En gave til de døde (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Netsik – "Sælhunden"

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


En gave til de døde

Knud Rasmussen er en decemberdag i 1923 på slædefart sammen med en lokal inuit ved navn Netsik (Sælhunden). Efter en anstrengende dag i en forrygende snestorm og 50 graders kulde slår de lejr for natten. Knud Rasmussen fortæller:

_____________

Jeg har gemt nogle Cigaretter, som nydes ved særlige Lejligheder, og da jeg om Aftenen efter vort Renkog og en varmende Kop Kaffe synes, at Øjeblikket er inde for lukulliske Excesser, tænder jeg mig en Cigaret, samtidig med at jeg giver "Sælhunden" en. Men til min store Forbavselse tænder han den ikke, men vikler den ind i en Klud. . .

Næste Morgen, medens det endnu er mørkt, starter vi; men næppe har vi kørt et Par Timer, før der sker noget mærkeligt. Vi er ved at køre tværs over en stor Fjord, som paa dette Sted er mere end 60 km bred, og passerer just en stejl, sort Klippeø, der i Mørket virker som et Monument mod den hvide Sne, da "Sælhunden" beder mig om at standse mine Hunde et Øjeblik, og medens jeg gør, hvad jeg kan, for at holde de morgenfriske Hunde i Ro, ser jeg ham bestige Monumentet, for et Øjeblik efter at standse ganske brat.

Jeg kan lige akkurat skimte, hvad han foretager sig. Jeg ser ham lægge sig paa Knæ og med sin Kniv skære en lille Fordybning i Sneen. I denne Fordybning lægges med største Omhu Cigaretten og to Tændstikker, og Hullet dækkes atter til med Sne. Saa hører jeg ham gennem Stormen mumle en Række Formularer, der slutter med, at han med stor Pathos gør opmærksom paa den sjældne Gave, han her har nedlagt. Ordene, som jeg senere nedskrev, lød saaledes:

Store Mandfolk, store Mandfolk,

dine store Hænder,

dine store Fødder

skal du gøre glatte,

glatløbende

og se langt frem.

Store Mandfolk, store Mandfolk,

glat dine Tanker ud

og se langt frem.

Store Mandfolk, store Mandfolk,

lad dine Vaaben falde.

Derefter kommer han løbende ned til mig, og vi fortsætter Rejsen. . .

______________

Efter endnu en anstrengende dag i hårdt vejr slås atter lejr. I hast opføres en iglo ved siden af et andet ensomt beliggende snehus, som tilhører en ældre mand ved navn Amerarneq. Knud Rasmussen fortæller:

Det varer længe, før den gamle Aandemaner Amerarneq, "den hudløse", forlader os. Han synes umættelig, baade hvad Spise og Tale angaar; og først da hans Appetit er besejret, bliver "Sælhunden" og jeg alene, saa jeg kan faa Lejlighed til at spørge ham om, hvad hans lille Morgenandagt betød. Det viser sig, at han har besøgt sin Plejefaders Grav. Hans Plejefader var en stor Aandemaner, Ilatsiaq, og "Sælhunden" tror, at den sjældne Nydelse, der er nedlagt i en Cigaret, vil kunne tilkalde den dødes Sjæl, saa han faar Medlidenhed med os, der daglig maa slaas med det daarlige Vejr. Nu er det saadan, at Sjælen i de første Aar efter et Dødsfald tænkes at opholde sig ikke langt fra Graven. Forøvrigt er Ordet Grav egentlig ikke den rette Betegnelse for det Hvilested, hvor de Døde bliver stensat; thi Liget lægges ganske formløst ned i Jorden, og saa maa Rovdyr eller Rovfugle om Resten. Den udødelige Sjæl passer sig selv og trænger ikke til Gravens Ly.

Den Trylleformular, "Sælhunden" fremsagde, og som foran er gengivet, skulde tjene til at stemme hans Sind mildt. Det er gamle, gamle Ord, nedarvet fra Forfædrene, som fremsagt ved særlige Lejligheder siges at have en forbavsende blødgørende Virkning. De vilde stemme Ilatsiaq mildt, og han vilde skænke os et fint Rejse vejr.

Næste Morgen tidligt skærer vi et Hul i Hyttens Sidevæg for at faa et Indtryk af Vejret. Og se — den gamle Aandemaner har røget sin Cigaret! For første Gang i lange Tider bryder vi ud til en stille Frostdag.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 209-216. København, 1926.