Det korte Kvad om Sigurd (Olaf Hansen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
Heimskringla Reprint
Oversat af
Olaf Hansen
1911
1.
Fordum søgte
Sigurd til Gjuke,
den unge Vølsung,
endt var hans Kamp.
Og to Brødre
gav ham Troskabsløfter,
de uforknytte
svor hinanden Eder.
2.
De bød ham en Mø
og mange Skatte,
Gudrun den unge,
Gjukes Datter.
Saa talte og drak de
i Dagevis,
Sigurd den unge,
de Sønner af Gjuke.
3.
Til paa Bejlerfærd
de til Brynhild for,
og Sigurd red
sammen med dem,
den unge Vølsung
saa vaabengæv.
Hans var hun blevet,
havde han kunnet.
4.
Den sydlandske Svend
drog sit Sværd og lagde
det sirede Malm
mellem sig og hende.
Ej kyssed han hende,
den hunske Drot,
ej heller han tog
den hulde i Favn.
5.
Hele hendes Liv
var ledet uden Sorg,
alle hendes Dage
endt uden Kvide.
Ej Lyde der var
eller lod til at være -
den grumme Skæbne
skilte dem ad.
6.
Ene sad hun ude
en Aftenstund
og sagde saa
til sig selv med eet:
"Faar jeg ikke Sigurd
- som jeg altid vil -
den purunge Yngling,
i min Arm, skal han dø.
7.
Disse Ord har jeg sagt
- jeg angrer dem nu
*
Han er Gudruns
og Gunnars jeg -
lede Norner
gjorde lang min Traa."
8.
Ofte gaar hun ud
fuld af ond Higen
over Is og Jøkler -
hver eneste Kvæld,
naar Gudrun og Sigurd
gik sammen i Seng,
og Lagnet om
hendes Liv han slog.
Brynhild:
9.
"Jeg har ingen Glæde
og ingen Mand -
maa nøjes med,
om mit Nag kan mættes."
*
10.
Hærget af Had
hun hidsed til Drab.
"Gunnar, Drot,
jeg drager herfra.
Du skal miste mit Land
og miste mig selv -
jeg vil ikke leve
mit Liv hos dig.
11.
Jeg vil hen og bo,
hvor jeg boede før,
i Frændernes Gaard.
som i gamle Dage.
Dér vil jeg sidde
og sove fra alt,
hvis du ikke ser
at faa Sigurd dræbt.
12.
Lad Sønnen følge
sin Far paa Vej -
man skal ej lade unge
Ulve leve.
Lettere vil
enhver række Haand
til senere Fred,
naar Sønnen er dræbt."
13.
Gunnar blev bange
og blegnede,
sad og grunded
den ganske Dag,
kunde ikke se
eller sige sig selv,
hvad det bedste var,
hvad han burde gøre.
14.
Ingen Glæde
kunde opveje al
hans Kummer, gik hun
fra Kongestolen.
Hemmeligt kaldte
han Høgne til sig,
den støtte Ven,
som han stoled paa.
Gunnar:
15.
"Ingen skal jeg elske,
som jeg elsker Brynhild,
Budles Datter,
den dejligste Viv.
Jeg vil heller lade
mit Liv end miste
hende og hendes
herlige Skat.
16.
Skal vi dræbe Hunen.
og holde hans Guld!
Det er godt at raade
for Rhinens Malm
og have alt
i Overflod
og sidde og leve
i sorgløs Ro."
17.
Hurtigt og kort
kom Høgnes Svar:
"Vi er for gode
til at gøre sligt.
Vort Sværd skal ej bryde
svorne Eder,
de Eder, vi svor,
vor aflagte Tro.
18.
Der kan intetsteds leves
saa lykkeligt som her,
mens vi fire
er Folkets Drotter,
og den hunske
Høvding lever -
og intetsteds er der
saa ypperlige fem.
19.
Nu ved jeg nok,
hvorfra Vinden kommer;
intet standser Brynhild,
før hun er ved sit Maal."
*
Gunnar:
20.
"Vi vil lade Guttorm
begaa det Drab,
vor yngre Bror,
den uerfarne.
Han har ingen
Eder svoret,
ej Eder svoret
og aflagt Tro."
21.
Det sydende Sind
kunde sagtens hidses.
*
Sværdet sank
i Sigurds Hjærte.
22.
Men Høvdingen rejste sig
hævnende op,
sigted efter ham,
der blev hidset saa let
Mod Guttorm fløj
Gram med Kraft,
den lynblaa Klinge,
fra Kongens Haand.
23.
Drabsmanden tumled,
gik i to Stykker.
*
Arme og Hoved
sank til en Side,
men Ben og Bug
faldt baglængs om.
24.
Glad var Gudrun
gaaet til Sengs
og faldet i Søvn
ved Sigurds Side.
Op hun vaagned
vaandestedt,
da hun saa, hun flød
i Freyrs Vens Blod.
25.
Saa haardt hun slog
sine Hænder sammen,
at den stoute stod op,
støttet til Sengen.
"Gudrun, du maa ikke
græde saa tungt,
min purunge Brud,
dine Brødre lever.
26.
For ung er end
min Arvtager,
kan ikke flygte
fra Fjendernes Gaard.
Her er handlet
haardt og grusomt,
og nys har de lagt
nye Raad op.
27.
Aldrig skal de ride,
om end de faar syv,
til Tings med saadan
en Søstersøn.
Saa vel jeg ved,
hvem der voldte alt -
det er Brynhilds Skyld,
Brynhilds alene.
28.
Hun elskede mig
over alle Mænd -
men aldrig gik jeg
Gunnar for nær.
Ej min Svoger jeg sveg,
ej de svorne Eder,
aldrig blev Ven
af hans Viv jeg kaldt."
29.
Hustruen hulked,
Herskeren døde.
Saa haardt hun slog
sine Hænder sammen,
at Kalkene klirred
i Krogen derved
og Gæssene ude
i Gaarden skreg.
30.
Da lo Brynhild,
Budles Datter,
lo ud, lo ud
den ene Gang,
medens hun sad
paa sin Seng og hørte
Gjukes Datter
græde saa lydt.
Gunnar:
31.
"Ler du glad
og lystigt nu,
hævnsyge Viv,
saa venter du Sorg.
Din Lød var skær -
hvorfor skifter du Farve,
alle Ulykkers Ophav?
Din Ende er nær.
32.
Ingen Kvinde har fortjent
din Kval! Vi burde
dræbe Atle, din Bror,
i dit eget Paasyn.
Du skulde se
hans Saar rinde
og selv forbinde
de blødende Vunder."
Brynhild:
33.
Du er god nok, Gunnar,
saa gæv som nogen,
men Atle skræmmes
ikke af Trusler.
Han vil leve
længer end I
og altid være
jer Overmand.
34.
Jeg vil sige dig, Gunnar,
skønt du selv ved det bedst,
hvordan I fra første
Færd bedrog mig.
Fri for Trang
og Tryk - med Gods
i Mængde jeg boed
paa min Broders Gaard –
35.
havde aldrig tænkt
at ægte en Mand.
før I Gjukunger
til Gaarden red
- tre Folkekonger
der kom til Hest -
heller burde I
blevet hjemme.
36.
Atle sagde
- ene vi var -
at han aldrig skifted
sit Eje med mig.
ej Guld, ej Jord.
før jeg gifted mig -
slet intet af
den arvede Skat.
*
37.
(alt, hvad jeg Barn
ejed og havde,
Guldet, jeg Barn
engang havde faaet).
38.
Da sank der Tvivl
i mit Sind, om jeg skulde
kaare en Mand
eller Kampmøens Lod.
Det vilde vandre
Alverden over,
gøre mangen Mand
saa mod i Hu.
39.
Saa gav jeg efter
for Atle tilsidst -
lokket af Sigmund-
sønnens Smykker,
hans de røde
Ringe - vilde
ikke eje
en andens Gods.
40.
Jeg fæsted mig til
den Folkedrot,
der sad med Guld
paa Granes Ryg.
Han havde ganske andre
Øjne end I,
saa ud, som aldrig
I har set ud.
41.
Jeg elskede een
og ingen anden,
Smykkernes Skøgul
skifted ej Sind.
Atle vil vide,
at alt er sandt,
naar han har hørt
min Hedenfart.
42.
Nu ved jeg, den vege
Viv ikke kan
leve Livet hen
ved min Husbonds Side.
En Hævn det er
for al min Sorg."
43.
Op stod Gunnar:
Gaardhirdens Drot,
slynged armene om
sin elskedes Hals.
Alle gik til,
saa en, saa en anden
for at hindre hende
med hulde Ord.
44.
Hun stødte enhver,
der viste sig, bort -
man lokked hende ej
fra den lange Rejse.
*
Gunnar:
45.
Alle Mænd skal
gaa ind i Salen
for at hindre min Hustrus
Hedenfart,
til med Tiden
det tunge kommer -
Naar Skæbnen vil,
skal jeg vide at lyde."
Høgne:
46.
"Rok ikke hendes Lyst
til den lange Rejse,
hvorfra hun ej
kan fødes paany.
Selv blev hun skabt
en usalig Stund
og mangen Mand
til megen Kummer."
47.
Modfalden gik
Gunnar hen,
hvor Smykkernes Ø
uddelte Skatte.
Hun saa over al
sin Ejendom,
dræbte Terner
og Trælkvinder.
48.
Hun trak Guldbrynjen paa
Glad blev hun først,
da Sværdets Ægg
hun i sig følte.
Hun sank om paa Bolstret
til den ene Side
og tænkte saa mangt
med Malmen i Bryst.
Brynhild:
49.
"Kom hid, alle I,
der ønsker at faa Guld
og Mindegaver
af mig, før jeg dør.
Jeg skænker enhver
skinnende Smykker,
Lin og Lagen,
lyse Tøjer."
50.
Alle de tav
dertil en Stund,
men svarede saa
sammen paa Stand:
"Der var nok, som døde.
Lad dog nogle leve!
Dine Terner maa gøre,
hvad der tykkes dig ret."
51.
Tænkende efter
tog den unge af Aar,
den linsmykte, atter
Ordet og svared:
"Ingen skal tvinges.
naar han ikke vil,
til at miste Livet
for min Skyld.
52.
Men færre Smykker faar I
at smykke jer med,
naar det Baal tændes.
der skal tære jert Lig.
*
53.
Sæt dig, Gunnar!
Se, mod Enden
lakker det nu
med din lyse Brud.
Men I har dog ikke
faaet alt i Havn,
skønt jeg maa lade
Livet i Dag.
54.
Før venteligt er,
vinder I Gudrun.
*
Den kloge Kvinde
i Kongens Gaard
mindes bedrøvet
sin døde Mand.
55.
*
Dér fødes en Mø,
Moderens Fryd.
Lysere end
den lyse Dag
bliver Svanhild at se,
end Solens Straale.
56.
Saa giver du Gudrun
til en gæv Hersker,
imod hendes Lykke,
til en Mand, hun ej vil.
Hende faar Atle
til Ægteviv,
min egen Bror,
Budles Søn.
57.
Mindes jeg maa
saa mangt, de gjorde
*
Dengang I sveg mig
saa smerteligt.
Glædeløst
var det Liv, jeg leved.
58.
Du vil ønske at faa
Oddrun til Viv,
men Atle giver hende
ikke til dig.
Saa vil I søge
sammen i Løn.
Hun vil elske dig,
som jeg ikke har gjort.
59.
Dig vil Atle
handle ilde med.
Du skal indespærres
i Ormegaarden.
*
60.
Men lang Tid efter
skal der ikke gaa,
før Atle har set
sin sidste Dag.
Gudrun dræber
Drotten i Sengen
med hvasse Ægge
i voldsom Sorg.
61.
Gudrun, jer Søster,
skulde se, hun burde
følges i Døden
med sin første Mand,
hvis gæve Folk
vilde give hende Raad,
eller var hun saadan
til Sinds som jeg.
62.
Jeg haster nu,
men hun skal ikke
miste Livet
for min Skyld.
Hende bærer
høje Bølger
til Jonakrs
Hjem og Rige.
63.
Afkom vil hun faa,
Arvtagere,
Arvtagere,
Jonakrs Sønner.
Og Svanhild vil hun
sende af Land,
sin Datter.
og Sigurds Datter.
64.
Hun bliver et Bytte
for Bikkes Svig;
til andres Jammer
blev Jørmunrek skabt.
Hun er den sidste
af Sigurds Æt. -
Saa faar Gudrun mer
at græde over.
65.
Opfyld mig end kun
en eneste Bøn
- den allersidste
du kan opfylde mig.
Byg saa bredt
et Baal paa Vang,
at der bliver rigeligt
Rum til alle.
66.
Dæk Brændet til
med Tæpper og Skjolde.
*
(broget Vævning)
og vælske Slaver.
Brænd Hunekongens Ætling
ved min ene Side.
67.
Og ved Hunekongens Ætlings
anden Side,
skal I brænde mine Folk
med de fagre Smykker -
to ved Hovedet
og to Høge -
Da er alt
ordnet som bedst.
68.
Imellem os
skal I atter lægge
det funklende Sværd
som det fordum laa,
da vi begge søgte
det samme Leje,
han og jeg,
som Husbond og Viv.
69.
De aabne Malmfløje
skal ikke slaas i
mod hans Heltehæl,
naar Hallen lukkes,
faar han min Flok
med sig herfra. -
Det skal ikke kaldes
et usselt Tog.
70.
Ti fem Terner
følger ham da,
og otte Trælle
af ædel Byrd,
mine Fostersøskend,
min Fædrearv
- hvad Budle skænked
sit Barn engang.
71.
Meget har jeg sagt
- du fik mere at vide,
hvis Skæbnen blot
vilde skænke mig Tid.
Stemmen sagtner,
Saarene svulmer;
intet var løjet -
nu er alt forbi."
Anmærkninger:
Begyndelsen af Digtet er ret kortfattet. ”Der er tydelig nok regnet med, at man overfor Tilhørerne kan nøjes med Hentydninger, hvor Talen drejer sig om kendte Ting, mens det ny maa fremstilles udførligt for at forstaas.” (Ussing.)
Sagnformen i dette Digt: ”Brynhild elsker Sigurd (som i Brynhilds Helridt og Oddruns Klage). Brynhild truer med at forlade Gunnar, hvis han ikke dræber Sigurd; - derimod er der intet om, at hun beskylder Sigurd for at have brudt Ederne til Gunnar. Sigurds Rigdomme er en medvirkende Grund til Drabet (som i det første Kvad om Gudrun). Guttorm alene udfører Drabet. Sigurd dræbes, mens han sover ved Gudruns Side. Gudrun slaar sine Hænder, saa Sigurd hæver sig og trøster hende; - derimod er der intet om stum Sorg. Brynhild ler af Skadefryd over Gudruns Sorg, - mens hun i Brudstykket ler i det første Øjebliks Tilfredsstillelse efter Drabet. Brynhild retfærdiggør sig (som i Helridt) ved en Fremstilling af sit Liv før Giftemaalet. – Ny er den omstændelige Udmaling af Forberedelserne til Brynhilds Selvmord og Ligfærd sammen med Sigurd; her har Digteren ydet mest selvstændigt, selv om Tanken, at de følges i Døden, ikke skyldes ham.”
(Ussing.)
Vers 1:4. Der menes Kampen med Fafner.
Vers 1:5. De to Brødre er Gunnar og Høgne (Guttorm er ikke med).
Vers 4:5. Den hunske Konge er naturligvis Sigurd. Kaldes ogsaa saaledes i det grønlandske Kvad om Atle.
Vers 16:4. Rhinens Malm d.e. Guld.
Vers 24:8. Digteren, der gør Sigurd til Hunnerkonge, har maaske ogsaa ment, at Vølsungeætten stammede fra Freyr. (Sml. Regin og Sigurd, Vers 14.)
Vers 25:8 – 26:1,4. Er Meningen, at hun skal søge Trøst i den Opgave at bjærge Sønnen?
Vers 41:3. Smykkernes Skøgul (Valkyrie) d. e. Kvinden, Brynhild selv.
Vers 42:1,2. Den vege Viv d.e. Gudrun.
Vers 47:3. Smykkernes Ø d.e. Kvinden, Brynhild.
Vers 49. Brynhild venter, at disse Kvinder vil følge hende i Døden.
Vers 58:2 Oddrun, Brynhilds Søster. Se Oddruns Klage.
Vers 63:1,4. Hendes Børn med Jonakr er Hamder og Sørle. Se Digtet om disse og Gudrun ægger til Hævn.
Vers 64:2. Bikke bagvasker Svanhild, Jørmunreks Hustru, for Jørmunrek, beskylder hende for at staa i Forhold til hans Søn Randver. Jørmunrek lader hende sønderslide af Heste.
Vers 69:4. Hallen er vel Hels. Jfr. det følgende Digt.
