Douns Sang
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
Denne Strengleg, som heder Doun, kunne næsten alle de, som have lært Strenglege; men jeg vil fortælle eder, af hvilken Tildragelse den har faat dette Navn.
Efter som jeg har sandspurgt efter ret Erindring, boede der i gamle Dage en saare skjön og beleven Mö nord i Skotland i en By, som heder Edinburg; i Fædrenearv havde hun faat hele det Land, hun boede i, der var ingen anden Hövding derover. Denne omtalte Mö var hovmodig af sit Riges Storhed og slog Vrag paa alle, som boede i hendes Land, saa at der var ingen saa mægtig og gjæv, at hun vilde have ham til Mand og elske ham, ja hun vilde ikke engang höre tale derom. Hun sagde at hun ingen vilde have til Mand, uden den, som af Kjærlighed til hende gjorde saa meget, at han paa én Dag red fra Southampton, som ligger i det sydlige England, helt til Edinburg i Skotland, hvor hun sad; ham lovede hun at ville have, og han, sagde hun, skulde faa hende. Da nu dette var blevet bekjendt, og de, som boede i det Rige, spurgte det, da er det sandet, at mange forsögte at udföre denne Dagsrejse; nogle tilendebragte den, men naar de kom til Borgen, gik Möen dem i Möde, hædrede dem med en prægtig Modtagelse og lod rede en herlig Sæng til dem for at svige og dræbe dem under dyrebare Tæpper og kostbare Klæder; men de, som vare udmattede og lagde sig mödige ned, sovnede og laa döde. Denne Tidende om den hovmodige Mö blev vidt bekjendt og spurgtes over alt Bretland, som ligger i Kongen af Frankrigs Land söndenfor Englands Sö. En gjæv og drabelig Ridder i Bretland ved Navn Doun spurgte det; han fortröstede sig til sin gode Stridshingst, og vil derfor friste, om han ikke kan udföre denne Dagsrejse.
Derpaa fór han skyndsomt over Englands Sö og landede i Southampton; derfra skikkede han sin Sendemand til Möen og sagde hende, hvor han havde landet og bad hende sende sin fortrolige til ham; straks hun saa hans Sendemand og hörte hans Ordsending, skikkede hun gjærne sine Mænd til ham. Nu var det en Lördag meget aarle, at Doun begyndte sit Ridt, og saa hurtigt red han hele Dagen, at han havde fuldbragt Rejsen inden Kvelden, og da han kom til Edinburg, blev han prægtigt modtagen med megen Hæder og Ære.
Siden da han havde talt med Möen, hvad det sömmede sig, förte hun ham til et vel indrettet Hus for at hvile sig, saa snart det behagede ham; men Ridderen böd hendes Mænd at bringe ham tör Ved og bære den op i Sovekamret, og de gjorde, som han sagde. Derpaa lukkede han Dören, lagde sig ved Ilden og bagede sig, saa at han den Nat slet ikke sov og ikke lagde sig i den Sæng, som var gjort i Stand til ham. De, som ere meget trætte, önske gjærne at ligge mageligt, men om Morgenen har det vendt sig til ubodelig Skade for dem, ti jo haardere en træt Mand ligger, desto snarere faar han Kraft og Styrke igjen. Om Morgenen ved Primatid[1] stod han op og klædte sig paa, og gik saa ud for at tale med Möen og kræve sin forud betingede Lön; da svarede Möen: „min kjære“, sagde hun, „det kan endnu ikke være saa, ti först maa du ride saa langt, som min Svane flyver; da skal du faa mig uden Indvending og uden Opsættelse“. Ridderen bad om Frist, indtil hans Hest Balard var udhvilt og han selv utræt, og hun gav ham Frist til den fjerde Dag. Da begyndte Doun sin Færd, Balard löb, men Svanen flöj, og et Under er det, at den ikke sprænger ham. Om Kvelden kom de til en mægtig Borg; Doun hvilte der saa længe, det lystede ham, og da han vendte tilbage til Edinburg for at kræve, hvad der tilkom ham, kunde Möen ikke længer negte ham sig, men stævnede da til sig alle Hövdinge og de forstandigste Mænd, som vare i hendes Rige, og efter deres Raad giftede hun sig med Doun og gjorde ham til Herre over alt sit Rige med stor Hæder og megen Glæde.
Doun holder et glimrende Gjæstebud i tre Dage efter sit Bryllup, og der vankede en stor Overflödighed af alskens god Drik; men den fjerde Dag meget aarle stod han op, klædte sig paa, lod sin Hest före frem og tog Afsked med sin Hustru, ti nu vil han fare hjem til sit Fosterland. Da græd hans Ægtemage og bar sig ilde og sörgede meget over, at hendes Husbonde vil skilles ved hende. „Frue“, sagde Doun, „jeg farer nu ifra dig og véd ikke, om vi oftere træffe sammen eller ej; du har undfanget ved mig, og hvis det er, som jeg tror, vil du föde en Sön; dette mit Fingerguld skal du gjemme til ham og give ham det, naar han bliver en voksen Mand“. Hun tog imod Ringen, men han fór med saa forrettet Sag bort og dvælte ikke længer der. Det viste sig snart, at Fruen var svanger; men da hun födte en Sön, glædede alle hendes Venner sig; hun fostrede ham saa længe, indtil han godt kunde ride og fare paa Fuglevejde og Dyrejagt; da gav hun ham Ringen og böd ham passe nöje paa den. Siden udrustede hun sin Sön rigeligt og sendte ham til Franskmændenes Konge, vel oplært i alle gode Sæder og hirdmæssig Belevenhed. Han opholdt sig saa længe hos Kongen af Frankrig, indtil denne gjorde ham til Ridder, og derefter deltog han overalt i Dystridninger, og viste sig saa drabelig, at ingen stod sig mod ham i Vaaben, saa at han for sin Kjækhed blev lovsæl og berömt fremfor alle sine Kammerater og Standsfæller, og i hans Fölge var en stor Skare Riddere. Siden fór han med sine Fæller ud i Bretland til det Sted, som heder den hellige Mikals Fjæld, for at holde Dystridning, ti han vil gjöre sig bekjendt med Bretonerne. Da der nu var samlet store Skarer paa begge Sider, stod hans Fader i den Flok, som var imod ham; han havde længe attraaet at maale sine Vaaben med den unge Ridder. Da han kom i Fylkingen imod ham, fældte han sin Lanse og stævnede imod ham, og da mödtes de med haarde Hug, Sönnen fældte sin Fader af Hesten, men ingen af dem vidste om den anden, ti Doun kjendte ham ikke, og Svenden gav ham et stort Saar i Armen. Da man holdt inde med Dystridningen, sendte Doun Bud efter Svenden, at han skulde komme og tale med ham, og denne ilede straks til ham. Doun mælte da: „min Ven“, sagde han, „hvad for en Mand er du, som kunde fælde mig af Hesten?“ - „Herre“, svarede han, „jeg véd ikke, hvorledes det gik til; de maa vide det, som vare næst ved“. - „Min Ven“, sagde Doun, „rid hid til mig og lad mig se dine Hænder“. Men Svenden var beleven, drog straks Hanskerne af og viste ham baade sine Hænder og Arme; da Doun saa Svendens Hænder, kjendte han sin Guldring paa hans Finger. „Min Svend“, sagde han, „da vi i Dag mödtes i Dystridningen, mærkede jeg snart, at du var min Ætmand; du er saare drabelig og haard i Vaaben, kom og kys mig; du er min Sön, jeg er visselig din Fader. En saare stolt Kvinde er din Moder, med megen Anstrængelse vandt jeg hende; men da jeg havde ægtet hende, fór jeg snart ifra hende, og besögte hende aldrig siden. Den Ring, du bærer paa din Haand, gav jeg hende, og jeg véd, at hun har givet dig den, da hun sendte dig til Frankrig“. - „Herre“, svarede han, „sandt er det, som I siger“. Derpaa kyssede og omfavnede de hverandre, og fore siden med sine Heste over Englands Sö; Svenden förte da Faderen til sin Moder som længe havde længets efter hans Hjemkomst; hun tog imod ham med stor Glæde som sin Ægtefælle og Herre; siden levede de i Fred og Glæde mange Vintre samdrægtigt og sömmeligt.
Nu om Ridderen og hans Hest, som var ham saare kjær, gjorde Bretonerne en Strengleg, som heder Doun.
Fotnoter
- ↑ ɔ: Kl. 6 om Morgenen, den Tid, da efter kirkelig Beregning Dagen begyndte, og man holdt den förste Gudstjeneste.