Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Erik den Rødes ungdom paa Island
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland
Af Daniel Bruun
For godt tusinde Aar siden, da Danmark og Sverige var samlet, hver under sin Konge, og Norge var ifærd med at blive et Rige, laa endnu Island ubeboet, medens Færøerne var fundet af irske Eneboere, der her søgte sig et Fristed for Vikingernes Efterstræbelser. Snart fandt disse Eneboere ogsaa Vej til Island, nedsatte sig paa Papø og paa Sida, det smukke Land langs Syd- og Sydøstkysten. Men kun en stakket Tid fik de Lov at leve i Fred her, thi Nordboerne fulgte dem i Kølvandet, tildels drevet fra Hjemmet af de politiske Forhold.
Da Kong Harald Haarfagre efter Slaget i Hafursfjorden (ved Stavanger) havde underlagt sig hele Norge (872), begyndte de fribaarne, frihedselskende norske Høvdinge, ledsagede af enkelte svenske og danske samt deres Trælle og medtagende deres Husdyr og Kostbarheder, at udvandre paa deres Skibe.
Island blev fuldt bebygget i den saakaldte "Landnamstid" (874—930), ligesom Færøerne var bleven taget i Besiddelse af norske Mænd. — Endnu længere borte laa Grønland, hvis Tilstedeværelse Nybyggerne paa Island saa at sige straks fik en Formodning om. Det var en Mand ved Navn Gunbjørn, som havde opdaget, at der laa nogle "Øer" Vest for Island, de saakaldte Gunbjørnsskær, der rimeligvis bør søges under Grønlands Østkyst, omtrent ved den nuværende Handelshavn Angmagsalik.
Ligesom Trangen til Frihed havde drevet Nordboerne bort fra deres Hjemland, til Færøerne og Island, blev Grønland opsøgt og fundet af en fribaaren, modig, ubøjelig og trættekær Mand, Erik den Røde, der som fredløs blev tvungen til at søge sig et Fristed for 3 Aar.
Med sin Fader Torvald ("Søn af Osvald, Søn af Ulf, Søn af Øksne-Torer"), fra hvem han syntes at have arvet sine Karaktertræk, kom han i sin Barndom fra Norge til Island.
I Flatøbogens Fortælling om Erik den Røde hedder det:
"Torvald og hans Søn, Erik den Røde, drog fra Jæderen til Island formedelst Drab; da var Island vidt omkring bebygget. De boede først paa Drange paa Hornestrandene; der døde Thorvald. Erik ægted da Thorhilde [eller vistnok rigtigere Tjodhilde], en Datter af Jørund og Torbjørg Knarrarbringa, som da var gift med Torbjørn den Høkdalske. Erik begav sig da der nordfra og boede paa Eriksstad ved Vatnshorn."
Jæderen var et af de faa Steder i Norge, hvor Agerbrug i større Omfang kunde finde Sted paa Grund af Landets jævne Overfladeform. Naar man fra Stavanger eller fra en eller anden af Stationerne paa Banen, som gaar sydefter til Egersund, gør Udflugter paa Jæderen, faar man straks et Indtryk af, at Landet ligner visse Egne i Jylland: store flade Strækninger veksler med bølgeformede Højdedrag, og hist og her finder man noget stærkere opadstigende Rygge, der for største Parten bestaar af Rullesten. — Lyngheder og Klitdannelser savnes ejheller; men mellem dem ligger opdyrkede Strækninger, paa hvilke man ser Gaarde og dyrkede Agre, der vidner om, at Jordens Frugtbarhed ikke er saa helt ringe. Paa vor Færd ud over Jæderen, hvis sandede Kyst beskylles af det brusende Nordhav, og ind gennem hvilken Hafursfjorden skærer sig — mindeværdig ved det oven omtalte Søslag — opdager vi mange Steder Minder fra Vikingetiden i Form af høje Bautastene, som endnu staar paa Plads. Her træffes Tomter af ældgamle Gaarde, der ganske ligner tilsvarende paa Island og Grønland. I Vikingegrave er fundet rigt Gravgods, hvilket vidner om, at disse Egne engang hørte til dem, hvor Kulturen længe før den historiske Tids Begyndelse havde slaaet Rod; allerede Stenaldersfolket holdt til her, og i Vikingetiden var Jæderen et blomstrende Land. Her fødtes, sandsynligvis ved Midten af det tiende Aarhundrede, Erik den Røde, og da Faderen som Følge af Manddrab maatte forlade Landet, fulgte Erik ham. De satte nu Kursen mod Island for at finde dem et Fristed. Men denne Ø var jo allerede for en Menneskealder siden "fuldt bygd", saaledes som det klart fremgaar af "Landnáma" (Beretningen om Landtagningen) og andre Sagaer. Det var derfor nu ikke længere let for en fremmed at finde et ikke altfor afsides Sted, hvor han kunde slaa sig ned under gode Erhvervsforhold. At Torvald derfor bosatte sig paa den ugæstmilde Hornestrand maa ikke forbavse, thi her kunde han endnu tage Land, som hidtil ingen havde lagt Beslag paa. Herom hedder det i Landnámabók (II, 31):
"Torvald tog Drangeland og Drangevig, lige til Engenes, i Besiddelse, og boede paa Drange sin hele Levetid derefter."
Hornestrandene ligger paa den store, dybt forgrenede Halvø, som Island skyder ud mod Nordvest. Dens nordøstligste Forgrening, som ender i det stejle høje Forbjærg Horn eller Kap Nord, er et højt Fjældland, hvis Indre dækkes af en Iskappe, den saakaldte Dranga-Jøkull, hvis hvide Kuppel ligger som Indlandsis bag Kystens Randfjelde. Nedenfor Jøklen, paa Kysten ud mod Ishavet, ser man et af de højeste og vildeste Fjælde skyde sig ud. Det benævnes Drangafjall efter Drangarnir, syv Smaafjælde, hvis spidse Toppe danner en Klipperække, der skyder sig ud i Havet — og som altsaa har givet baade Fjældet, Jøklen og nu Gaarden Navn.Havet er opfyldt af Øer og Skær. Vild og øde synes Kysten ude fra Havet, og her er overmaade vanskelig Landing, selv i Sommertiden; men om Vinteren er Sejlads ofte umulig paa Grund af Havisen, og selv om Sommeren kan Polarisen af og til stænge al Adgang til Hornestrand. Her findes da ogsaa endnu den Dag i Dag kun ganske enkelte Gaarde med lange indbyrdes Afstande og som oftest uden nogen ordentlig direkte indbyrdes Forbindelse over Land. Her var det altsaa, at Torvald satte Bo under Forhold, der var meget ulige dem, han var vant til hjemme paa Jæderen. Det Sted han udvalgte sig laa Nordvest for Drangafjæld, og han kaldte Gaarden Drange (Drangar). Frygteligt ensomt var det og er der endnu. Klimaet var barskt og Kampen for Tilværelsen var til Tider haard nok, hvad enten den fandt Sted paa Havet eller paa Land. Kun med Besvær kunde man over høje og stejle Fjælde naa Forbindelse med beboede Egne. En Mils vej mod Nordvest laa en lille smal Fjord, Bjarnarfjord, i hvilken en vældig Viking ved Navn Hellu-Bjørn var landet med et aldeles skjoldbesat Skib, efter hvilket han siden kaldtes Skjalda-Bjørn. Han bosatte sig i Skjaldabjarnarvig lidt nordligere, og Sagnet siger, at han, hans Skib og Gods ligger begravet paa en Tange i Bjarnarfjord. Det var en værdig Foregangsmand — paa den drøje Kyst — for Folk som Torvald og Erik den Røde. Om Sommeren kunde disse fra deres Gaard, vest over, komme i Forbindelse med Bygderne ved Isefjordsdybet; men da maatte de op over de høje Fjælde, ja endog passere Østenden af Dranga-Jøkull, som forøvrigt i vore Dage synes at være bleven mindre i Udstrækning.
Gaarden Drangar blev i 1914 besøgt af dav. Premierløjtnant, nu Oberstløjtnant H. Styrmer, som foretog Generalstabs-Maalinger paa Hornestrandene. Han gik (9. Juli) i Motorbaad nordover fra Reykjafjørdur. Efter at have rundet det østligste Hjørne af Drangarnir, hvor fire store Drangar danner den østligste Afslutning paa Drangahals, naaedes Gaarden, der ligger paa en lille Pynt, udenfor hvilken findes Mængder af Klippeskær, ligesom hele Bugten mellem Drangarnir og Geirolfsgnúpur i Nordvest er opfyldt af Skær.
Umiddelbart Syd for Gaarden hæver Klipperne sig c. 300 m højt, og den øverste Del (c. 100 m høj) er en stejl Hammer; mod Sydvest og Vest findes en bred Dal, der optager en stor Elv, og fra Dalen hæver Terrænet sig op mod Jøklen, som dog ikke kan ses fra Gaarden. Mod Nordvest hæver Geirolfsgnúpur sig til c. 450 m o. H. og danner Begrænsningen for Synskredsen i den Retning.
Selve Gaarden er nu en efter islandske Forhold særdeles stor og god Gaard. Et af Beton opført 2 Etages Hus danner Beboelseshuset for en Mængde Individer: Enken, 2 Sønner, 1 Datter, 2 gamle Kvinder, 2 Karle, 2 Drenge og 1 á 2 Tjenestepiger.
Gaarden ligger paa et 2—3 Tønder Land stort og velholdt Tun.
Edderfugle i Hundredevis holder til paa Skærene her omkring. 5 Heste, 3—4 Køer, en Mængde Faar danner Besætningen og giver en god Indtægt. Sæler fanges i Mængde o. s. v. Det hele gør et solidt og velhavende Indtryk.
Forgæves søgte Styrmer Oplysninger om Erik den Røde; Beboerne kunde ikke paavise Spor af gammel Bebyggelse. Der kan dog ikke være Tvivl om, at vi her har at gøre med det Sted, hvor Erik den Rødes Fader tog Land. Hans Bolig er forlængst forsvundet; den ligger maaske gemt under det nuværende Indhus.
Naar Beboerne af Drange vilde Syd paa, maatte de passere ad en Sti, som gik op mellem Spidserne af Drangerne. De kom da til en græsrig Egn mellem Drange og Engenæs, hvor der var meget Drivtømmer i Bugten og dertil Æg af Søfugle paa nogle Øer. Sæler kunde man ligesom nu fange paa Skærene og Fisk paa Havet. Heste, Faar, Geder og Køer kunde finde Føden paa Fjældene, og paa Hjemmemarken ved Gaarden var der Græs til Vinterføde for Kreaturerne. Men Fjældene var stundom farlige at færdes i, thi Fjældskred var, rimeligvis den Gang som senere, hyppige. De islandske Forfattere Eggert Olafsson og Bjarni Pálsson, som besøgte Gaarden i det 18de Aarhundrede, fortæller om alle de Farer, de var udsat for under deres Ridt i Fjældene, hvor der herskede frygtelige Kastevinde, og hvor de hørte Fjældskredene dundre, som skødes der med Kanoner, idet de hyllede alt i Støvskyer. Beboerne levede i Angst for, at Skredet skulde komme over dem; men hvorhen skulde de flygte? Selv Kreaturer og Heste løb frem og tilbage i Angst.
En Barndom og Ungdom tilbragt paa sligt et Sted kunde nok sætte sit Præg i vedkommendes Karakter. Daglig at skulle kæmpe med Naturen paa Havet og i Land for at afvinde den Føde til Mennesker og Dyr maatte staalsætte den, hvis Gerning var knyttet til Stedet, og vi tager næppe fejl, naar vi antager, at Erik den Røde her fik udviklet netop de Egenskaber, som siden gjorde ham fortrinlig egnet til en Grønlandsfærd, paa hvilken han mødte Forhold af den samme Art, som dem han i sin Ungdom havde trodset og overvundet saa mangen Gang. Polarisen kunde ingenlunde afskrække ham, og Nybyggerliv selv under vanskelige Forhold lige saa lidt. Han var fortrolig med det altsammen — og hertil kom, at Forholdene i Grønland ingenlunde var værre, men i visse Henseender bedre end paa Hornestrande.
Hvor gammel Erik var, da hans Fader døde, ved vi ikke; men antagelig var han endnu en ung Mand, som nu giftede sig med Tjodhilde, hvis Moder Torbjørg var bleven gift med Torbjørn den Høkdalske efter at Faderen Jørund (en Søn af Ulf den Skeløjede) var død. Torbjørn havde en Søster, Jorun, som var gift ind i den berømte Laksdalske Familie, som omtales i Laksdæla Saga. Erik den Røde var dermed kommen i Forbindelse med en af Islands Storætter; han skulde vide at holde sig paa Højde med sine Ligemænd.
At Erik ogsaa kunde vide at te sig under helt andre Forhold end dem, han var vant til under sit daglige Liv, fremgaar af en iøvrigt ikke helt paalidelig Saga om Torgils Ørrabeinsfostre, som i sin Ungdom opholdt sig i Norge hos Haakon Jarl, der ved Aar 970 blev Kong Harald Blaatands Jarl over det nordenfjældske Norge for snart efter at gøre sig uafhængig, og hvis tragiske Liv endte i Aaret 995. Det hedder nemlig her:
"Den Tid var og hos Haakon Jarl Erik den Røde, en islandsk Mand, som siden fandt og først bebyggede Grønland. Han var da en ung og beleven Mand, og en særdeles god Ven af Torgils."
Da Erik her kaldes "Islænder", maa man formode, at han en Tid har været bortrejst fra sit Hjem paa Drange for at drage udenlands.Men han vendte tilbage hertil — aabenbart for kort Tid efter helt at forlade dette Sted og for at flytte til sin Hustrus Hjemstavn i Høkadal. Om hun har haft Ulyst til at sætte Bo paa det afsides Drange, hvor Tilværelsen kunde være trang nok, ved vi ikke, men Sandsynligheden taler derfor.
Høkadal (Haukadal) ligger i Dala Syssel paa Islands Vestland, omtrent en Snes danske Mil i lige Linie Syd for Drange. Rejsen over Land maatte være yderst besværlig, tilmed naar der skulde medføres Gods og rørlig Ejendom. Vi kan da med Sandsynlighed antage, at Erik den Røde ved Sommertid, naar Vejrliget var bedst og Isen var borte, har ladet Faar, Køer og Heste drage over Land, medens han selv med sit Gods er gaaet Søvejen. Han sejlede da Nord om den nordvestlige Halvø forbi Kap Nord og alle de mange Fjorde, som skærer sig ind i Islands Nordvestland, til han naaede den store Bredebugt eller Bredefjord, hvorpaa han satte Stævnen ind i den sydøstlige Del af denne til det af Skær og Øer opfyldte Indløb til Hvamsfjorden, i hvilken der gaar en strid Strøm, som dog en duelig Sømand maatte vide at klare sig i. I Hvamsfjorden var der et Anløbssted, som endnu benyttes den Dag i Dag, og hvor der i Sagatiden fandtes nogle Handelsboder, hvorefter Stedet har Navnet Boddal (Budardalur). Herfra var der ikke mere end c. 5 Fjerdingsvejs Ridt til det Sted i Høkadal, hvor Erik med sin Brud nu skulde sætte Bo.
Naar man fra Hvamsfjordens Bund rider ind i Høkadalen, passerer man smukke Gaarde med gode Hjemmemarker, og det er en Sommerdag et lifligt Syn at lade Øjet strejfe rundt paa de ikke videre høje Dalindfatninger, hvor man ser Høstfolk i Arbejde, idet Høet paa islandsk Vis hjemføres til Gaardene paa Hesteryg i store Bundter, en paa hver Side af Hesten. Eller man faar Øje paa Malkefaar, som græsser paa Dalskraaningerne under Opsyn af en Gut, hvis Tilraab man hører paa lang Afstand. Men langt borte paa Fjældvidderne fører Lam og Ungkvæg en fri Tilværelse, indtil de om Efteraaret bliver drevet hjem.
Efter en Times Ridt eller saa, naar vi en Ferskvandssø (Vatn) omgiven af Enge, hvor Myggene sværmer. Ved Søen ligger en Gaard, og efter endnu et Kvarters Ridt kommer vi til Gaarden Store Vatnshorn med en Kirke. Vi er nu i den Egn, hvor Erik den Rødes Svigermoder boede med sin anden Mand, som det siges paa "Vatn" (rimeligvis Store Vatnshorn). Et kort Stykke Vej endnu og vi naar til det Sted, hvor Erik "ryddede Jord" og opslog sin Bolig. Han kaldte sin nye Gaard Eriksstad efter sit eget Navn, saaledes som han i det hele taget senere holdt af at opkalde Steder, hvor han dvælede, paa lignende Vis. Paa Dalskraaningerne ses Tomterne af Eriksstad, hvilke er bleven udgravet af Islændingen Erlingsson. Deres Beliggenhed paa Store-Vatnshorns Jordtilliggende tyder paa, at Torbjørn har overladt Erik Jorden. Dennes Hustru var nu nær sin Moder, og Forholdene her sammenlignet med dem paa Drange, var langt mindre møjsommelige og mere tiltalende. Om Erik, der jo var vant til anderledes haarde Livsvilkaar, kunde finde sig i den mere rolige Tilværelse, faar staa hen. Imidlertid viser Tomterne af Beboelseshuset, hvor uendelig tarvelig en fribaaren Mand kunde have det paa Island i den Tid; men foreløbig maatte Erik vel nøjes med en Nybyggerbolig, indtil han havde faaet Gaarden i Drift og Hjemmemarken ryddet, først saa kunde han tænke paa at indrette sig en god Bolig — men forinden dette var sket, maatte han paany bryde op.
Manglen paa Tømmer i større Omfang bevirkede, at Kolonisterne paa Island som Regel byggede deres Huse, baade Ind- og Udhuse, med tykke Vægge af Jord- og Græstørv, idet kun Gavlene i det højeste var opført af Tømmer eller Brædder. Ruinen paa Eriksstad bestaar af to med Længdesiderne sammenbyggede Huse, hvis indvendige Længde hver er c. 14 m med tilsvarende Bredde af c. 4½ m. Ud mod Dalen har det ene Hus en Indgang. Træder man gennem denne, sætter man Foden paa en flad Tærskelsten, hvorpaa man staar paa det med faststampet Ler lagte Gulv i en Forstue, som aabenbart ved en Bræddevæg har været afskildret fra Husets Hovedrum, den egentlige Beboelse. Langs dettes Midte havde de saakaldte "Langilde" været tændt. Et Køkkenildsted fandtes i det ene Hjørne, og langs en af Langvæggene fandtes en Forhøjning eller Jord-Bænk, formodentlig baade til at sove og sidde paa. At Rummet var en Røgstue med Aabning i Tagryggen, gennem hvilken Røg kunde komme ud og Lys ind, kan der ikke være Tvivl om.
Bag dette Hus laa det andet med Indgang fra Forstuen. Det var aabenbart et Oplagsrum (en Skemma). Et lille isoleret liggende Hus laa foran Husfronten. Deri fandtes et Ildsted. Af andre Udhuse er usikre Spor.
Erik den Røde var nu altsaa bleven Bonde i Høkadal, og medens han hidtil havde levet fjærnt fra Naboer, havde han her disse nær paa Livet. Det vil derfor ikke forbavse, at han med sit fyrige, stridslystne og selvbevidste Sind snart kom i Ufred med Dalfolkene. Noget østligere, længere inde i Dalen og Syd for Aaen, boede en Bonde ved Navn Valtjov paa Gaarden Valtjovstad. Det siges nu i Landnama, at Eriks Trælle lod et Fjældskred styrte ned over Gaarden, hvorfor Valtjovs Frænde, Eyjolf Sør, dræbte Trællene ved nogle Brinker oven for Gaarden Vatnshorn. Erik var ikke sen til at tage Hævn; han dræbte Eyjolf Sør og fældede desuden Tvekampsfægteren Hrafn paa Gaarden Lejkskaale (beliggende Nord for Aaen, lige overfor Valtjovstad). Det omtales ikke, hvad Grunden var til dette sidste Drab; men antagelig har Hrafn stillet sig paa Eyjolfs Side i Striden. Nu greb sidstnævntes Frænder, Geirstein og Odd paa Gaarden Jørve, i Nærheden af Valtjovstad, ind og anlagde Sag mod Erik den Røde for Drabet. Følgen blev, at denne blev forvist fra Høkadalen, hvilket for saa vidt var en lemfældig Straf, der kunde tyde paa, at Erik maatte anses for at have haft nogen Føje til sin Gerning efter de Tiders Tænkemaade: Trælle var jo Ejendom, og Ombringelse af dem maatte fordre Gengæld, ikke fordi man regnede et Trælleliv for noget, men fordi det var rørligt Gods.
Erik maatte nu altsaa paany bort. Eriksstad fik Lov at ligge hen, for som vi har hørt, først i vore Dage at blive genfundet og udgravet.
Denne Gang flyttede han ikke langt — kun ud paa nogle Øer i Skærgaarden i Hvamsfjordens Munding. Det hedder herom i Landnama:
"Erik blev da forvist fra Haukadalen og tog derfor Øerne Brokø og Øksnø i Besiddelse; men boede paa Tødum (eller Trødum) paa Syderø den første Vinter. Da laante han Torgest [Bonden paa Bredebolstad i Snefjældsnæs Syssel, lige over for Øerne] sine Bænkestokke.
Siden flyttede Erik til Øksnø og boede paa Eriksstad. Da fordrede han sine Bænkestokke tilbage, men fik dem ikke. Erik hentede dem derpaa fra Bredebolstad, men Torgest satte efter ham. De sloges nær ved Gaarden Drange [Nabogaard til Bredebolstad]. Der faldt to Sønner af Torgest og nogle flere Mænd. Derefter havde begge Mandskab samlet hos sig: Styr, Eyjolf af Svinø, Torbrands Sønner fra Alptefjord og Torbjørn Vifllssøn var paa Eriks Parti, men Tord Gellers Sønner, Torgejr fra Hitardal, Aslak af Langedal og Illuge, sidstnævntes Søn, understøttede Torgest. Erik og hans medskyldige blev dømt fredløse paa Torsnes Ting. Han udrustede et Skib i Eriksvaag, men Eyjolf skjulte ham i Dimonsvaag, medens Torgest og hans Hjælpere søgte efter ham paa Øerne. Torbjørn, Eyjolf og Styr fulgte med Erik ud paa Søen forbi Øerne. Han sagde til dem, at han agtede at søge det Land, som Gunbjørn, Ulf Krages Søn, saa, da han blev forslaaet af en Storm mod Vesten, forbi Island, og fandt Gunbjørnsskær. Dog gav han tillige det tilkende, at hvis han opdagede det Land, vilde han vende derfra tilbage til sine Venner."
Skuepladsen for de her nævnte Begivenheder besøgte Forfatteren heraf i 1905 fra Stykkisholm paa Sydsiden af Bredebugten.Intet kan være skønnere i godt Vejr end det herværende Arkipelag, der ligger som en Skærgaard mellem de mægtige Fjældrækker paa Snefjældsnæs i Syd og Skardstrand i Dala Syssel i Nord. Midt mellem Øgrupperne findes Indsejlingen til Hvamsfjorden — som allerede er omtalt.
Søfugle i Mængde yngler paa Holme og Skær, og Edderfuglenes Reder træffer man vidt og bredt. Fem til seks større Øer med lave Klipper og bevoksede Lavninger danner Øksnøgruppen. Brokøen er den største; den ligger i Midten. Paa Syderøens sydligste Kyst paavistes et Sted, hvor man saa Tomterne af en lille Beboelse med nogen Opdyrkning omkring. Her var, mente man, Erik den Rødes Bolig Tradir, hvor han havde sit foreløbige Tilhold efter Forvisningen fra Høkadalen. Herfra ser man over til Gaardene Bredebolstad og Drange paa Snefjældsnæs’ Kyst mod Syd, hvor Erik den Røde havde sin Kamp. Paa Øksnø ser man nogle ret ubetydelige Tomter, der udpegedes som Gaarden Eriksstad, hvor Erik ligeledes boede. Stedet var godt valgt, thi ikke langt borte skar en Vig sig ind mellem Klipperne, og i denne saakaldte Eriksvaag var det, at den første Udrustning af Skibet til Grønlandsfarten fandt Sted. Nogle sammenfaldne Stenmure mentes at skrive sig fra Baadskur eller Søboder fra Eriks Tid.
Forholdene paa de to Steder, paa hvilke Erik boede efter Forvisningen fra Høkadal var aabenbart, hvad Husenes Indretning og Størrelse angik, meget indskrænkede — endnu ringere end paa Eriksstad i Høkadal; men Føden kunde en driftig Mand faa. Fugle og Fisk var der nok af og Græsning for Faar ogsaa.
Lidt Nord for ligger Dimunarklakkar, en prægtig Ø, der i usædvanlig Grad er præget af mægtige Basaltsøjler, som staar Rad paa Rad — hvilket forøvrigt ogsaa er Tilfældet paa enkelte andre Øer, men i mindre Grad. De to Fjældtoppe giver Øen et imponerende Udseende, og de ses viden om. Øen ligger noget afsides, og en dyb Bugt med et smalt Indløb skyder sig ind mellem Fjældene. Her var et godt Skjulested, og det var da ogsaa her, at Eriks Skib laa lige inden Afrejsen, medens hans Eftersøgere forgæves ledte efter ham rundt paa Øerne. Traditionen har udnyttet Sagaens nøgterne Fortælling med Beretninger om, at Øen havde Skov, af hvis Træer Erik skovede en Del for dermed at dække sit Skib, saa det ikke blev opdaget; men det er yderst tvivlsomt, om Sagnet har noget paa sig. I alle Tilfælde er der nu ikke mere Skov at se. Men iøvrigt kan der næppe være Tvivl om, at Grønlandsfærden udgik herfra.
I Nærheden af Stykkisholm ligger Torsnes Ting, hvor Erik blev dømt. Her ser man endnu en Del Tomter af firkantede Boder, hvis Vægge har været opført af Jordtørv, og over hvilke der blev teltet i de Dage Tinget varede, thi her boede Tingfolkene, parate til at deltage i Retsforhandlingen, som foregik indenfor en afmærket Kreds — ligesom de hørte Forkyndelsen af Dommene fra en Tingskrænt. Iøvrigt fordrev de Tiden med Leg og Skæmt. Tinget holdtes om Foraaret eller i Forsommeren, og efter at Erik paa Torsnes var bleven dømt fredløs i tre Aar, maatte han altsaa forsvinde.
Medens Erik den Røde færdedes i Høkadalen og paa Øerne uden for Hvamsfjorden, foregik der i Egnen Begivenheder, som mesterligt er bleven skildret i "Eyrbyggjasaga". Den Gang boede en mægtig Høvding, Snorre Gode, paa Gaarden Helgafell under et smukt isoleret beliggende Fjæld Syd for Stykkisholm. Han var en Sønnesøns Søn af Torolv Mostrarskæg; hans Stridigheder med en anden, i Nærheden boende Storbonde og Gode, Arnkel Torolvssøn paa Bolstad, giver en malende Skildring af hele Tiden.
I disse Stridigheder, som bl. a. drejede sig om en Skov, deltog en Del Bønder fra Alptefjorden, hvilken skyder sig ind i Landet lige Øst for Torsnes Ting. Striden varede ved, da Erik den Røde blev dømt fredløs, og det ses, at han meget vel kendte og stod i Forhold til en Del af de stridende. Dette var saaledes Tilfældet med Torbrandsønnerne fra Alptefjord, som jo havde hjulpet ham under Fejden ved Drange. Efter at Erik var rejst bort som Følge af sin Fredløshedsdom, dræbte Snorre og Torbrandsønnerne Arnkel (990), hvormed Striden ophørte.
Erik den Røde havde, da han var bleven dømt, efter Retsskikken, Frist til at naa hjem til sin Bolig, forinden nogen maatte dræbe ham. Forøvrigt fandtes paa Island ikke nogen udøvende Magt i Form af Politi, og den eller de, som havde faaet Dom over en Mand, maatte selv se til at faa Dommen udført.
Erik havde imidlertid nu — som den snilde Mand han var — været klar over, at han vilde blive dømt, og derfor rimeligvis i Tide begyndt paa Udrustningen af sit Skib; nu da Dommen var falden, maatte han straks se at skjule sig for at faa Tid til at lægge den sidste Haand paa sin Udrustning. Hvorledes det er lykkedes ham i de lyse Nætters Tid at skuffe sine Eftersøgere ved vi ikke; men det skete. Da alt var færdigt, satte han Sejl for at begynde sin store Opdagelsesrejse. Vennerne fra Høkadal, Bonden paa Porkey (Svinø) ledsagede ham et Stykke, til Ellidaey — en Ø i Bredebugten lidt længere Vest paa. — Her tog Erik Afsked — for tre Aar efter at vende tilbage efter en berømmelig Opdagerfærd.
"Torbjørn, Eyjolf og Styr fulgte Erik ud forbi Øerne; de skiltes her med meget Venskab, og Erik sagde, at han skulde være dem til samme Bistand, om han blev i Stand dertil, hvis de engang kunde behøve hans Hjælp. " (Erik den Rødes Saga).
