Efter Døden (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Nâlungiaq

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Efter Døden
Fortalt af Nâlungiaq

"Verden er vældig og har ogsaa Plads til Menneskene, naar de dør og ikke mere ses hernede paa Jorden. Der er tre Steder, hvortil man kan komme efter Døden. Der er Angerdlartarfik, hvormed menes "den glade Hjemkomsts evige Bopladser"; det er Glædens Land og ligger et Sted oppe i Himlen. Her drives Storfangst til alle Tider, og man fortæller, at Maanen hjælper Menneskene med at fange. Naar der ikke drives Fangst, leges der; man hører kun Sang og Latter mellem Husene, og al Sneen er trampet haard i vid Omkreds af alle de livlige, boldspillende Mennesker. Herop kommer kun de dygtige Fangere og de Kvinder, der har smukke Tatoveringer.

En Aandemaner, der besøgte dem, hørte en gammel Kvinde raabe:

"Blot jeg dog havde vidst, at man burde dø ung!"

Og det raabte hun, fordi man beholder den Alder, man har, naar man dør; de, der dør gamle, har derfor altid ondt ved at vinde med. Det er Grunden til, at vi ikke maa sørge, naar nogen dør ung. En Trøst for de gamle er det dog, at der altid er rigelig Spise, mange Rener og ingen Nød af nogen Art.

Saa er der lige under Jordens Skorpe Noqumiut eller "Hængehovedernes Land" . Her kommer de Mænd, der var daarlige Fangere, og de Kvinder, som ingen Tatoveringer har. De hænger altid med Hovedet, og deres Hage er boret helt ned i Brystet. De er altid sultne, fordi deres eneste Føde er Sommerfugle; de sidder altid paa Hug med ludende Hoved og lukkede Øjne. Kun naar en Sommerfugl kommer flyvende hen over dem, løfter de langsomt Hovedet og snapper efter den, som Fugleunger efter en Flue. I samme Øjeblik ryger det fra deres Strube som fra Støvbolde, der sprænges.

Saa er der endelig Underverdenen.

Der var engang en berømt Aandemaner, der hed Angnaituarsuk. En Dag Folkene ved Malerualik stod og saa ud over Simpson Strait, kom han glidende hen over Vandet. Havet laa blankt, og det var ganske, som om han løb hen over Glatis. Denne Mand er bleven berømt for sine Rejser til Underverdenen, og han befandt sig saa vel dernede, at han tilsidst blev helt borte.

Første Gang han for ned til Agdlit eller "de Dødes Land" under Jorden, skete det, uden at han selv vilde det; det var en af hans Hjælpeaander, der ønskede at vise ham Underverdenen. Han var paa Vej ind i sit Hus, da han pludselig styrtede ned gennem Husgangen. Det suste og buldrede omkring ham under Faldet, og mørkt var der omkring ham. Saa blev det lyst, og han saa, at han var kommen til "Hængehovedernes Land". Han saa dem sidde rundt omkring sig, og det saa ud, som om deres Hager var vokset fast til Brystet. Her havde han ingen Lyst til at blive, og saa fortsatte han videre ned til Underverdenen. Det var Vinter i Menneskenes Land, men her var det Sommer; ved en Elv var mange Mennesker forsamlet ved et Laksestænge; de støjede og lo og var meget kaade. Aandemaneren for forbi dem uden at standse, men i Farten genkendte han adskillige afdøde. Saa kom han hen til et Telt og ind gennem et Hul. Her sad en ældre Mand og strammede sin Buestreng; han kom til at røre ved Aandemaneren, idet han strakte Armen bagud, og han vendte sig om og fik Øje paa ham. Han betragtede ham nedefra og opefter; først Fødderne, derpaa gik Blikket langsomt op over Benene, Kroppen og Hovedet, indtil han havde faaet fat paa hele Manden.

"Nej, se da, faar jeg Besøg?" sagde han og tog venligt imod den fremmede. Han fortalte ham, at han skulde paa Renjagt, og at der var mange Rener i Nærheden; Elvene var ogsaa fulde af Laks, og der var ingen Mangel paa nogen Slags Fangstdyr. Han foreslog, at de skulde følges ad. I det samme kom der en Kvinde ind, en ung og smilende Kvinde. Hun satte sig paa en Sidebriks; det betød, at hun var ugift. Manden i Huset opfordrede straks Aandemaneren til at blive og sove hos hende om Natten. Men Aandemaneren blev bange for, at han skulde glemme sin Hjemrejse, og saa saa han op mod Teltloftet og spyttede ud i Luften. Hans Hjælpeaander gav hans Spyt Kraft, og det fløj lige igennem Teltdugen og dannede et lille Hul. Han fulgte nu efter sit Spyt og kom paa denne Maade ud af Teltet. Saa skabte han sig om til en Maage og fløj hen til den Elv, hvor han havde set alle de mange glade Mennesker. Paa Maagers Vis kredsede han hen over Fangstpladsen paa udspilede Vinger og gled roligt gennem Luften, indtil Folk fik Øje paa ham.

"Nej, se en Maage, en Maage!" raabte de i Munden paa hinanden, smed et Stykke Renkød paa Jorden som Madding og fik straks deres Buer frem. Aandemaneren fløj roligt hen og snappede Kødet, og skønt de alle afskød deres Pile, var der ingen, der ramte.

"Det var vist ikke nogen almindelig Maage!" hørte han de Døde raabe efter sig, og derpaa fløj han atter tilbage til Jorden og fortalte Menneskene om, hvad han havde oplevet.

Saaledes fik vi Kendskab til Underverdenens Land. Dette er alt, hvad jeg kan fortælle dig om Verden, baade den, jeg kender, og den, jeg ikke kender. Kunde jeg bare drømme, vilde jeg vide mere; thi Mennesker, der kan drømme, hører og ser mange Ting. Vi tror paa Drømme og tror paa, at Mennesker kan leve et Liv ved Siden af det rigtige Liv, som de kun oplever i Søvne. "

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 160-163. København, 1926.