Ellebørn, stjålne menneskebørn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 11

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Ellebørn, stjålne menneskebørn


32. Ellekjællingerne tog og smed deres Børn ind til Folk, naar de ikke var inddøbte.
Taarup.


33. Kristen Skovfoged, der boede i Sønderhave ved Kværndrup for henved hundrede Aar siden, hørte tit Ellefolkene spille inde i Skoven. Hans Børn legede ofte med Ellefolkenes Børn, og det gik for det meste godt nok, men undertiden kunde de dog ikke forliges, og derfor blev Skovfogden omsider kjed af det og forbød Børnene at komme ud til dem. Ellefolkene kom dog tæt op til Huset og løb omkring ved nogle store Bugsbomhækker, som de kigede igjennem, eller de hoppede saa højt i Vejret, at de kunde se over dem, og dette gjentog sig flere Gange. Endelig en Gang slap Skovfogdens Børn ud til dem, men saa blev der flere af dem syge oven paa den Tur, og saa kom de der ikke mere.
2. Febr. 95. P. Jensen, Kværndrup.


34. Det var en mærkelig Tildragelse med det første bitte Barn, mine Forældre de havde. Han hed Jens Kristian og var meget svag af Legemsbygning, og saa var han fuldstændig stum. De gjorde meget for ham, men det var lige nær.
   Saa var der nogle andre fra Nabolaget, der sagde, te de troede, Ellekonen gik til ham. En skjøn Aften lige i Mørkningen, Klokken kunde vel være ved Lag 7, min Moder sad med ham paa hendes Knæ, æ kan huske, hun fortalte os det saa mange Gange, saa ser hun ligesom en lille Skygge gaa forbi Vinduet, og hun tykte ogsaa, hun ligesom mærkede, Dørene de gik op. I det samme tog Barnet til at bride sig ligesom i de forfærdeligste Smærter, skrige kunde det jo ikke. Der blev nu raadet dem til, at de skulde søge noget for Barnet, for Ellekonen hun maatte have Gang til ham.
   Der var en gammel Kone, de kaldte æ Vendelkone, hun havde Ord for at være af de kloge Koner, og hendes Navn var egentlig Ædel; hende fik de saa Bud efter. Naturligvis hun kommer, og saa siger hun:
   "Hør, bitte Moer, har du ikke et Hønseæg?"
   Jo, det havde hun jo og henter Ægget og flyer hende.
   "Æ gaar ud ad Kjøkkenet, Karen," siger hun, og saa var hun der ude lidt. Da hun kommer ind igjen, havde hun skilt det lige midt over, og i Skallen havde hun en Vædske, men hvans det var, vidste min Moder jo ikke. Der var en bitte Pind sat ind i det nederste af Ægget, og min Moder kunde da se, det skulde forestille som et Bryggekar. Det stilte hun nu an paa Bordet, og saa tog hun Barnet og satte sig paa en Stol lige foran Ægget. Hun havde saa en Pind eller et Ris, det havde hun altid med sig og brugte som en Slags Trolderi, men hvad det var af, det vidste Moder jo heller ikke. Der slaar hun ned i Bordet tre Gange ved Siden af Ægget med det Ris, og den Gang hun havde nu gjort det, saa sidder hun og betragter Barnet en bitte Krumme. Endelig siger hun:
   "Nu kan æ sige dig, Karen, I skal ikke gjøre mere for Barnet, det lever ikke, til det bliver 8 Maaneder gammelt." -
   "Ja, saa kan æ vide, vi skal knap af med Drengen," siger Moder, og saa døde han ogsaa, da han var syv Maaneder og tre Uger gammel.
Mads Grøntoft, Bedsted.


35. Vest for Sinding er Sinding Høje. Der har været tre i alt, men de er nu næsten sløjfede.
   Dem var der Ellefolk i, og de var hule i Ryggen, naar man saa dem bag fra. De vilde bytte Børnene i Vuggen, naar man ikke passede godt paa, og det har de ogsaa gjort i Sinding; men det opdagedes snart, at det var et forkert Barn, de havde faaet.
   Saa var de ved en klog Kone og fik Raad. Konen skulde bage en Skronni, og den skulde hun sætte op under et Sparretræ den Nat, som den var baget om Dagen. Men om Morgenen efter skulde Manden tage den og sætte den op under Halen af æ Gilding, det var en Hest, de havde, der var ikke uden halvskaar. Naar han saa var kommen i Marken og havde pløjet et Stød, saa vilde Hesten begynde at rende for Ploven. Det var da Ellekonen, der sad paa Ploven, og det kunde han ikke se, for de er jo usynlige om Dagen; men saa skulde han vælte Ploven, og Gildingen vilde da slaa op. Saa vilde Brødet falde fra Halen, og det vilde Ellekonen rende efter for at faa, men idet hun rendte, maatte hun tabe en bitte Bundt, og den skulde han snappe og rende hjem med alt det han kunde. Det var jo saa deres eget Barn. Dernæst skulde han tage Ellekonen hendes Barn og sætte ud udenfor, saa vilde hun snart komme efter det. Men for at hun ikke skulde komme ind igjen, skulde han sætte en Kniv i Ovret af hver Dør, for dem kunde hun ikke gaa under.
   Den kloge Kones Raad blev fulgt, og saa fik de deres eget Barn igjen.
Kristen Sørensen Skrædder, Lime.


36. Ved en Gaard, der ligger nordvest for Hald By, var der Ellefolk, de boede ved en Vildkjélde vesten Gaarden. Folkene saa, at det var nogle smaa hvide Dukker, der dandsede runden om Kjelden. Der var tre Hold Børn i den Gaard, og i hvert Hold var der et Par Stakler. Det var Snakken, at de var blevne forbyt af Ellefolkene. Disse Stakler var saa svært gode til at synge.
N. P. Kristiansen, Hejlskov.