Ernersiak eller Pleiesønnen (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

78. Ernersiak eller Pleiesønnen

Den lille Ernersiak havde en meget gammel Pleiemoder, der boede paa en Plads sammen med mange Mænd, som vare Brødre, og sammesteds boede tillige en stærk Mand. Engang om Efteraaret blev den yngste af Brødrene syg. Det blev værre og værre med ham, og tilsidst døde han virkelig. Da han var død, kastede de alene deres Mistanke paa Ernersiaks Pleiemoder, og de ventede blot paa, at han engang skulde gaae ud. Engang tidligt om Morgenen, da han vaagnede, tog han sine Remme og gik ud for at bygge Rævefælder. Da han var borte, gik Brødrene ind til hans Pleiemoder og stak hende ihjel. Men hiin Stærke, som boede paa den samme Plads, havde Medlidenhed med Ernersiak; derfor ventede han paa hans Tilbagekomst, og da han saae ham komme paa sin vante Viis, med den ene Arm trukken ud af Ærmet, gik han ham imøde og sagde: «du skal ikke gaae ind i Huset, thi du vil ikke mere faae hende at see. Brødrene have dræbt hende, dengang du gik ud.« — Derpaa tog den Stærke ham til sig som Pleiesøn, og da de ikke kunde udfinde noget bedre, gave de ham et Stykke Rygbeen af hans Pleiemoders Lig til Amulet. Pleiefaderen opdrog ham til Styrke; om Morgenen tidligt tog han ham op ved Haarene alene, og Drengen vaagnede først, naar han havde sat ham hen. Dette gjentog han hver Dag. Hans Pleieforældre, som havde Raad dertil, gave ham Klæder til at skifte med, men de holdt ikke længe, fordi han til Øvelse bestandig arbeidede med Steen. Engang da de vaagede længe om Aftenen, — deres Samboende gik ikke mere ud af deres Huse, — tog Pleiefaderen et stort Vandskind frem under Brixen, udbredte det paa Gulvet, satte Ernersiak derpaa og lærte ham nu at prøve Kræfter ved at trække Krog. Men naar deres Naboers-, Brødrenes Børn legede og spillede Bolt, formanede han ham til, ikke at deeltage deri. Derfor stod han blot i en Afstand og betragtede dem, med den ene Arm trukken ud af Ærmet, af Beskedenhed, thi han kunde ellers let komme til at gjøre nogen af dem Fortræd. Men nu hændtes det engang, da han saaledes stod og saae paa Boltspillet, at han pludselig fik et bedøvende Slag og faldt omkuld, men da han reiste sig langsomt igjen, var der ingen at see. Engang blev han atter saaledes stødt omkuld, men idet han hurtigt stod op igjen, saae han En smutte bort, Han skyndte sig efter ham, fandt ham skjult bag en Klippevæg, gik lige løs paa ham og greb ham i Peltshætten, svingede ham rundt i Luften og kastede ham tilsidst hen paa Jorden, saa at Blodet strømmede ud af Næse og Mund. Strax blev der ikke raabt andet end: »Ernersiak har gjort Fortræd!« og de hentede et stort Skindtæppe for at bære den Tilskadekomne hjem derpaa. Men Ernersiak satte sig ned paa en lille Forhøining foran Huset. Snart derefter kunde man see Kajakkerne komme tilbage ude fra Søen af, og strax blev der ligeledes raabt dem imøde: »Ernersiak har gjort Fortræd!« Da hans Pleiefader, som var iblandt dem, hørte dette, kastede han hurtigt sin Slæberem løs, ilede til sin Pleiesøn, og fortalte ham, at Brødrene vilde gjennembore ham med deres Kastespyd. Imidlertid vare ogsaa Brødrene komne iland, og da de hørte hvad der var skeet, tøvede den mellemste af dem ikke med at hente sit Kastespyd, og de andre ledsagede ham, men den Tilskadekomnes Fader løftede Spydet, og idet han tog Tilløb, stødte han det i Ernersiak, som endnu bestandig sad med Ryggen vendt imod dem, men i det samme hørtes det knage; saavel Skaftet som Spidsen knækkede, og Ernersiak forblev uskadt. De andre prøvede ligeledes deres Spyd, men de knækkede alle. Der siges, at det var paa denne Maade, at Pleiemoderens Been viste sig virksomt. Derpaa omringede de ham alle og grebe ham, men skjøndt de vare saamange, at man ikke kunde see ham, kunde de dog ikke kaste ham omkuld. Tilsidst begyndte han at gribe dem ved Pelshætten og kaste dem hen ad Jorden, saa at Blodet strømmede ud af Næse og Mund; men saa kom hans Pleiefader til, og bød ham holde inde, da han ellers vilde faae for mange Fjender. Han fulgte saa med Pleiefaderen ind i Huset; men han satte sig ned og vilde hverken tale eller spise; det hjalp ikke, at Pleiemoderen paanødte ham Mad, han nød intet den hele Dag. Tilsidst om Aftenen gik Pleiemoderen ud at hente Lever, i den Tanke, at han vilde spise denne. Idet hun kom ind igjen, sagde hun: »nu netop gaaer den sidste Baad ud af Sigte, vi ere nu blottede for Naboer.« Først da han hørte dette, bukkede han sig forover og griinte — han vidste nemlig, at det var for hans Skyld, at de vare flygtede, og nu morede han sig over sig selv, og begyndte saa først at nyde noget.

Pleiefaderen billigede nu heller ikke mere, at han var uden Kajak; han byggede derfor en Kajak til ham og indøvede ham. Snart opnaaede han stor Færdighed baade i Kajakroening og i Fangst. Naar Pleiefaderen først vaagnede om Morgenen, havde han allerede bragt sin Kajakpels ind, og naar Pleiefaderen hentede sin Pels ind, sad han allerede i sin Kajak, og han kom altid hjem med Fangst. Engang hændtes det, at han saaledes sad i sin Kajak og ventede paa, at Pleiefaderen skulde komme og følge med, men da det varede ham for længe roede han afsted alene, gik ikke paa Fangst, men fulgte langs Kysten sydefter, og kom til et temmelig høit Næs, udenfor hvilket en Kajak laa og jagede. Denne Mand, som han kom til, gjenkjendte ham ikke, eftersom han havde forladt Ernersiak, medens denne endnu var uden Kajak. Han bad ham følge med sig paa Besøg, og de fik Øie paa en Deel Telte, foran hvilke der stod Folk, som arbeidede paa Baade, Kajakker, Aarer og Redskaber. Da disse saae de to Kajakker komme, raabte de: »vil man see, nu har Ernersiak faaet Kajak!« I det samme roede hans Ledsager foran, for at komme først til Landet, men Ernersiak roede efter ham og medens de paa Landet raabte: »han vil dræbe dig,« — havde han allerede løftet Harpunen, hvorpaa han kastede den i ham bagfra, trak den ud igjen og roede tilbage. Da han kom paa den anden Side af det høie Næs, steg han iland og gik tilfjelds for at vente paa Forfølgere. Men da det omsider blev Aften, uden at nogen viste sig, vendte han tilbage til sit Hjem. Da han kom ind i Huset, vilde han hverken tale eller spise, og Pleiefaderen, som kunde mærke, at han havde begaaet et Drab, formanede ham og sagde, at han ikke burde skaffe sig Fjender i Kajak, han havde nu atter faaet Fjender. Da han talte saaledes, fik han ham først til at nyde noget. Dagen efter drog Pleiefaderen i Kajak sydefter, kom forbi det høie Næs, og fik ligeledes Øie paa Teltene og dem, som stode og arbeidede foran dem. Han roede lige hen til Landet og sagde til dem: »Hvis vi blive her i længere Tid, frygter jeg for, at min Pleiesøn efterhaanden vil dræbe eder alle. Jeg har hørt at der langt nordefter skal gives udmærket god Fangst, derfor vil jeg opmuntre ham til at vi skulle flytte derhen.« Med disse Ord begav han sig paa Hjemveien, og da han kom til sin Pleiesøn og fortalte ham om den gode Fangst nordpaa, blev denne meget begjærlig efter at reise. Om Foraaret lavede de til, droge afsted og reiste uafbrudt nordefter den hele Sommer. Omsider, da Frosten allerede havde indfundet sig i Jorden, saae de etsteds en Mængde Telte, og da der blev raabt til dem fra Land af, at de skulde komme dertil, styrede de ind til dem og lagde til Land. De fik ikke engang selv Lov til at røre ved deres Reisegods, men Stedets Beboere bare det alt op for dem. Nu hændtes det, at Ernersiak, træt af at roe, havde sat sig op i Baaden, og da hans Redskaber skulde bæres op, vare de saa svære, at de maatte bære dem paa Skulderen, hvorfor de begyndte at gjøre Nar af dem og sige til hverandre, at saadanne Vaaben havde han formodentlig aldrig havt i Brug. Pleiefaderen, som hørte, at de snakkede saaledes, fortalte det om Aftenen til Ernersiak, hvorover denne brød ud i Latter — det var første Gang han lo efter den Tid, da han havde begaaet Drab. Paa denne Plads overvintrede de. Engang hændtes det, at Ernersiak om Morgenen kom udenfor Huset og at ingen Mennesker vare at see omkring Husene. Da han søgte efter dem, saae han dem omsider staae paa Toppen af et Fjeld og see ud over Havet. Da han var kommen til dem, sagde de: »vi holde Øie med dem derude, de røde Hvalrosse, som nærme sig Landet.« Ernersiak, der saae, hvorledes Vandet stod i Røg, ilede ned og stak ud fra Land i sin Kajak. Snart opdagede han en Hvalros, der holdt sig paa samme Plet. Da han roede ind paa den, stak den Hovedet op af Vandet og betragtede ham, uden at aande, men da han kom nærmere, udstødte den et vældigt Pust, rystede med Hovedet og foer hen imod ham, men han vedblev ligeledes at roe imod den. I Afstanden af et Pilekast løftede han sin Harpun, og da Hvalrossen bukkede sig og strammede Ryggen, kastede han, hvorpaa den udaandede og var død med det samme. Da han havde slæbt den til Land, fangede han endnu flere, og steg derpaa først iland. — Henad Foraaret lavede de til, for at reise sydpaa igjen. Pladsens Beboere bade dem, at de atter skulde komme og overvintre hos dem. De svarede: »ja!« — men da de vare komne sydpaa, droge de senere ikke mere mod Nord.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 224-227.