Det norske Folks Historie bind 4 - Einar Thambarskelves Forhold. Orknøiske Anliggender
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Einar Thambarskelves Forhold. Orknøiske Anliggender
Det er forunderligt nok, at Einar Thambarskelves Navn ikke en eneste Gang omtales ved alle disse merkelige Forhandlinger. Som Kongens Fosterfader og fornemste Raadgiver maatte han dog have haft en afgjørende Stemme derved. Man maa derfor antage, at han enten paa den Tid har været borte paa en Rejse, hvorom Sagaerne intet tale, eller, hvad der er det sandsynligste, at han, ligesom han aabenbart havde en Finger med i Kalfs Forjagelse, ogsaa har været den egentlige Ophavsmand til Kongens strenge Færd i det Hele taget, for at han derved desto mere uhindret kunde raade i hans Navn. Det var vist ikke for intet, at han oftere pukkede paa, at han havde været udenfor den hele Kamp mod Kong Olaf, og man kan ej tilbageholde den Formodning, at han har været den fornemste blandt de kongelige Raadgivere, hvilke Sighvat bad ikke at vredes over hans Fritalenhed. Under saadanne Omstændigheder kan man nok forstaa, hvorfor man under disse Forhandlinger ej hører noget til ham. Før Urolighederne maatte det være ham magtpaaliggende at træde i Skyggen, saa at det saa ud som om Kongen handlede efter egen Tilskyndelse; siden, da man maatte give efter, gjaldt det at holde gode Miner til slet Spil, som om han var aldeles upartisk, ja maaskee endog stod paa Bøndernes Side. Heller ikke tales der noget om Finn Arnessøn og hans Brødre. Da de nu vare forligte med Kalf, og, som man af det følgende kan see, i det mindste Finn var ham oprigtigt hengiven, kan man neppe tro andet, end at de hørte til de Misfornøjedes Parti. Derfor er det vel og, at Arnmødlinge-Ætten, som man seer, ingen Rolle spillede under Kong Magnus den gode, og et Tegn herpaa var det ligeledes, at Finn Arnessøn bortgiftede sin Datter til den paa Løsrivelse fra Norges Lenshøjhed stedse tænkende Thorfinn Jarl i Orknøerne.
Her havde Thorfinn i lang Tid spillet Mester. Der er allerede fortalt, hvorledes han i Aaret 1029 havde sluttet et Forlig med den anden Jarl, Bruse, om at overtage Øernes fuldstændige Forsvar, imod at denne overlod ham en Trediedeel, saaledes at Thorfinn paa den Maade fik to Trediedele, medens Bruse kun beholdt en Trediedeel tilbage. Thorfinn viste, at han godt forstod at benytte sig af denne forøgede Magt. Da hans Morfader Mælkolm i samme Aar døde[1], og en anden Konge, hvilken vore Sagaer kalde Karl Hundasøn, og som, hvis han ej var en Søn af den ovenfor (B. III. S. 120) omtalte Jarl Hunde eller Cuilen, ikke synes at være nogen anden end den i skotske og engelske Annaler oftere nævnte Mælkolm Keneds Søn[2] — hvilket og er det sandsynligste —, blev Thorfinns Ret til Katanes gjort ham stridig, idet den nye Konge gjorde Fordring derpaa.
Denne Sag var sandsynligviis ogsaa en af dem, hvorom Haakon Jarl, da han i 1029 sendtes bort, skulde underhandle. Knuts fornemste Hensigt maa have været at bringe Thorfinn, som norsk Vasall, til at underkaste sig hans Herredømme, men dernæst maaskee ogsaa ved Trusler om Krig at bringe ham til at give efter for Mælkolm, der i 1025 havde erkjendt Knut for sin Lensherre. Men Thorfinn brød sig neppe noget om en saadan Trusel; et Rygte synes endog at have tilskrevet ham Haakons Død. Katanes betragtede han som sin lovlige Mødrenearv, og negtede at betale Skat. Kongen udnævnte nu sin Systersøn Moddan af Sutherland til Maormor derover. Men understøttet af Thorkell Fostre bragte Thorfinn en saa stor Hær paa Benene, at Moddan ej vovede at angribe ham, hvorimod han selv underkastede sig Sutherland og Ross, og herjede vidt og bredt i Nordskotland. Moddan flygtede til Kongen, som da opholdt sig i Berwick, og fortalte ham sin Nød. Kongen samlede en Hær og Flaade, og ilede til Katanes, for at overrumple Thorfinn, som var bleven tilbage i Dungalsby. Thorfinn fik dog i Tide Nys om Faren, og skyndte sig over Pettlandsfjorden til Øerne, hvor han lagde sig ved Dyrnes og sendte et Tilbud til det nærliggende Sandvik, at Thorkell skulde komme ham til Hjelp. Men imidlertid blev Thorfinn angreben af Skottekongen, der med en overlegen Styrke havde forfulgt ham; dog han forsvarede sig saa tappert, at Kongen blev aldeles slagen paa Flugten, førend Thorkell endnu havde indfundet sig med Hjelpetropper.
Nu kom Raden til Thorfinn at forfølge Kongen. Han sejlede, ledsaget af Thorkell, over til Skotland; her deelte han Flaaden, saaledes at han selv med den ene Deel herjede langs Morayfjordens Kyst, medens Thorkell drog til Thorsaa (Thurso), hvor Moddan opholdt sig, fældte ham der, og vendte siden tilbage til Moray, hvor han atter forenede sine Vaaben med Thorfinns. Kongen havde imidlertid samlet en ny og vældig Hær, for at angribe Thorfinn Jarl. De mødtes paa Torfnes strax søndenfor Ekkjal-Elven[3], og her stod et vældigt Slag, hvori Thorfinn, uagtet Skotternes Overmagt, aldeles sejrede. Siden forfulgte han de Flygtende og foer med stormende Haand over det hele Land lige til Fife, idet han overalt tvang Indbyggerne til Underkastelse. Skotterne søgte engang, da han havde sendt nogle af Tropperne fra sig, at svige ham, men forgjæves; og de maatte blodigt undgjelde Forsøget, idet han lod sine Mænd brænde alle Huse og nedsable alle de Mænd, som de stødte paa. Nogle troede, at den saakaldte Karl var falden i Slaget, og saa meget er vist, at man siden ej hørte mere til ham. De skotske Annalister lade Mælkolm blive dræbt af nogle sammensvorne Medlemmer af Constantins og Grims Slægt ved Glamis 1034; men da de fremstille alle Foretagender af det piktiske eller nordskotske, af Nordmændene og Orknø-Jarlerne understøttede, Parti mod den kenedske Kongestamme som Forræderier, ere de her ej at stole paa, og vore egne, saa godt som paa Øjenvidners Udsagn, grundede Saga-Beretninger fortjene langt mere Tiltro. Mælkolm, for saa vidt han er den samme som "Karl", er sandsynligviis paa Flugten fra Torfnes-Slaget bleven dræbt ved Glamis af et Strejfparti Nordmænd eller fiendtlige Nordskotter[4]. Hans Dattersøn Duncan, allerede forlenet med Cumberland, en Vasall af Kong Knut og gift med en Frændkone af den danske Høvding Sigurd Bjørnssøn, af Sprakalegg-Ætten, fik nu Kongenavn af sit Parti, men erhvervede neppe nogensinde synderlig Magt i den nordlige Deel af Landet[5], saa meget mere som Thorfinns Magt nu forøgedes derved, at han ved sin Broder Bruses paa samme Tid indtrufne Død ogsaa tog hans Trediedeel af Øerne i Besiddelse, og derved kom til at herske over dem alle[6].
Da Ragnvald Brusessøn i 1035 kom til Norge, erfoer han sin Faders Død, og fik strax, som ventelig var, Lyst til at erhverve sine Fædrenebesiddelser tilbage. Han bad derfor Magnus om at hjelpe ham dertil, og Magnus, for hvem det maatte være magtpaaliggende at bringe Orknøerne tilbage under norsk Lenshøjhed, gav ham Jarlsnavn, forlenede ham, foruden med den Deel, han egentlig skulde arve, ogsaa med den Trediedeel af Øerne, som Olaf havde givet hans Fader Bruse, lod ham faa tre vel udrustede Langskibe, og tilsagde ham alt Venskab og sin kraftige Hjelp, naar han maatte behøve den. Da Ragnvald kom til Øerne, sendte han strax Bud til Thorfinn for at melde ham sin Ankomst og lade ham vide, hvad Kongen havde bestemt, og hvorledes han derfor nu havde at forholde sig. Thorfinn, der just paa denne Tid var beskjeftiget med de skotske Anliggender, erklærede sig villig til at afstaa Ragnvald de to Trediedele, hvis Ragnvald til Gjengjeld lovede at understøtte ham paa hans Krigstog. Dette lovede Ragnvald, et Forlig paa disse Vilkaar kom istand mellem dem, og Ragnvald fik virkelig de to Trediedele i sin Besiddelse[7]. Ragnvald understøttede ogsaa Thorfinn paa hans Tog, der fornemmelig gjaldt de vestlige Fjorde i Skotland, Sydrøerne, hvilke Thorfinn tildeels underlagde sig, ja endog, som det fortælles, en Deel af Irland[8]. Thorfinn søgte dog, som man tydeligt kan see, især at sikre sig sine Besiddelser i og sin Magt over det nordlige og vestlige Skotland; og i den Hensigt opholdt han sig endog i nogen Tid i Galloway[9] i det sydvestlige Skotland, hvorfra han da vel og har underkastet sig hiint Stykke af det nærliggende Irland. Han sendte engang nogle Folk over til det lige over for beliggende Cumberland, Kong Duncans engelske Len, for at røve en Mængde Kvæg. Foretagendet mislykkedes, og flere af hans Mænd bleve dræbte, men det paafølgende Aar hevnede Thorfinn det ved et ødelæggende Tog, som han i Forening med Ragnvald foretog til Cumberland[10].
Thorfinn spillede nu aldeles Mester i Skotland, thi omtrent paa samme Tid (1040), var det og, at Duncan faldt i en Kamp med Macbeth, en Søn af den forhen omtalte Finnlaich, Maormor af Moray, og saaledes en Frænde af Thorfinn[11]. Macbeth antog Kongenavn, hvilket han førte i 17 Aar. Macbeths Navn er bekjendt nok af Shakspeares herlige Tragødie, og det Sagn, der ligger til Grund saavel for denne, som for de skotske Annalisters Beretninger, fremstiller atter en Kamp mellem to Dynastier, eller under de daværende Forhold mellem de forenede Nordmænd og Nordskotter (Pikter) paa den ene, og de under dansk-engelsk Højhed staaende Sydskotter paa den anden Side, som et Forræderi af en enkelt Høvding. Men i Virkeligheden betegner Macbeths eller den mælbrigdske Æts Kongedømme i Skotland neppe andet end Thorfinns og de orknøiske Nordmænds Vælde, der nu vedvarede i henved tyve Aar[12]. Thorfinn, siger Orknøjarlernes Saga, beherskede ikke færre end 9 Jarledømmer i Skotland[13], alle Sydrøerne, og et stort Rige i Irland. Og Skalden Arnor, der selv besøgte ham, og digtede et Kvad til hans Ære, bevidner i dette, at hans Rige strakte sig lige fra Thursasker, der maa være at søge ved Skotlands nordøstlige Kant[14], til Dublin. Hermed er det just ikke Meningen, at han erobrede Dublin, hvilket ingensteds siges i de irske Annaler, men kun, at hans Herredømme over Kysten og Havet naaede lige til Dublins Nærhed[15].
Omtrent paa denne Tid, eller noget før, maa Thorfinn have egtet Finn Arnessøns Datter Ingebjørg, maaskee for derved at sikre sig den mægtige Arnunge-Æts Bistand[16]. Om han selv indfandt sig i Norge for at bejle til hende — hvad der er lidet sandsynligt —; eller om han har sendt Bud til Norge desangaaende, eller om endelig Finn har gjort noget Besøg til Orknø eller Skotland, nævnes ingensteds. Det var hans Giftermaal med Ingebjørg, der bragte Kalf Arnessøn, da han var falden i Kongens Unaade, til at ty til ham. Thorfinn tog paa det venligste imod Kalf. Men hvorledes der fra denne Tid af opstod Uenighed mellem Thorfinn og Ragnvald, enten fordi nu Thorfinn, ved Macbeths eller det piktiske Partis Sejr i Skotland, troede sin Magt nok befæstet til at han endelig kunde vove paa at skaffe sig en forhadt Medbejler af Halsen, eller fordi Kalf ophidsede ham, vil først i det følgende Afsnit kunne omhandles.
Fotnoter
- ↑ Om Mælkolm Mælbrigdes Søn, hans Død 1029 og Forvexling i skotske Skrifter med Mælkolm Kenodhs Søn, se ovf. B. III.
- ↑ Det er Orknøinga Saga, der udtrykkeligt nævner "Karl Hundasøn" som Mælkolms Efterfølger. Navnet "Karl" forekommer ogsaa i Arnor Jarlaskalds samtidige Vers (Orknøinga Saga, S. 32). Men det er dog herved at bemærke at Navnet "Karl", der i Versene kun forekommer een Gang, maaskee er brugt alene appellativisk, i Betydningen af "Olding", for at betegne Mælkolm som saadan, og at det af Sagaskriveren kan være misforstaaet, som om det var et virkeligt Navn; i saa Fald maatte da og "Hundasøn" være tilføjet ved en Gætning. At "Karl" er den samme som Mælkolm, synes næsten utvivlsomt. Thi Sagaen lader ham endog (S. 30) opholde sig i Berwick, nær ved den engelske Grændse, hvor Mælkolm just plejede at holde sig, og hans Død, lidt før Bruse Jarls, der igjen indtraf lidt før Magnus's Ankomst til Norge 1035, passer godt med de skotsk-irske Annalers Angivelser, at Mælkolm døde 1034. Det er neppe muligt, at der kunde have fremstaaet nogen fra Mælkolm selv forskjellig skotsk Konge, der var Modkonge mod Mælkolm Mælbrigdes Søn, opholdt sig en Stund i Berwick, og faldt omkring 1034, uden at de skotske og engelske Annaler udtrykkeligt havde nævnt ham. Det eneste kunde være, om Karl, som en Søn af den ovf. B. III. S. 120 nævnte Jarl Hunde (Cuilen), der igjen synes at være en Frænde af Kong Cuilen og hans Søn Constantin, var en af de "Frænder af Constantin og Grim", der efter Forduns Udsagn dræbte Mælkolm ved Glamis: i dette Tilfælde maatte han da have antaget Kongenavn. Men sandsynligt er det ej. Det er ellers vel at mærke, at Tillægget "Hundasøn" ej forekommer hos Arnor.
- ↑ Ekkjal (se ovf. B. II) er den nu saakaldte Oykel (Oikel), der udspringer i det indre af Sutherland, og falder ud mellem Dornoch og Tarbat. Arnor (Orknøinga Saga, S. 38) siger udtrykkeligt at Slaget stod paa Torfnes søndenfor (hiinsides) Ekkjal, hvoraf man saaledes kan slutte, at Torfnes er det samme som Tarbat Ness. Muligt at Ligheden mellem "Tarb" og "Torf" har bragt vore Forfædre til at give Stedet det norskklingende Navn, og heraf er maaskee igjen det Sagn opkommet, at det var her, hvor Torv-Einar først lod skære Torv (Flatøbogen, Skålholts Udg. af Olaf Tryggv. Saga, Cap. 178), uagtet der er Torv nok paa Orknøerne selv og derimod ingen paa Tarbat, der har sit Navn deraf, at Baade kunne drages derover: i Gælisk betegnes nemlig alle slige Eid ved "Tarbet" (Tairbeart).
- ↑ Fordun, IV. 48. Naar Sagaen fortæller, at Thorfinn forfulgte de flygtende, og lagde Landet under sig lige til Fife, da antydes herved netop en Retning forbi Glamis (i Forfar), hvor Mælkolm skal være bleven dræbt. Var han nu altsaa her falden for nogle Forfølgeres Haand, kunde der nok hos de øvrige herske Tvivl om, hvor vidt han var falden i Slaget eller ej. Dette er en Bestyrkelse mere for Identiteten af Sagaernes Karl og Annalernes Mælkolm. Det vil strax i det følgende sees, hvorledes Kampen mellem Macbeth og Duncan, der ligeledes er en Kamp mellem to Partier og Dynastier, af Fordun og de øvrige skotske Historieskrivere skildres som et lumsk Forræderi.
- ↑ Duncan siges hos Tigernach ved 1040 endog at være bleven dræbt "immatura aetate" (i en umoden alder), og selv Fordun siger om ham, at der under hans Regjering intet mærkeligt skede, og at han var meget mild og eftergivende. Han var en Søn af Mælkolms Datter Bethoc og Høvdingen Crinan.
- ↑ Orkn. Saga, S. 30—44.
- ↑ Orkn. Saga, S. 48—52.
- ↑ Orknøinga Saga, Cap. 22. Der tales om et stort Slag, Thorfinn og Ragnvald skulde have vundet i en Fjord, kaldet Vatnsfjord, hvilket Navn ogsaa forekommer i et Vers af Arnor om dette Slag. Hvilken Fjord der herved menes, vides ikke: etsteds paa den vestlige Kyst af Skotland maa det have været. I et andet Vers, anført i Orknøinga Saga, Cap. 54, nævner Arnor irske, bretske (walisiske) og skotske Folk som dem, Thorfinn paa sine Tog fældte.
- ↑ I Orknøinga Saga, S. 54, staar: Thorfinn Jarl "sad nu og da længe paa Katanes (Caithness), [og] paa det Sted der kaldes Gaddgedlar, hvor Skotland og England mødes." Her er det tydeligt, at et "og" er udeladt efter "Katanes", da dette, den nordøstligste Pynt af Skotland, aldrig kunde siges at være Grændseland mod England. Galloway, der i vidtløftigst Forstand indbefattede hele den sydvestligste Spids af Skotland, lige fra Annandale ved Solway til Carrick lige over for Cantire (Kintyre), var derimod i Ordets egentligste Forstand Grændselandet mod England; det kaldtes tidligere "Galwydia", "Galwayth" o. a. d., hvilket nok kunde forvankes til "Gaddgedlar". Galloway ligger netop lige over for Cumberland og Irland, altsaa i Centret for Thorfinns Bevægelser.
- ↑ At det var til Cumberland eller de nærliggende Egne, sees af Arnors Vers i Orknøinga Saga, Cap. 38, der siger at Slaget holdtes "søndenfor Man", altsaa paa den lige over for Man liggende Kyst. Da man regnede Irland, og følgelig Man, at ligge nordenfor England, bliver denne Kyst saaledes Cumberland.
- ↑ Om Finnlaich og hans Æt, se ovf. S. 175. Fordun (IV. 49) siger at Duncan blev dræbt ved en Skjændselsdaad af Mænd af den samme Æt, der havde dræbt saavel hans Morfader (Mælkolm) som dennes Fader (Kened), da han nemlig af Macbeth Finnlaichs Søn (Machabeus filius Finele) blev forrædersk myrdet ved Bothgouanan (Bothgoufan), og døde ved Elgin. Naar man her erindrer, at Fordun tidligere har udgivet den samme "Finele" for et Fruentimmer, alene fordi Navnet Finnlaich was forvansket til en saadan kvindelig Form, seer man let, hvad Tro man kan sætte til hans Fortællinger. Thi han maa her ligefrem have digtet den hele besynderlige Historie om "Finele, Datter til Jarlen af Angus". Tigernach (O’Connor II. 288) siger kun kort og godt: Donnchad mac Crinan, Konge af Alban, blev dræbt af sine egne i en "immatura aetate" (umoden alder).
- ↑ Skene, the Highlanders in Scotland, I. 113—116. Wilson, Archæologia, S. 492.
- ↑ Disse vare vel: Katanes, Sutherland, Ross, Moray, Buchan, Atholl, Lorn, Argyll, Galloway.
- ↑ Orkn. Saga, S. 86, Olaf den hell. Saga hos Snorre, Cap. 109. Jvfr. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 265.
- ↑ Usandsynligt er det vistnok ej, at Thorfinn kan have hærget ved Dublin for at hævne sin Faders Død, og at Skalden derfor virkelig har betragtet ham som Herre derover.
- ↑ Ingebjørg, der efter Thorfinns Død (ca. 1064) ægtede Kong Mælkolm (Malcolm III Canmore) i Skotland og fødte ham Sønnen Duncan, kan da vel næppe have været mere end 40—45 Aar gammel. Hendes Fødsel falder saaledes omkring 1020, og hendes Giftermaal med Thorfinn følgelig 1038. Hendes Fader Finn (Arnessøn) nævnes omkring 1052 som gift med Thorbjørg, en Datter af Halfdan, Sigurd Syrs Søn; men Ingebjørg maa være født i et tidligere Ægteskab, da Halfdan næppe kan have været gift førend omkring 1030, og hans Datter følgelig ikke engang selv var voxen 1038, end sige kunde have nogen giftefærdig Datter.
