Det større Sigurdskvæde (Bruddstykke) (Sigurþarkviþa)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Sigurþarkviþa)
Vols. s. c. 27.
Ild frased op
og jorden skalv,
mens luen høi
mod himlen steg;
faa af fyrstens
folk sig trøsted
ilden at ride,
over at fare.
Vols. s. c. 27.
Sigurd Grane
med sverdet drev,
og ild slukned
for ædlingen,
luen sig lagde
for lovsæl drot,
rødned i kløvbyrd,
som Regen aatte.
Vols. s. c. 28.
Brynhild kvad.
«Sigurd den orm vóg;
siden det ingen
af minde gaar,
mens mænd lever;
men broder din
dristed sig ei
ilden at ride,
over at fare.»
Vols. s. c. 29.
Ud gik Sigurd
samtalen fra,
den heltes ven,
og vé ham greb,
saa i stykker
om stridslystne
brast om bringen
brynjens ringe.
- - - - -
1.
Hogne kvad.
«Hvad har Sigurd
syndet mod dig,
siden den djerve
død du vil volde?»
2.
Gunnar kvad.
«Mig har Sigurd
svoret eder,
eder svoret.
dem alle brudt;
mig han da sveg,
da mest trengtes,
at hver en ed
han ærlig holdt.»
3.
Hogne kvad.
«Dig har Brynhild
bedsk opegget
vé at volde
og vekke sorg;
gifte godt hun
Gudrun ei under —
dig ei siden
samliv med sig.»
4.
Somme sved ulv,
somme skar orm,
somme Guthorn
gav af vilddyr,
før ménlystne
magt de finge
haand paa høie
helt at legge.
5.
Slagen blev Sigurd
syd for Rinen;
ravn paa træet
raabte saa lydt:
«Egg gjør Atle
paa Eder rød,
knuse vil edsbrudd
de kamplystne.»
6.
Ude stod Gudrun,
Gjukes datter,
og faldt de ord
hende først af mund
«Hvor er nu Sigurd,
de svendes drot,
der mine frænder
første frem rider? »
7.
Ene da Hogne
gav hertil svar:
«Sigurd sønder
med svord vi hugg,
sturer graa folen
ved fyrstens lig.»
8.
Kvad da Brynhild,
Budles datter:
«Vel skal I nyde
vaaben og lande;
ene snart Sigurd
for alt raaded,
var lidt lenger
livet ham undt.
9.
Ei det sig høved,
at han raaded
for Gjukes arv
og Goters flok,
der fem sønner
til folkevern,
ledingslystne,
hin livet gav.»
10.
Lo da Brynhild
- alt bo gjenlød —
den ene gang
af al sin hug:
«Lenge I nyde
land og svende,
der djerve drot
I døden gav.»
11.
Kvad da Gudrun,
Gjukes datter:
«Mæler mangt du
ménsvangert ord.
Vé over Gunnar,
som vog Sigurd!
for hadsken hug
hevn skal komme.»
12.
Langt var paa kveld,
kraftig var drukket,
mangelund mælt
var muntre ord;
sovned alle,
som i seng de kom,
kun Gunnar laa
lengst uden blund.
13.
Fod fandt ei hvil,
hvisked saa mangt han;
fylkings felder
faldt det paa sinde,
hvad tidt de to
i træet kvad,
da hjem de red —
hin ravn og ørn.
14.
Vaagned Brynhild,
Budles datter,
skjoldungers dís,
før dag brød frem:
«Hids eller heft mig
— harm er mig voldt -
sorg min at sige
eller saa at dø!»
15.
Tied de alle
til tale slig,
faa kun kjendte
den kvindeferd,
der med taarer
hun talte om det,
som med smil hun bad
de svende om.
16.
Brynhild kvad.
«Bares mig, Gunnar!
grumt for i søvne:
svalt var i sal,
min seng var kold;
men drot! du red
døv for gleden,
fengslet med fodjern
i fjendeflok.
Saa skal al jer
æt, Nivlunger!
magtløs vorde,
I ménsvorne!
17.
Mindes ei, Gunnar!
for grant du det.
da I begge blod
blanded i spor;
nu har du alt ham
ilde lønnet,
som fandt helst dig
som første mand.
18.
Det han da viste,
da djerv han red
at beile til mig
til møde hen,
hvor vel tilforn
fylkings bryder
de eder holdt
til ungen drot.
19.
Saarvaand lagde,
smykket med guld,
ædle konge
os imellem;
udentil eggen
i ild var svøbt,
indentil mettet
med edderstenk.»
Om Sigurds død.
Her er i dette kvæde fortalt om Sigurds død, og her lyder det saa, som om de drebte ham ude; men somme siger, at de drebte ham inde sovende i sin seng.
Tydske mænd derimod forteller det saa, at de drebte ham ude i skoven, og saa heder det i det gamle Gudrunskvæde, at Sigurd og Gjukes sønner havde redet til thing, da han blev drebt. Men det siger alle éns, at de sveg ham i fred og faldt over ham, som han laa og var uforberedt.
Noter:
De fire første strofer er tagne fra Volsungesaga, der indleder den sidste af disse strofer (c. 29) med: «saa heder det i Sigurdskvæde».
Vols. s. c. 27: rødned i kløvbyrd ɔ: Slagluen om Brynhilds hal gav gjenskin i Faavneskatten, som Sigurd havde lagt i kløv paa Granes ryg.
9,8): «hin» ɔ: Gjuke.
19): Saarvaand ɔ: sverd.