En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen (Holm)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over en Sø på Grønland – af Jens Erik Carl Rasmussen, 1878
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888


30. En sandfærdig Fortælling fra Angmagsalik om Maanen
fortalt af Angitinguak



Pulokojo boede ved Puilortolok sammen med to gamle Koner, af hvilke han var gift med den ene. Disse to gamle Fruentimmer sad og lyskede hinanden, og naar Kajakerne gik tilsøes, gik de ud i Gangen, pegede paa dem og talte om dem.

Ved Tasiusak boede en gammel Angekok, som kun havde eet Øje, og hvis Navn var Karrak[1]. Denne rejste til Maanen, og da han kom hjem, fortalte han, at naar de, som have Sorg for Afdøde, gik omkring og arbejdede, vilde Maanen komme og skræmme dem. Da de to gamle Koner hørte dette, sagde de: «Hvorfor vil Maanen skræmme og forskrække os?» de troede nemlig ikke paa den.

Karrak gik engang paa Besøg ud til Puilortolok sammen med Angekoken fra Puisak ved Sermiligak[2]. Da de kom derud, vare kun Fruentimmerne hjemme; alle Mandfolkene vare borte. De spurgte, om de skulde gjøre Tornakkunster, og den Enøjede skulde da begynde. Da Lamperne vare slukkede, begyndte Vandskindene for Gangen at dundre, og det peb i Angekokens Haar. Trommen gik ligesaa stærkt som den kunde. «Det er hverken mig eller min Tartok, der gjør Tornakkunster«, raabte Angekoken. «Der kommer een i Bjørneskindsdragt[3] ude i Gangen! han skubbede mig om!» skreg nu Angekoken. Alle Folkene løb hen og skubbede Bjørneskinds-Manden ud. Han opfyldte hele Indgangen, saa bred var han. Nogle sloge ham med knyttet Næve, andre med Støvlesaaler. Da Maanen gik ud, hørte man en voldsom Susen, skjøndt det var ganske stille udenfor. Maanen fløj nu op ovenpaa Udkigsfjeldet ved Puilortolok, medens Nelarsik[4], der var iført Vandskindsklæder, sad ovenpaa en Ø. Da Maanen var borte, kom Angisak[5] ind. Lamperne bleve tændte, og han sagde til sin Kone, at hun skulde gjøre Børnene istand til at de kunde rejse.

Dagen efter Maanens Besøg fik den Ældste[6] i Huset sit nye Tøj paa. Han plejede at faa dette paa, hvergang der toges en Sæl ind i Huset for at flenses. Henad Aften blev der hængt en Hammer og en Lampefod op over Døren som Amuletter, og den Gamle sagde: «Naar der kommer nogen deroppe fra, begynder Hammeren nok at røre sig». Da det blev Aften, begyndte Hammeren at røre sig, og Lampefoden faldt ned paa Gulvet og snurrede rundt dernede. Der opkom stor Forvirring og Støj, thi alle Folkene skyndte sig med at tage Tøjet paa og flygte. De rejste længere ind i Fjorden til Folkene ved Narsarmuit. Om Aftenen hørte de Gjøen i Luften; det var Maanens Hund, og tillige hørte de en Bjørn brumme under Isen i Havet; det var Søbjørnen[7].

Da de den følgende Dag kom ud til Huset, var Husgangen falden ind, og Tag og Brix vare sammenfaldne og spredte ud paa Gulvet. Det var Manden i Vandskindsdragt (Nelarsik), der havde været inde i Huset. Da de om Aftenen sad i Huset, spurgte man Karrak, om han vilde gjøre Tornakkunster; men han svarede, at han var bange for at gjøre det for Maanen. Angekoken sad og lænede sig op til Væggen, men pludselig fik han et Syn og saae Maanen sidde ovenpaa Puilortolok i Begreb med at støde hele Huset om med en kapotak (et Slags Spyd); men hvergang Maanen lige skulde til at vælte Huset, raable lbak[8], der var en af Karrak's Tartok'er, at den ikke maatte, hvorfor den trak Spydet tilbage igjen. Vandskindet (der hænges for Indgangen under Tornakkunster) var sammenrullet. Angekoken sad stadig ved Væggen og kaldte paa sin anden Tartok: Ikilerfik[9]. Vandskindet for Husgangen rørte sig, skjøndt Lamperne vare tændte, og hans Tartok skreg udenfor. Det oprullede Vandskind rullede ned, Angekoken flyttede Sædet (Skindet) ned paa Gulvet, satte sig derpaa og begyndte at slaa paa Skindlappen, han havde i Haanden[10]. Det dundrede i Huset, og Sædet, hvorpaa Angekoken sad, rystede. «Jeg har noget at bestille med en stor Mand!» raabte Angekoken. «Jeg kan vist ikke gjøre noget ved ham!» svarede Ikilerfik. «Nu fik jeg igjen et Syn», sagde Angekoken, «lbak og Maanen er oppe at slaas! Nu er Ikilerfik ogsaa snart derude! Ikilerfik tager Spydet fra Maanen. Ikilerfik vil vride det istykker! Maanen raaber: Skal da Vandet aldrig falde mere? skal Sælerne ikke mere faa Unger? siden Du vil brække mit Spyd!» Tartoken slap Spydet, og Maanen fløj op i Luften.


Fodnoter


  1. ↑ Karrak var Fortællerens (Angitinguak's) Faders Onkel, han havde mistet det ene Øje, dengang Angekok-Bjørnen havde spist ham.
  2. ↑ Disse to Angekoker kunde flyve og komme ned under Jorden. Naar man holdt Haanden paa dem, kunde man føle, hvorledes de sank ned i Gulvet.
  3. ↑ Dette var Maanen.
  4. ↑ Nelarsik ɔ: Vega, som angiver Tiden for Angmagsalikerne, naar det er mørkt, ligesom Solen naar det er lyst.
  5. ↑ Dette var Faderen til Kunitit, den nulevende Angekok ved Norajik.
  6. ↑ Dette var Tigajat's Faders Bedstefader.
  7. ↑ Et Monstrum i Bjørneskikkelse, saa stort, at naar det har Forpoterne ovenpaa et højt Fjeld, staaer det endnu med Bagdelen i Vandet. Naar det kommer ind til Fjorden, vader det kun i Vand til Haserne, og naar det trækker Vejret, sluger det en Mængde Is og de Konebaade, som ville flygte fra den.
  8. ↑ lbak var en Timersek og ligesaa stor som en Konebaad.
  9. ↑ Ikilerfik boede paa en lille Ø udenfor Kulusuk sammen med sin Søster-Søn Kiterak. Han var saa stor, at han ikke kunde komme ind i Huset. Naar Karrak skulde ud til Ikilerfik, bleve hans Hænder bagbundne, Benene sammenbundne og Hovedet bundet dertil. Han kunde da flyve omkring i Huset og ud gjennem Vinduet til Kulusuk.
  10. ↑ En almindelig Angekokkunst, hvorved Aanderne tilkaldes.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=En_sandfærdig_Fortælling_fra_Angmagsalik_om_Maanen_(Holm)&oldid=72979»