Desirés Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Desirés Sang


Nu vil jeg gjöre mig Flid og Umag for at mindes en Tildragelse, til hvis Minde de, som levede i de Dage, gjorde en fager Strengleg til al Slags Sang, Giger og Trommer, og denne Strengleg kaldes paa vælsk Maal Desiré, men paa norsk „den forönskede“, og den var saa fager og behagelig, at der ikke fandtes nogen skjönnere paa den Tid.

I Skotland, som Folk kalde Kalatir, nær ved det Sted, som heder Hviteskog, ved det store Hav, som gaar udover, ligger ogsaa det gule Kapel, hvilket alle de, der have set det, kalde det skjönneste. Der boede i gamle Dage en Ridder, den berömteste i sit Fosterland; alle sine Ejendomme havde han til Len af Kongen af Skotland, han var saa godt gift, som han kunde önske sig, og elskede meget sin Frue, fordi hun var skjön og forstandig; kun i den ene Ting havde de Uheld, at de intet Barn havde, hvorover de sörgede og græmmede sig meget, og bade ofte til Gud, at han skulde tröste dem og give dem en Sön eller Datter og forbarme sig over dem. En Nat, som de laa i sin Sæng, mælte Fruen til sin Ægtefælle: „Herre min“, sagde hun, „jeg har sandspurgt og ofte hört, at söndenfor Englands Sö i Provence Land er der en dyrebar, hellig Mand, til hvem mægtige Mænd fare med sine Ægtefæller; han er saa mægtig hos Gud, at alle faa sine Bönner opfyldte, som i sin Nöd paakalde ham derom, i hvorfra de end ere, nær eller fjærnt; alle opnaa af ham, hvad de taknemmeligt bede om; saa stor en Lykke har Gud forlenet og givet ham. Allerhelst opfylder han deres Bönner, som bede om Börn og rette Arvinger; han har hjulpet mange i dette, efter hvad der er mig forsikret, og nogle af dem kjender jeg selv. Herre min“, sagde hun, „lader os gjöre os rede og fare over Englands Sö til denne ophöjede, hellige Mand“. Hendes Herre tilstod hende, hvad hun bad om, derpaa gjorde de sig i Stand til Rejsen, fore saa skyndsomt over Englands Sö og sendte siden til den hellige Egidius et Billede, som var ti Mærker Guld værdt; de ofrede paa Sankt Egidius Alter og bad ham om at give dem en Sön eller Datter. Da de havde sluttet sin Bön, vendte de tilbage og droge hjem til sit Fosterland; men Fruen blev svanger med et Svendbarn, inden de kom hjem, og derover blev hendes Mand glad og meget blid og fornöjet. Da hans Kones Födselstime kom, lod han sin Sön kalde Desiré d. e. den forönskede, fordi de længe havde önsket at have et Barn, men ikke för havde faat noget. Nu har den hellige Egidius gjort dem Jærtegn og skjænket dem en længe attraaet Gave.

Siden lode de sin Sön fostre med megen Hæder og Velvilje, fordi han var höjt elsket og al deres Livs Lyst; han blev den skjönneste Mand i Legemsvækst og Ansigtstræk; men da han kom til den Alder, at han var stor nok til at fare hjemmefra, sendte de ham i Kongens Tjeneste, og han begyndte at vejde alskens Dyr med Hunde, og alle Slags Fugle med Höge, og han lagde saa meget Vind derpaa, at der ikke var nogen bedre Vejdemand hos Kongen. Denne elskede ham som sin Sön, og gav ham snart Hærklæder og gjorde ham til Ridder; derpaa fór han over Englands Sö og opholdt sig en Stund i Normandie, hvorefter han drog til Bretland til Dystridninger, og blev der ved sin Raskhed den berömteste af alle Riddere i Frankrig; han var meget afholdt af alle, som kjendte ham, for sin Ridderlighed og Raskhed. Men hvis nogen Ridder kom fra et fremmed Land for at gjöre sin Drabelighed bekjendt i Dystridninger eller i Ufred, blev han hans Vaabenbroder for at hjælpe ham, at han ikke skulde blive fangen eller overdragen til ubekjendte Riddere[1]. Nu var Desiré ti Vintre udenlands, i hvilken Tid han aldrig drog hjem, forfremmede og forherligede sig ved Hæder og Ære, Velvilje og Venskab hos alle Folk, alt indtil hans Konge sendte ham Bud, at han skulde fare hjem til sit Fosterland. Da han kom tilbage til Kongens Hird, holdt denne ham i den störste Ære og besynderligt Venskab formedelst hans Belevenhed og Raskhed, ti han var den drabeligste Ridder, flink i de haardeste Kampe og skjön af Vækst og Skabning. Saa kjær og afholdt var han af Kongen, at denne ikke vilde tillade ham at forlade hans Hird, alt indtil han drog til Kalatir; da sendte hans Fader Bud efter ham, at han skulde komme hjem for at se og besöge sin Moder. Nu var det i Begyndelsen af Sommeren, da han var hjemme paa fjerde Dag, at han stod meget aarle op og iförte sig dyrebare, rige og gode Gangklæder; Skjorten og de övrige Plag nærmest Legemet vare af hvid Silke, hvidere end nogen Sommerblomst, men hans Kjortel og Overklædning var af det herligste Skarlagen; derpaa forlangte han sine Sporer, og da blev hans gode Hest, fuldt opsadlet, fört frem; han stiger op paa den og vil ride ud for at skjæmte sig; Hesten var herlig og stor af Vækst, men han straalende over hele sit Legeme.

Da han havde besteget Hesten, viste det sig, at han var den skjönneste Ridder af alle, med fagre Födder og skjönne og velvoksne Ben; han stöttede sig i Stigböjlerne, sporede Hesten og red gjennem uendelige Dale, og fór paa denne Vis ensom og uden Fölge og stævnede til Hviteskogen; der saa han mange fagre Trær med Löv og Blomster, og hörte Fuglene synge med saa fager Röst, at det lystede ham at lytte dertil; hele hans Hu og Hjærte bevæges, og han synes, han svæver i Luften. Siden red han frem i Skoven; dybt inde, hvor den var tykkest, boede der en Eneboer, som han plejede stundom at besöge, inden han drog udenlands; han fik ofte de bedste Frugter af ham i sin Barndom, naar han var paa Jagt med sin Fader; nu vil han ride hen at tale med ham, om han kan. Da han kom til det gule Kapel, saa han i Nærheden en meget skjön Mö, vel klædt med mörkt Purpur og derover en hvid Kjortel, af dejlig, hvid Ansigtsfarve, smal om Midjen og saare fager af Legemsvækst; hun havde bart Hoved med fagre Haarfletninger, men barfodet gik hun for at Duggen skulde tvætte hendes Födder, og Möen gik hen til en Kilde med opvældende Vand under et stort Træ, og bar to Vaskevandsfade. Men Ridderen var saare beleven, sprang straks af sin Hest, tog Möen op og vilde gjöre hende til sin Elskerinde, lagde hende ned og vilde snart have leget sig med hende, tænker jeg, - da hun bad ham om Miskundhed for sig. „Ridder“, sagde hun, „far bort herfra; det er ingen Fordel eller Hæder for dig, at du spilder mit Legeme; lad mig i Fred, og jeg skal tjene dig vel. Jeg er hos en Frue der er langt fagrere, i hele Verden findes der ingen saa skjön; jeg skal nu straks vise dig hende. Hvis du har Lyst til Kvinder, da lad hende ikke slippe fra dig, hvad hun saa end siger; ti hvis hun fatter Kjærlighed til dig, da bliver du aldrig fattig eller trængende, ti hun har saa meget Guld og Sölv, at det ikke gjöres nödigt at lade det skorte dig derpaa; hun vil give dig saa meget, du vil have. Hav ingen Mistanke mod mig om, at jeg lyver for dig; hvis hun ikke behager dig, da skal jeg ikke negte dig din Vilje med mig; hvor jeg er, kan du stole paa mig, jeg skal gjöre, hvad der behager dig. Vær overbevist om, at jeg skal holde, hvad jeg lover dig; visselig skal jeg være dig og din Sag tro, hvad enten du er nær eller fjærn“.

Da Herre Desiré hörte disse hendes Ord, lod han hende i Fred; men Möen löb hen til en lys Lövhytte, hvor hendes Frue var og hvilede paa en fager Sæng; Tæppet, som var udbredt over den, var forfærdiget af to dyrebare Töjer og Jaderen rundt om baldyret med Lövverk; foran hende sad den skjönne Mö, som havde fört Desiré did. Da han blev staaende i Afstand, kaldte Möen paa ham, „du Mand“, sagde hun, „sku hid og se det, som jeg lovede dig; sæt dig, her under dette Löv, i Besiddelse af min Frue, som er saa dejlig, at du aldrig har set et skjönnere Ansigt, aldrig saa fagre Hænder, ikke saa velvoksne Arme, heller ikke noget saa skjönt Legeme stukket i Klæder; aldrig saa du skjönnere Haar, behageligere at have mellem Hænder, eller klædeligere for et Kvindehoved, med saa fagre Haarfletninger; aldrig er nogen saa fager föd eller baaren. Nu har jeg löst mig fra, hvad jeg lovede dig; gaa nu du frem og vær ikke bange; det skorter dig jo ikke paa Mod og Manddom“.

Da han havde hört hendes Ord, gik han derhen og bandt sin gode Hest; straks den mægtige Kvinde saa ham, flyede hun ud af Lövhytten og löb did, hvor Skoven var tykkest; men Herre Desiré, kraftig og djærv og saare rap paa Foden, fik snart grebet hende ved den höjre Haand og talte til hende med blide og behagelige Ord: „du skjönne“, sagde han, „tal med mig! hvorfor flyr du bort fra mig i saa hurtigt Löb? jeg er en Ridder, föd i dette Fylke, og jeg skal være din Elsker; jeg skal kjærligt tjene dig af al min Evne for at vinde din Elskov“. Straks böjede den belevne Mö sig for ham, takkede og sagde, at hun ikke vilde undfly ham eller negte ham, hvad han bad hende om, og tilstod ham med Godvilje og Trofasthed sin Elskov, og nu legede de sig, som det likede dem begge, og han var der meget længe sammen med hende og fór kun nödig bort. Men hun gav ham da omsider Hjemlov og sagde og synte ham, hvorledes han skulde kunne tale med hende. „Elskede, gode Desiré“, sagde hun, „du skal nu fare til Kalatir, men jeg skal give dig mit Fingerguld, og læg nu vel Mærke til, hvad jeg siger dig, at du ikke forledes af andre Kvinders Elskov; elsk trofast og oprigtigt den, du har valgt dig; passer du ikke paa det, skal du miste Guldringen, men hvis du mister den, faar du den aldrig igjen, hvor megen Umag du end gjör dig derfor. Gjör nu vel, opgiv ikke din Færd, men skynd dig til Kalatir; ti för du begyndte at elske mig, var du lovsæl for din Kjækhed, din Ridderlighed og dine Bedrifter; ingen Ridder sömmer det at lade sin Berömmelse staa tilbage for Elskov med Kvinder“. Derpaa satte hun Ringen paa hans Finger; siden kyssede han hende og tog hende i Favn, og de skiltes ad i megen Kjærlighed.

Derpaa besteg han sin Hest og red hjem til sit Herberge; han gjorde store Udgifter til Foræringer og til at holde et pragtfuldt Bord, og havde i alt, hvad han foretog sig, först og fremst sin Berömmelse for Öje, saa at han bortgav mere i en Maaned end Kongen i et halvt Aar; han fór ofte hjem i sit Fylke for at træffe sin elskede, som han holdt ubeskriveligt af; de mödtes ofte og taltes ved. Saa gik det med deres Elskovslyst, at de fik en Sön og en Datter sammen; men han vidste ikke noget om det, fordi hun ikke nævnte det for ham. En Gang sendte Kongen Bud efter ham, at han skulde fölge med ham; hans Forretning var at udrydde nogle Misgjerningsmænd, som gjorde ham meget Mén; men da Kongen var kommen tilbage fra Rejsen, tog Desiré Hjemlov at fare til sit Fylke i Kalatir, hvor han var föd. Om Kvelden, som han var, kommen hjem, slog han sig til Ro der for Natten; men om Morgenen aarle stod han op og steg paa sin Hest for at ride ud og skjæmte sig i Hviteskogen, hvor han fandt sin elskede, ganske alene uden at have nogen Fölgemand med sig. Derpaa kom han did ned, hvor den hellige Eneboer var, som han saa godt kjendte, og nu tænkte han paa, at han vil tale med ham og aabenbare ham sine Synder i Skriftemaalet, fordi han ikke véd, om Gud vil forunde ham oftere at komme did tilbage eller ikke; derefter gik han ind i Urtegaarden, fandt Eneboeren i hans Kapel og mælte til ham: „Herre“, sagde han, „jeg vil gaa til Skrifte og tage Forlösning for mine Synder“. Eneboeren opfyldte hans Bön og böjede sig ned til ham, og Desiré gik straks til Skrifte og fortalte ham sine Synder og om sin Omgang med sin Elskerinde og hvorledes han först traf hende. Eneboeren gav ham den hellige Kristendoms Hjælp og meddelte ham gode Raad; da han havde signet og bedet for sig, gik han tilbage til sin Hest og saa paa sin Finger og sin Haand, men fandt ikke Guldringen; da blev han opfyldt af Sorg, ti han forstod, at han havde tabt den. Aldrig havde han för været saa bedrövet, men han skyndte sig dog did hen, hvor han plejede at træffe sin Elskerinde, og tænkte, at hun monne være der; han dvælede der hele Dagen og vilde tale med hende; da mælte Herre Desiré: „min skjönne elskede“, sagde han, „hvorfor kommer du ikke til mig? du har frataget mig Guldringen, jeg véd, at det er dig, som har voldet at jeg har tabt den; aldrig vil jeg finde Fred eller Tröst i denne Verden“, klagede han. „Hvad har jeg forbrudt? jeg elsker dig, Frue, höjere end alt; sandelig gjör du ikke Ret mod mig, ingenlunde fornegtede jeg dig, da jeg gik til Skrifte hos Eneboeren. Nu beder jeg dig, at du har Miskundhed med, hvad jeg har misgjort, hvis jeg i noget har forbrudt mig mod, hvad der er Ret; du skjönne, vær ikke vred paa mig, paalæg mig hvad Bod du selv vil; hvad Eneboeren sagde mig, de Faster, han foreskrev mig, vil jeg forsömme, hvis du heller vil det, og i al min Adfærd skal jeg lyde dit Bud“.

Alt hvad han bad og bönfaldt med de blideste Ord, han kunde mæle, idet han lovede hende Lydighed og Föjelighed, og hvor ofte han end bad hende om Miskundhed, hjalp det dog ikke; ti hun vilde ikke se ham og ej tale med ham; derfor var han sorgfuld i Hu og bandede Eneboeren og hans Bolig og alle hans Prækener og den Mand, som mælte sligt, og alle dem, som besögte ham og samtalede med ham. Siden da han fandt, at det ikke nyttede at staa der, stævnede han hjem til Kalatir, fuld af Harm og Fortvivlelse formedelst den store Sorg og Uro, han bar i sit Hjærte; han svandt ind og blev meget syg; saaledes vendtes hans Glæde til Sorg, hans Gammen til Graad, hans Lyst til Mismod, hans Elskov til Smerte, hans Fryd til Ve, hans Daad til Uvirksomhed, hans Kraft til Vanmagt, han selv til Sygdoms Kval og Jammer. I den Tilstand var han tolv Maaneder, alle ansaa ham som fortabt, og han selv troede sig Döden nær; da de tolv Maaneder vare ledne, blev han syg, men da bar det saa til, at en Gang hans Skjolddragere og Tjenestemænd vare gangne bort fra ham, medens han sov; da han længe havde sovet, vaagnede han og rejste sig op, og det syntes ham underligt og mishagede ham meget, at han var syg og ensom; medens han tænkte herpaa, kom hans elskede for at tale med ham, og han kjendte hende straks og beskuede hende længe; af den Husvalelse, han derved fik, vandt han Kraft til at rejse sig paa Albuen i Sængen. Da kaldte hun paa ham og sagde: „Desiré, nu er du meget tosset, fortabt og ödelagt; hvorfor vil du döde dig selv? det er til ingen Nytte, stræb at komme dig. Nu har jeg længe hadet dig, men det er din egen Skyld; du gik til Skrifte og aabenbarede vor Synd; nu faar du aldrig igjen Fingerguldet, som du för havde. Syntes du da, at min Elskov var en saa tung Byrde? ikke var vor Omgang nogen Dödssynd, ti aldrig har jeg været gift, og aldrig skjænkede jeg nogen Mand min Tro med Löfte om Samliv; du har heller ingen Ægtefælle og aldrig fæster du dig en Kone. Eftersom du nu sögte Skriftegang til Unytte, er du næppe nogen vis Mand, ti ikke nytter Skriftegang den, som ej vil afstaa fra sine Synder; du tænker, at jeg vil gjöre Galder og Trolddom mod dig med Udaad, men jeg er intet saadant ondt Væsen. Naar du gaar til Kirken for at bede, skal du se mig staa hos og tage viet Bröd med dig. Du har forbrudt dig svart mod mig, men jeg har elsket dig alt for höjt; nu skal jeg ofte besöge dig saaledes, at du hver Gang skal se mig og lege dig med mig. Hold nu op at sörge, aldrig faar du mere Mén af mig, saa at du behöver at söge Skriftegang og aabenbare vore Synder“.

Da svarede Ridderen hende: „min skjönne Frue“, sagde han, „Gud takke dig! ved dette dit Besög er jeg tröstet og husvalet, aldrig har jeg nogensinde været saa glad“. Derefter forsvandt hun og fór bort; paa Grund af denne Glæde svandt hans Sygdom og minkede hans Sorg og Mismod; siden, da han bedredes og var i Stand til at gaa i Kirken, saa han sin elskede staa hos ham og tage viet Bröd med ham, og staa foran Korset og signe sig; hun talte saa ofte med ham, som han lystede, og derved kom han sig og bedredes hurtigt, saa at han ikke mere fölte nogen Sygdom. Han gjorde da lige saa store Udgifter, som förend hans Elskerinde vrededes paa ham.

Kongen elskede ham med fuldkommen Kjærlighed og ubrödeligt Venskab, han opholdt sig med Kongen Nat og Dag, og da hændte det, at de fore ud sammen at vejde i Skoven for sin Fornöjelse; Buer og Pile bleve bragte dem til at skyde Dyr med. Kongen og Desiré toge begge Plads under et stort Træ og skjöde begge paa en Gang paa en Hjort, men fik hverken saaret eller dræbt den; deres Pile faldt ned tæt ved dem paa Græsvolden, saa at de begge saa det, og de syntes begge, det var Spot og Skam for dem, at Hjorten slap usaaret fra dem; de kastede derfor sine Buer fra sig og sögte efter sine Pile der, hvor de vare faldne ned, men kunde ikke finde dem. Da sagde Desiré: „visselig maa dette være Synsforblændelse, at vi ikke finde vore Pile, som nu i dette Öjeblik faldt ned lige her i vores begges Paasyn; visselig maa vi undre os over, hvad vi se og vide er saa besynderligt“. Som de just talte dette, saa de en skjön velvoksen Svend, fager af Aasyn og ifört en röd Kjortel af det herligste Skarlagen. Han var saare skjön og stor af Vækst, havde gult Haar med fagre Lokker, et skjönt rödmusset Ansigt og bar begge Pilene i sin Haand. Og han, den belevneste i at belægge sine Ord vel, hilsede först Kongen og gav ham hans Pil, derpaa gav han Desiré hans og mælte med fagre og blide Ord til ham: „Herre“, sagde han, „du er min Fader; min Moder sender mig til dig for at gjöre mig bekjendt med mine Frænder og dvæle her med dig; da du i Förstningen omgikkes med min Moder i Skoven, avlede du mig, og da gav hun dig et Fingerguld, men siden mistede du det, og fölte derover stor Sorg og Smerte; nu har jeg Ringen med mig og du skal sætte den paa din Finger“. Men Desiré kjendte straks Fingerguldet, tog Svenden i Favn og kyssede hans Hoved og Hals, Mund og Kinder over hundrede Gange. Kongen og hans fornemste Hirdfolk kyssede ogsaa Svenden og toge vel og hæderligt imod ham; da sagde Desiré Kongen, hvor han var avlet, og han fulgte derpaa med Kongen og blev afholdt af enhver; men hans Fader elskede ham saa höjt og havde ham saa kjær, at han hverken kunde undvære ham Nat eller Dag.

Da han havde været hos sin Fader i to Maaneder og var bleven bekjendt med ham og med sine Frænder, stod han en Dag aarle op, klædte sig paa og gik hen for sin Fader, som han kom fra Kirken; da vilde Svenden stige paa sin Hest og mælte til sin Fader: „Herre“, sagde han, „læg Mærke til mine Ord; jeg vil tage Hjemlov af eder og fare til min Moder, ti nu kan jeg ikke længer være her“. - „Nej“, sagde hans Fader, „for Guds Skyld, hvorfor vil du tilintetgjöre og dræbe mig? sandelig vilde jeg heller dö end se dig skilles fra mig“. - „Herre“, svarede Svenden, „jeg kan paa ingen Maade dvæle her længer“, og straks lod han Hesten löbe, men hans Fader fulgte ham og tyktes være meget sen, at han ikke kunde fölge sin Sön; ti han frygter for at miste ham. Nu red han saa fort han kunde, saa at han jævnlig lod Hesten föle Sporerne. Ofte kaldte han paa Sönnen og bad ham bie for at tale med ham, men Svenden gav ikke Agt paa hans Ord, men stævnede ret frem og kom saa ind i Skoven. Da nu Desiré havde forfulgt ham hele Dagen, tog det paa at kveldes og blive Nat; da paaskyndte Svenden sin Færd, men Desiré red saa fort, han kunde, efter ham, indtil Hesten löb imod et stort Træ og slog sit Hoved saa haardt, at den faldt ganske overende; saa steg han af den og förte den efter sig, og havde den Dag megen Möje og Besvær; nu tabte han ogsaa Svenden af Sigte og vidste ikke, hvor han stævnede hen. Men da han havde redet en Stund i Skoven saa han til höjre for sig under en Eg en stor Ild, og tænkte, at der laa en eller anden mægtig Mand i Telt, som om Morgenen vilde gaa paa Jagt, eller ogsaa den Dag havde været ude at vejde, og da han nu var overfalden af Natten, skyndte han sig til Ilden, og fandt der en ensom Dverg vel klædt med gode Töjer, som sad og stödte Peber og havde en Steg over Ilden af et stort og fedt Vildsvin; da kom Desiré til Dvergen og hilsede ham med blide og fagre Ord. Denne svarede ham ikke, men löb hen, tog Sadlen af Hesten og lagde nyslaget Græs for den; derpaa gik han tilbage til Ridderen, gjorde straks et Leje i Stand af Græs og Bregner og bredte et prægtigt Tæppe over, hvorpaa han bad Ridderen sætte sig; men han talte ikke til ham, men gik igjen hen og gjorde sin Peber færdig. Da han vel havde kogt og beredet Maden, tog han to Vaskevandsboller af Guld og et hvidt Haandklæde og gav Ridderen Vand; straks denne saa Vaskevandsfadene, kjendte han dem igjen; det var de samme, han saa Möen bære den Gang han blev kjendt med sin elskede. Dvergen lagde da en stor Borddug for ham, og siden Saltkar og Knive, fyldte et Bæger af fint Guld med den bedste Vin og lagde Peberen i et Sölvfad og Stegene i et större Fad; Ridderen tog en Kniv, skar et godt Stykke af den ene Steg, stak paa Peberen og böd Dvergen, og denne tog imod og aad; siden aad han selv, ti han var meget sulten. Derpaa tog han Guldbægeret og gav Dvergen först at drikke, og godt var det for ham, at han gav Dvergen saa vel; han tog nemlig ingen saa god Bid, at han jo gav ham en jævngod. Da Dvergen fandt ham saa mild og venlig og beleven i Adfærd, gad han ikke længer skjule sig for ham, men maatte syne og aabenbare sig for Ridderen, for hvem han længe havde dulgt sig.

„Herre Ridder“, sagde han, „visselig kommer ikke du af Bönder eller Fattigfolk; velkommen og hædret skal du være her! Om jeg end faar Prygl for din Skyld vil jeg dog ikke længer tie eller skjule mig for dig; jeg vil sige dig, hvorledes det hænger sammen med mig, og hædre og tjene dig; jeg blev i Dag sendt dig i Möde, fordi vi vidste, at du vilde komme hid“. - „Min Ven“, svarede Ridderen ham, „Gud takke dig, velsignede være de, som sendte dig hid og vilde hædre mig saa meget“. - „Herre“, sagde Dvergen, „jeg vil ikke længer skjule det for dig; din Elskerinde sendte mig hid“. - „Min Elskerinde“, raabte Desiré, „da er jeg i Sandhed lykkelig“. - „Det er, min Tro! sandt, som jeg siger“, svarede Dvergen; „og jeg skal gjöre mig al Umag for at skaffe dig Lejlighed til at tale med hende saa meget, du behager, hvis du vil fölge mig; jeg vil före dig til hendes Sovekammer, saa at du skal kunne se hendes Leje“. - „Gode Ven“, sagde Ridderen, „gjærne vil jeg fölge dig“. Da de havde endt sit Maaltid, fulgte Desiré Dvergen; derpaa gik de begge, indtil de kom til en Gaard, og Dvergen förte ham da til en Hal saa stor og skjön, at han aldrig havde set nogen saa gild; de gik frem og kom til et stort og prægtigt indrettet Sovehus, hvorpaa de ikke fandt nogen Dör, men kun en Glug, og det höjt oppe. Gluggen var stor og stod aaben, og de saa et stærkt Lys i Sovehuset, ti der brandt flere store Vokskjærter; der vare to vel og rigeligt redte Sænge, og i dem laa de skjönneste Kvinder; jeg tror, de sov. Da kaldte Dvergen paa Desiré, viste ham Sængen og sagde: „Herre, det er din elskede, som sover der, og hendes Söster paa den anden Side; der ser du hendes Tjenestemö, jeg véd at du kjender hende“. Denne Mö var rigt klædt. Desiré lavede sig til at komme ind og sprang med begge Ben op i Gluggen, og da han ikke fik holdt sig, faldt han ned af den og lige hen foran Sængen; men idet han faldt, larmede det meget og buldrede med et stort Drön; derved vaagnede hans Elskerindes Söster og raabte med höj Röst: „Hjælp! Hjælp“!

Straks klædte alle Hirdfolkene i Hallen sig paa som snarest og löb til sine Vaaben; men Möen i Sovekamret, lukkede Öjeblikkelig Dören op, tog Ridderen ved Haanden, ledte ham ud og mælte: „Herre“, sagde hun, „nu yder jeg dig den Tjeneste, som jeg lovede dig i Skoven; hvis du blev greben i dette Sovehus, da forsikrer jeg dig, at du straks blev dræbt, og saa vilde min Frue vredes meget paa mig og aldrig siden være mig huld. Men, for din Belevenheds Skyld! sörg du for, at jeg ikke mister Fordelen af min Tjeneste; hvis det nogensinde skulde bære saa til, at du kom i Lejlighed at mindes mig, da for Guds Skyld! glem mig ikke“. - „Min kjære“, sagde han, „frygt ikke for, at jeg jo skal bede for dig, hvis jeg nogensinde faar Lejlighed til at kunne yde dig Hjælp“. Og hun fulgte ham, indtil han kom tilbage til Dvergen, og sagde da til denne med vrede Ord: „du ondskabsfulde og usle Dverg! hvorfor vilde du svige denne herlige Mand?“ Og hun slog Dvergen med sin Haand for Brystet og sagde: „fly bort med ham saa fort, du kan“. Da fore de med stor Hast tilbage til Ilden, hvor de havde holdt Maaltid, og Desiré kjendte, at han var meget saaret, og hældede sig paa den ene Side; han mærkede nu, at Dvergen spottede ham og nær havde bragt ham i Ulykke. Aldrig saa snart saa han Dagen og Dagslyset, förend han lagde Sadlen paa sin Hest, gjorde den fast og steg oppaa dens Ryg, og stævnede saa tilbage til sit Fylke i den Tilstand, at han var meget saaret i Siden; dette foraarsagede ham længe megen Værk og Pine.

Da lang Tid var leden, trakterede Kongen sine Hirdfolk i sin Borg i Kalatir, det var just i Pinsedagene; Kongen indböd til dette Gjæstebud alle sine kjæreste Granner, Jarler og Lendermænd, og de kom næsten alle, som det sömmede sig, til sin Herre. I dette Gjæstebud var ogsaa Desiré, fordi Kongen elskede ham höjere end alle andre, som vare ham kjære. Efter Höjtiden, da alle Mænd vare komne fra Kirken, og Kongen skulde holde Maaltid og sad i sit Höjsæde, kom der ridende ind i Hallen en saare skjön Kvinde paa en dejlig hvid Hest, og i Fölge med hende en Jomfru paa et hvidt Muldyr; de vare rigt klædte, deres Dragt var værd mere end hundrede Mærker brændt Sölv, og de bare to Spurvehöge. Kongen og hans Hird betragtede dem nöje; ti de vare saa udmærket skjönne, at ingen havde set nogen jævnfager med dem i Vækst og al legemlig Skjönhed. Med disse Möer fulgte en Yngling, i hele Verden fandtes ikke hans Mage i Fagerhed og Dejlighed; de stansede foran Kongen, og den ældste af dem hilsede ham og sagde: „Herre Konge, giv Agt paa mine Ord; jeg er kommen for at træffe eder og bringer eder disse to skjönne Börn. Giv denne Svend Riddervaaben og sörg for et saadant Giftermaal til Möen, som det behager eder og sömmer eders höje Rang, saa I kan have Ære deraf. I Sandhed“, sagde hun, „jeg er disse Börns Moder, men Herre Desiré deres Fader; vel sömmer det eder at sörge for de skjönne Börn af en saa god Ridder og af slig en Frue som jeg er, for eders Hæders og Værdigheds Skyld; ti jeg er kommen hid fra mit Land“.

Da svarede Kongen: „min skjönne Frue, gjærne tilstaar jeg dig, hvad du beder om; jeg skal ogsaa gjöre det, Frue, efter min Evne. Stig af Hesten og kom og sid ned at spise med os og skjæmte eder“. - „Det gjör jeg vist ikke“, sagde hun, „förend I har gjort, hvad jeg beder eder om; lad mig nu först vie til min Elsker, og siden skal han fölge mig, ti nu vil jeg leve med ham efter Guds Lov, og saa skal han bo med mig hele sin Livstid, uden at jeg trænger til Skriftegang eller andet sligt“.

Da lod Kongen frembære en fuldstændig Ridderdragt og vil slaa Svenden til Ridder; han omgjordede ham selv med Sværdet, men Kong Orref og Kong Loenes bandt Sporerne paa ham. Da han var rigt og prægtigt udrustet og gjort til Ridder, mælte Kongen, saa at alle hörte derpaa: „denne Mö vil jeg bevare til mig selv og gjöre hende til Dronning; ti aldrig monne jeg finde nogen saa fager“. Men Herre Desiré sad tæt ved Kongen og lyttede og længtes efter at blive viet til sin elskede og siden leve i Ro og Sikkerhed med hende, og Kongen bortgiftede hende selv og lod hende vie efter kristen Vis i en hellig Kirke. Da Vielsen var over, tog den skjönne Frue Orlov af Kongen for at drage hjem til sit Fosterland og vilde ikke dvæle der længer, men sagde til Desiré: „stig paa din Hest og fölg med mig; ti nu er vor Sön Ridder, og han skal blive igjen her i dette Land, og vor Datter er godt gift; nu have vi gjort vore Sager godt. Vid med Sandhed“, sagde hun, „at de med det förste skulle komme til os for at se og besöge os“. Da steg Desiré paa sin Hest og fulgte sin elskede, der förte ham til sit Fosterland; der levede han med hende og havde aldrig Lyst til at vende tilbage.

Men Bretonerne gjorde denne Saga til Amindelse, at ikke denne Tildragelse skulde glemmes og gaa tabt, og digtede dertil en fager Strengleg, som de kalde Desirés Strengleg og Sang.




Fotnoter

  1. Riddernes Vaabenbrödre vare pligtige til at staa dem bi i Faren og udlöse dem, hvis de kom i Fangenskab.