En Tupilek-Fortælling (Holm)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ensom bjørn i Snestormen – af Emanuel A. Petersen
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm

1888


29. En Tupilek-Fortælling

fortalt af Kutuluk



I gamle Dage kom to gamle, barnløse Ægtefolk hertil Syd fra og overvintrede heroppe. Da det blev Foraar, blev der fanget en Bjørn af Folkene, som boede paa den nærmeste Boplads indenfor dem i Fjorden. De Gamle rejste ind til dem for at faa noget af Bjørnen at spise; men da de kom ind i Huset, sagde Manden, der havde fanget Bjørnen: «Hvem vil vel have disse gamle Folk til Gjæster?» De gav dem dog Bjørne-Kjød og Spæk; men de Gamle spiste det ikke, men bandt det sammen for at lave Tupilek deraf. Da Bjørnelapperne bleve kogte, sagde de Gamle: «Bare de vilde give os noget deraf!» og ved Uddelingen fik de ogsaa et Par Tæer. Heller ikke dem spiste de, men tog dem med hjem.

Da de kom hjem, længtes de efter Foraaret, fordi de saa kunde rejse Syd paa igjen. Bjørnefangerens Kone fødte imidlertid et Barn, som døde, og dette tog de gamle Ægtefolk for at lave Tupilek af. De rejste nu Syd paa, og Konen svøbte Barnet rigtig godt ind og satte det forude paa Konebaadshornene. Naar de kom til Land, gik Konen op af Baaden, og Manden rakte dernæst Barnet op til hende. Saaledes gjorde de hele Tiden, medens de rejste Syd paa.

Først da de kom til deres eget Land igjen, lavede de af Liget en Tupilek, som kunde dræbe alle de Børn, Bjørnefangerens Kone fik. Tupilek'en fik en Rævekjæbe og en Rypekjæbe, og den blev betrukken med Hundeskind paa Hovedet. Den blev derefter gjort levende. Da der kom trange Tider, slog Bjørnefangeren sin Hund ihjel og sang Tryllesange over den, fordi han gjerne vilde have, at hans Børn skulde leve.

Engang da Bjørnefangerens Kone havde faaet et Barn, der døde ligesom de andre, vandrede hun ind til Kernertuarsuk. Hun hørte nogen synge inde fra Fjorden, og medens hun gik, saae hun en Konebaad komme derinde fra. Folkene, der vare i den, skulde ud og holde Trommedands og tog hende med. Da hun var bedrøvet, blev der ikke holdt Trommedands, men der skulde holdes Angekokkunster af sex Angekoker for at gjøre hende glad. Hun satte sig hen ved Siden af det Sted, hvor Angekokerne skulde gjøre deres Kunster, og Lamperne slukkedes.

De fem Angekoker gjorde Kunster, og hun ventede, at de skulde sige noget til hende; men de sagde intet. Nu skulde den sjette, der hed Akerdlegsanalik, begynde. Lamperne tændtes, han fik et nyt Skind til at sidde paa, og en mindre Lampe stilledes ved Siden af ham. Han begyndte at tromme, og Vandskindet for Husgangen og Skindet, hvorpaa han sad, begyndte at røre sig. Medens han sang og trommede, gled hans Natit ned og faldt tilsidst helt af. Naar han trommede, lod han undertiden Nakken næsten røre ved Jorden, og han kastede Trommen ved Siden af sig, og denne vedblev at røre sig af sig selv. Alt dette gjorde Angekoken for at gjøre den Sørgende glad. Derefter slukkedes Lamperne. Medens Akerdlegsanalik gjorde Angekokkunster, og Trommen rørte sig af sig selv, sagde han til den sørgende Kone: «Det er ligesom om Du har et Barn i Skjødet». De bleve oppe hele Natten og holdt Angekokkunster.

Da de skulde rejse, sagde den sørgende Kone til Angekokerne: «I maa gjerne komme over til Umivik for at slaa Tupilek'en ihjel». De rejste nu alle over til Umivik, og da de kom dertil, skar de en Sæl istykker og spiste den. Efter at de vare færdige med at spise, begyndte de at gjøre Angekokkunster for at fange Tupilek'en. Først gjorde de fem Angekoker Kunster, men sagde ikke noget til den Sørgende. Nu skulde Akerdlegsanalik begynde. Den mindre Lampe blev tændt, og Akerdlegsanalik trommede og sang. Han kastede Trommen tilside, og den vedblev at røre sig af sig selv, indtil den tilsidst stod stille. Angekoken var undertiden nær ved Jorden med Nakken, og hans Fødder hang fast nede ved Gulvet. Dengang Akerdlegsanalik lærte at gjøre Angekokkunster og stod foran Huset, saae han asagisat[1] bagved Huset, og det var dem, han brugte til Tartok'er. — Da Trommen gik tilvejrs, slukkedes Lampen, og Kunsterne fortsattes. «Der er Tupilek'en», sagde Akerdlegsanalik. Den sad inde ved Bunden af Brixen. Han løftede Brixeskindet op for at stikke den; men idet han stak, kom han til at trække i Linen, saa at Harpuuspidsen gik af, og Tupilek'en smuttede bort. «Det er ligesom Tupilek'en ikke er kommen langt bort», sagde Angekoken. Tornakkunsterne ophørte nu for denne Aften.

Den følgende Aften toge de syv Stykker af den sørgende Kones Klædningsstykker, bandt dem sammen og hængte dem op under Loftet. Tupilek'en skulde krybe ind i Tøjerne, og der skulde snøres til for den derinde. Angekokkunsterne begyndte, og snart efter kom Tupilek'en i Husgangen. Den gav alle Slags Lyd fra sig, snart skreg den: «unga!» snart «erko!» snart skreg den som en Ræv, snart som en Rype. Den var bestandig i Husgangen. Lyden skiftede; snart lød det som Konebaade, snart som Kajaker, snart som Raslen af Buske og snart som Sæler. Den gav alle disse Lyd fra sig, fordi den var lavet af alle disse Ting. Den kom nu ind i Huset og krøb i Tøjet. Angekoken sagde: dava! og de andre snørede til for den. Derefter sloge de den med knyttet Næve; men medens de sloge den, smuttede den bort gjennem et lille Hul i det yderste Klædningsstykke, en Tarmskindspels, skjøndt der intet Hul var paa de øvrige Klædningsstykker; men der gik Hul paa de andre, og den slap ud.

Lamperne tændtes, Tøjet undersøgtes og Hullet blev tilsyet, hvorefter Lamperne atter slukkedes, forat man kunde fange Tupilek'en. Denne kom snart under lignende Lyd som sidste Gang ind i Husgangen, og kom hen til det Sled, hvor den skulde krybe i Tøjet. Derefter trængte den ind i Tøjet, idet den skreg: «erko! erko!» Saasnart den var inde, blev der snøret til for den, og de begyndte at slaa den. De, der slog den, raabte: «ala! ala!» fordi Tupilek'en bed dem. Da den endelig blev stille, bleve Lamperne tændte, og Angekoken havde Tupilek'en i Skjødet, og hun, der havde lavet Tupilek'en, løb rundt omkring, ud og ind, og slukkede Lamperne, imedens de andre gned for at tænde. Angekoken sagde, at de, der ikke vare rigtig raske, skulde vende Ansigtet indefter, og der blev gnedet Ild nede i en Urinballe, forat Tupilek'ens Moder ikke skulde slukke den.

Da der nu var rigtig tændt, saae de et pænt lille Barn med Rypefødder i Brystet; men eftersom Angekoken pustede paa det, gik alle Rypefjerene af. Den var helt rød som af tørt Blod omkring Mundvigene af de døde Børns Sjæle, som den havde spist. Den havde endnu Hundeskind paa Hovedet, som de sprættede af. Ved Siden af den blev efterhaanden en hel Dynge af Rypefjer og al Slags, som Tupilek'en var lavet af.

Da de nu vare færdige, gik de op paa Fjeldet ovenfor Umivik og kogte den. Bjørnefangerens Kone fik et Barn for sidste Gang, og dette levede, ligesom det Barn hun havde faaet, førend Tupilek'en var lavet.

Tupilek'en var nu fanget, og dermed er denne Fortælling til Ende.


Fodnoter


  1. Havdyr med Klosaxe.