Enkens Hævn (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

49. Enkens Hævn

En Enke havde en Søn, ved Navn Kujanguak. Ovenfor hendes Huus var der et andet Huus, beboet af flere Brødre, som alle vare gode Erhververe og levede i Velstand. Naar de havde fanget, sendte Enken sin Søn op, for at hente sig en Tamorasak (Bid Spæk). Men Mændene pleiede at sige: »du hjælper ikke til at samle Forraad for os, du faaer ingen Tamorasak«. Naar han kom hjem og fortalte dette til Moderen, pleiede hun at sige: »lad dem kun snakke.« Engang havde de fanget en Mamartok (d. e. »velsmagende,« nemlig Sælhund, som har fældet Haar). Da fik Moderen først rigtig Lyst til at sende Sønnen efter en Bid, men han fik det samme Svar, som sædvanligt. Mændene puttede en Stump af det første det bedste i Munden paa ham, og lode ham gaae. Da han kom hjem med den Besked, sagde Moderen: »de Nederdrægtige!« hvorpaa hun tog sin ene Støvle af, satte sig i en Krog paa Enden af Brixen og hexede. Den næste Morgen, da de vaagnede, kom Sønnen til at kigge i Gryden, og udbrød: »her er jo en Edderfugl.« Moderen svarede: »tag den kun.« Derpaa kogte de noget af den, og lagde Resten hen til Forraad. Om Aftenen satte hun sig hen igjen i en Krog paa Brixen og hexede. Den næste Dag fandt de paa samme Maade en lille Sælhund i Vandspanden. Den tredie Dag fandt Sønnen paa Gulvet en færdig Kajak med Tilbehør af Halvpels og Redskaber. Moderen gik med ham ned til Strandbredden, lod ham øve sig i at roe, kæntre og reise sig igjen, og snart fik han den fornødne Færdighed. Den næste Dag bød hun ham gaae ud i Kajak, og hun pegede paa et stort Iisfjeld, det skulde han roe rundt omkring. Derpaa stødte han fra Land, og da han var ude af Sigte gik hun op igjen. Nu ilede ogsaa Brødrene ud, følgende Kujanguak, og de saae ham jage efter en Bjørn, som omsider flygtede op paa Iisfjeldet. Den ældsfe roede hen og prøvede paa at bestige Iisfjeldet, men kunde ikke. Derpaa roede Kujanguak hen til Iisfjeldet, og idet han bad de Andre om at passe paa hans Kajak greb han med Hænderne i Isen og krøb op. Paa Toppen af Iisfjeldet gik han lige løs paa Bjørnen, greb den i Nakken, og slængte den hen, saa at den faldt død i Vandet. Den yngste af Brødrene, Sanak, raabte: »jeg har fanget en Bjørn,« men Kujanguak krøb ned igjen, satte sig i Kajakken, satte Slæberemmen fast paa Bjørnen, og roede hjem, ledsaget af de Andre, som havde hjulpet ham. Hans Moder gik ned til Stranden, ledsaget af Brødrenes Søster. Da de slæbte Bjørnen op, sagde hun spottende: »blot der var noget Kraftigt ved denne Føde!« Ligeledes sagde hun til den anden Qvinde: »Nu kan du slæbe op, jeg vil først hente Vand.« Efterat have hentet Vand, gik hun hen til Bjørnen, kløvede den midt over, gav hende den ene Halvdeel og sagde: »Skindet kan du have til Brixeskind.« Derpaa kogte hun selv Kjødet, indbød hele Selskabet, bad den anden Qvinde sætte sig paa Brixen, satte Maden frem og sagde: »bare der nu maatte være rigtig Kraft ved Kujanguaks Fangst!« Søsteren til Brødrene svarede: »jeg længtes saa længe efter Bjørnekjød.« Derpaa spiste de, og da de gik, takkede hun saameget og sagde, at det havde været et rigtig mættende Maaltid. Den næste Dag gik Kujanguak atter ud ved Iisfjeldet, og fik en stor Sælhund. Da han slæbte den hjemad, saae han Brødrene komme. Nu havde Moderen sagt til ham, inden han gik ud: »hvis de efterstræbe dig, skal du med den venstre Haand tage Saltvand, og væde Munden.« Da de nu kom til ham, greb den ældste i Bagstævnen af hans Kajak, og vilde holde paa ham, men saa tog Kujanguak Saltvand i Munden, og strax lod han ham fare. Sanak sagde: »seer Skjæret hist, over hvilket Brændingen skummer, lades os see, hvo der først kan naae det.« Derpaa ilede de alle afsted. Kujanguak, som slæbte paa en Sælhund, maatte først gjøre denne fastere, roede derpaa til, og var snart forrest tilligemed den ældste. Derpaa roede de alle omkring Skjæret; Kujanguak paa den ene, og Brødrene paa den anden Side. Kujanguak lod sig af Brændingen skylle hen over Skjæret. Da Vandet veg tilbage, sprang han op paa Klippen, og da det atter skulde overskylle den, steg han i sin Kajak igjen. Paa Hjemveien, i Nærheden af Iisfjeldet, talte Brødrene sammen om at dræbe ham. Derpaa søgte de at omringe ham, men han søgte en Udvei, roede lige til, lod som om han kæntrede, greb derpaa atter Aaren, og naaede lykkelig hjem med sin Fangst. Paa samme Tid havde hans Moder savnet sin Mærke-Haarlok paa Tindingen, men strax efter bemærket, at den sad fast igjen. Hun gik da paa Fjeldet, for at see efter Sønnen. Da han kom til Landet, og hun tilligemed den anden Qvinde tog imod ham, spurgte den sidste efter sine Brødre, hvorpaa han svarede: »de Mennesker have jo ingen Forstand, hvorfor spørger du om dem?« Da nu Sælhunden var slæbt op og Mændene bleve beværtede med Bryststykket, blev Brødrenes Moder misundelig, fordi hun ikke fik noget af Sælhunden. Da gik Enken ud, skar Nyrestykket af den, hexede over det, og bragte dem det i Foræring. Da de begyndte at spise deraf, fik Sanak sin Strube forstoppet og var nær ved at qvæles. Derpaa skreg Moderen ligeledes efter Vand. Da hun havde drukket, kom hun sig, men Sanak døde. Da Enken kom ind til dem, reiste den ældste Broder sig, og sagde: »du har bespiist dem ondt, du har dræbt ham.« Dermed reiste han sig og slog til Huusstøtten, saa at, den faldt omkuld, men Enken løftede den op og stillede den paa sin Plads igjen. Atter reiste han. sig, gik hen imod Enken og afskar begge Snipper, for og bag paa hendes Pels. Derpaa gik hun ud igjen til sin Søn og fortalte, at nu to af dem vare døde. I deres Glæde sprang de over Baaden, men Moderen faldt og knækkede Rygraden. Da Kujanguak havde bragt hende ind i Huset, tog hun Snavs fra sin afdøde Moders Rum under Brixen, og kastede det henimod det andet Huus. Derved bragte hun Sygdom over de øvrige og de døde alle, med Undtagelse af Brødrenes Søster, som flygtede og blev K’ivigtok.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 159-161.