Eskimoer og Tchuktchere (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet
Eskimoer og Tchuktchere
Knud Rasmussen
København, 1926
Det, som det i Øjeblikket interesserede mig mest at faa klarlagt, var den Opfattelse, Tchuktcherne selv og Eskimoerne ved East Cape havde af det Forhold, de stod i til hinanden.En gammel Mand, vi udspurgte, vidste særdeles god Besked og begyndte med at understrege, at hans Folk hørte til Landets oprindelige Folk, der intet havde med Eskimoerne at gøre. I Tilknytning hertil fortalte han følgende Myte:
"I et fremmed Land, blandt et fremmed Folk var der engang en lille Pige, der aldrig kunde gøre sin Moder tilpas. Det var ligegyldigt, hvor megen Umage hun gjorde sig med alt det, der blev paalagt hende — hun fik altid Skænd. Tilsidst kunde hun ikke længere holde det ud og flygtede hjemmefra, idet hun tog alle sine Dukker med sig. Hun gik og gik, langt, langt bort, til hun kom til et nyt Land, som hun slet ikke kendte. Her byggede hun sig et Læ for Vinden, og her vilde hun leve. Men en Nat, da hun vaagnede, var alle hendes Dukker bleven levende, bleven til rigtige Mennesker, og fra dem siger man, at Tchuktcherne stammer."
Oprindelig var alle Tchuktcherne Jægere, men nogle af dem lærte sig at tæmme Vildren, og de blev rige Folk derved; saa var der andre, som ingen Husdyr kunde faa, og de søgte ned til Kysterne, hvor de ventede at træffe bedre Livsvilkaar. Dengang de første Tchuktchere naaede ned til Havet, levede her ingen Eskimoer. De saa alle Slags Fangstdyr, Sæler, Hvaler og Hvalros, men det varede længe, før de lærte at jage dem; de forsøgte at bygge sig Baade, saa de kunde forfølge dem langt til Søs, men deres Fangstredskaber var daarlige, og de sultede ofte trods Havets Rigdom. De vidste ikke, hvad de skulde gøre; de havde Fangstdyr nok, men forstod ikke at jage dem, og tilsidst lagde de da ud paa lange Sørejser, baade langs med Kysterne og ud over Havet, hvor de langt, langt ude kunde skimte Land. Dette var Diomede Island. Her traf de et fremmed Folk, hvis Sprog de ikke forstod; de kaldte sig Jût-Eskimoer — og de levede ligesom de selv af Havet, men de havde fine, fuldendte Fangstredskaber og mange snilde Maader at jage Sæl, Hvaler og Hvalros paa; de havde Harpuner med Fangeliner og Blærer, og de havde store, søgaaende Skindbaade og smaa, hurtige Kajaker. Men det var et fjendtligt Folk, som det var farligt at leve sammen med, og der var ofte Krig imellem dem. Engang hændte det, at et helt Baadlag af Tchuktchere blev overfaldet og myrdet til sidste Mand. Det blev for meget. Alle Mænd fra mange Bopladser samledes og sejlede over Havet, og da Eskimoerne saa Baadene og de mange Mennesker, gjorde de sig straks rede til Kamp; men Tchuktcherne kom ikke for at slaas, de foreslog blot, at man skulde træffe en Overenskomst og siden leve i Fred og drive Handel med hinanden. Derpaa tømte de alle deres Baade for de Handelsvarer, de havde med sig; Skind af Vildren og smukke hvidplettede Skind af Tamren, Ulveskind og Jærvskind bredte de ud over Klipperne ved den fremmede Boplads, og Eskimoerne saa alle de Skind, som de behøvede og som de ikke selv kunde skaffe sig, fordi de boede paa en lille Ø midt ude i Havet. Saaledes indledede Tchuktcherne deres Forhandlinger, og der blev sluttet en Fred, som siden aldrig er bleven brudt. Det varede ikke længe, før ogsaa Eskimoerne begyndte at foretage Handelsrejser til Sibiriens Kyster, og paa disse Færder fandt de ved East Cape saa glimrende Fangstforhold, at de besluttede at grunde en stor Boplads. Paa denne Maade blev de Naboer, og Tchuktcherne lærte alle Eskimoernes Fangstmaader at kende, og de byggede sig Skindbaade og lavede sig Lænsere, Harpuner og Fuglepile og blev til et rigtigt Kystfolk. Eskimoerne derimod lavede deres Dragter om og ønskede at gaa klædt paa samme Maade som Tchuktcherne, og de efterlignede deres Huse og byggede sig Boliger, der var af Træ og Hvalroshuder. De lærte ogsaa at klippe deres Haar omkring Issen. Saaledes lærte de af hinanden, men de beholdt hver sit Sprog, og kun meget sjældent giftede de sig ind i hinandens Familier.
Men alle Dage bevarede Eskimoerne deres Overlegenhed paa Havet. Folkene omkring East Cape, der plejede at jage sammen med de amerikanske Hvalfangere, blev berømte Baadsmænd, og saafremt der i en Baad findes baade Eskimoer og Tchuktchere, er det altid Eskimoerne, der faar Kommandoen; og hænder det, at man om Vinteren er ude paa Fangst og kommer ud paa daarlig Is, er det en stiltiende Overenskomst, at det altid er en Eskimo, der kører frem og tager Ledelsen. Dette var den gamle Tchuktchers Beretning.
Kilde
Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 391-393. København, 1926.
