Det Grönlandske Atlamaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Det Grönlandske Atlamaal.


[See den kbh. Udg. II, 411-86, 950-56. Saga-Bibl. l. c. samt især Volsunga-Saga Kap. 42-47 jevnfr. med den yngre Edda S. 141-142. Stoffet er bearbeidet dramatisk i de la Motte Fouqvés Sörgespil: Sigurds Rache].


1. Vidt spurgtes de Sagn[1]
At fordum holdte
Mænd[2] en Forsamling,
Stadfæsted ved Eder
Lönlig Aftale —
Dem siden Faren trued,
Dog Giukes Sönner ej mindre.
Thi de forraadte vare.


2. Skjoldungernes Skjæhne
Modnedes til Död;
Ilde handled Atle,
Havde dog Forstand;
Stærk Stötte han fældte,
Stred haardt mod sig[3]
Svigfuldt Bud han sendte
Svogre, snart at komme.


3. Klog var Husfruen,
Fornuftig hun tænkte,
Lagt havde hun Mærke
Til lönlige Taler;
Ondt havde den Vise,
Hun vilde dem hjelpe,
Skulde over Sö seile
Men selv ej reise kunde.


4. Runer da hun risted, [4]
Vinge[5] dem forfalsked —
Det Fordærv han förte —
För han dem afhænded.
Atles Sendebud
Siden foere
Over bugtet Fjord[6]
Did hvor Kjæmper boede.


5. Ved Drik de[7] sig glæded,
Gildets Ild[8] blev tændt;
Ingen Svig de aned
At det Komme[9] voldte;
Mod Gaver de toge
Som Venskab[10] dem sendte;
Paa Söjlen dem ophængte[11]
Paa ingen Fare tænkte.


6. Ind kom da Högnes
Hustru Kostbera,
En heel-forsigtig Qvinde,
Og hilste dem begge; [12]
Glad var og Glömvare,
Gunnars Mage;
Ej Höviskheds Pligter hun glemte
Men sörged for Gjæsters Behov. —


7. Hjem böde de[13] Högne
At han det tækkes skulde —
Havde de[14] sig besindet
Den Svig var röbet bleven! —
Gunnar Reisen lovte
Hvis Högne saa vilde
Högne den afslog
Da hin derom talte. —


8. Miöd bare de Favre,
Mange Slags[15] frembragtes,
Af Horn en Mængde tömtes
Til nok man drukket fik.


9. Mager Seng beredte
Som mageligst dem tyktes —
Kyndig var Kostbera,
Hun kunde skjelne Runer;
Ved Ildens Skin
Ord-Stave hun læste —
(Hun for begge Gummer
Tungen vogte maatte) — [16]
Forvildrede de vare
Og neppe tydes kunde.


10. Hun siden gik
Med Högne til Seng,
Den Folk-milde drömte,
Det ej heller skjulte,
Klog det Kongen sagde
Saa snart som hun vaagned.


11. "Fra Hjemmet vil du Högne!
De Raad du vel betænke,
Faa ere fuldkloge; [17]
Far du en anden Gang.


12. Jeg tyded de Runer
Som ristet har din Söster;
For denne Gang dig ej
Den Favre har indbudet;
Mest over Et jeg undres
Og end ej det forstaaer,
Hvad vel den Vise hændtes
At vildt[18] hun ridse skulde;
Thi saa der sagdes
Som[19] det blive vilde
Död for Eder begge
Hvis I snarlig kom. —
En Stav[20] hun fattes eller
Andre det maa volde." —


13. HÖGN. "Ondartede ere de[21] alle,
Ej sligt jeg vente kunde, [22]
det ej heller söge[23]
Mens vi det ej fortjene[24]
Os vil med glödrödt Guld
Den Konning overvælde —
Aldrig jeg ræddes,
Skjönt Rædsel vi sporge."


14. KOSTB. "Eders Gang skal vakle[25]
Hvis I did mon stunde;
Kjærlig Gjæstning der
Dengang ej I finde;
Högne! jeg har drömt,
Det jeg skjuler ikke,
Jer Modgang forestaaer
Som frygte jeg maa.


15. Jeg tyktes at dit Lagen
I Ilden brændte,
Og at höjen Flamme
Mit Hus gjennembraged."


16. HÖGN. "Her ligge Lin-Klæder[26]
Som lidet I agte,
Som Lagenet du saa
Snart de brænde skulle."


17. KOSTB. "Jeg saa en Björn indkomme,
Den Bænkene[27] slog sönder
Og rysted sine Labber
At rædde vi bleve;
I Gabet greb os mange
Saa intet vi formaaede;
Der opkom en Dundren
Som ikke var liden."


18. HÖGN. "Et Væir vil paakomme,
Snart stormende rase;
Den hvide Björn du saa
Til Hagl fra Östen bliver."


19. KOSTB. "Jeg tyktes gjennem det hele
Hus en Örn indflöj;
Svart det vil os vorde,
Med Blod den os alle stænkte —
Af Ordene[28] jeg troede
At Atles Ham[29] det var."


20. HÖGN. "Rundelig vi slagte,
Rödme[30] da vi see;
Det ofte Öxne betyder
Naar om Örne man drömmer[31]
Oprigtig er Atles Hu
Hvad end du drömme kan."
Ej talte de mere,
Hver Tale faaer Ende. —


____


21. Vaagnede Velbaarne,
Det ligervis dem gik;
Glomvöre derpaa agted
At Sövnen Ondt bebuded,
Som hindred Gunnar hen
Og hjem uskadt at drage. [32]


22. "Jeg tyktes dig en Galge
Var reist, du gik til Snaren —
At jeg dig traf, hvor Orme
Dig levende fortærte —
At Gudernes Tusmörke[33]
Kom paa — udtyd de Drömme!


23. Jeg saa et blodigt Sværd
Ud af din Skjorte taget —
Ondt er om saadan Sövn[34]
Sin Mage at fortælle! —
Jeg end en Landse saa
Dig midt igjennem staa
Og ved dens begge Ender
Jeg Ulve tude hörte."


24. GUNN. "Hunde der rende
Og heftig ville gjöe —
Tit Hundeglam bebuder
Landsernes Flugt."


25. GLÖMV. "Jeg her en Elv saa löbe
Langs efter Huset;
Den voldsomt frembruste,
Bænke overskylte,
Eders, begge Brödres,
Födder sönderbröd;
Intet Floden skaante —
Det noget vil betyde![35]


26. Jeg syntes döde Qvinder[36]
Kom hid i Nat,
Ej tækkelig klædte,
Kaare dig vilde,
Til sine Bænke
Böde dig i Hast —
Jeg troer at dine Diser[37]
Dig have alt forladt,"


27. GUNN. Sligt for sildig siges —
Saa er nu besluttet
Ej jeg den Reise skyer
Som engang var bestemt;
Os mange Varsler vise
Vor Levetid blir kort." [38]


____


28. Saasnart Dagen gryede[39]
De reiselystne alle
Sig skyndte op at staa,
De andre det fraraadte —
De fem tilsammen fore;
Kun dobbelt flere
Huskarle vare med[40]
(Ej ret betænkt det var)
Snævar og Solar
De vare Högnes Sönner,
Orkning en nævntes
Som og dem fulgte,
Den blide Skjoldbærer
Var Broder til hans Qvinde. [41]


29. Dem fulgte faver-klædte
Til Floden dem adskilte;
De Skjönne dem fraraadte,
Ej Heltene det ændsed.


30. Glomvöre talte,
Gunnars Mage,
Saa til Vinge,
Som hun værdigt troede:
"Ej veed jeg om I lönner,
Som önske vi maa —
Forbrydersk er Gjæstens Komme,
Naar det Ulykker volder."


31. Soer da Vinge
Sig han lidet skaante: [42]
"Ham[43] Jætterne eje
Hvis for Eder han löj,
Og Galgen hans Krop
Om Fred han vil bryde!" [44]


32. Bera[45] saa talte
Blid i Hu:
"Seiler med Held,
Sejer eder fölge
Gaa det som jeg önsker! —
Den Færd ej hindres kan!" [46]


33. Högne da svarte
(Godt sin Slægt han undte):
"Fatter Mod I Vakkre!
Hvor det end mon gaa —
Mange sligt sige,
Dog med stor Forskjel,[47]
Somme lidet ændse
Afskedsfærd fra Hjemmet.[48]


34. Öjekast de vexled
Til Afstand dem skjulte —
Da vendtes Skjæbnens Gang
Og skiltes deres Veje!


35. Kraftig de roede,
Kjölen halv frastödte,
Vældig Aaren svinged,
Vrede Kroppen böjed,[49]
Tougene[50] sprange,
Rorpindene brödes —
Ej Færgen de fæsted[51]
För fra den de ginge.


36. Lidet derefter
(Jeg Enden vil mindes)
Den Borg saa de staa
Som Budle ejet havde —
höjt knirkede Porten
Da paa den Högne banked.


37. Ord sagde da Vinge,
Utalt det være burde:
"Farer fjærnt fra Huse,
Ej Indgang did er tryg —
Snart jeg faaer jer brændte;
Strax I hugges skulle —
Blidt jeg bad jer komme,
Svig var skjult derunder —
Venter her mens jeg
For eder Galgen reiser".[52]


38. De Ord sagde Högne
Ej agted han at vige,
Ham intet forfærded
Af alt som ham mödte —
"Tænk ej os at skræmme,
Det sjelden du pröve;
Om et Ord du tillægger
Dit Onde det forlænger." —


39. Til Vinge de stödte,
Ihjel de ham sloge,
Med Öxer ham fældte;
Aanden veg med Hulken.


40. Atle og hans Flokke
Brynier da paatoge,
Gik i Rustning frem,
Et Gjærde[53] dem adskilte;


Ord de sammen vexled
Alle i Vrede:[54]
"För vi fast beslutted
At skille jer ved Livet."


41. "Ilde det sig viser
At I det för bestemte;
End ere I uberedte
Og En vi fældet have,
Slaget til Döde —
Af eders Flok han var."


42. Rasende de bleve
Da slige Ord de hörte,
Ud Fingrene strakte
Og Strængene[55] spændte;
Skjöde skarpt, men sig
Med Skjolde selv forsvarte.


43. Ind bragte Sagnet
Hvad ude de bedreve,
Höjt for Hallen det
Hörtes Trællen raabe.


44. Opbragt blev Gudrune
Ved den Sorg at bore,
Tildækket med Hals-Smykker
Dem alle bort hun kasted,
Slængte saa Sölvet
At sönder sprang de Ringe.


45. Ud gik hun siden
Ej ret lemfældig;[56]
Foer frem uden Sky,
Hilste de Komne;
Hasted til Niflunger,
Den Hilsen var den sidste,
Oprigtighed den fulgte
Og flere Ord hun talte:


46. "Med Lignelser[57] jeg sögte
Fra Reisen jer at holde;
Mod Skjæbnen Ingen magter,
Thi skulde I her komme." —
Med stor Forstand hun talte
Om de forliges kunde,
Ej derpaa de agted,
Alle Nej de svarte.


47. Saa da den Held-baarne[58]
At haard blev dem Legen;
Paa tapper Færd hun pönsed
Og Kaaben fra sig smed.
Et nögent Sværd hun greb
Og Brödres Liv forsvarte,
I Kampen behændig
Hvor Hænder til rakte.


48. Giukes Datter lod
Trende Kjæmper segne,
Saared Atles Broder,
Han siden bæres maatte;
Saa snildelig hun slog
At Slaget Foden tog;
Hun saa hug en anden
At han ej meer sig reiste,
Til Hel ham sendte — hendes
Hænder ej skjalve.


49. Den Strid som der stod
Af Rygtet ophöjes,
Dog Giukes Börns Bedrifter
Alt andet fordunkled.;
Saa spurgtes Niflunger
Medens selv de leved,
Svinge Kampens Sværd,
Söndersplitte Brynier,
Og Hjelme saa hugge
Som havde de Mod.


50. Den Morgen mest de kjæmped
Til Middagsstunden,
Hele Otten[59] og
Den halve Dag —
For der nok var stredet,
Blod paa Sletten strömmed.
Atten faldne vare;
Over dem vandt Sejer


51. Bera's tvende Sönner,
Hendes Broder med.
Rask da (Atle) talte,
Vred han dog var:
"Ondt er sig om at skue,
Eders Skyld er sligt;
Vi tredive vare
Stridbare Mænd,
Kun elleve[60] efter leve –
Alt for stort er Tabet.[61]
Fem[62] Brödre vi vare
Da Budle vi misted;
Hel de halve haver,
Hugne[63] tvende ligge.


52. Stort Svogerskab fik jeg,
Ej kan jeg det skjule,
Forfærdelige Kone!
Ej godt af det jeg nyder;
Sjelden blidt jeg havde
Siden hid du kom:
Jer; Frænder beröves,
Föler tit mig sveget;
Til Hel min Söster I sendte[64]
Som mig bittrest er."


53. "Sligt Atle! nu du mindes
Som för du selv bedrev;
Min Moder du greb
Og myrded for Skatte;
Vakker Søsterdatter[65]
Du sulted i en Hule —
Kun Löjer det mig tykkes
Naar Sorger du opregner;
Guderne jeg takker
At det gaaer dig ilde;"


54. "Jeg egger eder Jarler!
Overmodig Qvinde
Stor Harm at tilföje,
Det Syn mig glæde vilde!
Anstrænger alle Kræfter
At Gudrune klynker,
See jeg det önsker
At ej hun Glæde nyder. [66] — —


55. Tager I Högne,
Ham med Kniven flænger,
Skjærer Hjertet ud,
I skulle det fuldbringe;
Grumsindet Gunnar
Til Galgetræet binder,
Kraftig Strikken knytter,
Kalder Orme did." —


HÖGNE sagde:
56. "Gjör som du lyster,
Glad derpaa jeg bier;
Rask jeg skal mig vise,
Jeg för har værre[67] prövet —
Skade I finge
Mens karske vi stode,
Saa os Saar nu böje
At selv I raade maa." — —


57. Det Atles Bryde[68]
Beite sagde:,
"Hjalle skulle vi tage
Men Högne skaane, [69]
Halvt Værk da fuldbyrdes,
Han at döe forskylder
Saa længe som han lever
En lumpen[70] (Træl) han bliver." —


58. Ræd blev Kjedles Vogter,
Sin Plads han snart forlod,
Godt han klynke kunde,
Klavred i hver Vraa;[71]
Sin Ufærd han beklaged
For andres Kamp at böde,
Og den Ulykkes-Dag
Naar döe fra Svin han skulde,
Fra al den Overflod
Som didtil nydt han havde.


59. Budles Træl[72] de grebe
Og blottede Kniven,
Ond Usling tuded
För Odden han fölte;
Lovte Tid sig tage
Til at gjöde Marker,
Værst Arbeid forrette
Hvis vel derfra han slap;
Sig glad Hjalle sagde
Hvis saa han Livet fik.[73]


60. Högne da beslutted,
Faa det gjöre vilde,
For Trællen at bede
Saa han undslippe kunde —
For mig jeg agter mindre
At öve denne Leeg;
Hvi skulde her vi taale
At höre paa den Skraal!"


61. De toge den Folk-gode
Da for strænge Mænd
Ej Midler længer gaves
Slig Gjerning at forhale —
Högne da lo,[74]
Det hörte Dagens Sönner;[75]
Han sig hærde kunde,
Qvaler vel han taalte.


62- Harpen tog Gunnar,
Den med Tæer[76] slog,
Slaa han den saa kunde
At Qvinder græde;
Og de Kjæmper rörtes[77]
Som kunde, nöjest höre —
Raad gav han bold Dronning[78]
Bjelker sönder sprunge.[79]


63. Saa de Herlige Döde
I Dagens förste Stund;
Efter sig de lode
Leve Stordaads Minde.


64. Stor tyktes Atle være,
Han steg over dem begge;[80]
Den Ædle[81] Sorg[82] han sagde
Med smædelige Ord:
"Morgen er nu Gudrun!
Du misted dine Hulde,
Selv har du Skyld i noget
At saa det har gaaet.


65. GUDR. "Glad er du nu Atle!
Mord du forkynder,
Anger skal dig gribe
Inden alt du pröver.
Den Arvedeel[83] dig levnes
Dig jeg kan fortælle:
Fra Ondt du aldrig skilles
For ogsaa jeg er död."


66. ATLE. "Sligt kan jeg hindre,
Jeg seer et andet Raad ...
Meget[84] mildere —
Godt vi tit forkaste —
Jeg vil dig tröste
Med herlige Gaver,
Livegne — sneehvidt Sölv
Saa meget du vil eje."


67. GUDR. "Det Haab til intet vorder,
Jeg vil det afslaa;
Forliget jeg bröd
For mindre Bröde —
Ublid for jeg tyktes,
Foröges det vil —
Alt Nag[85] jeg undertrykte
Medens Högne leved.


68. Opfödte vi vare
I et Hus tilsammen,
Mangen Leg vi legte,
I Lunden opvoxte —
Grimhilde os begaved
Med Guld og Hals-Smykker —
Brödres Tab du aldrig
Erstatte mig kan,
Eller det gjöre
Som godt mig tykkes. — —


69. Mænds Vold Qvinders
Kaar nedtrykker;
I Skjödet Frugten falder
Hvis Grenene bugne,[86]
Træet snart vil lude
Naar Roden man beskjærer —
Nu Atle! over Alt
Du ene her kan raade." —


70. Stor var den Uforstand[87]
At Kongen saadant troede,
Vel synlig var den List
Hvis vogtet sig han havde;
Ænghjertet[88] Gudrun tale
Da mod sin Tanke kunde;
Letsindig sig anstille,
Med tvende Skjolde legte.[89]


71. Et Gilde hun beredte
Som Brödres Arve-Öl,
Det Atle ligervis
For sine[90] give vilde.


72. Det ved Aftalen blev —
Og Drikken var tillavet;
For stor var Ödselheden
Der i det Samfund hersked —
Haard var behjertet Qvinde,
Hun Budles Slægt modstod;
Mod egen Mand hun vilde
Udöve grusom Hævn.


73. Hun lokkede de Smaa,
Lagde dem paa Stok; [91]
De Grumme[92] Modet tabte,
Græde dog ikke —
I Moders Favn de fore,
Fritted hvad de skulde.


74. "Spörger lidt derefter,
Jeg begge vil forkomme;
Længe jeg har lystet
At læge jer for Ælde."[93]


75. "Dræb Börn som du vil,
Det Ingen forbyder —
Kort Ro venter Vreden —
Hvis Brödrenes[94] friske
Barndom, du Stridslystne i
Ret forsöger, [95]
Alt gaaer som det bör."[96]
Hun begges Hoved afskjar. — —


76. Atle snart spurgte
Efter sine Drenge,
Hvorhen til Leeg de ginge
Da han dem ikke saa.


77. GUDR. "Jeg vil gaa did over[97]
Atle det at sige." — —
"Grimhildes Datter
For dig ej sligt vil skjule;


Naar alt du erfarer
Atle! mindst da glædes;
Du stor Ulykke vakte
Ved mine Brödres Drab!


78. Meget sjelden sov jeg
Siden de faldt;[98]
Haardt jeg dig trued,
Nu har jeg dig erindret.
En Morgen[99] mig du fortalte
Det mindes jeg nöje,
Nu er det Aften
Og du bör det spörge.


79. De Sönner har du mistet
Som mindst du skulde;
Vid, deres Hovedskaller
Haves til Drik-skaaler;[100]
Din Drik[101] jeg dröjed
Med deres röde Blod.
Jeg tog deres Hjerter
Paa Tenen[102] dem stegte,
Dig siden dem bragte
Som de var af Kalve; —
Ene sligt du voldte! —
Intet du levned,
Brugte trolig Tænder,
Tygged ret med Lyst. —


80. Saa fandt du dine Sönner,
Faa sig det værre lave! —
Min Deel jeg selv har naaet
Og vil deraf ej prale!"[103]


81. ATLE. "Grum var du Gudrun!
Da saa gjöre du kunde
Med egne Börns Blod
At blande min Drik —
Den Slægt du ombragte
Som burde du mindst —
Og mig uophörlig
Ulykke tilföjer."


82. GUDR. "End er det min Villie
At ende dit Liv,
Neppe nok af Ondt
Ydes slig en Konning,
För havde du bedrevet
I denne Verden[104]
Daarlig Grumheds Værk
Blandt Folk uhörte. —
Du har nu dem formeret
Som nys vi spurgte,
Stor Udaad udövet —
Dit Arv-Öl har du givet."


83. ATLE. "Paa Baal skal du brændes
Og stenet för vorde —
Da har du det opnaaet
Hvortil du immer stræber."


84. GUDR. "Slig Sorrig du dig selv
I Morgen fortælle —
Jeg ved en skjönnere Död
Til andet Lys vil drage."[105]


85. I samme Gaard[106] de sade,
Vexled hadske Tanker,
Kasted Vredes-Ord —
Begge Glæden savned.


86. I Had en Niflung[107] opvoxte,
Han paa Stordaad pönsed;
For Gudrun han det yttred
At fiendsk han var mod Atle.


87. Högnes Medfart randt
Hende i Tanke;
Held for ham hun sagde,
Hvis Hævn han fuldbyrded. —
Dödet blev da Atle
Inden stakket Tid;
Ham Högnes Sön saared
Og selve Gudrun med.


88. Talte da den Raske,
Hans Sövn forstyrret blev,
Snart Vunder han fölte, men Bindsel
Behöves, han sagde, dog ej —
"Siger det sandeste,
Hvo slog[108] Budles Sön?
Haard Medfart har jeg prövet.
Ej Haab til Liv han sagde.


89. GUDR. "Grimhildes Datter
For dig det ej vil skjule,
Vid jeg det volder
Dit Liv gaaer til Ende,
Og Högnes Sön har Deel
I dine Ulivs-Saar."[109]


90. ATLE. "Fræk gik du til
Afskyeligt[110] Mord;
Ondt er at forraade
Ham, som dig vel troede,
(Saa) drog jeg[111] fra mit Hjem
Til dig at beile, Gudrun!


91. En[112] Enke du var,
Man sagde storsindet; [113]
Vi det ingen Lögn
Være siden pröved.
Hid hjem du drog,
Hærskarer os fulgte;
Herlig da var
Vor hele Færd.


92. Al Hæder vederfores
Höjbaarne Gjæster[114]
Overflod af store
öxne var til Fode —
Af Rigdomme Nok,
Som deeltes blandt mange. [115]


93. Jeg Fæstensgave yded
Den Ædle; Smykkers Mængde
Tredive Trælle
Syv vakkre Terner[116]
Hæderligt var sligt,
Sölvet var dog mere.


94. Alt det du agted
Som intet det var,
Mens de Lande laa urörte
Som levnet Budle havde;
Saa du undergrov[117]
Intet blid modtog[118]
Din Svigermoder[119] tit
Forgrædt du sidde, lod;
Af Tyendet[120] jeg siden
Ej nogen saa fornöjet."


95. GUDR. "Nu lyver du Atle!
Skjönt lidet jeg det agter;
Sagtmodig var jeg sjelden,
Men svare Hug du uddeelte[121]
I Brödre sloges unge,
Hinanden bagtalte;
Hælvten af dit Hus
Til Hel nedstyrted; [122]
Alt ravede som
Til Held skulde tjene.


96. Tre Södskende vi vare,
Kjække vi tyktes,
Af Landet vi fore,
Fulgtes med Sigurd.[123]
Vi sværmed omkring,
Et Skib förte hver,
Paa Reiser Lykken sögte
Til öster paa vi kom.


97. En Konning först vi fældte,
Landet der indtoge;
Herser os til haande ginge,
Det vidnede om Frygt.
Fra Skoven[124] vi frelste
Hvem Freden vi undte,
Til Velstand den ophöjed
Der intet för besad.[125]


98. Hunnisk Helt[126] döde,
Snart daled min Lykke,
Stor Sorg den Unge plaged;
En Enkes Lod blev min.
Qvalfuldt var at leve
Og komme i Atles Hus —
En Helt var for min egen,
Haardt var det Tab!


99. Ej kom du fra et Möde
Saa vidt vi spörge kunde,
At ret din Sag du sögte
Og Sejerherre blev;
Du vilde stedse vige,
Intet kjekt forsvare.[127]
Det tyst vi blive lade."
— — — — —


100. ATLE. "Usandt du Gudrun! siger,
Kun lidt derved forbedres
Din Lod eller min,
Vi alle meget tabte —
Nu af din Godhed
Gudrun du handle
Os til Hæder,
Naar ud jeg skal bæres."[128]


101. GUDR. "Et Skib[129] vil jeg kjöbe,
En Kiste af Steen,[130]
Vel Lagener væxe
til Svöb om dit Lig,[131]
Hver Mangel alhjelpe
Som havde för vi elsktes." —


102. Afsjælet blev Atle,
Dybt sörged hans Slægt;
Ædelbaaren opfyldte
Alt hvad för hun loved[132]
(Snart) vis Gudrun
Vilde sig omkomme;
Hendes Dage dvælte,
Hun Döde en anden Gang.[133]


103. Salig den kaldes
Hvo slige Börn
Föder, som de,
Der avledes af Giuke.
I hvert et Land
Skal leve tit forynget
Deres Eftermæle
Hvor Folk det Ören laane.[134]


Noter

  1. Egtl. Udaad eller fiendske Anslag.
  2. ɔ: Atle og hans Venner. See Rafns Vols. S. S. 123. Giukungernes Skatte lokkede ham til disse forræderske Anslag.
  3. ɔ: forberedte sin egen Undergang.
  4. ɔ: Indskar dem paa en Trætavle der skulde tjene isteden for et Brev. See min Anm. i den kh. Udg. II, 950.
  5. See foran s. 104.
  6. Egtl. en Fjord el. Flod med mange Arme eller Bugter. I Niflunga-Saga nævnes Rhinen.
  7. ɔ: Giukungerne. Jfr. Vols. S. S. 124.
  8. Paa Arnen eller Kaminen.
  9. ɔ: Atles Gesandteres.
  10. Jeg læser fridr (ikke frídr, ɔ: skjön, anseelig).
  11. til Skue for Hoffolkene.
  12. ɔ: Udsendingerne.
  13. ɔ: Udsendingerne.
  14. Brödrene.
  15. ɔ: Drikke og Retter.
  16. Efter et gammelt Ordsprog, omtrent som den nyere Talemaade: "at holde Tungen midt (eller lige) i Munden" for ikke at sige noget som er galt eller urigtigt.
  17. Egtl. faa forstaa sig fuldkommen paa Runer, ɔ: deres rette uæsning eller Betydning.
  18. feilagtig, urigtig.
  19. E. O. som om der under var o. s. v. Disse Udtryk har Vols. S. beholdt, og de skulle muelig sigte til en Forfalskning af Runerne ved Gravstikken eller Tælgekniven.
  20. El. flere, ɔ: Bogstave, Rune-Karakterer.
  21. ɔ: Runerne.
  22. ɔ: at Advarselen er grundet.
  23. ɔ: forudsætte, antage.
  24. Meningen er: da vi ere uskyldige, frygter jeg ikke.
  25. ɔ: til Fald.
  26. "Her ligge Klæder for at farves" har Vol. S. (43de Kap.) Dens Oregnelse af disse viser at den har havt flere Qvad og afvigende Læsemaader at rette sig efter.
  27. El. Stokkene, Bjelkerne. Vol. S. "Kongens Höjsæde."
  28. Orig. Heitom, ɔ: enten Trusler eller Benævnelser; i sidste Fald synes Navnet Alle at være sammenlignet med det tydske Adler, gr. αετος, oldnord. Ari (en Örn).
  29. Fölgeaand.
  30. Orlg. Rödra, röd Vædske, her vel Blod (Sanser. Rudhira eller Rodhira).
  31. Maaske af Ligheden mellem Ordene Öxn og Örn.
  32. E. O. at Sövnens (eller drömmenes) Skade (eller Farer) formente Gunnar at lægge de tvende Veje tilbage.
  33. Kan og her forklares ved Fyrsternes Undergang.
  34. ɔ: Dröm.
  35. Her hare de Digte, som Vols. S. Forfatter fulgte, været udförligere. Den taler om tvende Oversvømmelser, og indeholder tillige Gunnars Fortolkning: at de vilde gaa over en bölgende Ager isteden for Elven o. s. v.
  36. Formodentlig Hels Terner. Jfr. III, 209, 223.
  37. ɔ: Skytsgudinder.
  38. Her kan man ej andet end tænke paa det bekjendte horatziske: Tenacem propositi virum o. s. v.
  39. E. O. a) de saa da det dagedes, el. b) da Farverne oplystes (af den unge Dag).
  40. El. kunde være med, da Meningen ikke nu er tydelig. Jfr. Anm. 40.
  41. Jfr. her foran S. 105. Vol. S. kalder Solar og Snævar Havars sönner, uden Tvivl ved en Skriverfeil (da Hav. skulde læses Havgna i Orig.) Strophens mellemste Liniers Mening er noget dunkel, men forekommer mig at være den, at de fem nævnte fyrstelige Heltes Fölge bestod af ti Huskarle eller Drabantere. Jfr. Udtrykkene om deres Fölge i Vol. S. 46de Kap.
  42. Enten ved at anstille sig heftig og ubændig, eller ved at tilönske sig fortjente Ulykker.
  43. Her synes Vinge at benytte sig af det Kunstgreb ej at tale om sig men en tredie Person (maaske Atle) i det han forbander Forræderen. I Vols. S. nærner Vinge sig selv.
  44. El. pönser paa Forræderie.
  45. ɔ: Kost-Bera.
  46. ɔ: da Reisen ikke kan forhindres.
  47. ɔ: enten de mene det eller ikke.
  48. El. For Mange er det ikke magtpaaliggende hvorledes (med hvilke önsker) man tager Afsked med dem fra Hjemmet.
  49. Faldt stærkt tilbage (for at forstærke Aaretagene).
  50. hvori Aarerne vare fastgjorte.
  51. Ved Anker eller Pæl (da de ej ventede at behöve den ved Tilbagereisen). Denne Söfart beskrives ikke allene i Vols. S. og Vilkina-Saga, men ogsaa i Nibelungenlied og de danske Kjæmpeviser om Fru Grimild, hvor Huna-land er forvandlet til Hven o. s. v.
  52. Det var muelig med Hensyn til disse Ord at Thiodolf fra Hvine (i det 9de Aarh.) kaldte Galgen Vinges Træ. Yngl. S. Kap. 26. Jfr. Str. 31 og 55.
  53. ɔ: Mur, Vold eller og en Gaard, Gaardsplads (da Gardr kan betyde begge Dele).
  54. Her synes adskilligt at mangle. Det bekræftes af Vols. Saga (K. 45) hvor Atle fordrer at sine Svogre Sigurds efterladte Skat, som tilhörende Gudrun; da de nægte den, truer Atle med at hævne den gode Sigurds Mord. Sadledes har han troet at finde antagelige Skingrunde for sin Niddingsdaad.
  55. ɔ: til Kastespyd eller Buer.
  56. E. O. slog ikke Dörrene lempelig i.
  57. El. Sindbilleder, nemlig Ringen med Ulvehaarene.
  58. ɔ: födt til Lyksalighed (af en fyrstelig og vældig Slægt).
  59. Otta, Ottestunden var Nattens sidste eller Morgenens förste Deel. See den kbh. Udg. II, 446-47, 748.
  60. Vols. S. har blot sex (hvor dog sikkerlig en Fejl maa være indlöben).
  61. Orig. har den Talemaade af samme Mening, at et alt for stort Stykke der var brændt bort.
  62. Vols. S. fire.
  63. Her maaske: svært saarede. Jfr. Str. 48.
  64. ɔ: Brynhilde, for hvis Död Atle gav Giukungerne Skylden. See foran S. 104. Vols. S. siger her: "I havde forraadt min Söster." Rafn troer at Oddrun menes derved.
  65. El. Södskendebarn. Om dette Slægtskab bör henföres til Gudrun eller Atle sees ikke tydelig af Texten. See Registtret over Mænds og Qvinders Egennavne under Grimhilde (samt den kbh. Udg. II, 878).
  66. Ved Qvadets omhyggelige Betragtning og dets Jevnförelse med Vols. S. seer man, at det her, som paa flere enkelte Stede, maa fattes et ikke ubetydeligt Stykke, som suppleres af nysnævnte Saga i Begyndelsen af det 46de Kap. Giukungerne trænge nemlig Atle tilbage ind i Hallen, hvor der skete et stort Slag og Mandefald; tilsidst blev först Gunnar og siden Högne overmandede og fangne, efter at alle deres Ledsagere vare faldne. Da först kan Atle give de fölgende grusomme Befalinger til sine Drabantere, men Högne svare i en afmægtig og værgelös Tilstand.
  67. Andre: biartara, lysere (herligere, bedre) ɔ: Skjæbne, for brattara.
  68. Orig. Briti betyder egentlig en Forvalter (her vel en Art af Slotsforvalter); i den Egenskab havde Beite vistnok Hals og Haand over alle Kongens Trælle; derfor kan han, uden videre, lade Hjalle dræbe.
  69. El. redde, befrie.
  70. Orig. lavskr kan betyde svigfuld eller doven.
  71. For at undkomme.
  72. Orlg. Bra ʃs er nu ubekjendt i den Forstand, men betyder ellers Metal, Jern. Muelig havde Hjalle været mere yndet i den gamle Budles Levetid. Bra ʃs bruges endnu i Islandsk for kaad, fræk, uforskammet, og det kunde en Konges Yndlings-Træl let blive.
  73. Ved at læse Hjalles Skildring af Trællestanden kan man Ikke andet end tænke paa Karkers Udladelser derom i Oehlenschlaegers Hakon Jarl (1ste Scene).
  74. Jfr. Atlaqvida Str. 24.
  75. el. Frænder. Maaske de med Dagens eller Solens Straaler til Jorden ankommende Lysalfer. Jfr. foran S. 43. samt dette Digts Str. 63.
  76. Orig. Ilqvistir betyder ordret: Fodsaalens (Fodens) Qviste.
  77. ɔ: bevægedes, bleve rörte (til Graad).
  78. Orig. ríkri, den mægtige eller rige (Qvinde). Ordet Drottning (Dronning) forekommer ingensteds i disse eddiske Kjempevlser (skjönt det er indfört i det prosaiske Supplement til Völundarqvida). Det er maaske et ikke uvigtigt Kjendetegn paa deres höje Ælde.
  79. Ved Harpens stærke Toner. Her forekommer intet om den Slange, som skal have stukket Gunnar ihjel o. s. v. Ellers synes noget her at være bortkommet af Digtet.
  80. Maaske tildels af en ældgammel Overtro. See min Anm. i den kh. Udg. II, 952.
  81. ɔ: Gudrun.
  82. sørgelige Tidender.
  83. ɔ: Efter de dræbte Svogre, isteden for Fafners Arv.
  84. E. O. dobbelt.
  85. El. Splid; enhver Anledning til Stridigheder.
  86. El. svækkes, brydes, giver efter. Stedet er dunkelt da Ordet hnefi (Næve) ellers ikke forekommer for Frugt. Afzelius oversætter: Haanden (Næven) synker til Knæerne (i Skjödet) naar Armene (Grenene) visne.
  87. Orig. Grunn-ydgi er lige det modsatte af det nyere: Dybsindighed.
  88. E. O. sammenkrympet, kroget.
  89. En ældgammel Talemaade om Forstillelse eller Utroskab.
  90. ɔ: faldne Brödre.
  91. Blok, Bjelke el. Bænk.
  92. ɔ: Haarde, Haardföre.
  93. En Talemaade om Drab.
  94. Her fölger jeg den stokh. Udgaves Læsemaade, jævnfört med Udg. Anm.
  95. ɔ: ved at lade dem voxe frem.
  96. Denne Linie tillægger den latinske Oversætter Digteren med denne Mening: "Alt gik naturlig til" (som man kunde vente).
  97. El. Jeg drister mig til at gjöre det Skridt at fortælle Atle det.
  98. G. Magnæus anmærker meget rigtig at det sees heraf at en rum Tid var forlöben fra Brödrenes Död til denne Samtale, samt ligeledes rimeligvis fra Drengenes Mord.
  99. Jfr. Str. 64.
  100. Herom siger Vols. S. "Deres Hjerneskaller ere her som bordbægere og den yngre Edda: "Kort efter (Giukungernes Mord) dræbte Gudrun sine to Sönner, og lod Bordkar forfærdige med Guld og Sölv af deres Hovedskaller, og da holdtes Niflungernes Arveöl" o. s. v. Jfr. III, 253. At de gamle Skandinaver ellers urigtigen beskyldes for at have plejet at drikke af deres Fienders Hovedskaller, har jeg o. fl. bevist. See f. Ex. den kbh. Udg. II, 933, Saga-Bibl. II, 497 og Rafns Vols. S. S. 164.
  101. Vin; Vols. S.
  102. For Spid, Stegespid; bruges og i de danske Kjæmpeviser.
  103. And. og leer dog ikke deraf.
  104. El. Vaaning, Bolig.
  105. Om disse Udtryk og vore hedenske Forfædres Udödelighedstro, see den kh. Udg. II, 473. 954.
  106. El. a) Bye; b) Hauge.
  107. Uden Tvivl et Stamme-Navn, skjönt Vols. S. gjör det til et Egennavn. G. JMagnæus mener at dette var Giuke; see (foran S. 105) samt at han menes i Atla-Qv. Str. 12. Den yngre Edda kalder ham Högnes Sön, uden ellers at nævne ham. I Vilkina S. heder han Aldrian, i de danske Kjæmpeviser Ranke.
  108. ɔ: dræbte, eller og: saarede.
  109. E. O. de Saar, som udmatte eller plage dig.
  110. El. som stred mod Naturen.
  111. Orig. tillægger beidr (ɔ: som Frier) maaske rettere beiddr, anmodet, ɔ: Grimhilde, Gudruns Moder.
  112. Orig. tillægger efterladte, maaske fordi at Ordet Eckiæ i gamle Dage undertiden betegnede en Kone overhoved, ligesom det finske Acka, hvormed det sikkerlig er beslægtet.
  113. El. herskesyg, egenraadig.
  114. En ærefuld Pragt saaes overalt (ved Brylluppet); der vare mange höjbaarne Gjæster.
  115. til Afsked (efter Oldtidens nordiske Skik). Man kan og oversætte: Mangt havde bragt dem til Veje.
  116. Vols. S. anderledes: Tredive gode Riddere (el. Ryttere) tyve hæderlige Möer og mange andre Mænd.
  117. ɔ: min Lykke eller Velstand.
  118. El. Jeg modtog Intet (som Medgift eller Arv efter dine Slægtninge).
  119. El. Svigerinde.
  120. Hión kan baade betyde Ægtefolk og Tyende; her menes formodentlig Atles Husfolk, i det Hele (siden Gudrun blev gift med ham).
  121. Forf. af Vols. S. har læst jókstu (for hóstu ɔ: Men du forögede siden meget (min Sindsuro).
  122. Attila dræbte virkelig sin Broder Bleda. Jornandes siger og om ham (i 35te Kap.) at han sögte at forstærke sin Magt ved sine nærmeste Slægtningers Mord, og voldte almindeligt Uheld -ved sine Frænders Drab. Jfr. den kh. Udg. II, 955. Saaledes ogsaa Vols. S. "Her have ofte været store Uroligheder i din Gaard og ofte sloges Frænder og Venner" o. s. v.
  123. Om disse Begivenheder har man vist för hört mange Sagn og Sange som nu forlængst ere tabte.
  124. ɔ: Fredlöshed, Landflygtighed.
  125. Efter Erobrerens sædvanlige Grundsætninger.
  126. Sigurd. Saa kaldes han paa flere Steder som S. 62, 63, 66, 81. Efter Vols. S. vare hans Forfædre Konger i Hunaland, ligesom og hans Fader Sigmund.
  127. Med Sandhed Kunde sligt vist ikke siges om Attila, men Digteren lader en opbragt Qvinde tale, og her kunde desuden sigtes til hans bekjendte ulykkelige Tog til Gallien, som endtes med en uhæderlig Flugt.
  128. ɔ: til det forestaaende Jordefærd.
  129. El. Baad, hvori de gamle Nordboer bleve begravne, isteden for de senere Træ-Ligkister.
  130. En Grav opfört af Steen eller Muurværk. Den kaldes udtrykkelig en Steenkiste i Vols. S. See foran S. 52 (Anm. 53) samt den kbh. Udg. II, 955, hvor en saadan hunnisk Steenkiste, (ved Merceburg i Saxen) med udgravede og overmalede Figurer beskrives. Orig. steinda vilde efter nyere Talebrug betyde: malet.
  131. Allerede Herodot fortæller at Skytherne indsvöbte de Dödes Lig i Vox (eller væxede Lagen). Om de gamle Assyrler og Perser fortælles og at de tildels have begravet deres Döde i Vox.
  132. Jornandes beskriver Attilas Ligbegjængelse (i 25de Kap.) Den blev holdt hemmelig og dette giver strax Mistanke om hans Voldsomme Död!, som skulde skjules for Almenheden. Desuden fortælle flere (især byzantinske) Historieskrivere, at Attilaer bleven myrdet ved Nattetider i Sengen, af hans Kone eller Medhustru og af en Vaabendrager (her Högnes Sön) efter at han i Forvejen havde faaet sig en stærk Rus o. s. v. See min Anm. i den kbh. Udg II, 954, og den magnæanske Commisslons Fortale S. IX-X, XXIII-IV. Virkelig synes begge Sangene om Atle saavel som de tvende fölgende, at være, allerede i de hedenske Tider, komne til Skandinavlen fra de i Udlandet boende Gother, som stöde i saa mangefoldig Forbindelse med Hunnerne, ligesom siden med Slaverne eller Venderne, hvilke Nordboerne ogsaa tillagde det hunniske Navn. Mærkeligt er det ellers, at Slottets og Hoffolkenes Brand, som besynges i Atla-Qvida, slet ikke ommeldes her, og at Sangenes Fortællinger ogsaa her afvige meget fra hinanden, til end et Bevis for at de ikke kunne være forfattede af den samme Digter.
  133. Vols. S. K. 141. "Gudrun vilde ej leve efter dette Værk, men hendes sidste Dag var endnu ikke kommet." Jfr. Samlerens Indledning til Gudruns Opfordring.
  134. Isteden for dette Epiphonema udtrykker Forf. af Vols. S. sig saaledes : Volsungerne og Giukungerne siger man har været de heltemodigste og vældigste Mænd, og saa berettes det i alle Oldtidens Qvad." (Rafns Overs. S. 141).