Røgnvald gribe, og tog ham i sin Forvaring.


Paa Dragshede holdes fire Fylkers Thing

149. Denne samme Sommer stævnede Kong Olaf fire Fylker til et Thing, som skulde holdes paa Dragshede norden for Stat; der skulde møde: Sognboerne og Fjordboerne, Søndmørerne og Romsdølerne. Kong Olaf drog til Thinget med et meget betydeligt Mandskab, som han havde ført med sig østerfra, og ligeledes det Folk, som var kommet til ham fra Rogeland og Hørdeland. Bønderne kom til Thinget, som det var bestemt. Og da Kongen kom der med sin Hær, paabød han der Kristendommen ligesom paa andre Steder, og eftersom han syntes, at Bønderne ikke vilde strax tilstaae Hans Andragende, bød han dem to Vilkaar, at enten skulde de lade sig døbe og antage den sande Tro, eller de skulde holde Slag med ham; men eftersom Bønderne saae, at Kongen havde saa betydelig en Hær, indsaae de nok, at de ikke havde Styrke til at slaaes med Kongen; de besluttede sig da omsider alle til at lade sig kristne, og antoge den hellige Daab. Derefter drog Kongen til Øen Selja, og fandt der den hellige Sunnifas Legeme og andre hellige Relikvier af den salige Skare, som havde fulgt hende, som før fortaltes. Derpaa drog Kongen til Nordmøre med sin Hær, og kristnede det Fylke.


Kong Olaf kommer til Raud

150. Dernæst sejlede Kong Olaf ind til Hlade, og lod Gudehuset nedbryde og borttage alt det Gods, som der var, og al Prydelse af Gudebillederne. Han tog en stor Guldring af Døren, som Hakon Jarl havde ladet gjøre, og derefter lod han brænde hele Huset og alle Gudebillederne. Da Bønderne mærkede det, lode de Budstikken gaae omkring i alle de nærmeste Fylker, og udbøde en Hær, med hvilken de agtede at drage mod Kongen. Kong Olaf styrede med sin Flaade ud af Fjorden, og sejlede nordpaa langs Landet, og agtede sig til Halogeland, at kristne Folket der. Men da Kongen kom norden for Nummedalen, agtede han sig ud til Rauds Ø. Samme Morgen gik Raud til sit Gudehuus, som han plejede. Thor var da meget sørgmodig og gav ikke Raud noget Svar, hvor meget denne end forsøgte at faae Ord ud af ham. Raud syntes det var underligt, og forsøgte paa mange Maader at faae ham til at tale, og spurgde hvad Aarsagen dertil var. Da svarede Thor omsider meget kummerfuld, og sagde, at han gjorde det ikke uden Aarsag, “thi de Mænds Komme, som agte sig her til Øen, er mig meget ubehagelig, og jeg har stort Had til dem.” Raud spurgde, hvad det var for Mænd. Thor sagde, at det var Kong Olaf Tryggvesøn og hans Folk. Raud sagde: “Blæs du din Skægrøst imod dem, og lad os staae imod dem med Mandighed!” Thor sagde, at det vilde kun lidet nytte, men de gik dog ud, og Thor blæste stærkt i Skægget, og tudede Skægrøsten; og der kom da strax saa stor Modvind imod Kongen, at han ikke kunde blive ved at sejle frem, men nødtes til at vende om og sejle tilbage til samme Havn, hvorfra han var sejlet ud, og saaledes gik det nogle Gange, men Kongen blev meer og meer tilbøjelig til at drage til Øen, og omsider sejrede hans gode Villie ved Guds kraftige Bistand over den Djævel, der stod imod ham. Raud kom atter til Gudehuset, og da var Thor meget barsk og uvenlig, og da Raud spurgde ham om Aarsagen, sagde han, at nu var Kongen kommen til Øen. Raud sagde: “Vi skulle da staae imod dem af alle Kræfter, og ikke strax give os; men Thor sagde, at det nyttede kun lidet. Kongen sendte da Bud til Raud, at han skulde komme til ham. Raud svarede langsomt herpaa: “Ej vil jeg ile med at komme til Kongen, thi hans Ankomst er mig ikke meget behagelig, og endnu mindre behagelig er den min mægtige Gud Thor.” Kongen drog da til Rauds Gaard, og kaldte der sammen alt det Folk, som var paa Øen. Siden forkyndte han Raud og alle dem, som vare sammenkomne, Guds Ord med Mildhed og Sagtmodighed og uden al Strænghed, og forsøgte at føre Raud paa den rette Vej ligesom andre Folk. “Det er mit Ærende hid til denne Ø, ligesom andensteds”, sagde Kongen, “at føre dig, Raud! og alt dette Folk fra de Vildstier, ad hvilke I nu alt for længe have vandret efter Djævelens Tillokkelse, og vise eder paa den lige Vej, som fører til den evige Salighed alle dem, der vandre ad den, ved rigtig at efterfølge de guddommelige Bud; men det er, at troe paa den sande Gud Fader og Søn og hellig Aand, og lade sig døbe i hans Navn, gjøre siden hans Villie med et godt Hjærte og iagttage hans velsignede Bud, og, naar man har handlet retteligen, da at faae i Belønning den evige Salighed hos den almægtige Gud. Men det er den sande og almægtige Gud, som ethvert tænksomt Menneske maa indsee, der har skabt Himmelen og Jorden og Havet, Solen og Maanen og alle tilværende Ting af Intet i Begyndelsen, og som siden styrer og regjerer alle sine Skabninger efter sin Villie og herlige Tilskikkelse. Og det vil man ogsaa kunne indsee, at de ere ikke Guder, skjønt de kaldes saa, hvis Billeder ere gjorte efter onde mennesker, og saa meget mindre kunne de hjælpe andre, da de jo selv ere baade blinde og døve, stumme og døde, og kunne ikke bevæge sig af Stedet, uden de bæres af Mennesker, eller Djævelen bevæger dem ved Falskhed og Koglerier, for at han derved desto lettere kan føre Menneskene bag Lyset, naar det synes som om Afguderne yde dem nogen Bistand til de onde Gjerninger, som de ville udføre, der troe paa dem. Men de falske Guder have saa meget mindre nogen sand Magt, at selve Djævlene ere svage og afmægtige imod den alvældige Guds Kraft.” Raud svarede saaledes paa Kongens Tale: “Det lader sig høre, hvad du siger, o Konning! men jeg skjøtter ikke meget om at opgive den Tro, som jeg har haft, og som min Fosterfader lærte mig; og det gaaer ikke an at sige, at vor Gud Thor, som boer her i Templet, mægter lidet, thi han forudsiger tilkommende Ting, og prøvet har jeg, at han er sikker at sætte sin Lid til i alle Besværligheder, og derfor vil jeg ikke afbryde vort Venskab, saalænge han er mig tro, men ej vil jeg formene nogen, at holde den Tro, som ham synes bedst.” “Det er og rimeligt,” svarede Kongen, “at det kun nytter lidt for dig ene at staae imod, naar alle andre ville følge det rette Raad, og du maa have spurgt, at jeg har ofte snart skilt de Mænd, som ikke vilde lyde mine Bud til deres egen Frelse og Tarv, ved Liv og Gods.” “Nu begynder du med Trudsler,” sagde Raud, “men derved lader jeg mig kun lidt bevæge; men da du nu er saa haardnakkket, o Konning! i denne Sag, og du siger, at din Gud er saa stærk, og kan alt, hvad han vil, da vil han sikkert styrke dig saa, at du kan udrette meget; men du kalder Thor ringe og afmægtig, men jeg vænter, at du vil faae andet at vide; nu vil jeg gjøre et stort Baal, og du og Thor skulle saa gaae dertil, hver fra sin Side, og tage hinanden i Hænderne; saa skal den af eder ansees for at have sejret, som trækker den anden over Ilden, og tænker jeg, at Thor skal blive dig temmelig haandstærk.” Kongen sagde, “Hvo hørte saadan Tale før, ingen af dem, som jeg har paabudet den hellige Tro, har før dristet sig til, at foreslaae mig at trækkes med Djævlene, men dog vil jeg gjøre dette, stolende paa den almægtige Guds Miskundhed, at Djævelen intet vil formaae imod Jesu Kristi Kraft, og dog gaaer jeg til denne Prøve paa det Vilkaar, at ingen af os, hverken Thor eller jeg, skal spare hinanden, hvordan det end gaaer, og ingen Mand skal hjælpe nogen af os, hvo der end monne tabe.” Der blev da gjort et stort Baal, som blev stukket i Brand. Thor gik til Ilden, og var dog temmelig uvillig dertil; de toge hinanden i Hænderne, og trak haardt i hinanden, men Thor maatte give sig, stødte Fødderne imod Brændet, og faldt frem i Ilden, og brændte der i et Øjeblik til Aske, men Kongen fik ikke den mindste Skade. Da sagde Kong Olaf: “Nu kunne alle see, at de have en slet Tro, som stole paa Thor, eftersom han ikke kunde hjælpe sig selv ud af Ilden.” Raud svarede: “Det er nu prøvet, o Konning! at du har sejret i Kampen med ham, og aldrig mere skal jeg troe paa ham, men dog er det langt fra, at jeg vil lade mig døbe dennesinde. Kongen lod da Raud gribe, og beholdt ham i sin Varetægt, men dog vidste hverken Røgnvald til ham eller han til Røgnvald. Alt det øvrige Folk paa Øen blev døbt, og antog den sande Tro. Kong Olaf spurgde, at Haleyerne havde en Hær ude, og agtede at værge Landet imod Kongen, om han kom derop; for denne Hær vare følgende Høvdinger: Harek fra Thjotta, Thorer Hjort fra Vaage, og Eyvind, med Tilnavnet Kinnrifa. Da vendte Kongen med sin Hær tilbage til Throndhjem og ind i Fjorden, thi han spurgde, at Thrønderne havde ladet den sammentrukne Hær skilles ad, og hver gaae hjem til sit, saasnart Kongen foer ud af Fjorden, og de fik at vide, at han agtede sig op til Halogeland.


Bind 2 Kap. 151-255

(ss. 1-292)


Om Ottar og Avald

151. I Slutningen af Hakon Adelsteensfostres Dage boede der nord oppe i Halogeland paa den lille Ø, som hed Ylfe, en Mand ved Navn Thorvald med Tilnavn Skiljande eller den Kløgtige. Hans Kone hed Thorgerde, og var en Datter af Halfred. Hun havde en Broder ved Navn Galte, der var en anseelig Mand, og boede i Sogn. Thorvald Skiljande havde to Sønner, af hvilke den ene hed Ottar, den anden, som var uægte Søn, Thorkel Silfte. Paa den samme Ø Ylfe boede ogsaa en Mand ved Navn Ingjald, som havde en Søn, der hed Avald. Denne Ingjald var Thorvalds Ven, og hos ham var Ottar til Opfostring. Ottar og Avald vare næsten lige gamle, og bleve snart Fostbrødre. Der var til samme Tid en Mand ved Navn Sokke, som var en stor Viking og Ildgjerningsmand, og foer vide omkring med Røven og Plyndren. En Sommer kom Sokke til Ylve, gik om Natten i Land paa den med sit Mandskab, og kom uforvarendes til Thorvalds Gaard, da alle laae i Søvn. ”Her kunne vi gjøre et godt Bvtte,” sagde han til sine Mænd, ”thi det er en rig Mand, der boer her, og vi ville ikke finde noget Modværn, naar vi bruge forsigtighed; nu ville vi angribe Gaarden baade med Ild og Vaaben; alt Godset ville vi tage til Bytte, men brænde alle Huse og Folk. Nogle af vore Mænd skulle drage til Ingjald, og gjøre der det samme. Ingen af hans Mænd raadte derfra, og de stak nu Ild paa Husene. Thorvald gik til Døren, og spurgde, hvo det var, der forestod Branden. Sokke angav sit Navn. ”Hvad Grund hav du dertil?” sagde Thorvald, ”thi jeg veed ikke, at vi have gjort dig nogen Skade?” ”Vi Vikinger,” svarede Sokke, ”spørge ikke om nogen Grund, naar vi ville have Menneskers Gods og Liv.” Vikingerne anfaldt Gaarden baade med Vaaben og Ild, og Thorvald indebrændte selv sextende, og kun faa undkom. Vikingerne toge alt det Gods, de kunde nytte. De Mænd, som Sokke havde sendt til Ingjald, stak der Ild i Huset; Ingjald gik til Døren, og bad om Lov for sig og sine til at gaae ud, men til at give den vare Vikingerne ikke at bevæge. Ingjald vendte da tilbage til Drengene Ottar og Avald, og sagde til dem: ”Nu er sandsynligviis min Levetid forbi, men gjærne vilde jeg skaffe eder bort af Ilden, at I dog kunne leve længere; nu vil jeg hemmelig føre eder ud af en Løndør, som er her paa Gaarden; seer saa til ved Røgens Hjælp at undkomme til Skoven, og vil Skjæbnen da unde eder nogen Fremgang i Tiden, saa have I her noget at hævne.” ”Villien dertil skal vist ikke mangle”, svarede de, ”skjønt Haabet, som Sagerne nu staae, vel ikke kan være stort.” Ingjald førte dem da til Løndøren, og ved Hjælp af Allarmen og Ildens Bragen, og fordi Døden endnu ikke var dem bestemt, kom de bort, uden at Vikingerne bleve dem vaer. De søgte hen til en anden Kant af Øen, og traf da kort efter paa en Bonde, som de bade at føre sig saa hurtig mueligt ind til Fastlandet. Bonden kjendte Drengene, og gjorde som de bade. Da de nu kom ind paa Land, gave de sig ud for fattige Børn; og som de gik frem, traf de paa en Sildebaad, som var kommen oppe fra Vaagar, og agtede at sejle Sønder efter; de gave sig der i Tjeneste, og fik saaledes Lejlighed til at komme Sønderpaa. Da de nu kom ned til Sognsø, sagde de, at de vilde ind i Fjorden, da de der havde Frænder. ”Det skal skee, som I ville,” svarede Skipperen, ”her ere I vist nok ikke værre farne, end der hvor vi toge mod eder; I have tjent os vel, og det aner mig, at I med Tiden ville blive betydeligere Mænd, end det nu har Udseende til.” Siden bleve de satte i Land. Silde om Aftenen naaede de til Ottars Morbroder Galte, og satte sig yderlig i Halmen. Galte gik til dem, og spurgde, hvo de vare. Ottar sagde ham det, som det var.” ”Da er det rimeligt, at I søge hertil,” sagde Galte, ”kommer nu hid og sætter eder ned!” De vare der i god Behandling syv til otte Aar, og bleve raske Svende. I den Tid stod Slaget paa Fidje, i hvilket Hakon Adelsteensfostre faldt, hvorefter Gunhild og hendes Sønner kom til Regjeringen i Norge. Med dem stod Sokke Viking, ligesom saa mange andre Ildgjerningsmænd i god Venskabs forstaaelse. En Vaar sagde Galte til Ottar og Avald: ”Dig, min Frænde Ottar! anseer jeg for den Første af eder to Fostbrødre, og vænter jeg, at du bliver en virksom og anseelig Mand, men nu staae Sagerne saaledes her i Norrig, at jeg ikke vover at have eder her hjemme hos mig, thi de Mænd, som vi have store Sager imod, formedelst eders Fædres Drab, ville vænte, at I blive betydelige Mænd, om de faae at vide, at I ere i Live; men i disse Aar, I have opholdt eder her hos mig, har jeg solgt eders Jorder, og faaet rede Penge for dem; og jeg raader eder nu helst til at gjøre en Handelsrejse til England, og see, hvorledes det vil gaae af.” Ottar sagde, at han vilde følge hans Raad; de fore nu til England om Sommeren, og gjorde godt Marked; og saaledes sejlede de tre til fire Aar til England, og vandt betydelige Rigdomme; derpaa fore de ogsaa til Ørkenøerne, og havde der som andensteds, hvor de kom, Hæder og Anseelse af mægtige Mænd.


Ottars og Avalds Ankomst til Island

152. Engang sagde Ottar til Avald: ”Jeg tænker stærkt paa, at vi skulle drage op til Island, og nedsætte os der, thi jeg har spurgt, at Folk nyder der Frihed og Rolighed, og mange brave Mænd have ogsaa sandet det passende at staae deres Bopæl op der; men dog vilde jeg, at vi først fore til Norrig, og forsøgte paa at træffe Vikingen Sokke, thi bedst tyktes det mig, ikke aldeles at rive sig løs derfra, førend vi have faaet nogen Hævn for vore Fædre.” Avald bad ham raade. De kjøbte sig siden et godt Skib til Islandsfærd, og sejlede derpaa over til Norge, og styrede ind i Sogn. Da de kom til Galte, fortalte de ham hele deres Raadslagning og Beslutning. ”Det træffer sig nu heel vel,” sagde Galte, ”Sokke Viking og hans Broder, som hedder Sote, ligge nu med eet Skib kort herfra, og om Natten sove de oppe i Land paa en Loftsal; jeg skal nu give eder til Ledsager en Mand, ved Navn Stejn, som er en Bekjendter af Vikingerne, og for ham ville de derfor ikke tage sig i Agt.” Ottar og Avald gik da til deres Skib, og lagde ud for Anker; det var nu bleven en meget gunstig Bør. Siden fore de tre, Ottar, Avald og Stejn, ganske allene i Land paa en lille Baad; og landede lønligen kort fra den Gaard, hvor Sokke med sine Stalbrødre sov om Natten. De gik op fra Stranden, og da de kom nær til Gaarden, gik Stejn til Vikingerne, og gav sig til Ærende, hvad han kunde finde paa. Han gav sig strax i Snak med Sokke, og drak med Vikingerne om Aftenen. Men da de langt ud paa Natten gik til Sængs, gav Stejn Ottar og Avald et aftalt Signal. Vikingerne vare syv i Tallet; da de kom op paa Loftsalen, begyndte de at klæde sig af; der brændte Lys og var lyst inde, men udenfor var det ganske bælmørkt. ” Ottar og Avald vare strax ved Haanden, saa at de gik nederst paa Stien, just som de af Vikingerne, der gik sidst, vare komne ind oven for. De gik da ind paa Loftet, og Ottar gjennemborede Sokke med sit Sværd neden under Brynjen og op i Maven, faa at han døde strax paa Stedet. Avald hug med sit Sværd til Sote, i det denne krængede Brynjen af sig, og skar hele Bagdelen af ham. Derpaa sprang de ud og ned af Stien, og Stejn fulgde dem. Ved Hjælp af Mørket undkom de let, naaede Baaden, og roede dernæst ud til Skibet. Vinden blæste gunstig, og saasnart det begyndte at blive lyst, hejsede de Sejlene op, og styrede ud i rum Sø, og vare særdeles vel tilfredse med den Hævn, de havde taget. Da Gunhild Kongemoder spurgde denne Tidende, sagde hun: „Det er ilde, at de Mænd, som have dræbt og skamskændt vore Venner, ikke ere komne for mine Øjne, og at jeg ikke veed, hvo der har gjort det, men nu faaer det at beroe derved. Ottar og hans følge havde god Bør, og landede paa Nordlandet i Blandas Munding. Landet deromkring var forhen taget i Besiddelse. Ottar kjøbte Land i Grimstunge i Vatnsdal af en Mand, som hed Ejnar, og gav ham sit Skib derfor. Der byggede Ottar sig en Gaard. Avald, som bar Tilnavnet Skæg, var den Første Vinter hos Ottar, men om Vaaren Kjøbte han Land paa Knjuke i Vatnsdal, og ægtede en Datter af Eyvind Sørkver, som hed Hilde, med hvem han avlede en Datter, som fik Navnet Kolfinna, og blev en skjøn og ypperlig Kvinde. Paa Haukegil boede en rig og vennesæl Mand, som hed Olaf; hans Kone hed Thorhalle, en Datter af Ævar hin Gamle fra Langedal; deres Datter hed Asdis; til hende bejlede Ottar i Grimstunge, og fik hende med betydelig Medgift. De fik en Søn, som blev opnævnt efter Ottars Morfader, og kaldt Halfred. Ottars anden Søn hed Galte. Valgerde hed Ottars og Asdis's Datter; hun var den skjønneste af de Møer, som da vare i Vatnsdal. Olaf paa Haukegil opfostrede sin Dattersøn Halfred, og han blev der behandlet paa det bedste. Halfred blev tidlig stor og stærk af Kræfter, mandig af Udseende og noget mørkladen; Næsen var ikke ret smuk, men ellers var Ansigtet dog vel dannet; hans Haar var rødbruunt og faldt vel. Han syntes meget ustadig, saasnart han voxte noget til. Skjald var han strax i sin unge Alder, og gjorde mest Nidviser; han var ikke meget vennesæl. Da Halfred næsten var tyve Aar gammel, blev han forelsket i Avald Skægs Datter Kolfinna. Avald syntes ikke om, at Halfred forførte hans Datter, derimod vilde han nok gifte ham hende; men Halfred vilde ikke gifte sig. Paa den Tid boede paa Marstad en Mand ved Navn Mar, en Søn af Jørund Hals. Da Mar var Avald Skægs Ven, drog denne i Besøg til ham, og fortalte ham, hvilken Forurettelse Halfred tilføjede ham. ”Det skal man snart finde Raad for,” svarede Mar, ”jeg skal faae en Mand til at bejle til din Datter Kolfinna; jeg tænker nemlig paa min Ven Gris Sæmingssøn, som boer ude i Langedal foran Gejteskard; Gris er en rig og vennesæl Mand, og er vel berejst, han har været ude i Miklegaard, og er bleven meget hædret af Kejseren.” Derpaa drog Avald hjem, men Mar sendte Bud til sin Ven Gris, som strax indfandt sig paa Marstad. Da de begyndte at tale sammen, sagde Mar: ”Jeg har besluttet at bringe et Giftermaal i Stand for dig, at du nemlig skal bejle til Avald Skægs Datter Kolfinna, det er det bedste Parti du kan gjøre, en smuk Pige, og Penge fattes ikke.” Dette bifaldt Gris, og Mar red nu med ham selv syvende til Avald. Avald tog vel imod dem, og de gik alle ind med ham, og satte deres Spyd udenfor. Gris havde et guldbeslaaet Spyd. De talte nu sammen, og Mar fremførte Frieriet paa Gris's Vegne. Avald optog dette Andragende vel, og sagde, at han vilde følge Mars Raad, ”og om Pigen synes som jeg, da vil han ikke faae Nej;” Udfaldet blev altsaa, at Kolfinna blev fæstet Gris. Men medens de sade inde og afgjorde den Sag, kom Halfred selv anden til Gaarden; og da de saae Spydene staae udenfor, sagde Halfred til sin Ledsager: ”Her maa være komne Mænd langvejs fra; pas du vore Heste, men jeg vil gaae ind i Kolfinnas Kammer. Da han kom til hende, spurgde han, hvo der var kommen, ”men ej behøves det at spørge derom,” lagde han til, ”jeg veed nok, at Mar er kommen for at bejle til dig, men ej troer jeg, at det bliver godt, naar man lader det blive derved.” ”Lad du dem sørge derfor, som det bør at raade!” svarede Kolfinna. ”Saa skal jeg gjøre,” sagde han, ”skjønt denne din Bejler nu strax tykkes dig bedre end jeg.” Halfred gik nu ud med Kolfinna, og satte hende paa sine Knæer uden for Kammervæggen. I det samme gik de andre ud; Gris havde svage Øjne; han sagde: ”Hvo ere de, som tale saa kjærlig sammen?” ”Det er Halfred Ottarssøn og min Datter Kolfinna,” svarede Avald. ”Er dette sædvanligt?” spurgde Gris. ”Ofte gaaer det saaledes,” sagde Avald, ”men det staaer nu til dig at raade Bod paa denne vanskelige Sag, da hun er din Fæstemø.” ”Det er uden Tvivl gjort for at spotte mig,” sagde Gris. Da sagde Halfred : ”Vide skal du, Gris! at du skal have mit fuldkomne Fjendskab, om du agter dig dette Giftermaal.” ”Ej bryder jeg mig om dine Ord i denne Sag,” svarede Mar, „thi de komme ikke her i Betragtning, og Avald tilkommer det at raade for sin Datter.” Da kvad Halfred denne Vise:

Saa er Hedningens Vrede
Frygtelig mig for Øjet,
Hans, som i Mængde sænker
Mælkekar ned i Vandet (75),
Som en stor og gammel
Gaardhunds, der knurrer mest mod
Kommende Gjæster; Viser
Udenfor Buret (76) jeg synger.

”og bryder jeg mig kun lidt om, hvad du, Blot-Mar! fremfører.” ”Det skal komme dig haardt at staae,” sagde Mar, ”om du skumler over mig.” ”Jeg raader vel for mine egne Ord,” svarede Halfred, og red derpaa bort med sin Ledsager. Mar sagde, at han vilde ikke lade det blive derved, og bad de andre at ride med efter Halfred. De gjorde saa, og Avald gav dem to Mænd med, saa at de i alt vare ni. Halfred opholdt sig den Gang paa Haukegil. Hans Fosterfader Olaf anede noget om Mars og Gris's Færd, og sendte da strax Bud til Ottar, og lod sige ham, hvorledes Sagerne stode, og at Halfred kunde behøve Hjælp. Ottar føjede strax Anstalter, saasnart han fik Bud, og gjorde sig færdig med saa mange Mænd, som han kunde faae; og da han kom til Haukegil, vare allerede Olaf og alle hans Karle væbnede og stegne til Hest.


Om Halfred Ottarssøn

153. Om Halfred er nu at fortælle, at han med sin Ledsager red sin Vej, og de andre satte efter ham ni i følge. Da de fik Øje paa hinanden, sagde Halfred: ”De sætte efter os, og vi ville ikke længer lade os forfølge.” De vare da komne til en Høj, og Halfred sagde, at de der vilde berede sig til Modværge. Gris kom snart til med sit følge og angreb dem; de værgede sig vel og mandig, dog gik det, som man siger, at man maa bukke under for Overmagten, og det endtes med, at de begge bleve tagne fangne og bundne. Men næsten i det samme som Gris og hans følge igjen vare komne paa Hestene, mærkede han Uraad og sagde: ”Der rede nogle efter os, som i det mindste udgjøre tredive, kanskee vor Sejer ikke bliver langvarig; de rede afsted saa stærkt de kunde, og søgte at faae sig et godt Forsvarssted; og de standsede ved Huulvejen, da de kom over Vatnsdalsaa. Ottar kom til Aaen med tredive Mand. Gris hilste ham, og spurgde, hvad han vilde med saa stort et Mandskab . ”Hvor er min Frænde Halfred?” spurgde Ottar. Gris svarede: ”Han er bunden, men ikke dræbt, og han ligger ved den Høj, hvor vi mødtes .” ”Vanærende have I behandlet ham,” sagde Ottar, ”om der end var nogen Aarsag dertil; vil du, Gris! lade mig være Enedommer i denne Sag?” ”Du er en Mand af prøvet Højmod,” svarede Gris, ”og derfor indvilliger jeg i dette;” de sluttede da en fast Aftale derom, og skiltes forligte. Ottar vendte derpaa tilbage med sine Mænd; de fandt Halfred og hans Ledsager, og løste dem. Ottar sagde: ”Ej har denne Færd, min Frænde! haft et hæderligt Udfald.” Halfred sandede det, og spurgde, om de havde truffet Gris. Ottar bejaede dette, og sagde ham, hvad Forlig der var sluttet imellem dem. ”Ej bekymrer jeg mig om,” sagde Halfred, ”hvorlunde du, min Fader! dømmer i denne Sag, ”naar kun Gris ikke faaer Kolfinna.” ”Derfor skal du ikke raade,” sagde Ottar, „han skal have Pigen, thi han fæstede Lid til mig, og overlod mig Dommen; men du skal fare udenlands, Frænde! og søge dig der mere Hæder og Held.” Halfred svarede: ”Hvor kan man vide, hvem man skal troe, naar Fædrene svigte. Det er vel ogsaa Tilfældet her, at ingen af os har gjort, hvad han burde; i det mindste skal du da ikke raade allene for dette, thi det skal være det Første, at, saasnart jeg træffer Gris, skal jeg udbyde ham til Tvekamp.” Dermed endtes den Samtale, men Ottar red hjem til Grimstunge, og Halfred fulgde med Olaf til haukegil. Faa Dage efter sendte Olaf Bud til sin Svigersøn Ottar, at han maatte forhindre Gris's og Kolfinnas Giftermaal, thi ellers vilde de let komme i vanskeligheder ved Halfreds Tænkemaade. Til Olaf og Halfred sendte Ottar igjen Bud, at han i intet vilde være dem hinderlig, forsaavidt han kunde bilægge Sagen. Det blev dem ogsaa tillige berettet, at Ottar var meget syg, og bad Halfred saa snart mueligt komme til sig, da han vilde bestemme, hvorledes der skulde forholdes med hans Ejendomme, inden han døde. Saasnart Halfred spurgde sin Faders Sygdom, drog han strax til ham; men da han kom til Grimstunge, var Ottar ikke syg. Ottar lod strax Halfred gribe og sattte ham i Fjæder (77). ”Nu ere der to Vilkaar for dig, Halfred!” sagde da Ottar: ”at du bliver siddende her i Fjæder, eller du lader mig ene raade paa dine Vegne.” Halfred svarede: ”Nu ere der da tydelige Mærker paa, at du bærer et fjendtligt Sindelag imod mig. Faaer du da heller at raade, end at jeg skal sidde her i Fjæder og Pine.” Fjædrene bleve da spændte af Halfred. Gris ægtede Kolfinna, og hun drog hjem med ham, men elskede ham ikke meget. Olaf paa Haukegil opmuntrede sin Frænde og Fostersøn Halfred til at drage udenlands, han lovede at udstyre ham saaledes, at han med Anseelse kunde færdes blandt Fremmede. Hans Fader Ottar sagde ogsaa det samme; han afgjorde Sagen imellem Gris og Halfred saaledes, at Gris skulde betale 50 Mark Sølv, Halfred skulde drage udenlands. Han vilde ikke have disse Penge, og sagde til sin Fader og Olaf: ”Jeg seer eders kjærlige Sindelag imod mig; nu komme I til at raade dennesinde, da I gjøre eder saa megen Flid for, at jeg skal fare udenlands, men det har jeg Formodning om, at længe vil den vanskelige Sag mellem Gris og mig vare.” Halfred drog derpaa til Skibs i Hvidaa og udenlands om Sommeren.


Ottars og Vatnsdølernes Skifte

154. Paa den Tid boede paa Hof i Vatnsdal en Mand ved Navn Thorstejn Ingemundssøn, en viis, velvillig og vennesæl Mand og en stor Høvding. Han havde tvende Sønner, Ingolf og Gudbrand. Ingolf var den Skjønneste Mand i de Bøjgder; om ham er dette kvædet:

Alle Møer vilde
Ingolf gjærne have
De, som voxne vare.
Sørged de yngre for Aldren;
Saa vil og jeg, kvad den Gamle
Ingolf gjærne have,
Medens mig hænge tvende
Tænder i Overgummen.

Ingolf kom i Vane med at aflægge Besøg paa Grimstunge, og talte idelig med Halfreds Søster Valgerde Ottarsdatter. Ottar skændte paa Ingolf, og bad ham lade af med at komme der. Ingolf svarede spodsk, og sagde, at det stod saaledes til med Bøjgderne i Vatnsdal, at han kunde selv raade for, hvor han vilde færdes. Der skede altsaa ingen Forandring deri. Da drog Ottar til Thorstejn, og bad ham tale til sin Søn om, at han ikke skulde tilføje Folk Fornærmelser. Thorstejn svarede vel, og lovede at gjøre det. Kort efter talte han ogsaa til Ingolf derom, og bad ham lade af at tale med Ottars Datter Valgerde. Ingolf svarede: ”Det skal jeg gjøre for dine Ord, Fader!” Han lod da for det Første af at komme til Grimstunge, men han tog sig for at gjøre en Elskovsdrape om Valgerde. Meget vred herover drog Ottar igjen til Thorstejn, og sagde, at der derved var tilføjet ham en stor Vanære.,.Nu vil jeg,” sagde han, ”at du tillader mig at stævne Ingolf, thi jeg kan ikke finde mig i at lade det beroe derved, og I maa vel have spurgt, at jeg ikke plejer at taale Overlast og Beskæmmelse af Folk.” „Ej vil jeg hindre dig fra at stævne min Søn Ingolf,” svarede Thorstejn, ”thi du har temmelig god Grund dertil;” men det er dog ikke saa raadeligt formedelst vore Frænders Tænkemaade. Thorstejns Broder Jøkul Ingemundssøn var tilstede ved denne Samtale. Han blev strax opbragt, og sagde til Ottar: ”Hør der en uhørt Ting, at du agter at anlægge Sag imod os Frænder her i Bøjgden; det skal du snart komme til at fortryde.” Siden tilbød Thorstejn at afgjøre Sagen paa Hunevatns Thing, og det bifaldt Ottar efter sine Venners Raad og Bøn. ”I skal snart høre min Afgjørelse, hvorledes den saa behager eder;” sagde da Thorstejn: ”Jeg bestemmer Ottar for Drapesagen et halvt Hundrede Mark Sølv, men Ottar skal sælge sine Jorder, og begive sig bort her fra Bøjgden.” Ottar syntes, at der ved dette var gjort ham en stor Forurettelse; men Thorstejn sagde, at han derved ikke mindre havde seet paa hans Gavn end paa sin egen med Hensyn til begge Parters Sind. Ottar foer da Sønderpaa over Heden, og tog sig Bosæde paa det Sted i Nordaadal, som siden fik Navnet Ottarssted. Hans Søn Halfred var Sommeren tilforn dragen udenlands fra Hvidaa, og havde haft en heldig Rejse; han kom til Norge, hvor den Gang Jarlen Hakon Sigurdssøn regjerede. Halfred begav sig strax til Jarlen, og hilste paa ham; Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde, hvo han var. Halfred nævnte sig, og sagde, at han var en Islænder; ”men mit Ærende hid, Herre!” sagde han, ”er, at jeg har gjort et Kvad om eder, og vilde jeg bede eder at høre mig fremsige det.” Jarlen svarede: ”Du seer ud til at være dristig mod Fornemme, og jeg vil høre paa dit Kvad.” Halfred fremsagde Kvadet med mandig Stemme; det var en Drape. Jarlen takkede ham, og gav ham gode Klæder og en stor Øxe med sølvbeslaaet Skaft, og bød ham at forblive hos sig om Vinteren, hvilket Halfred tog imod. Men om Sommeren efter foer han ud til Island, og kom til Sønderlandet. Da var hans Fader dragen nordfra om Vaaren. Hos ham var Halfred om Vinteren. Halfred var da paa Sejlads i nogle Somre, og kom aldrig paa Nordlandet; han blev da en rig Mand, saa han ejede selv Handelsskibet. En Sommer da Halfred kom fra Island, laa han ved Agdenæs; da han traf Folk i Tale, fortalte man ham, at der var skeet Høvdingeskifte i Norge; Hakon Jarl var død, og Kong Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen. Ogsaa fortalte man ham, at Kong Olaf bød alle Folk at antage Kristendommen. Alt dette syntes Halfred at være mærkelige Begivenheder. Alle Skibsfolkene bleve da enige om, at de skulde gjøre Løfter til Guderne for at faae Bør til at sejle bort fra Norge til eet eller andet hedensk Land. Løftet gik ud paa, at de skulde give Penge og tre Maal (78) Øl til Frey, om de fik bør til Sverrig, men til Thor eller Odin, om de førtes tilbage til Island. De fik ingen Bør, og bleve da omsider nødte til at sejle ind ad Fjorden; de lagde til Havn, men kunde ikke komme til Rheden selv, da der forud laae mange Langskibe. Om Natten kom der et heftigt Stormvejr fra Havet; de laae paa et Sted, der fra alle Sider var udsat for Vinden, saa at deres Toug og Ankere næppe kunde holde. Natten var da endnu kun kort Tid mørk, men saasnart det lyste, sagde een af Langskibsmændene: ”Disse Folk paa Kjøbmandsskibet ere i en meget farlig Stilling, thi de ligge der, hvor Vinden staaer mest paa, lader os drage ud at komme dem til Hjælp!” Tredive Mand gik da paa et Skib, og roede ud til dem; een sad og styrede, han var stor af Væxt og, iført en grøn Kappe. Da de kom til Kjøbmandsskibet, sagde han, som styrede, til Folkene derpaa: ”I ligge ikke godt, thi Stormen staaer her lige paa, og her ere mange Skjær omkring; vi ville hjælpe eder tilrette.” ”Hvad hedder du?” spurgde Halfred.” ”Jeg hedder nu Akkerisfrakke,” (79) svarede han. Men i det de taltes dette ved, brast et Ankertoug. Kappemanden kastede sig strax over Borde, greb Touget, idet det vilde til at synke, og førte det op i Skibet. Da Touget brast, kvad Halfred dette:

Vore Reb vi føre,
Farer mod Knørren (80) Søen,
Ankertouget strammes,
Hvor er Akkerisfrakke?

Da den kappeklædte Mand var kommen op i sit Skib, svarede han saaledes:

Jeg til Tougene fik en
Mand i grønnen Kaabe,
Ankergrunden han kjender,
Her er Akkerisfrakke,

”om du vil det vide,” sagde han. Derpaa bleve deres Ankere trukne op, og de roede nu for Kjøbmandsskibet, og førte det i et sikkert Leje. Folkene paa Kjøbmandsskibet vidste ikke, hvo denne Kappemand var, men kort efter blev det fortalt dem, at det var Kong Olaf. Kongen var da kommen nord fra den Rejse til Halogeland, hvortil han, som før blev fortalt, havde bestemt sig; og han lagde nu ind med sine Skibe til Nidaros. Der opholdt han sig, men var stundom paa Hlade med sine Huustropper. Halfred styrede ogsaa med sit Skib til Nidaros.


Om Røgnvald og Raud

155. Kong Olaf havde da Røgnvald af Ærvig og Raud med sig under Bevogtning. Kongen gik ofte at samtale med Røgnvald, thi han fandt, at han talte ofte forstandigen. En Dag spurgde nu Kongen ham, om han vidste noget til, hvo der havde indebrændt Thorolf Skjalg paa Jæderen. ”Hvi skulde jeg vide det,” svarede Røgnvald; ”jeg var længe hos Thorolf paa Jæderen, og han var frisk og rask, da jeg foer derfra, men kort efter blev det mig fortalt, at han var indebrændt; men naar der tales derom kommer Raud paa Raudsø mig stedse i Hu.” Kongen kunde ikke faae ham til at sige mere derom. Siden gik Kongen til Raud, og spurgde ham, om han vidste noget til, hvo der havde indebrændt Thorolf Skjalg. ”Det veed jeg ikke,” svarede Raud, ”men naar der tales derom, kommer Røgnvald paa Ærvig mig stedse i Hu”. ”Vil du nu lade dig døbe?” sagde Kongen. ”Ej vil jeg bestemme mig i denne Henseende,” svarede Raud, ”før jeg veed, hvad beslutning Røgnvald tager, dog er det ikke af nogen Agtelse for ham, tværtimod! jeg har megen Modbydelighed for ham.” Da lod Kongen føre baade Røgnvald og Raud sammen, og gjorde dem nu igjen samme Spørgsmaal. ”Herpaa, o Konge!” svarede Røgnvald, ”maa jeg give det samme Svar, som da du første Gang spurgde derom.” ”See kan man,” sagde da Kongen, ”at I begge ere ordholdne, men eftersom I ikke ville sige mig det, da skal jeg sige eder noget derom.” Han fortalte da fra først til sidst, hvad der var gaaet for sig imellem Skjalg og Røgnvald og tilføjede: ”Saaledes har din Kone Sigrid fortalt mig, Røgnvald! og det kan man vænte, at I baade nu og fremdeles ville have hende at takke for meget, og vil jeg ikke straffe dette saa haardt, som mange vel troe, og som der er Aarsag til, om I antage den sande Tro, og lade eder døbe, og blive fuldkommen mine Venner” ”Stor er din Lykke og din Mildhed, Konge!” svarede da Røgnvald, ”og den ville vi og alle, som dig lyde, evindelig nyde godt af.” Røgnvald vedgik da Gjerningen, og bekræftede alle de Omstændigheder ved samme, som Kongen havde angivet, og baade han og Raud tilstode nu at antage og holde den Tro, som Kongen forkyndte; siden bleve de begge døbte, og Kongen tog dem i sit Venskab. Deres Slægtskab sammen blev da ogsaa aabenbaret, og Røgnvald vedgik, at han var Rauds Fader. Med Kongens Tilladelse og Minde drog nu hver af dem til sine Ejendomme; og de holdt vel deres Tro, og vare i Kongens Venskab, saalænge han regjerede over Norge; men det er ikke omtalt, at de betalte Thorolf Skjalgs Frænder Bøder for Branden.


Om Kjartan Olafssøn

156. Olaf Paa, en Søn af Høskuld Dalekolssøn, havde tilægte Thorgerde, en Datter af Egil Skallegrimssøn, som før blev omtalt; deres ældste Søn hed Kjartan; han var opkaldt efter Irernes Konge Myrkjartan, som var Olafs Morfader. Olaf Paa boede paa Hjardarholt i Laxaadal; han var en mægtig og anseelig Mand, og derhos godvillig og vennesæl. Kjartan Olafssøn var i sin Opvæxt hjemme paa Hjardarholt hos sin Fader. Kjartan var i hele sin Skabning den smukkeste af alle unge Mænd paa den Tid i Island. Han havde et stort dog veldannet Ansigt, han var lysladen, havde særdeles smukke Øjne og et stort Haar, der var fagert som Silke, og faldt ganske i Lokker; han var høj af Væxt og stærk, og slægtede i dette sin Morfader Egil og Thorolf Skallegrimssøn paa. Kjartan udmærkede sig fremfor alle andre; i Kunstfærdigheder, Krigsøvelser og Svømning var ingen hans Lige; han var munter og beskeden, gavmild og saa vennesæl, at hvert Barn, der kjendte hans Navn, elskede ham. Af alle sine Børn gjorde ogsaa Olaf mest af ham. Paa Hjardarholt opfødtes ogsaa Bolle Thorlejkssøn, Olafs Brodersøn; han og Kjartan vare omtrent lige gamle og Fostbrødre. Bolle var stor af Væxt, meget stærk, og skjøn af Udseende; han havde en lige Næse og et noget langagtigt Ansigt, og hans tykke Læber vansirede dog ingenlunde Munden; Øjnene laae yderlig og aabent, men dog skjønt i Hovedet, hans Haar var lysebruunt, han havde et mandigt Udseende, og førte sig prægtig op, i alle Færdigheder gik han næst Kjartan. Disse tvende Fostbrødre elskede hinanden højt, og Kjartan foer ingensteds, uden at Bolle fulgde ham.


Om Laugemændene

157. Paa Lauge i Sælingsdal boede til den Tid Osvifer Helgesøn, en viis og rig Mand, der paa Fædrenesiden nedstammede fra Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn, som forhen er omtalt. Osvifers Moder hed Nidbjørg; hendes Moder igjen var Kadlin, en Datter af Gangerolf, Røgnvald Møre-Jarls Søn. Osvifer var gift med Thordis, en Datter af Thorolf hin Korte fra Medalfeldsstrand; med hende havde han fem Sønner, som forhen ere nævnte; Ospak var den ældste og vennesælleste af dem, men Thorolf den yngste. Osvifer havde en Datter ved Navn Gudrun, der baade i Skjønhed og forstandighed bar Fortrinet for alle unge Møer til den Tid paa Island; hun klædte sig med megen Pragt, saa at al den Pynt, andre Kvinder bare, faldt igjennem som Børnestads ved Siden af hendes; hun var den vittigste og mest veltalende blandt Kvinder, og overgik de fleste i Fripostighed og Myndighed. Hun var den ældste af Osvifers og Thordis's Børn, og hun raadte mest i Huset. Gaarden Lauge er beliggende norden for Sælingdalsaa, lige over for Tunge. Da Gudrun Osvifers Datter var femten Aar gammel, blev hun gift med Thorvald, en rig Mand, som boede i Garpsdal i Kroksfjord, og var en Søn af Herredsforstanderen Haldor. Gudrun kom ikke til at elske ham, og blev derfor skilt ved ham; og siden blev hun gift med Thord, en Søn af Glum Gejresøn; han førte Navn efter sin Moder, fordi hun overlevede Glum, og blev kaldt Thord Ingunssøn. Han druknede paa Bredefjord. Deres Søn var Thord Kat, som Herredsforstanderen Snorre fostrede og opfødte paa Helgefeld; hans Søn igjen var Stuf Skjald. Gudrun sad da Enke en Tid hjemme paa Lauge. Olaf Høskuldssøn boede paa sin Gaard Hjardarholt, og var i megen Anseelse; den Gang vare alle hans Sønner hjemme hos ham, og ligeledes deres Frænde Bolle Thorlejkssøn. Kjartan drog ofte til Badet i Sælingsdal, og stedse traf det sig saa, at Gudrun var ved Badet, naar Kjartan kom der; og da hun var baade viis og ordsnild, fandt Kjartan megen Fornøjelse i at tale med hende; det vare ogsaa Folk enige i, at Kjartan og Gudrun af alle unge Folk til den Tid paa Island passede sig bedst for hinanden. Mellem Osvifer og Olaf Paa var meget Venskab, saa meget mere da de Unge begyndte at holde af hinanden; men dog talte Olaf engang til Kjartan: ”Ej veed jeg,” sagde han, ”hvorfor det stedse er saameget imod mit Sind, at du kommer til Lauge og taler med Gudrun; det er ikke fordi jeg jo anseer Gudrun for den fortrinligste blande alle Kvinder, og hun er næsten den eneste, som jeg finder fuldkommen passende for dig; men dog er det min Anelse, uagtet jeg ikke vil spaae det, at den Venskabelige Omgang, der er mellem os Frænder og Laugemændene, ikke vil bestandig lede til Held for os.” Hertil svarede Kjartan: ”Ingen Ting vil jeg gjøre mod din Villie, Fader! forsaavidt det staaer i min Magt, men jeg vænter, at dette gaaer bedre, end du aner.” Kjartan kom endnu som sædvanlig til Lauge. Bolle var stedse med ham.


Om Viddølerne

158. Paa Asgejrsaa i Videdal boede en Mand, ved Navn Asgejr Ædekol, en Søn af Audun Skøkul, som var den første af sin Slægt, der kom til Island, og tog Videdal i Besiddelse. Audun Skøkul var en Søn af Bjørn, der igjen var en Søn af Hundestejnar Jarl i England og Ragnar Lodbroks Datter Oløf. Audun Skøkul havde en anden Søn, ved Navn Thorgrim Hærukol, hvis Søn Asmund var Gretters Fader. Audun Skøkul havde en Datter, som hed Thora, hendes Søn var Hal, som var Fader til Ulfhild, hvis Datter Asta var gift med Kong Harald Grænske; deres Søn var Kong Olaf hin Hellige. Asgejr Audunssøn var gift med Ingemund hin Gamles Datter Jorun; deres Søn hed Audun, som var Fader til Asgejr, Fader til Audun, hvis Søn Egil var gift med Ulfejde, en Datter af Eyulf den Halte, Gudmund hin Mægtiges Søn. Egil og Ulfejde havde en Søn, ved Navn Eyulf, som blev dræbt paa Althinget; hans Søn var Orm, Biskop Thorlaks Kapellan. Asgejr Ædekol havde en anden Søn, som hed Thorvald, hvis Datter Dalla Biskop Islejf havde haft tilægte; deres Søn var Biskop Gissur. Asgejrs tredje Søn hed Kalf; han var i den Tid paa Handelsrejser, og blev anseet for en særdeles duelig Kjøbmand. Asgejr havde en Datter Thurrid, som var gift med Thorkel Kugge, Thord Gellers Søn; deres Søn hed Thorstejn. Asgejr havde ogsaa en anden Datter, som hed Refna, og var den smukkeste og vennesælleste Pige i Bøjgderne der nordpaa.


Om Kjartans Udenlandsrejse

159. Det fortælles at Kjartan Olafssøn tidlig et Foraar gjorde en Rejse til Borgefjord. Hans Fostbroder Bolle foer med ham, og om deres Rejse er intet fortalt før deres Ankomst til Borg, hvor Kjartans Morbroder Thorstejn Egilssøn boede. Thorstejn tog meget vel mod sin Frænde Kjartan, viste den største Glæde ved hans Ankomst, og sagde, at det vilde være ham kjært, om han vilde forblive der længe. Kjartan og Bolle forbleve nu paa Borg en Tid. Samme Vinter traf det sig, at et Skib havde ligget over i Mundingen af Gufaa; dette Skib ejede den før omtalte Kalf Asgejrssøn, han havde om Vinteren opholdt sig hos Thorstejn paa Borg. Kjartan sagde til Thorstejn, da de engang vare ene, at hans Ærende derned gik mest ud paa, at han af Kalf vilde Kjøbe halv Part i hans Skib, og han vilde da fare udenlands om Sommeren; han spurgde derfor Thorstejn om Kalfs Sinds Beskaffenhed. ”Det er min oprigtige Mening,” svarede Thorstejn, ”at Kalf er en brav Mand og af et godt Sindelag; det er meget naturligt, Frænde! at du har Lyst til at lære at kjende andre Folks Sæder; din Rejse vil vist i een eller anden Henseende vorde mærkelig; men jeg og dine andre Frænder have meget i Vove ved den.” Kjartan Kjøbte dernæst halv Part i Skibet, og indgik Stalbroderskab med Kalf; Kjartan skulde være kommen til Skibs, naar ti Uger af Sommeren vare forløbne. Kjartan red derpaa vester over til Dalene, og fik gode Gaver af sin Frænde Thorstejn. Men da han kom hjem, og sagde sin Fader denne beslutning, svarede Olaf: ”Det er en iilfærdig beslutning, Frænde! men ingen Forandring vil jeg gjøre heri.” Kort efter red Kjartan til Lauge, og fortalte Gudrun, at han agtede sig udenlands. Hun sagde at han havde gjort dette uden Overlæg, og hun yttrede mere i den Anledning, hvoraf Kjartan kunde forstaae, at hun var utilfreds dermed. ”Om dette mishager dig,” sagde Kjartan, “da skal jeg gjøre en anden Ting, som skal behage dig.” ”Gjør det!” svarede hun, ”thi jeg skal snart sige dig, hvad der behager mig.” Kjartan bad hende sige det. Hun sagde da: ”Jeg vil fare udenlands med dig i Sommer, og da har du gjort godt igjen, hvad du har Forseet dig imod mig ved den hurtige Beslutning; og jeg elsker saa ikke Island.” ”Det kan ikke skee,” sagde Kjartan, ”thi dine Brødre ere ikke voxne, og din Fader er gammel, og de ere da berøvede al Raadførsel, naar du drager bort fra Landet; men vænt efter mig tre Vintre uden at gifte dig!” Gudrun sagde, at hun ikke vilde gjøre ham noget Løfte derom. De skiltes dernæst saaledes, at de vare af ulige Mening. Kjartan red siden hjem til Hjardarholt, og gjorde sine Sager i Stand. Da Olaf Paa om Sommeren red til Things, red Kjartan med sin Fader fra Dalene østerpaa, og de skiltes i Norderaadal. Kjartan red da til Skibs med ti Mænd, hvoriblandt hans Frænde Bolle. Kalf Asgejrssøn tog vel imod Kjartan, og saasnart de vare færdige, begave de sig paa Rejsen. De havde god Bør, og landede nordpaa i Norge ved Throndhjem. De lagde ind ved Agdenæs, hvor de spurgde den Tidende, at Hakon Jarl var død, og Olaf Tryggvesøn kommen til Landet, og at hele Folket havde underkastet sig ham, og taget ham til Konge; og tillige hørte de, at Kong Olaf forkyndte en ny Tro, som han vilde indføre der i Landet, men som fandt en meget forskjellig Modtagelse hos Folk. De styrede nu med deres Skib ind til Nidaros. Den Gang vare der mange meget anseete Islændere i Norge, og der laae da ved Broen hele tre Kjøbmandsskibe, som havde hjemme i Island. Det ene af dem tilhørte Brand hin Gavmilde, en Søn af Vermund Thorgrimssøn; det andet tvende Brødre, Bjarne og Thorhal, Sønner af Bredaa-Skegge østenfra Fljotslid; det tredie Skib ejede Skjalden Halfred Ottarssøn, som den Gang var ganske nylig kommen der; thi han og Kjartan sejlede samme Sommer fra Island. Alle Islænderne toge vel imod Kjartan, men Brand dog bedst, thi de kjendte hinanden forud godt. Alle de nu nævnte Islændere havde, allerede før Kjartan kom, sluttet Forening om at nægte at antage den Tro, som Kong Olaf forkyndte, men nu raadsloge de atter om denne Sag, og spurgde Kjartan om, hvad han vilde gjøre. Han udlod sig i det Hele kun lidt derom, men sagde, at han vilde være enig i det, som syntes alle de andre raadeligst.


Svømmelege paa Nidaaen

160. Kong Olaf opholdt sig der paa den Tid med en betydelig Mængde Folk; han lod der udføre et stort Værk, thi han lod anlægge Kjøbstaden Nidaros, og opbygge en Kongsgaard lige for Enden af Skibekrog, hvor han ogsaa lod rejse en Kirke om Høsten. Kongen lod aflægge mange Tomter der ved Aabreden til at bygge Gaarde paa, og gav dem siden til hvem ham syntes, og som vilde lade sig bygge Huse. Det traf sig nu om Høsten en Dag, da det var godt Vejr, at mange gik ud af Byen for at svømme i Nidaaen. Da Islænderne saae det, sagde Kjartan, at de skulde gaae til og see paa Bymændenes Svømmeøvelser. De gjorde saa, og da de havde staaet noget og seet paa dem, saae de, at der var en Mand, som langt overgik alle de andre i Svømmefærdighed. Da sagde Kjartan til Halfred Ottarsson: ”Vil du gaae til og prøve Svømning med denne Mand?” ”Det er langt fra,” svarede Halfred, ”thi der have vi en Mand for os, som jeg i ingen Henseende agter at sætte mig i Ligning med.” Dernæst spurgde Kjartan sin Frænde Bolle, om han da ikke vilde prøve Svømning med Bymanden. ”Det anseer jeg mig ikke duelig til,” svarede denne. ”Nu veed jeg ikke, hvor eders Kappelyst er bleven af,” sagde da Kjartan, ”saa vil jeg forsøge, om ingen af eder tør.” Derpaa gik han frem til Aabreden ligeoverfor det Sted, hvor Folkene svømmede. Kjartan var iført en rød Skarlagens Kjortel; han kastede Klæderne, og styrtede sig siden ud i Aaen, og stilede hen til den Mand, som svømmede bedst, førte ham strax under Vandet, og holdt ham nede en Stund. Derefter lod han ham op, men da de havde hvilet sig lidt, greb Bymanden Kjartan og førte ham under Vandet, og da vare de nede langt længere, end Kjartan syntes om; omsider kom de op, de talte ikke et Ord sammen, men fore ned den tredie Gang, og da vare de længst under Vandet; Kjartan vidste da næppe, hvad Ende den Leg vilde faae, thi han syntes aldrig før at have været i saa farlig en Stilling. Endelig lod Manden ham op, og de svømmede da begge til Land, og begyndte at klæde sig paa. Bymanden forekom da Kjartan baade stor og stærk. Denne Mand spurgde nu, hvo han var; han sagde sit Navn. ”Du svømmer godt, Islænder!” sagde Bymanden, ”forstaaer du dig saa godt paa andre Idrætter, som paa denne?” ”Af denne har jeg ingen Ære nu,” svarede Kjartan, ”saaledes vil det vel ogsaa gaae med de andre, skjønt de have været kaldte Idrætter i mit Fødeland.” ”Hvad Ære du faaer af dine Idrætter,” sagde Bymanden, ”kommer meget an paa, med hvem du prøver dem, og hvi spørger du mig ikke om, hvad jeg hedder?” Kjartan sagde, at han ikke brød sig om at vide det. ”Det kan man sige,” sagde Bymanden, ”at det er ikke nok med, at du er særdeles mandig, men du lader ogsaa stormodig, men ikke desto mindre skal du nu vide mit Navn, og med hvem du har prøvet Svømningen: jeg er Olaf Tryggvesøn, som nu her kaldes Konge.” Kjartan svarede intet, og gik bort uden Kappe. Kongen var da ogsaa klædt paa; han kaldte paa Kjartan, og bad ham ikke gaae saa hurtig. Kjartan gik tilbage, dog meget langsomt; Kongen tog da sin Kappe af sine Skuldre, og sagde: ”Ej skal du gaae uden Overkjortel til dine Stalbrødre, saa hæderlig og haabefuld en Mand som du er, og vil jeg give dig denne Kappe; ogsaa vil jeg, at du tager det, som vi have haft med hinanden at gjøre i Dag, ligesom jeg vil tage det, for Spøg og Gammen; thi jeg vænter, at faa ville ansee dig for mindre dygtig i Svømnmg, om jeg end kan maale mig med dig deri. Kjartan takkede Kongen for Gaven, og gik siden bort til sine Landsmænd, og viste dem Kappen; det var et meget kostbart Stykke. Islænderne tilkjendegave deres Mishag med, at han havde taget imod Kappen, da det syntes dem, at han derved havde underkastet sig Kongen, og traadt i Venskab med ham. Ved Høstens Begyndelse blev det et haardt Vejrlig med megen Frost og Kulde, og Hedningerne sagde da, at det var intet Under, at Vejrliget blev saa haardt, da Guderne vare blevne vrede allerførst paa Kongen, og siden paa alle dem, som havde antaget den nye Tro, som han forkyndte. Kort efter blev Vejrliget bedre, og da kom Folk til Byen fra de nærmeste Herreder, det var for det meste Hedninger. Alle Islænderne havde skaffet sig et fælles Herberge i Byen, hvor de agtede at opholde sig Vinteren over. Kjartan var saa at sige deres Formand.


Kong Olafs og Kjartans Samtale

161. En Dag holdt Kongen Thing ude paa Øre med det Folk, som var kommet sammen der; han forkyndte Troen for dem, talte længe med Blidhed, men til Slutningen blev hans Tale haard, og han truede dem, som ikke vilde følge hans Bud, med Døden eller andre haarde Straffe. Da lode mange af Landets Beboere sig døbe, hvorefter Thinget blev ophævet. Samme Aften sendte Kongen nogle Mænd til Islændernes Herberge, for at høre efter, hvad de talte. Islænderne sade ved Drikkebordet og vare muntre, og man kunde høre megen overgiven Støj derinde. De talte om Thinget, som havde været om Dagen, og om den Forkyndelse, som Kongen der havde fremført. Kjartan sagde til Bolle: ”Synes du noget om, Frænde! at antage den Tro, som Kongen forkynder.” ”Dertil er jeg ikke tilbøjelig,” svarede Bolle, ”thi den Tro synes mig blødagtig og altfor simpel.” ”Saa ere vi ikke af eens Tanker i dette,” svarede Kjartan, ”thi det forekommer mig, som Kongens Villie faaer Fremgang, saa at Folk paa hvert Thing samtykker i hans Troesforkyndelse, synes eder ikke ogsaa, at han fremførte temmelig haarde Trudsler i Dag mod dem, som ikke vilde lyde hans Bud?” ”Tilvisse!” svarede Bolle, ”syntes Kongen os at tale tydelig om det, at de, som ikke vilde lyde ham i at antage Troen, skulde blive udsatte for haarde Straffe.” ”Af intet Menneske skal jeg lade mig tvinge,” sagde Kjartan, ”saalænge jeg kan røre mine Vaaben; det synes mig ogsaa uværdigt for en tapper Mand, at blive dræbt som et umælende Dyr uden at have begaaet nogen Brøde; da syntes det mig meget bedre, om jeg var vis paa at blive dræbt, forud at udføre nogen Navnkundigheds Daad, som længe kan leve i Folks Minde.” ”Hvad vil du da tage dig for, Frænde,” spurgde Bolle. ”Det skal jeg strax sige dig,” svarede Kjartan, ”hvis Kongen vil trænge saaledes med denne Troesforkyndelse paa os, som han gjør det ved andre Folk, da synes mig at der ere to Vilkaar for Haanden, som ere ganske ulige: det ene er at følge villig alle hans Bud, og ingen Tvangsmidler lade ham behøve; det andet er, saafremt Kongen har besluttet at udøve Voldsomheder mod os, at brænde ham inde.” ”Det kalder jeg ikke umandig talt,” svarede Bolle, ”men ej ville vi kunne iværksætte det, saavidt jeg skjønner, thi stort Held og Lykke følger Kongen, og desuden har han en stærk Vagt om sig baade Nat og Dag.” ”Det seer jeg,” sagde Kjartan, ”at de fleste mangle Foretagelsesaand, om de end ere tapre Mænd: dette talte jeg ogsaa mere for at prøve eder, end at jeg vilde for Alvor opmuntre eder dertil.” Bolle sagde, at det var vanskeligt at see, hvem man kunde behøve at egge til Tapperhed. Da erklærede mange, at denne Tale var meget uforstandig. Spejderne gik nu hjem til Kongen, og fortalte ham hele deres Samtale. Om Morgenen efter blev det forkyndt, at Kongen vilde holde Thing, og han lod byde alle Islænderne at Møde der. Da Thinget var sat, stod Kongen op og talte; han takkede alle dem, som vilde være hans Venner og antage Troen, fordi de havde indfundet sig; dernæst henvendte han Talen til Islænderne, og spurgde, om de vilde troe paa den sande Gud og lade sig døbe. De vare ikke hurtige til at svare derpaa. Da sagde Kongen: ”Hvo er den af eder Islændere, som vilde raade til at brænde mig inde?” Da svarede Kjartan: ”I tænker vel,. Herre! at den Mand ikke drister sig til at vedgaae sit Ord, men her, kan I see den, som det har talt”. ”Jeg seer dig nok,” svarede Kongen, ”og tillige at du ikke er en Mand af smaae Planer, men det har Skjæbnen ikke bestemt dig, at blive min Overvinder; nu ville Folk sige, at du har forbrudt dig nok til, at du ikke skulde true med at indebrænde flere Konger, som ville lære dig det Bedre; men fordi du vedgik det saa mandig, og det tillige ikke er vist, at du meente med, hvad du sagde, da skal du ikke miste Livet for den Sag; thi det er lidet at taale Trudsler af sin Ligemand, eftersom vor Herre Jesus Kristus, alle Kongers Konge, uskyldig taalte Forurettelser af sine Fjender; og det Haab har jeg desuden, at du vil holde den hellige Tro saa meget bedre, som du er uvilligere til at antage den, og taler mere imod den end andre; det vænter jeg ogsaa, hvad der er mit inderlige Ønske, at det vil drage Islændere i Snesetal til at antage Troen, den samme Dag som du lader dig døbe uden Tvang, og tillige haaber jeg, at, naar I komme til Island, ville eders Frænder og Venner meget bevæges ved eders Overtalelser, da her nu ere saa mange Mænd komne sammen fra dette Land; det troer jeg ogsaa, at du, Kjartan! har en bedre Tro, naar du sejler fra Norrig, end da du kom hertil; drager nu alle i Fred og Sikkerhed, hvorhen I ville, fra denne Forsamling; jeg vil ikke tvinge eder til Kristendommen dennesinde; thi den levende Gud, Himlens Konge, vil, at man skal tjene ham frivillig og efter egen Tilskyndelse, og intet Menneske kommer nødig til hans Herlighed.” Lydeligt Bifald blev givet Kongens Tale, dog mest af de Kristne. Men da Islænderne sagde til Kjartan, at han skulde svare, hvad han selv vilde, tog han saaledes til Orde: ”Megen Tak skylde alle vi Islændere eder, Herre! fordi I giver os sikker Fred! det kan man ogsaa vænte, at I snarest bevæger os til Lydighed mod eder ved at behandle os med Nedladenhed og Mildhed, og tilgive os store Brøder, nu da vi ere i eders Vold, saa at I kunde gjøre ved os, hvad I vilde; nu er jeg ikke saa uforstandig, at jeg ikke skulde tilstaae at have talt ilde; men vore Frænder Islænderne have længe været haarde baade i Ord og Gjerninger; det er ogsaa et gammelt Ord imellem os, som ofte viser sig: ”Naar Øllet gaaer ind, gaaer forstanden ud; ofte taler et Menneske ubetænksomt ved Drik, hvad han paa ingen Maade vil iværksætte, naar han igjen faaer sin Samling. Nu vil det gaae med os, Herre! eftersom der siges, at stedse giver den Klogere efter; men angaaende min og mine Stalbrødres Troesforandring, kan det vel være, at Nordmændene ville sige, at vi Islændere slægte vore Forfædre paa, om vi heller lade os bevæge af Mildhed end Strænghed, men alligevel tænker jeg blot saa vidt at antage Troen her i Norge, at jeg skal lidet hædre Thor næste Vinter, naar jeg kommet til Island.” Da svarede Kongen smilende: ”Det seer jeg tydelig, Kjartan! baade af dine Ord og din Mine, at du sætter mere Fortrøstining til din Styrke og Dygtighed end til Thor eller Odin.” Thinget blev nu ophævet; men da Kongen kom til sit Herberge, vare der nogle, som tilskyndte ham at tvinge Kjartan og Islænderne til Kristendommen; de sagde, at det var uforsigtigt af ham, at lade saa mange Hedninger, der ikke havde undseet sig ved at tale frit om, at de vilde overfalde ham, opholde sig saa nær. Men Kongen svarede dem med Vrede: ”Saadanne Raad,” sagde han, ”vil jeg ikke følge; thi jeg troer, at mange af dem, som kalde sig Kristne, ere i somme Henseender ikke af bedre Sæder end Kjartan og hans Trop, og saadanne Mænd man man visselig være langmodig med; kjender jeg saaledes Kjartan og hans Sind, at jeg ikke er bange for, at han vil oplægge Svigraad imod mig herefter.” Høsten forløb nu. Kongen spurgde, at Thrønderne havde en stor Ofring ved Vinterens Begyndelse, og paakaldte Guderne inderlig, at de ikke vilde lade Kong Olafs Bud om Kristendommen faae Fremgang i Norge.


Kong Olaf paabyder Thrønderne Kristendommen

162. Mod Slutningen af Vinteren lod Kong Olaf gaae Bud omkring hele Throndhjem, og stævnede otte Fylker til Thing paa Froste. Men Bønderne forandrede Thingforkyndelsen til en Budstikke, og stævnede sammen baade Fri og Træl over hele Throndhjem, og da Kongen kom til Thinget, var hele Bondehoben forsamlet der med fuld Bevæbning. Da Thinget var sat, forkyndte Kongen Bønderne Troen; men han havde kun talt kort, inden Bønderne raabte og bade ham tie; ”ellers ville vi,” sagde de, ”anfalde dig strax her paa Thinget, og dræbe dig, eller drive dig bort af Landet; det Vilkaar gjorde vi Kong Hakon Adelsteensfostre, da han bød os saadant Bud; han gav efter, og vi sluttede Forlig imellem os, som vi holdt vel med hinanden. Nu agte vi ikke dig højere end ham, og det vil være dig det Bedste, at gjøre efter denne gode Høvdings Exempel.” Men da Kong Olaf saae Bøndernes Heftighed, og tillige, at de havde en saa stor Hær, at han ikke kunde staae imod dem, da føjede han sin Tale efter Bøndernes Sind, og sagde: ”Ej vil jeg holde Strid med Bønderne; thi jeg mindes godt, hvorledes I Thrønder stode mig bi i Begyndelsen, toge mig, som I ikke kjendte, til eders Konge, og gave mig Regjeringen over dette Land; nu vil jeg ikke være saa uskjønsom, at gjengjælde dette med Ondt, som det vilde være, om jeg nu vilde holde Strid med eder, og vi tilføjede hinanden et saadant Nederlag, at det seent eller aldrig vilde forvindes. Nu vil jeg tage den Beslutning, som er os bedre, at vi have og holde vel imellem os hele den Forening, som vi i førstningen sluttede, at den ene skal hjælpe og understøtte den anden til at fremme hinandens Held og Lykke; jeg vil drage derhen, hvor I have eders største Ofring, og see der eders Skikke og Fremgangsmaade; vi ville da alle tage en fælles Beslutning om, hvilken Tro vi ville have, og siden være forligte og enige derom.” Saasnart Kongen talte mildt til Bønderne, formildedes ogsaa deres Sind; og nu talte de sindig og fredelig med hinanden, og toge den Beslutning, at der skulde være en Midvinters Ofring inde paa Møre; der skulde alle anseelige Bønder og Høvdinger fra Thrøndelaugen komme, ligesom de plejede, og der skulde ogsaa Kong Olaf komme. Der var paa den Tid en anseelig Bonde, som hed Skegge, og blev kaldt Jærnskegge eller Yrjaskegge, og boede paa Uphoug paa Yrje. Denne Skegge var den første, der paa dette Thing talte mod Kongen, og han var især Bøndernes Formand i at modstaae Kristendommen; han var een af de største Høvdinger blandt Thrønderne. Efterat Thinget paa den nu omtalte Maade var sluttet, droge Bønderne hjem, men Kong Olaf drog med sin Hær ud til Nidaros, og tog der Sæde.


Kjartan Olafssøn døbes

163. Kong Olaf havde der ladet opbygge en Kongsgaard om Høsten, og fore derhen alt, hvad der behøvedes til Vinterophold. Der lod han ogsaa bygge Clemens Kirke, som var bygget færdig og heel i Stand til Julen, og Kongen og Biskoppen agtede, at Julehøjtid skulde holdes i den. Dagen før Julen sagde Kjartan til sine Mænd, at de skulde staae op om Natten, og gaae saa nær Kirken, at de kunde see og høre de Kristnes Adfærd, hvorledes de holdt deres Gudstjeneste. Mange syntes vel om det, og sagde, at det vilde være morsomt. Kjartan og Bolle gik da til Kirken om Natten, og med dem Halfred Ottarssøn og mange andre Islændere; de hørte der Klokkelyd og den fagre Sang, som der blev sungen, og lugtede den behagelige Vellugt af Røgelsen. De gik ikke hjem til deres Herberge for om Dagen efter Højmesse. De begyndte da at tale meget om, hvorledes de syntes om de Kristnes Skikke og Adfærd; de vare af ganske ulige Mening derom. Siden spurgde man Kjartan, hvad hans Tanker var om de Kristnes Adfærd: ”Det er overordentligt,” svarede Kjartan, ”hvor stort Behag jeg finder i deres Skikke, jo mere jeg lærer at kjende dem; bestandig har Kongen forekommet mig at være en mærkelig Mand, men nu i Dag syntes hans Udseende mig langt herligere end nogensinde før, saa at jeg troer, at de have det bedst, som lyde ham, og tjene ham frivillig; og naar jeg skal sige min oprigtige Mening, saa troer jeg, at alt vort Held og Lykke beroer paa, at vi troe paa den Gud, som han forkynder; nu er der intet, som opholder mig fra strax at gaae til Kongen og bede ham om Daaben, uden det allene, at han nu er gaaet til Bords, og tillige at jeg ikke vil ulejlige Kongen eller de kristne Præster paa denne Dag, som de kalde deres Guds store Hovedhøjtid; thi det vil være et betydeligt Arbejde at døbe os og alle vore Skibsfolk, og derfor ville vi lade det beroe med vor Daab til en anden Dag; men paa ingen Maade kan det være Kong Olaf mere magtpaaliggende end mig, at dette bliver udført; det viser heller ingen fast Tænkemaade, at være saa heftig i nogen Ting, at man overskrider Maadeholds og Beskedenheds Grændser. Hvorledes synes ellers dig, min Frænde Bolle! om denne beslutning.” Bolle tilkjendegav sit Bifald, og bad Kjartan raade for, hvorledes de begge skulde forholde sig i denne Henseende. Denne Gang havde Kongen ogsaa, ligesom før, sat nogle til at høre efter, hvad Islænderne talte, og hele denne Samtale blev ham berettet før samme Dag var til Ende.


Kjartan og Bolle blive Kongens Mænd

164. Den anden Dag i Julen sendte Kongen, saasnart han var klædt, Bud til Kjartan, og bad ham komme til sig. Kjartan kom til Kongen med nogle Mænd og hilste paa ham. Kongen tog med Mildhed imod ham, men da de havde talt faa Ord sammen, bød Kongen Kjartan at lade sig døbe. ”Det skal jeg nu ikke afslaae,” svarede Kjartan, ”om jeg derfor kan faae eders Venskab, Herre!” Kongen sagde, at han vilde det, og tilsagde ham sit fuldkomne Venskab; ”det er mig ganske omstændelig berettet,” tilføjede han, hvad I Stalbrødre have talt i Gaar; du har nu, Kjartan! sandet de Kristnes Ordsprog, at Højtider ere bedst til Held.” Kongen og Kjartan bleve nu enige herom, og Kjartan og hans Frænde Bolle og alle deres Skibsfolk bleve døbte. Kong Olaf havde Kjartan og Bolle hos sig ved Julehøjtiden og var meget venlig mod dem begge. Det sige de fleste, at Kjartan blev Kong Olafs Mand, den Dag han og Bolle aflagde de hvide Klæder.


Halfred Skjald døbes

165. Da Kong Olaf en Dag gik paa Gaden, mødte han nogle Mænd; den foran gaaende hilste paa Kongen; Kongen spurgde ham om Navn; han kaldte sig Halfred. ”Er du Skjalden?” spurgde Kongen. ”Digte kan jeg,” svarede han. Da sagde Kongen: ”Du vil vist troe paa den sande Gud, og forlade den gamle Hedenskab og det onde Afguderi; du er en djærv og oprigtig Mand, og det er dig bedst, ikke længer at tjene Djævlene.” ”Vel taler du herom, o Konge!” svarede Halfred, ”men ej vil jeg lade mig døbe uden Gjengjæld.” ”Hvad forlanger du da derfor?” sagde Kongen. ”Det,” svarede Halfred, ”at du, o Konge! selv skal staae Fadder til mig; intet andet Menneske vil jeg have til den Bestilling.” Kongen sagde, at han antog det Vilkaar; og Halfred blev nu døbt med alle sine Skibsfolk. Kong Olaf holdt Halfred under Daaben; dette omtaler Halfred i en Drape, som han gjorde om Kong Olaf:

Jeg til Gudfader havde,
Det jeg sander, den Mand, som
Øverst var af alle
Under Nordres Byrde (81).

Efterat Halfred var døbt, overgav Kongen ham til sine Morbrødre Karlshøvud og Jostein, at de skulde lære ham Credo, og Pater noster. Da antog ogsaa Brand hin Gavmilde den sande Tro; ligesaa Brødrene Brejdaaskegges Sønner og alle andre Islændere, som vare der i Byen. Imod Slutningen af Julen sendte Kongen Bud ind paa Strind og ud til Guledal og ligeledes ud til Orkedal, og indbød Høvdingerne og andre anseelige Bønder til sig; og da alle de, som Kongen havde indbudet, kom til ham, tog han imod dem med den største Mildhed, og lod anrette et herligt Gilde for dem; der, blev intet sparet, og den Første Aften vare de nylig komne Bønder meget drukne. Den følgende Nat sov alle der i Ro. Om Morgenen lod Kongen, da han var paaklædt, synge Messe for sig, og da den var endt, lod han blæse til Huusthing. Han drog selv til Thinget med sine Mænd, og da Mængden var kommen, og Thinget var sat, stod Kong Olaf op og talte; han sagde saa: ”Da vi holdt Thing inde paa Froste, bød jeg Bønderne at lade sig døbe, men de bøde mig derimod, at jeg skulde drage hen og ofre med dem; da bleve vi enige om, at vi skulde komme sammen inde paa Møre og der gjøre et stort Offer. Nu er det alle bekjendt, at jeg har i mange Maader vanæret Guderne og formindsket deres Ret, sønderbrudt deres Billeder, brændt Offerhuse og Altre, og paa alle Maader forødet Troen paa dem; derfor veed jeg, at det er højligen fornødent, at jeg er dem til Villie, for at bevæge dem til at modtage min Tjeneste og vende fra mig deres grumme Vrede, og lade mig beholde min Regjering og Værdighed. Skal jeg altsaa ofre for igjen at komme i Naade hos Guderne, da vil jeg lade gjøre det største Offer, som Folk pleje; dertil skal ikke vælges Trælle og Forbrydere, tværtimod skal der til at slagtes og ofres til Guderne vælges de anseeligste Mænd og betydeligste Bønder; dertil nævner jeg Orm Lyrgja af Medalhuus, Styrkar af Gimse, Kaar af Gryting, Asbjørn Thorbergssøn af Ørnæs, Orm af Lyxa, Haldor af Skerdingsstedja; alle disse ere nu her tilstede, men siden skal jeg udvælge andre sex af de fornemste og mest anseete Indthrønder; alle disse Mænd skulle ofres til godt Aar og Fred. Men eftersom den trængende Nødvendighed fordrer, at vi formilde noget, om det end for Øjeblikket ikke bliver meget, Gudernes Vrede og Forbitrelse, som længe har voxet og tiltaget imod os formedelst vore mangfoldige Fortørnelser og fjendtlige Fremfærd imod dem; og I paa den anden Side maa længes meget efter at tage Belønning for eders Tjeneste af dem, ved omsider at forenes i deres herlige Selskab, hvortil I saa længe med fuldt Alvor have stundet: saa skulle I, som ere udnævnte til at ofres til Guderne, nu strax paa Stedet anfaldes; man skal i Øjeblikket dræbe eder og vise eder til den Salighed, som de ville tilstaae eder for eders bestandige hulde Tjeneste. I behøve ikke at blegne for dette mit Bud; thi, hvis eders Guder ere gode og mægtige, som I sige, da ville de give eder evig Salighed i Betaling, allerhelst naar I, foruden bestandig Tjeneste, endogsaa udstaae Døden for deres Skyld. Men hvis saa er, som mig synes, at eders Aasyn formørkes særdeles, og I ikke glæde eder saa meget, ved at komme i Gudernes Selskab, som man skulde formode, da kan Grunden ikke være anden, end at I tvivle om deres Almagt. Derfor! hvis det gaaer saa, som jeg veed, at I ville følge de gode Raad, som jeg vil give eder; da troer aldrig mere paa disse Djævle, som ingen Belønning give deres Tjenere, uden det, som de selv have, nemlig den evige Brand i Helvedes Pine; omvender eder heller til den Gud, som er saa mægtig, mild og god, at han giver enhver sin sande Tjener den evige Salighed og uendeligt Rige med sig selv i Himmeriges Herlighed efter dette fattige Liv, som vi have i denne usle Verden. Det Rige giver den almægtige Gud ligesaa vel den fattigste Betler som den mægtigste Konning, om han tjener ham med sand Tro og gode Gjerninger, og ligesaa vel dem, der hele deres Liv have gjort ham Modstand, men i deres yderste Alderdom fuldkommen omvende sig til hans Miskundhed, som dem, der lige fra Barndommen have tjent ham.” Kongens Tale virkede saaledes paa de der forsamlede Bønder, at de alle tilstode at troe paa den sande Gud, og bade Kongen om Fred, De bleve derpaa alle døbte, og gjorde Kongen Ed paa, at holde den sande Tro, og afstaae fra al Ofring. Kongen beholdt alle disse Mænd hos sig til Gjæst, indtil de skaffede ham til Gisler deres Sønner eller Brødre eller andre nære Frænder.


Kristendommen paabydes Thrønderne paa Møre

166. Kong Olaf drog efter Julen med sin Hær ind i Throndhjem: der fulgde ham ogsaa Kjartan, Bolle og Halfred Ottarsøn og mange andre Islændere, og han havde en stor og skjøn Hær. Da han kom ind paa Møre, traf han der forsamlede alle de af Thrøndernes Høvdinger, som da stode mest imod Kristendommen; de havde der med sig alle de Storbønder, som forhen havde plejet at forestaae Ofringerne paa dette Sted. Der var en stor Mængde Folk forsamlede, og ifølge hvad man forhen var kommet overeens om paa Frostething, lod Kongen stævne til Thing, og begge Parter gik da i fuld Rustning til Thinget. Der var da i Førstningen megen Støj og højrøstet Tale, men da den stilledes, og man fik Lyd, paabød Kong Olaf Bønderne Kristendommen som tilforn. Jærnskegge svarede end paa Bøndernes Vegne til Kongens Tale ligesom før, og talte saaledes: ”Det er endnu som tilforn, o Konge! at vi Bønder ikke ville, at du overtræder vor Lov; det er alles vores Villie, Konge! at du ofrer, som andre Konger have gjort her i Landet før dig og ligeledes andre Thrøndernes Høvdinger, Sigurd Hlade-Jarl og Hakon Jarl, som nu sidst var Høvding over den største Deel af dette Land; han var en berømmelig Mand formedelst hans forstand og Tapperhed, skjønt han ikke bar Kongenavn, og i lang Tid var hans Regjering meget yndet; og Grunden til, at han blev stødt fra Regjeringen, var ikke, at han fremkom med saadanne Overtrædelser af Loven, at enhver ikke maatte troe paa den Gud, som han vilde, lige saa lidt som hans Fader havde tænkt paa saadant. Kong Hakon Adelsteensfostre var den eneste, der fremkom med saadant Budskab, men Thrønderne bleve forbitrede derover, saa at de ikke lode Kongen nogen Sikkerhed tilbage, om han vilde holde ved med saadant, og han fandt det, efter Sigurd Jarls og andre sine Venners Forestillinger, bedst at føje sig efter Bønderne; og vil det nu være raadeligst for dig, at gjøre som vi sagde dig tilforn i Vinter, thi ej have vi siden den Tid faaet andre Tanker om Troen.


Thrønderne kristnes af Kong Olaf

167. Bønderne gave lydelig tilkjende, at de bifaldt Skegges Tale, og sagde, at de vilde lade alt være, ligesom han havde talt. Da sagde Kongen: ”Saa vil jeg gjøre, som aftalt blev paa Froste, at jeg vil nu gaae ind i Offerhuset og see eders Skikke og Anretning af Ofringer.” Det syntes Bønderne vel om, og begge Partier droge til Gudehuset. Kongen gik derind med faa af sine Mænd og nogle af Bønderne; alle gik de ind uden Vaaben; Kongen havde i sin Haand en guldbeslaaet Stok. Da de kom ind, saae de ingen Mangel paa Afguder, Thor sad i Midten, da han blev mest dyrket, han var stor og overalt smykket med Guld og Sølv. Kongen hævede Stokken i Vejret, og slog Thor dermed, saa at han faldt ned af sit Sæde og gik itu; derpaa løb alle de af Kongens Mænd, som vare komne ind, til, og nedsloge alle Guderne af deres Pladse. Men medens de vare inde, blev Jærnskegge dræbt udenfor Tempeldøren af Kongens Mænd. Da Kongen dernæst kom ud til sin Hær, bad han alt Folk at sætte sig ned, og da det var skeet, stod Kongen op, og saae sig omkring; siden tog han saaledes til Orde: ”Her ere mange Mænd sammenkomne, og det var vel, om enhver af eder Bønder vilde give for sig selv og andre saa gode Raad, som han er tapper at see til; men skjønt denne Forsamling er talrig, vare der dog flere paa Frostething; da bød jeg eder, ligesom nu, Forandring af Tro og Religion, at I skulde forsage Djævelen og afstaae fra hele hansTjeneste og fra at ofre til Afguderne, men troe paa den sande Gud, alle Tings Skaber, og tjene ham med et reent Hjærte. Næppe havde jeg begyndt at fremføre mit Ærende, førend I gjorde Støj og Allarm derimod, og fik siden een af eders Hær til at foredrage Djævelens Ærende derimod; og Thinget endtes da med, at vi berammede et Stævnemøde mellem os her paa Møre. Nu fremførte jeg det samme Ærende, min Herres Forkyndelse til Hjælp og Miskundhed for os alle, om I ville vel antage mit Budskab; men I og eders Talsmand vare nu langt djærvere og heftigere til at tale imod end før; I bøde mig nu, som før, at jeg skulde fornedre mig til at ofre med eder, I nævnte mig i den Henseende Hakon Adelsteensfostre, og sagde, at det ikke vilde være mig godt, uden jeg gjorde efter hans Exempel. Kong Hakon var en fager og smuk Mand, stor og stærk, han overgik de fleste i alle Idrætter, og i hele sin Skabning lignede han sin Fader Kong Harald; han havde fædrene Æt og alle de her nævnte Fortrin til at være Konge over Norrig, men ingen Roes tillægge I ham for dette; det er og ret, thi alt dette havde han ikke sig selv at takke for, men det var saaledes indrettet og bestemt af den almægtige Gud, som derhos gav ham Kundskab om sit hellige Navn, og endnu gjorde Gud ham desuden til en ophøjet Høvding over sit Fædreland, og gav ham, ligesom enhver anden, fri Raadighed til at gjøre, hvad han selv vilde, Godt eller Ondt; hvormed kan han gjengjælde den, som skjenkede ham dette? I Bønder toge det som Exempel, at Hakon fremførte det samme Budskab, som vi nu fremføre og søge at sætte igjennem; hvorledes mon den Hertug kan sørge for sine Riddere, der blinder sig selv for al Sandhed, og frivillig lader den onde Bedrager føre sig langt fra den rette Vej i Hænderne paa sine Fjender, som styrte ham i den evige døds dybe Grav? Hvad skal man kalde den Konge, som lader den afskyeligste og værste Træl styre sig og sit Rige? Det rose I Hakon for, at han lod sig af sine Trælle tvinge til Frafald, og bespottede sin Skaber, og beskæmmede sig selv saaledes, at han gik til Ofringer; det var svagt og umandigt for dette usle Rige, som intet er værdt imod den evige Salighed, at nægte sin Gud, og afstaae fra at tjene den hellige Herre, som havde gjort og givet ham saa mange gode Ting, som jeg forhen opregnede. Men det var endnu langt afskyeligere, at blive saa vanslægtet en Usling, ikke at ville vende tilbage til Sandheds Erkjendelse; thi i det Sted indgik han siden Forbund med dem, som ved deres Svig afvendte ham fra Gud; det skulde hans Fader aldrig have gjort. Kong Harald var Hedning, og kjendte ikke til Gud, men han lod dræbe alle dem, som han vidste vare de ivrigste i Trolddom og Djævelens Tjeneste; man seer ogsaa af hans Tale, at han satte sin Forhaabning til den, som havde skabt ham, skjønt han ikke havde fuld Vished om, hvo den Gud var. Men naar I tale om Hakon Jarl, da maae han hellere kaldes en Viking end en Høvding, thi han havde Byrd til at være Jarl over sin fædrene Arv; men han dræbte de Høvdinger, som vare fødte til at regjere over dette Land, og som han var pligtig at tjene under, somme ved Kamp, andre ved Underfundighed og Svig, og tog Riget under sig selv. Han blev døbt, dog nødtvungen i Danmark efter Kong Harald Gormssøns Befaling, med alle de Mænd, han havde med sig, og han lovede med Ed Kong Harald at lade hele Folket i Norge kristne; men førend han drog bort fra Danmark, sendte han alle de Præster og Klerke, som Kong Harald havde givet ham med, fra sig tilbage til Kongen, og blev den hæsligste Gudsfornægter, derfor langt værre end Kong Hakon, at intet drog Jarlen tilbage uden hans egen Ondskab med Djævelens Snedighed. Det kunde man ogsaa vænte, at Æblet ikke vilde falde langt fra Stammen; hans Fader Sigurd Jarl var Kong Hakons største Fælde og Snare, Skade og Fortabelse, i Forbindelse med andre Høvdingers Tvang og hans egen Svaghed. Da I nu rose Hakon Jarls Højmod og Tapperhed formedelst den Sejer, som han syntes at vinde over Jomsvikingerne, maa I betænke, at ikke vandt han denne Sejer ved sin Tapperhed, men ved Djævelens Magt, og den store Ondskab, at han aabenbarligen gav Djævelen sin syv Vintre gamle Søn og ikke mindre sig selv. Det kunne I nu opgive Haabet om, at jeg skulde affalde fra den hellige Tro og vor Herres Jesu Kristi Kjærlighed formedelst eders Ord, hvad enten I tale mildt eller haardt, thi aldrig skal jeg saaledes beskæmme min Højhed, at give mig under Djævelens Gunst, som disse Gudsfornægtere, vi nu have omtalt. Men ej behøves der at foredrage denne Sag længere for eder; antager nu alle strax paa Stedet den sande Tro, eller, i modsat Fald, holder Slag med mig! thi det skulle I faae at mærke, at her ere langt flere af mine Mænd, end I troe, Indtrønder! det tænker jeg ogsaa, at vi have været i farligere prøve, end ved at slaaes med Bonden og Torpbeboeren i Throndhjem.” Dermed sluttede Kongen sin Tale; men da nu Skegge var dræbt, var der ikke i Bondehæren nogen, som kunde være anfører og føre Banner imod Kong Olaf. Alle toge da den Beslutning, at overgive sig i Kongens Vold, og lyde, hvad han bød. Kongen bød da døbe alt det hidtil udøbte Folk, som var der tilstede, og tog Gisler af Bønderne til Sikkerhed for, at de skulde holde deres Kristendom. Siden lod han sine Folk drage med lærde Mænd gjennem alle Fylker i Throndhjem; ingen talte da imod Kristendommen, og alt Folket i Thrøndelangen blev døbt. Kong Olaf drog med sin Hær ud til Nidaros, og tog der sit Sæde. Men Bønderne førte Jærnskegges Lig ud til Yrje, og der ligger han paa den østre Side i Skeggehøj.


Kong Olafs og Gudruns Skilsmisse

168. Kong Olaf satte Jærnskegges Frænder Stævne, og bød dem Bøder for hans Drab; der vare da mange anseelige Mænd til Gjensvar og Eftermaal. Jærnskegge havde en Datter, som hed Gudrun; det kom til Forlig mellem Kong Olaf og Jærnskegges Frænder paa det Vilkaar, at Kong Olaf skulde ægte Gudrun. Da nu Brullupet holdtes, gik Kongen og Gudrun i een Sæng, men strax den Første Nat, de laae begge sammen, og Gudrun troede, at Kongen var falden i Søvn, trak hun en Kniv frem, og agtede at gjennembore ham. Men Kongen vaagnede, og blev det strax vaer; han greb Kniven ud af hendes Haand, stod op af Sængen, gik til sine Mænd og fortalte dem, hvad der var skeet. Gudrun tog ogsaa sine Klæder paa, og drog strax bort tilligemed alle de Mænd, som havde fulgt hende did. Gudrun kom aldrig siden i Kong Olafs Sæng.


Kong Olaf lader bygge Tranen

169. Denne samme Vinter lod Kong Olaf bygge et stort Langskib ved Aaen Nid; han havde mange Haandværksfolk dertil, og Værket gik rask fra Haanden. Det var en Snekke; Skibet havde tredive Rum og høje Stavne, var meget smalt og havde kun lave Borde; dette Skib kaldte Kongen Tranen. Kjartan Olafssøn og Bolle vare hos Kongen om Vinteren, efterat de havde antaget Troen. Kongen agtede Kjartan fremfor alle Islænderne formedelst hans Æt og Fuldkommenheder. Det er ogsaa et almindeligt Ord, at Kjartan var saa vennesæl, at han havde ingen Avindsmand i Huustroppen; og alle vare ligeledes enige i, at næppe var nogensinde en Mand som Kjartan kommen fra Island. Hans Frænde Bolle ansaaes ogsaa for en meget rask Mand.


Om Halfred Skjald

170. Skjalden Halfred Ottarssøn var hos Kong Olaf; han gik en Dag for Kongen og bad ham høre paa et Kvad, som han havde forfattet om ham. Kongen sagde, at han ikke vilde høre paa hans Kvad. Da sagde Halfred: ”Du maa raade derfor, Herre! Men forkaste vil jeg da den Lære, som du har ladet mig undervise i, hvis du ikke vil høre Kvadet; thi ej er denne Lære mere poetisk end dette.” Kongen sagde: ”En Vanraadeskjald er du at have med at gjøre, og vil jeg høre paa dit Kvad.” Halfred fremsagde Kvadet med mandig Stemme; det var en Drape, men da den var endt, sagde Kongen: ”Dette er et godt Kvad; vil du nu blive min Mand, og være hos mig?” Halfred svarede: ”Jeg var før Hakon Jarls Hofsinde; nu vil jeg ikke blive din Mand, ligesaa lidt som nogen anden Høvdings, uden du lover mig, at, hvad der end hændes mig, vil du aldrig slaae Haanden af mig, eller jage mig fra dig.” ”Du seer ud til,” svarede Kongen, ”at du vil kun afholde dig fra Lidet, og tage dig mangehaande Ting for; saadant Ord gaaer ogsaa om dit Sindelag, at jeg er ikke uden Frygt for, at du jo kan udføre saadanne Ting, som jeg paa ingen Maade kan finde mig i.” ”Ja!” svarede Halfred, ”derfor har jeg Raad paa rede Haand; dræb mig da!” ”Vist er du en Vanraadeskjald” (82), sagde Kongen, ”men min Mand skal du dog være.” ”Og tillige have Tilnavnet,” faldt Halfred ham i Talen, ”men hvad giver du mig i Navnefæste, om jeg skal Vanraadeskjald hedde?” ”Jeg seer,” svarede Kongen, ”at du vil beholde dette Øgenavn, tag derfor her af mig et meget smukt Sværd, men en stor Mangel (83) vil dig tykkes at være ved det, thi ingen Skede skal følge med det; vogt det saaledes i tre Nætter og Dage, at intet Menneske kommer til Skade ved det!” Da kvad Halfred:

Veed jeg, den vældige Konning
Visens Digter gav et
Nøgent Sværd, jeg nu nogen
Kostbarhed dog ejer;
Fæsteknappen i Sværdets
Vogters Haand nu glindser;
Spidsen jeg holder frem, naar
Kongens Gave jeg svinger.

Halfred vogtede Sværdet vel. Halfred lastede ikke Guderne, skjønt andre talte Ondt om dem; han sagde, at man ikke behøvede at laste dem, om man end ikke vilde troe paa dem; han kvad dette engang, saa at Kongen hørte derpaa:

Før jeg selve Lidskjalfs
Raske Herre dyrked,
Nu er i Menneskers Skjæbne
Skeet en stor Omvexling.

Kongen sagde: ”Dette er meget ilde kvædet, og fortjener at bødes for.” Halfred kvad:

Sang til Odins Yndest
Hele Folkets Stamme,
Vore Fædres Id mig
Ofte er i Minde;
Men ej villig, da Vidrers (84)
Vælde Skjalden fryder,
Frigges Mand (85) jeg hader;
Nu da Krist jeg tjener.

Kongen sagde: ”Altfor megen Hu lægger du paa at rose Guderne, og det er at lægge dig til Last.” Da kvad Halfred fremdeles:

Gjæve Fyrste! vi ofre
Ej til Ravneguden (86),
Som med Priis udøved
List i Hedendommen.

End sagde Kongen: ”Ej gjøres det derved godt, og er sligt værre, end om du intet havde sagt, og kvæd nu en Vise for at gjøre det godt igjen!” Halfred kvad:

Thor hin Stærke og Odin,
Frey og Freya mig skulle
Fjærne være, ej hylder
Njørd jeg, Kongen formildes!
Krist og Gud jeg ene
Beder om Held, og Sønnens
Vrede jeg frygter, thi under
Faderen styrer han Jorden.

Kongen svarede: ”Sligt er bedre, end om du intet havde kvædet; kvæd endnu en anden Vise!” Halfred kvad:

Saa er Sognboers Fyrstes
Sæd, at Ofring forbydes,
Nødes vi Norners fleste
Gjøglerier at undflye;
Alle Folk nu ansee
Odins Slægt for Blændværk,
Maa jeg Njørd forlade,
Krist om Frelse bede.


Halfred dræber Ottar

171. Der var en Mand, som hed Ottar, og var fra Oplandene; hans Broder hed Kalf; de vare Kong Olafs Hofsinder; de bleve meget agtede af Kongen, men vare ikke vennesælle af Almuen. De vare avindsyge paa Halfred Skjald, og syntes, at han stod sig for godt hos Kongen; men Halfred vilde ikke give efter for dem. Det hændtes en Aften ved Drikkebordet, at det kom til en heftig Trætte imellem dem. Kongen var tilstede, og tog snarere Ottars Parti, thi han saae, at denne ikke vilde komme ud af at trættes med Halfred. Men da Kongen var gaaet bort, begyndte de at fornye Trætten, og omsider gik det til Skjeldsord; Halfred sagde, at Ottar vilde kun slet kunne hjælpe sig selv, om de kom i Kast sammen; det endtes tilsidst med, at Halfred sprang op, og hug til Ottar med Øxen, som han havde faaet af Hakon Jarl, og gav ham Banesaar. Kalf og nogle andre Mænd grebe Halfred fat, satte Fjæder paa hans Fødder, og bandt hans Hænder. Det var Lov, at hvo som dræbte et Menneske i Kongens Herberge, skulde igjen miste Livet. Kalf og de andre gik siden til Kongen, og fortalte ham Ottars Drab, og sagde, at man nu kunde see, hvad Mand Halfred var; han agter saaledes at plukke Huustroppen,” sagde Kalf, ”og er det ikke sikkert, at han skaaner Hovedet, om han kan komme afsted dermed.” Kalf og hans Stalbrødre bagtalte Halfred paa alle Maader, saa meget de kunde, indtil Kongen bød dem dræbe ham Dagen efter. Kalf var glad derved; de bevogtede Halfred i Jærn om Natten, og førte ham ud om Morgenen i den Agt at dræbe ham. Da sagde Halfred: “Er den Mand død, som jeg slog? De sagde ja dertil; Halfred svarede: ”Da maa det synes eder tilbørligt, at jeg døer; men hvor er Kong Olaf?” ”Hvad angaaer det dig,” sagde Kalf, ” dømt har han dig nu til Døden.” Halfred sagde: ”Om her ere nogle i Nærheden, som jeg har gjort vel imod, da lønne de mig det nu saa, at de lade mig føre der nær hen, hvor Kongen er; jeg vil takke ham for mit Ophold ved Hoffet. Det skede nu efter Ordsproget, at enhver har sig Ven blandt Uvenner; der vare nogle der tilstede, som kjendtes ved, at Halfred havde gjort vel imod dem, og de førte ham derfra nær hen, hvor Kong Olaf just var udenfor tilligemed Hans Hofbiskop Sigurd. Da nu Halfred kom dem nær, sagde han til Kongen: ”Mindes nu det, Herre! at I har lovet mig, aldrig at ville slaae Haanden af mig, og bryd ikke eders Løfte imod mig; ellers vil nu vor Samværen blive kortere, end jeg vilde at den skulde være; ”der er ogsaa en anden Grund at nævne, at du er min Gudfader.” Da sagde Biskoppen: ”For Guds Skyld, Herre! lad Manden nyde godt af slige saa store og gode Ting!” Kong Olaf svarede: ”Saa skal skee, Herr Biskop! som I beder,” og bød da hurtig at løse ham; og saa blev gjort. Dette var Kalf meget ilde tilfreds med. Halfred var endnu fremdeles ved Hoffet, men Kongen gjorde ikke saa meget af ham som tilforn; dog bødede han paa Halfreds Vegne for dette Drab. En Dag som Halfred stod for Kongen, faldt han ned for hans Fødder; Kongen saae, at han fældte Taarer, og spurgde, hvad der gik ham saa nær. ”Nær gaaer mig eders Vrede, Herre!” sagde Halfred, ”og den vilde jeg gjærne frie mig for.” ”Saa skal skee,” svarede Kongen, ”du skal drage i mit Ærende, og skulle vi da være forligte, om du udfører Ærendet; har du endnu Sværdet, som jeg gav dig?” ”Ja jeg har det, Herre!” sagde han, ”og er det ikke kommet i Skede, og dog har intet Menneske haft Skade af det.” Kongen sagde: ”Det passer godt, at Vanraadeskjalden ejer et Vanraadesværd; kan du gjøre en Vise, saa at du nævner Sværd i hver Linie?” ”Jeg vil forsøge derpaa, om I vil, Herre!” svarede Halfred, ”og alt vil jeg gjøre, for at blive befriet for eders Vrede.” Da kvad Halfred:

Der er et Sværd blandt Sværde,
Som gjør mig rig paa Sværde,
Sværdes Svingere ofte
Sværde maa nu møde;
Er der ej Sværdemangel,
Værd er jeg trende Sværde,
Om en med Farve malet
Skede jeg fik til Sværdet.

Kongen takkede ham for Visen, og sagde, at han besad stor Færdighed i Skjaldskab, og gav ham da en smuk Skede til Sværdet, og sagde: ”Nu skulle vi være forligte; og skjønt dig hænder den Brøde, at du ikke kommer til Bords eller Kirke som andre Mænd, eller noget saadant, da skal jeg tilgive dig snarere end de fleste andre. Han takkede Kongen ydmygt for hans Mildhed.


Halfred sendes til Thorlejf Spake (87)

172. En Dag kort efter hændtes det, at Kongen spurgde, hvor Halfred Skjald var. Kalf svarede: ”Han er vist nu efter sin Sædvane henne at ofre hemmelig; til Mærke derpaa er det, at han har Thors Billede, gjort af Been, i sin Pung, og du er, Konge! altfor eftergiven mod ham, og kjender ham ikke ret'.” Kongen lod Halfred strax kalde til sig, og da han kom” sagde Kongen : ”Er det sandt, Halfred! hvad man siger om dig, at du har Thors Billede i din Pung og ofrer.” ”Nej Herre!” svarede Halfred, ”det er jeg ikke skyldig i, det skal strax vise sig, skal man nu paa Stedet ransage min Pung; nu har jeg ikke kunnet forskikke det, om jeg end vilde, thi jeg anede ikke nogen Beskyldning.” Han b!ev da ransaget, og der fandtes ikke noget saadant i hans Værge, at det lignede efter det, som Kalf havde beskyldt ham for. Da sagde Halfred til Kalf: ”Dette er sandelig en Bagvaskelse, der fortjente Døden; dette skal ogsaa komme dig haardt at staae, om jeg kommer dig saa nær, som jeg ønsker; du har ogsaa før voldelig grebet mig, og var da i Færd med at dræbe mig; den Gang var der nogen Grund dertil, men nu ingen uden din Løgnagtighed og Bagtalelsesyge.” ”Ej kunne I være sammen,” sagde Kongen; ”nu skal derfor Kalf drage til sine Gaarde; saa kan han ikke bagtale dig eller andre for mig; men du, Halfred! skal drage en Sendefærd for mig til Oplandene, til den Mand, som hedder Thorlejf den Vise. Denne Thorlejf er en Dattersøn af Thorlejf Hørdekaares Søn. Thorlejf vil ikke antage Kristendommen; nu skal du dræbe eller blinde ham; skal jeg give dig mit Held og min Lykke med paa denne Rejse, tag ogsaa med dig saa mange Mænd som dig synes; jeg har forhen sendt Folk til Thorlejf, men de have intet udrettet hos ham af det, som jeg vilde.” Halfred svarede: ”Ej synes mig denne Færd anseelig, men gjærne vil jeg drage, hvorhen I end vil sende mig; jeg vil, at eders Morbroder Jostejn drager med mig, og de af mine Bænkkammerater, som jeg udvælger, saa at vi ere fire og tyve Mænd i det Hele.” Der blev dernæst beredt til Rejsen. De rede indtil de kom i en Skov ej langt fra Thorlejfs Gaard; der stege de af deres Heste paa en aaben Plads. Da sagde Halfred: ”Nu skal jeg gaae til Gaarden, men I oppebie mig her til den tredie Dag, om det behøves, men I drage eders Vej bort, om jeg ej kommer tilbage inden den Tid.” Jostein tilbød, at han vilde drage med ham, men Halfred vilde ej tilstæde det. Halfred tog en Staaders Klæder paa sig, og forandrede sit Udseende saa meget som mueligt; han lod smøre Farve i sine Øjne, drejede Øjenlaagene, og lod sit Ansigt overstryge med Leer og Kul, han gjorde sig et stort Skæg og lod det lime til Hagen og Kinderne; han saae da meget gammel ud, og var aldeles ukjendelig; siden lagde han paa sin Ryg en langagtig Bylt Pjalter; deri var Sværdet, som Kongen havde givet ham. Saaledes klædt gik han tidlig om Morgenen hen til Gaarden. Thorlejf plejede, som det ofte var gamle Mænds Skik, at sidde længe ude paa en høj ikke langt fra Gaarden, og det var nu netop Tilfældet, da Halfred kom. Halfred gik til Højen, han gik meget langsomt, og stønnede stærkt; han var meget trangbrystet, og savlede stærkt i Skæget; han stirrede frem, skjønt Øjnene vare matte, om han kunde see noget Menneske ude; men da han kom til Højen, hilste Thorlejf paa ham, og spurgde, hvo han var; han svarede: ”Jeg er en gammel og fattig Mand, som du kan see, afmægtig af Elendighed, og nu mest af Kulde, da jeg har opholdt mig ude i Skovene hele Vinteren. Tidlig i Høst traf jeg paa Kong Olafs Mænd nordoppe i Throndhjem; jeg blev da ført for Kongen, og han vilde tvinge mig til Kristendommen, men jeg løb hemmelig bort, efter forud at have dræbt een af Kongens Mænd. Nu har jeg siden maattet udstaae Hunger og Frost, og har gaaet forklædt omkring, men jeg vilde endnu snart komme til mig selv igjen, om jeg blev vel plejet; jeg er nu kommen hid, fordi det var mig sagt, at du er en god Mand, og hjælper mange, som behøve din Hjælp; jeg vil bede, at du forbarmer dig over mig.” Thorlejf svarede: ”Ej veed jeg, hvad det vil lede til, men dog maa du have faret vidt omkring og være en kyndig Mand, om du er gammel; du kan ogsaa tale godt for dig;” han begyndte da at spørge ham om mange Ting, baade om Landenes Beliggenhed og om Navnene paa de bekjendteste Steder. Staaderen besvarede alt, hvad han spurgde om, med megen Kyndighed. Thorlejf sagde: ”Var der nogen Mand hos Kong Olaf, som hed Halfred? ham Drømmer jeg ofte om, dog er det ikke af nogen Betydenhed, men Kongens Mænd ville snart komme her.” ”Jeg har hørt omtale denne Halfred,” sagde Staaderen, ”men sjælden til det Gode; jeg havde ogsaa fuldt Mærke paa, at han var der, thi han var een af de Mænd, som førte mig til Kongen.” I det samme gik Oldingen med langsomme Skridt til ham. Thorlejf sagde: ”Ej veed jeg, hvad Mand du er, eller hvad du siger, men ej forekommer du mig at være ganske ubetydelig.” Han agtede da at staae op, men Halfred greb i ham, og førte ham under sig, thi han var meget stærkere; de væltede ned af Højen, og Halfred kom oven paa; han satte strax sin Hæl paa Thorlejfs Øje, og stødte det ud af Hovedet. Da sagde Thorlejf: ”Nu hændes det, Halfred! som jeg har længe frygtet og anet af dig; men ej er du nu ene derom, thi Kongens Lykke følger dig; jeg kan vide, at det maa være Kongens Bud, at du skal blinde eller dræbe mig, men nu vil jeg bede, at du lader mig beholde det ene Øje, men jeg giver dig derfor min Kniv og mit Belte, som begge ere kostelige Sager; og skal jeg siden komme dig til Hjælp, om saa behøves, thi det kan hændes, at den Tid vil komme, da du behøver Hjælpere.” Halfred svarede: ”Det gjør jeg for ingen Deel, at tage Gaver eller Kostbarheder af dig for at overtræde Kongens Bud heri; heller vil jeg aldeles tage det paa mit Ansvar, at skjenke dig det ene Øje uden Betaling.” Thorlejf takkede ham for, at han lod ham beholde Øjet, og dermed skiltes de. Halfred gik til sine Mænd i Skoven, og de bleve glade ved at see hinanden igjen; men Thorlejf gik hjem til sin Gaard, og fortalte intet Menneske om Skaden, for Halfred var heelt borte. Halfred og hans følge rede nu og kom ad den Vej, hvorved Kalfs Gaard laa; han var ude paa Marken, og saaede sit Korn. Da sagde Halfred: ”Nu træffer det sig godt, nu skal jeg dræbe den onde Kalf.” Jostein svarede: ”Lad os ej gjøre det, og saaledes blande Ulykke med Lykken.” Halfred svarede: ”Ej gaaer det da, som det burde; en brav Mand er lemlæstet, men vi lade denne usle Karl leve; og ej kan jeg andet end i det mindste give ham et Mærke.” Sprang Halfred da af Hesten, greb Kalf fat, og stak det ene Øje ud paa ham. Kalf gav sig ynkelig ved denne Mishandling, og viste kun ringe Mandighed. ”Nu viser du end dit usle Sind,” sagde Halfred; ”det kunde man ogsaa vænte, at der var stor Forskel mellem din og Thorlejf Spakes Mod og Mandighed.” Halfred og de andre rede dernæst videre, indtil de kom til Kongen. Kongen tog med Glæde imod dem, og spurgde om, hvad der var foregaaet. Halfred sagde, at han havde blindet Thorlejf. Kongen sagde: ”Da har du gjort en god Gjerning, viis mig hans Øjne!” Halfred tog Kalfs Øje og viste ham; Kongen sagde: ”Hvor fik du saadant et Øje? Nu maa du have gjort mere, end jeg bød dig, thi ej har dette Øje tilhørt Thorlejf.” Halfred viste ham da det andet Øje. Kongen sagde: ”Dette er Thorlejfs Øje, og siig nu sandt, hvad du har gjort!” Da sagde Halfred, at han havde blindet Thorlejf paa det ene Øje, og stukket det andet ud af Kalf. Kongen svarede: ”Da har du end ikke bedre end halvgjort mit Ærende, og vil du nu drage anden Gang, og føre mig det Thorlejfs Øje, som er tilbage?” ”Det vil jeg ikke,” sagde Halfred, ”berøve Thorlejf det Øje, Som jeg skjenkede ham før; men drage skal jeg til Kalf, om I vil, og blinde ham ganske eller dræbe ham; thi jeg har endnu ikke meer end halvt lønnet ham det, at han stødte mig med Spydsodden og drev mig til Dødsstraf bunden ligesom en Tyv; og det er Grunden til, at jeg ikke gjorde mere ved ham, at det tykkes mig til ingen Hæder, at have med saadan en Niding at gjøre.” Kongen sagde, at det da skulde forblive som det var. Halfred var da hos Kongen i megen Anseelse.


Om Øgmund Ditt og Gunnar Helming

173. I denne Tid vare mange og anseelige Mænd paa Island, som vare i Slægtskab med Kong Olaf Tryggvesøn. Een af dem var Vigaglum, en Søn af Eyolf Ruga og den før omtalte Vigfus Herses Datter Astrid. Vigaglums Søster hed Helga, hun var gift med Stejngrim i Siglevig. Deres Søn var Thorvald med Tilnavnet Tasalde. Med Vigaglum var opvoxet en Mand ved Navn Øgmund Rafnssøn; hans Fader Rafn var en rig Mand, som boede nordpaa i Skagefjord; han havde været Glums og hans Moder Astrids Træl, og Glum havde givet ham Friheden, og var altsaa Rafn hans Frigivne. Øgmunds Moder var af Guddølernes Æt, og hun er ikke nævnet; hun var beslægtet med Vigaglum. Øgmund var smuk af Udseende, en stor Mand, og besad fortrinlige Legemsfærdigheder; han blev særdeles godt behandlet af sin Frænde Glum. Glum var da til Aars, og boede paa Thverbrekka i Øxnedal, da hans Frænde Øgmund var voxen, men Glums Søn Vigfus var da hos Hakon Jarl i Norge. En Vaar sagde Øgmund til Glum, at han ønskede gjærne at rejse udenlands. ”Jeg vil,” sagde han, ”kjøbe mig et, Skib paa Gaase, dertil vil jeg anvende min Faders Penge, som ere tilstrækkelige, men beder, at du vil staae mig bi med Tilsyn og Raad.” Glum svarede: ”Mange fare udenlands, som ikke ere saa haabefulde, som du viser dig at være; men vigtigt synes det mig, at du snarere maatte faae Hæder og Anseelse af Færden, end meget Gods, om du ej faaer begge Dele.” Glum Kjøbte ham da et Skib af nogle Nordmænd, og Øgmund beredte sig til Afrejsen med en betydelig Pengesum, som hans Fader gav ham; Øgmund skulde styre Skib og Folk; paa Skibet vare faa andre end Islændere, som ikke forhen havde faret udenlands. De gik til Søes temmelig sildig om Sommeren; Børen var dem gunstig, de fik stærk Blæst og belejlig Vind, men da de vare komne Havet igjennem, bleve de Land vaer paa Heldningen af Dagen, og Stormen var heftig ind imod Land. Nordmændene, som viste Vejen, sagde da, at det var forsigtigst at stryge Sejlet og lægge bi om Natten, og sejle til Land ved lys Dag. Øgmund svarede: ”Ej skulle vi lade saa god en bør gaae os unyttet bort, det er ikke vist, at det bliver saadan bør i Morgen, og det er meget maanelyst i Nat.” De gjorde, som han sagde, at de sejlede fort; men da de vare komne nær Land, laae der for dem i et Sund mellem Øerne mange Langskibe sammenbundne, og de bleve ikke Skibene vaer, førend de sejlede eet i Sænk og derpaa ind til Fastlandet til Havnen. Nogle af dem, som vare paa Kjøbmandsskibet, sagde da, at de havde sejlet uagtsomt, men Øgmund svarede, at enhver kom til at vogte sig selv. Over disse Langskibe raadede Hakon Jarl, og det Skib, som de havde sejlet i Sænk, ejede en Mand, som hed Halvard; han var en mægtig Mand og en god Ven af Jarlen; alt det Gods, som var paa Skibet, forliste, men Folkene vare bjærgede. Det blev fortalt Jarlen strax om Morgenen, hvilken Beskæmmelse og Skade, der var tilføjet dem. Jarlen blev meget vred ved at høre dette, og sagde saa: ”Disse Mænd maa være Tosser, og ikke have været komne før i fremmedt Land; nu giver jeg dig, Halvard! Lov til at revse dem, og hævne din Beskæmmelse; thi saadanne maa disse Mænd i alt Fald være, at du faaer ikke der med Overmagt at gjøre; du mangler hverken Tapperhed eller Haardførhed til at tilføje dem en ligesaa stor eller større Skam, hvo de end ere.” Da svarede Vigfus Vigaglumsson: ”I maa, Herre! ville tage Bøder af disse Mænd, saa at de beholdt Livet, om de ville underkaste sig eders Dom; nu vil jeg drage hen at faae at vide, hvo de ere, og søge at stifte Forlig, om I vil tilstæde det.” ”Det maa du gjøre,” svarede Jarlen, ”men for stor, tænker jeg, vil dem synes min Kjendelse angaaende Bøder for saa stor en Sag.” Midlertid drog Vigfus ud til Kjøbmandsskibet, og kjendte der sin, Frænde Øgmund, tog med Glæde imod ham, og spurgde ham om Tidender fra sin Fader paa Island. Øgmund underrettede ham om det, han spurgde om. Siden sagde Vigfus: ”Eders Sag tegner til at blive meget vanskelig ved denne Hændelse.” Vigfus fortalte da, hvad der var skeet, og tillige at Hakon Jarl havde været uvillig til at høre om noget Forlig med dem; ”Nu er det mit Ærende hid, Frænde! at bede dig at henskyde Sagen til Jarlens Dom, men jeg skal føre din Sag, saa godt som jeg kan, og vil den da efter Omstændighederne faae et taaleligt Udfald.” ”Saaledes har jeg hørt fortælle om denne Jarl,” svarede Øgmund, ”at ej henskyder jeg hele min Sag til hans Dom, og allermindst naar han truer med Ondt, thi det vil han holde; men ej undslaaer jeg mig for at bøde for dette Tilfælde, om han vil afsige en taalelig Dom.” ”Du maa agte paa, hvad der vil være rigtigst for dig,” svarede Vigfus; ”thi du har her med saadan en Mand at gjøre, at du vil ikke kunne udholde hans Vrede og nægte hans Dom.” Vigfus foer ud til Jarlens Skib, og sagde ham, at det var hans Fostbrødre og nogle af dem hans Frænder. ”De ville ogsaa lægge deres Sag i eders Vold, Herre!” føjede han til. Da sagde een af Jarlens Mænd” ”Usandhed fortæller du nu din Herre, Vigfus! de byde intet passende Tilbud for deres Brøde.” Halvard sagde: ”Det er sandest, at det anstaaer mig at hævne mig selv, og ej at behøve andre dertil.” Jarlen bad ham at gjøre saa. Vigfus sagde: ”Den Mands Banemand skal jeg vorde, om jeg maa raade, som dræber min Frænde Øgmund.” ”Ja!” svarede Halvard, ”om I Islændere end ere meget overmodige, kan man dog vænte, at Folk her i Landet ikke ville taale Beskæmmelse uden Erstatning ligesaa lidt af eder Vigaglums Frænder, som af andre Mænd, der ere i nogen Anseelse.” Halvard roede da til Handelsskibet, men Jarlen lod holde stræng Vagt over Vigfus. Halvard kom til Skibet og spurgde, hvo der var anfører der. Øgmund nævnte sig. Da sagde Halvard: ”Vi Stalbrødre have en stor Sag imod eder, og ere nu komne her for at faae at vide, om I ville byde passende Bøder for eder.” ”Ej skulle Bøder nægtes eder,” svarede Øgmund, ”om I ej fordre for overdrevent.” ”Saadanne Mænd er det at Sagen angaaer,” sagde Halvard, ”at de ej ville tage imod Smaating for store Beskæmmelser.” ”Saa ville vi nægte Bøderne,” sagde Øgmund, ”om I kræve altfor meget.” ”Jeg ansaae det og bedst passende,” sagde Halvard, ”ikke at bede eder om det, som I selv burde byde;” sprang han da op paa Handelsskibet, og gav Øgmund et vældigt Slag af sin Øxehammer, saa at han strax faldt i Besvimelse. Efter saa forrettet Sag drog Halvard til Jarlen og fortalte ham, hvad der var skeet; men Jarlen sagde, at der var gjort meget mindre end tilbørligt. Halvard svarede: ”Deres Høvding var mest sagskyldig heri, og jeg syntes ikke om dennesinde at gjøre mere af den Sag, end at slaae ham i Besvimelse, og det var passende, at Beskæmmelse kom imod Beskæmmelse; men det staaer altid til at forøge Hævnen siden, om man synes det.” Saasnart Vigfus fik dette at vide, tog han sig det meget nær, og agtede at anfalde Halvard og dræbe ham, om han kunde komme afsted dermed, men Jarlen lod vogte ham, saa han ikke kunde faae det iværksat. Øgmund kom til sig selv igjen, men havde dog faaet et stort Saar, og laa længe om Vinteren, men blev dog helbredet omsider, og blev meget spottet for denne Begivenhed, saa at han, hvor han kom, blev kaldt Øgmund Ditt, eller den Faldende, men han lod, som han ej mærkede, hvad Folk sagde. Vigfus kom ofte til ham og bad ham hævne sig; ”Jeg vil yde dig min Hjælp,” sagde han, ”til at du kan kaste denne Beskæmmelse af dig.” Øgmund svarede: ”Denne Begivenhed troer jeg ikke skader mig, Frænde! synes mig, at jeg er ikke mere beskæmmet herved end Halvard, og man kunde næppe vænte, at det vilde gaae lempeligere af, saa haardt som vi fra først af havde begyndt vor Sag; det er uraadeligt at hævne dette, eftersom Halvard er en god Ven af Hakon Jarl, men du er kommen her i hans Vold; jeg har andet at gjengjælde din Fader Glum, end at føre dig i saadan Fare, at du sikkert vil kunne vænte Lemlæstelse eller endogsaa Døden for min Skyld.” ”Derfor takker jeg dig ikke,”svarede Vigfus, ”og ej heller vil min Fader takke dig, for at du lader, som du derved, tværtimod mit eget Ønske, vil sørge for mig; jeg troer at du gjør det mere af Mangel paa Mod end af Forsigtighed; og ondt er det at understøtte den Mand, som har et Harehjærte i Brystet; det er ogsaa rimeligst, at du slægter mere Trælleætten paa end Thværaaboernes Æt.” De skiltes saaledes, at Vigfus var meget opbragt. Nu forløb Vinteren og Vaaren; Øgmund gjorde da sit Skib i Stand, og foer ud til Island om Sommeren, og havde forhvervet sig betydelig Rigdom ved denne Færd; han kom med sit Skib til Øfjord. Glum spurgde snart Skibets Ankomst; det blev ham ogsaa fortalt, hvilken Beskæmmelse Øgmund havde faaet. Da Øgmund havde ordnet sit Skib og sine Sager, drog han til Thverbrekka, og opholdt sig hos Glum en Tid; Glum var meget tavs imod ham, og det mærkedes tydelig, at han ikke gjærne saae hans Ankomst. Øgmund var meget munter og førte et stort Væsen; han drog til alle Forsamlinger og deeltog meget i Folks Tale, og om nogle bleve uenige, da var ingen hurtigere til store Foretagender end Øgmund; han var ogsaa meget driftig til alt, hvad Glum behøvede til Gaardens Drift eller Tilførsel, og opførte sig meget smukt; men det var længe, at Glum ikke vilde tale med ham. En Dag sagde endelig Glum til ham: ”Vide skal du det, Øgmund! at jeg takker dig ikke for dit Arbejde, og underlig tykkes mig, at du er saa drivende, og beredt til at tage Deel i andres Sager, da du ingen Daad udøver, og har din første Færd faaet et jammerligt Udfald, saa at jeg vilde gjærne aldrig see dig, da du vilde blive dig selv til Skam og til en Bebrejdelse for alle dine Frænder, og bære et evigt Vanæresnavn, fordi du ikke torde hævne dig.” ”Du maae betænke, Frænde!” svarede Øgmund, ”hvad der bevægede mig til at opgive Hævnen; jeg var bange for, at din Søn Vigfus vilde komme i stor Fare.” ”Det behøvede du,” sagde Glum, ”ikke at sørge for, da han ikke vilde selv; det tyktes mig bedre, at I vare begge døde, og du havde viist Mod til at hævne dig. Nu er det enten Tilfældet, at du er mere taalmodig og udholdende end de fleste andre, saa at du vil vise Tapperhed, skjønt senere, thi paa den anden Side er du ikke saa blødagtig at see til, eller du er aldeles uduelig, og det snarrest er Tilfældet, hvad man mindst kunde ønske, at ofte er Trælleætten uskikket til Mandighed, men ej vil jeg længer have dig hos mig.” Øgmund drog da til sin Fader; men da Øgmund havde været to Vintre paa Island, gjorde han sit Skib i Stand og fik Folk til det, og sejlede til Norge, kom til Land nord ved Throndhjem, og styrede ind i Fjorden; han lagde sit Skib silde om Dagen under Nidarholm. Da sagde Øgmund: ”Nu skulle vi sætte en Baad ud; jeg vil roe ind i Aaen, og spørge om Tidender fra Landet. Øgmund tog over sig en Kappe af to Farver og besat med Guldsmykker ved Hænderne; det var et kosteligt Stykke. Øgmund gik i Baaden selv tredie; det var tidlig om Morgenen; de roede ind til Bryggen. Da gik der en Mand ned fra Byen; han var iført en Kaabe, som var gjort af Skarlagen og bordyret med megen Kunst. Den kaabeklædte Mand gik ned til Bryggen og spurgde, hvo der styrede Baaden. Øgmund navngav sig. Bymanden sagde: ”Er du Øgmund Ditt?” ”Saa kalde Folk mig,” sagde han, ”men hvad hedder du?” Han svarede, ”Jeg hedder Gunnar Helming, og jeg er saa kaldt, fordi jeg har en Fornøjelse af at have dobbelt farvede Klæder.” ”Hvad Tidender har man her i Landet,” spurgde Øgmund videre. ”Det tykkes nu den største Tidende,” svarede Gunnar, ”at Hakon Jarl er død, men den berømmelige Konge Olaf Tryggvesøn kommen til Regjeringen.” ”Veed du noget til,” spurgde Øgmund, ”hvor den Mand er, som hedder Halvard, thrøndsk af Slægt, ætstor og rig?” ”Det er ikke underligt at du spørger om ham,” svarede Gunnar; ”han kaldes nu Halvard Hals, thi han var med i Jomsvikingeslaget forrige Vinter med Hakon Jarl, og fik der et stort Saar paa Halsen bag ved Øret, og bærer han siden den Tid Hovedet skjævt, men nu er han her i Byen hos Kong Olaf og har faaet megen Hæder af ham; men du har en god Kappe, Øgmund! som seer net ud, da den har to Farver, vil du sælge mig den?” Øgmund svarede: ”Ej vil jeg sælge dig Kappen, men om du synes vel om den, da vil jeg give dig den.” ”Hav megen Tak for din Gave,” sagde Gunnar, ”og denne Gave vilde jeg gjærne gjengjælde dig, men denne Kaabe skal du først have, kan være at den kan komme dig til Nytte.” Gunnar gik da op længere ind i Byen, og var iført Kappen, men Øgmund tog Kaaben paa. Han sagde til sine Mænd: ”Nu skulle vi gjøre Baaden fast ved Bredden løselig ved Bagstavnen, saa at den ikke driver bort, medens jeg gaaer op; men I skulle sidde paa eders Pladser, og have Aarerne i Lave til Roning.” Derpaa gik Øgmund op i Byen, og blev ikke mange Folk vaer; han saae en Dør paa et Herberge; der stode nogle Mænd og toede deres Hænder, og een af dem var større og skjønnere end de andre; han bar Hovedet skjævt, og Øgmund kjendte da af Gunnars Udsigende, at det maatte være Halvard. Øgmund gik til Døren, og alle de, som vare inde, syntes at kjende, at det var Gunnar Helming. Han talte meget sagte, og bad Halvard, komme ud et Øjeblik at tale med ham, ”thi jeg har”', sagde han, ”et nødvendigt Ærende til dig, som ingen, Opsættelse taaler;” og han drejede da om paa den anden Side af Døren, og blottede Sværdet, som han havde i sin Haand. Alle kjendte Gunnar Helming, og derfor gik Halvard ene ud, men saasnart han kom til Øgmund, hug denne ham Banehug. Øgmund løb derpaa ned til Baaden, kastede Kaaben af sig, lagde en Steen i Hatten og slængte den ud i Aaen, saa den sank til Bunds. Øgmund gik i Baaden)</small> og bød sine Folk roe ud af Aaen. Men da de kom til Skibet, sagde han til sine Mænd: ”Her er stor Ufred i Landet, men nu blæser Vinden inde fra Fjorden ud efter, vi ville derfor hejse vore Sejl og sejle ud tilbage til Island. De sagde, at han var meget ræd, at han ikke torde komme i Land, om end Landsfolket havde Stridigheder indbyrdes. De gjorde dog, som han bød, kom tilbage til Island og landede i Øfjord. Øgmund drog nu til Vigaglum og fortalte ham Udfaldet af sin Rejse, og sagde, at Hævnen nu var udført, skjønt det varede længe. Glum var vel tilfreds dermed, og sagde at han ogsaa altid havde tænkt, at han omsider vilde blive en duelig Mand. Øgmund var da hos Glum om Vinteren og blev godt behandlet. Men nu maa fortælles om Halvards Mænd, at de syntes det varede længe, inden han kom ind igjen; de gik da ud, og fandt ham liggende død i sit Blod. Denne Begivenhed blev nu berettet til Kong Olaf, og tillige, at man troede at Gunnar Helming havde dræbt ham. Kongen svarede: ”Gunnar havde jeg mindst ønsket, at dette skulde hænde men dog skal der strax søges efter ham, og han skal fæstes op i en Galge, om han har bedrevet denne Gjerning.” Gunnar Helming havde en Broder, som hed Sigurd: han var en rig Mand og Kong Olafs Hofsinde og meget elsket af Kongen. Sigurd var der i Byen, og saa snart han fik at vide, at hans Broder var bestemt til Døden, søgte han efter ham og fandt ham. Sigurd spurgde, om han havde bedrevet den Gjerning, som han blev beskyldt for. Gunnar sande, at det var langt fra. Sigurd sagde: ”Det holde Folk dog for afgjort, og siig du mig, hvad du veed om denne Begivenhed?” Gunnar sagde: ”Det siger jeg for Øjeblikket hverken dig eller noget andet Menneske.” ”Undfly da!” sagde Sigurd. Gunnar gjorde saa, og kom til Skoven, og blev ikke funden; han drog siden østerpaa over Fjældene og forklædt gjennem Oplandene, og han standsede ikke, før han kom frem østerpaa i Sverrig. Der holdtes store Ofringer i den Tid; Frey havde længe været mest dyrket, og Freys Billede var i den Grad fortrollet, at Djævelen talte med Folk gjennem Afgudsbilledet, og en ung og smuk Kvinde var given Frey til Tjeneste. Det var Folkets Tro, at Frey var levende, som viste sig ved somme Ting, og de troede, at han behøvede at have Samleje med sin Kone. Hun skulde mest raade med Frey for Offerstedet og alt hvad der hørte til. Gunnar Helming kom omsider dertil, og han bad da Freys Kone hjælpe sig, og bad, at hun vilde lade ham være der; hun saae paa ham, og spurgde, hvo han var; han udgav sig for en ringe og udenlandsk Rejsende. Hun sagde: ”Ej maa du i alle Henseender være en Lykkes Mand, thi Frey seer ikke med Venneøjne paa dig; hvil dig nu her for det Første i tre Nætter, og lad os saa lægge Mærke til, hvorledes Frey da synes om dig.” Gunnar svarede: ”Meget bedre tykkes jeg om at faae din Hjælp og Yndest end Freys.” Gunnar var en munter og skjemtefuld Mand, og da tre Nætter vare forløbne, spurgde Gunnar Freys Kone, hvorledes det nu skulde blive med hans Ophold der. ”Ej veed jeg det nøje,” sagde hun, ”du er en fattig Mand, og kan dog hændes, at du er af god Slægt, og vilde jeg derfor hellere yde dig nogen Bistand, men Frey synes lidet om dig, og frygter jeg at udsætte mig for hans Vrede; du kan nu blive her en halv Maaned, og saa kunne vi see, hvad der foregaaer.” Gunnar sagde: ”Saa gaaer det her, som jeg helst ønsker, at Frey hader mig, men du hjælper mig, thi jeg anseer ham for en ikke ringe Djævel.” Gunnar blev alt mere og mere afholdt, jo længere han havde været der, formedelst sin Munterhed og Raskhed i det Hele; han talte da igjen med Freys Kone, og spurgde hende om Udfaldet af hans Sag. Hun svarede: ”Folk synes godt om dig, hvorfor jeg holder det for bedst, at du bliver her i Vinter, og drager til Gildes med Frey og mig, naar han skal gjøre Folk godt Aar, men dog synes han ilde om dig.” Gunnar takkede hende derfor. Det kom nu til den Tid, at de beredte sig til at drage hjemme fra, og Frey og hans Kone skulde sidde i en Vogn, men deres Tjenestekarle skulde gaae foran; de havde en lang Fjældvej at fare; da overfaldt der dem et stærkt Sneefog, saa at det blev tung Vej; Gunnar var sat til at følge Vognen og lede Øget, men omsider kom det saavidt, at alt Folket løb fra dem, saa at Gunnar ene blev tilbage, tillige med Frey og hans Kone i Vognen. Gunnar begyndte da at blive meget træt af at lede Øget, og da det havde gaaet saaledes en Tid, opgav han at gaae foran, og satte sig i Vognen, men lod Øget raade for Vejen. Kort efter sagde Freys Kone til Gunnar: ”Hjælp end og led Hesten! ellers vil Frey anfalde dig;” han gjorde saa en Tid, men da han igjen udmattedes meget, sagde han: ”Nu vil jeg forsøge paa at tage imod Frey, om han angriber mig.” Frey styrtede da ud af Vognen, og de begyndte at brydes, og Gunnar blev meget afkræftet; han saae at det ikke vilde gaae an paa den Maade; han tænkte da ved sig selv, at, om han kunde overvinde denne Djævel, og Lykken vilde forunde ham at komme tilbage til Norge, da vilde han vende tilbage til den sande Tro og forlige sig med Kong Olaf, om han vilde tage imod ham; og strax efterat han havde tænkt dette; begyndte Frey at snuble for ham, og dernæst faldt han; den Djævel, som havde været skjult i Billedet, løb da ud af det, og en blot Træbul blev tilbage; denne brød Gunnar heelt Sønder. Siden satte han Konen to Vilkaar, at han vilde løbe fra hende, og sørge for sig selv, eller hun skulde sige, naar de kom til Bøjgder, at han var Frey; hun sagde, at hun heller vilde sige det, han tog da Afgudens Klæder paa. Vejret begyndte nu at klare op, og omsider naaede de til det Gilde, som var beredt for dem; der var da forud komne mange af de Mænd, som skulde have fulgt dem. Folket syntes nu, at det var meget herligt, hvorledes Frey viste sin Magt, at han kunde komme til Bøjgderne med sin Kone i saadant et Vejr, da alle Folkene vare løbne fra dem, og derhos at han kunde nu gaae med andre Mennesker, og spiste og drak som andre. De fore omkring til Gilder om Vinteren; Frey talte ikke meget med andre end sin Kone. Han vilde ikke lade Kvæg slagte for sig som før, og intet Slagtoffer vilde han modtage, og intet Slags Offer uden Guld og Sølv, gode Klæder eller andre Kostbarheder. Men da Tiden led frem, syntes Folk at mærke, at Freys Kone var med Barn, det syntes de var meget herligt, og de svenske syntes nu særdeles vel om denne deres Gud; Vejret var ogsaa saa mildt, og alle Ting tegnede sig saa godt, at intet Menneske kunde mindes sligt. Dette spurgdes vidt omkring, hvor mægtig de svenskes Offergud var; det kom ogsaa for Kong Olaf Tryggvesøn, og han anede, hvorledes det vel hang sammen, og en Dag om Vaaren kaldte Kong Olaf Gunnar Helmings Broder Sigurd til Samtale med sig. Kongen spurgde, om han havde hørt noget til sin Broder Gunnar. Sigurd sagde, at han intet havde hørt. Da sagde Kongen: ”Jeg har en Anelse om, at denne de svenskes Offergud, hvorom der nu tales saa meget, og som de kalde Frey, sikkert er din Broder Gunnar, thi de Ofringer ere de stærkeste, naar der ofres til levende Mennesker. Nu vil jeg sende dig derover efter ham, thi det er beklageligt at vide, at et kristent Menneskes Sjæl skal saa jammerlig forgaae; jeg vil opgive ham min Vrede, om han vil være villig lil at komme til mig; thi jeg veed nu, at Øgmund Ditt og ikke Gunnar har dræbt Halvard.” Sigurd gjorde sig strax færdig, og drog til denne Frey, og kjendte sin Broder Gunnar; han fremførte Kong Olafs Ærende og Hilsen for ham. Gunnar svarede: ”Villig er jeg til at fare og forliges med Kong Olaf, men om de svenske mærke, hvorledes det hænger sammen, da ville de tage mig af Dage.” Sigurd sagde: ”Vi skulle lønligen drage herfra, og sætte vor Fortrøstning til, at Kong Olafs Lykke og gode Villie vil med Guds Miskundhed formaae mere end de svenskes onde Hensigt og Eftersøgen.” Gunnar gjorde sig nu færdig tilligemed sin Kone, og de toge med sig saa meget Løsøre, som de kunde føre; siden begave de sig hemmelig om Natten paa Rejsen. Men da de svenske bleve det vaer, troede de at indsee alt, hvorledes det hang sammen, og de sendte strax Folk efter dem, men disse vare ikke komne langt, inden de forvildedes af Vejen og fandt dem ikke; de svenske droge da med saa forretet Sag tilbage. Men Sigurd og de andre standsede ikke deres Færd, førend de kom til Kong Olaf; han tog igjen Gunnar til Naade, lod hans Kone døbe, og de holdt siden den sande Tro.


Kongen byder Kjartan at drage til Island at forkynde Kristendommen

174. Denne Vinter, som Gunnar Helming var i Sverrig, vare Kjartan, Bolle og Halfred Vanraadeskjald hos Kong Olaf, som før blev berettet. Men da Vinteren var forbi, og Folk beredte sig til Rejser, gik Kalf Asgerssøn til Kjartan, og spurgde, hvad han agtede at tage sig for om Sommeren. Han svarede: ”Det havde jeg helst seet, at vi kunde styre med vort Skib til England i Sommer, thi der kunne Kristne nu gjøre god Handel; men dog vil jeg tale med Kongen, inden jeg fuldkommen afgjør dette, thi han syntes lidt om den Færd, da jeg talte med ham derom. Siden gik Kalf bort, men Kjartan gik at tale med Kongen. Kongen tog da, som stedse, imod ham med den største Blidhed, og spurgde, hvad han og hans Stalbrødre havde talt om.” Kjartan sagde, hvad han og Kalf helst havde i Sinde, og tilføjede, at det var hans Ærende, at bede Kongen om Lov til denne Rejse. Kongen svarede: ”Det Forslag vil jeg gjøre dig, Kjartan! i Henseende til Rejse, at du skal drage ud til Island i Sommer, og enten med Magt eller Snildhed nøde Folket der til at antage Kristendommen, men synes du den Færd vanskelig at udføre, da vil jeg paa ingen Maade lade dig løs; thi jeg holder for, at du er bedre skikket til at tjene anseelige Mænd, end til at blive til en Kjøbmand, og fare imellem Landene.” Kjartan svarede: ”Det vælger jeg hurtig imellem, Herre! at jeg vil meget heller være her hos eder end strides med mine Frænder og Venner; det er ogsaa rimeligt, i Henseende til min Fader og mine andre Frænder, at de ere ikke uvilligere til at gjøre eders Villie, naar jeg er her i eders Vold, og nyder god Behandling.” Kongen sagde: ”Dette er valgt baade med Viisdom og Højmodighed.” Kongen gav ham da en Skarlagens Klædning, som han havde ladet gjøre til sig selv, og den passede Kjartan vel; thi det sige Folk, at Kong Olaf Tryggvesøn og Kjartan Olafssøn have været lige høje, naar de gik under Maal. Kalf Asgerssøn foer om Sommeren med deres Varer til England.


Halfred Vanraadeskjald kommer til Gøtland

175. Da Halfred Vanraadeskjald en Dag om Vaaren var hos Kongen, sagde han: ”Jeg vil bede om Tilladelse af eder, Herre! til at sejle i Sommer i en Handelsfærd ned til Haløre.” Kongen sagde: ”Ej skal det nægtes dig, men den Tro har jeg, at du vil ikke mindre villig komme tilbage til mig, end du nu drager bort, og mange Ting vil du gaae igjennem forinden.” ”Det vil jeg nu vove,” svarede Halfred. Derefter beredte han sig, og sejlede til Danmark, som han havde bestemt; han havde hørt tale om Sigvald Jarl, at han var en stor Høvding. Halfred kom til ham, og sagde, at han havde gjort et Kvad om ham. Jarlen spurgde, hvo han var. Halfred sagde sit Navn. ”Er du Kong Olaf Tryggvesøns Skjald?” spurgde Jarlen. ”Ja jeg er,” sagde Halfred, ”og jeg ønsker nu Lov til at fremsige Kvadet.” ”Hvi skulde det ikke anstaae os,” svarede Jarlen, ”hvad Kong Olaf lader sig behage.” Halfred fremsagde da Kvadet; det var en Flok (88). Jarlen takkede ham der for, gav ham en Guldring, som vejede en halv Mark, og tilbød ham at han kunde opholde sig der. Halfred svarede: ”Haver Tak for Tilbudet, Herre! men jeg har et Ærende til Sverrig, men kommer dog først til at vende tilbage til Norge, naar jeg faaer Lejlighed.” Jarlen bad ham gjøre, som han vilde. Ved Sommerens Slutning sejlede Halfred søndenfra til Vigen og fik Stormvejr, Skibet sloges sønder østen for Fjorden, og de forliste alt Godset; Halfred drog da derfra til Konghel, og forblev der en Tid. Det hændte sig nu en Dag, da Halfred gik ud, at en Mand kom imod ham; de hilste Hinanden, og Halfred spurgde, hvo denne Mand var; han svarede: ”Jeg hedder Audgisl, og er fra Gøtland, der har jeg min Gaard og min Kone, men nu er jeg kommen ovre fra England; jeg fattes ikke Rigdomme; er du Halfred Vanraadeskjald?” Han sagde, at det var saa. ”Jeg har spurgt,” sagde Audgisl, ”at du er skibbruden, og er nu bleven meget trængende og fattes Penge; nu vil jeg indgaae en Akkord med dig, at du drager med mig øster over til Gøtland og opholder dig hos mig i Vinter, og jeg vil da give dig ti Mark Sølv for at følge mig; thi der er fortalt mig, at dit følge kan man nok staae ved at tilkjøbe sig, men Vejen skal ikke være saa ganske sikker, hvorfor ogsaa mange blive tilbage, som havde i Sinde at drage did.” Halfred svarede, at han antog dette Vilkaar. Derefter beredte de sig, og havde fem belæssede Heste og een løs; de droge dernæst østerpaa gjennem Skovene begge tilsammen. En Dag bleve de nu vaer, at en Mand kom imod dem; han var stor og stærk; de spurgde, hvo han var; han svarede: ”Jeg hedder Ønund, og er en svensker af Æt, og er nu kommen østenfra, men hvorhen agte I eder?” De sagde ham det. Da sagde Ønund: ”Det er meget vanskeligt, naar man kommer østerpaa i Skoven, for dem, som ikke ere bekjendte der; somme sige ogsaa, at Vejen er ikke god at fare for dem, som have Penge med sig; men dog mærkede jeg intet, og det er heller ikke forunderligt, thi jeg kjender her alle Veje, og jeg søgte bestandig at undgaae de Steder, hvor Røverne pleje at opholde sig. Nu vil jeg drage ifølge med eder, om I ville give mig nogen Leje derfor.” ”Det synes jeg ikke meget om,” svarede Audgisl, ”'jeg veed ikke, hvad Mand du er.” Halfred derimod var snarere for, at de skulde tage ham med, og det skede; han skulde have tolv Ører Sølv i Leje. Halfred var da i sine bedste Aar, han var baade stor af væxt og stærk af Kræfter, tapper og snarraadig; Audgisl derimod var til Alders og ikke stærk. De droge nu Vejen frem alle tre tilsammen. Ønund gik foran om Dagen, og kom en Aften til et Skuur, som var opsat for Rejsende; da sagde Halfred: ”Nu have vi tre Ting at gjøre, og skal du, Ønund! hente Brænde til os, du har en stor Øxe i Haanden, men Audgisl skal gjøre Ild, og jeg vil hente Vand.” ”Det er bedst,” svarede Ønund, ”at hente ikke for knapt Brænde til Huse, thi her kunne ofte komme Folk, der behøve Brænde.” Halfred sagde, at det var vel talt. Audgisl sagde: ”Jeg vil heller hente Vandet, og du kan saa gjøre Ild paa!” ”Lad os det,” svarede Halfred. De gik nu bort, Audgisl at hente Vand, og Ønund efter Brænde, men Halsred slog Ild; han kunde ikke strax faae den til at brænde, og han syntes ogsaa, at de andre bleve længe borte. Halfred havde løst Bæltet og kastet det over sin Hals; derved hang en stor Bæltekniv, som Folk da som oftest plejede at bære, og Kniven laa tilbage paa Halfreds Ryg, da han lagde sig ned at puste Ilden op. I det samme kom Ønund ind med Brændet, og kastede det hurtig ned, og han vendte sig da mod Halfred, svang Øxen, og hug med begge Hænder til ham tvært over Ryggen. Øxen traf Kniven, og Halfred saaredes lidt i Ryggen paa begge Sider af Kniven, der hvor Øxehagerne traf; men i det han hørte at Øxen blev svungen imod ham, tog han den beslutning, som kom ham til Nytte, at han greb Ønund om Fødderne, og han anraabte da Gud og sagde: ”Hjælp du mig nu, Hvidekrist! at denne Djævel ej skal overvinde mig, om du er saa mægtig, som min Herre Kong Olaf siger.” Og med Guds Miskundhed og Kong Olafs Lykke, som stedse var med ham, fik han sig rejst op med Ønund, og stødte ham saa haardt i Gulvet, at han faldt i Besvimelse, og Øxen faldt ud af hans Haand. Halfred trak da et lidet Sax eller kort Sværd, hvormed han var omgjordet under Klæderne. Ønund kom nu til sig selv igjen. Halfred spurgde da, om han havde dræbt Audgisl. Han sagde, at han havde saa gjort. Halfred stak da Saxet igjennem ham, trak ham siden ud, og lukkede Huset til. Halfred agtede nu at tage Hvile, men det var vanskeligt for ham; thi Ønund brød stærkt paa Døren, men Halfred holdt imod indenfor, og saaledes gik det lige til Dag. Om Morgenen fandt Halfred Audgisl dræbt ved Brønden; han tog hans Kniv og Bælte af ham, og førte med sig, det var kostbare Sager. Derpaa begrov han ham. Halfred indsaae da, at Ønund maatte have været en Røver, der dræbte Folk for at erhverve sig Gods. Huset var meget fuldt af Penge og alskens Varer. Da kvad Halfred denne Vise.

Næred jeg med Blodet
Ravnen, skjønt jeg aldrig
Havde i Sinde at svige
Ham, som Rigdom samled;
Tjente jeg, som jeg kunde
Krigeren, men de blanke
Sværdes Slider mig tragted .
Svigefuld efter Livet.

Siden drog Halfred østerpaa over Fjældet, og havde besværligt ved at komme frem, thi han kjendte ikke Vejene. En Aften hørte han, at der blev hugget Træer henne i Skoven foran ham; han gik da derhen, og fandt en aaben Plads i Skoven, hvor der stod en Mand og fældte et Træ; denne Mand var stor og stærk, rødskægget, havde mørke sammenhængende Øjenbryn, og saae meget barsk ud; denne hilste ham, og spurgde, hvo han var. Halfred navngav sig, og spurgde igjen, hvo han var; ”Jeg hedder Bjørn,” sagde han, ”jeg boer her østenfor Skoven; kom hjem med mig til Natteherberge! jeg har godt Huusrum, og kan godt gjemme dine Varer.” Halfred tog imod hans Tilbud, og gik med ham, thi Halfred var ubekjendt der i Bøjgderne; dog syntes han, at Bonden saae noget mistænkelig ud, og havde Gjerrigheds Kroge (89) i Øjnene. Bjørn var meget omhyggelig for ham om Aftnen; der vare mange Folk, og da han gik til Sængs, laa Bonden og hans Kone i en Sæng med Skaader for; der vare to Sænge, Halfred blev anviist den anden; da de havde lagt sig ned, blev Døren til hans Sæng skudt for og en Krampe sat paa udenfor! Halfred fattede da endnu mere Mistanke til Bjørn, han havde ikke taget Klæderne af, men stod op ved Fodgjerdet af Sængen og trak det Sværd, som Kongen havde givet ham. I det samme stak Bjørn ind i Sængen, men Halfred hug ham strax Banehug. Konen sprang skrigende op, kaldte paa sine Huusfolk, og bad dem komme til Hjælp, og gribe denne Misdæder, som havde dræbt hendes Mand uden Sag. Folkene stode strax op; der blev da tændt Lys, og Sængen blev lukket op. Halfred lavede sig til Modværn, men Konen kastede Klæder paa hans Vaaben; han blev da greben og sat i Fjæder. Siden sendte Konen Bud til en Mand, som hed Ubbe, og blev kaldt Blot-Ubbe, ham vilde hun spørge til Raads, hvad man skulde gjøre med denne Udlænder, der havde dræbt hendes Mand. Han raadede, at han skulde føres til et Thing, og der skulde dømmes om hans Sag af alle Bøjgdemændene tilsammen. Ubbes Broder hed Thorar, han var en rig Mand, og havde megen Indflydelse der i Herredet. Thorars Datter hed Ingeborg, hun var en viis og myndig Kvinde; hende havde Audgisl haft tilægte. Der blev nu stævnet til en Sammenkomst, paa hvilken Thorar og Blot-Ubbe mødte; der kom ogsaa Thorars Datter Ingeborg; denne Sag blev nu forhandlet, og alle stemmede helst for, at denne udenlandske Misdæder skulde anvendes til Ofring. Da sagde Ingeborg: ”Mon det ikke er raadeligst at høre Ord og Tidender af denne Mand, som er kommen saa langvejs fra, førend han bliver fuldkommen dømt til Døde.” Thorar svarede: ”Det viser sig endnu som bestandig, at du er klogere end de andre, som her ere sammenkomne; gak du nu til ham, og faa at vide, hvo han er, og hvad han kan berette.” Hun gik da hen, hvor Halfred sad haardt bunden, og spurgde, hvo han var. Halfred nævnte sig, og sagde, at han var en Islænder. ”Er du Halfred Vanraadeskjald?” sagde hun. Han sagde, at det var saa. Da sagde Ingeborg: ”Hvad bevægede da dig kristne Mand og Kong Olafs Hofsinde, til at drage ene her øster hid i vort Hedenskab?” Han begyndte da at fortælle hende alt, hvad der var skeet, og fortalte om sine Rejser, fra at han om Sommeren sejlede til Danmark og lige til at han tog Natteherberge hos Bjørn. ”Nu gik det af mellem mig og Bjørn saaledes, som du veed, at jeg dræbte Bjørn, men dog ikke førend han svigagtig overfaldt mig; men om du er, som jeg tænker, den Ingeborg, som Audgisl sagde mig at være Hans Kone, da har jeg her nu ikke andet til Vidnesbyrd paa, at mit Udsagn er sandt, end den Kniv og det Bælte, som jeg tog af Audgisl, da han var død; thi alt andet Gods, som jeg havde med, tog Bjørn i sin Varetægt om Aftenen, da jeg kom til ham; og vilde Audgisl kun have liden Nytte af, at han gav mig en høj Løn for at rejse med ham, om jeg ikke skulde hævne hans Drab og Angrebet paa mit Liv.” Han viste hende da Sagerne, og kvad denne Vise:

Saa min Sag jeg forfulgde
Heftig, at sønder i Kampen
Audgisls nedrige Morder
Død jeg lod tilbage;
Faldt hin gjæve i Striden,
Sørger jeg over den tapre,
Men saa har jeg taget
Hævnen for os begge.

Ingeborg sagde, at hun nøje kjendte disse Sager, at Audgisl havde ejet dem; hun spurgde nøje efter, hvorledes det havde gaaet mellem dem og Ønund; Halfred kvad:

Hænder paa Hunden jeg lagde,
Hævede ham i Vejret,
Og den nedrige Niding
Vred om Kuld jeg kasted;
Denne Stridens Mand paa
Svig mod Folk ej siden
Pønser, da hans Blod har
Rød min Kaarde farvet.

Ingeborg sagde: ”Det maa være en sand Fortælling, thi Bjørn har længe været mistænkelig; skal du nu først drage hjem med mig, og siden skal jeg prøve din Sanddruhed.” Nu drog Halfred med hende, og han var da meget udmattet af den haarde Støden og af Baandene, men Ingeborg lod ham vederkvæge. Hun og hendes Fader Thorar droge nu til den Gaard, som Bjørn havde ejet; der fandtes alt det Gods, som Halfred havde rejst med og Audgisl havde ejet; Ingeborg tog alt Godset til sig, thi hun og Audgisl havde ingen Børn. Siden sendte de Folk op i Fjældet, og det viste sig alt sandt, hvad Halfred havde sagt; alt dette Gods, som Ønund havde sammenbragt, blev da ført til Bøjgden. Det blev da samtykket af alt Bøjgdefolket og dømt efter deres Love, at Halfred skulde have alt det Gods, som han saa mandig havde tilkæmpet sig; det var store Rigdomme. Halfred blev godt behandlet hos Ingeborg, og Landets Folk fik snart meget at fortælle om ham. Ingeborg var baade en forstandig Kvinde og skjøn af Udseende; Halfred og hun kunde godt lide Hinanden, og det varede ikke længe, inden Halfred bejlede til hende, og tilbød at ville være hendes Mand. Hun svarede: ”Det kunde være ganske passende, men dog har denne Sag sine vanskeligheder. Du er en døbt Mand og her fremmed, men her ere store Ofringer, og Folk ville ikke taale, at du holder den Tro, som du har antaget, og paa den anden Side er det ikke vist, at det gaaer dig vel, om du forkaster den Tro; men du seer ud til at blive en god Huusfader. Drag nu til min Fader og anhold om dette hos ham!” Halfred gjorde saa. De talte om Sagen, og bleve enige derom, saa at Udfaldet blev, at Halfred fik Ingeborg, og tog sin Bopæl hos hende; der fattedes ikke paa Rigdomme. Der forblev han en Tid, og var vel tilfreds med sit Giftermaal.


Om Færøboerne

176. Skjønt mange Beretninger og Frasagn ere skrevne i denne Historie, som ikke synes meget at høre til Kong Olaf Tryggvesøns Saga, maa man dog ikke undre sig derover; thi ligesom rindende Vande skyde af forskjellige Kildevæld, og samles alle paa eet Sted, saa have i Ligning hermed disse Frasagn af forskjellig Oprindelse eet Endemaal: at oplyse de Begivenheder, som vedkomme Kong Olaf eller hans Mænd, ligesom det ogsaa vil vise sig i det herefter følgende.


177. Der var en Mand, ved Navn Grim Kamban, han var Fader til Thorstejn med Tilnavnet Skrof; hans Søn hed Thorolf Smør, hans Søn Audun Rotin eller den Raadne, hans Søn Ejnar, hans Søn Eyolf Valgerdssøn, hans Sønner Gudmund hin Rige og Ejnar Thveraabo. Ejnar Audunssøns Moder var Helga, en Datter af Helge hin Magre. Auduns og Helgas Datter var Vigdis, hvis Søn Halle hin Hvide var Fader til Orm, Gellers Fader, Orms Fader, Halles Fader, Thorgejrs Fader, Fader til Thorvard og Are, som var Fader til Biskop Gudmund. Det berettes, at Grim Kamban var den første, der bebyggede Færøerne, men i Harald Haarfagers Dage flyede mange for hans Herredømme; somme nedsatte sig da paa Færøerne og bleve der boende, men somme søgte til andre øde Lande. Ketil Fladnæses Datter Aude hin Grundrige foer til Island efter sin Søn Thorstejn Røds Fald; hun kom da til Færøerne, som før blev fortalt, og bortgiftede da sin og Thorstejn Røds Datter Oløf; og fra hende nedstammer Færøboernes største Ætgreen, som kaldes Gataskæggerne.


178. Der var en Mand, som hed Thorbjørn med Tilnavn Gataskæg; han boede paa Østerø i Færøerne; hans Kone hed Gudrun; de havde to Sønner, den ældste hed Thorlak, den anden Thrand; begge vare de store og stærke Mænd. Thorlak giftede sig med en Kvinde der paa Øerne, men var dog hjemme i Gata hos sin Fader. Thorbjørn var den Gang gammel, og døde kort efter; hans Sønner skulde da skifte Arven imellem sig; begge vilde have Faderens Gaard Gata, thi det var den største Herlighed deraf. De kastede Lod, og Faderens Gaard tilfaldt Thrand; men efter Skiftet bad Thorlak om han maatte have Hovedgaarden, Thrand skulde da have Strøgodset og Løsøret, som var tilfaldet Thorlak; thi Thorlak havde faaet Løsøre med sin Kone; Thrand vilde det ikke. Han bortlejede da Gatas Jorder til forskjellige og tog den største Leje deraf, som han kunde faae; selv foer han med nogle Kjøbmænd over til Norge om Sommeren, men havde kun faa Kjøbmandsvarer; han opholdt sig der i en Stue om Vinteren, og syntes meget mørk i Sindet. Sommeren derefter drog han med nogle Koffardifolk ned til Haløre paa den Tid, da der vare de fleste Folk og det største Marked; der forhvervede Thrand sig en betydelig Mængde Penge og Gods paa ingen anden Maade end ved Bedrageri og Underfundighed; derfra foer han til Norge, og Kjøbte sig der et stort og godt Fragtfartøj; dette ladede han med det meget Gods, som han havde faaet om Sommeren, sejlede siden til Færøerne, og tog sit Sæde i Gata. Thrand var stor af Væxt, rødhaaret og rødskægged, fregnet og styg i Ansigtet, mørk i Sind, underfundig og snedig til alskens Bedragerier, uomgængelig og haard imod Almuen, talte skjønne Ord til betydelige Folk, men nærede Svig i sine Tanker.


179. Der var en Mand ved Navn Hafgrim, som boede paa Syderø i Færøerne paa den Gaard, som hedder Hof; han var en stor Afgudsdyrker og Høvding: han havde det Halve af Færæerne til Lehn af Harald Graafeld, som i den Tid var Konge over Norge. Hafgrims Kone hed Gudrid; hun var en Datter af Snæulf, Som boede paa Sandø. Snæulf havde sin Slægt paa Syderøerne, og han var flyet derfra for Drabs Skyld; han var nu til Alders, og dog endnu vanskelig og ond at have med at gjøre. Hans Svoger Hafgrim var en meget hidsig Mand og ikke viis. Den Gang boede paa Skufø tvende rige Brødre; den ene hed Brester, den anden Bejner, de vare Sønner af Sigmund, en Broder til Thorbjørn Gataskæg, som var Fader til Thrand i Gata. Brester og Bejner vare rige Mænd og Høvdinger over det Halve af Øerne lige med Hafgrim; denne Halvdeel havde de i Lehn af Jarlen Hakon Sigurdssøn, og Brødrene vare hans Hofsinder og kjære Venner. Brester var den største og stærkeste af Mænd og mere øvet i Vaaben end nogen anden til den Tid paa Færøerne; han var skjøn af Udseende og behændig i alle Lege. Bejner lignede sin Broder i mange Henseender, men kunde dog ikke maale sig med ham. Mellem disse Brødre og Thrand i Gata var der ikke god forstaaelse, skjønt der var nært Slægtskab imellem dem.


180. Paa Svinø boede en Mand, som hed Bjarne; han var rig, ikke vennesæl og meget underfundig; han var Morbroder til Thrand i Gata. Færøboernes Thingsted var i Strømsø; der er en god Havn, som de kalde Thorshavn, og did søgte Folk til Thinge fra alle Færøerne. Begge hine Brødre vare ugifte, men dog havde hver af dem sin Søn; Bejners Søn hed Thorer og Bresters Sigmund, og han var to Aar yngre end den anden. Derefter begyndte Stridigheder imellem Brødrene paa Skufø og Hafgrim, som der fortælles i Færøboernes Saga, og det gik saa, at Hafgrim gav baade Thrand i Gata og Svinø-Bjarne Penge, for at de skulde hjælpe ham. Brødrene vare alle Tider meget enige og samdrægtige indbyrdes og boede begge sammen paa Skufø, som før blev berettet; en anden Gaard havde de paa den større Dimun, men havde deres Kreaturer, Køer og Faar, paa den mindre Dimun, thi denne Ø var ikke beboet. Det hændte sig engang, da Brester og Bejner vare paa deres Gaard i Dimun, at de lavede sig til Hjemrejsen, og agtede, som de ogsaa gjorde, at fare til den lille Dimun at hente sig Slagtekvæg. Drengene Sigmund og Thorer bade om Lov til at drage med dem, og det tilstode de dem. Sigmund var da ni Aar gammel, og var baade stor af den Alder og meget haabefuld; Thorer var da elleve Aar. Brødrene havde, som de plejede, alle deres Vaaben med sig, og om deres Rejse er intet fortalt, førend de fore tilbage, og vare komne temmelig nær til den større Ø; da saae de tre Skibe sejle imod dem, og paa hvert Skib vare tolv Mænd, alle fuldtvæbnede; de kjendte Skibenes anførere; det var Hafgrim fra Syderø og Thrand fra Gata og Svinø-Bjarne. De sejlede imellem dem og Øen, saa at Brødrene ikke naaede at komme i Land; de løb da med Skibet op etsteds paa den stenede Strandbred; der var en stejl Klippe oppe over dem; der kom de med deres Vaaben, og satte Drengene ned paa Klippen ved Siden af sig. Klippen var bred ovenpaa, og et godt Forsvarssted. Hafgrim og de andre kom dernæst til Land og trak Skibene op, løb siden op paa Klippen, og Hafgrim og Svinø-Bjarne anfaldt strax Brødrene, men de værgede sig med Mandighed. Brester værgede det Sted af Klippen, som var lettest at bestige, og han var ikke let at faae Bugt med. Thrand gik frem og tilbage langs med Strandbreden med sine Mænd, og var ikke ligefrem med ved Angrebet. Da sagde Hafgrim: ”Det havde jeg betinget mig af dig, Thrand! at du skulde yde mig Hjælp, og derfor gav jeg dig mine Penge.” ”Du er en ussel Karl,” svarede Thrand, ”at du ikke med tvende Tylfter Mænd kan faae Bugt med to eneste Mænd, og er det din Skik, stedse at have andre for dig, men du har kun lidet Mod til at gaae nær, naar nogen Manddoms prøve er at udholde; det vilde nu være din Sag, om der var nogen Daad i dig, at du gik først op ad Klippen imod Brester, og at vi andre fulgde dig, ellers anseer jeg dig ikke for duelig til nogen Ting;” saaledes ophidsede Thrand ham, saa meget han kunde. Hafgrim blev vred ved hans Ord, løb da op ad Klippen imod Brester, og stak sit Spyd igjennem ham. Brester mærkede, at det var hans Banesaar, og vilde selv hævne sig; han gik da ind paa Spydet, indtil han naaede til ham med Sværdet, og hug ham over den venstre Skulder, saa at han kløvede hele Siden ned ad fra Kroppen; Hafgrim faldt da død ned af Klippen og Brester ovenpaa ham. De angrebe nu Bejner, og uagtet ogsaa han værgede sig vel, endtes det dog med, at han faldt og lod sit Liv. Folk sige, at Brester dræbte fire Mænd, inden han faldt, men Bejner to. Dernæst sagde Thrand, at man skulde dræbe Drengene Sigmund og Thorer. ”De skulle ikke dræbes,” svarede Bjarne. ”Det vil blive følgen,” sagde Thrand, ”om de komme til at beholde Livet, at de ville blive dine Banemænd, Bjarne! og ligeledes de fleste af de Mænds, som her ere tilstede.” ”Alligevel skulle de ikke dræbes,” sagde Bjarne. ”Dette var heller ikke mit Alvor,” sagde da Thrand; ”jeg vilde gjøre dette for at prøve eder, hvor godt et Sindelag I vilde have imod dem; det er i det Sted min fulde Beslutning, at jeg vil bøde disse Drenge det, at jeg har været med i denne Færd; jeg vil opfostre og opføde dem, indtil de blive voxne, thi de ere mine Frænder.” Drengene sade paa Klippen, og saae paa denne Tildragelse, og da Brødrene vare faldne, begyndte Thorer at græde. Sigmund sagde: ”Lad os ikke græde, Frænde! Lad os hellere fæste os denne Dag i Minde!” Derefter fore Mændene bort. Thrand førte Drengene med sig hjem til Gata, men han underlagde sig alt det Rige og alle de Ejendomme, som Brester og Bejner havde besiddet, og ligeledes antog han Herredømmet over den Deel af Øerne, som Kong Harald Gunhildssøn havde overdraget Hafgrim, og tillige opfostrede han Hafgrims Søn, som hed Øssur og var den Gang ti Aar gammel. Thrand herskede da ene over alle Færøerne, og intet Menneske dristede sig til at tale ham imod.


181. Denne samme Sommer, da Brødrene Brester og Bejner faldt, var der kommet et Skib fra Norge til Færøerne til Thorshavn; Skibet styrede en Mand fra Vigen, som hed Rafn og kaldtes Holmgaardsfareren, thi han havde sejlet over til Garderige. Rafn var en rig Mand, og havde en Gaard i Tønsberg. Da disse Kjøbmænd næsten vare ganske færdige til Bortsejling, kom Thrand fra Gata om Morgen ud paa Skuden. Thrand førte Formanden til Enetale, og sagde at han havde to Trældrenge at sælge ham. Rafn sagde, at han ej vilde Kjøbe dem, inden han saae dem. Thrand førte da frem to skaldede Drenge, iførte hvide Kofter; de vare skjønne, men saae meget forknytte ud. ”Er det ikke Tilfældet,” sagde da Rafn, ”at disse, Drenge ere Sønner af Brester og Bejner, som I dræbte for kort Tid siden?” ”Jeg troer det vist,” sagde Thrand, ”at det er saa.” ”Da komme de ikke i min Vold,” sagde Rafn, ”paa den Maade, at jeg skal give Penge for dem.” Thrand svarede: ”Vi skulle da indrette det paa en anden Maade, og her ere fem Mark Sølv, som jeg vil give dig, for at du skal føre dem bort med dig, og Dernæst sørge for, at det kan være vist, at de aldrig komme tilbage til Færøerne;” og Thrand hældte nu Sølvet i Skødet paa Skipperen og talte det for ham. Rafn syntes godt om Pengene, og sagde: ”Jeg vil tage imod Pengene, og føre Drengene bort, om du vil, og hverken sende dem tilbage eller føre dem selv; men om jeg sælger dem, eller de paa nogen Maade komme ud af min Magt, da kan jeg ikke staae inde for, at de ikke skulle komme tilbage.” De sluttede nu denne Akkord, og Thrand drog bort, men Rafn sejlede med Drengene til Norge, hvor de nøde god Behandling hos ham om Vinteren i Tønsberg. Om Vaaren beredte Rafn sig til at sejle i Østervegen; han spurgde Drengene, hvorledes de syntes om deres Tilstand. Sigmund svarede: ”Meget vel i Sammenligning med den Gang vi vare i Thrands Vold.” ”Kjende I min Aftale med Thrand?” spurgde Rafn. ”Ja!” svarede Sigmund. ”Det anseer jeg for bedst,” sagde da Rafn, ”at I drage fri og frelste bort fra mig, hvorhen I ville; I skulle ogsaa have de Penge til eders Underholdning, som Thrand gav mig; I kunne alligevel have vanskelig nok med at komme ud af det i et fremmedt Land; det var ogsaa især Grunden til, at jeg tog imod eder, at jeg troede at kunne forudsee, hvor skrækkelig Thrand vilde behandle eder, om I bleve der i hans Vold.” Sigmund takkede ham for hans gode Gjerning, og sagde, at han efter deres Sags daværende Tilstand førte sig højmodig op. Rafn foer om Sommeren over til Garderige, men Drengene forbleve der i Vigen to Vintre, efterat Rafn frigav dem, og de gave de Penge, som han havde overleveret dem, for deres Kost. Da var Sigmund tolv Aar gammel, men Thorer fjorten.


182. Samme Sommer som Brester og Bejner bleve dræbte paa Færøerne, og Drengene kom til Norge, blev Kong Harald Graafeld fældet, og Hakon Jarl tog den største Deel af Norges Rige i Lehn af Danekongen Harald Gormssøn. Jarlen opholdt sig for det meste nordoppe i Throndhjem. Da nu Frænderne Sigmund og Thorer vare uden Penge og ikke havde noget til deres Underholdning der i Vigen, fik de Lyst til at drage nordpaa til Jarlen, i det Haab snarest hos ham at kunne faae nogen Hjælp, eftersom deres Fædre havde tjent ham og været Hans kjære Venner. De begave sig da paa Rejsen, og gik bort fra Vigen, først til Oplandene og saa østerpaa gjennem Hedemarken; ved Vinterens Begyndelse naaede de op til Dovrefjæld, men bleve dog ved at gaae op paa Fjældet ene to; der kom da et haardt Vejr over dem, og de fore vild, da de ikke kjendte Vejene, og maatte gaae gjennem Snee og Uføre; de laae saaledes mange Dage ude uden Mad, og det kom omsider saa vidt, at Thorer maatte lægge sig ned og kunde ikke gaae; han bad da, at Sigmund skulde redde sig selv og søge at finde ned af Fjældet. ”Det skal aldrig skee,” svarede Sigmund, ”at vi skilles saaledes; enten skulle vi begge komme til Bøjgder eller begge døe.” Der var da den Forskel paa deres Kræfter, at Sigmund, skjønt han var yngre, lagde Thorer paa sin Ryg, og bar ham længe; han begyndte da ogsaa meget at udmattes; de fandt da en Dag, at det begyndte at gaae ned ad Bakke, og det blev dem da strax en Deel lettere at gaae, og da det begyndte at aftnes, kom de i en liden Dal, og derefter mærkeve de Lugten af Røg og fandt en liden Gaard foran sig; de gik derind og ind i Stuen, hvor der sade tvende Kvinder, den ene var til Alders, men den anden var ganske ung; de vare begge skjønne af Udseende og toge med Venlighed imod dem, afførte dem de vaade Klæder og gav dem tørre isteden; dernæst fremsatte de et Bord og satte Mad for dem; og siden bleve de fulgte til en Sæng med gode Klæder i. Konen sagde, at hun ikke vilde, at de strax kom for hendes Mands Øjne, naar han kom hjem, da han var meget vredladen. Sigmund og Thorer vaagnede siden ved at en stor Mand i en Rensdyrspels kom ind, bærende et Dyr paa Ryggen; han saae meget vredt og spurgde, hvo der var kommen. Konen sagde, at der vare komne to Drenge, som længe havde ligget ude paa Fjældene, og vare saa udmattede af Hunger og Kulde, at de næsten vare aldeles forkomne; ”Jeg nænte ikke,” sagde hun, ”at saa haabefulde Drenge skulde døe her ude under vore Gjerder, da Hændelsen havde ført dem herhid.” ”Ofte har jeg sagt dig,” svarede Manden, ”at du saaledes snarest vil røbe vort Opholdssted ved at tage Folk ind.” Han lod det dog forblive derved, og de sov om Natten. Om Morgenen tidlig kom Manden til Drengene, og sagde: ”Det tykkes mig, som Kvinderne ville, at I skulle forblive her i Dag og udhvile eder.” De sagde, at de gjærne vilde det. Bonden hed Ulf, hans Kone Ragnhild og deres Datter Thuride; hun var baade smuk og meget anseelig; Bonden var borte om Dagen, og kom hjem om Aftenen; han var da meget venlig imod Sigmund og Thorer, og spurgde dem nøje ud, hvo de vare, hvorfra de kom og hvorhen de agtede sig. Sigmund gav ham fuldstændig Underretning om det, han spurgde om. Næste Morgen kom Ulf til dem og sagde: ”I Henseende til den Underretning, som I gave mig om eders Rejse, da vil jeg sige eder, at I have faret til den ganske modsatte Side af den, I vilde, og hvor den alfare Vej er; herfra er til alle Sider langt til Bøjgder; derfor tykkes det mig bedst, eftersom ogsaa min Kone skynder dertil, at I opholde eder her i Vinter, om I ikke finde noget bedre for eder, og ere min Kone behjælpelige og til Rede, om hun behøver eder til noget hjemme paa Gaarden, thi jeg maa være borte hver Dag og være os om Føde.” De takkede ham for dette Tilbud, og sagde, at de gjærne vilde det. De vare der da om Vinteren, og nøde god Behandling. Det var snart tydelig at see, at Sigmund og Bondens Datter kunde godt lide hinanden; de talte ofte længe sammen, og Pigens Forældre formeente dem det ikke. Om Vaaren ved Sommerens Begyndelse sagde Ulf til dem: ”Nu have I været her i Vinter, og vi synes alle vel om eder; derfor giver jeg mit Minde til, at I kunne forblive her længer og voxe noget mere til, om I ikke synes andet bedre for eder; men det vil jeg betinge mig, at I ikke maa være nysgjerrige, eller drage for vidt omkring, naar jeg ikke er hjemme; og det beder jeg eder allermest at vogte eder for, at I aldrig gaae i den Skov, som ligger her norden for Gaarden.” De toge med Glæde imod Tilbudet og Vilkaaret. Bonden var længe hjemme om Sommeren, og lærte dem at fægte, skyde, svømme og andre Idrætter; og de mærkede snart, at Bonden var meget øvet i alskens legemlige Færdigheder; han var ogsaa baade stor og stærk. Da Frænderne havde været der tre Aar, skede det en Dag om Sommeren, da Ulf ikke var hjemme, at Sigmund sagde til Thorer: ”Jeg er meget nysgjerrig efter at vide, hvad der kan være i den Skov norden for Gaarden, hvorfor vi ikke maa komme der.” Thorer sagde, at han ikke vilde søge at faae det at vide, som hans Fosterfader saa meget havde forbudt ham. Sigmund fik dog at raade, og de gik hen i Skoven. Sigmund havde i sin Haand en lille kortskaftet Vedøxe; de kom frem paa en aaben Plads i Skoven, og hørte en stærk Bragen henne i Skoven; dernæst lod en stor og grum Skovbjørn sig tilsyne, og foer frem med megen Allarm og Heftighed. Drengene løb strax tilbage ad Stien, som gik til Gaarden, men Bjørnen efter dem. Stien var meget trang, men da Bjørnen var kommen paa den, vendte Sigmund sig imod den haardt og hastig, og hug med begge Hænder Øxen mellem Ørerne paa Dyret, saa at hele Bladet gik i, og Dyret faldt dødt ned; siden rejste de Bjørnen op og løb hjem. Ulf kom da meget uvenlig imod dem, og spurgde, hvor de havde været. Sigmund svarede: ”Det har nu ikke gaaet os godt, min Fosterfader! da vi have overtraadt dit Bud, og en stor Bjørn har jaget efter os i Dag.” ”Det væntede jeg,” svarede Ulf, ”og derfor var jeg nu kommen paa Vejen, for at søge efter eder, men nu er det dog bedre, end jeg havde væntet, da den ikke har beskadiget eder. Jeg vilde ogsaa, at den ikke skulde beskadige eder ofte, men dog er det Dyr af den Beskaffenhed, at jeg har været noget bange for at binde an med det, men nu vil jeg dog forsøge paa at træffe det.” Han løb da frem ad Stien ind i Skoven, saae snart Bjørnen, og troede at den var levende; han havde et stort Spyd i Haanden. Drengene løb efter ham, og saasnart Bonden saae Bjørnen, gik han raskere frem, og da han kom til, fattede han Spydet i begge Hænder, og stak Bjørnen igjennem, og denne faldt strax, som man kunde vænte; Ulf saae da, at Bjørnen var forud død, og sagde: ”Spotte I mig nu; hvo af eder har dræbt Dyret?” Thorer sagde: ”Intet kan jeg tilegne mig af den Daad, men Sigmund har dræbt Bjørnen med din Vedøxe.” ”Dette er en stor Manddoms Daad,” sagde Manden, ”og den er Forbud paa mange store Bedrifter af dig, Sigmund!” Ulf bar fra den Tid endnu mere Agtelse for Sigmund end tilforn. De vare der nu i alt i sex Aar; da var Sigmund atten Aar og Thorer tyve. Sigmund var da bleven den drabeligste Mand i Væxt, Styrke og Færdighed i alskens Idrætter af alle paa den Tid i Norge.


183. Sigmund sagde da til sin Fosterfader Ulf, at han agtede nu at drage bort derfra. Ulf sagde, at det skulde staae til dem, ”og det er godt,” lagde han til, ”at I her i min Hytte ere komne lidt til Kræfter;” han lod da gjøre dem Klæder og berede dem vel til Bortrejsen. Ulf fulgde dem nordpaa over Dovrefjæld, til de kunde see ned i Orkedalen. ”Nu har jeg fulgt eder hjemmefra,” sagde han, ”som det kunde være mine egne Sønner; nu vil jeg vende tilbage; men for vi skilles, ville vi sætte os ned; det er nu kommet saa vidt, at jeg er meget bekymret ved eders Bortrejse, men Kvinderne ere endnu mere; nu vil jeg vide, hvem jeg har haft i Opfostring, saa at I underrette mig om eders Æt og Herkomst, og hvad der er hændet eder, før I kom til mig.” De fortalte ham nu nøjagtig om deres Æt og Ophav, og hvorledes de vare forjagne fra deres Ejendomme og Fødestavn, ”men nu ville vi, min Fosterfader!” sagde Sigmund, ”at du underretter os om dine Hændelser, og om hvo du er.” ”Det er ikke megen Omtale værdt,” svarede han, ”først er herom at sige, at jeg med mit rette Navn hedder Thorkel; min Fader hed Stejngrim, han var en rig Mand, og boede paa Hedemarken i Oplandene; jeg voxte op hos min Fader, og var i min Ungdom anseet for stor og stærk; min Fader vante mig tidlig til Legemsøvelser, især til Skydning, og jeg kom snart til at skyde meget godt. Da jeg havde Alder og Styrke dertil, foretog jeg mig hver Vinter, saasnart Isen lagde sig paa Vandet og det blev tør Frost, at begive mig ud i Skovene med mine Legekammerater for at skyde Dyr, derfor blev jeg kaldt Thorkel Tørfrost. Paa Hedemarken ikke langt fra min Faders Bøjgd herskede en mægtig Mand, som hed Thoralf, han var Oplændingernes Kongers Sysselmand. Thoralf var gift og hans Kone hed Idun, deres Datter Ragnhild, hun var meget smuk. Til denne Pige bejlede jeg, men Thoralf vilde gifte hende til en anseeligere Mand. Da Thoralf engang kort efter ikke var hjemme, drog jeg derhen med en anden Mand i følge, tog Ragnhild bort om Natten og førte hende hjem til min Fader; men da han ikke vilde beholde mig der, uden jeg vilde føre hende tilbage, fik jeg elleve af mine Jævnaldrende til at følges med mig, og vi opholdt os ude i Skovene. Saasnart Thoralf kom hjem og blev dette vaer, drog han først til min Fader med hundrede Mand og ransagede der hvert Huus. Siden droge de ud i Skoven og skiftede deres Hær i Troppe at lede efter os, og Thoralf fandt os med tredive Mænd; de anfaldt os med Vaaben, men vi værgede os mandig, og det endtes saaledes omsider, at der faldt tolv Mand paa Thoralfs Side, men syv paa min, og vi øvrige fem flyede bort i Skoven. Thoralf selv var dødelig saaret, og blev ført hjem af sine Mænd og hans Datter Ragnhild ligeledes. Thoralf døde af Saarene strax da han kom til Bøjgden, men vi Stalbrødre bleve hemmelig helbredede hos min Fader. Oplændingernes Konger holdt et offentligt Thing, da deres Sysselmand Thoralf var dræbt, og de gjorde mig landflygtig, men mine fire Stalbrødre slap med Pengebøder. Min Fader kunde da ikke beholde mig hjemme hos sig, og han sendte mig da til en Hule, hvor jeg var eensom en lang Tid og kjedede mig meget. Siden for jeg en Nat til Gaarden, som Thoralf havde ejet, og førte Ragnhild bort anden Gang, og drog da vidt omkring i Skoven at opsøge mig et Tilflugtsted, og jeg kom da omsider hertil, og har boet her siden i atten Vintre, det er min Datter Thurides Alder.” ”Stor er Fortællingen om dit Levnetsløb, som jeg væntede,” sagde Sigmund, ”men nu vil jeg bekjende for dig, at jeg har værre lønnet dig for din Opfostring og Velgjerning imod mig, end det burde sig; din Datter sagde mig, før vi skiltes, at hun er frugtsommelig ved mig, og det var især Grunden til at jeg drog bort, at jeg ikke vilde, at det skulde foraarsage Misforstaaelse mellem os, og jeg vil nu bede dig om, at du ikke gifter hende til nogen anden Mand end mig; thi jeg vil ægte hende eller ingen Kvinde ellers.” ”For lang Tid siden vidste jeg,” svaredeThorkel, ”at det stod sig godt imellem eder, og jeg vilde ikke forhindre det, min Datter vil heller ikke kunne faae bedre Mand; men jeg vil bede dig, Sigmund! om du faaer nogen Indflydelse hos Høvdingerne her i Norge, at du søger at bringe mig i Forlig med mine Herredsfolk; thi jeg begynder meget at kjedes ved Opholdet i disse Ubygder.” Sigmund lovede, at sætte det igjennem, om han formaaede. Derefter skiltes de, og Thorkel gik tilbage; men Sigmund og Thorer droge videre frem, indtil de kom nordop til Throndhjem til Hakon Jarl; de hilste paa Jarlen; han optog det vel, og spurgde, hvo de vare. Sigmund sagde deres Navne, ”og er jeg,” sagde han, ”en Søn af Brester, men han en Søn af Bejner, som vare en Tid eders Hofsinder og Sysselmænd ude paa Færøerne, og bleve der dræbte for ni Vintre siden; nu ere vi Frænder og Fostbrødre komne her omsider til eder, Herre! for at vi ville blive eders Mænd, da vi vænte af eder god Anseelse og Forfremmelse for vore Fædres Skyld.” ”Ej veed jeg,” svarede Hakon Jarl, ”hvad sandt der er i det du siger, thi jeg har spurgt, at disse Brødre havde unge Sønner, og der gaae forskjellige Sagn om, enten de have været dræbte med deres Fædre, eller der er sørget paa anden Maade for dem der ovre paa Øerne; somme sige, at de ere blevne førte herover til Norge og have en Tid opholdt sig øster i Vigen, men siden spørges ikke til dem. Nu vil jeg ikke spare at give eder Føden, men selv kommer du til at lyse dig i Æt ved nogle Manddomsgjerninger, før jeg troer, at du er min Ven Bresters Søn, skjønt du ej er ham ulig i væxt og Udseende.” Jarlen viste dem til Sæde hos sine Gjæster; der vare de om Vinteren, og efterhaanden viste Jarlen dem alt mere og mere Hæder efter sine Sønner Svends og Erik Jarls Raad. Sigmund og Thorer droge paa Krigstoge om Sommeren, og kom om Høsten tilbage med meget Gods og Bytte; de vare da hos Jarlen den anden Vinter, og nøde god Behandling, Sigmund kom da i stor Kjærlighed hos Jarlen og blev hans Hofsinde. Sommeren derefter gjorde Jarlen Thorkel Tørfrost fri for sin Landflygtighed paa det almindelige Thing efter Sigmunds Bøn, og lod ham føre fra Fjældet. Thorkel var da hos Jarlen Vinteren efter tilligemed hans Kone og Datter, og Sigmunds og Thurides Barn, som hun havde født om Vinteren, det var en Mø og hed Thora. Hakon Jarl gav siden Thorkel Tørfrost et Syssel at styre i Orkedal. Saaledes forløb nu fire Aar, i hvilke Sigmund var hos Jarlen om Vinteren i megen Anseelse, men foer paa Krigstoge om Sommeren, og forhvervede sig Gods og Berømmelse ved tapre Bedrifter og mange Heltegjerninger, som fortælles i hans Saga. Han var meget indsigtsfuld i Hærens Anførsel, tapper og behændig i Kamp og alskens Angreb; han øvede ofte den Færdighed, naar han stred, som faa kunde tage sig i Agt for, skjønt de vare tapre Vikinger, der strede imod ham, nemlig at han kastede sit Sværd og Skjold begge paa een Gang i Luften, tog saa Skjoldet med den højre Haand og Sværdet med den venstre, og hug med; thi han brugte begge Hænder lige godt i Kampen; og i alle Legemsfærdigheder har Sigmund Bresterssøn overgaaet de fleste Mænd i Norge paa den Tid, saa at han i Styrke og Idrætter er sammenlignet med Kong Olaf.


184. Da Sigmund Bresterssøn havde været fire Vintre hos Hakon Jarl, sagde han Jarlen, at han agtede sig ud til Færøerne for at hævne sin Fader, og bad Jarlen staae ham bi til denne Rejse baade med fornøden Udrustning og Raad, hvorledes han skulde anlægge Planen for denne Færd. Jarlen svarede: ”Jeg skal vist overlægge denne Sag med dig, og er denne Rejse ikke saa lang som den er forbunden med vanskeligheder; thi man kan ikke styre derhen med Langskibe formedelst Storme og Strømme, som der ofte kunne være saa stride, at et Handelsskib næppe kan holde sig der; det tykkes mig derfor bedst, at jeg lader dig gjøre til denne Færd to Knørrer (90), men du skal selv vælge de raskeste Mænd, du kan faae, til at besætte dem med.” Sigmund takkede ham for hans Bistand og gode Løfter. Dette var imod Slutningen af Vinteren. Jarlen lod strax begynde paa Skibsbygningen. Sigmund beredte det Fornødne, saasnart det led imod Vaaren, han skaffede sig Folk og stærke og sikre Skibsredskaber; til hver Knør udvalgde han halvtredsindstyve raske Mænd. Jarlen gik hen for at see, da Skibene vare skudte ud og Udrustningen var heel færdig. Da sagde Jarlen: ”Nu synes mig, Sigmund! som din Rejse er udstyret saa godt, det har været mueligt, men saa haard en Prøve har man der for sig, naar man har at stride mod Thrand i Gata, at næppe vil det allene være tilstrækkeligt; nu vil jeg vide, Sigmund! hvilken Tro du har.” Sigmund svarede langsomt herpaa: ”Det er ikke mærkeligt, Herre!” sagde han, ”thi jeg har ingen anden Tro, end at jeg stoler paa min Lykke og Sejersælhed, og den har hjulpet mig godt, saalænge jeg har været paa Krigstoge.” ”Ikke maa det saa være,” sagde Jarlen; “og kommer du til at sætte din Fortrøstning til den, paa hvem jeg sætter min hele Lid, nemlig Thorgerde Hørdebrud; vi ville drage hen til hende.” De gik da til Gudehuset, og Jarlen faldt ganske ned til Jorden for hendes Billede; og der laa han længe. Billedet var meget smykket, og havde en tyk Guldring paa Armen; og da Jarlen stod op, tog han efter Ringen, og vilde tage den af hende, men det forekom Sigmund, som hun bøjede Haanden. Da sagde Jarlen: ”Hun er ikke blid imod dig, Sigmund! og veed jeg ikke, hvorledes jeg skal bringe dig i Forlig med hende; det kunne vi mærke paa, om hun vil give os Ringen, som hun har paa Haanden.” Jarlen tog nu meget Sølv og lagde paa Fodstykket for hende; han lagde sig da ned anden Gang paa Gulvet for hende, og Sigmund mærkede, at Taarerne trillede ham af Øjnene, og da han stod op, tog han efter Ringen, og hun lod den da løs. Jarlen gav Sigmund Ringen og sagde: ”Denne Ring giver jeg dig til Forvarsel om Lykke, og skal du aldrig skille dig ved den.” Dette lovede Sigmund. Derpaa drog Sigmund til sine Skibe og Folk, og de stak i søen. Sigmund styrede den ene Knør og hans Frænde Thorer den anden. Førend de sejlede fra Norge, havde de spurgt alle Tildragelser paa Færøerne, at Øssur Hafgrimssøn, som Thrand havde opfostret, var bleven en rask Mand, og havde antaget Herredømmet over sin Fædrenearv Syderø, og Overherredømmet over det Halve af Færøerne ligemed Thrand; tillige havde han, efter Thrands Raad, underlagt sig alle de Ejendomme, som Brester og Bejner havde besiddet; Thrand sagde, at det skulde være Bøder for hans Faders Drab. Øssur havde Gaarde paa Syderø og Dimun og en tredie paa Skufø, og der opholdt han sig mest, og lod der gjøre et baade højt og stærkt Forsvarsværk om Gaarden, thi Færøboerne havde spurgt, at Sigmund Bresterssøn var bleven berømt af sine store Bedrifter.


185. Om Sigmund og hans følge er dernæst at berette, at de havde god Bør, indtil de vare komne temmelig nær til Færøerne; de, som vare der bekjendte, sagde, at de vare nærmest Østerø. Sigmund sagde, at han ogsaa vilde helst see først at faae Thrand i sin Magt. Kort efter kom der et stærkt Vejr imod dem, og baade Strøm og Storm slog dem fra Øerne: Skibene, som forhen havde sejlet sammen, dreve nu til forskjellige Sider, men da der var Mandskab i tilstrækkelig Mængde, og Mændene paa Sigmunds Skib vare tapre, naaede de til Svinø; de kom der i Tusmørket, og fyrretyve Mænd gik strax op til Gaarden, men ti passede Skibet; de opbrøde den Stue, hvori Bjarne sov, grebe ham og førte ham ud. Bjarne spurgde, hvo der styrede denne Hær, der foer saa voldsomt frem. Sigmund sagde sit Navn. ”Jeg veed,” sagde Bjarne, ”at du kan synes, at have Sag imod mig, da jeg var med i den Træfning, hvori din Fader og Farbroder bleve tagne af Dage; men dog vil du være haard mod dem, som den Gang ikke viste dig andet end Ondt, og gave det Raad, at du og Thorer skulde begge dræbes, hvis du behandler mig saa haardt; husker du ikke, hvad jeg sagde derom?” ”Det husker jeg nøje,” svarede Sigmund, ”og det skal du nu nyde Godt af, saa at du skal beholde Liv og Lemmer, men jeg vil ene raade for alt det andet.” Bjarne tilstod det. ”Da skal du nu strax fare med os,” sagde Sigmund, og sige os Vejen til Østerø.” Bjarne svarede: ”Did kan man paa ingen Maade komme med den Vind, som nu er.” ”Da siig du os Vejen til Skufø, om Øssur er der,” sagde Sigmund. ”Det skal jeg gjøre, som du vil,” sagde Bjarne, ”og jeg mener det er ganske sikkert at træffe ham der.” Bjarne skaffede dem alle de Mænd, som han kunde faae, og de fore i Førstningen af Natten afsted og kom i Dagningen til Skufø. Skufø er saa beskaffen, at der er en Sti at gaae op ad, hvor kun een kan komme frem ad Gangen, og aldrig komme der saa mange, at den kan indtages, hvis der ere tyve Karle til Forsvar paa Stien. Sigmund gik strax op med sin Trop paa Øen, thi der vare ingen Folk til Forsvar paa Stien. Men da de kom til Gaarden, var Øssur kommen op paa Skandsen med tredive Mænd. Øssur spurgde, hvo disse Mænd vare, som vare komne der. Sigmund nævnte sig og sin Fader. Da sagde Øssur: ”Du maa synes at have Ærende hid; jeg vil fra min Side tilbyde dig Forlig, og at de bedste Mænd her paa Øerne skulle afsige Dom i hele vor Sag. ”Jeg vil ikke høre om noget Forlig,” sagde Sigmund, ”om du ikke overgiver mig Selvdom.” Øssur nægtede det strax. Sigmund bød da sine Mænd angribe Skandsen, men han gik ene langs med forskandsningen bag om Husene, saa at de, som vare i Skandsen ikke mærkede det; han kom da til et Sted, hvor Muren var falden lidt ned, og der var noget lettere at stige op end andensteds. Sigmund havde en sølvbeslaaet Hageøxe, en Hjælm paa Hovedet, og var omgjordet med et Sværd. Sigmund gik fra Skandsen, tog løb til, og sprang saa højt op paa Muren, at han fik Øxehagen op paa den øverste Kant, klatrede saa op ved Hjælp af Skaftet, og kom saaledes op paa Skandsen. Det fik een af Øssurs Mænd at see, og han vendte strax imod ham og hug til ham med sit Sværd. Sigmund afparerede Hugget, og stak Øxespidsen i Brystet paa ham, saa at Øxen gik dybt ind, og han faldt død tilbage. Dette blev Øssur vaer, sprang imod Sigmund, og hug til ham; han afparerede Hugget, og hug igjen til Øssur, saa Hugget tog hans højre Haand af, og Sværdet faldt ned, og strax gav Sigmund ham igjen et Hug paa Brystet, saa det gik igjennem, og Øssur faldt død til Jorden. Da styrtede flere Mænd frem imod Sigmund, men han sprang baglænds ud fra Skandsen og kom staaende ned. Siden satte Sigmund de Mænd, som vare i Skandsen to Vilkaar, at de enten skulde overgive sig til ham og overlade ham Selvdom, eller han vilde brænde og nedbryde Skandsen. Men de overgave sig i hans Vold.


186. Om Thorer Bejnerssøn er at berette, at han var kommen til Syderø, og traf sammen med Sigmund, efterat Øssur var falden. Derefter droge Mænd imellem Sigmund og Thrand; der blev foreslaaet Fred, og stævnet til en Sammenkomst imellem dem paa Strømsø. Der kom Thrand, og var da meget oprømt; der var en stor Forsamling; men da det blev bragt paa Bane om Forlig mellem ham og Sigmund, sagde Thrand: ”Det var ikke tilbørligt, min Frænde Sigmund! at jeg var tilstede ved den Træfning, hvori din Fader blev dræbt. Derfor vil jeg tilstaae dig et Forlig, hvorved din Hæder mest vil forøges, og som du kan bedst være fornøjet med, at du ene afgjør hele vor Sag; dog under den Betingelse, at jeg beholder Tilladelse til at opholde mig her i Landet, og det samme Herredømme, som jeg nu har.” ”Tvende Vilkaar vil jeg foreslaae,” svarede Sigmund, ”at vi skulle begge fare over til Norge til Hakon Jarl, og skal han saa afgjøre Forliget imellem os, ligesom han vil; men om du ikke vil det, da ville vi ikke være forligte, og det anseer jeg rimeligst, at Skjæbnen bestemmer, hvo af os der skal have Overhaand, naar vi fortsætte Striden.” Thrand var meget uvillig til at drage til Hakon Jarl, men eftersom Sigmund ikke vilde give efter heri, og Thrand saae, at det andet Vilkaar var værre, da tilstod han det, som Sigmund bød, at de skulde begge drage til Norge om Sommeren. Det var da roligt i Færøerne om Vinteren. Sigmund opholdt sig paa sin Gaard paa Skufø med megen Pragt og stor Forsamling om sig. Men om Sommeren efter gjorde han sit Skib i Stand. Thrand udrustede ogsaa et stort og godt Førselsskib, som han ejede; og den ene vidste, at den anden udrustede sig. Sigmund sejlede, saasnart han var færdig; han fik en heldig Rejse, og kom til Jarlen og fortalte ham om hans og Thrands Forlig. Jarlen svarede: ”Ej have du og Thrand været lige snilde i dette; jeg vænter ikke, at han kommer snart til mig, da han ikke foer med dig.” Men imod Slutningen af Sommeren kom der Folk ude fra Færøerne, og havde da at fortælle om Thrand, at han havde sejlet ud paa Havet, men var bleven dreven tilbage, og hans Skib var blevet beskadiget, saa det ikke kunde holde Søen. Sigmund bad da Jarlen at afgjøre Sagen mellem ham og Thrand, uagtet denne ikke var kommen. Jarlen sagde, at det skulde skee: ”Jeg dømmer Thrand i tvende Mandebøder, fordi han var deelagtig i Brødrenes Drab, i en tredie, fordi Thrand raadede til at lade dig og Thorer dræbe, i en fjerde, fordi Thrand solgde eder to Frænder som Trælle; du skal ogsaa have Herredømmet over den halve Deel af Øerne, som din Fader havde i Lehn af mig, men den anden halve Deel skal inddrages, fordi Hafgrim og Thrand dræbte mine Hofsinder Brester og Bejner. Hafgrim skal være ugild (91) formedelst Bresters Drab og Angrebet paa sagløse Mænd. For Øssur skal intet bødes, formedelst den Ubillighed at han tilegnede sig din Ejendom, hvor han blev dræbt, men hine Bøder skal Thrand betale dig i een Sommer. Saaledes er nu min Afgjørelse af Sagen, og du deler da disse Bøder med Thorer, som dig synes.” Sigmund takkede Jarlen for denne Afgjørelse, og var hos ham om Vinteren. Men om Vaaren foer han ud til Færøerne, og stævnede Thrand til Thinge i Strømsø. Da de nu mødtes, sagde Sigmund, at Thrand havde med Forsæt unddraget sig fra Rejsen til Norge. Han sagde ham derpaa Jarlens afgjørelse af Sagen, og bad ham hurtig at gjøre een af Delene, enten tilstaae denne Afgjørelse eller nægte Forlig. Thrand bad endnu Sigmund, selv at dømme i deres Sag; men da han saae, at Sigmund ikke vilde det, valgde han heller at antage Jarlens Afgjørelse, end at de skulde være uenige, men udbad sig dog en længere Frist til Pengenes Udbetaling, end Jarlen havde bestemt. Og ved andre Mænds Bøn lod Sigmund sig bevæge til at tilstaae, at disse Penge maatte betales i trende Foraar. De skiltes dernæst enige, saa at sige, Øssur Hafgrimssøn havde efterladt sig en ung Søn, som hed Leif. Denne Dreng tilbød Thrand at ville opfostre; Leif voxte da op i Gata hos Thrand. Om Sommeren gjorde Sigmund sit Skib færdigt for at rejse til Norge, Thrand betalte da den ene Trediedeel af Pengene, og var dog meget træg dertil, Sigmund krævede Hakon Jarls Skatte sammen, før han sejlede fra Færøerne, og førte ham dem. Han opholdt sig hos Jarlen om Sommeren, og ægtede da Thorkel Tørfrosts Datter Thuride. Men om Høsten sejlede Sigmund ud til Færøerne; hans Kone Thuride og deres datter Thora fore da ud med ham. Sigmund opholdt sig der om Vinteren, Og om Vaaren paa Strømsø Thing krævede Sigmund af Thrand den Trediedeel af Pengebøderne, som da skulde betales: Thrand var langsom til at svare derpaa, men gav dog Sigmund gode Ord. ”Det er Tilfældet, Frænde!” sagde Thrand, ”at her er en Dreng til Opfostring hos mig, som hedder Leif. Nu vil jeg bede dig, Frænde! og det vil synes dig tilbørligere og rettere, at du tilstaaer Leif nogle Bøder for hans Fader Øssur Hafgrimssøn, som du dræbte: det vil da passe sig godt, at jeg maatte Betale ham i Bøder for hans Fader, de Penge, som du troer at have till gode hos mig,” “Det gjør jeg ikke,” sagde Sigmund, ”og intet andet for dine Ord; du skal paa ingen Maade slippe fri herfor; du skal betale mig Pengene, eller der skal hændes dig noget værre.” Thrand betalte da Hælften af denne Trediedeel, og sagde, at han ikke var i Stand til at betale mere den Gang. Sigmund førte bestandig i Haanden den tohagede Øxe, hvormed han dræbte Øssur; og da Thrand var træg til at betale Pengene, gik Sigmund ind paa ham, satte Øxespidsen for Brystet og sagde: ”Gjør nu een af Delene, Thrand! at du betaler Pengene strax paa Stand, saa meget som du nu har at betale, eller jeg skal støde med Øxen, saa du skal komme til at føle det.” ”En farlig Mand er du,” svarede Thrand, ”da du ikke skaaner dine Frænder mere end andre.” Thrand bød da een af sine Mænd at gaae hen til hans Telt, og see efter, om nogle Penge vare blevne tilbage i den Pengepung, som der laa. Manden kom tilbage, og rakte Pungen til Sigmund; Sølvet blev da vejet, og der var deri saa meget, som Sigmund skulde have. Dermed skiltes de; Sigmund drog da endnu om Sommeren over til Norge, og førte Hakon Jarl sine Skatte, og kom tilbage til Færøerne om Høsten; der boede han paa sin Gaard om Vinteren. Sigmund var meget vennesæl der paa Øerne. Han og Svinø-Bjarne holdt vel deres Forlig, og Bjarne stillede ofte tilfreds mellem Sigmund og Thrand, naar det var nærved at komme til aabenbar Fejde. Om Vaaren, da Folk kom sammen til Strømsø Thing i Thorshavn, og Sigmund krævede af Thrand den Trediedeel af Pengene, som endnu ikke var betalt, forlangte Thrand atter Bøder paa Leifs Vegne for hans Fader; mange søgte da at mægle Forlig imellem dem. Da sagde Sigmund: ”Lejf kommer snarere til at undgjælde for end nyde Godt af Thrand hos mig; men for gode Mænds Ord skulle disse Penge nu blive staaende hen saaledes, men ej eftergiver jeg dig dem, og ej betaler jeg dem i Bøder.” Dermed blev Thinget sluttet. Sigmund beredte sig, da det led ad Sommeren, til at sejle til Norge med Hakon Jarls Skatte: han blev meget sildig færdig, og styrede ud paa Havet, saasnart han var beredt. Hans Kone Thuride blev da tilbage paa Øerne, men Thorer Bejnerssøn var bestandig hos Sigmund, hvad enten han opholdt sig rolig hjemme, eller foer mellem Landene. De holdt altid mellem sig det kjæreste Fostbrødrelag og Frændskab. Sigmund naaede Throndhjem om Høsten, og Han og Thorer vare hos Jarlen om Vinteren, og bleve meget kjærligen behandlede. Den Vinter kom Jomsvikingerne til Norge, og holdt Slag med Hakon Jarl og hans Sønner, som før er berettet. Frænderne Sigmund og Thorer vare med i Slaget med Jarlerne Hakon og Erik, og det berettes, at Sigmund var den Første af alle, der gik op paa Bue hin Digres Skib, da han stred paa det hidsigste, og dernæst Thorer med tredive Mand. Men da Sigmund og Bue skiftede Vaaben sammen, og Sigmund saae, at han ikke kunne maale sig med Bue i Styrke og store Hug, nyttede han sin Behændighed, og kastede sit Skjold og Sværd op i Luften, og skiftede dem om i sine Hænder, som han ofte plejede. Det havde Bue ikke beredt sig paa, og Sigmund hug nu med den venstre Haand Hænderne af Bue i Haandledet; derefter sprang Sigmund tilbage paa sit Skib med syv Mænd, men alle de andre, som vare gangne op med Thorer, bleve dræbte. Bue sprang da over Borde, og hans Skib blev ryddet, som før blev fortalt. Men om Vaaren efter gav Hakon Jarl Sigmund store Gaver, før de skiltes. Frænderne sejlede da ud til Færøerne, og sloge sig der til Ro, og Sigmund herskede der da ene.


Kong Olaf sender Bud til Sigmund Bresterssøn

187. Nu maa man begynde Fortællingen der, hvor den før slap, at Kong Olaf Tryggvesøn havde været to Vintre i Norge, og om Vinteren kristnet hele Throndhjem. Den følgende Vaar skikkede Kongen Budskab ud til Færøerne til Sigmund Bresterssøn, og indbød ham til at komme til sig, og lod ham sige, at det skulde være en Hædersrejse for ham, og at Kongen vilde gjøre ham til den fornemste Mand paa Færøerne, om Sigmund vilde blive hans Mand. Samme Sommer kom Stefner Thorgilssøn ude fra Island, hvem Kongen forrige Sommer havde sendt did, som før er berettet. Kongen tog imod ham med den største Venlighed, og Stefner var hos Kongen, og fortalte ham Udfaldet af sin Rejse, ligesom det var gaaet, og hvor ilde hans Andragende var optaget paa Island, tilføjende, at han troede, det vilde blive vanskeligt at faae Kristendommen indført der.


Kong Olaf sender Thangbrand til Island

188. Kong Olaf havde beskikket Thangbrand til Præst ved Kirken inde paa Moster, som før er omtalt, og bød ham døbe alle de Folk i Hørdeland, som vilde antage Troen, og ikke vare døbte, inden Kongen drog nord op i Landet. Men da Thangbrand var en gavmild Mand, havde mange Folk om sig, og holdt sig og sine Mænd vel, og de nærmeste Stormænd vare ikke faste i Troen og ikke villige til at give Almisse til at understøtte Præster og Klerke; da forødtes snart de Ejendomme, som Kong Olaf havde lagt til Kirken. Men da Thangbrand saae, at han ikke uden andre Midler kunde holde ved, som han havde begyndt, med Gavmildhed og Rundhed; tog han sig for at hærje og plyndre hos Hedningerne, og underholdt saaledes sig og sin Hær. Derved paadrog han sig Kong Olafs Vrede, thi Kongen paabød Fred over hele sit Rige, og forbød Folk al Krig og Plyndringer i Landet, uden naar han selv lod straffe Folk for deres Forbrydelser. Kongen bød derfor Thangbrand at komme til sig. Thangbrand kom da til Kong Olaf oppe i Throndhjem til samme Tid, som Stefner nylig var kommen ude fra Island, som nu berettedes. Da Thangbrand kom til Kong Olaf, talte Kongen haardt til ham, og sagde saaledes: ”Du gjør en slet Forandring i din Opførsel, i det du drager paa Krigstoge som hedenske Vikinger, og nærer dig og andre ved Røveri og Ran, istedenfor at du skulde tjene Gud, og kaldes hans Præst; det skal du nu vide, at for dette skal du miste al Hæder, og drives bort fra mit Rige.” Thangbrand svarede: ”Jeg har forbrudt mig storligen, Herre! men dog vil jeg bede eder om Miskundhed for mig; paalæg mig nogen Bod og noget besværligt og farligt Foretagende, hellere end at landsforvise mig og drive mig bort fra eder; thi jeg vil gjøre alt, hvad der staaer i min Magt, for af befrie mig fra eders Vrede.” ”Om du ønsker at beholde mit Venskab,” svarede Kongen, ”da skal du fare ud til Island, og faae der med Guds Bistand alt Folket omvendt til den sande Tro. Kan du nu faae det sat igjennem, da kan du vænte dig af mig samme Hæder og Forfremmelse som før eller endogsaa større.” ”Fare skal jeg,” svarede Thangbrand, ”hvorhen I vil sende mig, og forsøge at udføre Guds og eders Ærende, men ej kan jeg vide, hvad Fremme denne Sag vil faae.” Siden gav Kong Olaf Thangbrand et godt Skib og Mænd til følge, baade lærde og ulærde, og alle Ting, som han behøvede til Kristendommen, og lod ham udstyre paa det bedste til Rejsen. Thangbrand var stor af Væxt og stærk af Kræfter, veltalende og en god Klerk, en anseelig Mand og modig til alle mandige Foretagender, skjønt han var Præst; han vældede sig ikke ind paa andre, men var haard og ubevægelig baade i Ord og Gjerning, om han blev vred. Thangbrand skiltes fra Kong Olaf i Nidaros, og han sejlede ud paa Havet, saasnart han var færdig og der gaves Bør.


Kong Olaf forkynder Troen for Sigmund

189. I Slutningen af Vinteren drog Kong Olaf norden fra Throndhjem, og da han kom til Søndmøre, og gjæstede der hos en anseelig Bonde, kom Sigmund Bresterssøn ifølge Kongens Bud ude fra Færøerne tilligemed sin Frænde Thorer. Da Sigmund kom til Kongen, tog denne med Glæde imod ham, og de havde snart en Samtale. Kongen begyndte saaledes: ”Vel har du gjort, Sigmund! at du ikke undslog dig for denne Rejse; Hovedaarsagen, hvorfor jeg bød dig til mig, er, at der er meget fortalt mig om din Tapperhed og dine Færdigheder; jeg vil gjærne være din fuldkomne Ven, om du vil adlyde mig i det, som jeg seer mest paa; somme sige ogsaa, at det ikke vilde være upassende, at vi slutte Venskab, fordi vi begge nu ansees for ikke umandige, men have længe vandret vidt omkring og udstaaet meget Ondt, inden vi kom til vor tilbørlige Anseelse, thi Adskilligt har hændet os begge ikke uligt i vor Landflygtighed og Trældom: du var et Barn, og saae paa, at din Fader blev dræbt sagløs, men jeg var i Moders Liv, da min Fader ved Svig blev dræbt uden mindste anden Aarsag end sine Frænders Ondskab og Efterstræbelse. Det er ogsaa fortalt mig, at tværtimod at der bleve budte dig Bøder for din Faders Drab, skyndte dine Frænder til at dræbe dig tilligemed din Fader, og siden blev du solgt som Træl, ja der bleve endogsaa givne Penge til, at du skulde underkues i Trældom, og du blev saaledes forjagen og uddreven fra dine Ejendomme og Odelsjorder, og havde ikke noget at hjælpe dig frem med i fremmed Land, uden hvad dig aldeles uvedkommende Mennesker af Barmhjærtighed efter den Almægtiges Forsyn og Styrelse understøttede dig med. Ej uligt dette, som jeg nu har opregnet om dig, har ogsaa hændtes mig: Saasnart jeg var født, forfulgde og efterstræbte mine Landsmænd mig, og agtede at skille mig ved Livet, saa at min Moder maatte i usle Omstændigheder flye med mig bort fra sin Fader, Frænder og alle sine Ejendomme; saaledes forløb de tre første Aar af min Levetid. Siden bleve vi begge tagne af Vikinger, og da skiltes jeg fra min Moder, saa at jeg saae hende aldrig mere; derpaa blev jeg tre Gange solgt i Trældom; jeg var da i Estland aldeles ukjendt af alle, indtil jeg var ni Aar gammel; da kom der een af mine Frænder, som kjendtes ved min Æt; han løste mig ud fra Trældom, og førte mig med sig over til Garderige; der var jeg i andre ni Aar fremdeles i Udlændighed, skjønt jeg da ansaaes for fri; der kom jeg noget til Kræfter og fik Dernæst større Hæder og Anseelse af Kong Valdemar, end det kunde væntes for en Udlænding; ogsaa det var næsten at ligne med den Hæder, du fik af Hakon Jarl. Nu er det omsider kommen saa vidt, at vi begge have erholdt vor Fædrenearv og Fødeland, efter længe at have maattet undvære Held og Anseelse. Nu har jeg, allermest af den Grund, at jeg har spurgt, at du har aldrig ofret til Afguderne efter andre Hedningers Skik, godt Haab om, at den høje Himlens Konge, alle Tings Skaber, vil ved min Tale lede dig til Kundskab om hans ophøjede Navn og den hellige Tro, og gjøre dig til min Stalbroder i den sande Religion, som du er mig lig i Styrke og Færdigheder og mangfoldige andre Miskundheds Gaver, som Herren har givet dig ligesom mig i lang Tid, førend jeg havde nogen Oplysning om hans Herlighed. Gid nu den samme almægtige Gud vil tillade, at jeg faaer dig ført til den sande Tro, og underlagt hans Tjeneste, saa at du herefter vil med hans Miskundhed efter mit Exempel og min Tilskyndelse føre alle dine Undergivne til hans Tjeneste, som jeg vænter vil skee; du skal ogsaa, om du vil saaledes lyde mit Ord, som jeg nu har sagt dig, og trolig med Fasthed tjene Gud, erholde mit Venskab og Anseelse af mig, skjønt det er af ingen Betydenhed imod den Hæder og Salighed, som den almægtige Gud Fader vil skjenke dig, ligesom enhver anden, som opfylder hans Bud for hans den hellige Aands Kjærlighed, at herske med hans søde Søn, alle Kongers Konge, evindeligen i Himmeriges højeste Herlighed.” Da Kongen sluttede sin Tale, svarede Sigmund: ”Det er eder bekjendt, Herre! som I ogsaa berørte i eders Tale, at jeg var Hakon Jarl undergiven; han behandlede mig godt, og da var jeg særdeles vel tilfreds med min Tilstand; thi han var huld og omhyggelig, gavmild og kjærlig mod sine Venner, skjønt han var grusom og svigefuld mod sine Fjender, men der er stor Forskel paa vor Religion, og eftersom jeg skjønner af eders indbydende Taler, at den Tro, som I forkynder, er i alle Henseender skjønnere og lykkeligere end hin, som Hedningerne have, saa er jeg villig til at følge eders Raad, og vinde eders Venskab; og jeg vilde ikke ofre til Afguderne, fordi jeg længe indsaae, at den Religion var ikke god, skjønt jeg ingen bedre kjendte.”


190. Kong Olaf blev glad ved, at Sigmund paa saa skjønsom en Maade optog hans Andragende; Sigmund blev da døbt tilligemed hele hans følge, og Kongen lod dem undervise i den hellige Lære. Sigmund var derpaa hos Kongen en Tid i megen Anseelse. Da nu Høsten begyndte, sagde Kongen til Sigmund, at hatt vilde sende ham ud til Færøerne, for at kristne det Folk, som der boede. Sigmund undskyldte sig for dette Hverv, men tilstod dog omsider Kongens Villie; Kongen satte ham da til Hersker over alle Færøerne, og gav ham Lærere med, som skulde døbe Folket og undervise det i de nødvendigste Lærdomme. Sigmund sejlede bort, saasnart han var færdig, og hans Rejse gik lykkelig af. Da han nu kom til Færøerne, stævnede han Bønderne til Thinge paa Strømsø; der kom mange sammen. Da Thinget var sat, stod Sigmund op, og forkyndte at han havde et Andragende, og han talte nu om, hvorledes han om Sommeren var dragen over til Norge til Kong Olaf Tryggvesøn, og at Kongen havde sat ham til Behersker over alle Øerne. De fleste Bønder optoge dette vel. Dernæst sagde Sigmund: ”Det vil jeg ogsaa gjøre Vitterligt for eder, at jeg har antaget en anden Tro, og er nu Kristen; og jeg har modtaget det Ærende og Bud af Kong Olaf, at omvende alt Folket her paa Øerne til den sande Tro.” Thrand svarede paa hans Tale, og sagde, at det hørte sig til, at Bønderne overtalte denne vanskelige Sag imellem sig. Bønderne sagde, at det var vel talt, og de gik nu med Thrand til den anden Side paa Marken. Thrand talte nu for Bønderne, at det anstod dem bedst, hurtig at nægte dette Bud, og ved sine Overtalelser bragde han det dertil, at de bleve alle enige herom. Men da Sigmund saae, at alt Folket havde trukket sig hen til Thrand, saa der ingen vare tilbage hos ham uden hans Mænd, som vare Kristne, sagde han: ”Altfor megen Magt har jeg nu givet Thrand.” Dernæst trak Folket sig hen, hvor Sigmund og hans Mænd sade; de hævede strax Vaabnene i Vejret, og lode ikke fredelige. Sigmund og hans Mænd sprang op imod dem; da sagde Thrand: ”Lad Folkene sætte sig ned, og ikke gjøre sig saa heftige; men dig vil jeg ikke fordølge, min Frænde Sigmund! at vi Bønder ere alle blevne enige om, at svare saaledes paa det Andragende, som du fremfører, at vi paa ingen Maade ville antage Forandring i vor Tro, og vi ville anfalde dig her paa Thinget og dræbe dig, hvis du ikke vil opgive dette, og give os fast Løfte paa, at du aldrig mere vil fremføre denne Sag her paa Øerne.” Da Sigmund mærkede, at han den Gang intet kunde udrette for Troen, og at han ikke havde Styrke til at stride imod hele Folket, saae han sig nødt til at love det, som de forlangte, ved Vidner og Haandslag, og dermed sluttede de Thinget. Sigmund opholdt sig om Vinteren hjemme paa Skufø, og var meget ilde tilfreds med, at Bønderne havde tvunget ham, men lod det dog ikke mærke paa sig.


Sigmund Bresterssøn kristner Færøerne

191. Engang om Vaaren, da Strømmene gik næsten saa stærkt, som de nogensinde plejede, og man holdt for, at der ikke kunde fares paa Søen mellem Øerne, foer Sigmund hjemmefra Skufø med tredive Mand paa to Skibe; nu vilde han, sagde han, forsøge paa at udføre Kongens Ærende eller i modsat Fald døe. De styrede til Østerø, og naaede til Øen langt ud paa Natten, uden at nogen mærkede det; de sloge derpaa en Kreds om Gaarden Gata, og stødte en Stang mod Døren til den Stue, hvori Thrand sov, og brød den saaledes op, hvorefter de grebe Thrand og førte ham ud. Da sagde Sigmund: ”End hænder det sig nu saa, Thrand! at lykken vexler; du tvang mig i Høst, og satte mig to haarde Vilkaar; nu vil jeg ligeledes sætte dig to meget ulige Vilkaar; det ene er godt, at du antager den sande Tro, og lader dig døbe; men om du ikke vil det, saa er det det andet Vilkaar, at du skal blive dræbt strax paa Stedet; det Vilkaar er ondt for dig, thi du mister da snart dine store Rigdomme og denne Verdens jordiske Lykke, og faaer derimod Helvedes Kval og evige Pine i den anden Verden.” Thrand svarede: ”Ej vil jeg svigte mine gamle Venner.” Sigmund satte da en Mand til at dræbe Thrand, og gav denne Mand en stor Øxe i Haanden; men da han gik mod Thrand med hævet Øxe, saae Thrand til ham, og sagde: ”Hug mig ikke saa hurtig, Mand! jeg vil først tale noget; hvor er min Frænde Sigmund?” ”Her er jeg,” sagde denne. ”Du skal ene raade imellem os,” sagde da Thrand, og jeg vil antage den Tro, som du vil.” Da sagde Thorer Bejnerssøn: ”Hug ham, Mand!” ”Ej skal han nedhugges dennesinde,” svarede Sigmund. ”Det bliver din og dine Venners Død,” sagde Thorer, ”om han nu undslipper.” Sigmund sagde, at han vilde vove derpaa. Thrand blev da døbt tilligemed hans Huusfolk af en Præst. Sigmund lod nu Thrand fare med sig. Dernæst foer Sigmund omkring paa alle Færøerne, og holdt ikke op, inden alt Folket der var døbt. Om Sommeren, gjorde han sit Skib i Stand, og agtede sig til Norge at føre Kongen sine Skatter og tillige Thrand i Gata. Men da Thrand mærkede, at Sigmund agtede at føre ham til Kongen, bad han om at slippe for denne Rejse; dette vilde Sigmund ikke tilstæde, og saasnart det blev Bør, lettede de Anker; men de vare ikke komne langt ud paa Havet, inden de traf paa stærke Strømme, og en haard Storm overfaldt dem, saa at de bleve drevne tilbage til Færøerne, hvor Skibet sloges Sønder; alt Godset forliste de, men de fleste Mænd bleve bjærgede. Sigmund reddede Thrand og mange andre. Thrand sagde, at Rejsen ikke vilde gaae godt for dem, om de lod ham fare med imod hans Villie, men Sigmund sagde, at han alligevel skulde fare med, uagtet han ikke syntes godt derom. Sigmund tog da et andet Skib og sit eget Gods at føre Kongen isteden for Skatten; thi Sigmund fattedes ikke Løsøre. De stak anden Gang i Søen; men de kom ikke længer paa Vejen end før, de fik igjen stærk Modvind, som drev dem tilbage til Færøerne og slog Skibet Sønder. Sigmund sagde, at det syntes ham, der var stor Hindring for deres Rejse. Thrand sagde, at det vilde gaae saaledes, hvor ofte de end forsøgte det, naar de førte ham med sig imod hans Villie. Sigmund lod da Thrand løs paa det Vilkaar, at han svor ham en hellig Ed paa, at han skulde have og holde den sande Tro, være oprigtig og tro imod Kong Olaf og Sigmund, ikke forhindre eller afholde noget Menneske der paa Øerne, fra at udvise deres Troskab og Lydighed imod dem, men fremme og i alle Henseender fuldføre dette Kong Olafs Bud, og ligesaa ethvert andet, som han vilde sende til Færøerne. Thrand svor uden mindste Vægring paa alt, hvad Sigmund foresatte ham. Thrand drog dernæst hjem til Gata, og Sigmund forblev ogsaa paa sin Gaard paa Skufø den Vinter, thi da de sidste Gang bleve drevne tilbage, var det allerede langt ud paa Efteraaret. Sigmund lod da istandsætte det Skib, som var mindst beskadiget. Om Vinteren var alt roligt paa Færøerne, og intet Mærkeligt forefaldt der.


192. Nu maa først fortælles, hvad der tildrog sig i Norge i den Tid, medens Sigmund Bresterssøn opholdt sig paa Færøerne, og kristnede Folket der. Kong Olaf drog Sønder paa i Landet, da han, som før blev omtalt, skiltes fra Sigmund. Kongen drog paa Gjæsteri om Høsten, dog meget langsomt. Saasnart han kom sønden om Stat, bød han Bønderne til sig, rettede paa deres Tro og forbedrede deres Sæder, hvor han syntes, det behøvedes. I Begyndelsen af Vinteren kom Kong Olaf øster over til Vigen.


Kong Olaf frier til Sigrid

193. Dronning Sigrid i Sverrig, som blev kaldt Storraade, opholdt sig der paa sine Gaarde. Kort efterat Kong Olaf, som nylig blev omtalt, kom over til Vigen, bleve der sendte Mænd imellem ham og Dronning Sigrid med det Ærende, at Kongen friede til Sigrid; hun optog det vel, og der blev da truffet Aftale om, at de skulde holde en Sammenkomst om denne Sag om Vinteren efter Juul i Elven ved Grændsen. Da sendte Kong Olaf Dronning Sigrid den store Guldring, som han havde taget af Døren til Gudehuset paa Hlade, hvilken alle, som saae den, holdt for en meget stor Kostbarhed. Dronning Sigrid modtog Ringen, og berømte meget Kong Olafs Højmod og Gavmildhed; hun lod strax Ringen gaae omkring i hele Hallen til Skue, og alle vare enige i, at de ikke tyktes at have seet saa god en Ring; ogsaa Dronningens to Guldsmede vare tilstede; og da Ringen kom til dem, vejede de den i Haanden, og sagde ikke noget om den, men talte sagte til hinanden. Da Dronningen saae det, kaldte hun dem til sig, og spurgde, hvad de havde paa Ringen at sige, men de dulgde det; hun sagde at de for al Ting skulde sige, hvad de havde at udsætte paa den; de sagde da, at der var Bedrageri ved Ringen. Hun lod derpaa Ringen bryde i Stykker, og der fandtes en Kobberring inden i den. Hun blev da vred, og sagde, at Kong Olaf havde vel forfalsket mere.


Folket paa Ringerige kristnes

194. Gudbrand Kulas Datter Asta, som Kong Harald Grænske havde haft tilægte, giftede sig strax efter hans Død med en Mand, som hed Sigurd Syr; han var Konge paa Ringerige. Kong Sigurd Syr var en Søn af Halfdan, en Søn af Harald Haarfagers Søn Sigurd Rise. Kong Harald Grænskes og Astas Søn Olaf opfødtes i sin Barndom paa Ringerige hos sin Stedfader Kong Sigurd og sin Moder Asta. Denne samme Vinter drog Kong Olaf Tryggvesøn fra Vigen op i Ringerige, og paabød Kristendommen; da lod Kong Sigurd Syr og hans Kone Asta og hendes Søn Olaf, som da var tre Aar gammel, sig døbe, og Kong Olaf stod selv Fadder til Olaf Haraldssøn. Den Gang blev hele Ringerige og en stor Deel af Oplandene kristnet. Derefter drog Kong Olaf atter ud til Vigen, og forblev der, indtil han drog øster over til Konghel til den Sammenkomst med Dronning Sigrid, som havde været bestemt om Vinteren mellem dem om deres Ægteskab. Dronning Sigrid indfandt sig der, og hun og Kongen begyndte en Samtale; i Begyndelsen saae det godt ud til, at de vilde blive enige om det, der var bestemt. Da sagde Kong Olaf, at Sigrid skulde lade sig døbe og antage den sande Tro; hun svarede: ”Ej vil jeg forlade den Tro, som jeg har haft og holdt hidindtil, og som mine Frænder have haft før mig; men jeg vil heller ikke udsætte paa, at du troer paa det Gudebillede, som dig synes.” Kong Olaf blev meget vred ved hendes Svar; han slog hende temmelig overilet med sin Handske i Ansigtet, og sagde: ”Tænker du skrumpne Kjærling, at jeg vil have dig, der er saa gammel, og tillige hedensk som en Hund; slaa det af dine Tanker, og gjør dig ej saa dristig, at du oftere i mit Paahør bespotter min Herres Navn med dine hedenske Udtryk, saa at du kalder den højeste Himlens Konge, paa hvem jeg troer, et Gudebillede.” Da sagde Sigrid: ”Alle disse Forhaanelser og Beskæmmelser, som du gjør mig, Olaf! kunne vel blive din Bane.” Dermed skiltes de fra Samtalen begge meget vrede. Kong Olaf drog da nord op til Vigen, men Dronningen østerpaa ind i Sverrig til sine Gaarde, og kort efter giftede hnn sig med de danskes Konge Svend Tveskæg; thi da var hans forrige Dronning Gunhild, en Datter af Vendernes Konge Burislaf, Død. Der blev nu ved Svogerskabet kjært Venskab mellem de danskes Konge Svend og de svenskes Konge Olaf, Dronning Sigrids Søn.


Kong Olaf faaer Dronning Thyre

195. Vendernes Konge Burislaf androg ofte for sin Svigersøn Sigvald Jarl, hvorledes den Overeenskomst ikke var gaaet i Opfyldelse, som Sigvald havde gjort imellem Kong Svend og Burislaf, at Burislaf skulde have Thyre, en Datter af Kong Harald Gormssøn og Søster til Kong Svend. Dette Giftermaal var ikke gaaet i Opfyldelse, eftersom det var bestemt og lovet; thi Thyre var aldeles uvillig til at giftes med en gammel og hedensk Konge. En Tid gik nu saaledes hen, i hvilken Thyre var i Danmark hos Kong Svend. Men da Kong Burislaf syntes at maatte opgive Haabet om, at Kong Svend vilde sende sin Søster til ham, sagde han til Sigvald Jarl, at han vilde have Overeenskomsten iværksat, og bad Jarlen drage til Danmark og føre ham hans Trolovede Thyre. Jarlen undslog sig ikke for denne Rejse, og drog til Kong Svend, fremførte Sagen for ham, og lagde til, at han kunde vist vænte sig Ufred og Hærjen i sit Rige af Venderne, om han ikke holdt den af ham med Kong Burislaf sluttede Overeenskomst. Ved sine Overtalelser bragde Jarlen det saa vidt, at Kong Svend overgav ham sin Søster Thyre imod hendes Villie. Nogle Kvinder og hendes Fosterfader, en mægtig Mand, som hed Øssur Aagesøn, og endnu flere Mænd fulgde hende ud af Danmark. Det var en særdeles Aftale mellem Kong Svend og Sigvald Jarl, at de Ejendomme i Venden, som Dronning Gunhild havde besiddet, skulde nu Thyre have i Medgift og derhos andre store Ejendomme foruden Hjemgiften. Thyre græd bitterlig, og rejste meget nødig. Da de kom til Venden, holdt Kong Burislaf sit Bryllup og ægtede Dronning Thyre; men al den Tid, hun var blandt Hedningerne, vilde hun hverken modtage Spise eller Drikke af dem; saaledes gik det i syv Dage. Derefter løb Dronning Thyre og hendes Fosterfader Øssur bort om Natten til Skoven, og om deres Færd er det kort at berette, at de kom ind i Danmark, men Thyre torde for ingen Deel være der, fordi hun troede at være sikker paa, at Kong Svend vilde strax, saasnart han fik hendes Ankomst at vide, sende hende tilbage til Venden. De droge da derfra forklædte, indtil de kom op til Norge til Kong Olaf. Han tog vel imod dem, og der nøde de god Behandling. Thyre fortalte Kong Olaf nøje om sin ulykkelige Forfatning, og bad ham om Hjælp og om et Fristed i hans Rige. Thyre vidste godt at belægge sine Ord, og Kongen gjorde meget af hendes Tale; hun var og en smuk og beleven Kvinde; Kongen syntes da, at det vilde være en Kone, der passede sig for ham, og han drejede da Talen derhen, at han spurgde, om hun vilde ægte ham. Og eftersom hendes Forfatning da var, og hun derhos saae, hvor lykkeligt et Giftermaal det var, at blive gift med en saa berømmelig Konge, syntes det hende upassende at afslaae dette Tilbud, og hun bad Kongen at raade for hende og hendes Giftermaal. Efterat de havde talt dette, ægtede Kong Olaf Thyre, og hun trolovede sig selv med ham efter sin Fosterfader Øssurs Raad. Kong Olaf lod nu anrette til et anseeligt Gilde, og holdt sit Bryllup i Tønsberg; det skede den tredie Vinter, efterat han var bleven Konge i Norge, kort efterat han og Dronning Sigrid havde haft Sammenkomst i Elven, thi Dronning Thyre traf Kongen i Vigen, da han nylig var kommen østenfra Sammenkomsten. Kongen stævnede da alle Store mænd og anseelige Bønder i Vigen og vidt omkring andensteds til sig; der kom en stor Forsamling, og Gildet blev holdt med megen Pragt. Paa Gildets første Dag, da en herlig Drik gjorde Folkene glade, og Kongen og alle de Tilstedeværende vare muntre, kaldte Kongen en høvisk Opvarter til sig, og bad ham gaae til Dronningen med hans Ærende. Tjeneren gik for Dronning Thyre, bøjede sig for hende og sagde: ”Min Herre sendte mig til eder, Frue! at Spørge, om han skal vælge for eders Højhed en Morgengave, som det tilhører en Mø eller den Kvinde, som forhen har været gift.” Hun svarede: ”Gak og siig saaledes til din Herre, at han maa selv tænke over, hvad der helst vilde passe sig, om jeg havde deelt Sæng med ham i syv Nætter, som jeg nu har med en anden Konge, og siden gjøre, som han, synes hæderligst for sig og mig.” Svenden gik og sagde Kongen hendes Svar. Kongen syntes vel om hendes Svar, og sendte hende strax en Kvindekaabe med meget smukt Foerværk og skjønt Tilbehør. Paa dette samme Gilde talte Kongen meget for at forbedre de der sammenkomne Folks Sæder, og gjorde vitterligt for Almuen, at alle de, saavel Mænd som Kvinder, som bleve angivne for og overbeviiste om at øve Galder og Forgjørelse, i Særdeleshed Sejdmændene, skulde alle fare bort af Landet. Kongen lod siden lede efter alle disse Folk omkring i Vigen og alle nærliggende Herreder og Bøjgder, og bød dem alle at komme til sig. Da de kom til Kongen, var det en stor Mængde, og een af dem var Anfører for dem alle; han hed Eyvind Kelda og var en Sejdmand og meget troldkyndig. Denne Eyvind var af fornem Slægt og rig, han var nemlig en Sønnesøn af Kong Harald Haarfagers Søn Røgnvald Rettilbeen. Kongen talte med Blidhed til dem, og bad dem at lade sig døbe og antage den sande Tro, og aflade fra Hedenskab og Trolddom; ”Ville I ikke det”, lagde han til, ”saa skulle I være landflygtige fra mit Rige og forlade eders Gods og Fødeland.” Da de ikke vilde lade sig forbedre ved Kongens Ord, anviste han hele denne Trop Plads i en Stue, som var vel indrettet; der lod han anrette et godt Gilde for dem, og lod den stærkeste Drik idelig bære rundt. Men da det kom ud paa Dagen, og Hedningerne vare berusede, thi de afholdt sig ikke fra at drikke, saa længe de lystede, da kom Kongen atter til dem og sagde: ”Det skal vise sig, at det gaaer mig nær at miste eder; thi megen Skade vil det være os, og Ødelæggelse for vort Rige, om saa meget og herligt Folk, som her er sammenkommet, skal drage bort; men jeg kan dog ikke finde mig i at beholde eder her i Landet, om I ikke aflade fra eders Vildfarelse; nu vil jeg gjærne, om det lader sig gjøre, at I give efter for mine Overtalelser, og aflader fra den hedenske Tro, og tager isteden Kristendommen og den almægtige Guds sande Tro; da skulde I beholde eders Ejendomme og fædrene Jorder, og derhos nyde af os god Behandling og Hæder, Magt og Anseelse, saa meget I kunne forlange, og det vil være passende for mig at tilstaae eder.” Da svarede Eyvind Kelda paa alle de andres Vegne, og sagde saaledes: ”Det nytter ikke at tale om det, Konge! som aldrig, hverken ved blide Ord eller ved Haardhed, skal kunne opnaaes, at vi skulle forlade vor Tro eller Haandtering.” Kongen gik da bort, men bød sine Mænd, ikke at skjenke mindre ivrig for dem end før. Disse Folk bleve da saa ganske drukne, at hver Mand laa indsovet der, hvor han havde siddet. Kongen lod om Aftenen stikke Ild i Stuen, og Hedningerne vaagnede ikke, førend Ilden spillede om dem; der brændte da Stuen tilligemed alt, hvad der var derinde, undtagen Eyvind Kelda, som undkom gjennem Vinduet ved Trolddom og Djævelens Kraft; han søgte dernæst at komme bort, og vogtede sig saa meget mueligt for den Gang at træffe Kong Olaf. Men da Eyvind var kommen langt bort, traf han paa sin Vej nogle Mænd som fulgdes ad; de talte sammen, og Eyvind spurgde, hvorhen de agtede sig; de sagde, at de agtede sig til Kong Olaf. Da sagde Eyvind; ”Det træffer sig meget godt; gjører mig den Tjeneste at udføre et Ærende for mig hos Kongen, og siig saaledes til ham: at Eyvind Kelda er kommen bort af Ilden, og at han rimeligviis aldrig mere vil komme i Kong Olafs Vold, og at han vil vedblive med alt sit Hexeri og Trolddom ganske paa samme Maade som før, undtagen han kunde forøge det i noget.” Eyvind drog da sin Vej, men Mændene kom til Kongen, og sagde ham Eyvinds Ærende og alle hans Ord, som han havde budet dem at sige. Kongen var ilde tilfteds med at Eyvind ikke var død, og sagde, at han ikke skulde komme til at brovte saaledes, om han fik ham fat anden Gang.


Forfatterens Forestilling om Djævelens List

196. Kong Olaf sendte Bud omkring i Vigen, at han vilde have en Hær ud om Sommeren og fare nordpaa. Saasnart Vaaren begyndte, drog Kongen selv med sin Huustrop ud af Vigen, og drog paa Gjæsteri paa sine store Gaarde. Da Fasten næsten var forbi, drog han nordpaa til Agder og Rogeland; han kom Paaskeaften til Kørmt til Øgvaldsnæs, hvor Paaskegilde var beredt for ham; der vare Dronning Thyre, Biskop Sigurd og mange andre Stormænd med Kongen, saa han havde næsten 300 Mand. Ligesom man ofte har lært og haft sande prøver paa, at, efterat den almægtige Gud havde skabt sig til Tjeneste den herlige Trop af de himmelske Magter, da styrtede Avind og Overmod den Engel, som var den ypperste i Skabningen fra den højeste Hæder og Salighed, som var givet ham af Gud, og ligeledes alle dem, som vare deelagtige med ham i Ulydighed mod Skaberen, og istedenfor at han forhen var fagrere og skjønnere end alle Engle i den højeste Herlighed, blev han da, og er stedse siden styggere og ledere end alle Djævle i det nederste Helvede, saa fuld af Ondskab og Avind med sine Djævle og Apostler, at han, saa meget det er ham mueligt, beflikker sig paa at forhindre enhver god Beslutning, og blander ofte, under forskjellige Skikkelser og Paaskud, sin Snedigheds Edder for Menneskene; thi naar han nogensinde seer sine Tjeneres Flok at ødelægges, men den guddommelige Hjords Faar at formeres ved Jesu Kristi Apostlers Taler og skjønne Opmuntringer, saa stræber han paa saa mange Maader han kan, ved enhver Svig at bedrage dem, som han troer at erholde Skam og Skade af, og agter siden at føre tilbage i sine Vildfarelsers utallige Snarer det samme Folk, som han tykkes for at have mistet og tabt, som det vil sees i det her efter følgende. . . .


Odin besøger Kong Olaf

197. Det fortælles, at første Aften, Kong Olaf holdt Paaskegilde paa Øgvaldsnæs, kom der en gammel Mand, der var meget snild i sin Tale, eenøjet og rødøjet, og havde en sid Hat paa. Han søgte at faae Kongen i Tale, og det syntes Kongen Gammen at høre paa hans Fortællinger, thi han vidste at berette fra alle Lande baade gamle og nye Tildragelser. Kongen spurgde ham om mange Ting, og Gjæsten svarede ham tilfredsstillende paa alle Spørgsmaale. Kongen sad længe oppe om Aftenen; og omsider spurgde han, om han vidste, hvad Øgvald, efter hvem Gaarden og Næsset var opkaldt, havde været for en Mand. Gjæsten svarede: ”Øgvald var Konge og en stor Kriger; han ofrede mest til en Ko, som han førte med sig, hvor han foer paa Sø eller Land; han fandt det sundt bestandig at drikke dens Mælk, og deraf er det Ordsprog kommet, som mange bruge, at Karl og Ko skulle følges ad. Kong Øgvald slogs med en Konge, som hed Varin, og i dette Slag faldt Kong Øgvald; han blev da højlagt her paa Næsset ikke langt fra Gaarden, og der bleve da de Bautastene oprejste, som endnu staae her paa Næsset; men i den anden høj kort herfra blev Koen lagt.” Saadanne og mange andre Ting fortalte han om gamle Tildragelser og om gamle Konger. Men da de havde siddet til langt ud paa Natten, mindede Biskoppen Kongen om, at det var Tid at gaae til Sængs. Kongen gjorde da saa, men da han var afklædt, og havde lagt sig i Sængen, kom den gamle Gjæst did og satte sig paa Fodtrinet, og talte endnu længe med Kongen, thi jo længere han talte, desto mere lystede Kongen at høre. Biskop Sigurd laa i det nærmeste Leje ved Kongens Sæng, og da Kongen havde vaaget længe, sagde Biskoppen, at det var Tid at sove; Kongen lænede sig da tilbage paa Hovedpuden, og var meget utilfreds med at ende Samtalen; men Gjæsten gik ud. Kongen sov snart haardt ind, og snorkede højt; han vaagnede kort efter, og spurgde strax efter Gjæsten, og bød ham kalde til sig; man gik da at søge efter ham, men han fandtes ingensteds; da stod Biskoppen op og klædte sig paa. Kongen spurgde, om det snart var Tid at gaae til Messen. Dertil sagde Biskoppen ja. Kongen klædte sig da paa, og bød sin Køgemester og Kok at kaldes til sig, og spurgde dem, om nogen ubekjendt Mand for kort siden var kommen til dem. De svarede: ”Ja visselig, Herre! der kom til os en aldrende Mand, som vi ikke kjendte, da vi lavede til dette Gilde; han sagde, at vi kogte meget slet Kjød, og at det ikke anstod sig at bære saadant paa Kongens Bord ved saa stor en Højtid, som stundede til; han gav os da to tykke og fede Sider af et Nød, og dem kogte vi med det øvrige Kjød.” ”Tydelig seer jeg,” sagde Kongen,” at denne er aldeles den samme som Gjæsten, der talte med os i Gaar aftes; gaaer nu saa hurtig som mueligt, og brænder al den Mad eller kaster den ud i Søen, og laver anden isteden! thi ej skal Djævelen saaledes føre os bag Lyset, at nogen af mine Mænd skal spise hans giftblandede Mad; dette har ganske sikkert ikke været noget Menneske, skjønt han forekom os saaledes; men selve Djævelen, hele Menneskeslægtens Fjende, har paataget sig den falske Odins Skikkelse, ham som Hedningerne i lang Tid have troet paa og holdt for deres Gud, men nu viser han, at han ikke kan taale sin luende Avinds hede Brand, da han seer sine Mænds Trop at ødelægges, eftersom Folket giver sig i den almægtige Guds Vold og underkaster sig villigen hans Tjeneste, og derfor forsøger han paa at fange os i sin Ondskabsfulde Snedigheds Garn, som han opstillede med sine listige Bedragerier, ved det at han afholdt og forhindrede os fra Hvilen paa den Søvnen anviste Tid, i den Agt, at vi derfor, besværede af Søvnen, skulde bringes fra vor Sædvane, og aldeles forsømme den til Gudstjenesten bestemte Tid; kan let hændes, at nogle af hans Rænker ville siden vise sig, om jeg end ikke nu kan ane dem. Hvad der end har bevæget vor sande Fjende Djævelen til det, som jeg nu har omtalt, at han opholdt os fra Søvnen i Gaar aftes, kommer det mig ikke uvæntet, at det, som jeg nu har sigtet til, paa nogen Maade vil gaae i Opfyldelse paa denne Dag.” Kongen gik da til Messen, og den blev sungen.


Eyvind Kelda kommer til Øgvaldsnæs

198. Nu maa fortælles, at denne samme Paaskenat kom Eyvind Kelda der til Øen; han havde et stort Langskib, som var vel bemandet med Sejdmænd og troldkyndigt Folk. Eyvind gik i Land med alle sine Mænd, og de begyndte da at øve deres Trolddom. Eyvind gjorde dem en Dølgehjælm (92), nemlig en mørk Taage, saa at Kongen og hans Folk ikke skulde kunne see dem; men da de kom nær Gaarden paa Øgvaldsnæs, blev det ganske anderledes, end Eyvind havde tænkt; den mørke Taage, som han havde gjort med Trolddom, stode over ham og hans følge; de bleve alle paa een Gang saa blinde, at de saae ikke bedre med Øjnene end med Nakken, og ravede alle omkring imellem hinanden. Kongens Vagtmænd saae, hvor de gik, og kunde ikke vide, hvad det var for en Flok, og det blev berettet Kongen, den Tid Ottesangen var forbi. Kongen gik ud, og da han saae, hvor Eyvind gik med sin Trop, bød han sine Mænd væbne sig, og drage hen at faae at vide, hvad det var for Folk, som fore saa underlig afsted. De gjorde saa; Kongens Mænd kjendte da Eyvind Kelda, og de grebe dem alle, og førte dem hjem til Gaarden og derpaa for Kongen, da han gik fra Messen. Eyvind fortalte da, hvorledes det var tilgaaet med hans Færd, og ligeledes, at han havde agtet, at komme uforvarendes over Kongen, og dræbe ham, medens han sov, eller brænde ham inde med hele sin Trop. Kongen sagde: ”Nu er det gaaet i Opfyldelse, at den samme Snare eller Fælde er falden over eder selv, som I havde opstillet for at fange andre, om denne Blindhed, som overfaldt dig og dine Mænd, ikke havde forhindret det; det kunde man ogsaa vænte, at den almægtige Guds Miskundhed og hans herlige Engles Styrke, de som han sætter til at vogte og beskytte hans Folk, maatte formaae mere end din Trolddom eller denne forbandede Djævelens Sendebud Odin, som ved sine skjemtsomme Æventyr afholdt os fra Søvnen paa den passelige Tid, for at han desto lettere kunde svige os og dysse os i Søvn til den Tid, vi skulde vaage, som jeg mærkede i Morges; dette gaaer nu ogsaa, som det bør sig, efter den højeste Himlekonges Magt og Villie, saa at han selv med sin søde Søn, Vor Herre Jesus Kristus, som paa denne Højtidsdag levendegjorde sit Legeme og opstod fra de Døde, og med sin hellige Aand, een Gud, Treenighed, af dette, som af alt andet, har Hæder og Sejer, men Djævelen Ulykke og Beskæmmelse. Men eftersom du nu, Eyvind! fuldkommen har prøvet, at dit hedenskab og Hexeri ikke skaffer dig og andre andet end Ondt, saa vil du og dine følgesvende da vel omsider afstaae fra den lange Vildfarelse og troe paa den sande Gud.” Men da Eyvind og hans Stalbrødre aldeles afsloge dette, lod Kongen dem alle indslutte i et Huus; og anden Dagen efter bleve de ifølge Kongens Bud førte blinde og bundne ud paa et Flædeskjær (93), tæt ved Øen; der lode Eyvind og de alle deres Liv, og dette Skjær er siden kaldt Skrattaskjær (94). Kong Olaf blev paa Øgvaldsnæs i Paaskeugen, og da de højtideligste Dage vare forbi, lod Kongen begge Højene der paa Næsset opbryde, og i den største høj fandtes store og gamle Menneskebeen, men i den mindste Kobeen. Siden drog Kongen nordefter langs Kysten om Vaaren og i Begyndelsen af Sommeren, dog meget langsomt. Han opholdt sig længe vidt omkring paa sine store Gaarde, og havde meget og skjønt Mandskab med sig.


Sigurd og Hauk komme i Kong Olafs Vold

199. Der var en Mand, som hed Sigurd, en anden ved Navn Hauk; de havde deres Slægt i Halogeland, vare unge, store og stærke, og droge meget paa Handelsrejser. Samme Vaar, som Kong Olaf sejlede østenfra Vigen, sejlede Sigurd og Hauk over til England; og da de ved Sommerens Slutning kom tilbage til Norge, sejlede de nordpaa langs med Kysten; de mødte Kong Olafs Flaade paa Nordmøre. Da det blev Kongen berettet, at der vare komne halogelandske Kjøbmænd fra England, der vare Hedninger, lod han anførerne kalde til sig, og spurgde, om de vilde antage Troen og lade sig døbe, men de nægtede det strax; Kongen søgte paa mange Maader ved smukke Taler at overtyde dem, men han fik dem ikke til det, som han vilde; han truede dem da med haard Medfart, Tab af Liv eller Lemmer, men de lode sig ikke bevæge; da lod Kongen dem sætte i Jærn, og førte dem med sig op til Throndhjem, hvor de en Tid bleve holdte i Fjæder. Kongen kom ofte til dem, lovede dem Hæder og Venskab, men truede dem stundom med haarde Pinsler, men det hjalp ikke, thi de vilde hverken lade sig bevæge ved det Gode eller Onde. Men en Nat kom de bort fra Bevogtningen, saa at intet Menneske spurgde til dem, og ingen vidste, paa hvilken Maade de vare komne bort, thi Fjædrene laae tilbage uden at være brudte, og Huset, hvori de havde været, var tillaaset. Folk talte Forskellig herom, og Kongen selv talte ikke meget om denne Ting, bebrejdede dog noget Vagten, som skulde have passet paa dem, og beskyldte dem baade for Uagtsomhed og Upaapassenhed, at de ikke bleve dem vaer ved deres Bortfærd; men det hjalp da ikke noget, thi man drog ud at lede efter dem, men fandt dem ingensteds. Silde om Høsten kom disse Brødre Sigurd og Hauk nord op til Halogeland til Harek i Thjotta, som tog meget vel imod dem, og hos ham vare de om Vinteren, og bleve godt behandlede.


Om Thorvald Tasalde

200. Samme Sommer, som nu var omtalt, kom Vigaglums Søstersøn Thorvald Tasalde til Norge ude fra Island; han var en smuk, stor og stærk Mand og gavmild paa Penge. Thorvald kom til Land udenfor Throndhjem, og lagde ind til Nidaros. Kong Olaf var der forud i Byen, og var da nylig kommen Søndenfra. Saasnart Kongen fik at vide, at der vare komne hedenske Kjøbmænd fra Island, bød han Thorvald til sig, og bad ham lade sig døbe. Thorvald tilstod at ville gjøre dette for at erholde Kongens Venskab, at lade sig døbe og antage Kristendommen. Kongen sagde, at han skulde være saa meget desto sikrere paa hans Venskab, som han var villigere end andre til at følge hans Ord og Bud. Thorvald og hans Skibsfolk bleve da døbte. Thorvald var om Vinteren hos Kongen i megen Anseelse. Der var nu een af Kongens Hofsinder, som hed Sigurd, en anden ved Navn Helge, de vare begge raske Mænd og Kongen kjære, men dog hinanden meget ulige i Sindelag. Sigurd var vennesæl af Almuen, men Helge stridig og underfundig. Mellem disse var Thorvald Tasalde anviist Plads om Vinteren. Helge bar Avind imod Thorvald, og bagtalte ham i alle Henseender; men Sigurd stod ham bi, saa godt han kunde, og Helge gik bort der fra Bænken, og vilde ikke sidde hos Sigurd og Thorvald. Han begyndte da at sværte Thorvald saa meget han kunde hos Kongen, saalænge til Kongen bød ham at holde op; ”Du behøver hverken,” sagde Kongen, ”at bagtale for mig Thorvald eller andre, som ere hos mig, thi jeg vil selv prøve mine Mænd.” Helge forsøgte dernæst, om han kunde faee Sigurd ophidset imod Thorvald, og bagvaskede ham for denne. ”Ej faaer du mig ved dine Ord”, svarede Sigurd, ”til at være Thorvald fjendsk, thi ham kjender jeg som en brav Mand, men du er et ondt Menneske.” Ved det nu at Helge ikke holdt op med at bagtale Thorvald, men i steden derfor gjorde sig mere og mere Flid for at sværte ham, fik han det omsider bragt saavidt, at Kongen blev kold imod Thorvald. En Dag sagde Helge til Thorvald: ”Spørg Kongen efter, hvi han er saa faatalende.” Thorvald svarede: ”Intet gjør jeg for dit Ord eller din Tilskyndelse; ogsaa vænter jeg, at Kongen ikke troer din Bagvaskelse, skjønt han misbilliger eet eller andet hos mig.” ”Endnu gjør Islænderen sig til,” sagde Helge. Da Thorvald nogen Tid derefter en Dag kom for Kongen, sagde han til ham: ”Herre! jeg er saa dristig at spørge efter, hvad der volder eder Sorg; om Sygdom er Aarsagen, da er det vanskeligt at raade bod derpaa; er det derimod anden Bekymring eller noget Tilfælde, hvor Mennesker ere Skyld, da kunde det vel hjælpes med eders Held og lykke.” Kongen svarede: ”Ikke er jeg syg.” Thorvald sagde: ”Da er det strax bedre, naar det vanskeligste ikke finder Sted. Er der nogen, som, har forbrudt sig mod eder?” Kongen sagde, at det var saa, ”og det skal hævnes, men du er skyldig, Thorvald! at udføre denne vanskelige Sag, da du har først spurgt om den.” Thorvald sagde: ”Alle eders Mænd ere skyldige at gjøre det, som I byder, men jeg kommer til at vide Sagens Sammenhæng, skjønt jeg er afmægtig til at udføre den.” Kongen sagde: ”Der er en rig Mand, som hedder Bard Digre, og har sin Slægt paa Oplandene; han har en Datter, som er hans eneste Barn, og hedder Thora; Bard er allerede meget til Alders, han boer i Ulfarsdale paa Oplandene; han har en stor og anseelig Gaard; hans Datter Thora er hos ham, men man træffer der ikke mange Folk. Nu synes jeg ikke om, at Bard hverken vil antage Troen, ej heller komme til mig, og jeg har to Gange sendt tolv Mænd til ham, men ingen ere komne tilbage.” ”Er denne Bard en stor Afgudsdyrker?” spurgde Thorvald. ”Det veed man dog intet om,” svarede Kongen, ”thi der er intet Gudehuus paa hans Gaard; Bard synes meget underlig, og Folk kjende ikke ret til hans Sæder og Adfærd.” ”Gjærne vilde jeg faae eder glad igjen, Herre!” sagde Thorvald, ”nu vil jeg derfor drage til Bard, om I vil, hvad følger det saa kan have.” Kongen sagde, at han ønskede det. Helge blev herved glad, thi han væntede, at Thorvald vilde ligesaa lidt komme tilbage som de andre, der havde draget i denne Færd. Siden beredte Thorvald sig, og Kongen tillod ham at tage saa mange Mænd med, som han vilde. Thorvald svarede: ”Min Sidekammerat Sigurd har jeg lært at kjende som en trofast og brav Mand, ham ønsker jeg at have med mig, men ikke flere, thi eders Held og Lykke, Herre! vil hjælpe os mere end nogle Mænd.” Kongen svarede: ”Vist skal jeg give eder mine gode Ønsker med, og jeg vil sende eder til en Bonde, som hedder Bjørn, han boer ikke langt fra Bard, han, vænter jeg, vil snarest kunne sige eder noget om Bards Væsen, og vise eder Vejen did.” De droge siden bort, og kom til Bjørn, som tog vel imod dem, saasnart han fik at vide, at de vare Kongens Udsendinge. De spurgde ham nu om Bards Bolig og Adfærd. Bjørn sagde, at det hang underlig sammen med ham; “Man mærker ikke til Folk, naar man kommer der, men alle Forretninger blive dog vel og tilbørlig udførte.” Om Natten, da de vare indsovede, drømte Thorvald, at han syntes Kong Olaf kom til ham og sagde: ”Du vil, naar du vaagner, finde et Klæde ved dit Hoved, deri er knyttet et Brev, hvorpaa Guds Navne ere skrevne; dette Brev skal du i Morgen lægge paa dit Bryst, og vikle Klædet udenom og ned om Maven paa dig, saa langt det kan række; saa vil du have Held med dig, naar du gaaer dristig til Bard.” Thorvald vaagnede, fandt Klædet, og gjorde som ham var anviist. Om Morgenen ledsagede Bjørn dem ud af Gaarden, og viste dem Vejen til Bards Gaard; Vejen gik igjennem en Skov, og da de kom frem i Skoven, saae de en stor Gaard, med en høj Skigaard (95) omkring; de gik til Gaarden; Ledet paa Gjerdet stod aabent, ligeledes ogsaa Døren til Huset; de saae ingen indenfor; de gik ind i forstuen, og saae sig omkring, der vare store Huse og nylig skravet Panelværk; en Skale eller eenlig Stue var paa den ene Side, heelt betrukken og vel indrettet. Bard sad i Højsædet; han var skaldet, iført Skarlagens Klæder, og holdt paa et Par Hjorteskinds Handsker; en stor og smuk Kvinde sad og bordyrede, flere Mennesker saae de ikke. Bard sagde: ”Hvo er kommen i forstuen?” De nævnte sig, og sagde, at de vare Kongens Mænd. Bard sagde: ”Hvad Ærende have I to ene Mænd her hid?” Thorvald svarede: ”Vor Hær er saa stor for Dørene, at den vil kunne føre dig imod din Villie til Kongen, om du ikke vil drage frivillig.” Bard vred da Handskerne sønder imellem sine Hænder, og kvad dette:

Tænkte jeg dog, at jeg havde
Hænderne stundom nyttet,
Saa at jeg ene kunde
Holde den raske Skægdreng.

Thorvald sagde: ”Lad os da nu prøve det og tage fat i hinanden.” Thorvald sprang i det samme ind paa Bard, og de brødes stærkt; det var da langt ud paa Dagen; de strede med hinanden en Stund, og Thorvald blev meget træt; han bad da ved sig selv Gud at yde ham nogen Styrke mod Bard, men Bard gik meget heftig ind paa ham, og da Bryst mødte Bryst, var det ligesom een gik til, og slog Fødderne fra Bard, saa at denne faldt over Dørtærskelen, og baade han og Thorvald vare da saa trætte, at de intet kunde udrette. Da sagde Bard: ”Hjælp du nu, Thora!” Hun svarede: ”Ej kan jeg hjælpe dig, Fader! thi jeg og Sigurd brødes, og det var godt med, at vi vare lige stærke.” ”Saa kommer jeg nu til,” sagde Bard, ”at tage til det, som jeg ikke før har behøvet, at søge mig Hjælp imod een; gaaer I, som beboe Underskalen (96), da frem og hjælper mig!” Der sprang nu frem tredive Mand, og Thorvald og Sigurd bleve da grebne. Bard sagde: ”Vel have Underskalens Beboere hjulpet mig, Thora! og saa vil det fremdeles skee, naar jeg behøver det, og derfor tykkes det mig bedst, at Thorvald og Sigurd ikke blive bundne, men dog vil jeg ikke, at du løber oftere ind paa mig, Trold! som du er, skjønt du kalder dig Thorvald, thi ej fattes dig Dristighed og Mod; men dog kan være, at du burde kaldes et Menneske, og maa være meget troldkyndig, thi ej manglede jeg forud Kræfter til at staae imod dig; men jeg troer, at du har manet saa stærke Vætter imod mig, at jeg kom til at falde for dem, thi det skede aldrig før, at jeg faldt for een. Men her komme I til at forblive i Nat, om I end ere frygtsomme for, hvorledes I skulle blive behandlede.” Der blev da sat et Bord for dem med gode Anretninger; der fattedes hverken paa god Mad eller Drikke. Da de vare mætte, sagde Bard: ”Ej fortryder jeg paa” at I spise, men temmelig stærkt syntes I mig at tage til Maden, om I end havde været aldeles uden Frygt og i Vennevold.” De bleve da siden fulgte til Sængs, og de sov vel om Natten. Om Morgenen, da de vare færdige til at drage bort, bød Bard sine Mænd at følge dem af Gaarden; men da de vare komne ud, saae Thorvald sig om, og saae ingen Folk hos dem; han sagde da: ”Det vilde Bard nu, at vi skulde drage bort, og ikke have mere med ham at gjøre, men det skal nu ikke skee; vi ville endnu see til ham engang, inden vi skilles med alle.” De gik da ind. Bard sagde: ”I ere meget underlige Mænd, I gaae ud, men drage ikke bort; hvorledes gaaer det til, at I ikke kunne ræddes ligesom andre, eller have I saa overdreven Lyst til at døe?” Thorvald svarede: ”Aarsagen til, at vi vendte tilbage, er, at jeg vil ikke unddrage mig fra at vise min Skyldighed og den dig tilkommende Hæder; ere vi vistnok ikke saa rædde, at vi ikke tør fuldkommen udføre Kongens Ærende. Nu vil jeg bede dig, at du drager frivillig til Kongen.” Bard sagde: ”Hvi spørger du mig ikke først om, hvilken Tro jeg har.” ”Fordi jeg er ikke nysgjerrig efter at vide det,” svarede Thorvald. ”Det vil jeg dog underrette dig om,” sagde Bard, ”at jeg ikke troer paa Afguder eller paa Djævle; jeg har faret fra eet Land til et andet, og truffet baade paa Riser og Blaamænd, og de fik ikke Bugt med mig; derfor har jeg længe troet paa min egen Magt og Styrke; men nu er jeg første Gang bleven bedragen ved denne Tro, og det indseer jeg, at ej havde du overvundet mig, om du kun havde dine egne Kræfter til Hjælp; men hvad var der for dit Bryst, da vore Brystbeen traf sammen? det troer jeg, at den, fra hvem det er kommet, maa være meget mægtig.” ”Du taler Ret,” svarede Thorvald, ”at den er mægtig, thi det er den Guds Navne, som vi Kristne troe paa.” Bard sagde: ”Ej kan jeg da troe andet, end han maa formaae alt, om han kommer selv til, da hans Navne allene nu fuldkommen vare nok til mig, og derfor vil jeg drage med dig til Kongen, da jeg troer, at det vil være godt at troe paa den Gud, som er saa mægtig, om jeg skal troe paa nogen. Men Aarsagen til, at jeg lod Underskalen gjøre og deri satte mine Mænd, var, at, om der bleve sendte en Mængde Folk imod mig, agtede jeg at tage til dem og benytte mig af Overmagten, men om der kom to eller tre til mig, det brød jeg mig ikke om, thi jeg troede ikke at behøve at opgive mig for dem. Her ere ogsaa de 24 af Kong Olafs Mænd, som han har sendt til mig; og de ere alle her i god Behold, og ikke dræbte, som Kongen vel troer.” Siden gjorde Bard sig færdig, og drog tilligemed alle sine Mænd med Thorvald til Kongen. Da, de kom nær til Byen Nidaros, sagde Bard: ”Drag du nu, Thorvald! til Kongen, og siig ham, at vi ville døbes her, hvor vi nu ere komne, thi vi ønske ikke, at Mængden skal lee ad os, naar vi blive afklædte, saa gamle som vi ere.” Thorvald drog til Kongen, og sagde ham alt om sin Færd, og hvorvidt det nu var kommet. Kong Olaf blev glad derved, og drog strax med nogle Præster til Bard. Bard tog med Glæde imod Kongen, og sagde: ”En mægtig Gud styrer du, Herre Konning! og fordi jeg har prøver derpaa, vil jeg nu troe paa ham og lade mig døbe.” Kongen svarede: ”Vel taler du, Bard! efter dit Begreb, og det er et sandt Ord, at den Gud er mægtig, som mig styrer og alle synlige og usynlige Ting, og kalder til sig, dog paa forskellige Maader, alle dem, som ere hans Tjeneste værdige.” Bard blev da døbt tillige med alle hans Mænd. Da sagde Bard: ”Siig mig nu, Konge! Om jeg nu er god.” Kongen sagde, at han var det. Bard sagde: ”Jeg har hidindtil troet, at jeg godt kunde hjælpe mig selv, og ikke tjent Konger eller andre Høvdinger, men nu vil jeg blive din Mand, Konge! og følge dig, saalænge jeg lever: det synes mig da rimeligt, at jeg da ikke mister den Godhed, som jeg nu har faaet; men jeg ønsker at du sørger for min Datter Thora og alt hendes Gods, og gifter hende til denne Islænder Thorvald, thi vi have ham Godt at lønne.” ”Ej maa saa være,” svarede Thorvald, ”thi jeg er forud gift paa Island.” ”Saa skal du,” sagde Kongen, ”give denne Kvinde til din Ven Sigurd; de passe sig godt sammen, da de ere lige stærke.” ”Det vil jeg gjærne gjøre,” svarede Thorvald, ”men det vil jeg derhos betinge mig af eder, Herre!, at I lader Helge forlade eders Tjeneste, og er der dog gjort alt for liden Forskel mellem ham og Sigurd, men jeg vil dog for eders Skyld ikke gjøre Helge Meen, om I tilstaaer mig dette.” Kongen sagde, at saa skulde skee. Siden fik Sigurd Thora, og bosatte sig i den Gaard paa Oplandene, som Bard Digre havde Haft. Bard blev syg, kort efter at han var døbt, og døde i de hvide Klæder. Men Thorvald foer til Island, og havde stor Anseelse af Kong Olaf; han blev anseet for en vældig og rask Mand.


Om Svend og hans Søn Find

201. Det findes skrevet i Bøger, at i Jarlen Hakon Sigurdssøns Dage var der nord oppe i Throndhjem en Mand ved Navn Svend. Han var rig og af fornem Slægt, stille og sagtmodig hjemme, men stridig og stolt imod sine Overmænd, naar der var noget, som mishagede ham. Han ofrede til de hedenske Guder efter sine Frænders og Forældres Skik, ligesom alle Folk i Norge da gjorde; Svend havde et stort og anseeligt Gudehuus paa sin Gaard; deri vare mange Gudebilleder, men dog dyrkede Svend mest Thor; han var ogsaa i Venskab med Hakon Jarl ligesom andre Offermænd. Svend var gift, og havde to Sønner, af hvilke den ene hed Svend, den anden Find. Svend lignede sin Fader, i Sindelag, men Find var meget stridig, egenraadig og trættekjær, blandede sig ofte i andres Tvistigheder og var højttalende, men stundom saa tavs, at man ikke kunde faae et Ord ud af ham, og i hele sin Tænkemaade meget forunderlig; derfor ansaae somme ham for ikke at besidde megen Forstand; og han var ikke meget troende paa deres Religion, thi naar han, som sjælden skede, kom i sin Faders Gudehuus, lovpriste han ikke Guderne, men i det Sted spottede dem ved hvert Ord, kaldte dem skjeløjede og bestøvede, og sagde, at de ikke kunde hjælpe andre, da de ikke havde Styrke til at rense Snavset af sig selv. Ofte greb han fat i dem, og styrtede dem ned af deres Pladser; men hans Fader sagde ham, at det vilde staae hans Lykke i Vejen, at han førte sig saa slet op imod dem, saa mange og store berømmelige Bedrifter, som Thor havde udført, faret igjennem Bjærge, Sønderbrudt Klipper, men Odin havde raadet for Folks Sejer. Find svarede: ”Der hører meget liden Kraft til, at Sønderbryde Stene og Klippestykker og udføre saadant Arbejde, eller til at give Sejer ligesom Odin ved Bedrageri og ikke ved Kraft; men mig tykkes, at han er mægtig, som i Førstningen har sat Bjergene, hele Verden og Søen; hvad veed I om ham at sige?” Derom vidste Faderen ikke meget at fortælle. En Vinter om Julen, da Folk vare komne til Drikkebordet, sagde Find: ”Vidt omkring gjøres der nu Løfter denne Aften, hvor der ikke er bedre at være end her; nu gjør jeg det Løfte, at jeg skal tjene den Konge, som er den højeste og i alle Henseender fortrinlig fremfor andre. Dette udtydede Folk forskjellig for Find, nogle sagde, at Hakon Jarl var den fornemste Høvding i de nordiske Lande, og at Find altsaa vilde tjene ham. Find sagde, at han vidste nok at gjøre Forskjel paa en Konge og en Jarl; andre, som vare værre til Sinds imod ham, sagde, at han viste sin Uforstand baade i disse Svar og ligeledes i Løftet. Efter Julen lavede Find sig til Bortrejse. Hans Fader spurgde ham, hvorhen han agtede sig. Find sagde: ”Det veed jeg aldrig, hvorhen jeg skal fare, men opsøge vil jeg en Konge, som jeg agter at tjene, og dog allene paa den Maaade, at jeg vil opfylde mit Løfte i alle Henseender.” Han spurgde da, om hans Broder Svend vilde drage med ham. Denne sagde, at han ikke vilde det. ”Det er ogsaa vel,” sagde Find, ”at du agter at være vor Fader behjælpelig i at passe paa vort Gods, indtil jeg kommer tilbage.” Faderen sagde: ”Ønsker du, at jeg skal give dig nogle Mænd til følge og Penge med paa Rejsen?” ”Nej langt fra!” svarede Find, ”thi ej vil jeg have forstand til at sørge for flere Mænd, da jeg ikke har forstand til at sørge for mig selv, som mange sige, og jeg nægter ikke, er virkelig Tilfældet.” Derefter drog Find bort Sønderpaa den øvre Vej gjennem Oplandene og kom til Vigen, hvor han kom til at rejse med et Førselsskib ned til Danmark. Saasnart han fik sin Fod i Land, gik han eensom bort fra Skibet til en Skov, og bad ikke sine Rejsefæller Farvel, intet Menneske bad han vise sig Vej til Bøjgder; han foer da længe vild ude omkring i Skovene; omsider kom han dog ud af Skoven til et Sted, hvor han traf en Hyrde. Da de kom til hinanden, satte de sig ned og taltes ved; Find spurgde, om der var Bøjgder i Nærheden; Hyrden sagde, at saa var. Find spurgde, om Hyrden vilde bytte Klæder med ham; han sagde, at han gjærne vilde det, og de gjorde nu saa. ”Hvad er her bundet i Klæderne?” sagde Find. ”Det kalde vi Kristne et Kors,” svarede han. ”Er du Kristen?” spurgde Find, ”og hvorledes er det at være Kristen?” Hyrden fortalte ham derom, hvad han vidste; men Find fortalte ham derimod om Thor og Odin og deres Bedrifter. Hyrden sagde: ”Snart tænker jeg, at du vilde forvilde mig i Talen, men det er bedre, at du kommer til vor Biskop, som er ikke langt herfra, thi ham vil du ikke komme til Rette med ved Snak allene, men han vil tydeligere kunne berette dig om Troen end jeg.” Find sagde: ”Hvad er det I kalde Biskopper! Er det et Menneske eller et andet Dyr?” Hyrden svarede: ”Endnu bliver din Tale ikke klogere, enten maa du være en skør Tosse og Fjante, eller du er ikke saa tosset som du lader; Biskoppen kalde vi den hellige Kristendoms Bestyrer og forstander.” Find sagde, at ham vilde han for al Ting komme til. Han kom dernæst til Biskoppen, og hilste ham. Biskoppen spurgde, hvo han var; han sagde, at han var en Nordmand. ”Paa hvem troer du?” spurgde Biskoppen. Find svarede: ”Paa Thor og Odin ligesom andre Nordmænd.” ”Det er en slet Tro,” sagde Biskoppen, ”og jeg skal lade dig lære en anden bedre Tro.” Find svarede: ”Det veed jeg først, naar jeg hører den, om denne Tro synes mig bedre; og hvi vil du lade mig lære denne Tro, og ikke vise mig den selv?” Biskoppen overgav ham til en Præst, og bad denne lære ham Troen, men Find indviklede alt for Præsten, saa at han intet kunde faae udrettet; og Præsten sagde til Biskoppen, at denne Mand var saa tosset og vanskelig at bibringe noget, at man ingen Vej kunde komme med ham. ”Saa synes mig om denne Mand,” sagde Biskoppen, ”at han maa ikke være saa tosset som underlig.” Biskoppen begyndte da at undervise og fortælle ham om den almægtige Guds Jærtegn, og omsider sagde Find; ”Dette er ganske anderledes, end jeg hørte før, at ingen Guder vare saa mægtige som Thor og Odin, men nu skjønner jeg det især af dine Ord om denne Krist, som du forkynder, at hvert Menneske maatte gjøre ham saa meget imod, som det vilde, medens han var her i Verden, men efter Døden blev han saa berømt, at han hærjede i Helvede, og bandt de hedenske Guders Høvding Thor, og siden kunde ingen Vætte staae sig for ham; derfor synes mig, at han er den Konge, som jeg har lovet at tjene, højere og helligere, større og mægtigere end alle andre Konger, og derfor skal jeg herefter troe paa ham og tjene ham, efter som I lærer mig.” Biskoppen sagde: ”Dette er alt rigtigt, efter det Begreb, du har faaet om Gud, og nu viser det sig, som jeg sagde, at du er meget forstandigere end du lader.” Find blev da døbt, og holdt vel sin Tro, og opholdt sig en Tid i Danmark.


Kongens Samtale med Svendene

202. Nu skal fortælles om det, at Kong Olaf kristnede Folket i Norge. Skjønt Almuen blev døbt af de Lærere, som Kong Olaf efter Yrjarskægges Drab sendte omkring i hele Throndhjem, vare der dog der, ligesom andensteds i Landet, de, som vare træge til at antage den sande Tro. Een af dem var den før omtalte Svend, og hans Søn Svend samt hans Huusfolk. Da Kong Olaf spurgde, at Svend og hans Søn ikke vilde antage Troen, sendte han dem Bud, og bød dem at komme til sig. Da Kongens Bud kom til dem, sagde den yngre Svend til sin Fader, at de kom til at antage den Religion, som han bød. Den ældre Svend sagde, at han ikke var tilbøjelig til at forandre den Tro, som hans Frænder og Forældre havde haft og holdt; dog blev det ved, hvad den yngre Svend vilde, at de droge til Kongen. Han tog vel imod dem, og paabød dem Kristendommen. Den ældre Svend svarede: ”Ej vil jeg forlade min Religion.”Saa skal der strax skee en Omskiftelse,” sagde Kongen, ”at jeg vil lade dig dræbe.” ”Det kan du gjøre, om du vil,” sagde Svend, ”jeg er en gammel Mand, og det bryder jeg mig ikke meget om, enten jeg døer ude eller inde, en kort Tid før eller senere.” Da sagde den yngre Svend til Kongen: ”Skaan min Fader, Herre! og dræb ham ikke, thi han har en stor Slægt og fornemme Frænder, og I vil faae mange Stormænd opbragte imod eder, om han bliver tagen af Dage.” Kongen fandt, at den yngre Svend var meget mere eftergiven i Sindet, og sagde til ham: ”Hvad er især Aarsagen til, at din Fader er saa uvillig til at antage Troen; tykkes Fasten ham tung, eller har han noget paa sin Samvittighed?” ”Det er langt fra,” svarede Svend, ”thi han er en brav og rask Mand i alle Henseender, Skjønt han er til Alders, men Thors Tempel falder det ham tungt at miste, thi det er et stort og skjønt Huus, smukt bygget, og smykket med megen Bekostning; og det troer jeg er det, der gaaer ham nær, om det skal nedbrydes eller brændes.” ”Det er dog rimeligst,” svarede Kongen, at een af Delene maa skee.” Svend sagde: ”Vil I ikke indvillige i, at Templet med sit Tilbehør bliver staaende, naar vi antage den Tro, som du paabyder, for at ikke saa fortræffelig en Bygning skal ødelægges, men vi skulle holde det, som vi love, at vi ikke skulle have mere med Thor at gjøre, og lade Guderne sørge for sig selv.” Kongen svarede: ”Ej veed jeg, om det gaaer an, men eftersom jeg mærker din gode Villie, og alle kalde eder brave Mænd, da bevilger jeg, at Gudehuset bliver staaende paa det Vilkaar, som du sagde, hellere end at I nægte at antage Kristendommen, og strax blive dræbte.” Svend gik nu til sin Fader, og sagde ham, hvorledes Sagerne stode. Den Gamle sagde,: ”Hvad er vel Kongens Mening med at indrømme det ?” Svend svarede: ”Heraf kan du mærke, Fader! hvor magtpaaliggende Kongen finder det, at vi antage den Religion, som det anstaaer os at have, og paa den anden Side, hvor megen Lid han sætter til vor Ærlighed.” Den ældre Svend svarede: ”Det vil jeg love, om Kongen saa vil, at jeg ikke skal ofre til Thor, og ingen Dyrkelse vise de hedenske Guder, om han vil lade Gudehuset blive staaende ubeskadiget.” De lode sig da døbe, og bleve Kong Olafs Venner, thi de holdt vel alle deres Løfter, og lode alle deres Huusfolk døbe.


203. Nu maa der fortælles, at Find Svendssøn spurgde til Danmark, at der var foregaaet Religionsforandring i Norge; han foer da til Norge, og kom nord op til Throndhjem den samme Vinter, som Kong Olaf om Sommeren var kommen østen fra Vigen, og nu opholdt sig i Nidaros. Da Find kom til Byen, gik han strax til det Herberge, hvor Kongen sad og drak. Find var fattig klædt; han bad Dørvogterne om Lov at gaae ind og tale med Kongen. De sagde, at det ikke var Skik, at ubekendte Folk gjorde Kongen Ulejlighed over Borde; vi lade hverken dig gaae ind, heller ikke nogen anden Tigger, der seer saa fæl og ussel ud som du.” ”Jeg, anseer det ogsaa for det Retteste, at jeg ej behøver at bede eder om Lov, I onde Trælle!” Han tog da Dørvogterne, hver i sin Haand, stødte dem fra Døren, og gik ind; men saasnart han kom ind i Stuen, stimlede Folkene om ham, da de ikke kunde vide, hvad det var for et Spøgelse; de vilde derfor støde ham ud igjen, men det var ikke let, thi han stod noget fastere, end de tænkte; det kom da til en haard Dyst, i det nogle slede og reve af ham de usle Lapper, han havde paa, og andre sloge ham med Næverne; han gjengjældte dem det ogsaa det bedste han kunde. Kongen mærkede det, og spurgde, hvad det var. De sagde, at dette tossede Drog vilde tale med ham. ”Da er det bedst,” sagde Kongen, ”ikke at tilføje ham noget Ondt.” Derpaa slap de ham. Kongen spurgde, hvo han var. Find sagde, hvad der faldt ham ind. ”Hvad er dit Ærende hid til mig,” spurgde Kongen, ”vil du lade dig døbe?” ”Ej anseer jeg mig,” svarede Find, ”for en mindre god Kristen end du er.” Kongen udlod sig med, at han ikke begreb, hvad han sagde. Da sagde Find: ”Hvad troer du, Konge! at jeg er for en Mand.” ”Det veed jeg ikke,” svarede Kongen, ”men det seer jeg, at du er en rask Mand, og der gives vel større Mænd end du, men de færreste ere skjønnere, og dit Udseende lover meget.” ”Da kommer det an paa,” svarede Find, ”om det er godt, hvad mit Udseende lover, siden det lover meget.” ”Du seer ikke ond ud,” svarede Kongen. ”Godt er det,” sagde Find, ”at høre sligt af en saa berømmelig Mand.” Fremdeles sagde Kongen: ”Saa forekommer du mig, som du maa være en brav Mand, men egenraadig og underlig og noget kort for Hovedet.” ”Alt er dette sandt, hvad du siger,” svarede Find, ”og gjæt nu, Konge! af hvad Æt jeg er.” ”Det synes mig rimeligst,” svarede Kongen, ”at du maa være en Søn af min Ven Svend.” ”Det er sandt,” sagde Find, ”at jeg er Svends Søn, men du maa selv vide, om han er din Ven.” ”Han er vist min Ven,” sagde Kongen, ”og en god Kristen, men dog var en Ting os imellem i Førstningen; et Gudehuus, der er helliget Thor, staaer ved hans Gaard; dog troer jeg at han ingen Dyrkelse øver der længer.” Ved dette blev Find vred, og sagde: ”Hør her en uhørt Ting, hvorledes seer du, min gode Konge! paa, at dine Mænd og Venner hemmelig ofre! du er vel i Grunden en Kætter.” Kongen sagde, at han var altfor heftig. Find løb strax ud, og drog til sin Fader og sin Broder. Om Natten før Find kom, drømte hans Broder Svend, at Thor var meget uvenlig og sørgmodig; Thor sagde nemlig: ”Her gaaer det nu, som man siger, at Venskabet kjøles, naar besøgene aftage, og skjønt det nu er Tilfældet her, som det virkelig er, saa vil jeg dog bede dig om een Ting, at du fører mig bort af mit Huus til Skoven, thi din Broder Find vil komme hjem, og jeg spaaer mig ikke Godt af Hans Komme.” ”Jeg har lovet Kongen,” svarede Svend, ”ikke at have noget med dig at gjøre, og det vil jeg holde; jeg holder dig heller ikke for nogen Guddom, om du ikke har Magt til at vogte dig for Fare, eller selv at skytte dig, hvorhen du vil.” Thor forsvandt derpaa fuld af Sorg og Bekymring, men Svend vaagnede. Find kom der Dagen efter, og Hans Fader og Broder toge særdeles vel imod ham; men da han havde været der en Nat, stod han op tidlig om Morgenen, og skaffede sig en Bælg; derpaa tog han en stor Klodskølle, og gik til Gudehuset; der var da alt ved Indgangen gammelt; Dørhængslerne vare rustne, og alt var ganske bestøvet; han gik ind, og stødte Gudebillederne af deres Pladser, plukkede og plyndrede af dem alt, hvad der havde Penges Værd, og kastede det i Bælgen. Find slog Thor med Køllen tre Slag, saa stærkt som han kunde, inden han faldt; derpaa bandt han ham et Reb om Halsen, og trak ham efter sig ned til Stranden; han steg derefter i en Baad, og drog til Kong Olaf saaledes, at han havde Thor slæbende i Vandet bag efter Baaden; stundom slog han ham. Da Kongen saae dette, sagde han, at Find ikke foer hæderlig med Thor. Find svarede: ”Det viser sig derved, at jeg har længe ikke yndet ham, og han skal endnu udstaae en værre og mere fortjent Behandling;” han kløvede da Thor til Splinter, lagde dem i Ilden, og opbrændte dem til Aske; siden tog han noget kogt Vand, lagde Asken deri, og gjorde en Grød deraf; denne Grød gav han Tævehunde at æde, og sagde: ”Det er tilbørligt, at Smaatæver æde Thor, ligesom han selv sine Sønner.” Find blev Kong Olafs Mand, og fulgde ham. Og naar Kongen paabød Folk den sande Tro, da var Find saa heftig og rasende, at de, som ikke strax gjorde hans Villie, vare udsatte for en stor Fare. Find var sædelig og holdt vel Troen, og fulgde Kongen bestandig i Messen. En Morgen kom Find hverken til Ottesang eller Messe; Kongen spurgde da, hvoraf det kom, at han ikke indfandt sig ved Messen, som han plejede. Det blev sagt ham, at han laa i sin Sæng. Kongen gik da til ham, og spurgde, om han var syg. Find sagde, at det var ikke ret meget. Kongen syntes, at hans Sygdom var stor, og lod ham berede til Døden, og hjalp ham selv med al kjærlig Omhu, medens han laa. Find døde af denne Sygdom, vel forberedt til døden. Kong Olaf tog sig hans Tab meget nær.


Eyvind Kinnrifas Død

204. Til Fortsættelse af den før begyndte Fortælling om de haleyiske (97) Brødre Sigurd og Hauk, som vare undslupne af Kong Olafs Fangenskab, maa fortælles; at de opholdt sig om Vinteren i god Behold hos Harek i Thjotta. Det traf sig nu en Dag om Vaaren, da det var godt Vejr, at Harek var hjemme, og faa Mænd tilstede paa Gaarden; Tiden syntes ham lang, Brødrene fulgde ham bestandig, og Sigurd spurgde ham da, om han ønskede, de skulde drage nogensteds hen at more sig. Dette syntes Harek vel om, og de gik ned til Stranden, og skød en Baad med sex Aarer paa Vandet; Sigurd tog ud af Nøstet (98) Sejl og de andre Skibsredskaber, som hørte Baaden til, og som de ofte plejede at bruge, om de end kun sejlede en kort Lystrejse. Harek gik ud paa Baaden, og lagde Roret i Lave. Sigurd og Hauk vare iførte deres fulde Rustning, som de plejede at gaae med hjemme hos Harek; begge vare de meget stærke. Før de gik ud paa Baaden, kastede de nogle Smørkurve og Brødkasser i Skibet, og bare en stor Ølbøtte imellem sig, da de gik om Bord. Harek gjorde sit Sæde i Stand agter i Baaden, og agtede ikke paa, hvad Brødrene toge sig for. Siden roede de fra Land; der blæste en sagte Nordenvind, og Vejret var mildt; da de vare komne lidt ud fra Øen, hejsede de Sejlene op, og Harek styrede; de fjærnede sig da snart fra Øen. Derpaa gik Brødrene tilbage, hvor Harek sad, og spurgde, hvorhen han vilde de skulde fare. Han sagde, at de skulde fare til den næste Ø for at more sig. ”Saa er det nu,” sagde da Sigurd, ”at du skal her kaare imellem tvende Vilkaar, det første, at du skal lade os Brødre raade for, hvor og hvorhen vi skulle fare; da skulle vi behandle dig vel, som du har fortjent; men det er det andet, at lade os binde dig; og det det tredie, at vi ville dræbe dig.” Harek saae da, hvorledes han var stædt; han mægtede ikke mere end at stride imod een af disse Brødre, naar de vare lige godt væbnede; han valgde da det Vilkaar, som syntes ham det bedste, at lade dem raade for Rejsen; dette forbandt han sig til ved Eder, og bekræftede det ved sit Æresord. Sigurd gik da til Styret, og styrede sydefter langs Kysten. Brødrene vogtede sig for at træffe paa Folk; og med den ønskeligste Lejlighed droge de uafbrudt, til de kom ned til Throndhjem og ind til Nidaros til Kong Olaf. Kongen lod Harek kalde for sig, og bød ham at lade sig døbe. Harek talte imod. Derpaa talte Kongen og Harek om den Sag i mange Dage, stundom for en Forsamling, stundom i Eenrum, og de kunde ikke komme overeens; tilsidst sagde Kongen til Harek: ”Nu skal du drage hjem, og jeg vil ikke Skade dig, først, fordi vi ere i nært Slægtskab, og dernæst ogsaa, fordi du vil sige, at jeg har fanget dig med Svig; men viid tilvisse, at jeg agter i Sommer at fare nordpaa at besøge eder Haleyer, og da skulle I faae at føle, om jeg kan revse dem, som nægte at antage Kristendommen.” Harek var vel tilfreds med, at han kom bort derfra saa hurtig mueligt. Kong Olaf gav Harek en god Skude, som roedes af ti eller tolv Mænd; Kongen lod dette Skib paa det bedste udruste med alt Tilbehør, og gav ham tredive raske og vel udrustede Mænd til følge. Harek drog strax bort, da han var færdig, men Hauk og Sigurd bleve tilbage hos Kongen, og lode sig begge døbe. Harek foer Vejen frem, lige til han naaede op til Thjotta; han sendte strax Bud til sin Ven Eyvind Kinnrifa med den Ordsending, at Harek af Thjotta havde været hos Kong Olaf, og havde ikke ladet sig tvinge til at antage Kristendommen, tillige lod han Eyvind sige, at Kong Olaf agtede om Sommeren, at drage med en Hær imod dem. Harek sagde, at de maatte tænke paa Raad derimod, og bad Eyvind komme snarest mueligt til sig. Da Eyvind fik dette Budskab, indsaae han, at den trængende Nødvendighed krævede, at de gik paa Raad om, hvorledes de kunde undgaae Kong Olafs Overlast. Eyvind foer, saa hurtig han kunde, med en let Skude med faa Mænd paa. Da han kom til Thjotta, tog Harek med Glæde imod ham, og de gik strax bort fra Gaarden til Samtale i Eenrum; men de havde ikke længe talt, inden de af Kongens Mænd, som havde fulgt Harek did, kom og grebe Eyvind, og førte ham med sig ud paa Skibet, hvorefter de fore bort med Eyvind, og standsede ikke Færden, inden de havde naaet til Kong Olaf i Throndhjem. Eyvind blev da ført for Kongen, som bød ham, ligesom andre, at lade sig døbe. Eyvind afslog det. Kongen bad ham med blide Ord, at antage den sande Tro, og han og Biskoppen sagde ham mange klare Mærker paa den almægtige Guds Herlighed og Mirakler, men Eyvind lod sig ikke bevæge derved. Da bød Kongen ham anseelige Gaver og store Lehn, og lovede ham derhos sit fuldkomne Venskab, om han vilde afstaae fra Hedenskabet og antage Daaben; men Eyvind nægtede det haardnakket. Da truede Kongen ham med Lemlæstelse eller Døden; men Eyvind lod sig ikke bevæge ved det. Siden lod Kongen indbære et Fyrfad, fuldt af Gløder, og sætte det paa Eyvinds Mave, og Maven brast snart Sønder. Da sagde Eyvind: ”Tager Fyrfadet af mig! jeg vil tale nogle Ord, inden jeg døer,” og saa blev gjort. Kongen sagde: ”Vil du nu, Eyvind! troe paa Krist?” ”Nej!” sagde han, ”jeg kan ingen Daab faae, om jeg end vilde, thi mine Forældre kunde ingen Børn faae, førend de droge til troldkyndige Finner, og gave dem mange Penge, for at de, ved deres Klogskab, skulde skaffe dem et Barn; de sagde, at de kunde ikke gjøre det, ”men det kan maaskee lykkes,” sagde de, ”om I love med Ed, at dette Barn skal lige til sin Dødsdag tjene Thor og Odin, om vi kunne udvirke for eder et Barn, som kan faae Liv og Alder dertil. De gjorde dette efter Finnernes Anviisning; siden avlede de mig, og gav mig til Odin; jeg fødtes da op, og saasnart jeg fik forstand dertil, fornyede jeg deres Løfte; og siden har jeg med al Kjærlighed tjent Odin, og er bleven en mægtig Høvding. Nu er jeg paa saa mangfoldig Viis Odin hengiven, at jeg kan paa ingen Maade gjøre Forandring heri, ej heller vil jeg.” Derefter døde Eyvind; han havde været en meget troldkyndig Mand.


Kong Olaf og Sigmund prøve Idrætter sammen

205. Da Sigmund Bresterssøn havde kristnet alle Færøerne efter Kong Olaf Tryggvesøns Bud agtede han om Sommeren at føre Thrand fra Gata over med sig til Norge, men blev to Gange dreven tilbage til Færøerne, og begge Skibene Søndersloges; han opholdt sig da paa Øerne den anden Vinter, og lod istandsætte det Skib, som havde lidt mindst; han beredte Skibet strax om Vaaren, saasnart han syntes, at der kunde fares mellem Landene; han begav sig dernæst paa Rejsen, saasnart han var færdig, og lod da Thrand tilbage under det Vilkaar, som før blev angivet. Sigmund havde en heldig Rejse, han traf Kong Olaf oppe i Nidaros, og bragde ham de Penge, som han betalte for den Skat af Færøerne, som forrige Sommer var forliist, og desuden de Skatter, som nu skulde erlægges. Kongen tog vel imod ham, og Sigmund opholdt sig længe om Vaaren hos Kongen. Sigmund fortalte da Kongen nøjagtig, hvorledes alt var gaaet af med Thrand og andre Øboere. ”Det er ilde,” sagde Kongen, ”at Thrand ikke kom til mig; og det er eder Øboer til stor Skade, at han ikke bliver gjort landflygtig fra Øerne, thi det antager jeg for afgjort, at det er een af de værste Mænd her i de nordiske Lande.”


206. Kong Olaf er den af alle Mænd i Norge, om hvem man veed at fortælle, som besad den største Fuldkommenhed i Legemsfærdigheder; han var stærkere og behændigere end enhver anden, og derom ere mange Beretninger optegnede: Saaledes er det een, at han gik uden Borde paa Aarerne, naar hans Mænd roede paa et Langskib, og legede med tre Haandsaxe eller korte Sværd paa een Gang, saa at eet af dem bestandig var i Luften, og han immer greb dem om Fæstet; han hug stedse med begge Hænder, og skød med to Spyd ad Gangen; han var den dueligste i at bruge Haandbue og i alskens Bueskydning, overgik enhver anden i Svømning, kunde ogsaa gaae op ad stejlere Klipper end nogen anden, som siden skal omtales. Kong Olaf var en særdeles munter Mand og spøgte meget, han var blid og nedladende, gjæv og meget gavmild, meget hidsig ved mange Lejligheder, stadselig og meget for Pragt; han overgik alle ved Tapperhed i Slag; han var meget grusom, naar han var vred, og piinte meget sine Fjender; somme brændte han i Ild, andre lod han glubske Hunde sønderrive, andre igjen lod han lemlæste eller styrte ned fra høje Bjerge. Derover elskede hans Venner ham, men hans Fjender frygtede ham; derved havde han god Fremgang med sit Paabud om Kristendommen og andre Ting baade udenlands og i andre Lande, da nogle gjorde hans Villie af Yndest og Venskab for ham, andre derimod af Frygt.


207. En Dag om Vaaren sagde Kong Olaf til Sigmund Bresterssøn: ”Nu ville vi more os i Dag, og prøve vore Færdigheder.” ”Dertil er jeg meget uskikket, Herre!” sagde Sigmund, ”men dog skal dette som andet, hvad der staaer i min Magt, beroe paa Eder.” Siden prøvede de Svømning, Skydning og andre Færdigheder, og det ere Folk enige i, at Sigmund af de daværende Mænd i Norge er kommen Kong Olaf nærmest i mange Idrætter, dog stod han tilbage for Kongen i alt, hvad de forsøgte. Det fortælles, at da Kong Olaf en gang sad ved Drikkebordet og beværtede sin Huustrop, og havde mange Indbudne hos sig, da var Sigmund i stor Kjærlighed hos Kongen, og to Mænd sade imellem Kongen og ham. Sigmund lagde sine Hænder frem paa Bordet; Kongen betragtede dem, og saae at Sigmund havde en tyk Guldring paa Haanden. Kongen sagde da: ”Lad mig see Ringen!” Sigmund tog Ringen af sin Haand, og rakte Kongen den. Kongen sagde: ”Vil du give mig denne Ring?” ”Det har været min Agt,” svarede Sigmund, ”ikke at skille mig ved denne Ring.” ”Jeg skal give dig en anden Ring isteden,” sagde Kongen, ”og den skal hverken være mindre eller mindre smuk.” ”Ej vil jeg skille mig ved denne,” sagde Sigmund, ”det lovede jeg Hakon Jarl, da han gav mig Ringen, med megen Alvor, at jeg skulde ikke skille mig ved den, og det skal jeg holde, thi god tyktes mig Gaven, den Gang Jarlen var til, og han gjorde mig Godt i mange Henseender.” Da sagde Kongen: ”Lad dig tykkes saa god, som du vil, baade Ringen, og han, som gav den; men Lykken forlader dig nu, thi denne Ring bliver din Bane; dette veed jeg nøje, og ligesaa hvorledes du har faaet den, og hvorfra den er kommen; Grunden til mit Forlangende var mere, at jeg vilde bortfjærne en uheldig Skjæbne fra mine Venner, end at jeg havde Lyst til denne Ring.” Kongen blev da rød som Blod i Ansigtet, men denne Tale hørte op, og aldrig siden var Kongen saa mild imod Sigmund som tilforn. Han forblev dog en Tid hos Kongen, og foer efter det tidlig om Sommeren ud til Færøerne. Sigmund skiltes da fra Kong Olaf med Venskab, og han saae ham aldrig mere. Sigmund kom ud til Færøerne, og tog Sæde paa sin Gaard paa Skufø. Men det gik siden, som Kong Olaf spaaede, at en Mand ved Navn Thorgrim hin Onde, i Forbindelse med sine to Sønner, myrdede Sigmund Bresterssøn, for at bemægtige sig Ringen, som Sigmund havde faaet af Hakon, da Sigmund engang var udmattet af Svømning paa det Sted paa Syderø, som hedder Sandvig, ligesom det berettes i Færøboernes Saga.


Kong Olafs Staller Grim dræbes

208. En Sommer kom til Island en Mand, ved Navn Grim; han var en Islænder af Slægt, og havde længe været udenlands, han var Kong Olaf Tryggvesøns Hofsinde, og havde en Tid været hans Stavngjemmer; Grim var en stor og stærk Mand. Grim var paa Island om Vinteren, og red til Thinge Sommeren efter. Den Gang boede Raudebjørns Søn Thorkel Trefil vester i Svigneskard i Borgefjord. Denne Thorkel var paa Althinget; men i det Folk gik op paa Lovbjerget, hændtes det, at Thorkel Tresil faldt og blev traadt under Fødder, da der var en stor Trængsel. Thorkel kom op igjen, og var meget vred over dette. Han havde lagt Mærke til, at den før nævnte Grim var den, der mest havde traadt paa ham. Med Thorkel var paa Thinget en Mand, som hed Sigurd, en stærk Mand og meget øvet i Færdigheder; Thorkel bad denne Sigurd at hævne hans Beskæmmelse paa Grim, og da Grim silde om Aftenen var ved at gaae til Sængs og afklædt, løb Sigurd uforvarendes ind i Teltet, og anfaldt ham med Vaaben. Grim stod tappert imod, men kunde kun gjøre liden Modstand, da han forud var vaabenløs, og han faldt der. Grims Frænder førte Eftermaal for dette Drab, og gjorde Sigurd landsforviist og fredløs paa detsamme Thing. Thorkel Trefil fik ham ud af Landet om Sommeren; han kom til Norge om Høsten, og gav sig et andet end sit virkelige Navn. Da nu Kong Olaf spurgde af nogle Kjøbmænd, som kom ude fra Island, at Grim, som havde været hans Stavngjemmer, var dræbt, og tillige, at Morderen uden Tvivl var kommen der, da blev han meget vred, og drog strax med en Trop Folk til Kjøbmandsskibet at lede efter Manden, og opdagede snart, hvo Gjerningsmanden var, uagtet han søgte at skjule sig; Sigurd blev da greben og sat i Fjæder. Dernæst stævnede Kongen til et stort Thing; Sigurd blev derpaa ledt frem paa Thinget; Kongen bød, at han skulde afklædes, og sagde, at han skulde bides ihjel af Hunde. Da gik een af Kongens Hofsinder for Kongen, og sagde: ”Herre! til en allfor haard Død synes os denne Mand bestemt, det er nu dine Mænds Raad og Bøn, at I heller lader saa rask en Mand bøde for sig, og tager ham, om eder saa synes, i eders Tjeneste, i steden for den Dræbte, thi denne er ikke mindre mandig end Grim var.” Kongen svarede: ”Denne Død skal han have, hvortil han nu er bestemt, for at andre skulle afskrækkes fra at dræbe mine Hofsinder uden Aarsag.” Men da Hofsinden saae, at Kongen ikke vilde i dette lade sig bevæge ved hans Ord, gik han til Biskop Sigurd, og underrettede ham derom. Biskoppen sendte ham strax tilbage til Kongen, at bede ham at give Manden Fred. Kongen svarede: ”Ikke forstaaer Biskoppen bedre end jeg at bedømme en Mand i Marken. Skynder eder nu at afklæde ham!” Der blev da saa gjort; siden blev der slaaet en Kreds om Sigurd, og Hundene bleve slaaede løse, og han var bunden nøgen for dem; men saa siges der, at han havde saa skarpt et Øjekast, at alle Hundene vendte sig fra ham, og ingen af dem var saa glubsk, at den vovede at anfalde ham, naar han saae med skarpe Øjne imod den. Da kaldte Kongen den raske Hund Vige til sig, klappede den, og viste den paa den nøgne Mand; den var meget træg til at gaae frem, stod dog op omsider og blev bister, løb siden frem til Sigurd, greb paa een Gang fat i ham og rev Maven ud, og løb strax tilbage til Kongen, og lagde sig for hans Fødder. Men da Sigurd følte Smerten, sprang han heftig op, thi hans Fødder vare løse, men Hænderne bundne, han sprang ud over Kredsen, men faldt strax Død ned. Da Biskoppen hørte dette, drog han til, og bebrejdede Kongen stærkt, indtil denne faldt til Fode for Biskoppen, og bad ham ydmyg med sand Anger om Miskundhed, og bekjendte med Taarer, at han meget havde forsyndet sig i Guds Aasyn ved denne grusomme Gjerning. Biskoppen var beredt til Tilgivelse paa Guds Vegne, saa snart han saae Kongens Anger, men satte ham dog aabenbart Skrifte for denne Sag.


Kong Olaf kommr til Halogeland

209. Om Vaaren efter Eyvind Kinnrifas Henrettelse lod Kong Olaf sine Skibe og Folk udruste; han førte da selv Tranen, som han havde ladet bygge; han havde et stort og skjønt Mandskab, og da han var færdig, styrede han ud efter Fjorden nordenfor Byrda og derpaa op til Halogeland; og hvor han kom til Land eller holdt Thing, bød han alt Folket at antage Daaben og den sande Tro; ingen dristede sig da til at tale imod, og alt Landet kristnedes, hvor han kom frem. Kong Olaf var paa Gjæsteri hos Harek i Thjotta; Harek blev da døbt med alle sine Folk; Harek gav Kongen gode Gaver, og blev hans Mand, og han fik store Forlehninger og Lehnsmands Værdighed af Kongen, og de opførte sig siden som Frænder imod hinanden med Venskab og Kjærlighed. Harek paa Thjotta var en Søn af Eyvind Skaldespilder: Eyvinds Fader var Find Skjalge, Eyvind Skaldespilders Moder var Gunhild, en Datter of Halfdan Jarl og Kong Harald Haarfagers Datter Ingeborg. Kong Olaf var en Søn af Kong Tryggve, en Søn af Kong Olaf, en Søn af Harald Haarfager.


Om Raud hin Ramme

210. Der var en mægtig og rig Bonde, ved Navn Raud hin Ramme eller Stærke, som boede paa Godø i den Fjord i Halogeland, som hedder Salfte. Raud havde mange Huuskarle hos sig, og holdt sine Folk særdeles vel, thi han var den største Høvding ikke allene der i Fjordene, men ogsaa videre der nordpaa, og en Mængde Finner vare strax til hans Tjeneste, saasnart han behøvede det. Raud var en stor Afgudsdyrker og meget troldkyndig; han var en god Ven af den før nævnte Thorer Hjort, som herskede nord oppe i Vaagar; de vare begge store Høvdinger. Da de spurgde, at Kong Olaf foer med væbnet Magt omkring i Halogeland, samlede de en Hær til sig, og udbøde Skibe, og de fik en stor Flaade. Raud havde en stor Drage med et forgyldt Hoved paa; det var et Skib paa tredive Rum og dog stort af et saadant at være. Thorer Hjort havde ogsaa et stort Skib. De styrede med denne Flaade sydefter imod Kong Olaf, og da de mødtes, lagde de strax til Slag imod Kongen; det kom der til en stærk og haard Træfning; Mandefaldet vendte sig snart i Hedningernes Hær, og en Deel af deres Skibe ryddedes, og dernæst overfaldt dem en Rædsel, saa at de toge Flugten. Raud roede med sin Drage ud i rum Sø; derpaa lod han hejse sine Sejl; han havde bestandig Bør, hvorhen han vilde sejle, og det var ved hans Trolddom og Galder. Om Rauds Færd er det kort at berette, at han sejlede uafbrudt, til han kom hjem til Godø. Thorer Hjort flygtede med sin Flaade ind til Landet, og Folkene løb dernæst af Skibene. Kong Olaf forfulgde dem med sine Folk; de satte efter dem og dræbte dem; Kong Olaf var som oftest ved saadan Lejlighed fremmerst i Spidsen; Kongen blev vaer, hvor Thorer Hjort løb; han var af alle den raskeste til Fods; Kongen løb efter Thorer, og Kongens Hund Vige fulgde ham. Da sagde Kongen: ”Vige! tag Hjorten!” Hunden løb frem efter Thorer og strax op paa ham; Thorer standsede derved; Kongen skød da sit Kastespyd efter Thorer; Thorer stak med sit Sværd til Hunden, og tilføjede den et stort Saar; men lige i det sannne fløj Kongens Spyd ind under Thorers Arm, saa at det stod ud igjennem den anden Side. Thorer lod der sit Liv, og Vige blev baaren saaret til Skibene. Kongen satte den bedste Læge til at helbrede Hunden, og den blev da lægt. Kong Olaf gav alle de Folk Fred, som bade derom, og vilde antage den sande Tro.


Om Raud hin Rammes Henrettelse

211. Kong Olaf styrede med sin Flaade nordpaa langs Landet, og kristnede alt Folket, hvor han foer frem; og da han kom nord op til Salfte, agtede han at sejle ind i Fjorden og besøge Raud; men der kom Slud og en sælsom Storm inde fra Fjorden, saa at Kongen laa en fuld Uge, og det samme haarde Vejr inde fra Fjorden holdt bestandig ved, men udenfor var det en blæsende Bør til at sejle nordefter. Kongen sejlede da lige op til Ømd, og der antog alt Folket Kristendommen. Derpaa vendte han igjen Færden sydefter, men da han kom nordfra til Salfte, da var der Regn og Sødrev ud efter Fjorden; Kongen laa der igjen nogle Døgn, men Vejret blev det samme. Da talte Kongen til Biskop Sigurd, og spurgde, om han kunde give noget Raad herved. Biskoppen sagde, at han vilde forsøge, om Gud vilde give sin Styrke dertil, at overvinde denne Djævels Kraft. Siden klædte Biskoppen sig i hele sin Messedragt, og gik frem i Stavnen paa Kongeskibet, der lod han opsætte et Kors med Kristi Billede paa, og tænde et Lys, og frembar Røgelse for det; han læste der foran Evangelium og mange andre Bønner, derpaa overstænkede han hele Skibet med Vievand; siden bød han Tjældingerne at borttages, og at man skulde roe ind ad Fjorden; han lod derpaa raabe til de andre Skibe, at de alle skulde roe ind efter dem; og da de roede stærkt paa Tranen, gik den ind ad Fjorden, og de, som vare paa det Skib, mærkede ingen Vind imod sig; den Plads, hvor Skibene roede frem, stod afsondret Luften, saa det der var blikstille, men paa begge Sider en rygende Sø, saa at man ingensteds kunde øjne Fjældene; det ene Skib roede da efter det andet, der hvor det var Stille. Saaledes sejlede de hele Dagen og Natten efter, og lidt før Dag naaede de ind til Godøerne. Da de kom for Rauds Gaard, stod hans store Drageskib foran Landet. Kong Olaf gik strax op til Rauds Gaard med sit Mandskab, og angreb og opbrød det Loft, hvori Raud sov; Kongens Mænd trængte ind, og Raud blev greben og bunden, og nogle of hans Mænd, som vare derinde dræbte, andre fangne. De anfaldt da ogsaa den Skale, hvori Rauds Huuskarle sov, og nogle af dem bleve dræbte, andre slagne og bundne. Dernæst blev Raud ført for Kongen, Kongen bød ham at lade sig døbe; ”da vil jeg,” sagde Kongen, ”ikke fratage dig dine Ejendomme, hvis du opfører dig saaledes, at du kan beholde dem.” Raud raabte imod, og sagde, at han skulde aldrig troe paa Krist, og bespottede Gud paa mange Maader. Kongen blev da vred, og sagde, at Raud skulde have den værste død. Kongen lod da tage og binde ham med Ansigtet i Vejret paa en Bjælke, lod derpaa sætte ham en Spile mellem Tænderne, for at Munden kunde være aaben; siden lod Kongen tage en Snog og føre den til Munden paa ham, men Snogen vilde ikke derind, og drejede sig bort, fordi Raud pustede stærkt imod den; da lod Kongen tage en Angelika stængel, og sætte i hans Mund, men efter andres Beretning lod Kongen sætte sin Lure i Munden paa Raud, og deri lod han Ormen sætte; siden lod han sætte en gloende Jærnteen udentil; da trak Ormen sig bort fra Jærnet, og krøb ind i Rauds Mund og siden i Brystet til Hjærtet, og skar sig ud af den venstre Side; saaledes lod Raud sit Liv. Kong Olaf tog der meget Bytte i Guld og Sølv og andet Løsøre, Vaaben og alle Slags Kostbarheder; men af de Folk, som havde fulgt Raud, og endnu vare i Live, lod han dem døbe, som vilde antage Troen, og dem, som ikke vilde det, lod han dræbe eller pine. Kong Olaf tog der den Drage, som Raud havde ejet, og styrede den selv, thi dette Skib var langt større og skjønnere end Tranen; foran paa det var et Dragehoved, og bag paa det en Svands, der stak frem som en Fiskehale; begge forsiderne paa Skibet, ligesom ogsaa Stavnen, var beslaaet med Guld; dette Skib kaldte Kongen Ormen, thi naar Sejlene vare hejsede i Vejret, kunde de lignes ved en Drages Vinger; dette Skib var den Gang det skjønneste af alle Skibe i Norge. De Øer, som Raud beboede, hedde Gilling og Hæring, men alle sammen kaldes de Godøerne, og Sundet norden for mellem dem og Fastlandet kaldes Godøstrøm.


Kongens Forhandling med en Mand paa en Kaag

212. Kong Olaf kristnede hele den Fjord, og tog siden Vejen sydpaa langs Kysten. Paa denne Rejse skede mange Hændelser, hvorom man har Frasagn; Trolde og andre onde Vætter drillede Kongens Mænd og stundom ham selv. Som de en Dag sejlede deres Vej frem, saae de en Mand komme roende paa en Kaag eller Knubskib ude fra Havet, og stile mod nogle Klipper; denne Mand var baade høj, som han sad paa Roerbænken, og bredskuldret, og svingede Aarerne stærkt; Kongen sagde til sine Mænd: ”Roer nu vel til! thi jeg vil tale med denne store Mand, som roer her foran os, for at faae at vide, hvad det er for en Mand.” Men da den store Mand saae, at Kongens Mænd roede stærkere, gjorde han det samme, trak hurtig i Aarerne, og lod Skuldrene synke, og de nærmede sig ikke hinanden. Da bød Kongen sine Mænd endnu at roe stærkere, og lægge saa mange Aarer ud, som der var Plads til paa Ormen. ”Tager ogsaa to eller tre fat paa hver Aare!” sagde han, ”og der maa dog behøves al Anstrængelse, om vi skal faae denne Karl fat.” De gjorde, som Kongen bød, og Ormen skød da en god Fart. Men da Manden paa Kaagen saae det, forekom det Kongen, som hans Øjne vare til alle Kanter; han saae sig omkring, og saae efter, hvor langt han havde til Klipperne; og han anvendte da sine yderste Kræfter, og forsøgte med al Anstrængelse at undkomme; han stod op med Aarerne, og lod sig falde ned i Kjølen, men de nærmede sig dog hinanden, skjønt temmelig seent. Da de endelig kom ham saa nær, at Kongen troede, han kunde høre dem, raabte han til ham, og sagde: ”Bi, du store Mand, og undfly ikke længer! thi vi ville tale med dig.” Manden svarede: ”Saaledes behandler du vore fleste Venner, at jeg har ingen Lyst til at træffe dig, og jeg vil ikke bie efter dig, thi mange ere om een, om vi træffes; og da kvad han:

Altfor fjærnt nu staaer min
Stærke, modige gamle
Ven og Broder, den sorte
Orm mod Kaagen stiler;
Hvis vi vare her begge
Brødre, Haardraads Sønner,
Ej vi flyed for Snogen
Fraadende Bølgers Veje.

”Alligevel skulle I flye, om I end ere to, men hvo er du?” sagde Kongen; ”Det angaaer ikke dig,” svarede han og kvad:

Sexti Aarer svinges
For dig ene paa Skibet,
Næppe findes større
Fyrste her paa Jorden;
Mig paa Baaden en enkelt
Aare spiller i Hænder,
Derfor er jeg tvungen,
Ilende bort at vige.

”Du skal nu give dig,” sagde Kongen. ”Ej fortjente jeg Bebrejdelse,” sagde han, ”om jeg gav mig denne Gang, som kunde hændes en gammel Mand for saa mange unge og raske Karle; men alligevel skal jeg aldrig komme i eders Vold;” han sprang da pludselig op, kastede Aarerne fra sig, og hvælvede Kaagen over sig; de skiltes saaledes, at de saae ham aldrig mere.


Kong Olaf træffer Thor

213. Da Kong Olaf en Dag sejlede Sønderpaa langs med Kysten for en sagte og god Vind, stod der en Mand paa en Klippe, som raabte paa dem, og bad dem have den Godhed at tage ham med Sønderpaa. Kong Olaf styrede med Ormen hen til Klippen, hvor Manden std, og han gik om Bord paa Skibet. Denne Mand var stor af Væxt og ung, smuk af Udseende og rødskægget. Saasnart han kom paa Dragen, begyndte han at skjemte og brydes med Kongens Mænd; han var dem haard at have med at gjøre, naar de skulde prøve Styrke; han opvakte en stor Munterhed; og det syntes dem en Gammen at spøge med ham; de sagde hverandre for Løjer Spotteord og udloe hverandre; han sagde, at Kongens Mænd syntes ham at være nogle svage Uslinger, ”og I ere uværdige,” sagde han, ”til at følge en saa berømmelig Konge, og besætte et saa skjønt Skib; denne Drage var besat med kraftige Folk, da Raud hin Ramme ejede den, thi saadanne Folk i Henseende til Kræfter, som jeg er, brugte han næppe til Bistand i Kampen men kun til Skjemt og Raadgivning, men nu ere I kun Uslinger imod mig.” Kongens Mænd spurgde, om han kunde fortælle nogle Tidender, gamle eller nye. Han sagde, at han troede, de kunde spørge ham om faa Ting, som han ikke kunde besvare. De førte ham da for Kongen, og sagde, at denne Mand var kyndig i mange Ting. Kongen sagde: ”Siig mig nogle gamle Tildragelser, om du kan.” Han svarede: ”Da vil jeg begynde dermed, Herre! at dette Land, foran hvilket vi nu sejle, var i fordums Dage beboet af nogle Riser; men det hændte sig, at der overfaldt dem en pludselig Død, saa at de alle uddøde næsten paa een Gang saa nær, at der ikke bleve flere tilbage end to Kvinder. Siden begyndte Folk fra Østerlandene at bebygge dette Land, men hine to store Kvinder gjorde disse Folk megen Overlast og Uro, og fortrykte det Folk, som beboede Landet, lige til Indbyggerne toge den Beslutning at paakalde dette røde Skæg til Hjælp for dem, men jeg greb da strax min Hammer, og slog dem begge ihjel; og dette Folk har siden holdt ved at anraabe mig om Bistand, naar de havde noget nødig, lige indtil du, Konge! har næsten ganske ødelagt alle mine Venner, hvilket fortjente at hævnes; og i det samme saae han tilbage imod Kongen, og grinte, i det han skød sig ud over Bord i Søen saa hurtig som en udskudt Piil, og de saae ham aldrig mere. Da sagde Kongen til sine Mænd: ”See der nu, hvorledes Djævelen var saa dristig, at han gik aabenbart lige til os ved lys Dag; af saadant sees det tydelig, hvor meget et kristent Menneske bestandig maa tage sig i Agt for at blive svegen af den urene Aand, som bestandig arbejder paa baade lønligen og aabenbarligen at bedrage Menneskeslægten, og ved sin Ondskab og Avind at forstyrre ethvert Menneskets gode Foretagende, men fører siden den, som giver efter for hans Overtalelser og Forførelser og med onde Gjerninger fuldkommen giver sig i hans Vold, fangen med sig til evige Kvaler. Derfor skulle vi jævnlig tegne og indvie os til Gud med det hellige Kors's Sejersmærke, thi Korsmærket er, naar det gjøres med fast Tro paa Gud, Aandens og Legemets urokkeligste Værn og Beskærmelse mod alle baade synlige og usynlige Fjender; hvilket vi fuldkommen fik at see, den Gang vi tegnede os med dette Mærke i Danmark lang Tid, førend vi antoge den hellige Daab. Men skjønt Djævlene driste sig til aabenbarligen at friste os, ere de dog alligevel meget rædde for Kristne, som have sin Fortrøstning til Gud og den hellige Daab, som det nu saaes, at disse Djævle, som viste sig for os baade nu og forrige Dag, søgte saa meget mueligt at komme fra os, saasnart vi kunde indsee, hvo de vare; derfor bør vi mangfoldigen at love vor Herre Jesum Christum og hans hellige Kors evindeligen.” Kong Olaf drog nu Vejen frem, indtil han kom til Nummedalsfylke; der laa han en Tid med sin Flaade, da der ikke længere var bør til at drage sydefter. Kongens Mænd havde hørt tale om, at Trolde og Uvætter havde mere deres Færd i Nummedalen end andensteds i Norge, og at dette Uvæsen var meget i Tilvæxt, saa at Folk efter Hakon Jarls Død næppe kunde holde sig i deres Boliger for Troldegang. Efterat Kong Olaf havde kristnet Landet, opholdt han sig i lang Tid i Throndhjem om Vinteren, og mange af hans Mænd vare nu meget nysgjerrige efter at vide, om dette var Opdigtelse eller Sandhed. Det fortælles, at to af Kongens Hofsinder gik en Nat lønligen af Skibene op i Land, og da de havde gaaet en Stund i Bælmørke, saae de Ild brænde i en Klippehule, og skyndte sig da derhen; de saae da mange Trolde sidde ved Ilden og tale sammen. De standsede ude ved Aabningen til Hulen, og det forekom dem, som een af disse Djævle var Høvding for alle de andre. Denne tog saaledes til Orde: ”Vide I, at Kong Olaf Tryggvesøn er kommen her til Land med sin Flaade? man kan vænte, hvis han opholder sig her nogen Tid, at han vil gjøre os een eller anden Overlast.” De andre Djævle svarede: ”Det vide vi tilfulde, hvor megen Uro og Skade han mange Gange har gjort os, siden han kom i dette Land, da han ingensteds lader os have Hvile; han har dræbt somme af vore Venner, andre har han endogsaa paa værre Maade fradraget os ved sine ondskabsfulde snedige Overtalelser; han har jaget os bort fra vore egne Boliger og ladet os endogsaa i Uvished, om vi kunne være i Sikkerhed for ham i denne Landflygtighed; vee vor Afmagt at vi faae hverken hævnet vor eller vore Venners Beskæmmelse paa ham! men vi, skulle dog gjøre, hvad vi formaae, og ødelægge disse nærmeste Bøjgder.” Da sagde deres Anfører: ”Siger mig, hvad I have haft med ham at gjøre?” Da tog een af de urene Aander til Orde: ”Min Bopæl var i Guledal ej langt fra Hlade; jeg var i Venskab med Hakon Jarl, og han gav mig gode Gaver, men da han uskyldig var berøvet Rige og Liv, kom denne grumme Mand i hans Sted, og en Dag, da Kongens Hofsinder holdt Leg saa nær min Bolig, at jeg troede næppe at kunne udholde deres Støj og Skrigen, da gav jeg mig hemmelig i Legen med dem, og jeg tog da én af dem fat, og legede saaledes med ham, at jeg brød Hans Arm, men næste Dag brød jeg Foden paa en anden, og de gik saaledes lemlæstede fra Legen; den tredie Dag kom Kongen selv, og gik at deeltage i deres Leg, jeg gav mig da atter i Lav med dem i den Agt at gjøre nogen af dem Skade; de fleste vare mig ubekjendte, saa jeg ikke kjendte den ene fra den anden; jeg greb dog temmelig haardt til een af dem, men denne tog imod, og satte begge sine Hænder saa fast i Siderne paa mig, at jeg var ikke kommen i en værre Klemme, om end disse Hænder havde været gjorte af gloende Jærn, og med saa stor Kraft begyndte han at trykke mig, at det var nær ved, at jeg havde givet mig til at skrige, men dog slap jeg med megen Nød og meget forbrændt ud af hans Hænder; da maatte jeg flye der fra min Bolig, skjønt nødig og mod min Villie, til dette Sted.” Derpaa svarede en anden Djævel: ”Om mig er at sige, at jeg tog en smuk Piges Skikkelse paa mig, og gik silde om Aftenen ind, da Kong Olaf holdt et anseeligt Gilde, og alt Folket var meget drukket; jeg holdt i Haanden et fagert Horn, der var fuldt af en Drik, som jeg havde blandet med Gift og mange onde Ting, i den Agt at skjenke Kongen med det; jeg stod smukt pyntet ved Skjenkebordet; da rakte Kongen sin Haand til mig, og vinkede, at jeg skulde skjenke for ham, og jeg blev da saa glad derved, som om jeg allerede havde hans Liv i min Haand; jeg gik da for ham og bar ham det fagre Horn, men han tog ved det, og hældte over mig den Fulhed og Edder, som jeg agtede at han skulde drikke; siden hævede han Hornet i Vejret, og satte det saa haardt i Hovedet paa mig, at den Skade, han derved tilføjede mig, forvinder jeg aldrig siden.” Da sagde en tredie ureen Aand: ”Ej gik det mig meget uligt dette, jeg iførte mig en beleven og fager Kvindes Skikkelse, og kom smukt klædt i Kong Olafs Herberge silde om Aftenen, da Kongen sad barbenet med Lærredsbuxer paa, der vare bundne om Benene; Biskoppen sad paa hans ene Side. Da jeg nu var kommen, opvakte jeg Kløe paa Kongens Fod nede ved Fodsaalen. Kongen saae nu, at der stod en væn og velklædt Kvinde, det var nemlig mig, han kaldte da paa mig, og bad mig kløe Foden; jeg gjorde saa, ligetil Kongen begyndte at sove; men da Kongen kom i Sængen, begyndte Kløen ved min Bestræbelse igjen at tiltage i Kongens Fod; jeg satte mig da paa Fodtrinnet, og kløede Foden, indtil baade Biskoppen og Kongen sov ind; da rakte jeg mig op over Kongen, og agtede at tage ham af Live ved min Djævelskraft, men Kongen vaagnede hurtig, og slog mig med en Bog saa stort et Slag i Hovedet, at Hjærneskallen tog megen Skade; jeg flyede da derfra med saadant Meen, at jeg bestandig siden bærer Hovedet skjævt, og bliver aldrig fri fra Værk.” Da Kongens Mænd havde seet og hørt disse Ting, vendte de tilbage, og droge sagte ud paa Skibene, for at Folkene ikke skulde vaagne derved; men om Morgenen fortalte de Kongen og alle hans Mænd denne Begivenhed. Kongen sagde: ”Alt dette, som I sige, er sandt, og det er til Mærke derpaa, at, da min Fod var bleven kløet, vakte jeg strax Biskoppen op, og bad ham see efter, om Foden ikke var beskadiget ved at være bleven berørt af denne Djævel, der saa aabenbarligen, og dog ved Forvandling i et Menneskeligt Legeme, var gaaet ind i vort Herberge. Men da Biskoppen kom til, og saae paa Foden, befandtes der at være en blaa Plet paa den, som var opsvulmet af Forgift. Biskoppen lod denne Plet skjære ud med Kjød og Blod; siden blev dette Saar ganske helbredet, og vil Arret paa min Fod kunne sees, saa længe jeg lever. Men dog forbyder jeg alle mine Mænd at gaae bort fra Skibene op i Land om Natten allene for saadan utidig Nysgjerrigheds Skyld uden mindste Nødvendighed.” Efter dette foer Kong Olaf og Biskoppen med alt det bedste Mandskab omkring i alle de nærliggende Bøjgder med Kors og Reliqvier, stænkede viet Vand over Bjerge og Klipper, Dale og Høje, og rensede ved hellige Bønner og Guds Bistand, alt, hvor de kom frem, fra onde Vætter og urene Aander, og frelste saaledes alt Folket fra Djævlens Trældom og Overlast. Derefter droge de ud til deres Skibe, og holdt siden sydpaa langs med Kysten. Kong Olaf kom om Høsten med sin Flaade ned til Throndhjem, styrede ind til Nidaros, og beredte sig der til Vintersæde.


Røgnvald Møre-Jarls Søn Rollaug farer til Island

214. Da Kong Harald Haarfager havde bemægtiget sig hele Norges Rige, og var til Gilde hos Røgnvald Møre-Jarl, tog Kongen der Bad, og lod sit Haar rede, og Røgnvald Jarl skar nu hans Haar, som da ikke havde været skaaret i ti Aar, hvorfor han var kaldt Harald Lufa, men siden gav Jarlen ham et Tilnavn, og kaldte ham Harald hin Haarfagre, og alle, som saae ham, sagde, at dette var et særdeles passende Navn, thi han havde baade et stort og fagert Haar. Noget efter foer Kong Harald med en Flaade til Vesterlandene, og underlagde sig der store Lande, som før berettedes. Førend han drog vestenfra, gav han Ørkenøerne og Hjaltland til Røgnvald Jarl i Bøder for dennes Søn; og Sigurd, Røgnvalds Broder, blev Jarl derover; men Røgnvald Jarl drog igjen med Kong Harald over til Norge, og tog der Sæde i sit Rige. Da Røgnvald Jarl spurgde sin Broder Sigurd Jarls død, sendte han sin Søn Hallad over til Ørkenøerne, men han opgav Jarldømmet, og foer dernæst tilbage til sin Fader. Røgnvald Jarl kaldte da sine Sønner sammen, og spurgde, hvo af dem der vilde tage Jarldømmet i Ørkenøerne. Thorer bad ham selv raade for ham, om han vilde, at han skulde drage derover eller ikke. ”Det er vel talt,” svarede Jarlen, ”men du er ægte født og vel skikket til Høvding, og du skal her tage Arv og Rige efter min Død.” Da gik Rolf frem, og bød sig til at drage i denne Færd. ”For dig,” svarede Jarlen, ”vilde det vel passe sig med Hensyn til din Styrke og dine Færdigheder, men dog troer jeg, at en større Hidsighed og Lyst til Kampfærd blusser i dit Sind, end at du vil kunne finde dig i at sidde rolig i slige Smaariger.” Da spurgde Rollaug sin Fader, om han vilde, at han skulde fare over til Øerne. ”Ej kan du blive Jarl,” svarede Røgnvald, ”du har ikke Krigersind; jeg troer snarest, at dine Veje ligge ud til Island; du vil i det Land holdes for en ypperlig Mand, og vorde Fader til en lykkelig Afkom, men her har Skjæbnen ej bestemt dig at være.” Jarlen sendte da sin Søn Ejnar over til Ørkenøerne. Rollaug drog til Kong Harald, og var en Tid hos ham, og gjorde et anseeligt Giftermaal. Han drog siden til Island med sin Kone og Sønner; han kom til Østerlandet ved Horn, og kastede der sine Højsædes Søjler over Bord (99), og de dreve op i Hornefjord, men han blev slaaet om til Vesterlandet, havde en haard Rejse og led af Vandmangel paa Skibet; de landede omsider paa Næssene i Lejrevaag; der var han den første Vinter. Da spurgde han til sine Søjler, og foer da over til Østerlandet; den anden Vinter opholdt han sig under Ingolfsfeld; siden foer han østerpaa til Hornefjord, og boede først under Skardsbrekka i Hornefjord, men siden paa Brejdebolstad i Feldshverfe. Rollaug var en stor Høvding, og holdt Venskab med Kong Harald, men drog aldrig ud af Landet. Kong Harald sendte Rollaug et godt Sværd, et Ølhorn og en Guldring, som vejede fem Ører; dette Sværd ejede siden Sida-Hals Søn Kol, men Kolskæg den Kyndige havde seet Hornet. Rollaug holdtes for at have været den anseeligste af Landnamsmændene i Østfjordenes Fjerding formedelst Hans Æt og Afkom. Han var Fader til Øssur Kejlesæl, som var gift med Thord Illugesøns Datter Groa; deres Datter var Thordis, Moder til Hal paa Sida. Hal paa Sida var gift med Jorejde Thidrandesdatter; deres Søn var Thorsten, Fader til Magnus, Fader til Ejnar, Fader til Biskop Magnus; en anden Søn af Sida-Hal var Egil, Fader til Biskop Jon den Helliges Moder Thorgerde. Thorvard Halssøn var Fader til Thordis, Moder til Jorun, Moder til Præsten Hal, Fader til Gissur, Fader til Biskop Magnus. Yngvilde, en Datter af Hal paa Sida, var Moder til Præsten Sæmund den Kyndiges Moder Thorey; Hals Søn Thorstejn var Fader til Gudrid, som igjen var Moder til Præsten Are den Kyndiges Moder Jorejde. Hals Datter Thorgerde var Moder til Yngvilde, Moder til Ljot, Fader til Jarngerde, Moder til Valgerde, Moder til Bødvar, Fader til Sturlesønnernes Moder Gudny.


Thorhals Ankomst tl Island og Thidrandes Fald

215. I Jarlen Hakon Sigurdssøns Dage kom en Nordmand, ved Navn Thorhal, ud til Island; han tog Land i Besiddelse i Syrlæksos, og boede paa Hørgsland. Thorhal var en lærd Mand og meget forudseende, og blev derfor kaldt Thorhal Spaamand. Han boede paa Hørgsland til samme Tid, som Sida-Hal boede paa Hof i Alptefjord, og der var fortroligt Venskab imellem dem. Hal var i Besøg paa Hørgsland hver Sommer, naar han red til Things, og Thorhal blev ogsaa ofte buden til Gildes hos Hal, og var der længe. Hals ældste Søn hed Thidrande, han var et meget smukt og haabefuldt ungt Menneske, og af alle sine Sønner holdt Hal mest af ham. Thidrande foer paa Udenlandsrejser, saa snart han havde Alder dertil, og han var meget vennesæl, hvor han kom frem, thi han var baade en meget duelig Mand, og derhos nedladende og blid imod enhver. En Sommer bød nu Hal sin Ven Thorhal øster over til Hof, da han red fra Thinget; Thorhal drog derover noget sildigere end Hal, og Hal tog som sædvanlig imod ham med den største Venlighed. Thorhal forblev der om Sommeren, og Hal sagde, at han maatte ikke drage hjem, førend Høstgildet var forbi. Den Sommer landede Thidrande i Berefjord, da var han atten Aar gammel; han drog hjem til sin Fader. Folk beundrede ham da, som ofte tilforn, endnu meget, og berømte hans Fuldkommenheder, men Thorhal Spaamand taug stedse, naar Folk roste ham mest. Da spurgde Hal, hvad Aarsagen dertil var, ”thi hvad du siger, Thorhal!” lagde han til, ”synes mig altid mærkeligt.” ”Aarsagen dertil,” svarede Thorhal, ”er ikke, at han eller du i nogen Henseende mishager mig, eller at jeg mindre end andre jo indseer, at han er en meget mærkelig Mand, men snarere er Grunden, at der ere mange til at rose ham, som han vist nok fortjener i mange Henseender, skjønt han er altfor beskeden til at lade sig selv mærke dermed; kan skee vi beholde ham ikke længe, og vil da Savnet af en saa haabefuld Søn blive dig stor nok, om end alle ikke rose hans Fuldkommenheder for dig.” Imod Slutningen af Sommeren begyndte Thorhal at blive meget ilde tilmode. Hal spurgde ham om Aarsagen. ”Jeg har,” svarede Thorhal, ”en slem Anelse om det Høstgilde, som her skal være; thi det bæres mig for, som en Spaamand vil blive dræbt paa dette Gilde.” ”Det kan jeg nøje udtyde dig,” svarede Hal, ”jeg har en ti Vintre gammel Oxe, som jeg kalder Spaamanden, fordi den er klogere end de fleste andre Nød, og den skal slagtes til Høstgildet, og det behøver ikke at volde dig Sorg, thi jeg vænter, at dette mit Gilde ligesom andre skulle være dig og andre mine Venner til Hæder.” ”Denne Grund anførte jeg heller ikke,” svarede Thorhal, ”fordi jeg var bange for mit Liv, men der bæres mig en større og underligere Begivenhed for, som jeg nu ikke kan forklare.” Hal sagde: ”Er det da ikke det Bedste, at lade dette Gilde gaae overstyr?” ”Ej nytter det at gjøre det,” svarede Thorhal, ”thi det maa skee, hvad Skjæbnen har besluttet.” Der blev da lavet til Gildet ved Vinterens Begyndelse; der kom kun faa Gjæster, thi Vejret var hvast og vanskeligt; men da Folkene satte sig til Bords om Aftenen, sagde Thorhal: ”Jeg vil bede, at alle ville følge mit Raad om, at ingen gaaer her ud af Huset denne Nat; thi stor Skade vil det volde, om dette Raad ikke bliver fulgt; og hvad Varsler der end skee, maa ingen give Agt paa dem, thi det vil lede til meget Ondt, om nogen ændser dem.” Hal bad Folkene at holde Thorhals Ord; ”thi de slaae ikke Fejl,” sagde han, ”og det er bedst at age hjem i en heel Vogn.” Thidrande gik Gjæsterne til haande, og han var i dette som i andet høflig og beleven; og da Folk gik at sove, anviste Thidrande Gjæsterne Plads i sin Sæng, men han lagde sig selv i et Sæde yderst ved Panelet. Da nu de fleste vare faldne i Søvn, blev der banket paa Døren, men alle lode, som de ikke mærkede det, saaledes gik det tre Gange. Da sprang Thidrande op, og sagde: ”Dette er en stor Skam, at alle lade som de sove, det er vist Indbudne, som ere komne;” han tog da sit Sværd i sin Haand, og gik ud; men han blev ingen vaer; da faldt det ham ind, at nogle Gjæster vel havde redet forud hen til Gaarden, og siden tilbage imod andre, som fulgde efter; han gik da ud under Vedkasten, og hørte, at nogle kom ridende nordenfra paa Marken; han saae, at det var ni Kvinder, alle i sorte Klæder og med blottede Sværd i Hænderne; han hørte ogsaa, at nogle kom ridende søndenfra paa Marken, det var ogsaa ni Kvinder, alle i lyse Klæder og paa hvide Heste. Thidrande vilde da gaae ind igjen og fortælle Folk Synet, men de sortklædte Kvinder naaede ham forinden og angrebe ham, men han værgede sig med Mandighed. Temmelig længe derefter vaagnede Thorhal, og spurgde, om Thidrande vaagede, men han fik intet Svar. Thorhal sagde, at nu var det vist for silde. Man gik da ud; det var Maaneskin og Frostvejr, de fandt Thidrande ligge saaret, og han blev da baaren ind, og da man talte til ham, sagde han alt dette, som var hændet ham. Han døde den samme Morgen i Lysningen, og blev lagt i en Høj efter hedensk Skik. Siden søgte man at opspørge, hvo der havde færdedes der, men ingen vidste noget til, at Thidrande havde Uvenner. Hal spurgde Thorhal, hvorledes det vel hang sammen med denne underlige Tildragelse. Thorhal svarede: ”Det veed jeg ikke, men det aner mig, at dette har ingen andre Kvinder været end eder Frænders Fylgier (100); jeg vænter, at der snart vil skee Troesforandring her, og at en bedre Religion vil da komme hid til Landet: jeg tænker, at de af eders Skytsgudinder, som have haandthævet denne Tro, maa forud have vidst Troesforandringen, og at I Frænder ville unddrage eder fra dem; de have nu ikke kunnet finde sig i, ikke at have nogen Skat af eder forud, og de ville nu have ham til deres Deel, men de bedre Diser maa have villet hjælpe ham, men have ikke kunnet; nu maa I Frænder nyde godt af dem, da I ville antage den fremmede Tro, som de forkynde og haandthæve. Denne Tildragelse bebudede nu, som Thorhal sagde, ligesom saa meget andet, den Glædes Tid, som fulgde efter, da den almægtige Gud værdigedes at skue med Miskundheds Øjne paa det Folk, som beboede Island, og ved sine Apostler at frelse dette Folk fra Djævelens langvarige Trældom, og føre det siden til Deelagtighed i sine antagne Børns evige Arvelod, som han har forjættet alle dem, som ham ville troligen tjene ved Standhastighed i gode Gjerninger; og ikke mindre viste hele Menneskeslægtens Fjende aabenbarligen ved saadanne og mange andre Ting, hvorom man har Beretninger, hvor nødig han opgav sit ranede Bytte, og det Folk, som han forud hele Tiden havde holdt fanget i sine forbandede Afguders Vildfarelses snarer, da han med saadanne Anfald forøgede sin grumhedsfulde Harme imod dem, som han havde Vælde over, som om han vidste, at hans Skam og fortjente Tab af sit Bytte nærmede sig. Hal tog sig sin Søn Thidrandes Død saa nær, at han holdt ikke længer af at boe paa Hof; han flyttede da sin Bopæl til Thvaattaa. Det hændte sig engang, at Thorhal Spaamand var paa Thvaattaa efter Hals Indbydelse; Hal laa i en Sæng men Thorhal i en anden; og en Morgen, da begge vare vaagne, smilede Thorhal; Hal sagde: ”Hvi smiler du nu?” Thorhal svarede: ”Jeg smiler over, at mange Høje aabnes, og hvert levende Væsen gjør sig Dragter baade smaae og store, og holder Flyttedag.” Kort efter skede de Tildragelser, som nu skulle fortælles.


Thangbrand kommer til Island, og forkynder Kristendommen

216. Da Kong Olaf Tryggvesøn havde hersket to Aar over Norge, sendte han Præsten Thangbrand til Island; han landede i Selvaagar i den nordre Alptefjord. Da de Indfødte vidste, at Thangbrand og hans Mænd vare Kristne, vilde de ikke tale med dem, og ej vise dem til Havn, og Bøjgdemændene vilde ingen Hjælp eller Bistand yde dem. I den Tid boede Sida-Hal paa Thvaattaa; han gjorde i nødvendige Ærender en Rejse nordop til Fljotsdal; og da han drog tilbage, kom Thangbrand ham imøde, gik for ham og hilste ham ærbødig; han fortalte Hal Aarsagen til hans Ankomst der, og tillige at Kong Olaf havde sendt den Hilsen til ham, at, om han kom til Østfjordene, da skulde Hal yde ham Bistand i hvad han kunde behøve; Thangbrand bad da Hal om, at han skulde hjælpe ham at faae sit Skib i Havn, og yde ham Bistand i andre nødvendige Ting. Hal optog vel og villig hans Ord og Kong Olafs Hilsen; han skaffede strax Folk til at føre Thangbrands Skib tll Lejravaag i den søndre Alptefjord, og lod det sætte op paa det Sted, som siden kaldes Thangbrands Havn eller Skibsstade; men hele Ladningen lod han føre hjem paa sin Toft, og rejste dem der et Telt, hvori de boede om Vinteren; der sang Thangbrand Messer og holdt Gudstjeneste. Hal behandlede Thangbrand og hele hans følge vel, og sørgede for alle deres Fornødenheder; han var ofte i Teltet hos dem. Om Høsten Dagen for Michaelis Højtidsdag holdt Thangbrand og hans Folk Helligaften; Hal var der da, og spurgde, hvorfor de nu holdt op med Arbejde. Thangbrand svarede: ”Den Dag, som stunder til, holde vi hellig og Højtidelig til Ære for Guds hellige Erkeengel Michael. ”Hvo var denne Michael, ”spurgde Hal, ”og hvad Egenskaber besad han?” ”Michael var ikke et Menneske,” svarede Thangbrand, ”men han var en Aand” der af den almægtige Gud var beskikket til Høvding over andre Engle, som han har sat til at stride imod Djævelen og hans djævelske Apostler og at beskytte alle rettroende kristne Folk mod de urene Aanders skadelige Pile; Erkeenglen Michael er ogsaa fornemmelig given af Gud Magt over de kristne Sjæle, som fare fra denne Verden, at han skal tage imod dem, og føre dem i Paradis's ophøjede Hvile, hvor der er uudsigelig Fryd og Glæde, Herlighed og Salighed og alskens gode Ting i Overflødighed; der er ingen død, ingen Sorg eller Sygdom, ingen Bekymring eller Jammer, men uendelig Sundhed og evigt Liv. Der ere de Mennesker, som i deres Liv med Retskaffenhed og et reent Hjærte have tjent deres Skaber, deelagtige i Englenes Tjeneste; deres Skjønhed og Glands overgaaer Solens Lys, deres Vellugt overgaaer al Sødhed, deres Hurtighed, Styrke og Kraft er større end man kan tænke sig; deres utallige Mængde er til den bestemte Tjeneste af Gud inddeelt i ni Hærskarer; nogle af dem have Ordre og Vælde til at modstride og nedslaae hele de onde Aanders Magt, hvilke bestandig efterstræbe Menneskeslægten og søge at gjøre den Skade; andre bortvise Sygdomme, Skader og Gjenvordigheder fra Menneskene, og skaffe de dødelige isteden derfor fuldkommen Sundhed og alle andre Fornødenheder og lykkelige Ting; andre staae bestandig for Skaberen og have derhos alle det fælles Hverv og Foretagende, uafladelig at prise den almægtige Gud, og ubeskrivelig at fornøje ham med fagert lydende Sange, bestandig beundrende hans Skjønhed, og ønskende evindelig at see hans Ansigt.” Men da Thangbrand med megen Veltalenhed havde foredraget disse og deslige Ting, sagde Hal: ”Det synes mig umuligt for Menneskene at skjønne og fatte, hvor fuld af Herlighed den maa være, hvem saadanne og saa ypperlige Engle tjene.” Thangbrand svarede: ”Sandelig har den Helligaand indblæst denne Indsigt i Brystet paa dig, som er en hedensk Mand.” Da Hal nu om Aftenen var kommen til Bords med sine Huusfolk, sagde han til dem: ”Thangbrand og hans Stalbrødre højtiligholde Dagen i Morgen til Ære for en Gud, som de have; nu skulle I have Lov til at højtideligholde denne Dag med dem; det er ogsaa tilladt os at gaae til at see og høre paa denne Religions Skikke.” Da Hal om Morgenen var paaklædt, gik han til Teltet, og stod udenfor det med alle sine Huusfolk; men da de hørte Klokkelyden og hørte de syngende Mænds fagre Stemmer, hvoraf de ingen af Delene forhen havde hørt, syntes de meget vel derom, men endnu mere, da Messen blev sungen, da de saae Munkene klædte i herlig Dragt og Kjerterne skinnende med klart Lys, og mærkede Røgelsens søde Vellugt. Da Hal kom hjem, spurgde han sine Huusfolk, hvorledes de syntes om de Kristnes Skikke. De svarede, at alt, hvad de havde seet og hørt af deres Skikke og Gudstjeneste, syntes dem meget reent og skjønt. Præsten Thangbrand talte ofte for Hal, og tilskyndte ham at omvende sig til den kristne Troes Skikke. Engang sagde Hal til Thangbrand: ”Det er Tilfældet, at her hos mig ere to meget gamle Kjærlinger, skrøbelige af høj Alderdom, saa at de ligge paa deres Sygesæng, og kunne ikke føre sig selv af Stedet; nu vil jeg lade dig døbe Kjærlingerne, og hvis de efter Daaben kunne røre sig noget mere, eller deres Sygdom lindres noget, og de faae ingen Skade af, at de røres saa meget, og føres i Vand; da indseer jeg, at en stor Kraft følger den kristne Religion, og skal jeg da lade mig og alle mine Huusfolk døbe.” Derpaa opmuntrede Hal Kjærlingerne til at antage den Tro, som Thangbrand forkyndte, og da de bejaede Præstens trefoldige Spørgsmaal om Troen paa Treenigheden, og tillige at de begjerede Daaben efter Troens Medfør, døbte Præsten Thrangbrand dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands, og klædte dem i hvide Klæder. Da Huusbonden Hal kom til dem Dagen efter, og spurgde, hvorledes de befandt sig, svarede de begge paa een Gang, saaledes sigende: ”Meget vel befinde vi os, thi vore Lemmer ere vel formedelst Alderdommens Medfør af ringe Kræfter, men alligevel er dog al den Sygdom og Svaghed, som længe har betynget og betrængt os, borte, og isteden derfor er kommen en fuldkommen Hvile og Sundhed i Legemet, thi alle vore Lemmer og Ledemode ere smidige og skikkede hver til sin Forretning, ligesom vi vare blevne unge anden Gang; forsvunden er ogsaa al Ængstelighed og Rædsel og Lede til Livet, men vi have faaet Fryd og Glæde og sikkert Haab om den evige Glæde og tilkommende Salighed.” Hal blev glad ved dette, og lovede at antage Troen. Hal blev med alle sine Huusfolk døbt Løverdagen før Paaske i Bækken, der løb fra hans Brønd; Thangbrand gav denne Bæk Navn, og kaldte den Thvaattaa, hvorefter Gaarden siden er opkaldt. Thangbrand drog om Sommeren til Thinget med Hal; men da de kom ned i Skogeherred, Kjøbte Hedningerne den Mand, som da var mest berømt paa Island for Trolddom, og hed Galder-Hedin, til, at han skulde saa gjøre ved sin Kunst, at Præsten Thangbrand sank levende ned i Jorden. Hal og Thangbrand toge Herberge paa Kirkebø; der boede da Surt Asbjørnssøn, hvis Fader Asbjørn var en Søn af Thorstejn, Ketil den Taabeliges Søn; disse Frænder havde i lang Tid boet paa Kirkebø, den ene efter den anden, og vare alle Kristne, thi der kunde ingen Hedninger boe. Den Dag Hal og Thangbrand nu rede bort fra Kirkebø, sprak Jorden under Thangbrand, og hans Hest sank ned, men han selv kom af den, og undslap ved Guds og sine Medfølgeres Bistand. Thangbrand kom til Thinget, og omvendte mange Mennesker til den sande Tro i den Søndre Fjerding og i de nordlige Herreder af Øfjordboernes Fjerding. De, som vilde antage Troen, indbøde ham derop til sig; han kom da op til Øxarfjord om Sommeren, og døbte der mange Mennesker i den Bæk ved Skinnested, som siden hedder Thangbrandsbæk eller Brandsbæk; og i Myvatn døbte han Folk i Thangbrandsdam; men formedelst Øfjordboernes Voldsomhed naaede han ikke at komme længere mod Vesten end til Skjalfandefljot. Den samme Sommer dræbte Thangbrand og Gudlejf, formedelst Nidviser og Gudsbespottelse, Are, en Søn af Mar, hvis Fader var Skjalden Veturlide i Fljotshlid. Om dette Drab er saaledes kvædet:

Kirkens hellige Vogters (101)
Taler havde den tapre
Kriger søgt at hindre
Sønderpaa i Landet;
Sædernes Forbedrer (102),
Stridbar selv, lod Sværdet
Lyde i sin Digter (103)
Veturlides Hoved.

Der var ogsaa en anden Mand, der gjorde en Nidvise om Thangbrand og Gudlejf; han hed Thorvald den Listige, og boede i Heyvig paa Grimsnæs. Denne Nidvise sendte Thorvald den Listige til Ulf Uggesøn:

Sikkert Budskab vil jeg
Sende til den tapre
Ugges Søn, med Staalets
Styrer heel fortrolig,
At han den skændige Fjende,
Som forhaaner Guder,
Skal for Ulve kaste,
Jeg den anden vil dræbe.

Saadant digtede han, og meget værre endnu. Ulf kvad denne Vise til Svar paa hin:

Om end Budet sendes
Af den kyndige Sømand,
Digterens Bøn dog ikke
Agter jeg at opfylde;
Sig til saadan Daad at
Sælge, er Skjalden farligt,
Ondt er nu i Gang, for
Meget Meen jeg sørger.

Thangbrand og Gudlejf dræbte siden Thorvald den Listige ved Hestlæk. Derefter drog Thangbrand østerpaa til sit Skib, og beredte sig til at drage bort fra Landet. Saasnart han var færdig, tiltraadte han Rejsen, thi han saae, at han ikke udrettede meget med Kristendommens Forkyndelse, da de, som med Ydmyghed villigen antoge Guds Budskab og den hellige Daab, vare kun faa imod dem, som med fuld Avind modstode og paa alle Maader stræbte at tilintetgjøre Kristendommen. Thangbrand var ikke kommen langt ud paa Havet, inden der overfaldt ham en stormende Modvind, som kastede Skibet tilbage til Island; han kom i Land ved Høfn i Borgefjord ikke langt fra Hvidaa. Den Gang boede paa Skalholt Gissur den Hvide, en Søn af Tejt Ketilbjørnssøn. Da han spurgde, at Thangbrand var kastet tilbage, bød han ham til sig, og Thangbrand opholdt sig i Skalholt om Vinteren. Denne Vinter rev Stormen Thangbrands Skib bort, saa at det blev noget forslaaet; derom digtede Skaldrefs Moder Stejnun:

Thor har ført af Lejet
Thangbrands lange Sødyr
Begge Borde han rysted,
Og mod Jorden det stødte;
Til at sejle vil Skuden
Skikket ej siden være
Thi en heftig Storm den
Ganske slog i Splinter.

Og fremdeles kvad hun:

Jætteafkoms Morder (104)
Sønderbrød for Klokkens
Vogter (105) hele Skibet,
Søhesten Guder dreve,
Christ ej Knørren beskærmed.
Da den haardt blev slaaet,
Lidt kun, troer jeg, vogted
Gud da Vikingens Ganger.

Skibet lod Thangbrand istandsætte, og kaldte det da Jærnmejs eller Jærnkurven; og efter det er Jærnmejshøfde opkaldt. Om Vaaren foer Thangbrand vesterpaa til Bredefjord til Tardestrand, og opholdt sig en Tid hos Gest Oddlejfssøn. Der udfordrede en fremmed Bersærk ham til Holmgang. Thangbrand sagde, at han var heel beredt. Bersærken sagde: ”Du vil ikke vove at gaae til Tvekamp med mig, om du forud seer mine Idrætter.” Thangbrand spurgde, hvilke disse Idrætter vare. Han svarede: ”Jeg gaaer med bare Fødder gjennem brændende Ild, og jeg lader mig uden Bedækning falde paa Spidsen af mit Sværd, og ingen af Delene skader mig.” ”Derfor maa Gud raade,” svarede Thangbrand. Der blev da gjort en stor Ild, og Thangbrand viede Ilden. Bersærken gik uden Frygt paa den, og brændte Fødderne stærkt; derpaa lod han sig falde paa Sværdet, men Thangbrand havde forud gjort Kors over Spidsen, og Bersærken fik deraf strax sin Bane. Over hans Død glædede sig ikke blot de Kristne, men ogsaa Hedningerne, thi mange havde udstaaet Underkuelse og Overlast af denne Bersærk. Gest lod sig da primsigne, og ligesaa nogle andre der vesterpaa, som vare Gests Venner. Derefter drog Thangbrand til sit Skib, og foer fra Landet om Sommeren paa Jærnmejs; han havde en heldig Rejse, kom til Throndhjem, og lagde ind til Nidaros.


Kjartan, Gissur og Hjalte bede om Fred for Islænderne

217. Nu maa først fortælles om de Islændere, som denne samme Sommer kom ude fra Island til Nidaros, kort førend Kong Olaf kom tilbage fra Halogeland. Een af dem var Haldor, en Søn af Gudmund den Mægtige paa Mødrevalle; en anden Kolbejn, en Søn af Thord Freys Præst og Broder til Brenna-Flose: en tredje Sverting, en Søn af Offerpræsten Runolf; ogsaa Thoraren Nefjulfssøn havde et Skib at styre blandt dem; alle disse vare Hedninger, og desuden vare der mange andre baade fornemme og ringe Mænd. Disse nu nævnte Mænd lavede sig til at sejle bort, enhver med sine Skibsfolk, saasnart Kong Olaf var kommen tilbage fra Halogeland, thi der blev dem fortalt, at Kongen nødte alle til Kristendommen. Hedningerne lagde strax ud af Aaen, da Kongen var kommen til Byen, og sejlede ud af Fjorden, men Vinden var dem imod og kastede dem tilbage ind under Nidarholm. Det blev nu Kong Olaf fortalt, at der laae Islændere med nogle Skibe ude under Holmen, som alle vare Hedninger, og vilde søge at komme bort fra ham. Kongen sendte strax Mænd ud til dem, forbød dem at drage bort, og bød dem at lægge ind til Byen. De gjorde saa, men udlossede ikke deres Skibe. I den Tid kom ude fra Island de anseelige og ypperlige Mænd, som havde antaget Kristendommen efter Præsten Thangbrands Forkyndelse, Gissur Hvide og Hjalte Skeggesøn fra Thjorsaadal. Hjalte var gift med Gissur Hvides Datter Vilborg. Aarsagen til Hjaltes Udenlandsrejse var, at han om Sommeren havde paa Althinget fremsagt denne Kvædling:

Guder jeg ej vil spotte!
Tykkes mig Freya en Tæve,
Een af to er det stedse,
Odin eller Freya.

Offerpræsten Runolf, en Søn af Ulf Jørundssøn, var den første, der tog sig det nær og kaldte det Gudebespottelse, og han sagsøgte derfor Hjalte til Straf, skjønt det var ham ikke let at sætte det igjennem; han viste ved denne Sag mere sin Avindsyge og Magt, end Retfærdighed; thi formedelst Hjaltes Vennesælhed kunde han ikke faae Retten holdt, førend han satte den paa Øxaraabro, og lod Brohovederne forsvare med væbnet Magt; og da kunde han ikke faae nogen til at være Sagsøger, førend han endelig fik en Mand med Navn Thorbjørn, en Søn af Thorkel i Guddale, til at sættte sig i Retten og være Sagsøger. Ved denne Dom blev Hjalte gjort fredløs formedelst Gudebespottelsen. Han beredte sig samme Sommer til at drage bort, fra Landet paa et Skib, som han havde ladet bygge hjemme i Thjorsaadal. Da han var færdig, drog han ned langs den vestre Rangaa til Søen; da de nu styrede ned ad Aaen, løb en stor og ubekendt Mand med Skjold for sig og Spyd i Haanden langs Aabreden. Hjalte anede, at denne Mand var sendt ud efter ham, og raabte til ham, saa sigende: ”Du store Mand! der ligger dig i Brystet en Halmvisk, hvor Hjærtet skulde være.” Men han skød Spydet til Hjalte saa haardt, at det gik igjennem Skjoldet, som han holdt for sig. De grebe da Manden, og Hjalte spurgde, hvo han var, og hvo der havde sendt ham i dette Ærende. Han svarede: ”Jeg hedder Narfe, og er sendt af forstanderen Runolf, at løse mig fra en Straf, jeg er dømt til, ved at dræbe dig.” Hjalte sagde: ”Jeg skal give dig et godt Raad til at blive befriet fra Straffen; drag ud af Landet, og følg med mig!” Dette modtog han. Gissur og Hjalte fore dernæst bort fra Landet, og traf Kong Olaf i Nidaros. Kongen tog med Mildhed imod dem, saasom han fik at vide, at de vare Kristne.


Hjaltes og Gissurs Mandighed

218. Kort efter kom Thangbrand, som nylig var kommen fra Island, til Kong Olaf, og fortalte Kongen, hvor ilde Islænderne havde taget imod ham; ”Nogle digtede Nidviser om mig,” sagde han, ”og andre vilde dræbe mig, men til Slutningen blev jeg gjort fredløs paa Althinget, og det er vist, at Folket der vil aldrig antage Troen, nogle faa undtagne.” Ved denne Thangbrands Beretning blev Kongen meget opbragt, saa at han lod strax blæse til Thinge, og indbyde dertil alle Islænderne, som vare i Byen eller paa Skibene; dernæst bød han sine Folk at gribe alle dem, som vare Hedninger, plyndre, lemlæste eller dræbe dem; men de islandske Høvdinger Kjartan Olafssøn, Gissur, Hjalte og andre, som vare Kristne, gik for Kongen, og bade om Fred for Islænderne, sigende: ”Ej maa du, Herre, Konning! gaae fra dit Ord; du har sagt, at, om et Menneske havde gjort dig nok saa meget imod, vilde du dog tilgive det, om det vilde lade sig døbe og afstaae fra hedenskabet; nu ville alle de Islændere, som ere her, antage den sande Tro og lade sig døbe, og vi ville finde paa et Raad til at faae Kristendommen indført paa Island. Her ere Sønner af mange mægtige Mænd paa Island, og deres Fædre ville yde deres formaaende Bistand til denne Sag. Naar man har med raa Hedninger at gjøre, saa bør man gaae forstandigen til Værks og bruge Mildhed og Skaansomhed, og ved saadan Fremgangsmaade udretter man ofte mere end ved Grumhed og Heftighed; og saa meget mere, jo haardere og taprere Mænd man har imod sig. Thangbrand derimod gjorde sig kun yndet af faa paa Island; det er eder ikke ubekjendt, Herre! hvorledes han foer frem her hos eder; derude havde han det samme Sind, gik til Værks med Haardhed og Voldsomhed, og dræbte Folk, naar de mishagede ham, og sligt taalte man der ikke af ham.” Da Hjalte og Gissur havde sluttet deres lange og smukke Tale, sagde Kongen: ”Hvilke, og af hvad Æt ere disse veltalende Mænd?” Gissur svarede: ”Hjalte er en Søn af Skegge, en Søn af Ejlif, en Søn af Ketil den Eenhaandede; Hjaltes Moder var Thorgerde, en Datter af Hlif, en Datter af Torf-Ejnar Jarl, Røgnvald Møre-Jarls Søn; men jeg er, sagde Gissur, en Søn af Tejt, en Søn af Ketilbjørn, en Søn af Ketil, en mægtig Mand fra Nummedalen; Ketilbjørns Moder hed Æsa, en Datter af Jarlen Hakon Grjotgardssøn; min Fader Tejts Moder, vedblev Gissur, var Helga, en Datter af Thord Skegge, en Søn af Rapp, en Søn af Bjørn Buna, en Søn af Vedrgrim; men min Moder var Alof, en Datter af Bødvar, en Søn af Vikinge-Kaare; Bødvar var Broder til Erik paa Ofrestad, din Morfader, Konge! Det gjorde jeg formedelst Slægtskabet med eder, Konge! at jeg bød Thangbrand til mig, da andre forfulgde ham.” Da Kongen hørte, at de vare saa nær i Slægtskab, blev han mild imod Gissur, og sagde saa: ”I Svogre skulle være velkomne hos os i Vinter, og om I love eders Omsorg og Bistand til, at vor Villie om Kristendommen kan faae Fremgang paa Island, da skulle alle disse Islændere drage frit bort fra os, undtagen de fire, som I holde for fornemst; dem vil jeg beholde, som Gidsler, indtil Kristendommen enten er ved Lov antagen paa Island eller fuldkommen afslaaet; dertil nævner jeg den Mand, som har opholdt sig en Tid her hos os, og hvem vi have prøvet som en brav Mand, Kjartan Olafssøn, og desuden Haldor Gudmundssøn, Freys Præst Thords Søn Kolbejn, og Sverting Runolfssøn; disse Mænds Fædre og Frænder maa nu ganske have det i deres Magt, om jeg skal sende deres Frænder med Hæder til dem, eller lade dem dræbe.” Hjalte og Gissur svarede: ”Gjærne ville vi love dette for Islændernes Frelse, men indstændig bede vi om, at I vil gjøre vel imod de Mænd, som I udnævne til Gidsler.” Kongen sagde: ”Ere I i nogen Forbindelse, i Svogerskab eller i Slægtskab med disse Mænd, for hvem I saa indstændig bede?” Da tog en Nordmand til Orde, og svarede Kongen meget ubesindig: ”Jeg var i Sommer,” sagde han, ”paa Islændernes Althing, da denne Svertings Fader Runolf sagsøgte Hjalte til Fredløshed.” Men Thangbrand faldt ham i Talen, og bød denne Mand strax tie: ”Men I, Konge!” sagde han, ”maa gjøre vel imod Hjalte og Gissur, thi man har Prøver paa, at de ofte lønne med Godt dem, som tilføje dem Ondt, som Hjalte atter viste, da han drog fra Island, thi han tog da en Mand med paa Rejsen, som var sendt ud paa hans Liv, og vilde dræbe ham.” Derefter bleve alle hidtil udøbte Islændere døbte. Gissur og Hjalte vare om Vinteren hos Kong Olaf i den største Hæder og Kjærlighed. Gidslerne vare ogsaa hos Kong Olaf om Vinteren, og nøde god Behandling.


Om Halfred

219. Nu maa Fortællingen begyndes fra, at Halfred Vanraadeskjald opholdt sig øster ovre i Gøtland i to Vintre, og havde ægtet en hedensk Kvinde. Han drog til den svenske Konge Olaf, og fremsagde for ham en Drape, som han havde gjort om ham, og fik gode Gaver af ham. Den sidste Vinter Halfred var i Gøtland, skede det en Nat, at han syntes i Søvne at see Kong Olaf; denne var meget vred, og sagde til ham: ”Ilde gjør du, at du saa ganske forlader din Kristendom; bedre er det dig, at drage til mig med dine Folk, og forbedre din Tro.” Halfred sukkede dybt, da han vaagnede. Ingeborg spurgde, hvad han havde drømt. Halfred sagde, hvad der var kommet ham for; ”Hvad synes dig derom,” sagde han, ”vil du drage med mig til Kong, Olaf? Jeg har meget Godt at lønne dig, derved kunde jeg bedst gjengjælde dig din Godhed, naar jeg fører dig til den sande Tro og Salighed.” ”Det kunde man vænte,” svarede hun, ”at du vilde drage derhen igjen, og fordi jeg indseer, at den Tro er bedre, end den, vi have før haft, vil jeg vist nok drage med dig.” De havde en haabefuld Søn, som hed Audgisl; han var et Aar gammel, men hun var den Gang igjen frugtsommelig. Om Vaaren lavede de sig til Afrejsen, og toge Audgisl med sig; de fortsatte Rejsen uafbrudt, indtil de om Høsten kom op til Throndhjem til Kong Olaf. Kongen tog vel imod Halfred, men bebrejdede ham dog noget, at han havde været saa længe blandt Hedninger, og faaet en hedensk Kone. Kongen satte en Præst til at skrifte ham, og Halfred underkastede sig med Glæde alt, hvad der blev ham paalagt. Kort efter fødte hans Kone Ingeborg et Drengebarn; Halfred gav denne Dreng sit eget Navn, og han blev kaldt Halfred; derefter bleve Ingeborg og begge Halfreds og hendes Sønner døbte. Siden sagde Kongen til Halfred: ”Endnu skal du bøde mere til Gud, fordi du har saa meget forladt din Tro; nu vil jeg, at du skal digte en Oprejsningsdrape, og saaledes forbedre din Sjæl, og ikke anvende den Idræt, hvormed Gud har forlenet dig, til Ondt allene.” Halfred sagde, at han gjærne vilde det og alt andet, hvad der stod i hans Magt, efter Kong Olafs Villie. Han var hos Kongen om Vinteren, og Nød megen Anseelse; han begyndte da at digte Oprejsningsdrapen, som er et meget fortrinligt Kvad. Den Vinter døde Halfreds Kone Ingeborg, og han tog sig hendes Død meget nær.


Om Erik Røde og Leif den Lykkelige

220. Der var en Mand, som hed Thorvald, en Søn af Asvald, en Søn af Ulf, en Søn af Øxnethorer. Thorvald og hans Søn Erik Røde fore fra Jæderen til Island for Drabs Skyld; den Tid var Island vidt omkring bebygget. De toge først Bopæl paa Drangar i Hornstrand. Erik ægtede da Thorhild, en Datter af Jørund Atlesøn og Thorbjørg Knørrebringa, som da var gift med Thorbjørn den Haukdølske. Erik og Thorhild havde en Søn, som hed Leif. Erik begav sig da der nord fra, og boede paa Erikssted ved Vatnshorn; men efter Eyolf Saurs og Holmgange-Rafns Drab blev Erik gjort landsforviist fra Haukedal; han drog da vester over til Bredefjord, og boede i Øxnø paa Erikssted. Han laante Thorgest paa Brejdebolstad nogle Sængestolper, men fik dem ikke tilbage, da han krævede dem; derover kom det til Stridigheder og Kampe mellem Erik og Thorgest, som fortælles i Eriks Saga. Styr Thorgrimssøn stod Erik bi i denne Sag, og ligeledes Eyulf fra Svinø, Thorbrand fra Alptefjord og Thorbjørn Vivilssøn; men Thord Gellerssøns Sønner og Thorger fra Hitardal hjalp Thorgests Parti. Erik blev gjort fredløs paa Thorsnæsthing; han beredte da sit Skib i Eriksvaag, og da han var færdig, fulgde Styr og de andre ham ud forbi Øerne. Erik sagde dem, at han agtede at opsøge det Land, som Ulf Krakas Søn Gunbjørn saae, da han med sit Skib blev kastet vester om Island og opdagede Gunbjørns Skjær; han sagde, at han vilde vende tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Erik sejlede ud fra Sneefjældsnæs; han fandt Landet, og kom til det paa det Sted, som han kaldte Midjøkul, det hedder nu Blaasærk; han foer derfra mod Sønden langs Kysten, og undersøgte, om Landet der var bebyggeligt; den Første Vinter var han paa Eriksø, næsten ved Midten af Østerbøjgden. Om Vaaren efter foer han til Eriksfjord, og byggede sig der en Bopæl; den Sommer foer han til Vesterbøjgden, og opholdt sig den anden Vinter paa Eriksholm med Hvarfsgnipa, men den tredie Sommer foer han lige nord op til Sneefjæld og ind i Rafnsfjord; han sagde, at han da var kommen lige ud fra det Inderste af Eriksfjord, og han vendte da tilbage, og var den tredje Vinter paa Eriksø ud for Mundingen af Eriksfjord. Sommeren efter foer han til Island, og lagde ind i Bredefjord. Det Land, som han havde fundet, kaldte han Grønland, thi han sagde, at det meget vilde tilskynde Folk at drage derhen, naar Landet havde et godt Navn. Erik blev paa Island Vinteren over, men den følgende Sommer drog han over at bebygge Grønland, og boede paa Brattahlid i Eriksfjord. Kyndige Mænd berette, at samme Sommer som Erik Røde drog over at bebygge Grønland, droge 25 Skibe ud fra Bredefjord og Borgen fjord, af hvilke kun de 14 naaede der ud; af de øvrige bleve nogle slaaede tilbage, andre forliste ganske. Det var femten Aar, førend Kristendommen ved Lov blev antagen paa Island. Samme Sommer droge Biskop Fredrik og Thorvald Kodranssøn ud af Landet.


Leif Erikssøn kommer til Norge

221. Da 14 Aar vare forløbne fra den Tid, Erik den Røde drog over at bebygge Grønland, foer Eriks Søn Leif bort fra Grønland til Norge; han kom til Throndhjem om Høsten, da Kong Olaf Tryggvesøn var kommen norden fra Halogeland. Leif lagde med sit Skib ind til Nidaros, og drog strax til Kong Olaf; Kongen paabød ham Troen, ligesom andre Hedninger, der kom til ham; det var Kongen let at faae Leif bevæget, og han blev da døbt med alle sine Skibsfolk. Leif var nu hos Kongen om Vinteren og Nød god Behandling.


Kong Gudrød Erikssøns Drab

222. Erik Blodøxes og Gunhilds Søn Gudrød havde været paa Krigstoge i Vesterlandene, siden han flyede bort fra Norge for Hakon Jarl; men denne Sommer, hvorom nu blev fortalt, da Kong Olaf Tryggvesøn havde regjeret i fire Aar over Norge, kom Gudrød til Norge, og havde mange Krigsskibe. Han var sejlet ud fra England, men da han naaede nær til Norge, sejlede han Sønderpaa langs Kysten, hvor han formodede at være sikrest paa ikke at træffe Kong Olaf. Gudrød sejlede Østerpaa til Vigen, og saasnart han kom til Land, begyndte han at hærje og tvinge Folket til at underkaste sig ham, og forlangte at de skulde tage ham til Konge. Da Folket saae, at en stor Hær var kommen mod dem, søgte de om Fred og Forlig, og tilbøde Kongen, at et Thingbud skulde gaae over Landet; de sagde, at de hellere vilde tage mod ham end udholde Anfald af hans Hær, og de stævnede til et stort Thing for at tage ham til Konge. Der blev bestemt en lang Frist, medens Thingbudet skulde gaae over hele Vigen; Kongen krævede da Penge til Fødevarer, saalænge han skulde vænte, men Bønderne foretrak at gjøre Gilder for Kongen, saalænge det behøvedes, til Thingbudet var fuldført. Kong Gudrød antog dette, og drog omkring i Landet med nogle af sine Folk, og lod de andre vogte Skibene. Kong Olafs Svogre, Brødrene Thorger og Hyrning, vare satte af Kongen til Høvdinger over hele Vigen, naar Kong Olaf var nordpaa i Landet. Dem sendte Bønderne Bud langt hurtigere, end Thingbudet gik, og lode dem underrette om Kong Gudrøds Angreb, og tillige, hvor vidt det da var kommet. Saasnart disse Brødre spurgde denne Tidende, lode de Budstikken gaae til fire Sider fra sig, og stævnede Folk til sig fra alle de nærmeste Herreder. Siden droge de til Skibs, og sejlede nordop i Vigen, kom en Nat med deres Folk til det Sted, hvor Kong Gudrød var til Gildes; de anfaldt ham strax baade med Ild og Vaaben, og Kong Gudrød faldt der med største Delen af sin Hær. Siden droge de imod det Mandskab, som var ved Skibene; nogle bleve dræbte, andre undkom, og flyede vidt omkring til forskjellige Sider. Da vare alle Eriks og Gunhilds Sønner døde. Da Kong Olaf spurgde denne Tidende, var han vel tilfreds med, hvad der var skeet, og takkede sine Svogre for deres Daad og Tapperhed.


Ormen lange bygges

223. Vinteren efterat Kong Olaf var kommen fra Halogeland, lod han inde under Hladhamrene bygge et Skib, som var større og anseeligere end alle andre Skibe, som da vare i Norge, og Bagstøtterne sees endnu der den Dag i Dag. Thorberg Skafhaugssøn hed den Mand, som var Stavnebygger paa Skibet og den øverste Skibsbygmester til at rejse det i Begyndelsen, men der vare mange andre, nogle til at fælde Træer, andre til at tilhugge dem, andre at slaae Søm, andre at tilføre Tømmer eller andre fornødne Ting; alle Ting bleve med megen Flid bearbejdede; Skibet var baade langt og bredt, havde store Borde og tykke Planker. Men da de vare i Færd med at sætte Rælingen paa Skibet, havde Thorberg et nødvendigt Ærende at drage i hjem til sin Gaard, og opholdt sig der temmelig længe. Da han kom tilbage, var Skibets Borde heelt færdige. Kongen gik da strax om Aftenen, og Thorberg med ham, hen at see paa Skibet, hvorledes det var blevet; og da sagde enhver, som saae det, at han aldrig havde seet saa stort og saa skjønt et Langskib. Kongen drog tilbage til Byen. Tidlig om Morgenen gik Kongen atter til Skibet med Thorberg; Haandværksfolkene vare da forud komne der, men de stode alle, og toge sig ikke noget for. Kongen spurgde, hvorfor de gjorde saa. De sagde, at Skibet var fordærvet, at en Mand havde gaaet fra forstavnen til Løftingen, og hugget i Bordet det ene dybe Hug ved Siden af det andet. Kongen gik da til, og saae at det var sandt; han sagde da strax, og svor paa, at den Mand skulde døe, om han opdagede, hvo der af Avind havde fordærvet Skibet; ”men hvo, der kan sige mig det,” lagde han til, ”skal nyde meget Godt af mig.” Da svarede Thorberg: ”Jeg kan sige eder, Herre! hvo der har gjort dette.” Kongen sagde: ”Jeg vænter heller ikke, at nogen anden snarere skulde have det Held, at være underrettet derom og kunne sige mig det.” ”Det skal jeg sige dig, Herre!”sagde han, ”jeg har gjort det. Kongen svarede: ”Da skal du ogsaa gjøre det saa, at det er ligesaa godt som før eller bedre; derpaa skal dit Liv beroe.” Thorberg gik siden til, og huggede Bordet saaledes, at alle de dybe Hug gik af. Kongen sagde da, og alle de, som saae det, at Skibet var meget skjønnere paa det Bord, som Thorberg havde hugget. Kongen bad ham nu gjøre saa ved begge Bordene, og takkede ham meget derfor. Thorberg var da øverste Bygmester for Skibet, indtil det var heell færdigt. Det var en Drage og gjort efter den Drage, som Kong Olaf førte med sig oppe fra Halogeland; dog var dette Skib meget større, og i alle Henseender bygget med mere Flid. Denne Drage kaldte han Ormen hin Lange, men den anden Ormen hin Korte. Paa Langormen vare 34 Rum; Hovedet og Halen vare heelt forgyldte. Bordene vare saa høje som paa Skibe, der brugtes til lange Rejser; dette Skib har været det bedste og med mest Bekostning byggede Skib i Norge.


224. Kong Olaf og Dronning Thyre opholdt sig i Nidaros om Vinteren, efterat Kong Olaf havde kristnet Halogeland. Dronning Thyre havde om Sommeren tilforn født et Drengebarn ved Kong Olaf; denne Dreng var baade stor og haabefuld, og blev kaldt Harald efter sin Morfader. Kongen og Dronningen holdt meget af denne Dreng, og havde godt Haab om, at han vilde voxe til, og tage Arv og Rige efter sin Fader, men han levede ikke et fuldt Aar, og de toge sig begge hans Død meget nær. Den Vinter vare mange Islændere hos Kongen, som før fortaltes, og mange andre anseelige Mænd. Den Gang var ogsaa Ingeborg Tryggvesdatter, Kong Olafs Søster, ved Hoffet; hun var en smuk Kvinde, nedladende og blid imod Almuen, fast og velvillig, og meget vennesæl; hun gjorde meget af alle derværende Islændere, men bedst kjendte hun Kjartan Olafssøn, thi han havde været længst hos Kongen; han havde ogsaa en Fornøjelse af ofte at tale med hende, thi hun var baade viis og veltalende. Kong Olaf var bestandig glad og munter mod sine Mænd, og spurgde nøje ud om mægtige Mænds Forhold og Regjering i de nærmeste Lande, naar der kom Mænd til ham fra Danmark eller Sverrig. Om Sommeren var Halfred Vanraadeskjald kommen fra Gøtland; han havde været hos Jarlen Røgnvald Ulfssøn, som da var kommen til Regjeringen i Vestergøtland. Røgnvalds Fader Ulf var Sigrid Storraades Broder; Kong Olaf Svenske og Røgnvald Jarl vare altsaa Søskendebørn. Halfred fortalte Kong Olaf Tryggvesøn meget om Jarlen, sagde, at han var en djærv og myndig Høvding, gavmild paa Penge, velvillig og vennehuld; tillige sagde Halfred, at Jarlen ønskede at træde i Venskabs Forbindelse med Norges Konge Olaf, og havde talt til ham om, at han vilde bejle til Ingeborg Tryggvesdatter. Samme Vinter kom Røgnvald Jarls Udsendinge ovre fra Gøtland; de traf Kong Olaf nord oppe i Nidaros, og fremførte nu for Kongen Jarlens Ærende, som gik ud paa det samme, som Halfred forud havde berettet om, at Jarlen ønskede at blive Kong Olafs fuldkomne Ven, og at træde i Svogerskab med ham ved at ægte hans Søster Ingeborg. Kongens Udsendinge fremførte derhos sikre Mærker paa, at det virkelig var Jarlens Ærende. Kongen optog denne Sag vel, og sagde, at Ingeborg maatte selv raade mest for sit Giftermaal. Siden talte Kongen om denne Sag med sin Søster, og spurgde, hvorledes hun syntes derom. Hun svarede saa: ”Jeg har været hos eder en Tid, og I har viist mig broderlig Omhu, Kjærlighed og Hæder i alle Henseender, siden I kom til dette Land; jeg vil derfor indvilge i eders gode Bestemmelse om mit Giftermaal, da jeg vænter, at I ikke gifter mig til en Hedning.” Kongen sagde, at det skulde være saa; Kongen talte da med Jarlens Udsendinge, og det blev besluttet, inden de rejste bort, at Røgnvald Jarl skulde komme sammen med Kong Olaf om Høsten øster paa i Landet, om han vilde slutte fuldkomment Venskab med ham; de skulde da selv overtale den Sag med hinanden, naar de kom sammen. Med dette Ærende droge Jarlens Udsendinge tilbage, men Kong Olaf opholdt sig i Nidaros om Vinteren med megen Pragt og stor Forsamling om sig.


225. Megen og mangfoldig er den almægtige. Guds Miskundhed i alle Ting, og ophøjede ere hans Bestemmelser, da han ikke lader nogen Velgjerning tilintetgjøres, men i det Sted kalder han med kjærlig Mildhed dem, som ikke forud kende ham, til at fatte, skjønne og indsee, dyrke og elske deres Forløser, som vor Herre Jesus Christus, den levende Guds Søn, har viist ved mange Tildragelser, skjønt vi her kun ville omtale faa; saaledes som det skede i Forvarsler om hans Miskundhed mod Island og om Kristendommens fuldkomne Indførelse der, viser ogsaa selve Gud i de følgende Frasagn, at han hjælper og understøtter alt Godt, dem til Gavn, som gjøre det, men han øder og tilintetgjør slette Menneskers Ondskab og Grusomhed, saa at de ofte selv omkomme i de Snarer, som de have opsat for andre. Noget efter Biskop Fredriks og Thorvald Kodranssøns Bortrejse fra Island blev der saa stort et Uaar paa Landet, at en Mængde Mennesker døde af Sult. Til den Tid boede en meget formaaende og grusom Mand, ved Navn Svade, paa det Sted i Skagefjord, som siden fører Navn af Svadested. Denne Mand sammenkaldte en Morgen mange fattige Folk; han bød dem at gjøre en stor og dyb Grav nær den alfare Vej; de fattige Folk bleve da glade i det Haab at kunne ved Lønnen for deres Arbejde forskaffe sig noget til at stille deres heftige Hunger. Da de om Aftenen vare færdige med at grave Graven, førte Svade dem alle ind i et lidet Huus; derpaa lukkede han Huset til, og sagde til dem, som vare derinde: ”Glæder og fornøjer eder nu! thi nu skal der snart blive en Ende paa eders Elendighed: I skulle være her i Nat, men i Morgen skulle I dræbes og jordes her i denne store Grav, som I selv have gravet. Da de hørte denne grusomme Dom, at Døden var dem bestemt for deres Arbejde, begyndte de at raabe med ynkelige Skrig hele Natten. Det hændte sig nu saa, at Spakbødvars Søn Thorvard den Kristne samme Nat drog op gjennem Herredet i egne Ærender, og hans Vej faldt tidlig om Morgenen forbi det Huus, hvori de fattige Folk vare inde. Da han hørte deres ynkelige Skrig, spurgde han, hvad de klagede over, og da han fik Aarsagen at vide, sagde han til dem: ”Vi skulle indgaae en Overeenskomst, om I ville som jeg; hvis I ville troe paa den sande Gud, som jeg troer paa, og gjøre det, som jeg forlanger, da ville jeg frelse eder herfra; siden kunne I komme til mig i Aas, og jeg vil føde eder alle.” De sagde, at de gjærne vilde det. Thorvard tog da Slaaerne fra Dørene, og de droge strax glade med stor Iilsomhed ned til Aas til hans Gaard. Da Svade fik dette at vide, blev han meget vred, skyndte sig saa hurtig han kunde med at væbne sig og sine Mænd; de rede derpaa med største Iil efter de Bortflygtede; han vilde gribe og dræbe dem, og derhos agtede han med Grusomhed at gjengjælde den Beskæmmelse, som han ansaae sig tilføjet af den, der havde befriet dem; men hans Grumhed og Ondskab faldt over Hovedet paa ham selv, thi i det han red rask frem ved Siden af Graven, faldt han af Hesten, og var strax død, da han naaede Jorden; og i den samme Grav, som han havde ladet grave for uskyldige Mennesker, blev den strafskyldige Hedning selv begravet af sine følgesvende, og med ham nedlagdes hans Hund og Hest efter gammel Skik. Thorvard i Aas lod den Præst, som han havde hos sig, døbe de fattige Folk, som han havde befriet fra Døden, og lære dem den hellige Tro, og han fødte dem alle der hos sig, saa længe Uaaret holdt ved. Thorvard Spakbødvarssøn er efter de flestes Beretning bleven døbt af Biskop Fredrik; dog fortæller Gunlaug Munk, at nogle holde for, at han er bleven døbt i England, og har derfra ført Tømmer til den Kirke, som han lod bygge paa sin Gaard. Thorvard Spakbødvarssøns Moder hed Arnfrid, og var en Datter af Slettubjørn Roarsson; Slettubjørns Moder hed Groa, en Datter af Herfin, en Søn af Thorgils, en Søn af Gorm, en berømt Herse i Sverrig; Thorgils Gormssøns Moder var Thora, en Datter af Kong Erik i Upsal; Herfin Erikssøns Moder var Elina, en Datter af Kong Burislaf øster i Garderige; Elinas Moder var Ingegerd, en Søster til Rise-Kongen Dagstyg.


226. Paa den samme nu omtalte Tid blev det besluttet i en Sammenkomst af Herredsfolkene, at det formedelst Hungersnøden og det store Uaar blev tilladt at opgive Oldinger og ikke give dem Levnetsmidler, ligesom ogsaa dem, der vare lamme eller i nogen Henseende skrøbelige, og ikke at give dem Herberge; det var da den haardeste Vinter med skingrende Frost; den Gang var Arnor Kærlingenef den største Høvding i Herrederne; han boede paa Miklebø i Oslandshlid. Da Arnor kom hjem fra denne Sammenkomst, gik hans Moder Thuride, en Datter af Ref fra Bard, for ham, og bebrejdede ham meget haardt, at han havde samtykket i saa grusom en Beslutning; hun forestillede ham med megen Grundighed og mange sande Ord, hvor uhørt og uhyre en Umenneskelighed det var, at nogen skulde overgive sin Fader eller Moder eller andre nære Frænder til saa grusom en Død. ”Viid tilvisse,” sagde hun, ”at, skjønt du ikke selv gjør sligt, er du alligevel paa ingen Maade udeelagtig eller uskyldig i dette skændige Manddrab, eftersom du er andres Høvding og Formand, om du tillader dine Undergivne at jage deres Forældre eller nære Frænder ud i det strænge Uvejr, og det ligefuldt, skjønt du ej selv tillader det, naar du ej med al Magt modstaaer saadan Udaad.” Arnor indsaae sin Moders gode Villie, og optog hendes Bebrejdelse vel; han var nu meget bekymret for, hvad han skulde gjøre; han fattede da den Beslutning, at han sendte sine Folk hen til de næste Gaarde, at samle alle gamle Mennesker, som vare uddrevne, sammen, og føre dem til ham, og lod dem nære med al Omhu. Den næste Dag stævnede han en Mængde Bønder sammen, og da Arnor kom til Mødet, talte han saaledes til dem: ”Det er eder bekjendt, at vi for kort Tid siden havde en almindelig Sammenkomst, men jeg har siden overvejet vor fælles Trang, og derhos betænkt den umenneskelige Beslutning, om hvilken vi alle bleve enige, da vi gave Lov til at skille gamle Mennesker og alle dem, som ikke kunne arbejde for deres Føde, ved Livet, ved at nægte dem Næringsmidler; men overbeviist ved afgjørende Grunde, fortryder jeg meget den Ondskabsfulde og uhørte Beslutning; ved at overtænke dette har jeg udfundet det Raad, som vi alle skulle have og holde, nemlig at yde disse Mennesker Hjælp og Miskundhed, saa at enhver hjælper sine Frænder det yderste han har Midler til, i Særdeleshed sin Fader og sin Moder, og de, som formaae mere, sine andre nære Frænder, at de ikke skulle sulte ihiel. For at frelse Folks Liv ville vi anvende alle vore Fødemidler og Kvæg, og vi ville dræbe vore Heste for at frelse vore Frænder hellere end at lade dem omkomme af Sult, saa at ingen Bonde skal have flere end to Heste paa sin Gaard, og ikke mindre skal den store Uvane afskaffes, som her er kommen i Brug, at man føder saa stor en Mængde Hunde, at mange Mennesker kunne leve af den Mad, som gives dem; nu skal man dræbe Hundene, saa at faa eller ingen skulle leve, og bruge den Føde, som man forhen plejede at give Hundene, til Folks Næring. Det er i Korthed Meningen, at vi paa ingen Maade tillade, at nogen af eder opgiver sin Fader eller sin Moder, naar han paa nogen Maade kan hjælpe dem, men den, som ikke har Ævne til at yde sine Forældre eller nære Frænder Livets Ophold, skal følge dem til mig til Miklebø, og jeg skal da føde dem; men den, som kan og ikke vil hjælpe sine nærmeste Frænder, ham skal jeg haardelig straffe. Nu da, mine kjæreste Venner og Brødre mere end Undergivne! lad os i alle Henseender yde vore nærmeste Frænder Hjælp og Miskundhed! og lad os ikke give vore Uvenner Lejlighed til at bebrejde os, at vi have med altfor stor Raadvildhed opført os usømmelig mod vore Slægtninge. Og om der er en sand Gud, som har skabt Solen til at oplyse og varme Jorden, og om Mildhed og Retfærdighed behager ham, som vi have hørt sige, da vise han os sin Miskundhed, saa at vi kunne faae sande prøver paa, at han er Menneskenes Skaber, og at han kan styre og regjere hele Verden, og siden skulle vi troe paa ham, og ingen Gud dyrke uden ham ene, som er sand og salig i sit Rige!” Da nu alle de, som vare der sammenkomne, villigen havde tilstaaet det, som han havde foredraget og talt, adskilte de dermed Thinget. Det var da den skarpeste Kulde og Frost, som det i lang Tid forud havde været, og den heftigste Nordenvind, og en haard Skorpe af Iis og Snee havde lagt sig over hele Jorden, saa den ingensteds var bar; men næste Nat efter denne Sammenkomst forandrede Luftens Beskaffenhed sig saa pludselig ved den guddommelige Forsorg, at Morgenen efter var al den haarde Frost borte og en mild Søndenvind med god Tø var kommen isteden; Vejrliget begyndte fra den Tid at blive mildere, og Sneen smeltede ved Solens Varme, saa at Jorden Dag fra Dag alt mere og mere kom frem, og Kvæget i kort Tid fik tilstrækkelig Græs af Jorden til at nære sig af. Alle glædede sig med inderlig Tilfredshed over, at de havde adlydt det Miskundheds Raad, som Arnor havde givet dem, og toge strax imod en saa rigelig Velgjerning af den guddommelig Gavmildhed, og derfor antoge alle Arnor Kærlingenefs Herredsfolk med deres Høvding hurtig og med Glæde den sande Tro og hellige Religion, som kort efter blev forkyndt dem, thi efter faa Aars Forløb var Kristendommen ved Lov antagen over hele Island. Arnor Kærlingenef var en Søn af Bjørn Thordssøn paa Høfde. Bjørns Moder hed Thorgerde, og var en Datter af Thorer Hima og Fridgerde, en Datter af Irernes Konge Kjarval. Høfde-Thord var en Søn af Bjørn Byrdesmør, en Søn af Roald Hruk, en Søn af Aslak, en Søn af Bjørn Jærnside, en Søn af Ragnar Lodbrok.


Kong Olaf aabenbarer sig for Thorhal paa Knapsted

227. Der var en Mand, ved Navn Thorhal med Tilnavnet Knap; han boede paa Knapsted i Fljot. Denne Thorhal var af en fornem Slægt; hans Forfædre havde boet der før ham. Thorhal var en Mand af gode Sæder, skjønt han var Hedning, som de fleste i Herrederne deromkring den Gang vare. Han var meget medtagen og betrængt af Spedalskhed. Han ofrede efter sine Frænders Skik til Afguderne, og et prægtigt Gudehuus var ikke langt fra hans Gaard, som Fljotverjerne alle i Forening holdt vedlige, og holdt Offergilder deri hvert Aar. En Nat, da Thorhal sov i sin Sæng, Drømte han, at han syntes han var ude; han saae da en skinnende Mand ride til hans Gaard paa en hvid Hest; Manden var prydet med kongelig Dragt, og havde et guldbeslaaet Spyd i Haanden. Da Thorhal saae denne Mand nærme sig, overfaldt der ham en Rædsel, og han vilde da gaae ind i Huset igjen, men Ridderen var hurtigere, sprang af Hesten, og gik for Døren, saa sigende: ”Ej skal du frygte, thi intet Meen vil hændes dig ved min Ankomst; snarere vil min Komme volde dig Helsen og Glæde; hvis du vil lyde mit Raad; bedrøver din Sygdom dig? derom behøver jeg ikke at spørge, thi jeg veed, at den bedrøver dig, drag nu med og følg mig, og jeg skal vise dig et sikkert Raad til at faae dit Helbred igjen!” Den Fremmede førte ham etsteds ud til Gjerdet, som var gjort om Gaarden, og sagde til ham: ”Paa dette Sted skal du lade bygge et Huus, den ene og sande Gud til Ære, paa den Maade, som jeg vil anvise dig; men denne Gud vil du faae Kundskab om i dette samme Aar paa Althinget, thi du rider først til Thinge i Sommer. Hvis du nu med et reent Hjærte dyrker den Gud, som vil blive dig forkyndt der, da vil du blive helbredet, og med Legems Helsen vil du glæde dig ved Fred og Lykke i denne Verden og i den tilkommende vil du nyde evindelig Hæder og Salighed.” Derpaa afmaalte han Grundvolden til Bygningen for Thorhal med Spidsen af sit Spydskafte, og sagde saaledes til ham: ”Paa denne Maade skal du bygge Huset, og dertil bruge det Tømmer der er i Gudehuset, som staaer nær din Gaard, og til hvilket Herredsfolkene her pleje at søge, og hvert Aar holde Offergilder i. Dette Gudehuus skal du lade tage ned strax tidlig i Dag, naar du rejser dig, og de falske Guder, som I hidtil have tilbedet, skal du aldrig herefter dyrke. Hvis du nu troer mine Ord, og du iagttager, uden al Tvivlraadighed, at gjøre de Ting, som jeg har budet dig, da vil du snart komme dig, og blive stærkere Dag fra Dag.” Dernæst forsvandt Manden fra hans Syn: men han vaagnede, og troede paa Synet; og strax, saasnart det dagedes, bød han alle sine Arbejdsfolk at gaae hurtig til og nedbryde Gudehuset, og føre Tømmeret hjem til Gaarden: og skjønt de knurrede imod, og talte imellem sig, at sligt var Tegn til, at han gik i Barndom, torde de alligevel ikke modsætte sig hans Bud, men gjorde ganske, som han befalede. Thorhal begyndte dernæst at bygge Huset aldeles paa samme Maade og af samme Størrelse, som der havde været ham viist i Søvne. Til den Tid boede kort derfra i næste Gaard en Kone, som hed Thorhild; hun var meget virksom og troldkyndig. Selvsamme Nat, som det omtalte Syn bares for Thorhal, vakte Thorhild sine Karle op strax i Dagningen, og sagde saaledes til dem: ”I skulle saa hurtig som muligt gaae ud, og samle og drive hjem fra Markerne alle vore Kreaturer, baade Kvæg, Faar og Heste, lukke dem ind i Huus eller Fold; thi min Nabo Thorhal paa Knapsted er bleven saa afsindig og rasende, at han sender sine Folk hen at nedbryde det anseelige Gudehuus, som staaer der, og derfor nødes de herlige Guder, som forden have været dyrkede der, til at flye med Sorg derfra, og søge sig Bolig og Tilflugtsted nord oppe paa Siglenæs; nu vil jeg ikke, at mit Kvæg skal komme paa deres Vej, thi de ere saa vrede og forbitrede, at de ikke ville skaane noget, som kommer for dem.” Der blev nu gjort efter hendes Bydende, og alle hendes Kreaturer bleve drevne hjem og bragte i Forvaring; allene et Øg var blevet staaende tilbage paa Græsgangen, og det fandtes siden dødt; men det gik Thorhal paa Knapsted ganske efter Aabenbarelsen: han kom sig af sin Sygdom Dag fra Dag, og hans Kræfter tiltoge; han red til Things om Sommeren, og traf der nogle Mænd, der forkyndte Kristendommen, som snart skal blive omtalt. Thorhal antog der den sande Tro, og blev først da fuldkommen helbredet paa hele sit Legeme, den Gang han blev døbt. Derefter drog han hjem med Glæde til sin Gaard og dyrkede alle sit Livs Dage med en reen Tjeneste den almægtige Gud i den Kirke, som han havde helliget ham, og som var den Første, der blev bygget i Fljotar i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands, som bør hædres og prises evindeligen, een Gud i Treenighed, Amen.


Gissur og Hjalte forkynde Kristendommen paa Island

228. Gissur Hvide og hans Svigersøn Hjalte Skeggesøn. vare hos Olaf Tryggvesøn nordoppe i Kjøbstaden den femte Vinter, han var Konge i Norge, som før blev omtalt. Tidlig om Vaaren sagde Kongen, at han vilde sende dem ud til Island, at forkynde den sande Tro der. De toge villigen mod hans Befaling, og gjorde deres Skib i Stand, saasnart der kunde fares mellem landene. Da gjorde ogsaa Sverting Runolfssøn sit Skib i Stand, og agtede sig til Island om Sommeren. Skibet stod ganske sejlfærdigt foran Bryggen. Sverting gik da til Kong Olaf, foredrog ham sin Sag, og bad om Lov at rejse. ”Det er mig meget om at gjøre, Herre!” sagde han, ”at vi nu ikke bære Ladningen af vort Skib, som forud er sejlfærdigt.” Kongen svarede med megen Vrede: ”Det stod til dig at gjøre dit Skib færdigt uden Tilladelse; det er ogsaa vel, at Offermandens Søn er der, hvor det tykkes ham værst at være; hele den Bestemmelse, som jeg gjorde i Høst, skal staae ved Magt; her vil jeg raade mere end I, skjønt I lidet agte mine Bud ude paa Island.” Dermed skiltes de, og Sverting drog ikke bort den Gang. Gissur og Hjalte begave sig paa Rejsen, saasnart de vare færdige, og med dem fulgde en Præst, ved Navn Thormod, som Kongen gav dem med, og nogle andre viede Mænd, som skulde yde Præsten Bistand ved Gudstjenesten. De fik god Bør, men havde kun en sagte Vind. De kom foran Durholmeos den Dag, da Brenna-Flose red over Arnastakshede til Althinget. Flose spurgde da Tidender fra Norge af nogle, som havde roet ud til Gissur og Hjalte, og tillige fik han at vide, at hans Broder Kolbejn tilligemed tre andre holdtes som Gidsler af Kong Olaf. Flose fortalte paa Thinget om Hjaltes Ankomst og andre Tidender, som han havde spurgt. Gissur og Hjalte naaede til Vestmanøerne samme Dag, som Flose spurgde deres Komme; de landede ved Hørgeøre, og skøde der det Kirketømmer i Land, som Kong Olaf havde ladet hugge og medgivet dem med den Befaling, at de skulde rejse denne Kirke der i Nærheden, hvor de først landede. Der blev nu kastet Lod om, paa hvilken Side af Vigen Kirken skulde staae; Gissur og Hjalte byggede siden Kirken nordenfor Vigen, thi saaledes faldt Lodkastningen ud. Der var forud et hedensk Gudehuus og megen Offertjeneste, alt dette tilintetgjorde de. Da de havde opholdt sig to Dage paa Øerne og rejst Skroget til Kirken, droge de derfra, og naaede til Øsand samme Dag, som Folk rede til Althinget. Da de kom til det faste Land, kunde de ikke faae Rideheste og ingen Hjælp paa Rejsen af Indbyggerne østenfor Norderaa, thi hele den Strækning var beboet af Offerpræsten Runolfs Undergivne. De gik da hele Vejen østenfra, lige til de kom til Hof; der boede Skegge Asgautssøn og hans Søn Thorvald, som var gift med Hjalte Skeggesøns Søster Koltorfa. Skegge gav dem alle Heste og andre Ting, som de behøvede, thi hans Søn Thorvald, Hjaltes Svoger, var allerede reden til Thinget. De rede derfra til Laugardal. Gissur og de andre bade om, at Hjalte maatte blive der tilbage, og ikke ride paa Thinget i Hænderne paa sine Fjender, som forrige Sommer havde gjort ham fredløs, førend Gissur forud havde forsøgt Forlig og skaffet ham Fred. Ved Gissurs og sine andre Venners Bøn lod Hjalte sig bevæge til at blive der tilbage med tolv Mand; men Gissur, og de, som vare med ham, fore videre, indtil de kom til Vellankatla ved Ølfusvatn. Derpaa sendte Gissur Bud til Althinget, at hans Venner og Frænder og alle de, som vilde yde ham Bistand, skulde komme til ham, thi han havde da spurgt, at Hjaltes Fjender agtede med Magt at udelukke dem fra Thingpladsen. Alle Gissurs Venner og Hjælpere, som han havde sendt Bud til, samlede sig nu hos ham, og det var en stor Mængde. Inden de rede derfra, kom ogsaa Hjalte ridende derhen med alle de Mænd, som vare blevne tilbage hos ham i Laugardal. Gissur og Hjalte rede med deres Mandskab ordnet til Slag frem paa Althinget; Hedningerne løb da strax sammen med fuld Bevæbning, og det var da paa det nærmeste, at de skulde stride; men ved Guds Miskundhed bleve Hedningerne betagne af Rædsel, og vovede ikke at gjøre Angreb. Gissurs Søstersøn Asgrim Ellidegrimssøn tog da imod Gissur og hele hans Trop i sit Telt. Anden Dagen efter sang Præsten Thormod Messe paa Gjabakke ved Vestfjerdingboernes Telt. Efter Messen gik syv lærde Mænd i deres Ordensdragt til Lovbjerget, og bare foran sig de samme to store Kors, som endnu ere i Ydre-Skard; det ene angiver Kong Olaf Tryggvesøns og det andet Hjalte Skeggesøns Højde. Der var da en stor Forsamling paa Lovbjerget. Derpaa lagde de lærde Mænd Røgelse paa Gløder, og Vellugten udbredte sig ligesaa meget imod Vinden som for Vinden. Der blev da en god Stilhed, og Hjalte og Gissur fremførte deres Ærende med megen Snildhed og Veltalenhed; først fortalte de, hvad der havde hændet dem paa deres Rejse; derpaa fremførte de paa det djærveste Kong Olafs Ærende om Kristendommen; omsider forandrede de Talen til en sagtmodig Opmuntring til Almuen, og bade hele Folket med Blidhed og milde Bønner at forandre sin Tilstand til det Bedre, og give sig under den højeste, alle Kongers Konges Vælde og Tjeneste, for ved Daabens Antagelse og den hellige Troes Holdelse at forhverve sig af selve Gud den uendelige Fryds evige Belønning i Himmeriges Herlighed. Da de havde fremført deres Ærende med megen Fortrøstning og Veltalenhed, opstod der en stor Støj og højrøstet Tale, ved det at den ene nævnte sig Vidner imod den anden, og de Kristne og Hedningerne erklærede, ikke længere at ville have fælles Love med hinanden. I det samme kom en Dreng løbende frem paa Thinget, og fremførte sit Ærende med stor Heftighed; han sagde, at en underjordisk Ild var udbrudt, og Ildstrømmen løb i voldsom Fart ned til Offerpræsten Thorodds Gaard, og truede alle hans Ejendomme med en hurtig Brand. Da Hedningerne hørte denne Tidende, svarede en af dem: ”Det er ikke underligt, om Guderne vredes over saadanne Taler, som vi nu hørte for kort siden at fremføres.” Da svarede Offerpræsten Snorre Thorgrimsson: ”Paa hvem vare Guderne vrede, da Jorden brændte her, hvor vi nu staae (106). Derefter gik Folk bort fra Lovbjerget og hjem til deres Telte. De Kristne talte da sammen, og bade Sida-Hal, at han skulde opsige den Lov, som skulde følge med Kristendommens Antagelse; men Hal løste sig derfra, ved at han betalte Ljosvetningernes Offerpræst Thorger, som i den Tid var Lovsigemand over hele Landet, for at han skulde fremsige den Lov, som skulde holdes tilligemed Kristendommen. Thorger var den Gang endnu Hedning, og det fortælles, at Hal gav ham et halvt Hundrede i Sølv under det Vilkaar, at han i Lovens Begyndelse skulde fremføre tre Bestemmelser, som Hal, Gissur og Hjalte foresagde ham, hvorledes han end bestemte de øvrige Artikler. Det var den Første Bestemmelse: at alle Folk paa Island, som forud ikke vare døbte, skulde være Kristne og antage Daaben; det var den anden: at alle Gudehuse og Afgudsbilleder skulde være fredløse; og det var den tredie: at enhver Ofring, som blev vidnesfast, skulde straffes med Forviisning. Da Thorger kom til sit Telt, lagde han sig ned, bredte sin Kappe over sit Hoved, og laa saaledes et Døgn uden at tale et Ord. I den Tid havde Hedningerne et talrigt Møde, og overlagde deres Sag, hvorledes de skulde kunne modstaae og tilintetgjøre denne nye Kristendoms Forkyndelse. De bleve da enige om, at de skulde ivrigen paakalde Guderne, og udvælge to Mænd af hver af Landets Fjerdinger, som skulde ofres til Guderne, for at de ikke skulde lade Kristendommen overgaae Landet. Da Gissur og Hjalte fik dette at vide, stævnede de alle de Kristne sammen til et Møde, paa hvilket Hjalte stod op, og tog saaledes til Orde: ”Vi have hørt fortælle fra vore Modstanderes Sammenkomst, at Hedningerne have lovet at give deres Guder i Offer to Mennesker af hver Fjerding i dette Land, for at de med deres falske Guders Bistand skulde kunne øde og tilintetgjøre den kristne Religion; men snarere stræbe de ved saadant Djævelens Raad og Tilskyndelse at forhindre deres egne Sjæles Frelse og Salighed. Derimod synes det os ikke upassende, at vi Kristne paa vor Side udvælge ligesaa mange Mænd, til at give og hellige vor levende, sande og salige Gud, ikke saaledes, at vi tilføje dem legemlig Død, men at de, som ere bestemte til denne Sejersgave, selv døde hos sig de legemlige Laster og Kjødets onde Tilbøjeligheder, og at de, skyende Verdens Lyster, leve med Blidhed, Retfærd og Maadehold i denne Verden, bestandig ofrende sig selv ved deres gode Gjerninger som et helligt Offer til vor Herre Jesum Christum, saa at de omsider forhverve sig med ham evigt Liv i Himmerige, og blive der saa meget desto saligere, som de ere her villigere dertil. Hedningerne vælge de værste Mennesker til at give deres Guder, og ofre dem med en ynkelig og dem for deres onde Gjerninger fortjent Død, og støde dem ned fra Klipper eller i Bjergkløfter; men vi skulle derimod vælge de Mennesker i vort Land, om hvem vi have det bedste Haab, at deres Dyder gjøre dem til et levende, helligt, reent og Gud velbehageligt Offer, saa at den almægtige Gud af sin Miskundhed for deres Fortjeneste ikke lader sine avindsyge Fjenders Ondskab faae Magt imod sine rettroende Tilbedere, men i det Sted ved aldeles at øde og tilintetgjøre de djævelske Afguders hele Dyrkelse, mager det saa, at Kundskaben om vor Herres Navn vidt udbredes, saa at alle Folk i dette Land gjærne og frivillig underkaste sig den kristne Troes saliggjørende Love. Om eder nu synes, vil jeg og Gissur med Glæde være de første til at tilstaae dette Sejersgaves Løfte for Søndlendingerne (107).” Da alle de Kristne sagde, at de syntes vel om det, blev der spurgt efter, hvo af de andre Landets Fjerdinger der vilde underkaste sig dette Løfte. Da fremstod fra Beboerne af Østfjordene Hal fra Sida og Thorlejf fra Krossevig, som katdes Thorlejf den Kristne. Denne samme Thorlejf stævnede Digerketil efter Brod-Helges Raad og Tilskyndelse, for Kristendommens Holdelse, som berettes i Vopnfjordboernes Saga; men samme Dag, da Ketil stævnede ham, blev der saa stort et Sneefog, da han var kommen paa Vejen med sin Trop, at de fore vild af Vejen, og det kom saa vidt, at Ketil saae ingen anden Udvej til at frelse sit og sine Mænds Liv, end at tye til Thorlejfs Gaard. Thorlejf tog imod ham med al Velvillie og Blidhed, og behandlede dem, medens de holdtes tilbage af Uvejret, saa godt han formaaede, som om det havde været hans Søn eller Broder. Fra den Tid lod Ketil hele Sagen mod Thorlejf falde, og var bestandig siden hans fuldkomne Ven. For Beboerne af Nordfjerdingen underkastede Hlenne fra Saurbø i Øfjord, Orm Tøskubaks Søn, og Thorvard Spakbødvarsøn fra Skagefjord sig dette Løfte; men fra Vestfjordboernes Fjerding var der ingen dertil uden Gest Oddlejfssøn. Derved bleve Hjalte og Gissur bedrøvede, at der ikke kunde faaes nogen anden dertil. Men da der blev efterspurgt, om nogen vilde tiltræde, svarede Orm Kodranssøn, den før omtalte Thorvald Vidførles Broder: ”Vist vilde der være een til at Udfylde dette eders priselige Løfte, hvis min Broder Thorvald var her tilstede paa Thingen. Men eftersom han nu er fjærnt borte fra os, hvad enten han nu er levende eller død, da vil jeg gjærne, skjønt jeg er uværdig dertil, gaae i hans Sted i dette, om I ville antage mig dertil; dog er det dristigt af mig at tilbyde sligt, thi jeg er alene primsignet, men ikke døbt.” Høvdingerne og alle de Kristne, som vare der, toge med Takke imod hans Tilbud. Orm blev da strax døbt; han opholdt sig til den Tid paa Gilsbakke i Borgefjord hos sin Svoger Hermund, som da var gift med Hans Søster Gunhild.


Kristendommen antages ved Lov paa Island

229. Ljosvetningernes Offerpræst Thorgejr havde, som nys blev omtalt, ligget hele Dagen og Natten; men Morgenen derpaa satte han sig op, og bad alle Thingmændene gaae til Lovbjerget saavel de Kristne, som Hedningerne. Da alt Folket var kommet sammen der, blev der først en stor Støj og højrøstet Tale. Men saasnart Folk havde sat sig, og der blev Lyd, tog Thorgejr saaledes til Orde: ”Hører, I Vise! mine Ord, og hele Almuen give nøje Agt paa, hvad jeg taler! Mig synes, at det seer ud til at blive til stor Skade og ubodeligt Tab for hele vort Bøjgdelaug, om dette Lands Folk ikke skal have een Lov og Religion, thi naar Loven deles, tilintetgjøres Freden; deraf vil opstaae Misforstaaelse og Uenighed blandt Folk, som snart vil voxe til fuldkomment Fjendskab, ufred, Krig, saa at vort Land derved vil i kort Tid ødelægges, om der ikke sørges for et forstandigt Raad, som kan forhindre dette. Derfor skulle vi med al Omhu vogte os, og sørge for, at saa stor en Ulykke ikke skal ramme os, at vi selv, Landsmænd og Frænder, skulle af Overmod stride imod hinanden; lad os heller søge med al Skjønsomhed og god Villie at sætte og slutte, have og holde Forlig, Enighed og fast Fred indbyrdes med hverandre her i vor Fædrearv og Fødeland. Det have I, mener jeg, hørt, at Kongerne i Norrig og Danmark førte i lang Tid Krig og holdt store Træfninger med hinanden, lige til begge Rigernes Høvdinger bleve kjede af denne Overlast og Ufred; da gjorde de Forlig og sluttede Fred mellem Landene imod Kongernes Villie; og den beslutning havde den lykkelige følge, at disse Konger, som længe havde været uenige med hinanden, bleve ved deres Raadgiveres og Undergivnes gode Villie kjære Venner, og sendte hinanden kostbare Foræringer, og denne Fred holdtes, saa længe disse Konger levede. Skjønt nu vore Høvdinger ikke ere saa mægtige som Kongerne i andre Lande, og vi ikke saa vise, som deres Raadgivere, er det os dog bedst at tage Exempel af deres vise Beslutning. Vi ville derfor bilægge Sagen mellem dem, som her ere mest uenige, paa den Maade, at begge Partier faae noget af deres Fordring sat igjennem, men ingen af dem raader ene; saa at vi efter fast sluttet Forlig alle tilsammen kunne glæde os ved den gode Beslutning, være eet Folk under een Lov, og alle have eet Navn efter een Tro og Religion, bestyrkede ved vort Fædrelands Fred og Held, forbundne i eet Enigheds Forbund; thi I maa troe mig, at, saasnart Loven deles, tilintetgjøres med det samme Freden imellem os. Det er derfor Begyndelsen og Slutningen af mit Raad og min Tilskyndelse, at vi skulle alle med eet uløseligt Enigheds Samtykke holde een Fred, bortfjærnende al Anledning til Uenighed og deraf flydende Uheld.” Da Thorgejr endte sin Tale, havde Guds Miskundhed givet hans Veltalenhed den lykkelige Virkning, at alle Thingmændene, saavel Hedninger som Kristne, strax tilstode eenstemmigen, saa at ingen talte imod, at have og holde i alle Henseender den Lov, som han vilde fremsige. Da sagde Thorgejr: ”Det er Begyndelsen til vore Love til Forening med de Kristne, at alle Mennesker paa Island, store og smaae, skulle være Kristne, og de, som hidtil ikke ere døbte, skulle antage Daaben, men alle Templer og Gudebilleder skulle være vanhellige og nedbrydes. Enhver, som ofrer til Afguderne, saa at han ved Vidner kan overbevises derom, skal være fredløs. Men fordi de, som mest have modstaaet Kristendoms Forkyndelsen, næppe kunne indsee, at det kan lade sig gjøre baade at opføde alle Børn, som fødes, saavel de Fattiges som de Riges, og derhos fornægte og forbyde sig de Ting til Føde, som er Almuens meste Næring; skulle disse have deres Villie deri, at de gamle Love om Børns Udsættelse og Hestekjøds Spiisning skulle staae ved Magt, og det skal ikke kunne straffes, om end nogen ofrer i Løn, saa at det ikke bliver vidnesfast. Saa skulle vi ogsaa holde alle de andre gamle Love, som ikke aabenbart stride imod Kristendommen.” Thorgejr sluttede nu sin Tale, og alle roste den Lov, som han havde fremsagt, at ingen maatte afholde eller forhindre nogen fra at tjene Christum saa inderlig, som han selv ønskede. De bleve ogsaa med stærk Magt og kraftig Iver drevne til at aflægge deres Religions gamle Vane, skjønt de i førstningen bleve bevægede til at antage Daaben og det kristne Navn, mere med Magt end af fuldkommen Kjærlighed til Gud og egentlig Godvillighed. Ikke desmindre, skede det ved vor Herres Mildhed og Miskundhed, at inden faa Vintre var dette før omtalte Hedenskab med hemmelig Ofring, Hestekjøds Spiisning, og Børns Udsættelse efter alle Høvdingernes beslutning og med Almuens Samtykke aldeles tilintetgjort og afskaffet. De sluttede Thinget med, at Kristendommen blev ved Lov antagen over hele Island; alle, som vare der tilstede paa Thinget og forud vare Hedninger, bleve da primsignede og mange døbte; men de bleve ikke alle døbte der, fordi Beboerne af den nordre og østre Fjerding ikke vilde komme i koldt Vand, og mange af dem bleve derfor døbte ved Badet paa Reykjar i Laugardal. Hjalte Skeggesøn stod Fadder til Herredsforstanderen Runolf Ulfssøn, som havde sagsøgt ham den forrige Sommer; og da han var primsignet, sagde Hjalte: ”Vi lære nu den gamle forstander at bide i det sure Æble.” Da Thingmændene kom hjem i Herrederne, blev Almuen døbt samme Sommer, saasnart det lod sig gjøre, og ingen talte da imod Kristendommen. Siden er Kristendommen bestandig tiltagen og forøget men aldrig tilintetgjort.


Kong Olaf udbyder Leding af hele Norge

230. Den Vinter, da Gissur og Hjalte vare i Nidaros hos Kong Olaf, var der godt Aar i Norge og god Fred i Landet; men da det led med Vinteren, og Vaaren kom, forestillede Dronning Thyre ofte Kongen, og begræd bitterlig det, at hendes Besiddelser vare store i Vindland, men der i Landet havde hun intet Gods, som det anstod en Dronning; stundom bad hun Kongen med blide Ord, at han maatte endelig skaffe hende hendes Ejendomme, og sagde, at Kong Burizlaf var saa god en Ven af Kong Olaf, at han vilde, saasnart de kom sammen, overgive Kong Olaf alt det, som han begjerede. Da Kong Olafs Venner fik dette at vide, søgte de alle at faae Kongen fra at fare til Vindland, skjønt Dronningen tilstyndte ham dertil. Den Vinter var mild, og Græsset kom tidlig frem om Vaaren. Det fortælles, at som Kong Olaf gik Palmesøndag ude paa Gaden, kom der en Mand imod ham med mange Angeliker, som vare besynderlig store at regne paa den Tid af Vaaren. Kongen tog en Angelikastængel i Haanden, og gik hjem til Herberget. Dronning Thyre sad inde i Stuen og græd, da han kom ind. Kongen sagde til hende: ”See her en stor Angelikastængel, som jeg vil give dig;” hun slog Haanden imod og sagde: ”Noget mere gav Harald Gormssøn, Fader min; men mindre frygtede han for at fare ud af Landet og søge sin Hæder, end du nu gjør; det viste sig, da han drog her op til Norrig, ødelagde det meste af dette Land, og tilegnede sig det hele med Skat og Skyld. Men nu maa du betænke det, som jeg ofte har forestillet dig, hvor fattig jeg kom til dette Land, og hvor skammelig jeg ved Uretfærdighed mister store Ejendomme i Vindland; og du tør ikke af Frygt for min Broder Svend drage igjennem Danmarks Rige at søge mine Besiddelser og din Hæder.” Kong Olaf sprang op, da hun sagde dette, og svarede højt: ”Aldrig skal jeg være ræd for din Broder Kong Svend, og om vi mødes, da skal han komme til at give sig.” Kong Olaf stævnede kort efter til Thing i Byen; han gjorde da vitterligt for hele Folket, at han vilde have Leding om Sommeren ud af Landet, og at han vilde have Udbud af hvert Fylke baade af Folk og Skibe; han sagde da, hvor mange Skibe han vilde have der fra Fjordene. Siden sendte Kongen Bud baade nordpaa og Sønder i Landet, saavel oppe i Landet som ude ved Kysterne, og lod en Hær udbyde. Kongen lod da Ormen lange skyde i Søen og ligeledes alle sine andre Skibe baade smaa og store.


Lejf kristner Grønland

231. Den samme Vaar sendte Kong Olaf Gissur og Hjalte til Island, som forhen blev fortalt. Da sendte Kongen ogsaa Leif Erikssøn til Grønland at forkynde Kristendommen der. Kongen medgav ham en Præst og nogle andre viede Mænd, som skulde døbe Folket der og lære dem den sande Tro. Leif drog denne Sommer til Grønland. Paa Rejsen did optog han af Havet et Skibsmandskab, som var heel forkommet, og laa paa et ganske ituslaaet Skibsvrag, og paa denne samme Rejse fandt han Viinland det Gode, kom i Slutningen af denne Sommer til Grønland, og drog til Bratttahlid til sin Fader Erik, for at opholde sig der. Folk kaldte ham siden Leif den Lykkelige, men hans Fader Erik sagde, at de to Ting gik op imod hinanden, at Lejf havde bjærget Skibsmandskabet og frelst det fra Døden, og det, at han havde ført Skademanden til Grønland, saa kaldte han Præsten; dog blev efter Leifs Raad og Tilskyndelse Erik og alt Folket paa Grønland døbt.


Halfred sejler til Island

232. Om Vaaren kort efterat Kong Olaf havde sendt Leif Erikssøn til Grønland, gik Halfred Vanraadeskjald en Dag for Kongen og bad om Lov til at drage ud til Island om Sommeren. Kongen svarede: ”Det skal være, som du vil; jeg har prøver paa, at du er en brav Mand, men med det Sind, som du har, venter jeg sikkert, at der endnu vil komme den Tid, at du heller vil være hos mig end paa Island eller andre Steder. Men eftersom det er uvist, om vi herefter nogensinde træffes, igjen, naar vi nu skilles, skal du nu have af mig en Pelskappe, en Hjælm og en Ring, som vejer 6 Ører; disse Kostbarheder skal du have til Minde om, at du har tjent mig, og aldrig skal du skille dig ved dem; thi de skulle følge med dit Lig til Kirken, eller lægges i Kisten med dig, om du døer paa Havet.” Siden gjorde Halfred sit Skib i Stand for at fare til Island; han sendte sin Søn Audgisl øster over til Sverrig, hvor han opfødtes hos sin Morfader Thorar; sin anden Søn Halfred satte han derimod i en god Opfostring der i Throndhjem. Da Halfred var færdig, gik han for Kongen, og hilste ham Farvel; det var da tydeligt at see paa Halfred, at det gik ham nær at skilles den Gang fra Kong Olaf. Halfred begav sig dernæst paa Rejsen, og kom med Skibet i Skagefjord i Mundingen paa Kolbejnsaa efter Althinget; de bare der Ladningen af Skibet, og satte det op. Siden fik Halfred en Mand til at passe paa Varerne og sælge dem om Vinteren, men han red fra Skibet selv tolvte til Vesterherrederne, og agtede sig sydpaa over Heden, hvor han ogsaa drog. De rede alle i farvede Klæder, men da de droge vesterfra Skagefjord, droge de til det Sæter (108), som tilhørte Gris fra Skard, og var beliggende imellem Skagefjord og Langedal ovenfor Laxaadal, der var Kolfinna Avaldsdatter, Gris's Kone, tilstede i Sæteret og nogle Kvinder med hende; i Nærheden vare ogsaa flere af Langdølernes Sætere, hvori der ligeledes vare Kvinder. Gris's Faarehyrde saae dem komme, og sagde til Kolfinna, at tolv Mænd, alle i farvede Klæder, rede til Sæteret. Hun svarede: ”De kjende vist ikke Vejen.” ”Det veed jeg Mø,” sagde han, ”men ej ride de, som ubekjendte. Kolfinna gik ud, da de kom, hun hilste Halfred, og spurgde ham om Tidender. Halfred svarede: ”Der ere faa Tidender, men de skulle blive fortalte, naar vi faae lejlighed; thi vi ville være her i Nat. Hun sagde, at hun vilde give dem Mad. De stege af deres Heste, og nøde god Behandling. Halfred laa hos Kolfinna om Natten, og enhver af hans Ledsagere fik sig en Kvinde, thi der vare mange i Sæteret. Da Halfred stod op om Morgenen, kvad han nogle Viser, som det ej er fornødent her at optegne, hvilke baade indeholdt Elskovs Ord til Kolfinna og Vanæresord imod Gris. Da sagde Kolfinna: ”Det er underligt, at du, saa rask en Mand, vil kvæde saa ilde; du har gjort Gris Beskæmmelse nok, at du ikke ogsaa skulde forhaane ham med vanærende Vers, thi han vil ikke kvæde om dig; han er en velvillig Mand og taalmodig, naar der ikke skeer ham allfor stor Overlast. Du har kun saaledes opført dig imod ham, baade nu og før, at det bedre anstod dig at bøde til ham, end at skumle over ham; thi han vil vise sig som en tapper Mand, om han skal forfølge sin Sag, og der er budet ham Vanære. Halfred kvad:

Ej det mig meget bekymrer,
Om i den myndige Kvindes
Favn jeg dræbes (af Karle
Koner med Fare besøges),
Da i den Smukkes Arme
Naaet jeg har at sove;
Styre min Elskov til den
Lyse Viv jeg ej kunde.

Faarehyrden var løben bort fra Sæteret om Natten, og havde fortalt Gris, hvad der var paa Færde. Da han fik dette at vide, kaldte han Folk til sig, og red hjemmefra om Morgenen selv femtende. Halfred beredte sig om Morgenen med sit følge til at drage bort fra Sæteret, og da han steg paa Hesten, smilte han. Kolfinna sagde: ”Hvi smiler du?” Halfred kvad:

Elskov til den fagre
Viv mit Sind betager;
Ikke jeg veed, hvad mere
Nu jeg sige skulde;
Dersom Manden havde
Spurgt, hvad der mig fryder,
At jeg af Soens Griis har
Gedebælgen afflaaet. (109)

Halfred vilde give Kolfinna Kappen, som han havde faaet af Kongen, men hun vilde ikke have den, og før de rede bort, kvad Halfred:

Fiin er Huden paa Kvinder,
Men de fagre alle
Komme fra Sommer-Sætre
Hjem med Huden skrumpen;
Nu jeg ej længer forbyder,
At enhver jo sin Mø maa
Tage, om end Kvinden
Skulde fortørnes noget.

Gris kom nu til Sæteret med sine Mænd, men da var Halfred allerede borte. Kolfinna var tungsindig; det saae Gris, og kvad:

Her mig tykkes at være
Nogen Forvirring bleven,
Medens jeg var borte,
Sommes Medfart jeg aner;
Gjæster her have fjendtlig
Færd udøvet; svullen
Kvinden ganger ud, og
Øjne tørrer den Fagre.

Der var en Mand ved Navn Ejnar, en Søn af Thorer, en Søn af Thrand, som forhen fulgde Gris. Han var en Søstersøn af Gris. Da Gris kom til Sæteret, og Halfred var borte, sagde han til sine Mænd, at han vilde ride efter dem. Kolfinna bad ham ikke at ride efter dem, ”thi det er tvivlsomt,” sagde hun, ”at din Sag vil blive bedre, ved at du og Halfred træffe hinanden.” Gris red alligevel, og de rede forbi Audolfssted, og da de kom til Blanda, var Halfred med sit følge komne midt ud i Aaen; da skød Gris et Spyd mod Halfred; men han greb Spydet i Luften, da det fløj mod ham, og sendte det tilbage til Gris, men Ejnar Thorerssøn holdt sin Øxe imod, saa det ikke traf ham; det fløj Ejnar for Brystet, og han døde paa Stedet. Da sagde Gris: ”Løber du nu, Halfred!” Han svarede: ”Jeg skal ikke undflye dig længere end over Aaen, om du vil sætte efter mig.” Gris red ej ud i Aaen; begges Mænd søgte at faae dem forligte, saa at Halfred skulde bøde til Gris for hele den Beskæmmelse, han havde tilføjet ham. Halfred spurgde, hvad Gris forlangte. Gris svarede: ”Man har sagt mig, at du er i Besiddelse af to gode Guldringe, hvoraf Kong Olaf gav dig den ene og Sigvald Jarl den anden; jeg vilde være tilfreds, naar jeg faaer begge Ringene.” ”Nej før skal andet skee!” svarede Halfred. Saaledes skiltes de uden at være forligte. Halfred red sydpaa til Ottarssted til sin Broder Galte, thi hans Fader vor da død; der var Halfred om Vinteren.


Om Kong Olafs Kæmper, som vare paa Ormen lange

233. Ud paa Vaaren lod Kong Olaf sine Skibe ruste; han skulde selv styre Ormen lange, som han havde ladet bygge Vinteren forud, thi det var da det største og skjønneste Langskib i Norge. Da Skibsbesætningerne bleve udtagne, blev der med stor Omhu valgt Mandtskab til Ormen, saa at ingen Mand skulde være paa den, der var ældre end tresindstyve eller yngre end tyve Aar, og der blev seet meget paa Styrke og Tapperhed; først bleve Kong Olafs Hofsinder bestemte dertil, thi Huustroppen var udvalgt af de stærkeste og tapreste Indfødte og Udlændinger. I Stavnen paa Ormen vare Ulf den Røde, som førte Kong Olafs Banner, og Kolbejn Staller, fremdeles Thorstejn Oxefod, og Arnljot Gellines Broder, Vikar fra Tiendeland. I Løftingen stode Vakur den engelske fra Raume, Berse den Stærke, An Skytte fra Jæmteland, Thrand Ramme og hans Broder Uthyrmer fra Thelemarken; Haleyerne Thrand Skjalge, Øgmund Sande, Lødver den Lange fra Saltvig og Harek den Hvasse; Indthrønderne Ketil den Høje, Thorfin Ejsle, Havard og hans Brødre fra Ørkedal. følgende vare i Forrummet: Bjørn fra Studla og Børk fra Fjordene, Thorgrim Thjodolfssøn fra Hvin, Asgrim og Orm, Thord fra Mardeløg, Thorstejn Hvide fra Ofrestad, Arnor fra Møre, Halstejn, Eyvind Snog, Bergthor Bestil, Halkel fra Fjalar, Olaf den Raske, Arnfin fra Sogn, Sigurd Bild, Ejnar fra Hørdeland, Ketil fra Rogeland, Grjotgard fra Rommerige. I Krapperummet vare disse: Ejnar Tamberskælver, som ikke blev agtet for fulde, thi han var kun atten Aar gammel, Halstejn Hlifssøn, Thorolf, Ivar Smetta, Orm Skogarnef. Paa Ormen vare desuden mange andre ypperlige Mænd, som vi ej vide at opregne. I Halsrummet vare otte Mand, som vare udvalgte een for een; i Forrummet vare tredive Mand. Det var et almindeligt Ord, at det Mandskab, som var paa Ormen, ikke mindre overgik andre Mænd i Anseelse, Styrke og Tapperhed, end Ormen lange overgik andre Skibe. Kongens Broder Thorkel Nefja styrede Ormen korte; Kongens Morbrødre Thorkel Dydril og Jostein havde Tranen, og begge disse Skibe vare ogsaa meget vel bemandede. Kongen rustede ni store Skibe til at tage med sig fra Throndhjem og desuden en Deel Smaaskibe med tyve eller færre Aarer. Da Kongen havde faaet sin Flaade næsten ganske udrustet til Afrejse, inddeelte han Folket over hele Thrøndelaugen i Sysler og forstanderskaber; og mange Ting opholdt ham, saa det led frem paa Sommeren, og Skibe kom til Norge fra Island og andre Lande. Da spurgdes den Tidende, at Kristendommen var ved Lov antagen paa Island, og at alt Folket der var døbt; ved dette blev Kong Olaf meget glad; han lod strax holde et Huusething, paa hvilket Kongen stod op og sagde: ”Den glædelige Tidende have vi spurgt fra Island, at alt Folket der er kristnet; derfor takke vi Gud og give alle dem, som for Islændernes Skyld have siddet som Gidsler her, Lov til frit at drage bort, hvorhen det lyster dem.” Kjartan Olafssøn var den Første til at svare paa Kongens Tale: ”Haver megen Tak for eders Tilladelse, Herre!” sagde han, ”vi ville da tage den Beslutning, at drage ud til Island i Sommer.” Kongen svarede: ”Ej vil vi nu tage dette Ord tilbage, men dog talte vi dette mere, de andre meent, end dig, Kjartan! thi vi ansee det saa, at du har været her hos os mere i Venskab og Kjærlighed end som Gidsel; ej ønskede jeg, at du længtes efter at drage ud til Island, skjønt du har anseelige Frænder der; thi hvis du vil blive her hos os, skal du faae stor Hæder, og et saadant Giftermaal, at man skal sige, at du ikke paa Island vil gjøre saadant Parti.” Da svarede Kjartan: ”Gud lønne eder. Herre! for al den Hæder, som I har viist mig, siden jeg kom i eders Vold, men endnu vænter jeg, at I ligesaa vel vil give mig, som de andre, hvem I have holdt her en Tid, Lov til at besøge mine Frænder og Venner paa Island. Kongen svarede: ”Saa skal være, Kjartan! men sjælden finder man en Mand, som du er, blandt dem, der ikke beklæde nogen høj Værdighed.” Kalf Asgejrssøn havde den Vinter været i Norge, og var Sommeren forud kommen ovre fra England med hans og Kjartans Skib og Kjøbmandsvarer. Saasnart nu Kjartan havde faaet Tilladelse af Kong Olaf til at rejse til Island, stræbte han og Kalf at gjøre deres Sager i Stand; og da Skibet var sejlfærdigt, gik Kjartan til Kongens Søster Ingeborg; hun tog med Glæde imod ham, og bød ham at sætte sig hos hende. Da de nu talte sammen, sagde Kjartan, at han nu havde gjort sig færdig til Rejsen til Island. Ingeborg sagde: ”Jeg troer, Kjartan! at du har mere gjort dette efter dit eget Sind og din Lyst, end at nogen har meget opmuntret dig dertil.” De talte da ikke meget. Ingeborg tog ud af en Æske, som stod hos hende, en figureret Pose; deri var en kostbar sneehvid Kvindekaabe, som var meget indvævet med Guld; det var et meget kostbart Stykke; hun gav Kjartan Kaaben, og sagde: ”Denne Kaabe skal du give Gudrun Osvifersdatter i Morgengave; hun kan meget vel bruge den til at svøbe om sit Hoved; jeg vil, at de islandske Kvinder skulle see, at hun, som du har talt med her i Norrig, er ikke af Trælleæt; ingensteds kan jeg følge dig,” sagde hun, ”men jeg vil nu ønske dig Lykke paa Rejsen.” Kjartan stod da op, og kyssede Ingeborg, og Folk holdt det for vist, at det faldt dem haardt at skilles. Kjartan gik da til Kongen, og sagde, at han var nu færdig til Afrejsen. Kong Olaf og en Mængde Folk fra Byen fulgde ham til Skibs, og da de kom der, hvor Skibet stod, sagde Kongen: ”Her er et Sværd, Kjartan! som jeg vil give dig til Skilsmisse; før dette Vaaben bestandige med dig! thi jeg vænter, at du ikke skal døe for Vaaben, naar du bærer dette Sværd.” Det var et meget skarpt Vaaben og derhos særdeles smukt. Kjartan takkede med fagre Ord Kongen for Gaven og for al den Hæder og Anseelse, som han havde viist ham, medens han var i Norge. Da sagde Kongen: ”Nu farvel, Kjartan! hold vel din Tro, og elsk Gud!” Kongen og Kjartan skiltes med den største Kjærlighed. Kjartan gik da ad Bryggen ud paa Skibet; Kongen saae efter ham, og sagde: ”Mærkelig er Kjartans Skjæbne og somme af hans Slægtninges, og er det bedrøveligt, at man ofte ikke kan gjøre noget mod Menneskets Bestemmelse.” Kong Olaf gik da tilbage til Byen, men Kjartan og Kalf sejlede bort, saasnart der gaves Bør. De vare ikke længe paa Rejsen, og kom i Havn i Hvitaa i Borgefjord. Da spurgde Kjartan, at hans Frænde og Fostbroder Bolle Thorlejkssøn havde faaet Gudrun Osvifersdatter, og voldte dette ham dog ingen Bekymring. Kjartan opholdt sig Vinteren efter vesterpaa i Hjardarholt hos sin Fader. Han var den Første paa Island, der i Fasten afholdt sig fra al tør Mad, og dette blev meget berømmet; ogsaa mange andre gode Sædvaner og Troesskikke havde han fremfor de fleste paa Island i den Tid. Vaaren efter giftede Kjartan sig, og ægtede Refna Asgersdatter; hende gav han Tørklædet i Foræring, men om Høsten en halv Maaned før Vinteren fratog Thorolf Osviferssøn paa et Gilde i Hjardarholt Kjartan Sværdet, som Kongen havde givet ham, og skød det ned i et Morads, da man red efter ham; Sværdet fandtes der, men Skeden aldrig. Kort efter ved Høstgildet paa Laugar kom Kaaben bort fra Refna, saa at den aldrig fandtes siden. Deraf opstod Uvenskab imellem Kjartan og Laugemændene, som siden voxte til fuldkomment Fjendskab; saaledes gik den Vinter. Om Vaaren den femte Dag i Paaskeuge overfaldt Osvifers Sønner og Bolle selv niende, efter Gudruns Tilskyndelse, Kjartan ved Hafersgil i Svinedal, da han selv tredie red vestenfra Saurbø; de sloges, og sex angrebe Kjartan, da hans ene Ledsager var falden, og to Mænd holdt den anden. Kjartan havde et ubrugbart Sværd, som han idelig rettede paa med Foden; dog dræbte han een af dem, og saarede to. Bolle stod ved, uden at deeltage i Angrebet, men da Osvifers Sønner saae, at de ikke vilde faae Bugt med Kjartan, ophidsede Ospak Bolle paa alle Maader, og sagde: ”Ej kan du, Bolle! ville lade den Skam gaae over dig, at være dragen hjemmefra og have lovet os Bistand, og nu ikke yde os Hjælp, da vi behøve den. Kjartan var os besværlig, da vi havde gjort ham mindre imod, og hvis han nu skal undkomme, da vil du, Bolle! ligesom vi, snart kunne vænte voldsom Medfart.” Da trak Bolle sit Sværd Fodbider, og vendte imod Kjartan. Kjartan sagde da til Bolle: ”Vist agter du nu at bedrive et Nidingsværk, men meget bedre tykkes det mig at modtage Døden af dig, Frænde! end at give dig den, og derfor vil jeg ikke værge mig med Vaaben imod dig.” Han kastede da Vaabnene; han var endnu kun lidet saaret men meget modig. Bolle svarede intet paa Kjartans Ord, men tilføjede ham strax Banesaar. Bolle fortrød strax denne Gjerning, og satte sig under hans Skuldre, saa at Kjartan døde i hans Skjød. Alle Forhandlinger mellem Beboerne af Lauge og Hjardarholt, baade før og efter dette, gik, som det fortælles i Laxdølernes Saga, skjønt der her er kun lidet optegnet derom. Kjartans Lig stod oppe en Uge; da havde Kjartans Morbroder Thorstejn Egilssøn ladet bygge en Kirke paa sin Gaard Borg; derhen blev Kjartan ført, og det siges, at Kirken var nylig viet og i hvide Klæder, da Kjartan blev begravet der. For Kjartans Drab bleve alle Osvifers Sønner landsforviiste, og der blev givet dem Penge til at rejse ud af Landet for, og ingen af dem kom siden tilbage til Island; og da gik det i Opfyldelse, som deres Frænde Stefner Thorgilssøn forudsagde, da de sagsøgte ham paa Althinget for Kristendoms Forkyndelse, som før blev omtalt; og ligesaa det, som Kong Olaf talte ved sin Afsked med Kjartan, at der skede Bolle en stor Modgang og Ulykke ved denne Gjerning.


Om Kong Olaf Tryggvesøns Adfærd

234. Nu maa der fortælles om Kong Olafs Adfærd; at, ligesom han i Størrelse, Styrke og Færdighed i Idrætter overgik enhver anden Mand i de nordiske Lande i den Tid, saa førte han ogsaa mere Pragt, og var gavmildere mod sine Mænd end de fleste andre Konger; saa siger Hallarstejn:

Guld uddeelte den djærve
Drot, han Kapper og Sværd og
Skjolde Krigerne skjenked,
Skal han derfor hædres;
Malede Skibe gav den
Myndige Konning, ej ringe
Gavmildhed han viste;
Mægtigst han var af Konger.

Kong Olaf holdt sig for det meste rolig om Vinteren, og havde da stor Forsamling om sig; han beværtede sin Huustrop og sine Venner paa det bedste, og der fattedes hos Kongen hverken paa store Drikkelaug eller megen Munterhed; dette omtaler Hallarstejn:

Hver en Vinteraften
Hofsinderne kunde
Gyldne Horn udtømme
Med deres glade Konning
Viin til til sine Hirdmænd
Lod den vidtberømte
Konning skaffe; Olaf
Mægtigst er under Himlen.

Om Sommeren laa Kong Olaf stedse ude paa Søfærd, og foer frem for Landet med sin Flaade; saa siger Hallarstejn:

Ofte den djærve Helt paa
Krigsskuder laa ude,
Medens paa Skibets Side
Skvalpende Bølger sloge;
Fjærnt fra Havnen Hærens
Høvding, kampbegjerlig,
Blinke lod de gyldne
Stavne med gabende Tryner.


Om Endride Ilbred

235. Da Kong Olaf næsten var færdig med at udruste sine Skibe til Bortrejse fra Nidaros, fortælles det, at han en Dag beværtede sin Hær og Ledings Folket; der blev da drukket stærkt; Kongen var meget munter og ligesaa hele Folket. Der blev da talt meget, som det plejer at gaae ved Drikkelaug; man talte da om, hvorledes nu alt Folket i Norge var kristnet og alle døbte. Da svarede Kong Olafs Bannerfører Ulf den Røde: ”Saa lidet troer jeg, at alt Folket her i Landet er døbt, at det tykkes mig ganske vist, at der findes nogle udøbte her ikke langt fra os.” Det blev strax fortalt Kongen, hvad Ulf havde talt, og han lod da strax Ulf kalde til sig, og sagde til ham: ”Siger du, Ulf! at her boe Hedninger i Nærheden af os?” Ulf svarede: ”Overdrevet har man da mine Ord, Herre! men dog skal jeg vedgaae, at jeg har hentydet paa, at det kunde være saa.” ”Hvor formoder du da det er?” spurgde Kongen,” eller veed du det med Vished?” ”Aldrig,” vedblev Ulf, ”skal jeg fremføre andet for eder, Herre! end hvad jeg har nogen Grund for.” ”Du skal tydelig angive,” sagde Kongen, ”hvortil du sigter.” ”Det skal skee,” svarede Ulf: ”der er en Mand inde i Throndhjem, som hedder Endride, og kaldes med Tilnavnet Ilbred; denne Endride er ung, ugift, og har for kort Tid siden taget mod sin Fædrenearv; han er rig paa Penge, stor as Væxt og smuk af Udseende; Folk kjende ikke nøje hans Kræfter og Idrætter; han er gavmild paa Penge og særdeles vennesæl; men det er mig fortalt, Herre! at Endride skal ikke være døbt.” Kongen svarede: ”Det er Skade, saa vel du taler om denne Mand, om han ikke skal kjende sin Skaber. Da du nu, Ulf! har fremført dette, saa skal du ogsaa drage til Endride med saa mange Mænd, som du vil, og søge at faae ham hid til mig.” ”Drage skal jeg, om I saa vil,” svarede Ulf, ”men ej med betydeligt Mandskab, thi Endride er af det Sind, at jeg ikke vil kunne tvinge ham til nogen Ting, som han ikke selv vil; vi skulle være 24 Mænd i alt.” Ulf skaffede sig da en Roskude, og foer derpaa med sine Mænd, indtil han naaede Endrides Bøjgd. Ulf gik da op til Gaarden selv tolvte, men de andre tolv skulde passe Skibet. Endride var udenfor, tog med Glæde imod Ulf, og bød ham at være der, saa Længe som han vilde, med alle sine Mænd, thi Ulf var ham bekjendt af Rygtet.” Ulf optog det vel, og de gik ind; der var en pyntelig og stor Gaard. Da de kom ind i Stuen, og havde sat sig ned, sagde Endride: ”Det er vel saa, som jeg veed, at I have anlagd en anden Tro, end jeg og mine Mænd have, men jeg vil beværte eder paa en passende og retskaffen Maade; du skal derfor bestemme, om vi alle skulle drikke sammen, eller hvert Religions Parti i sit Herberge.” Ulf svarede: ”Det tykkes mig til mere Fornøjelse for begge Partier, at vi drikke alle samlede; jeg har ogsaa et Ærende til dig, som jeg vil fremføre, naar der er Tid dertil, men vi have saa ypperlig en Konge, at han med sin Velvillie snart renser, hvad Ureenhed vi kunne have paadraget os ved at spise og drikke med Folk af en anden Religion.” ”Det falder mig ogsaa bedst,” sagde Endride, ”men hvor mange har du med dig?” Ulf sagde, at han havde tolv Mænd nede ved Skibet. ”Da skal jeg,” sagde Endride, ”faae Folk til at passe eders Gods, men dine Mænd skulle komme i Huus, og I skulle alle være velkomne her.” Saa skede nu. Siden blev der indbaaret Øl. Endride havde mange om sig, og det blev et meget prægtigt Gilde. Ulf sad paa Endrides ene Side, og dernæst sade hans Mænd. Da de nu vare blevne muntre, spurgde Endride om Ulfs Ærende, eller om han maaskee agtede at rejse længere. Ulf svarede: ”Kong Olaf sendte mig hid i det Ærende, at han indbyder dig til Gilde med Hæder og Venskab, ligesom mange andre, ud til Nidaros. Han talte meget om, at du maatte ikke undslaae dig for denne Rejse, da han havde hørt saa meget Godt om dig.” Endride svarede: ”Jeg takker Kongen for hans Indbydelse og hans hæderlige Bud til mig, men jeg vil opsætte Svaret paa dette Ærende til i Morgen, naar vi alle ere ædrue og ved fuld Samling.” Der var om Aftenen megen Drikken og Munterhed, og de sov vel om Natten. Da Folk kom til Sæde om Morgenen, sagde Endride til Ulf: ”Dit Ærende angaaende vil jeg sige, at du skal blive beværtet her paa det bedste, saalænge som du vil; men min Rejse til Kongen maa opsættes, thi jeg har nu Paa Tiden intet Ærende did; men jeg vil drage til ham, naar jeg finder det fornødent. Jeg vil ogsaa blive hjemme og ikke drage nogensteds bort, om Kongen vil besøge mig; du kan ogsaa sige Kongen det, at jeg vil være hans Ven, om han behandler mig vel.” Dermed endte de Samtalen, som gik af i al Venskabelighed. Ulf drog, saasnart han var færdig, ud efter Fjorden, men Endride blev tilbage. Ulf berettede Kongen med al Sanddruhed, hvorledes han havde udført Ærendet, og hvad Endride havde svaret. Kongen spurgde Ulf, hvad han, havde bemerket om Endrides Sæder, om han var en stor Offermand. Ulf svarede: ”Jeg blev ikke vaer, at han ofrede til Afguderne, og ingen kunde heller sige mig det, thi han havde intet Offerhuus paa sin Gaard.” ”Da er der saa meget mere Haab,” sagde Kongen; ”jeg skal da besøge ham, og komme uforvarendes over ham, om han ej vil komme til mig.” Saasnart Ulf hørte Kongen sige dette, lod han sin Opvarter hemmelig sætte sig til Hest, og bød ham ride, saa hurtig han kunde, og sige Endride, at Kongen snart vilde komme der. Kong Olaf beredte sig saa hurtig mueligt, han sejlede om Natten ind efter Fjorden med 300 Mand; han kom til Endrides Gaard tidlig om Morgenen, og gik strax op med hele sin Hær; men Kongen var ikke kommen langt fra Stranden, inden Endride kom ham i Møde med en stor Trop Folk. Endride modtog Kongen med megen Blidhed, bød ham hjem til Gaarden med alle hans Mænd, og takkede Kongen for, at de vilde komme der til Gildet, som han sagde, at han havde beredt for dem. Kongen tog med Glæde imod Endrides Indbydelse; men da de kom ind i Stuen, sagde Endride: ”Saa er Tilfældet, Herre! som jeg ikke maa fordølge, at vor Religion skal, som Folk sige, ikke være overeensstemmende; og hvis nu saa er, at I ikke vil have os til at sidde til Bords med eder, da kunne I sidde i denne Stue, som er beredt for eder, men vi ville søge os et andet Herberge.” Kongen svarede: ”Du skal selv med dine Mænd have din Stue, men vi ville opslaae vore Telte udenfor Stuen, og du skal holde os med Kost, saalænge vi ville opholde os her.” Saa blev nu gjort, som Kongen bød; der fattedes ingen Ting, saa at Kongen blev paa det fortrinligste beværtet og ligesaa godt blev han opvartet i alle Henseender. Paa Gildets første Dag lod Kong Olaf Endride kalde til sig. Han hilste Kongen, da han kom ind. Kongen optog hans Hilsen vel, og sagde saa: ”Skjønt jeg ikke vilde spise med den hele Forsamling af Hedninger, vil jeg dog, at du skal sidde her, og jeg vil tale med dig.” Endride sagde, at det skulde staae til ham. Det siges, at Endride var saaledes klædt, da han gik ind i Teltet for Kongen, at han var iført en rød Skarlagens Kjole, han havde en guldbroderet Silkehue paa Hovedet, og et Guldsmykke spændt om det; en tyk Guldring havde han paa den højre Haand, og paa den venstre Arm sad en meget smuk fire eller fem Aars Dreng, som lignede ham meget i Udseende. Der blev nu sat en Stol til Endride, og han satte sig frem foran Kongens Bord, og satte Drengen paa sine Knæ. Da sagde Kongen: ”Du er en stor og skøn Mand, og hvis dine Idrætter svare dertil, ville ikke mange i Norrig være dine Lige; derfor anstaaer det sig for dig, at du kjender din Skaber, og forstaaer at prise Gud for sine Gaver; er du gift?” ”Nej jeg er ikke,” svarede Endride. ”Er det dog din,” sagde Kongen, ”denne smukke Dreng, som sidder paa dine Knæe.” ”Jeg har ingen Børn, Herre!” sagde Endride, ”denne Dreng er min Søstersøn, men dog skal det, om jeg maa raade, være ham ligesaa godt, som om han var min, thi jeg kunde ikke elske ham højere, om han end var min Søn.” Kongen sagde: ”Er der noget Gudehuus paa din Gaard?” ”Nej her er ikke,” svarede Endride. ”Hvad Tro har du da,” spurgde Kongen, ”om du er Hedning, og dog ikke ofrer.” Endride svarede: ”Jeg maa tykkes eder at tale meget uforstandig, jeg vilde hellere, at I talte om andet, hvad eder behagede, men ikke spurgde mig om min Tro, thi jeg tykkes ingen at have, da jeg har fast besluttet hos mig, at jeg skal aldrig troe paa Stokke eller Sten, om de end ere udhuggede i Ligning af Djævle eller Mennesker, om hvem jeg ikke veed, hvad de have udført; og skjønt man har sagt mig, at disse have stor Magt, kan jeg dog ikke ret fæste Tro dertil, da jeg har fulde Mærker om, at de Billeder, som kaldes Guder, i alle Henseender ere mindre smukke, og af mindre Kræfter end jeg selv.” Kongen sagde: ”Hvi troer du da ikke paa den sande Gud, som formaaer alt, og lader dig døbe i hans Navn?” ”Grunden hertil er,” svarede Endride, ”at I ikke er kommen før, og ingen paa eders Vegne, at give mig nogen Kundskab om denne Guds Væsen, hvem I kalde almægtig, og dernæst ogsaa, hvad der maaskee virker stærkere paa mig, at, skjønt jeg ikke vilde troe paa det, som min Fader og mine andre Frænder sagde mig om deres Guder, har jeg dog urokkelig besluttet, aldrig at antage en Religion, som i alle Henseender er lige imod deres Tro, med mindre jeg faaer fuld Indsigt om, at eders Gud er saa almægtig, som I kalde ham.” Kongen spurgde da sine Mænd, som han efter Yrjarskegges Drab havde sendt over hele Throndhjem at kristne Folket, om det var sandt, hvad Endride sagde, at de ikke havde forkyndt ham Guds Navn. De sagde, at det var sandt, ”thi han var den Gang dragen paa Krigstoge” sagde de, ”med sine Herredsfolk, men siden glemte vi at underrette eder derom.” Kongen sagde da til Endride: ”Har du ikke spurgt, Endride! at jeg har revset somme af dem, som ikke have villet følge mit Bud om Kristendommens Antagelse?” ”Det har jeg hørt,” sagde Endride, ”men jeg er ikke bange for, at I tilføje mig Revselse, og naar jeg skal sige eder Sandheden, vil jeg ikke tjene nogen Høvding tvungen; jeg vil hellere udstaae døden end Underkuelse af noget Menneske; og det skal I vide, at, skjønt I have indjaget andre nogen Skræk, saa er Bøjgdefolkene heromkring saaledes beskafne, at jeg ikke behøver at lade mig tvinge af nogen; men jeg skal være eder saa god, som jeg har Kundskab til, om I ikke byder mig noget ubilligt Vilkaar, kun agter jeg at beholde den samme Tro, som jeg hidtil har haft.” Kongen sagde: ”Saa skjønner jeg af dine Ord, at du maa være en djærvt talende Mand, og have forstand til omsider at indsee det Sande, men ej skal der for Øjeblikket tales mere derom, end dig godt synes, men nu maa vi tale om, hvad der er sagt mig, og som jeg vænter er sandt, at du, skal være særdeles udmærket i Legemsfærdigheder; hvilke Idrætter er det nu, hvori du tykkes at overgaae andre?” Endride svarede: ”Herpaa kan jeg snart svare, Herre! at jeg kan ingen Idrætter. Jeg er et ungt Menneske, og er først nylig kommen ud af Barnealderen; jeg mistede for kort Tid siden min Fader, og siden den Tid har jeg mest lagt Vind paa mine Huussager og mine Folks Fornødenhed; men saa Længe min Fader levede, og jeg var i min Opvæxt, elskede han mig saa højt, at han ikke nente at gjøre mod min Villie, men det gik mig, som mange Børn, fra den Tid, jeg kjendte Fader og Frænder, at jeg ikke lagde Vind paa det, som kunde være til min Dannelse at lære, men allene paa Ungdoms Spøg og Letsindighed, indtil jeg mistede min Fader.” Kongen sagde: ”Du kan vel sige mig sandt herom, thi jeg skal ikke formene dig dine Idrætter; det kan snarere hændes, hvis du lader mig see prøver derpaa, at den, som gav dig din Dannelse i førstningen, lader den komme dig til Gode” ”Fast trænger du paa denne Sag,” sagde Endride, ”jeg kan dog ikke regne mig det som en Idræt, om jeg end har seet paa, at Karle kappedes i Svømning.” Kongen sagde: ”Det er vel, at du vogter dig for Hovmod og Selvroes, men siger dog sandt; det er de fleste Lege, som man maa see paa, inden man selv kan dem; men hvilke flere kan du opregne?” ”Jeg seer”, sagde Endride, ”at jeg ikke kan unddrage mig eders Kløgt, uden jeg svarer noget paa det, I spørger om; jeg tog i Buen med, da andre Smaadrenge skøde til Maals, men ikke kunde jeg skyde.” ”Det kan være,” sagde Kongen, ”at du ikke stod lige i førstningen; men nævn din tredje Idræt!” Endride svarede: ”For meget lægger I i mine Ord, Herre! og vanskeligt vil det være mig at sejle mellem Skjær og Bølger; det anstaaer mig ikke at tie, naar I spørger, men I fortolker mine Ord, eftersom eder synes og noget anderledes, end det synes mig, at jeg taler; jeg regner mig det da ikke for en Idræt, om jeg end holdt paa Haandsaxe, da jeg var et Barn, og dog meget ubehændigt.” ”Det kan vel være,” sagde Kongen, ”at du ikke legede denne Leg behændigen, førend du blev vant dertil. Du skal nu være fri i Dag, og vel har du fornøjet os.” Endride gik da ud af Teltet til sine Mænd. Næste Dag efter, da Kongen havde drukket en Tid, lod han Endride kalde til sig, og sagde til ham: ”Vil du nu lade dig døbe, og uden Vægring antage den sande Tro?” Endride svarede: ”Ikke er jeg saa vægelsindet, at jeg nu tænker ganske anderledes end i Gaar. ”Jeg har nu overvejet vor Overeenskomst,” sagde Kongen, ”jeg vil sætte en Mand af min Hær til at prøve Idrætter med dig, og hvis han faaer dig overvundet i de Idrætter, som du nævnte i Gaar, da skal du troe paa den sande Gud Jesum Christum, men hvis du bliver den sejrende, da skal du være fri for min Anmodning, og holde den Tro, som du vil.” ”Det er baade Tilfældet,” sagde Endride, ”at jeg ikke har givet mig ud for at forstaae Idrætter, og heller ikke kan jeg nogle, men dyrt er en Herres Ord, og kommer I til at raade os imellem i alle Henseender, saalænge I ikke anvender nogen Tvang; og vil jeg da ikke tage mine Ord tilbage, men hvo er den Mand, som I vil sætte imod mig?” ”Jeg holder det for det bedste,” svarede Kongen, ”at jeg selv paatager mig det, baade fordi jeg da bedst kan faae at vide, hvad Mand du er, og fordi det da ikke vil være dig til Vanære, hvo af os der end bliver den sejrende, thi du vil blive anseet for særdeles udmærket i Idrætter, om du overvinder mig, men langt større vil dog din Sejer blive, om jeg bliver den vindende i vort Skifte, og du antager det Vilkaar, som jeg forud bestemte dig.” Endride svarede: ”Om jeg end var ligesaa fortrinlig i alle Idrætter, som jeg nu kan ingen eller faa, vil jeg dog ikke kunne indlade mig i Strid med eder.” ”Det tykkes mig ogsaa bedst om,” sagde Kongen, ”at vi ikke prøve hinanden, og du kalder dig Overvunden.” ”Det kan altid skee,” svarede Endride, ”skjønt jeg først seer eders Færdighed i Svømning.” Siden gik de til Stranden, og alt Folket fulgde dem. Kongen og Endride afklædte sig, svømmede fra Landet, og legede længe med hinanden, førte hinanden vexelvlis ned, og vare omsider saa længe under Vandet, at man næsten syntes at være bange for, at de ikke vilde komme op mere; omsider kom dog Kong Olaf op, svømmede til Land, gik op og udhvilede sig, men klædte sig ikke paa. Ingen vidste, hvad der var bleven af Endride, og ingen torde spørge Kongen om det; men efter lang Tids Forløb blev man vaer, hvor Endride svømmede; han havde da faaet sig en Ridehest, han sad paa Ryggen af en stor Sælhund, holdt den paa begge Sider i Skæget, og styrede den saaledes; men da han var kommen nær Landet, lod han Sælen løs; Kongen sprang da op, svømmede ud imod ham, og førte ham strax under Vandet, og holdt ham længe nede; men da de kom op, svømmede Kongen til Land, men Endride var saa udmattet, at han ikke kunde bjerge sig selv, og da Kongen saae det, svømmede han til, og hjalp ham. Da Endride begyndte at komme til sig selv igjen, og de vare paaklædte, sagde Kongen: ”Du har stor Færdighed i Svømning, Endride! men det er Gud at takke, at du var nu den svageste af os, som Folk kunde see af, at jeg maatte føre dig i Haand.” ”Det kan du nu ansee, som du vil,” sagde Endride. ”Men hvorfor dræbte du ikke Sælen,” spurgde Kongen ”og trak den i Land?” ”Fordi,” svarede Endride, ”jeg ikke vilde, at I skulde kunne sige, at jeg havde fundet den død.” Den næste Nat forløb nu, og den følgende Dag sagde Kongen, at de skulde prøve Skydning. Endride svarede: ”Allerede det tykkes mig, Herre! At I har til fulde prøvet min Ubesindighed i at ville kappes med eder i Idrætter; saa meget mindre nytter det mig at gaae til at prøve denne, da jeg i den har endnu ringere Øvelse end i den forrige.” ”Det tyktes mig godt, om saa var,” sagde Kongen, ”og det staaer end til, dig, at du ikke prøver, og kalder dig overvunden.”. ”Det Vilkaar kan man altid vælge,” svarede Endride, ”og ingen vil vel sige, at Skjemten overdrives, om det tykkes Gammen at see, hvor langt der er imellem eders Idrætter og mine ubehændige forsøg.” De gik da til Skoven, som laa nær ved Gaarden. Kongen lagde sin Kappe af sig, han stak da en Splint i Jorden, og bestemte en lang Skudvidde; siden blev der givet ham Bue og Piil; han skød, og Pilen traf yderst paa Spaanen, og stod der fast. Endride skød da længere inde i Spaanen, men dog ej i Midten. Kongen skød anden Gang; man gik da til, og Pilen stod midt i Spaanen; alle kaldte det et ypperligt Skud.” Endride berømte ogsaa Kongens Færdighed, og sagde, at han troede, at det nyttede ham ikke at skyde mere; Kongen tilbød ham at opgive det, om han vilde, og kalde sig overvunden i denne Idræt. Endride sagde, at det kunde vel blive Tilfældet, om han end forud gjorde Forsøg. Endride skød da, og denne Piil traf i Strengridsen paa den Piil, som Kongen skød sidst, og saaledes stode de begge. Da sagde Kongen: ”Meget fortrinlig er du i Idrætter, Endride! men dog er denne endnu ikke fuldkommen prøvet; man skal nu tage den fagre Dreng, som du forleden Dag sagde at du elskede højest, og sætte ham til Maal, saaledes som jeg bestemmer.” Saa blev gjort; Kongen lod da tage en Tavlbrikke, og sætte paa Drengens Hoved: ”Nu skulle vi her skyde Brikken af Drengens Hoved,” sagde Kongen, ”saa at Drengen ingen Skade faaer.” ”Det kan I vel gjøre, om I vil,” sagde Endride, ”men jeg vilde vistnok hævne det, om Drengen tilføjedes Skade.” Kongen lod da binde et langt linnedt Klæde om Drengens Hoved, og lod to Mænd holde i Enderne paa Klædet, saa at Drengen ikke kunde bevæge Hovedet til nogen af Siderne, naar han hørte Hvinet af Pilen. Kongen gik derpaa til det Sted, hvor han skulde staae, han signede sig, og gjorde Kors for Pilens Od, inden han skød; men Endride blev meget rød. Pilen fløj under Brikken, og tog den af Hovedet, og saa nær gik den Hjærneskallen, at Issen blødte temmelig. Kongen bød derpaa Endride at gaae til og skyde efter ham, om han vilde, men da gik ogsaa Endrides Moder og Søster til ham, og bade med megen Graad, at han ikke skulde indlade sig derpaa. Endride sagde til Kongen: ”Ej er jeg bange for, at jeg skulde gjøre Drengen Skade, om jeg end forsøgte at skyde, men dog vil jeg nu ikke skyde denne Gang.” ”Da tykkes mig,” sagde Kongen, ”som du er overvunden.” ”Det maa I vel nu ansee, som eder synes,” svarede Endride, ”skjønt I tager dette temmelig strængt; thi I synes mig allerede tilforn at have været noget partisk i eders Dom om vore prøver.” ”Tilvisse har jeg været partisk,” sagde Kongen, ”men det har været for dig.” Folk gik nu hjem til Gaarden, og Kongen var meget munter og ligesaa Endride. Den tredie Dag sagde Kongen til Endride: ”Nu er det mildt og roligt Vejr; vi ville nu prøve Haandsaxelegen; alt Folket gik ud; der bleve da givne hver af dem to Saxe eller korte Sværde, og dermed legede de en Stund; dernæst blev der givet hver af dem det tredie Sax, og de legede begge saaledes med dem, at eet af dem bestandig var i Luften, og de grebe dem bestandig om Fæstet, og ingen syntes at bemærke nogen Forskel, hvo der legede behændigst; saaledes gik det en lang Tid; derpaa sagde Kongen: ”Endnu er denne Leg ikke prøvet tilfulde;” de gik da til Stranden og ud paa et Langskib, og Kongen bød sine Mænd at roe paa Skibet ved begge Borde lige fra forstavnen til Bagstavnen; Derpaa gik Kongen udenbords paa Aarerne frem langs med Skibet, og legede endnu med tre Haandsaxe ligesaa behændig som paa Landet; det samme gjorde ogsaa Endride; alle Lege legede Kongen først og Endride efter. Da gik Kongen anden Gang paa samme Maade ligesom før langs med Aarerne, da der roedes, og dernæst frem foran Bordet, og tabte dog ikke Saxene, ej heller vædede han sine Fødder; han gik derpaa tilbage over Aarerne langs det andet Bord og siden ind i Skibet. Intet Menneske kunde forstaae, hvorledes han gjorde dette. Endride stod for Kongen, da denne kom op i Skibet, og saae taus paa ham. Kongen sagde til ham: ”Hvi staaer du nu, og leger ikke efter?” da sagde Endride: ”Dette kunde I, Herre! paa ingen Maade gjøre med eders egen Færdighed allene, men snarere med den Guds Kraft, som I troer paa, og deraf indseer jeg, at han maa kunne formaae alt, og derfor skal jeg herefter troe paa ham, at han er ene Gud, og ingen anden end han.” Kong Olaf blev glad ved disse hans Ord, og priste Gud mangfoldigen, at han gav ham saadan Indsigt. Kongen fortalte da Endride mange af den almægtige Guds Storværker. Endride blev derpaa døbt med alle sine Mænd. Han blev siden Kong Olafs Hofsinde, og drog med ham ud til Nidaros, og nogle sige, at han har været med Kong Olaf paa Ormen, og er der falden.


236. Kong Olaf legede ofte siden, naar hans Mænd roede langs med Kysten, den Leg, at han gik paa Aarerne udenbords, og legede med Haandsaxe, derom taler Hallarstejn:

Fyrsten paa een Gang tvende
Færdigheder øved,
Som kun faa have kunnet,
Kongens Kunster jeg nævner:
Helten, til Færdigheder
Oplagt, leged med Saxe,
Medens han uden Borde
Gik paa svingede Aarer.


Om Kongens Mænds Væddemaal og deres Bratgang

237. Kong Olaf sejlede, saasnart han var færdig, oppe fra Throndhjem med sin Hær, og foer sydefter langs Kysten temmelig langsomt; han opholdt sig paa mange Steder, forbedrede Folks Sæder, hvor han fandt, at det behøvedes, og inddeelte Landet i Sysler og forstanderskaber overalt, hvor han kom frem. Paa denne hans Rejse skede der mange mærkelige Tildragelser, om hvilke man har Frasagn eller Kvad. Kong Olaf laa engang med sine Skibe i en Havn; kort fra Havnen var der et meget højt og særdeles stejlt Klippefjæld. Det hændtes nu en Dag, at to af Kongens Hofsinder talte om deres Idrætter; enhver af dem ansaae sig for den andens Overmand, og troede at besidde flere Færdigheder end den anden; det kom endelig til, at de tvistedes om, hvo af dem der kunde gaae op ad de stejleste Klipper; om denne Sag tvistede de omsider med saa megen Iver, at de sloge til Væds; den ene satte en Guldring, og den anden sit Hoved; det omtaler Hallarstejn:

Ej maa Kvadet afbrydes,
Folk det veed, at tvende
Kongens Hirdmænd vædded
Hovedet mod Ringen;
Sagde enhver, at han bedre
Kunde i Klipper stige,
Meget mere den djærve
Konning udøve kunde.

Efter dette Væddemaal og mange Tvistigheder, gik de begge op ad Fjældet; den ene gik saa langt, at han, næsten stod Fare for at styrte ned, og han blev da bange, og søgte, at komme tilbage, og frelste sig, dog kun med yderste Besværlighed, uden at blive lemlæstet; den anden gik forrest, og kom heelt op midt paa Fjældet, men da torde han hverken gaae frem eller tilbage, og ingensteds bevæge sig, thi han havde baade lidet Haandefæste og Fodefæste; og han var da kommen i saa farlig en Stilling, at han saae sin visse Nedstyrten og Død for sig, naar han veg det mindste fra Stedet, hvor han var; han begyndte da af megen Rædsel at raabe, at Kong Olaf eller hans Mænd skulde hjælpe ham; saa siger Hallarstejn:

Siden den ene Kongens
Mand begyndte at gange
Uforfærdet paa Klippen,
Trang Opstigningen var ham;
Hverken op eller ned fra
Midten af det høje
Fjæld han stige da kunde,
Var hans Liv i Fare.

Da Kong Olaf hørte hans Raab, og saae, hvorledes han var stædt, bød han, at man skulde redde Manden, og sagde, at det var en stor Manddoms prøve, om nogen af hans Mænd var saa tapper, at han kunde faae det udført; men da Kongen saae, at der var ingen at faae dertil, lagde han sin Kappe af sig, gik til og løb op ad Bjerget til Manden, næsten som det kunde være paa jævn Mark; han tog Manden under sin Arm, og gik noget længere op i Fjældet med ham; saa siger Hallarstejn:

Selv da var Kongen tilrede;
Raskt op i den stejle
Klippe han løb med Pilens
Fart at hente Manden;
Bar den vidtberømte
Fyrste ham under Armen,
Saa med Manden gik Kongen
Længer op ad Klippen.

Kongen vendte da tilbage, og gik ned af Klippen, holdende Manden under Armen, og satte ham uskadt ned paa den slette Mark. Alle, som vare tilstede, sagde, at det var en stor Manddoms Daad, og det er siden bleven vidt berømt.


Om Kong Olaf og Thorkel Dydril

238. Det hændtes ofte, naar Kong Olaf laa i Havn paa sine Skibe, og hans Vagtmænd vaagede paa Landet over Skibene, at Kongen kom om Natten ganske uvæntet oppe fra Landet, naar de troede, at han sov ude paa Skibet; men de mærkede ikke, og ingen kunde heller forstaae, paa hvad Maade han drog i Land, skjønt de vaagede og gave Agt derpaa. Hertil kom, at, skjønt der var megen Dug, som der tidt kan være paa Jorden, bleve hverken hans Skoe vaade, heller ikke hans Klæder forneden, uagtet han var skidt klædt; aldrig saae de heller, at Duggen var falden af Græsset, hvor han nylig havde gaaet, om det end stod tæt. Folkene i Hæren vare meget nysgjerrige efter at faae at vide, paa hvad Maade dette skede, men ingen dristede sig til at spørge Kongen om slige Ting. Det hændte sig nu en Nat, at Kongens Morbroder Thorkel Dydril sad oppe for at opdage, hvorledes Kongen bar sig ad med at drage i Land fra Ormen, uden at Vagtmændene bleve det vaer, skjønt de vaagede. Thorkel stod op, og klædte sig paa, da de andre paa Ormen vare indsovede; han gik fra Løftingen, og saae, at Kong Olaf laae der i sin Sæng; han satte sig da ude paa Enden af Planken, der laa til Brygge op paa Land fra Skibet; han vendte Ansigtet ind i Skibet og Ryggen mod Landet, og passede saaledes paa, at Kongen skulde paa ingen Maade kunne gaae fra Løftingen, uden at Thorkel blev det vaer. Thorkel var en pyntelig Mand, og holdt sig prægtig baade i Klæder og andre Ting; og den Gang, fortælles der, havde han over sig en kostbar figureret Kappe, foeret med det bedste Graaværk. Men om Morgenen, da det var begyndt at dages noget, mærkede Thorkel intet, førend een greb ham i Skuldrene, og styrtede ham pludselig fra Planken, hvorpaa han sad, ud i Vandet; Kong Olaf var da kommen der oppe fra Landet; Kongen sagde, da han stødte ham ud: ”Det skal du have for din Nysgjerrighed, og i det samme kastede Kongen et Toug ud imod han, fra Ormen og trak ham der op. Det omtaler Hallarstejn:

Fremstille end jeg vil den
Fjerde herlige Daad, som
Vidner stolt til den store
Krigers Hædersminde;
Han, som de haarde Sværdes
Heftige Uvejr vakte,
Stødte den raske Thorkel
Pludselig ud fra Ormen.

Da Kongen mærkede, at Thorkel saae paa Kappen, sagde han: ”Hvad er det, Frænde! er dit Klenodie bleven vaadt?” Thorkel troede, at han spottede ham og svarede intet, men kastede meget harmfuld Kappen af sig. ”Vær nu munter og glad, Frænde!” sagde Kongen, ”thi jeg gjorde dette for Skjemt og Løjer, og ikke for at spotte dig; hvorfor bortkaster du saa skjødesløst et saa kostbart Stykke?” Thorkel svarede: ”Det var vistnok en brugbar Kappe, men nu er den fordærvet og til ingen Nytte; dog er det ikke det, der bedrøver mig, men, sandt at sige, angrer det mig, om mit Forhold mishager eder.” ”Intet mishager mig ved dig, min Frænde Thorkel!” sagde Kongen, ”kan og hændes, at Kappen ikke har taget Skade.” Thorkel var nu igjen munter. Kongen tog Kappen, og bragde den tilrette, og holdt den en kort Tid i Hænderne, rakte den derpaa til Thorkel; da var baade Kappen selv og Skindet tørt, og Kappen i alle Maader ligesaa god eller bedre, end før den blev vaad; saa siger Hallarstejn:

Han, som fra mange Lande
Ondt (110) bortvendte, Heltens
Kostbare Kappe skaded,
Skaden igjen han opretted;
I et Øjeblik det
Vævede Tøj og Graaværk
Blev mellem Kongens Hænder
Smukt eller smukkere atter.

Thorkel Dydril var Kong Olafs fortroligste Ven og Frænde; Kongen tilstod ham de fleste Ting, som han kunde bede om. Han sagde ogsaa Thorkel i Fortrolighed Ting, som han ikke vilde, at andre skulde vide. Thorkel talte ofte med Kongen, og spurgde, hvorfor han drog saa hemmelig i Land om Natten; Thorkel talte dristig, naar de vare ene to; han sagde, at det var uforsigtigt og ikke passende for en Høvding, at han drog ene uden følge saa langt bort fra Skibene. Kongen svarede lidet derpaa, men sagde dog, at det ikke kunde skade.


Om Thorkel Dydrils Syn

239. Thorkel var bestandig paa Ormen lange med Kongen, skjønt han blev kaldt Skibsstyrer paa Tranen tilligemed sin Broder Jostein. Thorkel laa om Natten i Forrummet ved Løftingen, Det skede en Nat, at een tog sagte paa hans Fødder; han følte op med Haanden, og blev vaer, at det var Kong Olaf; han klædte sig da strax sagte paa; Kongen tog ham i Haanden, og de gik over Bryggen; og da de vare komne i Land, sagde Kongen; ”Hvis du er saa begjerlig? som du lader, efter at vide, hvorfor jeg gaaer ene i Land om Natten, da skal du nu gaae med mig, men du maa forud love, ikke at sige noget Menneske de Ting, som du seer eller hører denne Nat, saa længe jeg er Konge over Norrig, og du veed mig i Live; og det skal du vide for vist, at dit Liv skal afhænge af din Taushed.” Thorkel lovede dette strax med fuld Oprigtighed, De gik derpaa til Skoven hen, hvor der var en aaben Plads. Der var et smukt Huus; de gik til Huset og til den ene Side ved Muren nær ved Døren. Da sagde Kongen, at Thorkel skulde vænte efter ham der, men Kongen lukkede Døren op, gik ind i Huset, og lukkede Døren indenfra. Thorkel gik til, og fandt en Sprække paa Døren; han saae da ind i Huset, og blev vaer, at Kong Olaf laa paa Knæ til Bøn, og holdt Hænderne op over sit Hoved; da kom der et saa stort Lys over Værelset og Kongen, at Thorkel næppe kunde holde Ud at see imod det; dermed fulgde en saa herlig Vellugt, at han aldrig havde lugtet en saadan; da saae han, at der vare komne nogle Mænd til Kongen, der vare skinnende som Solen, klædte i sneehvide Klæder; de lagde deres Hænder over Kong Olafs Hoved, og iførte ham en ophøjet Kongedragt; derefter sang de alle i Forening en herlig Lovsang til Gud med saa fagre Stemmer, at Thorkel hverken før eller siden hørte en saadan. Thorkel blev ved dette Syn baade glad og ræd, saa at han næppe kunde staae op; han faldt da heelt ned til Jorden, og takkede Gud, for at han havde faaet saa stor Herlighed at see; dette omtaler Hallarstejn:

Femte Gang om Natten
Alle Dyders Ophav
Gav den herlige Guddoms
Dyrker klare Mærker,
Da den dydige Fyrste,
Fagrere end Solen
Prydet, i Huset saaes blandt
Herrens skinnende Engle.

Noget efter kom Kongen ud af Huset; siden gik de til Skibs. Thorkel holdt vel det, som han havde lovet Kongen, at han ikke sagde denne Begivenhed, førend mange Aar, efterat Kong Olaf havde forladt Norges Rige, og han forsikrede det med mange Ord, at han havde seet og hørt dette, som nu er fortalt; og skjønsomme Mænd fandt hans Udsagn troligt, thi han var anseet for en sanddru og troværdig Mand.


Om Biskop Sigurds Syn

240. Det fortælles fremdeles, at Kong Olaf en Dag var ved et Gilde; han havde hørt Messen og var siden gaaet til Gildestuen, og alle hans Mænd vare komne til Sæde; da forsvandt Kong Olaf pludselig af Højsædet, saa at ingen saae ham; men alle troede at være sikre om, at han ikke var gaaet ud af Stuen; den ene spurgde da den anden, hvor han kunde være, men ingen kunde vide det. Da Biskoppen hørte deres Tale, sagde han: ”Jeg kan sige eder, hvor han er; han staaer lige midt paa Gulvet, og taler med een, som I ikke kunne see, og derfor kunne I heller ikke see Kongen.” Kort efter saae de, som vare derinde, at Kongen sad i sit Sæde; og de troede, at være sikre paa, at han maatte have talt med Guds Engel. Alle syntes denne Begivenhed meget mærkværdig, men ingen torde tale derom eller Spørge ham selv om, paa hvad Maade dette var tilgaaet. Ved saadant vilde Gud vise Menneskene Kong Olafs Fortjeneste, skjønt han selv vilde holde den skjult, og derhos Biskop Sigurds Godhed, at han kunde see og fortælle andre det, som tilforn ingen af dem, der vare derinde, kunde vide uden Kongen. Saaledes har man ogsaa berettet efter nogle skjønsomme Mænds Ord, da der siden blev talt meget om Kong Olaf Tryggvesøn, at de syntes ved somme Ting at maatte tvivle, om Kong Olaf havde været et blot jordisk Menneske eller en himmelsk Apostel, der var sendt af Gud til Hjælp for Menneskene.


Røgnvald Jarls Bryllup med Ingeborg

241. Kong Olaf foer med sin Flaade syd efter forbi Stat; med ham fulgde Dronning Thyre og Kongens Søster Ingeborg Tryggvesdatter. Da droge hans Venner til ham, og mange mægtige Mænd, som vare beredte til at drage med ham; den første iblandt dem var hans Svoger Erling Skjalgssøn, som havde sin store Skejd, der var paa tredive Rum, og meget vel besat. Da kom ogsaa hans Svogre Hyrning og Thorger til ham fra Vigen, hver af dem med et stort Skib. Ogsaa mange andre mægtige Mænd fulgde Kongen. Med hele Flaaden foer han sydefter langs Kysten, men da han kom ned til Rogeland, opholdt han sig der, da Erling havde beredt et anseeligt Gilde for ham paa Sole. Da kom Jarlen Røgnvald Ulfssøn ovre fra Gøtland til Kong Olaf for at aftale den Sag, hvorom der om Vinteren var gaaet Ord og Sendebud imellem dem, at han vilde ægte Kongens Søster Ingeborg. Kongen tog vel imod Jarlen; der blev da talt om Sagen, og Kongen sagde, at han vilde holde alle sine Ord derom, og gifte ham Ingeborg, hvis Jarlen vilde antage og holde den sande Tro, og kristne alle sine Undergivne, hvorover han var beskikket. Dette tilstod Jarlen, og han blev derpaa døbt med hele sit følge. Gildet, som Erling havde ladet berede, blev dernæst forøget, og Jarlen ægtede paa dette Gilde Ingeborg Tryggvesdatter. Da havde Kong Olaf bortgiftet alle sine Søstre. Siden beredte Jarlen sig til Hjemrejse med Ingeborg. Kong Olaf medgav ham Præster, som skulde kristne Folket i Gøtland, og lære dem den sande Religion; Kongen og han skiltes med den største Kjærlighed.


Kong Olafs Sejlads til Vindland, og om Mosterskegges Spaadom

242. Efter sin Søster Ingeborgs Giftermaal beredte Kong Olaf sig paa det skyndsomste til at drage bort fra Landet med sin Flaade; han havde et betydeligt og skjønt Mandskab; han havde 60 Langskibe, da han sejlede ned forbi Syd-Hørdeland; han lagde til ved Moster med hele Flaaden. Der paa Øen var en gammel og blind Mand, som ansaaes for at være meget fremsynet og at kunne forudsige mange Ting. Da de havde lagt deres Skibe til Leje, og gjort dem til Rette, udvalgde Kongen nogle Mænd til at gaae op paa Øen med sig; de gik til den gamle Mands Huus, og da de kom ind, spurgde Manden, hvo de vare, og hvorhen de vilde drage. Een af dem svarede: ”Vi ere Kjøbmænd oppe fra Landet, og fare med vore Varer.” ”Hvad kunne I sige os,” sagde Oldingen, ”om Kong Olafs og hans Mænds Rejse?” De sagde, at Kong Olaf laa med hele sin Flaade under Øen. Da sukkede den Gamle, og sagde med Kummer: ”Ho! ho! megen Skade ville vi lide ved vor Konges Bortfærd, og er det Norrigs Mænd til stor Ulykkke at miste i en Færd de fire Ting, som ere de ypperligste her i Landet, hver i sit Slags, saa at ingen saadanne have før været i Norrig.” Da sagde den, som førte Ordet for de Ankomne: ”Hvilke ere disse fire Ting, som du kalder saa ypperlige, at der hverken nu findes eller før have været saadanne?” Den blinde Mand svarede: ”Først nævner jeg den Ting, som er øjensynlig for alle, og alle skjønsomme Mænd tale eet om, at der ingen saadan Konge har været, som Olaf Tryggvesøn, og det er stor Skade at miste en saadan Høvding, fordi ingen Konge har med saadan Hæder og Held styret hele Folket som Kong Olaf: Som den anden Ting nævner jeg Dronningen Thyre; hende hører jeg alle vidne eens om, at der aldrig har været en saadan Kvinde i Norge i Henseende til forstand og Godhed: Den tredie Ting er Kong Olafs Skib Ormen lange, om hvilket alle ere enige, at der aldrig har været et saadant Skib bygget i Norge: Den fjerde Ting er Kongens Hund Vige, som efter sin Natur er klogere og bedre end alle andre Hunde i dette Land; nu maa man frygte, at det vil gaae her, som det ofte gaaer, at vi snart miste, og kun en føje Stund nyde Godt af at have de Ting, som ere langt ypperligere end andre i deres Slags.” Da sagde Kongen til sine Mænd, at de skulde gaae til Skibene. Men da de vare komne ud, standsede de uden for Døren. Da sagde den blinde Mand: ”Man maa dog sande, at det er tungt at være underkastet Alderdom og Blindhed, thi det gaaer de fleste gamle Mennesker eens, at ikke blot sløves Synet, men alle Sjælskræfterne aftage tilligemed Legemets Blindhed; jeg vilde ikke have talt saa meget, hvis jeg havde vist det, som jeg nu veed, at jeg har talt med Kong Olaf selv, men nu kan jeg ikke tage tilbage, hvad der er sagt; og det er rimeligst, at der fæstes kun liden Tro til min Snak, skjønt det dog var bedst, om man agtede derpaa. Kong Olaf gik da til Skibene med sine Mænd, og saasnart der gaves Bør, sejlede han med hele Flaaden ned til Danmark og igjennem Øresund. Paa denne Rejse kom Kong Olaf ned til Vindland, og berammede et Møde med Kong Burizlaf; Kongerne kom sammen, og talte om de Ejendomme, som Kong Olaf krævede; hele Samtalen gik Venskabelig af imellem Kongerne, og det kom til god Rigtighed med de Fordringer, som Kong Olaf troede der at have. Han opholdt sig der længe om Sommeren, og besøgte mange af sine Venner. Ogsaa Kong Burizlafs Datter Astrid, Sigvald Jarls Kone, kom der til ham; hun var en fortrolig Veninde af Kong Olaf baade formedelst det gamle Svogerskab, at Kongen havde været gift med hendes Søster, og formedelst hans Vennesælhed forhen, da han var der i Landet.


Erik Jarl kommer i Svogerskab med den danske Konge Svend

243. Jarlen Erik Hakonssøn flyede, som før blev omtalt, bort fra Norge efter sin Fader Hakon Jarls Fald; han drog da først over til Sverrig til den svenske Konge Olaf Svenske, og blev der vel imodtagen. Kong Olaf Svenske tilstod Jarlen et Tilflugtsted hos sig og desuden store Forleninger, saa at han godt kunde holde sig og sit Mandskab der; det omtaler Thord Kolbejnssøn i Belgskagedrapen:

Mændenes Meenforøger vendte o. s. v.

Erik Jarl var i Sverrig om Vinteren. Denne Vinter søgte mange Folk til ham, som flygtede bort fra Landet for Kong Olaf Tryggvesøn. Erik tog da den Beslutning, at han skaffede sig et Skib, og drog paa Krigstoge om Sommeren at skaffe sig og sine Folk Gods; han styrede først til Gotland, og laa der længe om Sommeren; han forfulgde Kjøbmænd, som sejlede til Landet, eller Vikinger, gik stundom op i Land, og hærjede vidt omkring paa Kysten; saa siges i Bandadrape:

Førte den vidtberømte
Herre mange flere
Andre Kampe, saa nylig
Har jeg hørt berette,
Da i det hærjede Gotland
Vide han Kampfærd øved;
Landet, saa vilde Guder,
Erik sig underlagde.

Siden sejlede Erik ned til Vindland; foran Støren traf han paa nogle Vikingeskibe, og lagde til Strid med dem; der sejrede Erik Jarl, og dræbte mange Folk; saa siges i Bandadrape:

Store Tings Udfører
Lod ved Støren sine
Skibe ligge, der sejred
Fyrsten over Kæmper,
I den haarde Kamp sled
Ravnen Vikingens Hoved,
Fro stred Erik og Landet
Vandt, ham Guder beskytte!

Denne Sommer drog Erik Jarl ogsaa til Danmark til den danske Konge Svend Tveskæg, og bejlede til hans Datter Gyda; dette Giftermaal blev bestemt, saa at Erik Jarl ægtede Gyda; en Vinter efter havde de en Søn sammen, som fik Navnet Hakon. Da Erik Jarl havde faaet Gyda og været en Sommer paa Krigstoge, sejlede han om Høsten tilbage til Sverrig, og opholdt sig der den anden Vinter. Om Vaaren derefter beredte han sin Hær, og sejlede dernæst, i Østervegen, og da han kom i Kong Valdemars Rige, begyndte han at hærje, dræbte Folk og brændte Bøjgderne, hvor han kom frem, og ødelagde Landet. Han kom til Aldejgeborg, og lejrede sig derom, indtil han fik Staden indtaget; der dræbte han mange Mennesker, og nedbrød og brændte hele Borgen; siden drog han med væbnet Magt vidt omkring i Garderige; saa siges der i Bandedrape:

Siden den gavmilde Herre
Drog at ødelægge
Valdemars Land Med Sværdet,
Vældig da tiltog Striden;
Krigeres Skræk i Gruster
Styrtede da Aldejgja,
Kampen var haard, da med Kæmper
Kom du øster til Garde.

Erik Jarl var i Alt fem Somre paa denne Krigsfærd, men om Vinteren var han i Danmark hos sin Svigerfader Svend Tveskæg, og stundom i Sverrig. Den danske Konge Svend havde været gift med Gunhild, Vendernes Konge Burizlafs Datter, men da hun var død, ægtede han, som før blev fortalt, Dronning Sigrid den Storraade, den svenske Kong Olafs Moder; der blev da ved Svogerskabet Kjærlighed mellem Kongerne indbyrdes og med Erik Jarl.


Sigrid den Storraades Tilskyndelse

244. Dronning Sigrid var meget fjendtlig sindet mod Kong Olaf Tryggvesøn, hvortil Grunden var, at Kong Olaf havde afbrudt den tilsigtede Forbindelse med hende, og slaaet hende i Ansigtet. Hun tænkte siden bestandig paa, hvorledes hun ved nogen List kunde faae denne Beskæmmelse hævnet; derfor var hun mangen Dag baade tungsindig og sorrigfuld; hun skyndte meget Kong Svend til at holde Slag med Kong Olaf Tryggvesøn, men længe var han meget uvillig dertil. Men om Vaaren, da det spurgdes til Danmark, at Kong Olaf havde en Flaade ude, og agtede sig til Vindland om Sommeren, skede det en Dag, at Kong Svend kom i Dronning Sigrids Herberge; han saae, at hun var bedrøvet og spurgde, hvad der skadede hende. Hun svarede: ”Det volder mig Kummer, som jeg saa ofte angrer, at jeg er bleven gift med en Konge, som ikke drister sig til at hævne de mig tilføjede Fornærmelser paa Olaf Tryggvesøn, og det kan Man da vænte, at du ikke hævner min Vanære, om du vil være langsom til at hævne din egen Beskæmmelse.” Kong Svend svarede: ”Hvad er det for en stor Beskæmmelse, som du siger, at Olaf har tilføjet mig?” Dronningen svarede: ”Det er dig til stor Vanære, at han har taget din Søster Thyre til Frille og Bislofferske, og ikke agtet dig saa meget, at du maake raade for hendes Giftermaal.” Kong Svend svarede: ”Hvad Vanære kunde det være mig, at Kong Olaf fik min Søster, thi han er jo saa berømmelig en Konge, at jeg vilde ikke have kunnet gifte hende bedre bort, om jeg end havde raadet?” ”Det vil jeg tilstaae,” sagde Sigrid, ”at Olaf Tryggvesøn i mange Henseender overgaaer de fleste Konger i de nordiske Lande, og ligesaa ogsaa, at din Søster i alle Maader er vel gift ved at have ham; men altfor stor Forhaanelse er det for en saadan Konge, som du tykkes at være, at han selvraadig gjorde sig til din Svoger, og saaledes viste, at han ikke agtede dig for noget, da han ægtede din Søster uden dit Lov og Minde. Men det er dog en langt større Vanære, at han har sat sig i Besiddelse af dine Skattelande, som med Rette ere din Fædrenearv, uden at han har spurgt dig derom, og styrer Norrigs Rige uden Skat og Skyld. Ej vilde eders henfarne Frænder have taalt saadant alt tilsammen, men du lader, som du ikke veed dig nogen Beskæmmelse tilføjet.” ”Det tænker jeg,” svarede Kongen, ”at jeg kommer til at finde mig i at taale saadan Forurettelse, thi Kong Olaf og hans Kæmper ere prøvede som saa tapre i Strid, at han har endnu aldrig tabt i nogen Kamp, om han end har stredet mod Overmagt; derfor har jeg hverken Magt eller Snildhed til at angribe ham hjemme i hans eget Rige, saa vennesæl han er af Høvdingerne og hele Folket i Norrig.” ”Det tilstaaer jeg,” svarede Dronningen, at Olaf Tryggvesøn i mange Henseender overgaaer de fleste Konger i de nordiske Lande; men du maa ansees for en lavsindet Konge og meget vanslægtet, om du ikke tør holde din Hæder vedlige imod andre Høvdinger, thi paa ingen Maade vilde du kunne taale saadan Overlast, om du vilde være lig dine Frænder og Forfædre. Nu vil jeg give dig et Raad, saa at du ikke behøver at angribe Kong Olaf i Norrig; du skal heller ikke fattes Magt imod ham, om Raadet ej svigter.” Da Sigrid ofte havde ført saadanne Taler, fik hun det ved sine Overtalelser omsider bragt saa vidt, at Kong Svend blev Kong Olafs fuldkomne Uven. Kong Svend spurgde da Dronning Sigrid om Raadet, hvorledes han skulde træffe Olaf Tryggvesøn, uden at drage med en Hær til Norge. ”Det vil blive en let Sag,” svarede Sigrid. ”Jeg har spurgt, at Kong Olaf udruster en ikke stor Flaade, hvormed han agter i Sommer at drage fra Norrig ned til Vindland; men vi skulde sende Bud til de svenskes Konge Olaf, min Søn, og til din Svigersøn Jarlen Erik Hakonssøn, at de skulle yde dig Hjælp; naar du nu faaer deres Bistand, som jeg vænter, de ville være villige til at yde dig, saa tykkes mig, at du ikke fortjener Navn af en Mand, om du lader Olaf Tryggvesøn sejle igjennem dit Rige baade frem og tilbage, uden at du lægger til Strid mod ham og dræber ham, eller driver ham fra Riget, for slige store Sager, som du har at hævne paa ham. Men dersom du frygter, at tre Høvdinger med hele de danskes og svenskes Hær og desuden Erik Jarls Mandskab ikke kunne staae sig imod ham, da skal du sende Bud ned til Vindland efter Sigvald Jarl, som du forhen har gjort landflygtig for en gyldig Sag; han skal saa udvirke sig din Naade igjen, og erholde sine Ejendomme og Lov til at opholde sig her i Danmark, ved at drage til Olaf Tryggvesøn, og udføre et Svigraad mod ham, enten ved at faae Hæren til at drage fra ham eller at lokke ham uforvarendes i eders Vold; det vil da ikke være vanskeligt at tage ham af Dage, naar han kun har lidet Mandskab imod eders Hær.” Hun og Kong Svend talte saaledes herom, og befæstede denne Beslutning.


Kong Olaf bereder sig til at drage bort fra Vindland til Norge

245. Kort efter sendte Kong Svend Bud over til Sverrig til sin Svigersøn Kong Olaf og til Erik Jarl, og lod dem sige, at Kong Olaf havde en Flaade ude, og agtede sig om Sommeren ned til Vindland; han lod bede den svenske Kong Olaf og Jarlen, om de vilde om Sommeren Møde ham med en Flaade, og de skulde da alle i Forening holde Slag mod Norges Konge Olaf. Den svenske Konge og Erik Jarl vare ganske beredte til denne Færd, og trak en stor Flaade sammen af Sverrig, med hvilken de fore til Danmark, og indtraf der, efterat Olaf Tryggvesøn var sejlet bort østerfra. Dette omtaler Haldor den Ukristne, da han digtede om Erik Jarl, at han havde en Flaade ude af Sverrig, og fik betydeligt Mandskab.

Han, som Konger bortjog,
Heltemodig i Striden,
Udbød af Sverrig en mægtig
Hær og foer syd til Kampen;
Alle raske Mænd da
Vilde Erik følge,
Blodig Drik paa Havet
Ørnene fik at svælge.

Den svenske Kong Olaf og Erik Jarl droge til Møde med den danske Kong Svend; de havde, da de vare samlede, en meget betydelig Flaade. Kong Svend havde sendt Bud efter Sigvald Jarl, som var en Søn af Jarlen Strutharald i Skaane, og indgaaet Forlig med ham, eftersom Dronning Sigrid havde, raadet til. Kong Svend sendte Sigvald til Vindland om Sommeren, at Udspejde Kong Olaf Tryggvesøns Færd, og ved List see til at mage det saa, at Kong Svend kunne træffe Kong Olaf. Sigvald drog da bort og kom til Vindland; han drog til Jomsborg og siden til Olaf Tryggvesøn. Sigvald Jarl talte smukke og Venskabelige Ord til Kongen, og kom i stor Kjærlighed hos ham. Jarlen var en viis og forfaren Mand; han bragde det til, at Kongen raadførte sig med ham, og han opholdt da under forskjellige Paaskud meget Kongens Bortrejse der østerfra; men Kong Olafs Hær var meget ilde tilfreds, og hans Mænd længtes meget efter at drage hjem, da de havde ligget der længe ganske færdige, og det var smukt Vejr og god Bør. Sigvald Jarl fik hemmelig Bud fra Danmark, at den svenske Kong Olafs og Erik Jarls Flaade var kommen der, og tillige, at den danske Konge havde udrustet hele sin Flaade, og at de tre Høvdinger nu agtede at sejle med hele Flaaden ned under Vindland, hvor de have bestemt at ville oppebie Kong Olaf Tryggvesøn ved den Ø, som hed Svølder. De sendte ogsaa Bud til Sigvald Jarl, at han skulde mage det saa, at de der kunde træffe Norges Konge Olaf. Der kom da et Rygte til Vindland om, at den danske Kong Svend havde en Flaade i Søen, og man talte nu strax om, at Kong Svend vel pønsede paa Ufred mod Norges Konge Olaf. Da Sigvald Jarl fik dette at vide, sagde han saaledes til Kong Olaf: ”Det Rygte, som er kommen for eder, er den største Løgn, thi ej kan det være Kong Svends beslutning at lægge til Strid mod eder med den danske Hær allene, saa stort og skjønt Mandskab som I har, men hvis I har nogen Mistanke om, at der pønses paa Ufred imod eder, da skal jeg følge eder med mine Folk, og forhen holdtes dog det for nogen Bistand, hvor Jomsvikingerne fulgde Høvdinger. Jeg vil give dig ti velbemandede Skibe.” Dette Tilbud tog Kongen imod. Men da Folket hørte dette Rygte om Ufred, begyndte de end mere at knurre, efterdi de kjededes ved at ligge der færdige saa længe til Unytte. Da Kong Olaf blev dette vaer, holdt han en Morgen Huusthing med sin Hær; han stod da op, og sagde: ”Alle mine Mænd vil jeg takke for deres følge og den Bistand, de have ydet mig i Sommer; jeg vil bære over med eder i det, at I synes nu, at I have været alt for længe borte fra eders Ejendomme; derfor vil jeg nu give Tilladelse til, at enhver af eder kan begive sig paa Hjemrejsen, saa snart han er færdig med sit Skib; men dem vil jeg være end mere Tak skyldig og lønne med Godt, som ikke ville skynde sig mere med Rejsen, end at de følge mig til Norrig.” Da Folket hørte dette, bleve alle glade, og takkede Kongen for hans Tilbud. Da stod op en mægtig og aldrende Mand i Kongens Hær, og talte saa: ”En Konge have vi over os, som er udmærket og ulig andre Konger i Styrke og Færdigheder, men dog endnu mere i Mildhed og alskens Godvillighed; skjønt han nu af Eftergivenhed og Velvillie giver os Lov, at enhver kan drage eftersom han finder for godt; bør det sig dog os, saaledes at benytte os af denne Frihed, at vi med Troskab følge ham, og ikke skilles fra ham, saa længe han er uden for sit Rige, saa meget mindre, som der nu gaaer det Rygte, at han svigefuld efterstræbes af sine Fjender; det er en saa meget desto større Hæder for os, at yde ham en desto djærvere Bistand, naar han behøver den, da vi have en berømtere Høvding end andre Folk. Da ville vi mindes det, om saa skeer, som Gud forbyde, at vi miste ham, naar vi ere borte fra ham, og det vilde da være os til en evig Bekymring og ubodelig Skade, om det gik saa ilde.” Der vare kun faa, som roste hans Tale, og alt Folket gik bort. Kong Olaf lod nu Flaaden løse, og blæse til at lægge bort; de hejsede da deres Sejl. Da de løste Skibene til at sejle fra havnen, havde Kong Olaf, som forhen blev berettet, 60 og Sigvald Jarl 11 Skibe. Dette omtaler Haldor den Ukristne, at de begge tilsammen havde 71 Skibe, da de sejlede fra Vindland; han siger saa:

Foer med eet og syvti
Skibe Kongen fra Sønden,
Sværde den vældige Kriger
Væded i Skibes Træfning;
Folkets Fred opløstes
Den Gang Jarlen havde
Skaaninger til Skibes
Skarpe Møde æsket.


Astrid underretter Kong Olaf om, at der var oplagt Svig imod ham

246. Det fortælles, at Slgvald Jarls Kone Astrid, Kong Burizlafs Datter, kom til Kong Olaf Natten førend han sejlede bort fra Vindland, som igjen skal blive omtalt senere i Sagaen. Astrid fortalte Kongen med klare Ord, at den danske og den svenske Konge og Erik Jarl efterstræbte ham med en utallig Hær; hun bad af megen God villie Kongen, at han skulde vogte sig for at drage i sine Fjenders Snarer. Men Kongen svare de: ”Ej vil jeg forandre min Rejse for et saadant uvist Rygte, som jeg ikke kan vide, hvad sandt der er i, thi min Ven Sigvald vilde underrette mig, om han vidste mig udsat for Svig. Men om jeg end vidste, at det var sandt, hvad du sige, vilde jeg dog ikke flye for Mine Fjender, thi Gud har Magt til at give Riget til hvem han vil.” Da sagde Astrid: ”Da vil jeg bede dig, at du tager imod den Bistand, som jeg kan yde dig til at komme bort, om du kan behøve det.” ”Det vil jeg tage imod,” sagde Kongen, ”om Nødvendigheden kræver det.” Efterat de havde talt dette, skiltes de ad.


Kong Olaf sejler fra Venden

247. Den Dag, da Kong Olaf løste sin Flaade fra Havnen, var der en sagte Vind og der var god Bør, saasnart de kom ud fra Land; alle smaa Skibe skøde da en stærkere Fart, og sejlede for Vinden ud paa Havet; men Sigvald Jarl sejlede nær Kongeskibet, og raabte til dem, og bad Kongen at sejle efter sig; ”jeg er bedst bekjendt,” sagde han, ”med, hvor der er dybest i Sundene her imellem Øerne; og det vil I behøve for de store Skibe.” Jarlen sejlede da foran med sine Skibe, men Kong Olaf sejlede efter med de store Skibe. Men da Sigvald Jarl sejlede ind til Øen Svølder, roede der Folk imod ham paa en Skude; de berettede Jarlen, at den danske og den svenske Konges Flaade laae der i Havnen for dem. Da lod Jarlen Sejlene synke paa sine Skibe, og de førte Skibene med Aarerne ganske sagte ind under Øen. Jarlen havde ti Skibe, som han havde lovet Kong Olaf til Hjælp, om han behøvede; men det var det ellevte vendiske Skib, hvorpaa Prindsesse Astrids Mænd skal have været. Denne Snekke fulgde lønligen Jarlens Skibe, men dog ikke ganske nær. Kong Olaf sejlede nordefter med Storskibene; han havde da elleve Skibe, men hele den øvrige Flaade var sejlet foran ud paa Havet; saa siger Hallarstejn:

Elleve Skibe voved
Krigeren at lægge
Sidste Gang for gunstig
Vind ved Svølders Munding;
Skred over Fiskes Vænge!
Ormen, Drotten styred.
Aarer hans Kæmper knuged
Mægtigst han er af Konger.


De Danske og de Svenske undres over Nordmændenes Skibes Størrelse

248. Den danske Kong Svend, den svenske Kong Olaf og Erik Jarl laae, som nylig fortaltes, der under Øen med hele deres Flaade; det var da et smukt Vejr og klart Solskin. Alle Høvdingerne og store Troppe af Hæren gik da op paa Holmen; da Nordmændenes Skibe kom til Syne, sejlede en stor Mængde af dem samlede ud paa Havet; derved bleve hine meget glade, thi deres Hær havde ligget der til Unytte saa længe, at somme havde opgivet Haabet om, at Norges Konge vilde komme til dem. De saae nu, hvor der sejlede et stort og smukt Skib; da sagde begge Kongerne; ”Dette er et stort og særdeles fagert Skib, det maa være Ormen lange.” Erik Jarl svarede: ”Ej er dette Ormen lange; større og prægtigere vil Ormen vise sig, men dog er dette et stort og skjønt Skib;” og det var, som Jarlen sagde; dette Skib ejede Styrkar af Gimsar. Kort efter saae de, hvor der sejlede et andet Skib, der var meget større, og havde et Hoved paa. Da sagde Kong Svend: ”Her farer Ormen lange, lad os drage til vore Skibe, og ikke forsinke os med at drage imod dem.” Erik Jarl svarede: ”Ej er dette Ormen lange, dog er dette vel udstyret;” og det var, som han sagde; det Skib ejede Thorkel Nefja, Kong Olafs Broder, men han var ikke selv paa det. Og nu saae de atter et stort og skjønt Skib komme sejlende; da sagde Kong Svend: ”Der kan man see Kongeskibet:” Jarlen svarede: ”Vist nok er dette et stort og prægtigt Skib; men dog vil Ormen lange vise sig meget prægtigere.” Og strax efter sejlede det fjerde store Skib; disse to Skibe ejede Vigverjerne (111) Kongens Svogre Thorgejr og Hyrning, men de styrede ikke selv Skibene, thi de vare begge paa Ormen lange hos Kong Olaf. Kort efter sejlede det femte Skib, som var langt større end dem, der vare sejlede forud; da sagde Kong Svend leende: ”Ræd er nu Olaf Tryggvesøn, at han tør ikke sejle med Hovedet paa sin Drage.” ”Ej er dette Kongens Skib,” svarede Erik Jarl, ”dette Skib kjender jeg nøje, og ligesaa Sejlet, thi det er et stribet Sejl, og det Skib ejer Erling Skjalgssøn fra Jæderen; lad dem kun sejle, thi jeg siger eder for vist, at saadanne Mænd ere der inden Borde, at det vil være os bedre, om vi lægge til Strid med Olaf Tryggvesøn, at dette Skib savnes i hans Flaade, end at det er tilstede, saaledes bemandet, som det er, thi jeg vænter at Erling selv styrer Skejden.” (112) Da sagde den svenske Kong Olaf: ”Ej skulle vi have saa overdreven Frygt for at lægge til Strid mod Olaf Tryggvesøn, skjønt han har et stort Skib, thi det vil være en uudslettelig Skam, om vi ligge her med en uovervindelig Hær, og lade ham undsejle lige foran os.” Erik Jarl svarede: ”Herre! lad dette Skib kun sejle ligesom det forrige, thi jeg skal sige dig en Tidende, der er saa god, som den en sand, at Kong Olaf har endnu ikke sejlet forbi os, og sandelig skulle I denne Dag faae Lejlighed til at stride mod ham, og det vil derhos kunne ventes, at, skjønt enhver af os tre, som kaldes Høvdinger for denne Hær, have ført stort og skjønt Mandskab hid, ville vi dog faae saadan en Dyst at udholde, inden denne Dag er til Ende, at vi ville tykkes at have nok at gjøre, om end disse Skibe, som nu ere sejlede forbi, ikke ere med i Kampen;” og Erik gjættede ikke fejl; thi der var Erling paa sin Skejd, og sejlede da fra sin Svoger Kong Olaf, saa at han saae ham aldrig mere, og desuden vare der mange andre raske Mænd og Kongens Venner. Ikke ret længe efterat disse fem store Skibe vare sejlede forbi og forud alle Smaaskibe af Flaaden, saae de og kjendte Sigvald Jarls Skibe, som drejede der ind til Holmen. Siden saae de, hvor der sejlede tre Skibe, og eet af dem var et stort Skib med Hoved paa. Da sagde Kong Svend: ”Nu maa man gaae til Skibene, thi der farer nu Ormen lange.” Erik Jarl sagde: ”Mange andre store og prægtige Skibe have de end Ormen lange, men kun faa ere endnu sejlede forbi, og lad os end vænte!” Da sagde mange: ”Nu kan man see, at Erik Jarl ikke vil slaaes med Olaf Tryggvesøn, og ej tør han nu hævne sin Fader; og det er saa stor en Skam, at det vil spørges over alle Lande, om vi ligge her med saa stor en Hær, og lade Norrigs Konge med en Haandfuld Folk mod vore at regne sejle tæt forbi os ud paa Havet.” Erik Jarl blev meget vred ved deres Tale, og bød da alle gaae til Skibene; ”men det vænter jeg,” sagde han, ”skjønt I danske og svenske meget bebrejder mig Fejghed, at det ikke skal blive behageligere for eder begge, inden Solen gaaer ned i Havet i Aften, end det er for mig og mine Mænd.” Men da de gik ned, saae de, hvor der sejlede fire store Skibe, og eet af dem var en stor forgyldt Drage. Da sagde mange, at Jarlen havde sagt sandt; ”og her farer nu Ormen lange,” sagde de, ”og det er et meget skjønt og stort Skib, saa at intet Langskib, der kan lignes med det i Størrelse og Skjønhed, har været bygget i de nordiske Lande, og er det ikke underligt, at den Konge er vide berømt, som har Midler til at lade gjøre en saa kostelig Ting.” Da stod Kong Svend op og sagde: ”Højt skal Ormen bære mig i Kvæld, ham skal jeg styre!” Da sagde Erik Jarl: ”Skjønt Kong Olaf Tryggvesøn ikke havde flere Skibe end dette, som vi nu see, da vilde Kong Svend dog aldrig faae det vundet fra ham med de danskes Hær allene.” Men disse store Skibe med Hoveder paa, som de troede var Ormen lange, var det Første Tranen, det sidste Ormen korte. Alt Folket strømmede nu til Skibene, og toge Tjældingerne af, Høvdingerne ordnede nu Flaaden til Angreb, og der siges at de loddede om, hvo af dem der først skulde lægge til selve Kongeskibet Ormen lange, og Lodden faldt saa, at den danske Kong Svend skulde lægge først til, dernæst den svenske Kong Olaf, og sidst Erik Jarl, om det behøvedes, og skulde enhver af dem have de af Kong Olafs Skibe, som de selv med deres Folk vandt og ryddede. Men da Høvdingerne aftalte dette imellem sig, saae de tre meget store Skibe komme seilende og et fjerde bag efter dem; da saae alle paa dette Skibs forstavn et stort Dragehoved, der var som eneste Guld at see til, saa det lyste vidt omkring paa Søen, da Solen skinnede paa det; og da de betragtede det, undredes de meget over Skibets Længde; thi der var en god Tid imellem at Forstavnen og Bagstavnen kom frem; da kjendte alle, og ingen talte imod, at det var Ormen lange. Men ved dette Syn blev mangen een taus, og Mængden blev strax betagen af Skræk og Frygt; og det var ikke underligt, thi dette store Skib bragde der saare mangen Mand Døden. Da sagde Erik Jarl: ”Skikket og passende er dette herlige Skib for en saadan Konge, som Olaf Tryggvesøn er; thi det er et sandt Ord om ham, at han overgaaer andre Konger ligesaa meget, som Ormen lange overgaaer andre Skibe.


Svølder-Slaget

249. Da Sigvald Jarl havde strøget Sejlene paa sine Skibe, og roede ind under Holmen; saae Thorkel Dydril fra Tranen og andre Skibshøvdinger, som fore med ham, at Jarlen drejede med sine Skibe ind under Holmen, de strøge da ogsaa Sejlene, og roede ind efter ham, og Thorkel raabte til Sigvald Jarl, og spurgde, hvi han ikke sejlede videre. Jarlen sagde, at han vilde oppebie Kong Olaf, ”og frygter jeg,” sagde han, ”at vi møde her Ufred;” de lode da Skibene flyde, indtil Thorkel Nefja kom med Ormen korte, og de fire Skibe, som fulgde ham; dem blev samme Tidende berettet, de strøge da ogsaa deres Sejl, lode Skibene flyde, og væntede saaledes paa Kong Olaf; men Kongernes Flaade laa inde i Havnen, og de kunde ikke see, hvor stor en Magt de havde. Men da Kong Olaf sejlede hen til Holmen, og han saae, at Hans Folk havde strøget Sejlene, og væntede paa ham; styrede han lige ind paa dem, og spurgde, hvorfor de ikke sejlede videre; de sagde Kongen, at der laa en fjendtlig Flaade for dem, og bade ham at flye. Ved denne Tidende stod Kongen op i Løftingen, og sagde til sine Mænd: ”Skynder eder at stryge Sejlene, men nogle skulle lægge Aarerne ud og tage Farten af Skibet; jeg vil gjærne slaaes hellere end flye; endnu aldrig har jeg flyet i Strid; raade Gud for mit Liv, men aldrig skal jeg tage Flugten, thi det er ikke en retskaffen Konge, som af Rædsel flyer for sine Fjender;” det omtaler Halfred:

Flugt den vidtberømte
Fyrste aldrig kjendte,
Krigernes Beskjærmer
Kæmpe mod udviste.

Man gjorde nu, som Kongen bød; Ormen løb fremfor de andre Skibe, og Folkene førte de andre frem med Aarerne. Da roede ogsaa hele Kongernes Flaade ud fra Øen, og Høvdingerne bleve meget glade ved det, at de saae Kong Olaf kommen i deres Baghold. Men da Kong Olaf Tryggvesøn og alle hans Mænd saae, at Søen vidt omkring dem var bedækket med deres Fjenders Krigsskibe, da talte en viis og tapper Mand, Kongens Morbroder Thorkel Dydril, saaledes til Kongen: ”Herre.”' sagde han, ”her er en stor Overmagt at slaaes imod, lad os hejse vore Sejl, og sejle ud paa Havet efter vor Flaade; det kan endnu godt lade sig gjøre, medens vore Fjender berede sig til Slag; det kan ikke udlægges nogen til Fejghed, om han benytter sig af sin Magt til sin og sines Sikkerhed.” Kong Olaf svarede højt, og sagde: ”Hæfter Skibene sammen, bereder eder til Strid, og trækker Sværdene; ej skulle mine Mænd tænke paa Flugten!” Dette omtaler Halfred Vanraadeskjald:

Skal det Ord fremsættes,
Som man sagde, den bolde
Konning talte til sine
Mænd, der stred mod Fjenden;
Tro i Strid, han bød dem
Ej paa Flugt at tænke
Leve skal det kjække,
Ord af Folkets Yndling!

Kong Olaf lod de elleve Skibe, som han havde der, blæse til at lægge sammen; Kongeskibet var midt i Flaaden, paa dets ene Bord laa Ormen korte og paa dets anden Tranen, og de øvrige fire Skibe der ud fra til begge Sider. Skjønt Kong Olaf havde store Skibe, var dog hans Mandskab kun en lille Trop Folk imod den utallige Hær, som hans Fjender havde. Der savnede han nu sin Flaade, som man kunde tænke; og skjønsomme Mænd sige, at Kong Olaf vilde snart have vundet Sejer over sine Fjender, hvis de før omtalte fem store Skibe havde været der, og hele den Flaade, som var sejlet fra ham, hvorpaa der vare saa mange tapre Mænd, saa vanskeligt som det nu var tre Høvdinger med en utallig Hær at overvinde ham med de faa Skibe, som han havde. Halfred omtaler dette, at Kong Olaf savnede den Flaade, som var sejlet fra ham, og at dette Slag skaffede ham stor Navnkundighed; her siges saa:

Vist jeg troer, at Kampens
Fører altfor mange
Thrøndske Heltes Bistand
Tabte, mange flyed;
Ene den djærve Fyrste
Stred mod tvende tapre
Konger og Jarlen, saadan
Daad er skjøn at hædre.

Kong Olafs Mænd lagde nu Skibene sammen, som han bød, men da Kongen saae, at de begyndte at binde Stavnene sammen paa Ormen lange og Ormen korte, raabte han højt: ”Lægger det store Skib bedre frem, ej vil jeg være bagest af alle mine Mænd i denne Hær, naar Kampen begynder.” Da sagde Ulf den Røde, Kongens Bannerfører og Stavngjemmer: ”Hvis Ormen skal ligge saa meget længere frem, som den er større og længere end andre Skibe, da vil forstavnen være meget udsat for at bestormes.” Kongen svarede: ”Jeg lod Ormen gjøre længere end andre Skibe, for at den skulde lægge saa meget des djærvere frem i Slag og være des kjendeligere i Kampen og Sejladsen, men jeg vidste da ikke, at jeg havde en Stavngjemmer baade rød og ræd.” Ulf svarede: ”Vend du kun ikke før Ryggen, Konge! ved at værge Løftingen end jeg i Stavnen.” Kongen holdt paa en Bue, lagde Pill paa Streng, og drejede den mod Ulf. Da sagde Ulf: ”Skyd ikke mig, Herre! skyd hellere did, hvor det mere behøves, paa eders Fjender nemlig, thi for dig gjør jeg, hvad jeg gjør; kan hændes at eders Mænd tykkes eder ikke for mange, inden Aften kommer.” Kongen tog Pilen, og skød ikke, og i det, de taltes dette ved, saae Kongens Mænd, at den vendiske Snekke, som næsten eenlig havde sejlet nordpaa med dem om Dagen, løb saa hurtig ind paa Ormen bag ved Løftningen, at man næppe kunde følge den med Øjnene; da stod en Mand op i Stavnen, og talte med Kongen i et ubekjendt Tungemaal, og Kongen svarede ligeledes paa et Sprog, som Nordmændene ikke forstode. De talte sammen en kort Tid, siden roede de paa det lille Skib til Land, og lagde sig der for Anker. Kongens Mænd spurgde ham, hvo disse ubekjendte Mænd, som havde talt med ham, vare. Kongen svarede: ”Det vare vore Bekjendtere fra Vindland”


Om de Danskes og Svenskes Slagorden

250. Kong Olaf stod i Løftingen paa Ormen højt over de andre; han havde et gyldent Skjold og en forgyldt Hjælm, saa han var meget let at kjende fra de andre; han havde en rød kort Silkekjortel uden over Brynjen. Men da Kong Olaf saae, at hans Fjenders Flokke begyndte at adskilles, og at Bannerne vare oprejste for Høvdingerne, da spurgde han sine Mænd: ”Hvo er Høvding for det Banner, som er lige imod os?” Der blev sagt ham, at det var Kong Svend med de danskes Hær. Kongen sagde: ”Ej ville vi frygte for de blødagtige Folk; der er ikke mere Mod i de Danske end i Vildgjeder; aldrig overvandt de danske Nordmændene, ej heller ville de endnu overvinde os i Dag; men hvilken Høvding tilhører det Banner, som er derudfra paa højre Side?” Der blev sagt ham, at det var Kong Olaf Svenske med de svenskes Hær. Kongen sagde: ”Lettere og bedre vilde det tykkes de Svenske at sidde hjemme og slikke deres Offerboller, end at gaae eder under Øjne paa Ormen i Dag, og vænter jeg, at vi ikke behøve at ræddes for de svenske Hesteædere; men hvis ere de store Skibe, som ligge ved Bagbord ud fra de danske?” ”Det er,” sagde de, ”Jarlen Erik Hakonssøns.” Da sagde Kong Olaf: ”Mange store Høvdinger have de her sat imod os; kan og Erik Jarl synes at have Grund til at søge os, og af ham og hans Hær kunne vi vænte os en skarp Strid, thi de ere Nordmænd ligesom vi.” Kongerne og Jarlerne roede dernæst frem. Nu siger Snorre Sturlesøn og de fleste andre, at den danske Kong Svend lagde først med sin Flaade til Ormen lange og Kong Olafs største Skibe. Men Hallarstejn siger i Olafs Drape den todeelte, at Olaf Svenske lagde først mod Olaf Tryggvesøn, og efter ham den danske Kong Svend. Snorre beretter, at Kong Svend lagde sine Skibe til Ormen lange, men Olaf svenske lagde til derudfra, og vendte Stavnene mod Olaf Tryggvesøns yderste Skib, og paa den anden Side lagde Erik Jarl til. Jarlen havde en overordentlig stor Barde, som han plejede at bruge i Vikingsfærd; der var Skæg oventil paa begge Sider af den, og ned fra Skæget gik en tyk Jærnplade, som var lige saa bred som Kanten, og naaede lige ned i Søen, derfor blev dette Skib kaldt Jærnbarden, og det var meget stærkt. Der blev nu blæst til Angreb, begge Hære raabte Krigsraab, og der begyndte en hidsig Kamp. Sigvald Jarl lod sine Skibe krydse frem og tilbage, og lagde den Gang ikke til Striden; og der tales ikke meget om ham ved dette Slag, men dog siger Skule Thorstejnssøn, som var med Erik Jarl, saaledes:

Frisers Fjende (113) og Sigvald
Fulgde jeg, (som Yngling
Evig Hæder jeg vandt, nu
Finde Folk, at jeg ældes)
Rødnede Sværde vi bare
Raskt imod den djærve
Helt i Stridens Bulder
Syd foran Svølders Munding.

Dette Slag var meget skarpt; i Førstningen blev der skudt med Pile baade af Laasbuer og Haandbuer, og siden med Spyd og Gasliner; og det er et almindeligt Ord, at Kong Olaf stred taprest af alle; saa siger Halfred Vanraadeskjald i Olafs Drape:

Lidt kun Vaabenregnen
Sagtnedes, for Kæmper
Skøde med Spyd, og Pile
Fløj med Fart i Luften;
Ordet gik, at i Striden
Sønden for Havet trængte
Min berømte Herre
Haardest frem af alle

Hallarstejn omtaler, at Kong Svend lagde til Kong Olaf Tryggvesøn med 60 Skibe, da Olaf Svenske forud havde stredet mod sin Navner, og undflyet med sin Flaade; han siger saa:

Krigerne anden Gang da
Lode sexti Skibe
Lægge til Ormen lange
Haardt blev Skjoldegnyet;
Huustroppen faldt, da den danske
Hær mod den bolde Fyrste
Trængte, Ravne skrege,
Mægtigst han er af Konger.

Kong Svends Folk stak Stavnene saa tæt ved Siden af hinanden, som de kunde, paa begge Sider af Ormen lange, saa meget længere den rakte frem foran Kong Olafs andre Skibe. Ligeledes angrebe de danske heftig Ormen korte og Tranen; det var da en meget skarp og farlig Strid; alle de forreste paa Ormen brugte Sværdene, saa mange som kunde det, men Kong Olaf selv og de bageste skøde af Buer og med Haandsaxe, og dræbte en stor Mængde Danske, og saarede nogle; saa siger Hallarstejn:

Haarde Vaaben løde,
Fast stod dog Herskerens Banner,
Kongen skød, men Striden
Skarpt mod Ormen raste;
Træg var Norrigs Høvdings
Tapre Hær ej til at
Saare Jyders Flokke,
Vældigst han var paa Jorden.

Men skjønt Kong Svend i denne Strid lagde med 60 Skibe paa det hidsigste imod Nordmændene, laa dog hele den danske og svenske Flaade ligefuldt i Skudvidde mod dem, men Kong Olaf havde et herligt Modværn med sit Folk; dog faldt i denne Vending mange af hans Mænd, saa siger Halfred:

Talrige Hære anfaldt,
I det farlige Møde,
Men den djærve Drot mod
Daner Skibet værged;
Tungt var Tabet for mig,
Thi af mine djærve
Venner flere fulde,
Der med Skibets Styrer.

Kong Olaf slogs paa det djærveste; han skød mest af Bue eller Haandskud; men da det egentlige haarde Angreb paa Ormen begyndte, gik Kongen frem i Hugstriden, og kløvede mangen Mands Hjærne med sit Sværd i det omtaler Halfred:

Høvdingen kløvede haarde
Hjærneskaller med Sværdet
For berømte Kæmper,
Rasende frem han trængte;
Kongen mægted i Kampen
Brynjedækket Kjød at
Hugge, for det tynde
Sværd laae mange faldne.

Angrebet faldt de danske vanskeligt, thi de Forreste paa Ormen lange og Stavnboerne paa Ormen korte og Tranen kastede Ankere og Stavnleer paa Kong Svends Skibe, og kunde hugge med Vaabnene ned under deres Fødder, da de havde langt større og højere Skibe. De ryddede alle de danske Skibe, som de fik fat i; men Kong Svend og hans Folk undflyede til de andre Skibe, og siden lagde de trætte og saarede ud af Skudvidde. Det gik saaledes denne Hær, som Kong Olaf havde anet, at de danske ikke overvandt Nordmændene; saa siger Hallarstejn:

Sværdes mørke Regn mod
Svend uheldig raste,
Krigernes Vunder drypped,
Danerne skyndte paa Flugten.

Snorre Sturlesøn beretter, at Olaf svenske lagde da til isteden, da Kong Svend lagde fra. Der begyndte da paa ny en meget haard Strid og et hidsigt Anfald; der blev en stor Bragen og en heftig Allarm af deres Opmuntringsord og Vaabengnyet, da Staalene mødtes. Kong Olaf værgede sig med megen Tapperhed, og hans Mænd fulgde ham med Mandighed; saa siger Hallarstejn:

Højt om Venders Morder
Vaabnene lød, jeg forkynder,
Heftig raste under
Skjoldene Stridens Bulder;
Mangt et Anfald, den raske
Helt i Krigeres haarde
Møde udholdt, Fjenders
Mængde Skibene rydded.

Hallarstejn siger, at de svenske lagde med femten Skibe til Ormen lange; de svenske gjorde et haardt Anfald, da de kom til med friske Kræfter, men Nordmændene værgede sig med Iver, og dræbte en Mængde Mennesker, og saarede nogle; saa siger Stejn:

Femten store Skibe
Frem med Kongen lode
Raske Krigere fare;
Størst er Olaf paa Jorden.

Det gik nu de svenske ganske paa samme Maade som de danske, at Nordmændene holdt deres Skibe fast med Stavnleer og Ankere, og ryddede dem, som de naaede til; deres Sværde gave alle de svenske, som de naaede at hugge til, een Bestemmelse; saa siger Halfred:

Sværde stødte paa Skjolde,
Love forkyndte Kæmper,
Som til Døden førte.
Kort da kun Livet vared.

De svenske bleve nu kjede af at holde ved, da Kong Olaf gjorde et haardt Modværn med sine udvalgte Kæmper; dette omtaler Halfred Vanraadeskjald:

De, som Guld forøged,
Troer jeg, bleve da kjede
Ved mod Folkets Styrer
Frygtelig Strid at holde,
Da i Ringebrynjer
Raskt paa prydede Skibe
Tapre Folk med Jarlens
Ven mod Kongen ginge

Folk sige, at det var en meget skarp og farlig Strid, da begge Olaferne holdt Strid med hinanden, inden Olaf Svenske lagde fra; dette omtaler Stejn:

Vaad om Snuden Troldes
Blakkede Hest (114) rev Aadsler,
Sværde paa Skjolde hamred,
Navnerne Spydregn vakte;
Sejred dog ej de Svenske,
Sværde og Pile bede,
Kampen voxte, de flyed,
Olaf er ypperst af alle.

De Svenske havde mistet meget Mandskab, og deres store Skibe; ogsaa vare de fleste af Olaf Svenske Folk saarede, men han havde ingen Forfremmelse deraf, og var glad ved at han slap bort med Livet; saa siger Hallarstejn:

Pludselig Kampens Bulder
Raste, Fred var der ikke,
Tvende Konninger maatte
Helten paa een Gang skue.

Da havde Olaf Tryggvesøn jaget baade de Danske og de Svenske paa Flugt, saa som Stejn beretter:

Pile fløj, og paa Flugten
Drev han tvende Konger,
Sejren øged hans Ære,
Størst er Olaf af alle.

Og det gik ligesom Kongen havde sagt.


Kong Olafs og Erik Jarls Skifte

251. Nu skal berettes, hvad Erik Jarl tog sig for, medens Kongerne sloges med Kong Olaf. Jarlen lagde først, som forhen fortaltes, til det yderste af Kong Olaf Tryggvesøns Skibe paa den ene Fløj; han lagde Jærnbarden ved Siden af Skibet, ryddede det, og hug det strax løs fra de andre; han lagde da til det næste, og slogs, indtil det var ryddet; Mandskabet begyndte da at løbe fra de mindre Skibe op paa Storskibene, men Jarlen hug dem løs efterhaanden, som de vare ryddede. De Danske og Svenske lagde sig da paa alle Sider i Skudvidde omkring Kong Olafs Skibe, men Erik Jarl laa bestandig sidebords ved Skibene, og brugte Hugvaaben; men efterhaanden som Folkene faldt paa hans Skibe, gik der strax andre op i steden af de Danske og Svenske, Blodsækkene, som havde udhvilet sig fra Strabadsen og ikke vare saarede; saa siger Haldor den Ukristne:

Skarpe Sværde og gyldne
Spyd om Ormen lange,
Lød, da raske Helte
Længe Ufred øved;
Sønderpaa, man siger,
I den haarde Træfning,
Yded svenske og danske
Krigere Jarlen Bistand.

Da var Striden baade haard og skarp, og der faldt mange af Kong Olafs Folk; saa vidt kom det tilsidst, at alle hans Skibe vare ryddede uden Ormen lange; paa den havde hele den norske Konges Mandskab, som endnu mægtede at stride, samlet sig. Erik lagde da til Ormen med fem store Skibe; det omtaler Stejn;

Tredie Gang den bolde
Jarl fem Skibe førte
Hurtig frem mod Ormen
Og dens tapre Fører.

Jarlen lagde Barden Side om Side med Ormen; der blev da en meget skarp og frygtelig Strid med Hugvaaben, som Haldor beretter:

I en farlig Stilling
Kom da Ormen lange
Sværde stødte sammen,
Skjolde Sønderskares;
Da ved Snogens Side
Sværdets Fører lagde,
Højen Barde, Sejer
Vandt ved Øen Jarlen.

Erik Jarl var i Forrummet paa sit Skib, og der var fylket med en Skjoldborg; der blev da baade stredet med Hugvaaben og stukket med Spyd og kastet med alt, hvad der hørte til Vaaben og kunde fattes med Hænderne; somme skøde Bueskud eller Haandskud; og saadan en Mængde Vaaben regnede paa Ormen, at man næppe kunde beskytte sig mod dem. Saa tykt fløj Spyd og Pile, da der laa Krigsskibe paa alle Sider af Ormen; men Kong Olafs Mænd bleve da saa rasende, at de sprang op paa Bordene, for at naae med Sværdene til Fjenderne og dræbe dem; nu mange lagde ikke Ormen saa nær, at de kunde naaes med Hugvaaben, thi de fleste fandt det haardt, at have med Kong Olafs Kæmper at gjøre, men Nordmændene tænkte ikke paa andet end bestandig at gaae fremad for at dræbe Fjenderne; der vare da mange, som gik lige ud over Borde, thi af Hidsighed og Heltemod agtede de ikke andet, end at de strede paa slet Mark, og mange sank ned mellem Skibene med deres Vaaben; dette omtaler Halfred Vanraadeskjald:

Krigerne i det haarde
Møde trængte hidsig
Frem, og ned fra Ormen
Saarede sank mange;
Længe Ormen vil slige
Helte savne, hvor den
Skrider til Kamp, om end en
Ypperlig Drot den styrer.

Af de Islændere, som da vare med Erik Jarl paa Barden, nævnes Skule, en Søn af Thorstejn Egilssøn, Vigfus Vigaglumssøn og Torfe Valbrandssøn. Der var da ogsaa en Nordmand fra Herlandene, som hed Find Eyvindssøn; nogle sige at han var finsk (115) af Æt; det siges, at han var den behændigste Bueskytte, og skød vissest af alle i Norge; han havde gjort Ejnar Tamberskælvers Bue. Ejnar stod i Krapperummet paa Ormen, og skød derfra om Dagen med Bue; han skød haardest af alle. Ejnar skød en Pill til Erik Jarl, der fløj i Enden af Roret oven over Jarlens Hoved saa haardt, at den gik i lige til det Baand, som var vundet om Skaftet. Jarlen saae til den, og spurgde sine Mænd, om de vidste, hvo der skød saa haardt; og lige i det samme kom en anden Piil saa nær Jarlen, at den fløj mellem Armen og Siden paa ham, og tilbage i Hovedfjællen saa haardt, at Spidsen stod ud. Da sagde Jarlen til Find Eyvindssøn: ”Skyd den store Mand i Krapperummet!” ”Nej!” svarede Find, ”den Mand kan jeg ikke skyde, thi han er ikke bestemt til Døden, men det kan være, at jeg kan faae Buen beskadiget for ham.” Find skød da en Piil, som traf midt paa Ejnars Bue, i det han spændte den paa det haardeste tredie Gang. Buen gik Sønder med et højt Brag. Da sagde Kong Olaf: ”Hvad brast der saa højt?” ”Norrig af eders Haand, Konning!” svarede Ejnar. ”Nej saa stort var Braget dog ikke,” sagde Kongen, ”thi Gud monne raade for mit Rige, og ikke din Bue; tag nu min Bue og skyd med den!” Kongen ” kastede da Buen til ham. Ejnar tog Buen op, og trak den strax frem for Piilspidsen; da sagde han: ”For veg, for veg er den Vældiges Bue;” han kastede da Buen tilbage til Kongen, og tog sit Skjold og sit Sværd og stred med Mandighed.


252. Kong Olaf Tryggvesøn stod i Løftingen paa Ormen, og stod hele Tiden stundom Bueskud stundom Gaskiner og bestandig to ad Gangen. Det sagde alle, som vare der tilstede, baade hans Venner og hans Uvenner, og ligesaa de, som have samlet de paalideligste Efterretninger om de Begivenheder, som der foregik, at de ikke havde kjendt nogen, som havde stredet mandigere end Kong Olaf Tryggvesøn; det omtaler Halfred:

Folk, som vidt have faret,
Sige, at ej de funde
Taprere Mand end den i
Striden muntre Olaf.

Kong Olaf har haft det forud for de fleste Konger, at han gik saa let kjendelig i Slagene, at ingen vidste Exempel paa, at nogen Konge saa aabenbarligen har viist sig i Kampen for sine Modstridere, saa stor Overmagt, som han havde at stride imod. Kong Olaf viste derved sin Kjækhed og Højmodighed, at alle kunde see, at han ingen Fare skyede; saa siger Halfred Vanraadeskjald:

Bretters uforsagte
Fjende, som værgede store
Lande, ingensinde
Kampens Rædsel skyed;
Med en retfærdig Sag de
Blanke Spyd han rødned,
Der, jeg hørte, voxte
Sværdes Tummel for Fyrsten.

Men jo klarere og tryggere Kongen viiste sig i Kampen, des større Frygt og Rædsel opvakte han, som Halfred bevidner:

Hver en Mand under Solen
Bange var for den gjæve
Modige Tryggves Søn, thi
Frygted Stridens Mænd da.

Kong Olaf saae frem i Skibet, at hans Mænd svang Sværdene idelig, og hug tidt, men at Sværdene ikke bede; han sagde da højt: ”Hvi svinge I saaledes Sværdene uden Eftertryk, da jeg seer, at de ikke bide for eder.” Man svarede: ”Baade ere vore Sværde, Herre! sløve og meget søndrige.” Da gik Kongen ned fra Løftingen i Forrummet, og lukkede Højsædes Kisten op; deerud af tog han mange blanke og meget skarpe Sværde, som han gav sine Mænd. Men da han tog ned med den højre Haand, saae nogle, at der randt Blod ned under fra Armskinnen, men ingen vidste, hvor han var saaret. De, som stode i Forrummet og Stavnen, værgede sig længst og drabeligst, thi baade vare disse de udvalgteste Kæmpere, og Bordet var der højest. Men da Mandefaldet begyndte at tiltage paa Ormen, faldt først Besætningen midt paa Skibet baade af Saar og Udmattelse, og det er et almindeligt Ord, at, hvis disse tapre Folk havde mægtet fuldkommen at værge sig, vilde Ormen seent være bleven tagen; saa siger Halfred:

Vanskeligt var det Folk at
Rydde den mægtige Konges
Lange Skib, hvis varme
Side Blodet væded,
Medens den herlige Fyrstes
Mænd med Sværd det værged
Tapre de sig viste,
fældte Fjenders Mængde.

Da det blev tyndt omkring Masten paa Ormen, forsøgte Erik Jarl at bestige Skibet, og kom virkelig op selv femtende paa Ormen. Da kom Kong Olafs Svoger Hyrning imod ham med en Trop Folk, og der blev en haard Kamp imellem dem, thi Hyrning stred paa det djærveste; saa siger Hallarstejn:

Hyrning de hidsige Fjender,
Haarde Saar tilføjed,
Folk med Kjækhed strede,
Mægtigst er Olaf af Konger.

Udfaldet af deres Kamp blev, at Erik Jarl maatte springe tilbage paa Barden, men de Mænd, som havde fulgt ham, bleve deels dræbte, deels saarede. Hyrning, blev meget berømt af dette Angreb, som Thord Kolbejnsøn beretter:

Paa de blodige Hjælme
Blanke Sværde raste;
Megen Hæder Kongens
Djærve Mænd da vandt sig
Før vil Himlen vakle
Hyrning! end den glemmes.

Da Erik Jarl var kommen ned paa sit Skib, sagde Kong Olaf: ”Hvad! kastede I nu Jarlen ned af Ormen?” De sagde, at saa var skeet. ”Det var en mandig Daad,” sagde Kongen, “det kunde man ogsaa vænte, at ej vil Jarlen overvinde os, saa længe han har Thor i Stavnen paa sit Skib.” Dette hørte mange, ogsaa Erik Jarl. Men efterdi nu en stor Deel af Mandskabet paa Barden var falden, og de fleste af dem, som vare i Live, vare haardt saarede, lagde Erik Jarl til Land, og ligesaa gjorde de Danske og Svenske; Høvdingerne holdt da Raad, hvorledes de skulde bære sig ad. Da sagde Erik Jarl: ”Dette er en evig Skam, som vil blive omtalt, saa længe de nordiske Lande ere beboede, om Olaf Tryggvesøn ikke bliver overvunden af os, da vi have en utallig Hær, og han har ikkun eet Skib, paa hvilket endog meget af Mandskabet er faldet; gjører nu saa vel, Danekonning og Sveakonning! at I give mig en betydelig Mængde Folk, for at jeg kan hævne min Fader, og befrie os alle sammen fra denne Vanære, thi saa vil det gaae, som jeg før sagte, at alle vi Høvdinger ville faae et vanærende Rygte paa os, og de især, som ere de mægligste, hvis Kong Olaf nu undslipper med sine Mænd.” Da Erik Jarl endte sin Tale, roste mange den; Kongerne og Jarlen overtalte denne Sag, og de bleve da enige om, at de skulde give Jarlen en Mængde Folk, at han kunde igjen lægge til Ormen; Jarlen skulde da eje Ormen lange og alt det Bytte, som fandtes der, men enhver af dem sin tredie Deel af Norge, hvis han kunde overvinde Kong Olaf Tryggvesøn. Men da denne beslutning var antagen med fast Aftale, da beredte den hele danske og svenske Hær sig paany, de opmuntrede sig da, og tilskyndte hverandre, og sagde, at de skulde aldrig ophøre, førend de havde overvundet Kong Olaf Tryggvesøn.


253. Erik Jarl førte da Ligene og de Saarede af Barden, og besatte den igjen med usaarede og udhvilede Folk, som han udvalgde af de danske og svenske. Somme sige ogsaa, at Jarlen har da lovet at lade sig døbe, om han fik Ormen taget, og til Beviis herfor anføres, at han bortkastede Thor, og satte et Crucifix op i Stavnen paa Barden isteden. Da Jarlen havde rustet sit Folk, sagde han til en viis Mand og stor Høvding, som var der tilstede, Thorkel Høje, Sigvald Jarls Broder: ”Ofte har jeg været i Slag, men aldrig før har jeg truffet saa tapre og stridbare Mænd, som de, der ere paa Ormen, og aldrig har jeg seet et Skib, der var saa vanskeligt at tage som Ormen; eftersom du nu er den viseste af alle, maa du give det bedste Raad, du kan udfinde til at tage Ormen.” Thorkel svarede: ”Ej kan jeg give et Raad dertil, som kan være fuldkommen sikkert, men jeg vil sige, hvad der synes mig rimeligst til at hjælpe: du skal tage store Træer og lægge dem fra dit Skib op paa Ormen, saa den kommer til at hælde; da vil det blive eder lettere at bestige den, naar dens Bord ikke ere højere end de andre Skibes; om dette Raad ikke hjælper, kan jeg intet give. Jarlen gjorde nu efter Thorkels Raad.


Kong Olafs og hans Kæmpers Modtilberedelser

254. Medens denne Raadslagning og Stand var i Striden, bade Kong Olafs Mænd igjen, at han skulde paa nogen Maade søge at komme bort; de sagde, som sandt var, at de vare mest i Fare, naar han var tilstede, men udlode sig med det Haab, at alle hans Mænd, som vare der, vilde faae Fred og Livet af hans Fjender, saasnart disse vidste, at han var borte. De sagde ogsaa, om han heller vilde det, at det vilde endnu godt kunde lade sig gjøre at hejse Sejlene paa Ormen, og, sejle ud paa Havet op efter Flaaden. Men Kongen svarede paa samme Maade, som før, at han ikke vilde flye for sine Fjender, saa længe han havde sit Skib i Behold; han sagde, at det ikke vilde være ret gjort af ham; ”thi end tykkes det mig uvist,” sagde han, ”at de faae taget Ormen, saalænge der ere saa mange raske Helte til dens Forsvar.” Medens de talte om dette, roede den samme vendiske Snekke, som havde ligget eensom ved Land om Dagen, og der, som før blev sagt, havde, inden Slaget begyndte, lagt til Samtale med Kongen, igjen til Ormen. Mændene, som vare paa Skibet, fæstede sig bag ved Løftingen paa Ormen, og tilbøde Kong Olaf, at de vilde gaae op paa Ormen og stride med ham. De sagde, at de gjærne vilde falde der med Kongen, eller komme bort med ham, om Skjæbnen saa vilde. Kongen sagde: ”Det nytter mig ikke, at I gaae op paa Ormen, og strider med os, men det kan hændes, at det vil komme mig til Gavn, at I blive liggende paa samme Sted, hvor I have ligget i Dag.” De roede da tilbage, og lagde sig igjen for Anker.


Erik Jarl lægger anden Gang til Ormen lange

255. Erik Jarl lagde til Ormen anden Gang, saasnart han var færdig, og hele den danske og den svenske Flaade lagde da igjen til Strid mod Kong Olaf Tryggvesøn; de svenske stak da Stavnene mod Ormen, men hele Hærens Mængde laa i Skudvidde fra Nordmændene, og skøde uafladelig paa dem. Jarlen lagde igjen Barden sidebords til Ormen, og gjorde et meget heftigt Angreb med det friske Mandskab, hvormed han da havde besat Barden; han sparede sig heller ikke selv i Striden, ligesaa lidt som de der endnu vare tilbage af hans egne Mænd; saa siger Haldor:

Jarlens modige Mænd sig,
Ej i Kampen skaante,
Selv mod Helten du stred, det
Fjordrige Land da vandt du,
Da din Barde, o Kriger!
Du paa Havet førte
Raskt til Ormen lange,
Vel bemandet var Skibet.

Kong Olaf og hans Mænd værgede sig med den største Tapperhed og Manddom, saa at det ikke kom stort videre med Mandefaldet paa Ormen, saalænge de ikke vare trætte, men de dræbte mange af deres Fjender, baade af dem paa Jærnbarden og paa de andre Skibe, som havde lagt til Ormen. Eftersom Angrebet endnu faldt Erik Jarl vanskeligt, lod han hidse store Træer op paa Barden, og lod dem falde over paa Ormen lange; og det er et almindeligt Ord, at Ormen vilde ikke være bleven tagen uden ved dette Middel, som Thorkel den Høje havde raadet til; dette omtaler Hallarstejn:

Kampens barske Vækker
Bød sine Mænd at fælde
Store Bjælker paa Ormen
Lange, da voxte Kampen;
Aldrig den Ætstore Erik
Ellers havde i striden
Ormen vinde kunnet,
Størst var Olaf paa Jorden.

Da de store Træer bleve lagte paa det ene Bord af Ormen, begyndte den at hælde meget, og der faldt da mange paa begge Sider; men da Besætningen, som forsvarede Ormen, formindskedes, forsøgte Erik Jarl atter at bestige den, men fandt en haard Modtageelse. Da Kong Olafs Stavnboer saae, at Jarlen var kommen op paa Ormen, trængte de tilbage i Skibet til Forsvar imod ham, og gjorde ham en skarp Modstand; men da der nu vare saa mange faldne paa Ormen, at Bordene vidt omkring vare ganske øde, begyndte Jarlens Mænd paa mange Steder at gaae op, men alt det Folk, som endnu stode til Forsvar, søgte tilbage i Skibet, hvor Kongen var. Det omtaler Haldor den Ukristne, at Jarlen da opmuntrede sine Folk:

Da fremskyndte den muntre
Fyrste sine raske
Krigere, og med Olaf,
Trængte de agter i Skibet;
Da trindt Hadelands kjække
Konnings Skib de havde
Skuder lagt, og Venders
Morder vidt det rydded.

Det fortælles, at Thorstejn Oxefod var i Forrummet bag ved Løftingen; han sagde til Kong Olaf, da Jarlens Folk paa det hidsigste trængte op paa Ormen: ”Herre!” sagde han, ”maa enhver nu gjøre, hvad han kan?” ”Hvorfor ikke det!” sagde Kongen. Thorstejn slog da med sin knytte Næve een af Jarlens Mænd, som sprang op paa Bordet ved ham; han traf ham yderst paa Kinden saa haardt, at Manden fløj langt bort i Søen, og døde strax; derefter blev Thorstejn saa rasende, at han greb Sejlstangen og slog med. Men da Kong Olaf saae det, sagde han til Thorstejn: ”Tag dine Vaaben, Mand! og værg dig med dem, thi Vaaben ere til, at man skal bruge dem i Striden, og ikke dræbe sine Modstandere med Hænderne allene eller med Træer.” Thorstejn tog da sit Sværd, og stred dermed paa det mandigste; da var Kampen endnu en Stund meget hidsig i Forrummet. Kong Olaf skød fra Løftingen Gaskiner eller Spyd baade haardt og tidt; som Hallarstejn beretter:

Hvast fra Løftingen skød den
Stridbare Konning, Brynjer
Brast, og siden den lange
Drage paa Folk saaes øde.

Da Kong Olaf saae, at Erik Jarl var kommen i Forrummet paa Ormen, skød han til ham, med tre kortskaftede Kesjer (116), men de gik ikke som sædvanlig, thi han plejede ikke at forfejle det Maal, han skød efter; men ingen af disse Kesjer traf Jarlen; den første fløj udenfor hans højre Side, den anden ligesaa udenfor den venstre Side; den tredie fløj frem i Skibet over Jarlens Hoved. Da sagde Kongen: ”Saa skød jeg aldrig før fejl af nogen, stor er denne Jarls Lykke; det vil Gud, at han skal nu have Norges Rige; det er heller ikke underligt, thi jeg troer, at han nu har gjort en Forandring om Stavnboerne paa Barden; det gaaer nu, som jeg sagde i Dag, at han vilde ikke sejre i vort Skifte, saa længe han havde Thor i Staven.” Eftersom der nu vare komne saa mange af Jarlens Folk op paa Ormen, som der kunde være paa Skibet, og hans Skibe laae paa alle Sider uden om Ormen, faldt der nu i en kort Tid mange af Kong Olafs Kæmper, skjønt de baade vare stærke og tapre; der faldt begge Brødrene, Kongens Svogre Hyrning og Thorgejr, Vikar af Tiendeland og Ulf den Røde, og mange andre raske Helte, som efterlode sig et berømmeligt Eftermæle. Kolbjørn Staller havde værget Stavnen med flere af de forreste. Han havde klædt og væbnet sig ganske paa samme Maade som Kongen, i den Agt, om det kunde behøves, derved at yde Kong Olaf nogen Beskjermelse. Men da Kong Olafs tapreste Folk i Forrummet begyndte at falde, gik Kolbjørn op i Løftingen til Kongen, og man kunde da ikke let kjende, hvo af dem der var Kongen, thi ogsaa Kolbjørn var en særdeles stor Mand og smuk af Udseende. Der fløj da en saadan Mængde Vaaben til Løftingen, at alle Kong Olafs og Kolbjørns Skjolde vare ligesom beplantede med Pile. Men da Jarlens, Mænd trængte tilbage i Løftingen, syntes dem, at der kom saa stort et Lys over Kongen, at de ikke kunde see imod det, og da Lyset aftog, saae de ingensteds Kongen.


Bind 3 Kap. 256-286

(ss. 1-57)


Snorres og andres Beretninger om Kong Olafs Bortkomst

256. Nu ere der mange Beretninger om de Tildragelser, som der skede. Snorre Sturlesøn siger saa: at da Kong Olaf mærkede, at det meste af hans Mandskab var faldet, og Erik Jarl med en Mængde Folk trængte med Hidsighed agter ad henimod Løftingen, sprang Kongen og Kolbjørn Staller begge over Bord, hver til sin Side af Skibet; men Jarlens Folk laae underneden med Smaaskuder, og dræbte dem, som sprang i Vandet. Da Kongen selv var sprungen i Søen, vilde de, som vare paa Skuderne, gribe ham og føre ham til Jarlen, men Kong Olaf sprang ud med Skjoldet over sig, og dukkede strax under, Kolbjørn Staller skød derimod Skjoldet under sig, for at dække sig mod de Spyd, som bleve udskudte fra de underliggende Skibe, og faldt saaledes paa Vandet, at Skjoldet var under ham, og han kom derfor ikke under Vandet, inden han blev greben. Dette er Snorres Beretning. Men saa er sagt efter Kolbjørn Stallers eget Udsagn, at, da han var kommen op i Løftingen, og Kongen begyndte at skyde mod Erik Jarl, da saae Kolbjørn, hvad andre forud havde seet, at der randt Blod ud fra Kongens Armskinner, og kort efter forekom det ham ligesom Kongen sprang ud over Bord i sin Brynje og hele den Rustning, som han havde haft paa om Dagen, og at han holdt Skjoldet over sig, da hans Fjender vilde tage ham, og i det samme saae Kolbjørn om til sine Modstridere, og saae da, at der vare komne saa mange af dem op paa Ormen, at man kunde sige at hele Skibet var fuldt af dem; Kolbjørn sagde siden, at der da kom lidt Frygt over ham, og han trængte sig nu hen til det Bord, hvor Kong Olaf forud havde været; men efterdi han nu ikke saae Kongen mere, lod han sit Skjold efter sig, og sprang over Bord, men da han kom ned i Vandet, var der et meget smukt Skjold under ham, og det forekom ham, at det var det samme, som Kong Olaf havde baaret om Dagen; og da Kolbjørn kom ned paa Skjoldet, fornam han, at en Mand svømmede med Færdighed under Skjoldet, men denne Mand forlod Skjoldet, saasnart han mærkede, at der kom noget tungt paa det. Dernæst blev Kolbjørn greben og trukken op i en Skude; de tænkte, at det var Kong Olaf, og han blev da ført for Erik Jarl, men da Jarlen saae, at det var Kolbjørn og ikke Kongen, gav han Kolbjørn Fred. I det samme Øjeblik sprang der over Bord ud fra Ormen mange af Kong Olafs Mænd, som endnu vare i Live, og forud havde gjort et mandigt Modværn, saa at Folk have deres Tapperhed i hæderligt Minde. Dog beretter Halfred, at Thorkel Nefja skal efter Folks Sagn have ydet sin Broder Kong Olaf det herligste Værn og den stærkeste Bistand; han siger saa:

Søndenfor Havet holdtes
Kamp, som vide spørges,
Døendes Sværde bede,
Mænd da Livet tabte;
Han af tapre Helte
Sagdes djærvest at have
Olaf fulgt i Striden;
Simpel Vise jeg kvæder.

Halfred bevidner tillige, at Thorkel var den sidste af alle Kong Olafs Mænd, der sprang over Bord :

Tranen og begge Orme
Saae den Drablystne ligge
Øde, glad i Kampen
Thorkel Spydet farved;
Inden den snilde Kæmper
Uforsagt i Striden
Modig paa Søens Hest fra
Haarden Træfning undveg.

Thorkel svømmede i Land, og frelste saaledes sit Liv den Gang; dog tog han siden imod Fred af Erik Jarl ligesom de andre, der havde været Kong Olafs Mænd. Der siges, at foruden Kolbjørn Staller, bleve sex andre Mænd tagne op af Vandet og givne Fred, nemlig: Ejnar Tamberskælver, Thrand Skjalg, Øgmund Sande, Thorstejn Oxefod, Bjørn fra Studla og Asbjørn fra Moster. Sigvald Jarl havde om Dagen ligget med sine ti Skibe uden at deeltage i Slaget; men da Kong Olaf var sprungen over Bord, raabte hele Hæren Sejersraab, og Sigvald lod da sine Mænd gribe til Aarerne og roe hen til Striden; dette omtaler Halfred:

Vendernes Skibe droge
Vide fra til Striden,
Higede efter Heltes
Liv de skarpe Vaaben;
Sværdegny sig paa Søen
Hæved, Ørne slede
Lig; da Heltes fører
Kæmped, flyede mange.

Men i den samme Stund, som der blev raabt, og Sigvald roede til Krigsskibene, sloge ogsaa de, som vare paa den vendiske Snekke, som to Gange om Dagen var kommen til Samtale med Kong Olaf, Aarerne i Vandet, og roede bort saa hurtig mueligt tilbage ind under Venden, og der vare strax mange, som sagde, at Kong Olaf skulde have krænget Brynjen af sig under Vandet, og saa dukket under Langskibene hen til den vendiske Snekke, paa hvilken Astrids Mænd da havde ført ham i Land. For at bringe dette om Kong Olafs Bortkomst til Rimelighed har man siden sammenholdt alt det, som de Mænd, der vare med i Slaget, berette om, hvad de sidst have seet til ham, og tillige de Frasagn, der, som Snorre Sturlesøn bevidner, siden have været gjorte om Kong Olafs Færd, og nogle Mænd have kjendt ham i Udlandene af de Jærtegn, som han selv havde sendt hid til de nordiske Lande, hvorom siden skal fortælles. For at gjøre dette rimeligt, anføre ogsaa nogle, at alle de Mænd, som vare undkomne fra Slaget, vidste bestemt, at han ikke var falden paa Ormen, men dog siger Halfred Vanraadeskjald saaledes:

Ej jeg veed, om den djærve
Helt som død, jeg skal prise.
Eller den gavmilde Drot for
Levende endnu holde;
Begge Ting fortælles,
Vist dog Kongen var saaret,
Og det sige alle,
At i Fare han svæved.

Men hvorledes det end forholder sig hermed, vist er det, at Olaf Tryggvesøn aldrig siden kom til Regjeringen i Norge; men dog siger Halfred, at han og andre Kong Olafs Venner, som mest sørgede over at miste en saadan Høvding, havde nogen Lettelse i deres Sorg, ved den Tanke, at han kunde være i Live, skjønt han var fjærnet fra sit Rige og Fædreland, som Halfred kvad:

Mig blev sagt, at Kongen
røvedes hin Side Havet
Folk og Land, ej større
Sorg vi kunne vænte;
Lindres dog vilde vor Kummer,
Om vi vidste, at Kongen
Leved, skjønt Guldets Elsker (117)
Denne Svig udførte.

Men uagtet forstandige Mænd, som vare med i Slaget, sagde, hvad enhver saae sidst til Kong Olaf, syntes der dog ikke at være nogen fuldkommen Vished om, enten Kongen er kommen bort derfra eller ikke. Nu er forhen skrevet, hvad Kolbjørn Staller sagde, han, som var Kong Olaf nærmest, før han sprang over Bord. Men dette er Ejnar Tamberskælvers Udsagn: at da Erik Jarl trængte op i Forrummet paa Ormen agter ud til Løftingen, da saae Ejnar det paa Kong Olaf, at Bloddraaber randt ned ad Kongens Kind under Hjælmen, som han havde paa Hovedet; men da Ejnar vilde lægge Mærke til, hvad Beslutning Kongen vilde tage, naar Jarlen kom til ham, da, sagde Ejnar, traf der ham saa stort et Steenhug ved øret, at han faldt i Besvimelse, og da han kom til sig selv igjen og stod op, saae han ingensteds Kongen. Skule Thorstejnssøn, en Sønnesøn af Egil paa Borg, fortalte saaledes: at han saae Kong Olaf staae i Løftingen paa Ormen, da han trængte frem paa Skibet med Erik Jarl, men han bøjede sig da ned for at vælte de døde Menneskekroppe bort fra Jarlens Fødder, og da han igjen rejste sig op, var Kongen forsvunden; men kort efter, da Sejersraabet blev opløftet, saae nogle af Kong Olafs Modstridere, at en Mand i røde Klæder svømmede hen til den vendiske Snekke, paa hvilken, som der siges, Sigvald Jarls Kone, Vendernes Kongedatter Astrids Mænd vare, og at de Mænd, som vare paa dette Skib, stode op imod ham, og trak ham op i Skibet og roede strax bort, saa stærkt de kunde, som før blev fortalt; og har det Rygte derfor bestandig siden holdt sig blandt Almuen, at disse Mænd have ført Kong Olaf levende med sig, skjønt nogle have modsagt dette; det sees ogsaa i Halfreds Kvad, at det forekom ham rimeligst, at Kong Olaf ikke er kommen derfra med Livet formedelst den store Forskel paa Mandskab, men der vare dog flere, som sagde, at han var i Live; her siges saa:

Han, som mig fortalte
Det, at den tapre Konning
Lever end, var længe
Tryggvesøns egen Tjener;
Sige Folk, at Olaf
Bort fra Striden er kommen,
Fjærnt fra det Sande ofte
Folk, desværre! gisne.

Og fremdeles kvad han:

Hele Landets Hær den
Tapre Konning anfaldt;
Hørte jeg, at Skjæbnen
Ej tilstæde vilde,
At den herlige Guldets
Ejer maatte af saadan
Drabning komme, dog troligt
Synes Folk det Rygte.

I førstningen vare der dog især to Meninger om denne Begivenhed; den ene gik ud paa, at Kong Olaf er undkommen af Slaget, men den anden nægtede det, ligesom Halfred siger:

End den samme Mand mig
Siger, at Kongen er saaret
Øster i Vaabnenes Bulder
Eller og undkommen;
Nu for vist man spørger
Søndenfra den store
Træfning Kongens Død, ej
Uvist Rygte jeg agter.

Men da der kom Beretninger fra Udlandene om Kong Olafs Færd, vare der mange, som troede, at han var kommen bort fra Slaget, men Halfred maatte kvæde, som der i Førstningen blev fortalt ham, som han bevidner for sig selv, naar han harmer sig over, at han ikke var der tilstede at stride med Kong Olaf:

Ilde det var, at jeg ofte
Fjærnt fra Helten stod, naar
Staalene brast, skjønt lidet
Een kun kan udrette;
At jeg er skilt fra Kongen,
Krigens Tid har voldt mig;
Ængstes Mængden af Sorrig,
Uvis om Folkets Hersker.

Dette Slag skal efter Beretningerne have været det navnkundigste her i Norden for mange Ting, først formedelst det ypperlige Modværn, som Kong Olaf og hans Mænd gjorde paa Ormen, da man intet Exempel kjender paa, at nogen saalænge, og med saadan Tapperhed har forsvaret sig mod en saadan Overmagt af Fjender, som de havde at stride imod, og dernæst formedelst det haarde Angreb, som Erik Jarl og hans Mænd gjorde, hvilket har været vidt berømt, som Halfred siger:

Heftigt Anfald gjorde
Kampens vældige fører
Paa det brede Sund, hvor
Stridens Uvejr rased;
Inden Erik mægted
Ormen eller meer at
Tage, rødnedes mange
Skarpe Landser for Olaf.

Dette Slag blev ogsaa meget omtalt formedelst det store Mandefald og den Sejer, Jarlen vandt ved at rydde det største og skjønneste Skib paa de Tider i Norge, om hvilket mange havde sagt, at der aldrig vilde blive taget, saalænge det flød paa Vandet, om det var besat med saadanne Mænd, som der den Gang vare paa det; men allermest blev dette Slag navnkundigt, fordi den Konge deri blev overvunden, som var den berømteste i den danske Tunge, som Halfred siger:

Jeg har faaet den Fadder,
Som under Nordres Byrde (118)
Vældigst var af alle
Strænge og djærve Fyrster;
Aldrig vil mig erstattes
Tabet af saadan Høvding,
Han, som øvede Stridsmænds
Skjolde sønderhugged.

Og saa stor var Kong Olafs Vennesælhed, at det var en almindelig Mening blandt Almuen, at der aldrig mere vilde fødes saadan Høvding i Norge eller vidt omkring andensteds; saa siger Halfred:

Briste vil Jorden og Himlen
Sønder, inden saadan
Rask og herlig Fyrste
Fødes vil som Olaf;
Bedst han var af alle
Mennesker paa Jorden;
Krist bevare den kloge
Konges Sjæl i Himlen!

Det siges, at dette Slag stod paa den anden Dag i Ugen, den 9de September, det er een Nat efter den sidste Mariemesse; da vare forløbne fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 1000 Aar; det var i det 38de Aar af Kong Adelraads Regjering i England, i det 8de Aar af den danske Konge Svend Tveskægs Regjering; i det samme Aar døde Otto, som var den tredie Kejser med det Navn, og Henrik kom til Regjeringen.


Om Dronning Thyres Død

257. Da Manddrabet paa Ormen var ophørt, og Skibet blev efterseet og de døde Kropper ryddede bort, blev Dronning Thyre ført op nede fra Rummet; hun var meget bedrøvet og græd bitterlig. Da Erik Jarl saae dette, gik han til hende, og sagde med megen Bekymring: ”Her er foregaaet en stor Tildragelse ved mange anseelige Mænds Fald; vi have gjort ikke blot dig, Dronning! men ogsaa alt Folket i Norrig en stor Sorg, skjønt det gaaer dig nærmest, som man kan tænke. Da gjort Gjerning nu ikke staaer til at ændre, saa skal jeg bøde det, saa godt som jeg kan, og om jeg faaer noget Herredømme i Norrig, skal jeg paa alle Maader hævde eders Anseelse i det Land, saa meget som jeg kan, og hædre eder ved alle Lejligheder.” Dronningen svarede: ”Dette dit Løfte gjør du af stor Højmod og god Villie, som du ofte udviser, og gjærne vilde jeg leve, om jeg kunde, og tage imod din Velvillighed, men saaledes er mit Hjærte Sønderslaaet af Sorg, at jeg ikke troer at kunne holde Livet.” Og det var som hun sagde, at hun for Sorg hverken kunde spise eller drikke. Hun spurgde derpaa Biskop Sigurd om, hvad der var Mennesket mindst forbudt af Gud at nyde af Føde til Livets Ophold, og siden spiste hun, eftersom han sagde, af det, der var mindst forbudt, og med dette Lydigheds Mærke døde Dronning Thyre efter ni Dage.


Erik Jarl faaer Ormen lange

258. Erik Jarl fik ved den vundne Sejer Ormen lange og en stor Andeel i Byttet; saa siger Haldor:

Hjælmbedækket Konning
Did bar Ormen lange
Til den store Træfning;
Folkene pryded Skuder;
Sønderpaa i Striden
Jarlen tog glad mod Ormen,
Først maatte Sværd dog rødne
Hemings raske Broder.

Jarlen besatte Ormen saa godt, som han kunde, og styrede den selv; det omtaler Halfred:

Nordenfra mod Erik
Ormen veludrustet
Styrede den berømte
Drot, og skarp blev Striden;
Men da den gode Konning
Vældig havde kæmpet,
Styred den fangetagne
Søhest (119) Hakons Hævner (120).

Efterdi Ormen lange var meget stærkt besat med raske Mænd, fik de den, saa at sige, men dog med Nød og næppe, ført op til Vigen, men den stod bestandig skævt, og lod sig ikke styre; derfor lod Erik Jarl den ophugge; somme sige, at han lod den brænde.


259. Ejnar Tamberskælver og de andre, som Erik Jarl havde givet Fred efter Slaget, droge op til Norge med Jarlen. Kong Olafs Hund Vige havde ligget i Forrummet paa Ormen foran Løftingen om Dagen, medens Slaget stod, og saaledes hele Tiden siden; men da Jarlen kom østerpaa til Vigen med Ormen, da gik Ejnar Tamberskælver, før han gik i Land, derhen, hvor Hunden laa, og sagde: ”Herreløse ere vi nu, Vige!” Ved disse Ord sprang Hunden tudende op, og peeb højt, Som om den havde Hjærteværk; den løb derpaa i Land med Ejnar, og gik op paa en Høj, hvor den lagde sig ned, og vilde ikke tage Mad af nogen, men dog holdt den andre Hunde, Dyr og Fugle borte fra sin Føde; Taarerne løb den fra Øjnene ned over Snuden, saa bitterlig begræd den sin Herre, og der laa den, til den var Død. Saaledes mistede Nordmændene, dem til stor Sorg, disse fire fortrinligste Ting i deres Land, eftersom den blinde Bonde paa Moster havde forudsagt.


De Danskes og Svenskes Konger og Erik Jarl skifte Norge imellem sig

260. Jarlen Svend Hakonssøn havde opholdt sig i Sverrig, siden han flyede ud af Norge efter sin Faders Drab. Han havde da ægtet Holmfrid, en Søster til de svenskes Konge Olaf. Da nu den danske Konge Svend, den svenske Konge Olaf og Erik Jarl skiftede Norge imellem sig, fik den svenske Konge fire Fylker i Throndhjem, og begge Mørerne, Romsdalen, og Øster-Ranrige fra Gøtelven til Svinesund; dette Rige overdrog Kong Olaf til sin Svoger Svend Hakonssøn paa samme Vilkaar, som Skattekonger eller Jarler før havde haft Rigers Styrelse af Overkongerne, og derhos gav han Svend Jarlsnavn. Erik Jarl fik fire Fylker i Throndhjem og Nummedalen og Halogeland, Fjordene og Fjaler, Sogn, Hørdeland, Rogeland og Nørreagder lige til Lindesnæs. Saa siger Thord Kolbejnssøn:

Veed jeg, at Jarlernes Venner
Vare de fleste Herser,
Erling ene undtagen,
Guldets Giver (121) jeg roser;
Men kort efter Drabet (122)
Landet nordenfra Veiga
Ned til Agder og længer
Lagdes under Jarlen.

Og fremdeles kvad han:

Fyrsten gavnede Folket,
Derved vi os glæder,
Sagde han, at han burde
Norrigs Mænd beskytte;
Men Kong Svend i Sønden
Siges Død at være,
Hændes Ondt de fleste,
Faa hans Gaarde vare.

Den danske Konge Svend fik ene Vigen, som han havde før haft, men han overdrog Erik Jarl Rommerige og Hedemarken. Erik Jarl og Svend Jarl lode sig begge døbe, og antoge den sande Tro; men medens de herskede over Norge, lode de enhver gjøre, ligesom han vilde, i Henseende til Kristendommens Holdelse, men de gamle Love og alle Landets Skikke holdt de vel over; de vare vennesælle, men dog myndige Mænd. Erik Jarl var for det meste den, der styrede det hele, men Svend Jarl var den skjønneste Mand, man nogensinde havde seet.


Om Kong Olafs Svoger Erling

261. Da Kong Olafs Svoger Erling Skjalgssøn og de andre, der havde sejlet fra Kongen, spurgde denne vigtige Tildragelse, som var skeet ud for Svølder, bedrøvedes de meget, og harmede sig over, at de havde været saa uforsigtige at skille sig fra ham, og lade ham blive tilbage i saa stor en Fare. Allermest gjorde det Erling ondt, at miste en saadan Høvding, da han var nærmere forbunden med Kong Olaf Tryggvesøn end andre; han var den eneste af alle Lehnsmænd i Norge, som ikke søgte at indgaae Forlig med Jarlerne Erik og Svend, da de antoge Regjeringen. Da nu Erik Jarl havde faaet fast Fod i Landet, og havde taget Troskabsed af Stormændene og hele Almuen, saa kunde han ikke finde sig i, at Erling Skjalgssøn havde saa stort et Rige, og han inddrev alle de Kongen tilhørende Indtægter, som Kong Olaf havde tillagt Erling, men Erling tog, ligesom før, Landskyld over hele Rogeland, og Bønderne i dette Land betalte ofte to Gange Landskyld, eller ogsaa Erling ødelagde Bøjgderne. Erik Jarl fik kun lidet af Sagøre (123), thi Sysselmændene kunde ikke holde sig der, og alligevel drog Jarlen om paa Gjæsteri, naar han havde en betydelig Mængde Mennesker hos sig. Dette omtaler Sighvat Skjald:

Erling var den bolde
Olaf Tryggvesøns Svoger;
Jarlers Æt han skrækked,
Som ej Kongen mægted;
Siden Bønders strænge
Herre gav sin anden
Søster til Røgnvald, Baade
Var det for Ulfs Fader (124)

Erik Jarl kom ikke afsted med at stride mod Erling, fordi denne havde mange anseelige Frænder, var selv vennesæl og mægtig, og havde bestandig en stor Mængde Folk om sig, ligesom en kongelig Huustrop. Erling var ofte om Sommeren ude paa Krigstoge for at samle sig Gods, thi han vedblev med den samme Gavmildhed og Pragt som forhen, skjønt han nu ikke havde saa store og indbringende Lehn, som i sin Svoger Kong Olafs Dage. Erling var en meget smuk, stor og stærk Mand, mere stridbar end de fleste andre, og i mange Idrætter gik han Kong Olaf Tryggvesøn nærmest; han var en viis Mand, driftig i mange Henseender, og en stor Kriger, og saa tapper og haard i Angreb, at han gik først og fremmerst i hver Strid. Det omtaler Sighvat:

Flere Kampe ingen
Mægtig Lehnsmand førte,
End den raske Erling,
Djærv han stod i Striden;
Hjemmefra den gjæve
Mand bar fyrigt Hjærte;
Fremmerst gik han i Slaget,
Højt blandt Helte anseet.

Det har stedse været et almindeligt Ord, at Erling har været den anseeligste af alle Lehnsmænd i Norge. Disse vare Erlings og Astrid Tryggvedatters Børn: Aslak Skjalg, Sigurd, Lodin, Thorer og Ragnhild, som var gift med Thorberg Arnesøn. Erling havde stedse 90 eller flere Frigivne om sig, og baade Vinter og Sommer blev enhver tilmaalt sin Drik ved Davrebordet, men ved Aftenbordet blev der drukket saa meget enhver lystede; naar Jarlerne vare i Nærheden havde han 200 Mand eller flere; aldrig foer han med mindre Mandskab mellem sine Gaarde eller i sine andre Ærender end med en fuldt bemandet tyveaaret Skude. Erling havde bestandig hjemme 30 Trælle foruden sine andre Karle; han foresatte sine Trælle et Dagsarbejde, og gav dem siden Tid og Lov til, at arbejde for sig selv, naar de havde fuldført det foresatte Arbejde; han gav dem Agerland til at saae Korn i for dem selv, og anvende Afgrøden til egne Midlers Forøgelse; han bestemte enhver af dem en Sum, for hvilken han kunde løse sig, og mange løste sig det Første eller andet Halvaar, og alle de, som der var nogen Driftighed hos, løste sig inden tre Aar. For disse Penge Kjøbte Erling sig andre Trælle, men sine Frigivne anviiste han somme til Sildefiskeri, andre til anden Næringsbrug; nogle ryddede Skovpladser og byggede sig Gaarde; alle skaffede han dem i god Opkomst.


Om Ejnar Tamberskælver

262. Erik Jarl havde, som før blev fortalt, givet Endrid Styrkarssøns Søn Ejnar Tamberskælver Fred. Ejnar var da atten Aar gammel. Det siges, at Ejnar var den stærkeste og bedste Bueskytte, som har været i Norge, og han skød med større Eftertryk end alle andre; han skød med en Kolbe igjennem en raa Oxehud, der hang over en Stang; han løb bedre paa Skier end enhver anden; han var en tapper Mand, og meget øvet i alskens Færdigheder; han var derhos rig og af fornem Slægt. Da Ejnar var kommen op til Norge efter Slaget ved Svølder, indgik Jarlerne Erik og Svend Forlig med ham, og giftede ham deres Søster Bergljot, Hakon Jarls Datter, en smuk og myndig Kvinde. Deres Søn hed Endrid, han blev tidlig stor og stærk, og lignede i meget sin Fader Ejnar. Jarlerne gave Ejnar store Forleninger ude i Ørkedalen, og han blev den mægtigste og anseeligste af alle Lehnsmænd i Thrøndelaugen; han var Jarlerne til stor Bestyrkelse og deres fortrolige Ven.


Stefner Thorgilssons Drab

263. Stefner Thorgilssøn havde været hos Kong Olaf Tryggvesøn, siden Kongen havde sendt ham til Island, som før blev omtalt. Stefner var paa den Kong Olafs Flaade, som var sejlet fra ham i Venden. Men da det spurgdes op til Norge, at Kong Olaf var berøvet Riget, forvoldte det Stefner ligesom andre Kongens fortrolige Venner stor Sorg, og denne Tidende gjorde mest Indtryk paa alle dem, som havde været længst og i størst Kjærlighed hos Kong Olaf. Stefner holdt ej af at blive i Norge efter Kong Olaf, han begav sig derfor paa en Rejse til de sydlige Lande, og gik til Rom, men da han kom tilbage til Danmark, traf han en Dag til et Sted, hvor Sigvald Jarl var, og da Stefner saae Jarlen, kvad han dette:

Vil jeg ham ej nævne,
Men nær betegne,
Nedbøjet er Næsen
Som paa en Niding,
Han som Svend Konning
Sveg fra Landet,
Og Tryggves Søn
I Snarer førte.

Dette blev fortalt Jarlen; han syntes at finde sig truffen ved denne Vise, og han lod strax Stefner gribe og dræbe; det var Stefners eneste Dødssag.


Om Halfred Vanraadeskjald

264. Nu skal der fortsættes med den før begyndte Fortælling, at Halfred Vanraadeskjald sejlede ud til Island om Sommeren, førend Striden paa Ormen skede. Halfred kom i Land paa Nordlandet, og red mod Sønden over Heden, som før blev sagt. Der blev da paa ny Uenighed mellem Halfred og Gris Sæmingssøn baade formedelst Sagen med Kolfinna og Ejnar Thorerssøns Drab. Den Gang boede Thorkel Thorgrimssøn med Tilnavn Krafla paa Hof i Vatnsdal; han var gift med Vigdis, en Datter af Olaf paa Haukagil. Thorkel var da den største Høvding i de der omliggende Bøjgder. Til samme Tid boede Hunrød Vefreydssøn paa Moberg i Langedal; hans Thingmand eller Undergivne var Gris. Halfred Vanraadeskjald opholdt sig om Vinteren hos sin Broder Galte, og digtede da de saakaldte Grisviser, det var Halvnid (125). Da Gris spurgde det, drog han til Hunrød, og da han kom til ham, sagde han: ”I det Ærende er jeg kommen her, at jeg vilde raadspørge dig, hvorledes jeg skal bære mig ad med Halfred, at det kan anstaae sig, thi det er nu ikke nok med at han søger at beskæmme mig, han udviser nu endogsaa aabenbart Fjendskab imod mig.” Hunrød svarede: ”Det raader jeg dig, at du anlægger Sag imod Halfred, og indstævner ham til Hunevatns Thing, men dog ikke for Sagen om Kolfinna.” Gris fulgde hans Raad. Han red sydpaa til Redavatn om Foraaret, og stævnede Halfred til Hunevatns Thing for sin Frænde Ejnars Drab og for Kvadene. Siden red Gris tilbage. Om Vaaren efter rede nu Brødrene Søndenfra med 30 Mænd, og Halfred anholdt om sin Svoger Thorkel Kraflas Bistand. Thorkel sagde, at han vilde staae ham bi i Sagen, om der blev tilbudt Gris nogen Oprejsning. ”Saa vil jeg lade det være,” svarede Halfred; ”thi jeg indseer, at jeg har gjort Gris for meget af det.” Men da Folk vare forsamlede paa Hunevatns Thing, hug Brand Avaldssøn, Kolfinnas Broder, Galte Ottarssøn Banehug, da han gik ud af Thorkels Telt. Halfred søgte efter sin Broders Banemand Brand, men han undkom fra ham; derpaa udbød Halfred Gris til Holmgang (126) der paa Thinget; men næste Nat, som de skulde stride Dagen efter, hændtes det, at han Drømte, at han syntes at see Kong Olaf Tryggvesøn; Halfred syntes at han blev glad, men dog bange; det forekom ham at Kongen talte saaledes til ham: ”Sover du, Halfred! men dog maa det være, ligesom om du vaagede; du har fattet en slet Beslutning, at stride mod Gris med saa slet en Sag, som du har, men han har bedet Gud om, at den, som har den retfærdigste Sag, maa overvinde sin Modstander; følg du derfor nu mit Raad, at tage med Takke imod, at der intet bliver af Holmgangen, og bød heller de Bøder, som du er ham skyldig, og bryd dig ej om, at man bebrejder dig for at være bange; men gaa i Morgen, naar du er klædt paa, ud i den Skov, som ligger nær ved Thingstedet, der hvor Vejene mødes; du vil da see nogle Mænd ride, tal med dem, og kan være, at du vil tykkes, at der er andet, der er betydeligere at tænke paa end Holmgangen med Gris.” Halfred vaagnede, og tænkte over, hvad der var forekommet ham; han fortalte Drømmen til een af Mændene i Teltet. Denne svarede: ”Er du nu bange for Grisen? det havde været bedre for dig, at du forhen havde forligt dig med ham, den Gang han var villig dertil, men nu vil det blive anseet af dine Fjender, som du ikke tør stride.” ”Lad enhver tænke derom, hvad han vil,” sagde Halfred, ”men følge vil jeg Kong Olafs Raad; det vil fremdeles som forhen komme mig mest til Gode; kan være, at det nu vil gaae i Opfyldelse, hvad han sagde til mig, da vi skiltes sidste Gang, at det snart vilde synes mig bedre at have været hos ham end her paa Island.” Om Morgenen gik Halfred ud paa en Skovvej, og saae nogle Mænd komme ridende i farvede Klæder; han gik til dem, og spurgde dem om Tidender; de fortalte ham Kong Olaf Tryggvesøns Fald. Halfred blev meget bestyrtet ved denne Tidende; han gik strax tilbage paa Thinget og fortalte den, og lagde sig siden ned paa sit Leje med stor Bekymring. Da sagde Gris's Mænd, at dette var Halfred til stor Vanære. ”Det er ikke saa,” svarede Gris; ”i mindre Anseelse stod jeg hos Miklegaards Kongen end Halfred hos Kong Olaf, og det syntes mig en vigtig Begivenhed, da jeg spurgde Stolkongens Fald, og den allene, som mist er sin Herre, veed, hvor varm Kjærligheden til sin Drot kan være; nu synes det mig godt, at jeg ikke skal kæmpe mod Kongens Lykke, som stedse vil følge Halfred, og da der i Førstningen var talt om, at Thorkel skulde afgjøre vor Sag, vil jeg endnu holde det.” Dette tilstod ogsaa Halfred. Da sagde Thorkel: ”Det er min Afgjørelse af denne Sag, at imod Galtes Drab kommer Ejnar Thorerssøns Drab og derhos besøget hos Kolfinna imod Angrebet med overlegent Mandskab, men for de Spotteviser, som Halfred har gjort om Gris, skal Halfred give ham een eller anden god Kostbarhed. Da kvad Halfred denne Vise:

Med det klingrende Guld mig
Hædred en Jarl og en Konning,
Gods i en Uhelds Time
Har jeg ved Daad erhvervet,
Om til Madsvenden Gris jeg
For et ringe Kvad skal
Pengebøder udrede,
Kvinden dog ej have.

Thorkel bad ham høre op med at kvæde; ”Kom nu frem,” sagde han, ”med en Kostbarhed til Gris, om det end ikke er af de Ting, du har faaet af Kongen.” Halfred gav da Ringen, som han havde faaet af Sigvald, og dermed skiltes de. Halfred red fra Thinget først sydpaa over Heden, og opholdt sig paa sin Gaard en Tid kun med liden Tilfredshed; siden overdrog han Gaarden til sin Søster Valgerde, og red nordefter til Skagefjord, og gjorde sit Skib i Stand i Mundingen paa Kolbejnsaa. Den samme Sommer foer han bort fra Landet temmelig sildig; han kom til Ørkenøerne, og foer strax derfra over til Norge, og kom ved Vinterens Begyndelse ind til Sogn; da spurgde han paa ny den Tildragelse, som var skeet den forrige Sommer, og han gjorde da strax om Kong Olaf en Drape, hvori dette er Omkvædet:

Øde ved Kongens Død er
Hele Landet blevet;
Freden heelt ved den tapre
Tryggvesøns Fald forstyrres.

Saa meget tog Halfred sig Kong Olafs Tab nær, at han ikke var fornøjet med nogen Ting, og agtede da at styre med sit Skib syd til Danmark eller øster over til Sverrig; de laae i en Lønvig, og havde kun lidt Forbindelse med Folk. Halfred spurgde dog, at Jarlen Erik Hakonssøn var oppe i Landet ikke langt derfra; han fik da i Sinde, at han vilde dræbe Jarlen, skjønt han saae sin visse Død for sig; men næste Nat efterat han havde besluttet dette, drømte Halfred, at Kong Olaf kom til ham, og sagde: ”Dette er et daarligt Anslag, som du nu har for, Halfred! at dræbe Erik Jarl, gjør du heller en Drape om ham!” Morgenen efter gik Halfred ene fra Skibet op i Land ligetil den Gaard, hvor Erik Jarl da var; han gik strax til den Stue, inde i hvilken Jarlen sad og drak. Halfred var strax kjendt, og blev greben og ført til Jarlen, som sagde, at han skulde dræbes, fordi han havde lemlæstet hans Ven Thorlejf hin Vise, og bød ham strax at sættes i Fjæder og føres ud, men da Fjæderen blev bragt til Halfred, greb han til og rykkede den ud af Hænderne paa de Mænd, som vilde lægge den paa ham; Halfred hævede Fjæderen i Vejret, og slog den i Hovedet paa een af dem, saa at han døde paa Stedet. Jarlen bød da, at man skulde dræbe ham snarest mueligt, for at han ikke skulde gjøre mere Ondt; da stod op en gammel Mand, som indtil da havde siddet paa Bænken; Halfred kjendte ham, at det var Thorlejf hin Vise. Han gik for Jarlen og bad ham give Halfred Fred. Jarlen svarede: ”Det er temmelig uforskyldt, at du beder om Liv og Fred for ham, husker du ikke, at han lemlæstede dig, og stak Øjet ud paa dig?” Thorlejf sagde: ”Det stod da i Halfreds Magt, at gjøre ved mig, hvad han vilde, men han skjenkede mig Livet og desuden det andet Øje imod Kong Olafs Bud, og satte sig saaledes i Fare for min Skyld; nu ønsker jeg, Herre! at Halfred for min Bøn skjenkes Livet.” Jarlen bød, at det skulde være, som han ønskede. Thorlejf tog da Halfred til sig og sagde: ”Vil du nu, at jeg dømmer imellem Erik Jarl og dig?” ”Det vil jeg gjærne,” sagde Halfred. ”Da skal du gjøre et Kvad om Jarlen,” sagde Thorlejf, ”og have det færdigt inden tre Dages Frist.” Halfred sagde, at saa skulde skee. Og da tre Dage vare forløbne, førte Halfred Erik Jarl Kvadet, hvis Begyndelse lyder saaledes:

Maa du Tapre! høre
Kvadet, om dig digtet.

Jarlen lønnede ham vel for Kvadet, ”men ej vil jeg have dig hos mig,” sagde han, ”for Kong Olafs Skyld.” Thorlejf bød ham da til sig. Det tog Halfred imod; og han var da den Vinter hos Thorlejf, men ikke ret vel tilfreds, uagtet Thorlejf beværtede ham paa det bedste, og opførte sig som en brav Mand imod ham. Sommeren efter gjorde Halfred sit Skib i Stand, og foer ud til Island; han var da en Tid paa Rejser, men blev aldrig glad, saa nær tog han sig Kong Olafs Afgang, og hverken paa Island eller i Norge var han tilfreds; han drog da over til Sverrig, at see til sin Søn Audgils, og det Gods, som han der havde at vogte; thi da var hans Svigerfader Thorar død. Halfred var den Gang 40 Aar gammel, da han foer til Island at hente sit Gods derfra, og agtede at bosætte sig i Sverrig. I følge med ham droge da hans Broder, som hed Thorvald og hans Søn Halfred. De havde en haard Rejse formedelst Storme og svære Søgange; Halfred øste for sin Deel, men var dog meget syg, og da han en Gang gik fra Øsningen, satte han sig paa Sejlstangen, og i det samme slog en Sø ham ned i Skibet, og Sejlstangen oven paa ham. Da sagde Thorvald: ”Fik du nogen Skade? Broder!” Han kvad:

Paa min Hjærteside
Bølgen, oprørt af Byger,
Raaen stødte, aldrig
Saadan Sø mig ramte;
Søen tumler min Knørre (127),
Pyntelig før, jeg er bleven
Vaad, den skvalpende Vove
Vil sin Skjald ej skaane.

Thorvald mærkede, at han var syg, og ledte ham tilbage i Skibet, lagde tillave om ham, og spurgde, hvorledes han fandt sin Sygdom. Han kvad:

Vil den vakre Mø med
Hvide Haand det bløde
Øjenlaag aftørre,
(Ømt er Kvindens Hjærte)
Hvis mit Folk nu skulde
Over Bord mig kaste,
Før jeg var den unge,
Kvinde tit til Sorrig.

Da sagde Halfred til sin Søn Halfred: ”Dig, Frænde! vil jeg give Sværdet, som jeg har faaet af Kongen, men de andre Kostbarheder, som Kong Olaf gav mig, skulle lægges i Kisten hos mig, om jeg døer her paa Skibet.” Da kvad han denne Vise:

Døe jeg sorgløs vilde,
Om min Sjæl jeg vidste
Frelst, thi min Ungdom
Haard jeg var i Tungen;
Jeg for intet ængstes,
Helvede dog jeg frygter;
Raade Gud for min Alder!
Døe engang skulle alle.

Den samme Dag døde Halfred, og blev lagt i Kiste tilligemed de af hans Kostbarheder, som han havde faaet af Kongen, ligesom han havde anordnet, nemlig: Kappen, Ringen og Hjælmen; siden blev Kisten skudt over Bord; den kom i Land paa Øen Helga blandt Syderøerne, og blev funden af den derværende Abbeds Tjenestefolk. De opbrøde Kisten, og stjale Kostbarhederne, men sænkede Halfreds Lig ned i en Sump. Men næste Nat Drømte Abbeden, at Kong Olaf Tryggvesøn kom til ham, og sagde med megen Vrede: ”Du har slette Tjenestekarle; de have sønderbrudt min Skjalds Skib og stjaalet hans Gods, bundet en Steen om hans Hals og sænket ham ned i en Sump; faa dem nu til at bekjende Sandheden, ellers vil der hænde eder skrækkelige Ting!” Siden forsvandt Kongen for hans Øjne. Da Abbeden vaagnede, lod han Tjenestekarlene gribe, men de bekjendte strax, da de bleve beskyldte, og de fik da Tilgivelse derfor. Halfreds Lig fandtes, og blev hæderlig begravet i en Kirke. En Kalk blev gjort af Ringen, et Alterklæde af den kostbare Purpurkappe og Lysestager af Hjælmen. Thorvald og de andre naaede til Island om Høsten, og vare paa Ottarssted om Vinteren. Siden foer Thorvald udenlands, men Halfred byggede sig en Bopæl, og boede paa Ottarssted; han blev ogsaa kaldt Vanraadeskjald ligesom hans Fader; han blev en anseelig og fornem Mand, og mange nedstamme fra ham.


Kong Svends Død

265. Da den danske Konge Svend Tveskæg havde forordnet, hvorledes der skulde forholdes med den Deel af Norges Rige, som tilfaldt ham i Skiftet med den svenske Konge Olaf og Erik Jarl efter Slaget ved Svølder, drog han ned til Danmark, og opholdt sig i sit Rige, indtil han kort efter drog over til England imod Kong Adelraad Edgejrssøn; de holdt mange Træfninger med hinanden, og havde vexelviis Sejer. Omsider rømte Kong Adelraad Landet, men den danske Konge indtog det med væbnet Magt, og forblev der i nogle Aar med den danske Hær. Men ni Aar efterat Ormen lange blev fratagen Kong Olaf Tryggvesøn udenfor Venden, skede den Begivenhed i England, at Kong Svend døde pludselig om Natten i sin Sæng, og det er Englændernes Sagn, at Kong Edmund den Hellige har dræbt ham paa den samme Maade, som Merkurius Rise dræbte Nidingen Julianus. Da Kong Adelraad, som den Gang opholdt sig i Flæmingeland (128), spurgde dette, drog han strax tilbage til England; der strømmede da mange Folk til ham, og han fik igjen sit Rige. Han døde to Aar efter, og da antog hans Søn Edmund Regjeringen.


Erik Jarls Død

266. Kong Svends Søn Knud i Danmark kom til Regjeringen efter sin Fader; han rustede en Hær for at drage over til England den Sommer, som Kong Adelraad var Død Sommeren forud. Kong Knud sendte da Bud op til sin Svoger Erik Jarl i Norge, at han skulde drage med ham over til England med en Hær; thi Erik Jarl var meget navnkundig af sin Krigsfærd, og deraf, at han havde vundet Sejer og berømmelse i de to Slag, som havde været de haardeste i Norden; det ene nemlig, da han og hans Fader Hakon stred mod Jomsvikingerne; det andet da Erik stred mod Kong Olaf Tryggvesøn. Dette Sendebud omtaler Thord Kolbejnssøn i Eriks Drape:

End et Kvad jeg begynder:
Bud de berømte Fyrster (129)
Sendte da til Landets
Hjælpydende Styrer,
At nu Erik atter
Til deres Vennesamfund
Skyldigst komme skulde,
Kongens Hensigt jeg indseer.

Jarlen gjorde sig strax færdig, saasnart han fik sin Svoger Kong Knuds Budskab, og beredte sig til at drage bort fra Landet, satte sin Søn Hakon Jarl til at passe Landet i sin Fraværelse, og gav ham sin Svoger Ejnar Tamberskælver til Formynder, saa at han skulde styre Landet for Hakon, thi denne var ikke ældre end sytten Aar; men Svend Jarl havde da Halvt af Landet imod Hakon. Erik Jarl kom til England og traf Kong Knud, og var med ham, da han indtog London. Der fældte han Ulfkel Snilling; det omtaler Thord:

Vestenfor London Fyrsten
Søens Heste lod binde
Sammen til Strid, og Helten
Stred for Land at vinde;
Farlige Hug fik Ulfkel,
Der hvor Pileregnen
Over Thingmænd (130) randt, og
Blanke Sværde sunge.

Erik Jarl var een Vinter i England, og holdt nogle Træfninger, men den anden Høst derefter fik han i Sinde at rejse til Rom. før han tiltraadte denne Rejse, fik han en Læge til at skære Drøvelen i Halsen paa sig, men i det Lægen medede til, hvor han skulde skære, kom der en Mand til dem, somme sige, at det var Kong Knud, men der ere flere, som sige, at det var een af de Mænd, som vare paa Ormen lange med Kong Olaf; denne Mand sagde til Lægen: “Der vilde jeg nu noget mere.” ”Hvorledes mere,” spurgde Lægen. ”Saa,” sagde han, ”at der ej behøvedes oftere at skæres end dennesinde.” Derpaa gik Manden bort, men Lægen gjorde efter hans Ord, og skar mere af Jarlens Drøvel, end han forud havde agtet. Det blødte da saa overordentlig stærkt, at Blodet ikke kunde standses, og deraf døde Erik Jarl. Da vare 13 Vintre forløbne fra den Tid, han stred mod Kong Olaf Tryggvesøn udenfor Venden.


Om Kong Olafs Bortkomst af Ormen lange

267. Nu skal der tales om de Frasagn, som sande det, at Kong Olaf er kommen med Livet bort fra Slaget, da Ormen blev tagen. Det er Sigvalds Kone Astrids Udsagn, at Kong Olaf blev efter Slaget ført til Venden paa den samme vendiske Snekke, som før blev omtalt. Kong Olaf havde mange Saar, dog de fleste smaae, undtagen to, som vare noget større, det ene i Panden af et Steenkast, det andet paa Armen af en Piil, som fløj ham ind under Armskinnen, og denne Beretning stemmer med det, at Kolbjørn Staller og nogle andre Mænd paa Ormen saae, at der randt Blod ud under Kong Olafs Armskinne, men det var det sidste Ejnar Tamberskælver saae til Kongen, at der løb Bloddraaber ned paa hans Kind fra Hjælmen. Kong Olaf var hos Astrid, og blev da helbredet; der blev han kjendt af mange, og mægtige Mænd tilbøde at ville skaffe ham hans Land igjen, men han sagde, at han ikke vilde stride mod sine aandelige Slægtninger, ”thi jeg troer,” sagde han, ”at Gud vil, at de nu skulle have Norges Rige; jeg maa ogsaa være bange for, at min Regjering har mishaget Gud.” Da tilbød Astrid, at han skulde have de Ejendomme og det Rige, som hun ejede i Venden, og Sigvald Jarl ingen Magt havde over. Han sagde, at han ikke vilde det. Da sagde Astrid: ”Vil du, at jeg skal følge dig over til England til Kong Adelraad; han er saa god en Ven af dig, at han vil tilstaae dig al den Anseelse, du vil modtage af ham.” Ogsaa dette nægtede Kong Olaf. ”Hvad Bistand kan jeg da yde dig,” sagde Astrid, ”som du vil tage imod?” Han sagde, at han vilde drage til Rom. Hun udstyrede ham da saa godt hun kunde til Rejsen, og drog selv med ham ned til Rhinen selv trettende, og ved Skilsmissen gav hun ham en Hest belæsset med Penge og mange andre gode Gaver. Astrid drog da tilbage selv fjerde, men otte Mand gav hun Kong Olaf til følge. Han drog nu til Rom; paa denne Rejse strømmede mange til ham, thi han tog sig paa at være Tolk for alle Pilegrimme, som kom til ham; han udgav sig for en norsk Kjøbmand.


268. Kong Olaf besøgte Paven, og fortalte ham nøjagtig hele sin Forfatning, og tillige hvo han var. Dermed slutter Astrid sin Fortælling. Siden foer Olaf ud over Havet til Jorsale (131), og besøgte der Patriarken og Jorsale-Konge, de modtoge ham med megen Hædersbeviisning, og de syntes begge meget om hans Skjønhed, thi de saae af hans Udseende, at han maatte være en højbyrdig Mand og af herlige Naturgaver; han fortalte dem, at han havde været Konge i sit Fædreland; da tilbøde de ham at tage et stort Rige af dem, men han vilde det ikke; de gave ham da to Borge og tre Kasteller; det tog han imod, men iførte sig dog Munkeklæder.


Kong Olaf sender Erling Skjalgssøn sin Kniv og sit Bælte

269. Da Olaf Tryggvesøn havde været fem Vintre borte fra Norge, drog nogle Englændere til Jorsale. Da de kom tilbage til England, bragde de Kong Adelraad en Bog, som Olaf Tryggvesøn havde overgivet dem til Kong Adelraad med tydelige Tegn. I denne Bog var Kong Olaf Tryggvesøns Historie og sex andre Helgenhistorier. Der var nøjagtig fortalt, hvorledes Kong Olaf kom bort fra Slaget og siden om hans Rejser aldeles paa samme Maade, som Astrid havde sagt og nu blev fortalt, og det end ydermere, at deri var nøjagtig fortalt om den vendiske Snekke, som førte Kong Olaf i Land, at der var paa den Astrid, som var en Søster til Dronning Gejra, hvem Kong Olaf havde haft tilægte, og Kong Olafs Ven Dixin, som havde været Dronning Gejras Raadgiver; ligesom ogsaa, at dette havde været Kong Olafs og alle deres overlagte Beslutning og Aftale, da de lagde to Gange til Samtale med ham om Dagen, da Slaget stod, at de skulde ligge der med det ene Skib om Dagen til Slaget var endt. Der berettedes ogsaa, at, efterat de kom til Venden, havde de alle sammen været to Dage i Bustaborg. Saa fortælles tillige, at næsten ved samme Tid, som denne Bog kom til Kong Adelraad i England, kom der en forstandig og troværdig Mand, skjønt han ikke her navngives, over til Norge, og sagde, at han var sendt fra Olaf Tryggvesøn til hans Svoger Erling og hans Søster Astrid; denne Mand sagde, at Kong Olaf levede, og var hinsides Havet i et Munkekloster. Denne Mand havde, for at sande sit Udsagn, en Fingerring, en Kniv og et Belte at bringe Astrid, hvilke Ting han sagde hendes Broder Olaf havde sendt hende. Astrid sagde, at hun kjendte nøje, at Kong Olaf havde ejet disse Kostbarheder.


Olaf Haraldssøns og Jarlerne Svends og Hakons Forhandling

270. Da Jarlen Svend Hakonssøn og Hakon Erikssøn herskede over Norge, gjorde de Forlig med Erling Skjalgssøn, hvilket blev befæstet ved at Erlings Søn Aslak fik Svend Jarls Datter Gunhild. Erling og Aslak skulde have alle de Forleninger, som Kong Olaf havde tilstaaet dem. Erling blev da fuldkommen Jarlernes Ven, og de stadfæstede Forliget ved Eder imellem sig. Da Jarlerne Svend og Hakon havde hersket i to Vintre over Norge, efterat Erik Jarl drog ud af Landet, kom Olaf Haraldssøn til Norge fra Vesterlandene; han sejlede ud fra England, og kom til den Ø, som hed Sæla og er beliggende ud for Stat; derfra sejlede han sydpaa ned til Ulvesund; men da han kom ned forbi Fjaler, styrede han ind ad den almindelige Vej; han havde to Knørrer eller Kjøbmandsfartøjer, og 60 Krigsmænd paa hver; de drejede ind til Saudungssund, og lagde sig der. Der i Sundet tog Kong Olaf Jarlen Hakon Erikssøn fangen og tillige mange andre, og Kong Olaf gav dem alle Fred paa det Vilkaar, at Hakon Jarl opgav Kong Olaf det Rige i Norge, som han ansaae sig berettiget til at besidde. Jarlen svor Kongen Ed paa, at han vilde aldrig slaaes imod ham, og hverken forsvare Norge med Magt imod ham eller selv angribe ham. Dette skede fjorten Vintre efter Slaget ved Svølder. Om Vaaren efter slogs Kong Olaf og Jarlen Svend Hakonssøn Palmesøndag ud for Næs. Erling Skjalgssøn var med i dette Slag paa Svend Jarls Side tilligemed Ejnar Tamberskælver og mange andre Lehnsmænd. Kong Olaf havde mindre Mandskab, men sejrede dog. Svend flyede, og drog siden ud af Landet til sin Svoger den svenske Konge, og fortalte ham, hvad der var foregaaet mellem ham og Olaf Digre (132). Svend Jarl drog til Østevegen (133), og hærjede om Sommeren i Garderige, men da han om Høsten kom tilbage til Sverrig; faldt han i en Sygdom, som blev hans Død. Olaf Haraldssøn blev tagen til Konge i Norge, som fortælles i hans Saga.


Thord Sjarekssøns Sagn om Kong Olaf Tryggvesøn

271. Der var en Mand ved Navn Thord Sjarekssøn, en Islænder af Æt; han drog bort fra Landet i Kong Olaf den Helliges Dage, og agtede sig til Jorsale, men da han kom ud over Havet til Syrland, hændtes det en Dag, at han ifølge med mange Pilegrimme drog forbi en Borg; han saae, hvor der stod en meget høj og stor Mand i eet af Borgens Skydehuller; denne Mand var iført en Kofte, og støttede sig ved Muren. Den kofteklædte Mand spurgde paa det danske Sprog, om der var nogle Nordmænd i deres Flok; de sagde, at der vare Nordmænd. Thord sagde da, at han var fra Island. Manden sagde, at han vidste, hvor det Land laa, og spurgde om Hjalte Skeggesøn. Thord sagde, at han var besvogret med ham. Derpaa spurgde den store Mand, hvorhen de agtede sig. Thord sagde, at de agtede sig til Jorsale. ”Vender da tilbage!” sagde Manden, ”thi derhen kan man ikke drage for Ufred.” Da spurgde han, hvo der var Konge i Norge. Thord sagde, at det var Olaf Haraldssøn. Manden sagde: ”Bær du Hjalte Skeggesøn min Hilsen, naar du kommer til Island.” ”Hvad skal jeg sige Hjalte?” spurgde Thord, ”for at han kan vide, hvo det er, der sender ham Hilsen.” ”Ej siger jeg mit Navn,” svarede den kofteklædte Mand, ”men det kan du sige, at den Mand sender ham Hilsen, som talte med han, paa Hlade i Norge, og holdt jeg paa et Sværd, men Hjalte tog med sine Hænder om Sværdet mellem mine Hænder; derpaa drog han ud til Island, og vi saaes aldrig mere.” Efter denne Samtale skiltes de ad, og Thord vendte om formedelst Ufreden. Da han kom til Island, fortalte han Hjalte denne Tidende; men Hjalte sagde saa, at han havde gjort dette Mærke med Kong Olaf Tryggvesøn, før de skiltes paa Hlade, til Tegn, om de siden skulde sende hinanden Bud. Thord Sjarekssøn var en troværdig og skjønsom Mand, og tillige Skjald; han gjorde en Drape til Ære for Kong Olaf den Hellige som er kaldt Roda-Drape.


Kong Olafs og Erlings Forhandlinger

272. Da man i Norge fik paalidelig Efterretning om Jarlen Svend Hakonssons Død, gik mange anseelige Mænd Kong Olaf Haraldssøn til Haande, hvilke ikke havde villet tjene ham, saalænge de troede at Jarlen var i Live. Kong Olaf opholdt sig den Vinter oppe i Nidaros. Vaaren derefter drog han til den østlige Deel af Landet, og da Kongen laa i Karmsund, gik der Bud imellem ham og Erling Skjalgssøn, at de skulde forliges, og der blev en Sammenkomst i den Anledning berammet imellem dem paa Hvitingsø. Da de begyndte at tale om Forliget, forlangte Erling at beholde alle de Forleninger, som Kong Olaf Tryggvesøn havde tilstaaet ham; men Kongen vilde intet Forlig indgaae, “den han ene maatte raade for baade at tilstaae Forleninger efter eget Tykke og ligesaa andre Ting. Dette var Erling uvillig til at antage, men ved sine Frænders og Venners Bøn lod han sig dog bevæge til at gaae Kong Olaf til Haande paa de Vilkaar, som Kongen bestemte. Dermed skiltes de, og vare forligte at kalde. Erling Skjalgssøn beholdt saaledes sit Rige, at han raadte alt med Bønderne nord oppe fra Sognsø og mod Østen til Lindesnæs, men han havde langt mindre Forleninger af Kongen end før; dog var han endnu fremdeles saa frygtet, at intet Menneske talte eller gjorde andet, end hvad han vilde; og Kongens Sysselmænd og Forvaltere kunde ikke holde sig der, skjønt Kongen overdrog dem de Forleninger, som Erling før havde haft. Kong Olaf syntes da, at Erlings Magt gik for vidt, og stævnede ham til sig. Der vare da velsindede Mænd, begges Venner, der søgte at bringe Forlig tilveje imellem dem; og ved deres Overtalelser bragdes det atter saavidt, at de bleve forligte saaledes, at Erling skulde have alle de samme Forleninger, som Kongen tilforn havde tilstaaet ham, men ikke flere, og alle de Sager, som Kong Olaf havde mod Erling, skulde bortfalde; saa skulde ogsaa Erlings Søn Skjalg være hos Kong Olaf, men Erling maatte ikke gjøre de Mænd, som Kongen satte til Sysselmænd eller Forvaltere, Indgreb i deres Embede; dermed skiltes de nu atter, saa at de kaldtes forligte. Erling drog da hjem til sine Gaarde, og blev ved, som han havde begyndt, at føre et stort Huus. Saaledes gik det nu, indtil Erling og hans sønner efter Selthorers Drab trak en Hær til sig. De droge da med femten hundrede Mand nord op til Øgvaldsnæs, og udfriede Asbjørn Selsbane fra Fjæder og Kong Olafs Magt, og Dernæst gik deres Forhandling saaledes, som der fortælles i Kong Olafs Saga. Dette var Anledning til ny Uenighed mellem dem, som siden voxte til fuldkomment Fjendskab.


Ordsendinger mellem Kong Knud og Kong Olaf

273. Da Kong Olaf den Hellige havde regjeret i Norge i ti Vintre, efterat Svend Jarl flyede ud af Landet, kom Knud den Mægtiges Udsendinge til Kong Olaf med det Ærende, at Knud gjorde Fordring paa hele Norges Rige. De traf Kong Olaf i Tønsberg, og bragde ham Kong Knuds Brev, som indeholdt dette. Kong Olaf nægtede at opgive Riget, og med saa Besked droge de Udsendte tilbage. Kong Olaf opholdt sig i Vigen om Sommeren, og havde sit Sæde i Sarpsborg om Vinteren, men Kong Knud var i Danmark. Den Vinter drog Kong Ønund gjennem Vestergotland med over 3000 Mand; han mødte Kong Olaf i Elven ved Konghel, og de holdt da Raadslagninger indbyrdes; men da Kong Knud var dragen med sin Hær over til England, skiltes Svogrene som de fortroligste Venner; Kong Ønund drog da tilbage ind i Gøtland, og Kong Olaf op i Vigen og derfra nordpaa langs Kysten; han laa længe og væntede efter bør i Ejkundesund, og han spurgde da, at Erling Skjalgssøn og Jæderboerne havde samlet en betydelig Hær. Erling havde en stor Skejd (134) paa 32 Rum, og dog stor efter det at regne; denne plejede han at have, naar han drog i Vikingsfærd eller i udbudt Leding, og der vare 200 Mand eller flere paa den.


Kong Knuds Krigstog til Norge

274. Kong Olaf sejlede fra Ejkundesund, saasnart der gaves Bør, nordefter omkring Jæder; Kongen drog da paa Gjæsteri omkring i Hørdeland; om Vinteren havde han sit Sæde nordoppe i Kjøbstaden; dette var den trettende Vinter i hans Regjering. Kong Olaf beredte sig om Vaaren til at drage bort fra Nidaros, og udbød en Hær fra hele Landet; han foer da sydefter langs Kysten. Da han var kommen til Hørdeland, spurgde han den Tidende, at Erling Skjalgssøn var dragen bort fra Landet til England til Kong Knud med en stor Hær, han havde haft fire eller fem Skibe, og havde selv den store før omtalte Skejd. Denne Sommer hærjede Kongerne Olaf og Ønund paa Danmarks Rige, som det fortælles i Kong Olafs Saga. Om Høsten lod Kong Olaf sine Skibe efter sig, og drog landvejs op til Norge, og havde om Vinteren sit Sæde i Sarpsborg til over Juul, men drog siden til Oplandene. Erling Skjalgssøn og alle hans Sønner havde om Sommeren været i Knuds Hær. Erling foer om Høsten med sin Flaade tilbage til Norge og med ham Kong Knuds Udsendinge, som ved Pengegaver og skjønne Løfter paa Knuds Vegne svege Land og Folk fra Kong Olaf. Dette gjorde de under Erlings Beskyttelse. Kong Olaf drog om Vaaren fra Oplandene ned til Vigen; han opholdt sig længe i Tønsberg, og sendte Bud til Sverrig efter sine Skibe. Tidlig om Sommeren kom Kong Knud med hele sin Hær til Norge; han havde ikke færre end 1200 Skibe. Han sejlede med hele Flaaden ud fra Limfjorden, og styrede nordpaa op til Vigen. Han foer frem med Iil, og laa ikke ved Land paa den østlige Side af Fjorden. Kong Olaf var i Tønsberg, den Gang Kong Knud sejlede forbi Folden. Knud laa i Ejkundesund i nogen Tid; der kom Erling Skjalgssøn til ham med en stor Hær, og da befæstede Kong Knud og han paa ny deres Venskab; blandt andet lovede Knud da Erling, at han skulde have Bestyrelsen over Landet mellem Stat og Rygjarbit. Kong Knud sejlede da lige op til Throndhjem, og underlagde sig hele Landet, thi ingen modsagde ham; han gav da sin Frænde Jarlen Hakon Erikssøn den højeste Bestyrelse over alt Norges Land. Siden drog Kong Knud sydpaa langs med Landet og holdt Thing i hvert Fylke, og han blev paa hvert Thing tagen til Konge, og Landet ham tilsvoret.


275. Da Kong Olafs Skibe kom til ham østenfra Sverrig, styrede han med dem ind i Oslofjord og op i den Sø, som hedder Rand, der holdt han sig om Sommeren, indtil Kong Knud var faren ned til Danmark, da styrede Kong Olaf med sine Skibe ud til Tønsberg. Siden beredte han sig til at sejle nordpaa med det Mandskab, som vilde følge ham; han havde da tretten Skibe, med hvilke han styrede ud af Vigen; det var i Begyndelsen af Vinteren; de maatte længe vænte efter Bør, og laa meget længe ved Soløerne. Der spurgde Kongen, at Erling havde betydeligt Mandskab samlet paa Jæderen, og hans Skejd laa fuldt udrustet foran Landet tilligemed en Mængde andre Skibe, som Bønderne ejede. Kongen styrede østenfra med sin Flaade, og laa en Tid i Ejkundesund. De spurgde da til hinanden. Erling samlede da saa mange Folk, som han kunde faae. Slag imellem Kong Olaf og Erling.


276. Thomasmessedag før Juul styrede Kong Olaf strax i Dagningen ud af Havnen; det var da en meget god og temmelig hvas Bør; Spejdere droge da strax op gjennem Jæderen med den Efterretning, at Kong Olaf sejlede udenom Landet; Erling lod strax hele sit Mandskab blæse sammen til Skibene, og alt Folket strømmede da om Bord, og beredte sig til Kamp. Kongens Skib kom snart ind omkring Jæderen, Kongen styrede da indad, thi han agtede sig ind i Fjordene, at skaffe sig Folk og Penge. Erling sejlede efter ham, og havde en betydelig Hær og en Mængde Skibe; deres Skibe sejlede hurtig, da de ikke havde uden Vaaben og Mænd inden Borde. Erlings Skejd gik langt hurtigere end de andre Skibe, han lod da rebe Sejlene, og væntede efter sin Flaade. Kong Olaf blev nu vaer, at Erling satte stærkt efter ham, thi Kongens Skibe sejlede meget langsomt, da de vare gjennemtrukne, fordi de havde flydt paa Vandet, ikke allene hele Sommeren og Høsten, men ogsaa Vinteren desuden. Kongen syntes at see stor Forskel paa deres Magt, hvis han paa een Gang skulde Møde hele Erlings Flaade; han lod da raabe fra Skib til Skib, at de skulde lade Sejlene synke, men dog kun lidt efter lidt, og rebe dem neden til; og saa blev gjort. Erling blev snart vaer, at deres Sejl sank; han raabte da, opmuntrede sine Folk, og bød dem sejle stærkere; ”Seer I ikke,” sagde han, ”at deres Sejl sunke, saa undflye de os.” Han lod da Sejlene slaae ud igjen paa sit Langskib, og det gik da hurtig frem fra de andre Skibe. Kong Olaf styrede indenfor Bokn, og da kunde de ikke see hinanden; derpaa bød Kongen at stryge Sejlene, og roe Skibene frem i Sundet; de lagde da Skibene sammen; der gik en Næspynt udenfor, saa at Erling ikke saae deres Skibe, da han sejlede til Sundet, førend Kongens Mænd roede med alle Skibene imod dem; det kom da til en meget hidsig Træfning; og saa fuldkommen faldt alle Erlings Mænd, som vare paa Skejden, at han stod ene tilbage, og værgede sig saa tappert, at ingen kjendte Exempel paa, at een Mand havde saa længe modstaaet saa manges Angreb, og aldrig søgte han at undkomme, førend Kongen tilbød ham Fred, hvilken han tog imod. Da opgav han Forsvaret, og tog Hjælmen af sig, og blev da dræbt vaabenløs imod Kong Olafs Villie, som det fortælles i hans Saga.


Erlings Skildring

277. Det er et almindeligt Ord, at Erling har været den ypperste Mand i Norge af alle, som ikke vare Konger eller Jarler, først formedelst hans Slægt og Giftermaal, hans Legemsfuldkommenheder og Idrætter, hans Besiddelser og Rigdomme, hans Gavmildhed og alskens Pragt; han var ogsaa en huld og god Raadgiver for alle sine Undermænd, som fuldkommen gave sig under hans Magt og Herredømme, og rettede sig efter hans Bud. Men saa stor var hans Myndighed og Opsætsighed imod dem, der vare mægtigere end han, at han kunde ikke finde sig i at være nogen Høvdings Undermand, uden at han kunde faae alt det, han forlangte, saavel Rige, som andre Ting, og faae alt det frem, som han vilde. Hans Sinds Heftighed var ham til megen Ulykke, thi han passede ikke at holde Maade i sin Færd, som det viste sig, da han sejlede paa sin Skejd med altfor overdreven Skyndsomhed og Rejselyst bort fra sin Svoger Kong Olaf Tryggvesøn, den Mand, som han vilde lige, saa gjærne have fulgt, som at leve, og nu anden Gang, da han hastede saa meget til sin Død med overilet Hidsighed, saa at han sejlede med det samme Skib langt frem foran hele sin Flaade lige i Hænderne paa sine Fjender. Det var ikke underligt, at hans Sinds Heftighed omsider knækkede ham, da han dristede sig som en Bondesøn til at stride imod en saa berømmelig Konge som Olaf Haraldssøn, og havde dog forud to Gange eller oftere indgaaet Forlig med ham. Der var ogsaa Svogerskab imellem dem, da Kong Olaf og Erlings Kone Astrid Tryggvesdatter vare Næstsødskendebørn. Dette var det fjortende Aar efter Slaget ved Næs.


Om Ejnar Tamberskælver

278. Efter Slaget ved Næs drog Ejnar Tamberskælver ud af Landet over til Sverrig med sin Svoger Svend Jarl; men efter Jarlens død var han hos den svenske Konge Olaf, indtil denne døde; siden drog han tilbage til Norge, og traf Kong Olaf Haraldssøn i den østlige Deel af Landet; de sluttede da Forlig paa den Maade, at Ejnar skulde rejse op til Throndhjem og have alle sine Ejendomme og tillige de Jorder, som havde været Bergljots Medgift. Ejnar drog da nordpaa, og opholdt sig paa sine Gaarde, men tjente ikke Kongen; han førte sig og sine Mænd med Pragt, skjønt han ikke havde de kongelige Forleninger, thi han havde særdeles store Ejendomme. Da Kong Knud underlagde sig Norge og satte Hakon Jarl til at styre Landet, indgik han Forbindelse med sin Svoger Hakon Jarl; han tog da igjen til sig alle de Forleninger, som han havde før haft, da Jarlerne beherskede Landet. Kong Knud gav Ejnar store Gaver, og forbandt ham saaledes i Kjærlighed til sig; han lovede derfor ogsaa, at Ejnar skulde være den største og anseeligste af alle Mænd i Norge, der ikke bare Høvdinge-Navn, saalænge han havde Herredømmet derover, og lagde endogsaa til, at Ejnar syntes ham bedst skikket til at bære Værdigheds Navn, eller hans Søn Endrid, formedelst deres Æt, naar der ingen Jarl var længer. Kong Olaf drager over til Garderige.


279. Efter Erling Skjalgssøns Fald styrede Kong Olaf med sine Skibe nordefter langs Landet lige op forbi Stat; men da han spurgde, at Hakon Jarl drog med en stor Hær nordfra imod ham, drejede han af og styrede østerpaa langs Kysten; det viste sig da snart, hvo af hans Mænd der havde tjent ham med Troskab, thi da sejlede meget af Flaaden fra ham og til Hakon Jarl, saa at Kongen ikke havde flere end sex Skibe, da han kom ind i Rodrarfjord; han lagde til i Valdal, og satte der sine Skibe op. Derpaa drog Kongen op gjennem Dalene med mange og store Jærtegn, som Gud gjorde for ham, og derfra op paa Lesjar, som det berettes i hans Saga. Kong Olaf drog til Lands lige til Nærike; der opholdt han sig længe om Vaaren, og skaffede sig der et Skib, og om Sommeren drog han over til Garderige, hvor han blev særdeles vel modtagen af Kong Jarizlejf og Dronning Ingegerd; der opholdt han sig om Vinteren, og havde mange Bekymringer i Sinde for, hvad Beslutning han skulde tage, thi Kong Jarizlejf tilbød ham, at han maatte blive der, saalænge han vilde, og at han skulde faae af ham et stort Rige at styre. Dette Tilbud overvejede Kongen. Ogsaa det tænkte han paa, at nedlægge sin Kongeværdighed og rejse ud til Jerusalem eller andre hellige Steder og gaae i Kloster, ligesom nogle da sagde, at hans Frænde Kong Olaf Tryggvesøn havde gjort; men det var ham dog mest i Tanker, om der kunde gives nogen Lejlighed til, at han kunde faae sit Rige Norge tilbage. Men da han blev mødig af slige Bekymringer, henskød han hele sin Sag til den almægtige Guds Forsyn og Villie, at han skulde indgive ham den Beslutning, som han saae vilde mest gavne ham selv og alle hans Undergivne; han vaagede ofte om Natten, og bad inderligen til Gud for alle Folk, ligesaavel for sine Fjender som for sine Venner. Det skede nu en Nat, da Kong Olaf laa i sin Sæng, træt af store Bekymringer, og han havde sunget sine Bønner, som han plejede; da paafaldt der ham en Søvn, der dog var saa løs, at han syntes at vaage og see alt, hvad der foregik i Stuen. Det forekom ham, at en stor og anseelig Mand stod foran hans Sæng, og havde en prægtig Klædning paa, Kongen tænkte i Søvne, at det vel var Kong Olaf Tryggvesøn, der var kommen. Denne Mand sagde til Kongen: ”Du er meget bekymret i Sindet om, hvad Beslutning du skal fatte; det tykkes mig underligt, hvorfor du overvejer sligt, hvad Beslutning du skal tage, saa og, om du har i Sinde at nedlægge din Kongeværdighed, som Gud har givet dig, eller ogsaa at blive her og modtage et Rige af udenlandske dig ubekjendte Høvdinger; drag heller tilbage til dit Rige, som du har faaet ved Arv, og forhen styret længe med den Styrke, som Gud gav dig, og lad ikke dine Undergivne skræmme dig; det anstaaer en Konge at overvinde sine Fjender, men det er en hæderlig Død at falde i Kamp med sit Folk, eller tvivler du maaskee om, at du har en retfærdig Sag i eders Tvist? Ej skal du fordølge dig selv Sandheden; du kan derfor dristigen søge at vinde Landet tilbage, thi Gud vil bære dig Vidne om, at det er din Ejendom.” Siden vaagnede Kong Olaf, og det forekom ham, som han saae Manden pludselig forsvinde. Kongen takkede Gud for denne Aabenbaring, og bestyrkede fra den Tid sit Sind, og befæstede det Forsæt hos sig, at drage tilbage til Norge, som han tilforn havde været mest tilbøjelig til, og som han fandt, at alle hans Mænd helst ønskede. Han tænkte da paa, at Landet vilde være let at indtage, da det var uden Høvding, da han havde spurgt af de Mænd, som nylig vare komne fra Norge, at Hakon Jarl var forliist paa Havet med hele sin Skibsbesætning, da han foer fra England. Da han aabenbarede denne Beslutning for sine Mænd, optoge de den alle med Glæde. Nu er det ikke utroligt, at Gud kan have aabenbaret Kongen denne sin Bestemmelse ved hans Frænde Olaf Tryggvesøn, thi denne Olaf lagde al sin Omhu paa med gudelig Iver at udbrede den hellige Kristendom, og gjøre den almindelig, da Olaf Tryggvesøn havde blot lagt Grundvolden til den, og Olaf Haraldssøn omvendte alt Folket i Norge til den hellige Tro, thi en stor Deel af dette Folk var vendt tilbage til de hedenske Afguders Vildfarelse fra den sande Tro, som den første Olaf havde lært dem; de vare ogsaa hinanden lige i mange Forhold: begge vare de retdømmende og straffede onde Mennesker med Strænghed, og gjorde heri ingen Forskel paa Folk, om det ej kunde lykkes at bevæge dem med det Gode; og ligesom Høvdingerne forfulgde Olaf Tryggvesøn af Gjerrrighed og Avind, og fordi han ikke vilde taale disse udenlandske Høvdingers, eller som de snarere burde kaldes Vikingers, uretfærdige Herredømme over sit Fædreland, saaledes var der ingen anden Grund til, at Folket gjorde Opstand imod Kong Olaf Haraldssøn, end at det ikke kunde taale hans retfærdige Domme, men han vilde hellere lade Liv og Rige end Retfærdighed. Det er ogsaa af den Aarsag troligt, at Olaf Tryggvesøn kan have aabenbaret Kong Olaf Haraldssøn dette Guds Ærende, som der viste sig for ham i Søvne, thi han kunde for Alders Skyld have seet Olaf Tryggvesøn, før denne drog til Venden, saa at han maatte kunne kjende ham, om han saae ham vaagen. Kong Olaf lod sin Søn Magnus efter sig i Garderige, gjorde sine Skibe færdige om Vaaren, og sejlede over til Sverrig, drog siden til Lands om Sommeren op til Norge; ogsaa paa denne Rejse aabenbaredes der ham mærkelige Varsler baade vaagende og sovende, ligesom der berettes i hans Saga.


280. Ej maa den Aabenbaring forbigaaes, som forekom Kong Olaf i Søvne, da han laa med sin Hær i Væredal i Throndhjem, nylig kommen østenfra over Fjældet, næste Nat før Slaget ved Stiklestad. Kongen vaagede længe om Natten, og bad til Gud for sig og sin Hær, og sov kun lidet; imod Dag paafaldt der ham en Tunghed, og da han var sovet ind, saae han vor Herre Jesus Christus staae nær ved sig, skinnende med uudsigelig Klarhed; og da Kongen syntes i Søvne, at ligesom en Afmægtighed kom over ham formedelst den menneskelige Naturs Svaghed ved den skrækkelige Frygt, som overfaldt ham ved et saa stort og ophøjet Syn; da talte den levende Gud blidelig til ham med disse Ord: ”Kom du, min Kjære! thi nu er det Tid, at du nytter og nyder i Løn for dit Arbejde den sødeste Frugt, som du har erhvervet dig ved din nyttige Virken og Stræben.” Dernæst vaagnede hellig Olaf med større Glæde i Sinde ved denne himmelske Trøst og Varslen, end det er at beskrive med Ord; og saaledes styrket ved det guddommelige Syns Blidhed og Klarhed, som gjenstraalede i hans hjærte af denne ophøjede Aabenbaring, gik han glad til Kampen mod sine Fjender, og fik i dette Møde en herlig Ombytning, thi han kjøbte det himmelske Rige for det jordiske, og erholdt Sejrens Krone for sit Blods Udgydelse; thi, saaret til døde for hellig Retfærdighed af Sandhedens Fjender, gik han frem fra dette usle Livs elendige Telt til Himmeriges ophøjede Hal, seende alle Kongers Konge, vor Herre Jesum Christum i sin Herlighed og dem, som herskede med ham i den evige Fred og Fryd evindeligen.


281. Ejnar Tamberskælver var i lang Tid meget tungsindig af Sorg over Kong Olaf Tryggvesøn, lige som hans mange andre fortrolige Venner; derfor var Ejnar sjælden fuldkommen glad, og holdt sig for det meste i Stilhed, efterat han var kommen tilbage fra Sverrig og havde indgaaet Forlig med Kong Olaf den Hellige. En Sommer drog Ejnar bort fra Landet, først over til England og derfra syd til Rom. Han var een Vinter borte, og kom hjem den anden Sommer, og holdt sig ogsaa da i Rolighed; dog havde han nu, som før blev berettet, faaet store Forleninger i Throndhjem af Hakon Jarl; Ejnars Anseelse begyndte da paa ny, saa at han da var den anseeteste af alle Lehnsmænd i Trøndelaugen. Men da der kom sikker Efterretning om, at Hakon Jarl var forliist paa Søen, saa at ikke det Mindste, af hvad der var paa Skibet, kom til Land, begav Ejnar sig over til England samme Vaar, som Olaf den Hellige drog østenfra Garderige. Da han kom til Kong Knud, tog Kongen med Glæde imod ham. Derpaa fremførte Ejnar sit Ærende for Kongen, sigende, at han nu var kommen for at udvirke Opfyldelsen af de Løfter, Kong Knud havde gjort ham om Jarlsnavn i Norge, naar Hakon Jarl ikke var mere. Kongen svarede: ”Med den Sag forholder det sig nu ganske anderledes; jeg har nu sendt Mænd med visse Tegn til Danmark, og har givet min Søn Svend hele Norges Rige, og skal han derover være Konge, men jeg vil holde mit Venskab med dig, og du skal have den Værdighed, som du har Slægt til, og være Lehnsmand.” Ejnar indsaae nu hele Kong Knuds Agt, at han vilde, at han og de andre Høvdinger skulde stride mod Kong Olaf, men ikke derved have nogen større Forfremmelse i Magt end før, uagtet de dreve ham bort fra Landet. Da tænkte Ejnar igjen paa Kong Olaf Tryggvesøn, hvor stort et Tab alle Norges Indbyggere lede ved at miste saadan en Høvding, som han var, thi aldrig brød han saaledes de Løfter, han havde givet sine Venner. Ejnar fattede en saameget desto hjærteligere Kjærlighed til Olaf Tryggvesøn, som han mere fik prøver paa, at han havde overgaaet de fleste Høvdinger i Mandighed og i at holde alle de gode Løfter, som han havde givet sine Mænd, saa at han ingen Hæder sparede at yde dem, som tjente ham med Troskab, naar den kunde passe for dem. Da Ejnar kunde formode, at Nordmændene vilde oplægge saadant et Raad mod Kong Olaf denne Sommer, om han kom østenfra, at det vilde være utjenligt for ham at have nogen Deel deri; var han meget langsom til at drage bort fra Vesterlandene, og det gik, som han agtede, at han ikke kom over til Norge, førend Olaf den Hellige var falden. Det har Folk bestandig siden sagt, at det gik Ejnar særdeles lykkeligt med, at han aldrig stred imod Kong Olaf, efterat de havde indgaaet Forlig. Ejnar var ogsaa den første af Norges Stormænd, der med al Hæder og Anseelse gjorde Kong Olafs Hellighed bekjendt.


282. Kong Knuds Søn Svend, som blev kaldt Svend Alfifesøn, var kommen til Vigen, da Slaget stod ved Stiklestad; han blev siden tagen til Konge i Norge. Da Svend Alfifesøn havde i tre Aar hersket over Landet, kun lidet afholdt af Indbyggerne, spurgdes den Tidende til Norge, at Kong Olaf Tryggvesøns og Gyda den Engelskes Søn Tryggve samlede sig en Hær i Vesterlandene. Kong Svend var i Throndhjem, da han spurgde denne Tidende; han udbød da strax Leding og stævnede Lehnsmændene til sig. Ejnar Tamberskælver forblev hjemme, og vilde ikke drage med Kong Svend. Da Kong Svend var færdig, drog han med sin Flaade sydefter langs Kysten og lige overtil Vigen. Om Sommeren styrede Tryggve fra Vesterlandene og kom til Hørdeland, og de spurgde da til hinanden. Kong Svend styrede med sin Flaade fra Sønden langs Kysten, og Tryggve nordenfra imod ham. Saa siges der i Tryggves Flok (135):

Søgende Hæder Tryggve
Foer fra Norden, men Konning
Svend med en Hær fra Sønden
Drog, og Kamp begyndte;
I den heftige Strid jeg
Deeltog, snart de mødtes,
Hørders Hær i Sværdes
Tummel Livet misted.

De mødtes nordenfor Jæderen i Sognesund indenfor Bokn, nær ved det Sted, hvor Erling Skjalgssøn var falden; det kom til en haard Træfning; det var en Søndag Slaget stod. Saa siges i den Flok, som er gjort om Svend Alfifesøn:

Paa en Søndag, o Kvinde!
Førte Løg og Øl til
Folkene Møen (136), den Morgen
Mange for Sværde fulde;
Raadt Kjød at rive finge
Ravne, da Skibes Stavne
Sammen Kong Svend sine Mænd til
Striden bød at fæste.

I dette Slag sejrede Svend, og Tryggve faldt med største Delen af sin Hær; da vare forløbne tre og fyrretyve Aar fra den Tid, da hans Fader Kong Olaf slogs paa Ormen. Kong Svend herskede da endnu over Landet den næst følgende Vinter. Vaaren efter drog Ejnar Tamberskjælver over til Garderige efter Olaf den Helliges Søn Magnus; de kom et Aar efter østenfra, og Kong Svend flyede strax bort fra Norge, da Magnus kom til Landet; Magnus blev da tagen til Konge over hele Landet. Kong Magnus den Gode, Kong Olaf den Helliges Søn, herskede over Norge i tretten Aar, førend Harald Sigurdssøn, Kong Magnus's Farbroder, kom til Norge. Kong Magnus gav da Harald det Halve af Norges Rige, og de vare begge een Vinter Konger over Norge, da døde Kong Magnus, og Harald blev ene Konge i Norge.


Gaute kommer til Sydlandene

283. Samme Aar, som begge Frænderne Magnus den Gode og Harald Sigurdssøn i Forening herskede over Landet, drog en Nordmand, ved Navn Gaute, bort fra Landet, og agtede at rejse til Rom; men da han var kommen ned til Saxland og var dragen forbi Cøln, mødte ham en Mand, der hed Gaut; han var ogsaa en Nordmand, og havde været Gautes Staldbroder; Gaut var da nylig kommen fra Rom. Gaute spurgde da Gaut, om han havde nogle Penge at laane ham; denne svarede: ”Jeg vil ikke allene laane dig, saa mange Penge jeg har, men ogsaa følge dig selv, hvorhen du vil drage.” De droge da først til Rom og siden ud over Havet til Jerusalem. Dernæst vilde de af Videlyst rejse lige ud at see det røde Hav, og hvor Moses havde ført Jødernes Fo!k ud af Ægypteland. Men da de vare komne langt paa Vejen til Ægypteland, fore de vild i Ørkenen, og Gaute blev da syg og døde. Derefter foer Gaut længe eensom vild ude i Ørkenen, udstod baade Hunger og Strabas; han vilde da Vende tilbage, men vidste ikke, hvor han var. En Dag kom han nu ud af Ørkenen til en stor Flod, og paa den anden Side af Floden saae han et stort Kloster, og han havde da megen Lyst til at komme over Floden til Klosteret, thi han væntede sig der nogen Almisse; han gik baade op og ned langs Floden, men traf ingensteds nogen Bro eller noget Skib; og han var da saa udmattet af Hunger og Tørst og megen Strabads, at han næsten opgav Haabet og fældte Taarer, da han ikke kunde komme over Floden. I denne Sorg og Bekymring lagde han sig ned paa Flodbredden lige overfor Klosteret, og faldt i Søvn; det var i den tredje Time paa Dagen; men saasnart han var indsovet, bares det ham for, at en Mand kom til han, og sagde: ”Du sover uforsigtig; hvis du har Lyst til at komme over Floden, rejs dig da hurtig op, og du vil finde et lidet Skib, som flyder ved Bredden.” Ved dette vaagnede Gaut, og syntes at kunne see Manden forsvinde, i det han lukkede Øjnene op. Han sprang da hurtig op, og gik ned til Bredden; der fandt han et lille Skib flyde og Aarerne lagte imellem Aaretollene; han gik paa Skibet, og roede over Floden; han gjorde derpaa Baaden fast ved Bredden, og gik op fra Floden; han kom først til et smukt Steenhuus, inden han kom til Klosteret; i dette Huus saae han en aldrende Mand sidde, der var smuk og af et anseeligt Udvortes; Gaut fandt, at denne var meget lig ham, som var kommen ham for i Søvne; men inden Gaut kom til Steenhuset, knælede Manden til Bøn; siden rejste han sig op mod Gaut, da han kom til Døren, og spurgde paa det danske Tungemaal, hvo han var, hvorfra han var kommen, og hvorhen han vilde drage. Gaut fortalte ham nøje alt, hvorledes det hang sammen med hans Rejse. Manden gik da til ham, hilste ham med Blidhed, kyste ham, og førte ham ind i Huset, og sagde: ”Hvil du dig her til Aften, og siig mig Tidender fra Norrig, og derefter skal jeg ledsage dig til Staden og være Tolk for dig. Siden spurgde den smukke Mand om Jarlen Erik Hakonssøn og hans Broder Svend og deres Adfærd. Gaut sagde, at de vare for længe siden døde. Dernæst spurgde han om Erling Skjalgssøn og hans Kone Astrid. Gaut fortalte ham om Erlings Fald og nøjagtig om hvad der var forefaldet mellem ham og Kong Olaf Haraldssøn. Derpaa spurgde han om Olaf den Hellige. Gaut fortalte ham Kong Olafs Fald, og tillige at Svend Alfifesøn havde taget Regjeringen i Norge efter ham, og ligeledes at Olaf Tryggvesøns Søn Tryggve var kommen fra Vesterlandene, og havde stredet mod Svend, men at Svend sejrede, og Tryggve faldt. Ved denne Fortælling blev den anseelige Mand meget bedrøvet, men spurgde dog, hvo der nu var Konge over Norge, da han drog bort fra Landet. Gaut sagde, at Olaf den Helliges Søn Magnus havde hersket over Norge i tolv Aar, og det var i hans trettende Regjeringsaar, jeg drog bort fra Norrig, og da var Harald Sigurdssøn kommen til Regjeringen med ham.” Da sagde den aldrende Mand: ”Magnus den Gode synes mig vel om, efter hvad jeg kan skjønne af mange derfra komne Mænds Fortælling; men Harald Sigurdssøn anseer jeg mere for en Viking, end en Konge, og om ham hørte jeg meget fortælle, da jeg var i Grækeland; men hvad siger du mig om det, have Nordmændene endnu noget Minde om Olaf Tryggvesøn?” Gaut svarede: ”Helligt er iblandt dem hans Minde, thi stor Anseelse skaffer det ham, at han indførte Kristendommen i Norden.” Da sagde den anseelige Mand: ”Siig du mig, hvad Folk troer, at der er bleven af Olaf Tryggvesøn i Slaget paa Ormen!” Gaut svarede: ”Derom ere Meningerne deelte; nogle sige, at han saaret er sprungen over Bord, og er der sunken ned med sin Brynje og anden Rustning, og er saaledes omkommen.” Den anseelige Mand svarede: ”Hvi troe Folk, at han skulde ville tage sig selv af Dage, og være saa ræd, at han vilde springe ud i Søen, i det Tilfælde han vidste, at han var saa saaret og udmattet, at han ikke kunde komme bort, og ej har han da været færdig i Legemsøvelser, som han havde Ord for, om Brynjen eller anden Rustning skulde længe betynge ham under Vandet, saa han ikke kunde faae dem af sig; ej skulle Folk troe saadant; men siig mig, hvad andre antage!” ”Somme antage,” sagde Gaut, ”at Guds Kraft har taget ham til sig eller hensat ham paa et andet Sted ved det store Lys, som mange saae over Kongen.” Den smukke Mand svarede: ”Den Mening er tvivlsom og utrolig, at han skulde være saa hellig, at han var fortjent til den Hæder af Gud, at den himmelske Kraft skulde tage ham levende bort fra Menneskene; thi skjønt Kong Olaf gjorde nogle gode Gjerninger, begik han dog mange Synder, og derfor er dette ikke troligt, snarere har han med Ydmyghed og Guds Bistand undflyet Livsfare. Siig mig endnu, hvad andre troe!” Gaut svarede: ”Somme sige, at han har svømmet hen til det Skib, som laa ikke langt fra Slaget om Dagen, og at han er tagen op i det og ført til Land.” ”Det kan man snarere troe,” sagde han, ”end at han skulde være optagen til Himlen, og det sige paalidelige og sandfærdige Mænd her hos os i Sydlandene, at han har levet efter Slaget, og lige hen i de Kongers Tid, som nu ere i Norrig næsten i halvtredsindstyve Aar. Men siig mig, om Ejnar Tamberskælver lever!” ”Ejnar lever,” sagde Gaut, ”og boer paa Gimsar, og er gift med Jarlen Hakon Sigurdssøns Datter Bergljot; han er nu den største og anseeligste af Lehnsmændene i Thrøndelaugen, og er meget afholdt af Kong Magnus. Da sagde den anseelige Mand: ”Ejnar Tamberskælver var den, jeg saae at stride mandigst paa Ormen, af saa ung en Mand at være, thi han var da atten Vintre gammel, og var dog lig med Kongens tapreste Kæmper.” Gaut saae da Manden i Ansigtet, og grundede paa, hvorledes han kunde saa nøjagtig fortælle baade om Slaget og Kongens Mænd. Gaut sagde: ”Da var jeg en ganske ung Dreng, da jeg saae Kong Olaf Tryggvesøn, og du er ham meget lig, skjønt du nu er gammel; siig mig nu, om du er Kong Olaf.” Han svarede: ”Ej tilegner jeg mig Olafs Hæder eller Kongenavn;” og i det samme lød en Klokke, og der blev ringet til Aftensang i Borgen. Manden sprang strax op ved den første Ringning, og gik til Kirken og Gaut med ham. Saa stor var denne Mand, at Gaut næppe naaede ham op til Skuldrene, da de gik ved hinandens Side; men da de kom i Kirken, vare der mange Mænd forud, og Munkene og Klerkene væntede efter denne Mand, og begyndte strax Aftensangen, da han kom ind i Kirken. Gaut lagde Mærke til, at denne Mand var Hovedet og Halsen højere, end enhver anden, som var der; og saa meget anseeligere forekom han i alle Henseender, som han var større end andre, og mange Mænd stode rundt omkring ham, alle beredte til hans Tjeneste. Da Aftensangen var endt, gik den store Mand ud af Kirken, og kaldte to af Klosterets Forvaltere med sig, og bad dem hjælpe Gaut paa det Bedste. De førte ham til et Herberge, og beværtede ham saa godt de kunne, og om Morgenen efter lode de ham komme i Bad, og gave ham rene Klæder. Men den anden Dag efter Messen, kaldte den store Mand, da han gik fra Kirke, Gaut til sig, og sagde til ham: ”Før Ejnar Tamberskælver min Hilsen, naar du kommer til Norrig, og siig ham derhos, at jeg bevidner ham det, at ingen stred bedre paa Ormen end han, og til Tegn paa at du siger Sandt, skal du bringe ham denne Kniv og dette Belte, som jeg sender ham;” og han overgav ham da en Kniv og et Belte, kostbare Sager af det Slags. Derpaa gik han til Steenhuset, men Forvalterne førte Gaut til Herberget. Gaut bemærkede, at de agtede Manden saa højt, at alt blev udført efter hans Villie i denne Borg, som om han var Konge derover. Samme Dag gik Gaut til den store Mands Steenhuus at forsøge paa, om han kunde endnu yderligere faae Vished om, hvo han var, men da var Huset tillukket. Gaut vendte da tilbage til Herberget. Den tredie Dag tidlig om Morgenen drog Gaut bort, og ifølge den store Mands Befaling bleve der givne ham Ledsagere og Tolke med ud over Havet til Grækeland. Gaut holdt ikke op at rejse, før han kom hjem til Norge; han drog da til Ejnar Tamberskælver, og bragde ham Kniven og Beltet, og fortalte ham alt om sin Rejse, og hvad han og den store Mand havde talt med hinanden. Da Ejnar hørte dette, sagde han med Taarer: ”Sandt siger jeg dig, Broder Gaut! at du har tilvisse seet Olaf Tryggvsøn, og han har sendt mig disse kostbare Sager.” Dette hørte Tejt Asgerssøn, en paalidelig og forstandig Mand, ved Navn Thoraren Thorvaldssøn, sige, og Ejnar Tamberskælver havde selv fortalt det til Thoraren.


Kong Haralds og Ejnar Tamberskælvers Forhandling

284. Kong Harald Sigurdssøn tog Enevældet i Norge efter Kong Magnus Olafssøns Død. Harald syntes, at Ejnar Tamberskælver havde altfor megen Magt i Throndhjem. Kongen søgte derfor mange Paaskud til at saggive ham, og fratog ham alle de kongelige Forleninger, som Kong Magnus havde givet ham; men Ejnar blev ved at føre sig med samme Højtid og Pragt som tilforn, skjønt han ingen kongelige Forleninger havde; der blev da megen Uenighed imellem dem, thi Ejnar vilde paa ingen Maade give efter for Kong Harald. Kort efter var det, at Gaut, som nylig blev fortalt, kom fra Jerusalem; ved hans Beretning fornyede nu Ejnar sin inderlige Kjærlighed til Olaf Tryggvesøn, som han beholdt til sin Dødsdag, skjønt han ikke kunde være ham nær her paa Jorden. Einar blev desto mere haardnakket og opsætsig imod Kong Harald, jo mere denne besværede ham, indtil gode Mænd lagde sig imellem for at forlige dem; det kom da saa vidt, at de berammede et Møde i Nidaros. Paa dette Møde lod Kong Harald Ejnar og hans Søn Endrid under Fredens Maske dræbe ved Svig, ligesom det fortælles i Norges Kongers Levnetssaga.


285. Kong Adelraad Edvardssøn havde regjeret i England i 27 Aar, da Kong Olaf Tryggvesøn slogs udenfor Venden, og efter den Tid regjerede Adelraad endnu i elleve Aar; han var, som før blev berettet, en god Ven af Olaf Tryggvesøn. Efter ham regjerede i England hans Søn Edmund i eet Aar, førend Knud den Mægtige kom med en Hær til England, og krigede med Adelraads sønner i otte Aar; efter den Tid regjerede han over England sexten Aar; Dernæst regjerede i tre Aar Harald, en Søn af Knud og Dronning Emma, som først havde været gift med Kong Adelraad; derefter Hørdeknud i to Aar; derpaa blev Edvard den Gode, Kong Adelraads Søn, tagen til Konge i England. Kong Edvard kunde huske det Venskab, der havde været mellem hans Fader Kong Adelraad og Kong Olaf Tryggvesøn.


286. Kong Edvard indførte den Skik, at han fortalte sine Høvdinger og Hofsinder Olaf Tryggvesøns Saga paa Første Paaskedag; Grunden til, at han fortalte Kong Olafs Saga hellere paa Paaskedag end paa enhver anden Dag, var, at han sagde, at Olaf Tryggvesøn havde ligesaa meget overgaaet andre Konger, som Paaskedag overgaaer andre Dage i Aaret. Der var en Mand, som hed Orm Thorljotssøn, en forstandig og sandfærdig Mand; han boede paa Dyrnæs i Ørkenøerne, da Edvard var Konge i England. Orm fortalte, at han hørte Kong Edvard læse Olaf Tryggvesøns Saga op af den samme Bog, som Olaf selv havde sendt Kong Adelraad fra Jerusalem. Eet Aar læste Kongen for sine Høvdinger og hele Huustroppen om Slaget paa Ormen, og Fortællingen var ganske overeensstemmende med, hvad der før blev berettet om Kong Olafs Bortkomst og om hans Rejse ud over Havet til Jerusalem, og at han havde taget Sæde i et Kloster i Syrland; og da fortalte Kong Edvard sine Mænd Olaf Tryggvesøns Død, som nogle, der nylig vare komne til England fra Syrland, havde berettet Kongen.




Noter:

1) Landskabet, hvori Nidaros siden anlagdes.
2) Dem fra Halogeland.
3) Bedrive trolddom.
4) Valens Mø, Valkyrien; hendes Uvejr, Kampen
5) Saarenes Vin, Blodet.
6) Østersøens østlige Kystlande.
7) Hakons Sværd Kværnbider
8) Den kristne Hakons.
9) Guldet
10) Thors Moders Krop, d. e. Jorden
11) Lejet, hvorpå Ormen Fofner rugede, d. e. Guldet.
12) Valkyriens Uvejr, d. e. Kampen
13) De røde, kampbebudende Skjolde.
14) Af Valkyrien Skøgul.
15) Thors
16) Gunhilds Sønners
17) Skytsgudinder
18) Indbyggerne af Garderige, Rusland.
19) Vendernes Land.
20) Dette skede i aaret 826.
21) Carolingeland.
22) Skibene
23) Kampen
24) Danevirke
25) Otto
26) Danevirke
27) Brynjeklædte Krigere.
28) Hakon.
29) Flandern.
30) Aftenryttere, d. e. Hexe: deres Heste, Ulvene, hvorpaa de troedes at ride.
31) Garderiges Indbyggere
32) Blanke Sværde
33) Farvning
34) Fra Garderige
35) Kahytten
36) De, som rødnede landser d. e. de tapre Krigere
37) Skaal til Hans Hukommelse
38) Fjordenes Høge, d. e. Skibene.
39) Skibes Ødelægger maa vel forstaaes som Erik Jarl.
40) Førselsfartøjer.
41) Skibes
42) Bølgerne
43) Skibene
44) Krigerne
45) Krigere
46) Havets Møer, d.e. Skibene
47) Bannere
48) Krigskongens Særke, d.e. Brynjer
49) Sværdet
50) Sværdet
51) Sværdet
52) Brynjen
53) Klirrede Sværde
54) Hakon
55) Brynjen
56) Sværd
57) Ravne
58) Haglen
59) Sværde
60) Valkyrier
61) Ravnen
62) Sifs gyldne for Vinden flagrende eller bølgende Lokker, en Omskrivning af Guldet.
63) Maaskee en Dolk.
64) Hakon Jarl
65) Hjørungavaag
66) Galgen kaldtes af Skjaldene Odins Hest.
67) Jomsvikingernes Forjager: Skjalden henvender Talen til Erik Jarl.
68) Alperne
69) Konstantinopel
70) D. e. Præst i Tunga.
71) Støtter foran Højsædet i huset.
72) Den øverste Embedsmand, som skulde vide loven udenad.
73) D. e. Gatabeboere.
74) Præstinde, Troldkvind.
75) Nemlig for at rengøres, d.e. befatter sig med kvindelige Sysler.
76) Fruestuen.
77) Et slags fodjærn.
78) Tre gange 24 potter.
79) D. e. Ankerhelt.
80) D. e. Fartøjet.
81) d. e. Himlen, Nordre var nemlig een af de fire Dværge, som, efter de gamle Nordboers Forestilling, bare Himlen.
82) d. e. en Skjald, der er vanskelig at have med at gjøre.
83) I Grundskriften vandi, d. e. Vaande.
84) Odin
85) Odins
86) Odin
87) D. e. hin vise
88) D. e. et kort Kvad uden Omkvæd.
89) Organ.
90) Et slags Handelsfartøjer
91) D. e for hvis Drab, der ej skal bødes.
92) Noget Overnaturligt, som troedes at gjøre Folk usynlige.
93) D. e. et Skjær, som søen i Flodtiden overskyller.
94) Troldeskjær.
95) Et Gjerde eller et Slags Stakitværk af Fyrresplinter, satte paa Enden i en skraa Stilling.
96) En bygning under huset.
97) D. e. de fra Halogeland.
98) D. e. et Forvaringssted for Skibe og Skibsredskaber.
99) Efter Landnamsmændenes Skik for at faae at vide, hvilket Sted Skjæbnen anviste ham til Bolig.
100) Skytsaander.
101) Thangbrands.
102) Thangbrands.
103) Som havde digtet Nidviser om ham.
104) Thor.
105) Den kristne Præst.
106) Lovbjerget bestaaer af en gammel Lavastrækning som har bedækket Egnen før landet blev bebygget.
107) Beboerne af Sydfjerdingen.
108) En Hytte paa det Sted, hvor man holder Kreaturer til Fjælds om Sommeren.
109) En Talemaade, som vel betyder: Tvunget ham til at aflægge sin Fejghed.
110) Hedenskabet.
111) Fra Vigen.
112) Langskibet.
113) Erik Jarl.
114) Ulven.
115) Lappisk.
116) Et Slags Kastespyd.
117) Erik Hakonssøn.
118) Himlen.
119) Ormen lange.
120) Hakons Søn Erik.
121) Den gavmilde Herre.
122) Olafs.
123) D.e. Penge, som tilfaldt Kongen af Sager.
124) Røgnvald.
125) D.e. næsten Nidviser.
126) D.e. Tvekamp paa en Holm eller afmaalt Plads.
127) Skib.
128) D.e. Flandern.
129) Kong Knud og Thorkel.
130) Saadan kaldtes Krigerne i Kong Knuds Hær Thinglid.
131) D.e. Jerusalem.
132) D.e. den tykke.
133) Østersøens østlige Kystlande.
134) Et Slags Langskib.
135) Et kort Kvad.
136) Lægekonen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.