Den utroe Hustru (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
16. Den utroe Hustru
En Mand, som boede ene med sin Kone, bemærkede at denne ofte gik ud, uden at han vidste hvorhen. Naar han kom hjem, var hun sjeldent i Huset. Da han fattede Mistanke, lod han en Morgen, som om han vilde gaae langt bort, men han roede kun omkring det nærmeste Næs, der gik han i Land og lagde sig paa Luur. Da saae han Konen i sin fulde Pynt komme ud af Teltet. Han listede sig efter hende op til en Indsø; der saae han hende kaste noget ud i Vandet, og strax kom der et mandligt Væsen frem af Søen, og hun afklædte sig og begav sig ned til det i Vandet. Herover blev Manden meget forbittret, han samlede paa Landet alleslags Orme og Kryb, og en Dag, da han var ene med Konen, stoppede han dette i hende og dræbte hende derved. Efter den Tid var han ganske alene, gik som sædvanlig i Kajak, og beskjæftigede sig med sig selv. Engang da han kom hjem fra en Kajakfart til sit eensomme Telt, traf han til sin Forundring sin Mad tillavet, det dampende Kjød sat frem, men intet Menneske var at see. Dagen efter, da han kom hjem, var det samme Tilfældet, Kjødet stod og dampede, Støvlerne vare tørrede og istandsatte, og saaledes skete det hver Dag. Engang roede han blot lidt bort fra Stedet, gik derpaa iland, og fra et Skjulested holdt han Øie med Teltet; da saae han en lille Qvinde med en stor Haartop komme ned fra Fjeldet og gaae ind i Teltet. Hurtigt satte han sig i sin Kajak og roede tilbage, gik iland, listede sig op og løftede Telteforhænget; en stram Lugt kom ham imøde, derinde saae han en smuk lille Qvinde, som var ifærd med at gjøre Lampen istand. Det var nemlig en Ræv i Menneskeskikkelse. Hende tog han til Hustru. Engang da han mødte sin Fætter i Kajak, fortalte han denne om sin nye Kone, roste hendes Elskværdighed og bad ham komme og see hende; men, lagde han til, naar han mærkede en stram Lugt ved hende, maatte han ikke tale derom. Fætteren fulgte strax med ham, de lagde til Land og gik op i Teltet; men da Gjæsten bemærkede Konens Elskværdighed, rørte Misundelsen sig i ham, og han sagde: «hvorfra kommer den fæle Lugt?« I det samme reiste Konen sig op, hun havde faaet en Hale, slukkede Lampen med den, skreg som Rævene: »kakakakaka,« og gik ud af Teltet. Manden skyndte sig efter hende, men da han kom ud, var hun bleven til en Ræv, løb hurtigt afsted, og da han forfulgte den, smuttede den ind i en Hule. Nogle fortælle tillige, at da han stod og kaldte hende ud af Hulen, sendte hun først en Bille, saa en Edderkop, og saa en Orm ud til ham; men tilsidst blev han vred, stoppede Indgangen til og indebrændte hende; derpaa var han atter ganske alene, blev tilsidst halvgal og dræbte sig selv.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 89-90.
