Erhverv og Levemaade (Rink)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Tillæg om Eskimoerne
I. Erhverv og Levemaade
Grundvolden for Eskimoernes Livsophold er Fangsten af Sælhunde samt større eller mindre Hvaldyr. Det er dette Erhverv, som gjør dem til Havkystbeboere. Begge Slags Dyr skaffe dem ved deres Fedtbedækning og Skind alle deres Livsfornødenheder og sætte dem istand til, uafhængige af Klima og Plantevæxt at forfølge Havkysten saa langt mod Nord, som man hidtil har kunnet spore dem.
Fangsten af Sælhunde, hvoriblandt Hvalrosser, er aldeles uundværlig for dem og drives deels fra Baade, deels paa isen og fra Strandbredden. Hertil anvendes Baaden, Kajakken og Hundeslæden, foruden visse dertil hørende Vaaben og Redskaber. Som mere eller mindre eiendommeligt ved disse Befordringsmidler og Redskaber kan anføres: 1) At Baadene bestaae af et Pindeværk af Træ, sammenbundet med Skindremme og forsynet med et vandtæt Overtræk af Sælskind 2) Indretningen af Kajakken til Fangst, med Rum til een, kun enkelte Steder til to eller endnu sjeldnere tre Personer, og især den Maade hvorpaa Kajakken i Forbindelse med Kajakpelsen danner et vandtæt Hylster om den, der benytter den. De Eskimoer, som boe hvor Havet næsten altid er tilfrosset og derfor ikke eie Kajak ere dog sikkert ikke ubekjendte med denne og udgjøre forøvrigt kun en ringe Undtagelse. 3) de vigtigste Fangeredskaber navnlig Harpuners og Kastepiles Forsyning med en udpustet Blære, der gjør, at det trufne Dyr ikke kan flygte bort under Vandet. 4) Den sindrige Indretning af Spidsen paa de samme Redskaber og paa de Spyd, hvormed der gives Dyret Banesaar, idet Spidsen enten blot bøier sig eller tillige heelt løsner sig fra Skaftet, naar den er trængt ind i Dyret. Var dette ikke Tilfældet, saa vilde Skaftet ved det saarede Dyrs voldsomme Bevægelser knække over, hvorimod det nu enten blot bøier sig om et Hængsel og bliver hængende ved det flygtende Dyr, eller ogsaa svømmer paa Vandet, medens Dyret løber med Spidsen i sig og den ved en Rem befæstede Blære slæbende bagefter. 5) Slæden med de til samme hørende Hunde. Det er dog selvfølgelig ikke Meningen med at opstille disse Særkjender for Eskimoerne, at de ikke enkeltviis kunne forekomme eller have forekommet ogsaa andetsteds paa Jorden. Snarest kunde det maaskee synes, som om man endnu ikke har opviist noget Sidestykke til Kajakken.
Boligerne ere overalt to Slags, nemlig Telte for Sommeren og Huse for Vinteren. Teltene, som i Reglen ere for færre end 10, sjeldent for henved 20 Personer, bestaae af 10—14 Stænger, som ere lagte i skraa Retning med den ene Ende op paa den Ramme, som danner Indgangen, og bedækkede med et dobbelt Betræk af Skind. De synes at have samme Bygning overalt fra Østgrønland og til Behringsstrædet, og i Formen at adskille sig fra Nabofolkenes derved, at disse overalt ere mere eller mindre kegledannede med den høieste Top i Midten, hvorimod paa de eskimoiske den høieste Deel er selve Indgangen, hvorfra Taget skraaner ganske fladt hen til den lave Grundmuur, der omgiver de tre andre Sider. Husene ere langt mere forskjellige. Almindeligst ere de byggede af Steen og Græstørv med noget Træ til Tagbjælker og til indvendige Støtter under Taget, kun de mellemste Eskimoer bruge hvælvede Huse af Snee, og de vestlige bygge dem næsten alle af Bjælker, kun udvendig bedækkede med et Lag af Græstørv. Hos nogle af de nordligste benyttes Been eller flade Steen til at erstatte Tømmeret. Hvad Husets Form angaaer, da er Indgangen lang og snever og høiest baade ved dens ydre og indre Munding, saa at man udefra stiger ned i den, og fra Gangen atter op, naar man kommer ind i selve Huset. Selve det indvendige Rum er kun eet, og kun paa Brixen er der afsondrede Rum for de enkelte Familier, men forøvrigt er Indretningen forskjellig efter Bygningsmaaden. I Grønland er den inddeelte Brix kun paa den ene Side af Huset, hvis Længde derfor svarer til Familiernes Antal. Deres Rum adskilles fra hverandre ved lave Skillevægge, og hver Familie har sin Lampe staaende foran sig paa Gulvet. Sneehusene som ere kredsrunde, have selvfølgelig en anden Indretning, og det samme er tildeels Tilfældet med Bjælkehusene, der ere mere fiirkantede og tildeels byggede i Korsform, saa at hver Væg danner et Siderum med særskilt Brix. I selve Husene ere Lamperne de eneste Ildsteder baade til Varme, Kogning og Belysning, undtagen hos de vestlige Eskimoer, som i Lighed med alle de nærmeste Indianere have et Ildsted midt paa Gulvet med Røghul i Taget derover. Derimod har Huusgangen i Reglen et Siderum med Kogested. Til Opbevaring af Forraad findes der snart Siderum ved Huset eller Huusgangen, snart særskilte Skure, snart endelig benyttes naturlige Huler, tildækkede med Steen. Endelig synes det overalt at have været Skik paa de meest befolkede Pladse at holde en offentlig Bygning til fælles Sammenkomster især ved Høitider. Saadanne Bygninger ere især i Brug hos de vestlige Eskimoer, men de omtales ogsaa i Labrador, og i Grønland kjendes de godt af Sagnet. De kaldes her Kagsse, og i Opgivelserne fra de andre Lande: Kagge, Karrigi og Kashim. Skjøndt Husene næsten altid ere til flere Familier, har disses Antal i Reglen dog ikke været over 3 eller 4, kun i Sydgrønland fandtes der Huse paa over 30 Alens Længde, til 10 Familier. Paa Point Barrow fandt Simpson henved 50 Huse og 2 Karrigi til ikkun 309 Indvaanere.
Klædedragten er som bekjendt temmelig eens for Mænd og Qvinder, og bestaaer i Beenklæder samt en Pels med Hætte, der kan slaaes op over Hovedet og er heelt lukket, saa at den kun lader Ansigtet frit. Af samme Form er ogsaa Mændenes Kajakpels, kun at den slutter endnu tættere, deels om Ansigtet, deels til Randen af Hullet, hvori Manden sidder, saa at han, tillige forsynet med Vanter, kun kan blive vaad paa Ansigtet, naar han kæntrer heelt rundt. Fodtøiet udmærker sig ved en sjelden Godhed, ligesom der heller ikke udvises ringe Konstflid ved de forskjellige Maader at berede Skind paa. Men det ansees for overflødigt, paa dette Sted at gaae ind paa en nærmere Beskrivelse heraf, saavelsom af Klædernes Form og Beskaffenhed.
Eskimoerne nærme sig mere til at være Folk med faste Boliger end egentlige Nomader, eftersom de i Reglen beholde den samme Vinterplads, tildeels gjennem flere Slægtled, saaledes at endog Kjærlighed til Fødeegnen kan siges at være temmelig fremherskende. Derimod er deres Liv i den anden Halvdeel af Aaret overalt omflakkende, idet de flytte med deres Telte og hele Bohave alt efter Stedforholdene enten paa Sælhundefangst, Fiskeri eller om muligt helst paa Rensjagt, og derhos, især paa visse Steder foretage Handelsreiser paa samme Maade. Derved er det og stundom hændet, at de paa meget lange Reiser have maattet overvintre afsides fra deres hjemlige Vinterplads. Ifølge Beretninger af en Eskimo fra det Nordlige af Hudsons-Bugten, som ledsagede Franklin, skulde hans Landsmænd dersteds om Vinteren opholde sig ved Indsøer inde i Landet og om Sommeren ved Havkysten. Vi maae lade det henstaae, om dette er paalideligt; nogle andre Opgivelser i den samme Beretning bære stærkt Præg af det Modsatte.
Eskimoernes Levemaade medfører, at de, om end ikke i samme Grad som visse andre Jagtfolk, dog maae betragtes som eiendomsløse i Modsætning til andre Folkeslag. Deres Eiendele indskrænke sig ganske til det nødvendigste Bohave og til Forraad for mindre end et Aar, og overskride aldrig de Grændser, som Vedtægterne fastsætte, og der er saaledes et stort Spring fra dem og til de nærmeste nomadiske Hyrdefolk. Deres Eiendele bestaae i følgende:1) Som i Reglen fælleds for flere Familier; Vinterhuset, der dog kun har Værdi forsaavidt som der stikker Træ i det, men forøvrigt kan opbygges hvorsomhelst af de Materialier, som findes paa Stedet, og ved Qvindernes Arbeide.
2) Som i Reglen tilhørende een eller høist tre beslægtede Familier: Et Telt og alt hvad der hører til Huusholdningen, saasom Lamper, Vandkar, Træfade, Vægsteensgryder o. s. v.; en Baad eller Umiak, som kan rumme alle disse Gjenstande tilligemed Teltet; desuden een eller to Slæder med tilhørende Hunde, som dog fattes i det sydlige Grønland. Dertil kommer endelig det indsamlede Vinterforraad, der ved Slutningen af Efteraaret vel kan anslaaes til Halvdelen af Vinterens hele Forbrug af Fødemidler, samt et ubestemt, men altid kun meget ringe Oplag af visse Gjenstande til Handel.
3) Som tilhørende de enkelte Personer: Af Klæder ialtfald til de vigtigere Medlemmer af Familien 2 Sæt, nemlig til dagligt Brug og til Høitid, men vistnok kun sjeldent flere; af Redskaber, foruden Qvindernes Sytøi, hver voxen Mands Kajak med Tilbehør, foruden noget Værktøi til at arbeide i Træ, samt Vaaben til Landjagt. Kun enkelte større Fangere have eiet 2 Kajakker, flere derimod dobbelte Sæt af derhen hørende Redskaber: den store Harpun (Erneinek) med dertil hørende Blære og Rem, Kastepiil eller Blærepiil (Agdligak), Fuglepiil (Nuvfit), Lændser (Anguvigak) og Fiskesnører.
Naar undtages, at Husene hos de Vestlige, som byggede af Træ, have noget mere Værdi, ere Forholdene overalt de samme. Alle rørlige Eiendele ialmindelighed, undtagen Slæde og Hunde, føres med i Baaden paa Sommerreiserne, og hvor man kommer til smallere Landstrimler, som man skal over, bæres de over Land ligesom selve Baaden. Ifølge Beechey havde saaledes et Reiseselskab ved Behringsstrædet, bestaaende af 2 Baade, i mindre end een Time opslaaet Telte og indrettet sig som om de havde boet der i Maaneder, idet de paa samme Tid havde udlosset foruden Teltene: 14 Personer, 40 Rensskind, 2 Kajakker, flere 100 Pd. Fisk, mange Blærer med Tran. Steengryder, 2 levende Ræve, 10 store Hunde, Bundter af Landser, Harpuner, Buer, en Mængde Hvalbeen, Klæder pakkede i Skind, nogle umaadelige Net af Skindremme til at fange Hvaldyr i, 8 brede Planker, Master, Seil, Aarer, Hvalros-Skind og -Tænder, foruden en utallig Mængde mindre Gjenstande.
Uagtet Eiendelene saaledes altid have været snævert begrændsede, have Eskimoerne dog drevet indbyrdes Handel og i Anledning af samme tildeels foretaget de længste af deres Reiser. Drivfjeren til disse synes dog mere at have været den blotte Reiselyst end Vinding. Gjenstand for Handelen har været saadanne Frembringelser, som kun fandtes paa visse Steder af Kysten, men dog neppe kunde undværes, nemlig Vægsteen og de af samme lavede Lamper og Kogekar, saa og Hvalbard, Narhvalhorn og Hvalrostand, visse Sorter Skind, undertiden færdige Baade og Kajakker, men sjeldent Fødemidler. Men fremfor alt kom der hertil Gjenstande af Metal o. a., som kun eiedes af fremmede Folkeslag. Som en Følge deraf har selve den indbyrdes Handel været størst der hvor der kun var sparsom Berøring med saadanne Folk, og de fremmede Varer fra dem maatte befordres af Kystboerne selv til deres vidtadspredte Stamfæller. Men hvor Samqvemmet med Europæerne tiltog, blev den selvstændige Færsel langs Kysterne ringere. I de allerældste Tider tør man formode, at saadanne Handelsreiser endog have ført Eskimoerne ud over deres Enemærker, hvilket paa Vestkysten synes at fremgaae af eskimoiske Udtryk i de sydligere Kystfolks Sprog, og paa Østkysten af Amerika spores i vore Sagaer, eftersom de Skrælinger, som Skandinaverne traf paa i Viinland eller Syd for Ny Foundland, synes at have været Eskimoer, der blot befandt sig paa Handelsreise. Der fortælles jo endog ligefrem om deres Beredvillighed til strax at handle med Nordboerne. Senere har man paaviist en meget regelmæssig Handelsforbindelse, først mellem Indvaanerne paa begge Sider af Behringsstrædet, dernæst fra disse tværs over det nordvestlige Hjørne af Amerika til de vestlige Eskimoers østlige Boplads, og atter mellem disse og de mellemste ved Hjælp af Sammenkomster eller Markeder paa Barter-Øen, og saa endelig hos de mellemste indbyrdes, samt mellem Eskimoer og Indianere, saa at enkelte Varer, saasom Vægsteen og Metal, ere vandrede fra Davis-Strædet og Hudsons-Bugten til Behringsstrædet, og omvendt. Det er ikke ganske klart, deels hvor langt denne Samfærsel tør tænkes at gaae tilbage i Tiden, deels hvorledes den har kunnet bestaae ved Siden af den Krigstilstand, som har hersket mellem Indvaanerne paa begge Sider af Behrings-Strædet og mellem Eskimoer og Indianere. Man maa dog vel tænke sig, at der ved Siden af Krigene ogsaa har hersket Fredstider, om end Parterne fra begge Sider altid kun have nærmet sig hinanden med Forsigtighed; desuden have visse fredeligere Stammer tjent som Mellemhandlere, saaledes som nu visse Øboere skulle være det mellem deres Landsmænd indbyrdes, og mellem disse og Tschukscherne. Man tør derfor vel antage, at Handelen er foregaaet langt tilbage før de europæiske Varers Tid. Derimod synes der ingen Handelsforbindelse at have fundet Sted mellem de mellemste Eskimoer og Grønlænderne, men saameget desto mere mellem disse i Nord, Syd og Øst indbyrdes, kun med Undtagelse af de nordligste Grønlændere ved Smiths-Sund. Naar undtages, at nogle af de faa Produkter, som vare Gjenstand for denne Handel, kun frembragtes af Indvaanerne i enkelte bestemte Egne, har den samme indbyrdes Handel forøvrigt ikke været forbunden med nogen egentlig Deling af Arbeidet. Ethvert Selskab af Slægtninge, som i Forening eiede Baad og Telt, maatte ogsaa selv kunne forarbeide og tildanne alt hvad det behøvede, Mændene deres Redskaber og Baade, Qvinderne besørgede foruden Klæder og Mad tillige Huusbyggeri og Baadenes Roening.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 158-163