Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Einar Sokkissøn og Bispesædets oprettelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Emanuel A. Petersen - Ensom i Snestormen.png

"Kolbein havde haft en Hvidbjørn med sig fra Grønland. . ."
Emanuel A. Petersen (1921-48).

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Einar Sokkissøn
og Bispesædets oprettelse

Det 11. Aarhundredes sidste Halvdel forløb uden at have sat Mærker i Sagalitteraturen, og i Begyndelsen af det 12. Aarhundrede finder vi Høvdingen Sokki Thorisson boende paa Brattahlid, som saaledes stadig indtog en fremragende Plads blandt de grønlandske Nordbogaarde.

Der hændte nu Begivenheder, som i høj Grad satte Præg paa det grønlandske Samfund, i alle Tilfælde i gejstlig Henseende, saaledes som det fremgaar af Fortællingen om Einar Sokkisson, der findes i Flatøbogen:

Paa Grund af Landets afsondrede Beliggenhed var det næppe til at faa et tilstrækkeligt Antal uddannede Præster i Grønland, og Trangen til her at faa et særligt Bispedømme blev levende. Den gamle Bonde Sokki sammenkaldte derfor Folk — rimeligvis paa Tinget — og foreslog, at "alle Indbyggerne ved fælles Sammenskud skulde bidrage til en Bispestols Oprettelse. Alle Bønderne gav deres Samtykke dertil". Dette var dog ikke tilstrækkeligt, og Sokki sendte derfor sin Søn Einar til Norge for at opnaa den norske Konges og Gejstligheds Samtykke. "Einar tog en Del Hvalrostænder og Skindvarer med sig for derved at erhverve sig Høvdingernes Yndest."

Skønt det grønlandske Bispedømme siges ikke at have været større end én Tredjedel af et almindeligt Bispedømme i andre Lande, gik Kong Sigurd Jorsalfar og Gejstligheden ind paa dets Oprettelse, og Nordmanden Arnald indvilgede i at overtage Embedet, hvorefter han viedes dertil af Erkebisp Asser i Lund (1124).

Einar tog nu den nye Biskop om Bord, og de sejlede (ca. 1125) af Sted med Grønland som Maal. De blev imidlertid fordrevne af Storm til Island, hvor de maatte overvintre paa Sydlandet. Biskoppen opholdt sig saaledes paa Oddi hos den berømte Sæmundur Frodi, medens Einar tog Vinterophold i Eyjafjallabygd.

Samme Aar afsejlede Nordmanden Arnbjørn med 2 Skibe for ligeledes at naa Grønland; men han blev af Uvejr fordrevet til Ubygderne der og omkom. I Aaret 1126 finder vi imidlertid Biskop Arnald paa Islands Alting paa Thingvellir, og siden afrejste han sammen med Einar til Grønland.

Bispestolen paa Gardar blev nu oprettet. Her rejste der sig snart en Korskirke, som blev indviet til St. Nikolaus. Den var opført med Sten og Jordvægge og havde en samlet Længde af 27 Meter. I det hele taget blev der paa Gardar, som var en meget stor Gaard med en Mængde store Huse, nogle bygget af røde Sandstensblokke. Af mange af disse Bygninger er der nu kun svage Rester af Grundene tilbage; men i Grønlænderhusene i Nærheden ser man store Sten, der er bortfjærnet fra Nordbohusene.

Nogle faa Aar efter Bispedømmets Oprettelse (omkring 1129) blev Arnbjørns og hans Ledsageres Lig tilligemed de strandede Skibe og Gods fundet længst inde i en Fjord ved Hvidsærk nær den sydligste Spids af Grønland. Det større Skib bragtes tilligemed Godset og de afdødes Ben til Østerbygden, hvor Skibet overdroges til Biskoppen eller Gardar Domkirke, der maaske havde Ejendomsret paa Strandingsstedet. Ifølge islandsk Lov tilhørte fundet Gods Finderen, hvis Ejerne ikke meldte sig inden Forløbet af 3 Aar. Denne Bestemmelse har maaske ogsaa været gældende paa Grønland. Naar Bispestolen har tilegnet sig Skibet, forinden den udløbne Frist, er Grunden fra først af vel den, at man ikke tænkte sig, at de berettigede Ejere vilde melde sig i Tide. Efterretningen om, hvad der var sket, og navnlig den, at Skibene var fundet og beslaglagt af Bispestolen, havde imidlertid naaet Norge, og Nordmanden Össur og flere af de forliste Slægtninge drog til Grønland for at kræve deres formentlige Arvegods.

Samtidig ankom imidlertid ogsaa Kolbein Thorljotsson og Ketil Kalfsson samt Islænderen Hermundur Kodransson med flere andre til Grønland, hvor de overvintrede med 3 Skibe, og Össur tog sit Ophold paa Gardar, men de øvrige Anførere i Vesterbygden. Til at begynde med var altsaa alt gaaet fredeligt af, siden Hovedmanden for Klagerne var blevet modtaget af selve Bispen. Ud paa Vinteren (ca. 1131 — 1132) førte Össur nu sin og sine Medarvingers Begæring om Udleveringen af deres Slægtning, Arnbjörns Efterladenskaber for Biskoppen; men de fik Afslag, hvorpaa Össur straks forlod Gardar og flyttede til en anden Gaard. Ogsaa paa det kommende Vaarting blev Klagen afvist. I sin Harme fik Össur nu det Indfald at tilføje Arnbjörns efterladte Skib, som Biskoppen stadig nægtede at afstaa, en Hovedbeskadigelse. Derefter tyede han til de i Vesterbygden værende Nordmænd, som raadede ham til at forene sig med dem; dog vendte han tilbage til Østerbygden. Biskoppen havde imidlertid fordret Hævn over ham og i den Anledning henvendt sig til Einar Sokkisson, som jo havde tilsvoret ham Støtte, forinden han indlod sig paa at gaa til Grønland som Biskop. Men Einar mente ikke at burde hjælpe i dette Tilfælde. "De toge en kold Afsked med hinanden, og Biskoppen havde et vredladent Udseende," hedder det. Össur var aabenbart en Mand, som vilde trodse Skæbnen. I og for sig var det uforsigtigt af ham at blive i Østerbygden; men rent ud voveligt var det, at han (ca. 1132) — stolende paa Kirkefreden — kom til Stede paa Gaarden Langanes, da Biskoppen læste Messe der. Sagaen siger herom:

"Da Folk samledes til Kirkemesse og til Gilde paa Langanes, var Biskoppen og Einar der sammen til Gæstebud. Mange Mennesker besøgte Gudstjenesten, og Biskoppen sang selv Messen. Össur var ogsaa kommet der. Han stod Sønden for Kirken, tæt ved dens Væg, og talte med en Mand, som hed Brand Thordsson, og som opholdt sig hos Biskoppen. Denne Mand raadede Össur til at give efter for Biskoppen. "Jeg haaber," sagde han, "at alt da vil gaa vel af; men nu er der Fare paa Færde."

Össur svarede, at han ikke kunde bringe det over sit Sind, saa ilde som han var blevet behandlet — og herom var de i dyb Samtale. Just nu kom Biskoppen gaaende fra Kirken til Gaardens Huse. Einar var med i hans Følge. Da de kom til Storstuens Indgang, skilte Einar sig fra Følget, gik alene tilbage til Kirkegaarden, tog en Økse af Hænderne paa en Mand, som var kommen derhen for at bivaane Gudstjenesten, og gik Sønden for Kirken.

Össur stod der og støttede sig ved sin Økse. Einar tilføjede ham straks et dødeligt Saar og gik derpaa ind. Bordene var nu dækket, og Einar gik hen lige over for, hvor Biskoppen sad, uden at sige et Ord. Derpaa kom Brand Thordsson ind i Stuen, gik hen til Biskoppen og sagde:

"Har man fortalt Eder noget nyt, Herre?" — Biskoppen havde intet hørt.

"Men hvad har du at berette?"

Han svarede:

"En maatte nu segne her udenfor."

"Biskoppen spurgte "Hvem voldte det? og hvem er det gaaet ud over?"

Brand svarede, at den, som kunde svare herpaa, var lige tæt ved. Biskoppen spurgte da:

"Voldte du, Einar, — Össurs Død?"

Svaret lød: "Ja vist voldte jeg den!"

Biskoppen sagde derpaa:

"Saadanne Handlinger er ikke gode; men denne kan dog undskyldes."

Brand bad om, at Liget maatte blive vasket og begravet kristelig. Biskoppen svarede, at han vilde give Tid dertil. Imidlertid sad man til Bords; men Folk gav sig god Tid, og Biskoppen lod ikke synge over Liget, før Einar bad derom og sagde, at det vilde sømme sig bedst, at det blev hæderligt udført. Biskoppen svarede imidlertid, at han egentlig fandt det rigtigst, at Liget ikke blev begravet ved Kirken. "Men siden du beder derom, skal han dog faa Lov til at hvile ved denne Kirke, ved hvilken ingen Præst har Bolig."

Biskoppen tilsagde dog ikke Præsterne at synge over Liget, førend det var iført Ligklæderne. Da sagde Einar: "Her er Kunstgreb sket i en Fart, vistnok for en ikke ringe Del ved eders Anslag; men nu har vi med overmodige Modstandere at gøre, og det aner mig, at store Ulykker snart vil opstaa blandt os."

Biskoppen svarede, at han haabede, at man vilde tilbagevise Overmodet og tilbyde hæderlig Erstatning og Voldgiftskendelse i denne Sag, om den ikke anlagdes alt for voldsomt."

En vis Simon, Össurs Frænde, var den nærmeste Eftermaalsmand, men han syntes at have haft større Mangel paa Klogskab og Driftighed end paa Kræfter.

Ketil Kalfsson var den mest ansete Mand af Besætningen paa Össurs Skib, over hvilket han nu fik Kommandoen, idet han straks begyndte at udruste det til Tilbagerejsen. Han kendte de grønlandske Love vel og lod Simon overdrage sig Søgsmaalet i Drabssagen.

Til Tinget — formodentlig Landstinget paa Gardar — som rimeligvis blev holdt i Juni Maaned, ledsagedes han af Kolbein Thorliotsson og nogle af hans Folk, saaledes som det var aftalt; men Handelsskibene med Resten af Mandskabet kunde ikke komme saa snart til Østerbygden, fordi de opholdtes af Modvind.

Paa Tinget forstyrrede Einar Sokkisson Rettergangen med Vold, saa at de fremmede ikke kunne faa deres Søgsmaal fremsat. Ved den gamle, højt agtede Sokki Thorerssons Mægling blev der dog berammet et nyt Forligsmøde:

"Ved Midsommer skulde efter Aftale et Forlig indgaas paa Eide. Da kom Købmændene Vest fra og ankrede ved et Næs [maaske ved Indsejlingen til Østfjorden], hvor de traf alle de andre, og nu holdt fælles Stævnemøde. Ved den Lejlighed sagde Kolbein, at det tidligere ikke skulde være kommet saa nær ved Forlig, hvis de alle havde været samlede; "men jeg raader til, at vi alle drager til dette Møde med al den Udrustning, som vi har." — Det skete, og de tog af Sted og skjulte sig i en afsides Vig, kort fra Bispestolen. Just nu traf det sig, at der ringedes til Højmesse paa Bispestolen, samtidig med at Einar Sokkisson kom dertil. Da Købmændene hørte det, sagde de, at Einar vederfares en stor Ære, naar der ringedes med Klokkerne for at tage imod ham. De syntes, det var en stor Skam og yttrede deres Vrede derover.

Ketil sagde: "Det skal I ikke tage Eder nær, maaske kan det inden Aften blive til Ligringning."

Saa kom Einar med sit Følge; de satte sig ned paa en Bakkeskraaning. Sokki fremlagde forskelligt Løsøre til Vurdering, hvilket var bestemt til Erstatningen. Ketil sagde: "Jeg ønsker, at Hermund og jeg skal vurdere Godset." Det gik Sokki ind paa. Simon, Össurs Frænde, gik omkring med en fortrædelig Mine, mens Løsørets Vurdering gik for sig. Saa blev der baaret et gammelt Pladepanser frem. Simon sagde da: "Det er et skændigt Bud for en saadan Mand, som Össur var." — Han kastede Panseret bort, ud paa Sletten, og gik op efter mod dem, der sad paa Skrænten. Da Grønlænderne saa det, sprang de op og begav sig ned ad Bakken mod Simon — Kolbein gik derpaa ganske alene op forbi og om i Ryggen paa dem, idet han angreb dem herfra. Han gav Einar et Hug mellem Skuldrene, og Einars Økse ramte samtidig Simons Hoved, saa at de begge fik dødelige Saar. Einar sagde, da han faldt: "Sligt kunde man vente." Nu løb Thord, Einars Fosterbroder, til Kolbein for at hugge denne ned, men Kolbein vendte sig ilsomt og stak ham lige i Struben med Øksebladets skarpe Spids, saa han straks døde. Der begyndte nu en haard Kamp, medens Biskoppen sad hos Einar, som opgav Aanden i hans Skød. En Mand, der hed Steingrim, opfordrede nu de stridende til at ophøre med at slaas, idet han med nogle Mænd søgte at skille dem ad; men begge Parter var saa rasende, at Steingrim blev gennemstukket af et Sværd i Stridens Hede.

Einar døde oppe paa Skrænten ved Grønlændernes Teltbod. Nu fik Folk svære Saar; men Kolbein og hans Folk naaede Baadene med 3 af deres faldne Folk."

De tog derefter over Einarsfjorden til Skjalgsbudir. Her laa Handelsskibene, som nu med Iver blev tiltaklede.

Sokki pønsede paa et almindeligt Angreb paa Skibe og Boder, men overtaltes af en i Landet meget anset Mand Hall paa Solarfiöll, til at lade dette Anslag fare og til endnu en Gang at tilbyde de Fremmede Forlig.

Et Møde berammedes under den foreløbige Forudsætning, at de Fremmede snarest mulig og i alle Tilfælde inden en Maaneds Forløb — fra Halls Besøg paa Skibene at regne — skulde forlade Landet.

Imidlertid foretog Ketil et Togt med 30 Mand op i Bygden for at skaffe Proviant til Rejsen. De var saa heldige at finde saadant forvaret i et stort Jordhus eller en derværende Kælder; og de tog nu, hvad de havde Brug for.

Paa Fredsmødet afsagde Hall efter fælles Aftale en Voldgiftskendelse, ifølge hvilken hele Sagen sluttedes.

Kysterne var imidlertid belejrede af Drivis, og Udsigterne til at kunne komme bort med Skibene var kun ringe; men pludselig forsvandt Isen, saa at de Fremmede slap bort. Samme Efteraar ankom de velbeholdne til Norge.

"Kolbein havde haft en Hvidbjørn med sig fra Grønland. Han bragte Dyret med sig til Kong Harald Gille, for hvem han angav, at Grønlænderne fortjente en alvorlig Tugtelse. Han bagtalte dem ivrigt; men da Kongen siden fik andet at vide, fik Kolbein intet for sit Dyr. Derpaa løb han over til Sigurd Slembedegns Folk, overfaldt Kong Harald Gille i dennes Bolig og tilføjede ham et Saar. Da Krigsstyrken siden sejlede forbi de danske Kyster i en skarp Kuling og med stærk Fart, var Kolbein paa Slæb i en Skibsbaad; men Tovet brast, og Kolbein druknede. Hermund og hans Mandskab kom til Island til deres Slægt og Ejendomme. Saaledes slutter denne Saga."

Efter at den myndige og kloge Arnald havde været Biskop i Grønland indtil 1150, vendte han tilbage til Norge og blev den første Biskop af Hamar.

Af de følgende Biskopper er der næppe mange døde i Grønland, men ved de Udgravninger som i 1926 foretoges paa Igaliko fandt Dr. Nørlund og Arkitekt Roussel en Bispegrav fra den ældre Tid.

Midt i et af Kapellerne til Kirken (Korsarmene) fandtes Rester af en midaldrende Mand, aabenbart en Biskop. Han havde en Guldring af en i og for sig meget enkel Form, som kendes fra europæiske Bispegrave fra 12. og 13. Aarhundrede. Den sad paa hans højre Haand. Denne krummede sig om en Asketræs Stav, der foroven endte i en "Valut", kunstfærdigt og smukt udskaaret af Hvalrostand. "Et helt lille Kunstværk har denne Bispestav været med sin enkle men karakterfulde Dekoration", som maaske — efter Nørlunds Mening — er gjort ca. 1200 i Norge af en Kunstner af grønlandsk Materiale. Staven skulde derefter være en Gave fra en islandsk Biskop til hans grønlandske Embedsbroder Jon Smyrill, en Fostersøn af den norske Konge Sverre. Han var den første Biskop som kan antages at være død i Grønland (1209), og Nørlund regner det for mest sandsynligt, at det er hans Grav, der er fundet; dog er der en Mulighed, at det kan være en af hans nærmeste Efterfølgere.

Der var ikke den mindste Antydning af, at Biskoppen var begravet i Kiste. Iført sit biskoppelige Skrud og maaske yderligere svøbt i Tøj eller Skind er han lagt ned i sin Grav.

løvrigt gav Undersøgelserne det Resultat, at Bispegaarden har været ualmindelig stor og vel udstyret som Bispebolig, der aabenbart gentagne Gange er udvidet og med Masser af store Udhuse og Kreaturfolde, saaledes som man allerede tidligere havde haft Forestilling om.

At al denne Velstand har kunnet trives i det Landomraade, som nu er øde og ufrugtbart, er her som mange andre Steder et Spørgsmaal, som trænger til at løses. Har Klimaet den Gang været mildere? Videnskabsmændene har endnu ikke kunnet give Svar herpaa. Fra det Øjeblik, da Grønland havde faaet en Biskop, gled Magten og Indflydelsen, saa vidt man kan se, mere og mere over i Hænderne paa Biskopperne, og de islandske Aarbøger — som fra nu af hovedsagelig er det Sted, hvor vi maa søge vor Viden om, hvad der passerede i Grønland, indeholder næsten kun Tidender om Biskoppernes Udnævnelse, Rejser til Norge, Island og Danmark samt deres Død — verdslige Høvdinge omtales næsten ikke.

Skønt Landet var fattigt, blev der dog indsamlet Korstogstiende. Den betaltes bl. a. i Hvalrostænder, hvilke sendtes til Norge, hvor Bertrand de Ortolis modtog Halvdelen (1327), medens den anden Halvdel blev overladt Kong Magnus Smek til Hjælp ved Udgifterne i Krigen med Russerne. Ogsaa Peterspenge blev fra Grønland afleveret ved samme Lejlighed. Ialt modtoges 130 Lispund Tænder. Paa Grund af Grønlændernes Fattigdom blev de, nogle Aar senere, fritaget for en af Paven paabudt overordentlig Tiende (1345). I det hele taget stod det næppe vel til med Kristendommen i dens yderste Lande. Det siges saaledes, at 1342 antog en Del Grønlændere Eskimoernes Tro(?), hvis man tør stole paa Meddelelsen, som i alle Tilfælde næppe gælder andre end Folk i meget afsides Egne, hvor mange Nordboer maaske har fristet Livet paa eskimoisk Vis som Fangere.

Vi ser ogsaa Kong Magnus Smek i Aaret 1355 give Befaling til, at "Knarren" eller Handelsskibet, som gik mellem Norge og Grønland, skulde udrustes i den Hensigt at styrke den grønlandske Kristenhed, som: "vi vil end ei lade nederfalle om vore Dage".

I 1347 testamenterede Kongen og hans Dronning Blanca 100 Mark til Prydelser for Domkirken paa Gardar; men det er tvivlsomt, om denne nogensinde har modtaget Gaven.

Skibsfarten blev daarligere og daarligere, sjældnere og sjældnere: 1383 kom der f. Eks. Skib til Norge, som meldte, at Biskop Alf var død for 6 Aar siden. At kun faa under disse Forhold havde Lyst til at rejse til Grønland som Bisp er let forstaaeligt. Fra 1349—68, altsaa i 19 Aar, var Landet uden saadan — dog blev der stedse udnævnt Biskopper, men de fleste forblev i andre Lande og aldrig saa deres Bispestol. Endnu efter at al Forbindelse forlængst var afbrudt mellem Grønland og Norden, finder vi Titulærbiskopper af førstnævnte Land udnævnt. Dette var saaledes Tilfældet lige til ind i det 16. Aarhundrede — da f. Eks. Vincentius nævnes (c. 1530).

---

Fodnoter