Det Høje Nord

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Daniel Bruun
(1856 - 1931)

Uddrag af
Det Høje Nord

Ved Daniel Bruun

København
1902

1. FÆRØERNES OPDAGELSE OG UDFORSKNING.

Det var for omtrent to og tyve Hundrede Aar siden, at der hos de sydlige Kulturfolk begyndte at dæmre Forestillinger om et frossent Hav mod Nord. Pytheas fra Massilia (Marseille) havde naaet det mystiske Thule, der vistnok var Nordspidsen af Britannien (o. 320 f. Kr.), den jyske Halvø blev senere omsejlet, og græske Kolonister ved Sortehavet, som berejste det indre af Rusland, hjembragte Efterretninger om et frossent Hav. Længe endnu vedblev dog for Sydboerne Navnet Thule at repræsentere Bregrebet det yderste kendte Nord. For imidlertid at indføre i Folkenes Bevidsthed en Verden, hvis Grænser var Is, maatte Forskningen udvides til Polarkredsen selv. Dette var forbeholdt Nordboerne, som allerede i den forhistoriske Tid havde overskredet dennes Grænse, idet Nybyggere havde taget Land endog helt op mod Nordspidsen af Norge i det saakaldte Hálogaland, hvis Klima var mildnet af Golfstrømmen.

Allerede dengang var, saavidt man kan skønne, Folkestammer af forskellig Slags af stærkere Racer bleven pressede op andre Steder mod Nordpolarhavets Kyster, hvor de lidt efter lidt, tvungne af den haarde Nødvendighed, havde tilpasset deres Levesæt efter den barske Natur. Fra at have levet af Jagt i sydligere Egne, var de nu bleven nødsagede til tillige at ernære sig som Sælfangere.

Paa denne Maade fremstod de eskimoiske Folkeslag, som bebor Asiens og Nordamerikas Kyster. Hunden var deres trofaste Ledsager, og et og andet Sted havde de tæmmet Rensdyret; de opfandt Kajakken og Konebaaden og kunde nu dristigt færdes langs Ishavets Kyster. Medens Grønland rimeligvis var betraadt af disse Folk, laa endnu Færøerne og Island øde og mennesketomme. Det samme var Tilfældet med de endnu fjernere Øgrupper i Polarhavet, som vi kender under Navn af Spitsbergen og Frans Josefs-Land.

I det nordligste Skandinavien, Østen for Fjeldryggen, boede Lapperne, som Nordboerne kaldte Finner. De fristede Livet som Nomader med deres Rener eller som Fiskere, og medens Skandinaverne endnu forlængst havde faaet skærende Redskaber af Jærn, levede de endnu i Stenalderen, ukendte som de var med de civiliserede Folkeslags Opfindelser og Kultur paa Grund af deres Afsondrethed. Det var først i det 9. Aarhundrede, at en Mand fra Hålogaland ved Navn Ottar, der havde indrettet sig et Nybyggersted, nordligst af alle Nordmænd, fandt paa at sejle langs Kysten videre mod Nord, indtil den øde Strand bøjede mod Øst og senere mod Syd. Han naaede paa denne Maade det Hvide Hav (Gandviken) og er den første Ishavsfarer, vi kender. Ved Dvinaflodens (Vina's) Munding traf han en tæt Bebyggelse af Bjarmer, der talte samme Sprog som Finnerne. Ottar var en rig Mand, der ejede 600 tamme Rensdyr, men kun 20 Køer og lige saa mange Faar og Svin. En lille Ager pløjede han med Heste. Dertil havde han stor Indtægt af Hvalfangst, ligesom Finnerne, med hvem Nordmændene ofte fejdede, betalte en stor Afgift i Dyreskind, Fuglefjer o. l.

Beretningen om Ottars Togt lod den engelske Kong Ælfred, i hvis Tjeneste han var traadt, nedskrive.

Just denne Periode var en urolig Tid i Norden. Krigsvante, dristige Folk drog ud paa Vikingetog i deres smaa Skibe for at røve og plyndre. Deres hedenske Religion var dem en Spore til Stordaad og Kraft; den »hvide Krist« havde endnu ikke mildnet deres krigerske Sind.

I Begyndelsen drog de ud i smaa Flokke, men snart oprandt den egentlige store Vikingetid. Hidtil havde Vikingerne nærmest fulgt langs Kysterne paa deres Togter; men dristigere og dristigere blev de. Baadene blev byggede større, og paa deres Langskibe stævnede de nu ud paa det aabne Hav ledet af Stjernerne, thi Kompas kendte de jo ikke. Vikingetog til Skotland og Irland fra det vestlige Norge tog sin Begyndelse kort forinden Aar 800, og ved den Lejlighed opdagedes ogsaa Færøerne.

Allerede ved Aar 700 var disse Øer dog bleven befolkede, som naturligt var, fra det nærmest liggende Land i Syd.

Efterretninger herom haves i den irske Munk Dicuils Værk: De mensura orbis terræ, der er skrevet ved Aar 825. Han beretter, at der to Dagsrejser Nord for Britannien ligger nogle Øer. »Disse er alle smaa,« siger han, »og smalle Sunde adskiller dem. I omtrent hundrede Aar har Eneboere fra Skotland her haft Tilhold, men de maatte flygte bort for nordiske Sørøvere.« Han beretter endvidere, at der paa Øerne fandtes en utallig Mængde Faar og Søfugle.

Den store Mængde Faar tyder paa, at Irerne har haft fast Beboelse der i længere Tid.

Endnu har Færingerne paa enkelte Steder bevaret Sagnet om irske Eneboere, der levede paa afsides Steder, og fra Nordmændenes første Tid fortælles om hellige Mænd, som aldrig dræbte, men kun ernærede sig af Mælk, Æg og Tang, og som gjorde Undere.

For øvrigt blev Øerne nu snart besøgte af forskellige andre. Et Sagn beretter, at en dansk Kong Frode paa et Englandstogt blev fordreven til Færøerne, hvor han landede i Frodebø paa Syderø og anlagde en Koloni. Dette Sagn staar muligvis i Forbindelse med, at der paa denne en Tid, efter Sigende, var en blomstrende frisisk Koloni, i hvilken den gamle hedenske Gudsdyrkelse vedblev længe efter, at Øerne ellers havde antaget Kristendommen. Der paavises endnu paa det høje Akrabjærg et Sted, hvor de havde deres forskansede »Borg«, ligesom der andre Steder paa Øen vises Tomter efter Gudehov o. l.

Paa de sydlige Øer skelnes endnu en fra den nordiske Race fremmed (irsk?) Afstamning. Det er livligere Folk med mørke, spillende Øjne og sort Haar, hvis hele Udseende og Naturel er ret forskelligt fra den mere rene nordiske Type, der bebor Resten af Øerne.

Øernes Kolonisation og ældste Historie findes optegnet i det af C. Rafn udgivne »Færeyingasaga«, der omfatter alle de i forskellige islandske Sagaer indeholdte Beretninger.

Af disse fremgaar det, at Vikingen Grim Kamban var den første Nordmand, der bosatte sig paa Færøerne, rimeligvis i Slutningen af det 8. eller i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede, altsaa forinden den store Udvandring Vest paa fra Norge paa Harald Haarfagers Tid begyndte, da de misfornøjede Stormænd og Odelsbønder i store Mængder søgte til Færøerne, Island og Øerne Nord for Skotland, hvor de tog Land — drevne bort fra deres Hjemland af det Tryk, som altid har været Aarsag til, at Jordens Folkeslag har bredt sig ud til de yderste Egne af Verdensdelen. Disse Ætter kom dog straks i Kamp med hinanden om Herredømmet paa Øerne samtidig med, at de vedligeholdt Samkvem med Moderlandet, i hvis politiske Forhold de ofte blandede sig. »Færeyingasaga« indeholder navnlig Fortællingen om de Kampe, som de to Høvdinger Sigmund Brestessøn og Traand i Gøte iværksatte om Herredømmet paa Øerne. Førstnævnte er Færingens Helt. Han var Viking af reneste Blod, men gik efter et Besøg i Norge over til Kristendommen, som han indførte med Sværd i Haand paa Øerne ved Aar 1000. Forgæves søgte han derpaa at underlægge Øerne den norske Konge, først Olaf Tryggvason og siden Kong Olaf den Hellige. Traand var hans Modsætning i Væsen og Tænkemaade, snild og listig, og det lykkedes ham til Slutning at overmande Sigmund.

Efter Traands Død blev Leif Øssurssøn eneraadende paa Øerne, som han tog til Len af Kong Magnus den Gode (Aar 1035), fra hvilken Tid Færøerne hørte under Norge lige til 1709, da de blev henlagte under Sjællands Stift.

I den ældste Tid styredes Færøerne af en Lensmand. Ved Siden heraf havde Øerne en Lagmand, der var Formand i Lagretten og førte Forsædet i Lagtinget, en Institution, der gjorde sit Gavn ved at værne Beboerne mod hensynsløse Fogder og Købmænd.

De første Landnamsmænd havde med stor Møje ved Foden af Fjeldene ryddet sig en Smule Jord, som de dyrkede; i øvrigt holdt de Faar i Mængde paa de vidtstrakte Fjeldgræsgange. Fisk fangede de i Havet og Fugle paa Fjeldet. De levede det samme brydsomme og farefulde Liv som Færingerne i vore Dage. Afsondret som Øerne laa uden for de store Kulturlande, blev de ikke delagtige i de Goder, som førte de nordiske Folk fremad i Kultur. Færingefolket gik snarere tilbage, efter som dets Temperament mildnedes, Kampaanden forlod dem og Modstandsdygtigheden mod Angreb svandt. I senere Tider, da Sørøvere og Fiskere jævnlig hærgede paa Øerne, kunde den spredte Befolkning derfor ikke staa imod; den nøjedes med fra sine Udkigssteder at holde Øje med, naar Fjenden kom, for med Fæ og Gods at flygte til Fjelds.

Især tvang Skippere (engelske-hollandske o. fl. a.), som efter det 15. Aarh. gik paa Hval- og Fiskefangst i Nordishavet, ofte Færinger til at følge med til Hjælp om Bord, for ikke at Tale om, at Indbyggerne i værste Tilfælde blev bortførte som Slaver af algierske Sørøvere og andre. Denne stadige Usikkerhed i Forbindelse med Armod og slette Handelsforhold satte sit Præg i Folkekarakteren og var en Hindring for Udviklingen af Landets og Havets Rigdomskilder.

Først i den seneste Tid har Færingerne under de sikrere Ernæringsforhold, Lagtingets Oprettelse, Monopolhandelens Ophævelse og den større Frihed faaet noget af den gamle fribaarne Aand og Selvstændighed tilbage, uden hvilken intet Fremskridt er muligt. Færøerne har dog til Tider fostret Folk, i hvilke den gamle Vikingeaand levede, som Øernes Nationalhelt Magnus Hejnesen, der med Frederik II.s Billigelse rensede de færøske Farvande for Kapere.

- - - o o o O o o o - - -

2. ISLANDS OPDAGELSE OG KOLONISATION.

EN REPUBLIK PAA RANDEN AF ISHAVET.

Island laa omtrent 200 Kvartmil fra nærmeste norske Kyst, med andre Ord: ikke længere borte, end at en dygtig Sejler kunde tilbagelægge Rejsen dertil i fire til fem Døgn. Til Færøerne var der et Par Døgns Sejlads og derfra til Shetlandsøerne ligeledes et Par Døgn.

Da først Nordboerne var begyndte at fare ud paa det aabne Hav og havde naaet de nævnte Lande, hørte der ikke saa meget til, at et eller andet Skib skulde blive forslaaet ud af sin Kurs og op under Island, hvorved denne fjerne Ø kunde blive opdaget, og i Virkeligheden skete da ogsaa Nordboernes Opdagelse af den ved et Tilfælde; men, som allerede berørt, viste det sig snart, at de ikke var de første Mennesker, som havde sat Foden paa Land her. Forud for dem var nemlig, ligesom paa Færøerne, irske Eneboere (de saakaldte Culdees) komne for at søge den Fred og Ro, som ikke undtes dem hjemme af de grumme hedenske Vikinger, der hærgede Klostre, Kirker og Bygder paa Irlands og Skotlands Kyster.

At Island, Datidens Thule, tidligst er blevet opdaget og beboet af enkelte keltiske Eremiter, er uden for Tvivl. Den føromtalte Munk, Dicuilus, skrev bl. a. i sit ovennævnte omkring Aar 825 affattede store geografiske Værk:

»Nu er det 30 Aar siden, at nogle gejstlige, som har opholdt sig paa denne fra 1ste Februar til 1ste August, fortalte mig, at Solen ikke blot ved Sommersolhverv, men ogsaa i Dagene dér omkring, forsvandt om Aftenen, naar den gik under kun ligesom bag ved en lille Høj, saa at der slet ikke blev mørkt denne korte Stund. Midt under denne korte Stund er der Midnat midt paa Jorden, og jeg tror, at ved Vintersolhverv og Dagene dér omkring ses Solen den korteste Tid i Thule, naar der er Middag midt paa Jorden. De, der har skrevet, at Havet er frossent omkring Øen, og at der er en sammenhængende Dag uden Nat fra Foraars Jævndøgn til Efteraars Jævndøgn og omvendt, at der er stadig Nat fra Efteraars Jævndøgn til Foraars Jævndøgn, gør sig skyldige i Usandhed og Misforstaaelser; thi de gejstlige kom dertil under den Aarstid, da der plejer at være stærk Kulde, og under deres Ophold afvekslede Dage og Nætter uafbrudt, undtagen ved Solhverv, men da de sejlede en Dagsrejse derfra mod Nord, fandt de det frosne Hav.«

Islands ældste historiske Skrift »Islendingabók« af Ari Thorgilsson siger udtrykkelig, at da Nordboerne kom til Landet, viste det sig, at andre var komne forud:

»Dengang fandtes her kristne Mænd, som af Nordmændene kaldtes Papar, men de rejste snart bort, da de ikke vilde leve blandt Hedninger, og efterlod irske Bøger, Klokker og Krumstave; heraf kunde man se, at de var Irlændere.«

»Landnámabók« eller Beretninger om, hvorledes Nybyggerne tog Land paa Island, lægger, med Hensyn til Bøgerne og Krumstavene, til, at:

»de blev fundne i Papey ved Østlandet og i Papýli, og det nævnes ogsaa i engelske Bøger, at der dengang har været Skibsfart mellem Landene.«

Et andet Sted i »Landnama« siges der om Gaarden Kirkjubær (Kirkebø) paa Siða paa Sydlandet, at der havde Paperne før boet, og derfor kunde ingen Hedning trives paa denne Gaard, hvor der for øvrigt senere, i 1186, blev oprettet et Nonnekloster.

Flere gamle Stednavne, som minder om Paperne, har holdt sig uforandret paa Island til vore Dage.

En latinsk Krønike fra det 13de Aarhundrede giver Forklaringen paa Navnet:

»Paperne kaldtes de, fordi de brugte hvide Klæder ligesom Præsterne, og derfor kaldes alle Præster paa det teutoniske Sprog Pape. Øen Papey har endnu beholdt sit Navn efter dem.«

Naar Dampskibene fra Færøerne anløber Islands Østkyst ved Berufjord, ser man foran den fjeldklædte Kyst, mellem hvis Toppe Hofs og Traandar Jøklernes hvide Flader tegner sig, nogle mørke Holme — det er Papøen med sine omliggende mindre Skær. Paa Øen ligger der en Gaard og tilmed en af de rigeste paa Island. Munkene plejede jo i gamle Dage sjældent at vælge sig de daarligste Steder til Livets Ophold.

I Sommeren 1901 besøgte Forf. denne Ø: Vi kom til Djupevaag Handelssted ved Berufjordens Munding. Til alt Held var Bonden fra Papø netop ankommen dertil med Baad for at sælge Fugle, og næste Morgen tidlig gik vi hjem med ham. Efter to Timers Roning og Sejlads i det skønneste Vejr nærmede vi os Øen, der hidtil havde set ud som en sammenhængende stor Holm; men nu begyndte vi at skelne enkelte løsrevne Smaaøer, og snart opdagede vi flere. Vi begyndte at se Maagernes hvide Kroppe flagre i Luften, vi saa Mængder af Lunder med røde Papegøjenæb ligge paa Vandspejlet, og vi skelnede Fugleskrig, akkurat som ved de færøske Fuglebjærge. Baaden glider nu ind mellem nogle større Holme. Luften fyldes med endnu mere øredøvende Skrig fra Tusinder af Fugle, der sidder paa de sønderrevne Klippesider, boltrer sig i Vandet eller jager hid og did i Luften. De lave Klippeøers Overflader er klædte med et grønt Tæppe, paa hvilket Lunderne sidder og betragter os med nysgerrige Miner, medens Maageungerne har anbragt sig paa de nøgne Fjeldsider. Ikke 10 Meter fra os udfolder dette rige Fugleliv sig. Vi lander i en lille Vig, og snart er vi oppe paa en Top, hvorfra vi kan overse hele Øen. Gaarden ligger paa Sydsiden. Røgen stiger hyggeligt op fra Hustagene. Grønne, græsklædte Flader dækker det stærkt bølgeformede Jordsmon, hvor Basaltsøjler og nøgne Fjeldsider af og til stikker frem.

Vi vandrer henimod Gaarden; af og til støder vi i Græsset paa Edderfuglenes Reder, og Bonden samler en Haandfuld Dun op. »Dem har vi nok glemt,« siger han, idet vi gaar videre.

Mellem de foran Hovedøen liggende mindre Øer er smalle Sunde, over hvilke der flere Steder er spredt Luftfærger, i hvilke Folkene kan færdes, naar de skal paa Fuglefangst for enten at »grave Lunden« ud af dens Hule eller »slaa« den med Fuglestænger og Net. Sommertiden er en herlig Tid for Bonden og hans Folk. Da er de daglig ude paa den muntre Fuglefangst, der er ganske anderledes farefri og let end paa Færøerne eller Vestmanøerne. En 12 Aars Dreng havde alene den foregaaende Dag fanget over 200 Lunder. Det er i det hele taget ikke smaa Tal, det drejer sig om. Bonden antager, at han f. Eks. sidste Aar tog 11.000 Fugle, hvoraf de fleste var Lunder. De plukkes, gøres rene og nedsaltes i Tønder for at sælges. Vi saa senere paa Gaarden en Del gamle Koner i Færd med at foretage Plukningen, ligesom vi besøgte de Rum, i hvilke de fyldte Tønder stod. Det var et fuldstændigt Masseslagteri.

Fuglefangsten giver saaledes efter islandske Forhold en betydelg Indtægt. Det samme gælder Indsamling af Edderdun; over 100 Pund var saaledes sidste Aars Udbytte; men Bonden havde ogsaa givet 10.500 Kroner for Gaarden, hvilket er en meget stor Sum for en Gaard paa Island.

Hist og her saa vi Faar balancere paa de nøgne Skrænter. Der er dog kun et Hundrede Stykker i alt. Om Vinteren falder der mange i Vandet — de gaar nemlig ude den største Del af Aaret, og det hænder da ofte, at de bliver følesløse i Fødderne og derfor ikke kan staa. Besætningen var i øvrigt kun 3 Køer, 2 Tyre, 1 Kalv samt siger og skriver 1 Hest. Men den rige Fuglefangst bevirker, at Landbruget foreløbig er traadt i Baggrunden, skøndt Græsgangene er udmærkede. Øen har endnu flere Rigdomskilder: Havet er fiskerigt, og paa Skærene ligger Sæler.

Endvidere er Øen rig paa Drivtømmer, hvilket fiskes op i de mange store Vige, som findes til alle Sider. Vi saa endog et godt 13 Meter langt Stykke Fyr og flere paa 7 til 10 Meter. Der er saaledes ikke blot Føde nok at hente her, men ogsaa for Brændsel og Tømmer til Hus- og Baadebygning er der af Naturen sørget. Papø er, efter islandske Forhold, et Eden, hvor Mennesket kun behøver at strække Haanden ud for at faa Føde og Stof til Klæder.

Bonden, der er født paa Sydlandet i Nærheden af Ingolfs-Høfden, hvor der ogsaa er Fuglefangst, havde faaet saa stort Mod paa denne Fangst, at han ikke betænkte sig paa at købe Papø, til Trods for dens afsondrede Beliggenhed. Navnlig om Vinteren er der frygtelig ensomt, og Brændingen forhindrer som oftest Baade i at lande. Under almindelige Forhold kommer Præsten derfor kun én Gang om Aaret til Øen og holder Gudstjeneste i Kirken for den lille Menighed paa 10—15 Mennesker.

Dør eller fødes der nogen paa Gaarden, maa man vente paa Præsten, til Vejret tillader ham at komme. Ligesom paa Store Dimon paa Færøerne holder Husbonden da ogsaa hver Søndag selv Gudstjeneste i Kirken. Han læser en Prædiken op af en gammel Bog, og der synges nogle Salmer. Den lille Kirke er omtrent 5 Meter lang, og den er saa lav, at naar Præsten staar paa Prædikestolen, rager hans Hoved og Overkrop helt op over Hanebjælkerne. Gammeldags er Kirken, og gammeldags er Inventariet. Bonden viste os nogle Bøger, som opbevaredes i Alteret. De fleste var ældgamle Prædikensamlinger, Salmebøger og lignende, men der fandtes mærkværdig nok ogsaa en Virgil.

Udvendig er Kirken beklædt med Jærnblik og lænket til Klippen, en Forholdsregel, som Efteraars- og Vinterstormene nødvendiggør. Klimaet paa Papø er i øvrigt forholdsvis mildt, at dømme efter de stadige Observationer, Bonden foretager til Brug for meteorologisk Institut i København.

Efter Besøg paa Gaarden begiver vi os paa Vandring rundt paa Øen, hvis hele Omkreds er henved 8 Kilometer.

Navnlig gjaldt Besøget de endnu paaviselige Spor fra de irske Eneboeres Tid. Ikke blot ligger der en lille Bakke paa Øens Sydvestside, der bærer Navnet Irske Høj, men her findes ogsaa tydelige Rester af ældgamle Huse. Ikke langt herfra laa en større Bugt, ved hvilken der var Tomter af Baadskur, ligesom der paa Østsiden af Øen ogsaa fandtes Tomter, som henføres til Irerne. Forhaabentlig vil der ad Aare her blive foretaget større Udgravninger.

Vi har saa udførlig beskrevet Øens Rigdomskilder for at gøre det indlysende, hvor fortrinlig valgt dette Sted var for kristne Eneboere, der vilde isolere sig for Verden — og dog have det godt.

»Papernes« Ophold paa Island var dog ikke af lang Varighed, og det nyttede dem ikke, at de holdt deres Opdagelse hemmelig. Over Havet skulde Stormene snart bære andre Mennesker paa deres Snekker op under Islands Kyster — og disse var ganske naturligt nordiske Vikinger. Hvem, der var den første Genopdager af disse, er nu ikke til at sige. To Mænd gives Æren herfor, den ene Gardar Svafarssøn, den anden Nadod. Uafhængig af hinanden har de vistnok, omtrent samtidig, fundet Landet; dog er der størst Sandsynlighed for, at Gardar var den første. I forskellige Afskrifter af Landnama findes Efterretninger herom.

En Beretning om Gardar (i Sturlubók) lyder:

»En Mand hed Garðarr Svafarsson, han var svensk af Slægt. Han drog af Sted for at opsøge et Sneland efter sin forudseende Moders Anvisning. Han kom til Landet Øst for det østligste Horn; der fandtes dengang en Havn. Garðarr sejlede omkring Landet og erfarede da, at det var en stor Ø. Han overvintrede i Húsavik ved Skjálfandi paa Nordlandet, hvor han byggede sig et Hus. Om Foraaret, da han var sejlfærdig, sled en Baad sig løs fra Skibet, og paa denne fandtes en Mand ved Navn Náttfari tillige med en Slave og en Slavinde; han bosatte sig paa det Sted, der hedder Náttfaravik. Garðarr sejlede til Norge og roste landet meget. Han var Fader til Uni, Fader til Hróarr Tungugoði. Herefter blev Landet kaldt Gardarshólmr, og det var dengang skovbevokset mellem Fjeld og Strand.«

I en anden Afskrift (Hauksbók) siges, at Gardar var en Søn af Svafar, som ejede Jordegods i Sjælland, men var født i Sverrig. Han drog til Syderøerne (Hebriderne), men blev af Storm forslaaet Vest ud i Havet og kom til Landet Øst for Horn.

Beretningen om Nadod lyder (i Sturlubók):

»Der fortælles, at nogle Mænd skulde rejse fra Norge til Færøerne, nogle nævner især Vikingen Nadod, men de fordreves i Vest ud i Havet og opdagede her et stort Land. I Østfjordene besteg de et højt Fjeld, hvorfra de spejdede langt omkring, om de kunde opdage nogen Røg eller andre sandsynlige Kendemærker paa, at Landet var beboet, men de saa intet. Om Efteraaret drog de tilbage til Færøerne, og da de sejlede fra Landet, faldt megen Sne fra Fjeldene, og derfor kaldte de Landet Sneland. De roste Landet meget. Det Sted, de havde anløbet, kaldtes nu Reyðarfjall i Østfjordene. Saaledes fortalte Præsten Sæmundur fróði.«

I den nævnte Afskrift Hauksbok'en siges, at Nadod blev forslaaet til Gardarsholm, hvilket altsaa tyder paa, at Gardar var kommen først.

Landnama beretter videre, at den næste Færd til Island blev foretagen af den norske Viking Floke Vilgerdssøn, der fra Shetland sejlede ud for at opsøge Gardarsholm. Ogsaa han kom til Østfjordene og sejlede derfra Sønden for Landet til Reykjanæs over den brede Faksefjord, derpaa forbi Snefjeldsnæs og ind i Bredebugten hvor han overvintrede i Vatnsfjord. Paa et smukt, kratbevokset Sted kan man endnu se Ruiner af den Hytte, hvori han boede og det Baadehus, hvori hans Skib laa. Han havde Kvæg med og vilde have bosat sig i Landet; men om Efteraaret havde han og hans Folk saa travlt med Fiskeri, at de glemte at samle Kreaturfoder til Vinteren, saa hele Besætningen døde. Han gik ved Foraarstid op paa et højt Fjeld og saa en Fjord, der var isfyldt, hvorfor han kaldte Landet Island. Efter forskellige Uheld maatte han endnu en Gang overvintre, denne Gang i Borgarfjord, hvorefter han vendte hjem. Mange Aar efter kom han dog atter til Island igen som Landnamsmand og bosatte sig i Flokedalen paa Nordlandet (ikke langt Vest for Siglufjord).

Vi er nu naaet til Aaret 874, med andre Ord, det Tidspunkt, da den første af de virkelige Nybyggere eller som de kaldes, Landnamsmænd (Landnámsmen), bosatte sig paa Island. Han hed Ingolf Ørnssøn. Han og hans Næstsøskendebarn og Foslerbroder Leif Hrodmarssøn havde faret i Viking sammen med tre thrøndske Jarlesønner; men siden var der kommet Fjendskab mellem Fostbrødrene og disse, fordi en af Jarlesønnerne bejlede til Ingolfs fagre Søster Helga, hvem ogsaa Leif elskede. Det kom i den Anledning til Kamp, og Leif dræbte to af Jarlesønnerne, hvorfor han maatte bøde alt sit Gods til de dræbtes Fader. Nu havde ingen af Fostbrødrene Lyst til at blive i Norge, og deres Tanke faldt paa Island, som Floke havde fundet, og som han vel havde lastet, men som Thorolf Smør, en af hans Ledsagere, derimod roste saa meget; men forinden de vilde beslutte sig til at sætte Bo der, vilde de først undersøge Forholdene. De to Venner gjorde derfor en Rejse til Island, og saa godt syntes de om Landet, at de besluttede sig til at flytte dertil. Forinden drog dog Leif i Vesterviking til Irland for at skaffe sig Gods i Stedet for det, han havde maattet bøde. Imidlertid realiserede Ingolf sin Ejendom i Norge, og da Leif kom hjem, efter at have bestaaet mangen kæk Daad, medbragte han bl. a. ti irske Trælle og et ypperligt Sværd, som han havde tilkæmpet sig i en Tvekamp i et bælgmørkt Jordhus. Han fik nu Navnet Hjørleif, fordi hjörr betød Sværdblad.

Nu ægtede han Helga, og den næste Vaar drog Fostbrødrene af Sted, hver paa sit Skib. Ingolf var Hedning og havde gjort et stort Blot forinden Afrejsen, men Hjørleif derimod blotede aldrig, aabenbart paavirket af den nye Lære.

Om Bord i Skibene var alt, hvad de ejede af Kostbarheder, desuden en Del Kvæg, nogle frie Følgemænd og Trællene. Længe varede det næppe, inden de fuldt lastede Skibe naaede ind under Islands Kyst. Her skiltes Fostbrødrene. Ingolf vilde lade Guderne raade for, hvor han skulde nedsætte sig, og skød sine Højsædesstøtter, der var udskaarne med Gudebilleder, over Bord. Siden var det hans Agt at opsøge Stedet, hvor de landede, for at bosætte sig der, men foreløbig gik han i Land ved et Næs paa Sydlandet ved Foden af Vatna Jøkel, som kaldtes Ingolfshøfde (Ingolfshoved). Hjørleif gik i Land noget længere mod Vest ved Hjørleifshøfde, et isoleret Fjeld paa den flade Kyst. Her byggede han Huse til Vinterbolig. Det var ikke langt fra den samme Egn, hvor Paperne havde boet i Kirkebæ.

Da Vaaren kom, vilde Hjørleif pløje og saa; men han havde kun én Okse, og derfor befalede han de irske Trælle at trække Ploven, hvilket de selvfølgelig ikke syntes om, hvorfor de lagde Raad op imod deres Herre. De dræbte Oksen og sagde, at en Skovbjørn havde taget den. Da saa Hjørleif og hans Mænd spredtes for at sætte efter den, dræbte Trællene dem enkeltvis. Nu tog de Kvinderne og alt Gods, bragte det i Skibsbaaden og flygtede til nogle Klippeøer længere mod Vest, hvor der var fuldt op af Fuglefjelde. Efter dem fik Øerne Navnet Vestmanøerne, thi Irerne kaldtes i den Tid Vestmænd. Men Ingolfs Trælle havde fundet Hjørleifs Lig, hvorfor Ingolf straks brød op for at hævne sin Fosterbroder. Da han saa hans Lig, udbrød han: »Ussel Skæbne er her timedes en god Kæmpe, at Trælle skulde blive hans Banemænd; men saadan gaar det hver den, som ikke vil blote.« Liget blev nu højlagt, og da Ingolf saa, at Baaden var borte, tænkte han, at Trællene maatte være flygtede ad Søvejen, hvilket jo var rigtigt. Han fandt dem nu paa Vestmanøerne og dræbte dem, som ikke sprang i Søen og druknede. Kvinder og Gods førte han tilbage til Hjørleifshøfden, hvor han overvintrede. Imidlertid sendte han sine Trælle ud at lede efter Højsædesstøtterne, som de endelig fandt ved Foraarstid 875 langt borte mod Vest i Fakse Bugten. Hertil flyttede nu Ingolf. Han kaldte Stedet efter nogle varme Kilder Reykjavik (ɔ: Røgvig).

Efter de første Landnamsmænd fulgte snart en Mængde andre.

Ingolf tilegnede sig nu hele den sydvestlige Halvø, en Strækning saa stor som Laaland, idet han gav Land til de frie Mænd, der havde ledsaget ham, ja endog til nogle af Trællene, som han skænkede Friheden, foruden til mange fribaarne Mænd, der kom over til Island. Ingolf var den ypperste Mand iblandt dem alle, og efter hans Død blev hans Søn Thorsten det. Denne indrettede et Ting paa Kjalarness (Kølnæs) til Afgørelse af deres Stridigheder, og det var Begyndelsen til den Samfundsorden, som lidt efter lidt formede sig som en Republik paa Randen af Polarhavet.

Havde det varet længe, inden Island blev fundet, hengik der nu til Gengæld kun en kort Tid, inden det helt og holdent blev bebygget. 1 Løbet af 60 Aar, fra ca. 874 til ca. 930, skete dette. Intetsteds i Verden har man en saa nøjagtig og paalidelig Beretning om et Lands Bosættelse som her paa Island. Gennem Slægterne fortaltes Beretningerne om denne Daad, og disse Beretninger blev senere nedskrevne i den omtalte Landnámabók, der er et historisk Dokument af uhyre Vigtighed og som indeholder over 3000 Personnavne, deraf paa 380 Landnamsmænd, og endvidere 1400 Stednavne. Hvad var nu Grunden til denne hastige Bebyggelse? Simpelt hen en Trang til Frihed, som gjorde sig gældende hos Storbønderne og de højbaarne norske Ætter, der opgav Hjemmene i Norge for at unddrage sig Harald Haarfagers Regimente. Han havde nemlig erobret hele Landet og bemægtiget sig Odelen eller Ejendomsretten til Jorden, som Bonden dog fik Lov at beholde mod at svare Skat. Hovedmængden af de frihedssøgende Høvdinger drog til Island enten direkte eller indirekte over de skotske Øer, Irland og Skotland, hvorhen de fleste af Kong Haralds Modstandere var flygtede efter Slaget i Hafrsfjord.

Efter Harald Haarfagers Tog (c. 880) til de skotske Øer, voksede Udvandringen til Island stærkere og kulminerede i de sidste ti Aar af Aarhundredet. Den vestlige og sydvestlige Del af Øen blev først tagen i Besiddelse, da Adgangen dertil var forholdsvis let; Østfjordene bebyggedes ogsaa tidlig, medens Sydkysten, hvor der næsten ingen Havne fandtes, og hvortil Adgangen var meget vanskelig, først senere blev fuldstændig bebygget.

De store Høvdinger og Smaakonger fra Norge tog, ligesom Ingolf, meget store Landstrækninger i Besiddelse, hvilke de senere udstykkede til deres underordnede, ja endog til Trællene, ligesom de forundte Venner og bekendte Land eller ligefrem solgte det til senere ankomne Kolonister; men da nogle faa Høvdinger paa denne Maade vilde have kunnet dele Landet mellem sig, blev man snart enig om fastere Regler for »Landnam«. Ingen Skibsfører eller Skibsejer havde Lov til at tilegne sig et større Stykke Land, end han ved sit Mandskab kunde hellige sig paa én Dag ved Ild, det vil sige: at Røgen fra det Baal, der ved Solopgang blev tændt i Øst og som blev vedligeholdt hele Dagen, kunde ses fra det Ildsted, hvor Ilden blev tændt ved Solnedgang i Vest. En Kvinde kunde dog kun tage saa meget Land i Besiddelse, hvor omkring man en Sommerdag kunde føre en 10 Aars Kvie.

Landnamsmændene medtog ikke blot deres Husstand, men ogsaa Levnedsmidler og Husdyr, saaledes at de straks kunde grunde sig et nyt Hjem. Det var selvfølgelig dog ikke meget Kvæg, der kunde rummes paa de aabne Vikingeskibe, højst nogle gode Hingste og Hopper, en enkelt Tyr og nogle Køer, Geder og Faar. I Begyndelsen var der derfor meget faa Husdyr paa Island.

Naar Landnamsmændene havde fundet deres Højsædesstøtter, byggede de paa Stedet en Gaard; men da det kun var lidt og spinkelt Træ, der fandtes i Landet, lærte de snart at bygge Huse, hvis Ydervægge var Jordtørv og Sten, idet de indskrænkede Brugen af Tømmer hovedsagelig til det indre. Paa den gødede Hjemmemark rejste sig nu Beboelseshuse og enkelte Udhuse til Køer. I øvrigt gik Kvæget ude den største Tid af Aaret, Faar, Geder og Heste som Regel altid. Beboelseshusene bestod i Reglen mindst af et Ildhus (Køkken og Sovekammer), et Bur (Spiskammer) og en Stue, hvortil tidligt kom et særligt Soveværelse (Skaalen) og senere en Badstue foruden Pakhuse o. l. Agerbrug var der saa at sige ikke Tale om. Hestene holdtes i større og større Mængder, da man ikke kunde færdes paa Øerne uden dem, ligesom Koholdet snart blev meget stort. Om Sommeren benyttede man Sætere og Fjeldgræsgange. I det hele taget blev Landbruget drevet rationelt og var Hovederhvervet.

Stundom byggede Høvdingerne tillige paa Hjemmemarken et Gudehus (hof), som antagelig benyttedes af de omboende mindre bemidlede Bønder. Høvdingen, som besad Gudehuset, forestod nu Gudstjenesten paa samme Maade, som det havde været Skik i hans Hjemland Norge. Saaledes opstod erterhaanden smaa Menigheder, hvis Overhoved Tempelejeren blev. Han benævnedes som saadan Goði. Han var dog ingenlunde Bøndernes Herre, men indtog en fremskudt Stilling blandt dem.

Efterhaanden oprettedes større Tinglag og til Slutning tillige et stort fælles Alting paa Þinguellir (Tingvoldsletten).

Goderne fik, samtidig med at Udviklingen skred fremad paa denne Maade, ikke blot en gejstlig og social fremskudt Position, men tillige en politisk — og Island blev en Republik under et Stormandsvælde.

I Sagaerne findes detaillerede Beretninger om de Begivenheder, som fandt Sted i den ældste Tid paa Island, fortalte paa en Maade, saa man endnu maa beundre baade Indhold og Form. Gunnar paa Hlidarende, Njaal paa Bergthorsbvol, Egil Skallegrimssøn og alle de andre Høvdinger og Storbønder træder i Sagaerne lyslevende frem for os.

Den katolske Lære blev Aar 1000 af Fornufthensyn vedtaget paa Altinget, og senere oprettedes Bispedømmer baade i Holar paa Nordlandet og Skaalholt paa Sydlandet. Gejstligheden fik efterhaanden en mægtig Betydning i Landet og regerede endog til Tider næsten uindskrænket; den dømte i Stridigheder, stiftede Klostre og øgede Kirkens Jordegods. Lovene nedskreves; men med Friheden kom det efterhaanden til at se galt ud. Enkelte Høvdinger tiltvang sig Magten, og Lov og Ret blev ikke udøvet som i gamle Dage. Opløsningstiden begyndte, og det endte som paa Færøerne med, at det modne Æble faldt i Skødet paa den norske Konge (1264). I det hele og store blev dog fra nu af Lovene og Friheden respekteret, og Island stod i livligt Samkvem med andre Lande gennem Handel. I den ældste Tid var Vikingerne baade Krigere og Købmænd, senere kom navnlig Englændere og Tyskere og handlede uden Indskrænkning, indtil der paa Kong Kristian den fjerdes Tid blev indført Monopolhandei til stor Skade for Landet. Da der nu tilmed indtraadle Uaar, vulkanske Udbrud (1782), Jordskælv (1784) og andre Ulykker, gik det meget tilbage.

Da Handelen imidlertid i 1788 atter blev given fri for alle Danske og fra 1854 fuldstændigt, da tilmed Friheden, efter at Forfatningsstriden var foreløbig ordnet (1874), blev større, bedredes Forholdene, og naar Forfatningsspørgsmaalet forhaabentlig snart bringes til Afslutning, vil Islænderne kunne anvende al deres Kraft paa Landets og Folkets Opkomst.

Islænderne er et intelligent Folk, blandt hvilket Oplysningen er god, til Trods for Hjemmeundervisningen. Der læses overmaade meget i de lange Vinteraftener, naar Lamperne er tændte, og Folk forsamles i »Badstuen«, der nu er det fælles Sove- og Opholdsrum. Aviser og Bøger udgives i Mængde. Paa Grund af Øens afsides Beliggenhed har Beboerne beholdt mange af deres gamle Sæder, og i Hovedsagen levede man, indtil for 20 — 30 Aar siden, paa de islandske Gaarde som for 1000 Aar siden. Nutiden er dog en Brydningstid, og der er Fremskridt paa mange Punkter. Samfærdselsmidlerne er i Fremgang. Landbruget er Hovedernæringskilden, men staar langt tilbage. Fiskeriet drives derimod nu efter større Maalestok, ligesom Hvalfangst, men det er dog hovedsagelig Udlændinge, der nyder godt heraf.

- - - o o o O o o o - - -

3. NORDBOKOLONIEN I GRØNLAND.

VINLANDSREJSER — TOGTER MOD NORD.

Nordboernes Opdagelse og Kolonisation af Island havde ført dem i Nærheden af den store isdækte Ø, som vi nu kender under Navnet Grønland. Allerede ved Aar 874, med andre Ord samtidig med Islands ældste Bebyggelse, havde en Mand ved Navn Gunbjørn opdaget, at der laa nogle Øer Vest for Island. De blev opkaldte efter ham og benævnedes Gunbjørnskærene.

De maa formentlig søges under Grønlands Østkyst, hvis de da ikke siden er forsvundne ved et vulkansk Udbrud. Paa et hollandsk Kort fra 1508 findes der nemlig mellem Island og Grønland en Ø, ved hvilken der staar angivet: »Denne Ø blev fuldstændig opbrændt i 1453«.

Den egentlige Opdagelse af Grønland skete imidlertid i Aaret 985 ved Erik den Røde. Han hørte til en gammel stridbar og uforfærdet Vikingeæt. Hans Fader kom til Island fra Jæderen i Norge som Følge af et begaaet Drab. Sønnen Erik voksede op her. Han havde arvet Faderens haarde Natur, og blev selv en modig men stridslysten Mand. Som Følge af begaaet Drab blev han paa Thorsnestinget erklæret for fredløs i tre Aar og maatte nu søge bort fra Island. Han besluttede at opsøge de Øer, Gunbjørn havde set, og sejlede i Aaret 985 ud fra Snefjeldsjøklen, vestligst paa Island, og satte Kursen mod Vest. Efter en ualmindelig heldig Rejse kom han ind mod Grønlands Østkyst ved en Isbræ, som han kaldte Blaasærk.

Men den Gang, som nu, var Grønlands Østkyst stænget af Drivis, og Erik kunde ikke naa ind til Land her. Han sejlede da med Polarstrømmen mod Syd forbi det nuværende Kap Farvel og landede et Sted paa Sydvestkysten i det nuværende Julianehaabs Distrikt. I de følgende Somre udforskede nu denne duelige Sømand Vestkysten af Grønland langt mod Nord, maaske helt op mod Disko-Bugten. Han fandt, at Landet egnede sig til Bebyggelse, og han besluttede at organisere dets Kolonisation. Efter de tre Aars Fraværelse vendte Erik tilbage til Island for at udbrede Efterretningen om det nyopdagede Land og for at formaa nogle af sine Landsmænd til at udvandre dertil. For at lokke Folk derover, kaldte han Landet »Grønland«. Hans Beskrivelse af dets Herligheder bevirkede at der i Sommeren 990 sejlede en Flaade paa 25 fuldt lastede Vikingeskibe ud fra Bredebugten med ham. Men dette Kolonisationstog, der bestod af Folk fra Nordvestlandet, forløb ikke uden alvorlige Ulykker. Af Skibene naaede kun 14 Grønland, de andre led Skibbrud i Polarisen eller maatte vende om. Erik bosatte sig i den efter ham opkaldte Eriksfjord paa Gaarden Brattahlid (ɔ: den bratte Fjeldside). Efter de nyeste Undersøgelser maa denne Fjord være den samme som vore Dages Tunugdliarfik. I denne og Nabofjordene nedsatte de øvrige Kolonister sig, og senere kom andre til og tog Land, saaledes at det ikke varede længe, inden der dannede sig to Kolonigrupper, der benævnedes Østerbygden og Vesterbygden, hvilke begge laa paa Grønlands Sydvestkyst, som her har Retning fra Nordvest til Sydøst. Østerbygden laa østligt (og sydligt) i det nuværende Julianehaabs Distrikt, Vesterbygden vestligt (og nordligst) i Godthaabsdistriktet. Mellem Bygderne laa en ubeboet Kyststrækning. Erkendelsen af disse Koloniers Beliggenhed har imidlertid været et brændende Spørgsmaal, som først er løst i vore Dage.

For fra Island at komme til Østerbygden, sejlede man, ifølge de gamle Kilder, ret i Vest til Grønlands Østkyst, derpaa langs den mod Syd forbi en Odde, som kaldtes Hvarf, hvilken nogle har antaget var Kap Farvel, medens Professor Finnur Jónsson mener, den har ligget noget Vest herfor.

I Sagaerne findes, ligesom for Islands Vedkommende, en nøjagtig Fortegnelse over de vigtigste Landnamsmænd, med Angivelse af hvilke Fjorde de tog i Besiddelse.

Grønlands Forfatning var den samme republikansk-aristokratiske som Islands. En Gang om Aaret samledes de paa Tinge ved Gardar (det nuv. Igaliko) for at sidde til Doms og høre Lovene blive oplæst.

Ligesom Ingolf paa Island synes Erik den Røde at have været den fornemste og mest indflydelsesrige Høvding paa Grønland lige til sin Død, hvorefter hans Søn Leif og efter ham dennes Søn Thorkel boede paa Brattahlid som Landets ypperste Mænd.

Samme Aar som Kristendommen blev indført paa Island (1000), antoges den, til Trods for en Del Modstand, ogsaa paa Grønland efter at Leif Eriksson, der i 999 var bleven døbt i Norge, efter Kong Olafs Tilskyndelse havde lovet at virke herfor. Erik den Røde lod sig dog ikke døbe.

Kolonisterne indrettede sig i Grønlands dybe Fjorde ganske som paa Island; de byggede Huse af lignende Art som der, holdt Køer, Geder, Faar og Heste og havde temmelig let ved i de Egne, hvor de havde nedsat sig, at samle Foder nok til deres Husdyr; dertil drev de Sæl- og Hvalfangst samt Fiskeri, navnlig i de lakserige Elve, ligesom Jagten paa Rensdyr, Harer, Bjørne o. s. v. gav et godt Resultat, saa Eksistensbetingelserne langtfra synes at have været saa haarde, som man maaske skulde tro. Store indhegnede Hjemmemarker, der er oversaaede med Ruiner af Beboelseshuse, Stalde og Folde, ses endnu mange Steder; ja ved Gardar, hvor der (1126) oprettedes et Bispesæde, i Bunden af Einarsfjord, træffer man endnu Kostalde, hvor Baasenes Antal vidner om, at Koholdet endog kunde være over 100 Stykker paa et Sted.

Der var efter Forholdene ikke saa faa Mennesker i Kolonierne, og Antallet af de første Landnamsmænd anslaas til ca. 700, men efterhaanden voksede Antallet. I Østerbygden fandtes efter de gamle Kilder til sidst 190 Gaarde med 12 Kirker og 2 Klostre, og i Vesterbygden 90 Gaarde med 4 Kirker. Regner man, at der gennemsnitlig levede 10 Mennesker paa en Gaard, var der i Østerbygden mindst ca. 2000 Mennesker, i Vesterbygden ca. 1000.

Paa Bispesædet Gardar var en Domkirke, indviet til St. Nikolaus, med smaa Korsarme, og hvis samlede indv. Længde var 25 Meter. Den var bygget af store røde Sandstensblokke; kun Grunden er endnu tilbage, men i de nærliggende Grønlænderhuse ses store Sten, der er bortslæbte fra Murene. Af Kirkerne er ialt fundet 5, og blandt dem en prægtig Ruin ved Kakortok i Nærheden af Julianehaab; den har dog mulig ikke været fuldført. Saavel ved Igaliko som de andre Kirker er foretaget Gravninger, og navnlig fra Kirkegaarden ved Ikigait er der bragt en stor Del Fund fra Nordbotiden for Dagens Lys, deriblandt Runeligsten, smaa Trækors, Klæder o. lign.

Disse interessante Fund samt andre lignende fra selve Nordbogaardene beror i Nationalmuseets 2. Afdeling.

I »Kongespejlet«, der som bekendt er skrevet i Norge i det 13. Aarhundrede i Form af en Samtale mellem Fader og Søn, omtales Forholdene i Grønland udførligt og sikkert nøjagtigt:

»Der bor faa Folk i Landet, thi de beboelige Strækninger er faa. Men de, som bor der, er Kristne og har Kirker og Præster. Hvis det laa nær andre Lande, vilde man kalde det Tredjedelen af et Bispedømme. Men nu har de sin egen Biskop paa Grund af den store Afstand fra andre Mennesker. Men hvis Du spørger, hvad de lever af, saa har de ikke Sædekorn«.
Ja største Parten af Folket har aldrig set Brød.
Men det fortælles, at der paa Grønland er gode Græsgange og store og gode Gaarde. Thi Folk har mange Faar og Køer, og der laves meget Smør og Ost. Folk lever deraf samt af al Slags Jagt paa Ren, paa Hval og Sæl og paa Bjørne«.

Faderen fortæller at Grunden til at Folk rejser til Grønland er den, at de dels søger Berømmelse ved at udstaa Livsfare, dels tilfredsstiller deres Nysgerrighed og endelig der søger Vinding:

Grønlænderne maa nemlig fra andre købe Jærn og alskens andre Nødvendighedsartikler. Men til Gengæld leverer de Sælskind, Reb af Hvalroshuder og Hvalrostænder, Ting som man andetsteds ikke faar.

Nordboerne i Grønland færdedes viden om, og deres Lyst til at udvide Horisonten, til at gaa paa Eventyr og til at Søge fjernere Erhvervspladser, bevirkede snart, at de ikke blot opdagede Vinland paa Nordamerikas Fastland, men ogsaa vendte Stævnen paa deres Skibe langt mod Nord, i Retning af vor Tids Smiths-Sund.

Af Professor Gustav Storms Undersøgelser af Hovedkilderne til Beretningerne om Vinlandsrejserne, navnlig Erik d. Rødes Saga (sædvanlig kaldet Thorfinn Karlsefnes Saga) fremgaar det, at Vinlands Opdagelse foregik paa følgende Maade:

I Aaret 999 drog Leif Eriksson, som berørt, fra Grønland til Norge. Det var, saa vidt man ved, det første Forsøg paa at sejle direkte over Atlanterhavet til Norge, og denne Bedrift viser noksom, hvor dristige Sømænd Nordboerne var. Leif gik i Kong Olaf Tryggvasons Tjeneste, blev døbt og opholdt sig i Vinteren hos ham i Nidaros. Om Vaaren Aar 1000 fik han en Præst med sig, da han skulde sejle hjem til Grønland. Han holdt rimeligvis den Kurs, som siden blev den almindelige fra Norge til Grønland, mellem Færøerne og Shetland for at naa Sydspidsen af Grønland; men han blev dreven ud af sin Kurs og:

»omdreves længe i Havet og traf paa Lande, hvis Tilstedeværelse han før ikke kendte til; der var selvsaaede Hvedeagre og Vintræer groende; der var ogsaa Masurtræer, og de tog med sig Prøver paa alt dette, nogle Træer saa store, at de kunde bruges til Huse (ɔ: til Bjælker)«.

Leif kom hjem samme Høst.

Imidlertid var man paa Grønland stærkt optaget af hans Meddelelse om Opdagelsen. Leifs Broder Thorstein stillede sig nu i Spidsen for et Opdagelsestogt, og selv hans gamle Fader, Erik den Røde, var med, foruden 20 andre Mænd. Men dette Tog (1001) mislykkedes; de fik Modvind og drev saa langt mod Nordøst, at de fik Island i Sigte, derefter saa langt mod Sydøst, at de »havde Fugl« af Irland. Om Høsten naaede de udmattede hjem uden Resultat.

Samme Høst døde Thorstein af Pest paa sin Gaard i Lysefjord i Vesterbygden efter at have ægtet Islænderinden Gudrid Thorbjørnsdatter, der var ankommen til Grønland med sin Fader. Enken rejste nu til sin Svigerfader, Erik den Røde paa Brattahlid i Østerbygden, hvor hun i Julen 1002 paa ny blev gift med Islænderen Thorfinn Karlsefne, der sammen med andre Landsmænd var kommet til Grønland.

Om Vaaren 1003 stillede nu Thorfinn sig i Spidsen for en stor Ekspedition, som saa drog ud fra Vesterbygden for at kolonisere Vinland. I Togtet deltog to islandske Skibe med 80 Mands Besætning, der var komne med ham til Landet, desuden det Skib, i hvilket Gudrids Fader var kommen til Landet, og som blev bemandet af Erik den Rødes yngre Søn Thorvald, hans Svigersøn Thorvard tillige med dennes Hustru Freydis og hans Jæger Thorhall Veidemand, i alt 3 Skibe og 140 Mand.

Paa denne Rejse er det nu, at de opdagede og besejlede en Del af Nordamerikas Vestkyst.

Først kom de over mod et Land, der var bedækket med nøgne Fjelde og Isbjærge. Han kaldte Landet Helluland (d. e. Stenland), derpaa sejlede han mod Syd og opdagede et andet, som var fladt og bevokset med Skove, hvorfor han kaldte det Markland (d. e. Skovland). Endelig landede han paa en tredje Kyststrækning, hvor han fandt Vinranker med Vindruer, hvorfor han benævnte det Vinland.

De overvintrede nu i Strømsfjorden (1003—4). Karlsefne havde allerede lidt tidligere sendt sine skotske Løbere Syd over Landet, og de hjembragte efter 3 Dages Forløb baade Kornaks og Vindruer, saa at man nu vidste, at man var i Vinland. Spørgsmaalet var kun, som Storm siger, om man skulde søge dette lige mod Syd eller Nord. Thorhall Veidemand med det ene Skib foretrak det sidste, men Vestenvinden drev dem Øst over, og »efter hvad Købmænd har sagt«, naaede de helt over til Irland, hvor de blev gjorte til Trælle. Men Karlsefne og de øvrige drog Syd over og fandt her ved en Flodmunding et Sted, hvor der virkelig var »selvsaaede Hvedeagre« paa de lavere Steder, medens der højere oppe voksede vild Vin. Men her fik de ogsaa Beseg af Skrællinger, og om Vinteren opstod en Tuskhandel, som dog desværre fik en brat Ende, fordi Karlsefnes Okse skræmmede Skrællingerne. Næste Gang kom disse tilbage for at fordrive de fremmede fra deres Land, og en Kamp opstod, i hvilken en af Islænderne faldt. For at undgaa Kamp, drog de tilbage til Strømsfjord. Herfra drog Karlsefne med det ene Skib videre mod Nord for at søge efler Thorhall Veidemand. Her blev Thorvald imidlertid skudt fra Land af en indfødt. Karlsefne drog nu tilbage til Strømsfjord, og man blev her den følgende Vinter (1005 — 6) uden at forstyrres af Skrællingerne; derimod udbrød indre Stridigheder, hvortil Kvinderne, og vistnok navnlig Freydis, gav Anledning. Maaske som Følge heraf blev Kolonisationsforetagendet opgivet, og den følgende Sommer (1006) sejlede de to Skibe hjem ad Grønland til.

Paa Rejsen landede de i »Markland« og fangede to Skrællingbørn, som de »lærte at tale«, og som man tog med hjem. Dog skiltes de to Skibe ad paa Vejen fra Markland. Karlsefne kom heldig tilbage til Erik den Røde, og drog den følgende Sommer (1007) hjem til Island, medens det andel Skib, dreven af Vinden, førtes over i Irlandshavet, hvor det forliste. Kun Halvparten af Mandskabet reddede sig i Land.

Islandske Kilder nævner intet paalideligt om senere Koionisationsforsøg i Vinland.

Professor Gustav Storm fastslaar, efter at alle topografiske Forhold og Naturforhold er drøftede, at Helluland maa være Labrador, Markland New Foundland og Vinland Nova Scotia med Kap Breton-Øen. Den Fjord, hvori Nordboerne løb ind, maa da søges blandt en af Fjordene paa Nova Scotias Kyst. Forgæves har man i Amerika søgt efter Mindesmærker fra Nordboerne, som kunde bevise Rigtigheden heraf. Alle de hidtil fremdragne har ved nærmere Prøvelse vist sig at være falske; derimod har der i Ringerike i Norge staaet en Runesten over en vinlandsrejsende, hvilket Prof. S. Bugge nylig har paavist. — Efter Karlsefne vides intet Forsøg at være gjort paa at genfinde Vinland, førend den grønlandske Biskop Erik Gnupssøn 1121, dreven af from Omvendelsesiver, søgte at genfinde dette Land. Han forsvandt dog rimeligvis paa Havet uden at naa sit Maal. Med ham ender Vinlandsrejsernes Historie.

Helluland blev i Tidernes Løb et Hjemsted for Trolde og Jætter, som vel satte Indbildningskraften i Bevægelse, men ikke fristede til nye Opdagelsesrejser. Mindet om Vinlandsfærderne bevaredes i Sagaerne paa Island og Grønland; men i Europa kendte man næppe noget til den nye Verden. At Kristoffer Kolumbus, som man har ment, paa Island skulde have faaet Oplysninger om den nye Verdensdel, hvilke kunde have givet ham Ideen fil at opsøge denne, er næppe troligt.

Efter saaledes at have gjort Rede for de gamle Grønlænderes Opdagelsesfærd i sydlig Retning, vender vi os nu til Egne, hvis barskere Klima gjorde Opdagelserne langt vanskeligere, men hvor Nordboerne i Grønland med ikke mindre Foretagelsesaand og Dristighed brød nye Baner.

Allerede Erik den Røde havde udforsket den sydligste Del af Grønlands Vestkyst, og snart færdedes Grønlænderne endnu længere mod Nord til Egne, der først atter er bleven besøgte i det 19. Aarhundrede. Ikke blot Sagaerne og forskellige grønlandske Kvad omtaler Farter til det høje Nord; men der findes ogsaa utvetydige Vidnesbyrd om de gamle Nordboeres utrolige Uforfærdethed.

Paa Øen Kingigtorsuak paa 72° 55' 20" n. Br., omtrent fire Mil Nord for den nordligste danske Koloni Upernivik, har man i 1824 fundet en lille Runesten, som var stukket ind i en af de tre gamle Stenvarder, som staar her.

Indskriften lyder i Oversættelse: »Erling Sighvatssøn, Bjarne Thordarsøn og Endride Oddsøn Lørdagen før Gagndag (d. e. 25. April) opførte disse Varder og ryddede (Pladsen).« Til Slutning staar nogle Runer, som man har ment skulde tydes som Aarstallet 1135).

Dette »Visitkort« om man saa vil, findes nu i Nationalmusæet i København og er et uforkasteligt Vidnesbyrd om en af de første Polarrejser. Varderne er selvfølgelig byggede som Sømærker, thi saadanne var til stor Nytte langs den vanskelige Kyst, som hver Sommer besejledes af Nordboerne i Grønland. For Fiskeriets Skyld foretog de nemlig meget lange, besværlige og farefulde Rejser langs Kysten mod Nord til et Sted, der kaldtes Greipar (»det er Grønlands yderst boende«). Her plejede de at opholde sig i længere Tid (Nordreseta), her fangede de baade Hvaler og Sæler, og her samledes en Mængde Drivtømmer, som de bragte med hjem.

Dette sidste var navnlig af særlig Betydning for Nordboerne i Grønland, thi egentlige Skove fandtes ikke, kun Krat af Birk og Pil, ligesom paa Island, og det var uhyre kostbart at faa Tømmer sendt fra Norge.

I det saakaldte Nordersetadraapa besynges Nordmændenes Togter til Grønlands nordligste Egne. De bevarede Vers taler vildt og kraftigt om Vindens Susen og Bølgernes Brus rundt Jøklerne, som skyder langt ud i Havet deroppe i det høje Nord, om »Æges (d. e. Havets) livsglade Døtre, som samlede og spandt de høje Fjeldes haarde, frostmættede Hvirvler«.

Den mærkeligste af alle de gamle Grønlænderes kendte Opdagelsesrejser mod Nord var den, der foregik i Aaret 1265 eller 1266.

I Hauks Bog hedder det: »Derpaa afsendte Præsterne et Skib Nord efter for at lade undersøge, hvorledes det stod til Nord for den langt bortliggende Egn, som de hidtil havde besøgt; men de sejlede ud af Krogsfjordsheden, saa at Kysten kom dem af Syne. Derpaa kom Søndenvind imod dem, forbunden med Mørke, og de maatte lade Skibet gaa for Vinden; men da Uvejret stilte sig, og det igen blev lyst, saa de mange Øer og alskens Fangst, baade Sæler og Hvaler og en stor Mængde Bjørne. De kom lige ind i Havbugten, og da kom hele Landet dem af Syne, saavel den sydlige Kyststrækning som Jøklerne; men Sønden for dem var ogsaa Jøkler, saa langt som de kunde se. Der fandt de nogle Kendemærker til, at Skrællingerne havde i forrige Tider opholdt sig paa disse Steder; men formedelst Bjørnene kunde de ikke gaa der i Land. Siden sejlede de tilbage i tre Dage, og der fandt de nogle Levninger efler Skrællinger, da de kom til nogle Øer Sønden for Snefjeld. Dernæst sejlede de Sønden paa til Krogsfjordshede, en stor Dagsroning, Jakobsmessedag; det frøs da der om Nætterne, men Solen skinnede baade Nætter og Dage og var ikke højere, da den var i Sønder, end at, naar en Mand lagde sig paa tværs i en seksaaret Baad, udstrakt mod Rælingen, saa traf Skyggen af det Bord, som var nærmest Solen, i Ansigtet paa ham; men om Midnat var den saa høj som hjemme i Bygden, naar den er i Nordvest. Siden rejste de tilbage hjem til Garde.«

Da man ikke ved, hvor højt Rælingen ragede op over Toften paa de gamle Baade, kan man ikke nøjagtig angive Krogsfjordens Beliggenhed; men der er næppe Tvivl om, at den maa søges paa meget nordlig Bredde.

Skibet fulgte, som man vil se, ikke Grønlands Kyst, men styrede ud over Havet {Baffinsbugten?) til det kom ind i en stor Bugt eller Fjord, maaske Jones Sund eller langt op i Smiths-Sund.

Hvorom alting er, vi har her at gøre med den første virkelig omtalte Polarfart.

Hvor de nævnte tre Steder Norderseta, Krogsfjordshede og Greipar laa, kan overhovedet ikke med Sikkerhed bestemmes. Norderseta indesluttede vistnok hele Strækningen ved Melville Bugten og Indløbet til Smiths-Sund. Længere borte laa sandsynligvis Krogsfjordshede og Greipar.

Samtidig med at Grønlænderne saaledes gik paa Langfart til fjerne Egne i Isregionen, søgte de at vedligeholde Forbindelsen med deres oprindelige Hjemstavn.

Sejladsen direkte til Norge fra Grønland blev, som vi har hørt, meget tidlig paabegyndt, og senere, da Nordbokolonien var kommen under den norske Krone, skete den saa at sige udelukkende hertil.

Udeblev Handelsskibet, var man derfor ilde stedt, thi Korn, Jærn og meget andet, som var uundværligt, maatte hentes fra Norge. Men som oftest maatte man undvære Kornet.

I Kongespejlet siges: »Dog er der Mænd, der udgives for de ypperligste og mægtigste, som for en Prøves Skyld forsøger at saa, men den største Mængde i dette Land ved dog ikke, hvad Brød er og har endnu aldrig set Brød.«

Livsvilkaarene i Grønland var i det hele taget tarvelige for Nordboerne. Den Race, som levede i Østerog Vesterbygden, var derfor yderst nøjsom og haardfør, men eflerhaanden som Samkvemmet med Moderlandet og Norge i Tidens Løb indskrænkedes og Kolonien hverken materielt eller aandeligt fik nogen Paavirkning, blev dens Modstandskraft mindre, og Befolkningen gik tilbage i enhver Henseende.

Uden videre Rystelser og uden at der spores nævneværdige Begivenheder vedblev den grønlandske Fristat dog at bestaa til det 13. Aarhundrede, da »Grønlænderne« ved Aar 1261, omtrent samtidig med Islænderne, underkastede sig den norske Konge Hakon den gamle. Dermed havde de afsagt deres egen Dødsdom; thi fra nu af gik det tilbage for dem. Afstanden og Skibsfartens Farlighed i Forbindelse med at Handelen blev gjort til et kongeligt Monopol, saa at kun »Knarren«, Kongens eget Skib, maatte besejle Landet, bevirkede, at Forbindelsen med Omverdenen blev indskrænket i den Grad, at der ofte var mange Aar mellem et Skibs Ankomst, navnlig naar »Knarren«, som det ofte hændte, forliste.

Fra Midten af det 14. Aarhundrede var de omtrent afskaarne fra al virksom Hjælp fra det Land, der burde have støttet dem i deres ulige Kamp mod Naturen og de indfødte eller Skrællingerne, som netop nu begyndte at forulempe Nordboerne, kommende fra Nord paa deres Vandringer langs Vestkysten. Allerede ved Nordboetnes Ankomst til Grønland havde de opdaget Spor af disse Folk, som dog i lange Tider ikke kunde været i de Egne, Nordboerne beboede, før de nu — i det 14. Aarhundrede — netop paa et Tidspunkt, da Nordbokolonien var i stor Tilbagegang — optraadte i faretruende større Mængder. Disse Folks vilde Natur, hvilken man i vore Dage har lært at kende gennem Angmagsalik’ene paa Østbygden, bevirkede, at de snart angreb Nordboerne saa eftertrykkeligt, at disse ikke kunde staa imod.

En norsk gejstlig, Ivar Baardsøn, der i 1341 kom til Grønland, og som var Forstander paa Biskopsgaarden i Østerbygden, var bleven sendt til Vesterbygden for at hjælpe Indbyggerne med at fordrive Skrællingerne. Han fandt ved sin Ankomst, at Bygden var fuldstændig tilintetgjort, alle Mennesker var døde, og kun noget vildt Fæ og Faar forefandtes, hvoraf der medtoges en Del til Østerbygden.

Siden kom Turen til Østbygden, som Skrællingerne angreb i 1418, men endnu til hen mod Aarhundredets Slutning holdt Kolonien sig dog; svagere og svagere blev Modstandskraften, afsondrede, spredte og aandelig nedbrudte, som Nordboernes Efterkommere var.

Man ved, al et Skib, som i Aaret 1406 skulde sejle fra Norge til Island, i Stedet derfor kom til Grønland, at Besætningen opholdt sig der i flere Aar, og at Fartøjet først Aar 1410 kom tilbage til Norge. Men dette er, saa vidt man ved, den sidste Gang at Skibsfart bestemt omtales til Grønland. Fra det 15. Aarhundrede har man en Efterretning om, at de tyske Købmænd i Bergen i Aaret 1484 paa en Gang dræbte omtrent 40 Sømænd, de eneste, der dengang kendte Sejladsen til Grønland. Hvor meget sandt der ligger til Grund for denne Beretning, er ikke godt at sige. Et Glimt i det Mørke, som i øvrigt indhyller den sidste Periode af den grønlandske Kolonis Historie, fremkommer gennem et Pavebrev, som en katolsk Præst, Dr. Jelic, har fremdraget for en halv Snes Aar siden.

Det er fra Pave Aleksander den Sjettes første Aar (August 1492-93) og beretter om, hvorledes en Benediktinermunk Mathias har søgt Pavens Forgænger om at blive valgt til Biskop i Garde, at den afdøde Pave virkelig har udnævnt ham, men at Bullen herom ikke var udstedt, før hans Død indtraf. Pavebrevet gentager som sædvanligt meget af Ansøgningens Ord, og vi faar derved noget at vide om denne Biskop og om Grønland. Paven fortæller, at Grønland er en Ø, beliggende ved Verdens Ende, at Indbyggerne der ikke har Brød, Vin eller Olje, men lever af Tørfisk og Mælk. Paa Grund af den omgivende Is er Sejladsen til denne meget sjælden, og Landing kan kun ske i August Maaned; derfor tror man, at i de sidste 80 Aar intet Skib er kommet derhen, og heller ikke nogen Biskop eller Præst har resideret der. Deraf har Følgen været, at de fleste Indbyggere er faldne fra den kristne Tro og har intet andet Minde derom, end at engang om Aaret fremvises den Alterdug (corporale), som for omtrent 100 Aar siden benyttedes af den sidste Biskop, naar han indviede Nadveren. Nu har, efter den daværende Kardinal Borgias Opfordring, Benediktinermunken Mathias tilbudt ng at gaa som Missionær til dette Land for at omvende de frafaldne, og har villet vove Liv og Helbred i dette Foretagende ved selv personlig at rejse did med Skib.

Indholdet er mærkeligt, eftersom det stemmer med, hvad vi kan slutte os til af historiske Kilder. Det sidste Skib, som vides at have været paa Grønland, kom, som fortalt til, Norge 1410, altsaa 82 Aar før Brevet, som angiver 80; den sidste fungerende Biskop paa Garde døde 1377, og Efterretningen herom kom til Norge 1383, altsaa 109 Aar før Brevet; men dette siger »omtrent 100«.

Brevet antyder saaledes, at der nylig fra Grønland er bragt Underretning om Landet til Europa, og vi har dunkle Efterretninger netop fra Tiden omkring 1490 om en Rejse til Grønland. Snart nævnes Søfareren Johan Scolvus, snart Sørøverne Pining og Pockhorst Alt tyder saaledes paa, at der virkelig ved 1492 har været gjort et hidtil ukendt Forsøg paa at knytte Forbindelse med den grønlandske Koloni.

Saa meget mere maa det beklages, at Erkebiskop Erik Valkendorfs Forsøg paa, godt en Snes Aar efter, at faa en Ekspedition udsendt til Genopdagelse af Grønland strandede, fordi han faldt i Unaade; thi paa dette Tidspunkt kunde der maaske endnu have været Udsigt til at træffe de sidste Nordboer i Østerbygden i Live.

Alle paalidelige Efterretninger om de gamle Nordboers seneste Skæbne er nu forsvundne. Selv om det er højst sandsynligt, at de sidste »Kablunakker«, saaledes som grønlandske Sagn siger det, er bleven dræbte af Eskimoerne, er det dog ikke udelukket, at Nordboerne efterhaanden har blandet sig med »Skrællingerne«, antaget deres Sæder og Skikke samt Erhvervsmaade, og gaaet fuldstændig op i dem.

Paa Toppen af det 1700 Meter høje Fjeld Igdlerfigsalik findes to Stenkredse, der synes at være Rester af Nordbohytter. De har maaske været benyttet af Folk, der Aar efter Aar, Dag efter Dag sendtes herop af de sidste Nordboer for at spejde. I ængstelig Spænding ventede disse paa den Hjælp fra Moderlandet, som ikke kom — paa det Skib, som ikke skulde stævne Fjorden ind, før det var for silde, og før den sidste Nordbo — der ifølge Sagnet hed Olaf — paa Flugten havde druknet sit Barn, for at det ikke skulde falde i Fjendehaand.

I den første Tid efter Grønlands Genopdagelse, hvorom vi nedenfor skal høre nærmere, var der ingen, der tvivlede om, at baade Vesterbygden og Østerbygden havde ligget Vest for Grønlands Sydspids, saaledes som vist paa Sigurd Stephanius’ Kort fra 1570 (90) og Halls Kort af 1605. Ved en Fejltagelse, der, som K. I. V. Steenstrup har paavist, opstod ved et af Biskop Theodor Thorlacius i 1668 — 69 udarbejdet Grønlandskort, flyttedes Østerbygden om paa Østkysten, hvor senere Forskere og Opdagere lige til vore Dage mente at maatte søge den.

Første Gang man efter Grønlands Genopdagelse hører Tale om Ruiner, er — ganske vist kun forbigaaende — i Christian Lunds Indberetning til Kong Frederik den tredje angaaende David Danells Rejser til Grønland i 1652 og 1653. Hans Egede var imidlertid den første, som erkendte, at disse Levninger var Nordboruiner, men han troede, at de var Rester af Vesterbygden, og at Østerbygden maatte søges paa Østkysten. Efter hans Tid blev der i det 18de Aarhundrede af Peder Olsen Walløe, Aaron Arctander, Bruhn, E. Thorhallesen og A. Olsen, hvilke alle var knyttede til den grønlandske Handel, foretaget omfattende Rejser, til Dels med den bestemte Opgave at beskrive disse interessante Mindesmærker.

Paa Grundlag af disse Mænds Undersøgelser var det, at Heinrich Peter von Eggers i 1792 teoretisk kunde paavise Østerbygdens Beliggenhed i Julianehaab-Distriktet. Skønt denne hans Teori senere blev stærkt angreben, hævdede C. C. Rafn dog dens Rigtighed i »Grønlands historiske Mindesmærker«, navnlig efter at Søofficeren V. A. Graah ikke havde fundet Ruiner paa Grønlands Østkyst, og efter at der paa ny var foretaget Gravninger og Undersøgelser, særlig i Julianehaab-Distriktet. Fra 1846, da det nævnte Værk var sluttet, og lige til de af »Kommissionen for geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland« udsendte Ekspeditioner i 1876 var paabegyndte, fremkom der ingen væsentlig nye Oplysninger om Nordboruinerne. Nu fandt der Opmaalinger Sted af Ruinerne baade i Østerbygden af G. Holm, Th. Groth og C. Petersen og i Vesterbygden af I. A. D. Jensen og C. Ryder. Skønt man havde fundet nogle af Kirkerne og ligeledes konstateret, at nogle af de enkelte Ruiner maatte være Stalde, medens andre fejlagtigt tydedes som Boliger, var man dog ikke naaet saa vidt, at man kunde skelne Gaardenes Indretning og de enkelte Huses Bestemmelse, lige saa lidt som man havde en klar Forestilling om, hvorvidt det drejede sig om Bygder eller enkelte Gaarde. Ja, endnu i 1883 hævdede Nordenskiöld, at Ruinerne slet ikke var nordiske. Hvad i øvrigt disse angaar, lykkedes det ikke før i 1894 med Sikkerhed at konstatere en eneste Bolig blandt de mange Ruiner i Grønland; dog havde K. J. V. Steenstrup fremsat den Anskuelse, at Beboelseshusene fortrinsvis maatte søges i de stærkest sammenfaldne og overgroede Ruiner og ikke, som hidtil antaget, i de fornemmelig af Sten opførte Bygninger. Efter at Dr. Valtýr Guðmundsson gennem Studier af Sagaliteraturen havde oplyst, hvorledes Privatboligen i Sagatiden paa Island maatte have set ud, udsendtes Forf. i 1894 af den grønlandske Kommission til Østerbygden for at løse Boligspørgsmaalet, hvilket lykkedes ham, efter at der var foretaget Udgravninger i flere Tomter. Det viste sig, som man kunde antage, at de, saa vel som Gaardene, var af udpræget islandsk Type.

Paa Grundlag af samtlige hidtil indsamlede Oplysninger om Nordbokolonien i Grønland og ved kritisk at sammenholde dem med Sagaerne fastslog Professor Finnur Jónsson endelig i 1898 en Tydning af Østerbygdens og Vesterbygdens Topografi. Den er i Hovedsagen den samme som Eggers’. Af væsentlige Ændringer er dog Beliggenheden af Brattahlid, der er henlagt til Vestsiden af Tunugdliarfikfjorden i Stedet for som tidligere ved Igaliko, hvor Bispesædet Gardar menes at have ligget.

Foreløbig har man ladet sig nøje med dette Hovedresultat; men der ligger i de grønlandske Ruiner en Skat, af hvilken de, der interesserer sig for Fortidens Kulturforhold med Fordel vil kunne øse. Forhaabentlig vil den ad Aare blive udnyttet.

Nordbogaardene i Grønland ligger alle i Ruiner; men Græsset gror endnu frodigt paa de samme Steder, hvorfra man i gamle Dage hentede Føden til Kvæget; og Klimaet i Grønland har ikke forandret sig i de fire hundrede Aar, der er forløbne, siden Østerbygdens Undergang. Eskimoerne er nu eneraadende i disse Egne, der før genlød af Oksernes Brøl og Faarenes Brægen; men disse Folk bebor — af Hensyn til Erhvervet ved Sælfangst, der fornemmelig drives, hvor der ligger Is — næsten ikke det indre af Fjordene, hvor Nordbogaardene laa.

Der er ikke Tvivl om, at der atter kunde leve Tusinder af kvægavlsdyrkende Europæere i de gamle Bygder — om det kunde tillades nogen at nedsætte sig der. Forhaabenlig kommer dog den Tid snart, da dette vil kunne ske paa en Maade, saa at Eskimoerne ikke forulempes.

---