Det norske Folks Historie bind 1 - Ivar Vidfadme og de sidste Ynglinger i Svithjod, og Skjoldunger i Danmark

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Det norske Folks Historie bind 1

Ivar Vidfadme og de sidste Ynglinger i Svithjod, og Skjoldunger i Danmark

av Peter Andreas Munch

Ivar Vidfamne, utsnitt av en illustrasjon av Bror Hillgren, 1915.

Om Ynglinge-Stammens Fordrivelse fra Svithjod og Omstyrtelsen af det gamle Kongedømme i Hleidr meddele vore Oldskrifter en heel Kreds af Sagn, der indbyrdes udfylde hinanden, og som, rigtigt forstaaede, ere af den største Vigtighed for hele Nordens Historie, da de betegne Overgangen til en ny Tidsperiode, Vikinge-Tiden. De lyde i Korthed saaledes:

Ingvar, Svithjods Konge, havde Sønnen Anund, under hvis fredelige Regjering Svithjod nød lykkelige Dage. Han lagde megen Vind paa at faa de store Skove opryddede og bebyggede. Over Ødeskovene lod han bryde Veje, og fandt man da ofte vide skovløse Strækninger, som bebyggedes, og store Hereder fremkom paa den Maade, hvor der forhen var ubeboet Land. Han lod ogsaa de øvrige Veje i Svithjod forbedre, og fik derfor Tilnavnet Braut-Anund. Han indrettede en Kongsgaard i hvert Storhered, og plejede at drage om i Landet paa Gjesteri. Der var paa den Tid rundt om i Svithjod Heredskonger, som stode under Anunds Overherredømme; blandt dem var Svipdag blinde, der raadede over Tiundaland, hvor Uppsala ligger; han opfostrede Anunds Søn Ingjald. Ved Midvintersblot plejede Kongerne at samles i Uppsala. En Vinter, da Ingjald var sex Aar gammel, kom saaledes ogsaa Kongen i Fjadrundaland (Vestmanland) ved Navn Ingvar, tilligerned hans Sønner Alf og Agnar, der omtrent vare jevnaldrende med Ingvar. Kongesønnerne legede med hinanden, men Ingjald kom til kort ved deres Styrkeprøver, og beklagede sig med Taarer herover for sin Fosterfader Svipdag, der sagde at det var en stor Skam. Svipdag, fortælles der, skal nu have ladet stege et Ulvehjerte og givet Ingjald det at æde, og deraf skal denne være bleven overvættes grum og ondskabsfuld. Anund omkom, efter Nogles Sigende ved et Steenskred, efter Andres, ved et Overfald af sin Broder Sigurd, paa et Sted, kaldet Himinfjall, og hans Søn Ingjald blev Konge efter ham. Han besluttede at gjøre Ende paa de mange Heredskonger, som da fandtes i Svithjod. Til den Ende lod han berede et stort Arveøl efter sin Fader, og indrettede en ny Sal ligesaa prægtig som hans egen Kongesal, for deri at modtage syv Konger; han lod syv Højsæder indrette deri og kaldte den Syvkongesalen. Han indbød nu til Gildet Konger og Jarler og mægtige Mænd. De fleste af Kongerne kom, nemlig Ingvar af Fjadrundaland med sine to Sønner Alf og Agnar, Forsnjall, Kongen af Nerike, og Ingjaids egen Svigerfader, Kong Algaut af Vester-Gautland. Den eneste, som ikke kom, var Kong Granmar af Sødermanland. Der var altsaa kun sex Konger, der kunde skikkes til Sæde i den nye Sal; eet Højsæde stod tomt. De sex Kongers Mænd fik ogsaa deres Plads i den nye Sal; i Ingjalds Kongesal, eller den saakaldte Uppsal, var hans egen Hird og alle hans Mænd. Ved saadanne Arveøl efter Konger eller Jarler var det i den Tid Skik, at den, der gjorde det, og skulde ledes til Arvs, først skulde sidde paa Trinnet til Høisædet, indtil det Bæger, der kaldtes Bragebægeret, blev baaret ind; da skulde han reise sig, tage imod Bægeret, gjøre et højtideligt Løfte om at udføre en og anden Bedrift, og derpaa tømme Bægeret; først naar det var skeet, lededes han op i Højsædet, og ansaaes da retteligen at have tiltraadt Arven. Da Bragebægeret ved denne Lejlighed kom ind — det var et stort Dyrshorn —, lovede Ingjald at han skulde forøge sit Rige dobbelt til alle Verdens fire Hjørner, eller ogsaa dø; derpaa tømte han Hornet. Og samme Aften, da Folk vare blevne drukne, skred han til Udførelsen, som han allerede havde forberedt. Han sendte Svipdags to Sønner med endeel Folk til den nye Sal, som de omringede og antændte. Der indebrændtes de sex Konger med deres Folk; de som Bøgte at komme ud, bleve strax dræbte. Og nu underlagde Ingjald sig de sex Kongers Riger.

Kong Granmar af Sødermanland erfarede dette, og saa, hvad Skjebne det var ham tiltænkt. Han besluttede derfor at være paa sin Post. Det traf sig heldigt, at Søkongen Hjørvard, af Ylfingernes Stamme, just kom til Svithjod og landede i Mørkefjord. Granmar indbød ham til sig med alle hans Folk, og Hjørvard tog med Glæde mod Indbydelsen. Om Kvelden skulde Granmars egen Datter, den smukke Hildegunn, gaa og byde Øl omkring til Gjesterne. Hun traadte først frem for Hjørvard, der sad i et Højsæde lige overfor Granmars, med en stor Sølvkalk, drak ham til med de Ord: "Hil Eder, alle I Ylfinger, ved Rolf Krakes Minde, skaal", og rakte ham Kalken. Han tog den tilligemed hendes Haand og sagde, at hun skulde sidde hos ham. Hun undskyldte sig først med at det ej var Vikingeskik at sidde parviis og drikke med Kvinderne; han sagde, at han ej brød sig om Vikingeskikken, men vilde have hende hos sig. Hun føjede ham da deri, og de sad sammen den hele Aften. Næste Dag bejlede Hjørvard til Hildegunn og fik hende til egte, imod at forpligte sig til at forblive hos Granmar og hjelpe ham i sit Riges Forsvar, da denne ikke selv havde nogen Søn. Samme Høst samlede Ingjald en Hær for at paaføre Granmar og Hjørvard Krig, men disse samlede Folk for at tage imod ham, og derforuden kom Kong Granmars Svigerfader, Kong Høgne af Østergautland og hans Søn Hilder, ham til Undsætning. Ingjald landede i Granmars Rige og gik op i Landet, men Granmar, Hjørvard og Høgne mødte ham, og uagtet Ingjaids Overmagt blev han aldeles slagen, da alle de i hans Hær, som vare fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nerike og Vestergautland, ikke vilde stride, men strax flygtede til Skibene. Ingjald selv blev saaret, og hans Fosterfader Svipdag faldt med begge sine Sønner. Krigen vedvarede en lang Tid, indtil begge Parters Venner lagde sig imellem og fik meglet Fred. Denne Fred skulde vedvare, saalænge de levede. Granmar kunde endog næste. Vaar drage til Uppsala til Sommersblot. Dog spaaede Blotspaanen ham her, at han ej skulde leve længe. Og endnu samme Høst lykkedes det Ingjald at overfalde og indebrænde Granmar og Hjørvard paa Øen Sile. Han underlagde sig derpaa deres Rige. Vel gjorde Høgne ham dette en lang Tid stridigt, og beholdt tillige sit eget Rige ligetil sin Død; men Ingjald skal dog tilsidst have sveget tolv Konger og dræbt dem efterat have tilsvoret dem Fred. Derfor blev han kaldt Ingjald Udraade. Han herskede over det meste af Svithjod. Han havde allerede længe været gift med Gauthild, Kong Algauts Datter, og havde med hende Sønnen Olaf og Datteren Aasa.

Paa denne Tid herskede i Skaane og Reidgotaland to Brødre af Skjoldunge-Ætten, Gudrød og Halfdan snjalle, Valdars Sønner. Gudrød synes at have siddet hjemme i Rolighed, medens Halfdan sværmede om i fremmede Lande og skal navnlig have underlagt sig en Heel af England. Gudrød blev gift med Aasa, Ingjalds Datter, men hun, som i alle Dele slægtede sin Fader paa, fik sin enfoldige Mand overtalt til at efterstræbe og myrde sin Broder. Derpaa fik hun ogsaa sin egen Mand ryddet af Vejen, og rimeligviis var det nu Ingjalds Hensigt ogsaa at underlægge sig Skaane. Men dette lykkedes ham ej. Med Moald digre, der, efter hvad det synes, maa have været en anglisk Kongedatter, havde Halfdan Sønnen Ivar, en kraftig, krigersk, og dertil meget listig Mand. Han kom til Skaane efter Farbroderen Gudrøds Drab, samlede en Hær sammen og skyndte sig til Svithjod, hvor han kom uventet over Ingjald, der just var til Gjesteri paa Gaarden Reining, paa en Ø i Mælaren. Ingjald saa, at det ej kunde nytte ham at stride mod Ivars Overmagt; at flygte kunde ligesaa lidet nytte ham, da han var saa forhadt, at Fiender overalt vilde samle sig om ham. Han og Aasa besluttede sig derfor til at ende deres Liv frivilligt. De gjorde først deres Folk drukne, derpaa satte de Ild paa Hallen og brændte sig selv inde med alle de øvrige. Og nu underkastede Ivar sig hele Sveriges Rige, baade Svithjod og Gautland. Han herskede derforuden, heder det, over Femtedelen af England, over en stor Deel af Saxland, og hele det saakaldte Austrrike eller Ruslands Kyster. Deraf fik han Tilnavnet Vidfadme.

I Hleidr paa Sælund herskede paa denne Tid Brødrene Rørek Sløngvanbauge og Helge hvasse. Helge plejede hver Sommer at drage paa Krigstog, medens Rørek holdt sig hjemme. Helge bejlede til Ivar Vidfadmes Datter Aude, der ogsaa syntes meget godt om ham, men af sin Fader slet ikke fik Lov til at tage ham. Ivar foregav, at Aude holdt sig for god for ham, og Helge maatte drage Hjem med uforrettet Sag. Kort efter begyndte Røreks Venner at opmuntre denne til ogsaa at forsøge sin Lykke med Aude. Rørek havde ogsaa selv Lyst, og overtalte sin Broder Helge til at rejse til Svithjod og bejle for ham. Aude vilde helst give Rørek Afslag, men hendes Fader vilde intet høre derom, og saaledes blev hun mod sit Ønske gift med Rørek. De fik en Søn, som blev kaldt Harald, smuk og større af Væxt end andre Børn; efter nogle store, guldfarvede Fortænder fik han Tilnavnet Hildetand.

En Sommer, fortælles det videre, kom Ivar med sin Hær østfra Svithjod, paa en Rejse til Reidgotaland, og lagde til ved Sælund, hvor han sendte Bud til sin Svigerson Rørek og bad ham komme til sig. Aude advarede Rørek mod Faderens listige Planer, og udtydede en Drøm, han havde, om Farer, der truede ham fra Ivar. Rørek lod sig dog ikke afholde fra at drage ned til Ivar, og gik ombord til ham paa hans Skib. Da Rørek nærmede sig Ivars Leje i Løftingen af Skibet, lod denne først som om han ikke saa ham; Rørek indbød ham til et Gjestebud, men Ivar afslog Indbydelsen, og angav nu Grunden til sin Uvenlighed: han havde hørt, at Helge og Aude stode i utilladelig Forbindelse med hinanden, og at alle Mennesker talte om at Drengen Harald Hildetand var Helges udtrykte Billede; en saadan Skjendsel maatte Rørek hevne, eller og uden Videre afstaa Aude til sin Broder. Rørek, som ikke havde hørt et Ord herom, blev først forundret, men lod sig dog tilsidst besnakke af Ivar, saa at han fuldt og fast troede hvad han havde sagt, og efter dennes Raad besluttede at dræbe Helge. Ivar fortsatte nu Rejsen til Reidgotaland. Om Høsten, da Helge kom Hjem, blev Rørek meget stuur og ulystig. Helge foreslog ham for Adspredelses Skyld, at de skulde holde Kamplege. Rørek modtog Forslaget uden at sige et Ord, og fandt under denne Leg Anledning til at gjennembore sin Broder med et Spyd. Alle de Tilstedeværende spurgte ham med Skræk, hvorfor han havde gjort dette. Han sagde at Helge havde forlokket hans Hustru, men Alle erklærede dette for den største Løgn. Da Aude erfarede det, skjønnede hun nok at det var hendes Faders Raad, tog sin Søn Harald og red bort med mange Mænd. Kort efter kom Ivar tilbage fra sit Tog til Reidgotaland. Da han hørte hvad der var skeet, sagde han at det var det største Nidingsverk, og at han vilde hevne sin Ven Helge; han bød sine Folk væbne sig, overfaldt Rørek, der vilde ride ham imøde, i en Skov, og dræbte ham. Ivar fordrede nu Bestyrelsen af Riget, og de som vare tilstede, vovede ej andet end at hylde ham; men Aude havde imidlertid samlet en Hær for at drage ham imøde, og Ivar, der ej havde Folkestyrke nok hos sig til at møde denne Hær, sejlede Hjem til Svithjod. Den samme Vinter samlede Aude alt det Guld og de Kostbarheder, hun kunde overkomme, og sendte det forud til Eygotaland. Vaaren efter drog hun selv afsted med sin Søn Harald, mange Stormænd og meget Gods, først til Eygotaland, og siden øster til Gardarike, hvor en Konge ved Navn Radbard herskede. Denne tog vel imod hende og alle hendes Mænd, tilbød dem at opholde sig i hans Land, og bejlede endelig til Aude, som ogsaa besluttede sig til at give ham sin Haand, især for at hendes Søn Harald derved, naar han voxede op, kunde faa nogen Hjelp. Thi fra Sælund vare de nu landflygtige. Ivar havde strax efter hendes Afrejse underlagt sig Brødrenes hele Rige.

Olav Tretelgja. illustrasjon av Gerhard Munthe til Ynglingesaga. Snorre 1899-utg.

Ivar var meget utilfreds med at Radbard, der synes at have været hans Skattekonge, havde vovet at egte Aude uden at spørge ham ad. Han besluttede derfor at bekrige ham, og samlede en vældig Hær fra alle sine Riger, med hvilken han sejlede øster for at herje og brænde i Radbards Rige. Hans Vej gik gjennem Karjalabotn eller den finske Bugt, hvor, som det hed, Radbards Rige stødte til, altsaa omkring Nevaflodens Udløb og Petersburg-Egnen. En Nat, heder det, da Kongen sov paa sin Drage i Løftingen, havde han en forunderlig Drøm. Det forekom ham som om en Stor Drage kom flyvende udenfra Havet; dens Farve var som Guld, der gik Gnister af den trindt om paa Himlen, og alle de nærmeste Lande gave Gjenskin; efter den fulgte alle de Fugle, han troede at være i hele Norden. Men i Nordosten saa han en Sky drage op med saameget Regn og hvast Vejr, at alt Landet nedenunder oversvømmedes; med Skyen fulgte Torden og Lyn. Da Dragen fløj fra Søen op over Landet, kom Skyen den imøde med saa meget Mørke, at han ikke længer saa Dragen eller Fuglene, men derimod hørte Drønet af Tordenen og Uvejret, der gik baade syd og Vester om Landet, og saa langt som hans Rige naaede; og da han skulde see til sine Skibe, tyktes det ham som om de alle vare blevne til Hvaler og dreve ud i Havet; dermed vaagnede han. Han lod nu kalde sin Fosterfader Hørd og bad denne udtyde Drømmen. Hørd sagde at han var for gammel til at tyde Drømme, men at her heller ikke nogen Udtydning behøvedes, da Kongen ligesaa godt som han kunde skjønne, at det bebudede store Omvæltninger i Svithjod og Danmark, og hans eget nærforestaaende Endeligt. Hørd havde viselig stillet sig paa en Klippe paa Landet ganske nær ved Skibet, og var ikke at formaa til at betræde dette. "Kom hid og sig frem dine onde Spaadomme", sagde Kongen. "Her vil jeg stande, og heden tale", svarede Hørd. "Hvo var Halfdan snjalle blandt Æserne", spurgte Kongen. "Han var Balder, hvilken alle Guder begræd, og dig dog ulig", var Hørds Svar. "Hvo var Rørek blandt Æserne", spurgte Kongen end videre. "Høner", svarede Hørd, "den ræddeste blandt Æserne, men dig dog ej god". "Hvo var Helge hvasse blandt Æserne", vedblev Ivar. "Hermod", svarede Hørd, "den modigste blandt dem, og dig dog fiendtlig". "Hvo var Gudrød blandt Æserne", spurgte Kongen fremdeles. "Heimdall", svarede Hørd, "den dummeste blandt Æserne, og dig dog ikke god". "Men hvo er jeg blandt Æserne", spurgte omsider Ivar. "Du", svarede Hørd, "er den værste Orm, som er til, Midgardsormen selv". Da udbrød Kongen vred: "Siger du mig min nær forestaaende Død, kan jeg ogsaa fortælle dig at du ikke skal leve længe, thi jeg kjender dig nok der du staar, du arge Thusse". "Prøv om du kan naa mig", sagde Hørd, og Kongen blev nu saa rasende, at han løb ud gjennem Teltaabningen lige ned i Våndet. Ogsaa Hørd styrtede sig ned i Søen, og man saa ikke mere til nogen af dem. Da man i Hæren erfarede, at Kongen var død, holdtes der Thing, og besluttedes der, at man skulde benytte den gode Vind til at sejle Hjem igjen. Men da Radbard fik Nys herom, sendte han sin Stifsøn Harald til Hæren, af hvilken en Deel, som endnu ikke var afsejlet, hyldede ham som Konge og førte ham med sig til Sælund, hvor Folket strax tog ham til Konge. Derefter drog han til Skaane, til det Rige, der havde tilhørt hans Mødrenefrænder; her blev han ligeledes hyldet. Derpaa underlagde han sig Svithjod og Jylland, og indsatte overalt mange Fylkeskonger, hvilke Ivar tidligere havde fordrevet. Harald var da kun 15 Aar og havde, fortælles der, meget at bestille med at værge sit Rige mod dem, der tænkte at benytte sig af hans Ungdom til at gjenvinde de Besiddelser, Ivar havde frataget dem. Der fortælles, at hans Mænd lode foranstalte en stor Seid for at Jæm ej skulde bide paa ham. Han blev en stor Hærmand og tilegnede sig Ivars hele Rige, saa at alle Konger i Danmark og Svithjod vare ham skatskyIdige. Ligeledes underkastede han sig Halfdan Snjalles Rige i England. Overalt indsatte han Konger og Jarler, der skulde betale ham Skat. Til Konge over Østergautland satte han Hjørmund Ylfing, den af Ingjaid Ildraade indebrændte Hjørvard Ylfings Søn.

Ingjald Ildraades Søn Olaf havde af sin Moder været sendt til Opfostring hos hendes Fosterfader Bove i Vestergautland, hvor han blev opdragen tilsammen med Boves Søn Saxe Fletter. Da han erfarede sin Fader Ingjalds Død, drog han med de Mænd, der vilde følge ham, til Nerike for om muligt at gjenvinde Riget; med Sviarne havde alle som een besluttet, ej længer at taale Ingjalds Æt, og Olaf maatte derfor drage bort igjen. Han drog da med sine Folk gjennem Skovene til det Sted, hvor Klarelven falder i Væneren. Der gav de sig til at oprydde Skoven, nedsatte sig der og bebyggede store Hereder. I Svithjod spottede man derover, og gav Olaf Øgenavnet Trætelgja. Imidlertid samledes flere og flere om ham, thi Ivar Vidfadmes Tyranni nødsagede mange af Sviarne til at flygte. Derved blev Vermeland omsider saa overfyldt med Folk, at der indtraf Dyrtid. Olaf var just ingen ivrig Blotmand, og Mængden tilskrev derfor Gudernes Vrede herover Kornmangelen. For at afsone Vreden besluttede de at offre Kongen til Guderne; de brændte ham inde, og gave ham til Odin som et Offer for at faa godt Aar. De Forstandigere indsaa dog, at den rette Aarsag til Kornmangelen kun var det altfor store Folkeantal. De besluttede derfor at tage Olafs ældste Søn Halfdan med Tilnavn Hvitbein, til Konge. Halfdan opfostredes paa Soløer i Norge, den nærmeste Grændsebygd mod Vermeland, hos sin Morfader Kong Sølve. Sviarne fra Vermeland gjorde et Tog ind til Soløer, overrumplede og dræbte Kong Sølve, og gave Halfdan Kongenavn. Han underlagde sig siden Soløer og erobrede Rauma- rike. Han egtede Aasa, en Datter af den mægtige Kong Eystein Ildraade paa Hedemarken, erhvervede meget af Hedemarken, Thoten og Hadeland, ja endog meget af Vestfold. Hans Broder Ingjald, heder det, havde imidlertid været Konge i Vermeland, men døde før Halfdan, der nu ogsaa underkastede sig Vermeland og lod det bestyre ved Jarler. Half dans ældste Søn, Eystein, egtede Hild, en Datter af Erik Agnarssøn, som paa den Tid var Konge paa Vestfold, men hvis Fader Agnar var en Kongesøn fra Vendil (Vendsyssel). Erik døde uden Sønner endnu i Halfdan Hvitbeins Levetid, og denne tilligemed hans Søn og Eriks Sviger-Søn underkastede sig nu hele Vestfold. Paa denne Tid, heder det, begyndtes der med Blot (med andre Ord, oprettedes et Tempel og en Helligdom), i Skiringssal paa Vestfold. Hertil søgte Folk fra hele Viken, og Stedet blev siden ogsaa en meget søgt Handelsplads. Halfdan døde i en høj Alder paa Thoten, men hans Lig blev dog flyttet til den nye Helligdom i Skiringssal, og højlagt paa et Sted, kaldet Skæreid. Det er al Rimelighed for, at denne Helligdom er ble ven grundlagt af Halfdan og Eystein, med hvilke en ny Æt af Vestfoldingekonger begyndte, og at det var den uppsalske Frey-Kultus, de her som Medlemmer af Ynglinge-Ætten indstiftede.