Det levende Aandehus (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kultmaske fra Alaska

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Det levende Aandehus
i Point Hope

Intet Sted, forekommer det mig, er den gamle Eskimokultur, der er knyttet til Sødyrsfangsten, naaet saa højt som her omkring Point Hope. Den, der har forsøgt paa at grave sig ind i de imponerende Husruiner og siden har ladet gamle Mænd og Kvinder fortælle svundne Tiders Æventyr, kommer ind i en stor og rig Tid. Min Fortæller, Qalajaoq, var den første, der helt indviede mig i nogle af de Mysterier, som Alaska-Folkene — afvigende fra andre Eskimoer — har sat saa storartet i System. De religiøse Ceremonier udløste sig i store Fester, hvor man paa den mest forbløffende Maade stilledes Ansigt til Ansigt med Kombinationer af oprigtig Tro, Fantasi og Kunst. Jeg skal nærmere forklare dette ved at fortælle om den Maade, hvorpaa man dyrkede Masker og Figurer.

En Aandemaner foretager en Rejse til Aandernes Land og kommer hjem med en Mængde friske Indtryk af de mange mærkelige og nye Ansigter, han har set, og de overnaturlige Oplevelser, han har faaet Del i. Han nøjes ikke med at fortælle derom i en Seance, men forsøger at gengive alt det, han har set, gennem Masker og mystiske Fester, hvor Aanderne selv siges at være til Stede. Han giver sig til at udskære Masker, der skal forestille de Mennesker, han har truffet; men da han behøver mange Masker, søger han Hjælp hos sine Bopladsfæller, thi ved hver Boplads findes mange dygtige Træskærere. Paa denne Maade udvikler der sig en ganske særegen Kunst, hvis Formaal det er at reproducere Aandemanerens Oplevelser. Træskærerne faar opgivet bestemte Opgaver, som de udfører paa Bestilling af Aandemaneren, og paa denne Maade bliver alle de forskelligartede fantastiske og ofte groteske Masker til. Men Aandemanerne lader sig ikke nøje med det rent ydre. Under deres Besøg lærer de ogsaa nye Sange, nye Tekster og nye Danse, og disse tages med ind i Festerne, saaledes at alle de forskellige Masker faar deres særegne Opgaver og kommer til at tale, agere og optræde ganske paa samme Maade, som de gjorde ved den Fest, hvor Aandemanerne traf dem.

Dette var Oprindelsen til Maskefesterne. Almindeligt var det ogsaa, at Husene smykkedes med Træskulpturer, der fik bestemte Pladser i Festhuset; de var vel af Træ og ganske almindelig haandgjort, men de var alligevel levende og saa gerne, at der ofredes til dem. Men deres Fordringer var ikke ens; nogle skulde have reelle Kødgaver, store Flænsestykker, der laa og raadnede bort til deres Ære, andre nøjedes med Glæden over den gode Vilje, saa at Giverne selv kunde beholde Offeret og holde Madgilder derpaa, medens Aanderne rundhaandet skænkede Jagtlykke og Sundhed. Disse Træfigurer fik deres Næring blot ved at være i samme Rum som Kød og i samme Atmosfære som Folk, der festede. Intet Under, disse nøjsomme og beskedne Aander vurderedes højt.

Der var Fester for alle Aarstider og for de forskellige Slags Vildt; her skal kun omtales den store Takkefest, der hvert Efteraar afholdtes til Ære for de dræbte Hvalers Sjæle. Den kaldtes "den store Suvdlut-Fest" og havde sit Navn efter et Pandesmykke, som de fornemste af Deltagerne skulde bære. Det blev lavet af Skind, hvidt, afhaaret Renskind, der var skaaret ud i Form af et Aareblad, hvor Billedet af en Hval var afbildet. Under dette Symbol bragte Menneskene en pompøs Hyldest til det største af alle Fangstdyr.

Festen afholdtes i Qagsse, der til daglig kun var Samlingssted for alle Bopladsens Mænd, men ved særlige Lejligheder Festhus for hele Bopladsen. En Gengivelse af Himmel og Stjerner maledes hen over Hallens øverste Baggrund i en Halvcirkel. Man foretog lange Rejser for at finde bløde blaalige, grønlige, gule og hvide Sten, der knustes, blandedes med Vand og Tran og anvendtes som Maling. Paa denne Maade fremtryllede man en blaa Himmel, der var isprængt lysende Stjerner, og denne Udsmykning skulde symbolisere Menneskenes Liv gennem Dag og Nat.

Højt oppe i Hallens to Sidevægge lige over for hinanden skulde der kunstfærdigt bygges to smaa Dyrebo eller Huler med en lille rund Indgang, saaledes som Maaren bygger dem. Fra Indgang til Indgang tværs over Rummet skulde der gaa en tynd Line, hvorpaa der skulde hænges en udpustet Urinblære af en Remmesæl.

Lidt ud for Hushjørnet hængte man saa en smukt udskaaret Træfugl, der ved en kunstig Mekanisme skulde bevæge Vingerne, saa at den kunde slaa paa fire Trommer, der var anbragt rundt om den. Midt paa Gulvet laa Toppen Kiapsaq. Den var gennemboret af mange Huller, hvori der var stukket Dun; denne laadne og dunprydede Top endte i en bred og smuk Fane af Ørnedun, taget fra Ørnens Inderlaar.

Midt paa Gulvet var opstillet en Dukke uden Underkrop, og ved Siden af den yderst til højre, hævet over Gulvet paa et Stillads, saa alle kunde se den, stod en Skindbaad, en Hvalbaad med alle Redskaber, omtrent 1 Meter lang, fuldt bemandet med Mænd i Uvejrsklæder af Tarmskind.

Om Aftenen samledes alle Festdeltagerne, iført flunkende nye Klæder, i Festhuset, hvor de fik anvist bestemte Pladser. Briksen i Hallens Baggrund var forbeholdt Høvdingenes Kvinder, medens disse selv havde Plads i en Halvkreds umiddelbart foran; Gulvet nærmest Indgangen var Tilskuernes Plads.

Høvdingenes Halvkreds indledede Festen ved at afsynge det hellige Pandesmykkes Hymne: "Jeg bringer min Livsaande til Eder, jeg bringer min Livsaande til Eder!"

Til dette Omkvæd skulde de langsomt rejse sig, idet de vuggede fire Gange i Hofterne, første Gang over mod Land, saa mod Havet, saa mod Land igen, og derefter atter mod Havet. Saa kom Duntoppens Sang, Maarens Sang og Skindbaadens Sang, den ene efter den anden, men altid i samme Rækkefølge. Det var hellige Viser, Trylleviser, som mumledes frem og som ingen af Tilhørerne maatte opfatte.

Næppe er de sidste hemmelighedsfulde Ord døet hen i stille Hvisken, før alle Høvdingene atter rejser sig og istemmer en gammelkendt Sang; det store Kor falder ind, og i samme Øjeblik sker der noget, der faar Tilskuernes Hjerter til at banke; alle Øjne staar stive, og der bliver saa stille derinde i Lampernes Halvmørke, at de mange hurtige Aandedræt lyder som en Susen. En Mand med en viftende, fjerprydet Træring i Munden springer frem og begynder at danse; et Øjeblik samler han Opmærksomhed om sine sælsomme Bevægelser, indtil han helt glemmes for alt det vidunderlige, der nu sker.

Alle Dukkerne i Festhuset er bleven levende. Man er i et Aandehus, man ler, man græder, man raaber op i Glæde, i Angst — alt imellem hinanden — og en ubegribelig og voldsom Følelse griber alle. Fuglen under Loftet basker med Vingerne og slaar sine Trommer, rungende, drønende, taktfast. Den laadne Top sættes i Gang med en Snor af flettede Sener, og alle Dunene springer ud af Hullerne og farer om i Rummet som smaa, levende Flyvere; kun Ørnedunene i Toppen bliver siddende som en dirrende Fane, der bredes ud i dens snurrende Fart.

Nu falder ogsaa Skindbaadens Besætning ind. Alle de smaa Mænd, der er klædt til Storm og Langfart, fører med stor Kraft deres Padler frem og tilbage, frem og tilbage, medens Rorsmandens Styreaare sætter Kursen. Der er Fart, der er Liv over dem, og alle Tarmskindspelsene blafrer om Brystet for det hastige Aandedræts Pres. Foran Indgangen staar Manden uden Underkrop; han vinker til Gæsterne og nikker til alle Kvinder, han slaar ud med Armene, som ejede han det hele, og nikker rundt til alle.

Og saa er dog det mærkeligste tilbage; for nu kommer Maaren frem. Ingen har set den før, ingen har lagt Mærke til den, men nu stikker den Hovedet frem fra sit Bo, fra sin Hule, trækker det hurtigt til sig og viser det igen. Den tøver kun et Øjeblik, saa springer den frem og løber hen over Snoren til sit andet Bo paa den modsatte Sidevæg. Ingen tvivler om, at den er levende — Benene gaar i Galop, som sprang den gennem Luften — ingen ser den tynde Snor, den følger. Saa forsvinder den ind i det andet Bo, kommer ud igen og løber atter tværs over Rummet; men midtvejs ude griber den Urinblæren, der hænger i Snoren med en Rangle under sig, snapper den til sig og galoperer med den larmende Blære hen til Hulen. Alle holder Vejret nu, for man véd, at faar den ikke Blæren med sig ind, skal en af dem, der er til Stede i Festhuset, dø, inden Aaret er omme. Men se, det lykkes. Og alle ler og hopper, bliver ellevilde og kaade.

Ingen ved, hvor lang Tid der er gaaet, siden man kom, men nu er det forbi, og der uddeles lækkert Hvalskind, Matak, til alle Tilskuerne, Voksne og Børn; thi nu skal de forlade Festhuset, saa kun Høvdingene og Festhusets egne Folk bliver tilbage. Da hænder det, at Børn og unge Mennesker glemmer at gaa, glemmer at tage imod Gaverne og uden at høre, hvad der bliver sagt, bliver staaende, glanende og maabende med aabne Munde. De har været i et Aandehus, i Selskab med Aander og Trolddom — de har oplevet et Drømmesyn.

Saaledes genopfriskede Qalajaoq sine Barndomsminder fra den Aften, han første Gang i sit Liv var med til at hylde Hvalens Sjæl, og hans Fortælling blev os begge et Pust fra de Tider, der aldrig kommer igen.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 334-340. København, 1926.