Den unge Mand, der drog ud i Verden (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Eva Russel.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Den unge Mand, der drog ud i Verden
for at udrydde Livets Ondskab og Menneskers Baghold
Fortalt af Eva Russel

Hans Fader kom ud fra Skovene og fandt en Pige nede ved Kysten; han giftede sig med hende, og de fik fire Sønner — vældige Jægere og dristige Storfangere, der jagede Vildren, Bjørn og alle Slags Rovdyr inde i Landet og Hvidhvaler ude paa Havet.

Men en efter en forsvandt Sønnerne. De tog paa Jagt og vendte aldrig tilbage. Skovmanden sørgede dybt over sin Skæbne, og han blev gammel og hans Kone blev gammel, og de kunde ikke længere faa Børn. Men han var en stor Aandemaner, og han besluttede endnu en Gang at avle en Søn. Fire Nætter i Træk bragte han sin Kone ned til Havet, og ved allerførste Daggry afførte han hende alle hendes Klæder og slog Gnister med Ildsten hen over hendes Skød. Saa blev hun frugtsommelig og fødte en Søn; og de gav ham sjældne og snilde Amuletter, der skulde gøre ham usaarlig, og opdrog ham i stor Strenghed. Da han blev voksen og havde lært at fælde al Slags Vildt, sendte Faderen ham ud i Verden, idet han sagde:

"Livets Ondskab og Menneskers Baghold gjorde os barnløse og fattige i vor Alderdom. Gaa ud og kæmp mod alt ondt."

Den unge Mand tog af Sted og gik op over Bjergene mod Nord. Det var i de Tider, hvor der ikke var stor Forskel paa Mennesker og Dyr. Den første Mand, han traf, blev til en Spætte og fløj bort; den næste til en Ulv, der flygtede ind i Skovene. Det var svært at tro, det man saa og oplevede. Under et Hvil paa en Slette opdigtede han, for at holde sig en nærgaaende Jærv fra Livet, Historien om "Stortaaen, der æder Mennesker" (kendt i Grønland og hele Nordvest-Passagen). I et Skovbryn fandt han Taabernes Land. Taaberne kunde have levet et lykkeligt Liv, men voldte sig selv alle mulige Ulykker. Den første, han traf, gjorde et stort Baal op og kastede sig selv paa Baalet, da han intet Vildt kunde fælde; en anden hængte sig i sin egen Træksele. Herfra drog han til Uglernes Land; men de jagede kun om Natten og spiste altid Kaniner, derfor brød han hurtigt op og for videre. Han besøgte underlige Lande med underlige Mennesker. Et Sted blev Kvinderne skaaret op, hver Gang de skulde føde; han kom til "de rumpeløses Land", og han fandt Kæmpen Inukpasuksuk, der havde to Koner, som sloges om ham (disse tre Myter tidligere omtalt, kendt ogsaa i Grønland).

Langt inde i Land satte han Kursen mod Syd og kom til Indianernes Land. Her standsedes han af den største Flod, han nogensinde havde set, og slog raadvild Lejr ved dens Bredder. Dens Navn var Kugpak (Yukon). Her fælder han en Mængde Vildrener og lægger dem frem som Offer og falder i Søvn, idet han hjerteligt ønsker, at der maa komme Hjælp.

Hen paa Morgenen vaagner han ved Lyden af mange Stemmer. Han slaar Øjnene op og ser, at alle Skovens Dyr har samlet sig om hans Lejrbaal og er i Færd med at bygge ham en Birkebarks Kano. Bæveren skærer Træerne over og saver dem til i passende Stykker; Odderen laver Blæreharpun og Ravnen en Fuglepil; Dyr, han ikke kender, samler Bark, andre fletter fine Rodfibre og syr Barkstykkerne sammen, idet de dypper Traadene i Harpiks, der er kogt ud af Grankogler; Kanoen skal betrækkes med Birkebark. Alle Dyr er kommet til ham; der er baade Ræv, Maar, Los, Bjørn og mange, mange andre, og unge Piger har flænset Renerne og koger Kød til alle dem, der arbejder. Snart er Kanoen færdig, og Skovens Dyr holder Festmaaltid paa hans Offergave. Han glæder sig over alt det, han ser, og forelsker sig i den smukkeste af alle Pigerne, en lille Rødræv i Menneskeham. Han springer op og fanger hende, og alle Dyrene flygter; nogle løber ind i Skovene, andre flyver op i Luften, andre kaster sig ud i Floden.

Han gifter sig med Rødræven (se Kivioqs Æventyr) og lever sammen med hende, indtil Flodens Vand er faldet en Smule; saa giver han hende store Kødgaver og rejser videre; i jævn Fart glider han ned over Floden. Han kommer til Manden, der laver Laks af Træsplinter (se Kivioqs Æventyr), til Kvinderne, der har farlige Rovtænder skjult i deres Skød, til Manden der bliver til Taage (se Kivioqs Æventyr). Næsten hver Dag oplever han noget. Overalt forsøger man at lægge Baghold for ham, men han gennemskuer enhver List og udrydder al den Ondskab, han møder. Han sejler igennem to levende Klipper, der staar midt ude i Floden som et Gab, der klapper sammen om alle dem, der vil frem, og han dræber den Trold, der bruger Klipperne som Menneskesnarer (kendt i Grønland). En Tid lever han som Laks blot for at drille nogle fjendtlige Laksefiskere, der har et ondt Sind.

Saa sejler han videre, stadig ned over Floden, overlistende alle dem, der plejer at lægge Baghold for Jægere og vejfarende. Ude ved Flodens Munding forvandler han sig til en Falk og flyver bort til en Boplads, hvor han lader sig fange i en Høvdings Snare. Høvdingen lader ham plukke og koge og spiser ham med stor Appetit. Men i samme Øjeblik den sidste Mundfuld af ham er tygget, bliver han atter til et Menneske og gifter sig med Høvdingens smukke Steddatter. Høvdingen er en ond Mand, en Menneskedræber og Bagholdsmand, der selv er forelsket i sin Steddatter, og han søger nu forgæves at overliste den unge Mand med alle de Snarer, han plejer at fange Mennesker i; men Amuletterne beskytter ham. Han dræber Rypen, der er saa stor som et Fjæld, og Trolddyret, der har Stenskæl over hele Kroppen (kendt i Østgrønland). Under en Balanceleg fra en Fjældtinde kaster Høvdingen ham ud over en Afgrund, men han forvandler sig til en Falk og flyver hjem til sin Kone. Under en Sangfest indespærrer man ham i Festhuset og stikker det i Brand; men han bliver til en lille Larve, der uset kravler ud gennem en Sprække, endnu inden Ilden har faaet Magt. Tilsidst udfordres han af hele Bopladsen til en Kamp paa Bue og Pil. Der er kun onde Mennesker ved Bopladsen, og han skal være ene mod dem allesammen. Men han har en Spyflue som Amulet; den har Evnen til at smutte bort, hver Gang man slaar efter den, og paa samme Maade smutter han til Side for alle de Pile, der skydes efter ham, indtil Modstanderne har afskudt alle deres Pile. Saa skyder han dem ned en for en; kun den onde Høvding faar ikke Lov til at dø for en Pil. Han slaar Arme og Ben over paa ham, flaar Klæderne af ham og kaster ham ind i Festhuset. Vinduer og Døre tages ud, Kulden slaar ind i Huset, og ganske langsomt fryser han ihjel under høje Klageraab. Intet er grusomt mod Ondskab.

Siden forsørger han alle Bopladsens Enker og faderløse, og først da Vinteren er omme og alle Kødgrave og Kødstilladser er fyldt med Vildt, bryder han op og rejser videre. Stadig møder han Baghold og List, som han overvinder, altid skaanselsløs mod Ondskab, men god mod de gode; og saaledes rejser han hele Verden rundt, fra Silivik til Kuvak, fra Kuvak til Nuatak, fra Nuatak til Yukon, fra Yukon til Norton Sound og tilbage igen til Silivik. Saa stor var Verden dengang.

Men da han efter mange Aars Fravær kom hjem igen til sin gamle Boplads, var hans Fader og Moder begge døde. Da overvældede Sorgen ham, han følte sig ensom blandt Mennesker, og han blev atter til en Falk.

I hastig Flugt hævede han sig højt op i den blaa Himmel, ind over Bjergene, bort til de Skove, som hans Fader var kommen fra.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 350-352. København, 1926.