Eddasange (Uddrag, C.Rosenberg)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif


Carl Rosenberg
Nordboernes Aandsliv
fra Oldtiden til vore Dage
I. Hedenold

Kjøbenhavn, 1877


Uddrag af
Diverse Eddadigte

af Carl Rosenberg


Vølvekvadet, Den Højes Taler, Grimners Taler, Vavthrudners Taler, Vegtams-Kvædet, Thryms-Kvædet, Harbards-Sangen, Skirners Taler, Loke-Trætten, Hyndla-Sangen, Grógaldr, Fjölsvinnsmál, Sigrdrivas Taler, Buslabøn, Heidriksgåderne, Vers fra Snorres Edda


Völuspá (Vølvekvadet)



1.
Høre mig alle
hellige Slægter,
smaa og store
Sønner af Heimdal!
Nordboernes Aandsliv, s. 149

7. - 8.
Aser mødtes
paa Ideslette,
de som Hegn og Hov
højtømrede.
Id øved de,
Alt prøved de,
lagde Smedjer,
Malm smeded,
gjorde Tænger
og godt Værktøj;
tavled i Tun,
trøste (teitir) vare de,
godt med Guld der var,
Guld til Alting,
indtil de trende
Thursemøer
fra Jøtunheim, meget
magtstærke komme.
Nordboernes Aandsliv, s. 153

19.
Yggdrasill,
det høje Træ,
overøst med hviden Væde.
Deden kommer Dugg,
som i Dale falder;
altid staar den grøn
over Urds Brønd.
Nordboernes Aandsliv, s. 154

20.
De Lov lagde
de Liv kaared
for Muldets Børn,
Menneske-Skæbner.
Nordboernes Aandsliv, s. 154

32. -33.
»Snart efter Balder
Broder fødtes,
Den Odins-Søn næmmed
natgammel at stride;
Hænder han ej toed,
eller Hoved kæmmed,
før paa Baal han bar
Balders Modstander.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 176

43.
Garm gøer højt
ved Gnipahule,
løs slides Lænken,
løber da Ulven;
længer frem ser jeg,
sige kan jeg meget
om Ragnarøks Tid,
tung for Sejrsguder.
Nordboernes Aandsliv, s. 157

47.
Gøer nu Garm højt
ved Gnipahule,
Lænken vil slides,
løber da Ulven.
Nordboernes Aandsliv, s. 159

56.
Sol mon sortne,
synker Land i Hav,
straalende Stjerner
styrte fra Himlen.
Damp bruser,
Brand luer,
højt leger Ild
ved Himlen selv.
Nordboernes Aandsliv, s. 160

58.
Ser hun op komme
anden Gang
Jord af Vande,
vaargrøn atter;
Fosser falde,
flyver Ørn over dem,
han som paa Fjæld
Fiske beder.
Nordboernes Aandsliv, s. 160

64.
Da kommer den mægtige
til Kongedommen,
alstærk, ovenfra,
som for alt raader.
Nordboernes Aandsliv, s. 151

65.
Der kommer dødsmørk
Dragen flyvende,
Øglen fra neden,
Niðafjælde;
med Lig paa Vinge,
langs over Sletten
flyver Nidhøgg.
Nu mon hun synke.
Nordboernes Aandsliv, s. 161

Hávamál (den Højes Taler)



1.
»Hver en Udgang,
før ind man træder,
bør skarpt man skaade,
bør skarpt man syne;
thi uvist er det at vide,
hvor man Uvenner
faar se paa Bænk
for sig sidde.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 220

13.
„Glemsels Hejre
over Gilder svæver
og stjæler Folks Sands og Samling;
i den Fugls Fjer
fangen jeg blev
hist i Gunnløds Gaard."
Nordboernes Aandsliv, s. 218

15.
Tavs og omtænksom
skal Ædlings Søn være
og til Kamp-Dyst djærv;
munter og glad
hver Mand være,
mens paa sin Bane han bier.
Nordboernes Aandsliv, s. 221

16.
Ræd Usling
tror, han evig skal leve,
om han kun for Kamp sig varer;
men Ælde under ham
ingen Fred,
om end ham Spyd den undte.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 221

34.
Uven bor
i en Afkrog,
om end ved alfar Vej;
men til god Ven
fører Genveje,
om han end er langt af Led.
Nordboernes Aandsliv, s. 222

38.
»Fra sine Vaaben
vige man ej paa Vej
blot en Fods Bredde bort;
thi uvist er at vide,
naar man ude paa Vej
faar Brug for Egg og Odd.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 222

65.
»Opmærksom og ordknap
hver Mand skal være
og varlig til Ven at tro;
for de Ord,
man en Anden siger,
tidt man tungt maa bøde« 
Nordboernes Aandsliv, s. 223

76.
»Fæ dør,
Frænder dø,
selv dør man desligest;
aldrig dør
Eftermælet
for hvem som et godt vandt sig.
Nordboernes Aandsliv, s. 223

77.
Fæ dør,
Frænde dør,
selv dør man desligest;
Et véd jeg
aldrig dør:
Dommen over hver en Død.
Nordboernes Aandsliv, s. 223

88.
Usaaet Ager
tro ingen Mand,
eller altfor snart sin Søn!
Vejret raader for Agerens,
Viddet for Sønnens Fremgang,
med Begge staar det tvivlsomt til.
Nordboernes Aandsliv, s. 224

106.
„Rates Mund lod jeg
rydde mig Vej
og gennem Graasten gnave;
over og under
Jætter stimed,
saa voved jeg Hals og Hoved.
Nordboernes Aandsliv, s. 220

107.
Vel købt Skat
vel jeg nytted;
vis Mand gaar ej Glip af sit Méd:
thi er op nu kommen
Odreyrer
til Mandkøns hellige Midgaard."
Nordboernes Aandsliv, s. 220

110.
»Ed paa Ring
havde Odin, tror jeg, svoret;
hvo kan paa hans Løfter (trygðum) lide?
Suttung lod han sidde,
svegen for Drikken
og Gunnlød Graad han voldte.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 218

111.
»Tid er at tale (þylja)
paa Taler-Stol
ude ved Urds Brønd.
Saa' jeg og tav,
Saa' jeg og tænkte,
lytted til hvad Mænd mæle.
Om Runer hørte jeg,
om Raadslagning
ved den Højes Hal,
i den Højes Hal,
saa hørte der jeg sige.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 225

112.
»Jeg raader dig, Loddfavner!
Raadet næmme Du,
nyttigt, om Du næmmer det,
godt, om Du gemmer det,« 
Nordboernes Aandsliv, s. 225

133.
»Dyder og Lyder
Dødeliges Sønner
bære blandede i Bryst;
Mand er ej saa bold,
at Brøst jo er ved ham,
ej saa daarlig, at til Intet han duer.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 226

138.
»Jeg véd, jeg hang
paa vindkoldt Træ
Nætter hele ni,
af Geirsodd saaret,
given til Odin
selv til mig selv —
oppe i det Træ,
som Ingen véd om,
af hvad Rod det rinder.
Nordboernes Aandsliv, s. 231

139.
Brød ej de rakte mig,
bød mig ej Horn.
Nedad spejded jeg,
næmmed Runer,
med Veraab dem næmmed,
faldt saa ned atter.
Nordboernes Aandsliv, s. 231

140.
Kraftsange ni jeg næmmed,
af den navnstore Søn
af Bølthorn, Bestlas Fader,
og en Drik fik jeg
af den dyre Mjød,
som af Odreyrer østes.
Nordboernes Aandsliv, s. 231

141.
Da begyndte jeg at voxe
og vis at vorde,
at tage til og trives;
Ord fra Ord
til Ord mig leded,
Daad fra Daad
til Daad mig leded.
Nordboernes Aandsliv, s. 232

142. - 143.
Runer vil Du finde,
vel raadede Staver,
helt store Staver.
helt stærke Staver,
som den store Taler tegned,
som hellige Guder gjorde,
som den ypperste Gud ypped,
Odin hos Aser
og hos Alfer Daain,
Dvalin tillige hos Dværge,
selv gjorde jeg somme.
Nordboernes Aandsliv, s. 232

144.
Kan Du riste dem?
Kan Du raade dem?
Kan Du prente dem?
Kan Du prøve dem?
Kan Du bede?
Kan Du blote?
Kan Du sende dem?
Kan Du slette dem?
Nordboernes Aandsliv, s. 232

145.
Bedre ej at bede
end blote for meget:
altid kræver Gave Gengæld.
Bedre ej at sende
end slette for meget.
Saa risted Thund (Odin)
før Tidsaldeme« 
Nordboernes Aandsliv, s. 232

164.
Nu ere kvædne den Højes Taler (Háva mál)
i den Højes Hal,
Jordens Sønner til Tarv,
Jætter til Utarv.
Hil den, som kvad dem!
Hil den, som kan dem!
Nyde den, som næmmed dem!
Lykkelige de, som lytted!
Nordboernes Aandsliv, s. 228

Grimnismál (Grimners Taler)



35.
»Yggdrasills Ask
Ondt døjer
mer end Mænd vide:
en Hjort bider Toppen,
trøsket er Siden,
nederst Nidhugg gnaver.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 180

51.
»Øltung er Du, Geirrød!
altfor drukken;
meget har Du mistet:
min Bistand,
alle Einherjer
og Odins Huldskab.
Nordboernes Aandsliv, s. 182

52.
Mangt jeg sagde Dig,
men Du mindes Lidt;
svart svige Dig Venner.
Min Vens Værge
vaadt jeg skuer:
Blod fra Bladet driver.
Nordboernes Aandsliv, s. 182

53.
Eggmødig Val
skal Ygg nu have;
dit Liv er, véd jeg, ledet.
Onde ere Diser Dig;
nu kan Du Odin se,
kom mig nu nær, om Du kan!
Nordboernes Aandsliv, s. 182

54.
Odin heder jeg nu,
Ygg hed jeg fordum,
Thund før i Tiden,
Vak og Skilving,
Vaavud, Hroptatyr,
Graut og Jaalk blandt Guder,
Ovner og Svaavner —
alle er vordne
mener jeg til mig ene.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 182

Vafþrúðnismál (Vavthrudners Taler)



42.
»Sig for det tolvte.
om du Tivers (d. e. Guders) Øde
fuldt ud, Vavthrudner, véd!
Om Jætters Løndomme
og alle Guder
Sig du det sandeste!
Nordboernes Aandsliv, s. 177

Vegtamskviða (Vegtams-Kvædet)



1.
Da ginge Magterne
til Domstol alle,
og herom raadslog
hellige Guder.
Nordboernes Aandsliv, s. 175

11.
»Rind føder Vale
i Vestersale;
den Odins-Søn næmmer,
natgammel, at stride;
Hænder han ej tor
eller Hoved kæmmer,
Før paa Baal han bær
Balders Modstander.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 175

14.
»…naar løs af Lænke
Loke skrider
og alting raver
i Ragnarøk.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 175

Thrymskviða (Thryms-Kvædet)



12.
»Bind saa om Dig Freya
Brudelin!
vi to skal age
til Jøtunheim,« 
Nordboernes Aandsliv, s. 183

13.
»Mest maatte jeg
mandlysten tykkes Dig,
om med Dig jeg aged
til Jøtunheim«,
Nordboernes Aandsliv, s. 183

18.
»flux vil Jætter
færdes i Asgaard,
om ej Du henter
din Hammer hjem« —
Nordboernes Aandsliv, s. 183

19.
»Bandt de om Thor da Brudelin
og Brising-Monet,
det mægtige, slynged;
Nøgler de lod ham
ved Lænd rasle
og Kvindeklæder
om Knæ falde;
end topped de hans Bryst
med brede Stene
og hæged hans Hoved
med høje Sæt — « 
Nordboernes Aandsliv, s. 183-184

21.
»Bjerge brast,
Brandt i Lue Jorden,
aged Odins Søn
til Jøtunheim:« 
Nordboernes Aandsliv, s. 184

25.
»Det kvad da Thrym,
Thursers Drot:
Hvor saa Du Brud
bide skrappere?
jeg saa ej Brud
bredere bide.
eller Mø, som mer
Mjød kunde drikke« 
Nordboernes Aandsliv, s. 184

27.
«Hvi rulle saa frygtelig
Freyas Øjen?
Ild mig tykkes
af Øjnene brænde.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 184

31.
«Lo da Hjærtet
i Hlorrides Bryst,
da, haard i Hu,
han Hamren kendte.
Først vog han Thrym,
Thursers Herre
og al Jættens
Æt lemlæsted.
Nordboernes Aandsliv, s. 184

32.
End vog han den aldrende
Jætte-Søster,
hun, som havde bedt
om Brudeskat;
Klaps hun hented sig
for klingende Mønt
og Hammers-Rap
i Ringes Sted,« 
Nordboernes Aandsliv, s. 185

Harbardsljóð (Harbards-Sangen)



1.
»Hvo er den Svend blandt Svende,
som staar ved Sundet hist?« 
Nordboernes Aandsliv, s. 190

2.
Karlen raaber vrængende:
»Hvo er den Karl blandt Karle,
som kalder over Vaagen?« 
Nordboernes Aandsliv, s. 190

Skirnismál (Skirners Taler)



6.
»I Gymers Gaarde
saa jeg gange
den Mø, som mest mig huer:
hendes Arme lyste,
saa af dem skinned
Himmel og Hav tillige.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 195

10.
Nat er ude;
nu maa vi fare
vidt over vaade Fjælde,
vidt over Thursers Verden.
Begge komme vi frem,
eller os Begge tager
hist højmægtig Jætte."
Nordboernes Aandsliv, s. 197

36.
Thurs jeg risted Dig
og tre Staver:
Vellyst, Vanvid og vild Attraa.
Men af jeg rister,
hvad jeg risted paa,
om Skæl jeg dertil skønner.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 195

42.
»Lang er Nat,
lange ere to,
hvor skal jeg taale
at traa i trende?
Tidt mig en Maaned
mindre tyktes
end slig en halv
Savn-Nat« 
Nordboernes Aandsliv, s. 195

Loka-Senna (Loke-Trætten)



9.
Loke:
Husker Du, Odin,
da i aarle Tider
Blod vi blanded sammen:
Aldrig vilde Du
Øl smage,
naar ej for os begge det bares.
Nordboernes Aandsliv, s. 198

42.
Loke:
For Guld lod Du købe
Gymers Datter
og solgte saa Dit Sværd;
men, naar Muspels Sønner
over Mørkved ride,
værgeløs Du staar da, Stakkel.
Nordboernes Aandsliv, s. 196

57.
Thor:
Ti, Du Kvindekarl!
Dig skal min Krafthammer,
Mjølner, maalbinde.
Fra Hals slaar jeg Dig
Hærde-Klinten (Hovedet);
ledet er da dit Liv.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

58.
Loke:
Se, er Jords Søn
her i Sal kommen?
Hvad skal den Skælden, Thor?
Ej er Du saa kry,
naar Du skal kæmpe med Ulven,
og han sluger Sejrfader hel.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

59.
Thor:
Ti, Du Kvindekarl!
Dig skal min Krafthammer,
Mjølner, maalbinde.
Op jeg kaster Dig
og østerpaa,
saa at Ingen ser Dig siden.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

60.
Loke:
Aldrig et Ord
om dine Østerfærder
skal blandt Mænd Du mæle,
siden paa Huk Du sad, Einherje,
i Handskens Tomme;
ej tyktes Du dengang Thor.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

61.
Thor:
Ti, Du Kvindekarl!
Dig skal min Krafthammer,
Mjølner, maalbinde.
Min højre Haand
slaar dig med Hrungners Bane,
saa hvert Ben i dig brydes.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

62.
Loke:
End agter jeg at leve
lange Tider,
skønt du med Hammer mig høder.
Skarptørrede fandt Du
Skrymers Remme
og kunde til Kosten ej komme
og sad saa helt forsulten.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

63.
Thor:
Ti, Du Kvindekarl!
Dig skal min Krafthammer,
Mjølner, maalbinde.
Hrungners Bane
skal til Hel Dig styrte
langt under Liggrinden ned.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

64.
Loke:
For Aser kvad jeg,
Kvad for Asasønner,
altsom min hu mig ægged;
for Dig ene
vil ud jeg gange;
thi Du, véd jeg, slaar til sidst.
Nordboernes Aandsliv, s. 200

Hyndluljóð (Hyndla-Sangen)



42.
»Havet hæver sig
mod Himlen selv,
skyller over Land,
men Luften brister;
Deden kommer Snefog
og snare Vinde,
da er Ødets Raad,
at paa Regn det skorter«
Nordboernes Aandsliv, s. 205

44.
Da kommer en Anden,
end mægtigere,
ham jeg dog ej
djærves at nævne;
faa kun se nu
fremad længer,
end til naar Odin
og Ulven mødes.
Nordboernes Aandsliv, s. 151

Grógalder



1.
Vaagn Groa!
Vaagn, gode Kvinde!
Jeg vækker Dig ved Dødens Døre.
Mon Du mindes,
at Du maned Din Søn
Til Kummel-Dyssen at komme?
Nordboernes Aandsliv, s. 248

15.
Far nu aldrig,
hvor Ufærd lurer!
Gaa Dig Intet mod Ønske!
Paa jordfast Sten
stod jeg inden Gravdør,
mens Galder jeg Dig gol.
Nordboernes Aandsliv, s. 248

16.
Bær med Dig, Søn,
Din Moders Ord
og lad dem bo Dig i Bryst!
Fuldt op skal Lykke
følge Dig altid,
mens mine Ord Du mindes!
Nordboernes Aandsliv, s. 250

Fjölsvinnsmál



48.
Velkommen hid!
Nu har jeg, hvad jeg vilde!
Kys følge kærlig Hilsen!
At se, den, man savned,
er sjælden ukært.
hvor hinanden ømt man elsker.
Nordboernes Aandsliv, s. 250

49.
Længe sad jeg
paa Lyfjaberg
bied paa Dig Døgn og Dage;
Nu er mig timet,
hvad tænkt jeg havde,
da Du er kommen, Mand, til mine Sale.
Nordboernes Aandsliv, s. 250

50.
Til Din Gammen, Svend,
har svart jeg higet,
og Du til mit Favntags Fryd,
nu er det Sanding,
at slide vi skulle
Liv og Livstid sammen!
Nordboernes Aandsliv, s. 250

Sigerdrifumál (Sigrdrivas Taler)



5.
ȯl jeg byder Dig,
Brynjethings Abild!
med Styrke blandet
og stærkest Hæder;
fuld er den af Sange
og signende Staver,
gode Galdre
og Gammensruner.
Nordboernes Aandsliv, s. 234

13.
Dem raaded,
dem risted,
dem haver Hropt udtænkt
af den Væde,
som vældet er
af Heiðdrøpners Hovedskal,
af Hoddrovners Horn.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

14.
Paa Bjerg stod han
med Brimers Egge,
havde paa Hovedet Hjælm.
Mælte da Mims Hoved
fremvist det første Ord
og sagde sande Staver.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

15.
Paa Skjoldet han kvad dem ristede,
det som staar for den skinnende Gud,
paa Aarvaagens Øre
og Alsvinns Hov,
paa det Hjul, som ruller
under Røgners Vogn,
paa Sleipners Tænder
og Slædens Bomme.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

16.
Paa Bjørns Lab
og paa Brages Tunge,
paa Ulvs Kløer
og paa Ørns Næb,
paa blodige Vinge,
paa Bro-Enden,
paa Løserens Haandlove
og Lindrerens Fodspor.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

17.
Paa Glar og Guld
og Folks Lykketing,
i Vin og Øl
og paa Vølve-Stol,
paa Gungners Odd.
og paa Granes Bringe,
paa Nornes Negl
og paa Ugles Næb.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

18.
Alle skrabedes af,
som de skares paa,
og mængedes i den hellige Mjød
og sendtes ad vide Veje.
De ere hos Aser,
de ere hos Alfer,
somme hos vise Vaner,
somme hos Mandkøns-Mænd.
Nordboernes Aandsliv, s. 235

19.
Det er Bogruner,
det er Bjærgeruner,
og alle Ølruner
og ædle Magtruner,
for hvem der kan dem uvildede
og uforvanskede
sig til Held have.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 235

Buslabøn



2.
„Hør Buslas Bøn!
Brat er den sungen,
saa at vidt den høres
al Verden over,
tarvløs for Alle,
som til den lytte,
men værst for hvem,
jeg vil vende den mod."
Nordboernes Aandsliv, s. 230

8.
„Trold og Alfer
og Trylle-Norner
og Bjergriser
brænde dine Haller!
Hade Rimthurser
Husene (?) dine!
Straa Dig stinge,
Stub Dig plage.
Ve Dig vorde
om ej min Vilje Du fremmer!"
Nordboernes Aandsliv, s. 231

Heidriksgåderne



»I Sol Du foer,
fjæled Dig i Skygge,
da faldt Dugg i Dale;
da nøjed Du Dig
med Nattedugg
og svaled dermed dit Svælg«,
Nordboernes Aandsliv, s. 242

Lakke saa jeg
Landjords-Øgning,
Luftøgle sad paa Lig;
Blind red Blind
ad Brændingen til,
og var Hesten uden Aande.
Øg fandt Du dødt
paa Isflage,
Ørn paa Aadsel sad;
paa Is bar det aarle.
Alt tilhobe,
Strømmen ad Strande til,« 
Nordboernes Aandsliv, s. 242

»Hvo er de Snare,
som sørgende gange.
Faders Bud at fuldbyrde?
Mange de ere
til Mén vordne,
saalunde sit Liv de friste.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 242

Hvad Møer gange,
mange tilsammen.
Faders Bud at fuldbyrde?
Haar har de blege.
Hoveddug hvid,
Ej mægte Mænd dem at ave.
God er din Gaade,
Gest hin blinde,
gættet er den:
Ondskabsfulde
de friske Brude
Mangen til Døden drage.
Gymer har avlet
grumme Døtre,
raadsnilde, med Ran:
Bølger hede de
og Braadsøer,
Ingen Mand dem magter.
Nordboernes Aandsliv, s. 242

Hvad Enker gange,
alle tilsammen,
Faders Bud at fuldbyrde?
Sjælden er de hulde
mod Hærmands-Flokke
og maa i Vinden vaage.« 
»God er din Gaade,
Gest, hin Blinde,
gættet er den:
Vover er det,
Ægers Døtre,
vældige frem de vælte.« 
Nordboernes Aandsliv, s. 243

Hvad Brude gange
paa Brændings-Skær
og henad Fjord fare?
Haard Seng have de,
Hoveddug hvid
og sjælden i Lugen de lege.
Braadsøer, Bølger
og Baaer alle
til sidst over Skjær skylle;
Bjerg de faa og Brink til Seng
men Fred i Lugn de finde.
Nordboernes Aandsliv, s. 243

Vers fra Snorres Edda



Njørd:
»Led er jeg ved Fjælde,
ej længe jeg var der,
ikkun Nætter ni;
Ulves Tuden med
tyktes mig grim,
lignet med Svaners Sang,»
Nordboernes Aandsliv, s. 208

Skade:
»Sove jeg kunde ej
paa Søbreds-Lejet
for flagrende Fugles Jærm
Skrig vækker mig,
naar fra Skov den kommer,
Maagen hver en Morgen.»
Nordboernes Aandsliv, s. 208

»Hvad er det, som flyver,
hvad er det, der farer
eller i Sky skrider?« 
Nordboernes Aandsliv, s. 208

»Glaser staar
med gyldent Løv
ved Sejrgudens Sale« 
Nordboernes Aandsliv, s. 208

»Vox ej, Vimur,
mens vade jeg maa
til Jætters Gaarde;
thi vid, om du voxer,
voxer mig As-Kraften
saa højt, som Himlen selv«.
Nordboernes Aandsliv, s. 208

ȃn Gang brugte jeg
As-Kraften
i Jætters Gaarde;
dengang Gjalp og Greip,
Geirrøds Døttre
vilde mig til Himlen hæve«.
Nordboernes Aandsliv, s. 209

Med tørre Taarer
Thøkk græder
for Balders Baalfærd;
hverken død eller levende gavned mig
Gubbens Søn —
lad Hel beholde, hvad hun har».Nordboernes Aandsliv, s. 209

Af Kattefjeds-Døn
og af Kvinde-Skæg,
af Fiske- Aande
og af Fugle-Mælk,
af Bjerg-Rødder
og af Bjørne-Sener;
deraf var Gleipner gjort».
Nordboernes Aandsliv, s. 210

«Ni Mødres Ætling er jeg,
ni Søstres Søn er jeg».
Nordboernes Aandsliv, s. 211