Eiríksdrápa (Þórðr Kolbeinsson)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Þórðr Kolbeinsson
Eiríksdrápa
1.
Vide fore fra Sønden
Sande Rygter om Kampfærd,
Væntede ej de bold
Bønder saa hurtig Striden;
Havdyrs Ødelægger (1)
Hørte, at Daners Skuder
Trukne var af de sidste
Ruller hist i Sønden.
2.
Krigeren ud paa Dybet
Dundre lod de mange Snekker,
Skuder og Knørrer (2) (nu stiger
Skjaldens Hædersdrape);
Svømmede foran Landet
Lindes Mængde, da Helten
Ved sit Fædrelands Kyster
Vældig Kampfærd øved.
3.
Satte Jarlen, som vilde
Sigvalds Angreb møde,
Heltemodig og kyndig
Høje Stavne paa Søen;
Mange Aareskafter
Skjalv; de Helte, som Søen
Kløved med Aareblade,
Dog ej Døden frygted.
4.
Men den blanke Boligs
Bolde Møer (3) til Kamp mod
Daners Skuder ilsomt
Skrede langs med Kysten;
Da paa Møre rydded
Jarlerne de fleste,
Førende døde Kroppe,
Dreve Søens Heste.
5.
Paa de blodige Hjælme
Blanke Sværde raste;
Megen Hæder Kongens
Djærve Mænd da vandt sig,
Før vil Himlen vakle
Hyrning! End den glemmes.
6.
Veed jeg, at Jarlernes Venner
Vare de fleste Herser,
Erling ene undtagen,
Guldets Giver (4) jeg roser;
Men kort efter Drabet (5)
Landet nordenfra Veiga
Ned til Agder og længer
Lagdes under Jarlen.
7.
Fyrsten gavnede Folket,
Derved vi os glæder,
Sagde han, at han burde
Norrigs Mænd beskytte;
Men Kong Svend i Sønden
Siges død at være,
Hændes Ondt de fleste,
Faa hans Gaarde vare.
8.
End et Kvad begynder:
Bud de berømte Fyrster (6)
Sendte da til Landets
Hjælpydende Styrer,
At nu Erik atter
Til deres Vennesamfund
Skyldigst komme skulde,
Kongens Hensigt jeg indseer.
9.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det udmærkede svogerskab mellem fyrsterne trivedes på mændenes krigstog, som jeg har erfaret; mange skibe af forskellig størrelse styrede op i elven; den ætstore kriger sejlede med skibene så nær ved land, at man kunde se de angliske sletter.]
10.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Fremdeles lod Knut, den fyrste som furede bølgerne, fordums sine langskibe sejle udefra til øregrunden (kysten); den hjælmede jarls og fyrstens møde skete med lethed den dag, hvor det var bægges hensigt at lande med deres skibe.]
11.
Vestenfor London Fyrsten
Søens Heste lod binde
Sammen til Strid, og Helten
Stred for Land at vinde;
Farlige Hug fik Ulfkel,
Der hvor Pileregnen
Over Thingmænd (7) randt, og
Blanke Sværde sunge.
12.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den raske kriger, som hyppig gav ravnen opsvulmede lig, mærkede mændene med sværdsæggenes spor; den modige Erik lod ofte Anglernes skare forminskes og voldte deres død; hæren rødfarvede Ringmareheden.]
13.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: De ravnefødere, som i lange tider var Anglerne forhadte, gik frem oppe i land op fra skibene, men bønderne, som tænkte på at forsvare deres byer, gjorde hærtog imod dem; kongens (fyrstens) følge kæmpede.]
14.
Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Ulvene vadede i blod og fik lig i mængde at æde; ulven nød blodet.]
Fodnoter:
1) Skibes Ødelægger maa vel forstaaes om Erik Jarl.
2) Førselsfartøjer.
3) Havets Møer, d. e. Skibene.
4) Den gavmilde Herre.
5) Olafs.
6) Kong Knud og Thorkel.
7) Således kaldtes Krigerne i Knuds Hær Thinglid.
1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf Tryggvesøns Saga, Bind 1-3, oversatte af C. C. Rafn, København, 1826-27
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."