Den syge Halldora
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den syge Halldora
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2022
Der var en ung kvinde, der hed Halldora, som var gift med en ætstor mand. Hun fik en alvorlig sygdom, der gjorde hende sengeliggende, og alt, hvad hun foretog sig, måtte ske i sengen. Hun var ikke i stand til at gå og kunne dårligt sidde, og hun havde nærmest ingen kræfter i sine led, og hun måtte bæres rundt ude og inde, hvor end hun skulle hen. Hun havde længe store smerter. Det påvirkede hende meget, og hun var længe tungsindig, og også de pårørende, der tog sig af hende, gik i lang tid og var bekymrede. Man bad ofte for hende, men hun fik ikke megen og kun kortvarig lindring. Men da hun havde ligget i sengen i næsten 3 år, blev det mere almindeligt blandt folk at påkalde den salige biskop Torlak, og i alle hjem berettede man dagligt om hans mirakler og hellighed. Da var der en mand, som tog til orde en aften, hvor man talte om den slags, og han sagde: »Nu ville jeg vægte biskop Torlaks evner til at udrette mirakler højt, hvis han lod Halldora, som har været sengeliggende i 3 år, blive rask.« Og mange støttede ham i, at det kunne han opnå hos Gud, såfremt han ville. Og dette hændte på Vestmannaøerne. Siden forekom det en nat en pålidelig kvinde dér på øerne, at en mand klædt i en sort kappe kom hen til hende, og hun syntes at vide, at det var den salige biskop Torlak. Han sagde til hende: »Er det ikke indlysende for jer, at jeg kan opnå hos Gud, at Halldora bliver rask?« Hun svarede og sagde: »Herre, det er indlysende for alle.« Og den salige biskop sagde: »Jeg synes ikke, man har prøvet nok. Men tag du hen og fortæl hende om denne åbenbaring, og sig til hende, at hun skal rejse til Skålholt, hvis hun vil være rask. Men jeg skal drage i forvejen og sørge for hele hendes rejse.« Siden vågnede husfruen, og hun fór hen til den syge og fortalte hende om denne åbenbaring. Og hun tog afsted, da hun kunne komme med et skib fra øerne, og hun blev derefter båret til Skålholt på en båre, og hendes mor og mand ledsagede hende. Og så snart hun så kirken på Skålholt, følte hun sig med det samme mindre tungsindig, end hun nogensinde havde været under sin sygdom. Hun ankom nogle dage før messedagen, men hver dag frem til messedagen forekom det hende, at hun fik det noget bedre. Der kom en stor menneskemængde til stedet, og biskop Paul sagde i sin prædiken, at folk skulle bede for hende, så hun opnåede det ved at komme dér, som hun allerhelst ville, til højnelse af den salige biskops hæder og til styrkelse af hele almuens tro. Dagen efter gik hun til alteret og skænkede en fingerring af guld, og fem dage senere red hun til Altinget, hvor hun blev vist frem — fuldstændig helbredt — for hele forsamlingen, og abbed Karl[1] bekendtgjorde dette mirakel, og alle priste Gud, som udvirker den slags for sin tjener, biskop Torlak.
Note:
- ↑ Karl Jonson (ca. 1135-1213), som i to omgange var abbed på Tingøre kloster, regnes som forfatter af første del af Sverres saga.
