Elias Lönnrot biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Elias Lönnrot
(1802–84)
Lönnrot ['lönro.t], Elias, finsk Sprog- og Folkedigtningsforsker, f. 9. Apr. 1802 i Sammatti i det vestlige Nyland, d. 19. Marts 1884 smst. L. var Søn af en fattig Landsbyskrædder. Han var bestemt til Faderens Profession, men havde kun Lyst til Læsning. Forsk. Gange blev han sat i Skole, saaledes navnlig 1815—18 i Åbo; men Familiens Fattigdom var saa stor, at han atter maatte tages hjem, uden dog derfor at opgive sine kære boglige Sysler. 1820, kort efter at være kommen paa Gymnasiet i Borgå, tog han mod en Plads som Apotekerlærling i Tavastehus. Hans Opvakthed og usædvanlige Kundskaber skaffede ham her Velyndere, ved hvis Støtte, i Forbindelse med eget udholdende Arbejde, han endelig 1822 kunde blive Student. 1827 tog han »Filosofie-Kandidat«-Eksamen, kastede sig derpaa over Lægevidenskaben, blev 1830 medicinsk Kandidat, 1832 Dr. med., karakteristisk nok ved en Afh. »om Finnarnes magiska medicin«. Hans Interesse var nemlig i høj Grad bleven vakt for den finske Folkepoesi og alt, hvad der knytter sig til den. Allerede 1828 havde han selv, for største Delen til Fods, gennemvandret en Del af det østlige Finland for at samle Folkesange. Frugterne heraf offentliggjorde han under Fællestitelen »Kantele« (4 Hefter 1829—31). Lgn. Rejser foretog han 1831 og, efter allerede 1832 at være bleven Provinsiallæge i Kajana, gentagne Gange i de flg. Aar til 1844. Han besøgte paa denne Maade efterhaanden store Dele af Finland og de tilgrænsende Egne, navnlig russisk Karelen, og naaede ogsaa baade til Lapland og til Ingermanland og Estland. Det var en uanet rig Høst af gl. og nyere Folkedigte, han derved gjorde. En stor Rk. saadanne af mytisk Indhold sammenarbejdede han, med større Frihed end en strengere Kritik kan billige, men med fin Forstaaelse af den finske Folkepoesi, til den storartede Digtcyklus, som han gav Navnet »Kalevala« (1835, 2. meget forøgede Udg. 1849 og senere; se Kalevala og Finland, »Litteratur«). Hertil sluttede sig »Kanteletar«, en stor Samling af mindre, episke og lyriske Digte (1840, paa ny 1864, 1887), en Samling af »det finske Folks Ordsprog« (»Suomen kansan sanalaskuja«, 1842), og Gaader (»Suomen kansan arvoituksia«, 1844, forøget Udg. 1851) og endelig en noget frit behandlet Udgave af gl. Tryllesange (»Suomen kansan muinaisia loitsurunoja«, 1880). Under alt dette blev hans Interesse mere og mere hendragen paa selve det finske Sprog, til hvis forsk. Dialekter han efterhaanden ved at færdes rundt omkr. bl. Folket havde erhvervet sig et enestaaende Kendskab. L.’s Fortjeneste er det særlig, netop paa Grundlag af dette Kendskab, at have uddannet det finske Skriftsprog i den Form, hvori det nu er fuldt anerkendt, og ved at øse af Folkets Mund og Aand at have udviklet dets Rigdom i alle Retninger. I sin »Flora fennica, Suomen kasvisto« (1860 og senere) har han f. Eks. fastslaaet den botaniske Nomenklatur, og paa lgn. Maade har han bidraget til at fæstne det jur. Sprog, o. s. fr. Imidlertid var ved Castrén’s Død 1852 Professoratet i Finsk ved Universitetet i Helsingfors blevet ledigt, og trods store Betænkeligheder gav L. efter for indtrængende Opfordringer, søgte Pladsen og fik den 1853 efter at have udgivet en Afh. »om det nord-tschudiska språket«. I denne Stilling virkede han saa til 1862, da han tog sin Afsked. Han flyttede nu til sin Fødeby Sammatti, hvor han tilbragte Resten af sit Liv under utrætteligt Arbejde. Her afsluttede han saaledes sit store »Finskt-svenskt lexikon« (udkommet 1874—80), som han allerede fra 1840’erne havde arbejdet paa. Ligeledes var han virksom som Formand for den finske Salmebogkomité og bearbejdede ell. forfattede selv en Rk. Salmer. Han døde æret og elsket af alle, ogsaa som Menneske.
Vilh. Th.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
