Det islandske Lovbjerg

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kristian Kaalund (1844-1919)

Det islandske Lovbjerg

Af Kristian Kaalund

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1899

Da nærværende forf. i I. bind af »Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island« (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (lǫgberg), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.

Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.

Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold ɔ: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft, Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (lǫgrétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.

Lovbjerget omtales mangfoldige gange i kilderne, men intetsteds angives dets beliggenhed. Først i en år 1700 af lagmanden Sig. Bjørnsson nedskreven bodfortegnelse »efter ældre folks udsagn«henvises der til nutidstraditionens lovbjerg (se kortets nr. I), idet der til nærmere bestemmelse af en bod øst for åen siges, at den ligger »kort fra det gamle lovbjerg, som var mellem kløfterne og med en snæver adgang« ; til denne hypotese sigter åbenbart den omtrent samtidige oldforsker, Jon Olafsson fra Grunnavik, når han imødegår dem, »som af Njåla mener at kunne slutte, at 'lovretten' (af ham sammenblandet med lovbjerget) har været øst for åen«, og af henvisningens ordlyd fremgår allerede, hvor ringe troværdighed der kan tilkomme en antagelse, som hviler på så løst et grundlag. Den her antydede beliggenhed af lovbjerget — øst for tingsletten, i udkanten af den derværende lavastrøm — kan i virkeligheden heller ikke støttes ved nogen gammel kilde, medens adskillige vidnesbyrd taler bestemt derimod og utvivlsomt viser, at lovbjerget må have ligget vest for Øxará.

De direkte beviser må hentes fra Sturlunga saga som den saga, der giver de omstændeligste bidrag til altingstopografien, og netop denne saga står også som historisk kildeskrift højest af de islandske sagaer; beviserne er følgende:

1. Ved år 1181 fortæller sagaen (Oxf.-udg. I, 83—84), at Sturlungernes stamfader, høvdingen Sturla Þorðarson, en dag, da folk i talrig mængde kom til lovbjerget, gik frem på befæstningen (virket) foran sin bod og holdt en tale til den forsamlede mængde. Sturlas bod var den såkaldte Hlaðbuð, denne vides at have ligget vest for åen, og i dens umiddelbare nærhed må altså lovbjerget søges, selvfølgelig ligeledes vest for åen.

2. Ved år 1216 (Oxf. I, 235) fortælles, at den bekendte Snorre Sturluson, hvis sædvanlige bod Valhal lå på voldene øst for åen, den sommer — da han var indviklet i strid med indehaveren af naboboden til Valhal — indrettede sig en bod nordfor lovbjerget (kun enkelte yngre papirsafskrifter har »lovretten«), og at både han og hans brødre, sålænge dette alting varede, opholdt sig vest for åen; altså må også lovbjerget have ligget vest for åen.

3. Ved år 1229 berettes (Oxf. I, 291—92), at der var en strid mellem Sturlungerne indbyrdes, navnlig mellem Snorre Sturluson, til hvem broderen Þórðr (Tord) sluttede sig, og Snorres broderson Sturla, som støttedes af sin fader Sighvat. For at undgå sammenstød på altinget foreslog Sighvat den ældste broder Tord at overlade Sturla Hlaðbúð, da det var rådeligst, at hvert af de 2 partier var på sin side af åen, hvad denne gik ind på. Det er således tydeligt, at Snorre har holdt til øst for åen i sin sædvanlige bod Valhal, Sturla (og Sighvat) derimod vest for åen i den i Sturlungeslægtens høvdingedømme (Snorrunga goðorð) nedarvede Hlaðbúð. Under tinget lod derefter Sighvat sine tillysninger foregå fra lovbjerget, Snorre derimod lod, mod reglen, en fredløshedsstraf forkynde i lovretten. Som dr. B. Olsen har gjort opmærksom på, kan dette vistnok ikke forklares anderledes, end at Snorre ikke har haft adgang til det vest for åen liggende lovbjerg og derfor har måttet nøjes med at foretage bekendtgørelsen i den øst for åen liggende lovrette.

Et direkte vidnesbyrd om lovbjergets beliggenhed vilde vi sandsynligvis have i Grågås (I a, s. 39), hvis ikke uheldigvis skriveren havde undladt at fuldføre perioden. Domstolene skal første lørdag i tingtiden fra lovbjerget i procession føres ud til rydning og være ude til søndag morgen; »hvis man da ikke kan gå tørt ud i holmen« er ordene, hvormed der afbrydes. Da rydningen af domstolene synes at være foregået på selve domstedet, og domstolenes plads må antages at have været voldene, er det ikke rimeligt, at ordene i Grågås sigter til Øxaráholmen som stedet for rydningen; snarere har herved været angivet vejen for processionen fra lovbjerget over til landet øst for åen.

Ved siden af disse direkte vidnesbyrd om lovbjergets beliggenhed vest for åen står det ejendommelige tilfælde, at just den plads i lavamarken øst for åen, som nutids-traditionen udpeger som lovbjerget, efter al sandsynlighed i selve kilderne udpeges som stedet for en bod, den oftere omtalte Byrgisbúð (o: den [ved naturlig begrænsning] indelukkede bod). Når nemlig Sturlunga saga ved år 1120 (Oxf. I, 26) fortæller, at da domstolen på grund af det ene partis voldsomhed ikke kan sættes på det sædvanlige sted, føres den østerpå i lavamarken til Byrgisbúð, »hvor kløfter værner på de 3 sider, men et skansegærde på den fjærde«, så synes her ganske tydelig lovbjerget skildret

Til det ovenanførte kommer, at der i 17.—18. årh. s forfatteres omtale af altingslokaliteterne foreligger fuldgyldigt bevis for den nuværende lovbjerg-traditions uægthed. Når således den bekendte lærde præst, Arngrim Jonsson kan betegne det sted vest for åen, hvor lovretten i hans dage stod, som lovbjerg, og når Jon Olafsson fra Grunnavik ganske skønsvis udpeger en plads for lovbjerget, uagtet han i sin ungdom 8 år i træk i følge med en af lagmændene ugevis havde opholdt sig på altingsstedet, viser det tydelig nok, hvorledes forholdene har været; at en tradition om fristatstidens lovbjerg umulig kan have været bevaret, fremgår også klart af, at al erindring om fristatstidens retsforhold forlængst var glemt, man slog i almindelighed domme og lovrette sammen (i lighed med forholdenes senere udvikling) og lod denne institution have sit sæde paa »lovbjerget«, hvilket udtryk sædvanligvis brugtes ensbetydende med tingsted.

Medens den negative side af den opgave at redegøre for det islandske lovbjerg — nemlig at vise, at lovbjerget ikke kan have været øst for Øxará — er forholdsvis let, er det selvfølgelig vanskeligere at udpege, på hvilket sted vest for åen det må søges, og her kan man ikke vænte at nå mere end en vis grad af sandsynlighed. At lovbjerget, som i lighed med vårtingenes »tingskrænt« (þingbrekka) må være et ophøjet sted, hvorfra der kan tales til en større forsamling, skal søges på et eller andet punkt af Almannagjás østre skråning, er omtrent givet. Da Sturla fra sin bod kan tale til den ved lovbjerget forsamlede mængde, må lovbjerget have ligget i kort afstand fra denne; Sturlas bod var som nævnt Hlaðbúð: Hlaðbúð nævnes også i Njåls saga, hvor dens beliggenhed temlig nøje angives; den må søges ved indgangen til Almannagjá, hvor en ridesti fører ind i kløften og noget længere nede gennem et snævert pas op over dennes vestervæg, og falder efter al sandsynlighed sammen med traditionens Snorrabúð (som har navn efter den i Kristni saga optrædende Snorre gode, fra hvis slægt Snorrunga goðorð gik i arv til Sturlas fader). Da der nu netop på kløftvæggen nord for Snorrebod befinder sig en tildannet flade (se kortets nr. II), hvor man på Jon Olafssons tid havde fundet en række kresformig opstillede sten passende til sæder — lovsigemanden gav et begrænset antal mænd adgang til lovbjerget —, ligger det nær med Jon Olafsson at udpege denne plet som den for lovbjerget sandsynligste. Adskilligt kan også tale for denne plads; dens beliggenhed er central, de akustiske forhold er gode, således som det er prøvet af dr. B. Olsen, først 1880, senere 1896 i forening med nuv. kaptejn D. Bruun; de udtryk, hvori sagaerne lejlighedsvis omtaler lovbjerget, passer godt hertil, således når ifølge Njåls saga en gang det ene parti tog plads oppe ved lovbjerget, det andet nedenfor, eller når ifølge Sturlunga saga (Oxf. I, 279) Snorre Sturluson, der som det vil erindres som regel lå i bod øst for åen, ved tingets slutning plejede at ride til lovbjerget for at træffe folk; ja selve navnet synes at kræve en lokalitet af omtrent denne beskaffenhed, hvorhos de angivne grundes vægt forstærkes ved de langt ugunstigere forhold ved »traditionens lovbjerg«.

Det vil let ses, at overfor det her samlede bevismateriale er en arkæologisk undersøgelse egentlig ganske irrelevant. Hovedspørgsmålet er: har lovbjerget ligget øst eller vest for Øxará? Hovedbeviset i denne henseende er de fra Sturlunga saga hentede citater; enten må disse svækkes ved modbeviser eller bortfortolkning, eller også er spørgsmålet allerede afgjort. Overfor de mere indirekte beviser lader den større eller mindre sandsynlighed sig selvfølgelig diskutere, men også her må man ad ræsonnementets vej nå et resultat. Den stedlige undersøgelse kan væsentlig kun have betydning overfor spørgsmålet, på hvilket sted vest for åen lovbjerget skal søges, og også her bliver dens værdi begrænset, da der ingen ydre kendetegn lader sig påvise for lovbjergets beskaffenhed. Det er ingenlunde givet, at lovbjerget har været tildannet ved menneskehånd, og selv om det har været det kan sporene forlængst være udslettede eller det oprindelige være afløst af yngre bygningsværk. Sig. Vigfusson synes selv at have haft en følelse heraf, idet han i sin afhandling oftere forbeholder sig at komme tilbage til spørgsmålet om lovbjergets beliggenhed og kun i almindelighed udtaler sin uenighed med sin broders og min opfattelse, medens indholdet af hans afhandling væsentlig er en i dagbogsform holdt beskrivelse af de af ham på altingsstedet foretagne udgravninger.

Han har her foruden nogle boder udgravet det formodningsvis udpegede sted for »det nye lovbjerg« (kortets nr. II) og de bygningsrester — en af en kresformig græstørvsindhegning omgiven aflang — firkantet tomt — , som findes på »traditionens lovbjerg« (kortets nr. I). Af I giver S. Vigfusson en udførlig beskrivelse med tilhørende opmåling; om den firkantede tomt vil han hævde, at den næppe har været nogen gammel høvdingebod, da den ikke synes at have været synderlig solid opført; derimod anser han kresen for ældre uden nærmere at udtale sig om dens anvendelse. Det synes, som kortets nr. I i forrige århundrede undertiden har været kaldet lovrettetangen (logréttustong), og S. Vigfusson gætter derfor på, at tomten kan have været en bygning for lovretten, om hvis forlæggelse hertil ellers intet vides. Byrgisbúð vil han som nævnt søge længere mod nord, og han er ivrig for at bevise, at I kan have været hensigtsmæssigt til brug for lovsigemands-virksomheden. — Udgravningen af II, hvorfra den mærkelige kres af stensæder allerede borttoges på Jon Olafssons tid, gav som resultat, at her på kløftskrænten, ved en ret betydelig opfyldning og underbygning mod øst, var tilvejebragt en jævn flade (c. 60 fod i diameter); under overfladen, midt i opfyldningen, fandtes en sammenstablet stendynge og noget herfra aske, hvilket han anser for ældre end den øvrige påfyldning og snarest for rester af et ildsted fra en af de omliggende boder, medens han med hensyn til den jævnede plads gætter på, at her en gang har stået en forskanset bod. Som lovbjergsplads forekommer stedet ham ikke tiltalende.

Overfor dette indlæg er man så heldig at kunne indrømme alt og dog have hovedpåstanden uanfægtet. Udgravningen på I forekommer mig ingenlunde at godtgøre, at de derværende bygningsrester ikke er lævninger af en forskanset bod, men selv om så var, vilde ikke dermed være bevist, at her ikke i fordums tid kunde have ligget en bod (Byrgisbúð); og var det endog bevist, at Byrgesbod ikke har ligget her og at stedet kan have været brugeligt som lovbjerg — hvad det næppe er—, så vilde dog ikke dermed være godtgjort, at fristatens lovbjerg har ligget her, så længe alle vidnesbyrd går i retning af, at det må søges vest for åen. Udgravningen af II er heller ikke afgørende. Dr. B. Olsen formoder, at stendyngen og asken er resterne af et offersted fra tingindvielsens ældste dage, som lovbjergsreguleringen senere har skjult, og han fremhæver, at udgravningens resultater i forbindelse med efterretningen om den tidligere herværende stenkrés fuldt ud så meget taler for, at her har været lovbjerg, som for bodplads eller forskansning. Men selv om S. Vigfusson havde ret i, at det her forefundne menneskeværk intet har med lovbjerget at skaffe, står den mulighed tilbage, at arbejdet kunde være udført efter fristatstidens slutning på lovbjergets plads. Og forudsat endog at lovbjerget aldrig har været her, er dermed ikke bevist, at dette ikke må søges vest for åen, særlig et andet sted på østskrænten, kun er foreløbig dets plads indenfor dette område ubekendt.

Som enderesultat tør fastslås: Lovbjerget har været vest for Øxará, vest for åen kan det kun søges på Almannagjás østskrænt, på østskrænten må det have været nær Hladbod og kort fra den ind i Almannagjá førende vej ; har det ikke været på kortets nr. II, må det altså sandsynligvis søges på den nærmeste klippeknude syd for vejen til kløften.

__________

I en vis forbindelse med lovbjerget står den måde, på hvilken man i de to altingsuger skønnede dagstiden, for så vidt som lovbjerget i visse tilfælde var det sted, hvorfra iagttagelserne skulde gøres. Da dette spørgsmål gentagne gange har været behandlet og forskellig besvaret, og heller ikke i IB (I, 111—13, sml. II, 406) har fundet sin endelige løsning, vil det være hensigtsmæssigt her at forsøge en redegørelse.

Almannagjá, Þingvellir. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2014.

Ved dagstidernes beregning var det selvfølgelig solens stilling, der var det afgørende. Morgen og aften betegnedes sædvanligvis ved det tidspunkt, når solen »kommer på« og »går af« tingsletten (en enkelt gang, Gråg. I a, s. 66, bruges udtrykket »er nede«), det vil vel sige: når solen (i klart vejr) beskinner og ophører at beskinne tingstedet — hvad der i altingstiden indtræffer c. 2,45 f. m. og 8,30 e. m.. Men desuden angaves i Grågås som tidspunkt for visse handlinger »når sol er på den vestre kløftklippe (gjáhamarr)« eller »kommer (er kommen) på den højere (vestre) kløftkant (gjábakki)«, — hvortil føjes »fra lovsigemandens plads på lovbjerget at se». Om lovbjergets beliggenhed kan denne tilføjelse ikke give noget fingerpeg, da forholdene må stille sig omtrent ens fra kortets I og II. Derimod har den rette forståelse af disse steder nogen betydning for opfattelsen af fristatens retsvæsen. Spørgsmålet er, om også her sigtes til solens skin (på visse partier af altingsstedet), eller om visse punkter af altingsstedet er bleven brugte som 'dagsmærker', således at solens stilling over disse angiver bestemte dagstider ('klokkeslet'). At de forskellige spidser på Almannagjás vestervæg kan bruges som dagsmærker, må anses for givet. Den tvivl, som nærværende forf. i denne henseende i sin tid nærede og som bestyrkedes ved en til Tingvoldpræsten rettet, misforstået forespørgsel , har jeg i tillæggene til IB berigtiget; fjældvæggen danner på en lang strækning altingsstedets vestlige horizont, over hvilken solen ses at bevæge sig fra c. kl. 2 e. m. til dens nedgang under denne (c. 8,30 når dagen er længst). Men Grågåsens udtryk er i og for sig tvetydige, hvorfor jeg trods berigtigelsen fastholdt, at også »når sol er (kommer) på den vestre kløftskrænt« etc. snarest betegnede solens skin og altså i det væsentlige vilde falde sammen med lovens hyppige betegnelse »når sol kommer på tingvold «. Hertil har højesteretsassessor V. Finsen sluttet sig så vel i registeret til Grågås III som i sit efterladte Udkast til en islandsk Retshistorie. Sig. Vigfusson hævder derimod i sine altingsundersøgelser, at ved de omstridte udtryk betegnes »dagsmærker» , og hertil slutter dr. B. Olsen sig, medens han derimod utvivlsomt med rette tager afstand fra S.Vigfussons påstand, at »gjáhamarr« skulde betegne noget andet end »gjábakki« og være et til en enkelt klippeknude på vestskrænten fæstet stedsnavn. Til fordel for dagsmærke-opfattelsen taler, som dr. B. Olsen fremhæver, den nøje angivelse af det sted, hvorfra solen skulde iagttages (lovsigemandens plads på lovbjerget), som næppe vilde have nogen betydning, hvis talen var om solens skin på vestervæggen. Sandsynligheden for denne forklaring bestyrkes ved, at de dagstider, som herefter vil fremgå for de tinglige handlingers udførelse, passer bedst med hvad sagaerne lærer os i samme sag. Grågåsen påbyder da:

1. Senest c. kl. 2 eftermiddag (svá it siðarsta at sól sé á gjáhamri enum vestra) skal domstolene drage ud og være ude til c. 2,30 næste morgen (til sol kommer på tingvold), og til samme tidspunkt skal de nye dommere være udnævnte, som trådte i de forkastedes sted.

2. Ligeledes kl. c. 2 efterm. (sigi siðar en sól kemr á gjábakka enn hæra) skal domstolene drage ud til søgsmål, og samtidig (þá er sól er komin á gjábakka enn vestra) skal sagsøgeren være kommen til stede, så fremt han har kunnet se solen; derefter skal inden c. kl. 2,30 næste morgen (inden sol kommer på tingvold) alle anklagens indledende skridt (hovedbeviser og kvidudsagn) være tilendebragte.

Njåls saga lader (s. 628—29) domstolene drage ud fredag aften (eller nat) til sagsøgning, og Bandamanna saga (s. 19) bruger om en på altinget dømt mand udtrykket, at han blev domt fredløs »i nat«.

Om vårtingene ved vi af Grågås (I b, s. 117, 151), at der som regel dømtes om natten, efter at hovedbeviserne inden solens nedgang var fremførte; sagaerne lærer, at domstolen om aftenen drog ud til retspåkendelse (Egils saga s, 302), og at en sag tabes, fordi den hele natten igennem forhales, til solen beskinner tingsletten (Viga-Glúms saga s. 74).

Nogenlunde stemmende med disse angivelser bliver det at lade altingsdomstolene begynde deres virksomhed ud på eftermiddagen, således at en del af arbejdet foregår den påfølgende nat, ganske afvigende derimod, hvis domstolenes udførsel sættes til kl. 2,30 morgen, ligesom det må synes mindre rimeligt, at dommerne skulde begynde deres værk på fastende hjærte og fortsætte 24 timer i træk.

__________

Om Øxará, der bidrager så væsentlig til at give altingsstedet sit præg, har Sturlunga saga en vistnok fra Are frode stammende meddelelse, at da landnamsmanden Ketilbjørn på sin undersøgelse af landet kom til Tingvallavatns vestlige bred, byggede han sig et nattely, hvor nu gården Skálabrekka står; da han og hans ledsagere næste morgen drog videre nordefter, kom de kort derefter til en tilfrossen å, hvor de tabte deres økse i en våge og derfor kaldte åen Øxará; »den å«, tilføjes der, »blev siden ledet i Almannagjá og gennemløber nu tingsletten.« Herom har jeg i Tillæg til IB efter et fra pastor S. Bech til Þingvellir 8. april 1878 modtaget brev meddelt, at Øxarás oprindelige leje virkelig endnu påvises; i oversættelse lyder hans ord: »De ældste folk har vidst at berette, at Øxará fordum har haft et andet leje (farvegur) end den nu har og da har løbet ad det åspor (árfar), som endnu ses, omtrent midtvejs mellem Almannagjá — nord for Kárastaðastigur — og (gården) Brusastaðir; derefter ligger det vest over Kárastaðahraun og syd for Kárastaðir ned i Þingvallavatn. Dette åspor begynder kort syd for Norálinga-vejen sydøst for Brúsastaðir ved Øxará. Sagnet lyder, at hyrden på Brúsastaðir har ledet åen bort fra dens gamle leje, både til lettelse for sig under fårevogtningen og for at skaffe fårene bedre vintergræsning.« En hermed stemmende meddelelse har Sig. Vigfusson (Årbok 1880—81, s. 22—23), og han giver en udførlig beskrivelse af åens oprindelige leje, således som han selv har undersøgt det. Dens gamle udløb i Tingvallavatn er kort nord for Skålabrekka, hvor navnet árfar endnu er bevaret. At åen har skiftet leje, kan således ikke betvivles. Man kunde vel tænke sig, at forandringen var bevirket ved naturforhold, og at der om denne begivenhed allerede tidlig havde dannet sig sagn — således som tilfældet senere viser sig at være —; men sandsynligere er det dog vistnok, at man i Sturlunga saga har en ægte tradition, hvor overraskende beretningen end må synes. Man har da her et forbavsende eksempel på den omhu Islænderne ved indrettelsen af øens fælles-ting har vist; først lod man landet i tre år berejse, for at det mest passende sted til altinget kunde opsøges; dernæst har man altså, for at skaffe tingstedet rindende vand, ledet den fra en lille sø i højlandet nordvest for Þingvellir kommende Øxará i et østligt løb ned over Almannagjås vestre væg, hvorved den smukke foss dannedes, og, efter et løb i kløftens flade bund, videre ud over østerskrænten til tingsletten — i sandhed et forbavsende arbejde for et samfund, hvor egentlig enhver centralmyndighed fattedes, og som først skulde organiseres.

Nogen sagkyndig redegørelse for de geologisk-fysiske forhold med dette spørgsmål for øje foreligger hidtil ikke; sagen kunde nok fortjæne, at en naturforsker lejlighedsvis fulgte åens hele løb i dens nuværende og ældre leje og derefter meddelte resultatet af sin undersøgelse.

---