Det gamle Grønlands beskrivelse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Islandsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Det gamle Grønlands beskrivelse

af

Ívar Bárðarson
(Ivar Bårdssön)


Udgiven efter håndskrifterne

af

Finnur Jónsson

København

Levin & Munksgaard Forlag 1930



Som tillæg til min Grönlandske Topografi i Meddelelser om Grönland XX aftrykte jeg Ivar Bårdssöns Grönlands beskrivelse efter et enkelt håndskrift, som i det hele er ret godt. En kritisk udgave var det kun til en vis grad, men en afsluttende udgave var den ikke og skulde den ikke være.

Man har nu ønsket at få den kritisk udgiven med undersøgelse af de skrevne og trykte tekster, samt tilbørlig belyst og tolket. Det er dette som her er forsøgt og tilstræbt. Ivars beskrivelse er af så stor en vigtighed, at den fortjænte en særlig behandling. Den er uden al tvivl i alt væsenligt fuldkommen pålidelig. Men den er ved overførelsen til dansk og i yngre afskrifter åbenbart blevet lidt forvansket; også fremmede bestanddele — ganske vist af ringe omfang — er optaget i den, som den nu foreligger (jfr. begyndelsen). Man ønskede tillige, at den islandske så vigtige fjordfortegnelse blev medtagen, da den og Ivars beskrivelse belyser og udfylder hinanden på en fyldig måde.

At underkaste denne fortegnelse en ny kritisk behandling, kunde ikke anses for nødvendigt, da den er udgiven og behandlet kritisk i min Topografi. Her gives den i den formentlig rigtige form.

Kommentaren er gjort så fyldig som muligt, især m. h. t. navnenes form og betydning, da navnlig det sidste ikke spillede den største rolle i Top.

Noget nyt vil den kyndige læser finde i denne nye behandling, takket være de senere gjorte undersøgelser og nyere beskrivelser af bygdernes lokaliteter. Jeg mener nu med sikkerhed at have bestemt Vesterbygdens fjorde, dem indenfor Godthåbsegnen. På nogle punkter vil der desværre vist fremdeles herske uvished og dunkelhed. Men jeg føler mig overbevist om, at fortsatte undersøgelser vil kunne sprede dunkelheden, f. eks. m. h. t. Drangey og lign.

Til slutning takker jeg den kyndige historiograf dr. L. Bobé og dr. P. Nørlund for flere gode oplysninger.

Hr. arkitekt Aage Roussell har udarbejdet de medfølgende kort over de to bygder.

København i juli 1929.

F. J.


Indledning

I.

Grundlaget for den her i det følgende givne beskrivelse af det gamle Grønland skyldes, efter hvad den selv oplyser, en Ivar Bårdsson; han siges at have været „forstander på biskopsgården i Gardum .. udi mange år“. Hans faders navn er bevaret i hds. B, medens de andre håndskrifter og oversættelser har forvansket (forkortet) det. Når han her tillige kaldes „Grønlendinger“, behøver dette ikke at betyde, at han er født i Grønland; men betegnelsen er sikkert ikke andet end et tilnavn, han har fået, på grund af sit mangeårige ophold deroppe. Vi er så heldige at have en oplysning om denne Ivar. I et brev af 8. august 1341, udstedt af biskop Hakon i Bergen,[1] — hvilket brev er et pas —, nævnes Ivarus Barderi, en præst, hvem .. „in nostris et ecclesie nostre negotiis ad Groenlandiam . . destinamus“. Der er vel næppe noget, der hindrer den antagelse, at Ivar er rejst til Grønland kort efter passets udstedelse. 18. marts 1344 nævnes en „Ivarus Barderi“, der får et gejstligt embede i Bergens bispedømme, men denne kan næppe være den samme som vor Ivar.[2] Derimod kunde det være fristende at antage den „Ivarus Barderij“, der nævnes 25. juni 1364 (i en kvittering af biskop Botolv i Stavanger), som identisk med vor Ivar; han kaldes „canonicus duodecim apostolorum Bergensis“. Dette kunde passe til de „mange år“, som Ivar siges at have opholdt sig i Grønland. Han kaldes „forstander på bispegården“, og han siges at være bleven sendt til Vesterbygden af „laugmanden“, ikke af „biskoppen“. Dette finder sin forklaring i, at den daværende biskop i Grønland, Jon Skalle, aldrig kom til landet; hans bispetid regnes at have været årene 1349—68. Det er således let nok at slutte, at Ivar har forvaltet bispesædet i alle disse år, da der ingen biskop var nærværende, til 1364 eller lidt før, hvis den nævnte „Ivarus Barderij“ er den samme som vor Ivar. Efter dette kunde man antage, at han havde opholdt sig o. 20 år i Grønland. Bortset fra det her anførte vides intet om ham.


II.

At hovedindholdet af denne Grønlands beskrivelse stammer fra Ivar, er der ingen grund til at betvivle. „Dette alt, som forsagt er, sagde os Ivar Bårdssøn“, hedder det. Hvorledes er dette at forstå? Den nærmest liggende opfattelse er, at beskrivelsen er optegnet efter Ivars mundtlige meddelelse, og at der ikke er tale om en af ham selv nedskreven beretning. I hvert fald må den første optegnelse være skrevet på norsk, som det lød ved midten af det 14. årh. Dette skinner også igennem i beskrivelsen som den foreligger, hvilket i det følgende nærmere vil blive belyst. I sin nuværende form hidrører beskrivelsen fra begyndelsen af det 16. årh. Uden tvivl med rette er den bleven sat i forbindelse med ærkebiskop Erik Valkendorfs samlinger af dokumenter og oplysninger om det gamle Grønland. Bemærkninger herom og kursforskrifter m. m. er i flere håndskrifter knyttede til Ivars beskrivelse (se herom GhM III, 485 ff.); de er trykte sst. (s. 490 ff.). Disse „tillæg“, som de kunde kaldes, hidrører fra en langt senere tid og skyldes vistnok rektor Jakob Rasch, „der var besjælet af iver for at genfinde .. det gamle Grønland“; „han havde redigeret til trykken Torfæi Vinlandia og Grønlandia, og det rigtigste af de kort, som er tilføjede sidste værk, skyldes ham“. Disse tillæg vil ikke blive nærmere behandlede i det følgende.

De håndskrifter, der kommer i betragtning, er følgende:

I AM findes under nr. 777abc 4º 4 afskrifter af Ivar af forskellig art. 777c er en ret gammel og god afskrift med en nogenlunde konsekvent og god retskrivning, hvor navnene ikke er så mishandlede som i de fleste andre. Arne Magnusson købte den på Rostgaards auktion. Den er fra 17. årh. Efter en nøje sammenligning er denne afskrift nu lagt til grund for udgivelsen. Den er gengivet ord- og bogstavret, dog således, at tekstfejl er rettede (se herom noterne), små bogstaver allevegne anvendte og v indsat for det hyppig brugte w, hvilket kun er en grafisk betegnelse for v; ij har hyppig 2 prikker også når tegnet bruges for y. ó er gengivet ved ø. Interpunktionen er her moderniseret. Afskriften er her betegnet ved A.

777a er en i det hele ret god afskrift, den er yngre end den foregående. Den blev lagt til grund for udgaven i GhM og i min Topogr. beskrivelse i Meddel, fra Grl. XX. Titlen er her: „Enn kortt beschriffuelse om Grønnland. Om segladsenn did henn saa och om landtzens beschriffuelse“. Dette håndskrift havde tilhørt Þorm. Torfason; han forærede det til Arne i oktober 1712, da Arne opholdt sig hos ham. Det er her benyttet som varianthds. og betegnet C. De ovf. nævnte „Tillæg“ findes også i dette hds.

777b er et ejendommeligt hds. Det er måske det ældste af alle („16. årh.s slutning“, siger dr. Kålund). Der er kommen en slem forvirring i teksten, idet forlægets blade åbenbart er bleven omstillede. Skriveren fortsætter stykket, der slutter s. 1914 med 279: Samme kircke som osv. og der fortsættes til slutningen; så kommer det oversprungne afsnit 1915—279 (ligger), dog således at heri indskydes efter 89 kursforskrifter fra „Tillægene“, som altså også har stået i forlæget ved slutningen. Denne afskrift er i det hele ret respektabel. Således har den alene det rigtige „Bardersen“, og flere andre rigtige enkeltheder. På den anden side findes der fejl, ikke blot i navnene, samt overspringelser og enkelte mindre afvigelser af vilkårlig skriverart. Herom kan henvises til varianterne, hvor det er betegnet ved B.

Addit. 120 fol. er her benyttet som varianthåndskrift. Af varianterne vil det ses, at der findes talrige ændringer og småudvidelser af den oprindelige tekst. Ubetinget må det derfor siges, at dette hds. frembyder den dårligste tekst. Der gives enkelte forklaringer af enkelte ord (f. eks. vidskab der er iagt 264). Enkelte pudsige misforståelser findes som f. eks. når thelliesten (266) er gengivet teyel- og dette forstået som tegl-, jfr. de indskudte ord: „och er der lær“ og „kand same ler giøris aff“. På grund af disse egenskaber fandt man det rigtigt at tage varianter derfra, selvom man måske vil finde, at det er overflødigt. Noget bidrag til tekstens forbedring giver det ikke, men det støtter forskellige læsemåder. Det er betegnet ved D.

Flere end de her nævnte håndskrifter fandtes ikke at være nødvendige, da de, der ellers haves, ikke bidrog noget til teksten eller dens behandling, men alle er mere eller mindre forvanskede, især hvad navnene angår. De håndskrifter skal her kortelig gennemgås.

AM777 d 4º er kun en afskrift af 777a(C) med enkelte mindre rettelser af Arne Magnusson.

Ny kgl sml. 1958, 4º indeholder afskrifter af 777 (C og A).

Thotts sml 941 fol. indeholder en afskrift af 777 b (B) eller er ganske enslydende dermed.

Addit. 147, 4º. Her er teksten inddelt i talbetegnede paragraffer og vilkårlig ændret; sproget er moderniseret og navnene fejllæste. Synes i slægt med B og D (tildels). Der er i senere tid foretaget rettelser i texten. 311 og til slutningen er udeladt, men bemærkningen om Erik Valkendorf (der her kaldes Børrick Walldenorff!) findes. Det skal bemærkes, at „landnordenbotne“ 2,1 er her ombyttet med „trollebotnen“, og at den pudsige misforståelse er indløbet, at „Leijder kircke“ 2715 er blevet til „en liden kircke“.

Ny kgl. sml. 1959, 4º er en afskrift af dette hds. og ganske ens dermed.

Gml. kgl. sml. 2432, 4º, skreven med en ret gammel (o. 1600) og smuk hånd. Teksten er i slægt med A og også med B. Ivar kaldes her Bertt. Navnene er stærkt forvanskede: Allunfiordt 2014, Allbross 2214 osv. Rigtig skrives Finbuder 216; der skrives Rampne- 2311, lademader 284, jfr. C, fruchtt allden 321; for tølt 296 skrives tabt(!). Skriveren synes ikke at have kunnet latin; han skriver Cunonisi Regulas 238. Ivars beretning efterfølges af notitsen om Erik Valkendorf og „Tillægene“. Under det hele står årstallet 1547; det er ikke sikkert, hvad dette har at betyde. Jfr. dog ved Thott 748.

AM 773a, 4º, en ung afskrift bagved Arngrimur Jónssons Grønlandia, er uden betydning og kun begyndelsen til 1914. Her findes dog læsemåden øster paa Island 174, rimeligvis ved en rettelse af (den isl.) skriver. Navnene er forvanskede, f. eks. Funkabudir (den form, Torfæus også har) osv. Er ellers beslægtet med A.

Gml. kgl. sml. 997, fol., indeholder forskelligt vedrørende Grønland. Her findes Ivar 17—1914, 1915—214, 2210—328, men ændret dels ved udvidelser, dels ved forkortelser. Navnene er her noget bedre end ellers (hds. hidrører fra en Islænder), og her findes også læsemåden (rettelsen) østen paa (174). Synes snarest at bero på A.

Samme sml. 2881, 4º, er kun en afskrift af foregående.

Thott 748, fol., bl. 69—70 findes et kort stykke; deri næsten intet af Ivar og ikke nogen ordret gengivelse. Er uden betydning. Ny kgl. sml. 364II fol. er en afskrift heraf. Her (i 748) findes overskriften: „Om Grønlands Segling, som Sl. Christopfher Hwitfeld fandt i Dannemarch och war skreffuen paa Latine och gammell norsk paa pergamente och förde hand det hid till Norrig igien 1647“. Det er ikke let at sige, hvorledes dette er at forstå. I hvert fald må 1647 antages at være fejl for 1547 (jfr. Gml. kgl. sml. 2432, 4º). Men da det hele er uden betydning for Ivar, er der ingen grund til at komme nærmere ind på dette stykke eller den mærkelige bemærkning om Hwitfeld.

I det ovf. omtalte hds. 2432 findes en lavtysk oversættelse af Ivar; det er her at gengivelsen: „welker is de erste ostersche ordt van Islandt“ (se ovf.) findes og forbjærget kaldes Hörns. Navnene er forvanskede. Der skrives dog Auross, Rampnes, Leyderkercke, Ivar kaldes Bordt og fjældet Hemolradesvelt. — Der findes her også en anden lavty. oversættelse, hvor titlen lyder: „Beschreibung von Gronlandt wye M: Albertus Meier dieselbige dem herrn Gantzelern Adam Tratzigern[3] in densher sprache zu gesandt vnd aber in nachfolgendem deutschen vom hern Jacobo pastorn zu Tumbui tranferiret (sic) wordenis“. Den Albert Meier, der her nævnes, er præsten og naturgranskeren, der levede 1528—1603 (se Biogr.Lex.). Oversættelsen er snarest i slægt med C (og A). Navnene er ikke så dårlige som ofte ellers; der skrives Fimbuder, Torualdtzwick, Renøø, Heriøø, Salafelds-, Leider. Ivar kaldes Bernt, og fjældet Hemmelsradisueldt. Bagefter følger notitsen om Erik Valkendorf og de sædvanlige kursforskrifter, varer i Grønland osv. — I randen findes forskellige forklaringer. Iøvrigt har oversættelsen ingen videre betydning for Ivars tekst.

Noget „stamtræ“ for de ovf. omtalte håndskrifter og oversættelser ser jeg mig ikke istand til at give udover de antydninger af slægtskab — nærmere eller fjærnere —, som er givne i det foregående eller hvad varianterne kan tilkendegive.


III.

De trykte oversættelser.

En dansk oversættele findes indsat i P. Claussöns afhandling om Grønland, trykt i G. Storms udgave af hans skrifter (s. 467 ff.). Teksten er vilkårlig ændret på mange punkter og navnene meget forvanskede. Synes at være i slægt med B (og D). Har så godt som intet af betydning for teksten.

I Minerva 1788 (jan.—marts; s. 19 ff.) findes en dansk oversættelse, der hidrører fra justizråd Pontoppidan. Teksten beror på B med omstillingen (forvirringen i teksten) og forskellige forvanskninger. Uden betydning for teksten.

Nye danske Magazin I, 1794 indeholder (s. 189 ff.) en gengivelse; denne er identisk med Addit. 147 (her er dog rigtig trykt „Errick Wallkendorff“ i Tillæg); også her findes fejlen: „en liden kircke“. Under teksten står FINIS ganske som i 147.

Skandinavisk litteraturs selskabs skrifter XX, 1824 indeholder „Nogle bemærkninger angående Grønlands Østerbygde af dr. H. F. J. Estrup“. Estrup meddeler, at han i Dresden fandt (under G nr. 52a) „et helt bind om det grønlandske vesen“. Her findes rektor J. Rasch (rektor i Kristiania skole 1706) omtalt. Af ham findes det nævnte kort over Grønland i Torfæi Grønlandia. Oversættelsen er her åbenbart noget moderniseret både i den ene og den anden henseende og slutter med bemærkningen om Valkendorf. Den til grund liggende tekst var beslægtet med B (også lidt med D). Her findes læsemåder, der synes at bero på en ældre og bedre afskrift. Der skrives Horn 174, botnum 181, Eirar 293; mindre rigtigt Ranipnes 2311, Herey 276, Heusnes 298 samt Hemmeralds 3O13. Ved misforståelse eller fejllæsning skrives „land ret“ for „langt reff“ 202. Om vest sydvest 199 beror på bevidst rettelse, får stå hen. Det samme gælder „og af det toge de saa meget“ (jfr. bemærkning til dette sted).

Torfæus gengiver teksten på latin i sin Grønlandia 1706, ledsaget af det ovennævnte kort over Grønland, der er udarbejdet efter Torfæus' forskrift. Torfæus har benyttet en dansk oversættelse, foruden den hos P. Claussön, samt en islandsk og den tyske fra 1679, der straks skal omtales. Den isl. oversættelse findes i AM 770b, 4º — her er navnene forvanskede og forkert oversatte (således findes her Funkabuder = Torfæus).

Den nævnte tyske oversættelse, Ausführliche Beschreyhung Grønlands, er trykt 1679, kapitel 6. Den er noget forkortet og uden betydning i det hele, navnene er som sædvanlig forvanskede. Ivar kaldes Bert.

På hollandsk haves en oversættelse af den kendte Willem Barents (Barentson). Hans egenhændige håndskrift, skrevet 1594 (undertegnet Wilhelmus Bernardi) er udgivet af C. P. Burger Jr. i „Het Boek“ XVII. Han har også haft „Tillægene“, Ivar kaldes her Ivar Boti. Navnene er meget forvanskede og der findes misforståelser af grundtekstens ordlyd, der går igen i den engelske oversættelse. Se straks nedenfor. løvrigt giver den ikke nogen særlige bidrag til teksten, jfr. dog nedenfor.

Endelig er der den engelske oversættelse, der er trykt i Hakluytus Posthumus or Purchas his Pilgrimes, vol. XIII, 1906 s. 163 ti. Forfatteren kaldes her Ivar Boty. Der gives her den oplysning, at beretningen er oversat fra „norsk language“ til højtysk i året 1560, fra højtysk til hollandsk af Barentson i Amsterdam, og derfra oversat til engelsk af Master William Stere, marchant, i året 1608. Oversættelsen er ret fri, med mange misforståelser, navnene er oftest meget forvanskede, hvad ikke er at undres over, efter at de var gået igennem så mange instanser. Det er dog åbenbart, at det rigtige enkelte gange findes her eller skinner igennem, således gengivelsen „on the East side of Island“ om Horn, der forudsætter „østerst“ (og ikke øffuerst, jfr. de „oestersche hoeck“ hos Barent). Når teksten har Horn-nesse, er dette en vilkårlig tolkning af Horns (ell. Hornis). Her findes formerne: Wartsdale (=Vatns-) 234, Rompnes 2311, Granwike 258, Ericks Hought 276 (rigtigere end de andres forvanskninger); Leaden 2715 peger på Lið- mere end på Lei-.[4] På den anden side findes så stærke forvanskninger som Svaffster 1814 (=Hvarf), Brimstone mount 186, Emestnes 255 (f. Eynerfiord), Fendebother 216, Allaborg 2014 (=Allumlengre), Hemel Hatsfelt 3018; æg 212 gengives ved „oxen“[5] osv. Om gengivelsen af 309: „of which sheepe the tooke with them as many as they coned carrye“[6], beror på en tilsvarende grundtekst eller på fri gengivelse (snarest dog dette) får stå hen, jfr. anm. til stedet.


Ivar Bårdssøns beskrivelse af Grønland

Side: 17
  1   Saa sige vise mene], som fødde ere vdi Grøn-
  2   land, och sidst komme aff Grønland, at nor-
  3   den aff Stad vdi Norge er vij dage seiglingh ret vdi
  4   vester till Horns, som ligger østerst paa Island.
  5      Item fra Sneffelznes aff Islannd, som er stac-
  6   kist till Grønland, ij dage och ij netthers seilingh
  7   rett i vesther ath seigle, och tha ligger Gunbier-
  8   nerskier ret paa mijt veijn emellom Grønland och
  9   Island, thette vor gamle seilingh, end nu er kom-

1. Saa — ere: Enn skrifft aff viise oc forfarren mend som erre føde D; sigger skr. C; føde skr. C. 1. vdi: ij BD. 2. komme: er komen B; komen der D. 2. Grønland: ul. D og tf. om seyladtzen ath finde fra Norge till Island fra Island och till Grønland. 3. Stad: C; Stadt AD. 3. er: ere BD. dage: dag B; dagiss D. seiglingh: seyladtz D her og ellers, ret: ul. D. 4. Horns: C og 773 Og 2432 (Hornnesse Purch.); Horijs A; Horritz BD; enn klippe saa kaldis tf. D. 4. østerst: øster paa 773; jfr. østen paa 997 og „de Erste ostersche ordt“ i den lavtyske oversættelse; the East part of Island Purch.; øfferst ABDC (st er fejllæst som ff). 5. Item: Først B, aff: paa D. som: ul. D, stackist: stackit B; stackeste reysse D. 6. Grønl.: som er tf. D. 6. dage: dagis D. seilingh: segling B = 1. 9. 7. i: vdj D. seigle: fra Isslandt tf. D. 7. Gunbierner-: Gund- skr. B; Guberne- D. 8. paa mijt: omv. D. veijn: ueyen CD; veigenn B. 8. e-: i- D. 9. thette-gamle: det haffuer verret en gammell D; gam(m)el(l) CB. nu er: omv. D.


Side: 18
  1   men iss vdaff landnordenbotne saa ner for-
  2   schreifnne skeer, at ingen vden liffs fare thende
  3   gamle leed seigle som her effther høris.
  4      Fra Langeness som ligger øffuerst paa Island
  5   ved forne Horns er ij dage och ij netther sei-
  6   lingh till Sualberde i haffsbotnne.
  7      The som segle vilde vdaff Bergenn retledis
  8   till Grønland och komme icke till Island, tha skulle
  9   the seigle ret vdj vesther, saa lingi the komme
10   sijndenn ved Island til Røckesnes, och tha skulle
11   the vere xij vgger søes sijnder i haffued aff forne
12   Røckesnes, och saa met forne vesterlede skall
13   hand komme vnder det høge land vdj Grønnland,
14   som heder Huarff, en dagh tilforn førend mand
15   kand sie forne Huarff skall hand sije et andet
16   høijgt bierigh som heder Huitserck, end vnder

1. iss: isehiff C; it D. norden: noden B. botne: C; borne A; bone D; boder B. 2. schreffnne: nevnte BD. 2—3,thende—seigle: kand seylle adt den gamle læ D; thend (denn) skr. CB; leid skr. B. 3. høris: sigiss D. 4. Fra: Frann B; Item fraa CD. 5. forne: klippe tf. D. Horns: C; Horiis AD; Horitz B; Horns på første sted er opfattet som nominativ og derfor sål. skrevet her. dage: dagges CD. 5, netther: netterss CBD. 6. till: ul. B. i: CB; ul. AD. haffs-: effs- C; haff- BD. botnne: bornne A; baane C; -bone D; -bodne B. 7. The: Item de CD. segle vilde: omv, B. vdaff Bergenn: ul. B i Norig tf. D. 7. -ledis: -less D. 9. vdj: i B. vesther: fra Norge tf. D; lingi: lenge CD; lenngi B. 10. Rockes-: Røche- C = 1. 12; Rocke- B = 1. 12. 11. vgger: vger C; vge D; veggers B. søes: siøs B. sijnder: sønden CD. 12. saa: ul. B. 12. vester-: veste- C; væsten- D. -lede:-læd D. 13. vnder: ind vnder D. 13. land: lend A; en klippe tf. D. 14. -forn: forne (!)D. -end: ul C; at tf. D. 15. Huarff: klippe D. 16. Huit-: Huid- CB; Huidt- D = 1. 191. 16. end: ind D.


Side: 19
  1   forne ij field, som Huarff heder och Huidserck,
  2   ligger et ness, som heder Herioldzness, och ther
  3   ved ligger en haffn som heder Sand, almindeligh
  4   haffn for Normend och kiøbmennd.
  5      Seigler mand vdaff Island, tha skall hand tage
  6   sin koess fra Sneffelssness, som ligger en tølt
  7   søes vester lenger paa Island end forne Røcke-
  8   ness, och seigle tha ret vdj vester en dagh och
  9   en nat gandske lidet ved suduest ath flij forne
10   iiss, som ligger ved Gunberneskeere, och siden
11   en dagh och en nath ret i nordvest, och saa
12   kommer hand retledis vnder forne høigland Huarff
13   i Grønland, som forne Hærioldznes och Sand-
14   haffn ligger vnder.
15      Then Østerbij, som er vdj Grønland, ligger ret
16   for østhen ved Herioldzness och heder Skagafiort,
17   thet er en stuor bije.
18      Item langt øster aff Skagefiord ligger en fiord

1. som .. heder: ul. D; heder Hu. skr. B. 2, Herioldz-: Herrioldtz- C; Heroldz D; Herioldtt- B. 3. ved: hoes D. en: ith B. som heder: ul. A. Sand: och er tf. B. 3. almindeligh: GB; almindigh A; alminding D. 4. -mend: -mand A. 5. Seigler:Item seyler CBD. mand: hand A, vdaff IsL: ad Isl. vd D. 5. hand: mand D. 6. sin koess: sit huess(!) A. 6. Sne-: Snø- D. 7. søes: siøs B. 7. Røeke-: Rockis- B; Røche- C. 9—11, gandske — nath: ul. B. 9. ath: och D. 10, Gunberne-: C; Gundberme A; Guberne- D. 10—11- och— nath: ul. D. 11. ret: vd D. saa: siden D. 12. -ledis: ind D. høig-: høye C; høge B; høee D. 13. Sand-: Sandtz- B. 15—17. Then— bije: ul. D; Item skr. B; Item denn skr. C. 15. vdj: j B. 16. ved: ul. B. 16. Skaga-: Skage-B. -fiort: -fioer C. 17. thet: ther B. 18. øster aff: østen fra D. ligger: end tf. D. 18. ligger — fiord: ul. B.


Side: 20
  1   och er icke bijgdt, som heder Bærefiord, och
  2   fram i fiorden ligger et langt reff thuert for ind-
  3   gangenn, saa at ingen stuore skiib maa ther ind
  4   komme vden tha stuor strøm er, och naar stuore
  5   strømme løber, løbe ther vtallige hualle i then
  6   samme Bærefiord, och vanther ther alldrigh fiske,
  7   vdj denne samme fiord er allmindeligh hualff-
  8   fiskerj och doch med biscopens lough, thi fiorden
  9   ligger till domkircken, och vdj then fiord ligger
10   en stuort høøll och heder Hualshøøll och første
11   søen ganger vd, tha løber all hualfffiskerne i den
12   samme høøll.
13      Øster fra forne fiord ligger en fiord som heder
14   Allumlenger, hand er møø vden fore och møgit
15   bredere inden till, hand er saa lang at ingen ved
16   endhen paa hannom, hand haffuer ingen strøm

1. icke: enn B. bijgdt: byer paa D. 1. Bære-: Berre- C; Berge- B. 2. fram i fiorden: fra i norden (!) A; frem skr. BD. 2. langt: stoert D. 3. stuore: stuor A. maa: kand D. 4. tha: thet er B; nar D. er: ul. B. 4. och: tha tf. C. stuore strømme: stoer strøm CBD. 5. løbe: er B; ul. D. 6. Bære-: Berre- C; Berge- B. och vanther ther: B; och hun vandter D; vandther A. fiske: fisk B. 7. denne: den CD. 7. hualff-: huall- CBD = 1. 11. 8. och: ul. B. lough: loff CB; forloff D. 10. en: et BD. stuort: stoer C. høøll: huals hull D. och heder: enn C. och—høøl: ul. D. 11. ganger: gaar CD. ganger vd: begynder at indgange B. all: alt D. 11. -fiskerne: fiskenn CBD. i: vdj BD. den: thet BD. 13. Øster: Item øster CB; lenger tf. CB. Øster—fiord: Item end lenger vdj østen fra forne Barefiordt D; Berrigefiord skr. C. fra: frem B. 14. Allumlenger: Almulegger B; -lenniere skr. D. hand: som D. møø: small BD. fore: ij B. 15. bredere: breder B; bædere D; bedre A. inden: ind ind A. inden till: indad D. hand: den D. 16. endhen: ennde CD. hannom: hanum B; hannum C.


Side: 21
  1   i sigh, hand er fuld med smaa holme, ther er nock
  2   fugle oeh ægk, hand er slet land, paa baade
  3   sider voxit med grønt gress saa langt som nogen
  4   mand ther faar.
  5      Item øster lennger till isbergenn ligger en haffn
  6   som heder Fimbuder, saa kallit forthi at vdj Sancti
  7   Oluffs tiid brød ther et skib, som almindeligh røgte
  8   ganger end vdj dagh vdj Grønlannd, och paa det
  9   skiib vaar Sancti Oluffs smaa suend, och hand
10   drucknede ther med andre, och the som tha effther
11   leffde groffue ther neder de døde, och reiste der
12   op stuore steenkorss paa de dødis graffuer, och
13   the stande end vdj dagh.
14      Øster lenger till isbiergen ligger en stuor øø,

1. i: vdj B. 1. holme: holner B; vdj huilcke tf. D. 2. ægk: egk C; eeg B; fulle ægh D. hand: der C. land: vaxit tf. B og ul. det følg. baade: bæge D. 3. langt: och høeyt tf. D. 4. ther faar: haffuer sæt D (= P. Clauss.); farit haffuer skr. B. 5. øster — till: end lenger vdj øster vedt D. -bergenn: bergit B; bierget D. 6. Fim-: Findt- D; Frind- B. 6. at: ul. B. vdj: i CB; ul. D. Sancti: St. C. = 1. 9; S. D. 7. Ol. tiid: Oluff hand D. 7. almindeligh: almindig C. alm. røgte: endnu vdij thenne dag ganger B. 8. ganger: røct aff B; nogle A. ganger: aff tf. D. 8. end — dagh: end paa denne dagh D; ul. B. 8. och: att C. paa: oppaa C. det: Sante Olluffs D. 9. Sancti O.: hans lille D. 10. ther: ul. B. med: de (the) tf. GB. andre: andere flere D. the: da tf. D. tha: der D. 11. groffue: begroffue B. de døde: dj døde krope D foran Iher. reiste: opreyste D; reise A. 12. op: paa dj dødis graffue D. stuore: stuor A. steen-: stene- B. paa — graffuer: ul. D; graffue skr. B. 13. the: same korss D. stande: staa B; der tf. D. end: enndnu BD. vdj: thenne tf. B; paa denne D. 14 Øster: Item (D) øster CB; end tf. D. lenger: vdj østen tf. D. -biergen: -bierget D.


Side: 22
  1   som heder Kaarsøø, ther er allmenningh veid-
  2   skab effter huide biørne, och tha med bisperens
  3   orluff, thi den øø hører domkirckenn till, tha er
  4   inthet øster lenger det mand see kand vden iiss
  5   och snø bode till land och vand.
  6      At komme till den materiem, som føre rørdt
  7   er om bijer paa Grønland, som saugd vor om
  8   bijer paa Grønland, ath Skagefiord er østerst by
  9   paa Grønland østen Herioldzness.
10      For vesten Herioldsness ligger Kedelsfiord och
11   ther er fult bijgt, och paa høger haand, som mand
12   indseiler i fiorden, ligger en stuort oss, som stuore
13   elffuer løbe vdj, hoss thet ooss stander en kircke
14   som heder Auroosskircke, som vigd er till dit

1. Kaarsøø: Korsse D. allmenningh: alminnigh G; almindelig BD. 1—2. veidskab: jactvedtshaff C; veyeskabs iagt B; vidskab paa iagt D. 2.och —med: doch B. 2. bisperens: bispens G; biscopens BD. 3. thi: ul. D. hører: tillhører D. 3. tha er: och er ther B. 3—4. tha—kand: siden er intet lenger at finde vdj østen at see D. 4. det: da C. 4. see kand: omv. GB. 5. snø: sne CBD. 5. land .. vand: landtz .. vandtz D; stranndt (f. vand) skr. B. 6. At: Item att CB; igien tf. D. materiem: materie BD. føre: før BD, førde A. 6. rørdt: omrørt B. rørdt er: er omtallet D. 7. Grønl.: eller tf. B. saugd: sagt CB. 7—8. som — ath: ul. D. 8. bijer: byerne B. ath: och A. 8. østerst: øster ACB; den østerste D. 9. paa Grønl: ul. B. 10. For: Item for (vestenn for B) CBD. ligger: en fiordt kaldis tf. D. Kedels-: Kedel- B; Kieldeltz CD. 11. fult: fulld- C. fult — och: mange byer D. paa: oppaa C. høger: høgre C, høygre B; høere D. 12. fiorden: same fioerdt D. en: elt CBD. 12. oss: aass B; foss C. 13. løbe: løber B; løffuer D. 13. hoss: och hoes D. thet: thennd B. ooss: aass B; foss C. 14. Aur-: Avi- B, som: huilcket som D. vigd: vigt C; viet B; viget D.


Side: 23
  1   hellige korss, hun eijer alt vdt till Heriolsness
  2   øijer, holmer, vragh och alt ind till Petthersvigh.
  3   Item ved Petthersvigh ligger en stuor bij, som
  4   heder Verdzdall, nar denne bij er et stort vand
  5   ij vge søes breit fuld met fisk. Petthersvigh kircke
  6   eijger alt Verdzdals bije.
  7      End fra thenne bij ligger en stuort closter, som
  8   canonici regulares er vdj, som vigt er till Sanct
  9   Oluff och Sanctum Augustinum, closteret eijer alt
10   ind i botnen och alt vd paa then anden side.
11      Nest Kiedeltzfiord ligger Rampnessfiord, och
12   langt ind vdj then fiord ligger ett søster closter
13   ordinis Sancti Benedicti, dit closter eger alt ind
14   i botnen och vd fra Vage kircke, som er vigt till

1. hun eijer: den kiercke tillhører D. alt: samen tf. D. 1. ness: ul. B. 2. øijer: øenn B. holmer: holmes B. vragh: vranig(!) B. och— ind: alt sammen vd D. 2. Petthers-: Peiters- CB (bægge sål. i det følg.) D. vigh: vick B. 3. Petthers-: Petther- A. stuor: vigh eller tf. D. 4. Verdz-: Verss- BD; Vands- P. Clauss. nar: the tf. A; naar B, ner C; ved D. denne: den G; thennd B. et: en A. 5. ij: thou C; tho B. vge: vgge G; vegger B. breit: brett G; bred B; bredt D. fuld: fallit C. fisk: fiske B. 5. -vigh: uige C. 6. eijger: tillhører D. alt: ul. B. -dals: -dall B. 7. End: ingen ny 1. i A; Item eend CB; Item D. fra: fraa C. thenne: den C. en: edt CBD. 8. canonici: canocj G. er vdj: funderet, vdj hvilcke chloster D. S. vigt: viet B. 9. Oluff: Oluffs D. Sanctum: Sanctorum A. och: till tf. D. 9. closteret —alt: forne kloster thillbører D. eijer: eyger B. 10. i: ul. B. botnen: ij lanndit tf. B; det er ind i landet tf. D. 11. Nest: Item nest GBD. Kiedeltz-: Kidel- B. Rampness-: Ranipness- G; mulig også B, ti der står en prik over m'ets sidste streg. 12. vd-: ul. D. ett: en A. 13. eger: eyer C; eyger B; hører D. 14. i: ul. B. botnen: i landet tf. D. 14. fra: fraa C; frann B. Vage: Vaage B; Voge CD. vigt: viet D ; ul. ACB


Side: 24
  1   Sancti Oluff konningh, Vogekircke æger alt land
  2   fiordenn vden fore, ind i fiordenn ere mange
  3   holme, och closteret æger alle sammen helten met
  4   domkirckenn, vdj disse holme er megit varmpt
  5   vand som om vintherne er saa heet ath ingen maa
  6   komme nær, men om sommeren er dit vell till
  7   made heet, saa ath mand maa ther bade vdj
  8   och mange fanger ther helsse bod och bliffuer
  9   karske och fanger helsse bod aff sotther.
10      Ther nest ligger Eijnerfiord och emellom han-
11   nom och forne Rampnessefiord ligger en stuor
12   hoffgaard, som hører konningen till, och den gaard
13   heder Foss, och ther stander och en kostelig
14   kircke vigt till Sanctum Nicolaum, som konningen
15   haffuer at forlene, och ther ner ligger en stuor
16   fiskesøø fuld med stuor fisk, och thaa nar stuor

1. konningh: konge B. æger: eyer B; tillhører D. 2. fiordenn: fiort B. fore: for B. ind: Inde D. 3. alle: alt B. sammen CB, samme A. 3. æger — helten: tillhører halue parten D. 4. er: erre CD. varmpt: wrampt A. 5. vintherne: vinteren CBD. ingen: intet B. 5—6. maa —nær: kand det bruge D. 6. vell: ul. D. 7. maa: kand D. 7. bade: baade C. vd-: ul. D. 8. fanger: fannge B = 1. 9. 8. bliffuer: sunde och tf. D. 9. och — sotther: af adskillige sudt och sydom D; soethenn skr. B. 10. Ther: Item der CD. Eijner-: Enner- B. e-: i D. 10—11. hannom: hanumB; hannem CD. 11. Rampnesse-: Rampness- C; Rampnes(-is) BD. 12. hoffgaard: haffgaarder D. konningen: kongen B = 1. 14. 12. den gaard: di gaarder D. 13. Foss: Foess D; Sloss A. och1: ul. B. 13. och2: ul. C. kostelig: kosteligt A. 14. vigt: viet BD. 15. ner: Foess tf. D. stuor: ul. CBD. fisk: fiske B = s. 252. 16. thaa: ul. B. thaa nar: nar som helst D. stuor2: stortt CD.


Side: 25
  1   vand och regen kommer och vanden indfaller och
  2   menskis, tha bliffuer ther vtalligh megit fisk lig-
  3   gindis igien paa sandenn.
  4   Tha mand insegler paa venstre haand ind vdj
  5   Eijnerfiord ligger en viigh som heder Tordzuals-
  6   viigh, och end lenger i fiorden paa same side er
  7   et lidell ness, som hieder Kleinengh och en lenger
  8   ligger en viigh som heder Grauevigh, och fra
  9   Grauevigh end lenger ligger en stuor gaard, som
10   heder Daler och hør domkircken till, och paa
11   høigre haand som indseigles vdj fiordenn till dom-
12   kirckenn, som stander ind vdj botnen ligger en
13   stuor skoff och hører domkircken till, vdi den
14   samme skoff haffuer domkircken alt sin fænet,
15   bode stuore och smaa. Domkircken eger alle

1. vand: ehr tf. D. vanden: vandet D; nar det vand CB. 1—2 indfaller — menskis: igen udløber och forminskis D. 2. ther: mange tf. B. 2. vtalligh: vtallige D. megit: ul. B; mange D. 3. igien: ul. D. 3. sandenn: sandet CBD. 4. Tha: Item da (naar B) CB; och nar D. -segler: seyler G; i same Eynerfiordt tf. D. venstre: venster B; venstrere D. 4—5. ind — Eijn.: ul. D; Ener- skr. A. 5. Tordz-: Thor- C; Tor- DB. 6. lenger: ul. B, i: ind i D. fiorden: liger tf.GB (lier efter lenger). 6. same: sam A. side: venstre hand D. 7. lidell: ul. C; lidet B. Klein.: Elin- C; Elening B. 6—7. er — lenger: ul. D. 7. en lenger: lenger ind B. 8—9. Graue-(bis): G; Grant- A; grande- B. (jfr. P. Clauss.); graffue D. och — Grau: ul. B; graffue -skr. D. 9. end lenger: ul. D. 10. Daler: Daller CD. 10. hør: hører D. paa: oppaa C, 11. høigre: høgre C; høyer B; høyre D. 11. indseigles—fiordenn: mand ind seyller i forne fiordt D; same fiort skr. B. 12. ind: inde D. botnen: landet tf. D. 13.—14. och—skoff: C; ul. AB, der tf. ther. och hører .. till: som tillhører D. 13. den: ul. D. 14. sin: sitt CB. sin fænet: sit fæ inde D. 15. stuore: stordt CBD. smaa: smaat D. 15. eger alle: thillhører alt D.


Side: 26
  1   Eijnersfiord, och sammeledis den stuore øø, som
  2   ligger vdenn for Eijnersfiord och hieder Renøe,
  3   saa kaldis fordj om høsten løber ther vtallige ren-
  4   diur, der er allmindeligh vedtzskaff, och tha icke
  5   vden bispens orluff, och paa then øø er beste
  6   thelliesteen, som paa Grønland seer saa naturligh
  7   gode, ath the giøre ther aff grijder och kander,
  8   och er saa staadigh steen, at ildenn kand then icke
  9   fortære, och giøris ther saa stuor kar aff en steen
10   som x eller xij tønder ganger vdj, och tha vesther
11   lenger for landit ligger en øø som heder Langhøø,
12   och i then øø ligger otte stuore bunde gaarde,
13   domkircken eijer all øen, vden thienden, thienden
14   ligger thill Hualtzør kircke.
15      Nest Eijnerfiord ligger Hualtzøer fiord, ther
16   ligger en kircke som heder Hualsøør fiord kircke,

1. Eijners-: Ener-B. -ledis: -lædt D. 2. Eijners-: Eners- B. och: som D. Renøe: CD; Rønøe A; Reignøe B. S. saa kaldis: ni. D; kallindis skr. B. 3. høsten: da tf. D. løber: løbe C; ul. B. ther: mange tf. D. ren-: rennss- B. 4. -diur: ind och tf. D. vedtzskaff: C; iagt A; vedskabsiagt B; vidskab der er iagt D. 5. bispens: biscopens CBD. 5. er: the tf. B; dj tf. D. 6. thellie-: talge B (= P. Clauss.); teyel- D. 6. seer: er och er der lær D. -ligh: lige B. 7. gode: ul. D. 8. er: det tf. D. saa: ul. B. staadigh: stadige B; stadigt D. steen: och fast D. then icke: det alderig D. 9. giøris ther: kand same ler giøris aff D, 9. stuor kar: store kander C; store kar BD. 9—10. en — tha: som kand vell giøris x. eller xii tønder D. 10. tha: ther B. 11. lenger: hen D. en: stor tf. B. 12. i: vdj B; paa D. 12. bunde: bønder- D. 13. eijer: tillhører D. 13. all: alt D. vden thienden: vndertiden(l) A; vndertaget D. thienden2 = denn B; tinden (bis) skr. D. 14. Hualtz; Hualss- BD = 1. 15. 15. Nest: Item nest CBD. Eijner-: Ener- B; Eyners- D. Hualtzøerfi.: Hualssøefiordenn och D. 15—16. ther — fiord: ul. B; Hualssøe- skr. D; fiordtz skr. C.


Side: 27
  1   hun eger all fiordenn, och saa alle Ramstade-
  2   fiord som nest ligger, vdj denne fiord er en stuor
  3   hoffgaard, som konningen hører till och hieder
  4   Thiødhijllestad.
  5      Item der nest ligger Erichsfiord, och først i
  6   fiorden ligger en øe som hieder Henø, hun hører
  7   halffdelen domkircken till och halffdelen Dijvrenes
  8   kircke, Diyrenes kircke er then største kirckesogn
  9   som paa Grønland ligger, och ligger den samme
10   kircke paa venstre handen som mand inzeigler
11   i Ericksfiord, Divreness kircke æger alt ind vdj
12   Mitfiord, Mitfiord skiuder vd fra Erichsfiord ret
13   vdj nordvest, och ind lenger i Erichsfiord ligger
14   Solefieldz kircke. Hun æger alt Mitfiord. Tha
15   linger ind i fiordhenn ligger Leijder kircke, hun

1. hun eger: hinde till hører D. 1. och — alle: alt landet dissligesaa ald D. 1. alle: ald CB. Ram-: Ramb- C. 2. -fiord: -fiorde D. 2. er: liger ther B; liger D. 3. hoffgaard: haab gaarder(!) D. 3, konningen — till: thillhører konningen D; kongenn skr. B. och: som D. 4. Thiødh.st.: Tiodillest. B. 5. Item: ul. B. Erichs-: Erickis- B; Eridtz- D. 5. først i: for iss(!) D. 6. Henø: B; Hæriøø C (og P. Clauss.); Heiviøe A, Hærieoe D. 7. -delen: ul. B. domkircken .. Divrenes: omv. D. 7.-8. Diure-: Diur(bis) B. 8. kircke: till tf. D. 8. then: det D. 9. paa—ligger: ligger i GrønlandtB. 9—10. och—kircke: Samme kircke som ligger B. 10. venstre: venstrere D; vester CB. 11. Ericks: Eris- D; Erickeff A (ſſ læst som ff.). Divre-: Dyur- CB. 11—12. Divreness —fiord: ul. D. 11. vdj: lige B. 12. Mitfiord2: ul. B. 12. vd: litt B. 13. ind: end D. i: vdj C; ind vdj D. Erichs-: Erick- B; Eritz- D. 14. Sole(?) B. Solle- CD. Hun æger: hinde tillhører D = s. 15—28,1. alt: ald D. 14. Tha: End da D. 15. ligger: en kiercke hæder tf. D. Leijder-: Lynder B.


Side: 28
  1   eijger alt ind i botnne, ocsaa vd paa then anden
  2   side till Burfeldz, och alt ud fra Burfeldtz hører
  3   domkirckenn till, ther ligger en stuor gaard som
  4   heder Brattelede, som pleijr laugmader at i boe.
  5   Nu sigis ther effther ath fare till øijer, vester lenger
  6   fra Langøø ligger iiij øer som heder Lambøør,
  7   och ther for heder det Lambøesund, thet sund
  8   ligger emellom Lambøø och Langøø, tha ind
  9   lenger till Erichsfiord ligger en anden sund som
10   heder Fossasund. Tisse forne øijr hører dom-
11   kircken till, och forne Fossasund ligger i indgan-
12   gen till Erichsfiord.
13      Tha norden for Erichsfiord ligger ij viiger, en
14   som heder Ijdrevigh och then anden heder Indre-
15   vigh, thij the ligge saa till.

1. eijger: ligger (!) A. botnne: bonnen G; bodnen B; landet /: botben D. 1. vd: ul. D. 2. side: vd tf. D. Burf.: Burfieldtz C (bis); Brofeldts B. 2. och— Burf.: ul. B; ald skr. D. 3. ther: der CBD; 3. som: ul. D. 4. Bratte:-: Brate- D; Brat- B. som: altid tf. D. laug-: B; lau- D; land- A; lad- C. 4. mader: -mendene BD, at i: omv. B. 5. ther: her B. effther: der D. 5. øijer vester: dj øer som liger D. lenger: vdj væster tf. D. 6. fra: fran C. Langøø: Hangerøe B; da tf. D. Lambøer och: P.Clauss., Estrup; Lambøøesund A, C. øer; Langøersund D; Lambretsund B = 1. 7. 7. for: fore B. 7. Lambøesund: och derfor hæder det Landbøesessund fordj tf. D; Lambøer- skr. C. 8. e-: i- CBD. Lambøø: Landbeøe D. tha: ther B. ind: end D. 9. till: ind i D. 9. Erichs-: Eriss- D. en anden: edt andet CBD. 10. Fossa-: Fosse- B. 10. forne: ul. D. 11. Fossa-: Fosse- B. i: vdij B. 12. Erichsfi.: Eridtzfiorden D. 13. Tha: Item BD; Item der C. Erichs-: Eritz- D. 13. viiger: vegger B. en: ul. CD; thennd ene B. 14. Ijdre-: C; Yder ABD. och: ul. CB. 14. then — heder: ul. C, och — Indrev.: ul. D; Inder-skr. AB. 15. thij — ligge: then ligger B; thij ul. D.


Side: 29
  1   Item ther nest norden ligger Bredefiord, och
  2   i then fiord ligger Mijouafiord, ther norden linger
  3   Eijnerfiord, ther nest Burgerfiord, tha Lodmunder-
  4   fiord, tha nest och vesterst aff østrebijgden ligger
  5   Isefiord, alle thisse øer er bijgde.
  6      Fra Østerbijgd och till Vesterbijgdt er en tølt
  7   søes och alt vbijgt, och tha fram vdj Vesterbijgd
  8   stander en stuor kircke, som heder Stensnes
  9   kircke, then kircke vor en stund domkircke och
10   biscops sedet, nu haffue Skrelinge all Vester-
11   bijgden vdt, tha er ther nog heste, geder, nød
12   och faar, alt vilt, och inthet folck enthen Christen
13   eller heden.
14      Dette alt som forsaugd er sagde oss Iffuer
15   Bardsenn Grønlenndinger, som vor forstander paa

1, nest: i tf. D. Brede-: Bred C. 2. Mijoua-: Myone C; Mijoa- AD; Mye- B. ther: tha C. ther norden: Ind da vdj norden lenger D. 2. linger: lenger CB, 3. Eijner-: Euer- B. Burger-: Borger- B. 3. Lod-: Laa- D. 4 tha: der D. 4 och: ul. BD. vesterst: væster D. østrebijgden: C; østrebijden A; østrebye D; øster skr. B. 5. Ise-: Iss- B. alle: paa alle D. 5. thisse: forne tf. D. er bijgde: erre byer D. 6. Fra: Item frann CB. -bijgd(bis): -bye D. 7. søes: siøes C. v-: vd- D. fram: framj A; ij frann B. 7. vd: ul. BD. -bijgd: bye D. S. som: ul. D. Stens-: Stie- D. 9. -kircke: kirekenn BD; -kirck skr. A. 10. biscops sedet: bispens sæde, men D. Skrelinge: Skrellinge CB. 11. vdt: inde B; och tf. D. 1J. nog: noch C. nød och: fæmundz /: fæ D. 12. och1: ul. C. 12. inthet: inngen CD. enthen: huerckenD; ul. C. 13. heden: hedning B; hæninge D, 14 Dette: Item thette CB; Item alle disse tingh D. -saugd: -sagt CD; -skreffuit B. er: staar B. 15. Bardsenn: B; bort AGD. -lenndinger: -lender C; -iger skr. B. 15. vor: en tf. D. paa: i B.


Side: 30
  1   biscopsgaarden i Gardum paa Grønland vdj mange
  2   aar, ath hand hafde alt dette seet, och hand vor
  3   en aff thennom, som vor vdneffnder aff laugmader
  4   ath fare till Vesterbijgdt emod the Skrelinge, ath
  5   uddriffve the Skrelinge vdaff Vesterbijgd, och tha
  6   the komme tiid, tha funde de ingen mand enthen
  7   christne eller hedne vden nogit vilt fæ och foer
  8   och bespisede sigh aff thet vilt fæ och faar saa
  9   megit som skibene kunde bere och seiglede
10   saa, sielff ther met hiem och forne Iuer vor
11   then med.
12      Tha norden lenger fra Vesterbijgde ligger et
13   stuort feld, som heder Hammelradzfeld, och linger
14   aff en till thette field maa ingen mand seigle som
15   liff vill beholde, for the mange haffsuælge, som
16   ther ligger om alt haffuit.

1. i: som hæder D. Gardum: -om skr. B. paa: i B. vdj: ij B. 2. hafde: hagde A. seet: och forfaret tf, D. 3. thennom: thenum B; dennem CD. 3. vdneffnder: /: udtagenn tf. D. laugmader: laugmandenn B; laumanden D; lagmanden C. 4. -bijgdt: bygden CB; -bye D. e-: i- D. Skrelinge: Skriliinge D. .5. the — vd-: ul. D; vd ul. B. 5. Vesterbijgd: væsterbye skr. D. tha: der D. 6. enthen: huercken D. 7. christne: christenn CB; christene D. hedne: hedenn C; hedning B; henninge D. S. och—faar: ul. B. 9. seiglede: seigle A. 10. saa: ul. BD. 10. sielff: ul. CBD. met: saa tf. D. luer: both tf. D. 12. Tha: Item (end tf. D) da CD, Item B, norden lenger: lenger i nordenn D; lenger ul. B. -bijgde: bygt B; bye D. 13. Ham-melradz-: Hemelrachs- G; Hemeuellrodta B; Himellraaldz D. 13. linger aff: end lenger i norden D. 14. en: end CBD. thette: det forn D. maa: kand D. 15. liff: liffuit B. vill: ville D. 15. haffsuælge: haffsualge A; hauffuesuelger B; hauffsuell D. 16. ligger om: er vdj D.


Side: 31
  1   Vdi Grønland er nog sølffbiergh, huidebiørne,
  2   haffuende røde flicke i hoffuudet, huiide falcke,
  3   hualtztender, røstunge suorde, alle haande flskkøn
  4   mere end vdj nogre andre lande, ther er och
  5   malmersteen alle hånde lijder, ther er tellijge stien
  6   som aldrigh skader ild och vdaff the stener hugge
  7   the Grønlendinge potter, griider, kierle, och saa
  8   stuore kar, ath vdj en karr maa ligge x eller xij
  9   tønner, ther er noch reendiur.
10      Vdj Grønland kommer alldrigh stor storme-
11   veder.
12      Snee møgit kommer vdj Grønland, ther er
13   icke saa kalt som vdj Island er Norge, ther voxer

1. Vdi; Item vdj CBD. er: ere D. nog: nock CB. -biergh: bierger B. 2. haffuende: haffuendis CB; haffuer D. i: vdj CD. 2. hoffuudet: hoffuit B, 3. røstunge: røstungs C; rødstunge D. røst. suorde: och mangfoldelige B, haande: hånde D; store tf. B. fisk: fiske CBD. 4. vdj: i B. nogre: nogen CBD. lande: land CBD 4. och: noch tf. D. 5. -steen: med tf. D. lijder: eller farffue tf. B. er: och tf. B. tellijge: tolge B; thoelige C; och D. 6. skader ild: ild kand giøre shade D. vd-: ul. CD. stener: stene CB; sten D. 7. -lendinge: -landinge A; -lendinger D; -lendiger B; -lender C. kierle: kiedeler D; keijier B; sholle C. 7— S. saa —ligge: alle hånde kar aff, och some kar saa store som thill D. 8. en: edt CB. 9. ther: ul. A; och der D. 9. noch reendiur: omv. D; rijnns- skr. B; renss- skr. D; dyer skr. CB; paa same øoe tf B. 10. Vdj: Item vdj CBD. stor: store C; stort B. 10—11. stormeveder: storm D; storm- skr, B. 12. Snee: Item sne C; Item (megen sne) B. 12—13, Sne — vdj: der korner almindelig møgen snee, der erh och icke saa stoer kulde som paa D; megen sne kommer skr. B; kommer megen skr. C. 12. vd-: ul. C. 13. er: eller CB; y tf. B. 13. ther: the; A, Item der D.


Side: 32
  1   paa høijfelden och neden vnder the olden saa
  2   store som nogle æble och gode ath æde, ther
  3   voxer then beste huede som vere maa.

1. paa: dj tf. D, høij: høge CBD. -felden: field D. 1. neden: nedre C. the: thennd B; saadan D. olden: aalldes frugt C; oldenn fruct B; alden och frugt D. 2. nogle: nogre CB. æble: able A. och gode: som ehr vell smagende D. 3. voxer: vaxer och D. huede: vdj landet tf. D. 3. maa: kand D.


Anmærkninger

I.

Vi skal nu gennemgå de navne, som Ivars beretning indeholder, i formel henseende. Her har man den islandske fjordfortegnelse, som nedenfor vil blive gengivet, til udmærket vejledning. Navnene tages her i den rækkefølge, hvori beretningen nævner dem.

7,4. Horns: dette er genitiv af Horn og beror på (den norske) originals til Horns. Dette har senere oversættere ikke forstået; deraf er de misforståede former opstået som varianterne viser (her og senere). Horn er forbjærget vest for Jøkulså i Lon (se Kåluntls IsL beskr. II, 269). 18,5 er dette Horns blevet betragtet som nominativ.

17,5. Sneffelznes, er skrevet omtr. ens i håndskrifterne; det er det bekendte Snæfellsnes, der går ud mod vest mellem Faxe- og Bredebugten.

17,7. Gunbiernerskier (jfr. 19,io) er det gamle Gunnbjarnarsker, ved østkysten af Grønland, opkaldt efter den Gunnbjørn, som fandt dem (jfr. Landn.). Rimeligvis er de at søge i nærheden af Angmassalik. Se herom G. Holm i Meddel, om Grl. LVI, 292 f.

18,4. Langeness er det nordøstligste („øverste“) næs i Island, Langanes.

18,6. Sualberde: dette er isl. Svalbarði (snarere end Svalbarð); herom se F. Jónsson i Geogr. tidsskr. 29. bd. (1926).

18,10. Røcke(s)nes er Reykjanes, Islands sydvestligste næs, så kaldt på grund af de mange rygende kilder (svovlminer osv.).

18,14. Huarff: isl. Hvarf, navnet betyder egenlig „et sted hvor der er en sådan drejning, at det der ligger bagved forsvinder“. Det er et forbjærg eller en høj klippe, der kaldtes således. Desværre er dets beliggenhed ikke helt sikker; jeg mener stadig, at det bør søges ikke altfor langt fra Herjolfsnes og lidt nord for dette, i henhold til udtrykket 19,1—2. Ganske vist er det ikke helt sikkert, hvor meget af den her givne indledning hidrører fra Ivar.

19,2. Herioldznes: dette er det fra isl. kilder velkendte Herjólfsnes, opkaldt efter landnamsmanden Herjólfr. Mærkeligt nok kender Ivar ikke eller nævner ikke fjorden Herjólfsfjörðr.

19,8 Sand og 19,13 Sandhaffn er isl. Sandr og Sandhöfn; de nævnes ikke i isl. kilder, men er uden tvivl rigtige og passer godt til forholdene.

19,16.18 Skagafiort, Skagefiord: den første form er den rigtige, isl. Skagafjöðr (således hedder en fjord på Islands nordkyst), opkaldt efter en skage (halvø, jfr. da. Skagen). Mærkeligt nok kender de isl. kilder ikke denne fjord.

20,1.6, Bærefjord: denne fjord kendes ikke i den isl. fortegnelse. Der kan næppe være tvivl om, at det gamle navn var Berufjörðr, af bera, en hunbjørn (sål. GhM).

20,14. Allumlenger: navnet og dets betydning er utvivlsom, „Længere end alle (andre)a. Formen allum- (uden om-lyd af a, isl. Öllum) er den trondhjemske; originalen var altså skreven i Trondhjem. Nedenfor en anden form af samme art (Gardum).

21,6. Fimbuder: varianten Findt- kommer den oprindelige form noget nærmere; der kan ingen tvivl være om, at det gamle navn var Finn(s)búðir: det er rigtigt, hvad Ivar, ifg. en gammel overlevering, skriver om navnets oprindelse. Her er det så heldigt, at den gamle Hemingsþáttr giver os ønskelige oplysninger. Det fortælles her, at da kong Harald hårdråde var i færd med at afsejle med sin flåde til England (1066) kom til ham en mand, Líka-Loflinn; „han havde ført Finnr fegins og hans skibsfællers lig fra Fimisbúðir østenfor jøklerne i Grønland ifølge befaling af kong Olaf d. hellige, ti Finnr var en søn af Ketil kalv på Ringunes på Hedemarken og Gunnhild, kong Olafs søster“ (Hauksbók s. 335). Befalingen må altså være given før 1030; det er da påfaldende, hvis meningen skulde være, at Lodin først nu, d. e. i sommeren 1066 (eller 1065), har fundet og ført ligene bort. Dette står heller ikke udtrykkelig i þáttr'en, og rimeligvis er det sket flere år tidligere. Rimeligvis er det overleveringen, og ikke vor þáttr, der er kilden til Ivars meddelelse. Finnsbúðir nævnes også i Isl. ann. ved år 1189.

22.1. Kaarsøø: den gamle form var Krossey. Det er umuligt nu at sige, hvoraf navnet kommer. Umiddelbart synes det at ligge nær at tolke navnet som „øen, hvorpå der står et kors“, og man kunde tænke sig et sådant kors oprejst over forliste mænds grav. Hvis det er tilfældet, er navnet yngre end 1000. Isl. kilder har pluralformen Krosseyjar (Isl. ann. ved år 1189; en Asmund kom derfra til Island), og Bjørn Jónsson siger, at der var 4 øer, der lå i korsform.

22,10. Kedelsfiord er det gamle Ketilsfjörðr, efter landnamsmanden Ketill (Landn.).

22,14. Aurooss (v. l. Avi- og andre forvanskninger i de trykte tekster) er sikkert nok = Áróss, ɔ: „elvemunding“ Skrivemåden Au- må bero på en fejllæsning; det er næppe — som jeg tidligere har antaget — en isl. udtale af á, der her skinner igennem, da grundteksten næppe kan antages at have gået gennem isl. hænder.

23,3.5. Petthersvigh er isl. Pétrsvík (nævnes ikke i isl. kilder), opkaldt efter en Pétr, navnet altså ret ungt.

23,4.6. Verdzdall, navnet er på forskellig måde forvansket i håndskr. og trykte tekster. Barents og Purchase har rigtigere former. P. Clausson har rigtig: Vands- (måske ved skriverrettelse). Til grund ligger utvivlsomt Vatns-, der kunde skrives Vatz- ell. Vaz-.

23,11, 24,11 Rampnes(se)fjord: navnet ev ikke så vanskeligt som det kunde se ud til. Der menes nemlig Hrafnsfjörðr, opkaldt efter landnamsmanden Hrafn (Landn.). Formen beror på den gamle (norske) skrivemåde Ramns-, efter labialen m blev labialen p — som i visse andre tilfælde — indskudt: Rampns-; i den danske gengivelse blev så hjælpelyden e indskudt mellem n og s. Endelig kunde m læses som ni, deraf den ukendelige form Ranipnes.

23,14, 24,1. Vage- ell. Voge- er det gamle Vága-, gen. pl. af vágr, 'bugt, vig'.

24,10. Eijnerfjord er det gamle Einarsfjörðr, den ene af Østerbygdens hovedfjorde.

24,18 Foss er uforvansket, = 'vandfald'.

25,5 Tordzualsviigh er let at tyde. Det er = Þorvaldsvík, opkaldt efter en mand Þorvaldr.

25.7. Kleinengh el. Klining. Navnet findes kun hos Ivar og må være gammelt Klíningr (ei findes også for í i et andet navn). Ordet må sikkert betyde det samme som Klíningsleir (Bj. Hald.) 'lutum', en sej lerart. Navnet hentyder til jordbundens art.

25.8. Grauevigh (bis) er uden tvivl den rigtige form; Gran er opstået ved, at u er blevet læst som n. Navnet må bero på en fordybning i terrænet; jfr. isl. stednavne som Gröf. Den isl. form var Grafarvík.

25,10. Daler (el. Daller) er sikkert at forstå som nom. sing., isl. dalr; her ser man altså, at nom. mærket er bevaret. Jeg tror ikke, at der foreligger nom. pl. (isl dalir, hvis ældre form var dalar).

26,2. Renøe: dette er den rigtige form her i teksten. Det gamle navn må dog uden tvivl have lydt Hreinaey, Hreiney. Navnet sikres ved den følgende bemærkning.

26,11. Langhøø er isl. Langey og forklarer sig selv, 'den lange ø'.

26,15. Hualtzøerfiord (jfr. Huaitzøe kircke l. 14 og l. 16). Navnet er isl. Hvalseyjarfjörðr (Landn.). Mellem l og s kan et t have udviklet sig, selv om dette næppe er sket i islandsk.

27,1. Ram(b)stadefjord: dette kunde gå tilbage til et Hramnstaða- som dog ikke kunde sættes i forbindelse med den nævnte Hrafnsfjörðr. En anden forklaring ligger nær, nemlig at antage (som allerede sket i GhM), at R her beror på en fejllæsning af K, og at det gamle navn var Kambsstaða-. Fjorden er utvivlsomt den nuværende Kangerdluarsuk. Dér er fjældet, som på dansk er blevet kaldt Redekammen, eskim. Kitdlavat, som betyder det samme. Fjældet, der er takket, har gjort det samme indtryk på alle, som har set det, og de har derfor kaldt det i henhold dertil. Staðir (pl.) findes i isl. sædvanlig føjet til et mandsnavn, men findes dog på Island (og især i Norge) føjet til andre forled (se Safn IV, 437—38, hvoraf det ses, at der på Island findes et Kambstaðir, hvor kamb- dog kan være et tilnavn).

27,4. Thiødhijllestad: navnet synes at være kun lidet forvansket. Man har deri naturligvis for længst set et isl. Þjóðhildarstaðir, af kvindenavnet Þjóðhildr. Således hed netop Erik d. rødes hustru, og det har da ligget nær, at sætte gården i forbindelse med hende. Naturligvis kunde gården være opkaldt efter en efterkommer af hende (f. eks. en sønnedatter). Mærkeligt nok fortælles om hende i Eriks saga, at ved kristendommens indførelse lod hun sig døbe, hvad Erik ikke vilde. Hun siges da at have afbrudt samlivet med ham.[7] Flyttede hun måske helt bort fra ham og byggede denne gård i nabofjorden?

27,5. Erichsfjord behøver ingen nærmere omtale.

27,6. Henøe: navnet er forvansket i alle håndskrifter. I Landn. nævnes Eiriksey „foran Eriksfjorden“ (d. v. s. foran indløbet til fjorden), jfr. Eirikss. s. 8. Dette svarer nøjagtig til Ivars omtale af øen; det ligger derfor nær at antage, at Heniøe (osv.) beror på fejllæsning og forvanskning af Eiriksey.

27.11. Divrenes er det gamle Dýrnes, hvilket navn findes i Bj. Jónssons afskrift af Vetus chorographia. Navnets første del må være dýr 'dyr', efter dyr, der (stadig eller undertiden) har færdedes der.

27.12. Mitfiord: hertil svarer isl. Miðfjörðr, eller i plur. Midfirðir. Herom senere.

27,14. Solefield: de isl. kilder (kirkefortegnelser) viser, at det gamle navn var Sólarfjöll (plur.).

27,15. Leyder kircke: G. Storm var den første, der indså, hvorledes dette navn bør forstås. I GhM (III, 868) antages (ganske vist under den falske forudsætning, at Brattahlíð var ved Igaliko), at denne kirke er identisk med Brattelidskirken, men tolkningen af navnet var urigtig. Leyder- er uden tvivl en urigtig skrivemåde for Lider af Lídar = Hlíðar, Hlíð = Brattahlíð; den slags forkortelser er hyppige på Island, især i sammensætninger.

28,2. Burfeldtz er åbenbart gen. af Búrfell, et stednavn, som er hyppigt i Island (om små fritstående fjælde, der ligner et búr, 'madforrådshus'). Her som ved Horn(s) er genitivformen opfattet som nominativ (på det sidste sted).

28,4. Brattelede er naturligvis = Bratta(h)líð; -lede må være opslået ved misforståelse af et skrevet lide, hvor i er blevet opfattet som kort vokal.

28,6—8. Langø, Lambø og Langøsund er altsammen fuldtud gennemsigtige og uforvanskede navne, svarende til isl. Langey, Lambey og Langeyjarsund.

28,10—11. Fossasund er uforvansket, 'Fossenes, d. e. de stærke strømmes, sund'. Nævnes ikke i isl. kilder.

28,14. Iidrevigh, Indrevigh er utvetydige navne, = isl. Ytrivík og Innrivík. Efter navnene at dømme, idet man går ud fra vigenes forhold til Eriksfjorden, er man mest tilbøjelig til at antage, at det er den nordligste, der kaldtes Ytrivík, men det modsatte kunde også godt tænkes.

29,1—2. Bredefjord, Mijouafiord, er fuldtud gennemsigtige, isl. Breiðafjörðr, 'den brede fjord', og Mjóvafjörðr, 'den smalle fjord'.

29,3. Eijnerfiord: her foreligger v. l. Euer-. I Dresdener-hds. skal læsemåden Eirar- findes, det er rimeligt, at As form er at rette til Eyrer, ə: isl. Eyrar-, gen. af eyrr, 'sandet strandbred, grusør'.

29,3. Burgerfiord (B: Borger-) må være isl. Borgarfjörðr (på Island findes to fjorde af det navn), således kaldt efter en 'borg', d. v. s. fritstående klippe.

29,3. Lodmunderfjord er mærkeligt nok vel bevaret her, dertil vilde isl. Loðmundarfjörðr svare, af det velkendte mandsnavn Loðmundr.

29,5. Isefiord er naturligvis isl. Ísafjörðr.

29,8. Stensnes: dette navn findes kun hos Ivar og måtte svare til isl. Steinsnes, vistnok kaldt således efter en større sten (klippeblok) på næsset.

30,18. Hammelradzfeld: navnet skrives på forskellig måde i håndskrifterne (og i de trykte tekster) og mere eller mindre radbrækket. I isl. kilder findes intet til dets forklaring. Det er højst sandsynligt, at det første led er ordet for himmel, isl. himin-, der måtte, i denne stammeform, være det gamle. Andet led er vanskeligere; her findes varianterne radz (rodts), rachs; endelsen -s viser, at der her må foreligge et subst. i genitiv. I GhM har man antaget et oprindeligt Himinraka-, af et -raki, hvilket ikke passer til gen. -s, og navnet oversættes; 'det mod himlen rækkende fjæld', men et sådant ord eksisterer ikke og heller intet andet ord -rak- i den antagne betydning. Jeg fremstiller det som en formodning — da jeg ikke finder noget rimeligere —, at til grund ligger et norsk- (isl.) -rióðs, d. v. s. hrjóðs af hrjóðr, 'en der rydder, øder'. En okse kaldtes Himinhrjóðr, sikkert på grund af sit knejsende hoved og højtragende horn, 'den himlen ryddende, gennemborende'. Således kunde et højt fjæld med højtragende tinder også kaldes. Det egenlige navn kunde da have været Himinhrjóðr, Himinhrjóðsfjall er da af samme art som f. eks. Fenrisulfr (ɔ: ulven Fenrir).


Efter således at have gennemgået de enkelte stednavne, deres form og formentlige betydning, skal vi nu undersøge, hvorledes de enkelte lokaliteter er at bestemme. Dette er iøvrigt sket i min afhandling om den gamle topografi. Noget nyt kan jeg i det hele og store ikke give.

Ivar begynder syd(øst) fra — når bortses fra hans nævnelse af Gunnbjørnsskærene, som jeg ikke her skal komme nærmere ind på.

Hvarf (18,14): om dette kan jeg henvise til min afhdl. (herefter betegnet Top.). Efter den her givne fremstilling skulde dette Hvarf ligge noget nordfor Herjolfsnes, da dette siges at ligge mellem („under“) Hvarf og Hvidsærk. Om denne bestemmelse hidrører fra Ivar selv, er ikke helt sikkert. Ifg. Gripla-uddraget (GhM III, 224) må Hvitserkr have været nærmest øst (nordøst) for de sydligste beboede egne.[8] Dette kan svare til opfattelsen her, selv om afstanden mellem Hvarf og Hvidsærk må have været ret betydelig. Næppe er Hvidsærk, som F. Magnusson troede, at søge ved Kap Farvel; det må have været længere mod nordøst.

Hvarf betyder 'forsvinden', og 'et (højere) sted, bag hvilket man forsvinder', således at udsigten til det land (terræn), man forinden har passeret, kommer ud af syne. Man har i henhold til dette sted, der ikke taler for, at søge stedet altfor langt mod nord(vest), forlængst formodet, at det var at henlægge til sydspidsen af den store ø Sermersok (Kangek. Top. 285—86). Men det var ikke utænkeligt, at stedet skulde søges længere mod syd, f. eks. yderst på landet syd for Kelilsfjord (Tasermiut), da man netop her ved at dreje om ind i denne fjord taber alt af syne syd derfor. D. Bruun har villet[9] henlægge det til helt op ved Nunarsuit, på grund af de formentlige besejlingsforhold. Men så nordligt et sted passer dårlig til beretningens ordlyd, og besejlingen synes at have foregået på en anden og gunstigere måde end senere og nutildags.

Herjolfsnes (19,2) kender også isl. kilder; om dets beliggenhed kan ingen tvivl være, det er næsset, som nu kaldes Ikigait, og Herjolfsfjorden må være fjorden øst for næsset (Amitsuarsuk). Havnen Sandr el. Sandhöfn er enten lige ved Herjolfsnæsgården eller på den modsatte side af fjorden ved Narsak, hvor landet efter beskrivelsen passer godt til navnet („en lille vig med sandbund og sandig strandbred“). Dette vilde ikke være uforeneligt med beretningen. Havnen omtales ikke i isl. kilder.

Skagafiort (19,16-18) er rent islandsk Skagafjörðr. Fjorden nævnes, mærkeligt nok, ikke i den isl. fjordfortegnelse. Det er vanskeligt at bestemme beliggenheden, da der efter kortet er flere skager at vælge imellem. Jeg har tidligere formodet, at fjorden var identisk med Kangikitsok, men andet end gisning bliver det ikke; 'skagen' skulde davære det brede næs øst for den; det løber netop ud i en spids.

Bærefiord (20,1): navnet, der ikke findes i isl. kilder, er som forlængst antaget, vel intet andet end isl. Berufjörðr, af bera — 'en hunbjørn'. Varianterne er vist uden betydning. Den siges at være langt øst for Skagafjorden; det er således vanskeligt at sige, hvor den er at søge. Efter beskrivelsen af den skulde det ikke være vanskeligt at finde og bestemme fjorden; „revet“ i dens indgang skulde være et godt karakteristikum. Men her lader kort og beskrivelser os i stikken. I den var Hvalshøøll (20,10), der synes at være egennavn, isl. Hvalshylr; hylr betyder en fordybning i fjord eller elv.

Allumlenger (20,14) er isl. Öllumlengri, 'længere end alle (andre)'. Det kunde ligge nær at identificere denne fjord med det meget lange sund Ikerasarsuak, men beskrivelsen hos Ivar passer ikke godt til de virkelige forhold. Berufjord kunde være en af indskæringerne nordøst for Kap Farvel.

Fimbuder (21,6) er isl. Finnsbúðir; herom er før talt tilstrækkeligt. Hvor disse boder er at søge i den østlige „ubygd“ er ikke godt at sige, kortere eller et længere stykke nord for Ikerasarsuak på den sydlige del af østkysten. At Ivar her taler om en „havn“ bør sikkert ikke tillægges videre betydning.

Kaarsøø (22,1), isl. Krossey(jar), skulde, hvis rækkefølgen er rigtig, være at søge noget nordfor Finnsbúðir og overhovedet være det nordligste sted på østkysten, som Ivar kendte og som var domkirkens ejendom. Dette sidste taler for, at øens (øernes) beliggenhed ikke bør søges altfor højt oppe. Bj. Jónsson har (se GhM I, 138 f.) antaget, at den (de) har ligget over for Island, men hans kilde for denne antagelse er ukendt og ikke sikker at bygge på. G. Holm har (Meddel, om Grl. LVI, 299 f.) hævdet, at Korsø-(øerne) var identisk med Angmassalikøen(øerne). Jeg må dog betvivle dette, da det forekommer mig meget usandsynlig at øerne er at søge så højt oppe på østkysten. For folk fra Østerbygden, og da snarest fra de to hovedborde, var det en så at sige umulig rejse. Det må således siges, at spørgsmålet om Finnsbuders og Korsøens beliggenhed endnu er uløst, og bliver rimeligvis aldrig klaret.

Efter at Ivar nu er kommen til det nordligste punkt, han kendte, vender han tilbage til de beboede egne og begynder med bygderne vest (nordvest) for det af ham tidligere omtalte Herjolfsnes og han nævner da først:

Kedelsfiord (22,10): dette er isl. Ketilsfjörðr (fjordfortegneisen), det er nuværende Tasermiut. Ivars beskrivelse svarer nøje til forholdene her. Der er først en elvemunding (isl. óss), hvor der står en kirke (isl. Áróss kirkja); stedet er vistnok nuværende Tasiusak.

Verdzdall (28,4) er utvivlsomt isl. Vatzdalr (hvor der var en kirke), 'indsø-dalen'; dette er sikkert nok nuværende Kinguadal med den store indsø og søen Tasersuak; vigen udenfor er (isl.) Pétrsvík. Længere ind i fjorden lå det af Ivar omtalte kloster. Når det hedder, at Pedersvig ejer hele Vatsdalen, beror dette måske på en fejl, da der var en særlig kirke i Vatsdalen.

Rampnessfjord, isl. Hrafnsfjörðr, er uden tvivl Unartokfjorden. Ivar omtaler her holme med varmt vand; det er de 3 varme kilder på Unartok (som betyder 'den varme'), der menes[10]). Når Ivar siger, at klosteret (et nonnekloster) i denne fjord ejede alt ind i bunden og „ud fra“ Vågekirke, er det ikke således at forstå, at denne kirke ligger i Hrafnsfjorden. Kirken og stedet Vágar, som det må have heddet på isl., lå inderst i den nærmeste fjord vest (nord) for Hrafnsfjorden, nemlig i Siglufjörðr (Agdluitsok). Denne fjord forgrenes i to arme. Vágar var snarest i bunden af den vestre arm (Amitsuarsuk) og her er den sø, som Ivar omtaler i det følgende. (24,16). Der er, for straks at omtale delte, i virkeligheden to søer; i afløbet mellem dem er der et højt vandfald, foss, efter denne er gården Foss opkaldt. Hvad der taler for at søge kirken i den nævnte arm er, at den dér vilde have ligget langt mere centralt for bygden, sognet, ti nordvest for denne arm var der en ret tæt bebyggelse, derimod så godt som ingen ved den anden arm og egnene deromkring (jfr. Top. 300—01). Det er således klart, at Ivar ikke nævner Siglufjord selv, men knytter omtalen af dens inderste bygd til Hrafnsfjorden, hvad der ikke kan siges at være unaturligt.

Eijnerfiord (24,10) er naturligvis isl. Einarsfjörðr, den ene hovedfjord i Østerbygden. Om Foss er før talt.

Når der til omtalen af denne gård føjes en omtale af en „kostelig kirke“, der er viet til St. Nikolaus, er det for det første meget påfaldende, at træffe en sådan kirke på et sådant sted, der dog var noget afsides; man væntede ikke her at finde andet end en lille bygdekirke. En sådan kirke kendes heller ikke i de isl. kilder, der kun omtaler en kirke i Vágar. To kirker så tæt ved hinanden er næsten utænkelige. Her må der være indløbet en fejl i gengivelsen af Ivars beretning. Det er en anden kirke, som både „kostelig“ og „viet til St. Nikolaus“ passer på, nemlig selve domkirken i Gardar (Top. 301—02). I Gripla (GhM III, 224) siges denne at have været „viet til den hellige Nikolaus“. Umuligt var det ikke, at „ther“ (24,13) gik på „Eijnerfiord“ og ikke på det lige foranstående. Det er vel det sandsynligste. Så måtte dog — og det er meget naturligt — „och ther“ (24,15) gå på Foss, der er således ialfald en forvirring i fremstillingen her. Hvis man kunde antage, at sætningerne „och emellom — Foss“ og „och ther — forlene“ var ombyttede, var alt i orden og uden anstød.

Ivar beskriver nu Einarsfjorden — alt hvad der ligger imellem Hrafnsfjord og denne overspringer han, fordi det var så lidet bebygget, undt. oppe ved Foss. — På venstre hånd fra den nordvestre side nævner han stederne: Tordzualsvijgh (25,5), Kleinengh (Klining), Grauevigh og en stor gård Daler. Disse navne — der ellers er ukendte — vilde svare til isl. Þorvaldsvík, Klíningr, Grafarvík og Dalr. Der er næppe tvivl om, hvor Torvaldsvig og Dalr er at søge; det første er Kanisut, det sidste er Sigsardluktok, en dal, der gennemstrømmes af en elv (Kugsuak). De to andre steder måtte kunne identificeres i henhold til navnenes betydning og den derved givne antydning. Mærkeligt nok omtaler Ivar intet fra sydsiden af fjorden, hvor der dog var en ikke ringe bygd (Vatnahverfi), undtagen den store skov, hvor domkirkens kvæg gik; en rest heraf mener man kan påvises endnu; Ivar nøjes med summarisk at sige, at domkirken „ejer hele fjorden“. Om domkirken selv siger han, at den ligger „i bunden“ af fjorden, d. v. s. inderst i denne, og det er jo rigtigt.

Renøe (26,2), isl. Hreinsey (eller mulig Hreina-ey, udtalt Hreiney) er efter Ivars beskrivelse den store ø Akia lige udenfor indløbet til fjorden. På øens nordside findes det vægstensbrud som Ivar omtaler, se M. Clemmensens afhdl. Meddel, om Grl. XLVII, 346 f.

Langhøø (26,11), kun kendt fra Ivar (isl. Langey), 'den lange ø' kan kun være Tugtotok. At tienden ligger til Hvalsøfjordkirken er særdeles forståeligt. Når Langø nævnes allerede her, må det komme deraf, at den var domkirkens ejendom. Andre øer — se nedenfor — lå nærmere. Om ruiner på øen kan henvises til K. Stephensen i Medd. om Grl. LI, 90 f.

Hvaltzøerfiord (26,15), det gamle Hvalseyjarfjörðr, er opkaldt efter øen i fjorden, Hvalsey, utvivlsomt således kaldt, fordi en hval er strandet ved øen og død der. M.Clemmensen har dog gjort opmærksom på, at hvaler åbenbart gærne færdes i eller nærved fjorden. Fjorden blev taget i besiddelse af Torkel farsærk, en fætter til Erik d. røde (Landn.). Han siges at have taget i besiddelse det meste af landet mellem Eriksfjord og Einarsfjord, d. v. s. (rimeligvis) den ydre halvdel af det brede næs mellem disse to fjorde. Kirken er den store kirke, hvoraf der endnu står en statelig rest (Kakortok). Herom henvises til M. Clemmensens afhdl. i Meddel, om Grl. XLVII.

Ramstadefiord (27,1) er, som allerede i GhM antaget, fejl for Kam-, isl. vilde navnet lyde Kambstaðafjörðr. Da Ivar siger, at den ligger nærmest ved den foregående, kan der ingen tvivl være om, at der menes nuvær. Kangerdluarsuk. Her var gården Thjodhijllestad, der måtte svare til isl. Þjóðhildarstaðir. Fjorden må have hørt til Torkel farsærks landnam. Da han var en fætter til Erik d. røde, er her en tilknytning til navnet Tjodhild-, det taler måske snarest for, at det er en yngre Tjodhild, der har givet gården navn.

Erichsfiord (27,5) behøver ingen nærmere omtale. Det er Tunugdliarfik.

Henø (27,6) er et meget vanskeligt navn; varianterne, især Hæriøø, kan pege i den rigtige retning. Intet af håndskrifternes former kan forklares på tilfredsstillende måde. Da Purchase her har formen Ericks Hought, kan det oprindelige navn ikke være tvivlsomt, det må være Eriksey (jfr. v. l. Hæri-). I Landn. synes to øer med det navn at være nævnede; den ene siges udtrykkelig at have været „foran (i) mundingen af (indløbet til) Eriksfjorden“, hvilket nøje svarer til Ivar. Det ligger da nærmest at identificere øen med Igdlutalik.

Divrenes (27,11) er isl. Dýrnes (næppe Dýra-), se Bj. Jónsson (foran). Det er uden tvivl den ydre (halv)del af det store, brede næs mellem Tunugdliarfik og Sermilik. Da det nævnes det „største kirkesogn“ — „største“ tager uden tvivl sigte på udstrækningen, næppe på sognefolkets talrighed —, må det have nået temmelig langt ind i landet, måske helt hen til „Midfjorden“ på den nordvestlige side.

Mitfiord (27,12): i isl. kilder nævnes Miðfirðir (plur.) eller Miðfjörðr (sing.). Efter disse er det klart, hvor de er at søge, nemlig på den nordvestlige side af Dyrneshalvøen; de er 3 i tal og kaldes Strandafjörðr, Miðfjörðr og Kollufjörðr. De skærer sig ind fra Isafj orden (Sermilik) og svarer til nu vær. Tasiusak, Tasiusarsuk og Kangerdluak. Strandafjörðr er den sydligste og er åbenbart opkaldt efter den lange, ubeboede vestkyst af Dyrnæs. Hvad Kollufjörðr har navn af, vides ikke. Den mellemste af disse fjorde fik det betegnende navn Miðfjörðr. Alle tilsammen kaldes de Miðfirðir i overensstemmelse med deres beliggenhed. Dette er nu sikkert nok, men da beror det på misforståelse, når det hos Ivar hedder at „Midfiord skiuder ud fra Erichsfiord“ — dette kan Ivar ikke have sagt eller skrevet. Men rigtigt er, hvad der tilføjes, at de går „ret udj nordvest“.

Solefieldz kirke (27,14): det er isl. kilders kirkja undir Sólarfjöllum. Denne siges at ligge „ind lenger i Erichsfiord“, og når det straks efter hedder, at „linger ind i fjorden ligger Leijder kirke“, måtte man heraf slutte, at Solefjeld(skircke) må søges mellem Dyrnæs kirke og „Leyder kircke“. Her skulde man tro, at Ivar var vel underrettet, men hans original kunde være forvansket i gengivelsen, og det er den uden tvivl også; iøvrigt henvises til en nærmere behandling af sagen nedenfor.

Leijder kircke: G. Storm har med rette opfattet dette som isl. Hlíðar kirkja, hvor Hlíðar er en ret almindelig forkortelse af Brattahlíðar (se Top. 293), Brattahlíð — Ivars Brattelede (28,4) — Erik d. rødes gård, er uomtvistelig Kagsiarsuk, på den nordvestlige side af Tunugdliarfik. M. Clemmensen har — sidst — udtalt (Medd. om Grl. XLVII, 321), at navnet passer fortræffelig. Her er kirkeruinen funden (se Medd. om Grl. XVI, 293 f. D. Bruun, og XLVII, 321 f.).

Burfeldz (28,2), dette er et på Island velkendt navn, Búrfell, om et fjæld, der, som anført, ligner et (for sig stående) hus, der anvendtes som forrådshus. Det er efter Ivar givet, at det må søges på den østlige (sydlige) side af Eriksfjorden; der er ingen tvivl om, at det er fjældet Igdlerfigsalik syd for den lille Korokfjord; se herom D. Bruun i Medd. om Grl. LVII, 200 f.

Ath fare till øijer (28,5) er isl. at fara til eyja; at dette hidrører fra Ivar kan ikke være tvivlsomt; det er et så ægte ejendommeligt udtryk. Langø er før omtalt og må være Tugtotok. Om nogen anden ø kan der ikke godt være tale; på den passer netop navnet. De 4 øer, Lambøer, isl. Lambeyjar (således uden tvivl kaldt, fordi får og lam blev sat der ud for at græsse og fedes). Der kan ingen tvivl være om, at hermed menes øerne syd-sydøst for Tugtotok; der eksisterer simpelt hen ikke andre. Udtrykket „vester lenger“ bliver forståeligt, når man går ud fra Eriksfjorden. Farten langs Tugtotok til øerne måtte betegnes således. Lambøsund er måske snarest sundet syd for Tugtotok. På vejen mellem Eriksfjord og Tugtotok, eller, som Ivar ligefrem siger, i fjordens munding, må Fossasund (= isl.) være at søge. Det er et sund, hvor strømmen går som en fos ved ebbe- eller flod-tiden, ganske som f. eks. i Bredefjorden på Island mellem øerne der.

Ydrevigh og Indrevigh (28,14) er isl. Ytrivík og Innrivík (nævnes ikke i isl. kilder); om dem se foran. Det er vigene ved Kusinga og Narsak.

Herefter nævner Ivar Bredefiord, isl. Breiðafjörðr, Mijouafiord, — isl., Eynerfiord, hvis rette form sikkert var Eyrar-, af eyrr 'ør', Burgerfiord, = isl. Borgarfjörðr, sikkert efter en fritstående klippe (jfr. v. l.), Lodmunderfjord, isl. Loðmundarfjörðr. Ingen af disse fjorde nævnes i de isl. fjordfortegnelser, hvilket kunde synes mærkeligt; de nævner derimod andre fjorde. Efter Ivar må Bredefjord være den forholdsvis brede fjord på nordvestsiden af Tugtotok, Ikersuak. Om ruiner her se K. Stephensen i Medd. om Grl. LI, 82 f. Det kunde da være fristende at søge Mjovafjord 'den smalle fjord' nærved Bredefjord, da navnene åbenbart danner modsætninger til hinanden. Det målte da være en af de smalle indskæringer mod nordvest, måske Torsukatak. De tre andre fjorde er det mig umuligt at sige noget om. Det er muligt, at Eyrarfjorden og Borgarfjorden lader sig identificere efter navnenes første led.

Nu heder det sig hos Ivar, at Isefjord (29,4) er den vestligste i Østerbygden.

I isl. kilder nævnes Isafjörðr, men således, at denne fjord må søges lige vest (nordvest) for Eriksfjord, og da der her findes fjorden Sermilik (der dog egenlig kun er en fortsættelse af Bredefjorden), hvilket navn netop betyder 'isfjord', har man med god grund identificeret disse to fjorde. Men dette passer ikke til Ivars Isefjord. Enten må der da her foreligge en fejl i gengivelsen — hvad man dog nødig vil tro —, eller også er det to helt forskellige fjorde, der nævnes; der findes flere fjorde af dette navn.

Tidligere har man antaget, at Bredefjord—Isefjord var Østerbygdens grænse mod nordvest. Men i fjordene nord og syd for Arsuk og Ivigtut (Frederikshåbs-distriktets sydlige del) findes nordboruiner, ikke så få, så at der her kan tales om beboede fjorde. Nu har D. Bruun påvist, at angivelsen af afstanden mellem bygderne passer fortræffelig, når de her antydede fjorde regnes til Østerbygden. Dette er vistnok rigtigt. Man har altså her at søge de fjorde, de isl. lister indeholder, men da disse, vistnok alle, har et mandsnavn til forled, har man ingen vejledning til at identificere dem. De 5 fjordnavne vilde ikke passe ilde til den gamle bebyggelse i de her i betragtning kommende fjorde. Se D. Bruun i Medd. om Grl. LVI, 114 f., LVII, 213 f., og Grønland II, 370.[11] Herefter skulde Tigssaluk være den nordligste fjord (og bygd) i Østerbygden. Men den næste fjord nord for denne er Sermiliarsuk, hvilket navn betyder 'is-fjord'. Denne er måske Ivars Isefjord, ti den nævnte fjord kunde godt kaldes „den vestligste“ i Østerbygden, siges at danne grænsen for denne, Om Arsukfjorden osv. kan særlig henvises til G. Fanöes afhdl. i Aarb. f. nord. oldkh. 1873. Bebyggelsen i disse fjorde har åbenbart været ret ringe, og de fleste af de påpegede ruiner tyder på små gårde og mindre huse eller boder. På den anden side findes der ruiner af nogle større gårde og tun, som altså forudsætter en stadig beboelse. Da kunde man særlig tænke på Arnlaugsfjorden. Skulde iøvrigt forholdene ikke tildels være således at forklare, at her i disse fjorde opholdt folk fra Østerbygden sig i kortere eller længere tid på grund af fangstforholdene, der her var særdeles gode. Fra sådanne midlertidige beboere kunde de mindre ruiner (boder og lign.) tænkes at hidrøre. I disse fjorde er der ingen kirker påviste eller omtalte. Man kunde tænke sig, at der (på en af de større gårde) havde været et mindre bedehus (bænhús), som tilfældet var mangfoldige steder på Island.

Hvad Vester bygden angår, har Ivar intet kendskab haft til den, undtagen fra sin rejse derhen, efterat bygden var fuldstændig ødelagt. Han nævner heller ingen fjorde eller lokaliteter dér med undtagelse af Stensnes kircke (29,8). Denne nævnes ikke i de isl. kilder (fjordfortegnelser), derimod nævnes her Sandnes kirke i Lysafjorden. Det var muligt, at disse kirker var identiske, et af navnene, og da sikkert det første, altså forvansket. Flere kirker kender man fra den nævnte kilde (også en på et Straumsnes). Identificering er her umulig. Højst mærkelig lyder Ivars beretning om, at den nævnte kirke en stund var domkirke og bispesæde. Herom ved isl. kilder intet. Beretningen — som kunde synes troværdig — afkræftes ved, at de isl. kilder og bisperækkerne stadig forudsætter Garðar som bispesæde. At dette nogensinde skulde være flyttet fra Garðar til Vesterbygden synes at være så urimeligt som noget. Man skulde tro, at meddelelsen måtte bero på en eller anden misforståelse.

Endnu er der et stednavn hos Ivar, Hammelradzfeld (30,18), med sine varianter. Herom kan henvises til foranstående bemærkninger. Hvilket fjæld der menes, kan vist næppe bestemmes. Efter navnet måtte der sigtes til et meget højt fjeld, og, efter omtalen deraf, næppe altfor langt nord for Vesterbygden.

Man vil se, at navnene er noget daniserede, undertiden ligefrem oversatte til dansk (som Langø, Lammeø osv.), helt eller delvis (-fjord, -vig osv.). Men mange er, som vænteligt var, forvanskede. Havde vi den oprindelige oversættelses tekst, vilde navnene rimeligvis være endnu mindre forvanskede. Ind på disse forvanskninger er der ingen grund til at komme nærmere. De oprindelige navne er dog i flere tilfælde godt bevarede, Nominativmærket er bevaret i Daler, jfr. -oss. H er bortfaldet foran r; det vilde vist i alt fald være udeladt i den danske oversættelse, men sikkert har det været udeladt i originalen. Et andet kriterium er nok så vigtigt, nemlig at u-omlyd af a foran u findes ikke; der skrives allum, Gardum. Dette peger på, at originalen var i nordnorsk dialekt, formodeniig var den skreven i Trondhjem. Ejendommeligt er også indskud af p i Ramns (jfr. Noreens grt.4 § 308).


II. Enkelte ord og udtryk i teksten.

17.1. fødde bet. vist ikke blot 'fødte', men — og måske alene — 'opfødte'.

17.2. komme er 3. pers. pl. = isl. kómu.

17,5. som er stackist: 'som' bet. her, 'der hvor'; den isl. grundtekst þar er (skemst er).

17,6. ij dage — netthers: en rigtig gengivelse af den isl. grundteksts iiij dægra haf ti 'et døgn' betyder altid i isl. et halvdøgn.

17,9. gamle beror vist på isl. hin gamla.

end er isl. en — men. Sål. også 18,16.

18,1. landnordenbotne er rent isl. landnorðanbotni, dat. sing.

18,2—8. ingen — seigle beror på isl. engir ... sigla. leed er obj. til seigle, = isl. leið.

Fra 17,1 til 18,6, er tildels direkte hæntet fra Landn. (beg.), hvor ordrette paralleller findes; dette kan da næppe tænkes at bero på Ivar.

18,4 øffuerst, d. e. nordligst; dette er ikke en isl. udtryksmåde. Når det straks efter heder 'ved forne Horns', beror dette på redaktørens misforståelse.

18,8. tha skulle i en eftersætningsform istedenfor det væntede 'the skulle'; dette er en i islandsk meget hyppig forekommende udtryksmåde.

18,16. vnder er = tysk unter, ɔ: imellem.

19,6—7. en tølt søes: isl. tylft sjávar var et almindeligt udtryk for '12 uger (vikur)', sømile, 'En uge' var lig med 1½ (2 dansk mil. Afstandsangivelsen svarer nøje til de i isl. tylftatal (se f. eks. Kålunds Isl. beskr. II).

19,11. nordvest må vel være en fejl for 'sudvest'.

19,12. retledis = isl. réttleiðis.

19,15. østerbij: dette må være en fejl for 'østerst bye', jfr. 22,8. 'Bye' er her og ellers gengivelse af isl. byggð.

19,18. øster aff er isl. austr af = østen for.

20,4. stuor strøm er vist isl. stórstraumr (jfr. stórstreymt), selv om dette ikke forekommer i den gamle litteratur.

20.6. van ther = isl, vantar, 'mangler'.

20,10. høøll er det isl. hylr, 'en fordybning særlig i elve;. Her som oftere mærkes en usikkerhed med hensyn til ordenes køn, hvilket tildels ialfald har sin grund i grundteksten.

20,14. møø, isl. mjór 'smal', jfr. Mjova-(fiord).

21,1. nock, beror vist på et gnótt 'rigdom' = 29,11, 31,1.

21,4. faar, ɔ: far, = isl. ferr

21.7. brød er isl. braut (af brjóta), brugt upers. (braut þar skip, acc.).

21.8. end vdj dagh, isl. enn i dag — 21,13.

21,10. andre er rigtigere end „de andre“, ti dette vilde betyde „alle som var med ham“, men dette modsiges straks af det følgende.

21,11. groffue = isl. grófu.

22,1, 26,4. veidskab = isl. veiðiskapr; dette ord har man ikke forstået rigtig, eller ment at måtte forklare det, deraf varianterne.

22.9. østen H., dette er vist isl. austan Herjólfsness (gen.; kunde også være nes acc.).

22,12. oss = isl. óss (mask.) 'munding'; mærk usikkerheden i kønnet.

23.7. End = ind.

24.3. helten = hælvten.

24,7. maa, her og andre steder = kan, isl. .

24,13—14. och ther — Nicolaum, se foran.

25,1. indfaller, betyder det samme som menskis = forminskes.

25,7. en = end, isl. enn — 30,14.

25.14. fænet, isl. fénaðr, acc. fénað.

26,6, 31,5. thelliesteen, B.s læsemåde er måske den oprindelige; norsk-isl. talgusteinn, egl. 'sten der kan skæres, tildannes med kniv', d. e. vægsten. Der har dog mulig eksisteret et telgisteinn, ti Aasen har 'telgjestein.

26.6. seer, upers. = isl. sér, „som man ser, ɔ: kan få“.

26,8. staadigh = isl. stöðugr 'standhaftig, fast'.

28.4, 30,3. laugmader, isl. lögmaðr, dette var naturligvis grundtekstens form; „mendene“ i BD er en ændring deraf. Man mærke her endelsen -er, ligesom i Daler (se ovf,), med indskudt e.

29,2. i then fiord er naturligvis et unøjagtigt udtryk.

29.5. alle — bijgde, denne sætning passer ikke her. Hvis ikke „øer“ er fejl for „fiorde“, hvad der vilde være en meget påfaldende fejlskrivning, må sætningen være indkommet her ved en fejl. Den kunde tænkes at have stået efter Erichs-fiord i 28,12. Var sætningen tilskrevet i randen og derfor kommet ind i teksten på et galt sted?

29.15. Grønlenndinger = isl. grænlendingr, se herom indledningen. Rimeligvis har Ivar fået denne betegnelse som tilnavn efter at være vendt tilbage til Norge.

30.7. foer = får.

30.8. faar mener jeg er rigtigt. I GhM antages det at være urigtigt og der indsættes isteden derfor „toge“, som dog kun findes i Estrups udgave (jfr. Barents og Purchase) og som sikkert beror på gisning, fordi man misforstod sammenhængen. Sagen er den, at „bespisede sigh“ betyder ikke, at de skaffede sig måltider deraf, medens de var der, men „forsynede sig“ dermed (de havde naturligvis slagtet det) til hjemfarten, d. e. de ladede skibene med kødet (de døde kroppe). Der behøves således ikke at indsættes noget ord (verbum) efter faar eller istedenfor dette. Jfr. Dansk ordbog bespise 2, „forsyne med levnedsmidler, proviantere“.

31,1. huidebiørne osv., der sigtes til de såkaldte rauðkinnar, unge bjørne, der på kinderne har rødlig hårfarve.

31,3. røstunge suorde, isl. rostungs svörðr 'hvalroshud' el. reb, dannede deraf, jfr. Kongesp. (ny udg.) s. 70.

31,6. lijder, isl. litr 'farvet'; atter her nom.-endelsen med indskudt e.

31.6. skader ild. norsk-isl. ordfølge, ild nom.

31.7. kierle, dette er den oprindelige læsemåde, der på grund af manglende forståelse er ændret i de andre håndskrifter, ordet er åbenbart — isl. kerald, pl. keröld, sv. kiärl; Aasen anfører formen kjörel.

31,12. Snee møget er norsk-isl. ordstilling.

31,18. er, hvis dette ikke er en ren skrivefejl, er det isl. eðr 'eller'.

32,1. olden, isl. aldin, 'træfrugt' i almlh. Hvad hermed menes, ved jeg ikke.

Det er af disse bemærkninger klart, at der i den danske gengivelse af Ivars norske original er meget bevaret af dennes udtryk. Ivars egenlige beretning begynder snarest 19,15 Then Østerbij. Dog er det ikke usandsynligt, at enkelte bemærkninger i det foregående også hidrører fra ham.


III. Den islandske fjordfortegnelse.

A. Østerbygden.

Det er klart, hvad der er det centrale i Ivars beretning. Det er nævnelsen af, hvad der tilhørte domkirken, andre kirker og klostrene, samt kongen. Han ser så at sige alt ud fra kirkens synspunkt. Det var naturligt for en forvalter og styrer af selve bispesædet. Dette gælder for hovedbestanddelen af Østerbygden — lige til han kommer til de nordligste fjorde fra og med Bredefjord. Hvad der har bevæget ham til at nævne disse fjorde er ikke godt at sige.

Anderledes er det med den isl. fjordfortegnelse. Her er det udelukkende det geografisk-topografiske synspunkt, der råder.

Der er ingen grund til her at komme ind på en kritisk behandling af håndskrifterne og de deri givne tekster. Derom må jeg nøjes med at henvise til min behandling i Meddel, om Grl. XX. Her kan det være nok at gengive fortegnelsen i dens bedste form og dertil knytte nogle bemærkninger og da særlig tage hensyn til de undersøgelser, der er foretagne siden det nævnte bind udkom (1899). Rækkefølgen går, som hos Ivar, fra syd(øst) mod nord(vest) og er:

Tófafjörðr    Einarsfjörðr
[Melrakkanes]                     med armen
Herjólfsfjörðr    Austfjörðr
Helliseyjarfjörðr    Hafgrímsfjörðr
[Hellisey]    Hvalseyjarfjörðr
Ketilsfjörðr    Norðfjörðr
[Hrakbjarnarey    Eiríksfjörðr
Lundey]    Isafjörðr
Alptafjörðr       med armen
Hrafnsfjörðr    Útibliksfjörðr
Siglufjörðr    Strandafjörðr }   Miðfirðir
Hafrsfjörðr    Miðfjörðr }   Miðfirðir
   (med armen?)    Kollufjörðr }   Miðfirðir
Sléttufjörðr    Dýrafjörðr
Hornafjörðr    Þorvaldsfjörðr
Ófundinnfjörðr    Austkongsfjörðr
   Steinsfjörðr
   Bergþórsfjörðr

Tófafjörðr, må være opkaldt efter en mand ved navn Tófi. Navnet var i den ældste tid sjældent i Norge og på Island, men findes dog bægge steder. Det er særlig dansk (og svensk). Fjorden er — ifg. fortegnelsen — den nærmeste ved Melrakkanes, Rævenæsset, på østsiden af dette og vest derfor må Herjolfsfjorden være. På vestsiden af næsset må Sandhavn (Ivar) antages at have været; jfr. ovf.

Bj. Jónsson nævner i sin „vetus chorographia“ — foruden den mystiske „stjærne“ Hafhverf på østkysten — et Spalsund og Drangey hvorefter — i vestlig retning — nævnes Sölvadalr, der skulde være den østligste bygd. Efter Ivar var Skagafjord den østligste beboede egn. Bægge dele kan forenes, da Sölvadalen — opkaldt efter landnamsmanden Sölve — godt kan være en dal indenfor fjorden; naturligvis kan der være tale om to forskellige egne, Sölvadalen kan være bleven ubebot i Ivars tid. Inderst i Kangikitsok (Skagafjorden ?) findes en nordboruin, men sådanne findes også i forgreningen til Igdlorsuit mod øst; denne kan også være kaldt Skagafjord. — Spalsund ('Tremme-sund?') og Drangey — øen med en fritstående spids klippe, drangr (jfr. Drangey i den isl. Skagafjord) — ved jeg ikke at bestemme. De er næppe at søge langt øst for Sölvadalen.

Herjólfsfjörðr er uden tvivl fjorden, som på eskimoisk kaldes Amitsuarsuk på østsiden af Herjólfsnes. Her var en gård og kirke (ved Ikigait). Her er det, dr, P. Nørlund har foretaget sine navnkundige udgravninger.

Herefter følger Helliseyjarfjörðr, opkaldt efter øen Hellisey, 'klippehuleøen'. Der er ingen tvivl om, at hermed menes den fjord, der er den nærmeste vest for Herjolfsfjorden. Det er en smal og ikke særlig lang fjord, der på vestsiden begrænses af en langstrakt ø, nu Igdlokasik; denne må være Hellisey; 'hulen' er, så vidt vides, endnu ikke eftersøgt eller funden. En undersøgelse her var ønskelig.

Ketilsfjörðr, opkaldt efter landnamsmanden Ketill, er uomtvistelig jorden Tasermiut. Her var ifg. kirke fortegnelsen to kirker, i Vík og i Vatsdalr. Ivar omtaler også to kirker, hvoraf den ene svarer til den i Vatsdalen, om denne se P. Nørlund i Geogr. tidsskr. 31, 52. Kirken her er påvist. Vik er intet andet end en forkortelse af Pétrsvík (Ivar) og identisk dermed. Der kan så næppe være tvivl om, at Áróss kirkja, 'kirken ved elvens munding', er identisk med 'kirken i Vík'. Elven er den, der kommer fra den store sø (Vatn) og fra Kingua. Den kaldes en 'stor elv' (Ivar), der nøje svarer til eskim. Kugsuak. Jeg opfatter således sagen nu noget anderledes end i Top. Det kloster, som Ivar omtaler, har ligget længere inde i fjorden, vistnok ved Tasermiutsiak.

Herefter nævnes i fortegnelsen to øer: Hrakbjarnarey og Lundey, De skulde være at søge mellem de to nabofjorde: Ketilsfjorden og Alptafjorden. Her er der flere øer, hvoraf to er de største, Sermersok og Nanortalik. Det er naturligst at identificere disse med de nævnte, og da Hrakbjarnarey nævnes først, måtte denne være Nanortalik. Hrakbjörn vilde være et underligt mandsnavn; hrak- hører til stammen i hrekja, 'forfølge, jage, mishandle'. Der findes et ord, hrakdýr, der betyder 'et forfulgt dyr'. Hrakbjörn kunde således betyde en 'jaget bjørn'; der kunde da sigtes til en begivenhed, hvor en bjørn var jaget til døde, eller hvor der fandtes en bjørn, der var død efter (tidligere) at være jaget og såret (?). I Top. er gjort opmærksom på, at nanok betyder en bjørn. Om der er nogen (naturligvis ikke nogen direkte) forbindelse her, skal lades usagt. — Lundey kan kun komme af lundi, 'søpapegøje', mormon fratercula. Det kunde være interessant at vide, om denne fugl nu opholder sig ved Sermersok.

Álptafjörðr, navnet kunde antyde, at svaner (alptir) er forefundne dér, men det er vistnok langt snarere et opkaldelsesnavn, ti den, der siges at have taget fjorden i besiddelse, var en på Island fredløsdømt mand, der netop havde boet i fjorden af samme navn (på Snefjældsnæs). Efter rækkefølgen må denne fjord være Sermilik. Fjorden var meget lidet bebygget. Måske har der kun været én gård i en mindre forgrening af den. Den fredløse, som tog den i besiddelse, kom til Grønland efter at hovedfjordene var tagne i besiddelse, så at han har måttet nøjes med en af de mindre gode.

Hrafnsfjörðr: denne fjord nævnes hos Ivar straks efter Ketilsfjorden (med overspringelse af den ubetydelige Álptafjord), der er afgørende grund for, at dette er rigtigt; den isl. fortegnelse, der først nævner Siglufjord og så Hrafnsfjord, må på dette punkt være urigtig. Omtalen hos Ivar af de varme kilder er her afgørende. Hrafnsfjorden er nuvær. Unartokfjorden. Herom måtte Ivar vide klar besked, da der inde i fjorden også var et kloster (nonnekloster).

Siglufjörðr, nævnes ikke af Ivar, vistnok fordi det kun var den allerinderste del af den, der havde betydning, og den slår Ivar på en måde sammen med Hrafnsfjorden. Hvoraf navnet er kommet, vides ikke. På Nord-Island haves en fjord af samme navn; dette fik den af en ilanddreven sigla, 'mastetræ'. Mulig har fjorden fået sit navn af en lignende grund. Denne fjord, en landnamsfjord, må være nuvær. Agluitsok. Den forgrenes i to arme. Inderst i bægge er ruiner fundne. Den egenlige Siglufjord må dog antages at være den nordre arm, Amitsuarsuk (og ikke den søndre, Sioralik[12]). Det er den inderste del af denne arm, der kaldtes Vágar, hvor der var en kirke, Vágar í Siglufirði, som det udtrykkelig heder. Nord og vest herfor var der en større og en mindre sø med et afløb; imellem dem er der et højt vandfald, foss, og her var uden tvivl gården Foss, som Ivar nævner (jfr. Top. 287). Det er den mindre sø, som Ivars beskrivelse gælder. Vestsiden af denne fjord var bebygget. Der kan henvises til Fr. Petersen i Medd. om Grl. XVI, 414 f.

Der findes nu nævnt (af Bj. Jónsson) 3 fjorde, hvoraf dog én kun skal have været en arm af den anden; det hedder Hafrsfjörðr med armen Sléttufjörðr og Hornafjörðr. Arngrímur Jónsson har her kun to fjorde: Hafafjörðr og Hornafjörðr; Hafafj. er sikkert identisk med Hafrsfj. og vist kun en forvanskning af dette. Hafr er et velkendt mandsnavn; efter en mand med det navn er fjorden vel opkaldt; (fællesnavnet hafr, 'en buk', kunde dog naturligvis komme i betragtning). Arngrímur har vel udeladt Sléttufjorden, fordi denne kun var en arm.

I det brede næs nordvest for Siglufjorden findes der flere indskæringer. Den største er Torsukatak (nordvestligst), mod øst går den mindre Akugdlek. Sydligst, på det næs, hvor Sydprøven ligger, findes endnu en lille vig, og her skal der være „store sletter“. Hvis Sléttufjörðr er at søge her, kan Bj. Jónssons udtryk næppe være rigtigt. Hornafjörðr vilde man være mest tilbøjelig til at forklare som hentydende lil høje klipper, fjældtinder (ligesom tilfældet er med den isl. fjord af samme navn).

Herefter følger Ófundinnfjörðr, 'den ufundne, uopdagede, fjord'. Navnet betegner, at det først er sent, at denne fjord er opdaget. Navnet forklares ved fjordens beskaffenhed. Det er M. Clemmensen, der først har påvist, hvor denne lille fjord er at søge.[13] På vestsiden af det næs, der går vest for Torsukatak, er der en lille, smal fjord med et lille indløb, hvorefter den straks bøjer skarpt mod sydvest ind i næsset. Den hedder Sermiset. Enhver, der sejler forbi dens udløb, måtte tro, at dette kun var en lille vig; at der var en længere fjord indenfor, kunde først opdages, når man kom ind i den tilsyneladende „vig“, og dette er sket sent.

Einarsfjorðr er Igalikofjorden. Til hvad der er udtalt i Top. har jeg intet at tilføje. De stednavne, der her findes, kan vist ikke bestemmes anderledes. Ivar nævner på venstre side af fjorden Þorvaldsvík, Klíningr (om betydningen, se foran), Grafarvík og Dalr, om alle disse navne se foran. Bispesædet Gardar er forlængst fastslået med alt hvad der er knyttet dertil. Herom kan henvises til dr. P. Nørlunds udførlige redegørelse i Medd. om Gr. LXXVI.

På østsiden af fjorden er det ligeså sikkert, at Hafgrímsfjörðr, opkaldt efter landnamsmanden Hafgrímr, er at søge. Det er nuvær. Ekalluit. Indenfor den i landet var og er en gruppe af indsøer, vötn. Herom grupperedes en bebyggelse, hverfi, hvorefter navnet Vatnahverfi blev dannet. Navnet findes i Landn. Landet tilhørte Hafgrims landnam. Længere mod nord findes Austfjörðr, 'fjorden mod øst' (forvansket i fortegnelsen), her var en kirke, undir Höfða í Austfirði. Her er ingen tvivl mulig. Ud fra Einarsfjorden går der mod øst kun én fjord, nuvær. Kagsiarsuk. Her er en kirkeruin funden, og navnet undir Höfða kunde ikke passe bedre (jfr. Top. s. 291).

Så nævnes Hvalseyjarfjörðr, opkaldt efter Hvalsey, 'Hval-øen'; herom henvises til foranstående. Det er Kakortokfjorden. Herom behøves ingen nærmere tale. Kun skal bemærkes, at i AM 772 b, 4º, nævnes en Hólastaðr som kongsgård. Hvis navnet er rigtigt, måtte det betegne en gård ved nogen høje eller bakker. Ivar nævner Þjóðhildarstaðir som en kongsgård. Det er vel ikke den samme gård? Selve navnet Hólastaðr (stadr sing.) er noget mistænkeligt. Efter isl. sprogbrug skulde det betyde 'kirken — kirkestedet — ved Holar'; man væntede både staðir (plur.) og mandsnavn som første led.

I fjordfortegnelsen nævnes nu Norðfjörðr, 'den nordre fjord'. Det er nu ikke altid, at en sådan bestemmelse forudsætter eller fordrer en absolut modsætning (som f. eks. 'Sydfjord'; herpå kendes eksempler fra Island.[14] Et navn som dette betegner kun retningen i forhold til en anden (hoved)fjord. I dette tilfælde kan der ikke være tvivl om, hvilken denne er, nemlig Hvalsøfjorden. Nordfjorden bliver da nuvær, Kangerdluarsuk eller med andre ord identisk med (Ivars) Kambstadafjord; dette er vel et yngre navn, der fandtes tydeligere.

Eiríksfjörðr, herom er der nu ikke nogen som helst tvivl mere. Det er Tunugdliarfik; Eriks — og senere de grønlandske lagmænds — gård, Brattahlíð, forkortet Hlíð (i HlíðarKirkja, Ivar), er nu forlængst fastslået. Det er Kagsiarsuk inderst i fjorden på venstre hånd. Herom kan henvises til D. Bruuns undersøgelse.

Isafjörðr findes i fjordfortegnelsen anført næst efter Eriksfjorden. Som før bemærket svarer denne fjord nøje til Sermilik, dette må antages at være rigtigt; men fjorden er vist forskellig fra Ivars Isafjord. Efter fortegnelsen at dømme må Útibliksfjörðr være en arm af Isefjorden. Navnet er ikke helt sikkert. Varianten Makleiks-, som jeg tidligere har ment måske var den rigtige form, må dog vist forkastes, og Útibliks- antages at være det rigtige. Ordet betyder „noget der blinker ude (i det fjærne)“. På Island findes et lignende gårdnavn: Útibleiksstaðir (sål. nu, Arne Magn. Jordebog har Útibliks-[15]). Forleddet må være det samme, hvad det så end sigter til. Skulde det være rigtigt, at fjorden er sidefjord til Isefjorden, måtte den være nuvær. Kangerdluarsuk; inde i denne er fundet en ruin af en gård. Umuligt var det ikke, at Útibliksfj. var et andet navn på Bredefjorden (Ivar), men det vilde kun være en gisning.

På østsiden af Isefjord (Sermilik) findes Miðfirðir, hvorom der før er talt. De er 3: Strandafj., Miðfj, og Kollufj. Om ruiner her kan henvises til K. Stephensen i Medd. om Grl. LI, 94 f.

Herefter nævnes 5 fjorde: Dýrafjörðr, Þorvaldsfjörðr, Arnlaugsfjörðr, Steinsfjörðr og Bergþórsfjörðr. Alle disse fjorde er el. synes at være opkaldte efter mænd. Om den tredje er at mærke, at den mangler i Bj, Jónssons fortegnelse, men kaldes Austkongs i Arngríms liste. Dette navn er i virkeligheden ret umuligt. Der findes dertil en variant Ausslaugs-. Nu nævnes i Landn. en landnamsmand Arnlaugr, der tog fjorden, opkaldt efter ham, i besiddelse. Denne Arnlaugr er den sidste i rækken af de nævnte landnamsmænd; derefter skulde man tro, at hans landnam var det nord(vest)ligste. Det er næppe for dristigt at antage, at det rette navn for dette Austkongs- er Arnlaugs-. Hvor disse 5 fjorde er at søge, er usikkert. Fristende vilde det være, at anbringe dem i Arsuk — Ivigtut-egnene. Jfr. hvad der foran er bemærket.

Der er enduu flere stednavne i Østerbygden, der er os overleverede i sagaerne. Derom må der henvises til Top. Der er intet at tilføje.

Men der er grund til at se noget nærmere på listen over kirkerne i Østerbygden. Den findes i Flatøbogen (se Top. s. 297), men også Bj. Jónsson og Arngrímur nævner de fleste kirker i forbindelse med fjordene, jfr. Ivars beretning, hvor der nævnes 9 kirker. Iøvrigt synes tallet 12 at betegne det gældende (fulde) antal af kirker i Østerbygden.


Listen ser således ud:

1. kirkja í Herjólfsfirði (østligst).
2. í Vatzdalr i Ketilsfirði.
3. í Vík, enn í Ketilsfirði.
4. í Vógum í Siglufirði.
5. undir Höfða i Austfirði.
6. í Görðum i Einarsfirði.
7. at Harðsteinabergi.
8. í Brattahlíð enn í Eiríksfirði.
9. undir Sólarfjöllum
10. ok í Isafirði hin 10.[16]
11. í Hvalseyjarfirði.
12. á Garðanesi í Miðfjörðum.

Her er kun det at bemærke, at nr. 10 falder udenfor den topografiske rækkefølge, den burde være nævnet sidst. Enn under nr. 8 er ikke umiddelbart forståeligt. Jeg formoder, at teksten her er forvansket og at der er udfaldet í Eiríksfirði efter Harðsteinabergi. I Add. 171b, 4º, findes kirkefortegnelsen; her skrives inn for enn; hvis det var rigtigt, behøvedes ingen rettelse.


1. Kirken i Herjolfsfjorden er for længst funden, og kirkegården udgraven (Ikigait). Herom er det nok at henvise til dr. P. Nørlunds vigtige udgravning. Mærkeligt nok nævner Ivar ikke denne kirke.

2. Kirken i Vatsdalen i Ketilsfjorden. Den var som ovfr. nævnt ved søen Tasersuak.

3. Kirken i Vík er uden tvivl identisk med Ivars Aroskirke (jfr. ovf.). Der har sikkert ikke været plads til 2 kirker (foruden den i Vatsdalen).

4. Kirken i Vågar i Siglujorden, har rimeligvis, som ovf. bemærket, ligget inderst inde i fjordens vestlige arm (jfr. Top.). Beskrivelsen af dennes inderste del synes at passe godt til navnet Vágar.

5. Kirken under Höfde i Østfjorden. Her er det så heldigt, at en kirkeruin er funden netop på et sådant sted, som navnet antyder. Heller ikke denne kirke nævner Ivar, hvad der kan synes mærkeligt, da den jo var bispesædets nabokirke. Var den nedlagt i hans tid? Jfr. herom M. Clemmensen Medd. om Grl. XLVII, 341 f.

6. Domkirken i Garðar behøver ingen nærmere omtale. Derom kan henvises til dr. Nørlunds nyeste udgravning. Se også M. Clemmensens afhdl. i Medd. om Grl. XLVII, 326 f.

7. Kirken ved Harðsteinaberg; denne lokalitet må vist søges ved Sidlisit på Eriksfjordens vestside, på det gamle Dyrnæs. Kirken må være identisk med Ivars Diurnæskirke. Der var her ikke plads til to kirker. Herom kan henvises til M. Clemmensens afhdl. Medd. om Grl. XLVII, 319 f.

8. Kirken i Brattahlíð behøver ingen nærmere drøftelse. Der er fundet ruiner af kirken på Erik d. rødes gamle gård. Også herom kan henvises til M. Clemmensens lige anførte afhdl s. 321 f. og D. Bruuns afhdl.

9. Kirken under Solefjældene. Dens beliggenhed skulde efter Ivar være at søge mellem Dyrneskirke og Brattelid, men dette passer ikke godt til, at den siges at eje hele „Mitfiord“. Efter det skulde den søges længere ind i landet. Dette bliver vished ved navnets betydning. Det må betyde „de af solen (altid) beskinnede fælde“; det skulde ikke være vanskeligt at finde fjælde i disse egne, der svarede til navnet. Dr. Bobé har også med stor sandsynlighed udpeget disse fjælde; det skulde da være nuvær. Nunasarnak.[17] Hertil passer også den ualmindelig tætte bebyggelse inderst inde i Eriksfjorden (hvor den bedagede Gamle og hans hustru boede inde under selve isbræen, se Fóstbræðrasaga). Jfr. M. Clemmensens afhdl. s. 325 f. Et billede af fjældet er givet af K. J. V. Steenstrup, Medd. om Grl. XXXIV, pl. VII.

10. Listen nævner dernæst en kirke i Isafjorden. Det er et mærkeligt spring i den topografiske orden.[18] Denne kirke må søges på jordens vestlige side, hvor der var flere gårde, hvis befolkning vist med vanskelighed kunde søge Gardanes kirke.

11. Kirken i Hvalsøfjorden er kirken ved Kakortok, uden tvivl den største og stateligste kirke i Grønland (bortset fra domkirken). Af den er der endnu en forholdsvis velbevaret ruin tilbage. Se herom M. Clemmensens afhdl.

12. Kirken på Garðanes i Midfjordene. Navnet beror på mange indhegninger (garðar), der her findes (ifg. D. Bruun). Her var der en ret tæt bebyggelse. Kirken er snarest at søge ved nuvær. Isarok, ved den inderste bund af Tasiusak; herfra udgår et ret bredt næs (mellem Tasiusak og Tasiusarsuk), der sikkert må være Gaðanes; herom se M. Clemmensens anf. afhdl. s. 323 f.

Meget mærkeligt er det, at der ikke antydes nogen kirke i fjordene Arsuk osv. Her må der dog absolut have været kirke(r) eller kapeller (bønhuse), da befolkningen, der efter de fundne gårde ikke var så helt ringe, ikke kan have søgt til de sydligere kirker.


B. Vesterbygden.

Vi skal nu tage Vesterbygden i nærmere betragtning, idet jeg også her må henvise til behandlingen i Top. Her er senere fremkommet vigtige nye oplysninger, især ved D. Bruuns undersøgelser, se Medd. om Grl. LVI.

Ivar har intet om Vesterbygdens fjorde eller lokaliteter udover den mærkelige bemærkning om Steinneskirken. Den isl. fjordfortegnelse giver derimod velkomne oplysninger.

Den nævner følgende 10 fjorde:

Lýsufjörðr           Rangafjörðr
Hornafjörðr           Leirufjörðr
Andafjörðr           Loðinsfjörðr
Svartifjörðr           Straumsfjörðr
Agnafjörðr           Eyrarfjörðr

Kilderne nævner enstemmig 4 kirker i alt: på Sandnes (v. l. Sauðanes) i Lysufjord, i Anavík i Rangafjord, i Hop i Agnafjord, på Straumsnes i Straumsfjorden (en anden kilde siger i Andafjorden).

At de vigtigste og sydligste af disse fjorde er at søge i Godthåbsdistriktet eller det store kompleks af fjorde dér viser allerede de talrige fundne nordboruiner. Om Yesterbygden kan i det hele henvises til D. Bruun i Medd. om Grl., anf. bind.

I Vetus chorographia (Bj. Jónsson) hedder det, at der var 6 dages roning for 6 mand på en seksåring til Vesterbygden. Dette passer, som D. Bruun har påvist, fortræffelig til, at den sydligste fjord, der her kommer i betragtning, er Ameralikfjorden, der langt inde kløves i to fjorde: Ameragdla (den sydligste), hvor der er en mængde gårdruiner, og Itivdlek, ligeledes med mange sådanne på den nordlige side.

Der kan nu ikke mere være nogen tvivl om, at Ameragdla er den gamle Lýsufjörðr, således kaldt, fordi der dér fiskedes torskearten lýsa (gadus merluccius); her var tæt bebyggelse på bægge sider af fjorden, Derfor er det kun en selvfølge, at der her var en kirke. Ruiner af denne er også fundne ved Kilarsarfik, inderst i fjorden på nordsiden. Gården og kirken har ligget på et „fladt, lavt sandet næs“ (Medd. om Grl. LVI, 97). Det er det gamle Sandnes. Kirken er vistnok betydeligt yngre end o. 1000, ti i den nærmeste tid derefter var endnu ingen kirke i Lysufjord (se Eiríkss., kap. 6, slutn.).

Det følger så at sige af sig selv, at Hornafjörðr må have været navnet på den nordlige arm Itivdlek, der jo kun er en fortsættelse af hovedfjorden. Navnet må forklares på samme måde som den i Østerbygden. Det er uden tvivl Hjortetakken, der har givet fjorden navn; det er da navnet på Ameralik + den nordre arm, Itivdlek.

Andafjörðr. Navnets forled er uden tvivl gen.pl. af önd, 'en and' (der findes intet mandsnavn Andi), Det kan være givet på grund af en enkelt begivenhed (tilsynekomst af ænder) eller fordi ænder rugede der til stadighed. Dette har været tilfældet. Efter bebyggelsen og de fundne ruiner at dømme kunde denne fjord være identisk med selve Pigsigsarfik. Inderst i fjorden yngler ænder endnu og har sikkert i tidligere tider været langt talrigere end nu (se Grønland II, 200). Herved bliver identificeringen til vished. Her var en rig beboelse på bægge sider. Fra fjordens inderste og til Itivdlek var forbindelsen let. Disse var Vesterbygdens hovedfjorde.

Svartifjörðr, 'den sorte, mørke fjord', er uden tvivl den nærmeste fjord, Amitsuarssuk; her var der en bebyggelse. Navnet svarer til den beskrivelse, der gives af fjorden (Grønland II, 185): „den snævre, skumle Amitsuarssuk“.

Agnafjörðr, vistnok af et mandsnavn Agni, der rigtignok var meget sjældent; det kunde dog have været kortnavn af det mere kendte Agnarr. Går vi frem efter rækkefølgen skulde denne fjord identificeres med den store fjord nordøst for Pisigsarfik, Kangersunek, hvor man har fundet ruiner af flere gårde. Lidt mærkeligt er det dog at tænke sig en kirke her, eller ved et såkaldt hóp. Jeg ved ikke om et hóp kan søges her. Vi skal straks se, at en kirke dog fandtes, hvor der var en ret ringe bebyggelse.

Rangafjörðr, 'den vrange, ɔ: bugtede, fjord', kan vel ikke være nogen anden end Godthåbsfjorden; man kan dog ikke bestemme, hvorledes denne fjord er bleven opfattet; til den regnedes som en indskæring derfra den lille fjord Ujaragsuit, de gamles 'Ánavík' (af mandsnavnet Ani) med en kirke,[19] hvoraf rester er fundne; identiteten er således sikker nok, men sognet her var ret begrænset.

I den vestlige del af Godthåbsdistriktet, vest for de nævnte fjorde, har der ingen bebyggelse været; i det mindste er ingen gårdruiner fundne, hverken på Storøen eller Bjørneøen eller på vestkysten af Godthåbsfjorden.

De 4 fjorde, der endnu nævnes, kan ikke søges i disse egne. Man må længere nordpå. Og her findes tilknytninger for navnene. Jfr. Grønland II, 87.

Leirufjorðr, 'Lerfjorden', er vistnok Søndre Isortok; dette navn betyder netop 'den lerede'; navnet på grund af, at så meget af fjorden ligger tørt ved ebbetid; jfr. det isl. Leiruvágr. Men her var der ingen bebyggelse.

Loðinsfjörðr, af mandsnavnet Loðinn. Navnet indeholder således ingen vejledning. Man kunde tænke sig, at dermed mentes den nærmeste fjord, Evighedsfjorden, der skal være så skøn.

Straumsfjörðr, 'Strømfjorden', er vist den næste fjord nordfor den sidstnævnte, den heder netop Strømfjord. Her skulde der have været en kirke på et næs, kaldt Straumsnes. Ingen ruiner er dog her opdagede. Men har der været her en bygd, den være noksa lille, må der også have været en kirke, da der ikke var tale om at kunne søge nogen af de 3 nævnte.

Den sidste fjord hed åbenbart Eyjarfjörðr. Det var uden tvivl den næste fjord nordfor Strømfjorden, Ikertok. Lidt inde i denne er der en lidt langstrakt ø; efter denne er Ijorden opkaldt. Ifg. E. Thorhallesen skulde der her findes ruiner fra den gamle tid.


Tillæg

Originalen til beretningens begyndelse lyder således (i Landn.):

Svá segja vitrir menn,[20] at ór Nóregi frá Staði sé vii dœgra sigling í vestr til Horns á Íslandi austanverðu, en frá Snæfellsnesi, þar er skemst er, er iiii dœgra haf í vestr tii Grœnlands. En svá er sagt, ef siglt er ór Björgyn rétt í vestr til Hvarfsins á Grœnlandi, at þá mun siglt vera tylpt fyrir sunnan Ísland[21] ... en frá Langanesi á norðanverðu Íslandi er iiii dœgra haf norðr til Svalbarða í hafsbotn.[22]


Islandsk — norsk oversættelse

(således som teksten kunde omtrentlig have lydt.[23]

Þeir sem sigla vilja frá Björgyn réttleiðis til Grænlands ok koma eigi til Íslands þá skulu þeir sigla rétt í vestr svá lengi sem [til þess er] þeir koma fyrir sunnan Ísland til Reykjaness, ok þá skulu þeir vera 12 vikur sjóvar suðr í hafinu frá Reykjanesi, ok með áðrnefndri leið í vestr mun hann koma at hinu háa landi í Grænlandi, sem heitir Hvarf. Einum degi áðr en sjá má Hvarf skal hann sjá annat hátt fjall, sem heitir Hvítserkr, en milli þessa tveggja fjalla, sem Hvarf heitir ok Hvítserkr, liggr nes, sem heitir Herjólfsnes, ok þar við liggr höfn, sem heitir Sandr, [þar er] almennilig höfn Norðmannum ok kaupmannum.

- - -

Hin austasta byggð, sem er á Grænlandi, liggr rétt fyrir austan Herjólfsnes ok heitir Skagafjörðr; þar er mikil byggð. Langt austr af Skagafirði liggr fjörðr, ok er ekki byggðr, hann heitir Berufjörðr; fram í fjörðinn [el.: firðinum] liggr langt rif þvert um mynnið, svá at engi stórskip megu þar inn komaz, nema þá er stórstraumr er, ok þá er miklir straumar eru, koma útaluligir hvalir inn í þann sama Berufjörð, ok vantar þar aldrigi fisk. Í þessum firði er almennilig hvalveiðr með byskupsleyfi, þvíat fjörðrinn liggr til dómkirkjunnar; ok í þeim firði er hylr mikill ok heitir Hvalshylr, ok jafnskjótt sem sjórinn fellr út, fara allir hvalirnir í þenna hyl.

Fyrir austan nefndan (el. þenna) fjörð liggr fjörðr, sern heitir Allumlengri; hann er mjór utan, en miklu breiðari innan; hann er svá langr, at engi veit enda hans; í honum er engi straumr; hann er fullr af smáhólmum; þar er gnótt fugls ok eggja; þar er sléttlent, á báðar liðar vaxit grænu grasi, svá langt sem þar hefir maðr farit.

Austar meir til jöklanna liggr höfn, sem heitir (el. kend er við) Finnsbúðir; eru þær svá kallaðar fyrir því at í tíð Óláfs ens helga braut þar skip, sem sagt er frá enn í dag í Grænlandi; á því skipi var smásveinn Óláfs helga; hann druknaði þar með aðrum, en þeir, sem eptir lifðu, grófu þá dauðu ok reistu steinkrossa mikla á grafum hinna dauðu, ok þeir standa þar enn í dag.

Enn austar til jökla liggr ey mikil, sem heitir Krossey, þar er almennings veiðiskapr [ok veiddir] hvítabirnir ok þó með byskupsleyfi, þvíat ey sú heyrir dómkirkjunni til. Þá er ekki austar, svá langt sem sjá má, nema ís ok snjór bæði á landi ok sjó.

- - -

Fyrir vestan Herjólfsnes liggr Ketilsfjörðr, þar er albyggt, ok á hægri hönd, er inn siglir i fjörðinn, er ós mikill, er á mikil rennr út í; hjá þeim ósi stendr kirkja, sem heitir Árós-kirkja, hún er vígð helgum krossi, hún á alt land út til Herjólfsness, eyjar, hólma, reka, ok alt inn til Pétrsvíkr.

Við Pétrsvfk liggr byggð mikil, sem heitir Vatzdalr; við þessa byggð er vatn mikit, tveggja vikna breitt, fult af fiski. Pétrsvíkr kirkja á alla Vatzdalsbyggð.

Inn frá þessari byggð liggr klaustr mikit, er canonici regulares byggja; þat er helgat Óláfi hinum helga ok heilögum Augustinús; klaustrlt á alt land inn í botn ok alt út hinum megin.

Næst Ketilsfirði liggr Ramnsfjörðr; langt inn í þessum firði liggr systraklaustr ordinis Sancti Benedicti; þat klaustr á alt land hm í botn ok út frá Vágakirkju; hún er helguð Óláfi konungi helga. Vágakirkja á alt land fjörðinn út. Inn í firðinum eru margir hólmar ok klaustrit á alt hálft við dómkirkjuna. Í þessum hólmum er varmt vatn mikit; þat er á vetrum svá heitt. at eigi má snerta þat, en á sumrum er þat mátuliga heitt, svá at þar má vel laugaz í, ok margir fá þar heilsubót ok verða heilir ok fá heilsubót af sóttum.

Þar næst liggr Einarsfjörðr; þar stendr kostulig kirkja, helguð hinum heilaga Nicolaus. Millum hans ok Ramnsfjarðar stendr bær mikill, sem heyrir konungi til; sá bær heitir Foss, ok veitir konungr at léni; þar nær liggr vatn mikit fult af stórfiski, ok þá er mikil regn koma ok vatnit þverr, liggr útaluligr fjöldi fiska eptir á sandinum.

Þá er siglt er inn Einarsfjörð er á vinstri hönd vík, sem heitir Þorvaldsvík, ok lengra inn í firðinum sama megin er lítit nes, sem heitir Klíningr, ok enn innar er vík, sem heitir Grafarvík; inn frá Grafarvík er bær mikill, sem heitir Dalr ok heyrir dómkirkjunni til. Á hægri hönd, er inn siglir fjörðinn til dómkirkjunnar, sem stendr inn í botni [fjarðarins], er skógr mikill ok heyrir dómkirkjunni til; í þessum skógi heldr dómkirkjan allan sinn fénað, bæði stóran ok smáan. Dómkirkjan á allan Einarsfjörð, svá ok ey þá hina miklu, sem liggr fyrir utan Einarsfjörð ok heitir Reiney; er hún svá kallað af því, at þar ferr um haustum útalligr fjöldi reindýra. Þar er almennings veiðiskapr, en þá eigi fyrir utan byskups leyfi. Ok á þeiri ey er hinn besti telgisteinn (el. talgu-), sem á Grænlandi sér, svá náttúruliga góðr, at þeir gera þar af grýtur ok kannur, ok er sá steinn svá staðugr, at eldr skeðr honum ekki, ok af einum steini eru svá mikil ker ger, at taka 10 eðr 12 tunnur. Lengra vestr fyrir landit liggr ey, sem heitir Langey, ok á þeiri eyju standa 8 stórir bóndabæir. Dómkirkjan á alla eyna fyrir utan tíund, tíundin liggr til Hvalseyjarkirkju.

Næst Einarsfirði liggr Hvalseyjarfjörðr. Þar er kirkja, sem heitir Hvalseyjarfjarðarkirkja. Hún á allan fjörðinn ok svá allan Kambstaðafjörð, sem er næstr. í þessum firði stendr bær mikill, sem konungi til heyrir ok heitir Þjóðhildarstaðir.

Þar næst liggr Eiríksfjörðr, ok fremst í firðinum er ey, sem heitir Eiríksey; hún heyrir hálf dómkirkjunni til ok hálf Dýrneskirkju. Dýrneskirkja (el. kirkjusókn) er hin mesta kirkjusókn í GrænlandÍ; stendr kirkjan vinstra megin er inn siglir í Eiríksfjörð, Dýrneskirkja á alt land inn at Miðfjarðum. Miðfirðir ganga út frá Eiríksfirði rétt í útnorðr, ok lengra inn í Eiríksfirði stendr kirkja undir Sólarfjallum. Hún á alla Miðfjarðu. Lengra inn í firðinum liggr þá Líðarkirkja; hún á alt land inn í botn ok svá hinum megin alt út til Búrfells, en alt út frá Búrfelli heyrir dómkirkjunni til. Þar er bær mikill ok heitir Brattalíð; þar býr lögmaðr.

Nú er þar eptir sagt at fara til eyja. Vestr frá Langey liggja 4 eyjar, sem heita Lambeyjar ok því heitir þar Lambeyjarsund; þat liggr millum Lambeyjar ok Langeyjar. Inn lengra til Eiríksfjarðar er annat sund, sem heitir Fossasund. Þessar eyjar heyra dómkirkjunni til, ok Fossasund er í mynni Eiríksfjarðar. Allar þessar eyjar eru byggðar. Norðan við Eiríksfjörð liggja 2 vikr, heitir annur Ytrivík, en annur Innrivík, þvíat þær liggja svá til.

Þar næst liggr Breiðafjörðr ok úr þeim firði gengr Mjóvafjörðr, þar fyrir norðan er Eyrarfjörðr, þá Borgarfjörðr, þá Loðmundarfjörðr, þar næst ok vestast í Eystribyggð er Ísafjörðr.

Frá Eystribyggð til Vestribyggðar er tylft sjóvar ok alt úbyggt. Í Vestribyggð stendr kirkja mikil, ok heitir Steinsneskirkja. Sú kirkja var um stund dómkirkja ok byskupssetr. Nú eru Skrælingjar í allri Vestribyggð. Þar er gnótt hesta, geita, nauta ok sauða, alt sjálfala, ok engir menn, hvárki kristnir né heiðnir.


Alt þetta sagði oss Ívar Bárðarson, grænlendingr, sem var ráðsmaðr á byskupsstólnum í Garðum um mörg ár, at hann hefði sét, ok hann var einn þeira, sem körnir váru af lögmanni til at fara til Vestribyggðar til þess at reka Skrælingja brott úr Vestribyggð. Ok þá er þeir kómu þar, fundu þeir enga menn, hvárki kristna eðr heiðna, nema gnótt villifjár ok sauða, ok tóku þeir af því fé ok sauðum svá mikit, sem skipin gátu borit, ok sigldu svá heim með þat, ok þar var Ívar með.

Norðr frá Vestribyggð er fjall mikit, sem heitir Himinrjóðsfjall, en lengra en til þessa fjalls má engi sigla, sem lífi vill halda, fyrir sakir hinna margu hafstrauma, er þar liggja um alt hafit.

Á Grænlandi er gnótt silfrbergs, hvítabirnir með rauðum flekkjum á höfðinu, hvítir fálkar (el. valir), hvaltennr, rostungssvörðr ok alls konar fiskr, meiri en í nokkuru aðru landi. Þar er ok marmari, alla vega litr, ok þar er telgisteinn, sem aldrigi skeðr eldr; af þeim steini telgja Grænlendingar potta, grýtur, keröld ok svá stór ker, at eitt má taka 10 eða Í2 tunnur. Þar er gnótt reindýra.

Í Grænlandi koma aldrigi miklir stormar.

Snjór kemr mikill í Grænlandi. Þar er eigi svá kalt sem á Íslandi eðr í Nóregi. Þar vaxa á háfjallum ok undir þeim aldin svá stór sem epli ok góð átu. Þar vex hit bezta hveiti sem verða má.




Fodnoter:

  1. Trykt i DN. V, jfr. GhM III, 888.
  2. Det mente dog P. A. Munch (N. f. H.).
  3. Egl. skr. Tral-.
  4. I den hollandske (Barents) oversættelse lyder de nævnte navne: Hermus, Warandal og Warsdal, Rompeness, Granswijck, Horyhoechte (det er ikke let at se, hvorledes dette kunde blive til Ericks), Liden.
  5. ossen Barents.
  6. Den holl. tekst lyder: „doch naemen sij met haer soe veel vee, als sij int schip laeten conden“.
  7. Eirikss. s. 21. Hun siges her at have ladet opføre en kirke på Brattahlíð, hvilket ikke taler for, at hun havde forladt gården, hvad hun senere kunde have gjort.
  8. Dette bestyrkes ved Einars þ. Sokkasonar, hvor Hvidsærk er en del af „ubygden“ hvorhen man begav sig for fiskeriets skyld.
  9. Se f. eks. Erik d. røde s. 24.
  10. Se Grønland II, 403.
  11. De 5 fjorde skulde være: Kornok, Ika, Arsuk, Arfagfik og Tigssaluk.
  12. Jfr. Pr. Petersens udtalelse i Medd. om Grl. XVI, 413.
  13. Se hans afhdl. i Medd. om Grl. XLVII, 351 f.
  14. Jfr. også Austfjörðr i Einarsfjorden uden nogen tilsvarende 'Vestfjord'.
  15. Om et Útibligs- kan der ikke være tale.
  16. Således må teksten læses, nemlig interpungeres foran í, og ok, der er tilskrevet over linjen, indsættes foran í, men ikke foran hin.
  17. Se Grønland II, 540.
  18. Man væntede følgende orden: 11, 7—9, 12, 10.
  19. Jfr. D. Bruun, Medd. om Grl. LVI, 74. Grønland 11, 284.
  20. Heraf ses, at sætningen „som fødde — aff Grønland“ (17,1—2) er et yngre indskud. Det samme gælder „och — høris (17,7—8,8).
  21. Dette stykke er omarbejdet.
  22. Dette stykke er flyttet om. Prikkerne gælder en udeladelse af en sætning om sejladsens længde til et sted i Irland.
  23. Jeg har ikke lagt vægt pá alle formers kronologiske nøjagtighed.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.