Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

36. Det grønlandske Digt om Atle

1.

I Verden spurgdes

En Rædselsdaad,

Da Mændene fordum

Lagde Raad,

I Løn udspunden

Med Eder bunden,

Dem selv ej mindre

En farlig Leg

End Gjukes Sønner,

Hvem grant de sveg.

2.

Kongernes Skjæbne

Mod Gravens Rand

De skyndede frem,

Sin gode Forstand

Slet Atle brugte,

En Støtte god

Sig selv til Skade

Han fælde lod:

Han Iilbud sendte

Svogrene hurtigen

Did at hente.

3.

Den flinke Frue

Anstrengte sin Tanke,

Hun hørte, hvad Tale

I Løn monne vanke,

Det kneb for den Kloge

Sin Hjælp at fremme,

Thi Buddene sejled,

Hun selv blev hjemme.

4.

Runer hun risted,

Dem vrængede Vinge,

Den Uheldsfører,

Som skulde dem bringe;

Til Heltes Bolig

Ad bugtet Fjord

Atles Sendebud

Siden foer.

5.

Ej aned Man Svig,

Da did de naaede,

Men tændte Ilden

Lod Glæden raade,

Den Herliges Gaver

Paa Søjlen hængte,

Ej Noget ved Sligt

Paafærde de tænkte.

6.

Mødte da Høgnes

Hustru derinde,

Kostbera, en højst

Forsigtig Kvinde,

Hun hilste dem begge;

Ej heller Man savned

Ved Glæden Glømvar,

Hvem Gunnar favned;

Sin Pligt i Agt

Den Høviske tog,

For Gjæsternes Tarv

Hun Omsorg drog.

7.

De indbød Høgne,

Hvis gjerne han kom —

Listen var klar,

Naar Man tænkte sig om —

Da lovede Gunnar,

Hvis Høgne fulgte,

Men Høgne ikke

Sin Ulyst dulgte.

8.

Ædle Kvinder

Frembare Mjød,

Af alskens Mundgodt

Der rigeligt flød,

Hornene rundt

I Mængde gik,

Indtil fuldtnok

Man drukken fik.

9.

Nu Ægtefæller

Sig Lejet imag

Redede efter

Bedste Behag.

Til Runer at skjælne

Kostbera var snild,

Hun staved dem ud

Ved den lysende Ild,

Tungen lige

At holde det galdt,

Forvildrede, svære

At raade de faldt.

10.

Siden med Høgne

Tilsengs hun gik,

Et Drømmesyn

Den Milde fik,

For Fyrsten hun derpaa

Skjul ej lagde,

Saasnart hun vaagned,

Ham frit det sagde.

Kostbera.

11.

Høgne! Du agter

Fra Hjemmet at gaae,

Nøjere Sligt

Du tænke paa!

Runerne kjende

Faa tilfulde,

En anden Gang

Du rejse skulde.

12.

Jeg søgte din Søsters

Runer at tyde,

Ej vil den Skjønne

Jer nu indbyde;

Eet undred mig meest,

Ej kan jeg forstaae,

Hvad af den Kloge

Der kunde gaae,

At vildt hun risted,

Thi skjult det lød,

Som truede Eder

Begge Død,

Naar strax I kom:

Hun fejl har stavet,

Hvis ej en Anden

Det saa har lavet.

Høgne.

13.

Mistænksom er Kvinden!

Ej dertil er Føje,

Paa Sligt jeg som skyldfri

Ej fæster mit Øje;

Det glødrøde Guld

Os Kongen vil fly,

Aldrig jeg ræddes

For Rædsels Ry.

Kostbera.

14.

Det gaaer Eder skjævt,

Hvis did I stunde,

Velkomst venter Jer

Ingenlunde;

Jeg drømte det, Høgne!

Og ikke det dølger,

At Modgang I møde,

Om Værre ej følger.

15.

I Lue jeg saae

Dine Lagen brænde,

Ildsøjler igjennem

Min Bolig rende.

Høgne.

16.

Det Linned, her ligger,

I agte ej paa,

Snart vil det vel brænde,

Som Lagnet Du saae.

Kostbera.

17.

En Bjørn saae jeg komme,

Den Stolper knækked,

Labberne rysted

Og fælt os skrækked,

Dens Flab os magtløse

Gramsed iflæng,

Der var en Staahej

Og den var streng.

Høgne.

18.

Her snart et rasende

Uvejr staaer,

En Østenhagl

Din Hvidbjørn spaaer.

Kostbera.

19.

En Ørn jeg syntes

I Huset fløj

Fra Ende til anden,

Den bliver os drøj;

Med Blod den os stænkte,

Saalunde tog paa,

At Atles Vardyr

I den jeg saae.

Høgne.

20.

Vi slagte paa Kraft,

Det Røde da flyder,

En Ørn i Drømme

Tidt Øxne betyder;

Ærlig trods Drømme

Er Atles Id. —

Nu tav de; hver Tale

Jo har sin Tid.

21.

Nu vaagned de andre

Velbaarne Tvende,

Og dem det Samme

Monne hænde,

Thi Glømvar dømte,

At Faren, som hun

Isøvne drømte,

Forholdt hendes Mage

At vende fra Rejsen

Igjen tilbage.

Glømvar.

22.

Først rejst for Dig

En Galge stod,

Som om Du hænges

Skulde, det lod,

Saa syntes det mig

Jeg kom tilstede,

Hvor Orme skulde

Dig levende æde,

Nær mig tyktes

Magternes Bane;

Raad nu selv,

Hvad Sligt lader ane!

23.

Man drog af din Skjorte

En blodig Klinge

[Haardt er det sin Mand

Slig Drøm at bringe],

Igjennem dit Liv

Et Spyd der stak,

Ved Enderne tudede

Ulvepak.

Gunnar.

24.

Hunde her løbe,

De gjøe vel snart,

Tidt varsler Hundeglam

Spydenes Fart.

Glømvar.

25.

En Elv jeg saae

Gjennem Huset strømme,

I brusende Fart

Over Bænkene svømme,

Paa begge Jer Brødre

Fødderne bryde,

Intet den skaante,

Sligt maa dog betyde.

26.

Spøgelsekvinder

Jeg syntes kom hid

Inat, ej vare de

Klædte med Flid,

De vilde Dig kaare,

De hastede saare

At byde dig ind

Til deres Stade;

Jeg troer dine Diser,

Dig nu forlade.

Gunnar.

27.

Bagsnak er dette,

Ej ændres Sagen,

Ej slippe vi Rejsen,

Beslutning er tagen;

Af mange Ting

Det synes dog givet,

At kort vi skulle

Kun nyde Livet.

___________

28.

Til Farten de Helte,

Da Dagskjæret blinked,

I Hast sig rejste,

De Andre dem sinked;

Fem fore de sammen,

Kun ti der vare —

Ilde betænkt —

I Huskarles Skare;

Høgnes Sønner

Med Faderen droge,

Snævar og Solar;

End med sig de toge

En Mand, som hed Orkning.

En Skjoldmand rar,

Der Broder til Høgnes

Hustru var.

29.

Til Flodens Bred

Fruer i Stads

Dem fulgte ned;

At standse dem stadigt

De Skjønne troede,

Men ikke hine

Sig sige lode.

30.

Men Gunnars Hustru

Glømvar nu

Sagde til Vinge,

Værdig i Hu:

"Mon os efter Ønske

I ville gjengjælde?

Et Gjæstebesøg

Kan være en Fælde."

31.

Vinge da svor

Det farlige Ord,

At Jætter ham toge,

Om Løgn han dem bød,

Galgen hans Krop,

Om Freden han brød.

32.

Til Orde nu

Bera tog,

Blid i Hu:

"Sejler med Held,

Og henter Lykke,

Skee, som jeg ønsker,

Intet det rygge!"

33.

Da svarede Høgne,

Sin Slægt var han god:

"Hvad der end hændes,

I holde jert Mod!

Sligt vanligen siges

Med Forskjæl stor,

Letsindigt Mangen

Fra Hjemmet foer."

34.

Til Afskeden kom,

De vexlede Blik;

Da skiftede Skjæbnen,

Og skilte de gik.

35.

Mægtigt de roede,

Halvt Kjølen afrendte,

I baskende Tag

Sig for Aarerne spændte,

Og haled saa fast,

At Tollene knak

Og Baandene brast;

Ej Standsning de gjorde

Med Baaden, førend

De gik fraborde.

36.

En Stund derefter —

Nu vi staae

Ved Rejsens Ende —

Sig hæve de saae

Borgen, hvor Budle

Før havde Bo;

Højt knagede Porten

For Høgnes Kno.

37.

Vinge da mælte

Utidige Ord:

"Hold Jer fra Huset,

Hvor Falskhed boer,

Let fik jeg Jer fanget,

Mod Døden det stunder,

Sød var min Tale,

Men Svig var derunder;

Her kunne I bede,

Imedens jeg Galgen

Skal Eder berede."

38.

Det kvad Høgne,

Han gav sig ej,

Intet ham skræmmed

Der kom ham i Vej:

"Vogt Dig, Du nødig

Os Trusler byde,

Knyer Du et Ord,

Skal det fælt Dig fortryde!"

39.

De tumlede Vinge,

De slog ham ihjel,

Med Øxer uddreve

Hans gispende Sjæl.

40.

I Brynjer fore

Nu Atles Mænd

Og ginge til Gjærdet

Rustede hen,

Med Ord de ypped

En heftig Kiv:

"Her lagde vi Raad,

At tage jert Liv."

41.

"Daarligen have I

Raad oplagt,

Naar ej I tage Jer

Bedre i Agt;

Alt Een af Eders

Vi sendte til Hel,

Her ligger en Karl,

Som er pryglet ihjel."

42.

Ved Sligt at høre

Af Harme de brændte,

Fingrene strakte,

Strængene spændte,

Bag Skjolde skarpe

Skud udsendte.

42.

Om Værket derude

Man inde fik Bud,

Højt raabte for Hallen

En Træl det ud.

44.

Gudrun raste,

Da Sorgen hun hørte,

Store Kjæder

Om Halsen hun førte,

Bort dem alle

Hun rev i Hast,

Slængte Sølvet,

Saa Ringene brast.

45.

Ud foer hun ad Døren,

Med Lempe just ej,

Og stiled til Niflunger

Frejdig sin Vej;

Med Velkomsthilsen,

Den sidste for dem

Meent i Sandhed,

End sagde hun frem:

46.

"Med Tegn jeg fraraadte

Fra Hjemmet at tage,

Men Skjæbnen ej magtes,

Hid maatte I drage."

Forstandig hun søgte

At stifte Forlig,

Men Ingen det agted,

Man vægrede sig.

47.

Da saae den Højbaarne,

At Legen blev hed,

Paa Stordaad hun pønsed,

Sin Kaabe smed,

Til Brødrenes Værge

Greb blottet Sværd,

Tungt faldt hendes Haand

I Kampen der.

48.

To Karle dræbtes

Af Gjukes Datter,

Til Atles Broder

Hun hug saa atter,

Man bar ham siden,

Thi saa hun slog,

At Foden fra neden

Hun fra ham tog;

Saa traf hun en Anden,

Han laae, hvor han stod,

Ej skjalv hendes Haand,

Da hun falde ham lod.

49.

Den Strid, her stod,

Blev vide omtalt,

Men Gjukungers Daad

Fordunklede Alt;

De Niflunger sagdes

Til sidste Stund

At svinge Sværdet

Af Hjærtens Grund,

For Kamp at øve,

Brynjer splitte,

Hjælme kløve.

50.

Fra Morgen til Middag

Førtes Striden,

Op ad Dagen

Fra Ottetiden;

Ej Kampen endtes,

Før Markerne fløde

Med Blod og atten

Mænd laae døde;

Overhaand over

Disse Svende,

Fik Beras Broder

Og Sønner tvende.

51.

Mælte da Atle

Vred var han:

"I have os redet

I ynkelig Stand,

Tredive stridbare

Mænd vi vare,

Elleve leve,

En hullet Skare;

Fem Sønner Budle

Sig efterlod,

To døde og her ligge

tvende i Blod."

52.

"Mægtige Svogre

I Sandhed vi tinge,

Du farlige Kvinde!

Men Nytten var ringe;

Siden Du gaves

I vore Hænder,

Var Freden sjælden, —

Jeg mister Frænder

Og sviges for Gods;

Dog værst mig rørte,

At I til Døden

Min Søster førte.

Gudrun.

53.

Mindes dog, Atle,

Hvad først Du øved!

Min Moder Du Livet

For Skatten berøved,

Min Søsterdatter,

Den vakkre Sjæl,

Du lod i en Hule

Sulte ihjel;

Det løjerligt er,

Naar om Sorg Du snakker,

For ilde, det gik Dig,

Jeg Guderne takker.

Atle.

54.

Kommer nu, Jarler,

Jeg ønsker, I skulde

Øge den Skjønnes

Harm tilfulde;

Strænger Jer an,

Saa Gudrun græder,

Gjerne jeg seer,

At hun ikke sig glæder!

55.

Tager nu Høgne

Og flænger ham op,

Skjærer ham Hjærtet

Ud af hans Krop!

Gunnar den Glubske

Til Galgestokke

Forsvarligt l binde,

Did Orme I lokke!

Høgne svarede:

56.

Gjør, som Du lyster!

Jeg glad mig føjer,

Værre jeg prøved,

Sligt let jeg døjer;

Mens vi var raske,

Vi gik Jer paa Livet,

Nu i din Vold

Er den Saarede givet.

57.

Bryden Bejte

Da mælede saa:

"Hjalle vi gribe,

Lad Høgne gaae!

Halv Gjerning vi gjøre,

Han Døden bør smage,

En Usling han bliver

Dog alle Dage."

58.

Ræd blev Kokken,

Fra Post han løb,

Klynkede svært

Og i Krogene krøb,

Han klaged sin Ynk,

Det var jo en Skam,

At Andres Strid

Gik ud over ham;

Saa nødig fra Svinene

Døe han gad,

Og al hans anden

Herlige Mad.

59.

Budles Braser

Til Kniven de førte,

Han tuded, den Pjalt,

Før Odden ham rørte,

Endnu han kunde

Jo Marken gjøde,

Det værste Slid,

Hvis ikke han døde;

Meget glad

Skulde Hjalle blive,

Blot Man vilde

Ham lade ilive.

60.

Nu sindede Høgne,

Sligt Faa kun vilde,

Til Trællens Frelse

Sig selv at stille:

"Den Leg kan jeg lettelig

Selv udføre,

Hvi skulde vi længer

Hans Skraalen høre?"

61.

De grebe den Ædle,

Ej kunde med Rette

Stormodige Kjæmper

Den Gjerning opsætte;

Da lo han — en Lyd

For Alfer det var,

Saa kjækt han stod sig

Og Pinen bar.

62.

Med Tæerne Gunnar

Sin Harpe lod klinge,

Dens Lyd kunde Kvinder

Til Taarer bringe,

Og Kjæmper blev bløde,

Naar stærkt den klang:

Han Dronningen raaded;

Sangstavene sprang.

63.

Ved Daggry de Herlige

Livet forlod,

Urokket til Enden

Forblev deres Mod.

64.

Stor tyktes sig Atle,

Han over dem skred,

Gav haanlig om Harmen

Den Vakkre Besked:

"Det dages, Gudrun!

Du misted de Kjære,

Du selv for en Deel

Maa Skylden bære."

Gudrun.

65.

Hoverende lægger

Du Mordet for Dagen,

Men Angeren kommer,

Ej endt er Sagen;

Den Arv har Du faaet,

Ej kan jeg det dølge;

Saalænge jeg lever

Dig Ondt skal følge.

Atle.

66.

Sligt kan jeg forhindre,

Mit Raad Du lyde,

Da vorder det bedre,

Tidt Godt vi forskyde;

Med Trælle og herlige

Gaver jeg trøster,

Med sneehvidt Sølv,

Alt hvad Du lyster.

Gudrun.

67.

Dit Haab er forgjæves,

Jeg vrager Alt,

Forlig jeg brød,

Som mindre galdt;

Streng var jeg før,

Men nu er det steget,

Mens Høgne leved,

Jeg fandt mig i meget.

68.

I Huset vi fostrede

Bleve tilsammen,

I fælleds Lege

Vi søgte vor Gammen,

Opvoxed i Lunden,

Os Grimhild pryded

Med smukke Kjæder,

Og Guld os yded:

Du aldrig Brødrenes

Bane mig bøder,

Ingen Gjerning

Mig Gunst afnøder.

69.

Dog Mandens Magtsprog

Er Kvindens Nød,

Svækket Arm

Lægger Haanden i Skjød,

Naar Roden er borte,

Kan Træet ej staae:

Nu Alt skal efter

Din Vilje gaae.

70.

En Daare var Kongen,

Han troede derpaa,

Skjøndt Listen med Agt

Man lettelig saae,

Skjult kunde Gudrun

Sin Tanke holde,

Stille sig mild,

Bære tvende Skjolde.

71.

Til Brødrenes Arveøl

Gjorde hun Gilde,

Atle det Samme

For sine vilde.

72.

Aftalt var det,

Man lavede Gilde,

Men altfor meget

Gik der tilspilde;

Højsindet hun haardt

Mod Budlunger stred,

Tog Hævn over Manden

Med Grusomhed.

73.

Hun lokked de Smaa,

Over Bjælken dem bøjed,

Sligt kun lidet

De Viltre fornøjed,

Dog græd de ikke

Men Moderen fulde

I Favn, og spurgte

Om hvad de skulde.

74.

"Spørg ikke derom,

Jeg vil dræbe Jer, Drenge!

Mod Ælde at sikkre Jer

Lysted jeg længe."

75.

"Dræb kun dine Børn,

Det kan Ingen forbyde,

Men hvis Du vor Barndom

Saa brat vil afbryde,

Faaer Vreden nok Hast" —

Det gik efter Sinde,

Af begge skar Halsen

Den stridige Kvinde.

76.

Men Atle spurgte,

Hvorhen monne gaae

Hans Drenge til Legs,

Han ikke dem saae.

Gudrun.

77.

Saa hør da! Nu er der

Ej andet Raad,

Og Grimhilds Datter

Ej dølger sin Daad,

Men naar Du erfarer

Den hele Sag,

Atle! den volder

Dig liden Behag;

Stor Vee Du vakte,

Da Brødrene mine

Af Live Du bragte.

78.

Sjælden sov jeg,

Siden de faldt;

Jeg trued Dig haardt,

Og jeg husked Dig Alt.

Grant mindes jeg Morgnen,

Du bragte mig Bud,

Nu kom der en Aften,

Hvor Du fritter ud.

79.

Nu haver Du dine

Sønner mistet,

Den Skjæbne skulde Du

Nødigst fristet;

Hjernens Skaller,

Det end Du vide,

Stande som Bægere

Ved din Side;

En Drik, vel drøj,

Jeg lave Dig lod,

I den jeg blandede

Deres Blod.

80.

Dig Hjærterne stegte

Paa Spid jeg bragte,

Som Kalvehjærter

Du paa dem smagte,

Beholdt dem for Dig

Og satte dem ned,

Ivrigt tyggende

Kjæverne sled.

81.

Nu veed Du det, sjælden

Man Værre sig henter;

Min Deel jeg gjorde

Og Roes ej venter.

Atle.

82.

Gudrun! en grusom

Daad du begik,

Med Blod af dit Barn

At blande min Drik;

Dig sømmede mindst

Det Drab forvist,

Mig volder Du Ondt

Med liden Frist.

Gudrun.

83.

End gjerne Dig selv

Jeg dræbe vilde,

Slig Konge behandles

Ej noksom ilde;

Med uhørt Grumhed

Paa denne Jord

Forhen rasende

Frem Du foer;

Nu kommer end til

Hvad nys der skete,

Din sidste Udaad

Dit Gravøl beredte.

Atle.

84.

Stenes Du skulde

Og brændes paa Baal,

Da naaede din Færd

Sit rette Maal.

Gudrun.

Da vilde imorgen

Du selv være den,

Som blev rammet af Sorgen;

Mig fører vist

En skjønnere Død

Til Lyset hist.

85.

Fjendske de sammen

I Hjemmet sade

Med heftig Ordstrid,

Lidet glade.

86.

Men Hadet voxed

I Niflungens Bryst,

Tanken ham gav

Til Stordaad Lyst;

Han aabenbared

For Gudrun nu,

At han mod Atle

Var gram i Hu.

87.

Hende randt Høgnes

Medfart isinde,

Hun priste ham Lykken,

Ved Hævn at vinde;

Snart derefter

Man Atle vog,

Med Høgnes Søn

Ham Gudrun slog.

88.

Da talte den Djærve,

Af Søvnen opjaget,

Saaret han følte,

Bindet blev vraget:

"Siig frem, hvo er det,

Som Budlungen fælder?

Man handlede med mig,

Saa Livet det gjælder."

Gudrun.

89.

Ej Grimhilds Datter

Vil skjule sin Færd,

Viid kun, det er mig,

Som volder her,

At Livet Du mister,

At Saaret Dig svækker:

Men Høgnes Søn

En Haand mig rækker.

Atle.

90.

Du foer til et Drab,

Som ej har Lige,

Ondt er det en Ven,

Som troer Dig, at svige;

Fra Hjemmet, Gudrun!

Jeg bejlende drog,

Dengang jeg Dig

Til min Hustru tog.

91.

Som Enke Du sad,

Stormodig Du hed,

Og Løgn var ej dette,

Thi nu vi det veed;

Hid drog Du fra Hjemmet,

Os fulgte en Hær,

Og stadselig var

Vor hele Færd.

92.

Der alskens Pragt

Af fornemme Mænd

For Dagen blev lagt;

Oxer i Mængde

Vi rigelig nød,

Mange skjød til,

Saa af Føde der flød.

93.

Jeg skjænked den Stolte

I Fæstensgave

Smykker i Mængde,

Syv Terner brave

Og tredive Trælle,

Alt efter Skik,

Dog mere end vanligt

Sølv Du fik.

94.

Alt det Du regned

For Intet at være,

Jeg skulde Dig Budles

Lande forære,

Det havde Du stedse

Snedigt isinde,

Ej i din Lod

Du vilde Dig finde;

Din Svigermoder

Tidt grædende sad,

Og Tyendet saae jeg

Aldrig glad.

Gudrun.

95.

Nu lyver Du, Atle!

Skjøndt Gjensvar er spildt:

Tidt var jeg streng,

Men Du husede vildt,

Fra Ungdommen mellem

Jer Brødre Man hørte

Om Strid, den Ene

Den Anden beførte,

Til Hel det halve

Huus jo foer,

Alt vaklede, hvori

Hygge boer.

96.

Tre Sødskende var vi,

Ej lette at tvinge,

Ifølge med Sigurd

Paa Tog vi ginge;

Hver havde sit Skib,

Og vi krydsede om

Paa Lykke og Fromme,

Til Østland vi kom.

97.

En Konge vi fælded,

Fik Landet ihænde,

Os Herserne tjente,

Et Frygtens Kjende;

Fra Skoven vi hented,

Hvo Fred skulde have,

Hvo Intet besad,

Vi Velstand gave.

98.

Men Huneren døde

Og Lykken sig nejed,

Stor Sorg som Enke

Den Unge ejed;

Atles Hjem

Var den Livliges Gru,

Tungt sin Helt

Hun savnede nu.

99.

Om Dig Man aldrig

Paa Kampthing hørte,

At Sag mod Andre

Du gjennemførte,

Stedse Du veg,

Holdt aldrig Stand,

Dog godt det skjultes

[Du fejge Mand.]

Atle.

100.

Nu lyver Du, Gudrun!

Til liden Baade

For Dig eller mig

I al vor Vaade;

Gudrun! Naar bort

Man nu mig steder,

God Du være

Og vise mig Hæder.

Gudrun.

101.

Et Skib, en Steenkiste,

Vil jeg kjøbe,

Med voxede Bleer

Dit Lig omsvøbe;

Alt Fornødent

Skal agtes tilfulde,

Ret som vi vare

Hinanden hulde."

102.

Atle blev Lig

Til Sorg for de Nære;

Den Ædle fuldbyrded

Sit Løvte med Ære.

Forsætlig sit Liv

Vilde Gudrun øde,

Men sparet det blev,

Først siden hun døde.

103.

Lyksalig siden,

Hvo Afkom faaer,

Der lige med Gjukes

I Heltemod staaer!

Udødelig disses

Roes skal stande

Hos Folkefærd

I alle Lande.